Rådsmøde almindelige anliggender den 13. oktober 2020 - supplerende samlenotat
6. Covid-19 EU-koordination
KOM-dokument foreligger ikke.
Revideret udgave af samlenotat forud for rådsmøde (almindelige anliggender) den 22. september 2020. Nye
afsnit er markeret med en streg i margenen.
1. Resumé
På rådsmødet (almindelige anliggender) den 13. oktober 2020 ventes en statusdrøftelse om de igangværende
forhandlinger om Kommissionens forslag til rådshenstilling om en koordineret tilgang til restriktioner for fri
bevægelighed som reaktion på COVID-19 pandemien, der blev fremlagt den 4. september 2020.
Regeringen støtter tættere koordination af indsatsen mod COVID-19 i medlemslandene, så længe der tages
hensyn til sundhedsmæssige risici og national kompetence, og dermed at fastlæggelsen af de konkrete indsatser
fortsat sker i medlemslandene.
Sagen skønnes at skulle forelægges Folketingets Europaudvalg til orientering.
2. Baggrund
Det tyske formandskab lægger op til en statusdrøftelse på Rådet (almindelig anliggender) af de
igangværende forhandlinger om Kommissionens forslag til rådshenstilling om en koordineret
tilgang til restriktioner for fri bevægelighed som reaktion på COVID-19 pandemien, der blev
fremlagt den 4. september 2020.
Ønsket om tættere koordinering kommer blandt andet på baggrund af, medlemslandene i
forbindelse med COVID-19-krisen har haft forskellige tilgange til mobilitet over grænserne.
Den 7. august fremsendte Kommissionen et brev til medlemslandene med henblik på at undgå
en anden bølge af ukoordinerede tiltag i forhold til de interne grænser. I brevet fremhævedes
række principper for restriktioner for den fri bevægelighed, herunder forudgående orientering,
ikke-diskriminering, regionalisering og karantæne/test frem for indrejseforbud.
Den 27. august udsendte Kommissionen som opfølgning på brevet af 7. august et teknisk
dokument med konkrete forslag til styrkelsen af EU-koordineringen. Indholdet heraf er
udmøntet i Kommissionens forslag til rådshenstilling om en koordineret tilgang til restriktioner
for fri bevægelighed som reaktion på COVID-19 pandemien, der blev fremlagt den 4.
september 2020 (COM(2020) 0499 final). Forslaget indeholder bl.a. fælles kriterier til vurdering
af, om der skal indføres restriktioner for den fri bevægelighed, fælles retningslinjer for
kommunikation og fælles rammer for foranstaltninger for rejsende fra risikoområder.
Der har herudover været indspil fra medlemslande, herunder fra formandskabet, hvori det er
blevet foreslået at arbejde med øget koordination for så vidt angår data, kriterier, vurdering og
designering af højrisikoområder, fælles rammer for foranstaltninger og kommunikation.