Tak for ordet. Jeg vil da også benytte lejligheden til at glæde mig over, at det er et ret godt politiforlig, vi har fået skabt her. Det er nok det bedste, jeg har været med til at lave, og jeg har alligevel prøvet nogle stykker.
Mange af mine kolleger har jo fremhævet, hvad det er for nogle ting, som er virkelig gode ved det her politiforlig, og jeg skal sige, at vi er særlig tilfredse med mere nærpoliti, flere politibetjente og ikke mindst de særlige enheder til bekæmpelse af partnervold, voldtægt, stalking. Det tror jeg bliver et rigtig, rigtig vigtigt redskab, både i forhold til at møde ofrene bedre, men også i forhold til at få samtykkeloven til at leve.
I forhold til selve det her lovforslag vil jeg bare lige starte med at sige, at jeg jo overordnet synes, at de afgiftsforhøjelser, der er på våbenområdet og pasområdet, er fornuftige. Noget af det handler jo om at forenkle, og noget af det handler om at justere prisen, som ikke har været det i 30 år eller deromkring. Og så giver det jo rigtig god mening at tage startskuddet til øget digitalisering på visse dele af politiets områder for tilladelser, ligesom afbureaukratisering af hittegodsområdet også er noget, der giver rigtig god mening. Så det vil jeg ikke bruge så meget krudt på, men bare glæde mig over, at det forhåbentlig også fører til, at politiets kræfter bliver brugt bedre med de forslag her.
Det, jeg vil sige noget mere om, er forslaget om edition, som jo også, synes jeg, er den væsentligste del af det her lovforslag, fordi det faktisk er et af de sjældne forslag, hvor SF går den anden vej og nu anbefaler, at man ikke bruger dommerkendelse længere, f.eks. når politiet skal have kontooplysninger fra en bank eller lignende. For der er et problem her. Vi har set, hvordan den økonomiske kriminalitet er i massiv vækst. Det er både store sager og det er små sager, og det betyder, at når man sidder og efterforsker det her og arbejder med det her, så skal der udarbejdes voldsomt mange editionskendelser, og det tager rigtig mange kræfter hos politiet, som jo helt ærligt kunne have brugt de kræfter lidt bedre.
Jeg ved godt, at nogle af retterne og også Dommerforeningen mener, at det her giver en dårligere retssikkerhed, fordi der jo så ikke længere er en automatisk domstolsprøvelse af editionskendelser, og i princippet er det jo sådan set også rigtigt, men eftersom kendelserne nærmest altid gives, og eftersom der er en lignende ordning i Norge, som er velfungerende, og eftersom bankerne i praksis aldrig har kommentarer til det, når de udleverer de her oplysninger, så virker det helt ærligt også lidt som papir for papirets skyld, og derfor synes jeg faktisk godt, det kan forsvares, selv om det måske nok vil afføde drillende bemærkninger fra justitsministeren, når vi fremover skal diskutere sager, hvor ministeren har lyst til at fravige brugen af dommerkendelser, fordi det faktisk er noget, vi går meget op i SF.
Til gengæld synes jeg også, der ligger den retssikkerhed i forslaget, at sagen jo meget let kan indbringes for domstolene, og det får man let adgang til som berørt af indgrebet, hvis man ønsker det. Så det er jo ikke sådan, at vi smider retssikkerheden helt ud med badevandet.
Men for lige at illustrere tidsforbruget og processen vil jeg læse kort op af en mail, som jeg har fået fra en politimand, som rent faktisk sidder med det her og efterforsker nogle af de mange sager om økonomisk kriminalitet, og han fortæller, at noget af det, der bliver brugt rigtig meget af kriminelle, er MobilePay, og der skal man altid anmode om kontooplysningerne, der ligger bag det pågældende mobilepaynummer, for at kunne afgøre, hvem der har modtaget nogle penge uretmæssigt eller har svindlet. Han siger:
Det er noget, der gør mit daglige arbejde meget bureaukratisk, og det forlænger sagsbehandlingstiden væsentligt, fordi man så skal skrive op til en editionskendelse, hver eneste gang man har brug for et kontonummer, som er tilknyttet et mobilepaynummer. Sagen skal fysisk kopieres i tre eksemplarer, og så skal den sendes til anklagemyndigheden. Derefter skal anklagemyndigheden gennemgå sagen, og hvis de vurderer, at der mangler oplysninger, så skal sagen sendes tilbage til sagsbehandleren, som skal foretage de ønskede rettelser, hvorefter sagen igen skal sendes til anklagemyndigheden. Efter endnu en sagsgennemgang, og såfremt der ikke ønskes yderligere rettelser, fremsender anklagemyndigheden nu sagen til retten. Retten skal så bruge 2-3 uger, og derefter fremsendes afgørelsen til anklagemyndigheden, hvorefter afgørelsen tilgår sagsbehandleren. Hvis retten har givet positivt tilsagn om pålæg af udlevering af de ønskede oplysninger, fremsender jeg kendelsen til MobilePay, hvorefter jeg får den ønskede oplysning, altså kontonummeret. Derefter skal jeg skrive til SKAT om, hvem kontoindehaveren er, når jeg så endelig har modtaget nummeret fra MobilePay. Selv forholdsvis små sager, hvor en forurettet måske har betalt kr. 300,00 for en gammel PlayStation og aldrig har modtaget den, kommer til at tage helt urimelig lang tid at lave – for slet ikke at tale om store sagskomplekser, hvor der er indblandet mange mobilepaynumre og mange kontonumre.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at en gerningsmand i hvert fald kan nå at lave mange nye sager, mens tiden går, og det duer jo ikke. På den baggrund kan SF støtte forslaget.