Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Europaudvalget 2020-21
Rådsmøde 3802 - beskæftigelse m.v. Bilag 1
Offentligt

Enhed

Jura og International

Sagsnr.

2019 - 5826

Doknr.

428220

Dato

28-05-2021

Samlenotat forud for EPSCO den 14. juni 2021

FEU d. 10 juni 2021.

1. Rådshenstilling om oprettelsen af en europæisk børnegaranti ...................... 2

2. Rådskonklusioner om Strategi for rettigheder for personer med handicap

2021-2030 ......................................................................................................... 8

3. Hovedbudskaber i Socialkomitéen og Kommissionens fælles rapport om

langtidspleje ...................................................................................................... 11

4. Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling

af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. ........ 13

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

1. Rådshenstilling om oprettelsen af en europæisk

børnegaranti

COM (2021) 137

Vedtagelse

Nyt notat

1.Resumé

Kommissionen har ved COM(2021) 137 af d. 24. marts 2021 fremlagt et forslag

til en rådshenstilling om oprettelsen af en europæisk børnegaranti, som har til

formål at forebygge og bekæmpe social udstødelse og sikre adgang til

nøgletjenester af høj kvalitet for børn i nød.

Rådshenstillingen opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at børn i nød har

effektiv og gratis adgang til: dagtilbud; uddannelse og skolebaserede aktiviteter

og et sundt måltid hver skoledag; sundhedspleje samt effektiv adgang til; sund

næring og ordentlige boligforhold.

Formandskabet sigter efter vedtagelse af forslaget om oprettelsen af

børnegarantien på EPSCO-rådsmødet den 14. juni 2021.

Forslaget til rådshenstilling om oprettelsen af en europæisk børnegaranti er

ikke juridisk bindende og har ikke i sig selv lovgivningsmæssige konsekvenser

eller konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, eller

beskyttelsesniveauet. Eventuelle nationale tiltag som følge af henstillingen vil

kunne medføre statsfinansielle konsekvenser.

Regeringen støtter rådshenstillingens ambition om at bekæmpe social

eksklusion blandt børn og børnefattigdom generelt, og kan støtte at børn i

Europa skal sikres ordenlige vilkår, med respekt for national kompetence.

Der lægges særligt vægt på, at rådshenstillingen fuldt ud respekterer

medlemsstaternes nationale kompetence, forskellige nationale forhold og

tilgange på områder som dagtilbud, uddannelse og skolebaserede aktiviteter,

ernæring, sundhedspleje og boligforhold for udsatte børn.

Rådshenstillingen vurderes at være tilstrækkeligt afbalanceret og fleksibel i

forhold til at kunne tilpasses danske forhold og interesser, herunder bl.a. i

forhold til skolemåltider.

2. Baggrund

Kommissionen har ved COM(2021) 137 af d. 24. marts 2021 fremlagt et forslag

til en rådshenstilling om oprettelsen af en europæisk børnegaranti.

Børnegarantien supplerer Kommissionens meddelelse om EU-Strategien for

Børns Rettigheder, som blev offentliggjort samme dag, og er en levering på et

af Kommissionsformand Von der Leyens politiske løfter.

Børnegarantien er en udmøntning af princip nr. 11 i Den europæiske søjle for

sociale rettigheder om ”børnepasning og støtte til børn”. Den europæiske søjle

for sociale rettigheder udgør rammen for EU's og medlemsstaternes indsats for

retfærdige og velfungerende arbejdsmarkeder og social beskyttelse og

inklusion. Handlingsplanen for den europæiske søjle for sociale rettigheder

tilstræber yderligere forbedringer af levestandarden og fastsætter et mål om at

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

nedbringe antallet af personer i risiko for fattigdom eller social udstødelse med

mindst 15 millioner, og hvoraf mindst 5 millioner skal være børn.

Forslaget har været behandlet på tre arbejdsgruppemøder.

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 151, som omhandler

Unionens og medlemsstaternes mål om at fremme bl.a. forbedrede levevilkår,

passende social beskyttelse, og bekæmpelse af social udstødelse, samt på

artikel 153 stk. 1 litra j i TEUF, som giver hjemmel til at Unionen støtter og

supplere medlemsstaternes indsats for bekæmpelse af social udstødelse med

henblik på at nå målene i artikel 151.

Rådshenstillingen om oprettelse af en europæisk børnegaranti forventes at

blive vedtaget til EPSCO-rådsmødet den 14. juni 2021.

3. Formål og indhold

Den europæiske børnegaranti har til formål at forebygge og bekæmpe social

udstødelse, og støtte medlemsstaterne i at sikre adgang til nøgletjenester af

høj kvalitet for børn i nød. Forslaget om børnegarantien er rettet mod børn i

nød, som i rådshenstillingen defineres som børn i risiko for fattigdom eller

social udstødelse.

Nøgletjenesterne, som rådshenstillingens centrale henstillinger opfordrer

medlemsstaterne til at sikre en effektiv og gratis adgang til for børn i nød, i

overensstemmelse med nationale kompetencer, forhold og tilgange, er

følgende:

1) Dagtilbud, uddannelse og skolebaserede aktiviteter samt et sundt måltid

hver skoledag.

2) Sundhedspleje.

Derudover opfordrer henstillingen medlemsstaterne til at sikre en effektiv

adgang for børn i nød til:

3) Sund næring.

4) Ordenlige boligforhold.

Selvom de fleste børn i EU har adgang til disse tjenester, er det afgørende, at

adgangen er en universel praksis, for at sikre lige muligheder for alle børn, og

navnlig for dem, der oplever social udstødelse. Med formuleringen ”gratis og

effektiv” menes der ordninger hvor nøgletjenesterne stilles til rådighed

gratis,

eller ved at sikre et tilstrækkeligt ydelsesniveau til at dække omkostningerne,

eller anden vis, hvorved finansielle omstændigheder ikke hindrer en lige

adgang til tjenesterne.

I forslaget henstilles der også til, at medlemsstaterne ved udformningen af

deres nationale integrerede foranstaltninger til støtte for børn i risiko for

fattigdom eller social udstødelse, hvor det er relevant, også tager hensyn til de

særlige behov hos børn, der er hjemløse eller har dårlige boligforhold; der har

handicap, der har migrantbaggrund, eller etnisk minoritetsbaggrund; der er

anbragt i alternativ eller institutionel pleje og børn i usikre familieforhold.

I forhold til forvaltning og rapportering, opfordres medlemsstaterne, med

hensyntagen til allerede eksisterende nationale strukturer og mekanismer, til:

1) at udpege en national børnegarantikoordinator med ressourcer og mandat til

at muliggøre effektiv koordinering og overvågning af henstillingens

gennemførelse, som vil være kontaktperson for Kommissionen.

2) at udpege børn i nød under hensynstagen til nationale, regionale, og lokale

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

organisationer og inddrage relevante interesserede parter i identificeringen af

børn i nød.

3) at medlemsstaterne senest ni måneder efter vedtagelsen af henstillingen

forelægger Kommissionen en national handlingsplan, der dækker perioden

frem til 2030.

4) Udvikler effektive opsøgende foranstaltninger over for børn i nød og deres

familier

5) inddrager interesserede parter, herunder elevante myndigheder,

repræsentanter fra civilsamfundet, ikke-statslige organisationer m.fl. under

udarbejdelsen, gennemførelsen, overvågningen og evalueringen af

handlingsplanen.

6) at medlemslandene hver andet år aflægger rapport til Kommissionen om

henstillingen gennemførelse.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Ikke relevant

5. Nærhedsprincippet

Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant, da der ikke er tale om

bindende lovgivning.

6. Gældende dansk ret

I Danmark er der på tværs af ressortområder et stort fokus på at sikre, at børn

har adgang til basale ydelser, hvilket lovgivningen og indsatser allerede

understøtter og sikrer på mange områder. En række af dem nævnes herunder.

Opsøgende foranstaltninger for udsatte børn

I forhold til implementere effektive og opsøgende foranstaltninger, så er

kommunerne via serviceloven ansvarlige for at yde støtte til børn og unge samt

deres familier, som har behov for særlig støtte. Støtten skal sikre børn og

unges opvækstvilkår, så de kan opnå samme muligheder for personlig

udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv, som deres jævnaldrende.

Kommunen skal være opmærksom på, om der i kommunen befinder sig et

konkret barn eller en ung, som kan have brug for støtte. Hvis et barn eller en

ung antages at have behov for støtte, har kommunen pligt til at sikre, at der

iværksættes en børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges forhold.

Undersøgelsen har til formål at afdække barnets og familiens ressourcer såvel

som problemer. Undersøgelsen skal munde ud i en begrundet beslutning om,

hvorvidt der skal iværksættes foranstaltninger, der kan støtte barnet.

Børn med handicap

Lov om social service indeholder bestemmelser om sociale indsatser til børn

og unge med handicap og deres familier, som kan være relevante ift. sikring af

de nævnte nøgletjenester. Det drejer sig særligt om servicelovens § 32 og 36,

som pålægger kommunerne at tilbyde hhv. særlige dag- og klubtilbudspladser

til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan

dækkes gennem deltagelse i et af de almene tilbud efter dagtilbudsloven samt

om servicelovens § 116, som pålægger kommunerne pligt til at yde hjælp til

indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som

opholdssted for den pågældende.

Dagtilbud

I Danmark er alle børn

–

gennem den såkaldte pasningsgaranti

–

sikret en

plads i et alderssvarende dagtilbud fra 26 uger og frem mod skolestart. Der er

et højt kommunalt tilskud til dagtilbud, så forældrebetalingen er lav. Det

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

kommunale tilskud dækker 75% af driftsudgifterne forbundet med pladsen i

dagtilbud, og der er et økonomisk fripladstilskud til familier med lavere

indkomst, således at dagtilbudspladsen for disse familier tilbydes gratis.

Dagtilbudsloven regulerer, at dagtilbud skal medvirke til at yde særlig støtte til

de børn i dagtilbud, der har behov herfor.

Skole

Alle børn i Danmark har ret til at modtage gratis undervisning i folkeskolen. Det

er en ret som er grundlovssikret.

Sundhed

Sundhedsloven indeholder bestemmelser om alle herboende personers,

herunder herboende børns, ret til behandling i det danske sundhedsvæsen. I

medfør af §5 har alle børn således ret til behandling i form af undersøgelse,

diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt

forebyggelse og sundhedsfremme. Med hjemmel i sundhedslovens § 158 og

bekendtgørelsen om gratis vaccination mod visse smitsomme sygdomme mv.

modtager alle børn desuden tilbud om gratis vaccination mod kighoste, difteri,

stivkrampe, polio, mæslinger, fåresyge og røde hunde samt HPV. Typisk

foretages vaccinationerne i forbindelse med, at barnet får en almen

børneundersøgelse hos egen læge.

Med henblik på at bidrage til at sikre børn og unge en sund opvækst og skabe

gode forudsætninger for en sund voksentilværelse skal kommunerne jf.

sundhedslovens §120-126 dels yde en generel sundhedsfremmende og

sygdomsforebyggende indsats, dels en individorienteret indsats, der retter sig

mod alle børn og unge, samt en særlig indsats, der specielt tager sigte på de

svagest stillede børn og unge. Landets kommuner tilbyder alle børn og unge

vederlagsfri sundhedsvejledning, bistand samt funktionsundersøgelse ved en

sundhedsplejerske indtil undervisningspligtens ophør og tilbyder derudover en

øget indsats for alle børn og unge med særlige behov. De kommunale tilbud

inkluderer bl.a. besøg af sundhedsplejerske hos nybagte forældre samt

minimum to vederlagsfri forebyggende helbredsundersøgelser ved læge eller

sundhedsplejerske, mens barnet er i den undervisningspligtige alder.

Uregistrerede migranter har ret til akut og fortsat sygehusbehandling efter

sundhedsloven.

Måltid i skoler

Rådshenstillingen beskriver dog også tiltag, der ikke er dansk praksis for,

eksempelvis i forhold til at tilbyde skolemåltider. I Danmark har vi ingen

landsdækkende foranstaltninger, der sikrer, at hvert barn får et sundt måltid om

dagen i skolen. Der er dog lokale forskelle. Forskellige kommuner tilbyder

forældrene mulighed for at bestille skolefrokost til deres barn. Dette er normalt

forbundet med en pris pr. måltid, selvom mange kommuner tilbyder nedsatte

eller gratis måltider, afhængigt af husstandens indkomst. Dette for at sikre, at

dårligt stillede børn får mindst et sundt måltid om dagen.

7. Konsekvenser

Forslaget til rådshenstilling om en europæisk børnegaranti er ikke bindende og

har ikke i sig selv lovgivningsmæssige konsekvenser eller konsekvenser for

statsfinanserne, samfundsøkonomien, eller beskyttelsesniveauet. Eventuelle

nationale tiltag som følge af henstillingen vil kunne medføre statsfinansielle

konsekvenser.

8. Høring

Forslaget er den 15. april 2021til den 6. maj sendt i høring i EU-

Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold og EU-

Specialudvalget for Uddannelse og Ungdom.

Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)

DUF mener, at analysen af grundene til at børn lever i fattigdom, er vigtigt. For

DUF er et vigtigt punkt i henstillingen beskrivelserne af forvaltningen og

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

rapporteringen. De ønsker at gøre opmærksom på vigtigheden af inddragelse

af relevante organisationer i udviklingen, gennemførelsen, overvågningen og

evalueringen af de i henstillingen omtalte handlingsplaner. Organisationerne

der skal inddrages, bør både være rettighedsorganisationer og organisationer

med en bredere forståelse af unges liv. DUF mener, at disse organisationer

skal inddrages i at sætte rammen for overvågnings- og evalueringsparametre i

henhold til henstillingen. risiko for unødvendig diskriminering imod alternative

familieformer. I forhold til definitioner, mener DUF ikke, at enlige forælde, eller

en forælder med et handicap bør sættes i direkte

linje med definitionen ”usikre

familieforhold”.

Børne- og Ungdoms Pædagogernes Landsforbund (BUPL)

BUPL finder forslaget til en rådshenstilling om oprettelse af en europæisk

børnegaranti både visionær og nødvendig. BUPL ser forslaget som et godt

greb til at skabe opmærksomhed omkring nødvendigheden af systematisk

prioritering af indsatser for børn og unge i udsatte positioner, så der skabes

gode forudsætninger for et godt børneliv, uanset baggrund. BUPL opfordrer til,

at arbejdet med at tilrettelægge og gennemføre indsatser på dagtilbuds- og

skoleområdet sker med en helhedsorienteret tilgang, hvor der sker en

koordineret indsats med udgangspunkt i børnenes behov og trivsel. BUPL er

bekymret over, at forslagets ordlyd i nogen grad bærer præg af et

fejlfindingsfokus blandt børn bl.a. med hensyn til sproglige, kognitive og

uddannelsesmæssige mangler. BUPL appellerer til, at man forlader et sådan

stigmatiserende sprogbrug af hensyn til bredere inklusion. BUPL hæfter sig

positivt ved forslagets betoning af, at indsatser målrettet børn med handicap

skal gennemføres af kvalificeret personale. BUPL bakker op om initiativets

ambition om at sikre reelt lige adgang til dag-, skole- og fritidstilbud for børn og

unge.

Danske Regioner

Danske Regioner støtter, at alle børn skal gives de bedste muligheder for og

adgang til uddannelse, sundhed, tryghed, trivsel. Danske Regioner mener at de

fleste børn og unge i Danmark lever et godt liv og i forhold til Kommissionens

konkrete forslag, så er det Danske Regioners klare opfattelse, at Danmark

allerede arbejder aktivt med de områder, som henstillingen nævner, herunder

at børn i risiko for fattigdom eller social udstødelse har adgang til de mest

basale rettigheder, som sundhedspleje og uddannelse.

Danske Lærerorganisationer International (DLI)

DLI støtter op om Kommissionens forslag til en europæisk børnegaranti. DLI

støtter, at der med henblik på forvaltning og rapportering udpeges nationale

børnegarantikoordinatorer, at der udarbejdes nationale handlingsplaner, samt

at der

sker en ”inddragelse af interesserede parter”. DLI anser dog, at

arbejdsmarkedets parter inden for de relevante sektorer bør nævnes eksplicit.

DLI anser, at der i børnegarantien ikke er tilstrækkelig opmærksomhed omkring

at sikre høj kvalitet i pædagogers, læreres og underviseres grunduddannelse

samt høj kvalitet og reel adgang til relevant efter- og videreuddannelse for

disse faggrupper. DLI anser desuden, at der i forslaget er behov for

opmærksomhed omkring vejledningsindsatsens understøttende rolle i at

fremme børns trivsel og motivation i uddannelsessystemet.

DLI stiller sig særligt positive over for forslaget om at øge investeringerne i bl.a.

uddannelse for at tilgodese behovene hos børn og deres familier, navnlig hos

dem, der er udsat for social udstødelse eller børn med handicap. Dette er

særligt i forhold til førskoleundervisning og børnepasning, uddannelse og

skolebaserede aktiviteter. DLI stiller sig positive over for forslagets forsøg på et

helhedsorienteret blik på børns liv og hilser forslaget om at sikre mindst ét

sundt måltid hver dag i skoler og daginstitutioner velkomment.

Kommunernes Landsforening (KL)

KL bakker op om indsatsen for at forebygge og bekæmpe social udstødelse

blandt børn og deres familier. KL noterer, at der lægges vægt på, at

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

udmøntningen af indsatserne skal ske i dialog med lokale myndigheder og ser

det som afgørende, da lokale forskelle og behov kræver mulighed for at finde

de bedst egnede lokale løsninger i forhold til at støtte udsatte børn og familier. I

forhold til at medlemsstaterne tilskyndes til at sikre mindst ét sundt måltid hver

skoledag, er vigtigt for KL at understrege, at det ikke bør tolkes, som at alle

skoler skal stille gratis frokostordning eller lignende til rådighed på skolen. Det

vil være forskelligt fra kommune til kommune og skole til skole, om

madordninger er relevante. Indsatsen for at sikre tilstrækkelig og sund næring

til alle børn skal ske via de samlede sociale indsatser for at støtte op om

udsatte børn og familier.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Det forventes, at forslaget om oprettelsen af børnegarantien generelt vil blive

modtaget positivt blandt medlemsstaterne og at forslaget kan støttes af

medlemsstaterne, eftersom det vurderes at flere af landendes bekymringer er

blevet imødekommet under forhandlingerne. Rådhenstillingen skal vedtages

ved kvalificeret flertal.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen støtter rådshenstillingens overordnede ambition om at bekæmpe

social eksklusion blandt børn og børnefattigdom generelt, og kan støtte at børn

i Europa skal sikres ordentlige vilkår, med respekt for national kompetence.

Der lægges særligt vægt på, at rådshenstillingen fuldt ud respekterer

medlemsstaternes nationale kompetence, forskellige nationale forhold og

tilgange på områder som dagtilbud, uddannelse og skolebaserede aktiviteter,

ernæring, sundhedspleje og boligforhold for udsatte børn.

Rådshenstillingen vurderes at være tilstrækkeligt afbalanceret og fleksibel i

forhold til at kunne tilpasses danske forhold og interesser, herunder bl.a. i

forhold til skolemåltider.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Der blev oversendt grund-og nærhedsnotat den 26. april 2021, samt et

revideret grund- og nærhedsnotat med høringsvar den 27. maj 2021.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

2. Rådskonklusioner om Strategi for rettigheder for

personer med handicap 2021-2030

Vedtagelse

Nyt notat

1.Resumé

Det portugisiske EU-formandskab har fremsat rådskonklusioner vedrørende

Kommissionens Strategi for rettigheder for personer med handicap 2021-2030.

Strategien afløser Kommissionens europæiske handicapstrategi for 2010-2020,

hvis formål var at styrke personer med handicaps rettigheder og implementere

FN’s Handicapkonvention i EU.

Den nye strategi deler dette overordnede

formål og søger at afhjælpe de forskellige udfordringer, som personer med

handicap møder, således at personer med handicap har lige muligheder til at

deltage i samfundet og økonomien, og ikke bliver udsat for forskelsbehandling

Rådskonklusionerne sætter fokus på udfordringer og rettigheder for personer

med handicap på områder såsom sundhed, beskæftigelse, valg, transport,

tilgængelighed, boliger, kultur, og adgang til uddannelse. Sikringen af lige

adgang og beskyttelse mod diskrimination er et gennemgående fokus i

rådskonklusionerne.

Medlemsstaterne opfordres til at velkomme og endossere Kommissionens

Strategi for rettigheder for personer med handicap, dog med forbehold for, at

der tages stilling til Kommissionens konkrete initiativer, når de præsenteres.

Medlemsstaterne opfordres også til at implementere vedtaget EU-lovgivning

relateret til personer med handicaps rettigheder, samt at forsætte med at

udarbejde og opdatere nationale politikker relateret til implementeringen af

FN’s Handicapkonvention,

herunder i sammenhæng med Kommissionen

Strategi for rettigheder for personer med handicap.

2. Baggrund

Det portugisiske EU-formandskab har fremsat rådskonklusioner vedrørende

Kommissionens Strategi for rettigheder for personer med handicap 2021-2030,

som blev offentliggjort den 3. marts 2021 med COM(2021) 101 og titlen

Union med lige muligheder: Strategi for rettigheder for personer med handicap

2021-2030.

Strategien er en meddelelse fra Kommissionen, som ikke skal

forhandles.

Den nye strategi afløser Kommissionens europæiske handicapstrategi for

2010-2020, hvis formål var at styrke personer med handicaps rettigheder og

implementere FN’s Handicapkonvention i EU.

Kommissionens nye strategi

deler dette overordnede formål og søger at afhjælpe de forskellige

udfordringer, som personer med handicap møder, således at personer med

handicap har lige muligheder til at deltage i samfundet og økonomien, og ikke

bliver udsat for forskelsbehandling. Strategien indeholder en kort beskrivelse

af en række initiativer, som Kommissioner forventer at fremsætte mellem 2021-

2030.

Rådskonklusionerne har været drøftet og forhandlet på arbejdsgruppemøder

den 30. marts, 23. april og 11. maj 2021 og forventes vedtaget på rådsmødet i

EPSCO d. 14. juni 2021.

3. Formål og indhold

Rådskonklusionerne skal ses i sammenhæng med Kommissionens strategi for

personer med handicap og sætter fokus på udfordringer og rettigheder for

personer med handicap på områder såsom sundhed, beskæftigelse, transport,

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

tilgængelighed, valg, boliger, kultur, og adgang til uddannelse. Lige adgang og

beskyttelse mod diskrimination er et gennemgående fokus i

rådskonklusionerne.

Rådskonklusionerne sætter fokus på, at personer med handicap i EU stadig

mødet udfordringer og barrierer i frohold til at kunne nyde samme rettigheder

som personer uden, og derfor kan opleve eksklusion og diskrimination. Lige

adgang og beskyttelse mod diskrimination er et gennemgående fokus i

rådskonklusionerne. Rådskonklusionerne skal ydermere ses i konteksten af

Covid-19 pandemien, da pandemien har haft særligt store konsekvenser for

udsatte grupper, herunder personer med handicap.

I rådskonklusionerne inviteres medlemsstaterne til at spille en rolle i forhold til

gennemførslen af Kommissionens Strategi for rettigheder for personer med

handicap, men med reference til nationalt kompetence på området

Medlemsstaterne opfordres blandt andet til at byde Kommissionens Strategi for

rettigheder for personer med handicap velkommen, dog med forbehold for at

der tages stilling til Kommissionens konkrete initiativer, når de præsenteres.

Medlemsstaterne opfordres også til at implementere vedtaget EU-lovgivning

relateret i personer med handicaps rettigheder, samt at fortsætte med at

udarbejde og opdatere nationale politikker relateret til implementeringen af

FN’s Handicapkonvention, i sammenhæng med Kommissionen Strategi for

personer med handicaps rettigheder.

4. Europaparlamentets udtalelser

Ikke relevant

5. Nærhedsprincippet

Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant, da der ikke er tale om

bindende lovgivning.

6. Gældende dansk ret

Danmark ratificerede

FN’s Handicapkonvention

i 2009 og påtog sig derved en

forpligtelse til at indrette sin lovgivning og administrative praksis i

overensstemmelse med konventionens krav.

7. Konsekvenser

Rådskonklusionerne har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser eller

konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, eller

beskyttelsesniveauet.

8. Høring

Kommissionens Strategi for rettigheder for personer med handicap 2021-2030

har været sendt i høring i EU-Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale

Forhold mellem den 20. april og den 7. maj 2021. Der er indkommet to

høringssvar, som kort er refereret herunder.

Der orienteres endvidere om rådskonklusionerne på mødet i Specialudvalget

for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold forud for EPSCO-rådsmødet.

Danske Handicaporganisationer (DH)

DH anser medlemslandene for at spille en vigtig rolle i realiseringen af

strategien, bl.a. fordi områder som uddannelse, social beskyttelse, sundhed

mv. primært er national kompetence. DH mener, at Danmark og andre lande

skal spille aktivt med, hvis målene i strategien om bedre vilkår og lige

muligheder for mennesker med handicap skal nås.

På nationalt plan foreslår DH at den danske regering følger op på strategiens

opfordringer, og at regeringen på nationalt plan opfordres til bl.a. at sikre

retssikkerheden for mennesker med handicap, uden urimelig lang

sagsbehandlingstid. Derudover opfordrer DH til at styrke indsatsen for at få

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

flere mennesker med handicap i arbejde og sætte mål for at øge

beskæftigelsesfrekvensen, at sikre mennesker med handicap i Danmark lige

adgang til retsvæsenet og ændre lov om forbud mod forskelsbehandling på

grund af handicap, så retten til rimelig tilpasning udvides til at andre områder

end dagtilbud, folkeskolen og frie grundskoler.

Regeringen opfordres også til at følge op på målet om at gøre Europa

barrierefrit og integrere tilgængelighed i alle relevante politikker, herunder

inden for det grønne område, transport, bygninger, medier og digitalisering, at

sikre permanent finansiering af Videncenter for Handicap, samt at regeringen

sætter sig i spidsen for at udbrede Universelt Design-tilgangen til alle danske

myndigheder og private. Regeringen skal styrke inklusionen af mennesker i alle

dele af uddannelsessystemet og sikre at flere mennesker med handicap

gennemfører en erhvervskompetencegivende uddannelse, og sikre reel lige

adgang til sundhedstilbud og indføre et tilbud om sundhedstjek hos lægen til

borgere med psykiske og kognitive handicap, der ikke kan tage vare på egen

sundhed. DH opfordrer også til, at den danske regering sætter sig samme mål

som Kommissionen og modvirke uligheder, som personer med handicap i

Danmark møder i adgangen til kræftforebyggelse, tidlig påvisning af kræft og

kræftbehandling.

Derudover opfordrer DH til at Danmark i EU arbejder aktivt for fremsættelse,

vedtagelse og implementering af alle forslag, som forbedrer rettighederne for

personer med handicap, at Danmark arbejder for at få vedtaget forslaget til et

horisontalt direktiv om ligebehandling uden for beskæftigelsesområdet samt at

Danmark arbejder for vedtagelse af ambitiøse rådskonklusioner om

Kommissionens Handicapstrategi.

Kommunernes Landsforening (KL)

KL Bemærker, at det det i strategiens pkt. 4.1. fremstilles som negativt, at

mange bor på institutioner. At få mulighed for at flytte til en institution/botilbud

med kvalificeret personale kan også betragtes som en frigørende mulighed og

service, som gør det muligt for den enkelte at opnå et selvstændigt og

meningsfyldt liv, uden at være afhængig af sin familie.

KL bemærker, at de er uenige i referencerne til afinstitutionalisering i

strategien, og at der i stedet bør fokuseres på kvalificeret støtte i passende

fysiske rammer. Ligeledes bemærker KL, at det i strategien fremgår som

negativt at blive henvist til specialskole. Det kan for nogle elever være en

forudsætning for læring og trivsel at eleven modtager et

specialundervisningstilbud. Vedrørende inkluderende og tilgængelig

uddannelse, anser KL dette for en vigtig pointe.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Det forventes, at rådskonklusionerne vil blive modtaget positivt og at de kan

støttes af de øvrige lande.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen kan støtte rådskonklusionerne, som sammen med Kommissionens

handicapstrategi sætter fokus på

principperne i FN’s Handicapkonvention og

på personer med handicaps rettigheder i forhold til inklusion i samfundet. I

forhold til de konkrete tiltag, der beskrives i strategien for 2021-2030, tages der

individuelt stilling til disse, når de offentliggøres.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forlagt Folketingets Europaudvalg.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

3. Hovedbudskaber i Socialkomitéen og Kommissionens

fælles rapport om langtidspleje

Vedtagelse

Nyt notat.

1. Resumé

EPSCO-rådet skal vedtage hovedbudskaberne i Socialkomitéen og

Kommissionens fælles rapport om langtidspleje. Hovedbudskaberne

opsummerer tendenser og pejlemærker for medlemsstaterne angående pleje

af længerevarende karakter med afsæt i rapportens analyser.

Hovedbudskaberne har ikke i sig selv nogen lovgivningsmæssige, økonomiske

eller administrative konsekvenser.

Regeringen er generelt positiv over for hovedbudskaberne.

2. Baggrund

Socialkomitéen og Kommissionens har udarbejdet en fælles rapport om

langtidspleje, eller pleje af længerevarende karakter. Rapporten afgrænses til

at omhandle pleje af ældre personer, om end det anerkendes at personer i alle

aldre, fx personer med handicap, kan have behov for pleje af længerevarende

karakter.

Rapporten kortlægger tendenser og udfordringer i medlemsstaterne med

særligt fokus på adgang, prisniveau, kvalitet, formelle og uformelle plejeres

forhold, langtidsplejens finansiering samt den længerevarende finansielle

bæredygtighed.

3. Formål og indhold

Formålet med rapportens hovedbudskaber er at opsummere de

gennemgående tendenser på tværs af EU-landene med afsæt i rapportens

analyser. Der kan imidlertid være væsentligt forskel mellem EU-landene på de

enkelte områder.

I hovedbudskaberne fremhæves bl.a.:



At efterspørgslen på langtidspleje forventes at være stigende, særligt

på baggrund af en aldrende befolkning.

Der er et markant kønsperspektiv, idet næsten 90% ad dem der

arbejder i sektoren er kvinder.

Det er en generel udfordring at sikre adgang til langtidspleje inden for

et rimeligt prisniveau.

Der behøves en bedre fælles forståelse af, hvad kvalitet i pleje er.

Der er udfordringer med at sikre, fastholde og uddanne en tilstrækkelig

arbejdsstyrke inden for sektoren.

Uformel pleje (typisk pleje i hjemmet af et familiemedlem) spiller stadig

en stor rolle i mange medlemslande, men har mange skjule

omkostninger.

I reformer af langtidspleje bør erfaringerne fra COVID-19 pandemien

inddrages.



Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Socialkomitéen vurderer på baggrund af rapporten, at der er perspektiver for

fortsat analytisk arbejde på EU-plan og i medlemsstaterne. Ligesom der i

mange medlemsstater er behov for yderligere reformer, der på trods af

nationale og regionale forskelligheder har mange lighedstræk og

sammenlignelige målsætninger om at sikre bedre adgang og kvalitet.

I forhold til det analytiske arbejde på EU-plan er særligt manglen på

sammenlignelige data en udfordring. Økonomikomiteen (EPC) inviteres til at

bidrage til det fremadrettede analytiske samarbejde.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

5. Nærhedsprincippet

Ikke relevant.

6. Gældende dansk ret

Ikke relevant.

7. Konsekvenser

Hovedbudskaberne har ikke i sig selv nogen statsfinansielle,

erhvervsøkonomiske eller samfundsøkonomiske konsekvenser.

8. Høring

Der orienteres om punktet på mødet i Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og

Sociale Forhold forud for EPSCO-rådsmødet.

9. Forhandlingssituationen

Der forventes en generel opbakning til rapportens hovedbudskaber.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen er generelt positiv over for hovedbudskaberne i Socialkomitéen og

Kommissionens fælles rapport om langtidspleje.

Regeringen ser positiv på, at hovedbudskaberne identificerer relevante

tendenser på tværs af EU-landene, men noterer sig, at der kan være

væsentligt variation mellem medlemslandene på de enkelte områder. Det er

fortsat helt centralt for regeringen, at langtidspleje hører under national

kompetence, og at der tages fuldt hensyn til dette i arbejdet med de fælles

rapporter.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

4. Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af

princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller

tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Fremskridtsrapport

Revideret notat. Ændringer er markeret med streg i venstre margin.

1. Resumé

Kommissionen har den 2. juli 2008 for Rådet fremsat et forslag til direktiv om

ligebehandling uden for arbejdsmarkedet af alle uanset religion eller tro,

handicap, alder eller seksuel orientering. Der er nedsat en tværministeriel

følgegruppe med henblik på at analysere forslagets juridiske og økonomiske

konsekvenser. Regeringen er som udgangspunkt positiv over for en styrket

indsats mod diskrimination og bakker op om håndhævelsen af

menneskerettighederne. Forslaget til direktiv, som det er fremlagt, giver dog

anledning til en række betænkeligheder, idet forslaget indeholder en række

vagt afgrænsede bestemmelser og ligeledes vagt udformede undtagelser fra

direktivets anvendelsesområde. Det er derfor nødvendigt at få belyst en række

spørgsmål vedrørende forslagets nærmere juridiske og økonomiske

konsekvenser - herunder rækkevidden af flere mere generelle afgrænsede

bestemmelser, inden en nærmere holdning fastlægges. Regeringen vil arbejde

for en afklaring af de afgrænsnings- og fortolkningsspørgsmål, der knytter sig til

direktivforslaget, navnlig i relation til beskyttelsen mod forskelsbehandling på

grund af alder og handicap.

Siden forelæggelsen af forslaget i juli 2008 har forslaget været behandlet under

det franske, tjekkiske, svenske, spanske, belgiske, ungarske, polske, danske,

cypriotiske, irske, litauiske, græske, italienske, lettiske, luxembourgske,

nederlandske, slovakiske, maltesiske, etiske, bulgarske, østrigske, rumænske,

finske og tyske formandskab.

Sagen ventes på dagsordenen som fremskridtsrapport.

2. Baggrund

Baggrunden for forslaget er at gennemføre princippet om ligebehandling

mellem mennesker uden for arbejdsmarkedet uanset deres religion eller tro,

handicap, alder eller seksuelle orientering. Der fastsættes regler om forbud

mod diskrimination af de nævnte årsager, og der etableres en ensartet

minimumsbeskyttelse inden for EU af mennesker, som har været udsat for en

sådan diskrimination.

Forslaget supplerer eksisterende EU-lovgivningsrammer, under hvilke der er

forbud imod diskrimination på grundlag af religion eller tro, handicap, alder eller

seksuel orientering alene i henseende til beskæftigelse, ansættelse og

erhvervsuddannelse.

Forslaget bygger på de strategier, der er udviklet siden Amsterdam Traktaten,

om at bekæmpe diskrimination og er konsistent med

EU’s tværgående mål,

herunder især Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse (og

efterfølgende Europa 2020-strategien) og målene for processen vedrørende

social beskyttelse og social inklusion.

Lignende diskriminationsforbud findes bl.a. i artikel

26 i FN’s konvention om

borgerlige og politiske rettigheder, hvoraf det fremgår, at alle mennesker er lige

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

for loven og er berettiget til lovens ligelige beskyttelse uden nogen

forskelsbehandling. I denne henseende skal loven forbyde enhver

forskelsbehandling og sikre alle ligelig og effektiv beskyttelse imod

forskelsbehandling af nogen grund, herunder race, hudfarve, køn, sprog,

religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst,

formueforhold, fødsel eller anden stilling. Tilsvarende indeholder artikel 14 i

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention et generelt

diskriminationsforbud, men i modsætning til artikel 26 i FN’s konvention om

borgerlige og politiske rettigheder finder diskriminationsforbuddet i Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention alene anvendelse i forhold til de

rettigheder, der omfattes af denne konvention med tilhørende protokoller.

EU’s Charter om grundlæggende rettigheder indeholder også et generelt

diskriminationsforbud i artikel 21.

3. Formål og indhold

Der tages i det følgende udgangspunkt i den oprindelige direktivtekst af juli

2008, da der ikke siden er fremlagt en ny version af teksten.

Formålet med direktivet er ifølge forslagets art. 1 at bekæmpe

forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering og at gennemføre princippet om ligebehandling uden for

arbejdsmarkedet. Direktivet forbyder ikke ulige behandling på grund af køn,

som er omfattet af EUF-traktatens artikel 19 og 157 og dertil knyttet afledt ret.

De øvrige artikler:

Artikel 2: Begrebet forskelsbehandling

Definitionen af princippet om ligebehandling er baseret på den definition, der

fremgår af de tidligere direktiver, der er vedtaget i henhold til den tidligere EF-

traktats art. 13, stk. 1.

Direkte forskelsbehandling består i at behandle nogen anderledes udelukkende

på grund af vedkommendes alder, handicap, religion eller tro eller seksuelle

orientering. Indirekte forskelsbehandling foreligger, hvor en bestemmelse eller

praksis, som forekommer neutral, reelt kan have en særlig ufordelagtig

konsekvens for en person eller en gruppe af personer, for hvem særlige forhold

gør sig gældende.

Som i direktiv 2000/43/EF, 2000/78/EF og 2002/73/EF er det muligt at

retfærdiggøre indirekte forskelsbehandling, hvis den pågældende

bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål,

og midlerne til at opfylde det hensigtsmæssige og nødvendige.

Chikane er forskelsbehandling, hvis en persons optræden har til formål at

krænke en anden persons værdighed og skabe et truende, nedværdigende

eller ubehageligt klima m.v. Denne definition er identisk med definitionerne i de

andre direktiver vedtaget med den tidligere EF-traktats art. 13, stk. 1, som

retsgrundlag.

Manglende "tilpasninger i rimeligt omfang" i relation til mennesker med

handicap anses for at være forskelsbehandling. Dette er ifølge forslaget i

overensstemmelse med FN-konventionen om rettigheder for mennesker med

handicap og med direktiv 2000/78/EF.

Ulige behandling på grund af alder kan være lovlig, hvis den er begrundet i et

legitimt formål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er

hensigtsmæssige og nødvendige (proportionalitetsprincippet). Forslaget er

således ikke til hinder for, at der fastsættes en bestemt aldersgrænse for

adgang til sociale goder, til uddannelse og til visse varer og tjenester, i det

omfang ovenstående betingelser opfyldes.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

De allerede vedtagne direktiver giver mulighed for undtagelser fra forbuddet

mod direkte forskelsbehandling i tilfælde af "regulære og afgørende

erhvervsmæssige krav", hvad angår forskelsbehandling på grund af alder og i

forbindelse med forskelsbehandling på grund af køn, med hensyn til adgang til

varer og tjenester.

Der er indsat en særlig bestemmelse om finansiel virksomhed, idet alder og

handicap kan være en afgørende faktor for risikovurderingen i forbindelse med

bestemte produkter og dermed for prisen. Anvendelsen af alder og handicap

ved risikovurderingen skal være baseret på nøjagtige data og statistikker.

Direktivet berører ikke nationale foranstaltninger, der er nødvendige af hensyn

til den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, for at forebygge forbrydelser,

for at beskytte sundheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Artikel 3: Anvendelsesområde

Forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering foreslås forbudt i både den offentlige og den private sektor med

hensyn til social beskyttelse, herunder social sikring, sundhedsydelser, sociale

goder, uddannelse, adgang til varer og tjenester, herunder boliger, som er

tilgængelige for offentligheden.

Med hensyn til adgang til varer og tjenester er kun faglig eller erhvervsmæssig

virksomhed omfattet.

De forskellige områder er kun omfattet i det omfang, spørgsmålet falder ind

under Unionens kompetence. Således henhører f.eks. tilrettelæggelsen af

skolesystemet og indholdet af undervisningen og aktiviteter i forbindelse

hermed, herunder tilrettelæggelsen af undervisning for handicappede, under

medlemsstaternes kompetence, og de kan have bestemmelser om ulige

behandling i forbindelse med adgang til uddannelsesinstitutioner og indholdet

af og aktiviteter i undervisningen, herunder undervisning af personer med

særligt behov. Medlemsstaterne kan endvidere give mulighed for ulige

behandling ved adgang til uddannelsesinstitutioner baseret på religion eller tro.

Teksten gør det klart, at spørgsmål i forbindelse med civilstand og

familiemæssig status, herunder adoption, falder uden for direktivets

anvendelsesområde. Dette indbefatter reproduktive rettigheder.

Medlemsstaterne kan frit beslutte, om de ønsker at indføre og anerkende

retligt

registrerede partnerskaber. Hvis imidlertid sådanne forhold i national ret

anerkendes som ligestillet med ægteskaber, finder princippet om

ligebehandling anvendelse.

Det foreslås, at direktivet ikke finder anvendelse på national lovgivning om

statens og dens institutioners sekulære status eller om religiøse

organisationers status.

Direktivet omfatter ikke forskelsbehandling på grund af nationalitet og berører

ikke bestemmelser og betingelser vedrørende tredjelandsstatsborgeres og

statsløse personers indrejse og ophold i medlemsstaterne og heller ikke nogen

form for behandling, der skyldes de pågældendes retsstilling.

Artikel 4: Ligebehandling af mennesker med handicap

Det forudsættes i forslaget, at der indføres reel og lige adgang for mennesker

med handicap til social beskyttelse, sociale goder, sundhedsydelser og

uddannelse samt adgang til varer og tjenester, herunder boliger og transport,

som er tilgængelige for offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset i det

omfang, den ville medføre en uforholdsmæssig stor byrde eller ville kræve

grundlæggende ændringer inden for de pågældende områder. I bestemte

tilfælde kan individuelle tilpasninger i rimeligt omfang være nødvendige for at

sikre, at en bestemt handicappet har reel adgang. Dette er dog kun tilfældet,

hvis det ikke indebærer en uforholdsmæssig stor byrde.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Artiklen indeholder en ikke-udtømmende liste over, hvilke faktorer der kan

tages i betragtning ved vurderingen af, om byrden er uforholdsmæssig stor,

herunder organisationens størrelse og ressourcer, de skønnede omkostninger

og de mulige fordele ved forbedret adgang for mennesker med handicap.

Artikel 5: Positiv særbehandling og særforanstaltninger

Bestemmelsen er identisk med andre direktiver med den tidligere EF-traktats

artikel 13 som retsgrundlag. Der gives mulighed for at opretholde eller vedtage

særforanstaltninger med henblik på at forebygge eller opveje ulemper knyttet til

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 6: Mindstekrav

Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne mulighed for

at fastlægge et højere beskyttelsesniveau end garanteret ved direktivet og

forbyder omvendt, at medlemsstaternes niveau for beskyttelse mod

forskelsbehandling bør sænkes ved gennemførelsen af direktivet.

Artikel 7: Klageadgang

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere

EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag. Det foreslås, at borgere, der mener, at

de har været udsat for forskelsbehandling, bør kunne anvende administrative

eller retlige procedurer, også efter at det forhold, under hvilket

forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.

Organisationer, der har en legitim interesse i at bekæmpe forskelsbehandling,

gives mulighed for at hjælpe ofre for forskelsbehandling i retslige eller

administrative procedurer. Nationale regler om søgsmålsfrister berøres ikke af

denne bestemmelse.

Artikel 8: Bevisbyrde

Bestemmelsen er identisk med tilsvarende bestemmelser i direktiver med den

tidligere EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag samt med bevisbyrdedirektivet,

jf. direktiv 97/80/EF om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på

grundlag af køn.

I alle sager, hvor princippet om ligebehandling hævdes krænket, foreslås det,

at princippet om delt bevisbyrde skal finde anvendelse. Som i de tidligere

direktiver finder delt bevisbyrde ikke anvendelse i tilfælde, hvor den påståede

forskelsbehandling forfølges strafferetligt.

Artikel 9: Beskyttelse mod repressalier (victimisering)

Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Der foreslås indført foranstaltninger til

beskyttelse af enkeltpersoner mod repressalier som følge af, at de har gjort

deres rettigheder i henhold til direktivet gældende.

Artikel 10: Formidling af oplysninger

I denne bestemmelse, der er den samme som i de andre direktiver med den

tidligere EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag, foreslås det, at

medlemsstaterne skal informere om direktivet og nationale bestemmelser.

Artikel 11: Dialog med relevante interessenter

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere

EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den har til formål at fremme dialogen

mellem de relevante offentlige myndigheder og organer som f.eks. ngo'er, der

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

har en legitim interesse i at bidrage til bekæmpelsen af forskelsbehandling på

grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 12: Organer til fremme af ligebehandling

Denne bestemmelse er den samme som i to andre direktiver vedtaget i

henhold til den tidligere EF-traktats artikel 13. I henhold til denne artikel skal

medlemsstaterne have et eller flere organer ("ligebehandlingsorgan") på

nationalt plan til fremme af ligebehandling af alle uden forskel på grund af

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Bestemmelsen er en gengivelse af bestemmelsen i direktiv 2000/43/EF

vedrørende adgang til varer og tjenester og bygger på tilsvarende

bestemmelser i direktiv 2002/73/EF25 og 2004/113/EF. Den fastsætter

minimumskompetencen for organer på nationalt plan, der bør handle

uafhængigt for at fremme princippet om ligebehandling. Medlemsstaterne kan

beslutte, at disse organer skal være de samme som dem, der allerede er

oprettet i henhold til de tidligere direktiver.

En af ligebehandlingsorganernes opgaver er at give uafhængig bistand til ofre

for forskelsbehandling. De skal også kunne foretage uafhængige

undersøgelser af forskelsbehandling og offentliggøre rapporter og fremsætte

henstillinger på ligebehandlingsområdet.

Artikel 13: Overholdelse

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere

EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag. Medlemsstaterne forpligtes til at

ophæve alle love og administrative bestemmelser, der strider mod princippet

om ligebehandling. Endvidere kan alle aftaleretlige bestemmelser,

virksomheders interne regler og vedtægter for foreninger, der strider mod

ligebehandlingsprincippet, erklæres ugyldige eller ændres.

Artikel 14: Sanktioner

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere

EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag. I overensstemmelse med EF-

Domstolens praksis fastsættes det, at der ikke bør være nogen øvre grænse

for den godtgørelse, der skal betales i tilfælde af krænkelser af princippet om

ligebehandling. Godtgørelsen skal være effektiv, stå i rimeligt forhold til

overtrædelsen og have en præventiv effekt.

Artikel 15: Gennemførelse

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere

EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne en frist på

to år til at inkorporere direktivet i national ret og at meddele Kommissionen

teksten til de nationale bestemmelser. Medlemsstaterne kan bestemme, at

forpligtelsen til at sikre reel adgang for mennesker med handicap først skal

gælde fire år efter vedtagelsen af direktivet.

Artikel 16: Rapport

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere

EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag. Kommissionen skal i henhold til denne

artikel aflægge rapport over for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen

af direktivet på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne. Der skal i

rapporten tages hensyn til de synspunkter, der fremsættes af

arbejdsmarkedets parter, de relevante ngo'er og Den Europæiske Unions

Agentur for Grundlæggende Rettigheder.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Artikel 17: Ikrafttræden

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere

EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag. Direktivet træder i kraft på dagen for

offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 18: Adressater

Denne bestemmelse, hvoraf det fremgår, at direktivet er rettet til

medlemsstaterne, er den samme som i de andre direktiver med den tidligere

EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet afgav en udtalelse om forslaget den 2. april 2009.

5. Nærhedsprincippet

Kommissionen har beskrevet forslagets forhold til nærheds- og

proportionalitetsprincippet således:

”Subsidiaritetsprincippet

finder anvendelse, for så vidt som forslaget ikke er

omfattet af Fællesskabets ene kompetence. Målene for forslaget kan ikke i

tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne alene, fordi kun foranstaltninger

på fællesskabsplan kan sikre, at der er et minimumsniveau for beskyttelse mod

forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering i alle medlemsstaterne. En fællesskabsretsakt giver retssikkerhed

med hensyn til borgernes og de økonomiske aktørers rettigheder og

forpligtelser, også hvis de bevæger sig mellem medlemsstaterne. Erfaringerne

med de tidligere direktiver, der er blevet vedtaget i henhold til EF-traktatens

artikel 13, stk. 1 (EUF-traktatens artikel 19, stk. 1), viser, at de har haft en

positiv virkning med hensyn til at opnå en bedre beskyttelse mod

forskelsbehandling. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet går

det foreslåede direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de

fastlagte mål.

Nationale traditioner og tilgange på områder som f.eks. sundhedsydelser,

social beskyttelse og uddannelse er desuden generelt mere forskellige end på

beskæftigelsesområdet. Disse områder er kendetegnet ved legitime

samfundsmæssige valg på områder, hvor medlemsstaterne har kompetencen.

De europæiske samfunds forskelligartethed er en af Europas styrker og skal

respekteres i henhold til subsidiaritetsprincippet. Spørgsmål som

tilrettelæggelse af uddannelsessystemet og undervisningens indhold,

anerkendelse af civilstand eller familiemæssig status, adoption, reproduktive

rettigheder og andre lignende spørgsmål afgøres bedst på nationalt plan. Ingen

medlemsstat skal derfor som følge af direktivet ændre sin gældende lovgivning

eller praksis med hensyn til disse spørgsmål. Det berører heller ikke nationale

bestemmelser om kirkers eller andre religiøse organisationers aktiviteter eller

deres forhold til staten. Det vil således f.eks. fortsat være medlemsstaterne

alene, der træffer afgørelse om spørgsmål som tilladelse til selektiv adgang til

skoler, forbud mod eller accept af at bære eller bruge religiøse symboler i

skolen, anerkendelse af ægteskab mellem personer af samme køn og eventuel

regulering af forholdet mellem organiseret religion og staten.”

Regeringen kan tilslutte sig denne vurdering.

6. Gældende dansk ret

I den danske lovgivning opereres der i vidt omfang med aldersgrænser i

forskellige sammenhænge. Bestemmelserne i direktivforslaget er i sin

nuværende form så elastiske, at det ikke kan udelukkes, at Danmark vil kunne

komme i en situation, hvor Kommissionens og EU-Domstolens opfattelse af,

hvornår en aldersgrænse er fastsat efter objektive og rimeligt begrundede

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

kriterier, og hvad der er et legitimt formål, ikke nødvendigvis vil være

sammenfaldende med den danske opfattelse.

På den baggrund vurderes det, at i det omfang alder skal være omfattet af

direktivet, skal direktivforslaget være mere præcist i form af angivelser af

områder, der kan undtages helt fra direktivet.

Direktivforslaget indeholder desuden en særlig bestemmelse om

ligebehandling af mennesker med handicap. Artiklen skal sikre reel og lige

adgang for mennesker med handicap til social beskyttelse, sociale goder,

sundhedsydelser og uddannelse samt adgang til varer og tjenesteydelser,

herunder boliger og transport, som er tilgængelige for offentligheden. Denne

forpligtelse er begrænset, i det omfang den ville medføre en uforholdsmæssig

stor byrde eller vil kræve grundlæggende ændringer inden for de pågældende

områder. Artiklen er uklar, hvilket gør det vanskeligt at afgrænse

bestemmelsens omfang. Eksempelvis fremgår det af artiklen, at

medlemsstaterne kan foretage ”rimelig tilpasning” for at sikre gennemførelsen

af rettighederne, så længe disse ikke medfører ”uforholdsmæssig stor byrde”.

Der er taget udgangspunkt i det oprindelige fremsatte direktivforslag som

grundlag for de juridiske overvejelser på det enkelte ressortministeriers

område, som beskrives nærmere nedenfor, da forhandlingerne fortsat ikke har

ført til nye konkrete tekstforslag, som alle medlemmer er enige om

Social- og Ældreministeriets område

Det må overordnet antages, at aldersbestemmelser i forhold til Social- og

Ældreministeriets område er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål

og derfor ikke udgør forskelsbehandling i direktivets forstand. Når en endelig

direktivtekst foreligger, vil regeringen på baggrund af denne vurdere, hvorvidt

der måtte være behov for ændringer som følge af vedtagelse af

direktivforslaget. Det gælder for eksempel ydelser efter serviceloven.

Handicap

Serviceloven indeholder en del bestemmelser om ydelser til personer med

handicap, herunder bestemmelser om positiv særbehandling i form af

kompensation for at sikre reel ligestilling. Følgende bestemmelsers relation til

direktivforslaget vurderes at skulle undersøges nærmere.

Hjælp til dækning af merudgifter

§ 100 i serviceloven fastslår, at kommunalbestyrelserne skal yde hjælp til

dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer

mellem 18 år og folkepensionsalderen med varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne og til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne, der efter § 15 a i lov om social pension har opsat udbetalingen

af folkepensionen.

Det skal bemærkes, at Social- og Ældreministeriet og

Beskæftigelsesministeriet blev frifundet i en retssag om, hvorvidt det er i strid

med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 sammenholdt

med tillægsprotokol 1, artikel 1, at en borger ikke længere tildeles dækning af

merudgifter efter serviceloven efter overgang til folkepension samt

invaliditetsbeløb efter førtidspensionsloven.

Overvågning og støtte i forbindelse hermed til unge, der modtager hjælp efter §

95, stk. 3

Der er med virkning fra 1. juli 2020 gennemført en lovændring i servicelovens §

95, stk. 4, således, at der er indført ret til overvågning og støtte i forbindelse

hermed om natten for unge (i form af et kontant tilskud), der modtager hjælp

efter servicelovens § 95, stk. 3.

Jf. § 95, stk. 4, skal kommunalbestyrelsen udbetale et kontant tilskud til

ansættelse af hjælpere til at yde overvågning og støtte i forbindelse hermed om

natten til unge i alderen fra 18 år til og med 23 år, som har behov herfor, og

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

som modtager hjælp efter stk. 3 som et kontant tilskud. Hvis den unge ved det

fyldte 24. år efter en lægelig vurdering lider af en livstruende sygdom, skal

kommunalbestyrelsen fortsætte udbetalingen af det kontante tilskud til

ansættelse af hjælpere til overvågning og støtte i forbindelse hermed, indtil den

unge afgår ved døden, dog højst i 2 år. Tilskuddet til ansættelse af hjælpere til

overvågning og støtte i forbindelse hermed skal udbetales til samme

nærtstående, forening eller private virksomhed, som får udbetalt tilskuddet efter

stk. 3. Den unges forældre må ikke ansættes som hjælpere til at udføre

overvågningen og støtten i forbindelse hermed.

Ledsageordning

§§ 45 og 97, stk. 1, i serviceloven fastslår, at kommunalbestyrelserne skal

tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til personer mellem henholdsvis 12

og 18 år og personer under folkepensionsalderen, dog således at

aldersgrænsen i § 97, stk. 1 ikke kan blive mindre end 67 år, der ikke kan

færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne. Dette gælder dog ikke for børn og unge mellem 12 og 18 år,

som har døgnophold efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 7.

Servicelovens §97, stk. 2, fastslår desuden, at personer, der er visiteret til

ledsagelse før folkepensionsalderen, bevarer retten til ledsagelse efter

overgang til folkepension.

Beskyttet beskæftigelse

§ 103 i serviceloven fastlår, at kommunalbestyrelserne skal tilbyde beskyttet

beskæftigelse til personer mellem 18 år og folkepensionsalderen, som på

grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige

sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale

vilkår på arbejdsmarkedet, og som ikke kan benytte tilbud efter anden

lovgivning.

Beskyttet beskæftigelse adskiller sig fra beskæftigelse efter reglerne på

Beskæftigelsesministeriets område ved at blive betragtet som en social

indsats. Dette indebærer bl.a., at personer i beskyttet beskæftigelse ikke har

krav på at modtage feriepenge og sygedagpenge mv. i lighed med personer på

det ordinære arbejdsmarked.

Botilbud

For botilbud til længerevarende ophold for personer med betydelig og varigt

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter servicelovens § 108 er der ikke

fastsat regler om specifikke indretningskrav i lovgivningen, men botilbuddet

skal være egnet til formålet.

For almene ældreboliger, herunder boliger der udlejes til mennesker med

handicap, er der derimod fastsat specifikke indretningskrav i lovgivningen,

f.eks. at hver bolig skal være forsynet med selvstændigt toilet og bad.

Fra 1. januar 2020 er det gjort muligt at målrette botilbud til længerevarende

ophold efter serviceloven til unge mellem 18 og 35 år med henblik på at

understøtte, at beboerne kan leve et ungdomsliv sammen med jævnaldrende.

Beboerne vil skulle fraflytte tilbuddet inden det fyldte 35. år.

Handleplaner

§ 141 i serviceloven forpligter kommunalbestyrelserne til at skønne, om det er

hensigtsmæssigt at tilbyde at udarbejde en handleplan for indsatsen, når der

ydes hjælp til personer under folkepensionsalderen efter lovens afsnit 5.

Indhentelse af samtykke fra børn over 15 år

Ifølge serviceloven skal der ved visse afgørelser indhentes samtykke fra

forældremyndighedsindehaveren og fra den unge, hvis denne er over 15 år.

Dette gælder eksempelvis i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet, jf. §

53, når afgørelsen er truffet efter lov om social service.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Klagereglerne

For en række afgørelser om foranstaltninger efter serviceloven, der vedrører

børn og unge er aldersgrænsen for partsstatus og klageadgang fastsat til 12 år.

Det gælder eksempelvis i afgørelser om valg af anbringelsessted og afgørelser

om samvær og kontakt jf. § 167 i serviceloven.

Efterværn

Efter servicelovens § 76 kan kommunalbestyrelsen tilbyde støtte, der har til

formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge

mellem 18-22 år, når det må anses af væsentlig betydning af hensyn til den

unges behov for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed.

Børn og unge, der er tvangsanbragt umiddelbart inden det 18. år, har ret til at

få efterværn i form af en kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten tilbydes

unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold efter § 76,

stk. 3, nr. 1.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år

er eller var anbragt uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, eller § 14 i lov om

bekæmpelse af ungdomskriminalitet på eget værelse, kollegium eller

kollegielignende opholdssteder, støtte i form af en kontaktperson frem til det

19. år. Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af

døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1.

Tilbuddene efter § 76 ophører ved det fyldte 23. år. I flere situationer vil der

imidlertid være mulighed for, at der kan iværksættes en indsats efter

voksenreglerne i serviceloven som eksempelvis § 85, der bl.a. vedrører hjælp,

omsorg og støtte i tilfælde af psykiske, fysiske eller sociale problemer.

Efter servicelovens § 76 a skal kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp efter stk. 2

og 3. til unge i alderen 18 til 22 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller

psykisk funktionsevne, når det må anses for at være af væsentlig betydning af

hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unges værge er indforstået

hermed.

For unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der

umiddelbart inden det fyldte 18. år er anbragt uden for hjemmet efter reglerne i

kapitel 11 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet i en

plejefamilie efter § 66, stk. 1 nr. 1-3, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse

om, at døgnopholdet, jf. § 52, opretholdes. Såfremt den unges plejefamilie ikke

længere vurderes egnet som plejefamilie for den pågældende unge, kan

kommunalbestyrelsen tilbyde den unge anbringelse i en anden plejefamilie,

som den unge har en nær relation til og er tryg ved. Ved tilbud om anbringelse

hos en anden plejefamilie skal betingelserne i stk. 1 være opfyldt.

Opretholdelsen af døgnophold skal ophøre, når det ikke længere opfylder sit

formål under hensyn til den unges behov for støtte, dog senest når den unge

fylder 23 år.

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap

1. juli 2018 trådte lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap i

kraft. Loven beskytter personer med handicap mod forskelsbehandling uden for

arbejdsmarkedet, og giver mulighed for at klage til Ligebehandlingsnævnet ved

overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling. Personer, der er krænket

ved overtrædelser af forbuddet, kan tilkendes en godtgørelse.

Loven gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet,

bortset fra områder der er omfattet af lov om forbud mod forskelsbehandling på

arbejdsmarkedet m.v., samt for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Forbuddet mod forskelsbehandling omfatter såvel direkte som indirekte

forskelsbehandling. Chikane i relation til en person med handicap, instruktion

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

om at forskelsbehandle en person på grund af handicap betragtes i loven som

forskelsbehandling og forskelsbehandling af en person på grund af dennes

forhold til en person med handicap, såfremt forskelsbehandlingen sker på

grund af den anden persons handicap. Derudover indeholder loven et forbud

mod repressalier.

Rimelig individuel tilpasning

Den 1. januar 2021 blev der i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund

af handicap indført en ret til rimelig individuel tilpasning i dagtilbud, folkeskole,

friskoler og private grundskoler (frie grundskoler). Det gælder dog kun for

tilpasninger, som ikke indebærer en uforholdsmæssig stor byrde. Ved

vurderingen skal der lægges særlig vægt på effekten af at fjerne barrier og på

omkostningerne forbundet med tilpasningen under hensyntagen til

dagtilbuddets eller skolens ressourcer. Med ændringen af loven blev der

samtidigt indført en adgang til at klage til Ligebehandlingsnævnet og få tilkendt

en godtgørelse ved overtrædelse af retten til rimelig individuel tilpasning.

Formålet med den ændrede lov er, at børn og unge med handicap kan undgå

forskelsbehandling i dagtilbud og i skolen og opnå samme muligheder for

deltagelse som andre børn og unge. Dermed kan de få bedre muligheder for

inklusion og ligebehandling i samfundet.

Ældre

Generelt gives hjælp til ældre borgere i Danmark på baggrund af en

behovsvurdering og dermed ikke på baggrund af aldersafgrænsning eller

anden afgrænsning, såsom køn, etnisk oprindelse eller økonomisk formåen.

Kommunalbestyrelsen skal eksempelvis tilbyde personlig pleje og praktisk

hjælp i hjemmet til borgere, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan

udføre disse opgaver. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse træffe

afgørelse om tildeling af hjælpen på baggrund af en konkret, individuel

vurdering.

Forebyggende hjemmebesøg

Serviceloven forpligter kommunalbestyrelsen til at tilbyde mindst et årligt

forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, der er fyldt 82 år samt til særlige

risikogrupper i alderen 65-81 år. Desuden skal kommunalbestyrelsen tilbyde et

forebyggende hjemmebesøg til alle i deres fyldte 75. og 80 år samt til alle

borgere, som bor alene i deres fyldte 70. år. Kommunalbestyrelsen kan vælge

at undtage de borgere, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp,

fra ordningen om forebyggende hjemmebesøg.

Beskæftigelsesministeriets område

Arbejdsløshedsforsikringslovgivningen, sygedagpengeloven,

kontanthjælpslovgivningen, børnetilskudsreglerne, beskæftigelsesindsatsloven

og pensionsreglerne indeholder aldersgrænser på en lang række områder i

relation til erhvervelse af ret til arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge m.v.

F.eks. ophører retten til arbejdsløshedsdagpenge, når en person når

folkepensionsalderen, og førtidspension kan som udgangspunkt ikke tilkendes

personer under 40 år. Personer i alderen fra 18 til 39 år kan tilkendes

førtidspension, hvis det er dokumenteret, eller det på grund af særlige forhold

er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres.

Ligeledes findes der aldersbestemmelser i reglerne om f.eks. efterløn,

fleksydelse, delpension, fleksjob, social pension, kontanthjælp,

arbejdsskadeforsikring og i de særlige ungeregler om medlemskab/optagelse i

en arbejdsløshedsforsikringsordning.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Forskelsbehandlingsloven indeholder et forbud mod direkte og indirekte

forskelsbehandling på grund af en række kriterier, bl.a. race og etnisk

oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering på

arbejdsmarkedet. Loven baserer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF og EU-

direktiv 2000/78/EF.

Lønmodtagere og ansøgere til ledige stillinger er beskyttet mod

forskelshandling i forbindelse med ansættelse, under ansættelsen, i forbindelse

med afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse og med hensyn til løn og

arbejdsvilkår. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansatte med hensyn til

adgang til erhvervsmæssig videreuddannelse, omskoling, m.v. Loven gælder

for både arbejdsgivere, for enhver, der driver vejlednings- og

uddannelsesvirksomhed og for enhver, der anviser beskæftigelse.

Loven indeholder en pligt for arbejdsgiveren til at foretage hensigtsmæssige

tilpasninger i betragtning af de konkrete behov for at give personen med

handicap adgang til beskæftigelse. Pligten til at foretage tilpasninger må

imidlertid ikke være urimelig byrdefuld for arbejdsgiveren. Hvis byrden lettes i

tilstrækkeligt omfang gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke for

at være uforholdsmæssig stor.

Arbejdsløshedsforsikring

Beskæftigelsesministeriet har vurderet, at aldersgrænserne i

arbejdsløshedsforsikringsloven ikke umiddelbart udgør et problem i forhold til

direktivet. Det forudsættes, at de aldersbestemte regler i

arbejdsløshedsforsikringsloven kan undtages fra begrebet forskelsbehandling

efter artikel 2, stk. 6, og ikke er omfattet af anvendelsesområdet som beskrevet

i artikel 3, stk. 1, litra a-b).

For at blive optaget som medlem i en dansk a-kasse er det en betingelse, at

man er fyldt 18 år og ikke er mindre end 2 år fra folkepensionsalderen. Hvis

man har gennemført en uddannelse, der giver grundlag for optagelse i en a-

kasse, kan man optages som medlem, selv om man ikke er fyldt 18 år.

Medlemskabet af en a-kasse ophører ved udgangen af den måned, hvor man

når folkepensionsalderen.

Det er en betingelse for ret til arbejdsløshedsdagpenge, at man er medlem af

en a-kasse. Hvis man ikke opfylder aldersbetingelserne for ret til medlemskab,

kan man derfor heller ikke få arbejdsløshedsdagpenge.

Et medlem af en a-kasse kan overgå til et særligt seniormedlemsskab efter

udgangen af den måned, hvor pågældende når folkepensionsalderen. Hvis

man ikke er medlem af en a-kasse i forvejen, kan man blive optaget som

seniormedlem, når man har nået folkepensionsalderen. Seniormedlemsskab af

en a-kasse giver ikke ret til arbejdsløshedsdagpenge eller andre ydelser fra a-

kassen. Seniormedlemsskab giver ret til hjælp til og vejledning om jobsøgning,

hvis seniormedlemmet anmoder herom.

Arbejdsskadelovgivningen

Bestemmelser relatereret til handicapkriteriet

Erstatning for tab af erhvervsevne samt godtgørelse for varige mén efter lov

om arbejdsskadesikring fastsættes på grundlag af arbejdsskadens følger.

Erstatningen kan nedsættes eller efter omstændighederne bortfalde, hvis

tilskadekomnes aktuelle lægelige og sociale situation ikke udelukkende kan

henføres til arbejdsskaden. Der ydes således ikke kompensation for

tilskadekomnes samlede helbredsmæssige og/eller erhvervsmæssige

forringelse, når tilskadekomnes helbredsmæssige og/eller erhvervsevne

allerede var nedsat før skaden. Det samme gælder, når den forudbestående

sygdom med sikkerhed på et senere tidspunkt ville have medført i det

væsentlige de samme følger, selvom skaden ikke var sket.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Følgerne af forudbestående skader eller handicap kan have betydning for

erstatningsudmålingen. Det betyder, at erstatning og godtgørelse kan

nedsættes, når det er dokumenteret, at hele eller dele af det varige mén/tab af

erhvervsevne skyldes andre forhold end arbejdsskadens følger. Det

bemærkes, at personer med handicap kan kompenseres økonomisk efter

anden social lovgivning.

Bestemmelser relatereret til alderskriteriet

Godtgørelse for varigt mén er en økonomisk kompensation for de varige ikke-

økonomiske følger af en arbejdsskade. Godtgørelsen nedsættes med en

procent for hvert år, tilskadekomne er ældre end 39 år ved arbejdsskadens

indtræden. Var tilskadekomne fyldt 60 år ved arbejdsskadens indtræden,

nedsættes godtgørelsen med yderligere 1 pct. for hvert år, den pågældende

var ældre end 59 år ved arbejdsskadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes

dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år, og udgør derefter 60 procent af den

almindelige godtgørelse. Baggrunden, for at det er valgt at lade godtgørelsen

nedsætte for ældre personer, er, at ældre personer ikke skal leve så længe

med det varige mén som yngre personer.

Erstatning for tab af erhvervsevne tilkendes som løbende erstatning.

Udbetalingen af den løbende erstatning ophører, når modtageren opnår ret til

folkepension. Hvis tabet af erhvervsevne er under 50 procent, bliver den

løbende erstatning omsat til et engangsbeløb (kapitalerstatning). Er

erhvervsevnetabet 50 procent eller derover, har den tilskadekomne mulighed

for at få omsat et beløb, der svarer til et tab af erhvervsevne på 50 procent, til

en kapitalerstatning, mens den resterende del af erstatningen udbetales som

en løbende erstatning. Kapitaliseringsfaktorerne, der anvendes til omsætning

af løbende erstatning til kapitalerstatning, fastsættes efter aktuarmæssige

principper. Dette betyder, at kapitaliseringsbeløbet er forskelligt i forhold til

alder, således at det udbetalte kapitalbeløb er mindre, jo ældre tilskadekomne

er.

Beskæftigelsesindsatsen

Adskillige ordninger under beskæftigelseslovgivningen har snæver

sammenhæng med folkepensionsalderen. Det gælder f.eks. efterløn,

fleksydelse og delpension, som er tilbagetrækningsordninger før

folkepensionsalderen.

Beskæftigelsesindsatsen (lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) indeholder en

række målgruppeafgrænsninger, som knytter sig til alder eller begrænsninger i

arbejdsevnen. Der kan opstilles følgende ikke udtømmende liste over

beskæftigelsesrelaterede ordninger, der indeholder bestemmelser

–

direkte

eller indirekte

–

om alder og begrænsninger i arbejdsevnen:

Ordning

Ressourceforløb

Jobafklaringsforløb

Afgrænsning

Personer med komplekse problemer ud over

ledighed. Ophør ved folkepensionsalderen.

Alle uarbejdsdygtige sygemeldte, der ikke kan

få forlænget sygedagpengene. Ophør ved

folkepensionsalderen.

Begrænsninger i arbejdsevnen med mulighed

for at opnå selvforsørgelse efter et

revalideringsforløb. Revalideringsindsats og -

ydelse er subsidiære ift. alle andre former for

hjælp/forsørgelse. Ophør ved

folkepensionsalderen.

Væsentlig og varig begrænsning i

arbejdsevnen. Ophører ved

folkepensionsalderen.

Revalidering

Fleksjob

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Løntilskud til

førtidspensionister

Tilskud til udgifter til

hjælpemidler

Forudsætter førtidspension (som kræver

væsentlig og varig begrænsning i

arbejdsevnen).

Forudsætter at hjælpemidlet har afgørende

betydning for ansættelsen eller beskæftigelsen

i egen virksomhed, eller at redskabet eller

arbejdspladsindretningen kompenserer for

personens eventuelle begrænsning i

arbejdsevnen.

Varig og betydelig psykisk eller fysisk funk-

tionsnedsættelse.

Forsikrede ledige, hvis ret til dagpenge,

udløber tidligst 5 år før efterlønsalderen, har ret

til ansættelse i et seniorjob, når

dagpengeretten er udløbet og indtil

efterlønsalderen. Det er en betingelse, at

personen betaler til efterlønsordningen, og at

personen vil kunne opfylde anciennitetskravet

for efterløn, når vedkommende når

efterlønsalderen.

Personlig assistance til

personer med handicap

(kompensationsloven)

Seniorjob

Fleksjob

Hvis alderskriteriet i direktivforslaget skal forstås således, at man kan fastsætte

en aldersgrænse ud fra objektive kriterier

–

f.eks. at folkepensionsalderen er

den samme for alle født i en given periode

–

og at forskellige ydelser ophører

(for alle), når de opnår folkepensionsalderen (fordi pensionen så træder i

stedet), så er det Beskæftigelsesministeriets vurdering, at der ikke er udgifter

ift. fleksjobordningen ved direktivforslaget. Dog skal det nævnes, at der er det

særlige forhold knyttet til fleksjobordningen, at fleksjob ophører ved opnåelse af

folkepensionsalderen, selvom man i øvrigt kan fortsætte på det ordinære

arbejdsmarked efter, at man har nået folkepensionsalderen. Umiddelbart er det

vurderingen, at heller ikke dette har betydning i forhold til direktivforslaget, da

man ikke mister retten til at arbejde, og derfor stadig er ansat hos

arbejdsgiveren, indtil man bliver afskediget.

Ledige fleksjobbere kan modtage ledighedsydelse. Personer, der når

fleksydelsesalderen (alderen for efterløn til fleksjobbere) kan højst modtage

ledighedsydelse på samme niveau som hidtil indtil seks måneder efter dette

tidspunkt, hvorefter satsen nedsættes til niveauet for kontanthjælp til personer

fyldt 30 år. Det vurderes ikke at være diskrimination i direktivets forstand, idet

dette ikke afskærer eller begrænser deres adgang til arbejdsmarkedet.

Mht. handicapkriteriet i fleksjobordningen er det endvidere umiddelbart

vurderingen, at direktivets bestemmelser om handicap ikke giver problemer, da

det fortsat må være muligt at afgrænse en ordning til et kriterium om varigt og

væsentligt nedsat arbejdsevne, som omfatter alle borgere. Det bemærkes i den

forbindelse, at der altid vil være tale om en konkret og individuel vurdering af,

om en borger opfylder betingelserne for fleksjob. Også ud fra den betragtning,

er det opfattelsen, at der ikke er udgifter til fleksjobordningen ved

direktivforslaget.

Reglerne om kompensation til personer med handicap i erhverv

Lov om kompensation til personer med handicap i erhverv m.v. har til formål at

styrke og

stimulere personer med handicap’s muligheder for beskæftigelse,

med det formål at give disse de samme muligheder for erhvervsudøvelse som

personer uden handicap.

Er der behov for kompensation for den nedsatte arbejdsevne, er der i lov om

kompensation til handicappede i erhverv m.v. regler om fortrinsadgang,

hjælpemidler og personlig assistance til erhverv og under efter- og

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

videreuddannelse, og om isbryderordningen. Som eksempel kan nævnes

muligheden for personlig assistance, der kan ydes til ledige, lønmodtagere og

selvstændige erhvervsdrivende, som på grund af en varig og betydelig fysisk

eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for særlig personlig bistand.

Derudover er der mulighed for, at personer med handicap kan få bevilget

hjælpemidler, hvis handicappet medfører en barriere i forbindelse med job,

uddannelse eller ved deltagelse i tilbud.

Umiddelbart er det vurderingen, at det ikke er i strid med direktivforslaget at

afgrænse en ordning ud fra et væsentlighedskriterium, som omfatter alle

borgere. Det er derfor vurderingen, at der ikke er udgifter ift. ordningen om

kompensation til personer med handicap i erhverv ved direktivforslaget.

Det er muligt for personer med handicap, der har nået folkepensionsalderen,

og er i ordinær ansættelse eller driver selvstændig virksomhed, at få bevilget

eller beholde allerede bevilgede hjælpemidler og mindre

arbejdspladsindretninger i arbejdssammenhæng, hvis de ønsker at arbejde

udover folkepensionsalderen.

Hjælpemidler til personer, der på grund af handicap kan have vanskeligt ved at

få og bevare beskæftigelse, og som deltager i tilbud efter kompensationslovens

§ 15 eller beskæftigelsesindsatslovens kap. 11-14, skal gives efter

kompensationsloven. Det er søgt at samle alle kompenserende ordninger på

beskæftigelsesområdet i ét lovkompleks, for at sikre et bedre overblik.

Kontanthjælpssystemet

På kontanthjælpsområdet afhænger en persons sats blandt andet af, om

personen er under 25 år, fyldt 25 år eller fyldt 30 år. Aldersgrænserne er

politisk bestemte og begrundes i ”den sædvanlige uddannelsesalder”, hvorfor

satserne for de yngre aldersgrupper under 30 år uden

erhvervskompetencegivende uddannelse er fastsat

ud fra SU-niveauet for at sikre, at det ikke er det sociale ydelsesniveau, der

forhindrer de unge i at starte på en uddannelse med SU. Ydelsen hedder

uddannelseshjælp.

Samtidig med indførelsen af ungesatserne på SU-niveau blev den aktive

indsats for unge under 30 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse

omlagt, så målet i dag er ordinær uddannelse. Unge, der vurderes at kunne

påbegynde en uddannelse inden for ca. et år og gennemføre uddannelsen,

bliver visiteret som uddannelsesparate, mens unge, der ikke vurderes

uddannelsesparate, bliver visiteret som aktivitetsparate.

De unge, der ikke vurderes uddannelsesparate f.eks. på grund af sociale eller

sundhedsmæssige problemer, får et aktivitetstillæg til satsen, ud fra en

betragtning om, at de ikke kan reagere på et økonomisk incitament til at gå i

gang med en uddannelse i form af en lavere sats.

Sygedagpenge

På sygedagpengeområdet er der som udgangspunkt ikke nogen

aldersbegrænsning for udbetalingen af sygedagpenge. Der er dog en

aldersbegrænsning mht. varighedsbegrænsningen, dvs. spørgsmålet om, i

hvor lang tid, der kan udbetales sygedagpenge. Mens udbetaling af

sygedagpenge som udgangspunkt ophører, når der er udbetalt sygedagpenge i

22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder, ophører sygedagpengene for

personer, der har nået folkepensionsalderen, når der er udbetalt

sygedagpenge i mere end 26 uger af de forudgående 12 kalendermåneder.

Der er desuden ikke de samme forlængelsesmuligheder som for den øvrige

personkreds.

Begrundelsen herfor er, at der er adgang til en anden forsørgelsesydelse,

nemlig folkepensionen. Det ville være uhensigtsmæssigt, hvis man ved at

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

sygemelde sig før folkepensionen kunne sikre sig en langt højere ydelse i en

årrække.

Jobafklaringsforløb

Alle sygemeldte, som fortsat er uarbejdsdygtige, og som ikke kan få forlænget

deres sygedagpenge, har ret til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse

i en periode på op til 2 år. Ved fortsat uarbejdsdygtighed er der mulighed for at

få et nyt jobafklaringsforløb. I jobafklaringsforløb er der fastsat den

aldersgrænse, at jobafklaringsforløb ophører på det tidspunkt, hvor personen

når folkepensionsalderen.

Ressourceforløb

Ressourceforløb skal blandt andet ses i sammenhæng med reglerne om

førtidspension og blev indført for at udvikle personens arbejdsevne og dermed,

hvis det er muligt, forebygge førtidspension. Deltagelse i et ressourceforløb

skal sikre, at alle relevante muligheder for at udvikle arbejdsevnen har været

forsøgt, inden der tilkendes førtidspension.

Målgruppen for ressourceforløb er personer, der har komplekse problemer ud

over ledighed.

Visitation til ressourceforløb vil altid bero på en konkret og individuel

helhedsvurdering af den enkeltes situation.

Et ressourceforløb kan vare fra 1 til 5 år. En person kan blive tilbudt flere på

hinanden følgende ressourceforløb. For ressourceforløb er der fastsat den

aldersgrænse, at der alene kan gives ressourceforløb frem til det tidspunkt,

hvor personen når folkepensionsalderen.

Pr. 1. januar 2022 forventes det, at der træder en ny aftale om ressourceforløb

i kraft. I aftalen nedsættes varigheden af et ressourceforløb til maksimalt 3 år,

mens en person forsat kan blive tilbudt flere på hinanden følgende

ressourceforløb.

Revalidering

Revalidering er erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp, der kan

bidrage til, at personer med begrænsninger i arbejdsevnen fastholdes eller

kommer ind på arbejdsmarkedet, således at pågældendes mulighed for at

forsørge sig selv forbedres.

Revalidering er subsidiær i forhold til anden indsats. Det vil sige, at revalidering

kun kan tilbydes, hvis der ikke gennem andre erhvervsrettede aktiviteter er

mulighed for at få en person i beskæftigelse.

Et revalideringsforløb skal gennemføres på så kort tid som muligt, og kan højst

vare i 5 år med mulighed for forlængelse. Der kan alene gives revalidering frem

til det tidspunkt, hvor personen når folkepensionsalderen.

Folkepension, førtidspension, seniorpension, tidlig pension og børnetilskud

Kontantydelserne kan udbetales efter

Lov om højeste, mellem, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Lov om social pension

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag

For disse ydelser gælder, at retten til ydelser er aldersbestemte. Børnetilskud

ydes til børn under 18 år, førtidspension kan tilkendes og udbetales fra det 18.

år og til folkepensionsalderen, mens folkepension kan udbetales fra

folkepensionsalderen. Folkepensionsalderen er gradvist forhøjet fra 65 år til 67

år i perioden 2019 til 2022, og folkepensionsalderen er i 2020 69 år gældende

fra 1. januar 2035. Det må antages, at aldersbestemmelser i forhold til disse

ydelser er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål og derfor ikke

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

udgør forskelsbehandling i direktivets forstand. Det gælder også i forhold til

seniorpension, som kan tilkendes personer med mindre end seks år til

folkepensionsalderen, samt tidlig pension, en ny pensionsordning, der kan

udbetales fra den 1. januar 2022, og som

–

afhængigt af den enkelte ansøgers

år på arbejdsmarkedet

–

kan udbetales fra 1 til 3 år før folkepensionsalderen.

Med førtidspensionsreformen, som trådte i kraft 1. januar 2013, blev der indført

en aldersgrænse for førtidspension, således at førtidspension som

udgangspunkt ikke kan tilkendes personer under 40 år. Personer i alderen fra

18 til 39 år kan tilkendes førtidspension, hvis det er dokumenteret eller det på

grund af særlige forhold er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres.

Aldersgrænserne er politisk bestemte og begrundes i, at man ikke vil parkere

unge på en varig forsørgelsesydelse, hvis der på sigt er mulighed for, at

personen med den rette indsats kan blive en del af arbejdsmarkedet. Det må -

som med de øvrige pensionsregler - antages, at aldersbestemmelsen er

objektiv og rimeligt begrundet i et legitimt formål. Dog har EU-domstolen i

andre sammenhænge pålagt en meget snæver fortolkning af

proportionalitetshensynet.

Beskæftigelsesministeriet er ikke bekendt med, at de gældende regler på

området har ført til domfældelse, der har statueret aldersdiskrimination. Østre

Landsret har ved dom af 5. oktober 2017 som 1. instans, frifundet Social- og

Indenrigsministeriet og Beskæftigelsesministeriet i to sager. Sagerne angik, om

dansk lov om bortfald af visse sociale ydelser til personer med

funktionsnedsættelse ved opnåelse af folkepensionsalderen er i strid med

Danmarks internationale forpligtelser om diskrimination på grund af alder eller

handicap.

Der er ikke foretaget en tilbundsgående analyse af aldersdiskrimination efter

direktivteksten i relation til alle dele af ydelsesområdet herunder særligt

ydelser, fx handicapkompenserende ydelser, der ophører ved overgangen til

folkepension, og ydelser, fx boligydelse efter gunstigere boligstøtteregler, der

som udgangspunkt kun gives til folkepensionister.

Tilskud til udgifter til hjælpemidler efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

§178

Det fremgår af beskæftigelsesindsatsloven, at der kan gives tilskud til udgifter

til hjælpemidler med henblik på at fremme, at personer opnår eller fastholder

ordinær ansættelse, ansættelse efter lov om seniorjob eller hvis personen

driver selvstændig virksomhed. Tilskuddet kan ydes til hjælpemidler i form af

arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger.

Det er en betingelse for at modtage tilskuddet, at personen er omfattet af

målgruppen i beskæftigelsesindsatsloven, samt at:

tilskuddet enten er af afgørende betydning for ansættelsen eller beskæftigelsen

i egen virksomhed, eller

redskabet eller arbejdspladsindretningen kompenserer for personens

eventuelle begrænsning i arbejdsevnen.

Ankestyrelsen har i principafgørelse N-15-06 fra 2006 truffet afgørelse om, at

en folkepensionist ikke er omfattet af bestemmelsen om tilskud til udgifter til

hjælpemidler. I afgørelsen har Ankestyrelsen lagt vægt på, at folkepensionister

ikke er omfattet af personkredsen i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Umiddelbart er det vurderingen, at det ikke anses for at være i

uoverensstemmelse med EU-rettens forbud mod forskelsbehandling på grund

af alder, at man ikke kan få hjælpemidler efter folkepensionsalderen. Det

skyldes, at man ved folkepensionsalderen er sikret et forsørgelsesgrundlag. En

person, der modtager folkepension, har ikke længere pligt til at stå til rådighed

for arbejdsmarkedet for at få udbetalt pensionen.

Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet i Danmark er

reguleret af Lov om ligestilling af kvinder og mænd.

Ligebehandlingsnævnet afgjorde den 27, april 2017 en sag efter lov om forbud

mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet (forskelsbehandlingsloven),

hvorefter forbuddet mod forskelsbehandling også gælder enhver, der driver

vejlednings- og uddannelsesvirksomhed i forhold til erhvervsuddannelse og

erhvervsmæssig videreuddannelse. Ligebehandlingsnævnet vurderede i den

konkrete sag, at indklagede (en erhvervsskole) driver uddannelsesvirksomhed,

der falder inden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde, da der er

tale om uddannelse med henblik på lønnet beskæftigelse.

Kulturministeriets område

Der findes ikke på Kulturministeriets område love, der indebærer direkte

diskrimination af mennesker som følge af religion eller tro, handicap, alder eller

seksuel orientering.

Ophavsretsloven

Der er foreskrevet positiv særbehandling af personer med syns-, læse eller

hørehandicap m.v. i ophavsretsloven, jf. §§ 17 - 17e.

Ifølge bestemmelserne er det bl.a. tilladt at gengive og sprede eksemplarer af

udgivne værker, når gengivelsen og de spredte eksemplarer er særligt bestemt

til brug for døve og talelidende, ligesom en person med syns- eller

læsehandicap eller en person, der handler på dennes vegne, må foretage en

eksemplarfremstilling af et offentliggjort værk således, at personen med syns-

eller læsehandicap får ligeså let og behagelig adgang til værket, som en

person uden syns- eller læsehandicap.

Radio- og fjernsynslovgivningen

Efter radio- og fjernsynslovgivningen (lovens § 69, stk. 3, samt bekendtgørelse

om medielicens) kan DR efter ansøgning bevilge blinde og stærkt svagtseende

personer, der bor alene eller bor i husstande udelukkende med andre blinde

eller stærkt svagtseende personer og/eller hjemmeboende børn uanset alder,

fritagelse for medielicens. Ved blinde og stærkt svagtseende forstås personer,

som er medlem af Dansk Blindesamfund eller opfylder betingelserne for at

blive medlem af Dansk Blindesamfund. Det blev i marts 2018 besluttet at

afskaffe medielicensen fra 1. januar 2022 efter en gradvis aftrapning over

perioden 2019-2022. Fra 2022 vil alle hidtil licensfinansierede formål

udelukkende være finansieret over finansloven. For at kompensere for, at

blinde og stærkt svagtseende personer alt andet lige stilles økonomisk

dårligere ved omlægningen, blev det samtidig besluttet at afsætte en pulje på

10 mio.kr. årligt til initiativer målrettet denne gruppe borgere. Den nærmere

fordeling af puljen på forskellige initiativer fremgår af finansloven for

2019 (§ 21.11.23.69). Efter radio- og fjernsynslovgivningen er der i

bekendtgørelsesform fastsat regler om, at programmer ikke på nogen måde

må tilskynde til had på grund af race, køn, religion, nationalitet eller seksuel

observans i public service-programvirksomhed og programvirksomhed udøvet

på grundlag af tilladelse og registrering samt on demand-audiovisuel

programvirksomhed.

Efter radio- og fjernsynsloven er der ligeledes i bekendtgørelsesform fastsat

regler om, at reklamer i radio, fjernsyn og on demand audiovisuelle

medietjenester ikke må skade respekten for den menneskelige værdighed eller

indeholde eller fremme nogen forskelsbehandling på grund af køn, race eller

etnisk oprindelse, nationalitet, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering. Det samme gælder for produktplacering i et indkøbt udenlandsk

program.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Sundhedsministeriets område

Spørgsmål om især alder er reguleret i en række sammenhænge i

sundhedslovgivningen. Som eksempler kan nævnes bestemmelserne vedr.

mindreåriges adgang til at samtykke til behandling, selvbestemmelse over

biologisk materiale og genetiske oplysninger samt og aktindsigt

(sundhedslovens § 17), adgangen til at oprette behandlingstestamenter

(sundhedslovens § 26), transplantation fra levende og afdøde personer

(Sundhedslovens §§ 52 og 53), transplantationsrelateret forskning

(sundhedslovens § 54 a), reglerne vedr. valg af sikringsgruppe og

praktiserende læge (sundhedslovens §§ 58 og 59), gratis tandpleje til børn og

unge under 18 år (sundhedslovens § 127), tilbud om forebyggende

sundhedsydelser til børn og unge (sundhedslovens kap 36), tilbud om

forebyggende helbredsundersøgelser ved egen læge (sundhedslovens § 63),

en række forskellige alderskriterier i forbindelse med vaccinations- og

screeningsprogrammer (f.eks. i forbindelse med influenzavaccine, HPV-

vaccine og de nationale kræftscreeningsprogrammer for tyk- og

endetarmskræft, brystkræft og livmoderhalskræft) og tilskud til behandling af let

til moderat depression og angst ved privatpraktiserende psykolog. Hertil

kommer regler om aldersgrænser ift. sterilisation (sundhedslovens § 105),

kastration (sundhedslovens § 115), svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion

(sundhedslovens § 99) og mindreåriges adgang til at vælge

høreapparatbehandling hos godkendte private leverandører (sundhedslovens §

73 a, stk.2). Endvidere er det i om lov om assisteret reproduktion fastsat, at

assisteret reproduktion ikke må finde sted i de tilfælde, hvor den person med

livmoder eller æggestoksvæv, der skal føde barnet, er ældre end 45 år (lov om

assisteret reproduktions § 6). Endelig er det i autorisationsloven fastsat, at

retten til at udøve selvstændig faglig virksomhed bortfalder, når en autoriseret

sundhedsperson fylder 75 år, medmindre den autoriserede sundhedsperson får

tilladelse til fortsat at udøve sin selvstændige faglig virksomhed helt eller

delvist, efter at vedkommende er fyldt 75 år (§ 13).

Det er overordnet vurderingen, at aldersbestemmelserne i

sundhedslovgivningen er objektivt og sagligt begrundet i legitime og faglige

hensyn. Det kan dog ikke på nuværende tidspunkt udelukkes, at der vil kunne

blive behov for ændringer heri som følge af en vedtagelse af direktivforslaget.

I forhold til direktivudkastets forbud mod diskrimination på grund af seksuel

orientering bemærkes, at ifølge bekendtgørelse nr. 366 af 23. april 2012 om

sikkerhed ved bloddonation skal blodbankerne forud for tapning af humant blod

undersøge, om donor er egnet til donation efter kriterier nævnt i bilag 2 til

bekendtgørelsen. Et af disse kriterier er seksuel adfærd, og dette kan indebære

udelukkelse af donorer "som på grund af deres seksuelle adfærd er udsat for

stor risiko for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres

med blodet".

Begrundelsen for kravene i bekendtgørelsen er dels at sikre bloddonorer bedst

muligt mod komplikationer ved tapning, dels at opnå bedst mulig sikkerhed ved

anvendelse af lægemidler, der er fremstillet af humant blod. For at opnå

dette udelukkes personer, hvor der er en potentiel risiko for overførsel af

infektion med blodet.

Bekendtgørelsen er en gennemførelse af direktiv 2004/33/EF.

Med bekendtgørelse nr. 46 af 20. januar 2020 blev der med virkning fra 22.

marts 2020 indført mulighed for bloddonation for mænd, der har sex med

mænd, efter en fire måneders karantæneperiode. Før de nye regler var der

ikke mulighed for, at mænd, der har sex med mænd, kunne være bloddonorer.

Miljø- og Fødevareministeriets område

Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser indenfor Miljø- og

Fødevareministeriets område.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Det kan dog nævnes, at der i Miljø- og Fødevareministeriets lovgivning findes

visse regler, som indeholder krav om, at en ansøger skal have en vis alder for

at få del i et gode eller lignende. Disse særlige alderskriterier i national

lovgivning på Miljø- og Fødevareministeriets område vurderes ikke at være i

strid med direktivforslaget, idet kriterierne er objektive, sagligt begrundet og

proportionelle, jf. forslagets artikel 2, stk. 6.

Erhvervsministeriets område

Finanstilsynet har oplyst, at det fremgår af nr. 15 i præambel teksten, at "Inden

for bank- og forsikringsvirksomhed og i forbindelse med andre finansielle

tjenester anvendes der aktuarmæssige faktorer og risikofaktorer i tilknytning til

handicap og alder. Dette bør ikke betragtes som forskelsbehandling, hvis de

pågældende faktorer må anses for at være afgørende for risikovurderingen".

Faktorerne baseret på handicap og alder er her baseret på faglige vurderinger

og er ikke udtryk for forskelsbehandling. Hvis det ønskes, at Finanstilsynet skal

have ansvaret for og derved føre tilsyn med, at der alene anvendes

aktuarmæssige faktorer og risikofaktorer i tilknytning til handicap og alder, som

anses for afgørende for risikovurderingen, således at usaglig

forskelsbehandling undgås, skal der indarbejdes en lovhjemmel hertil i den

finansielle lovgivning

Frekvensloven

Frekvensloven fastsætter regler om adgangen til at anvende frekvenser. Loven

har ikke forskellige regler for anvendelse af frekvenser afhængig af brugeren -

reglernes forskellighed beror i stedet på den konkrete frekvensanvendelse. Det

betyder, at nogle former for frekvensanvendelse er fritaget for krav om

tilladelse - det gælder så i givet fald alle brugere, der anvender de pågældende

frekvenser. På nogle områder forudsætter anvendelsen af frekvenser, at man

har bestået en prøve - det gælder på det maritime område, luftfartsområdet og

radioamatørområdet. Da der er tale om skriftlige prøver, kan det være

vanskeligt for f.eks. en svært synshandicappet radioamatør at gå til prøve.

Derfor giver loven mulighed for at fastsætte regler om afholdelse af særlige

prøver for brugere med et handicap. Hjemlen er udnyttet, ligesom muligheden

for afholdelse af sådanne specialprøver med jævne mellemrum udnyttes.

Bekendtgørelse om digitale radio- og tv-tjenester (hjemmel i teleloven og tv-

standardloven)

Bekendtgørelsen fastsætter en række regler, der sikrer modtagelsen af

digitale radio- og tv-tjenester. I forbindelse med den nye teledirektivpakke fra

2009 er reglerne blevet revurderet, herunder i forhold til handicappede lyttere

og seere. Vurderingen er, at reglerne i deres nuværende form er tilstrækkeligt

rummelige også i forhold til denne seergruppe. Der vurderes derfor ikke

umiddelbart at være behov for ændringer i forbindelse med implementeringen

af ligebehandlingsdirektivet.

R&TTE-loven (lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske

forhold)

R&TTE-loven fastsætter regler om markedsføring og brug af radioudstyr,

teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske apparater. Loven skelner

således alene på baggrund af brugerens funktion i den konkrete situation - det

vil sige brugeren som fabrikant, ansvarlig for markedsføring, almindelig bruger

etc. Der vurderes derfor ikke umiddelbart at være behov for ændringer i

forbindelse med implementeringen af ligebehandlingsdirektivet.

Regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold

Forslaget til ligebehandlingsdirektiv synes ikke at give anledning til ændring af

regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Der er både i den gældende lov om konkurrence og forbrugerforhold på

telemarkedet og i bekendtgørelse nr. 701 af 26. juni 2008 om

forsyningspligtydelser (forsyningspligtbekendtgørelsen) særregler om adgang

til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester for personer med handicap.

Eksempelvis er der i forsyningspligtbekendtgørelsen regler om etablering af en

teksttelefonitjeneste med tilhørende formidlingscentral samt nummeroplysning

og automatisk gennemstilling til reduceret pris for nærmere afgrænsede

grupper af handicappede. Disse forsyningspligtregler er baseret på direktiv

2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med

elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Særreglerne for personer med

handicap udgør "særforanstaltninger" og er derfor i overensstemmelse med

ligebehandlingsdirektivets forslag til artikel 5, der tillader "Positiv

særbehandling og særforanstaltninger".

Det bemærkes i øvrigt, at der er vedtaget en ny lov om elektroniske

kommunikationsnet og -tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), der bl.a.

implementerer en række særbestemmelser vedr. personer med handicap, jf.

direktiv 2009/136/EF om ændring af bl.a. direktiv 2002/22/EF om

forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske

kommunikationsnet og -tjenester mv.

Det bemærkes, at den gældende lov om elektroniske kommunikationsnet og -

tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), bl.a. implementerer en række

særbestemmelser vedr. personer med handicap, jf. direktiv 2009/136/EF om

ændring af bl.a. direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i

forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester mv.

Justitsministeriets område

Forslaget ses umiddelbart at berøre følgende regler inden for

Justitsministeriets område:

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv., jf.

lovbekendtgørelse nr. 626 af 29. september 1987, som ændret ved lov nr. 433

af 31. maj 2000, indeholder et forbud mod forskelsbehandling på grund af race

mv. inden for erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed. Det er ifølge

denne lov forbudt på grund af en persons race, hudfarve, nationale eller

etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering at nægte at betjene den

pågældende på samme vilkår som andre eller at give en person adgang på

samme vilkår som andre til sted, forestilling, udstilling, sammenkomst eller

lignende, der er åben for almenheden. Overtrædelse af denne lov straffes med

bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Den nævnte lov omfatter ikke

forskelsbehandling på grund af handicap eller alder, og loven omfatter

endvidere ikke uagtsomme forhold.

De i straffeloven og retsplejeloven (vedrørende behandlingen af straffesager)

indeholdte bestemmelser med aldersgrænser mv. omfattes ikke af

direktivforslagets anvendelsesområde, jf. forslaget til artikel 3, stk. 1.

Samlet set vurderes forslaget ikke at have konsekvenser indenfor

Justitsministeriets område.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Udlændinge- og Integrationsministeriets område

For så vidt angår udlændingeområdet lægges til grund, at det fremgår af

direktivforslaget, at det ikke omfatter udlændingeområdet, jf. artikel 3, stk. 5. I

sin nuværende form kan bestemmelsen dog forstås således, at det kun er

reglerne om

muligheden

for at indrejse og opholde sig i medlemsstaten,

der falder uden for direktivet. Formuleringen bør derfor præciseres, så det klart

fremgår, at også de betingelser, som tredjelandsstatsborgere og statsløse

personer

opholder sig på i medlemsstaten,

falder uden for direktivet. Det bør

ligeledes sikres, at "betingelser vedrørende ophold" også omfatter udvisning,

afvisning og udrejse.

Integrationsloven

Integrationsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020 med senere

ændringer, indeholder aldersgrænser for så vidt angår tilbud om

selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram, som retter

sig mod voksne mennesker og iværksættes med henblik på at skabe mulighed

for selvforsørgelse. Aldersgrænsen knytter sig til myndighedsalderen, men

selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogram kan

også efter en konkret vurdering tilbydes til uledsagede mindreårige flygtninge.

Disse aldersgrænser findes objektivt og rimeligt begrundet.

Integrationsloven indeholder endvidere enkelte bestemmelser om særlige

tilbud og tilskudsordninger, som kan iværksættes i forhold til bestemte

aldersgrupper. Disse bestemmelser er begrundet i behovet for en særlig

indsats i forhold til disse aldersgrupper med henblik på at hjælpe de

pågældende i uddannelse eller beskæftigelse. Bestemmelserne er således

udtryk for positiv særbehandling.

Lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Danskuddannelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 2018 af 11. december 2020

indeholder aldersgrænser for så vidt angår tilbud om danskuddannelse.

Tilbuddet, som gives som led i et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram,

intoduktionsprogram eller et introduktionsforløb i henhold til integrationsloven,

retter sig mod voksne, nyankomne udlændinge. Aldersgrænsen knytter sig til

myndighedsalderen. Nyankomne udlændinge under 18 år modtager tilbud om

danskundervisning i regi af folkeskolen eller den kommunale ungdomsskole. I

tilfælde, hvor kommunen ikke anser det for muligt eller rimeligt at henvise en

nyankommen udlænding under 18 år til et andet relevant undervisningstilbud,

kan kommunen give tilbud om danskuddannelse efter danskuddannelsesloven.

Videre kan kommunen efter en konkret vurdering tilbyde et selvforsørgelses-

og hjemrejseprogram og herunder danskuddannelse til uledsagede

mindreårige flygtninge. Aldersgrænsen i danskuddannelsesloven findes

objektivt og rimeligt begrundet.

Repatrieringsloven

I repatrieringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1023 af 2. oktober 2019, er

størrelsen af den hjælp til etablering, der kan udbetales til en udlænding, der

ønsker at vende tilbage til sit hjemland eller tidligere opholdsland, knyttet til en

aldersgrænse på 18 år. Endvidere er muligheden for at yde hjælp til udgifter til

sygeforsikring eller behandlingsudgifter knyttet til en aldersgrænse på 18 år,

mens hjælp til udgifter til skolegang kan ydes til børn, der på tidspunktet for

repatriering er mellem 5 og 16 år.

Repatrieringsloven indeholder endvidere aldersgrænser for så vidt angår

muligheden for at opnå den pensionslignende reintegrationsbistand, som er

knyttet til en antagelse om manglende muligheder for at skaffe sig et

forsørgelsesgrundlag i hjemlandet på grund af alder og f.eks. helbredsforhold.

Disse aldersgrænser er således udtryk for positiv særbehandling.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Lov om etnisk ligebehandling

Lov om etnisk ligebehandling, jf. lovbekendtgørelsen nr. 438 af 16. maj 2012,

som ændret ved § 14 i lov nr. 553 af 18. juni 2012, indeholder et forbud mod

direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse

uden for arbejdsmarkedet. Loven baserer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF.

Loven indeholder forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling. Lovens

forbud mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed, for

så vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje,

sociale goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og

tjenesteydelser, herunder bolig, der er tilgængelige for offentligheden.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder endvidere for medlemskab af og

deltagelse i en organisation, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, samt

de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne. Loven gælder ikke for

udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Det følger af bestemmelsen i § 3, stk. 1, at ingen må udsætte en anden person

for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller

en tredjemands race eller etniske oprindelse. Lov om etnisk ligebehandling

indeholder ikke nogen nærmere afgrænsning af den beskyttede personskreds.

Det bemærkes i den forbindelse, at når der ikke i lovgivningen udtrykkeligt er

angivet en personkreds, for hvilken loven gælder, finder loven anvendelse for

enhver, der opholder sig på dansk territorium.

Ligebehandlingsnævnet har kompetence til at behandle klage over

forskelsbehandling i henhold til lov om etnisk ligebehandling. Det er en

forudsætning, at eventuelle administrative klagemuligheder er udtømt.

Ligebehandlingsnævnets kompetence er reguleret i lov om

ligebehandlingsnævnet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1230 af 2, oktober 2016.

Forsvarsministeriets område

Det skal bemærkes, at Forsvaret er undtaget forbuddet mod

forskelsbehandling på grund af alder og handicap (Jf. Bekendtgørelse af lov

om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. LBK 1001 af

24/08/2017 samt Bekendtgørelse om undtagelse fra forbud mod

forskelsbehandling på grund af alder og handicap BEK. Nr. 350 af 30/03/2012).

Uddannelserne i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen er opdelt i

værnepligtsuddannelser og øvrige uddannelser.

Værnepligtsuddannelsen ligger til grund for langt de fleste uddannelser i

Forsvaret. Det er en betingelse for at påbegynde værnepligtsuddannelsen, at

man ved sessionshandlingen på Forsvarets Dag erklæres egnet eller

begrænset egnet til værnepligtstjeneste.

For værnepligtige i Beredskabsstyrelsen (redningsspecialist) stilles samme

krav om egnethed til værnepligtstjeneste, som gælder i Forsvaret. For fysisk

eller psykisk handicappede stiller dette en hindring i forhold til

værnepligtstjeneste.

Der er en aldersgrænse i forhold til værnepligtstjeneste i Forsvaret og

Beredskabsstyrelsen. Det fremgår af værnepligtsloven (LBK nr. 225 af 13.

marts 2006) § 25, stk. 2, ”at værnepligtige, der ikke inden deres fyldte 32. år

har påbegyndt værnepligtstjenesten, kan ikke indkaldes til sådan

tjeneste”.

De fleste uddannelser på Forsvarets og Beredskabsstyrelsens områder er

primært målrettet opgaveløsningen på disse områder, hvorfor fysisk og psykisk

egnethed til at løse opgaverne inddrages i vurderinger om optagelse på

uddannelserne.

Ved optagelsen til uddannelser i Forsvaret lægges der vægt på, at ansøgeren

kan håndtere både de studiemæssige krav, der er til selve uddannelsen, og de

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

fysiske og mentale krav, der retter sig mod det militære fagområde, som

uddannelsen retter sig mod.

På samme måde kræver især de grundlæggende uddannelser i

redningsberedskabet, at deltagerne har en vis fysisk styrke, hvorfor der stilles

krav til deltagernes helbred. Samtidig kræver redningsarbejde i al

almindelighed en robust psyke. Den ansvarlige udbyder af den enkelte

uddannelse skal vurdere den enkelte deltagers egnethed til at gennemføre

uddannelsen og dennes egnethed til efterfølgende at virke i

redningsberedskabet. Det sikres blandt andet gennem tests og

helbredsundersøgelser. Derudover udbyder Beredskabsstyrelsen seks

uddannelser, hvor der udover ovenstående kræves en helbredsattest.

Børne- og Undervisningsministeriets område

Forbud mod diskrimination på grund af alder

For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination pga. alder skal

Børne- og Undervisningsministeriet gøre opmærksom på, at der i love og

bekendtgørelser findes alderskrav og aldersbegrænsninger. Som eksempler

kan især nævnes bestemmelser, der udgør kriterier for udløsning af statstilskud

for elever og kursister på skolerne:

§ 13, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 815

af 14. august 2019, indeholder krav til minimums- og maksimumsalder for

elever på efterskoler og frie fagskoler.

§ 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1833 af 18. december 2015, om tilskud til

friskoler og private grundskoler m.v. med senere ændringer, indeholder

minimums- og maksimumsalder for, at elever kan indgå i opgørelsen af skolens

elevtal og dermed få statstilskud.

Alderskriterierne for statstilskud til frie grundskoler og efterskoler følger

undervisningspligten, som er fastlagt i lov om folkeskolen, jf. teksten nedenfor

om folkeskolen.

§ 49 a i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen

voksenuddannelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1246 af 27. august 2020 og §

17 a i lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser, jf.

lovbekendtgørelse nr. 3 af 6 januar 2020, indeholder bemyndigelsesregler,

hvorefter børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om, at kursister,

der modtager efterløn eller en aldersbetinget pension, og som ikke eller kun i

mindre omfang har en arbejdsmarkedstilknytning, og som deltager i almen

voksenuddannelse eller hf-enkeltfag, og som ikke er omfattet af § 30, stk. 4

(kursister med videregående uddannelse), skal betale en deltagerbetaling, der

er højere end den almindelige deltagerbetaling. Børne- og

undervisningsministeren har fastsat nærmere regler i medfør af § 49 a i lov om

institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse

m.v. ved §§ 5-7 i bekendtgørelse om deltagerbetaling ved almen

voksenuddannelse og gymnasiale enkeltfag. Der er ikke fastsat nærmere

regler i medfør af § 17 a i lov om private institutioner for gymnasiale

uddannelser.

§ 2 a i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, jf. lovbekendtgørelse nr.

1301 af 4. september 2020, indeholder en pligt for 15-17-årige i uddannelse,

beskæftigelse eller anden aktivitet. § 2 e og § 2 f indeholder regler om

uddannelsesplan for henholdsvist 15-17-årige og personer under 25. Dertil kan

nævnes reglerne i kapitel 1 d (§§ 2 j

–

2 l) om den kommunale ungeindsats for

unge under 25 år samt reglerne § 3 om vejledning om valg af

ungdomsuddannelse og erhverv til unge i henholdsvist alderen under 30, under

25 og 15-18 år. Endvidere kan nævnes § 10 e om regler om brobygning indtil

det fyldte 19. år. Derudover indeholder lovens § 12 a og c regler om

samarbejde om fastholdelse af elever i uddannelse og regler om underretning

om optagelse, afbrydelse, gennemførelse m.v for unge under 25. Endelig

indeholder § 15 d regler om datagrundlag for unge op henholdsvist 25 og 30 år.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

§ 66 v i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1395 af 28.

september 2020, indeholder en maksimumsalder for adgang til

erhvervsuddannelse tilrettelagt for unge, som samtidig er en minimumsalder for

adgang til erhvervsuddannelse tilrettelagt for voksne.

Af andre eksempler kan nævnes skoleydelse, jf. § 45, stk. 2, i lov om

institutioner for forberedende grunduddannelse (FGU-loven), jf.

lovbekendtgørelse nr. 604 af 24. maj 2019, hvor skoleydelsens størrelse

differentieres efter, om eleven er over eller under 18 år, samt for så vidt angår

elever over 18 år, om disse er ude- eller hjemmeboende. Tilsvarende gør sig

gældende for skolepraktikydelse, som er fastsat med hjemmel i § 66 k i lov om

erhvervsuddannelser, hvor ydelsens størrelse differentieres bl.a. efter om

eleven er over eller under 25 år,

Det kan endvidere nævnes, at der i folkeskoleloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

1396 af 28. september 2020, er fastsat aldersgrænser for

undervisningspligtens indtræden (1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder

6 år) og ophør (den 31. juli ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin

eller senest den 31. juli i det kalenderår, hvor barnet fylder 17 år eller har

afsluttet uddannelse, der er ligestillet med grundskolen) (se § 34, stk. 1). Der er

endvidere bestemmelser om alder ved indskrivning i folkeskolen før

undervisningspligtens indtræden (barnet kan indskrives fra begyndelsen af det

kalenderår, hvor det fylder 5 år) (se § 36, stk. 1) og om alder ved optagelse i

børnehaveklassen før undervisningspligtens indtræden (barnet kan optages i

børnehaveklassen i det kalenderår, hvor barnet inden den 1. oktober fylder 5

år) (se § 37).

Forbud mod diskrimination for religion eller tro

For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination pga. religion eller

tro skal Børne- og Undervisningsministeriet gøre opmærksom på, at de frie

grundskoler som udgangspunkt selv beslutter, hvilke elever skolen vil optage.

Det fremgår dog af bemærkningerne til L 105, folketingssamling 2004-05 (2.

samling), at: "De frie grundskoler er omfattet af lov om etnisk ligebehandling og

lov om inkorporering af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Skolerne må således ikke forskelsbehandle på grund af race eller etnisk

oprindelse, herunder i forbindelse med beslutningen om, hvem de vil have som

elever. I øvrigt henvises til bemærkningerne til forslag 3 nedenfor." Og af

bemærkningerne til nr. 3 fremgår det: "Det vil som følge heraf være i strid med

bestemmelsen, hvis skolen i sin optagelsespraksis udøver diskrimination på

baggrund af køn eller etnisk oprindelse. Bestemmelsen vil derimod ikke

afskære skoler, der bygger på en bestemt religiøs overbevisning, fra kun at

have elever med den samme religiøse overbevisning som skolen eller kun at

have elever, hvis forældre har den samme overbevisning som skolen."

Tilsvarende principper gælder for efterskoler og frie fagskoler.

Forbud mod diskrimination af mennesker med handicap

Det kan indledningsvis nævnes, at der i folkeskoleloven (lovbekendtgørelse nr.

1396 af 28. september 2020) er regler for elever med særlige behov

(handicap). Der henvises til § 3, stk. 2, hvorefter børn, hvis udvikling kræver en

særlig hensyntagen eller støtte, gives specialundervisning eller anden

specialpædagogisk bistand i specialklasser eller specialskoler. Der gives

desuden specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til børn,

hvis undervisning i den almindelige klasse kun kan gennemføres med støtte i

mindst 9 undervisningstimer ugentligt. Af folkeskolelovens § 3 a følger

endvidere, at børn, der har behov for støtte, og som ikke alene kan

understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, skal

tilbydes supplerende undervisning eller anden faglig støtte. Hvis der er behov

herfor, skal der gives personlig assistance, der kan hjælpe barnet til at

overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen. Der

henvises endvidere til § 9 a om rimelig individuel tilpasning i lov om forbud mod

forskelsbehandling på grund af handicap, jf. lovbekendtgørelse 688 af 8. juni

2018 med ændringer ved lov nr. 2218 af 29. december 2020.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Herudover findes på ministeriets område en del regelsæt om pligt til at tilbyde

specialundervisning og om tilskud til specialundervisning og lignende, der

foregår på de selvejende uddannelsesinstitutioner.

Det er umiddelbart vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser på området,

herunder med hensyn til eventuelle merudgifter i form af krav om større tilskud

til mennesker med handicap.

Det er desuden vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser i forhold til den

aktuelle udmøntning af sektoransvaret. Der er på de forskellige

uddannelsesniveauer og -områder forskel på, hvorvidt der er en lovreguleret

forpligtelse til at yde specialpædagogisk støtte. På nogle områder er der lagt op

til, at der kan tages hensyn til personer med funktionsnedsættelse, mens der

på andre områder i uddannelseslovene er en direkte forpligtelse for

institutionerne til at yde specialpædagogisk støtte.

Ydermere er det vanskeligt at vurdere konsekvenserne af forslagets begreb

’proaktivitet’, såvel i forhold til merudgifter som i forhold til praksis for

støttetildeling, m.v.

På det frie skoleområde findes følgende regler om specialundervisning og

anden specialpædagogisk bistand samt inklusion og om statstilskud hertil:

Efter friskolelovens § 3, stk. 1, nr. 1- 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 816 af 14.

august 2019, skal en fri grundskole

1) give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever i

medfør af § 3, stk. 2, 2. pkt., i lov om folkeskolen, jf. dog stk. 2

2) tilbyde supplerende undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har

brug for støtte, og som ikke kan understøttes alene ved brug af

undervisningsdifferentiering og holddannelse, med henblik på elevens inklusion

i den almindelige undervisning, jf. § 3 a, 1. pkt., i lov om folkeskolen,

3) yde personlig assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske

vanskeligheder i forbindelse med skolegangen, hvis der er behov herfor, jf. § 3

a, 2. pkt., i lov om folkeskolen.

Ifølge friskolelovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, litra a og c, fastsættes der på

finansloven af driftstilskudsbevillingen et særligt tilskud til specialundervisning

og anden specialpædagogisk bistand, til personlig assistance, til hjælpemidler

til elever i tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor, samt et særligt tilskud til

ekstraudgifter til befordring af elever med svære handicap. Ifølge friskolelovens

§ 11, stk. 1, nr. 4, fastsættes der et særligt tilskud til supplerende undervisning

eller anden faglig støtte til en elev, der har brug for støtte, og som ikke kan

understøttes alene ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse,

med henblik på elevens inklusion i den almindelige undervisning.

Efter § 3, stk. 1, i lov om efterskoler og fri fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr.

815 af 14. august 2019 kan efterskoler, og frie fagskoler tilbyde

specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør af

§ 3, stk. 2, i lov om folkeskolen. Efter § 3 a i samme lov skal efterskoler og frie

fagskoler tilbyde supplerende undervisning eller anden faglig støtte til en elev,

der har brug for støtte, og som ikke alene kan understøttes ved brug af

undervisningsdifferentiering og holddannelse, med henblik på elevens inklusion

i den almindelige undervisning, jf. § 3 a, 1. pkt., i lov om folkeskolen. Hvis der

er behov herfor, skal skolerne give personlig assistance, der kan hjælpe en

elev til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med undervisningen,

jf. § 3 a, 2. pkt., i lov om folkeskolen.

I henhold til § 25, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler yder staten tilskud

til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Endvidere yder

staten efter samme lovs § 25 a tilskud til dækning af ekstraudgifter, der er

godkendt af undervisningsministeren, til personlig assistance, jf. § 3 a, 2. pkt.,

og hjælpemidler til elever i tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor. Efter

samme lovs § 24 a yder staten endelig tilskud til efterskoler og frie fagskoler til

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

støtte til elever, der er omfattet af § 3 a, til inklusion af disse elever i den

almindelige undervisning.

Det fremgår endvidere af § 15, stk. 2, i lov om efterskoler og frie fagskoler, at

kurset skal være åbent for alle, der opfylder betingelserne i § 13, stk. 1-3.

Deltagelse i et kursus kan dog gøres betinget af højere alder, men ikke af

bestemte kundskaber, uddannelser, stillinger, erhverv eller ansættelsesforhold

og lign. eller af medlemskab af bestemte foreninger eller organisationer.

På ungdomsuddannelsesområdet kan der ydes særlige tilskud til

institutionernes udgifter til specialpædagogisk bistand. Efter § 29 i lov om

erhvervsuddannelser skal skolerne give specialundervisning og anden

specialpædagogisk bistand til elever, der har behov for det. Efter § 18 a, i lov

om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1294 af

2. september 2020 og efter § 44 i lov om institutioner for almene gymnasiale

uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1246

af 27. august 2020, kan der ydes særlige tilskud til institutionens udgifter til

elever og kursister, der efter følgende love skal have tilbud om

specialpædagogisk bistand:

Efter § 25 a i AMU-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 616 af 3. juni 2019, skal

deltagere med funktionsnedsættelse eller tilsvarende svære vanskeligheder

med behov for specialpædagogisk bistand skal i forbindelse med

undervisningen have tilbud om støtteformer som oplistet i § 25 a, stk. 1, nr. 1-5

Børne- og Undervisningsministeriet skal betone, at området adskiller sig fra de

fleste andre uddannelser, ved at der i meget vidt omfang er tale om kortvarige

kurser. Det vil formentlig kunne udløse ganske betydelige merudgifter, hvis der

bliver fastlagt mere vidtgående forpligtelser til at betjene disse deltagere på

samme måde som personer, som deltager i mere langvarige uddannelser.

Forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne samt

almen voksenuddannelse

§ 4 a i lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for

voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 602 af 23. maj 2019 indeholder regler om

specialpædagogisk bistand som led i ordblindeundervisningen samt mulighed

for at tilbyde undervisning i andre fag, som er tilrettelagt under hensyntagen til

deltagerens ordblindhed (hensyntagende undervisning). § 4 b i samme lov

indeholder regler om tilbud af specialpædagogisk bistand ved undervisning og

prøveaflæggelse.

§§ 12-12 b i lov om almen voksenuddannelse og om anerkendelse af

realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse, i hf-uddannelsen og

i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 603

af 23. maj 2019, indeholder regler om bistand til elever med særlige behov,

herunder regler om specialpædagogisk bistand i forbindelse med

undervisningen jf. § 12 a.

Det fremgår af artikel 14, at sanktionen for forskelsbehandling på baggrund af

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, er en økonomisk

godtgørelse. Børne- og Undervisningsministeriet antager på den baggrund, at

der vil blive tale om en godtgørelsesordning svarende til den, der følger af lov

om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., jf.

lovbekendtgørelse nr. 645 af 8. juni 2011 med senere ændringer, og at der

således ikke som i dansk rets almindelige erstatningsregler forudsættes, at der

er lidt et tab.

Uddannelses- og forskningsministeriets område

Det skal indledningsvis bemærkes, at på trods af at det ikke fremgår tydeligt i

forskelsbehandlingsloven, så fastslår bl.a. Beskæftigelsesministeriets

Vejledning om Forskelsbehandlingsloven

, at forbuddet mod

VEJ nr. 9118 af 04. februar 2019

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

forskelsbehandling ligeledes beskytter personer i uddannelse. Det vurderes

derfor, at der på uddannelsesområdet allerede gælder et forbud mod

forskelsbehandling uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering jf. forskelsbehandlingslovens bestemmelser herom.

Forbud mod diskrimination på grund af alder

For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination på grund af alder

gør Uddannelses- og Forskningsministeriet opmærksom på, at SU-loven, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1037 af 30. august 2017 og lov om statens

voksenuddannelsesstøtte (SVU-loven) jf. lovbekendtgørelse nr. 53 af 23.

januar 2020 indeholder bestemmelser, hvor den uddannelsessøgendes alder

er afgørende for, om den pågældende er berettiget til at modtage

uddannelsesstøtte.

Statens Uddannelsesstøtte (SU) gives som hjælp til dækning af

leveomkostningerne for uddannelsessøgende i ordinær heltidsuddannelse.

I SU-lovens § 2 a, stk. 1, er det en betingelse for at få SU, at den

uddannelsessøgende er fyldt 18 år. Indtil dette tidspunkt er den

uddannelsessøgende omfattet af forældrenes forsørgelsespligt. Der kan tidligst

gives SU fra begyndelsen af det kvartal, der følger efter den dato, hvor den

uddannelsessøgende er fyldt 18 år. For uddannelsessøgende, der alene søger

SU-stipendium til videregående uddannelser, gælder 18 års grænsen ikke, jf.

SU-lovens § 2 a, stk. 2.

SU gives uden for klippekortet til ungdomsuddannelser jf. SU-lovens kap. 4 og

inden for klippekortet til videregående og private uddannelser jf. SU-lovens

kap. 5. For uddannelsessøgende under 20 år i ungdomsuddannelser er satsen

for SU altid afhængig af forældrenes indkomst, og støtten udbetales som

udgangspunkt med satsen for hjemmeboende. For uddannelsessøgende over

20 år i ungdomsuddannelse og for uddannelsessøgende i videregående eller

privat uddannelse udbetales SU med satsen for udeboende, hvis de er

udeboende, og med satsen for hjemmeboende, hvis de er hjemmeboende.

Satsen for hjemmeboende er for alle afhængig af forældrenes indkomst. Se § 8

i SU-loven.

Efter § 8 stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 1515 af 13. december 2017 om

statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen), får udenlandske

statsborgere, der sammen med deres forældre har taget fast ophold i Danmark

og ved indrejsen i landet ikke var fyldt 20 år, SU på samme betingelser som

danske statsborgere til uddannelser i Danmark.

Formålet med SVU-loven er at skabe økonomisk grundlag for, at voksne

kortuddannede på børne- og undervisningsministerens område kan deltage i

uddannelse på folkeskoleniveau og i gymnasial uddannelse, og at voksne på

uddannelses- og forskningsministerens område kan deltage i videregående

uddannelse. I SVU-loven findes der både øvre og nedre aldersgrænser.

Det fremgår af § 2, stk. 1, nr. 1, i SVU-loven, at der gives SVU til

uddannelsessøgende, der er i alderen fra 25 år og indtil nået

folkepensionsalder efter § 1 a i lov om socialpension, jf. dog stk. 5, hvorefter

børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at

uddannelsessøgende, der er fyldt 20 år, kan få SVU til uddannelse efter lovens

§ 4, stk. 1. Det er således fastsat i § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 733 af 16.

juni 2016 om statens voksenuddannelsesstøtte, at uddannelsessøgende, der

er fyldt 20 år, kan få SVU til forberedende voksenundervisning,

ordblindeundervisning for voksne, specialundervisning for voksne og

danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.. Endelig er der med hjemmel i

SVU-lovens § 2, stk. 4, fastsat regler om, at aldersbetingelsen kan fraviges i

forbindelse med jobrotation.

Forbud mod diskrimination på grund af handicap

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Der findes under Uddannelses- og Forskningsministeriets ressort to ordninger,

der har til formål at kompensere uddannelsessøgende, der har en

funktionsnedsættelse.

Som hjælp til at dække leveomkostningerne kan uddannelsessøgende i

videregående uddannelse eller i erhvervsuddannelse, som på grund af varig

fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har meget betydelige begrænsninger i

evnen til at påtage sig erhvervsarbejde, efter SU-loven § 7, stk. 3, få et

stipendium som tillæg til den almindelige SU, der er beskrevet ovenfor.

Som hjælp til at kompensere studerende ved videregående uddannelser for en

fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, således at den studerende kan

gennemføre uddannelsen i lighed med andre studerende, kan den studerende

søge om specialpædagogisk støtte (SPS), der er reguleret i lovbekendtgørelse

nr. 69 af 28. januar 2020 om specialpædagogisk støtte ved videregående

uddannelser (SPS-loven). SPS bevilges på baggrund af den studerendes

konkrete funktionsnedsættelse og på baggrund af en faglig vurdering af den

enkeltes behov. Der kan fx tildeles hjælpemidler i form af it-hjælpemidler,

studiestøttetimer, tegnsprogs- og skrivetolkning, særligt tilrettelagte

studiematerialer og personlig assistance.

Det er umiddelbart vanskeligt at vurdere direktivudkastets juridiske og

økonomiske konsekvenser på området, herunder med hensyn til eventuelle

merudgifter i form af krav om større tilskud til uddannelsessøgende med

handicap.

Transportministeriets område

Individuel handicapkørsel

Ordningen om individuel handicapkørsel i § 11 i lov om trafikselskaber

pålægger kommunerne som minimum at etablere kørsel til blinde og stærkt

svagsynede og personer, der som følge af deres bevægelseshandicap har

behov for hjælpemidler, og som følge deraf ikke kan benytte den almindelige

offentlige transport

–

selv om transportmidlet måtte være handicapvenligt

indrettet. Personer med andet handicap er i udgangspunktet ikke omfattet af

denne ordning, men vil ofte være omfattet af andre ordninger. Da der i henhold

til lovgivningen er tale om en minimumsordning, står det kommunerne frit for at

inkludere personer med andre typer af handicap i ordningen. Den individuelle

handicapkørsel er tiltænkt at dække såkaldt spontankørsel, der forventes at

række ud over transport til behandling, terapi og lignende, da det i loven er lagt

til grund, at denne type kørsel af omfattet af andre kørselsordninger. Ministeriet

har i efteråret 2015 vurderet, at ordningen også kan anvendes til fx behandling,

terapi og lignende, idet det forudsættes, at borgere visiteret til andre ordninger

med det formål, vil have et klart økonomisk incitament til at benytte disse andre

ordninger i stedet. Der er en risiko for, at direktivets art. 3 sammenholdt med

art. 4 vil blive fortolket således, at der er tale om forskelsbehandling, når ét

handicap giver adgang til den individuelle kørselsordning, mens et andet ikke

gør.

Rabatordninger afhængige af alderskriterier

Direktivets artikel 13 indeholder bestemmelse om, at ikke kun love, men også

administrative bestemmelser og virksomheders aftaleretlige bestemmelser vil

kunne rammes af direktivets diskriminationsforbud. På denne baggrund må det

bemærkes, at der overalt i den kollektive transport findes eksempler på

rabatordninger, som enten direkte eller indirekte er afhængige af alder. Som

eksempler kan nævnes, at børn under 12 år de fleste steder rejser gratis med

bus og tog, når de ledsages af en voksen, og at personer, som er fyldt 65 år,

eller som modtager social pension, kan få op til 50 % rabat på billetprisen.

Endvidere findes der eksempler på studierabatter, lejrskolerabatter og

familierabatter. I de fleste tilfælde fastsættes rabatterne af de offentlige

transportudbydere, f.eks. DSB og trafikselskaberne. I andre tilfælde er der

indgået særlige aftaler mellem Transportministeriet og enkelte private

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

transportvirksomheder om at yde visse rabatter til børn, pensionister og

studerende. Det må antages, at disse rabatordninger kan være i strid med

direktivets forbud mod aldersdiskrimination.

Forbedringer af adgangen til den kollektive transport

Tilgængelighedsforbedringer med ”tilbagevirkende kraft”, hvor

transportsektoren qua direktivet pålægges inden for en aftalt årrække, jf. artikel

15, at udføre f.eks. tilgængelighedsforbedringer af eksisterende infrastruktur,

der ikke er planlagt som led i det almindelige renoveringsarbejde eller

udbygning af infrastrukturen, vil imidlertid kunne indebære en ganske betydelig

økonomisk byrde. På denne baggrund er det vigtigt, at der fastsættes klare

definitioner af, hvilke forbedringer der kan kræves, som en direkte følge af

direktivet.

Indenrigs- og Boligministeriets område

Tilgængeliggørelse af boligbyggeri

For så vidt angår bygningsområdet, indeholder direktivet i artikel 4 en

bestemmelse om tilgængeliggørelse af boligbyggeri. Det er dog på nuværende

tidspunkt ikke klart, i hvilket omfang direktivet vil være gældende. Efter

Indenrigs- og Boligministeriets opfattelse, kan der både være tale om tiltag i

nybyggeri og i det eksisterende boligbyggeri.

Indenrigs- og Boligministeriet vurderer, at de gældende regler for nybyggeri og

ombygninger i byggeloven og bygningsreglementet lever op til

direktivforslagets målsætninger for tilgængelighed for mennesker med

handicap. Såfremt direktivet indebærer, at der skal ske væsentlige tilpasninger

vedrørende tilgængelighed i den eksisterende bygningsmasse på boligområdet

vil det kunne blive forholdsvis omkostningsfuldt set i relation til omfanget af de

krævede tiltag.

Direktivets konsekvenser for ministeriets ressortområde vil således være

afhængige af de endelige formuleringer af direktivteksten, især i forbindelse

med krav om tilgængelighed til den eksisterende bygningsmasse.

Almene boliger

Almene familieboliger er åbne for alle befolkningsgrupper, og hovedprincippet

er, at man bliver optaget efter venteliste.

Man skal være fyldt 15 år for at kunne blive opnoteret på venteliste til en ledig

bolig. Denne aldersgrænse er objektiv og rimeligt begrundet i et legitimt formål.

Bestemmelsen udgør derfor ikke forskelsbehandling i direktivets forstand.

Herudover er der fastsat regler om boliger specielt for unge og ældre samt

handicappede (almene ungdomsboliger og almene ældreboliger). Der er her

tale om at stille boliger til rådighed for grupper med et særligt boligbehov - dvs.

positiv særbehandling.

Der findes ikke regler, der udgør diskrimination eller forskelsbehandling i

direktivets forstand.

Privat udlejningsbyggeri

Der er ikke i lejelovgivningen fastsat bestemmelser om udlejningskriterier og

ventelister. I privat udlejningsbyggeri bestemmer ejeren derfor i kraft af

ejendomsretten, hvem boligerne skal udlejes til, idet loven om forbud mod

forskelsbehandling på grund af race m.v. sætter bestemte grænser herfor.

Der findes ikke regler for udlejning af private boliger, der udgør diskrimination

eller forskelsbehandling i direktivets forstand.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Kirkeministeriets område

Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser for folkekirkens virksomhed, idet

dens forhold til staten er undtaget fra direktivets anvendelsesområde.

Finansministeriets område

Tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor

For så vidt angår tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor, er der på

Digitaliseringsstyrelsens ressortområde ingen egentlig lovgivning på området.

Dog er offentlige myndigheder, som følge af aftalen om de obligatoriske, åbne

standarder, forpligtet til at overholde WCAG 2.0-standarden for tilgængeligt

indhold på internettet i forbindelse med nye eller relancerede hjemmesider.

Denne aftale giver mulighed for afvigelse gennem "Følg eller forklar"-modellen,

som til dels vurderes at kunne adressere spørgsmål ang. "rimelige

tilpasninger".

Det bemærkes, at der, som det er tilfældet på en række andre områder, som

berøres af direktivet, allerede i dag stilles krav om tilgængelig digital

information og tjenesteydelser fra både offentlige og private informations- og

tjenesteudbydere i artikler i FN's handicapkonvention. I 2015 trådte den

europæiske standard EN 301 549 - Accessibility requirements suitable for

public procurement of ICT products and services in Europe desuden i kraft.

Også I 2015 trådte Udbudsloven i kraft med § 40s bestemmelse om, at ved

indkøb, der er beregnet til anvendelse af fysiske personer, skal de tekniske

specifikationer undtagen I behørigt begrundede tilfælde fastsættes under

hensyntagen til adgangsmuligheder for handicappede eller design for samtlige

brugere.

Direktivet om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og

mobilapplikationer er vedtaget november 2016 og forventes snarest at træde i

kraft. Der vil herefter være 21 måneder til at implementere direktivet i dansk

lovgivning.

7. Konsekvenser

Forslaget er fortsat under forhandling, og der stilles derfor fortsat

ændringsforslag, herunder vedrørende tilgængelighed og

ikrafttrædelsesperioder. Hertil kommer, at der i 2019 blev vedtaget et direktiv

om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative

bestemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og

tjenesteydelser (det såkaldte tilgængelighedsdirektiv), som også har

konsekvenser for nærværende forslag. Der kan derfor ikke på nuværende

tidspunkt gives et realistisk bud på forslagets konsekvenser for statsfinanserne,

samfundsøkonomien, miljøet og beskyttelsesniveauet. Det bemærkes dog, at

forslagets potentielle konsekvenser for statsfinanserne må forventes at være

væsentlige. Forslaget har været blokeret i flere år og er fortsat blokeret, og der

er ikke udsigt til ændring heri i nærmeste fremtid. Skulle forslaget antage en

mere endelig form og en vedtagelse være inden for realistisk rækkevidde, vil

der blive igangsat et tværministerielt arbejde med at fastlægge

konsekvenserne af forslaget.

8. Høring

Forslaget er sendt i høring i Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale

Forhold og har været drøftet på flere møder i udvalget.

KL finder det problematisk, at alder indgår på lige fod med de resterende

rettigheder. KL anmodede i forbindelse med høringen om EU traktatens artikel

13 om at alderskriteriet udgik. En tilsvarende anmodning fremsatte KL i

forbindelse med høringen vedrørende direktiv 2000/78.

Løsningen med at indsætte en undtagelsesbestemmelse om at ulige

behandling på grund af alder ikke er forskelsbehandling, såfremt der er et

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

objektivt og rimeligt begrundet legitimt formål (artikel 6 i direktiv 200/78 og

artikel 2 stk. 6 i det nye direktivforslag)

–

er ikke en god løsning. Belært af

erfaringerne fra EU retssagerne C-411/05, C-361/07, C-555/07, C88/08 og C-

299/08 finder KL det nødvendigt, at der tages et klart forbehold for alder, og at

det inddrages som diskriminationskriterium i direktivforslaget.

Alder bliver ofte brugt som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i

forhold til administration for eksempel: erhvervelse af kørekort, ret til

stemmeafgivning ved demokratiske valg og meget mere. Det er alle disse

lovmæssige og administrative bestemmelser som efter direktivets vedtagelse

pludselig er potentiel EF-stridige og ulovlige.

Artikel 3 litra c) siger, at uddannelse er et af de områder, hvor direktivet finder

anvendelse. KL finder at uddannelse er et nationalt anliggende at artikel 3 litra

c) derfor bør udgå

–

uanset artikel 3 stk. 3. Derved er artikel 3 stk. 3 redundant

og bør ligeledes udgå.

I artikel 7 indføres bestemmelser om klageadgang. KL finder at dette er et

nationalt anliggende som allerede er reguleret via EF domstolens afgørelser.

Artiklen bør udgå.

Artikel 8 omhandler i realiteten krav om omvendt bevisbyrde. KL finder, at dette

selv om det kendes fra andre direktiver, at det er meget kritisabelt i forhold til

retssikkerheden. KL skal anmode om at bestemmelsen udgår. KL skal erindre

om de meget store betænkeligheder der fra dommers side kom til udtryk efter

gennemførelsen af omvendt bevisbyrde i ligestillingssagerne.

Efter artikel 11 tilføjes: ”Medlemsstaterne tilskyndes at inddrage

arbejdsmarkedets parter, i det omfang arbejdsmarkedet berøres”.

Artikel 13 om overholdelse er en nyskabelse. Dette er et nationalt anliggende

og KL skal anmode om, at det udgår.

Artikel 14 om sanktioner har vi set flere forslag. Sanktionsbestemmelser er et

nationalt anliggende i EF retten. Der er en eksisterende EF domstolspraksis

der på en balanceret måde varetager de tværnationale hensyn. Bestemmelsen

bør derfor udgå.

KL skal afslutningsvis takke for fremsendelsen af høringen og anmode om, at

sagen efterfølgende behandles i Specialudvalget således, at der kan gives et

klart mandat i de forestående europæiske forhandlinger til de danske

forhandlere.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har forstået direktivforslaget således, at det

skal regulere beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet,

og at det skal supplere de eksisterende direktiver for så vidt angår

diskriminationskriterierne, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering. Det vil sige, at nærværende direktivforslag vedrører området social

beskyttelse, sociale goder, uddannelse og adgang til varer og tjenesteydelser.

DA skal oplyse, at DA på den baggrund vil koncentrere sig om en række

principielle væsentlige dimensioner af forslaget og vedrørende

forskelsbehandlingsområdet, der rækker ud over direktivforslagets direkte og

umiddelbare

reguleringssigte, og som efter DA’s opfattelse skal indgå i den

danske samt europæiske politiske proces vedrørende direktivforslaget.

Der er efter DA’s vurdering tale om, at man med forslaget bekræfter og

forstærker en udvikling

–

herunder via EF-Domstolen

–

der ligger langt ud over

den ramme for regulering, der umiddelbart kan læses af direktivet.

DA skal på det kraftigste understrege, at DA finder, at

alle

mennesker har ret til

en retfærdig, fair og saglig behandling, og at

ingen

skal diskrimineres

–

det vil

sige uden saglig grund forskelsbehandles. DA tager således afstand fra

diskrimination af mennesker på baggrund af religion, tro, handicap, alder eller

seksuel orientering.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Det er derimod efter DA’s opfattelse en forudsætning for civilisation og

demokrati, at mennesker legitimt kan behandles forskelligt i varierende retlige

og civile sammenhænge. Efter DA’s opfattelse er det helt nødvendigt, at man

fra dansk politisk side fra regeringen til Folketinget gør sig forslaget og dets

generelle implikationer på forskelsbehandlingsområdet helt klart. Forslaget kan

efter DA’s opfattelse også få implikationer for arbejdsmarkedet og det

almindelige kernestof i arbejds-og ansættelsesretten. Det er herunder vigtigt, at

man tager EF-Domstolens fortolkningsmetode med i betragtning allerede nu,

når direktivet skrives og dermed i den politiske proces om vedtagelsen af et

direktiv. Direktiverne på navnlig diskriminationsområdet skaber en

retsusikkerhed med hensyn til forhold, der i øvrigt i samfundet må betragtes

som legitime. Med hensyn til alderskriteriet vil forslaget f.eks. medføre, at

sådanne forhold fremover skal bedømmes ud fra et juridisk perspektiv, om de

(undtagelsesvis) kan opretholdes og dermed genstand for tvivl og klagemål hos

myndigheder, retsinstanser m.v.

Ophøjes til absolut beskyttelse

Direktivforslaget henviser bl.a. til Traktatens art. 6 samt forskellige

internationale instrumenter, herunder i FN samt i den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, EU's charter m.v. særligt med hensyn til de i

direktivet nævnte beskyttelseskriterier. Disse henvisninger er isoleret set

korrekte, men det er vigtigt at erkende, at disse henvisninger ikke alene er

”henvisninger i snæver forstand”. Henvisningerne skal derimod ses som et

element, der i sig selv ikke alene bekræfter, men også giver juridisk samt

politisk rum for, at man via direktivforslaget bidrager til at regulere

diskriminations- og forskelsbehandlingsområdet mere vidtgående og intenst

end direktivforslaget selv.

DA skal bemærke, at disse internationale instrumenter er af mangeartet

forskellig karakter og uens for de forskellige diskriminationskriterier. Dette

medfører, at man f.eks. via nærværende direktivforslag giver alle de nævnte

kriterier en juridisk absolut beskyttelse på allerhøjeste juridiske niveau via den

højeste fællesnævner. DA kan konstatere, at man på diskriminationsområdet

generelt og fejlagtigt opererer med en teori om, at beskyttelsesniveauer fra

grunden må betragtes som et ”retstomt rum”, såfremt et område ikke er eller

belægges med eksplicit lovgivning. Et eksempel på denne fejlslutning kan

f.eks. henvise til almindelige forvaltningsretlige regler

–

herunder

lighedsgrundsætningen og saglighedskravet i dansk offentlig ret, som jo vil

være dækkende uanset nærværende direktivforslag!

Trædestensprincippet

Direktivforslaget vil som nævnt løfte beskyttelse op på det allerhøjeste niveau i

den retlige trinfølge. Dette medfører dels den nævnte absolutte karakter af

beskyttelsen, men også at det må formodes, at de bagvedliggende

instrumenter, som er baggrund for direktivforslaget samt det nye direktiv,

gensidigt anvendes til generelt at fortolkes gensidigt udvidende, da de jo

bekræfter hinanden netop via direktivforslaget. Det medfører f.eks., at

beskyttelseselementer, som er eller kan indfortolkes i det ene instrument, men

ikke i et andet via retspraksis vil blive fortolket ind i det andet instrument alene

ud fra en formålsfortolkning. Det ene instrument anvendes således som

trædesten for en beskyttelse på et andet område, og omvendt således at

beskyttelsen alt andet lige konstant fremmes på et stadigt højere niveau.

Ingen lukket liste af beskyttelseskriterier

Der ligger i selve den nævnte henvisning i direktivforslaget og dermed den

angivne baggrund for direktivforslaget i andre retsinstrumenter en principiel

stillingtagen og virkning, som man allerede nu bør gøre sig klart: Der er ikke

tale om en lukket liste af diskriminationskriterier heller ikke med vedtagelsen af

dette direktivforslag. Det må vurderes, at man med tiden tillige på EU-niveau vil

regulere andre af de ikke-forskelsbehandlingskriterier, som også ligger i de

nævnte internationale instrumenter, hvor man i alt opregner mindst ca. 25 ikke

forskelsbehandlingskriterier. Der må således på relativt kortere sigt imødeses

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

et yderligere pres fra EU-niveau for at indsætte andre diskrimineringskriterier

uden for og på arbejdsmarkedet.

Hertil kommer, at man som nævnt neden for ikke kan udelukke, at EF-

Domstolen på egen hånd

–

i kraft af bl.a. dette direktiv

–

lægger nye

diskrimineringskriterier ind i sin praksis. Dette kan være kriterier, der er

opregnet i de internationale instrumenter, eller det kan være helt nye kriterier,

som EF-Domstolen måtte finde frem til som forhold, der kan findes af en eller

anden art i europæisk ret

–

herunder i national ret. Se bl.a. herom nedenfor.

Yderligere diskriminationsbeskyttelse

Man skal også gøre sig klart, at der heller ikke med dette direktivforslag er tale

om en slutregulering af diskriminationsområdet. Det må tillige vurderes, at der

på relativt kortere sigt må imødeses et yderligere pres fra EU-niveau for at

indsætte nye og strammere diskrimineringsredskaber i direktiverne m.v. uden

for og på arbejdsmarkedet. Hertil kommer, at man som nævnt nedenfor ikke

kan udelukke, at EF-Domstolen på egen hånd

–

i kraft af bl.a. dette direktiv

–

strammer beskyttelsesniveauet via sin praksis. Dette kan være stramninger,

f.eks. forbud, der er opregnet i andre internationale instrumenter, visse

medlemsstater, eller det kan være helt nye krav eller udvidende fortolkninger,

som EF-Domstolen måtte kunne finde frem til.

Tage højde for EF-Domstolens fortolkningsmetode allerede nu

DA skal anbefale, at alle de indledende betragtninger, der skal indskrænke

direktivets område,

flyttes

fra direktivets såkaldte betragtninger og

indsættes

selve direktivteksten, da man kan frygte, at de ellers ikke tillægges vægt af EF-

Domstolen eller fortolkes indskrænkende. Omvendt skal man tage højde for, at

begreber i øvrigt i direktivet, hvis de ikke er meget skarpt formuleret i selve

direktivets egentlige normerende tekst, vil blive fortolket udvidende henholdsvis

indskrænkende afhængig af sagens karakter. DA skal i den forbindelse f.eks.

henvise til EF-Domstolens afgørelser i dels den såkaldte Mangold-sag (C

144/04) fra 2006 og Coleman-sagen (C 303/06) fra 2008. Også andre

afgørelser fra EF-Domstolen i og uden for arbejdsmarkedet kan dokumentere

dette.

I Mangold-sagen kom EF-Domstolen frem til, at fællesskabsretten som sådan

–

som navnlig udviklet via praksis af EF-Domstolen selv

–

og ikke direktivet om

forskelsbehandling indeholder det egentlig princip om forbud mod

forskelsbehandling på grund af alder. Den fællesskabsretlige norm udfyldes

nok af direktivet, men normen gælder uanset direktivet. I Coleman-sagen kom

EF-Domstolen frem til, at da direktivet om forskelsbehandling skal bekæmpe

alle former for forskelsbehandling, vil den gælde alle, således også en

pårørende til en handicappet, hvor den pårørende påstod sig forskelsbehandlet

på grund af sin tilknytning til en handicappet. Man kan på baggrund af bl.a.

ovennævnte vurdere, at direktiverne og deres udsagn som sådan ikke er

afgørende for EF-Domstolens vurdering af de enkelte sager, og hvor langt

beskyttelsesniveauet mod diskrimination reelt kan siges at være i EU.

Direktiverne bruges derimod af EF-Domstolen som en bekræftelse af, at den

bagvedliggende ret er en del af EU-retten uanset dens juridiske styrke. Dette er

jo bl.a. dette, som bekræftes i f.eks. dette direktivforslag, hvor man fra

medlemsstaternes side direkte erklærer, at en række internationale

instrumenter og EU-ret uanset forskellig juridisk styrke i forvejen er og fremover

skal og kan anvendes af EF-Domstolen.

Det følger heraf, at EF-Domstolen formentlig vil kunne antage den fortolkning,

at beskyttelse med hensyn til de ovennævnte forskelsbehandlingskriterier

allerede eksisterer, jf. ræsonnementet i Mangold-dommen eller med henvisning

til de principper i EU-retten, internationale instrumenter m.v., som

direktivforslaget selv henviser afhængigt og absolut allerede er gældende i EU-

retten og med en styrke, der ligger langt ud over f.eks. direktivets direkte

udsagn og begrænsninger samt præciseringer. Allerede nu må man således på

grundlag af afgørelsen i ovennævnte Coleman- sag vurdere, at begrebet

”ingen” i direktivforslaget art. 2 (”1.

I dette direktiv betyder princippet om

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

ligebehandling, at ingen må udsættes for direkte eller indirekte

forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde”) mindst

skal

fortolkes i overensstemmelse med denne, således at ”ingen” gælder enhver

med nogen som helst tilknytning af nogen art til de pågældende

diskriminationskriterier. I samme retning kan formentlig

begrebet ”nogen” i

pågældende bestemmelse fortolkes.

På den baggrund må man f.eks. også vurdere, at det forhold, at direktivet

betegner sig i art. 1 som givende (alene) en ”ramme for bekæmpelse” af

forskelsbehandling som værende af meget begrænset juridisk værdi. Som

eksempel kan tilsvarende nævnes betragtning 16) hvorefter:

”Enhver har frihed

til at indgå aftaler, herunder frihed til at vælge en aftalepartner til en given

transaktion. Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på økonomiske

transaktioner foretaget af private, for hvem disse transaktioner ikke udgør en

faglig eller erhvervsmæssig virksomhed.”

Dette er en klart stærkere

bestemmelse end den tilhørende artikeltekst, hvorefter: ”Litra

d) finder kun

anvendelse på privatpersoner i det omfang, de udøver faglig eller

erhvervsmæssig virksomhed.”

Her må man f.eks. nødvendigvis forholde sig til spørgsmål om tilfælde, hvor

den private aktivitet kun udgør eller kan siges at udgøre en mindre eller alene

accessorisk ”faglig eller erhvervsmæssig virksomhed”, ligesom begreberne

”private” og ”økonomiske transaktioner” samt ”faglig eller erhvervsmæssig

virksomhed” levner stort rum for fortolkninger.

Også andre dele af direktivet må man vurdere vil blive tillagt en udvidende

fortolkning af EF-Domstolen henset til direktivets baggrund og formål. Det

gælder f.eks. art. 3, stk. 1 ”social beskyttelse”, ”sociale goder” og ”uddannelse”.

Særligt vedrørende alder kan påpeges, at art. 2, stk. 6 tilsvarende indeholder et

relativt stort fortolkningsrum.

DA har også noteret sig, at direktivforslaget på en række områder i

foranledning godt nok bygger på elementer i eksisterende direktiver, men der

er også nye formuleringer, der kan have indholdsmæssige betydninger. DA

skal heller ikke undlade at bemærke, at man generelt uden refleksion i øvrigt

og således også i almindelige privatretlige retsforhold overfører princippet om

delt bevisbyrde, der er en undtagelse af det almindelige bevisbyrdeprincip.

Danske Handicaporganisationer (DH) takker for muligheden for at fremkomme

med bemærkninger til Europa-kommissionens nyligt fremsatte forslag til

direktiv om ligebehandling udenfor arbejdsmarkedsområdet. DH skal dog

fremhæve, at en uges frist for at indkomme med bemærkninger til så

omfattende et forslag, er meget uhensigtsmæssig. Det giver os ringe

muligheder for at inddrage vores medlemsorganisationer, hvilket selvsagt er

dybt problematisk. Det er ikke befordrende for den demokratiske proces, der

skal sikre den organisatoriske opbakning til direktivet specifikt og EU’s

initiativer på handicapområdet generelt.

Når dette er sagt, vil vi gerne understrege, at vi betragter det som et positivt

skridt, at Kommissionen endelig har fremsat et forslag til direktiv på dette

område. Vi forventer, at den danske regering vil arbejde aktivt for vedtagelsen

af direktivet, men samtidig vil vi også understrege, at der er et fundamentalt

behov for at styrke visse bestemmelser i direktivforslaget med henblik på en

effektiv diskriminationsbeskyttelse for personer med handicap samt de øvrige

grupper, som direktivforslaget dækker.

Det er vigtigt at fremhæve, at vores bemærkninger naturligt primært tager

udgangspunkt i de behov, der er for at sikre personer med handicap imod

diskrimination. Det er det område, der interesserer os mest

–

og det er her, vi

har vores særlige ekspertise.

DH betragter det som et helt nødvendigt skridt at sikre sammenlignelig

beskyttelse imod diskrimination for alle grupper, der er dækket af Amsterdam-

traktatens artikel 13. Det er ikke rimeligt, at man i øjeblikket har et de facto

hierarki mellem de forskellige diskriminationsgrunde.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Det er positivt, at personer med handicap i fremtiden klart sikres imod de typer

af diskrimination, som er dækket af parallelle direktiver gældende for andre

grupper, dvs. direkte og indirekte forskelsbehandling, chikane samt tilskyndelse

til forskelsbehandling. Desuden må det betragtes som positivt, at manglende

rimelig tilpasning, som i arbejdsmarkedsdirektivet (2000/78/EF), nu generelt

defineres som forskelsbehandling.

Yderligere er der så i direktivforslagets artikel 4 fastsat en forpligtelse til i

rimeligt omfang at sikre lige adgang og tilgængelighed til varer, tjenester etc.,

hvilket set fra DH’s synspunkt er et konstruktivt element.

Vi er dog dybt bekymrede i forhold til fortolkningen af og konsekvenserne ved

disse bestemmelser, ikke mindst undtagelserne fra dem, mere herom

nedenfor.

DH mener, at dansk støtte til direktivforslaget vil være i overensstemmelse med

den øgede vægtning af rettigheder og beskyttelse imod diskrimination, der er

blevet en integreret del af dansk handicappolitik, særligt i lyset af Danmarks

tilslutning til FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

DH deler Kommissionens opfattelse, som den er fremsat i dennes

konsekvensvurdering af direktivforslaget, nemlig at direktivforslaget på nær

meget få detaljer ikke pålægger medlemsstaterne forpligtelser, som ikke er

indeholdt i konventionen. Samtidig må det dog understreges, at en

gennemførelse af direktivforslaget i dansk ret, som det fremstår på nuværende

tidspunkt, ikke i sig selv vil kunne udgøre en fyldestgørende efterlevelse af FN-

konventionen. Områder som eksempelvis adgang til retsvæsenet,

familierettigheder, deltagelse i det politiske liv, adgang til kulturlivet,

tilgængelighed til det offentlige rum samt adgangen til information og

kommunikation, herunder eksempelvis tilgængelige informationsformater og

tegnsprog, er ikke dækket af direktivforslaget, men i FN-konventionen findes

vægtige bestemmelser om disse forhold.

Derudover er en hel række af de forpligtelser for offentlige instanser til aktivt at

fremme deltagelsen for personer med handicap i samfundet, som er indeholdt i

konventionen, ikke dækket af direktivforslaget. Vi mener ikke, at det er

tilfredsstillende, at direktivforslaget på så mange områder har en lavere

overligger end konventionen, når det gælder forebyggelse og bekæmpelse af

diskrimination af personer med handicap. Konventionen og direktivet må kunne

ses som instrumenter, der supplerer hinanden og må som sådan ses som

retskilder, der til sammen kan være med til at sætte rammer for dansk

lovgivning vedrørende ligebehandling af personer med handicap. Således er

der brug for en højere grad af overensstemmelse mellem konventionens

principper og direktivteksten.

Nedenfor følger specifikke bemærkninger til de enkelte bestemmelser i

direktivforslaget.

Artikel 1

Det skal bemærkes, at direktivet kun kan dække de områder, der er omfattet af

EU’s kompetence, hvilket også anføres i de indledende betragtninger til

direktivforslaget. Dette er ligeledes illustreret ovenfor under bemærkningerne

om sammenhængen med FN’s konvention om rettigheder for personer med

handicap.

Det skal således tages med betydelige forbehold, når det i artikel 1 hedder, at

hele spektret udenfor arbejdsmarkedet er dækket. En yderligere klargøring af

anvendelsesområdet er som følge heraf nødvendig med henblik på en

gennemskuelig og effektiv gennemførelse af direktivet i medlemsstaternes

lovgivning.

Derudover skal kommende dansk diskriminationslovgivning i forhold til

handicap tage højde for, at direktivforslaget ikke dækker alle relevante

aspekter af FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap. I den

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

sammenhæng ville det være naturligt, og i overensstemmelse med EU’s

tilslutning til FN-konventionen, ikke at lade selve direktivteksten anlægge en så

indsnævret fortolkning af, hvor langt EU-kompetencen går, når det gælder

vigtige områder for personer med handicap, se eksempelvis bemærkningerne

vedr. uddannelsesområdet til artikel 3 nedenfor.

Artikel 2, stk. 2, litra b)

DH foreslår, at bestemmelsen præciseres med henblik på at sikre, at den

udtrykkeligt omfatter diskrimination på baggrund af handicap ved associering.

Som bestemmelsen er formuleret nu, kan den læses sådan, at diskrimination

kun kan knytte sig til en bestemt person med et bestemt handicap. Således vil

f.eks. forældre, der diskrimineres som følge af tilknytningen til et barn med

handicap ikke være eksplicit dækket af bestemmelsen om indirekte

diskrimination. Dette er åbenlyst urimeligt, jf. den nyligt afsagte kendelse i den

såkaldte Coleman-sag, og derfor skal teksten formuleres, så der ikke opstår

tvivl om dette.

Artikel 2, stk. 5

Det skal bemærkes, at det, som ovenfor anført, er positivt, at manglende

rimelig tilpasning, jf. forslagets artikel 4, stk. 1, litra b), er defineret som

forskelsbehandling. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at manglende adgang og

tilgængelighed for personer med handicap kan afhjælpes gennem generelle

bestræbelser og andre foranstaltninger (universelt design mv.) på at gøre

ligebehandling og tilgængelighed til en del af de tilbud, der udbydes offentligt.

Dette er der taget delvis højde for i artikel 4, stk. 1, litra a), men det er for DH

uklart, hvilken retlig status overtrædelser af disse bestemmelser har. Vil

sådanne overtrædelser skulle forstås som forskelsbehandling, eller er det

noget andet?

Det er helt centralt at holde sig for øje, at den diskrimination af personer med

handicap, som ligger i ikke at tilpasse samfundet til alle mennesker, i lige så

høj grad som andre typer af diskrimination udgør betydelige hindringer for fuld

deltagelse i samfundslivet for personer med handicap. Det kan tydeligt ses af

de barrierer, der er skabt inden for f.eks. byggeri, transport og kommunikation

gennem de seneste mange årtier. Det er den type diskrimination, som artikel 4,

stk. 1, litra a) tager delvist fat få. Det må derfor sikres, at manglende

efterlevelse af denne bestemmelse i lige så høj grad som direktivets øvrige

antidiskriminationsbestemmelser har bindende retsvirkning, samt at der er

knyttet effektive sanktioner til manglende efterlevelse.

Artikel 2, stk. 6

DH ser det som en risiko, at muligheden for at forskelsbehandle på baggrund

af alder kan benyttes til indirekte at diskriminere personer med handicap.

Frekvensen af personer med handicap blandt ældre borgere er højere end

frekvensen blandt yngre borgere. Der er personer, der først bliver

handicappede, efter at de er blevet ”gamle”. Særligt derfor vil en beskyttelse

mod indirekte diskrimination af denne gruppe på grund af handicap være

væsentlig.

Det skal derfor præciseres, at det udelukkende er kravet om et forbud mod

diskrimination på baggrund af biologisk alder, som der kan gøres undtagelser

fra. Det skal også præciseres, at der ikke er mulighed for at diskriminere på

baggrund af sammenhængen mellem alder og handicap. Dette vil være i

overensstemmelse med den generelle målsætning fra EU's side om at

bekæmpe multipel diskrimination.

Artikel 2, stk. 7

Indskrænkningerne af direktivets gyldighed i forhold til aktuarmæssige og

statistiske beregninger udgør et væsentligt problem, da sådanne beregninger

må forventes at blive benyttet i forbindelse med f.eks. pensionsordninger,

sundhedsforsikringer og kriterier for långivning.

Der synes dermed at opstå en modsigelse af artikel 12 i FN’s konvention om

rettigheder for personer med handicap vedr. retlig handleevne, som også

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

berører den lige ret til at opnå lån og ejendomsret, artikel 25 om lige ret til

sundhed samt samme konventions artikel 28, stk. 2, litra e) om

pensionsordninger.

Den tilsvarende bestemmelse i det parallelle direktiv, om ligebehandling i

forhold til køn fra 2004, indeholder snævrere muligheder for medlemsstaterne i

henseende til at tillade forskelsbehandling på dette punkt. DH er derfor meget

forundret over valget af et større råderum i forhold til handicap. DH foreslår, at

der som minimum specificeres meget klare kriterier for, hvornår handicap kan

indgå som en faktor i aktuarmæssige og statistiske beregninger. Som

bestemmelsen er formuleret nu, er det ikke klart, hvornår handicap kan indgå

og under hvilke betingelser.

Derudover mener DH, at det er relevant at rejse spørgsmålet om, hvorvidt lige

adgang til forsikringslignende ordninger ikke er en opgave, der bør løses

solidarisk enten af forsikringstagerne i fællesskab eller af samfundet som

sådan. Dette er eksempelvis i overensstemmelse med den nuværende tilgang,

når det gælder gruppelivsforsikringer og øvrige lignende kollektive forsikringer.

Artikel 2, stk. 8

Det skal bemærkes, at en tilsvarende bestemmelse ikke er fastsat i de

parallelle direktiver om henholdsvis ligebehandling i forhold til køn og race. For

DH er den praktiske betydning af en sådan bestemmelse uklar i forhold til

gruppen af personer med handicap. DH savner en konkret begrundelse for

bestemmelsens optræden i forslaget, ikke mindst i forhold til dets

konsekvenser for gruppen af personer med handicap.

Artikel 3, stk. 1, litra a)

Bestemmelserne vedr. aktuarmæssige og statistiske data i artikel 2, stk. 7, kan

tænkes at have indflydelse på rækkevidden i forhold til visse sociale

sikringsordninger og sundhedsordninger. DH finder en afklaring af dette

spørgsmål helt nødvendig. Det er vigtigt, at der ikke kan finde diskrimination

sted. Der skal være fuld og lige adgang for alle til sociale sikrings- og

sundhedsordninger.

Artikel 3, stk. 1, litra d)

En indskrænkning, der ligner den i litra d), findes ikke i de parallelle direktiver

vedr. henholdsvis race og køn. Indskrænkningen rejser nogle spørgsmål i

forhold til, hvilken status tilbud, som udbydes af eksempelvis private foreninger

og andre typer af non-profit foretagender, har i forhold til direktivets

anvendelsesområde. I Danmark kunne dette f.eks. være andelsboligforeninger.

DH efterlyser en afklaring af dette spørgsmål. DH savner en konkret

begrundelse for, at indskrænkningen skulle være særligt relevant i dette

direktivforslag.

Artikel 3, stk. 2

Det skal bemærkes, at dette er et område, hvor FN’s konvention om rettigheder

for personer med handicap indeholder væsentlige bindende bestemmelser.

Artikel 3, stk. 3

En lignende indskrænkning i forhold til uddannelse findes ikke i det parallelle

direktiv vedr. race.

Det skal bemærkes, at indskrænkningen tilsyneladende åbner for, at hensyn til

organisering, herunder formentlig også økonomiske hensyn, kan gå forud for

eksempelvis hensynet til en elev med et handicap, f.eks. i forhold til at sikre

inklusion i mainstream skolesystemet. Dette finder DH fuldstændig

uacceptabelt. Som minimum må dette tages i betragtning ved en dansk

implementering af direktivet. Det må ikke være sådan, at man kan diskriminere

personer med handicap på nogen måde eller noget sted i

undervisningssystemet. Organiseringen af undervisningen kan i sig selv være

diskriminerende.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Der er fastlagt vigtige bindende rettigheder på uddannelsesområdet i FN’s

konvention om rettigheder for personer med handicap, og eftersom EU har

tilsluttet sig konventionen, er man i lige så høj grad som medlemsstaterne

bundet af denne. DH er opmærksom på, at EU har en begrænset kompetence i

forhold til uddannelsesområdet. Men der er intet i traktaten, der tilsiger, at

denne begrænsning lige nøjagtig er relevant i forhold til specialundervisning og

organisationen omkring denne. Det synes på den baggrund at være en

fuldstændig uhensigtsmæssigt og arbitrær disposition at lade en indskrænkning

af direktivets rækkevidde gå på dette og på den måde sætte spørgsmålstegn

ved den fulde og hele tilslutning til FN-konventionens principper om et

inkluderende skole system

–

disse principper har været den internationalt

anerkendte politiske linje siden først i halvfemserne.

I forhold til artikel 3 generelt skal det konkluderes, der må forventes betydelige

fortolkningsproblemer i henseende til afgrænsningen af de politikområder, hvor

direktivet har gyldighed. Så meget desto vigtigere vil det være at sikre en bred

lovgivning i Danmark, der går videre end direktivet, sådan at

afgrænsningsproblemer ikke kommer til at stå i vejen for en effektiv og

gennemskuelig beskyttelse mod diskrimination af personer med handicap i

Danmark.

Artikel 4, stk. 1, litra a)

Det skal bemærkes, at noget synes at være faldet ud af den danske

oversættelse af Kommissionens forslag. Af den engelsksprogede version af

forslaget fremgår det, at tilpasningerne skal ske ”in anticipation”, dvs. under en

generel forudsætning om, at personer med handicap benytter tjenester osv.

Dette lille begreb er yderst centralt, idet det introducerer en proaktiv forpligtelse

til at sikre ligebehandling af personer med handicap. Der må derfor foretages

en ændring af den danske oversættelse!

Indskrænkningerne af litra a), der går på tilvejebringelsen af alternativer eller

grundlæggende forandringer, er dybt problematiske. Som eksempel kan

nævnes tilgængelighed til hjemmesider. Det kan i nogle tilfælde kræve

grundlæggende forandringer at sikre en hjemmesides tilgængelighed. Men

tilgængeligheden vil i mange tilfælde jo være en forudsætning for, at man kan

benytte sig af en offentlig eller privat ydelse. DH savner som minimum en

klarlæggelse af, hvad disse indskrænkninger indebærer.

DH står uforstående overfor, at det mere velkendte kriterium om

uforholdsmæssigt store byrder ikke er tilstrækkeligt i denne sammenhæng,

særligt i lyset af at relevante tilpasninger langt fra altid koster ekstra ressourcer.

Indskrænkningerne af bestemmelsen kan komme til at stå i vejen for, at

strukturel forskelsbehandling kan bekæmpes ved hjælp af direktivet. Det er

således yderst centralt, at deres rækkevidde begrænses så meget som

overhovedet muligt.

DH efterlyser, at bestemmelsen refererer til begrebet universelt design, som er

gennemgående i FN-konventionen. En sådan tilgang vil kraftigt nedsætte

behovet for tilpasninger i konkrete tilfælde. En tilgang gående på realisering af

universelt design i forhold til nye varer og tjenesteydelser ville være et

særdeles nødvendigt skridt. Særligt vil det være relevant at koble en sådan

tilgang til eksisterende og kommende europæiske standarder, sådan at

tilgængelighed ville være klart defineret i hele EU. Dette ville også øge

gennemskueligheden af bestemmelsen for aktører på markedet. DH foreslår

derfor, at manglende efterlevelse af europæiske standarder vedr.

tilgængelighed for personer med handicap indskrives i artikel 4 som en form for

diskrimination.

DH ser desuden et behov for at præcisere, at bestemmelsen ikke kun drejer sig

om fysisk tilgængelighed for eksempelvis kørestolsbrugere. Personlig

assistance, tilvejebringelsen af information i alternative formater og

tolkebistand, herunder tegnsprogstolkning, er eksempler på relevante

tilpasninger, som efter DH’s opfattelse ikke må kunne

fortolkes ud af direktivet.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Derfor bør artikel 4 reformuleres med henblik på også at inkorporere disse

aspekter af adgangen for personer med handicap.

Artikel 4 stk. 2

Det skal bemærkes, at der åbnes for en hel række muligheder for at begrunde

undtagelser fra artikel 4, stk. 1. DH foreslår derfor, at der som en yderligere

afbalancering af disse mulige begrundelser også indføres et kriterium, der går

på de mulige fordele for andre borgere og samfundet generelt, som tilpasninger

til fordel for personer med handicap i rigtig mange tilfælde indebærer. Som

eksempel kan blot nævnes, at øget tilgængelighed for kørestolsbrugere og

gangbesværede i offentlige transportmidler også kan give betydelige fordele for

personer i følgeskab med småbørn, med barnevogne, cykler eller bagage.

Hertil kommer den ikke ubetydelige effekt i form af forbedring af arbejdsmiljøet i

bred forstand.

Yderligere står DH i overensstemmelse med bemærkningen ovenfor til litra a) i

nærværende artikel uforstående overfor, at det er nødvendigt at indføre en

række undtagelser udover den velkendte om uforholdsmæssigt store byrder. Vi

efterlyser derfor en begrundelse af denne disposition. Man kommer let i tvivl

om, hvorvidt man reelt vil afskaffe diskrimination af personer med handicap.

Artikel 5 og 6

Disse artikler sikrer muligheden for en effektiv dansk lovgivning til fremme af

reelt lige muligheder for personer med handicap. Dette betragter DH som

meget positivt og opfordrer samtidig indtrængende den danske regering til at

følge dette spor i overensstemmelse

med FN’s konvention om rettigheder for

personer med handicap.

Artikel 7, stk. 1

Multipel diskrimination skal indgå som et element i klagebehandlingen. Dette

skal præciseres i direktivet.

Artikel 7, stk. 2

Handicapfaglig ekspertise skal indgå i vurderingen af sager om handicap.

Direktivforslaget skal åbne for denne mulighed, sådan at vurderingen ikke

udelukkende baseres på juridisk ekspertise. Behovet kan ikke opfyldes fuldt ud

ved at lade f.eks. organisationer af personer med handicap indtræde på

klagerens side i en sag. Også selve vurderingen af sagen bør være baseret på

handicapfaglig viden. Det er et faktum, at kun ganske få juridiske eksperter har

viden om handicapområdet, der kan sikre, at de særlige forhold/oplevelser ved

at have et handicap kommer til vurdering i forbindelse med afgørelse af sager

om diskrimination.

Artikel 10

Omfanget af informationsindsatsen skal præciseres yderligere. Det er vigtigt at

få fastslået, at indsatsen ikke kun skal rette sig imod de grupper, som kan

komme til at stå over for diskrimination. Også udbydere af varer og

tjenesteydelser skal modtage fyldestgørende information om deres proaktive

pligter i henhold til direktivet. Desuden foreslår DH, at det overvejes at pålægge

medlemsstaterne en forpligtelse til at udvikle redskaber, der kan støtte

offentlige og private vare- og tjenesteudbydere i at leve op til direktivets

bestemmelser.

Derudover skal det fremgå klart af direktivet, at informationsindsatsen som

helhed skal tilrettelægges på en måde, der sikrer tilgængelighed for personer

med handicap af alle typer, herunder eksempelvis information i tilgængelige

formater, på tegnsprog og forfattet i klar og let forståelig tekst.

Artikel 11

DH vil opfordre til, at man allerede nu efterlever artiklens ånd, og med

baggrund i denne, indleder en formel og substantiel involveringsproces af

organisationer, af personer med handicap og andre relevante grupper, både på

europæisk og nationalt plan med henblik på at sikre en tæt dialog om

direktivets udformning og implementering.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

Artikel 13

DH vil opfordre til, at den gennemgang af dansk lovgivning, som bestemmelsen

indebærer, sammentænkes med den gennemgang af dansk lovgivning, som

gennemføres med henblik på ratifikation af FN’s konvention om rettigheder for

personer med handicap. En sådan sammentænkt gennemgang bør bestå i en

tæt konsultation af handicapbevægelsen og involvere direkte inddragelse af

denne.

Artikel 15, stk. 2

DH savner i høj grad en begrundelse for, at der kan gives forlængelse af fristen

for implementering, for så vidt angår direktivforslagets artikel 4. Det har ikke

været muligt at finde en sådan i Kommissionens lovforberedende arbejder.

Hvis begrundelsen er, at det skønnes at være vanskeligt at leve op til artikel 4,

er der så meget desto større grund til at give dens bestemmelser retlig virkning

så hurtigt som muligt. Den reelle forskelsbehandling af personer med handicap,

som manglende efterlevelse af principperne i artikel 4 indebærer, er nemlig

ensbetydende med stærke begrænsninger for lige samfundsdeltagelse.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) bemærker, at direktivforslaget

regulerer beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet og

således supplerer de eksisterende direktiver, for så vidt angår

diskriminationskriterierne, religion, tro, handikap, alder eller seksuel orientering.

Som konsekvens heraf vil direktivforslaget vedrøre området om

socialbeskyttelse, sociale goder, uddannelse og adgang til service- og

tjenesteydelser.

Indledningsvis skal FA henlede opmærksomheden på, at vi finder det

problematisk, at alder indgår på lige fod med de resterende rettigheder. Alder

bliver ofte anvendt som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i

forhold til administration f.eks. af erhvervelse af kørekort, ret til

stemmeafgivning ved demokratiske valg og m.m. Det er alle disse lovmæssige

og administrative bestemmelser, som efter direktivets vedtagelse pludselig er

potentielt EF stridige og ulovlige.

Det betyder også, at forslaget bekræfter og forstærker en udvikling, herunder

via EF domstolen der ligger langt ud over den ramme for regulering, som

umiddelbart kan læses af direktivet. Den forslåede løsning med at indsætte en

undtagelsesbestemmelse om at ulige behandling pga. af alder ikke er

forskelsbehandling såfremt der er et objektivt og rimelig begrundet legitimt

formål (art. 2 stk. 6 i direktivforslaget) er ikke en god løsning. FA finder det

derfor nødvendigt, at der tages et klart forbehold for, at alder inddrages som

diskriminationskriterium i direktivforslaget.

Om uddannelse siger direktivforslagets artikel 3 litra C, at uddannelse er et af

de områder, hvor direktivet finder anvendelse. FA finder, at uddannelse er et

nationalt anliggende, og at artikel 3 litra C derfor bør udgå.

Vedrørende spørgsmålet om klageadgang anføres i artikel 7 en bestemmelse

herom. FA finder, at dette er et nationalt anliggende, som allerede er reguleret

via EF domstolens afgørelser og må derfor anbefale, at artikel 7 udgår af

direktivforslaget.

Hvad angår artikel 8 om bevisbyrde, er det

FA’s opfattelse, at der i

realiteten her indføres en omvendt bevisbyrde. FA skal anføre, at vi finder dette

kritisabelt, uanset at det kendes fra andre direktiver, men finder ikke, at det bør

anvendes i forbindelse med dette direktivforslag, og skal derfor bede om at

bestemmelsen om bevisbyrde udgår.

I artikel 11, der omhandler dialog med relevante berørte parter, skal vi anmode

om, at der tilføjes følgende formulering ”medlemsstaterne tilskyndes til at

inddrage arbejdsmarkedets parter i det omfang

arbejdsmarkedet berøres”.

Dette harmonerer også med artikel 16 i direktivforslaget, der omhandler

arbejdsmarkedets parter i forbindelse med en udarbejdelse af en rapport om

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

anvendelsen af direktivet. Vi ser derfor gerne, arbejdsmarkedets parter rykket

frem også til artikel 11.

Artikel 13 om overholdelse er en ny bestemmelse, og FA er af den opfattelse,

at der her er tale om et nationalt anliggende, og at artikel 13 derfor bør udgå.

Artikel 14 der handler om sanktioner, skal FA anføre, at dette er et nationalt

anliggende i EF retten, og bestemmelsen bør derfor udgå, idet EF

domstolspraksis varetager de tværnationale hensyn, og at der derfor ikke

specifikt, som der anføres i forslaget, bør anføres typer af sanktioner.

Afslutningsvis anfører FA, at der i direktivforslaget henvises til Traktatens

artikel 6 samt forskellige internationale instrumenter i FN samt i den

Europæiske menneskerettighedskonvention EU’s charter mv. særligt med

hensyn til de i direktivet nævnte beskyttelseskriterier. Uanset at disse

henvisninger er korrekte, er det væsentligt, at der ikke er tale om henvisninger i

snæver forstand, men at de skal ses som et element, der giver juridisk

mulighed for, at man via direktivforslaget bidrager til at regulere diskrimination

og forskelsbehandlingsområdet mere vidtgående og intens end selve

direktivforslaget

FA finder det uheldigt, idet direktivforslaget får en meget bredere anvendelse,

end det fremgår af selve direktivforslaget.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Visse delegationer har opretholdt et generelt forbehold og anfægtet

nødvendigheden af Kommissionens forslag. Andre delegationer har anmodet

om yderligere præcisering af direktivforslaget og givet udtryk for bekymring

navnlig i relation til mangel på juridisk klarhed, kompetencefordeling, samt de

praktiske og økonomiske konsekvenser ved forslaget. Alle delegationer har

generelle undersøgelsesforbehold.

Der blev afholdt et arbejdsgruppemøde under det portugisiske formandskab.

Det forventes, at der til rådsmødet vil foreligge en fremskridtsrapport.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen støtter overordnet målet om bekæmpelse af diskrimination og

accepterer idéen om et direktiv på området.

På arbejdsmarkedet er der i dag i dansk lovgivning forbud mod

forskelsbehandling på grund af alder, handicap, køn, race og etnisk oprindelse,

religion og tro samt seksuel orientering. Uden for arbejdsmarkedet er der

forbud mod forskelsbehandling på grund af køn, race, handicap og etnisk

oprindelse. Der er således ikke forbud mod diskrimination uden for

arbejdsmarkedet i forhold til alder, religion eller tro og seksuel orientering.

Forslaget til direktiv, som det er fremlagt, giver dog anledning til en række

betænkeligheder, særligt af juridisk karakter, idet forslaget indeholder en række

vagt afgrænsede bestemmelser og ligeledes vagt udformede undtagelser for

direktivets anvendelsesområde. Dette kan medføre, at rettighedernes omfang

reelt vil skulle fastlægges ved domstolskontrol. Regeringen kan derfor ikke

støtte forslaget i den fremsatte form.

Der må ske en betydelig præcisering af forslagets tekst med henblik på især at

sikre, at Danmark også i fremtiden kan anvende alder som styringsinstrument,

og at dansk handicappolitik, som bl.a. er baseret på kompensationsprincippet,

kan fastholdes.

Endelig er det nødvendigt, at der fortsat arbejdes for at få belyst en række

spørgsmål vedrørende forslagets nærmere juridiske og økonomiske

konsekvenser, herunder rækkevidden af flere generelle afgrænsede

bestemmelser, inden en nærmere holdning fastlægges.

Rådsmøde nr. 3802 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 14.-15. juni 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 14/6-21 (socialdelen)

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering

forud for rådsmøderne (EPSCO) 2. oktober 2008, 17. december 2008, 9. marts

2009, 8. juni 2009, 30. november 2009, 7. juni 2010, 6. december 2010, 10.

juni 2011, 1. december 2011, 21. juni 2012, 6. december 2012, 20. juni 2013,

9. december 2013, 12. juni 2014, 5. december 2014, 12. juni 2015, 7.december

2015, 16. juni, 2. december 2016, 2. juni 2017, 1. december 2017, 13. juni

2018, 30. november 2018 og 11. juni 2019 (skriftlig procedure) og FEU den 11.

oktober 2019.