L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

Erhvervsudvalget 2020-21
L 184 Bilag 1
Offentligt

NOTAT

2. februar 2021

Høringsnotat vedrørende forslag til lov om urimelig handelspraksis i

relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsynings-

kæden

1. Indledning

Lovforslaget har til formål at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2019/633/EU af 17. april 2019 om urimelig handelspraksis i rela-

tioner mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden

(herefter direktivet) i dansk ret.

Baggrunden for direktivet er blandt andet at bekæmpe urimelig handels-

praksis, der kan sætte mindre leverandørers indtjening og margener under

pres, hvilket kan føre til en uhensigtsmæssig fordeling af ressourcerne og

ende med at sætte ellers levedygtige og konkurrencedygtige aktører ud af

spil. Direktivet skal derfor sikre, at mindre leverandører er i stand til at

konkurrere på rimelige vilkår og derved bidrage til at øge landbrugs- og

fødevareforsyningskædens generelle effektivitet.

Direktivet er et minimumsdirektiv, hvilket giver medlemsstaterne mulig-

hed for at vedtage eller opretholde nationale bestemmelser om urimelig

handelspraksis, der er mere vidtrækkende, end hvad direktivet foreskriver.

Med lovforslaget fraviges direktivets udgangspunkt om, at lovens forbuds-

bestemmelser alene skal gælde, når leverandøren er i en lavere omsæt-

ningskategori end køberen, idet det foreslås, at reglerne skal gælde i alle

handler mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden

uafhængigt af virksomhedernes omsætning og indbyrdes relative forhand-

lingsstyrke. Dog foreslås visse undtagelser til dette udgangspunkt, for så

vidt angår reglerne om maksimale betalingsfrister.

Et udkast til lovforslag blev sendt i høring fra den 22. december 2020 med

høringsfrist den 29. januar 2021 til i alt 42 organisationer, myndigheder

m.v. Derover har lovforslaget været i interministeriel høring.

Der er modtaget høringssvar fra 22 af de hørte myndigheder, organisationer

m.v. Heraf har 18 haft bemærkninger til udkastet til lovforslaget. De 18

høringssvar er vedlagt til orientering.

De væsentligste bemærkninger fra de hørte parter til de enkelte emner i

lovforslaget gennemgås og kommenteres nedenfor.

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

2/38

Visse høringssvar har givet anledning til mindre ændringer af redaktionel

og lovteknisk karakter i lovteksten og bemærkningerne. Da disse ændringer

ikke berører substansen i lovforslaget, omtales de ikke i dette notat.

2. Generelle bemærkninger

Høringen tegner overordnet et billede af, at de interessenter, der har afgivet

høringssvar, har divergerende holdninger til den valgte implementerings-

model og direktivet i øvrigt.

Advokatrådet gør opmærksom på, at implementeringen i videst muligt om-

fang bør tage højde for de grundlæggende danske retstraditioner og dertil-

hørende retssikkerhedsmæssige garantier.

Alliancen (et samlet høringssvar afgivet af Mærkevareleverandørerne,

Bryggeriforeningen, Økologisk landsforening, Landbrug & Fødevarer, Fø-

devare Danmark, Mejeriforeningen, Dansk Industri Fødevarer, Branche-

foreningen for Kaffe og Te og Danish Seafood Association

–

herefter sam-

let benævnt Alliancen) mener, at lovforslaget er et fornuftigt udgangspunkt

for en fremtidig regulering af urimelig handelspraksis. Alliancen kan med

forbehold for de differentierede regler vedr. betalingsfrister bakke op om

lovforslaget.

Mærkevareleverandørerne har den 3. februar 2021 fremsendt supplerende

høringssvar med præciserende bemærkninger til lovforslagets indhold om

lovvalg.

Bryggeriforeningen er generelt tilfreds med lovforslaget og den valgte im-

plementering. Bryggeriforeningen stiller sig dog uforstående for afgræns-

ningen af landbrugs- og fødevarer.

Coop er grundlæggende imod overimplementering af direktivet, idet en

overimplementering vil forstørre de i forvejen store negative konsekvenser,

som selv en minimumsimplementering af direktivet vil medføre. Coop til-

slutter sig i øvrigt Dansk Erhvervs høringssvar.

Danmarks Fiskeriforening PO er i udgangspunktet positivt stemt for at ud-

vide loven til at gælde alle handler mellem virksomheder i landbrugs- og

fødevareforsyningskæden uafhængigt af virksomhedernes omsætning og

indbyrdes relative forhandlingsstyrke. Det er med til at sikre ens og stabile

konkurrencevilkår i forbindelse med handel med bl.a. fiskeprodukter.

Dansk Erhverv står uforstående overfor, at lovforslaget lægger op til en

overimplementering, der er i strid med den nuværende og tidligere regerin-

gers udmeldinger om afgrænsning af direktivets anvendelsesområde, prin-

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

3/38

cipperne for implementering af erhvervsrettet EU-regulering og vigtighe-

den af at begrænse indgreb i aftalefriheden. Ifølge Dansk Erhverv vil lov-

forslaget hæmme konkurrencen mere end tilsigtet i direktivet, og i sidste

ende vil de små lokale brugsforeninger og købmænd samt forbrugerne be-

tale regningen. Dansk Erhverv bemærker, at der ikke foreligger et objektivt

datasæt, der understøtter overimplementering.

De Samvirkende Købmænd (DSK) havde helst set, at den danske regering

havde valgt en minimumsimplementering af direktivet, så effekterne

–

så-

vel de økonomiske som de administrative

–

blev så begrænsede som over-

hovedet muligt. DSK er dog indforstået med, at det foreliggende lovforslag

er udtryk for en afbalanceret løsning, der dog ikke tåler yderligere skærpel-

ser. DSK tilslutter sig i øvrigt Dansk Erhvervs høringssvar.

Dansk Industri Fødevarer (DI Fødevarer) er som udgangspunkt positivt

stemt over for lovforslaget, og anfører, at der er tale om en klar forbedring

i forhold

til minimumsdirektivet, når det handler om at tilnærme sig ”afta-

lelighed”. DI Fødevarer kan dog ikke tilslutte sig undtagelsen, der gør sig

gældende i forhold til betalingsfrister for virksomheder med omsætning

over 350 mio. euro, og anfører derudover en række forslag til specifikke

ændringer.

Finans & Leasing har ikke forståelse for, at det findes nødvendigt at over-

implementere direktivet, særligt for så vidt angår de begrænsninger, der

følger for betalingsfrister. Finans & Leasing finder, at man med lovforsla-

get vil skabe uigennemsigtighed ved handel på tværs af landegrænserne, og

at det derved bliver mindre attraktivt at anvende danske leverandører frem

for leverandører fra andre EU-medlemslande, der ikke overimplementerer

direktivet. Således er der en risiko for, at overimplementeringen kommer

til at medføre det helt modsatte resultat, nemlig dårligere vilkår for danske

leverandører.

Forbrugerrådet TÆNK kan efter omstændighederne tilslutte sig lovforsla-

get, som det foreligger, men havde gerne set, at direktivet blev minimums-

implementeret.

HORESTA er bekymret for, at lovforslaget er i modstrid med direktivets

intention om at beskytte den svage aktør i en forhandlingssituation. Lov-

forslaget i dets nuværende form vil beskytte store grossister, nationale og

internationale fødevareproducenter samt primærproducenter i forhand-

lingssituationen mod en mindre detailvirksomhed, der ligger over bagatel-

grænsen grundet anden aktivitet end handel med landbrugs- og fødevarer.

HORESTA tilslutter sig i øvrigt Dansk Erhvervs høringssvar.

Kartoffelmelcentralen A.m.b.a. (KMC) foretrækker som udgangspunkt af-

talefrihed blandt samhandelspartnere i landbrugs- og forsyningskæden,

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

4/38

men har samtidig forståelse for behovet for regulering i styrkeforhold, der

måtte resultere i urimelig handelspraksis mellem ulige parter. KMC finder,

at der må tilstræbes størst mulig ”aftalelighed” inden for direktivets ram-

mer, så der bliver tale om en ensartet regulering, uden hensyn til omsæt-

ning, da koncernomsætning ikke isoleret findes at definere styrkeforholdet

mellem leverandør og aftager.

Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter (LDM) finder, at udkastet

til lovforslag efterlader en overvejende andel af de danske mælkeproducen-

ter i en langt dårligere handelsmæssig retsstilling over for deres andelssel-

skab, end hvad der hidtil har været gældende efter den eksisterende regule-

ring. Det fremgår dog ikke klart af høringssvaret, hvorfor det menes at være

tilfældet. Derudover udtrykkes en generel utilfredshed over, at lovforslaget

anfører, at danske landmænd gennem andelsorganiseringen har formået at

styrke deres forhandlingsposition i fødevareforsyningskæden, hvorfor de

skadelige effekter af urimelig handelspraksis ikke synes at være til stede i

Danmark i samme omfang som i andre medlemslande. LDM bemærker i

den forbindelse, at dette under ingen omstændigheder er tilfældet for an-

delshaverne i et multinationalt andelsselskab, som er dominerende på det

danske marked.

Landbrug & Fødevarer (L&F) kan samlet set støtte op om lovforslaget.

L&F foretrækker aftalefrihed, men når direktivet bryder dette princip, bør

direktivet implementeres, så der sikres

størst mulig ”aftalelighed”. Derfor

havde L&F helst set en ensartet implementering af reglerne om betalings-

frister for alle virksomheder i fødevareforsyningskæden, men støtter samlet

set de differentierede regler om betalingsfrister.

Mejeriforeningen udtrykker sin opbakning til lovforslagets kompromis.

Foreningen foretrækker af princip aftalefrihed, men finder at ”aftalelighed”

må være at foretrække, når aftalefriheden i medfør af direktivet begrænses.

Mejeriforeningen ser positivt på lovforslagets forenkling af direktivet samt

den positive effekt, det har på de administrative byrder, direktivet ellers

ville afføde.

Mærkevareleverandørerne (MLDK) bakker op om lovforslaget, men anser

dog fjernelse af omsætningskategorier som det eneste rigtige. For MLDK

er det vigtigt med så høj en grad af aftalefrihed som muligt, men hvis afta-

lefriheden skal indskrænkes, er det afgørende for MLDK, at lovgivningen

sikrer ”aftalelighed”.

3. Bemærkninger til de konkrete elementer i lovforslaget

Kommenteringen af høringssvarene er sket med udgangspunkt i følgende

overordnede opdeling:

3.1. Lovforslagets anvendelsesområde

3.2. Definitioner

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

5/38

3.3.

3.4.

3.5.

3.6.

3.7.

3.8.

3.9.

3.10.

3.11.

3.12.

3.13.

Lovforslagets anvendelse over for andelsselskaber

Lovvalg

Håndhævelse og beføjelser

Fortrolighed

Købers rettigheder

Supply Chain Financing

Krav til ”købsforecast”

Straf, herunder administrative bødeforlæg og bødeniveau

Administrative og økonomiske byrder

Afledte effekter

Begrænsning af databeskyttelsesretlige regler

3.1.Lovforslagets anvendelsesområde

Alliancen, L&F, DI Fødevarer, KMC, Mejeriforeningen og MLDK mener,

at der bør foretages en ensartet implementering af reglerne om betalings-

frister på henholdsvis 30 og 60 dage for alle virksomheder i forsyningskæ-

den uden hensyn til koncernomsætning. Dette skyldes, at koncernomsæt-

ning ikke isoleret set definerer styrkeforholdet mellem leverandør og afta-

ger, og at sondringen risikerer at skabe større ulighed ved at forrykke styr-

keforholdet til ugunst for de mindre.

Dansk Erhverv, Coop, DSK, Finans & Leasing, HORESTA og Forbruger-

rådet TÆNK havde gerne set direktivet minimumsimplementeret i dansk

ret. Ifølge Forbrugerrådet TÆNK vil en minimumsimplementering bedst

sikre en effektiv konkurrence.

Dansk Erhverv mener, at lovforslaget modarbejder direktivets formål, fjer-

ner køberbeskyttelsen og ignorer konkurrencemyndighedernes (fx EU-

Kommissionens) advarsel. Ifølge Dansk Erhverv bør direktivet implemen-

teres med omsætningstrappen for at sikre, at der ikke ydes beskyttelse til

aktører, der er betydeligt mindre sårbare end deres mindre partnere eller

konkurrenter. Dansk Erhverv bemærker, at lovforslagets nuværende form

vil føre til, at ellers levedygtige og konkurrencedygtige købere sættes ud af

spil, at de store leverandører opnår en fordel, der i sidste ende fører til hø-

jere forbrugerpriser, og at denne fordel ikke nødvendigvis kommer de min-

dre producenter og leverandører til gode. Dansk Erhverv er uenig i påstan-

den om, at minimumsimplementering vil føre til, at købere vil fravælge små

og mindre leverandører for at opnå længere betalingsfrister. F.eks. er vare-

sortimentet i dagligvarebutikker dikteret af forbrugerpræferencer og ikke

betalingsfrister.

Dansk Erhverv mener, at idéen om lige vilkår til alle er i direkte modstrid

med direktivets formål. Lovforslaget vil ifølge Dansk Erhverv på ingen

måde medføre, at alle aktører i fødevareforsyningskæden kan forhandle om

stort set samme vilkår. Hvad en aktør kan forhandle om, afhænger i vid

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

6/38

udstrækning af bl.a. det indbyrdes magtforhold, stordriftsfordele og sour-

cingmuligheder og omfatter langt flere vilkår og omstændigheder, end hvad

direktivet regulerer. Lovforslagets overimplementering har alene den kon-

sekvens, at de helt store leverandører får rettigheder, som burde være for-

beholdt de mindre.

Dansk Erhverv er i øvrigt af den opfattelse, at en forpligtelse til at indhente

erklæringer i medfør af lovforslagets § 1, stk. 3, ved hver eneste levering

er en voldsom overimplementering af direktivets regler, der ikke indehol-

der en sådan forpligtelse. Dansk Erhverv mener derimod, at en erklæring

afgivet i forbindelse med årsforhandlingerne må være at anse for tilstræk-

keligt til at sikre, at bl.a. betalingsfrister for det kommende aftaleår kan

aftales i forbindelse med årsforhandlingerne, og at det dermed ikke vil være

påkrævet, at køberen indhenter erklæringer hver eneste gang, at leverandø-

ren leverer nye varer til køberen.

Coop mener, at lovforslagets indhold ikke umiddelbart er foreneligt med

direktivets formål, og finder, at de betydelige negative konsekvenser, en

overimplementering vil kunne medføre i form af højere leverandørpriser

og dermed også højere forbrugerpriser såvel som en svækkelse af danske

virksomheders konkurrenceevne, tilsiger en tekstnær implementering.

Coop og Dansk Erhverv foreslår i den forbindelse begge en alternativ im-

plementering, hvor leverandører med lavere omsætning end deres købere

beskyttes, og der ydes en udvidet beskyttelse for de helt små leverandører,

mens de helt store leverandører ikke gives beskyttelse. Denne model fore-

slås suppleret af et frivilligt kodeks.

Finans & Leasing bemærker, at det følger af direktivets artikel 9 samt di-

rektivets præambel pkt. 39 og 40, at overimplementeringen vil være ulov-

lig, hvis den strider mod direktivets formål samt Traktatens bestemmelser

om et effektivt indre marked. Det er Finans & Leasings opfattelse, at for-

slaget til overimplementering ikke er velbegrundet og ikke er i overens-

stemmelse med direktivets formål, der er at beskytte leverandører med en

omsætning på op til 350 mio. euro, som risikerer at blive pålagt urimelig

handelspraksis af større og stærkere købere.

Ifølge HORESTA er det uhensigtsmæssigt, at lovforslaget i dets nuvæ-

rende form beskytter store grossister, nationale og internationale fødevare-

producenter samt primærproducenter i forhandlingssituationen mod en

mindre detailvirksomhed, der ligger over bagatelgrænsen grundet anden

aktivitet end handel med landbrugs- og fødevarer. HORESTA tilslutter sig,

at lovforslaget undtager købere med en omsætning under 2 mio. euro.

Kommentar

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

7/38

Med lovforslaget fraviges direktivets udgangspunkt om, at direktivets for-

budsbestemmelser alene skal gælde, når leverandøren er i en lavere om-

sætningskategori end køberen, idet det foreslås, at reglerne skal gælde i

alle handler mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæ-

den uafhængigt af virksomhedernes omsætning og indbyrdes relative for-

handlingsstyrke med visse modifikationer for så vidt angår betalingsfrister.

Det følger af direktivets artikel 9, stk. 1, at medlemsstaterne kan indføre

strengere bestemmelser, der har til formål at bekæmpe urimelig handels-

praksis, end dem der er fastsat ved direktivet. Muligheden for udvidelse af

direktivets anvendelsesområde og dets sammenhæng med formålet bag di-

rektivet er blevet drøftet på møder mellem medlemslandende og EU-Kom-

missionen, og EU-Kommissionen har bekræftet, at der er mulighed for at

fjerne direktivets omsætningskategorier. Udvidelsen af anvendelsesområ-

det har bl.a. til formål at mindske virksomhedernes udfordringer med lø-

bende at overvåge både nuværende og potentielle samhandelspartneres år-

lige omsætning, da det ville være en nødvendig følge af direktivets fastsatte

omsætningskategorier. Det skal i den forbindelse bemærkes, at oplysninger

om samhandelspartneres omsætning ikke nødvendigvis fremgår af offent-

lige registre eller lignende. Derudover sikres det med den foreslåede ord-

ning, at alle aktører i landbrugs- og fødevareforsyningskæden kan for-

handle om stort set samme vilkår. Samtidig bliver det enklere for virksom-

hederne at gennemskue, hvornår reglerne finder anvendelse.

Som det fremgår af lovforslagets §§ 3 og 4, er der enkelte undtagelser til

reglerne om maksimale betalingsfrister. Således foreslås det, at købere, der

har en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre, ikke underlægges faste

maksimale betalingsfrister, hvilket ligeledes følger af direktivet. Derudover

foreslås det, at der i aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsæt-

ning på mere end 350 mio. euro, maksimalt må aftales en betalingsfrist på

60 dage for alle handler med landbrugs- og fødevarer. Dermed tilnærmes

ensartethed i forhandlingsvilkårene.

Flere organisationer bemærker, at den unødvendige beskyttelse af visse le-

verandører, i sidste ende kan medføre højere forbrugerpriser. Erhvervsmi-

nisteriet bemærker, at de løbende byrder, der ville blive pålagt købere ud

fra direktivets oprindelige opbygning med omsætningskategorier, ligeledes

ville kunne have påvirket forbrugerpriserne negativt, om end der ikke sik-

kert kan skønnes over omfanget af sådanne prisstigninger. Således er det

Erhvervsministeriets vurdering, at lovforslaget implementerer direktivet ud

fra hensyn til både den effektive konkurrence såvel som ønsket om at mind-

ske regelkompleksitet og de erhvervsøkonomiske byrder for virksomhe-

derne.

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

8/38

For så vidt angår organisationernes bemærkninger om muligt fravalg af

danske leverandører på baggrund af dansk overimplementering, er det Er-

hvervsministeriets umiddelbare opfattelse, at en række europæiske lande

på nuværende tidspunkt også i et vist omfang har til hensigt at overimple-

mentere direktivets forbudsbestemmelser. Der er ikke fundet grundlag for,

at danske virksomheder specifikt vil blive fravalgt i samhandelen, men det

kan ikke afvises, at nogle virksomheder i visse situationer kan opleve en vis

negativ effekt på deres konkurrenceposition. Det er dog et forhold, som vil

indgå i den løbende monitorering og blive undersøgt i forbindelse med den

planlagte evaluering, der vil finde sted 3 år efter lovens ikrafttræden, jf.

bemærkningerne til lovforslaget afsnit 2.1.3.

I forhold til Dansk Erhvervs kommentar om indhentelse af erklæring på

årsbasis bemærker Erhvervsministeriet, at muligheden for at indhente en

erklæring om omsætningskategori bør anvendes, når køber vurderer, at der

er behov herfor, ligesom køber kan anmode sin leverandør om at oplyse,

når der sker ændringer i leverandørens forhold, der gør, at leverandøren

skifter omsætningskategori. Direktivet er imidlertid indrettet således, at det

er omsætningens størrelse på tidspunktet for den konkrete handel, der er

afgørende, og det er derfor ikke muligt at fastsætte regler om, at erklærin-

ger kan have en gyldighed på f.eks. et år.

3.2.Definitioner

Alliancen, Bryggeriforeningen, DI Fødevarer, L&F, Mejeriforeningen og

MLDK mener, at definitionen af landbrugs- og fødevarer, som fremgår af

§ 2, nr. 1, er for snæver. Bl.a. anføres det som problematisk, at mælkepro-

teinet kasein ikke omfattes, og at kildevand med smag omfattes af direkti-

vets regler, mens kildevand uden smag ikke omfattes.

Alliancen anfører, at det er centralt, at loven og håndhævelsesmyndighe-

dens positivliste præciserer, at alle landbrugs-, føde- og drikkevarer er om-

fattet, og at denne positivliste løbede opdateres.

Ifølge MLDK kan lovforslagets definition skabe ulige vilkår for konkurre-

rende produkter og administrative byrder, når en leverandør både har varer,

som er dækket, og varer som ikke er.

Alliancen foreslår forskellige muligheder for udvidelse af lovens anvendel-

sesområde, herunder anvendelse af den Kombinerede Nomenklatur, alter-

nativt en direkte henvisning til Rfo. 510/2014.

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

9/38

Mejeriforeningen anfører i den forbindelse, at det giver usikkerhed og unø-

digt administrativt arbejde, hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen lø-

bende skal tage stilling til hvorvidt en given vare eller fødevareingrediens

er omfattet af direktivets bestemmelser.

Kommentar

Lovforslaget definerer Landbrugs-

og fødevarer i § 2, nr. 1, som: ”produk-

ter, der er opført i bilag I til EUF-Traktaten, og produkter, der ikke er op-

ført i bilaget, men som er forarbejdet til konsum ved hjælp af produkter,

der er opført i bilaget”. Virksomhederne skal derfor foretage en konkret

vurdering for de produkter, de køber og sælger, hvis det er nødvendigt for

så vidt angår fastlæggelsen af de relevante handelsbetingelser.

Lovforslaget anvender samme definition af landbrugs - og fødevarer, som

fremgår af direktivet. Afgrænsningen er fastsat af EU med henblik på at

skabe klarhed og ensartethed på tværs af EU-medlemslandene. Der anven-

des de produktgrupper, der i forvejen anvendes som et udgangspunkt for

den EU-retlige definition af den fælles landbrugs- og fiskeripolitik. Anven-

des alternative definitioner såsom Rfo. 510/2014, vil produkter, der ikke

naturligt anvendes som en fødevare såsom f.eks. fjer, ligeledes være omfat-

tet af lovforslagets forbudsbestemmelser, og dette har ikke været hensigten.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil i forbindelse med. håndhævelsen

løbende skulle forholde sig til grænsetilfælde og vurdere om specifikke pro-

dukter er omfattet eller ej. Det er Erhvervsministeriets vurdering, at der,

efterhånden som der opnås erfaring med reglerne, vil blive skabt den for-

nødne klarhed, ligesom Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil have mu-

lighed for at drøfte eventuelle grænsetilfælde med EU-Kommissionen og de

andre medlemsstater. Erhvervsministeriet vurderer på den baggrund, at

det ikke er nødvendigt at udvide direktivets definition.

Erhvervsministeriet anerkender, at definitionen af de omfattede produkter

for visse leverandører og købere i nogle tilfælde kan virke uhensigtsmæs-

sig. Det er dog Erhvervsministeriets opfattelse, at der selv ved en udvidelse

til alle landbrugs-, føde-, og drikkevarer, stadig vil være virksomheder, som

i forbindelse med salg til samme køber både afsætter produkter, der er om-

fattet af lovforslaget, og produkter der ikke er.

Det er endvidere Erhvervsministeriets opfattelse, at handelspartnere i de

situationer, hvor en leverandør sælger henholdsvis regulerede og ikke-re-

gulerede produkter, altid kan vælge at lade samtlige produkter være om-

fattet af én aftale, som overholder lovforslagets regler, eller at dele det op

på to aftaler, hvoraf kun den ene overholder lovforslagets regler. Det er op

til parterne at vurdere, hvad der er mest hensigtsmæssigt i den konkrete

situation.

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

10/38

3.3.Lovforslagets anvendelse over for andelsselskaber

Alliancen, KMC, L&F, Mejeriforeningen og MLDK mener, at direktivet

ikke som udgangspunkt har haft til hensigt at regulere forholdet mellem

andelshaver og dennes andelsselskab, og at der bør indføres en generel und-

tagelse fra lovforslagets forbudsbestemmelser for så vidt angår forhold

mellem en andelshaver og dennes eget andelsselskab.

L&F mener, at definitionen af en køber ikke bør inkludere et andelsselskab,

når dette indhenter produkter fra andelshaverne, i tilfælde hvor andelsha-

verne i fællesskab fuldt ud ejer andelsselskabet. Ifølge L&F vil det sikre, at

den velfungerende danske andelsmodel ikke utilsigtet gøres til genstand for

lovens bestemmelser, som ikke har relevans for forholdet mellem andels-

haver og andelshavers eget andelsselskab, men i stedet risikerer at gøre

skade på den særlige danske andelsmodel.

LDM mener generelt, at udkastet til lovforslag efterlader en overvejende

andel af de danske mælkeproducenter i en langt dårligere handelsmæssig

retsstilling over for deres andelsselskab, end hvad der hidtil har været gæl-

dende efter den eksisterende regulering, f.eks. den generelle undtagelse for

så vidt angår forbudsbestemmelsernes regulering af andelsselskabers efter-

betaling samt muligheden for at kræve skriftlig bekræftelse af betingelserne

for en leveringsaftale mellem en andelshaver og dennes andelsselskab, at

begrænse muligheden for indsigt i andelsselskabets generelle afregnings-

politik samt at åbne op for mulig omgåelse.

Kommentar

Det følger af direktivets definition af køber i artikel 2, at reglerne finder

anvendelse på både fysiske og juridiske personer,

som køber landbrugs- og

fødevarer. Betegnelsen ”køber” kan ligeledes omfatte en gruppe af fysiske og

juridiske personer. Dermed omfatter definitionen af købere ligeledes andels-

selskaber. At andelsselskaber i direktivets forstand anses som køber i deres

samhandel med selskabet andelshavere understreges også i direktivets artikel

3, stk. 1, litra f, der specifikt undtager andelsselskaber (kooperativer) for plig-

ten til skriftligt at bekræfte betingelserne for en leveringsaftale, når de køber

produkter, der leveres af et medlem, når f.eks. andelsselskabets vedtægter in-

deholder bestemmelser, der har tilsvarende virkning som vilkårene i en leve-

ringsaftale.

Derudover fremgår det af direktivets præambelbetragtning nr.

17, at andelsselskabers efterbetalinger til deres medlemmer ikke omfattes

af direktivets bestemmelser om betalingsfrister, idet de ikke anses som be-

talinger med tilknytning til salg af landbrugs- og fødevarer.

Direktivets forbudsbestemmelser finder derfor anvendelse i handler med

landbrugs- og fødevarer mellem en andelshaver og dennes andelsselskab,

på nær de specifikke undtagelser for efterbetalinger og for krav om skriftlig

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

11/38

bekræftelse af leveringsbetingelserne, hvis andelsselskabets vedtægter el-

ler regler og afgørelser fastlagt i eller truffet i henhold til disse vedtægter

indeholder bestemmelser, der har tilsvarende virkning som vilkårene i le-

veringsaftalen.

En generel undtagelse for handler mellem andelsselskaber og deres an-

delshavere vil derfor være udtryk for fejlimplementering af direktivet.

Erhvervsministeriet bemærker desuden, at udkastet til lovforslag bør ses

som et supplement til eksisterende lovgivning, der tildeler leverandører,

herunder andelshavere, rettigheder i forhold til deres købere, herunder de-

res andelsselskaber, som ikke tidligere har været reguleret direkte ved lov.

Erhvervsministeriet mener derfor, at andelshavernes retsstilling vil blive

styrket med lovforslaget.

3.4.Lovvalg

En del af høringssvarene indeholder kommentarer vedrørende lovvalg, og

at lovvalg giver en mulighed for at omgå de danske regler. Lovvalgsregler

betyder regler for, hvilket lands lovgivning der gælder i hvilke situationer.

Alliancen, DI Fødevarer, MLDK, L&F, Mejeriforeningen og KMC bemær-

ker, at lovforslagets forbudsbestemmelser bør gøres internationalt præcep-

tive, blandt andet fordi muligheden for lovvalg vil underminere den ellers

foreskrevne ”aftalelighed”.

Ifølge MLDK er dette nødvendigt for at undgå omgåelse af de danske reg-

ler, sikre lige regler for alle, sikre overskuelighed i regler, der ikke er for-

skellige fra leveringaftale til leveringsaftale og for at sikre en effektiv hånd-

hævelse. MLDK mener, at der er risiko for, at en stærk aftalepart kan tvinge

et andet lovvalg igennem for at opnå længere betalingsfrister end muligt

med de danske regler.

Ifølge L&F er der intet til hinder for, at en stærk køber påtvinger sig lovvalg

efter direktivets minimum i en kontraktforhandling og dermed kan undgå

at skulle leve op til de danske regler i loven. Den danske implementering

af direktivet bør derfor gøres ufravigelig.

Dansk Erhverv og DSK ønsker svar på, om eksempelvis to danske samhan-

delsparter vil kunne foretage lovvalg, så eksempelvis tysk ret vil kunne

finde anvendelse på hele samhandelsforholdet, og opfordrer Erhvervsmini-

steriet til at belyse dette forhold.

Advokatrådet bemærker, at det med formuleringen af Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsens håndhævelseskompetence i § 7 ikke fremgår klart, om

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

12/38

denne kompetence tillige angår kompetencen til at håndhæve direktivets

minimumsforbud. Advokatrådet ønsker derudover en præcisering af, om

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil foretage en vurdering af det af af-

talepar-terne foretagne eller det i fravær af en lovvalgsaftale relevante lov-

grundlag, med henblik på at fastlægge, det relevante retsgrundlag for vur-

dering af sagen.

Endvidere bemærker Advokatrådet, at det umiddelbart fremstår i modstrid

med principperne i de internationale lovvalgsregler, herunder Haager-kon-

ventionen af 1955, Rom-konventionen og Rom I-forordningen, i det om-

fang en mellem parterne gyldigt vedtaget lovvalgsaftale om valg af en an-

den medlemsstats lovgivning, som ligeledes overimplementerer direktivet,

ikke anvendes af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse med

vurdering af en klage indgivet af en leverandør etableret i Danmark.

Kommentar

Det følger af lovforslagets § 8, stk. 3, at uanset eventuelle lovvalgsaftaler,

som ville finde anvendelse på en leveringsaftale mellem parterne, så er for-

buddene i direktivet udtryk for overordnede/internationalt præceptive reg-

ler. Dermed vil direktivets forbudsbestemmelser til enhver tid kunne hånd-

hæves af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, også selvom en eventuel

lovvalgsaftale de facto fastslår lovvalg, hvor direktivets forbudsbestemmel-

ser ikke gælder, dvs. f.eks. en lovvalgsaftale, der peger på loven i et land

uden for EU. Omvendt vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke have

kompetence til at anvende et andet EU-medlemslands lovgivning om uri-

melig handelspraksis i landbrugs- og fødevareforsyningskæden, men vil

alene være forpligtet til at vurdere den omtvistede adfærd i henhold til di-

rektivets ordlyd.

Det bemærkes, at lovvalg er et helt sædvanligt led i en kommerciel aftale

mellem to parter, der er etableret i hver deres land. En sådan aftale indgås

for at skabe klarhed over, hvad der skal gælde for aftaleforholdet og even-

tuelle tvister, der måtte opstå i forbindelse hermed. Lovvalg har derfor be-

tydning for en lang række forhold, herunder også f.eks. erstatning i tilfælde

af tvister mellem parterne. Lovgivning om urimelig handelspraksis er blot

ét af mange forhold i en kommerciel aftale og vurderes ikke at have en

udtalt betydning ift. parternes lovvalg, som vil være en afvejning af flere

faktorer.

Lovvalg er derfor ikke udtryk for omgåelse, men derimod et sædvanligt

kontraktuelt forhold, som skaber klarhed for parterne.

EU-Kommissionen har bekræftet, at direktivet ikke tilsigter at ændre på de

regler, der gælder for lovvalg. Det vil for Danmarks side betyde Rom-kon-

ventionen af 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige for-

pligtelser, som er gennemført i dansk ret ved lov nr. 188 af 9. maj 1984 om

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

13/38

gennemførelse af konvention om, hvilken lov der skal anvendes på kon-

traktlige forpligtelser. EU-Kommissionen har endvidere bekræftet, at nati-

onale håndhævelsesmyndigheder ved klager i aftaleforhold, der er under-

lagt et andet lands lovgivning, alene er forpligtet til at sikre direktivets mi-

nimumsbeskyttelse.

Direktivet fastslår, at leverandører kan indgive klager både i det land, hvor

leverandøren er etableret, og i det land hvor køber er etableret. Klagead-

gangen hænger dermed ikke sammen med, hvilken lovgivning der påstås at

være overtrådt. Ved udarbejdelsen af lovforslaget har det været hensigten

at sikre, at de bestemmelser, der som følge af direktivet er gældende i alle

EU-medlemsstater, også kan håndhæves af Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen, selvom parternes lovvalg peger på et andet lands lovgivning

–

herunder også et land uden for EU. Samtidig sikres det med den foreslåede

bestemmelse, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke håndhæver en

dansk overimplementering i tilfælde, hvor parterne konkret har aftalt det

modsatte og indrettet sig i overensstemmelse hermed. Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen er alene kompetent til at påse overholdelse af den dan-

ske lov, og er ikke tillagt kompetence til at anvende en anden EU-medlems-

stats lovgivning om urimelig handelspraksis. Såfremt den lovgivning, som

parterne har valgt, ligeledes indeholder en overimplementering af reglerne

om urimelig handelspraksis, må klage i så fald indgives til håndhævelses-

myndigheden i det pågældende land eller håndhæves ved domstolene.

Endvidere bemærkes, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke har

kompetence til at vurdere, hvorvidt en lovvalgsaftale er gyldig, hvis der er

strid herom. Dette spørgsmål skal afgøres ved domstolene.

Det følger af Rom-konventionens artikel 3, stk. 3, at parternes aftale om

anvendelse af loven i et fremmed land, hvis alle andre omstændigheder af

betydning på aftaletidspunktet kun har tilknytning til et enkelt land, ikke

kan medføre tilsidesættelse af sådanne regler i dette lands lov, som ikke

kan fraviges ved aftale. Forbuddene i lovforslagets §§ 3-6 kan således ikke

fraviges ved, at to virksomheder i Danmark peger på et andet lands lovgiv-

ning. Dette præciseres i lovteksten

Det bemærkes i øvrigt, at overordnede præceptive bestemmelser i EU-retten

defineres som ”[…]

bestemmelser, hvis overholdelse af et land anses for at

være så afgørende for beskyttelsen af dets offentlige interesser, som f.eks. dets

politiske, sociale og økonomiske struktur, at bestemmelserne finder anven-

delse på alle forhold, der falder ind under deres anvendelsesområde, uanset

hvilken lov der i øvrigt skal anvendes på aftalen i henhold til denne forord-

ning”,

jf.

artikel 9, stk. 1, i forordning 593/2008 om lovvalgsregler for kon-

traktlige forpligtelser (Rom I). Det er Erhvervsministeriets vurdering, at de

dele af bestemmelserne, der er udtryk for dansk overimplementering, ikke har

en sådan karakter, der begrunder overordnet præceptivitet.

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

14/38

I tilfælde af, at der er tale om to virksomheder etableret i hver deres land,

er det derfor Erhvervsministeriets vurdering, at der ikke er behov for at

ændre på den nuværende retsstilling, og det vurderes derfor hensigtsmæs-

sigt, at det i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 4, alene er

direktivets minimumsregler, der gøres overordnet præceptive.

3.5.Håndhævelse og beføjelser

Alliancen, MLDK, DI Fødevarer, KMC, Mejeriforeningen og L&F fore-

slår, at den danske håndhævelsesmyndighed oprettes som et selvstændigt

og uafhængigt sekretariat med egne medarbejdere og egen økonomi med

sæde i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. MLDK bemærker specifikt, at

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan opleve en modstrid mellem på

den ene side reglerne om urimelig handelspraksis og på den anden side

konkurrencereglerne, hvorfor det er uhensigtsmæssigt at samle håndhævel-

sen af de to regelsæt under den samme myndighed. Derudover anfører

MLDK, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har mange andre opgaver

og budskaber i sin eksterne kommunikation, hvilket samlet medfører en

risiko for, at reglerne om urimelig handelspraksis ikke får den nødvendige

opmærksomhed og fokus. MLDK finder, at håndhævelsesmyndigheden

kan have sæde i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, for dermed at få mu-

lighed for at få bistand fra styrelsen i kontrolundersøgelser og i forbindelse

med analysearbejde.

Alliancen, MLDK og DI Fødevarer bemærker derudover, at håndhævelses-

myndigheden ikke blot skal fungere som klageinstans, men aktivt sørge for

at lovens formål gennemføres smidigt og effektivt f.eks. ved oprettelse af

et uafhængigt fair og økonomisk overkommeligt mæglingssystem samt

mulighed for afslutning af sager ved bindende tilsagn. I den forbindelse

foreslås det derudover, at håndhævelsesmyndigheden pålægges at lave år-

lige markedsundersøgelser af urimelig handelspraksis i samhandel mellem

leverandører og købere, hvilket L&F tilslutter sig.

Alliancen, MLDK og DI Fødevarer vurderer derudover, at håndhævelses-

myndighedens adgang til sagsprioritering, som følger af lovforslagets § 9,

stk. 1, generelt er for vidtgående og foreslås begrænset eller alternativt

blive præciseret i forhold til de konkrete rammer for prioritering.

Dansk Erhverv er kritiske over for muligheden for, at Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen skal have fuldstændig de samme kontrolmuligheder som

efter konkurrencelovens regler, herunder særligt muligheden for at gen-

nemføre kontrolundersøgelser hos virksomheder, når der ikke er tale om

overtrædelser af konkurrencereglerne.

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

15/38

Derudover er Dansk Erhverv betænkelige ved den manglende rekurs i lov-

forslagets § 15. Dansk Erhverv anfører i den forbindelse, at det er bemær-

kelsesværdigt, at man har valgt ikke at medtage muligheden for indgive

klage over urimelig handelspraksis til hhv. Konkurrencerådet og Konkur-

renceankenævnet, selvom Dansk Erhverv samtidig er forstående over for,

at der med lovforslaget ikke er tale om overtrædelser, der på anden vis kan

sammenlignes med konkurrencelovsovertrædelser. Dansk Erhverv opfor-

drer derfor til, at dette begrundes yderligere i lovforslagets bemærkninger.

Advokatrådet bemærker, at det bør præciseres, om Konkurrence- og For-

brugerstyrelsens beføjelser alene vedrører overtrædelser og undersøgelser

af overtrædelser af den danske implementeringslov, eller om disse også an-

går overtrædelser og undersøgelser heraf i forhold til UTP-direktivets mi-

nimumsforbud og andre medlemsstaters lovgivning, som eventuelt overim-

plementerer direktivets regler.

Kommentar

Erhvervsministeriet har noteret sig, at det i flere høringssvar anføres, at

der bør oprettes et selvstændigt finansieret sekretariat i Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen for at sikre, at håndhævelsen af den nye lov får den

nødvendige opmærksomhed og fokus. Det fremgår ikke klart, hvordan in-

teressenterne konkret ønsker, at dette sekretariat skal virke, og hvem der

skal tillægges afgørelseskompetence.

Den skal i den forbindelse bemærkes, at det fremgår af direktivets artikel

6, stk. 1, at EU-medlemsstaterne skal sikre, at deres håndhævende myndig-

heder har de fornødne ressourcer og den fornødne ekspertise til at udføre

deres opgaver, herunder sikre håndhævelsen af forbudsbestemmelserne.

Erhvervsministeriet vil derfor sikre at finansieringen af håndhævelsesmyn-

digheden muliggør en effektiv håndhævelse.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen bliver med lovforslaget udpeget som

håndhævelsesmyndighed i Danmark. Erhvervsministeriet vurderer, at

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er egnet til at påtage sig håndhævel-

sen af direktivet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har desuden erfa-

ring fra flere lovområder med at behandle klager, hvor erhvervsdrivende

klager over andre erhvervsdrivende, og erfaring med at gennemføre kon-

trolundersøgelser. Det er Erhvervsministeriets vurdering, at Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsen kan påtage sig håndhævelsesopgaven sideløbende

med styrelsens øvrige opgaver, og at dette vil blive tilrettelagt og finansie-

ret på en sådan måde, at der sikres en effektiv håndhævelse af reglerne.

MLDK foreslår, at der tillige oprettes en mæglingsinstitution. Erhvervsmi-

nisteriet bemærker, at parterne bør søge at bilægge deres tvist, inden der

indgives klage. Erhvervsministeriet vurderer, at området ikke er særligt

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

16/38

egnet til mediation, faciliteret af håndhævelsesmyndigheden, idet forbuds-

bestemmelserne er absolutte og ikke indeholder mulighed for kompromis-

ser eller valgmuligheder, og da udfaldsrummet for vurderingen i henhold

til loven er begrænset til konstateringen af, om der er handlet i strid med

lovens forbudsbestemmelser eller ej. Erhvervsministeriet bemærker derud-

over, at det til enhver tid vil stå aftaleparter frit for at opsøge privat mæg-

ling forud for indgivelse af en klage.

MLDK foreslår, at håndhævelsesmyndigheden skal have adgang til at gøre

tilsagn bindende på samme måde som på konkurrenceområdet. Erhvervs-

ministeriet vurderer, at tilsagn ikke umiddelbart er særligt egnede i disse

sager, hvor overtrædelser i de fleste tilfælde vil være umiddelbart konsta-

terbare, og hvor overtrædelsen er sket, når klage indgives. Det vurderes at

være mere hensigtsmæssigt, at købere

–

hvis de er i tvivl om fortolkningen

af reglerne

–

søger dialog med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og

uformel vejledning vedrørende anvendelsen af reglerne, så købere kan

undgå at stille krav over for deres leverandører, som vil være i strid med

lovgivningen.

Adgang til prioritering af sagerne i lovforslagets § 9 følger af direktivet og

kan f.eks. begrundes i ressourcemæssige hensyn. Erhvervsministeriet vur-

derer, at det er nødvendigt at have en sådan adgang, særligt på et tids-

punkt, hvor man ikke kender omfanget af overtrædelser og potentielle kla-

ger.

I forhold til de foreslåede kontrolbeføjelser, herunder muligheden for at

kunne gå på kontrolundersøgelse, så følger disse ligeledes af direktivets

artikel 6, stk. 1, litra a)

–

f). Det fremgår endvidere af direktivets præam-

belbetragtning nr. 33, at håndhævelsesmyndigheden bør have de nødven-

dige beføjelser og den nødvendige ekspertise til at foretage undersøgelser.

Bemyndigelsen betyder ikke, at den håndhævende myndighed er forpligtet

til at anvende disse beføjelser i enhver undersøgelse, som de foretager, men

at den håndhævende myndigheds beføjelser f.eks. bør gøre det muligt at

foretage en effektiv indsamling af faktuelle oplysninger.

Det vil blive præciseret i lovforslagets § 8, stk. 1, at Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen har kompetence til at håndhæve forbuddene i §§ 3, 4, 5 og

6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil således have mulighed for at

anvende de pågældende kontrolbeføjelser i forhold til undersøgelser og sa-

ger efter den foreslåede lov.

I forhold til spørgsmålet om manglende administrativ rekurs for Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser, så har det for Erhvervsministe-

riet været vigtigt at sikre, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i sin

håndhævelse af reglerne er uafhængig af erhvervsministeren, hvorfor en

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

17/38

sædvanlig administrativ rekurs til Erhvervsministeriet ikke ville være hen-

sigtsmæssig. Erhvervsministeriet finder desuden ikke, at sagerne umiddel-

bart efter deres karakter er egnede til at blive underlagt Konkurrencerå-

dets/Konkurrenceankenævnets kompetence. Dertil kommer, at der på nu-

værende tidspunkt ikke er overblik over, hvor mange klager der vil blive

indgivet, og hvor mange sager Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen der-

med kommer til at håndtere, hvilket også kan have betydning for behovet

for en rekursinstans. Tvister mellem erhvervsdrivende henhører normalt

under domstolenes kompetence, og Erhvervsministeriet finder det derfor

hensigtsmæssigt, at klager over Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens af-

gørelser foreløbigt vil kunne indbringes direkte for domstolene.

Erhvervsministeriet bemærker, at det følger af de almindelige bemærknin-

ger til lovforslaget pkt. 2.1.3., at forholdene blandt de berørte virksomhe-

der løbende skal monitoreres, samt at der samles op på monitoreringen i

en evaluering 3 år efter lovens ikrafttrædelse. I den forbindelse vil det være

naturligt at evaluere Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens arbejde, styrel-

sens beføjelser, behov for eventuel administrativ rekursinstans samt om der

er afsat de fornødne ressourcer til håndhævelsen af loven.

3.6.Fortrolighed

Advokatrådet bemærker til lovforslagets § 10 om fortrolighed, at det af

retssikkerhedsmæssige årsager bør præciseres i lovbemærkningerne, hvis

der konkret kan forekomme situationer, hvor Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen træffer afgørelse om overtrædelse af loven, uden at indklagede

kan gøre sig bekendt med klagers identitet. Det er Advokatrådets opfattelse,

at det vil udgøre en fravigelse af det almindelige forvaltningsretlig ud-

gangspunkt om en parts adgang til aktindsigt i en klagers identitet, med-

mindre hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter gør hemmelig-

holdelse påkrævet.

Advokatrådet bemærker, at der i forhold til lovforslagets § 12, hvorefter

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan indsamle en kopi af dataindholdet

fra elektroniske medier (spejling), bør stilles strenge krav til iagttagelsen af

advokat-klientprivilegiet i forbindelse med tilgængeliggørelsen af spejlet

materiale for læsning, idet dette privilegium er en grundlæggende retssik-

kerhedsmæssig garanti i den danske retstradition, som ligeledes kommer til

udtryk i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s chartre

om grundlæggende rettigheder. Advokatrådet mener, at det bør præciseres

i lovbemærkningerne, at enhver kommunikation mellem den undersøgte

part og dennes advokat, som angår eller står i forbindelse med genstanden

for undersøgelsen, ikke kan gøres tilgængelig for Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsen uden samtykke fra den undersøgte part eller uden en forudgå-

ende prøvelse ved domstolene.

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

18/38

Advokatrådet bemærker endvidere, at i forhold til Konkurrence- og For-

brugerstyrelsens adgang til videregivelse af fortrolige oplysninger til andre

medlemsstaters håndhævende myndigheder, bør det præciseres i lovbe-

mærkningerne, at en sådan videregivelse alene kan ske under behørig iagt-

tagelse af advokat-klientprivilegiet.

Kommentar

Efter lovforslagets § 10, stk. 1, skal Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

træffe de nødvendige foranstaltninger til passende beskyttelse af en klagers

identitet, og til passende beskyttelse af eventuelle andre oplysninger, hvis

of-

fentliggørelse efter klagerens mening vil skade klagerens eller disse med-

lemmers eller leverandørers interesser. Dette følger af direktivets artikel

5, stk. 3.

Efter lovforslagets § 10, stk. 2, kan

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

undlade at træffe afgørelse, hvis en sådan afgørelse indebærer en risiko for

at afsløre en klagers identitet eller en risiko for at offentliggøre andre op-

lysninger, hvis offentliggørelse efter klagerens mening vil skade dennes in-

teresser, og forudsat at klageren har udpeget de pågældende oplysninger i

overensstemmelse med stk. 1, 2. pkt. Dette følger af direktivets artikel 6,

stk. 1, litra d.

Det følger af bemærkningerne hertil, at samspillet mellem stk. 1 og stk. 2

betyder, at en klager vil have rådighed over sagsforløbet i den forstand, at

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal træffe de fornødne foranstaltnin-

ger i forhold til fortrolighed, hvis klageren anmoder herom. Forslaget in-

debærer således, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil have en hand-

lepligt i forhold til at respektere en klagers anmodning om fortrolighed,

herunder at træffe de nødvendige foranstaltninger i den forbindelse. Det

indebærer imidlertid også, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter

den foreslåede § 10, stk. 2, vil kunne undlade at træffe en afgørelse, hvori

den fastslår en overtrædelse af loven, hvis en sådan afgørelse - på grund

af indklagedes ret til at varetage sine interesser - indebærer en risiko for

at afsløre den pågældende klagers identitet eller andre fortrolige oplysnin-

ger, som klager har udpeget efter lovforslagets § 10, stk. 1, 2. pkt.

Ligeledes følger det af bemærkningerne, at der vil kunne opstå situationer,

hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke kan træffe en afgørelse om

en konkret overtrædelse af loven, fordi indklagede ikke vil kunne varetage

sine interesser uden at få oplyst, hvem den pågældende klage og påstande

stammer fra. I sådanne tilfælde vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

skulle informere klageren inden for rimelig tid om, at der ikke kan træffes

en materiel afgørelse, uden at det vil stride mod klagers anmodning om

fortrolighed (styrelsens understregning).

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

19/38

Forslaget indebærer således, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan

undlade at indlede en sag rettet mod en afgørelse over for den køber, der

er klaget over, hvis det på forhånd er klart, at denne ikke vil kunne varetage

sine partsinteresser uden kendskab til oplysninger udpeget af klager, jf.

lovforslagets § 10, stk.

Det følger allerede af de generelle bemærkninger til lovforslagets § 10, at

der med § 10, stk. 2 (implementeringen af artikel 6, stk. 1, litra d), således

sikres også hensynet til, at den køber, der er klaget over kan varetage sine

partsinteresser, hvis der bliver indledt en sag rettet mod en afgørelse. Kan

den indklagede køber (parten) således ikke varetage sine interesser uden

eksempelvis at få oplyst klagers identitet, kan Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen helt undlade at træffe en afgørelse - både af hensyn til klagers

ønske om fortrolighed efter § 10, stk. 1, og af hensyn til partens interesse i

partsaktindsigt efter forvaltningsloven. På samme vis vil der også kunne

være tilfælde, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil træffe afgø-

relse, uden at indklagede er bekendt med klagers identitet, hvis Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen konkret vurderer, at køber (parten) kan va-

retage sine interesser uden kendskab hertil. Dette vil også blive præciseret

i bemærkningerne til bestemmelsen.

I forhold til lovforslagets § 12 om legal professional privilege (LPP), så

følger det af de specielle bemærkninger til § 12, at bestemmelsen er udfor-

met med inspiration fra den gældende konkurrencelovs (jf. lovbekendtgø-

relse nr. 155 af 1. marts 2018) § 18, stk. 1-8, og at det er også hensigten,

at den foreslåede bestemmelse vil skulle administreres på samme måde som

efter procedurerne i konkurrencelovens § 18.

Konkurrenceloven indeholder ikke bestemmelser om LPP, men Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen har i sin praksis valgt at anerkende LPP, jf.

også pkt. 3.2.3. i styrelsens ”Vejledning om kontrolundersøgelser” (2016).

Princippet om LPP vil således også finde anvendelse i forbindelse med en

indsamling af en kopi af dataindholdet fra elektroniske medier, med henblik

på efterfølgende at gennemgå kopien, i medfør af lovforslagets § 12, stk. 4.

3.7.Købers rettigheder

Dansk Erhverv foreslår, at køberne sikres beskyttelse, så leverandører med

en årlig omsætning på over EUR 350 mio. ikke kan kræve betaling tidligere

end 30 dage. Køberbeskyttelsen skal ifølge Dansk Erhverv modsvare be-

skyttelsen af de helt store leverandører med en årlig omsætning på over

EUR 350 mio., som med lovforslaget sikres betaling indenfor 60 dage.

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

20/38

DSK opfordrer Erhvervsministeriet til at overveje, om man også skulle lade

køberne få adgang til en administrativ klageadgang, hvis der opstår tvister

mellem køber og leverandør, og hvor køber finder, at leverandøren ikke

lever op til de aftalte forpligtelser.

Kommentar

Erhvervsministeriet bemærker, at direktivet alene tillægger leverandørerne

rettigheder, hvorfor dette også videreføres med lovforslaget. En maksimal

betalingsfrist, som lovforslaget fastlægger, begrænser i forvejen det for-

handlingsrum, parterne kan agere i ift. betalingsfrister. En minimumsbeta-

lingsfrist på 30 dage vil afskære en væsentlig del af dette forhandlingsrum,

hvilket ikke vurderes at være hensigtsmæssigt.

Derudover bemærker Erhvervsministeriet, at Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen som håndhævelsesmyndighed alene har beføjelser til at konsta-

tere, hvorvidt loven er overtrådt og udstede påbud samt at udstede admini-

strative bødeforlæg eller oversende sagen til politiet. Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen kan ikke generelt forholde sig til tvister mellem køber

og sælger, og hvorvidt leverandøren/køberen lever op til de aftalte forplig-

telser. Det vurderes i øvrigt, at tvister mellem erhvervsdrivende i disse

handler på samme måde som i andre tilfælde generelt bør løses af de er-

hvervsdrivende selv i forhandling/mægling eller ved domstolene/voldgift.

Erhvervsministeriet bemærker derudover,

at det følger af de almindelige be-

mærkninger til lovforslagets pkt. 2.1.3., at forholdene blandt de berørte

virksomheder løbende skal monitoreres, samt at der samles op på monito-

reringen i en evaluering 3 år efter lovens ikrafttrædelse. I den forbindelse

vil det være naturligt at bede berørte virksomheder

–

herunder købere

–

om at indsende erfaringer vedrørende grænsetilfælde mellem tvister og

spørgsmål om urimelig handelspraksis, hvor der er særskilt behov for at

beskytte købere.

3.8.Supply Chain Financing (SCF)

Dansk Erhverv og Finans & Leasing anfører, at lovforslaget reducerer an-

vendelsen af supply chain financing (SCF) til en mere teoretisk end prak-

tisk mulighed, idet incitamentet for at tilbyde SCF begrænses og muligvis

fjernes helt. Organisationerne anbefaler derfor, at det i lovforslaget fastsæt-

tes, at SCF-ordninger er dispenseret på de områder, hvor direktivet over-

implementeres. Det anses dermed for kontant betaling inden for loven, uan-

set den underliggende kredittid på fakturaerne.

Kommentar

Det følger af lovbemærkningerne til § 5, at muligheden for at tilbyde kre-

ditfacilitering (f.eks. SCF) begrænses i det omfang, at den underliggende

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

21/38

faktura fremadrettet vil skulle overholde lovforslagets fastsatte betalings-

frister på henholdsvis 30 og 60 dage. Det vil dermed fortsat være muligt at

benytte kreditfacilitering i det omfang, det måtte findes attraktivt inden for

de fastsatte frister. Erhvervsministeriet bemærker i den forbindelse, at det

ikke vil være muligt at omgå lovens bestemmelser ved brug af kreditfacili-

tering.

Med henblik på at undgå den kompleksitet, der er forbundet med løbende

at overvåge både nuværende og potentielle samhandelspartneres årlige

omsætning, er direktivet implementeret uden de fastsatte omsætningskate-

gorier, som følger af direktivets artikel 1. Det vil i princippet være muligt

specifikt at dispensere kreditfacilitering fra forbudsbestemmelserne vedrø-

rende betalingsfrister i situationer, hvor lovforslaget udgør en overimple-

mentering af direktivets bestemmelser, dvs. så det alene er muligt i de hand-

ler, hvor køberen er i en lavere omsætningskategori end leverandøren, el-

ler hvor leverandøren har en årlig omsætning over 350 mio. euro. Det vur-

derer Erhvervsministeriet dog ikke vil være hensigtsmæssigt, da det vil

medføre samme betydelige kompleksitet og administrative byrder som mi-

nimumsimplementering for at kunne afgøre, på hvilke vilkår der kan tilby-

des finansiering.

Erhvervsministeriet bemærker derudover, at det følger af de almindelige

bemærkninger til lovforslagets pkt. 2.1.3., at forholdene blandt de berørte

virksomheder løbende skal monitoreres, samt at der samles op på monito-

reringen i en evaluering 3 år efter lovens ikrafttrædelse. I den forbindelse

vil det være naturligt at bede berørte virksomheder om at tilkendegive de-

res erfaringer med direktivet og dets eventuelle begrænsninger, herunder

om begrænsningerne i brugen af kreditfacilitering har haft en negativ ef-

fekt.

3.9.Krav

til ”købsforecast”

MLDK

bemærker, at lovforslagets § 6, stk. 1, nr. 3, om ”købsforecasts” bør

udvides, så der stilles krav om, at ”købsforecasts” baseres på objektive og

rimelige skøn, svarende til hvad der er angivet i § 6, stk. 2, for betalinger.

Ifølge MLDK bør det også være et krav, at købsforecasts skal foreligge på

et tidspunkt, hvor leverandøren med rimelighed kan forventes at planlægge

ud fra disse, fx 30 dage før.

Kommentar

Det fremgår af lovforslagets § 6, stk. 1, nr. 3, at køberen, hvis denne kræ-

ver, at leverandøren bærer dele af omkostningerne for et prisnedslag, an-

giver salgsfremstødsperioden og den mængde landbrugs- og fødevarer, der

forventes bestilt til den nedsatte pris.

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

22/38

Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at lovforslaget er tilstrækkelig klart,

da det også er en forudsætning efter lovforslagets § 6, at der er truffet aftale

herom i klare og utvetydige vendinger. Det vurderes, at de nærmere krav

til en sådan specifikation bør fastsættes individuelt mellem leverandør og

køber, så vilkårene tilpasses den specifikke handel. Erhvervsministeriet fin-

der det derfor ikke hensigtsmæssigt at foretage en nærmere detailregule-

ring heraf.

3.10.

Straf, herunder administrative bødeforlæg og bødeniveau

Rigsadvokaten og Justitsministeriet har over for Erhvervsministeriet tilken-

degivet, at lovforslaget bør angive bødeniveauer, idet dette gør loven nem-

mere at administrere og dermed vil spare ressourcer hos myndigheden, an-

klagemyndigheden og domstolene.

MLDK og DI Fødevarer anfører i deres høringssvar, at lovteksten eller lov-

bemærkningerne bør fastsætte et vejledende minimumsniveau for bøde-

størrelse. Konkret foreslår MLDK et minimumsbødeniveau på 500.000 kr.

pr. overtrædelse.

LDM mener, at det bør præciseres, at strafansvaret tillige omfatter direk-

tion, bestyrelsesmedlemmer og repræsentantskabsmedlemmer i et dansk

andelsselskab.

Dansk Erhverv er generelt er imod administrative bøder, men anerkender,

at bødeforelægsmuligheden kan være praktisk, når der foreligger et klart

billede af, hvilke overtrædelser der medfører en given bødestørrelse. Dansk

Erhverv bemærker hertil, at det på nuværende tidspunkt er uklart, hvordan

bødeniveauet vil udvikle sig. Dansk Erhverv er af den opfattelse, at der som

minimum skal være en 10-årig periode frem til 2031, hvor bøderne alene

kan fastsættes af domstolene.

Advokatrådet bemærker, at det efter Advokatrådets opfattelse alene er

overtrædelser af lovens §§ 3-6, som kan gøres til genstand for påbud, hen-

holdsvis straf. Dette indebærer efter Advokatrådets opfattelse, at et forhold,

som ikke falder inden for den danske implementeringslov, herunder fordi

denne ifølge en gyldig lovvalgsaftale er undergivet en anden medlemsstats

lovgivning, ikke kan gøres til genstand for et påbud, henholdsvis strafsank-

tioneres.

Endvidere bør tilregnelseskravet efter Advokatrådets opfattelse endvidere

præciseres direkte i lovteksten, idet Advokatrådet i den forbindelse henle-

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

23/38

der opmærksomheden på, at strafsanktionering af simple uagtsomme over-

trædelser alene bør muliggøres i de tilfælde, hvor det er strengt nødvendigt

for at implementere direktivet korrekt.

Kommentar

Det bemærkes, at Erhvervsministeriet fra Justitsministeriet og Rigsadvo-

katen har modtaget bemærkninger til bestemmelserne om bødestraf og ad-

ministrative bødeforelæg i lovforslagets §§ 19 og 20, som giver anledning

at ændre lovforslagets §§ 19-20 og bemærkningerne hertil.

En supplerende offentlig høring over dette ændringsforslag vil blive gen-

nemført inden lovforslaget fremsættes for Folketinget, således at interes-

senterne får mulighed for at afgive høringsvar herom.

3.11.

Administrative og økonomiske byrder

Dansk Erhverv er enig i, at erhvervslivets administrative byrder og omkost-

ninger skal reduceres mest muligt, men vurderer samtidig, at minimums-

implementering alene vil medføre begrænset forøgelse af disse byrder. Med

lovforslaget risikerer man efter Dansk Erhvervs opfattelse at pålægge samt-

lige aktører i fødevareforsyningskæden ekstra byrder, bl.a. fordi der lægges

op til en implementering, der er anderledes end vores største handelspartner

Tysklands.

DSK bemærker, at de økonomiske og administrative byrder ikke er kvan-

tificeret i tilstrækkelig grad. DSK er bekendt med den igangværende AM-

VAB-måling og opfordrer til, at der i videst muligt omfang vil blive taget

højde for de uhensigtsmæssigheder, denne måling måtte identificere.

Erhvervsstyrelsen vurderer, at lovforslaget vil medføre administrative byr-

der for erhvervslivet, der overstiger 4 mio. kr. Derfor er en AMVAB-må-

ling igangsat, der skal kvalificere byrderne nærmere. Erhvervsstyrelsen

forventer, at op mod 55.000 virksomheder vil blive omfattet af lovforsla-

gets forbudsbestemmelser, men at byrderne i væsentlig grad vil koncentrere

sig på de største virksomheder.

Kommentar

Medlemsstaterne er frit stillede i forhold til at implementere direktivet på

den måde, som passer bedst til de nationale forhold, så længe implemente-

ringen lever op til minimumskravene og øvrige EU-regler. Det er Erhvervs-

ministeriets opfattelse, at der er stor forskel på, hvordan direktivet imple-

menteres i de forskellige medlemsstater. Den forskelligartede implemente-

ring af direktivet hænger bl.a. sammen med, at nogle EU-medlemslande i

forvejen har særskilt lovgivning på området, mens andre

–

som Danmark

–

ikke har.

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

24/38

En minimumsimplementering er dermed ikke ensbetydende med, at de dan-

ske regler er tilsvarende til de tyske eller andre medlemsstaters regelsæt

på området, idet andre medlemsstaters lovgivning kan afvige på flere pa-

rametre.

Hertil kommer, at der i forvejen er forskelle mellem f.eks. tysk og dansk

lovgivning, som regulerer parternes aftale, hvilket medfører, at danske ak-

tører i alle tilfælde skal sætte sig ind i tysk lovgivning, såfremt handlen er

underlagt tysk lov. Derfor anser Erhvervsministeriet den yderligere byrde

ved også at sætte sig ind i eventuelle forskelle i reglerne om urimelig han-

delspraksis for at være af mindre betydning.

Erhvervsstyrelsen har gennemført en måling af lovforslagets økonomiske

og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v. (AMVAB- måling).

Formålet har været at kvantificere de forventelige omstillingsomkostninger

og løbende omkostninger, som virksomheder i fødevareforsyningskæden vil

opleve som følge af direktivets implementering i dansk lov. Det er Er-

hvervsministeriets vurdering, at den foreslåede implementering samlet set

vil mindske de forventede konsekvenser for erhvervslivet sammenlignet

med en minimumsimplementering, idet direktivets foreskrevne omsætnings-

kategorier i vidt omfang foreslås fjernet. Dermed skal købere af landbrugs-

og fødevareprodukter kun holde sig opdaterede om, hvorvidt deres nuvæ-

rende og potentielle leverandørers årlige omsætning er over 350 mio. euro,

med henblik på at sikre, at de anvender aftalevilkår, der er i overensstem-

melser med de forpligtelser, som loven pålægger dem.

Det vurderes i AMVAB-målingen, at ca. 39.800 virksomheder vil blive om-

fattet af krav til betalingsfrister, mens ca. 54.600 virksomheder vil blive

omfattet af de øvrige krav, men at byrderne i væsentlig grad vil koncentrere

sig på de største virksomheder. AMVAB-målingen estimerer, at der vil være

administrative omstillingsomkostninger på 139,9 mio. kr. De løbende ad-

ministrative omkostninger forventes samlet at være på 2,5 mio. kr. årligt.

Konsekvenserne er anført i afsnittet Økonomiske og administrative konse-

kvenser for erhvervslivet i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

AMVAB-målingen vil blive offentliggjort på Erhvervsstyrelsens hjemme-

side efter forslagets eventuelle vedtagelse.

3.12.

Afledte effekter

Coop, Dansk Erhverv og DSK mener, at det er misvisende, at de regionale

konsekvenser udelukkende er opregnet til at være positive. Ifølge Dansk

Erhverv og DSK vil der vil være mærkbare, negative regionale konsekven-

ser som følge af overimplementeringen, hvor særligt lokale brugsforenin-

ger og købmænd kommer til at betale regningen for beskyttelsen af de helt

store leverandører.

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

25/38

Ifølge Coop, Dansk Erhverv og DSK vil lovforslaget føre til, at likviditet

fjernes fra de danske virksomheder i værdikæden, som tjener mindst, for i

stedet at give likviditet til store multinationale virksomheder med højere

overskudsgrader. Med overimplementeringen flyttes likviditet nu også fra

de mindre detailvirksomheder til de store leverandører.

Coop forventer, at lovforslaget vil få betydelige negative økonomiske kon-

sekvenser bl.a. med risiko for butikslukninger og reducerede investeringer,

herunder også i forhold til den grønne omstilling. For Coop-koncernen vil

en minimumsimplementering af direktivet have en samlet negativ effekt på

likviditeten på mere end 1 mia. kr. En overimplementering af direktivet vil

ifølge Coop kun forstørre problemerne og øge risikoen for lukninger af

særligt de selvstændige brugsforeninger i mindre lokalsamfund.

Dansk Erhverv er betænkelig ved lovforslagets bemærkning i pkt. 2.1.3

vedr. en opadgående effekt på priserne af en begrænset karakter og efter-

spørger dokumentation for denne effekt.

Kommentar

Erhvervsministeriet anerkender, at der både vil være positive og negative

regionale konsekvenser. Dette skyldes en forventning om, at mindre leve-

randører af landbrugs- og fødevarer, som netop hyppigere er at finde i

landdistrikterne vil nyde en beskyttelse som følge af direktivet, mens detail-

handlende i landdistrikterne

–

med en årlig omsætning over 2 mio. euro

–

begrænses i muligheden for at forhandle om likviditet med deres leveran-

dører. Høringssvarene giver derfor anledning til at præcisere bemærknin-

gerne i afsnit 4 om regionale konsekvenser, herunder landdistrikter.

Erhvervsministeriet bemærker, at det netop er en del af direktivets formål

at flytte likviditeten i de handler, der er omfattet af direktivet, da lange be-

talingsfrister, som påtvinges en handelspartner med markant mindre for-

handlingsstyrke, vurderes at udgøre urimelig handelspraksis.

Erhvervsministeriet anerkender, at overimplementeringen i lovforslaget

medfører en risiko for, at der ydes en beskyttelse af leverandører, der reelt

ikke har brug for den, f.eks. i en handelssituation mellem en mindre køber

og en stor leverandør. Derfor finder lovforslagets forbudsbestemmelser om

betalingsfrister heller ikke anvendelse i aftaleforhold med købere, som har

en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre, for at undgå at flytte likvi-

ditet fra de helt små købere til leverandørerne. F.eks. vil en lille café have

mulighed for at aftale en længere betalingsfrist end 60 dage.

I aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350

mio. euro, foreslås desuden, at betalingsfristerne i direktivet ikke skal

gælde. Med lovforslaget foreslås i stedet en maksimal betalingsfrist på 60

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

26/38

dage for leverandører med en omsætning over 350 mio. euro. Erhvervsmi-

nisteriet forventer, at dette vil mindske risikoen for, at der ydes en beskyt-

telse af leverandører, der reelt ikke har brug for den.

Med lovforslaget er det forsøgt at balancere hensynene imellem at yde be-

skyttelse overfor urimelig handelspraksis på den ene side og på den anden

side at sikre ensartede regler på tværs af sektoren, som erhvervslivet kan

navigere i.

Erhvervsministeriet bemærker derudover, at det følger af de almindelige

bemærkninger til lovforslagets pkt. 2.1.3., at forholdene blandt de berørte

virksomheder løbende skal monitoreres, samt at der samles op på monito-

reringen i en evaluering 3 år efter lovens ikrafttrædelse. I den forbindelse

vil det være naturligt at bede berørte virksomheder om at tilkendegive de-

res erfaringer med direktivet og dets eventuelle begrænsninger, herunder

effekten på de mindre køberes likviditet og betydning for priserne.

3.13.

Begrænsning af databeskyttelsesretlige regler

Datatilsynet bemærker, at det er meget vidtgående helt at afskære de regi-

streredes rettigheder efter databeskyttelsesforordningens artikel 13-15. Ef-

ter Datatilsynets opfattelse er det meget tvivlsomt, om der kan lægges vægt

på ressourcehensyn i forbindelse med en begrænsning af de registreredes

rettigheder i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 23.

Datatilsynet bemærker, at Datatilsynet samtidig har noteret sig, at KFST i

udkastet til lovforslaget ikke ses at have gjort sig nærmere overvejelser om,

i hvilket omfang de eksisterende muligheder for at undtage oplysninger ef-

ter artikel 13, stk. 4, artikel 14, stk. 5, litra a-d, og databeskyttelseslovens §

22, vil kunne tilgodese behovet for at begrænse rettighederne i databeskyt-

telsesforordningens artikel 13-15.

Datatilsynet henstiller således til, at KFST gør sig nærmere overvejelser

herom. Datatilsynet bemærker hertil, at hvis KFST herefter fortsat vurde-

rer, at det er nødvendigt og proportionalt at begrænse de registreredes ret-

tigheder efter artikel 13-15, er det Datatilsynets opfattelse, at KFST bør

overveje om (undtagelses)bestemmelsen i udkastets § 17 kan præciseres og

begrænses til alene at gælde, så længe fortrolighedsbehovene gør sig gæl-

dende (medmindre disse fortrolighedsbehov tillige gør sig gældende efter

afslutningen af sagerne og undersøgelserne).

Datatilsynet anfører, at det endvidere er uklart, hvorvidt KFST i tilstræk-

kelig grad har overvejet og eventuelt iagttaget databeskyttelsesforordnin-

gens artikel 23, stk. 2, litra a-h

–

særligt henset til at rettighederne efter

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

27/38

artikel 13-15 foreslås fuldstændig afskåret. Datatilsynet henviser i den hen-

seende til Betænkning 1565.

Endelig bemærker Datatilsynet, at KFST ikke umiddelbart forholder sig til

databeskyttelsesforordningens artikel 12, stk. 4, hvoraf det fremgår, at hvis

den dataansvarlige ikke træffer foranstaltninger i anledning af den registre-

redes anmodning, underretter den dataansvarlige straks og senest en måned

efter modtagelsen af anmodningen den registrerede om årsagen hertil og

om muligheden for at indgive en klage til en tilsynsmyndighed og ind-

bringe sagen for en retsinstans. (Datatilsynets understregning)

Kommentar

Erhvervsministeriet har på baggrund af Datatilsynets bemærkninger set

nærmere på

–

ud fra en afvejning af på den ene side hensynet til de berørte

virksomheder og på den anden side hensynet til de registreredes rettighe-

der

–

om det fortsat er nødvendigt og proportionalt med en generel be-

grænsning af indsigts- og oplysningsretten på sager og undersøgelser, som

foreslået i lovforslagets § 17. Særligt har Erhvervsministeriet overvejet, om

undtagelsen i lovforslagets § 17 kan præciseres og begrænses til alene at

gælde i forhold til styrelsens eventuelle kontrolundersøgelser.

Direktivet fastsætter, at den håndhævende myndighed skal have beføjelse

til at gennemføre uanmeldte inspektioner på stedet som led i sine undersø-

gelser, i overensstemmelse med nationale bestemmelser og procedurer, jf.

artikel 6, stk. 1, litra c.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan således i medfør af lovforslagets

§ 12 til brug for undersøgelser om ulovlig handelspraksis foretage uan-

meldte kontrolundersøgelser, hvor styrelsen kan indsamle en kopi af data-

indholdet fra elektroniske medier hos de virksomheder, som er omfattet af

kontrolundersøgelsen, med henblik på efterfølgende at gennemgå kopien.

Med en sådan spejling af dataindholdet fra elektroniske medier vil der ty-

pisk være tale om meget betydelige mængder virksomhedsintern data fra

den/de pågældende virksomheder, der delvis kan have karakter af forret-

ningshemmeligheder.

Herefter skal Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen inden for 40 dage gen-

nemgå de kopierede data og udvælge de oplysninger, som måtte være rele-

vante for den videre sagsbehandling, jf. lovforslagets § 12, stk. 4. De øvrige

data, der ikke udvælges ved gennemgangen, sikres efterfølgende mod læs-

ning og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har herefter pligt til ikke fo-

retage yderligere søgninger i disse data eller i øvrigt behandle dem yder-

ligere, jf. lovforslagets § 12, stk. 4, 5. pkt. Det er en forudsætning, at sty-

relsen efter de 40 dage ikke behandler disse data yderligere. De indsamlede

data vil endvidere blive slettet, hvis styrelsen vurderer, at materialet ikke

indeholder beviser for en overtrædelse af lovforslagets §§ 3-6., jf. § 12, stk.

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

28/38

4, 6. pkt. Hvis styrelsen beslutter at gå videre med sagen, vil de indsamlede

data blive slettet, når sagen er endeligt afgjort, jf. § 12, stk. 4, 7. pkt.

Sager og undersøgelser om urimelig handelspraksis vil som udgangspunkt

dreje sig om virksomheders, dvs. købers og leverandørers, aftaler og ad-

færd. Sagerne vil således dreje sig om, hvorvidt virksomheder har overtrådt

reglerne i lovforslagets §§ 3-6. Sagerne vil derimod ikke rette sig mod fy-

siske personer.

Derudover vil fysiske personer ikke på samme måde som virksomheder

have en interesse i at få oplysninger om eller indsigt i oplysninger om dem

selv i de kopierede data indhentet på en kontrolundersøgelse. Det skyldes,

at de data, som styrelsen kopierer fra elektroniske medier, som udgangs-

punkt vil dreje sig om virksomheder. Det kan i praksis ikke undgås, at også

oplysninger om fysiske personer, primært oplysninger om fysiske personers

ageren i deres funktion som f.eks. ledere eller medarbejdere hos den un-

dersøgte virksomhed, kan blive kopieret. Det vil f.eks. være navne, e-mail-

adresser og arbejdsrelateret korrespondance. Disse oplysninger vil imid-

lertid være oplysninger, som de pågældende må forvente vil kunne indgå i

en sag mod eller undersøgelse af en (køber)virksomhed. Øvrige eventuelle

oplysninger om fysiske personer i de kopierede data vil som altovervejende

hovedregel ikke være relevante for sagen og vil i så fald ikke blive udvalgt

ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens efterfølgende gennemgang af

det kopierede elektroniske materiale.

I forhold til indsigtsretten efter databeskyttelsesforordningens artikel 15

bemærker Erhvervsministeriet, at det vil være i strid med formålet i lov-

forslagets § 12, stk. 4, 5. pkt. (hvorefter Konkurrence- og Forbrugerstyrel-

sen efter de 40-dages gennemgang har pligt til at sikre det kopierede,

”ikke-udvalgte” data), såfremt der ville gælde en pligt for styrelsen til at

behandle anmodninger om indsigt efter artikel 15 i data, som styrelsen ikke

har udvalgt til videre behandling. Der er således et væsentligt hensyn at

tage til den virksomhed, hvis data er blevet kopieret. Der er samtidig ikke

et særligt hensyn at tage til de fysiske personer, der måtte være nævnt i

heri, og som primært vedrører den undersøgte virksomhed, allerede fordi

styrelsen i medfør af § 12, stk. 4, 5. pkt., ikke er berettiget til at behandle

de kopierede ”ikke-udvalgte” data yderligere (jf. ordet ”sikres”), og som

dermed heller ikke er undergivet aktindsigt. Det vil således være skadeligt

for den/de berørte virksomheder og det ville hindre styrelsens kontrol- og

tilsynsfunktioner, såfremt der ville gælde en pligt for styrelsen til at be-

handle anmodninger om indsigt heri efter databeskyttelsesforordningens

artikel 15.

Erhvervsministeriet bemærker, at en fysisk person godt vil kunne anmode

om indsigt efter artikel 15, hvorefter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

29/38

som udgangspunkt vil skulle behandle denne anmodning, men alene i for-

hold til de data, som er blevet udvalgt efter lovforslagets § 12, stk. 4, 4.

pkt., og altså ikke i forhold til de øvrige data, som er sikret i medfør af §

12, stk. 4, 4. pkt.

I forhold til underretningspligten efter databeskyttelsesforordningens arti-

kel 13-14 bemærker Erhvervsministeriet, at Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen af samme grunde som i forhold til indsigtsretten ovenfor ikke skal

være forpligtet til at foretage underretning efter artikel 13-14 i forhold til

de data, som styrelsen ikke har udvalgt til videre behandling. De virksom-

heder, som måtte være genstand for en kontrolundersøgelse, og som får

kopieret al deres data, skal kunne have tillid til, at samtlige fysiske perso-

ner, der måtte være nævnt heri, ikke skal have en underretning herom, når

det end ikke er oplysninger, som styrelsen har udvalgt til videre behand-

ling.

Databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 5, litra b, indeholder hjem-

mel til at undtage fra oplysningspligten i det omfang, forpligtelsen sand-

synligvis vil gøre det umuligt eller i alvorlig grad vil hindre opfyldelsen af

formålet med den pågældende behandling. Erhvervsministeriet har over-

vejet, om undtagelsen i databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 5,

litra b, ville kunne være tilstrækkelig i forhold til konkret at afvise en an-

modning om, at oplysningspligten skal opfyldes i forhold til de ikke-ud-

valgte og sikrede data.

Hvis undtagelsesbestemmelsen i artikel 14, stk. 5, litra b, anvendes, skal

den dataansvarlige, når behovet for fortrolighed er ophørt, opfylde sin op-

lysningspligt over for den registrerede. Oplysningspligten vil derfor kunne

indtræde på et senere tidspunkt, hvis det viser sig, at hensynene bag en

anvendelse af artikel 14, stk. 5, litra b, ikke længere foreligger.

Det bemærkes hertil, at formålet med at sikre de ikke-udvalgte kopierede

data netop er, at det ikke er udvalgt til videre behandling og dermed skal

slettes - enten hvis styrelsen vurderer, at de indhentede data ikke indehol-

der beviser for en overtrædelse af forbudsbestemmelserne eller at det slet-

tes, når en eventuel sag (på baggrund af udvalgt materiale) er endelig af-

gjort, jf. lovforslagets § 12, stk. 4, 6. og 7. pkt. Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsen har således som ovenfor nævnt pligt til sikre, at data, som ikke

er blevet udvalgt med henblik på at indgå i en sag rettet mod en afgørelse,

ikke på nogen måde bliver behandlet yderligere, hvorfor der heller ikke kan

gives aktindsigt heri. Det ville derfor stride med formålet i § 12, stk. 4, 5.

pkt., samt hensynet til de berørte virksomheder, såfremt oplysningspligten

skulle gælde på et senere tidspunkt, f.eks. efter at en sag er endeligt afgjort.

Det skyldes, at der er tale om oplysninger, som ikke engang vil indgå i

sagen.

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

30/38

Erhvervsministeriet vurderer på den baggrund, at undtagelsen i artikel 14,

stk. 5, litra b, ikke vil være tilstrækkelig.

For så vidt angår det udvalgte materiale vil Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen som udgangspunkt skulle foretage underretning efter databeskyt-

telsesforordningens artikel 13-14 i forhold til de fysiske personer, der måtte

være nævnt heri. Erhvervsministeriet har i den forbindelse overvejet, om

pligten hertil i et konkret tilfælde ville kunne undtages i medfør af databe-

skyttelsesforordningens artikel 14, stk. 5, litra a) eller b).

I forhold til artikel 14, stk. 5, litra a, vil Konkurrence- og Forbrugerstyrel-

sen kunne være undtaget fra underretningspligten i det tilfælde, hvor den

registrerede allerede er bekendt med oplysningerne.

I forhold til artikel 14, stk. 5, litra b, er det Erhvervsministeriets vurdering,

at undtagelsen vil kunne finde anvendelse i det tilfælde, hvor underret-

ningspligten konkret vil gøre det umuligt eller i alvorlig grad vil hindre

opfyldelsen af formålet med styrelsens behandling. Det skyldes, at oplys-

ningerne er udvalgt til belysning af en sag, som retter sig mod en virksom-

heds mulige overtrædelse af §§ 3-6. Oplysninger om fysiske personer kan

være indeholdt heri, men det vil som altovervejende hovedregel være op-

lysninger om fysiske personer i deres funktion som ansatte for den pågæl-

dende virksomhed, dvs. fx oplysninger om navne, titler og e-mailadresser.

Der vil således være tale om oplysninger, som de pågældende må forvente

vil kunne indgå i en sag mod eller undersøgelse af den pågældende virk-

somhed. Det vil dog bero på en konkret vurdering om undtagelsen i artikel

14, stk. 5, litra b, i forhold til underretningspligten vil kunne finde anven-

delse.

Endelig skal det bemærkes, at databeskyttelseslovens § 22 bl.a. indeholder

hjemmel til, at oplysningspligten og indsigtsretten efter databeskyttelses-

forordningen kan vige for hensynet til afgørende private og offentlige inte-

resser. Bestemmelsen findes dog ikke at ville være anvendelig i forhold til

at kunne sikre formålet med lovforslagets § 12, stk. 4, 5. pkt., hvorefter de

kopierede data, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har indhentet på

en kontrolundersøgelse, men ikke har udvalgt til videre behandling, sikres

mod læsning og yderligere søgninger/behandling, og slettes i medfør af

lovforslagets § 12, stk. 4, 6. og 7. pkt. I forbindelse med en behandling af

en indsigtsanmodning vil alene det forhold, at der træffes afgørelse over

for den registrerede i medfør af databeskyttelseslovens § 22 de facto med-

føre, at der vil ske brud på den sikrede virksomhedsdata, som ellers er en

forudsætning for anvendelsen af lovforslagets § 12, stk. 4. For så vidt angår

opfyldelse af oplysningspligten, gør de samme forhold sig gældende, så-

fremt en registreret retter henvendelse til Konkurrence- og Forbrugersty-

relsen med anmodning om, at oplysningspligten skal opfyldes.

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

31/38

Samlet set vurderer Erhvervsministeriet således, at undtagelsesmulighe-

derne efter den eksisterende bestemmelse i databeskyttelseslovens § 22 ikke

er tilstrækkelige.

På baggrund af ovenstående vil lovforslagets § 17 blive tilrettet, således at

begrænsningen af oplysnings- og indsigtsretten efter databeskyttelsesfor-

ordningens artikel 13-15 alene vil gøre sig gældende i det tilfælde, hvor

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen går på kontrolundersøgelse og ind-

samler en kopi af virksomhedens data fra elektroniske medier i medfør af

lovforslagets 12, stk. 4. Det vil indebære, at lovforslaget alene begrænser

adgangen til indsigts- og underretningspligten i forhold til de kopierede

data, som styrelsen ikke udvælger til videre behandling, og som styrelsen

har pligt til ikke at behandle yderligere, jf. forudsætningen i lovforslagets

§ 12, stk. 4, 5. pkt.

Det bemærkes i øvrigt, at de almindelige principper for behandling af per-

sonoplysninger, herunder reglerne om proportionalitet og dataminime-

ring, ikke begrænses af forslaget.

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

32/38

Høringsnotat vedrørende supplerende høring over §§ 19 og 20 i for-

slag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksom-

heder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden

1. Indledning

Lovforslaget i dets helhed har til formål at gennemføre Europa-Parlamen-

tets og Rådets direktiv 2019/633/EU af 17. april 2019 om urimelig handels-

praksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsy-

ningskæden (herefter direktivet) i dansk ret.

Baggrunden for direktivet er blandt andet at bekæmpe urimelig handels-

praksis, der kan sætte mindre leverandørers indtjening og margener under

pres, hvilket kan føre til en uhensigtsmæssig fordeling af ressourcerne og

ende med at sætte ellers levedygtige og konkurrencedygtige aktører ud af

spil. Direktivet skal derfor sikre, at mindre leverandører er i stand til at

konkurrere på rimelige vilkår og derved bidrage til at øge landbrugs- og

fødevareforsyningskædens generelle effektivitet.

Udkast til lovforslag blev sendt i høring fra den 22. december 2020 med

høringsfrist den 29. januar 2021 til i alt 42 organisationer, myndigheder

m.v. Derover har lovforslaget været i interministeriel høring.

Rigsadvokaten og Justitsministeriet tilkendegav i den forbindelse over for

Erhvervsministeriet, at der i forarbejderne til loven bør fastsættes nærmere

retningslinjer for bødefastsættelse, herunder bødeniveau, i forhold til de

konkrete overtrædelser, idet dette vil gøre loven nemmere at administrere

og dermed vil spare ressourcer hos anklagemyndigheden og domstolene.

Det vil samtidig give Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen mulighed for at

afslutte visse sager med et administrativt bødeforelæg allerede fra lovens

ikrafttrædelse, forudsat at betingelserne herfor er opfyldt.

Et revideret udkast til lovforslagets §§ 19 og 20 samt bemærkningerne her-

til blev derfor sendt i supplerende høring den 3. februar 2021 med hørings-

frist den 17. februar 2021 til i alt 43 organisationer, myndigheder m.v.

Der er modtaget høringssvar fra 8 af de hørte myndigheder, organisationer

m.v. Heraf har 3 haft bemærkninger til udkastet til §§ 19 og 20. De 3 hø-

ringssvar er vedlagt til orientering.

De væsentligste bemærkninger fra de hørte parter til lovudkastets §§ 19 og

20 gennemgås og kommenteres nedenfor.

2. Generelle bemærkninger

Alliancen (et samlet høringssvar afgivet af Mærkevareleverandørerne,

Bryggeriforeningen, Økologisk Landsforening, Landbrug & Fødevarer,

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

33/38

Fødevare Danmark, Mejeriforeningen, Dansk Industri Fødevarer, Branche-

foreningen for Kaffe og Te og Danish Seafood Association

–

herefter sam-

let benævnt Alliancen) bakker overordnet op om de foreslåede ændringer

til §§ 19 og 20, men anfører enkelte forbehold for så vidt angår bødeniveau

og differentieringen heraf.

Dansk Erhverv er generelt betænkelige ved administrative bøder, men har

forståelse for ønsket om ressourcebesparelser, som dog aldrig må overstige

hensynet til virksomhedernes retssikkerhed

HORESTA støtter som udgangspunkt ikke brugen af administrative bøder,

da det kan udfordre retssikkerheden. HORESTA finder derudover, at det

foreslåede bødeniveau er meget højt og ofte vil risikere at være uproporti-

onalt set i forhold til andelen af køberes fødevareindkøb.

3. Bemærkninger til de konkrete elementer i lovforslaget

Kommenteringen af høringssvarene tager udgangspunkt i følgende over-

ordnede opdeling:

3.1. Bødestraf og bødeniveau (lovforslagets § 19)

3.2. Administrative bødeforelæg (lovforslagets § 20)

3.1. Bødestraf og bødeniveau (lovforslagets § 19)

Alliancen anfører, at differentieringen af bødeniveau baseret på global om-

sætning mangler validitet. Alliancen bemærker, at konsekvensen af at

bruge den globale koncernomsætning vil være, at to på det danske marked

lige store leverandører vil kunne ifalde vidt forskellige bøder alt efter, om

de indgår i en eksempelvis danskejet koncern med under 350 mio. euro i

omsætning eller i en eksempelvis nordisk koncern med over 350 mio. euro

i omsætning. Alliancen anfører, at det kan overvejes at lægge ekstra græn-

ser ind, og dermed yderligere differentiering i bødestørrelser, eksempelvis

ved 100 mio. euro samt ved 2 mia. euro. Dog anerkender Alliancen hensy-

net til, at bødeniveauer skal være administrativt enkle at håndtere.

Alliancen anfører derudover, at bødeniveauerne anses som værende relativt

lave, henset til at et af formålene med bøderne er, at de skal have en af-

skrækkende effekt. Denne opfattelse hænger sammen med Alliancens ind-

sigelser i forhold til differentiering af bødeniveau, idet en bøde på 50.000

kr. sandsynligvis er afskrækkende for en virksomhed med en omsætning på

50 mio. kr., mens en bøde på 100.000 kr. næppe virker afskrækkende for

en virksomhed, som omsætter for 40 mia. kr.

Dansk Erhverv anfører, at bemærkningen til § 19 om, at en køber, der har

modtaget en § 1, stk. 3-erklæring i god tro, ikke idømmes bødestraf, bør

fremgår direkte af lovteksten. Derudover anfører Dansk Erhverv, at Dansk

Erhverv forventer, at bøder

–

i overensstemmelse med almindelige danske

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

34/38

retsprincipper

–

kun kan anvendes, såfremt der er tale om groft uagtsomme

eller forsætlige overtrædelser af lovgivningen. Dansk Erhverv mener, at

dette bør fremgå klart og tydeligt af lovgivningen og bemærkningerne.

Dansk Erhverv bemærker, at modellen for udmåling af bøder inkluderer

købere med en årlig omsætning på under 2 mio. euro og mener, at dette må

være en fejl, da lovforslaget ikke omfatter disse købere.

Ifølge Dansk Erhverv er det ude af proportioner, at de potentielle bøder skal

være de samme uanset, om køberen har en årlig omsætning på 2,5 mio.

euro eller på 349,5 mio. euro. Dansk Erhverv foreslår, at de anførte beløb

skal udgøre maksimale bødestørrelser inden for hver af kategorierne.

Dansk Erhverv mener, at fradraget for formildende omstændigheder under

visse omstændigheder bør være højere, f.eks. hvis leverandøren har bedt

om at få det pågældende vilkår ind i aftalen og oplyst køber, at man ikke

vil gøre indsigelser/klage over vilkåret (den forbudte handelspraksis).

HORESTA mener, at det foreslåede bødeniveau er ekstremt højt og ude af

proportioner, særligt fordi det ikke fastsættes af domstolene. HORESTA

frygter, at bøderne kan udgøre en væsentlig andel eller hele fødevareind-

købet fra leverandøren.

Kommentar

I forhold til den oprindelige bestemmelse i lovforslagets § 19, stk. 4 (ved-

rørende en § 1, stk. 3-erklæring), bemærkes det, at bestemmelsen havde

følgende ordlyd:

”En

køber, der har fået en erklæring, som omhandlet i § 1, stk. 3, og som

har handlet i god tro og i overensstemmelse med indholdet i erklæringen,

kan ikke straffes med bøde, hvis det efter afgivelsen af erklæringen viser

sig, at oplysningerne heri ikke var korrekte, medmindre køberen havde ind-

set eller burde have indset dette.”

Indholdet i lovforslagets § 19, stk. 4, fremgår nu af bemærkningerne til §

19, og fremgår ikke længere direkte af lovteksten. Det skyldes, at bestem-

melsen i stk. 4 i princippet er overflødig, fordi en køber i alle tilfælde alene

vil kunne straffes, hvis der foreligger den fornødne tilregnelse, som i med-

før af lovforslagets § 19, stk. 1, som minimum vil være uagtsomhed. Hvis

en køber har fået en erklæring i medfør af lovforslagets§ 3, stk. 8, og § 4,

stk. 7 [tidligere § 1, stk. 3], og har handlet i overensstemmelse hermed, og

køber derudover har været i god tro herom, foreligger der derfor ikke den

fornødne uagtsomhed, som en bødestraf i medfør af lovforslaget vil kræve,

hvis det senere viser sig, at oplysningerne i erklæringen ikke var korrekte.

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

35/38

Det følger af straffelovens § 19, at overtrædelser af bestemmelser i særlov-

givningen kan straffes, medmindre andet er bestemt, selv om overtrædelsen

alene er begået uagtsomt. En køber vil således kunne straffes med bøde i

medfør af lovforslagets § 19, stk. 1, hvis der foreligger den fornødne uagt-

somhed (simpel eller grov). Dette fremgår allerede af bemærkningerne til

lovforslagets § 19.

I forhold til omsætningens (købers) betydning for bødeudmålingen bemær-

kes det, at det allerede fremgår af lovforslagets § 19, stk. 2, at der ved ud-

måling af bøder efter den foreslåede lov skal tages hensyn til overtrædel-

sens art, varighed, gentagne karakter og grovhed, samt den juridiske per-

sons globale koncernomsætning. Disse faktorer nævnt i stk. 2 er ligeledes

afspejlet i den foreslåede bødemodel. Det fremgår samtidig af bødemodel-

len, jf. kategorien ”omsætningskategori”, at omsætningen skal opgøres i

overensstemmelse med lovforslagets § 1, stk. 2 [nu § 3, stk. 7, og § 4, stk.

6]. Det indebærer i praksis, at der i forbindelse med opgørelsen af den

årlige omsætning skal medregnes

–

helt eller delvist

–

omsætning fra mo-

dervirksomheder, tilknyttede virksomheder og partnervirksomheder. Det

vil dog blive præciseret i bemærkningerne til § 19, stk. 2, at det er køberens

omsætning, der er relevant for bødeudmålingen.

Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at der er tale om bødeniveauer, der

er passende og proportionale i forhold til overtrædelsernes karakter. Med

bødemodellen tages der udgangspunkt i en grundbøde, som fastsættes på

baggrund af køberens årlige omsætning, og som kan inddeles i 3 kategorier

(købere med en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre, købere med

en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro og op til 350 mio. euro, og

købere med en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro). For enkelthe-

dens skyld følger inddelingen de 3 omsætningskategorier, som finder an-

vendelse i forhold til lovforslagets forbudsbestemmelser i §§ 3-6. Erhvervs-

ministeriet er enig i, at der er tale om et relativt stort spænd for så vidt

angår den mellemste kategori (købere med en årlig omsætning på mellem

2 mio. euro og 350 mio. euro). På baggrund af de indkomne høringssvar,

er det Erhvervsministeriets opfattelse, at det vil være hensigtsmæssigt, at

justere grundbøden i denne kategori, så den afspejler det store spænd i

omsætning. Det foreslås derfor at justere lovforslaget, sådan at grundbø-

den i denne kategori i stedet for kommer til at ligge på 25.000 kr. for købere

med en årlig omsætning på 2 mio. euro og op til 25 mio. euro. For købere

med en årlig omsætning på over 25 mio. euro og op til 150 mio. euro, vil

grundbøden ligge på 50.000 kr. Endelig vil grundbøden ligge på 75.000 kr.

for købere med en årlig omsætning på over 150 mio. euro og op til 350

mio. euro. På den måde sikres det, at mindre virksomheder, der har en årlig

omsætning, som ligger tæt på omsætningskategoriens nedre grænse, ikke

pålægges den samme grundbøde som virksomheder med en årlig omsæt-

ning, som ligger tæt på den øvre omsætningsgrænse på 350 mio. euro.

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

36/38

For så vidt angår bødemodellens inkludering af købere med en årlig om-

sætning på 2 mio. euro eller mindre bemærkes det, at lovforslaget alene

undtager købere med en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre i for-

hold til lovforslagets §§ 3 og 4 om maksimale betalingsfrister. Lovforslaget

undtager derfor ikke købere med en årlig omsætning på 2 mio. euro eller

mindre i forhold til de øvrige former for urimelig handelspraksis nævnt i

lovforslagets §§ 5 og 6. Derfor inkluderer bødemodellen også købere med

en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre, fordi sådanne købere vil

være omfattet i forhold til forbuddene i lovforslagets §§ 5 og 6.

3.2. Administrative bødeforelæg (lovforslagets § 20)

Alliancen bakker op om den håndhævende myndigheds adgang til at ud-

stede administrative bødeforlæg og finder, at der er tale om en fornuftig

mulighed for, at den regulerende myndighed kan færdigbehandle sager,

som vurderes at være ukomplicerede og uden bevismæssig tvivl.

Dansk Erhverv er ikke enig i, at overtrædelser af lovforslagets §§ 3-6 ofte

vil være ensartede og generelt ukomplicerede uden bevismæssig tvivl. Der-

for er Dansk Erhverv heller ikke enige i, at fastsættelse af bødestørrelsen

som udgangspunkt vil være uden skønsmæssig betydning, idet sanktions-

niveauet er fastsat i lovbemærkningerne.

Det er Dansk Erhvervs opfattelse, at der tale om lovgivning på et område,

der ikke hidtil har være reguleret særskilt, og at der derfor ikke på nuvæ-

rende tidspunkt findes fast retspraksis for bødeudmålingen. Dansk Erhverv

foreslår på den baggrund, at der som minimum skal være en 10-årig periode

frem til 2031, hvor bøderne alene kan fastsættes af domstolene.

Dansk Erhverv er imod, at en særmyndighed kan udstede administrative

bødeforlæg uden inddragelse af anklagemyndigheden, og bemærker, at det

i så fald vil være en kompetence, der går langt videre, end den konkurren-

cemyndighederne har efter konkurrencelovens § 23b.

HORESTA støtter ikke administrative bøder, men anerkender, at bødefor-

lægsmuligheden kan være en praktisk foranstaltning, hvis der er helt klare

regler for overtrædelser og bødestørrelser, og virksomheden kan nægte at

betale den, så sagen kan sendes til en domstol. HORESTA anfører i den

forbindelse, at organisationens erfaring med administrative bøder i forbin-

delse med overtrædelser af fødevareloven generelt viser, at myndigheden

oftere tyr til bødeudskrivelse, når myndigheden selv kan udskrive bøden.

Derudover bemærker organisationen, at det kan være retssikkerhedsmæs-

sigt betænkeligt med administrative bødeforlæg, da virksomheder risikerer

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

37/38

at anerkende administrative bøder for overtrædelser, som de ikke er enige

i, for dermed at undgå en politianmeldelse.

Kommentar

Det bemærkes indledningsvist, at administrative bødeforelæg efter lov-

forslagets § 20 ikke skal forveksles med administrative bøder. Udstedelsen

af administrative bødeforelæg forudsætter

–

modsat administrative bøder

–

at den pågældende erklærer sig skyldig i overtrædelsen og er rede til at

betale den pågældende bøde, som fastsættes i bødeforelægget. Nægter den

pågældende dette, vil sagen overgå til politiet og anklagemyndigheden med

henblik på en sædvanlig strafferetlig forfølgning.

Det fremgår af bemærkninger til lovforslagets § 20, at kompetencen til at

udstede administrative bødeforelæg er begrænset til de tilfælde, hvor sa-

gerne er egnede hertil, dvs. hvor der er tale om ukomplicerede sager, og

hvor overtrædelserne er umiddelbart konstaterbare. Erhvervsministeriet

forventer, at overtrædelser af lovforslagets §§ 3-6 i mange tilfælde vil være

umiddelbart konstaterbare og uden bevismæssig tvivl. Dog vil der forven-

teligt også være tilfælde, hvor en sag ikke egner sig hertil, f.eks. i forhold

til overtrædelser efter lovforslagets § 6. Det samme vil gøre sig gældende,

såfremt der f.eks. skal foretages en vurdering af, hvorvidt der foreligger

skærpende eller formildende omstændigheder i en konkret sammenhæng.

Hvis en sag således vurderes ikke at være egnet til vedtagelse af et admini-

strativt bødeforelæg, vil sagen blive oversendt til politiet og anklagemyn-

digheden med henblik på en sædvanlig strafferetlig forfølgning.

På baggrund af drøftelser med Rigsadvokaten og Justitsministeriet er for-

muleringen i lovforslagets § 20 blevet ændret, så det ikke er en betingelse,

at anklagemyndigheden skal ind over hver enkelt sag om vedtagelse af et

administrativt bødeforelæg. Det har samtidig været et ønske fra Rigsadvo-

katen og Justitsministeriets side, at der i forarbejderne til loven bliver fast-

sat nærmere retningslinjer for bødens størrelse i forbindelse med de kon-

krete overtrædelser, så sagerne i videst muligt omfang, forudsat at de er

egnede hertil, kan afsluttes med administrative bødeforelæg fra lovens

ikrafttrædelse, såfremt de øvrige betingelser herfor er opfyldt. Det er der-

for ikke et krav, at der skal foreligge fast retspraksis for bødeniveauet, før

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil have mulighed for at udstede ad-

ministrative bødeforelæg, når sanktionsniveauet ligger fast i form af de fo-

reslåede bødetakster og de nærmere retningslinjer for bødens størrelse

derudover fremgår af forarbejderne til loven.

Det bemærkes, at den foreslåede bødemodel også vil finde anvendelse i

forhold til udmålingen af den konkrete bøde, hvis sagen oversendes til po-

litiet med henblik på en sædvanlig strafferetlig forfølgning, jf. lovforslagets

§ 19.

L 184 - 2020-21 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar fra erhvervsministeren

38/38