Retsudvalget 2020-21
L 213 Bilag 20
Offentligt
20. maj 2021
Til Folketingets Retsudvalg
Kommentar til Justitsministeriets besvarelse 19. maj af spørgsmål 35
vedrørende lovforslaget om beskyttelse af whistleblowere (L 213)
Oluf Jørgensen, forskningschef emeritus, Danmarks Medie og Journalisthøjskole
Justitsministeriet gentager tidligere bemærkninger og svar. Dette korte svar opsummerer væsentlige
svagheder ved lovforslaget og nævner nogle spørgsmål, ministeriet ikke har svaret på (samme
nummerering som i ministeriets seneste svar).
2.
Som nævnt i mange høringssvar giver lovforslaget stor usikkerhed om anvendelsesområdet.
Justitsministeriet undlader fortsat at vurdere, om lovforslagets anvendelsesområde omfatter
whistleblowing om: a) ministerielt spin mod et oppositionspartis forslag under fortrolige
forhandlinger; b) væsentlige oplysninger om et lovforslags konsekvenser, som ikke er videregivet
til folketingsmedlemmer i en forligskreds; c) ressourceproblemer ved en myndighed.
Justitsministeriet nævner, at whistleblowerordninger udgør et supplement til muligheden for at rette
henvendelse til nærmeste leder, personale-/HR-afdelingen eller tillidsrepræsentanten, ligesom
ordningerne ikke har betydning for muligheden for at indberette via eksterne kanaler som f.eks.
Folketingets Ombudsmand.
Justitsministeriet nævner ikke, at den særlige retsbeskyttelse, som lovforslaget tilsigter for
whistleblowere, ikke vil gælde ved sådanne direkte indberetninger. Lovforslaget tilskynder til at
bruge bureaukratiske og fortrolige procedurer. Det er vigtigt at supplere med retsbeskyttelse af
direkte og åben kommunikation. Der kan hentes inspiration i den norske model, der styrker
ytringsklimaet på arbejdspladser samtidig med beskyttelse af whistleblowere.
Justitsministeriet kommenterer fortsat ikke eksemplet:
”Når
en minister eller anden politisk ledelse
mangler lovgrundlag til handlinger, der ønskes iværksat i en fart, er det vigtigt, at embedsmænd tør
advare direkte og meget hurtigt. Det dur ikke, hvis en særlig whistleblowerenhed skal orienteres
først for at få beskyttelse, og fristen for feedback er tre måneder.”
3.
Justitsministeriet gentager, at undtagelsen af klassificerede oplysninger er en direktivkonform
implementering, mens direktivet artikel 3, stk. 3, litra a fastlår, at beskyttelsen af klassificerede
oplysninger ikke berøres. Der er en væsentlig forskel. Lovforslaget vil undtage væsentlige dele af
forsvarets og efterretningstjenesternes aktiviteter fra beskyttelsen af whistleblowere. Det kan være
relevant at få oplyst, om andre lande, der skal implementere direktivet, vil undtage tilsvarende fra
anvendelsesområdet.
4.
På samme måde gentager Justitsministeriet, at undtagelsen af sager inden for strafferetsplejen
gennemfører direktivet, mens direktivet artikel 3, stk. 3, litra d fastslår, at anvendelsen af
straffeprocessuelle regler ikke berøres. Der er en væsentlig forskel. Det kan også her være relevant
at få oplyst, om andre lande, der skal implementere direktivet, vil undtage tilsvarende.
 L 213 - 2020-21 - Bilag 20: Henvendelse af 20/5-21 fra Oluf Jørgensen, forskningschef emeritus, Danmarks Medie og Journalisthøjskole, om kommentar til ministerens svar på spm. 35
5.
Lovforslaget vil oprette eksterne whistleblowerordninger for efterretningstjenesterne i
henholdsvis Justitsministeriets og Forsvarsministeriets departement. Placeringen i departementer
lever ikke op til direktivets krav om uafhængighed. Det er nærliggende i stedet at placere en ekstern
whistleblowereordning ved Tilsynet for Efterretningstjenester. Evalueringen af FE-loven, som
Justitsministeriet henviser til, kan ikke begrunde midlertidige ordninger i departementer.
6.
Justitsministeriet henviser til, at der fortsat vil være ytringsfrihed for offentligt ansatte i
overensstemmelse med de gældende regler herom.
Justitsministeriet giver ingen begrundelse for, at lovforslagets retsbeskyttelse af whistleblowing
ikke skal anvendes til at styrke offentligt ansattes ytringsfrihed. Til trods for at direktivet
udtrykkeligt gør opmærksom på, at nationale bestemmelser for ytrings- og informationsfrihed kan
inddrages (art. 15, stk. 2).
7.
Justitsministeriet fastholder lovforslagets bemærkninger om, at straffelovens § 152 e kan være
retningsgivende for ansvarsfritagelsen ved tilsidesættelse af tavshedspligt.
Denne henvisning betyder, at fritagelsen for ansvar kun vil omfatte konstaterede ulovligheder og
åbenbart
misbrug af offentlige midler. Dermed begrænses direktivets krav om beskyttelse, når
whistlebloweren har rimelig grund til at antage, der er tale om ulovligheder, omgåelser, forsøg på at
skjule forhold mv. (art. 6, stk. 1, litra a).
8.
Justitsministeriet svarer, at en whistleblower, der har sikret dokumentation og anvender den ved
indberetning eller offentliggørelse og i øvrigt opfylder betingelserne, vil være omfattet af
beskyttelsen mod repressalier.
Med dette svar er det fortsat vigtigt at få klargjort, om lovforslagets forbud mod repressalier også
beskytter en medarbejder, der bliver afsløret i sikring af dokumentation, før den er brugt til
whistleblowing.
9.
Efter lovforslagets ordlyd har whistlebloweren kun ret til godtgørelse ved repressalier som følge
af indberetning og ikke ved repressalier som følge af offentliggørelse.
Justitsministeriet forklarer, at
”indberetning” i lovforslagets § 3, nr. 3 defineres som ”mundtlig eller
skriftlig meddelelse af oplysninger om overtrædelser” og omfatter ”således
både indberetning til en
whistleblowerordning og offentliggørelse”. Det betyder ifølge ministeriet, at lovforslagets § 28, stk.
1 om godtgørelse omfatter repressalier efter offentliggørelse, selv om offentliggørelse ikke nævnes.
Det er meget svært at følge Justitsministeriets forklaring, eftersom definitionerne i § 3 udtrykkeligt
skelner mellem indberetninger og offentliggørelse. Det er vigtigt, at § 28 formuleres i
overensstemmelse med definitionerne i § 3. Direktivets art. 21 nævner både indberetninger og
offentliggørelse.
10.
Lovforslaget giver ikke mulighed for bødestraf over for en arbejdsgiver. Justitsministeriet
mener, at muligheden for godtgørelse til whistleblowere er tilstrækkeligt.
Justitsministeriet har ikke forklaret, om alle ansatte på en arbejdsplads skal have ret til godtgørelse,
hvis en arbejdsgiver advarer mod indberetninger og offentliggørelse af ulovlige forhold. I sådanne
 L 213 - 2020-21 - Bilag 20: Henvendelse af 20/5-21 fra Oluf Jørgensen, forskningschef emeritus, Danmarks Medie og Journalisthøjskole, om kommentar til ministerens svar på spm. 35
tilfælde vil bødestraf være relevant. I grove tilfælde af repressalier vil bødestraf også være relevant
udover godtgørelse til whistleblowere.
11.
Justitsministeriet bekræfter igen, at den særlige tavshedspligt vil lukke helt for offentlighed om
indberettede forhold. Det gælder også ved tilsynsmyndigheder, der følger op på indberettede
forhold. Lovforslaget lukker helt for aktindsigt og for offentlighed om indberettede forhold, der
danner grundlag for beslutninger fra tilsynsmyndigheder.
Lovforslagets indførelse af denne lukkethed går langt videre end direktivets krav om beskyttelse af
whistleblowerens
identitet. Med justitsministeriets terminologi må det betegnes om en ”betragtelig
overimplementering”.
12.
Lovforslaget opfylder ikke direktivets krav om uafhængig og gratis rådgivning og støtte (art.
20). Det kan ikke klares med Justitsministeriets henvisninger til vejledningsmateriale, information
fra whistleblowerordninger og de almindelige muligheder for retshjælp og fri proces.