Så står vi her midt om natten og skal lovbehandle noget, som er meget principielt, og noget, som er vigtigt for Danmark og danske interesser og faktisk også, som Venstres ordfører netop var inde på, vigtigt for den danske sikkerhedspolitik i forhold til udlandet og udenlandske interessenter, som melder deres ankomst i Danmark.
Det burde være sådan her i Folketinget, at de lovforslag, som har størst vigtighed, burde komme først på dagsordenen til behandling. Det betyder, at det her lovforslag skulle have været sat på og lovbehandlet sådan omkring kl. 15 her i går eftermiddag. Nu gør vi det så her natten til onsdag i stedet for.
Men det skal ikke ændre på, at vi selvfølgelig fra Dansk Folkepartis side vil meddele, at vi naturligvis også kan bakke op om det lovforslag, som regeringen har fremsat. Det er jo et lovforslag, som bygger på en række møder, sådan som det også tidligere blev præciseret, da man trods alt også har været interesseret i at inddrage et bredt udsnit af folketingets partier i forbindelse med implementeringen af den her del, som jo nærmest bygger på en forordning om koordinering af de nationale investeringsscreeninger, som trådte i kraft i oktober sidste år i EU.
Som også Socialdemokraternes ordfører sagde, er det jo et lovforslag, som konkret sikrer implementeringen af en dansk screeningsordning, og det muliggør også, at man kan undersøge udenlandske investeringer og økonomiske aftaler, samt giver muligheden for at kunne gribe ind, fastsætte nærmere vilkår eller helt forbyde en indgået aftale og kræve den afviklet.
Det er selvfølgelig vidtgående ting, men det er jo ting, der vil bringes i anvendelse, hvis det viser sig at være nødvendigt. Og vi må jo godt nok håbe, at det ikke bliver ret tit, at det bliver nødvendigt at lave så drastisk en indgriben, som det er. Hvis man kigger i selve lovforslaget, er det jo drastiske bemyndigelser, der ligger i det, med hensyn til at kunne gå ind og korrekse i forhold til private virksomheder, handel over landegrænser osv.
En lovpligtig tilladelsesordning er nødvendig, vurderer Dansk Folkeparti. Der er primært, som man også har præciseret det i bemærkningerne til lovforslaget, tale om særlig følsomme sektorer vedrørende forsvar, dual use, it-sikkerhed, kritisk infrastruktur og så også den kritiske teknologi, som for den sags skyld jo også har noget med dual use at gøre.
Vi har også noteret os i Dansk Folkeparti, at der står i lovforslaget eller i hvert fald i ministerens skriftlige fremsættelsestale, at det foreslås at ske ved regler fastsat ved bekendtgørelse, og at man også vil inddrage virksomheder, erhvervslivets organisationer osv. Men der står ikke i ministerens fremsættelsestale, at man vil inddrage Folketingets partier. Det vidste vi så godt at man trods alt ville, i og med at vi jo har haft forhandlinger om det med ministeren, men vi har også fået et notat her i dag eller rettere i går, den 16. marts, hvor det også bliver præciseret fra erhvervsministerens side, at ministeren finder det naturligt, at de partier, der støtter op om lovforslaget, også bliver inddraget i udmøntningen. Det vil også være et forventeligt krav, for at Dansk Folkeparti skulle støtte lovforslaget. Men ministeren har også præciseret, at det er den arbejdsform, der vil blive praktiseret.
Så Dansk Folkeparti kan støtte lovforslaget.