Mange tak til ordførerne for bemærkningerne. Jeg befinder mig selv lidt i samme dilemma som hr. Søren Søndergaard, men tror, at jeg vil vælge den modsatte vej og alligevel gentage, således at det står klart, at regeringens indgang til dette lovforslag ligger meget på linje med, hvad der ellers er blevet fremført.
For det overordnede formål med lovforslaget er som sagt at give alle borgere ret til at se deres egne personoplysninger, når de ligger på arkiv. En ret til egne oplysninger er noget, som alle bør have. I dag har man som borger nemlig ikke et retskrav på at se sine egne oplysninger. Man skal søge om dispensation, og selv om der i langt størstedelen af alle sager gives dispensation, så synes jeg, det virker forkert, at man skal søge om det, der vedrører en selv.
Det er særlig vigtigt, at mennesker, der er blevet forurettet, har været udsat for overgreb eller simpelt hen er blevet fjernet fra den familie, som plejer at give en fortællingerne om, hvor man kommer fra, også sikres en ret til adgang til egne personoplysninger. Men retten skal selvfølgelig gælde alle. Disse borgere skal ikke igennem den ekstra anstrengelse – og for nogen ydmygelse, hvis de får nej – ved at skulle søge dispensation.
Desværre vil den foreslåede indsigtsret her ikke komme alle til gavn. Tidligere tiders kassering af sager og manglende afleveringer til arkiverne gør, at mange borgere desværre alligevel vil kunne opleve, at oplysninger og arkivalier i deres sag slet ikke er på arkiverne. Det vil jeg gerne beklage på regeringens vegne, men det er desværre noget, som vi ikke kan lave om. Det ændrer dog ikke ved, at de borgere, hvis sager faktisk ligger på arkiverne, stadig med denne sag får en ret til at se deres egne oplysninger.
Det bliver betalingsfrit at få arkivmyndighederne til at finde oplysningerne. I dag har Rigsarkivet en pligt til at vejlede borgerne, men ikke til at finde sagerne gratis. I de kommunale arkiver er servicen i forvejen gratis, men her sikrer vi, at det aldrig kan være en betalingsmur, der står i vejen for, at en borger kan få hjælp, med det resultat, at vi forhindrer en skævvridning, forhold til hvem der får indsigt.
Arkiverne kan også ligge på en lang række af arkivalier afleveret af private donatorer. Flere private institutioner og organisationer har udført opgaver på forsorgsområdet, og oplysninger fra disse institutioner foreslås derfor også omfattet af indsigtsretten. En ret til indsigt bør ikke begrænses i disse tilfælde, for der bør være lige ret til adgang for de borgere, der har haft sager ved private institutioner, og de borgere, der har haft sager ved offentlige institutioner.
I dag gælder der allerede en indsigtsret for den type arkivalier, der er omfattet af databeskyttelsesforordningens anvendelsesområde. Bestemmelsen herfor foreslås samlet til et fælles kapitel med den nye bestemmelse om indsigtsret. Det er ikke hensigten, at der skal ændres i indsigtsretten for arkivalier omfattet af databeskyttelsesforordningen, men bestemmelsen er revideret for at sikre en klarere retsstilling. Det var mange ord for at sige, at vi med denne lovændring sikrer en borgerret, men at arbejdet med arkivloven langt fra er færdigt.
Som mange af ordførererne har været inde på, vil jeg også gerne bekræfte den enighed, som jeg synes der opstod på et ordførermøde efter det foretræde, der også er blevet omtalt, hvor det netop kom frem, at arkivloven jo ikke har været revideret siden 2003. Og den er helt generelt lavet til en mere analog verden, hvilket giver et helt generelt behov for at føre arkivloven up to date i forhold til både den teknologiske udvikling, men også for at kigge på, hvad vi kan gøre med de mange forskellige arkivalier, der er rundtomkring.
Der kan være andre forhold i loven, som trænger til at blive genbesøgt, men som jeg også sagde på ordførermødet, vil det kræve et udførligt og grundigt forarbejde, for at vi også rammer plet og gør det ordentligt, sådan at vi kan få en moderne arkivlov, der passer ind i den digitale verden. Jeg er bekendt med, at der tidligere har været nedsat et arkivudvalg, som også er kommet med en konklusion, men jeg mener, at det arbejde er for snævert i forhold til det, som vi har drøftet.
Så jeg vil selvfølgelig, lige så snart corona og alt muligt andet levner os tid og kræfter, tage den dialog videre med ordførerne, altså drøftelsen om, hvordan vi kan igangsætte en mere omfattende revision af arkivloven. Det er væsentligt, fordi de her arkiver jo grundlæggende handler om os alle sammen som samfund, men også som individer. Der fortjener vi gennemsigtighed, ligesom vi efterstræber det i alle vores andre offentlige gerninger.
Med de bemærkninger ser jeg frem til udvalgsbehandlingen, og jeg håber, at dette lovforslag kan være en forløber.