L 85 - 2020-21 - Bilag 7: Henvendelse af 2/12-20 fra Nils Muižnieks, Amnesty International, London, vedr. lovbemærkningerne omhandlende passivitet

Retsudvalget 2020-21
L 85 Bilag 7
Offentligt

Lovforslag nr.

L 85

Folketinget 2020-21

Fremsat den 11. november 2020 af justitsministeren (Nick Hækkerup)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven

(Samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse)

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 976 af 17. sep‐

tember 2019, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 968 af 26.

juni 2020, foretages følgende ændringer:

§ 216, stk. 1,

affattes således:

»For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der har

samleje med en person, der ikke har samtykket heri.«.

To steder i

§ 228

udgår »§ 216, stk. 1, nr. 2,«.

§2

Loven træder i kraft den 1. januar 2021.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

AA012126

Justitsmin., j.nr. 2019-731-0062

L 85 - 2020-21 - Bilag 7: Henvendelse af 2/12-20 fra Nils Muižnieks, Amnesty International, London, vedr. lovbemærkningerne omhandlende passivitet

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Indførelse af en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Straffelovrådets overvejelser

2.1.2.1. Den gældende voldtægtsbestemmelse

2.1.2.2. Terminologien frivillighed og samtykke

2.1.2.3. Gerningsmomenter

2.1.2.4. Tilregnelse, bevisbyrde samt strafniveau

2.1.2.5. Forholdet til andre seksualforbrydelser

2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.2. Ændring af straffelovens § 228 om uagtsomhed

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Straffelovrådets overvejelser

2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser

Ligestillingsmæssige konsekvenser

Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Administrative konsekvenser for borgerne

Klima- og miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Hørte myndigheder og organisationer mv.

Sammenfattende skema

Det følger bl.a. af det politiske forståelsespapir af 25. juni

2019 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og

Enhedslisten, at regeringen ønsker et samfund, hvor mænd

og kvinder har reelt lige muligheder, og at regeringen blandt

andet på baggrund af Straffelovrådets anbefalinger hvad an‐

går muligheden for at gennemføre en samtykkebaseret vold‐

tægtsbestemmelse vil tage initiativ til lovgivning.

Straffelovrådet afgav den 19. februar 2020 betænkning nr.

1574/2020 om en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmel‐

se (herefter ”betænkningen”). Straffelovrådet har bl.a. haft

til opgave at gennemgå straffelovens voldtægtsbestemmelse

med fokus på, om den i tilstrækkelig tydelig grad afspej‐

ler, at seksuelle handlinger skal være frivillige, og i den

forbindelse at komme med konkrete forslag til, hvordan

voldtægtsbestemmelsen kan udformes, så det tydeliggøres,

at enhver seksuel handling skal bygge på gensidig frivillig‐

hed. På den baggrund har Straffelovrådet anbefalet, at den

gældende voldtægtsbestemmelse ændres.

10.

11.

1. Indledning

Voldtægt udgør en af de mest alvorlige personfarlige for‐

brydelser og indebærer en grov krænkelse af den seksuelle

selvbestemmelsesret.

Den gældende voldtægtsbestemmelse forudsætter, at ger‐

ningsmanden har anvendt nærmere opregnede tvangsmidler,

eller at offeret har været i en tilstand eller situation, hvor

den pågældende har været ude af stand til at modsætte sig

handlingen. Det vil sige, at der i dag ikke nødvendigvis vil

være tale om voldtægt i tilfælde, hvor en person siger nej til

samleje. Det skal ændres.

Det er tid til at sikre, at retten til seksuel selvbestemmel‐

se bliver omdrejningspunktet for, hvornår der er tale om

voldtægt. Vi skal som samfund yde voldtægtsofre den rets‐

beskyttelse, de har krav på.

L 85 - 2020-21 - Bilag 7: Henvendelse af 2/12-20 fra Nils Muižnieks, Amnesty International, London, vedr. lovbemærkningerne omhandlende passivitet

Regeringen, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten opnåede

den 1. september 2020 enighed om indførelsen af en ny

samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse.

At indgå i seksuelle aktiviteter med et andet menneske, som

ikke ønsker at deltage heri, krænker menneskets grundlæg‐

gende frihed og ret til at bestemme over sin egen krop.

Voldtægt handler ikke om tvang eller pligt til at sige

fra. Tværtimod handler det om, hvorvidt parterne af egen fri

vilje samtykker i en seksuel aktivitet. Begge parter skal sam‐

tykke, og samtykket skal foreligge under hele samlejet. El‐

lers er det voldtægt – og det gælder også i parforhold.

Det skal være strafbart at have samleje med en person, der

ikke samtykker. Samfundets forståelse af, hvad voldtægt er,

skal ændres, og en ny samtykkebaseret strafbestemmelse er

en milepæl i den indsats.

Indførelsen af en voldtægtsbestemmelse baseret på samtyk‐

ke vil ikke alene have betydning for, hvordan voldtægtssag‐

er vurderes og håndteres af politiet, anklagemyndigheden og

domstolene, men vil også bidrage til en generel holdnings‐

ændring i samfundet, idet den øger fokus på respekt for

andre menneskers grænser og frihed samt retten til at be‐

stemme over egen krop. En samtykkebaseret voldtægtslov‐

givning balancerer hensynet til beskyttelsen af voldtægtsof‐

re og retssikkerheden for dem, der anklages for voldtægt,

idet uskyldsformodningen stadig er gældende, og det fortsat

er anklagemyndigheden, der skal løfte bevisbyrden. Af rets‐

sikkerhedsmæssige hensyn skal samtykke i øvrigt vurderes

objektivt ud fra en samlet afvejning af sagens konkrete om‐

stændigheder.

Med lovforslaget, som udmønter enighedspapiret af 1. sep‐

tember 2020 mellem regeringen, Radikale Venstre, SF og

Enhedslisten, og som bygger på betænkningen, foreslås

navnlig en udvidelse af det strafbare område i straffelovens

§ 216, stk. 1, så samleje med en person, som ikke samtykker

heri, er voldtægt.

Som følge af den foreslåede ændring af straffelovens § 216,

stk. 1, foreslås det endvidere, at der foretages en ændring

af straffelovens § 228 om uagtsomhed med hensyn til bl.a.

forurettedes tilstand i visse sager om voldtægt, således at

henvisningen til straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, udgår.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Indførelse af en samtykkebaseret voldtægtsbestem‐

melse

2.1.1. Gældende ret

Efter straffelovens § 216, stk. 1, straffes for voldtægt den,

der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold

(nr. 1) eller skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf.

§ 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand

eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til

at modsætte sig handlingen (nr. 2). Overtrædelse af bestem‐

melsen straffes med fængsel indtil 8 år. Straffen kan dog

stige til fængsel indtil 12 år, hvis voldtægten har haft en

særligt farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt

skærpende omstændigheder, jf. § 216, stk. 3.

Efter straffelovens § 216, stk. 2, straffes for voldtægt end‐

videre den, der har samleje med et barn under 12 år. Her

er samlejet i sig selv strafbart, og det er således ikke en

forudsætning for strafansvaret, at der er foretaget en hand‐

ling som beskrevet i bestemmelsens stk. 1. Overtrædelse af

bestemmelsen straffes med fængsel indtil 12 år.

Efter straffelovens § 216, stk. 4, skal der ved fastsættelse af

straffen for voldtægt lægges vægt på den særlige krænkelse,

der er forbundet med lovovertrædelsen.

Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketings‐

tidende 2012-13, A, L 141 som fremsat, side 49, at samleje

efter straffelovens § 216, stk. 1, omfatter både vaginalt og

analt samleje.

Det fremgår af straffelovens § 225, at straffelovens § 216

finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt

forhold end samleje. Som eksempler på andet seksuelt for‐

hold end samleje kan nævnes oralt seksuelt forhold, kys mv.

på kønsdele, indføring af fingre eller genstande i skeden

eller anus og manipulation af kønsdele.

Som anført ovenfor er det efter straffelovens § 216, stk. 1,

nr. 1, strafbart at tiltvinge sig samleje ved vold eller trussel

om vold. Dermed skal der være en årsagssammenhæng mel‐

lem voldsudøvelsen eller truslen om vold og samlejet. Dette

krav indebærer, at samlejet er gennemført mod den foruret‐

tedes vilje.

Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstiden‐

de 2015-16, A, L 98 som fremsat, side 2-3, at vold omfatter

fysisk magtanvendelse både i form af mekanisk tvang (f.eks.

hvor gerningsmanden i kraft af større fysisk styrke gennem‐

tvinger samleje, eller hvor en eller flere holder offeret, mens

en anden leje) og i form af kompulsiv tvang (f.eks. hvor

slag eller anden magtanvendelse bevirker, at offeret opgiver

videre modstand). Den blotte fastholdelse af offeret udgør

således vold omfattet af bestemmelsen.

Det følger af praksis, at vold efter § 216, stk. 1, nr. 1, også

omfatter generelt mildere former for vold, herunder handlin‐

ger, som ikke nødvendigvis falder under straffelovens § 244

L 85 - 2020-21 - Bilag 7: Henvendelse af 2/12-20 fra Nils Muižnieks, Amnesty International, London, vedr. lovbemærkningerne omhandlende passivitet

(simpel vold). Som eksempler på vold, som er omfattet af §

216, stk. 1, nr. 1, kan nævnes det at fastholde eller gribe fat

om forurettede, at tvinge forurettedes ben fra hinanden, og at

lægge sig på forurettede. Det er således ikke en betingelse,

at der er anvendt omfattende vold eller trusler, ligesom der

også kan være tale om mere eller mindre stiltiende trusler,

herunder en i situationen liggende trussel om vold.

Efter straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, 1. led, er det strafbart

at skaffe sig samleje ved anden ulovlig tvang. Tvangen skal

være omfattet af straffeloven § 260, uden at der er tale om

vold eller trussel om vold.

Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstiden‐

de 2012-13, A, L 141 som fremsat, side 11, at bestemmelsen

omfatter samleje opnået ved anvendelse af mindre alvorlige

tvangsmidler end vold eller trussel om vold. De tvangsmid‐

ler, der er nævnt i straffelovens § 260, er – ud over vold og

trussel om vold – bl.a. trussel om betydelig skade på gods,

om frihedsberøvelse eller om at fremsætte sigtelse for straf‐

bart eller ærerørigt forhold eller om at åbenbare privatlivet

tilhørende forhold.

Efter straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, 2. led, er det strafbart

at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en

tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude

af stand til at modsætte sig handlingen. Bestemmelsen har

kun selvstændig betydning, hvor forurettede ikke er hensat

i den hjælpeløse tilstand ved vold eller trussel om vold. Er

hensættelsen sket ved vold eller trussel om vold med forsæt

til at opnå samleje, er forholdet allerede som følge heraf i

stedet omfattet af § 216, stk. 1, nr. 1.

Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstiden‐

de 2015-16, A, L 98 som fremsat, side 3, og jf. Folketings‐

tidende 2012-13, A, L 141 som fremsat, side 14 og 50,

at ”tilstande”, der er omfattet af 2. led, er søvn, bevidstløs‐

hed, stærk beruselse, hypnotisk trance, fysisk lammelse og

lignende. ”Situationer”, der er omfattet af 2. led, kan beteg‐

nes som overrumplingstilfælde. Bestemmelsen tager sigte på

konkrete situationer, hvor gerningsmanden har mulighed for

at overrumple forurettede og begynde et samleje (eller andet

seksuelt forhold, jf. § 225), før offeret kan nå at reagere. Det

drejer sig i praksis navnlig om tilfælde, hvor forurettede er

afklædt, og hvor gerningsmanden har en legitim anledning

til forholdsvis intime berøringer, men hvor gerningsmanden

overskrider grænsen for, hvad der er fagligt begrundet i

situationen. Som eksempler på sådanne situationer kan næv‐

nes bistand til personlig hygiejne, lægeundersøgelse og mas‐

sage.

Strafansvaret efter § 216, stk. 1, nr. 2, 2. led, er ikke betinget

af, at forholdet kan karakteriseres som udnyttelse, men der

skal dog være tale om, at gerningsmanden ”skaffer sig”

samleje, hvilket er snævrere end blot at ”have” samleje.

Overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, forudsætter, at

gerningsmanden har handlet forsætligt i relation til alle led i

gerningsindholdet i bestemmelsen.

Ved lov nr. 635 af 8. juni 2016 om ændring af straffeloven

(Skærpelse af straffen for voldtægt og for samleje med et

barn under 15 år ved udnyttelse af fysisk eller psykisk over‐

legenhed) blev straffelovens § 216 ændret med henblik på at

skærpe strafniveauet for voldtægt generelt.

Med lovændringen blev der indsat en ny bestemmelse i

straffelovens § 216, stk. 4, hvorefter der ved fastsættelse

af straffen for voldtægt skal lægges vægt på den særlige

krænkelse, der er forbundet med lovovertrædelsen.

Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstiden‐

de 2015-16, A, L 98 som fremsat, side 10, at udgangspunk‐

tet for strafniveauet for tiltvingelse af samleje ved vold eller

trussel om vold (straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1) eller

ved hensættelse af forurettede i en tilstand, i hvilken den

pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen

(omfattet af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, 2. led), og for

samleje med et barn under 12 år (straffelovens § 216, stk. 2),

tilsigtedes forhøjet med gennemgående 1 år i forhold til det

hidtidige strafniveau.

Udgangspunktet for strafudmålingen for en enkeltstående

fuldbyrdet overfaldsvoldtægt eller for et enkeltstående fuld‐

byrdet samleje med et barn under 12 år er herefter fængsel i

3 år og 6 måneder, hvis der ikke foreligger andre skærpende

omstændigheder. Udgangspunktet for strafudmålingen for et

enkeltstående fuldbyrdet samleje i andre sager om voldtægt

ved vold eller trussel om vold – hvis der ikke foreligger

andre skærpende omstændigheder – er herefter fra ca. 2 år

og 6 måneders fængsel til op mod 3 års fængsel.

Det følger endvidere af bestemmelsens forarbejder, at ud‐

gangspunktet for strafniveauet for at skaffe sig samleje ved

ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260, eller med en person,

der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den på‐

gældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, jf.

straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, 1. led, tilsigtedes forhøjet

med gennemgående 6 måneder i forhold til det hidtidige

strafniveau.

Udgangspunktet for strafudmålingen for et enkeltstående

fuldbyrdet samleje med en person, der befinder sig i en

tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at

modsætte sig handlingen, er herefter fængsel i 1 år og 2

måneder.

Tilfælde, hvor tiltalte med forsæt til samleje har hensat for‐

urettede i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af

stand til at modsætte sig handlingen, er dog omfattet af

L 85 - 2020-21 - Bilag 7: Henvendelse af 2/12-20 fra Nils Muižnieks, Amnesty International, London, vedr. lovbemærkningerne omhandlende passivitet

den gennemførte forhøjelse med gennemgående 1 år, hvilket

skyldes, at sådanne tilfælde straffes på linje med voldtægt

ved vold eller trussel om vold.

Endelig følger det af bestemmelsens forarbejder, jf. Folke‐

tingstidende 2015-16, A, L 98 som fremsat, side 10, at der

som følge af de mange forskelligartede forhold, som er om‐

fattet af straffelovens § 216, er en meget stor variation i

straffene for voldtægt, og at der efter omstændighederne vil

være grundlag for at udmåle straffe, som ligger væsentligt

over de udgangspunkter for strafudmålingen for voldtægt,

der lægges op til.

Der vil således ifølge forarbejderne til bestemmelsen i al‐

mindelighed være grundlag for at udmåle en strengere straf,

hvis der som led i voldtægten er udøvet betydelig vold,

hvis voldtægten er begået over for et barn, hvis voldtægten

har strakt sig over længere tid eller er begået af flere ger‐

ningsmænd, eller hvis gerningsmanden er trængt ind i et

privat hjem og her har begået voldtægt. Omvendt vil der i

almindelighed være grundlag for at udmåle en mildere straf

end udgangspunktet, hvis der f.eks. er tale om andet seksuelt

forhold end samleje efter straffelovens § 225 eller om forsøg

efter straffelovens § 21.

Med lovændringen blev der ikke i øvrigt tilsigtet nogen

ændring i anvendelsesområdet for § 216, ligesom der hel‐

ler ikke blev tilsigtet nogen ændring i de forhold, som i

almindelighed anses som skærpende eller formildende om‐

stændigheder.

Strafudmålingen beror i sidste ende på domstolenes konkre‐

te vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændighe‐

der i sagen, og de angivne strafniveauer vil derfor kunne

fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den kon‐

krete sag foreligger skærpende eller formildende omstæn‐

digheder, jf. de almindelige regler om straffens fastsættelse i

straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 31-35.

2.1.2. Straffelovrådets overvejelser

2.1.2.1. Den gældende voldtægtsbestemmelse

Straffelovrådet har overvejet, om den gældende voldtægts‐

bestemmelse i tilstrækkelig grad afspejler den seksuelle

selvbestemmelsesret.

En gennemgang af alle afsagte domme vedrørende voldtægt

i perioden fra den 1. juli 2016 til den 1. juli 2019 har efter

Straffelovrådets opfattelse påvist, at den gældende lovgiv‐

ning har ført til flere frifindende domme, hvis rimelighed

vurderet ud fra den seksuelle selvbestemmelsesret kan dis‐

kuteres.

Straffelovrådet anfører, at gennemgangen af retspraksis vi‐

ser, at den gældende lovgivning kun dækker en del af de

tilfælde, hvor der foreligger ufrivillighed. Efter Straffelovrå‐

dets opfattelse afspejler den gældende bestemmelse i straf‐

felovens § 216, stk. 1, og den retspraksis, der knytter sig

hertil, derfor ikke i tilstrækkelig grad det forhold, at seksu‐

elle handlinger altid skal være frivillige for de involverede

parter, og at enhver har en ubetinget ret til seksuel selvbe‐

stemmelse og seksuel integritet.

Selv om det allerede efter ordlyden af den gældende bestem‐

melse kan siges at indgå, at handlingen er gennemført uden

et gyldigt samtykke, jf. kravet om tiltvingelse ved vold,

tvang mv., viser retspraksis, at der kan forekomme situati‐

oner, hvor et samleje har været ufrivilligt, og forurettede

har givet udtryk for ufrivilligheden, men hvor samlejet ikke

vil kunne straffes efter den gældende lovgivning, hvis der

ikke er anvendt tvangsmidler eller lignende. Efter Straffe‐

lovrådets opfattelse er sådanne situationer af en sådan art og

alvor, at handlingen bør kunne straffes som voldtægt. Straf‐

felovrådet har i den forbindelse lagt vægt på den krænkelse

af forurettedes integritet og seksuelle selvbestemmelsesret,

som også foreligger i denne type situationer.

Efter Straffelovrådets opfattelse bør det afgørende for straf

efter straffelovens § 216 således ikke være, om der i for‐

bindelse med samlejet er anvendt tvangsmidler, eller om

forurettede ikke har været i stand til at modsætte sig hand‐

lingen, men om den seksuelle handling var frivillig.

Et enigt Straffelovråd finder på den baggrund, at straffe‐

lovens § 216 bør ændres, således at bestemmelsen dækker

enhver form for ufrivillighed. Straffelovrådet anfører i den

forbindelse, at en sådan udvidelse af det strafbare område vil

gøre det klart, at seksuelle handlinger altid skal være frivilli‐

ge for de involverede parter. Det kan samtidig bidrage til en

generel forståelse af, hvor grænserne går mellem acceptabel

seksuel adfærd og strafbar seksuel adfærd, og vil medvirke

til at tydeliggøre det strafferetlige værn, som består i beskyt‐

telsen af den seksuelle selvbestemmelsesret og den seksuelle

integritet. Endvidere vil det kunne medvirke til at markere

samfundets afstandtagen fra seksuelle handlinger, som ikke

er baseret på frivillighed.

Straffelovrådet foreslår derfor en udvidelse af det strafbare

område efter den gældende bestemmelse i straffelovens §

216, stk. 1, således at det ikke længere er et krav, at ger‐

ningsmanden har anvendt bestemte tvangsmidler, eller at

forurettede har været i en nærmere bestemt tilstand eller

situation.

Straffelovrådet har overvejet, om ordet ”voldtægt” også bør

L 85 - 2020-21 - Bilag 7: Henvendelse af 2/12-20 fra Nils Muižnieks, Amnesty International, London, vedr. lovbemærkningerne omhandlende passivitet

bruges efter en udvidelse af det strafbare område ved ind‐

førelse af en bestemmelse baseret på frivillighed eller sam‐

tykke, eller om der bør anvendes en anden betegnelse for

sådanne overgreb.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at samleje med en per‐

son, der ikke deltager frivilligt, for den forurettede udgør

en så grov integritetskrænkelse, at det bør betegnes som

”voldtægt”, uanset om gerningsmanden har anvendt vold

eller trusler, eller om den forurettede har været i en tilstand

eller situation, hvor den pågældende var ude af stand til at

modsætte sig handlingerne. Overgrebet indebærer således,

uanset midlerne, en alvorlig krænkelse af den forurettedes

selvbestemmelsesret og integritet.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 125-131 og

140-141.

2.1.2.2. Terminologien frivillighed og samtykke

Straffelovrådet har overvejet, hvilken terminologi der kon‐

kret bør anvendes i en ny voldtægtsbestemmelse. Straffelov‐

rådets overvejelser herom har særligt koncentreret sig om

begrebet ”frivillighed”, der er anvendt i kommissoriet, og

som er grundbetingelsen i den svenske voldtægtslovgivning,

samt begrebet ”samtykke”, som er anvendt i flere andre

landes lovgivning, jf. betænkningen, kapitel 4.

Straffelovrådet anfører, at da hverken frivillighed eller sam‐

tykke har en klar definition eller afgrænsning i en strafferet‐

lig kontekst, er det nødvendigt konkret at definere, hvad

der skal forstås ved den anvendte terminologi i en seksuel

kontekst.

Et flertal af Straffelovrådets medlemmer finder, at en ny

voldtægtsbestemmelse bør baseres på et kriterium om frivil‐

lighed, mens et mindretal finder, at bestemmelsen bør kon‐

stitueres omkring samtykke.

Flertallet peger bl.a. på, at det efter flertallets opfattelse

er umiddelbart forståeligt, at seksuelle forhold skal være

frivillige, mens samtykke leder tankerne hen på, at en række

formaliserede krav skal være opfyldt. Flertallet anfører i den

forbindelse, at lovens ordlyd med et krav om samtykke såle‐

des vil kunne antyde en videregående kriminalisering, end

der er grundlag for. Flertallet peger endvidere på, at der nok

er påvist et klart behov for at udvide den gældende krimina‐

lisering og for i mange situationer at pålægge den, der tager

initiativ til samleje eller andet seksuelt forhold, en forpligt‐

else til at sikre sig, at den anden person er indforstået her‐

med, men at der på den anden side må tages højde for, at der

er situationer, hvor der efter de konkrete omstændigheder

er en formodning for frivillighed, og hvor det er rimeligt at

forvente, at den anden person siger fra, hvis vedkommende

ikke er indforstået med samleje. Flertallet er således af

den opfattelse, at der med en samtykkebaseret bestemmelse

i passivitetssituationer – afhængig af, hvordan ordningen

nærmere udformes – vil kunne påhvile den initiativtagende

part en videre forpligtelse til at sikre, at den anden part

samtykker, hvis vedkommende forholder sig passiv, end ved

en frivillighedsbaseret bestemmelse. Passivitet vil således

kunne være udtryk for et manglende samtykke, mens det

er mere åbent, om passivitet er udtryk for ufrivillighed

eller frivillighed. Endelig peger flertallet på, at det med

terminologien samtykke yderligere vil skulle vurderes, om

et sådant samtykke blev afgivet frivilligt. Flertallet anfører i

den forbindelse, at der således kan forekomme tilfælde, hvor

der foreligger et samtykke, men hvor dette ikke er afgivet

frivilligt, og det vil derfor under alle omstændigheder være

nødvendigt at foretage en vurdering af frivilligheden, selv

om samtykke anvendes som terminologi.

Flertallet finder i øvrigt, at begrebet frivillighed bedre imø‐

dekommer intentionen bag en ny voldtægtsbestemmelse,

som er at understrege, at ethvert individ har ret til seksuel

selvbestemmelse, og at enhver seksuel handling skal basere

sig på gensidig frivillighed.

Mindretallet peger bl.a. på, at en samtykkebaseret vold‐

tægtsbestemmelse vil udvide det strafbare område til lige

netop de strafværdige forhold, som den gældende lovgiv‐

ning ikke giver mulighed for at straffe. Mindretallet anfører

endvidere, at samtykke henviser til en form for enighed

mellem parterne og dermed er noget gensidigt, mens frivil‐

lighed peger i retning af den enes efterkommelse af den

andens ønske. Efter mindretallets opfattelse vil manglende

frivillighed forudsætte, at offeret siger fra, mens samtykke

i højere grad forudsætter, at offeret siger til. Afklaringspligt‐

en lægges således med en samtykkebaseret bestemmelse

i højere grad på den person, der tager initiativ til et sam‐

leje. Mindretallet peger endvidere på, at det er afgørende,

at bestemmelsen bliver bygget op på en måde, der gør, at

det bliver klart, at samtykket skal angå selve samlejet, og at

det ikke er en forudsætning for domfældelse, at offeret har

gjort modstand. Endelig peger mindretallet på, at det efter

mindretallets opfattelse er nødvendigt med en mere tydelig

ændring af voldtægtsbestemmelsen, hvis det strafferetlige

værn skal styrkes, og at en samtykkebaseret voldtægtsbe‐

stemmelse med et klart gerningsindhold vil være velegnet

til at bidrage til en generel forståelse af, hvor grænserne

går mellem acceptabel seksuel adfærd og strafbar seksuel

adfærd.

Frivillighed kan efter flertallets opfattelse komme til udtryk

gennem ord eller handling eller fremgå af den konkrete

situation og sammenhæng.

Efter mindretallets opfattelse må det afhænge af en konkret

og samlet vurdering, om deltagelse i samleje kan anses for

at være sket med samtykke. Der stilles således ikke krav om,

L 85 - 2020-21 - Bilag 7: Henvendelse af 2/12-20 fra Nils Muižnieks, Amnesty International, London, vedr. lovbemærkningerne omhandlende passivitet

at samtykke skal være udtrykt direkte eller i øvrigt på en

bestemt måde.

Om flertallets og mindretallets nærmere overvejelser om

begreberne frivillighed og samtykke henvises der til betænk‐

ningens side 135-140, 176-183 og 188-191.

2.1.2.3. Gerningsmomenter

Straffelovrådet har overvejet, om de gerningsmomenter, som

er oplistet i den nuværende bestemmelse i straffelovens §

216, stk. 1, bør indgå direkte i bestemmelsen som omstæn‐

digheder, der udelukker frivillighed eller samtykke.

Et flertal af Straffelovrådets medlemmer foreslår, at disse

situationer medtages direkte i en ny voldtægtsbestemmelse

som tilfælde, hvor der ikke foreligger frivillighed. Et min‐

dretal af Straffelovrådets medlemmer foreslår, at disse situa‐

tioner medtages direkte i en ny voldtægtsbestemmelse som

særligt skærpende omstændigheder ved strafudmålingen.

Straffelovrådet har endvidere overvejet, om straffelovens §

243 om psykisk vold, der trådte i kraft den 1. april 2019,

jf. lov nr. 329 af 30. marts 2019 om ændring af straffelov‐

en og forskellige andre love (Selvstændig bestemmelse om

psykisk vold), bør medtages i en ny voldtægtsbestemmelse.

Et flertal af Straffelovrådets medlemmer har ikke fundet

anledning til at medtage psykisk vold i det af flertallet fore‐

slåede § 216, stk. 2, 2. pkt., da det er et krav for strafan‐

svar efter straffelovens § 243, at gerningsmanden gentagne

gange over en periode har udsat den anden for groft ned‐

værdigende, forulempende eller krænkende adfærd, der er

egnet til utilbørligt at styre den anden. Dette kriterium er

– i modsætning til kriteriet om fysisk vold, som i øvrigt

skal forstås bredere end gerningsindholdet i straffelovens §

244 – vanskeligt at anvende ved en vurdering af, om der

er den fornødne forbindelse mellem den psykiske vold og

samlejet. Flertallet anfører i den forbindelse, at hvis en part

har affundet sig med samleje på baggrund af en eksplicit

eller latent trussel om vold, er samlejet ikke frivilligt, men

strafbart som voldtægt efter det af flertallet foreslåede § 216,

stk. 2, 2. pkt. Flertallet anfører i øvrigt, at samleje endvidere

efter omstændighederne vil kunne anses for ufrivilligt, hvis

en persons deltagelse er udslag af psykisk vold.

Et mindretal af Straffelovrådets medlemmer har foreslået

at lade psykisk vold indgå i den foreslåede nyaffattelse af

§ 216, stk. 1, som en af de omstændigheder, der ved straf‐

fastsættelsen skal anses som særligt skærpende omstændig‐

heder.

De foreslåede nyaffattelser af straffelovens § 216, stk. 1,

indebærer efter Straffelovrådets opfattelse dermed ikke på

noget punkt en indskrænkning af den strafferetlige beskyt‐

telse efter den gældende bestemmelse i § 216, stk. 1. Det

vil således fortsat være strafbart at tiltvinge sig samleje ved

vold eller trussel om vold, eller at skaffe sig samleje ved

ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, som befinder

sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er

ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 158-159, 161 og

191.

2.1.2.4. Tilregnelse, bevisbyrde samt strafniveau

Straffelovrådet har herudover overvejet spørgsmålet om til‐

regnelse, bevisbyrde og bevisvurdering samt strafniveau.

Med hensyn til tilregnelse er det Straffelovrådets opfattelse,

at der fortsat ikke er fornødent grundlag for at kriminalise‐

re uagtsom voldtægt. De betænkeligheder, der kan rejses i

forhold til en sådan kriminalisering, jf. Straffelovrådets be‐

tænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser, foreligger

efter Straffelovrådets opfattelse uændret.

Straffelovrådet bemærker i den forbindelse, at retten ved

uagtsomhed vil skulle vurdere, hvad gerningsmanden burde

vide under de givne omstændigheder. Uagtsomhed indebæ‐

rer således en normativ vurdering, der kan være subjektivt

præget, og hvori individuel seksualmoral kan indgå. Efter

Straffelovrådets opfattelse vil en sådan regulering svække

forudsigeligheden i forhold til, hvilken adfærdsnorm de kon‐

krete handlinger vil blive bedømt ud fra, og risikerer derfor

at svække gerningsmandens retssikkerhed. Retssikkerheds‐

hensyn taler således for at kræve forsæt som tilregnelse på

seksuallivets område.

Straffelovrådet bemærker, at der med de foreslåede ændring‐

er af straffelovens § 216 sker en udvidelse af det strafbare

område for voldtægt, så det omfatter den, der har samleje

med en person, der ikke deltager frivilligt eller ikke samtyk‐

ker. Det vil ikke længere være et krav, at gerningsmanden

har anvendt vold, trussel om vold eller anden ulovlig tvang,

eller at den forurettede befinder sig i en tilstand eller en

situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at

modsætte sig handlingen.

Udvidelsen af det strafbare område indebærer efter Straffe‐

lovrådets opfattelse, at der ikke er behov for en uagtsom‐

hedsbestemmelse.

Hertil kommer, at det efter Straffelovrådets opfattelse fortsat

ikke kan afvises, at der vil være en reel risiko for en nedsub‐

sumering i retspraksis, hvis der indføres en bestemmelse om

uagtsom voldtægt.

L 85 - 2020-21 - Bilag 7: Henvendelse af 2/12-20 fra Nils Muižnieks, Amnesty International, London, vedr. lovbemærkningerne omhandlende passivitet

Ved en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse, som

foreslået af flertallet, og ved en samtykkebaseret voldtægts‐

bestemmelse, som foreslået af mindretallet, vil det derfor

fortsat være et krav, at der hos gerningsmanden er forsæt

til alle gerningsmomenter i bestemmelsen. Det betyder, at

gerningsmanden skal have forsæt til at have samleje med

en person, der enten ikke deltager frivilligt eller ikke sam‐

tykker. Det er således ikke tilstrækkeligt, at gerningsmanden

burde vide, at samlejet var ufrivilligt, eller at forurettede

ikke samtykkede.

Kan det objektivt konstateres, at der er tale om et ufrivilligt

samleje, eller et samleje, der er gennemført uden samtykke,

bliver spørgsmålet, om gerningsmanden havde forsæt her‐

til. I den forbindelse vil det have betydning, om gernings‐

manden havde grund til at tro, at forurettede deltog frivilligt

eller samtykkede i samlejet.

Med hensyn til bevisbyrde vil denne efter både flertallets og

mindretallets forslag til nyaffattelser af straffelovens § 216,

stk. 1, fortsat påhvile anklagemyndigheden.

Med hensyn til strafniveauet har Straffelovrådet overvejet,

hvordan en ny voldtægtsbestemmelse kan affattes, således

at der fortsat kan opretholdes den nødvendige graduering af

strafferammer og strafniveauer afhængig af overtrædelsens

karakter og grovhed.

Straffelovrådet bemærker indledningsvis, at voldtægt – uan‐

set hvilken form for voldtægt der er tale om – udgør en

alvorlig personfarlig forbrydelse, der samtidig indebærer en

grov krænkelse af offerets frihed til seksuel selvbestemmel‐

se, hvilket allerede er afspejlet med de eksisterende straffe‐

rammer. Straffelovrådet finder derfor ikke, at der er behov

for at ændre strafferammen på fængsel indtil 8 år som kon‐

sekvens af den foreslåede nyaffattelse af straffelovens § 216,

stk. 1, ligesom det fortsat vurderes hensigtsmæssigt med den

skærpede strafferamme på fængsel indtil 12 år, jf. § 216, stk.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at den generelle strafskær‐

pelse for voldtægt, som blev vedtaget ved lov nr. 635 af 8.

juni 2016 om ændring af straffeloven (Skærpelse af straffen

for voldtægt og for samleje med et barn under 15 år ved

udnyttelse af fysisk eller psykisk overlegenhed), fortsat er

så ny, at der ikke er behov for at ændre på de strafniveauer,

som er forudsat med loven.

Straffelovrådet foreslår derfor, at de gældende strafniveauer

fastholdes i det omfang, der er tale om tilfælde, som også er

strafbare efter den gældende bestemmelse.

Straffelovrådet har herefter overvejet, hvordan strafniveau‐

et som udgangspunkt skal fastsættes i de situationer, som

omfattes af den foreslåede nykriminalisering. Det gælder

situationer, hvor der ikke anvendes tvangsmidler, eller hvor

forurettede ikke befinder sig i en tilstand eller situation, i

hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig

handlingen.

Straffelovrådet har i den forbindelse bemærket, at de situa‐

tioner, som forventes omfattet af den foreslåede nykrimina‐

lisering, vil være af yderst forskelligartet karakter og grov‐

hed. Derfor vil det efter Straffelovrådets opfattelse være

uhensigtsmæssigt at fastsætte et fælles udgangspunkt for

strafniveauet i de sager, som ikke er omfattet af den gælden‐

de bestemmelse.

Straffelovrådet foreslår, at strafudmålingen i stedet må bero

på en konkret vurdering af alle sagens omstændigheder med

henblik på at fastsætte en straf, som afspejler karakteren og

grovheden af forbrydelsen, herunder i forhold til de strafni‐

veauer, som er forudsat ved lov nr. 635 af 8. juni 2016.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at der i de groveste tilfæl‐

de bør straffes på linje med de tilfælde af voldtægt, der ikke

er overfaldsvoldtægt – det vil sige som udgangspunkt med

fængsel fra 2 år og 6 måneder til op mod 3 år. Et eksempel

herpå kan være, at et ufrivilligt samleje eller et samleje

gennemført uden samtykke foregår under intimiderende om‐

stændigheder.

Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at der i milde‐

re tilfælde, f.eks. i visse passivitetssituationer, vil kunne

være grundlag for at tage udgangspunkt i et strafniveau på

fængsel i 1 år og 2 måneder, da sådanne situationer efter

omstændighederne vil kunne sidestilles med de situationer,

hvor forurettede befinder sig i en tilstand, i hvilken den

pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. I

atter andre mildere tilfælde vil der kunne være grundlag for

at udmåle en straf under dette niveau, f.eks. hvor parterne

har indledt et frivilligt samleje eller et samleje med samtyk‐

ke, og hvor den ene part undervejs fortryder og siger fra,

hvorefter gerningsmanden alligevel fortsætter samlejet.

Straffelovrådet anfører, at strafudmålingen fortsat vil bero

på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde

af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne straf‐

niveau vil derfor kunne fraviges i op- eller nedadgående

retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende el‐

ler formildende omstændigheder, jf. hermed de almindelige

regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 154-160,

166-167, 183-185 og 191-192.

2.1.2.5. Forholdet til andre seksualforbrydelser

L 85 - 2020-21 - Bilag 7: Henvendelse af 2/12-20 fra Nils Muižnieks, Amnesty International, London, vedr. lovbemærkningerne omhandlende passivitet

Straffelovrådet har overvejet, hvordan en ny voldtægtsbe‐

stemmelse skal forholde sig til straffelovens § 216, stk. 2,

og §§ 218-223, herunder om bestemmelserne, som en kon‐

sekvens af nyaffattelsen af straffelovens § 216, stk. 1, bør

ophæves, eller om der bør opretholdes en selvstændig krimi‐

nalisering heraf med henblik på, at sådanne overtrædelser

ikke betragtes som voldtægt.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at kriminaliseringen i de

pågældende bestemmelser bør opretholdes ved siden af de

foreslåede alternative nyaffattelser af § 216, stk. 1.

Straffelovrådet bemærker, at hvis gerningsindholdet i en

eller flere af de ovennævnte bestemmelser er opfyldt, og

hvis samlejet eller det seksuelle forhold kan karakteriseres

som ufrivilligt eller gennemført uden samtykke, vil der efter

omstændighederne kunne blive tale om, at der skal straffes i

sammenstød med straffelovens § 216, stk. 1, i den affattelse,

som bestemmelsen måtte få, hvis flertallets eller mindretal‐

lets lovudkast vedtages.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 141-146.

2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord‐

ning

2.1.3.1.

Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvej‐

elser om behovet for at ændre voldtægtsbestemmelsen.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil såvel en voldtægtsbe‐

stemmelse baseret på frivillighed, som foreslået af et flertal

i Straffelovrådet, som en voldtægtsbestemmelse baseret på

samtykke, som foreslået af et mindretal i Straffelovrådet,

medvirke til at tydeliggøre det strafferetlige værn mod ind‐

greb i den seksuelle selvbestemmelsesret og den seksuelle

integritet. Samtidig vil begge forslag kunne medvirke til at

markere samfundets afstandtagen fra seksuelle handlinger,

som ikke er frivillige, og dermed bidrage til en generel

holdningsændring i samfundet.

Justitsministeriet bemærker endvidere, at ved både frivillig‐

hed og samtykke vil anklagemyndigheden skulle bevise,

at der ikke forelå frivillighed, henholdsvis ikke var samtyk‐

ket. Der skal således i begge tilfælde føres bevis for fraværet

af noget, henholdsvis fraværet af frivillighed og fraværet af

samtykke. Der vil således efter ministeriets vurdering ikke

i forhold til bevisførelsen i voldtægtssager – eller i forhold

til den anklagedes retssikkerhed – være nogen forskel på,

om der vælges en frivilligheds- eller en samtykkebaseret

voldtægtsbestemmelse.

Der, hvor de to foreslåede bestemmelser imidlertid efter

Justitsministeriets opfattelse vil kunne føre til et forskelligt

resultat, er i visse passivitetssituationer. Som anført ovenfor

vil der således, med en samtykkebaseret bestemmelse, i pas‐

sivitetssituationer kunne påhvile den initiativtagende part en

videre forpligtelse til at sikre, at den anden part samtykker,

hvis vedkommende forholder sig passiv, end ved en frivillig‐

hedsbaseret bestemmelse.

En ny voldtægtsbestemmelse skal sikre et styrket fokus på

den seksuelle selvbestemmelsesret og sende et klart signal

om, at voldtægt ikke handler om tvang eller pligt til at sige

fra. Det bør derfor også være klart, at den initiativtagende

part generelt har et ansvar for at sikre, at den eller de andre

parter samtykker i samlejet.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at en samtykkeba‐

seret voldtægtsbestemmelse er bedre egnet til at sikre den

seksuelle selvbestemmelsesret end en frivillighedsbaseret

voldtægtsbestemmelse.

2.1.3.2.

Det foreslås derfor, at straffelovens § 216, stk. 1,

nyaffattes, så det fremover bliver strafbart at gennemføre

samleje med en person, som ikke samtykker heri.

Et samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den

pågældendes frie vilje, bedømt ud fra omstændighederne

ved den konkrete situation.

Voldtægt handler ikke om tvang eller pligt til at sige

fra. Tværtimod handler det om, hvorvidt parterne af egen fri

vilje samtykker i en seksuel aktivitet. Begge parter skal sam‐

tykke, og samtykket skal foreligge under hele samlejet. El‐

lers er det voldtægt, og det gælder også i parforhold.

Samtykke kan komme til udtryk gennem ord eller hand‐

ling. Der stilles ikke krav om, at samtykke skal være udtrykt

direkte eller i øvrigt på nogen bestemt måde. Samtykke efter

voldtægtsbestemmelsen skal således vurderes uformaliseret

og ud fra en konkret og samlet vurdering.

Samtykke i seksuelle relationer kan komme til udtryk på

forskellige måder og i forskellige former.

Der må som udgangspunkt være en formodning for, at en

person, der samtykker i et samleje, ikke blot forholder sig

helt passivt, men deltager i et eller andet omfang.

Handlinger, der kan være udtryk for et samtykke til samleje,

vil f.eks. kunne være kys, berøringer, nydende lyde eller re‐

levante bevægelser, f.eks. at man vender sig mod den anden

person, selv hjælper til med at tage sit undertøj af, udfører

samlejebevægelser eller lignende.

Det forekommer, at en person, der udsættes for f.eks.

et seksuelt overgreb, agerer ud fra en ubevidst frygtbetin‐

L 85 - 2020-21 - Bilag 7: Henvendelse af 2/12-20 fra Nils Muižnieks, Amnesty International, London, vedr. lovbemærkningerne omhandlende passivitet

get tilstand, hvor vedkommende ikke gør modstand (”fry‐

ser”). Dette kan give sig udslag i f.eks. dissociation eller

tonisk immobilitet, hvor vedkommende ikke vil kunne tale

eller bevæge sig, men der ses også eksempler på, at foruret‐

tedes krop er i en sådan frygttilstand (kører på ”autopilot”),

så vedkommende fysisk kan fungere (f.eks. vende sig om

eller foretage seksuelle handlinger, hvis forurettede bliver

bedt om det), uden at dette er udtryk for forurettedes frie

vilje. Dette vil både kunne forekomme før og under et sam‐

leje. I en sådan tilstand er passivitet fra den forurettedes

side således ikke et udtryk for samtykke eller for en bevidst

strategi eller handling fra forurettedes side, men et udtryk

for frygt. I sådanne tilfælde foreligger der aldrig samtykke.

Når der ses bort fra ovennævnte situationer, vil der ved

total passivitet forstås den situation, hvor den ene person

ikke foretager sig nogen form for handling, der kan indikere

samtykke eller manglende samtykke til samleje.

I de situationer, hvor der er udvist total passivitet fra den

ene persons side, er der en formodning for, at vedkommende

ikke samtykker, og derfor må den person, der ønsker samle‐

je gennemført, gøre noget for at sikre sig, at vedkommende

samtykker. Også ved total passivitet må det dog afhænge af

en konkret og samlet vurdering, om deltagelse i samlejet kan

anses for at være sket med samtykke.

Der vil – også ved total passivitet – efter en konkret og

samlet vurdering kunne foreligge samtykke. Her vil det na‐

turligt kunne indgå i vurderingen, om parterne tidligere har

haft samleje gennemført med samtykke, der er foregået på

samme måde, uden at der har været tale om indirekte trusler

eller psykisk vold mv., eller om parterne ikke tidligere har

haft nogen seksuel relation.

Der må som udgangspunkt være en formodning for, at en

person, der samtykker i et samleje, ikke blot forholder sig

helt passivt, men deltager i et eller andet omfang.

I de situationer, hvor samtykke på den ene eller anden måde

er kommet til udtryk, men hvor der undervejs udvises pas‐

sivitet, og der derfor er anledning til at overveje rækkevid‐

den af samtykket, f.eks. om samtykket kun gælder vaginalt

samleje, men ikke analt samleje, eller om det kun gælder

oralt seksuelt forhold, men ikke vaginalt samleje, vil der

ligeledes skulle foretages en konkret og samlet vurdering af,

om der af den konkrete situation og sammenhæng fremgår

et samtykke til de seksuelle forhold. I den forbindelse vil

hensynene, som er nævnt ovenfor, ligeledes kunne indgå i

vurderingen.

Om der er samtykket i et samleje beror på, om personen

deltager i samlejet af egen fri vilje. Det afgørende er,

at personen har haft mulighed for at tage stilling til, om

vedkommende vil deltage i samlejet.

Det skal i den forbindelse understreges, at det er personens

adfærd umiddelbart i sammenhæng med og på tidspunktet

for samlejet, som er afgørende for vurderingen af, om der

foreligger samtykke. Flirtende adfærd, kys tidligere på af‐

tenen, eller det forhold, at en person er gået med en anden

person hjem, kan ikke i sig selv anses som samtykke til et

samleje.

Samtykke skal foreligge under hele samlejet. Det forhold, at

en person har givet udtryk for, at den pågældende samtykker

i samleje, udelukker ikke, at vedkommende senere trækker

sit samtykke tilbage.

Et samtykke må – navnlig ud fra retssikkerhedsmæssige

hensyn – vurderes objektivt ud fra oplysningerne om perso‐

nens deltagelse i samlejet, herunder personens ord og hand‐

linger, og ikke ud fra personens indre overbevisning. Dette

indebærer f.eks., at en person, som efter sin indre overbevis‐

ning ikke ønsker et samleje, men som alligevel vælger at

gå med til samlejet, vil skulle anses for at have samtykket i

samlejet.

Det er retten, som efter en samlet vurdering af alle sagens

omstændigheder, vil skulle afgøre, om der foreligger et sam‐

tykke i det konkrete tilfælde.

2.1.3.3.

Justitsministeriet er enig med Straffelovrådet i, at

forhold, som i dag er strafbare efter den gældende bestem‐

melse i straffelovens § 216, stk. 1, også fremover skal være

strafbare som voldtægt.

Som anført ovenfor under pkt. 2.1.3.2, foreslås det, at det

fremover skal være strafbart at gennemføre samleje med en

person, som ikke samtykker heri, og at et samtykke skal

gives frivilligt og være udtryk for den pågældendes frie

vilje, bedømt ud fra omstændighederne ved den konkrete

situation.

På den baggrund er det Justitsministeriets vurdering, at de

forhold, som i dag er strafbare efter den gældende bestem‐

melse i straffelovens § 216, stk. 1, dvs. hvor samlejet til‐

tvinges ved vold eller trussel om vold, eller hvor samlejet

skaffes ved ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260, eller med

en person, som befinder sig i en tilstand eller situation, i

hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte

sig handlingen, fremover vil være omfattet af det udvidede

strafbare område, jf. det nye stk. 1.

Der vil således efter Justitsministeriets opfattelse bl.a. ikke

kunne foreligge et gyldigt samtykke i de tilfælde, hvor sam‐

lejet tiltvinges ved vold eller trussel om vold, eller hvor

samlejet skaffes ved ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260,

eller med en person, som befinder sig i en tilstand eller

L 85 - 2020-21 - Bilag 7: Henvendelse af 2/12-20 fra Nils Muižnieks, Amnesty International, London, vedr. lovbemærkningerne omhandlende passivitet

situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at

modsætte sig handlingen.

Der er således ikke tilsigtet nogen ændring i kriminalisering‐

en af disse forhold.

Det bemærkes, at der ikke er tale om en udtømmende opreg‐

ning af tilfælde, hvor der ikke kan foreligge samtykke.

Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 216, stk. 1, vil

finde tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt

forhold end samleje, jf. straffelovens § 225. Andet seksuelt

forhold end samleje med en person, som ikke samtykker, vil

således også være strafbart.

2.1.3.4.

Justitsministeriet er med hensyn til tilregnelsekrav,

bevisbyrde og bevisvurdering enig med Straffelovrådet.

Det vil således også fremover være et krav, at gernings‐

manden har handlet forsætligt i relation til alle led i ger‐

ningsindholdet i straffelovens § 216, stk. 1. Der ændres i

den forbindelse ikke ved, at det er anklagemyndigheden som

bærer bevisbyrden for, at en tiltalt har overtrådt den påståede

straffebestemmelse med den påkrævede tilregnelse.

Justitsministeriet er af de grunde, der er anført af Straffelov‐

rådet, enig i, at der fortsat ikke er grundlag for at kriminali‐

sere uagtsom voldtægt.

2.1.3.5.

Justitsministeriet er af de grunde, der er anført af

Straffelovrådet, enig i rådets forslag om at videreføre de

eksisterende strafferammer, og lovforslaget er udformet i

overensstemmelse hermed. Justitsministeriet kan endvidere

tilslutte sig Straffelovrådets forslag om henholdsvis at vide‐

reføre de gældende udgangspunkter for strafniveauet i til‐

fælde, som i dag er strafbare efter straffelovens § 216, stk.

1, og Straffelovrådets forslag om nye udgangspunkter for

strafniveauet i de tilfælde, som omfattes af den foreslåede

nykriminalisering.

Det er Justitsministeriets vurdering, at der ikke – som ellers

foreslået af Straffelovrådets mindretal – bør indsættes en

særskilt bestemmelse i straffelovens § 216, hvorefter de om‐

stændigheder, som i dag er strafbare efter straffelovens §

216, stk. 1, samt psykisk vold efter straffelovens § 243, skal

anses som særligt skærpende omstændigheder ved straffens

fastsættelse.

Dette vil efter Justitsministeriets opfattelse indebære, at

straffen generelt vil blive fastsat lavere i de sager, som

omfattes af den foreslåede nykriminalisering. En sådan gra‐

duering af grovheden og alvoren af de enkelte sager er efter

Justitsministeriets opfattelse ikke hensigtsmæssig.

Det bemærkes i øvrigt, at straffen allerede i dag kan stige

til fængsel indtil 12 år, hvis voldtægten har haft en særlig

farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende

omstændigheder.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne

hertil.

2.1.3.6.

Justitsministeriet er enig med Straffelovrådet i, at

kriminaliseringen af straffelovens § 216, stk. 2, og §§

218-223 bør opretholdes ved siden af den foreslåede nyaf‐

fattelse af § 216, stk. 1. Der vil således, hvis gerningsindhol‐

det i en eller flere af disse bestemmelser er opfyldt, og hvis

det seksuelle forhold er gennemført uden samtykke, efter

omstændighederne kunne blive tale om, at der skal straffes i

sammenstød med det foreslåede § 216, stk. 1.

2.2. Straffelovens § 228 om uagtsomhed

2.2.1. Gældende ret

Efter straffelovens § 228 straffes overtrædelser af § 216, stk.

1, nr. 2, §§ 218 eller 222-224, § 225, jf. § 216, stk. 1, nr.

2, §§ 218 eller 222-224, § 226 eller § 227, stk. 1, der som

følge af gerningsmandens ukendskab til forurettedes tilstand

eller alder ikke kan tilregnes gerningsmanden som forsætlig,

med en forholdsvis mindre straf, hvis gerningsmanden har

handlet uagtsomt.

Med hensyn til forurettedes tilstand omfatter straffelovens

§ 228 tilstande, i hvilke forurettede er ude af stand til at

modsætte sig handlingen, jf. straffelovens § 216, stk. 1, nr.

2, samt sindssygdom og mental retardering, jf. straffelovens

§ 218.

Med hensyn til alder omfatter straffelovens § 228 15-års-

grænsen i straffelovens § 222, stk. 1, og 18-års-grænsen i

straffelovens §§ 223, 224, 226 og § 227, stk. 1.

Bestemmelsen er i trykt retspraksis ikke set anvendt i ny‐

ere tid i forhold til uagtsomhed med hensyn til forurette‐

des tilstand. Der ses kun én trykt fældende afgørelse om

overtrædelse af straffelovens § 228 (daværende § 226 i

straffeloven), som angår uagtsomhed med hensyn til foruret‐

tedes tilstand, jf. UfR 1965.598 B. Derudover viser oplys‐

ninger fra Danmarks Statistik, at bestemmelsen i perioden

1985-2009 fortrinsvis er blevet anvendt i forhold til uagt‐

somhed med hensyn til forurettedes alder, jf. Straffelovrå‐

dets betænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser, bind

I, side 452.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 47-49.

L 85 - 2020-21 - Bilag 7: Henvendelse af 2/12-20 fra Nils Muižnieks, Amnesty International, London, vedr. lovbemærkningerne omhandlende passivitet

2.2.2. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet har overvejet, om straffelovens § 228 bør

ændres som følge af den foreslåede udvidelse af det objekti‐

ve kriterium for voldtægt i straffelovens § 216, så der sker

afkriminalisering af en persons uagtsomhed i forhold til, om

den anden part var i en tilstand, i hvilken den pågældende

var ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Straffelovrådet anfører, at denne del af straffelovens § 228

ikke ses at have været anvendt i praksis i en længere årræk‐

ke.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at den foreslåede udvidel‐

se af det objektive kriterium i straffelovens § 216 vil forbed‐

re mulighederne for at straffe ufrivillige seksuelle forhold,

hvor den forurettede har været ude af stand til at modsætte

sig handlingen.

Kravet om, enten at frivilligheden skal være kommet til

udtryk gennem ord eller handling eller skal fremgå af den

konkrete situation og sammenhæng (flertallets forslag), eller

at et samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den

pågældendes frie vilje, bedømt ud fra omstændighederne

ved den konkrete situation (mindretallets forslag), indebærer

efter Straffelovrådets opfattelse sådanne skærpede krav til,

at gerningsmanden må sikre sig, at et samleje er frivilligt,

at det vil dække de situationer, hvor der bør straffes for

den ikke-acceptable adfærd fra den pågældende, som den

nugældende bestemmelse i straffelovens § 228 om uagtsom‐

hed i relation til forurettedes tilstand må anses for at ville

ramme.

Straffelovrådet anbefaler derfor, at straffelovens § 228 æn‐

dres, således at henvisningen til § 216, stk. 1, nr. 2, udgår af

bestemmelsen.

Straffelovrådet finder i den forbindelse ikke anledning til

at foreslå en ændring af den gældende kriminalisering af

uagtsomhed med hensyn til den forurettedes alder efter §§

222-224 (og § 225, jf. §§ 222-224, § 226 og § 227, stk. 1),

der fortsat anvendes i retspraksis i et vist omfang, ligesom

Straffelovrådet ikke finder anledning til at foreslå en æn‐

dring af den gældende kriminalisering af uagtsomhed med

hensyn til forurettedes tilstand efter § 218 (og § 225, jf. §

218).

Straffelovens § 228 foreslås således alene videreført for så

vidt angår uagtsomhed om forurettedes tilstand efter § 218

og § 225, jf. § 218, samt for så vidt angår uagtsomhed om

forurettedes alder efter §§ 222-224, § 225, jf. §§ 222-224, §

226 og § 227, stk. 1).

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 154-156,

185-186 og 192-193.

2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord‐

ning

Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser og

forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse her‐

med.

Det er således Justitsministeriets vurdering, at der ved en

udvidelse af det strafbare område i straffelovens § 216,

stk. 1, ikke er behov for en særskilt kriminalisering af uagt‐

somhed i disse tilfælde, fordi det må stå gerningsmanden

klart, at et offer – som befinder sig i en tilstand, hvor

vedkommende er ude af stand til at modsætte sig handlingen

– ikke samtykker i samlejet. Derfor vil de situationer, som

straffelovens § 228 tilsigter at ramme, i stedet blive omfattet

af den nye samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse.

Det foreslås derfor, at straffelovens § 228 ændres, så henvis‐

ningen til straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, udgår.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne

hertil.

3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser

Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af

vold mod kvinder og vold i hjemmet (Council of Europe

Convention on preventing and combating violence against

women and domestic violence) (Istanbulkonventionen) blev

ratificeret af Danmark i 2014. I artikel 36 forpligtes med‐

lemsstaterne til at kriminalisere seksuel vold, herunder vold‐

tægt.

Justitsministeriet har senest ved besvarelse af 3. april 2019

til Folketingets Retsudvalg anført, at det er ministeriets vur‐

dering, at straffelovens §§ 216, 218, 220 og 221, § 225,

jf. §§ 216, 218, 220 og 221, og § 232, kriminaliserer de

handlinger af seksuel karakter, som er nævnt i Istanbulkon‐

ventionens artikel 36 om seksuel vold, herunder voldtægt,

og at den danske straffelov således opfylder forpligtelserne

i Istanbulkonventionen i relation til seksuel vold, herunder

voldtægt, jf. besvarelse af spørgsmål nr. 4 vedrørende be‐

slutningsforslag nr. B 146 om en ny definition af voldtægt i

straffeloven baseret på samtykke (folketingsåret 2018-19 (1.

samling)).

Det er Justitsministeriets vurdering, at også den foreslåede

ændring af straffelovens § 216, stk. 1, vil være i overens‐

stemmelse med Istanbulkonventionen, idet der er tale om en

udvidelse af det strafbare område.

L 85 - 2020-21 - Bilag 7: Henvendelse af 2/12-20 fra Nils Muižnieks, Amnesty International, London, vedr. lovbemærkningerne omhandlende passivitet

4. Ligestillingsmæssige konsekvenser

Lovforslaget er kønsneutralt og den foreslåede udvidelse

af kriminaliseringen af voldtægt omfatter alle køn. Der er

imidlertid langt flere mænd end kvinder, der bliver dømt for

voldtægt, samt langt flere kvinder end mænd, der udsættes

for voldtægt. Lovforslaget vurderes på den baggrund at in‐

deholde ligestillingsmæssige aspekter.

5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse‐

kvenser for det offentlige

Lovforslaget forventes at medføre økonomiske konsekven‐

ser for politiet, anklagemyndigheden, domstolene og krimi‐

nalforsorgen. Merudgifterne kan primært henføres til en til‐

gang af strafmasse til kriminalforsorgen.

Det er Justitsministeriets vurdering, at en ændring af vold‐

tægtsbestemmelsen vil medføre merudgifter på 28,7 mio. kr.

(2021-pl) fra 2021 og frem.

Lovforslaget forventes ikke at have implementeringskonse‐

kvenser for det offentlige.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for er‐

hvervslivet mv.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative kon‐

sekvenser for erhvervslivet m.v.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for bor‐

gerne.

8. Klima- og miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klima- og miljømæssige konsekven‐

ser.

9. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

10. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Straffelovrådets betænkning nr. 1574/2020 om en frivillig‐

hedsbaseret voldtægtsbestemmelse, som indeholder to lov‐

udkast, hvoraf det ene er baseret på frivillighed, mens det

andet er baseret på samtykke, har i perioden fra den 19.

februar 2020 til den 18. marts 2020 været i høring hos

følgende myndigheder og organisationer mv.:

Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Advo‐

katrådet, AmiAmi, Amnesty International, Børnerådet, Bør‐

nesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Center for Voldtægtsof‐

re i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Herning, Kol‐

ding, Hillerød, Holbæk og Nykøbing Falster, Center mod

Menneskehandel, CEPOS, Danner, Dansk Kvindesamfund,

Dansk Røde Kors, Dansk Socialrådgiverforening, Danske

Advokater, Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske

Dommerforening, Den Danske Helsinki-Komité for Men‐

neskerettigheder, Det Kriminalpræventive Råd, Direktora‐

tet for Kriminalforsorgen, Dommerfuldmægtigforeningen,

Domstolsstyrelsen, Foreningen af Offentlige Anklagere,

Foreningen af Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsche‐

fer i Danmark, Hjælp Voldsofre, Institut for Menneskeret‐

tigheder, Joan-Søstrene, Justitia, KFUKs sociale arbejde,

KL, Kompetencecenter Prostitution, Kraka, Kvinderådet,

Kvinfo, Københavns Retshjælp, Landsforeningen af For‐

svarsadvokater, Landsforeningen for Voldsramte Kvinder,

Landsforeningen KRIM, Landsorganisationen af Kvindekri‐

secentre (LOKK), Landsorganisationen mod seksuelle over‐

greb, Offerrådgivningerne i Danmark, Politiforbundet, Red

Barnet, Reden i København, Aarhus, Odense og Aalborg,

Reden International, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten,

Rigspolitiet, Seksualpolitisk Forum, Sexarbejdernes Interes‐

seorganisation og Aarhus Retshjælp.

I samme periode har betænkningen været offentliggjort på

Høringsportalen.

Betænkningen har endvidere i perioden fra den 5. marts

2020 til den 18. marts 2020 været i høring hos organisati‐

onen Lev Uden Vold. Endelig har betænkningen været i

høring hos foreningen Everyday Sexism Project Danmark.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 29. september

2020 til den 27. oktober 2020 været i høring hos ovennævn‐

te myndigheder og organisationer mv.

L 85 - 2020-21 - Bilag 7: Henvendelse af 2/12-20 fra Nils Muižnieks, Amnesty International, London, vedr. lovbemærkningerne omhandlende passivitet

11. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør

»Ingen«)

Ingen

Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,

angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)

En ændring af voldtægtsbestemmelsen vil

medføre merudgifter på 28,7 mio. kr. (2021-

pl) fra 2021 og frem.

Ingen

Økonomiske konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Implementeringskonsekvenser

for stat, kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser for

borgerne

Klima- og miljømæssige konse‐ Ingen

Ingen

kvenser

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter

Er i strid med de fem principper

for implementering af erhvervs‐

rettet EU-regulering/Går videre

end minimumskrav i EU-regule‐

ring (sæt X)

NEJ

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter den gældende affattelse af straffelovens § 216, stk.

1, straffes for voldtægt den, der tiltvinger sig samleje ved

vold eller trussel om vold (nr. 1) eller skaffer sig samleje

ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person,

der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den

pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen

(nr. 2). Det er ikke strafbart at opnå samleje på anden måde,

når der bortses fra de situationer, der er reguleret af bestem‐

melserne i straffelovens § 210, § 216, stk. 2, og §§ 218-224.

Det foreslås at nyaffatte straffelovens §

216, stk. 1,

så den,

der har samleje med en person, som ikke samtykker heri,

straffes for voldtægt.

Forståelsen af »samleje« forudsættes ikke ændret med for‐

slaget. Samleje vil således som efter gældende ret omfatte

vaginalt og analt samleje.

Et samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den

pågældendes frie vilje, bedømt ud fra omstændighederne

ved den konkrete situation.

Samtykke kan komme til udtryk gennem ord eller hand‐

ling. Der stilles ikke krav om, at samtykke skal være udtrykt

direkte eller i øvrigt på nogen bestemt måde. Samtykke efter

voldtægtsbestemmelsen skal således vurderes uformaliseret

og ud fra en konkret og samlet vurdering.

Samtykke i seksuelle relationer kan komme til udtryk på

forskellige måder og i forskellige former.

Der må som udgangspunkt være en formodning for, at en

person, der samtykker i et samleje, ikke blot forholder sig

helt passivt, men deltager i et eller andet omfang.

Handlinger, der kan være udtryk for et samtykke til samleje,

vil f.eks. kunne være kys, berøringer, nydende lyde eller re‐

levante bevægelser, f.eks. at man vender sig mod den anden

person, selv hjælper til med at tage sit undertøj af, udfører

samlejebevægelser eller lignende.

Selv om sådanne handlinger måtte foreligge, kan der være

L 85 - 2020-21 - Bilag 7: Henvendelse af 2/12-20 fra Nils Muižnieks, Amnesty International, London, vedr. lovbemærkningerne omhandlende passivitet

en formodning imod, at et samtykke foreligger. Det vil f.eks.

kunne være tilfældet, hvis samlejet er gennemført under

omstændigheder, der er egnet til at virke intimiderende.

I de situationer, hvor der er udvist total passivitet fra den

ene persons side, er der en formodning for, at vedkommende

ikke samtykker, og derfor må den person, der ønsker samle‐

je gennemført, gøre noget for at sikre sig, at vedkommende

samtykker. Også ved total passivitet må det dog afhænge af

en konkret og samlet vurdering, om deltagelse i samlejet kan

anses for at være sket med samtykke.

Der vil – også ved total passivitet – efter en konkret og

samlet vurdering kunne foreligge samtykke. Her vil det na‐

turligt kunne indgå i vurderingen, om parterne tidligere har

haft samleje gennemført med samtykke, der er foregået på

samme måde, uden at der har været tale om indirekte trusler

eller psykisk vold mv., eller om parterne ikke tidligere har

haft nogen seksuel relation.

Der kan aldrig foreligge samtykke, hvis passivitet fra den

forurettedes side er et udtryk for, at den forurettede agerer

ud fra en ubevidst frygtbetinget tilstand, hvor vedkommende

ikke gør modstand (”fryser”). Dette kan give sig udslag i

f.eks. dissociation eller tonisk immobilitet, hvor forurettede

ikke kan tale eller bevæge sig, men der ses også eksempler

på, at forurettedes krop er i en sådan frygttilstand (kører

på ”autopilot”), så vedkommende fysisk kan fungere (f.eks.

vende sig om eller foretage seksuelle handlinger, hvis for‐

urettede bliver bedt om det), uden at dette er udtryk for

forurettedes frie vilje. Dette vil både kunne forekomme før

og under et samleje. I sådanne tilfælde foreligger der aldrig

samtykke.

I de situationer, hvor samtykke på den ene eller anden måde

er kommet til udtryk, men hvor der undervejs udvises pas‐

sivitet, og der derfor er anledning til at overveje rækkevid‐

den af samtykket, f.eks. om samtykket kun gælder vaginalt

samleje, men ikke analt samleje, eller om det kun gælder

oralt seksuelt forhold, men ikke vaginalt samleje, vil der

ligeledes skulle foretages en konkret og samlet vurdering af,

om der af den konkrete situation og sammenhæng fremgår

et samtykke til de seksuelle forhold. I den forbindelse vil

hensynene, som er nævnt ovenfor ligeledes kunne indgå i

vurderingen.

Om der er samtykket i et samleje beror på, om personen

deltager i samlejet af egen fri vilje. Det afgørende er,

at personen har haft mulighed for at tage stilling til, om

vedkommende vil deltage i samlejet.

Det er personernes adfærd umiddelbart i sammenhæng med

og på tidspunktet for samlejet, som er afgørende for vurde‐

ringen af, om der foreligger samtykke. Flirtende adfærd, kys

tidligere på aftenen, eller det forhold, at en person er gået

med en anden person hjem, kan ikke i sig selv anses som

samtykke til et samleje.

Et samtykke må – navnlig ud fra retssikkerhedshensyn –

vurderes objektivt ud fra oplysningerne om personens delta‐

gelse i samlejet, herunder personens ord og handlinger, og

ikke ud fra personens indre overbevisning. Dette indebærer

f.eks., at en person, som efter sin indre overbevisning ikke

ønsker et samleje, men som alligevel vælger at gå med til

samlejet, vil skulle anses for at have samtykket i samlejet.

Det indebærer endvidere, at det forhold, at en person ikke

har haft fuld viden om eller indsigt i en række forhold,

der kan have haft betydning for, at vedkommende valgte at

deltage i samlejet, ikke udelukker, at der er samtykket i sam‐

lejet. I de tilfælde, hvor en person f.eks. er blevet ”snydt”

til samleje gennem usande påstande om, at den anden per‐

son var en berømthed eller havde en særlig alder, status,

beskæftigelse eller lignende, må samlejet anses for gennem‐

ført med samtykke. Er der tale om tilsnigelse af samleje med

en person, som forveksler gerningsmanden med en anden,

vil forholdet dog kunne være strafbart efter straffelovens §

221.

Om den nærmere forståelse af begrebet ”samtykke” henvi‐

ses der i øvrigt til pkt. 2.1.3.1-2.1.3.3 i lovforslagets almin‐

delige bemærkninger.

Der er med lovforslaget ikke tilsigtet nogen ændring i krimi‐

naliseringen af de forhold, som allerede i dag er strafbare

som voldtægt efter den hidtil gældende bestemmelse i straf‐

felovens § 216, stk. 1, dvs. hvor samlejet tiltvinges ved

vold eller trussel om vold, eller hvor samlejet skaffes ved

ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260, eller med en person,

som befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den

pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Der vil under sådanne omstændigheder ikke kunne foreligge

et samtykke, som er givet frivilligt, og de forhold, som i dag

er strafbare efter den hidtil gældende bestemmelse i straffe‐

lovens § 216, stk. 1, vil således fremover være omfattet af

det udvidede strafbare område efter det foreslåede

stk. 1.

Dette indebærer bl.a., at der ikke vil kunne foreligge et gyl‐

digt samtykke i tilfælde, hvor samlejet tiltvinges ved vold

eller trussel om vold.

Vold omfatter fysisk magtanvendelse både i form af meka‐

nisk tvang (hvor gerningsmanden i kraft af større fysisk

styrke gennemtvinger samleje, eller hvor en eller flere

holder offeret, mens en anden gennemfører samleje) og i

form af kompulsiv tvang (hvor slag eller anden magtanven‐

delse bevirker, at offeret opgiver videre modstand). Den

L 85 - 2020-21 - Bilag 7: Henvendelse af 2/12-20 fra Nils Muižnieks, Amnesty International, London, vedr. lovbemærkningerne omhandlende passivitet

blotte fastholdelse af offeret udgør således vold omfattet af

bestemmelsen

Vold omfatter også generelt mildere former for vold, herun‐

der handlinger, som ikke nødvendigvis falder under straffe‐

lovens § 244 (simpel vold). Som eksempler på denne form

for vold kan nævnes det at fastholde eller gribe fat om

forurettede, at tvinge en adskillelse af forurettedes ben og at

lægge sig på forurettede. Det er således ikke en betingelse,

at der er anvendt omfattende vold eller trusler, ligesom der

også kan være tale om mere eller mindre stiltiende trusler.

Dette indebærer endvidere, at der ikke vil kunne foreligge et

gyldigt samtykke i tilfælde, hvor samlejet skaffes ved anden

ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260.

Endelig indebærer dette, at der ikke vil kunne foreligge et

gyldigt samtykke i tilfælde, hvor offeret befinder sig i en

tilstand eller situation, i hvilken pågældende er ude af stand

til at modsætte sig handlingen.

”Tilstande” forstås i overensstemmelse med den hidtil

gældende retstilstand som søvn, bevidstløshed, stærk beru‐

selse, hypnotisk trance, fysisk lammelse og lignende.

”Situationer” kan betegnes som overrumplingstilfælde. Be‐

stemmelsen tager sigte på konkrete situationer, hvor ger‐

ningsmanden har mulighed for at overrumple forurettede og

begynde et samleje (eller andet seksuelt forhold, jf. § 225),

før offeret kan nå at reagere. Dette drejer sig i praksis navn‐

lig om tilfælde, hvor offeret er afklædt, og hvor gernings‐

manden har en legitim anledning til forholdsvis intime berø‐

ringer, men hvor gerningsmanden overskrider grænsen for,

hvad der er fagligt begrundet i situationen. Som eksempler

på sådanne situationer kan nævnes bistand til personlig hy‐

giejne, lægeundersøgelse og massage.

Det understreges, at der ikke er tale om en udtømmende

opregning af tilfælde, hvor der ikke kan foreligge samtykke.

Det er fortsat en forudsætning for anvendelse af straffelov‐

ens § 216, stk. 1, at gerningsmanden har handlet forsæt‐

ligt. Gerningsmanden skal således have forsæt med hensyn

til, at offeret ikke samtykkede i samlejet. Det er ikke til‐

strækkeligt for domfældelse, at gerningsmanden burde vide,

at samlejet var gennemført uden samtykke.

Det er anklagemyndigheden, som har bevisbyrden for, at en

tiltalt har overtrådt en straffebestemmelse med den påkræve‐

de tilregnelse.

Anklagemyndigheden skal derfor i sager om fuldbyrdet

voldtægt føre bevis for, at tiltalte har haft samleje med offer‐

et, at offeret ikke havde samtykket, og at tiltalte havde for‐

sæt til, at offeret ikke deltog med samtykke. I tilfælde, hvor

der ikke er andre beviser end tiltaltes og offerets forklaring‐

er, og hvor tiltalte og offeret forklarer forskelligt om forlø‐

bet, må afgørelsen i første række bero på en bedømmelse

af troværdigheden af forklaringerne. Hvis de modstridende

forklaringer af retten vurderes at være lige troværdige, må

der ske frifindelse. Det kræves i den forbindelse, at beviset

skal have en sådan styrke, at der ikke er nogen rimelig tvivl

om, at tiltalte er skyldig.

Det foreslåede

§ 216, stk. 1,

viderefører uændret den gæld‐

ende normalstrafferamme for voldtægt på fængsel indtil 8

år. Straffen kan stige til fængsel indtil 12, jf. stk. 3, hvis

voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der i

øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder. Ved

fastsættelse af straffen skal der lægges vægt på den særlige

krænkelse, der er forbundet med lovovertrædelsen, jf. stk. 4.

I tilfælde omfattet af den hidtil gældende bestemmelse i

straffelovens § 216, stk. 1, er det forudsat, at der ved straf‐

fastsættelsen tages udgangspunkt i de strafniveauer, som er

anført ovenfor under pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

For de forhold, der omfattes af den foreslåede nykrimina‐

lisering af samleje med en person, som ikke samtykker,

foreslås det, at udgangspunktet for strafudmålingen for et

enkeltstående fuldbyrdet tilfælde af samleje med en person,

som ikke samtykker, fremover – i de groveste tilfælde – vil

være fængsel fra 2 år og 6 måneder til op mod 3 år.

Det bemærkes, at der som følge af de mange forskelligart‐

ede forhold omfattet af straffelovens § 216, stk. 1, er en me‐

get stor variation i straffene for voldtægt, og at der efter om‐

stændighederne vil være grundlag for at udmåle straffe, som

ligger væsentligt over de udgangspunkter for strafudmålin‐

gen for voldtægt, der lægges op til med lovforslaget. Der

vil f.eks. i almindelighed som hidtil være grundlag for at

udmåle en skærpet straf, hvis der som led i voldtægten er

udøvet betydelig vold, hvis voldtægten er begået over for et

barn, hvis voldtægten har strakt sig over længere tid eller

er begået af flere gerningsmænd, eller hvis gerningsmanden

er trængt ind i et privat hjem og her begår voldtægt. Der

vil omvendt i almindelighed være grundlag for at udmåle en

lavere straf end de angivne udgangspunkter, hvis der f.eks.

er tale om andet seksuelt forhold end samleje (§ 225) eller

om forsøg.

Strafudmålingen vil således fortsat bero på domstolenes

konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige om‐

stændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil derfor

kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der

i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende

L 85 - 2020-21 - Bilag 7: Henvendelse af 2/12-20 fra Nils Muižnieks, Amnesty International, London, vedr. lovbemærkningerne omhandlende passivitet

omstændigheder, jf. hermed de almindelige regler om straf‐

fens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der vil kunne straffes i sammenstød for overtrædelse af

straffelovens § 216, stk. 1, § 216, stk. 2, og § 222.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.5 i lovforslagets alminde‐

lige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter straffelovens § 228 straffes overtrædelser af § 216, stk.

1, nr. 2, §§ 218 eller 222-224, § 225, jf. § 216, stk. 1, nr.

2, §§ 218 eller 222-224, § 226 eller § 227, stk. 1, der som

følge af gerningsmandens ukendskab til forurettedes tilstand

eller alder ikke kan tilregnes gerningsmanden som forsætlig,

med en forholdsvis mindre straf, hvis gerningsmanden har

handlet uagtsomt.

Med hensyn til forurettedes tilstand omfatter straffelovens

§ 228 tilstande, i hvilke forurettede er ude af stand til at

modsætte sig handlingen, jf. straffelovens § 216, stk. 1, nr.

2, samt sindssygdom og mental retardering, jf. straffelovens

§ 218.

Med hensyn til alder omfatter straffelovens § 228 15-års-

grænsen i straffelovens § 222, stk. 1, og 18-års-grænsen i

straffelovens §§ 223, 224, 226 og § 227, stk. 1.

Det foreslås, at henvisningerne i straffelovens § 228 til straf‐

felovens § 216, stk. 1, nr. 2, udgår.

Det er således vurderingen, at der fremadrettet ikke er be‐

hov for en særskilt kriminalisering af uagtsomhed i disse

tilfælde, fordi det må stå gerningsmanden klart, at et offer

– som befinder sig i en tilstand, hvor vedkommende er ude

af stand til at modsætte sig handlingen – ikke samtykker

i samlejet. Derfor vil de situationer, som straffelovens §

228 tilsigter at ramme, i stedet blive omfattet af den nye

samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse.

Straffelovens § 228 foreslås således alene videreført for så

vidt angår uagtsomhed i relation til forurettedes tilstand efter

§ 218 og § 225, jf. § 218, samt for så vidt angår uagtsomhed

i relation til forurettedes alder efter §§ 222-224 og § 225, jf.

§§ 222-224, § 226 og § 227, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindeli‐

ge bemærkninger.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2021.

Det følger af straffelovens § 3, stk. 1, at spørgsmål om straf‐

barhed og straf efter lovens ikrafttræden skal afgøres efter

de foreslåede nye regler, dog at afgørelsen ikke derved må

blive strengere end efter de regler, der gjaldt på gernings‐

tidspunktet.

For handlinger begået før lovens ikrafttræden og pådømt

efter lovens ikrafttræden gælder dermed generelt, at de skal

bedømmes efter de foreslåede nye regler, men at straf kun

kan pålægges, hvis handlingen også var strafbar efter de

hidtil gældende regler, og at straffen ikke må være strengere

end efter de hidtil gældende regler.

Forhold, der foreslås nykriminaliseret, straffes dermed kun,

hvis de er begået efter lovens ikrafttræden.

Til § 3

Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens territoriale gyl‐

dighed og fastslår, at loven ikke gælder for Færøerne og

Grønland.

Færøerne har således pr. 1. marts 2010 overtaget lovgiv‐

ningskompetencen på det strafferetlige område, mens der for

Grønland gælder en særlig kriminallov.

L 85 - 2020-21 - Bilag 7: Henvendelse af 2/12-20 fra Nils Muižnieks, Amnesty International, London, vedr. lovbemærkningerne omhandlende passivitet

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 976 af 17. septem‐

ber 2019, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 968 af 26. juni

2020, foretages følgende ændringer:

§ 216.

For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den,

der

1) tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold eller

2) skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260,

eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller

situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at

modsætte sig handlingen.

Stk. 2-5. ---

§ 228.

Overtrædelse af § 216, stk. 1, nr. 2, §§ 218 el‐

ler 222-224, § 225, jf. § 216, stk. 1, nr. 2, §§ 218 eller

222-224, § 226 eller § 227, stk. 1, der som følge af gernings‐

mandens ukendskab til forurettedes tilstand eller alder ikke

kan tilregnes gerningsmanden som forsætlig, straffes med en

forholdsmæssig mindre straf, hvis gerningsmanden dog har

handlet uagtsomt.

To steder i

§ 228

udgår »§ 216, stk. 1, nr. 2,«.

§ 216, stk. 1,

affattes således:

»For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der har

samleje med en person, der ikke har samtykket heri.«.