Kulturministeren
Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
1240 København K
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tlf
: 33 92 33 70
Web
: www.kum.dk
27. maj 2021
Folketingets Kulturudvalg har den 25. maj 2021, efter ønske fra Jens Rohde (KD),
stillet mig følgende spørgsmål, nr. 38 ad L 205, som jeg hermed besvarer.
Spørgsmål:
Vil ministeren yde teknisk bistand til et ændringsforslag med bemærkninger, der
sikrer/tydeliggør, at Ophavsretsnævnet også kan træffe afgørelser i tvister mellem
udgivere af pressepublikationer og en udbyder af en informationssamfundstjeneste om,
hvorvidt en konkret aktivitet er omfattet af § 69 a, stk. 2, nr. 2 og 3, jf. L 205 - bilag 12?
Svar:
Ophavsretslicensnævnet har kompetence til at vurdere rimeligheden af aftalevilkår,
herunder et vederlags størrelse, og er en endelig administrativ afgørelse, som
efterfølgende kan prøves ved domstolene.
Hvorvidt en konkret aktivitet er omfattet af den foreslåede § 69 a, stk. 2, nr. 2 og 3, jf. L
205 - bilag 12 bør efter Kulturministeriets vurdering henhøre under de almindelige
domstole. Det bemærkes i den forbindelse, at Ophavsretslicensnævnet ikke har
domstolslignende status og fx ikke har adgang til at stille EU-domstolen præjudicielle
spørgsmål ift. afklaring af EU-retten.
Som angivet i mit svar på spørgsmål nr. 33 er hensigten med adgangen til
Ophavsretslicensnævnet, at tvister om aftalevilkår kan afgøres af en gruppe uvildige og
sagkyndige personer på en enklere, hurtigere og billigere måde, end hvis sagen skulle
behandles ved domstolene, men har ikke samme retskraft og bindende virkning, som en
domstolsafgørelse og har ikke samme karakter, at det kan sammenlignes med
domstolene.
Det bør således efter Kulturministeriets vurdering være domstolene, som tager stilling
til forståelsen og udstrækningen af ophavsretsloven og ikke et særskilt nævn bl.a.
under hensyntagen til domstolenes mulighed for at stille præjudicielle spørgsmål til
EU-domstolen med henblik på afklaring af EU-retlige forhold og til domstolsafgørelsers
retskraft.
Dok. nr. 21/03542-2