Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 77 Bilag 11
Offentligt
2291177_0001.png
Til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
26. november 2020
Kopenhagen Furs svar til høring over L 77 (aflivning af og midlertidigt forbud mod hold
af mink)
Dette høringssvar vedrører ovennævnte lovforslag, der er fremsat den 10. november 2020 af
ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling. Lovforslaget giver anledning til stor bekymring hos
Kopenhagen Fur. Bemærkningerne hertil er derfor mange. Det i høringssvaret anførte udgør ikke
en udtømmende opregning af Kopenhagen Furs bemærkninger, idet alene det væsentligste er
taget med.
1. Lovforslagets baggrund og bestemmelser
Ifølge bemærkningerne til lovforslaget er formålet med loven at hindre udbredelse af COVID-19 i
mink af hensyn til folkesundheden, jf. bemærkningernes pkt. 1. Det fremgår samme sted, at
lovforslaget ligger i forlængelse af den udvikling i smitten af mink, der har været siden juni 2020,
hvor de første minkfarme i Nordjylland blev konstateret smittet med COVID-19. Den 1. oktober
2020 besluttede regeringen at nedslå alle smittede besætninger samt besætninger inden for en
radius af 7,8 kilometer heraf (såkaldte ”risikozoner”). De minkavlere, der blev berørt heraf, fik
erstatning efter lov om hold af dyr § 56, stk. 1. På grundlag af en vurdering fra
sundhedsmyndighederne besluttede regeringen den 4. november 2020, at alle mink i Danmark
skulle slås ned, hvilket samme dag blev udmeldt som påbud til minkavlerne (uden der var hjemmel
i lov om hold af dyr eller andetsteds hertil). Med nærværende lovforslag ønsker regeringen at
indføre et forbud mod hold af mink i Danmark til og med den 31. december 2021, jf. lovforslagets
§ 1, stk. 1, og at skabe hjemmel til aflivning af mink i besætninger, hvor der ikke er konstateret
smitte, og som ligger uden for risikozonerne.
2. Spørgsmålet om ekspropriation
Det nævnes ikke i lovforslaget, at det foreslåede forbud mod hold af mink til og med den 31.
december 2021 og nedslagningen af samtlige mink i Danmark, jf. lovforslagets § 1, stk. 1, udgør
ekspropriation efter grundlovens § 73, stk. 1, hvorefter minkavlerne har ret til ”fuldstændig
erstatning”. Tværtimod antyder gennemgangen af § 73, stk. 1 i bemærkningerne, at der som
udgangspunkt ikke er tale om ekspropriation (om end det anerkendes, at det kommer an på en
konkret vurdering). Dette kan udledes af den i bemærkningerne foretagne redegørelse for de
KOPENHAGEN FUR A.M.B.A. · LANGAGERVEJ 60 · 2600 GLOSTRUP · TLF 4326 1000 · FAX 4326 1126 · KOPENHAGENFUR.COM
CVR NR. DK15275413 · NORDEA BANK DANMARK A/S · KONTONR. 2100-0751141270 · SWIFT NDEADKKK
ERHVERVSPOLITISK OG JURIDISK AFDELING
· 2600 GLOSTRUP
TLF 4326 1000 · [email protected]
 L 77 - 2020-21 - Bilag 11: Høringssvar modtaget i forbindelse med udvalget fokuserede høring over lovforslag
2291177_0002.png
kriterier, der lægges vægt på ved afgørelsen af, om der er tale om ekspropriation, jf. således den
udførlige beskrivelse af kriteriet vedrørende begrundelsen for det foretagne indgreb (det såkaldte
causa-kriterium), hvor det anholdes, at det taler imod ekspropriation. Der henvises herved til en
dom fra Højesteret (refereret i U 2000.1/2 H), men den angår et langt mindre vidtgående indgreb,
idet der bl.a. ikke var tale om nedlukning af et erhverv. Endvidere er der i retslitteraturen bred
enighed om, at causa-kriteriet er det mindst væsentlige, og nogle mener endda (med rette), at det
slet ikke kan tillægges betydning, da begrundelsen for en ekspropriation selvsagt altid skal være
saglig.
Derimod gøres næsten intet ud af dét kriterium, der ifølge den nugældende teori og retspraksis
tillægges størst betydning, hvilket er kriteriet om ”indgrebets intensitet”. Dette drejer sig kort sagt
om, hvor hårdt ekspropriationen rammer den eller de relevante personer eller virksomheder, hvilket
afgøres ved en helhedsvurdering, jf. bl.a. J.P. Christensen m.fl., Dansk Statsret, (3. udgave, 2020),
s. 352. Det er uden videre helt åbenbart for enhver, at der af flere grunde er tale om et
helt
ekstraordinært intensivt indgreb:
For det første mister minkavlerne retten til at drive deres erhverv
(indtil videre) frem til 31. december 2021. Det reelle forhold er imidlertid, at nedslagningen af
samtlige mink i Danmark og dermed hele den danske avlsdyrbestand indebærer, at der er tale om
varig nedlæggelse
af minkerhvervet
de facto.
Indgrebet fratager således i det hele minkavlerne
muligheden for at drive deres erhverv, hvilket gør sagen helt særlig og usammenlignelig med de
øvrige sager, der findes i dansk ret. For det andet (og i forlængelse af det første) vil de fleste
minkavlere lide overordentligt store tab som følge af indgrebet - herunder tab af de nedslagne
minks værdi og det heraf følgende driftstab, tab af fremtidig indtægt, tab af værdi på driftsmateriel
og inventar (mv.) samt bygninger. Endvidere påføres minkavlerne betydelige udgifter til oprydning,
oprensning, nedrivning af bygninger mv., jf. nedenfor i afsnit 5.
I bemærkningerne til nærværende lovforslag nævnes det såkaldte tidskriterium (tidsfaktoren)
endvidere ikke, hvilket er problematisk, da det er særdeles relevant for nærværende sag, hvor
netop tidsfaktoren taler meget klart for ekspropriation. Det skyldes, at forbuddet mod at holde mink
gennemføres meget pludseligt, hvorfor minkavlerne ikke har haft nogen som helst mulighed for at
indrette sig herefter. Betydningen af tidskriteriet betones bl.a. af Bent Christensen, der i Dansk
miljøret (bd. 1, 1978), s. 141, der anfører, at ”et af kendetegnene for et nogenlunde velfungerende
samfund [er], at de nødvendige ændringer ikke sker alt for brat, og at ingen gruppers vilkår ændres
alt for voldsomt, alt for pludseligt.” Dette er akkurat tilfældet her. Endelig skal nævnes, at flere
andre kriterier taler for ekspropriation, idet forbuddet fx angår en
aktuel rettighed
i form af
minkavlernes ret til at drive deres virksomhed (i modsætning til en fremtidig rettighed), ligesom det
er
indgrebet i sig selv,
der gør, at minkavlerne rammes hårdt (ikke minkavlernes subjektive
forhold). Sidstnævnte kriterium nævnes i øvrigt heller ikke i bemærkningerne, selvom betydningen
af denne kausale betragtning allerede blev fremhævet af Henning Skovgaard i 1983 (Offentlige
myndigheders erstatningsansvar (1983), s. 231f.).
Da ministeren tilsyneladende ikke anerkender, at forbuddet mod minkavl og nedslagningen af
samtlige mink udgør ekspropriation, skal minkavlerne ifølge lovforslagets § 7, stk. 1 og
bemærkningerne hertil som altovervejende udgangspunkt alene kompenseres efter lov om hold af
2/8
 L 77 - 2020-21 - Bilag 11: Høringssvar modtaget i forbindelse med udvalget fokuserede høring over lovforslag
2291177_0003.png
dyr § 56, stk. 1, der ikke giver ret til fuld erstatning. Dermed sikrer lovforslaget ikke, at minkavlerne
opnår deres grundlovssikrede ret til fuld erstatning.
Det foreslås derfor, at det fastslås klart i lovforslaget, at det i § 1, stk. 1 nævnte forbud og
nedslagningen af samtlige mink i Danmark udgør ekspropriation, og at enhver minkavler, der
berøres heraf, har ret til fuld erstatning. Det bemærkes i øvrigt, at det allerede er tilkendegivet, at
der, for så vidt angår nedslagning af usmittede besætninger inden for risikozonerne, er tale om et
ekspropriativt indgreb eller et indgreb, der kan sidestilles hermed, jf. ministerens svar på spørgsmål
nr. 34, 100 og 123, Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21, alm. del. Se også ”Notat om L 77 og
grundlovens § 73” af 18. november 2020, hvor det med henvisning til den ”politiske aftale om mink”
af 16. november 2020, anføres: ”I nogle tilfælde, hvor en minkvirksomhed afvikles, kan sådanne
foranstaltninger have karakter af ekspropriation efter grundlovens § 73. Uanset om det er tilfældet
eller ej, er aftalepartierne enige om, at minkavlerne og de meget minkavlsafhængige følgeerhverv
skal behandles, som om der er tale om ekspropriation. I forlængelse heraf er aftalepartierne enige
om, at minkavlerne skal have fuldstændig erstatning. Erstatning ydes til virksomheder som følge
af beslutninger gennemført af danske myndigheder.” Det foreslås derfor, at det også fastsættes i
lovforslaget eller bemærkningerne hertil, at der er adgang til fuld erstatning, uanset om de formelle
betingelser herfor er opfyldt i ethvert tilfælde. Herved undgår man tillige, at minkavlere, der er i
stort set samme situation, forskelsbehandles som følge af den juridisk/tekniske kvalifikation af
indgrebet.
I forlængelse heraf bør det endvidere indføres i lovforslaget eller bemærkningerne, at de
minkavlere, der fik slået deres besætninger ned som følge af den nævnte beslutning af 1. oktober
(hvorefter alle smittede besætninger samt besætninger i risikozonerne skulle slås ned) har ret til
fuld erstatning. Indgrebet i disse minkavleres virksomhed skal således ses i sammenhæng med
det i nærværende lovforslag foreslåede forbud og nedslagningen af hele avlsdyrbestanden,
hvorfor der også i forhold til disse minkavlere er tale om ekspropriation. Endvidere vil det uanset
den nærmere juridiske kvalifikation af dette indgreb føre til en aldeles vilkårlig negativ
forskelsbehandling af disse avlere, såfremt de ikke opnår fuld erstatning.
3. Minkavlernes ret til erstatning for de nedslagne mink
Lovforslagets § 7, stk. 1 indeholder en central bestemmelse om minkavlernes ret til erstatning og
kompensation. Ifølge § 7, stk. 1, 1. pkt. skal der gives erstatning for nedslagning (aflivning) af mink.
Erstatningen skal ifølge § 7, stk. 1, svare til ”dyrenes værdi”, ligesom der skal gives erstatning for
det ”driftstab”, der følger af nedslagningen. Driftstabet udgør værdien af den produktion eller
tilvækst, som de aflivede dyr kunne generere, hvis de ikke var blevet slået ned. Hvis dyrene er
pelset – og således kan sælges til markedspris på auktionerne i 2021 - følger det af § 7, stk. 1, 2.
pkt., at retten til erstatning for værdien heraf bortfalder. Af § 7, stk. 1, 3. pkt. fremgår, at
bestemmelsen om erstatning i 1. pkt. ikke finder anvendelse på besætninger, der er pålagt
restriktioner efter lov om hold af dyr og bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr.
Bestemmelsen i § 7, stk. 1 giver anledning til følgende bemærkninger: For det første er det selvsagt
problematisk, at minkavlerne efter bestemmelsens 1. pkt. alene får ret til erstatning for værdien af
3/8
 L 77 - 2020-21 - Bilag 11: Høringssvar modtaget i forbindelse med udvalget fokuserede høring over lovforslag
2291177_0004.png
de nedslagne mink og det heraf følgende driftstab, da det er velkendt, at minkavlerne lider mange
andre former for tab end de nævnte, jf. nærmere om de øvrige tab i afsnit 5. Allerede af denne
grund lægger lovforslaget ikke op til, at minkavlerne skal have fuld erstatning. For det andet følger
det af bemærkningerne, at erstatningen for de nedslagne minks værdi samt driftstabet som
udgangspunkt skal fastsættes efter lov om hold af dyr § 56, stk. 1, som ikke giver adgang til fuld
erstatning. Fastsættes erstatningen efter § 56, stk. 1, vil minkavlere med smittede dyr og ikke-
smittede dyr i risikozonerne således ikke få en erstatning, der svarer til auktionsprisen for skind i
2021, ligesom der ikke ydes fuld erstatning for driftstab. Dette er selvsagt problematisk, da de
minkavlere, der ville få ret til erstatning efter § 7, stk. 1, 1. pkt., dermed
ikke
får fuld erstatning, selv
om de er berettiget hertil, jf. grundlovens § 73, stk. 1.
Det gælder, som nævnt ovenfor, uanset om der er tale om raske eller smittede mink, da
regeringens beslutning den 4. november 2020 om at nedlægge minkproduktionen rammer alle
danske minkavlere. § 7, stk. 1, 3. pkt. medfører tilsyneladende, at minkavlere, der har fået slået
deres besætninger ned som følge af beslutningen af 1. oktober 2020 (minkavlere med smittede
besætninger og besætninger inden for risikozonerne), slet ikke er omfattet af lovforslaget, men
ikke desto mindre har de som nævnt også ret til fuld erstatning efter grundlovens § 73, stk. 1. Som
nævnt medfører § 7, stk. 1, 2. pkt., at der ikke gives erstatning for værdien af dyr, der kan pelses
og sælges på auktionerne i 2021, men bestemmelsen tager ikke højde for, at der også skal ydes
erstatning for avlsdyrværdien.
Det foreslås, at lovforslagets § 7, stk. 1, 1. pkt. ændres, således at samtlige minkavlere, der er
berørt af regeringens beslutninger om nedslagning af alle mink i Danmark, omfattes af loven. Det
indstilles endvidere, at det fastslås klart, at disse avlere har ret til fuld erstatning for såvel dyrenes
værdi som driftstabet, der følger heraf. Gøres dette, vil minkavlerne ikke skulle indtale deres krav
på fuld erstatning efter grundlovens § 73, stk. 1, hvilket vil være tidskrævende og omkostningstungt
for avlerne - i særdeleshed hvis kravene skal indtales ved domstolene og i sidste ende ved
Højesteret. Dette er hverken i avlernes eller myndighedernes interesse.
4. Minkavlernes ret til erstatning i øvrigt
4.1. Fuld erstatning omfatter mere end erstatning for de nedslagne mink og det heraf følgende
driftstab
Som nævnt udgør det i lovforslagets § 1, stk. 1 omtalte forbud mod hold af mink et indgreb i
minkavlernes virksomhed, der er beskyttet af grundlovens § 73, stk. 1. Da samtlige minkavlere i
Danmark berøres af dette forbud, har de alle ret til fuld erstatning. Retten til fuld erstatning omfatter
som udgangspunkt ethvert tab, der er en følge af forbuddet, og lovgivningsmagten kan ikke
foretage begrænsninger heri. Dette ville være grundlovsstridigt, hvorfor det er overraskende, at
der i lovforslaget lægges op til, at der alene skal gives erstatning for en meget beskeden del af
minkavlernes samlede tab (altså for nedslagningen af minkene og de deraf følgende driftstab).
Som følge af nedslagningen af hele avlsdyrbestanden i Danmark mister avlerne
de facto
deres
virksomhed for bestandig. Minkavlerne har derfor ret til fuld erstatning for tabet af deres
virksomhed.
4/8
 L 77 - 2020-21 - Bilag 11: Høringssvar modtaget i forbindelse med udvalget fokuserede høring over lovforslag
2291177_0005.png
Det foreslås, at det indskrives i lovforslaget, at minkavlerne har ret til fuld erstatning for ethvert tab,
der følger af forbuddet og tabet af deres virksomhed. Det fremgår allerede af lovforslagets § 7,
stk. 2, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling fastsætter regler om erstatning eller
kompensation som følge af forbuddet, men denne brede bemyndigelse til ministeren giver ikke
minkavlerne hverken klarhed over deres retstilstand eller sikkerhed for, at de regler om erstatning,
som ministeren måtte fastsætte, dækker deres tab fuldt ud. Denne bekymring forstærkes
yderligere af, at det af de specielle bemærkninger til § 7, stk. 2 fremgår, at fuld erstatning formentlig
bliver undtagelsen snarere end hovedreglen. Således anføres det, at det ”ikke kan udelukkes, at
den foreslåede ordning vil kunne udgøre et ekspropriativt indgreb over for konkrete
erhvervsdrivende (…)”, der i så fald har ret til fuld erstatning. Denne formulering kan vanskeligt
forstås anderledes, end at fuld erstatning anses for at være en undtagelse. Det er
bemærkelsesværdigt og dybt bekymrende, at ministeren tilsyneladende opererer med en
hovedregel om, at minkavlerne ikke skal have fuld erstatning, når forbuddet og nedslagningen af
alle mink (og dermed hele avlsdyrbestanden) medfører, at avlerne mister deres virksomhed. Dette
gælder i øvrigt, uanset om der er tale om ekspropriation i grundlovens forstand, da faktum er, at
hele minkerhvervet er lukket ned. Derfor foreslås det, at det indføres i lovforslaget, at minkavlerne
i alle tilfælde har ret til fuld erstatning for ethvert tab, der følger af forbuddet mod hold af mink og
tabet af deres virksomhed. Endvidere bør det indføres i lovforslaget, at minkavlerne bl.a. har ret til
erstatning for i hvert fald de nedenstående erstatningsposter.
4.2. Erstatning for fremtidigt indtægtstab
Det foreslås, at det indsættes i lovforslaget, at minkavlerne har ret til fuld erstatning for den
fremtidige nettoindtægt, de ville have oppebåret, såfremt nedslagningen af mink ikke var sket og
forbuddet mod minkavl ikke var blevet indført. Ved beregningen heraf har Højesteret fastslået, at
den såkaldte
faktor 10-model
skal anvendes. Dermed skal der foretages en konkret vurdering af
den enkelte minkavlers
nettoindtægt per år,
som ganges med 10. Den ledende dom er U
2008.1434 H. Se også Højesterets dom i U 2002.763, hvor retten udtrykkeligt sagde, at
kapitaliseringsfaktoren for en løbende ydelse over en ukendt periode som udgangspunkt bør være
10.
4.3. Erstatning for tab af værdi på driftsmateriel, inventar mv.
Forbuddet mod hold af mink og nedslagningen af samtlige mink udgør som nævnt et ekspropriativt
indgreb i
minkavlernes virksomhed,
men da indgrebet gør driftsmateriel og inventar mv. nærmest
værdiløst, er der reelt også tale om ekspropriation heraf. Under alle omstændigheder vil tabet af
værdien på driftsmateriel og inventar mv. utvivlsomt skulle erstattes som et følgetab af indgrebet i
virksomheden, hvorfor der allerede af den grund kan kræves fuld erstatning herfor efter
grundlovens § 73, stk. 1. Der skal i hvert tilfælde foretages en konkret vurdering af, hvor stort
værditabet er på den enkelte avlers driftsmateriel, inventar mv. Ved værdiansættelsen skal der
som minimum tages udgangspunkt i værdien heraf før indgrebet.
Det foreslås, at det fastslås i lovforslaget, at minkavlerne har ret til fuld erstatning for tab på
driftsmateriel, inventar mv., og at de grundlæggende retningslinjer for beregningen af sådan
erstatning indføres i bemærkningerne hertil.
5/8
 L 77 - 2020-21 - Bilag 11: Høringssvar modtaget i forbindelse med udvalget fokuserede høring over lovforslag
2291177_0006.png
4.4. Erstatning for tab af værdi af bygninger benyttet i virksomheden
Forbuddet mod hold af mink og nedslagningen af samtlige mink udgør som nævnt et ekspropriativt
indgreb i
minkavlernes virksomhed,
men da indgrebet gør de bygninger, der anvendes i
minkavlernes virksomheder, nærmest værdiløse, er der reelt også tale om ekspropriation heraf.
Under alle omstændigheder vil tabet af værdien på disse bygninger utvivlsomt skulle erstattes som
følgetab af indgrebet i virksomheden, hvorfor der allerede af den grund kan kræves fuld erstatning
herfor efter grundlovens § 73, stk. 1. Der skal i hvert tilfælde foretages en konkret vurdering af,
hvor stort værditabet er på den enkelte avlers bygninger. Ved værdiansættelsen skal der som
minimum tages udgangspunkt i værdien heraf før indgrebet.
Det foreslås, at det fastslås i lovforslaget, at minkavlerne har ret til fuld erstatning for tab på
bygningerne, og at de grundlæggende retningslinjer for beregningen af sådan erstatning indføres
i bemærkningerne hertil.
4.5. Erstatning for udgifter til oprydning mv.
Forbuddet mod hold af mink og nedslagningen af samtlige mink har medført betydelige udgifter for
de fleste minkavlere til bl.a. oprydning, oprensning af grunde, nedrivning og bortskaffelse af
bygninger mv. Det foreslås, at det indføres i lovforslaget, at minkavlerne har ret til erstatning for
enhver udgift til oprydning mv., der er forbundet med forbuddet og tabet af deres virksomhed.
4.6. Kompensation for retsstridigt indgreb
Eftersom en del minkavlere har ladet deres dyr aflive og dermed effektivt afviklet grundlaget for
deres virksomhed på et
uhjemlet og ulovligt grundlag,
hvilket udgør en krænkelse af
ejendomsrettens beskyttelse i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, har
disse avlere efter fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol krav på en rimelig
kompensation for den ikke-økonomiske skade, herunder den psykiske belastning, selve
retskrænkelsen har afstedkommet, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 13
og 41 og princippet i erstatningsansvarslovens § 26.
5. Særligt om ”tempobonus”
Det fremgår af lovforslagets § 3, stk. 1 at minkavlerne under visse betingelser har ret til udbetaling
af en ”tempobonus”på 20 kr. per mink, ligesom der efter § 3, stk. 2 kan opnås ret til yderligere 10
kr. per mink. Det foreslås, at det gøres klart, at tempobonusserne i sagens natur ikke udgør en del
af den
erstatning,
minkavlerne har ret til, da der alene er tale om et
vederlag
for den
overarbejdsindsats, minkavlerne udførte for myndighederne for at realisere regeringens krav om
den helt ekstraordinært hurtige aflivning. Det bemærkes i den forbindelse, at arbejdet med at aflive
minkene har været særdeles omfattende og meromkostningskrævende, hvorfor det ikke står i
misforhold til det udbetalte vederlag (tempobonusserne) herfor.
6/8
 L 77 - 2020-21 - Bilag 11: Høringssvar modtaget i forbindelse med udvalget fokuserede høring over lovforslag
2291177_0007.png
6. Taksationen
Lovforslagets § 7, stk. 3, har følgende ordlyd: ”Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan
fastsætte regler om behandlingen af sager omfattet af stk. 1 og 2. Ministeren kan herunder
fastsætte regler om oprettelse af myndigheder, der skal behandle sagerne, og efter forhandling
med transportministeren fastsætte regler om, at sagerne
helt
eller
delvis
skal behandles efter
reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.” I
bemærkningerne til § 7, stk. 3 anføres følgende: ”Der vil i medfør af den foreslåede bestemmelse
eksempelvis kunne oprettes særlige kommissioner, som skal behandle sagerne efter stk. 1 og 2,
herunder regler om, hvordan kommissionerne skal nedsættes, og hvilke regler der skal gælde for
sagernes behandling i kommissionerne.”
Kopenhagen Fur er enige i, at der bør oprettes særlige ”minktaksationskommissioner”, så det
sikres, at minkavlernes sager behandles så hurtigt og effektivt som muligt. Kopenhagen Fur har
dog følgende bemærkninger hertil: For det første vil forslaget i sin nuværende form give ministeren
en
meget bred
bemyndigelse til at fastlægge regler for kommissionernes sammensætning og
fremgangsmåde i en bekendtgørelse. Derfor skal der skabes mere klarhed og forudsigelighed
herom, hvilket bør gøres ved, at der udstikkes mere specifikke retningslinjer herom i selve loven
og/eller bemærkningerne, således at det klart fremgår, hvilke særlige regler for taksationen af
mink, der er nødvendige, jf. nedenfor. For det andet er det væsentligt, at
minktaksationskommissionerne besidder den rette faglighed. Det bør derfor i loven eller
bemærkningerne fremgå, at minktaksationskommissionen skal bestå af 5 personer, hvoraf
formanden skal have juridisk kandidateksamen eller tilsvarende kvalifikationer. Der bør indsættes
to personer med særligt branchekendskab, der udpeges af branchen, mens de øvrige to
medlemmer udpeges af ministeren. Kommissionernes funktionelle uafhængighed, herunder
navnlig fra regeringen, bør desuden sikres i loven. For det tredje skal det gøres klart, at
minktaksationskommissionerne kan tage stilling til alle relevante erstatningsspørgsmål uafhængigt
af, om der i den konkrete sag er tale om ekspropriation i traditionel juridisk forstand.
For det fjerde fremgår det ikke klart af lovforslaget, om minktaksationskommissionens kendelser
skal kunne indbringes for en overtaksationskommission (og om en sådan i givet fald skal have
samme sammensætning som minktaksationskommissionen) i overensstemmelse med
ekspropriationsprocesloven, eller om der skal være mulighed for direkte indbringelse for
domstolene. Kopenhagen Fur foreslår, at minktaksationskommissionernes kendelser skal kunne
indbringes direkte for domstolene. For det femte skal det gøres klart, at minkavlerne har ret til
fuld
prøvelse
af taksationskommissionens kendelser ved domstolene, idet prøvelsen fx også skal
omfatte de sagkyndige vurderinger/skøn, der er foretaget af de sagkyndige medlemmer, som
foreslås indsat i kommissionerne.
7. Delekspropriation eller totalekspropriation
Minkavlerne skal af flere grunde have ret til at kræve totalekspropriation, således at
ekspropriationen kommer til at omfatte hele minkavlernes ejendom, herunder fx deres jord.
Lovforslaget tager ikke stilling til, om minkavlerne skal have en sådan ret. Der findes en
7/8
 L 77 - 2020-21 - Bilag 11: Høringssvar modtaget i forbindelse med udvalget fokuserede høring over lovforslag
2291177_0008.png
bestemmelse herom i ekspropriationsproceslovens § 16, men det er tvivlsomt, om den finder
anvendelse for nærværende, da der skal være tale om en væsentlig forringelse af værdien af den
del af ejendommen, der ikke eksproprieres. Det er ikke givet, at denne betingelse er opfyldt, men
mindst lige så væsentlige hensyn som efter § 16 taler for, at minkavlerne gives mulighed for
totalekspropriation. Først og fremmest vil der selvsagt være en værdiforringelse af den del af
minkavlernes ejendom, der ikke eksproprieres. Derudover er det væsentligt at være opmærksom
på, at minkavlernes mulighed for drive deres erhverv fjernes
de facto.
Derved har man altså fjernet
selve forudsætningen for mange af minkavlernes ejerskab til ejendommene. Ejendommene vil
regeringen fx kunne anvende i forbindelse med ambitionerne om at forøge arealer med miljø- og
naturvenlig drift til gavn for klima og biodiversitet mv.
8. Særligt om erstatning til Kopenhagen Fur og følgeerhvervene
I lovforslaget tages der ikke stilling til, hvilken erstatning der skal tilkomme Kopenhagen Fur og de
minkavlsafhængige følgeerhverv, herunder fx foderstoffabrikker og pelserier. Dermed er der slet
ikke taget stilling til, hvilken erstatning de skal have, selvom der er enighed om, at både
Kopenhagen Fur og følgeerhvervene skal have fuld erstatning. Det fremgår endda udtrykkeligt af
den nævnte ”politiske aftale om mink” af 16. november 2020, at følgeerhvervene skal behandles
efter reglerne om ekspropriation og dermed have ret til fuld erstatning. Det foreslås, at det fastslås
i lovforslaget, at Kopenhagen Fur og følgeerhvervene har ret til fuld erstatning som følge af tabet
af deres virksomheder.
Med venlig hilsen
Kopenhagen Fur / Danske Minkavlere
Sander Jacobsen
8/8