Kulturudvalget 2020-21
L 205
Offentligt
2378450_0001.png
Kulturministeren
Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
1240 København K
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tlf
: 33 92 33 70
E-mail : [email protected]
Web
: www.kum.dk
21. april 2021
Folketingets Kulturudvalg har den 7. april 2021, efter ønske fra Kim Valentin (V),
stillet mig følgende spørgsmål, nr. 8 ad L 205, som jeg hermed besvarer.
Spørgsmål:
Vil ministeren redegøre for, i hvilket omfang der kan kræves retransmissionsvederlag i
medfør af lovændringen i følgende eksempler a) hvis streamingtjenesten indgår i et
såkaldt bundle, hvor tjenesten tilbydes som del af et mobilabonnement, som det
eksempelvis er tilfældet hos Telmore, 3, Telia m.fl., b) hvis streamingtjenesten tilbydes
med rabat gennem en medlemsordning i supermarkedskæde, som eksempelvis er
tilfældet med Coop Prime, hvis medlemmer får adgang til TV 2 Play, c) hvis
streamingtjenesten indgår i en tvpakke, men hvor kundeforholdet tilhører
streamingtjenesten, d) hvis streamingtjenesten kan tilkøbes som stand-alone eller i
rabatterede bundles, der alene tilbydes en bredbåndsudbyders egne kunder,
eksempelvis hos Waoo eller Boxer?
Svar:
I lovforslagets almindelige bemærkninger (pkt. 3.2.3) anføres det:
"Tredjemands involvering i relation til § 35, stk. 1, 4 og 5, forudsættes at have
karakter af distribution med et udbud af indhold, der gøres tilgængeligt fra en
flerhed af tv-kanaler og/eller onlinetjenester, f.eks. som en del af et abonnement
(direkte eller indirekte) mellem aggregator og slutbrugerne. Der vil også være
tale om en distributionslignende situation, hvor indhold fra en tjeneste bruges
som attraktion foran en betalingsmur, eller der er reklamer i forbindelse med
indholdet. Udbud af apps i appstores, herunder downloads og præinstallation af
apps, uden at det er en del af et direkte eller indirekte abonnement eller anden
betaling (f.eks. reklame) mellem aggregator og slutbrugerne har eksempelvis
ikke en sådan karakter".
Dok. nr. 21/02275-2
 L 205 - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 8: Spm. om, i hvilket omfang der kan kræves retransmissionsvederlag i medfør af lovændringen, til kulturministeren
Som nævnt i mit svar på spørgsmål 5, er det en forudsætning for, at rettighedshaverne
kan stille krav om vederlag, at der udestår rettigheder på baggrund af de
bagvedliggende kontrakter.
I forhold til de nævnte eksempler vil det forudsætte en konkret vurdering, om der evt.
er behov for at indhente udestående rettigheder.
Reguleringen i § 35, herunder det såkaldte direct injection-princip, forudsætter:
1. at den, der deltager i distribution af indhold, har en selvstændig økonomi
forbundet med distributionen, og
2. at krav på vederlag er forudsat i de bagvedliggende kontrakter. Der er
aftalefrihed, hvorfor det kan aftales, hvilke udnyttelser der dækkes af den
indledende betaling, og derved hvilke der kan dækkes af kollektive aftaler. Det
er således de aftalemæssige og økonomiske forhold, dvs. markedet, der er
afgørende for, i hvilket omfang rettighedshaverne kan kræve vederlag frem for
den rent tekniske indretning af distributionen.
Da det ikke er muligt at forudse alle tekniske scenarier, er der i lovforslagets
bemærkninger indsat kriterier med henblik på den konkrete vurdering.
Princippet afgrænses ift. distributionslignende situationer, herunder at det vedrører en
flerhed af tv-kanaler og/eller onlinetjenester. Det bemærkes i den forbindelse, at en
situation, hvor tredjemands handlinger består af rent tekniske ydelser, og der ikke sker
nogen ny forretningsmæssig udnyttelse af det pågældende indhold eksempelvis ikke
omfattes.
I sidste ende vil det være op til domstolene at foretage en vurdering på baggrund af
denne afgrænsning. Det er også af denne årsag, at det i lovforslagets almindelige
bemærkninger (pkt. 3.2.3) anføres:
"Den endelige
afgrænsning vedrørende ”direct injection” for hele § 35 (både flow
tv-kanaler og onlinetjenester) vil henhøre under domstolene."
Joy Mogensen
Side 2