Tak for det. I dag sker det endelig: Nu får vi en ny voldtægtslovgivning baseret på samtykke. SF og vores retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, har kæmpet i mindst 10 år for voldtægtsofres vilkår og har fremsat forskellige forslag i den forbindelse. Og desværre må jeg holde den her tale for Karina Lorentzen Dehnhardt, da hun er på vej til at blive testet for corona efter at have fået besked i smittestopappen, og hun er ærgerlig over ikke at kunne være med på den her helt historiske dag. For efter 90 år med en straffelov, som ikke lever op til et moderne syn på sex og køn, retter vi op. For det er en lov, som ikke fanger den virkelighed, at mange ofre netop ikke får sagt nej, fordi de fryser i situationen under voldtægten, fordi de ikke kan, fordi de ikke tør, eller fordi de er overrumplet – til trods for at det er en af de mest almindelige reaktioner. Mange ofre kan simpelt hen ikke yde den modstand, som den nuværende lovgivning forventer i sager om voldtægt.
Lad os nu slå det fast: Sex uden samtykke er voldtægt, også i parforhold, og altså også når offeret fryser – kun ja betyder ja. Det er en kæmpesejr for ofrene. Jeg er sikker på, at det holder hånden under de værste frifindelser, som vi ser i dag. Vi ved fra Sverige, at det fører til flere domme. Tak til kvindeorganisationerne, der har stået fast på forandring – trods ofte kantede og hårde ord fra modstandere af forandringerne. Det her er jeres sejr. Tak til ofrene og andre enkeltpersoner for at have stået frem i forreste linje, til Kirstine, Eva og mange flere. Jeres stærke ord har gjort, at debatten har flyttet sig. Jeg ved, at det ikke har været uden store personlige omkostninger, for det er debatter, som for nogle vækker mange vrede følelser. Men det her var ikke nået så langt uden jeres hjælp, og jeg håber, at de slag, som I har taget, bliver til beskyttende hænder omkring kommende ofre, for jeres kamp var ikke forgæves. Tak til de partier, som har gjort det her muligt. Og tak for, at et nærmest samlet Folketing kan stå sammen i dag om noget så vigtigt som en ny lov.
Nu får vi endelig en ny lovgivning, men det er ikke kun dét. Hvad vi ikke vidste under førstebehandlingen, var, at det faktisk også ville lykkes at lave et politiforlig, der skaffede de særlige enheder i politiet, som skal løfte det her område. For loven kommer ikke til at virke, hvis vi ikke også kaster kræfter i bedre efterforskning og bedre møde med ofrene. Vi har i SF kæmpet særlig hårdt for de særlige enheder til voldtægt, partnervold, stalking og æresrelaterede forbrydelser, siden vi lancerede idéen for faktisk præcis 1 år siden. Jeg er også stolt af, at vi i løbet af den kommende flerårsperiode sender 125 betjente på en helt ny uddannelse i at håndtere ofrene på en bedre måde end i dag. Det skal sikre kvalitet i behandlingen og ikke mindst sikre, at ofrene føler sig bedre mødt, så vi forhåbentlig gør op med, at hvert andet voldtægtsoffer føler sig dårligt behandlet af politiet.
I dag er en festdag for alle Danmarks kvinder og mænd, når samtykkeloven forhåbentlig vedtages. Og den skal fejres. Men i morgen trækker vi i arbejdstøjet igen og kæmper videre for bl.a. gratis psykologhjælp til ofrene. Vi ved, at mange, der rammes af voldtægt, er unge studerende, der ikke har råd til egenbetalingen. Men først vil jeg nyde synet, når Folketinget forhåbentlig går i næsten grønt lige om lidt og sikrer en fantastisk julegave til os alle sammen.