Det næste punkt på dagsordenen er:

15) Forhandling om redegørelse nr. R 16:

Klima-, energi- og forsyningsministerens energipolitiske redegørelse 2021.

(Anmeldelse 29.04.2021. Redegørelse givet 29.04.2021. Meddelelse om forhandling 29.04.2021).

Sammen med dette punkt foretages:

16) Forespørgsel nr. F 59:

Forespørgsel til klima-, energi- og forsyningsministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om regeringens fremtidige energipolitiske initiativer set i lyset af den energipolitiske redegørelse?

Af Bjørn Brandenborg (S), Carsten Kissmeyer (V), Morten Messerschmidt (DF), Signe Munk (SF), Rasmus Helveg Petersen (RV), Søren Egge Rasmussen (EL), Katarina Ammitzbøll (KF), Peter Seier Christensen (NB), Alex Vanopslagh (LA) og Torsten Gejl (ALT).

(Anmeldelse 29.04.2021. Fremme 03.05.2021).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 18. maj 2021.

Først skal vi have en begrundelse, og det er ordføreren for forespørgerne, hr. Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Energiordførerne for alle Folketingets partier har traditionen tro valgt at indbyde klima-, energi- og forsyningsministeren til en forespørgselsdebat i forbindelse med den årlige energipolitiske redegørelse. Derfor vil jeg bare indledningsvis meget gerne takke ministeren for at stille op i dag og på vegne af partierne sige, at vi glæder os til debatten.

Tak for begrundelsen. Og så skal vi lige have sprittet af, inden vi byder velkommen til klima-, energi- og forsyningsministeren for en besvarelse. Værsgo til ministeren.

Tak for det. Jeg glæder mig også til debatten. Det er jo sådan en årlig tilbagevendende begivenhed, og jeg havde egentlig sat mig for, at jeg ville gå tilbage og se hos min forgænger, hvor mange gange man havde sagt, at det var sådan et historisk år, men det nåede jeg desværre ikke. Jeg tror dog godt, at jeg vil gætte på, at det er der nok rimelig mange der har, for dansk energipolitik jo igennem årene heldigvis har været præget af, at vi har truffet store beslutninger, at der er sket meget.

Alligevel vil jeg godt vove den påstand, at der næppe er noget år, hvor de her redegørelser er blevet lavet, hvor der er sket lige så meget det, som der er sket det sidste år. Vi kan jo tage et lille væddemål på, om der er nogen, der kan komme på et år, hvor vi har lavet lige så store fremskridt.

Verdens mest ambitiøse klimalov har vi vedtaget – 70-procentsreduktion i 2030. Og ikke nok med, at vi har vedtaget loven, så er vi også allerede rigtig godt på vej til at vedtage den politik, der skal sikre, at vi kommer i mål. Hvis man ser på den manko, der var, da vi besluttede loven, frem til den dato, hvor vi skal leve op til den, og hvad der er sket med den siden, så har vi reduceret mankoen med 41 pct. Den reduktion, vi altså har 10 år til at nå, har vi nået 41 pct. af på 1-1½ år.

Eller sagt på en anden måde: De reduktioner, vi allerede har besluttet, fører os frem til 55 procentpoint af de 70. Er 55 meget? Ja, hvis man sammenligner f.eks. med EU – og jeg tror, de fleste er enige i, at det nye mål, der lige er blevet vedtaget i EU, er ret ambitiøst, i hvert fald meget mere ambitiøst, end man havde turdet håbe på, og jo i hvert fald er en ret stor stigning i forhold til, hvordan det har ligget tidligere – så er det mål netop 55. Så vi har altså allerede nu besluttet tiltag, der fører os til at nå det, som hele Europa i gennemsnit skal nå i 2030.

Eller sammenlign med USA: Præsident Biden, som jeg tror de fleste har været meget positivt overrasket over, hvor progressiv og ambitiøs han har været på klimaområdet, foreslog i forbindelse med det klimatopmøde, han afholdt for et par uger siden, at USA skulle reducere med mellem 50 og 54 pct. i 2030; men det er altså vel at mærke sammenlignet med 2005. Hvis man også sammenligner det med 1990, er den amerikanske reduktionsforpligtelse eller -mål på 43 pct. sammenlignet med det danske på 70 pct., hvoraf vi altså allerede nu har nået 55 pct.

Læg dertil, at vi i sidste uge også besluttede at lave et meget ambitiøst delmål i 2025; et delmål, der vil sikre, at vi presser os selv til at træffe beslutninger, også på den korte bane. Det er jo hele tiden en balancegang mellem at sætte gang i initiativer nu, vel vidende at de først kommer til at give reduktioner på sigt, samtidig med at vi jo også hele tiden skal lægge os i selen for at få gjort de ting, der kan gøres på den korte bane. Så alene hvis man ser på det regnestykke, og hvis man ser på, hvor stor en del af vores målopfyldelse her, som skyldes vores energipolitik, er det selvfølgelig et specielt år og et rigtig, rigtig godt år for Danmark.

Dertil kommer selvfølgelig nogle ganske store beslutninger på en række andre områder. Det er selvfølgelig historisk, når vi siger, at vi vil have en slutdato for udvinding af olie og gas i Nordsøen. Vi har besluttet, at vi vil aflyse den ottende udbudsrunde og alle potentielle efterfølgende udbudsrunder, samtidig med at vi i 2050 siger stop for at hive olie og gas op af Nordsøen.

Olie og gas har været med til at finansiere den danske velfærdsstat gennem årtier. Vi er stadig den største olieproducent i Europa. Det var en aftale, der skulle finansieres med 13 mia. kr., så det var altså ikke nogen helt lille beslutning, men en nødvendig beslutning, fordi vi ønsker at være et foregangsland, og fordi vi ønsker at vise resten af verden, at man faktisk godt kan lave en transformation af et samfund, som ikke betyder, at vi får mere ulighed, som ikke betyder, at mennesker står uden arbejde, men som tværtimod gør os til et bedre, dygtigere og mere konkurrencedygtigt samfund – men ikke bare på den nemmeste måde. Vi gør det faktisk også på de områder, hvor det er svært.

Selvfølgelig havde det været nemmere at sige: Så længe vi bare kan hive penge så at sige op af Nordsøen, så lad os da gøre det og så investere de penge i noget grøn teknologi, og så er alt jo godt. Den vej kunne man have valgt, men det gør vi ikke. Vi vælger at sætte den her slutdato, fordi vi tror på, at det kan lade sig gøre at lave den omstilling. Vi tror så i øvrigt også på, at vi kommer til at skabe flere arbejdspladser i den grønne sektor, end vi taber i den sorte, og det knytter sig selvfølgelig til den tredje store begivenhed, jeg vil nævne, der er sket i den forgangne år på energiområdet, og det er beslutningen om at ændre danmarkskortet.

Vi kommer til at lave en kunstig ø ude i Nordsøen, en energiø, som skal fungere som en hub for energi til store dele af Europa – i første omgang 3 GW, på sigt 10 GW. 1 GW kan som tommelfingerregel cirka levere grøn elektricitet til en million husstande. Plus Bornholm i Østersøen, som også skal fungere som energiø med i første omgang 2 GW.

Samlet set er det her enorme mængder af grøn energi, som dels kan være med til at hjælpe andre lande med at nedbringe deres CO2-udledninger, men som selvfølgelig også gør, at vi bliver et land, der er helt fremme, når det handler om at kunne udvikle nye teknologier – det, vi i Danmark kalder power-to-x, altså strøm til noget, som en af mine gode kollegaer vist har kaldt det. Altså at vi tager den grønne strøm og via elektrolyse laver den om til brint, og laver brinten om til flydende brændstoffer. Det løser to problemer for os: Det gør selvfølgelig, at vi har mulighed for at lagre energien; men det betyder også, at vi kan få den ind i dele af vores energisystemer, hvor det i dag er vanskeligere.

Samlet set er vi et foregangsland. Samlet set presser vi os selv til at udvikle nye teknologier, som vil være rigtig godt for Danmark og for vores konkurrencekraft og andet, men som selvfølgelig også kan bruges andre steder i verden. Sådan er det, når man er et lille land: Hvis man vil gøre en forskel, kræver det, at man går forrest.

Vi har også i vores internationale, globale indsats meget konkrete samarbejdsaftaler med 16 lande, som samlet set står for over 60 pct. af verdens drivhusgasudledninger. Vi hjælper dem med dansk knowhow, dansk teknologi til at blive bedre til at reducere deres aftryk. Vi har forøget vores klimabistand. Vi presser på i EU på en lang række vigtige dagsordener på det her område. Og vi er i det hele taget meget opmærksomme på, at hvis ikke vi også er aktive internationalt, hvis ikke også vi både deltager i de forhandlinger og går forrest med de danske eksempler de steder, hvor det er relevant, ja, så betyder vores indsats mindre. Tak.

Tak til ministeren for talen. Og da det er en redegørelsesdebat, er der nu adgang til én kort bemærkning fra hver af ordførerne. Der er et par stykker indtegnet, og først er det fru Signe Munk fra SF. Værsgo.

Tak for muligheden for at få den her energipolitiske redegørelse. Der er noget fantastisk overbliksskabende og jo i virkeligheden også en vis begejstring ved at læse den energipolitiske redegørelse. Jeg tror ikke, man kan føle andet, når man er energiordfører. Og selv om vi kan være uenige om, hvor meget mere der så skal gøres, og hvad det næste skridt er, synes jeg, der er meget at være stolt af i den energipolitiske redegørelse.

Ministeren sagde – og jeg citerer, som jeg hørte ministeren sige det – at hvis man som lille land vil gøre en forskel, skal man gå forrest. Det minder mig om, at jeg og mit parti og andre partier jo har spurgt regeringen lidt ind til investeringerne igennem Eksport Kredit Fonden, og der er det jo sådan, at Danmark kan tage et valg om faktisk at gå forrest og sige: Nej, der bliver ikke givet eksportkreditstøtte til flere heavy fuel brændselsanlæg – der bliver faktisk slet ikke givet til nogen fossil energi. Så vil ministeren gå forrest og stoppe fossil støtte fra Eksport Kredit Fonden?

Ministeren, værsgo.

Det er fuldstændig rigtigt, at det er en debat, der er blevet rejst, og jeg tror også, vi har haft et enkelt samråd om sagen. Vi har allerede besluttet at stoppe støtte til kul, termisk lagring, termisk udvinding og selvfølgelig kulkraft. Og hvorvidt vi skal gå videre og også gøre det i forhold til andre former for fossile brændsler, er der nu igangsat en analyse af hos klimaministeren, og ifølge klimaministeren – undskyld, det er jo mig, jeg mener erhvervsministeren; det har jeg også været et stykke tid for nylig, så det er derfor, jeg blander kasketterne lidt sammen – skulle den analyse foreligge inden for et par uger.

Tak til klima-, energi- og forsyningsministeren – hvis han ikke ved, hvem han er, skal jeg fortælle ham det.

Som en lille serviceoplysning vil jeg sige, at den korte bemærkning har en varighed på 1 minut, og svaret er også 1 minut. Og ministeren kommer på til sidst igen.

Nu vil jeg gerne give ordet til hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Der var jo meget klimapolitik i ministerens tale, og det synes jeg er helt fint. I forhold til om vi er et foregangsland, vil jeg sige, at ja, det tror jeg at vi er på nogle måder. Men der er også nogle hjørner, hvor vi ikke er blevet det, fordi andre lande ikke bare kan kopiere os.

Hvis vi ser på biomasseforbruget og biogasforbruget, er vi jo et sted, hvor vi kun kan have biogassen på så højt et niveau, fordi vi importerer soja fra et areal, der svarer til Sjælland, og dermed kan have ekstra husdyr i Danmark og dermed mere gødning, som kan puttes i et biogasanlæg. Og på biomasseområdet kan alle lande jo ikke gøre ligesom Danmark og importere så meget. Så jeg synes, der er en grund til, at vi har særlig opmærksomhed på de to punkter. Det kunne jeg godt tænke mig at høre ministerens kommentar til.

Noget andet er, at jeg har set nyere tal på, at der er udsigt til, at i 2030 vil 54 pct. af støtten til vedvarende energi gå til biogas. Jeg vil godt høre, om ministeren ikke kan se, at vi er endt et forkert sted med den voldsomme støtte til lige biogas, fordi der kan være andre teknologier, der sådan set har brug for støtte i en opstartsperiode.

Værsgo, ministeren.

Det var mange spørgsmål i det. Til det første om, om andre skal kopiere os, vil jeg sige, at det ikke er nogen hemmelighed, at vi jo alle, tror jeg, er enige om, at biomasse i det store hele skal udfases. Men altså, i Danmark har vi jo netop valgt at gå forrest ved at lave bæredygtighedskriterier, som er strammere end dem, der gælder i resten af Europa, netop for at sikre, at det er den – i gåseøjne – gode biomasse, man bruger. Det at bruge ting, som ellers ville være affald, til faktisk at skabe energi er jo ikke dårligt.

Husk også lige på: I forhold til både FN's klimapanels, Klimarådets og, tror jeg, de fleste andre eksperters fremskrivninger er det jo klart, at hvis man skal holde sig under 1,5 grader i temperaturstigninger, skal vi have negative emissioner. Og en af de få måder, man kan få det på, er ved at kombinere biomasse med CCS.

I forhold til støtteniveauet, og hvor stor en procentdel det udgør i 2030, er det jo ganske vanskeligt at svare, også al den stund at vi jo faktisk håber på, at mange af de ting, som vi i dag støtter, skal være konkurrencedygtige og leve uden støtte i 2030. Biogas kommer forhåbentlig og formentlig til stadig væk at være en ret stor del af Danmarks energisystem.

Tak for det. Den næste, jeg gerne vil give en kort bemærkning, er hr. Tommy Ahlers, Venstre.

Tak til ministeren, og tak for redegørelsen. Det er jo rigtigt nok, som andre også har været inde på, og som fru Signe Munk også var inde på, at den her redegørelse emmer af glæde. Det, som også er glædeligt i den, er de her store brede aftaler.

Den glæde forsvandt lidt torsdag eftermiddag og fredag formiddag i sidste uge, hvor der pludselig blev indgået en meget smal aftale kun med røde partier om 2025-målet, og hvor de øvrige partier, de blå partier, der også står bag klimaloven, ikke var inviteret til de fortsatte forhandlinger om det. Skal det tages som et udtryk for, at det her var den sidste redegørelse, som ministeren vil aflevere, hvor vi ligesom kigger på det brede samarbejde om klima- og energipolitikken? Skal det nu være smalle røde aftaler, der ligesom bærer det her område videre?

Ministeren.

Det håber jeg sandelig da ikke. Det er klart bedst for Danmark med brede aftaler, men omvendt må man sige, at vi ikke kan gå på kompromis med ambitionsniveauet. Når vi har lavet en bred aftale om de 70 pct. i 2030, var det jo heller ikke sådan, at vi sagde til Venstre: Vil I være med? Og hvis I så kun vil have 65 pct. eller 60 pct., så finder vi hinanden.

Vi sagde, at 70 pct. ligesom er adgangsbilletten for at være med. Så gik I heldigvis med, og det er jo godt. Nu er jeg så meget spændt på, om I også vil gå med til de 50-54 pct. i 2025, for faktum er jo, at I, uanset hvor mange møder jeg har holdt med jer, ikke er kommet tættere på at melde ud, hvad I mener. I har sagt, at det, vi oprindelig kom med, ikke var højt nok. Men hvad betyder det? Nu ligger der så et tal, der ligger alle de beregninger, I har stillet massevis af spørgsmål, og vi har svaret på dem ned i meget nidkære detaljer. Så nu er spørgsmålet jo til jer: Vil I være med, eller vil I ikke være med?

Tak for det. Den næste, der får en kort bemærkning, er hr. Rasmus Helveg Petersen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Tak for redegørelsen. Det har i sandhed været et historisk år. Jeg vil prøve at pakke to spørgsmål sammen i ét.

Jeg går ud fra, at vi efter det her historiske år skal tage hul på endnu et historisk år, og derefter endnu et historisk år, for det høje tempo, vi nu har sat i gang, er stadig væk ikke nok, og vi skal accelerere. Jeg går ud fra, at vi bliver indkaldt til forhandlinger en elektrificeringsstrategi, og at det bliver en ting, der skal forhandles om i den kommende periode. Det er det ene spørgsmål.

Det andet er, at man, når man kigger på den her gode redegørelse, også tænker på de bump, der har været på vejen, og alle de ting, der ikke er blevet til noget. Og der tænker jeg særlig på den havvindmøllepark, der har været planlagt i mange år ved Omø, og som faktisk vil kunne bidrage med en betydelig reduktion inden 2025. Vil ministeren energisk engagere sig i en dialog med Kommissionen for at prøve at få en undtagelse, så den alligevel kan etableres? Tak.

Ministeren. Værsgo.

Til det første kan jeg sige: Ja, vi skal have lavet en elektrificeringsstrategi i år. Det følger i øvrigt også af den aftale, vi lavede i sidste år, med forskellige scenarier osv., men derudover er vi jo allerede i de her uger i gang andre, meget vigtige forhandlinger om den fremtidige indretning af vores elsektor – også med glimrende bidrag fra spørgerens parti.

I forhold til den konkrete sag er vi også i dialog med hinanden om det. Der er jo klare EU-regler her, som vi skal følge. Det tænker jeg vi er enige om.

Tak for det. Den næste er Konservatives ordfører. Værsgo, fru Katarina Ammitzbøll.

Tak til ministeren. Det er jo en meget fin redegørelse. Der står en masse, masse gode ting og en masse planer, og vi er nået rigtig langt, sagde ministeren. Men et område, som ministeren også nævnte, var power-to-x. Synes ministeren, vi er nået langt, når man stadig diskuterer en strategi og vi sakker længere og længere bagud på Europas liste over lande, der både har strategier og projekter? Selv Polen har en power-to-x-strategi.

Ministeren. Værsgo.

Det er klart et af de steder, hvor vi skal levere mere. Jeg vil også omvendt sige, at det ikke er nok at have en strategi. Det er også lidt vigtigt, hvad der står i den strategi. Jeg tror, at de fleste, der har fulgt debatten, også om sammenhængen mellem CCS og CCU og ptx – det bliver en masse forkortelser her – nok vil være enige i, at det er meget smart, at vi finder ud af, hvad vi egentlig har adgang til af det, nogle kalder grøn carbon. Jeg ved ikke, om man skal bruge det udtryk – men det er carbon, der kan tages via fangst fra f.eks. biomasse, og som skal bruges i ptx.

Så der er en række ting, der skal på plads i CCS-strategien, førend vi kan lave en ptx-strategi. Men jeg kan forsikre for, at vi arbejder på de høje nagler, for at også den skal være klar så hurtigt, som vi kan, og vi kommer til at skulle forhandle den i år.

Tak for det. Så vil jeg gerne give ordet til hr. Jens Rohde fra Kristendemokraterne. Værsgo.

Tak. Nu kan jeg i hvert fald sige, at når vi ikke er en del af den mellemaftale eller delmålsaftale, er det, fordi vi aldrig er blevet inviteret. Så det er jo ikke, fordi vi har sat os på bagbenene.

Men jeg vil godt følge op på det, ministeren siger til hr. Tommy Ahlers. For jo, det handler om kompromiser. Det handler kun om kompromiser, for ellers får vi ikke alle med, og det er det, der er vigtigt her. Jeg er jo meget glad for – og det har jeg sagt til ministeren på adskillige europaudvalgsmøder – at vi har en minister, som jeg synes hele tiden tilstræber en balance: ambition-balance, ambition-balance. Det vil jeg gerne rose ministeren for. Men det opnår man jo kun, hvis man hele tiden søger det brede kompromis, for ellers er der nogle, der løber om hjørner eller i hvert fald løber af med ministeren. Derfor vil jeg meget kraftigt anmode om, at ministeren finder tilbage til sin ambition-balance-strategi, som jeg synes både har været klædelig og fornuftig.

Værsgo. Ministeren.

Det er heller ikke, fordi jeg ikke deler den grundlæggende opfattelse, at energipolitik i Danmark er bedst, når den laves bredt. Jeg må også bare sige, at på det helt konkrete spørgsmål om et 2025-mål har vi jo mødtes mange gange og haft debatten her i salen – selvfølgelig ikke hr. Jens Rohdes nye parti; jeg har helt forståelse for, at det har været en anden proces, og du er ny i det parti. Men Venstre, Konservative og andre borgerlige partier, som har presset på over for regeringen og sagt, at vi ikke arbejdede hurtigt nok, har ikke selv villet melde ud, hvad de mener. Det handler ikke så meget om offentligheden – det er jeg ligeglad med for at være ærlig – men heller ikke når vi sidder og forhandler, kan vi få nogen som helst indikation af, hvad de mener, og så kan man jo ikke forhandle. Nu er det så et mål, og mindst lige så vigtigt eller endnu vigtigere er jo, hvordan vi når det mål, og der går vi selvfølgelig også efter brede aftaler, når det overhovedet kan lade sig gøre.

Tak for det. Så vil jeg gerne give ordet til hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg er jo nok den, der måske føler sig mest forsmået i dag. For det er nok ikke nogen hemmelighed, at jeg jo sådan set troede, at regeringen og Dansk Folkeparti også på det her område var tættere på hinanden, end regeringen var på de partier, der gør ministeren til minister, og også Venstre. I forhold til det der udspil, regeringen var kommet med – med et delmål på mellem 46 og 50 pct. – havde jeg i hvert fald forstået, at det var kommunikeret sådan nogenlunde klart til ministeren, at det var noget, vi kunne se os selv i. Og så lige pludselig som en tyv om natten får man en ritzaubesked ind om, at nu er der indgået en eller anden skør aftale med venstrefløjen, som ikke engang er regeringens egen politik. Men sådan er det selvfølgelig. Ministeren må jo behandle os, som han vil. Det er jo ikke os, der gør ministeren til minister.

Men kan ministeren ikke godt forstå os, der rent faktisk fra start af har sagt, at det er en god idé for landet efter corona med alle de problemer, økonomien har, at man ikke laver en meget snæver aftale, hvor man så potentielt springer 8 pct. i forhold til regeringens egen politik? Vi plejer da at kunne finde ud af det. Hvorfor ringede ministeren ikke?

Tak. Værsgo til ministeren.

Det gjorde jeg ikke, fordi jeg, siden vi kom med det første udspil, som hr. Morten Messerschmidt ganske rigtigt roste, jo har fundet ud af, at grunden til, at hr. Morten Messerschmidt roste det, var, at hr. Morten Messerschmidt har forladt de 70 pct. Dansk Folkeparti går jo nu kun ind for 65 pct. Der må jeg bare sige at vi har forskellige ambitionsniveauer.

Vi kommer til at fortsætte med at have målsætninger og føre politik, som skal presses i den rigtige retning. Det er ikke nogen nem vej, vi har valgt, det indrømmer jeg gerne. Det er bestemt ikke nogen nem vej, og vi ved ikke præcis endnu, hvordan vi skal nå de 50-54 pct. Det er noget af det, vi skal forhandle i det kommende år selvfølgelig og årene efter. Jeg tror bare, vi må indse, at på trods af at vi gerne vil have så brede forlig som muligt og så stor opbakning som muligt, så er der i hvert fald en konflikt mellem Dansk Folkeparti og regeringen der.

Tak til klima-, energi- og forsyningsministeren i den her omgang. Vi skal lige have sprittet af.

Det er sådan, at ministeren kommer på til sidst, også når det er en redegørelsesdebat. Nu går vi over til forhandlingen, og vi går over til de almindelige regler for korte bemærkninger, så man har to korte bemærkninger, som vi plejer, når der er almindelig debat.

Først skal vi have fat i ordføreren for forespørgerne, og det er hr. Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Der er sket rigtig meget, siden vi stod her til en debat om Danmarks energipolitik sidste år, ikke blot på grund af vores tilbagevenden og vores kontinuerlige dans med corona, men fordi vi har indgået markante aftaler på tværs af Folketinget på vej mod reduktionsmålet på 70 pct. i 2030. Med klimaaftalen for energi og industri har vi påbegyndt en ny epoke for udbygning af havvind med to energiøer – en ny kunstig ø i Nordsøen og i Østersøen på Bornholm. Vi har afsat flere milliarder til udskiftning af olie- og gasfyr og vedtaget bæredygtighedskrav til træbiomasse. Vi har afsat milliarder af kroner til at understøtte den grønne omstilling samt energieffektiviseringer i industrien. Vi har indgået en aftale om at aflyse ottende udbudsrunde og alle udbudsrunder herefter, og at Danmark efter 2050 ikke længere skal indvende olie og gas i Nordsøen. Det er historisk, og Danmark er det hidtil største olieproducerende land, der sætter en slutdato.

Vi har i fællesskab i Folketinget allerede leveret rigtig mange gode aftaler, som bidrager til vores reduktionsmål i 2030 og vores mål om, at Danmark skal være klimaneutralt senest i 2050. Den nye klimafremskrivning bekræfter, at vi er kommet et godt stykke ad vejen. Vi har reduceret mankoen til 70-procentsmålet med 8,2 mio. t CO2 i 2030, og i forhold til den fremtid, vi ser ind i nu, vil vi i 2030 have omkring 100 pct. vedvarende energi i vores elforbrug, og vi vil have omkring 70 pct. biogas i vores gasnet. Det er til gavn for vores produktionsvirksomheder, som tidligere end antaget kan gøre brug af grøn gas. I 2030 vil vi have reduceret vores CO2-udledninger med 55 pct. sammenlignet med 1990, hvis vi altså ikke gjorde mere nu. Men det kommer vi til at gøre, og det er vist heller ikke nogen hemmelighed, som det også blev sagt heroppefra lige før, at vi også stadig væk har et stort arbejde foran os. Vi skal bl.a. levere en strategi for CO2-fangst og -lagring, for CO2-fangst og -lagring er en af de teknologier, vi ikke kommer udenom, at vi har brug for. Derfor har vi bl.a. afsat 16 mia. kr. til støtte, så vi kan få udviklet og skaleret teknologien. Den første pulje til CO2-fangst og -lagring i Nordsøen åbner allerede for ansøgere i juni 2021.

Vi skal selvfølgelig fortsætte den ambitiøse udbygning af grøn strøm, ikke kun for at levere strøm til Danmark, men også for at levere grøn strøm til resten af Europa. Derudover skal vi indgå en forhåbentlig bred aftale for landbrugets grønne omstilling. I vores udspil anviser vi vejen til at reducere landbrugets udslip med 7,1 mio. t ved brug af kendte virkemidler som udtagning af lavbundsjord og investeringer i ny grøn teknologi. I sidste uge indgik vi en aftale om et delmål i 2025 på 50-54 pct. Det kræver, at vi sætter gang i endnu flere initiativer på den korte bane og med ministerens egne ord presser os selv.

Med de ord vil jeg gerne have lov til at læse en vedtagelsestekst op på vegne af Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at der i 2020 blev indgået brede og rammesættende aftaler for den grønne omstilling af energisektoren. Vedtagelsen af »Klimaaftale for energi og industri«, den fortsatte implementering af energiaftalen fra 2018 og yderligere tiltag på energiområdet er gode skridt på vejen til at indfri 70-procentmålet i 2030 og det langsigtede mål om klimaneutralitet nationalt og internationalt. Folketinget påpeger dog, at der fortsat er udfordringer i energisektoren, som skal håndteres. Med nye bæredygtighedskrav til træbiomasse er håndteringen af udfordringen med afbrænding af biomasse påbegyndt, men arbejdet hermed og øget grøn omstilling af industrien kræver en fortsat indsats. Folketinget opfordrer regeringen til gennem energipolitikken med et bredt spektrum af virkemidler som afgifter, tilskud og regulering at drive den grønne omstilling i Danmark frem med yderligere hast og i endnu højere grad arbejde for den globale grønne omstilling af energiproduktionen, herunder at arbejde for en fortsat udfasning af støtte til fossile energikilder.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 120).

Tak for ordførertalen, og tak for vedtagelsesteksten, som jeg lige får her og giver videre til sekretæren. Værsgo.

Der er et par korte bemærkninger, og den første, jeg gerne vil give ordet til, er fru Signe Munk fra SF. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen og vedtagelsesteksten. Der er ingen tvivl om, som ordføreren jo sikkert også er bekendt med, at der nu er en masse byrådspolitikere, som oplever, at der er mange, der gerne vil sætte solcelleanlæg op, landmænd, der indgår aftaler med nogle af de store operatører, vi har på solcelleområdet, men der er også nogle kommunalpolitikere, som står lidt rådvilde tilbage og spørger: Er det nu klogt, at det kommer på den og den mark? Var det ikke bedre, at det var der, hvor der var nogle lavbundsjorde, og på nogle store tage osv.? Derfor oplever jeg et klart signal fra i hvert fald de kommunalpolitikere, jeg taler med, om, at vi som energiordførere herinde tager opgaven lidt på os og sætter nogle klare rammer for, hvordan solcelleudbygningen skal være ude i landet.

Derfor ville jeg høre ordføreren fra Socialdemokratiet, hvordan han ser på SF's forslag om, at vi laver en bekendtgørelse, som f.eks. rammesætter, hvordan man skal beskytte naturhensyn, når man sætter solceller op.

Værsgo.

Jeg tror i hvert fald lige, jeg skal have en mulighed for at blive endnu klogere på det sikkert udmærkede forslag, som fru Signe Munk og SF har stillet. Men som der også tidligere er blevet sagt af ministeren, vil vi som udgangspunkt nødig fratage kommunerne muligheden for at planlægge deres solcelleanlæg. Men det er klart, at vi, når der er røre derude – og jeg har fået henvendelser fra flere kommuner og fra lokalpolitikere – jo så må se på, hvad vi så kan gøre. Derfor er vi da også indstillet på, at vi sætter os ned og får en snak om det.

Signe Munk.

I SF forestiller vi os, at vi fra Folketingets side udpeger nogle områder, der er oplagte i forhold til at tage en lokal beslutning om, hvorvidt man vil opstille solceller. For SF at se er det en fuldstændig lokal vigtig opgave, at man i sin kommune selv planlægger og har en dialog med borgerne om både vindmøller, biogasanlæg og solceller. Jeg hører bare et klart signal fra kommunalpolitikerne om, om vi herinde fra Christiansborg ikke kan give dem nogle bedre rammer, ikke detailstyring, men bare en bedre rammesætning, så de kan træffe de endelige beslutninger derude på en god måde.

Ordføreren, værsgo.

Det glæder jeg mig til at vi skal tage en snak om. For jeg synes jo, at SF har helt ret i, at det ikke er et spørgsmål om enten eller. Jeg tror, det er et spørgsmål om både og, når vi taler om den grønne omstilling, og derfor ser jeg frem til, at vi kan tage en snak om det.

Tak for det. Så vil Jens Rohde gerne have ordet. Værsgo.

Tak. Det er jo, fordi jeg ikke synes, jeg kan se, at ordføreren har brækket fingrene, og så ville jeg bare lige minde om, at man måske godt kunne tage telefonen og ringe og spørge nogle af de borgerlige partier, om de ville være med. Det kunne jo godt være, at vi gerne ville have været med i et forslag til vedtagelse, og vi har ikke hørt noget. Nu skal jeg jo passe på, hvad jeg siger, for jeg har selv hånden i gips.

Med hensyn til det indholdsmæssige: Hvordan stiller Socialdemokratiet sig til begrebet teknologineutral klimapolitik?

Ordføreren, værsgo.

Jeg kan starte med at sige, at jeg ved, hvordan spørgeren har det. Jeg har selv brækket armen fire gange, så jeg er klar over, hvor bøvlet det kan være at rende rundt med sådan en arm. Og tillykke med medlemskabet af det nye parti og jeres nye plan. Altså, jeg tænker jo, at vi i den her kreds har haft flere møder, hvor vi har diskuteret 2025-målet, og det var også, før spørgeren selv bekendte kulør, og derfor ligger der, tænker jeg, ikke andet bag det, end at spørgeren også har mulighed for at tilslutte sig den aftale, som jeg også håber at spørgeren deler, nemlig en rigtig god og ambitiøs aftale.

Jens Rohde, værsgo.

Ja, klimaloven kan vi jo i hvert fald sagtens tilslutte os, men nu må vi lige se, hvad vi stemmer i forhold til den der vedtagelsestekst, for nu hørte jeg den kun lige sådan. Jeg vil jo bare gøre opmærksom på, at vi gerne stiller os til rådighed i forhold til de her diskussioner.

Når jeg spørger til en teknologineutral klimapolitik, er det jo, fordi man i den tidligere regering faktisk havde skrevet ind, at man gerne ville kigge på sådan noget som thoriumbaserede energikilder, saltkraftværker og den slags. Hvordan stiller den nuværende regering sig i forhold til det?

Bjørn Brandenborg, værsgo.

Jeg vil sige, at vi jo fra starten har sagt, at vi har brug for nogle teknologier, som vi ikke kender endnu, og derfor har vi jo, som jeg også sagde i min tale, afsat store milliardbeløb til teknologier, som endnu ikke er færdigudviklet. Jeg må indrømme, at jeg ikke er ekspert i nogen af de teknologier, som spørgeren refererer til, og derfor kan jeg ikke blive skarpere på det. Men lad os endelig tage en snak om det.

Tak for det, og værsgo til hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Jeg er glad for, at ordføreren ikke rodede sig ud i noget forfærdeligt noget der. Men nu nævnte ordføreren, at Socialdemokratiet ligesom presser sig selv – jeg synes, det var det, der var formuleringen – og det er ikke helt det, jeg har oplevet. Jeg oplever sådan set mange forløb, hvor Socialdemokratiet og regeringen kommer med et udspil, og så skal vi godt nok kæmpe for at få ambitionerne hevet op. Altså, det har vi jo set ved den grønne boligaftale, vi har set det i forhold til 2025-målene, vi har set det med udspillet omkring bæredygtigt byggeri, og nu har vi så landbruget. Ordføreren refererede også til landbrugsforhandlingerne, hvor man kommer med noget, som er reelle reduktioner på 1,6 mio. t, og så er der et eller andet teknologihalløj i 2029, som måske kan redde regeringen, og så skal vi til at presse på endnu en gang, for at Socialdemokratiet kommer højere op i sine ambitioner. Kan ordføreren ikke se, at det ville være meget nemmere, hvis man kom med nogle mere ambitiøse udspil, der ligesom matchede det, som det parlamentariske grundlag har af gode idéer?

Ordføreren, værsgo.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg tit er glad, når hr. Søren Egge Rasmussen også er glad, og så kan jeg da godt forstå, at man har et håb eller en lyst til, at regeringen altid er glad sammen med sit parlamentariske grundlag og ikke kun i det her spørgsmål, tror jeg, men i alle andre spørgsmål også. Men jeg vil sige, at vi har lavet rigtig mange gode aftaler sammen, og man kan sige, at også aftalen omkring delmålene i 2025 er endnu et godt eksempel på, at vi jo også har lyttet til nogle af de gode anbefalinger, der er kommet fra bl.a. spørgerens eget parti. Og man kan jo sige, at vi lægger vores politik frem, og så har vi en bred kreds af partier i Folketinget her, der gerne vil tage ansvar for klimapolitikken, og dem lytter vi selvfølgelig også til.

Søren Egge Rasmussen.

Jamen det er da godt, at Socialdemokratiet lytter til det parlamentariske grundlag. Så har jeg et godt forslag, og det handler om den aftale, der skal laves mellem KL og regeringen, om kommunernes vilkår. Jeg har noteret mig, at hvis man lemper på anlægsloftet – og der kan ordføreren roligt være positiv over for gode idéer – vil kommunerne sådan set have råd til at lave en langt større indsats i den her energiomstilling i klimaomstillingen.

Så det var bare et godt råd til, hvad ordføreren kunne tage med, og det koster ikke engang noget, så det må være nemt at gennemføre hurtigt, så det ikke tager et halvt år, før man laver den aftale.

Ordføreren.

Jeg tager altid imod gode råd, især når de kommer fra hr. Søren Egge Rasmussen, så tak for det.

Den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. Tommy Ahlers fra Venstre. Værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren om noget, for nu sidder vi jo i landbrugsforhandlinger, og der er et af de projekter, som vi håber giver rigtig meget, SkyCleanprojektet. Mener ordføreren, at den pulje, vi lavede til carbon capture på klima- og energiaftalen i juni sidste år, også kunne bruges til SkyCleanprojekter inden for landbruget?

Værsgo til ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg sidder ikke selv med ved de landbrugsforhandlinger, som bl.a. Venstre og andre gode partier har gang i nu, så det kan jeg ikke svare på.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vil jeg gerne sige tak til Socialdemokratiets ordfører. Så skal vi lige have sprittet af. Tak for det.

Så skal vi sige velkommen til Venstres ordfører, og det er hr. Tommy Ahlers. Værsgo.

Hvad skal det til for? Forestil jer det sagt på sønderjysk af min mor: Hvad skal det til for? Når hun virkelig skulle skælde mig ud og virkelig løfte den helt op, var det, hun sagde til mig: Hvad skal det til for? Det tror jeg faktisk jeg vil kalde min tale for i dag: Hvad skal det til for?

Det første »hvad skal det til for?« handler om – og det er sagt på sønderjysk, det kan I godt fornemme – at i de aftaler, vi har lavet på energiområdet det sidste år, helt tilbage fra den brede aftale om klimaloven i 2019, var vi alle sammen enige om at gøre noget, gøre noget drastisk. Det blev fulgt op af mange brede aftaler, hvor vi leverede på det fra klimaloven. Det er også det, som redegørelsen siger, og det, som redegørelsen fejrer. Vi har nået i klima- og energiaftalen at tage fat på en lang række områder, puljerne til power-to-x, til carbon capture, vi har sænket elvarmeafgiften. Vi blev enige om energiøer, som simpelt hen ændrer landkortet for Danmark – noget af det mest ambitiøse, jeg har været med til. Vi har lavet en ret vild aftale omkring slutdato for olieudvinding i Nordsøen, samtidig med at vi investerer i nye energijobs i området omkring Esbjerg. Og det har vi brug for. Vi har brug for, når vi snakker klimapolitik, at det ofte starter med energipolitik. For forandringer i energisystemet tager rigtig lang tid, og det er forandringer i energisystemet, som skaber grundlaget for, at nogle af de andre sektorer, transporten, industrien, kan omstille sig. Det er det, det skal til for.

Det næste »hvad skal det til for?« handler om det internationale. Dels alt det, som de danske virksomheder stadig væk gør rundtomkring i udlandet, om at gøre en forskel med deres teknologier og deres produkter – det, som vi i Danmark og også i andre lande, og som vi heldigvis fik EU med på, nemlig at sætte et endnu mere ambitiøst mål med reduktionen på 55 pct. i 2030. UK vil gå helt op til 78 pct. i 2035, Tyskland, der overvejer neutralitet tidligere end Danmark, i 2045, USA er tilbage i Parisaftalen, og Biden kommer igen og igen med aggressive, ambitiøse udspil på det her område. Det er supervigtigt, for det er først, når hele verden rykker på det her område, at det virkelig batter noget for klimaet, hvor det ikke kun handler om den udledning på 0,1 pct., vi laver her i Danmark. Så er det også vigtigt, for hvis andre lande gør det, får vi sådan et level playing field, og undskyld det engelske ord her, især til hr. Morten Messerschmidt, og så får vi ligesom nulstillet vilkårene, fordi de danske virksomheder kommer til at kræve, at de investerer i det her, og det skal tyske virksomheder, engelske virksomheder og franske virksomheder også pludselig gøre. Det er det, det skal til for.

Det næste »hvad skal det til for?« handler om samarbejdet mellem os partier, samarbejdet her i Folketinget, samarbejdet mellem klimaordførere, energiordførere og regeringen. Vi har faktisk et rigtig godt samarbejde, og tak for det til jer alle sammen her i salen. Vi har lavet store, brede aftaler om meget vigtige ting, og jeg tror nok, at de fleste energi- og klimaordførere har oplevet, at dem i folketingsgrupperne uden for deres område synes, det måske er lidt nørdet, det, vi sidder med, og det er det også, men vi synes, det er vigtigt, og det er vi fælles om. Vi finder også gode kompromiser, som hr. Jens Rohde også var inde på tidligere, gode kompromiser, så alle kan være med i aftalerne, og så alle synspunkterne er repræsenteret, og så mange partier på begge sider af salen bakker op om den ambitiøse omstilling. Det er vigtigt, fordi det handler om langsigtede rammevilkår for erhvervslivet, så de tør investere. Det kan ikke bare ændre sig fra valg til valg. Det er vigtigt for at huske balancerne i samfundet, når vi laver store forandringer, og det er vigtigt, fordi det her er dyrt, vi kommer til bruge mange penge på det her, og så er det også vigtigt, at det er mange partier, der er med til at prioritere, hvordan vi bruger de penge, og er parat til at sige: Ja, det her bliver dyrt, vi kommer til at prioritere i samfundsøkonomien.

Den sidste er til ministeren, og her håber jeg, jeg kan ramme lidt samme toneleje som min mor: Hvad skal det til for, hr. minister? Vi laver en bred aftale om klimaloven, store dele af den aftale er forligsbelagt. Alle er glade for og stolte af, at vi kunne lave så bred en aftale. Vi har alle sammen stået, det tør jeg godt vædde på, i taler inden for det sidste halvandet års tid, siden klimaaftalen, og pralet af, at stort set alle Folketingets partier er med i det her.

Så spoler vi tiden halvandet år frem til torsdag og fredag i sidste uge, og pludselig slår regeringen bak og ender med sådan en lidt gedulgt måde at lave en smal rød aftale om 2025-målet. Der har været fire forhandlingsmøder om 2025-målet, nemlig to før jul og to efter jul, og positionerne var i store træk, som ministeren også gjorde rede for, for regeringen stod fast på, at det skulle være mellem 46 og 50 pct., for alt andet kunne være farligt for dansk økonomi. Støttepartierne stod fast på, at det skulle være 50 til 54 pct., og Venstre og også Konservative sagde, at vi syntes, vi skulle højere op end de 46 pct., men vi havde en del spørgsmål. De spørgsmål har vi stillet. Noget var til kuludfasning på Nordjyllandsværket, noget af det har vi fået svar på, men vi mangler stadig væk at finde ud af, hvorfor det præcis bliver så dyrt. Meget af det var til landbrugsudspillet, og vi fik det svar i mange af møderne, i forbindelse med hvor meget regeringen tror landbruget kan levere på kort sigt, at det kan man ikke svare på, før der kommer et landbrugsudspil.

Efter det her, og det seneste møde omkring 2025-målet var omkring den 20. marts, er landbrugsudspillet så kommet, og det viser en vej frem, også hvad regeringen tror vi kan levere på landbruget i 2025. Der er kommet en klimafremskrivning i 2021, og den viser, at det er kommet meget længere, end vi måske selv turde håbe på. Derfor var det så naturligt at tage fat på det her 2025-mål igen og så diskutere med den her nye information, hvad I nu mener. Det gjorde ministeren også, men han glemte det brede samarbejde og tog kun fat i tre partier. Der var ikke en eneste ting om de forhandlinger, vi fik at vide, ud over det her tweet, og der var ikke nogen mulighed for os for at forstå, hvordan man kan komme frem til de 50 eller måske endda de 50-54 pct. i 2025, og det forstår jeg ikke. Der må være sket det, at ministeren efter det her møde den 23. marts har fået en ny viden, der gør, at ministeren nu tør at stå inde for 50-54 pct., og at det er fornuftigt, og at det ikke kommer til at skade dansk økonomi og sende arbejdspladser ud af landet. Hvorfor bliver hele aftalekredsen ikke inviteret over og får forelagt den information og så diskuterer det? Hvis man kigger på nogle af ministerens udtalelser i pressen, lyder det, som om det egentlig var ministerens plan, og det var egentlig også mit indtryk, da vi forlod det seneste møde, at når der kommer ny information, må vi tage fat i det igen.

Det skaber to bekymringer. Den ene bekymring har jeg været inde på, og det er, om ministeren aflyser det brede samarbejde om klimapolitikken. Synes ministeren, det er træls med så mange partier, der står bag det her? Ønsker ministeren at opsige forliget, der også ligger i klimaaftalen? Og bekymring nr. 2 er, om ministeren forventer, at det, når man nu har aftalt det her 2025-mål med kun tre røde partier, også kun er dem, der kommer til at levere smalle aftaler til så at nå målet. Og skal de smalle aftaler så nås og finansieres via skattestigninger og øgede omkostninger for erhvervslivet?

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi synes, det er fantastisk, hvis vi kan nå over 50 pct. Det er godt, og det er også derfor, vi har sagt til ministeren, at de 46 pct. var for uambitiøst, men vi manglede bare informationen for at sige, hvad det så kunne være. Men i forhold til 2025, når vi kigger på, hvordan det mål skal måles, skal det måles med et gennemsnit mellem 2024, 2025 og 2026. Det vil sige, at det første år, der tæller med i det gennemsnit, hvor vi skal opgøre, om vi har nået det, starter om 2½ år, og det er altså lige om lidt. Derfor er det også naturligt at få en diskussion af, hvordan vi skal nå det og med hvilke virkemidler. Så vi står tilbage med et spørgsmål: Hvad skal det til for? Det håber jeg at debatten i dag kan gøre mig og alle dem her i Folketinget klogere på.

Så vil jeg gerne på vegne af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender klimaudfordringernes alvor og behovet for hurtig og ambitiøs handling, hvor energisektoren spiller en nøglerolle. Folketinget konstaterer samtidig, at energiområdet er et område, der kræver klare og langsigtede rammer, fordi der skal foretages store og vidtrækkende investeringer. Derfor er det brede samarbejde over midten helt essentielt. Folketinget beklager i den forbindelse, at regeringen med den nylig indgåede smalle aftale med støttepartierne har valgt frem mod 2025 at lægge en strategi, der alene baserer sig på et smalt rødt flertal. Folketinget udtrykker bekymring for, at dette vil gå ud over beskæftigelsen, konkurrenceevnen og den sociale balance. Regeringen opfordres til at genoptage det brede samarbejde og i den forbindelse indkalde alle partier bag klimaloven til drøftelser om, hvordan det kan anskueliggøres, at der kan opnås en reduktion på mindst 50 pct. i 2025, og hvordan det gøres med de guidende principper i klimaloven intakt.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 121).

Tak for ordet.

Tak for ordførertalen og for vedtagelsesteksten, som vi giver videre til sekretariatet. Værsgo.

Det er faktisk ikke forbudt at bruge engelske udtryk, men det påskønnes, at man taler dansk. Vi har også haft power-to-x i den her debat. (Tommy Ahlers (V): Eller strøm-til-noget). Eller strøm-til-noget, som ministeren sagde – ja.

Der er et par korte bemærkninger til hr. Tommy Ahlers, og den første er fra fru Signe Munk. Værsgo.

Tak for talen til hr. Tommy Ahlers. Nu skal jeg dele en hemmelighed, både med ordføreren og resten af salen: I SF, Radikale Venstre og Enhedslisten har vi lavet et forståelsespapir med regeringen, hvor der klart og tydeligt står, at der skal sættes en grøn ambitiøs retning for Danmark, og at der skal være en ambitiøs klimapolitik. Og derfor har vi maset og moset på, ikke kun i forhold til klimaministeren, men hele regeringen, for at få et ambitiøst 2025-mål.

Men hemmeligheden er, at vi også har indflydelse på, hvor regeringen stiller sig: Vi flytter deres klimapolitik. Og jeg holder af brede aftaler, forstå mig ret, men det, jeg holder allermest af, er ambitiøs klimapolitik. Og derfor har jeg brug for at høre fra hr. Tommy Ahlers: Hvis hr. Tommy Ahlers var gået ind i forhandlingsrummet, var vi så endt ud med et lavere 2025-mål end 50-54 pct., det samme klimamål eller et højere? Altså, der er tre udfald her: et lavere, det samme eller et højere – hvis hr. Tommy Ahlers havde været med i forhandlingsrummet.

Ordføreren.

Det tror jeg er det, vi kan kalde et rigtig, rigtig godt spørgsmål. Og når vi sådan sidder og laver udregningen på min serviet her – fordi jeg kun har en studentermedhjælper og ikke et helt ministerium til at hjælpe med de udregninger – så er det da helt klart, at når vi kigger på landbrugsudspil, og når vi kigger på klimafremskrivning, så kommer vi da højere op. Og det var også den information, vi gerne vil have.

Vi mangler stadig væk sådan helt at kunne sige: Hvad er det for nogle forskellige blokke, der så kunne få os hele vejen hen til 50 pct.? Og det ville jeg da håbe at man sådan havde mødtes om, altså at vi havde spurgt ind til det og var blevet overbevist og så kunne være gået ud og have sagt: Det kan vi godt se; det kan vi godt. Men vi skal bare lige huske ... Nej, min tid er ovre, vi tager det i næste omgang.

Du har faktisk lidt tid endnu.

Nå, jeg har ekstra tid.

Vi skal bare lige huske, at vi lige er kommet ud af, at Klimarådet sagde om 70-procentsmålet i 2030, at regeringen ikke havde anskueliggjort vejen derhen. Så er det da også fornuftigt, når vi sætter et nyt mål i 2025, at vi sådan kigger hinanden i øjnene og siger: Kan det anskueliggøres? Og derfor glæder jeg mig til en dag at få afklaret: Er vejen hen til 2025-målet anskueliggjort?

Tak for det. Og så er det fru Signe Munk. Værsgo.

Jamen så er vi jo grundlæggende uenige, hr. Tommy Ahlers og jeg, om, hvorfor vi sætter klimamål. For i SF sætter vi klimamål for at presse politikken igennem, fordi klimamål er det, der binder alle politikere til masten i forhold til at tage klimahandling, også når det bliver svært. Så jeg skal bare høre Venstre: Vil Venstre kun gå med på klimamålet på 50-54 pct., hvis der nu kan lægges en direkte vej til det med aftalte initiativer? Eller er Venstre faktisk klar til at sætte klimamål, også for 2025, som presser mere klimahandling igennem?

Ordføreren, værsgo.

Vi vil gerne sætte mål, og det er også derfor, vi gik med i 70-procentsmålet, for vi køber helt ind på logikken om at sige, at vi sætter et mål, selv om vi ikke kan nå hele vejen derhen. Jeg synes bare, der er en forskel på et mål, vi skal nå om 10 år – dengang vi satte det – og et mål, hvor det begynder at tælle ind allerede om 2½ år. Det kan godt være lidt en anden diskussion.

Vi kræver ikke, at vi fuldstændig kan få status på alle elementer på vejen derhen, så vi er også med til, at det skal animere os til at tænke mere ambitiøst. Og det er også det, vi tidligere har sagt omkring regeringens udmelding om 46-50 pct.: Der var vi bange for, at det ikke gjorde os kreative og ambitiøse nok på den korte bane. Så vi er helt med i logikken.

Men når det er om så kort tid, er vi også nødt til lige at have lidt mere, i forhold til hvad det er, der kan give det. For det er dumt at sætte et mål, som vi allerede fra starten ved vi ikke kan nå.

Så har Socialdemokratiets ordfører bedt om ordet. Værsgo, hr. Bjørn Brandenborg.

Tak for det. Jeg synes i øvrigt, at det var et rigtig godt spørgsmål, som min kollega fra SF stillede, for det har jo netop været rigtig svært at få Venstre til at melde klart ud, hvad de mener om det her 2025-mål. Og man har jo lyst til at citere ordføreren: Hvad skal det til for? Hvorfor kan Venstre ikke melde ud, hvad det er, Venstre mener? Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren – det kan jo være et ja-nej-spørgsmål; det kan hr. Tommy Ahlers vurdere: Vil Venstre tilslutte sig målet om et interval på 50-54 pct. for 2025? Ja eller nej?

Værsgo til ordføreren.

Det håber jeg da vi kan komme til. Det håber jeg da på klimaets vegne og på dansk erhvervslivs vegne, altså at vi kan få de to ting til at gå hånd i hånd, og at vi kan sørge for, at der fortsat er bred opbakning til klimapolitikken i det her land, så det ikke bliver regeringen, der sammen med de røde støttepartier skal føre klimapolitik på en måde, der gør os fattigere, og som jager arbejdspladser ud af landet, så man forpasser den mulighed, der er for at skabe nye grønne væksteventyr på baggrund af det her. Så det håber jeg.

Men som det er i enhver forhandling – og det ved ordføreren jo også godt – stiller man nogle spørgsmål for at få afklaring. Man går så ind til en forhandling og siger: Vi vil også gerne være ambitiøse, men vi skal lige være sikre på, at vi også kan stå på mål for det, vi nu går ud og siger efter en forhandling. Derfor stiller man en lang række spørgsmål. Det håber vi da – og det er også det, vi siger med vedtagelsesteksten her – at vi får lejlighed til at gøre, ved at ministeren vil invitere os over og så fortælle, hvad det er for en information, ministeren har fået, som er forskellig fra det, man sagde på samtlige møder, vi sad med til, hvor ministeren konstaterede, at der åbenbart ikke er et flertal for det. For ministeren vil have, det skal være lavere, end alle andre partier vil have. Nogle meldte klart ud, og andre meldte mindre klart ud – jeg indrømmer det gerne – men stort set alle er vel mere ambitiøse end regeringen. Hvad er der så sket, siden regeringen har rykket sig? Det vil vi da gerne forstå, så vi også kan blive overbevist om det fornuftige i det.

Tak. Hr. Bjørn Brandenborg, værsgo.

[Lydudfald] … klart er måske så meget sagt, når ikke der bliver meldt noget ud. Men det, jeg godt kunne tænke mig at spørge hr. Tommy Ahlers til nu, må jo så være: Når man så nu tager så meget på vej, i forhold til at man ikke er inviteret med til en fælles aftale, betyder det så, at Venstre nu for evigt og altid er færdige med at prøve at lave aftaler uden om regeringen? For man må jo forstå det sådan: Hvis man er så træt af, at man ikke får lov til at være med i den her aftale, må det være, fordi man heller ikke selv har tænkt sig fremadrettet at prøve at lave flertal uden om regeringen, som man jo prøver på, ikke bare på det her område, men på rigtig mange områder.

Tak. Værsgo, hr. Tommy Ahlers.

Ja, vi tager så meget på vej i forhold til det her, fordi det jo er inden for et område, hvor vi har lavet en bred klimaaftale, og hvor vi alle sammen praler af det brede samarbejde, fordi vi tror, det er det brede samarbejde, der skal få alle danskerne med i den grønne omstilling. Vi kender jo alle sammen nogle, der går og kritiserer den grønne omstilling. Vi kan være bange for grønne veste. Vi kan være bange for gule veste. Det er forskelligt, hvordan man ser det. Men ved at have det her brede samarbejde omkring klimapolitikken prøver vi at sikre, at alle danskere er med: land, by, dem, der kører i en elbil, dem, der stadig vil have en dieselbil i mange år endnu, dem, der kører i en lastbil, dem, der kører i en traktor; alle dem vil vi gerne have med. Det er jo det, vi er forbitrede over, altså at vi ikke kunne stå sammen om så vigtig en ting, som et delmål i 2025 trods alt også er.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til Venstres ordfører. Der skal lige sprittes af, så vi kan gøre klar til DF's ordfører, og det er hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Tak, formand. Jeg kunne efter at have lyttet til ministeren, både til udvekslingen af synspunkter og de indledende ord, have lyst til at invitere ham hjem til mig privat til middag, både for at han kunne komme ud af det plantebaserede miljø, han tilsyneladende er kommet ind i med venstrefløjen, men også af andre end gastronomiske årsager, for vi har over vores spisebord i spisestuen et maleri, som viser sådan et eventyrunivers, hvor den umiddelbare helt jager efter lykkens gudinde, mens den, der egentlig elsker ham, ligger forsmået på jorden, og man ser i baggrunden, at døden er ved at indhente ham. Og det minder meget om den situation, som ministeren har bragt sig selv i. Vi er nogle, der, når ministeren spiller ud, siger, at det kan vi godt se os selv i, og hvor vi bejler til, at vi kan lave en fornuftig aftale – lad os nu slå os lidt sammen. Men nej, det er ikke godt nok for ministeren. Han jager efter den diffuse lykke, som han tror han opnår ved at begive sig ud mod afgrundens rand med venstrefløjen, og han ser ikke, at bag ham kommer ulykken, fordi han ikke lyttede til dem, der ville holde ham på den økonomisk ansvarlige sti. Så må vi se, om ministeren skal sidde med ansigtet mod billedet eller med ryggen til for at bevare appetitten.

Men der er noget fundamentalt underligt i at lave en sådan aftale, som vi så det i sidste uge, når vi jo nu igennem flere år, næsten 2 år, har haft brede forlig på klimaområdet. Det svarer vel næsten til, at man laver en finanslovsaftale med den ene side af Folketinget, hvorefter man indgår en halvårsaftale med den anden side af Folketinget, som så går i en helt anden retning. Så kan man godt blive lidt skuffet. Og når man så spørger til, hvordan det kan være, får man at vide, at det er, fordi vi har et andet mål om 9 år. Men det ændrer da ikke noget, minister.

Vi kan da i Dansk Folkeparti, fordi vi har en anden økonomisk ansvarlighed eller forståelse i forbindelse med det her spørgsmål, sagtens sige, at det nok ville være klogere, i hvert fald mens coronaen raser osv., at justere klimamålet ned til 65 pct. og så samtidig hjælpe regeringen med at gennemføre en økonomisk forsvarlig politik i forhold til et delmål. Det kan da i hvert fald ikke forklare, hvorfor man som regering lige pludselig springer potentielt 8 procentpoint, fra 46 til 54, og siger: Nej, det vil vi hellere gøre med venstrefløjen. Det eneste, der kan forklare det, er jo politik. Altså, politik sprænger jo alle logiske love, fordi det er vigtigere at være minister, end det er at gennemføre sin egen politik. Og så kan man godt blive lidt forsmået.

Derfor er jeg også glad for det forslag til vedtagelse, som vi borgerlige partier er blevet enige om i dag, og jeg håber, uanset at det nu er, som det er, og at tingene ligger, som de ligger, at man alligevel fra ministerens side vil lytte lidt til det – ikke mindst i forhold til de vigtige forhandlinger, vi for tiden har i forhold til hele elnettet og andre væsentlige ting, hvor det vil være en, vil jeg sige, ulykke, hvis man skaber en ny praksis, hvor man altså vælger at gennemføre tingene alene med den ene side af Folketinget. Det tror jeg hverken tjener ministerens renommé eller Danmark.

Så derfor vil jeg gentage min opfordring: Lad os komme tilbage på det spor, hvor vi lytter til hinanden, og hvor vi prøver at finde hinanden. Og selvfølgelig må enhver være påvirket af coronaen og den forøgelse af statsgælden osv., som er resultatet heraf, og selvfølgelig bør vi derfor også kunne have en drøftelse af, hvorvidt klimamålet i 2030 skal justeres, uden at det betyder, at man bare kaster los og laver en uansvarlig aftale med venstrefløjen. Og bare i forhold til klimamålet vil jeg minde det høje Ting om, at gjorde man det, som vi foreslår, og gik ned til 65 pct., så ville vi jo stadig væk være, tror jeg, blandt toptre i verden og topet i EU. Så den helt store katastrofe ville det jo ikke være. Tak, formand.

Tak for det. Jeg sidder her og roder i forretningsordenen, for det var faktisk sådan, at hr. Tommy Ahlers fik 10 minutters taletid, så han fik lidt ekstra, må man sige, i dag. (Morten Messerschmidt (DF): Han har også brug for det).

Det er faktisk sådan, får jeg at vide, at det var et forkert tal her. Man har 10 minutter, når det er en sambehandling, så jeg ved ikke, om DF's ordfører har mere at sige?

Altså, nu er det sådan, at jeg prøver at danne nogle sammenhænge i mine taler, og derfor er det svært nu at begynde forfra, men tak for tilbuddet. Jeg tror, jeg afstår.

Tak for ordførertalen. Der er ingen korte bemærkninger. Så siger vi velkommen til SF's ordfører. Værsgo til fru Signe Munk.

Tak. Selv om hr. Morten Messerschmidt jo er et venligt menneske, er jeg ikke sikker på, at han ville billige, hvis jeg nu tog de 5 minutter og lagde til mine 10 minutter – nej, jeg vil holde mig til den tid, der er til rådighed for SF. Der er jo ingen tvivl om, at energisektoren er og har været krumtappen i dansk klimapolitik, og derfor vil jeg også bare sige, at selv om politiske diskussioner jo tit handler om nogle processer og forskelligt andet, er der meget opløftende læsning i den her energiredegørelse, og der er rigtig mange vigtige udviklingsspor, som vi har lagt ud. Det, man jo også bare altid skal huske på, er, at selv om man er på vej, er man ikke nødvendigvis i mål, og sådan er det også med den grønne omstilling af energisektoren her i Danmark. Vi kan jo egentlig også se det, når vi bare kigger på de tørre tal: VE-andelen i energiforbruget i 2030 står med den nuværende indsats altså kun til at være 58 pct., og VE-andelen i strømmen kommer jo ganske vist op og lige bliver 100 pct., men så falder den faktisk lidt igen. Så vi skal jo fortsætte med at drive mere grøn energipolitik frem mod 2030. Det samme gælder jo gasnettet, for selv om det er på vej ind i den grønne omstilling, vi har oplevet med strømmen, når vi stadig væk kun 73 pct. biogas i nettet i 2030. Så det er bare for at sige, at der stadig er meget vigtig grøn omstilling, som skal sikres i den danske energisektor.

I SF er vi fulde af gode forslag, som kan bruges til at bringe os helt i mål med den grønne omstilling af energisektoren. Det er at komme helt af med de private gasfyr. Det er at få naturgas, olie og kul helt væk i fjernvarmen. Det er at følge VE-opstillingen til dørs. Det er at få skubbet til power-to-x, eller som ministeren ganske rigtigt sagde, og som er det, jeg ynder at kalde det, nemlig strøm-til-noget, som det må være på jysk, og få det flyttet fra demonstration til produktion. Vi kan også stadig spare mere på energien, så der er en masse mere, vi kan gøre.

Redegørelsen beskriver jo også klart og tydeligt, at klimamålet i Parisaftalen, altså det der med at holde temperaturudviklingen under 2 grader og allerhelst under 1,5 grader, ikke kun kræver, at Danmark gør en stor indsats. Det kræver jo, at udlandet er med. Man kan også se ud af den her redegørelse, at Danmark hjælper resten af verden med deres grønne omstilling, og meget tydeligt er det, når man zoomer ind på de energisamarbejder, vi har med resten af verden. Somme tider inde i den her sal er der sådan en forvildelse om, at det gør jo ikke nogen forskel ude i resten af verden, at Danmark er så langt fremme i den grønne omstilling. Men det gør det. For årsagen til, at vi har 16 meget konkrete energipolitiske samarbejder med resten af verden, er jo netop, at i Danmark er grøn omstilling ikke en teori og noget spændende snak på universitetet; det er noget, vi praktisk gør. Det er jo ikke sådan, at man i USA ville have bedt Danmark om at komme og fortælle om, hvordan man får stillet flere havvindmøller op, hvis ikke Danmark havde gjort det. Det er jo ikke sådan, at man i Ukraine havde ringet til den danske Energistyrelse og spurgt, om ikke de har et teoretisk godt bud på, hvordan man får mere vedvarende energi ind i energisystemet. Det er jo, fordi vi har gjort det. Så hver gang der skulle komme den forvildelse i debatten, at det ikke nytter noget, at Danmark går foran i den grønne omstilling, så kan man spare sig de mange ord og udlevere energiredegørelsen for 2021.

Et andet meget vigtigt fremskridt, som vi gjorde i 2020, er en sag, som står mig personligt nær, som også står SF meget nær, og som i virkeligheden illustrerer meget tydeligt, hvad det er for nogle vigtige fremskridt, Danmark gør i de her år, og det var at sige klart og tydeligt til resten af verden: Jovist har olie- og gasproduktion i den danske Nordsø været en stor del af den danske identitet, særlig i Esbjerg og for de mennesker, der har arbejdet ude på de her boreplatforme, og jovist har det været en stor del af den danske selvforståelse, at man var et olieproducerende land – vi er et af de største olieproducerende lande i Europa – men nu er det slut, og nu sætter vi en stopdato i 2050.

Hvorfor var det så vigtigt for SF og for mig? Det var, fordi det jo netop er at vise resten af verden, at i Danmark tror vi fuldt og helt på den grønne energiomstilling. Vi skruer både ned for forbruget af naturgas og af olie, men også for produktionen, og vi siger faktisk, at i 2050 er det slut. Vi siger faktisk, at der ikke bliver lavet flere store udbudsrunder i Danmark. Det er stoppet, vi annullerede den ottende udbudsrunde. Jeg er helt sikker på, at der findes klimaaktivister i resten af verden, at der findes grønne politikere, og at der findes håbefulde unge, som kommer til at pege på deres regeringsledere og på deres politikere og sige: I kan også lukke for hanerne, I kan også give det helt afgørende bidrag til at nå Parisaftalens mål og lade en stor del af de fossile reserver blive i jorden, for det har Danmark gjort; de har taget det skridt. Og der er ingen tvivl om, at hvis man vil gøre en forskel som et lille land, skal man gå forrest, for at bruge klima-, energi- og forsyningsministerens ord.

Vi har jo også taget andre historisk vigtige skridt, og det er historisk vigtige skridt. Det er ikke dem alle sammen, men det at begynde at bygge energiøer ud for den danske vestkyst og i Østersøen er det. Og hvorfor er det så det? Jo, det er jo igen, fordi vi lægger en vigtig trædesten til den elektrificering, som resten af Europa også skal igennem, nemlig at tage de store visioner, der jo er for at få havvindmøller ud i Nordsøen, og få dem gjort praktiske. Igen går den grønne omstilling fra at være noget, der teoretisk set måske kan lade sig gøre, til noget, der sker i virkeligheden.

Afslutningsvis er der altid den vigtige sætning i energi- og klimapolitikken, nemlig at vi er godt på vej, men at vi ikke er i mål, og SF har rigtig mange gode idéer til de næste skridt i den grønne omstilling af energisektoren.

Tak til fru Signe Munk. Der er ingen korte bemærkninger. (Signe Munk (SF): Så gør jeg rent). Tak for det. Så vil vi gøre klar til Radikale Venstres ordfører, og det er hr. Rasmus Helveg Petersen. Det er fornemt – tak for det.

Værsgo til Radikale Venstres ordfører.

Tak for det. Det er jo altid en fornøjelse at få en opsummering af året i energibranchen. Det har, som ministeren ganske rigtigt sagde, været et historisk år – endnu et historisk år. Vi har haft en stribe store gennembrud. Det har været travlt. Det har været intenst. Man kan jo, som det har været nævnt tidligere, hæfte sig ved Nordsøen, hvor vi har aflyst den ottende udbudsrunde. Jeg hæfter mig især ved, at vi har vedtaget en klimalov, som er en ambitiøs, god, stærk klimalov.

Alligevel, når vi så står her og er glade, og når vi ser, hvor langt vi er kommet, og kigger på det arbejde, der er lavet, så må man jo sige, at vi har en skræmmende stor udfordring foran os. Vi er ikke kommet nær langt nok. Det er ikke mindst illustreret ved Klimarådets knusende dom over Danmarks klimapolitik: Vi har ikke gjort nok. Og derfor står det også klart, når man læser årets redegørelse, at hvert år skal være historisk, og det, vi ser i år, skal vi gentage – og derefter skal vi gentage det.

Vi er nået langt i år, bl.a. med vedtagelsen af energiøerne. Nu synes jeg, at løsningen omsider er ved at komme op i en skala, hvor den matcher udfordringen. Der er ikke længere noget sjovt og lidt hyggeligt ved de her havvindmølleparker. Det er i industriel skala; det er en kæmpe dimensionering. Det er foreløbig sat til beskedne 10 GW, selv om det er så stort, som det er. Men det er jo kun starten, hvis vi skal indfri det potentiale på måske 150 GW i Nordsøen, som Kommissionen lægger op til. Vi kommer ikke bare til at pille lidt ved Danmarks regnskab her; vi kommer til at hjælpe hele Europa med grøn strøm.

Men tempoet skal også øges. I dette år alene forventer vi så forhandlinger om ccs og ccu og ptx, og jeg glæder mig særlig til forhandlingerne om en elektrificeringsstrategi. Vi skal jo i fremtiden bruge dobbelt så meget strøm, som vi bruger i dag. Vi skal simpelt hen skifte alle mulige andre kilder over til strøm. Vi skal have transporten på strøm, og vi skal have varmen på strøm. Varmepumperne og den nye teknologi skal buldre ind i et meget, meget højt tempo, hvis vi skal have en realistisk chance for at nå vores ambitiøse mål. Så der skal nærmest ske mere på 1 år end på de 5 forrige år, og sådan skal det blive ved med at gå fremover.

Når man så læser den her redegørelse med alle de ting, der er sket, så er en særlig kilde til ærgrelse selvfølgelig årets tilbageslag, for dem har der også været nogle af. Her vil jeg gerne nævne gasledningen til Lolland, der vil betyde, at flere virksomheder bliver koblet på gasnettet, og at der vil blive brugt gas og derefter dyrebar biogas i sukkerproduktionen i mange, mange år fremad.

Jeg er også ked af den skæbne, der er blevet Omøhavvindmølleparken til del. Her kunne vi både have fået 23.000 t CO2-reduktion, så vidt jeg kunne regne det ud, med en god udnyttelse af elektriske ledninger, der ligger der i forvejen, og en rimelig behandling af en privat operatør, som har investeret tid og planlægningskræfter i at sætte et stort vindmølleprojekt op. Og jeg vil meget gerne opfordre regeringen til at kæmpe en energisk kamp med Kommissionen for at få det her projekt op at stå i god, rimelig sameksistens med fuglelivet, som vi jo ikke er ude på at true. Det vil sige, at der er bump på vejen. Ikke alene har vi brug for et højere tempo; vi har også brug for at lade være med at lave de her bump på vejen. Men det bliver selvfølgelig en kamp.

Jeg vil naturligvis også gerne opfordre V og K til at tilslutte sig målet om de 50-54 pct. reduktion i 2025. Det vil give adgang til den konkrete implementering, og det vil kunne restaurere noget af det samarbejde, som jeg kan høre de borgerlige partier synes er truet af den her ambitiøse udmelding. Det må jeg forsikre om ikke har været meningen, og aftalen står åben, og man kan tilslutte sig den. Og det vil jeg da bestemt også opfordre til at man gør, så vi fortsat kan have de her debatter i enighed i et forsøg på at nå frem til der, hvor vi gerne vil hen. For et særkende ved dansk energipolitik er jo netop, at politikken rækker hen over midten. Det er ikke sådan, at man, hver gang der er et regeringsskifte, så får en ny politik – tværtimod har vi her en politik, der er bredt funderet i Folketinget, og det skulle den meget gerne blive ved med at være. Det er også vores eneste chance for at nå den store opgave, som vi har sat os for. Tak.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til det Radikale Venstres ordfører. Den næste ordfører er fra Enhedslisten, og det er hr. Søren Egge Rasmussen. Værsgo.

Tak. I foråret så man sætningen: Vi tør, hvor andre tøver. Det kan jo godt være, og nu er redegørelsen fra klima-, energi- og forsyningsministeren, så det må jo egentlig være ministerens udsagn, der så også dækker regeringens holdning, eller refererer det til Danmark, altså at det er Danmark, som tør, hvor andre tøver, eller hvordan skal vi læse det? Jeg synes, at der indimellem bliver tøvet lidt for meget. Jeg synes, at vi skal have befolkningen med i omstillingen til den vedvarende energi og til gennemførelsen af energibesparelser. Derfor er kommuner, foreninger, andelsejede energiselskaber vigtige i omstillingen, og det er vigtigt, at vi får alle med og har øje på det, når vi laver energipolitik.

Den grønne boligaftale med afvikling af køen til renoveringer i Landsbyggefonden var en meget vigtig aftale. Regeringen troede ikke, at man sådan lige kunne gå ud og afvikle en kø på 17 mia. kr., men vi nåede jo sådan set at give tilsagn til renoveringer til 15 mia. kr. i 2020. Samtidig fik vi landet en aftale, hvor der også er nye muligheder i forhold til en grøn garanti, som forhåbentlig kan sætte gang i endnu flere renoveringer i de almene boliger. Jeg synes, det er et godt eksempel på, at vi har haft nogle processer, hvor vi fik lavet noget, som var bedre end regeringens udspil, og vi fandt nye løsninger.

Borgerenergifællesskaber kunne også være en del af fremtidens fælles klima- og energiindsats. Men med den lovgivning, der er blevet vedtaget, tror jeg ikke, at det er der, vi ender. Der er ikke rigtig udsigt til, at tagene på boligforeningerne bliver til energiproducerende tage i et eller andet fællesskab med naboer. Det synes vi i Enhedslisten er en skam. Vi har i det forgangne år ændret på vilkårene for naboer til store vedvarende energi-anlæg, og jeg håber, det bliver en succes. Det, vi havde oprindelig, var sådan set noget, der var blevet forhistorisk, og jeg håber meget, at vi kommer frem til en situation, hvor man får et bedre naboskab til store vedvarende energi-anlæg.

Hvis vi kigger på kommunerne, er der et renoveringsefterslæb i forhold til bygningerne. Det er der til dels også i regionerne, men det er særlig i kommunerne. Vi synes, det er meget vigtigt, at vi kommer frem til, at der bliver gennemført flere renoveringer af kommunale bygninger, og at vi kommer frem til at have et langt bedre indeklima, som kan sikre et bedre arbejdsmiljø, og det kan sikres, hvis det er sådan, at vi i år kommer frem til at ophæve anlægsloftet. Vi synes generelt, at vi skal give kommunerne bedre muligheder for at deltage i den bæredygtige omstilling. Der er mange steder, hvor kommuner har sat nogle mål for CO2-reduktioner, og det er sådan set vigtigt, at vi herinde fra Folketingets side så skaber rammerne for, at kommunerne har bedre mulighed for at nå i mål.

Der er en meget klar tendens til, at vedvarende energi-anlæg bliver større. Vi hører om en del kæmpe markanlæg med solceller, som får lokal modstand. Det er lokale landmænd med store landbrug, og det er nogle energiselskaber, som præger og beslutter udviklingen og så måske lægger deres anlæg lige et sted, hvor man kan få den billigste nettilslutning, hvilket ikke altid medfører, at der er en lokal opbakning til det. Jeg synes ærlig talt, vi mangler at finde løsninger, hvor vi udnytter byernes mange flade tage, og vi mangler at komme frem til at begrænse konflikterne på landet omkring de her store solcelleanlæg. Så der er plads til forbedringer på det punkt.

Energiøer er det næste udviklingsskridt for havvindmøller. Vi står over for at eksportere elektricitet fra kæmpe anlæg på havet. Det er et kæmpe nyt skridt for dansk vindmølleindustri. I forhold til Baltic Pipe, som bare skulle være en gasledning, som blev gravet ned i Danmark for at få norsk fossilgas ned til Polen, skete der desværre det, at der blev vedtaget en forlængelse af gasledningen med fossilgas hovedsagelig til Lolland og Falster til to sukkerfabrikker. Det er et projekt, som klart har en samfundsøkonomisk dårlig effekt, og hvor Energinet ikke anbefalede, at man skulle gennemføre det, men hvor det så endte med, at ministeren gik ind og godkendte det. Det synes vi er et stort fejlskridt. Vi skal frem til at elektrificere industrien, og nu er der udsigt til, at det ikke bare er to sukkerfabrikker på Lolland og Falster, som kommer frem til at vælge gas, men at det kan blive en lang række virksomheder, i stedet for at man satser på elektrificering. Det synes vi er et dårligt kapitel i energihistorien.

Biogas er for dyrt i forhold til klimaeffekten. Der bliver bremset op for støtten alt for sent, og det er ikke den nuværende regerings skyld, det er den tidligere regerings skyld. Der bliver lige en ekstraregning på 6,6 mia. kr., som den socialdemokratiske regering ligesom har fundet en løsning på – det bliver bare ligesom indregnet i økonomien fremadrettet. Det er jo altid godt at vide, at hvis man virkelig vil, så kan regeringen finde 6,6 mia. kr. til gode tiltag. Det har vi skrevet os bag øret i Enhedslisten.

Hvis vi kigger lidt fremad, er der udsigt til, at i 2030 vil over 50 pct. af støtten til vedvarende energi gå til biogas. Jeg synes, det er med til at illustrere, at støtten er blevet skruet op på et alt for højt niveau, for hvis man ser på 2030, er der en prognose, der siger, at kun 13 pct. af den vedvarende energi kommer fra biogas. Vi synes, at den støtte er kommet op på et alt for højt niveau. Jeg vælger at trække det frem her, fordi vi jo har de her landbrugsforhandlinger, hvor man aldrig ved, hvad der sker.

Enhedslisten mener, at vi skal have mere geotermi i fjernvarmen, og rammevilkårene vil blive efterset her i år. Det er langsigtede investeringer, som vi skal have sikret. Vi skal have sikret, at vi får mere geotermi i fjernvarmesystemerne. Vi synes generelt, at fjernvarmen fylder for lidt i energidebatten, og vi skal sikre, at der er et godt samspil i vores samlede energisystem. Der bliver planlagt for meget i systemer, som ikke samtænkes nok. Vi skal elektrificere samfundet, og fjernvarmens muligheder kan udnyttes bedre.

Danmark er havnet med en alt for stor biomasseimport, som skal udfases. Vi har så samtidig en biogasproduktion, som kun kan være så stor, fordi vi importerer soja fra et areal, der er større end Sjælland, så vi dermed har mulighed for at have langt flere husdyr, end danske foderafgrøder kan give foder til.

Er Danmark et foregangsland? Kan man kopiere vores energiforsyning? Nej, det kan man ikke lige, og det er især på grund af den store import af biomasse og soya. Men vi er et foregangsland, når det gælder fjernvarme, store vindmøller og et elsystem, som kan håndtere store mængder el fra sol og vind samtidig, og vi er et foregangsland, når det gælder høj forsyningssikkerhed. Det skal vi huske, og vi skal også huske på det, når man tænker på, om der er et eksportpotentiale for Danmark.

Det nytter ikke noget, at Danmark alene arbejder for at øge de grønne investeringer. Vi skal også arbejde for en hurtig udfasning af de sorte investeringer i udlandet. Det kan gøres langt bedre. Det gælder også danske statsfonde som Eksport Kredit Fonden. Der er taget en beslutning om, at der ikke længere investeres i kul, men regeringen værger sig ved at tage samme beslutning, når det gælder andre fossile brændsler. Det er en skam at underminere regeringens indsats for at gøre Danmark til et grønt foregangsland, også i vores internationale indsats.

Hvad kan vi kigge frem til? Det næste skridt bliver forhåbentlig at få indført en CO2-afgift. Et af de gode forslag, som Klimarådet har givet til politikerne, er jo, at det sådan set er en simpel måde at indføre noget, som kan præge en omstilling. Vi står over for at skulle lande en landbrugsaftale, hvor regeringen er kommet med et udspil, som har reelle reduktioner på 1,6 mio. t, altså en 10-procentsreduktion i forhold til udledningen i 2030. Man har så nogle fugle på taget, som kan give væsentlig mere. Vi er altså nødt til at komme frem til nogle reelle reduktioner, og vi synes, at et niveau på 8-10 mio. t i 2030 vil være rimeligt.

Vi tør, hvor andre tøver. Det er i hvert fald noget, vi vil stå inde for i Enhedslisten. Vi ved ikke helt med regeringen. Måske skulle den kigge lidt indad og kigge tilbage på, hvordan det lige var med processerne omkring 2025-målet, den grønne boligaftale, strategien for bæredygtigt byggeri og nu et landbrugsudspil. Er det ikke tit, at man kommer med et udspil, hvor man har tøvet lidt for meget, og hvor vi så har nogle lange forløb, hvor vi skal bruge en del politiske kræfter på at presse regeringen til et højere niveau? Er det så rimeligt at presse regeringens så meget? Ja, det er det, når man har et forståelsespapir, hvor man har defineret nogle ting – det, der er regeringens dåbsattest. Vi har gennemført nogle ting som klimaloven, men vi mangler altså at komme frem til bindende reduktionsmål for landbrugssektoren og mangler at bruge landbrugsstøtten til at lave den bæredygtige omstilling af landbruget. Der er masser af ting, vi skal arbejde videre med her i 2021. Jeg håber, at vi får en endnu bedre energipolitisk redegørelse 2022.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti. Fru Katarina Ammitzbøll, værsgo.

Tak for det. Det er jo et flot grønt billede, den her redegørelse giver af, hvor vi skal henad i Danmark, og vi vil jo også alle sammen gerne være et førende land og komme først i mål på mange områder – ikke bare for at vinde kampen, men simpelt hen også fordi vi ønsker et grønt, bæredygtigt og klimavenligt land at bo i. Venstres ordfører, hr. Tommy Ahlers, kaldte tidligere her sin tale for: Hvad skal det til for? Jeg har valgt at kalde min tale her for: Vi skal have alle med.

For der står mange gode ting i redegørelsen – der er rigtig mange gode planer og aftaler, og der er også nogle konkrete ting, der allerede er udmøntet, f.eks. udfasningen af olie- og gasfyr og en energirenoveringspulje – men problemet er bare nogle gange, at man godt kan sidde og gøre meget inde ved skrivebordet, men når det så kommer ud i virkeligheden, så er det jo meget sværere. F.eks. var der i forbindelse med energirenoveringspuljen rigtig mange af dem, der sad derude og var klar til at søge, som ikke vidste, at man skulle have et gyldigt energimærke på forhånd. Det har de fleste af dem, der har boet i deres hus i over 5 år, ikke, og et nyt energimærke koster 5.000 kr. Der er flere, der har skrevet til mig, at de endte med at betale 7.200 kr. og så sidde i kø i 10 timer. Det vil sige, at de sad ikke alene i kø det halve døgn for at deltage i et lotteri, men lodsedlen kostede over 7.000 kr. De ville aldrig have gjort det, hvis de havde haft en idé om, hvordan det hang sammen, men på hjemmesiden var den eneste kommunikation, at de sidste år havde det taget få dage at tømme puljen, så de regnede med, at når de var klar, så ville det lykkes. Så de går nok ikke hen og søger en pulje igen, for man skal jo have et energimærke, der er under 3 måneder gammelt, og så kan de jo, hvis de ikke vinder, stå til at tabe lotteriet igen. Det er bare et eksempel på, at det er meget vigtigt, at vi får alle med. Vi skal have alle borgere med.

For et år siden stod alle klimapartnerskaberne jo klar med alle deres gode forslag. De skulle lige til at lancere dem, da statsministeren lukkede Danmark ned. Hele erhvervslivet står på spring. Der er rigtig meget, de vil, og de har også mange løsninger. Det er halvandet år siden, at et bredt flertal her i Folketinget vedtog klimaloven og også, at ptx, som er nævnt flere gange, er en vigtig teknologi, som kan omdanne den grønne energi til flydende brændstof, for både den og de andre to gode forkortelser, CCU og CCS, er jo en afgørende forudsætning for at nå vores målsætninger i 2030 og for at gøre os helt fri af fossile brændstoffer i 2050.

Men alligevel sker der bare ikke rigtig nok, for en strategi er jo bare ikke nok. Vi kunne jo høre på et tidligere KEF-møde, at den nye CEO for Ørsted sagde, at det eneste, de gerne ville, faktisk bare var at få nogle klare rammevilkår – helt enkelt, for så kan de komme i gang. For mens vi sidder her og tænker og vil gøre det så pænt og ordentligt, så kører de andre lande. Selv om der står i redegørelsen, at vi også har været grønne under coronakrisen, så er vi bare ikke de eneste, der har været det. Både Frankrig og Tyskland har vedtaget deres strategier, og de sidder ikke bare ved tegnebrættet, men har fået dem omsat til store flagskibsprojekter. Selv Polen har en power-to-x-strategi. Nu kender vi selvfølgelig ikke til kvaliteten af den, men det siger bare noget om, at hele Europa rykker, og det gør de jo også, fordi EU har sat et mål om mindst 55 pct., og fordi vi jo sammen med regeringen – har støttet regeringen i det – har lavet en enorm genopretningspakke for hele Europa, hvor 37 pct. skal gå til den grønne omstilling. Så det er vigtigt, at vi også følger med vores virksomheder.

Vi står alle sammen sammen om en klimaaftale. Vi vil alle sammen gerne være grønne. Det vil vi, og det har vi givet håndslag på, skrevet under på. For det, vi står over for, er alt, alt for vigtigt til, at vi gør det her til politisk drilleri. Og derfor var vi også rigtig ærgerlige over, at vi ikke lige kom med her i den sidste aftale om de 50 pct. Det havde været rigtig fint, hvis vi kunne stå der og være med; så var vi alle sammen med, og ingen af os stod på perronen. Så både vores erhvervsliv, vores borgere, men også Folketinget vil gerne være med i den grønne omstilling. Og det håber jeg i hvert fald at ministeren tager til efterretning fremadrettet.

Sidst, men ikke mindst bliver der jo talt om, hvor langt vi er nået. Samtidig er der forslag om hockeystaven og teknologien. Her nævner man også i redegørelsen, at det jo er rigtig godt, at EU har forskningsmidler og Horizon Europe, og at vi er rigtig gode til at hjemtage midler. Problemet er jo bare stadig, at det ikke er reelle midler; de ligger så hos det andet ressort, men vi modregner jo stadig de midler, vi får fra EU, i den danske 1-procentsmålsætning for forskning. Det synes vi er dybt problematisk. Vi står endnu stærkere nu, og på grund af brexit, desværre, står danske universiteter og vores vidensinstitutioner nu i spidsen med hensyn til at kunne hjemtage midler fra Horizon Europe. Men så længe vi bare modregner dem i vores forskningsbudget, så giver de jo ikke det, de egentlig skal, og så bliver talen om en hockeystav og fremtidens teknologier mere teoretisk end reel.

Så igen vil jeg sige, at vi skal sikre, at vi får alle med, også vores forskning og eksperter – og også sikre, at vi har midlerne til det. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Signe Munk.

Tak til ordføreren for talen. Der er jo mange vigtige opgaver at gøre, bl.a. at få færdiggjort en power-to-x-strategi, men der er også bare en vigtig ramme, der skal sættes. Det handler jo om det her 2025-mål. Og De Konservative skal jo vide, at det er en aftale, der er åben for De Konservative.

Jeg har altid kendt Det Konservative Folkeparti som det grønneste parti i blå blok. Derfor: Når ordføreren nu ved, at Konservative kan tiltræde aftalen om et 2025-mål på 50-54 pct., vil Det Konservative Folkeparti så tage imod det, altså sætte det ambitiøse klimamål for 2025? Eller vil man have et lavere klimamål?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Og jeg vil også rigtig gerne kvittere fru Signe Munk for at lægge godt pres på regeringen for at være ambitiøs og grøn. Jeg siger mange tak for ambitionen, men den vil jeg gerne have lov til at gå tilbage og tale med vores klimaordfører om, da jeg ikke her kan tage den beslutning alene. Men mange tak for invitationen.

Fru Signe Munk.

Jamen så vil jeg bare give et argument med på vejen, for ud over at det jo er fuldstændig afgørende, at vi sætter klimamål, som gør, at vi får banket CO2-reduktionerne op , fordi vi har et ansvar for de næste generationer – en generationskontrakt – som jeg ved De Konservative går utrolig meget op i. Og så vil jeg også bare sige, at De Konservative jo kan være det parti, der gør den aftale bred, fordi det ville være det første borgerlige parti, som tiltrådte 2025-målet.

Så der var lige et ekstra argument at tage med hjem til gruppemødet.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg tager altid imod gode råd fra skarpe kolleger – tak.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører, jeg kan se i salen, er hr. Jens Rohde fra Kristendemokraterne. Værsgo.

Tak for det.

»Det kommende er bjerge i flammer af livslyst og sangfugle der vil synge spinkelt og stærkt om jordens genopstandelse. Det kommende er torden af stemmer udråbt over byens før giftdrivende afgrunde med styrken fra summen af alle sanser. Vi erobrer vor planet på ny, bryder de stivnede cementdatamaters billeder af os. Vi er det nye folk, vores sjæle synger vi ud, så bedragernes og magthavernes middelmådighed vil briste i stykker og angst. Vi er den nye klarhed vundet i kampen mod maskinerne, vi er den nye skaberkraft der skaber skønhed og evighed af ruinerne fra det gamle i teknologien, i naturen, i videnskaben, i kunsten i enighed, i byen, i verdensrummet. Det kommende er sejren og visdommen vundet ved barnets sang om blomstens elektriske bølgesignal. Det kommende er det nye/gamle, det fremmede/selvfølgelige/kendte, erkendelsen af helets sammenhæng fundet i venskab og ord mellem stjerner og folk fra verden«. Michael Strunge, »Livets Hastighed«, 1978.

Når jeg tog det med, var det – ud over for sådan lige at sparke lidt liv i debatten – fordi det er umådelig vigtigt, når vi diskuterer de her store samfundsforandringer, som vi jo alle sammen selv skal være en motor i, at vi tør tale til drømmene, at vi tør skabe noget fantastisk, at vi tør tro på, at vi kan skabe noget fantastisk, at vi ikke kun taler til frygten, at vi ikke kun skælder ud, men at vi tør drømme de store drømme og tør sige dem, men at vi samtidig forstår, at det hele afhænger af, at vi får alle med, og at vi kan lave kompromiserne. Hvordan hænger det så sammen? Det kan jo godt virke som en anakronisme, som en selvmodsigelse, at man står her og taler om drømme og synes, at Michael Strunge er fantastisk, og at man står her og synes, at hr. Tommy Ahlers tale var god, og at fru Signe Munks tale var fantastisk. Hvordan kan man det? Jo, det kan man, hvis man har siddet i Europa-Parlamentet, og når jeg nævner det, er det, fordi det har ministeren. I Europa-Parlamentet kan man høre nogle fantastiske taler, hvor der virkelig er et historiens vingesus på, de store drømme. EU er skabt af de store drømme, og det kan man mærke, og selv om bølgerne også kan gå højt, og selv om der er den samme sturm und drang som i hr. Morten Messerschmidts maleri over stuen, der jo næsten virker som en afbildning af Goethes »Den unge Werthers lidelser« fra 1774, så kan man alligevel godt lave kompromiserne. Det er jo det mest fantastiske. I det hus, hvor forskellene er enorme – der er 27 forskellige lande, 24 forskellige sprog, vidt forskellige kulturelle baggrunde, historiske baggrunde, økonomiske baggrunde, geografiske baggrunde; det betyder noget, når man forhandler landbrugspolitik, skulle jeg hilse og sige – lykkes det alligevel som oftest at lande brede forlig mellem De Grønne, mellem Kristendemokrater, mellem Liberale og Socialdemokrater. Det er det, der gør det smukt, hr. Morten Messerschmidt, altså at man trods de store forskelle og selv om man tør bevæge sig derud, hvor drømmene får luft under vingerne, så er i stand til at lande brede kompromiser. Og det er det, der er opgaven her.

Og det er faktisk også det, som jeg ligesom i mit spørgsmål tidligere vil have lov at nævne, altså at når vores klimaminister indimellem får lidt drøj kritik af støttepartierne – og jeg har jo selv været i et af partierne, der er det – så skal han holde hjertet varmt, men også have is i maven. For for det første er der ikke nogen i det europæiske parlament, der, når ministeren kommer til Bruxelles, ikke kender ministeren for hans klimaindsats i alle de år, ministeren sad i Europa-Parlamentet, og det giver noget at handle med, og for det andet er det jo tydeligt, at regeringen i sin politik rent faktisk ønsker at balancere tingene. Så kan vi diskutere hockeystave, og hvad ved jeg, men den balance, som regeringen har forsøgt at holde i det her spørgsmål indtil videre, bl.a. ved hele tiden at lave det brede forlig, tippede jo så i sidste uge. Nu var vi som sagt ikke selv en del af det, fordi det er en ny situation og sådan noget, og det har jeg fuld forståelse for, men jeg kan godt forstå, at man fra borgerlig side føler sig taget lidt ved næsen eller underløbet, fordi man har været med til at lave den store aftale og der så lige pludselig efterfølgende bliver indgået delaftaler. Det er den sikre vej til ikke at få alle med, og hvis ikke vi får alle med i så store samfundsforandringer, som vi her laver, så ender vi med de gule veste, og det skal vi for alt i verden undgå.

Hos Kristendemokraterne synes vi, det er fantastisk med de store ambitioner, og vi vil gerne som det første borgerlige parti, fru Signe Munk, tilslutte os delmålene. Det vil vi gerne, men vi vil også meget gerne have lov til at have en fordomsfri diskussion om teknologineutralitet, og det var det, som hr. Søren Egge Rasmussen over for hr. Bjørn Brandenborg mente var noget værre noget at rode sig ud i, og der havde han selvfølgelig gennemskuet, at det også indbefatter en ny og moderne tilgang til kernekraft. Og nej, jeg vil gerne understrege, at det ikke er Kristendemokraternes politik, at vi skal til at have atomkraftværker, som vi kender dem, ude i baghaven eller ude på markerne. Men der er jo i forvejen den europæiske ITERs fusionsteknologi, som jo også er kernekraft, og så synes vi, det er fornuftigt, hvis det her skal blive en bæredygtig omstilling, at man kigger fordomsfrit på den forskning, der er i forbindelse med saltkraftværker, som mig bekendt ikke udgør den store risiko, hverken med hensyn til terrorangreb eller affald.

Vi synes, at danske forskningsinstitutioner og virksomheder og energier skal vurderes efter de samme kriterier for bæredygtighed, affald, naturressourcer og økonomi, som al anden energiproduktion bliver. Det må være den rigtige måde at gøre det på i stedet for at forelske sig i bestemte teknologier, hvor vi jo ikke på forhånd ved noget om, hvilke der i fremtiden kommer til at nyde mest fremme. Som sagt er det for os altid et mål i sig selv at prøve at skabe brede forlig og være med i brede forlig, og det håber vi også vil være fremtiden i disse diskussioner. For én ting skal man huske, og det er, at man, uanset hvilke ambitioner man selv har, altid skal lytte til den tvivl, der kommer fra andre, og i sidste ende er det jo ikke afgørende, hvad farve katten har, bare den kan fange mus. Tak for ordet.

Tak for det. Nu læste ordføreren op af Michael Strunge med stort engagement, så jeg tror ikke, der var nogen, der var i tvivl om, at det var et citat, men for en god ordens skyld og af hensyn til referenten skal man altid huske at sige, hvornår citatet starter, og hvornår det slutter.

Men der er en kort bemærkning. Hr. Morten Messerschmidt.

Der er jo ikke nogen tvivl om, at hr. Jens Rohde har tabt sit hjerte i Bruxelles, og det er jo en ærlig sag. Jeg efterlod det her og vendte hjem til det, da jeg kom tilbage fra Parlamentet til Folketinget her, men når hr. Jens Rohde taler så varmt om det brede forlig for det brede forligs egen skyld, vil han så ikke uddybe det lidt, gerne med reference til sit europæiske engagement? Altså, er der ikke noget underligt over at lave et bredt forlig uden de partier, som har givet tilsagn om, at man er enig i det, der var regeringens udgangspunkt? Altså, det udspil, regeringen kom med, kunne jeg godt se mig selv i. Alligevel vælger regeringen at lave et forlig, som er det diametralt modsatte, i hvert fald helt anderledes end det, som de spillede ud med, og laver det så med venstrefløjen. Kan hr. Jens Rohde måske hjælpe os med, med den erfaring, han har fra de brede forligs slagmarker i Bruxelles – (Jens Rohde (KD): Forligs?) nej, nej, altså pluralis genitiv – at forstå, hvad det er, der ligger bag?

Ordføreren.

Man skal jo altid være en lille smule varsom med at motivforske, men den øvelse kan man jo gøre selv. Den tror jeg ikke jeg behøver at gøre heroppe fra Folketingets talerstol.

Hr. Morten Messerschmidt.

Nå, så lad mig spørge om noget andet, når vi ikke kan motivfortolke i fællesskab. Det kunne der ellers komme noget meget festligt ud af, og måske skulle hr. Jens Rohde med hjem om middagsbordet også. (Jens Rohde (KD): Så kan jeg læse).

Når nu Kristendemokraterne melder sig ind i det her røde delforlig, betyder det så også, at Kristendemokraterne melder sig ind i selve klimaaftalen om reduktionsmålet i 2030?

Ordføreren.

Ja, det gør det, naturligvis.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Jens Rohde. Så er vi igennem ordførerrækken. Vi får lige sprittet lidt af her først.

Værsgo til klima-, energi- og forsyningsministeren.

Tak, formand. Jamen hold da fast, tak for mange rigtig, rigtig gode taler. Jeg tror faktisk ikke, at jeg i sådan en debat før har prøvet både at blive inviteret på fin middag, endda med udsigt, forstår jeg, til et lettere erotisk maleri – jo, det er jeg faktisk blevet inviteret til før, men ikke her i Folketingssalen – og digtlæsning. Der var Michael Strunge. Jeg tror faktisk også, formanden overså, at der var et enkelt citat fra Mao, uden at det var klart tilkendegivet i talen. Jeg har endda fået skældud på sønderjysk. Det har været en fornøjelse.

Jeg tror, det, vi alle må være enige om, er, at Danmark er kommet rigtig, rigtig langt med den grønne omstilling af vores energipolitik. Det står klart med de meget store beslutninger, der er blevet truffet, om et 70-procentsreduktionsmål i 2030 sammenlignet med 1990; om at gå ind i en ny æra for havvind med energiøer og om at sætte en ende for olie og gas i Nordsøen – og så har jeg slet ikke nævnt alle de andre meget store beslutninger, som vi har truffet, om at udfase olie- og gasfyr osv. osv. De beslutninger står selvfølgelig som vidne om, hvor ambitiøs en politik vi har ført i Danmark.

I den her debat er det jo kommet frem, at der dog trods alt også er nogle forskelle. Inden man overgør de forskelle, vil jeg bare minde om, at de her aftaler jo for de flestes vedkommende er lavet med meget brede flertal. Når det så er sagt, bliver jeg nok også nødt til trods alt lige at påpege noget af det sådan lidt, jeg vil ikke kalde det hykleriske, men i hvert fald sådan lidt problematiske i den måde, specielt Venstre argumenterer på. For fra Venstre kan jeg nu forstå, at vigtigere, end at regeringen faktisk er enig med sine støttepartier om en meget ambitiøs målsætning, som vi har tænkt os at gennemføre, er det, at Venstre fik svar på sine spørgsmål. Vi skulle have sat det til side og ventet på, at Venstre fik svar på deres spørgsmål – på trods af at vi har holdt en del møder om det, på trods af at der er fri adgang til at stille alle de spørgsmål, man vil, på trods af at enhver også kan se, at der er en vis del politisk spil i det her, eftersom Venstre, sidst vi diskuterede det her i salen, sagde, at de var meget bange for, at hvis vi satte målet for lavt fra regeringens side, ville det blive en sovepude for regeringen. Nu sætter vi så et mål, der er højt. Så er det lige pludselig også et problem.

Hvis man synes, at hr. Tommy Ahlers altid er en stille og rolig og fattet person, skulle I se ham, hvis han øjner chancen for at få et flertal uden om regeringen. Så kommer pulsen op. Det excellerer hr. Tommy Ahlers i. Han gjorde det så sent som sidste år. Lige efter at vi havde haft den her debat, bragte han undertegnede i mindretal i et samråd, fordi han gerne ville have nogle forhandlinger om iblandingskrav. Det gik for langsomt, og hvornår skulle vi forhandle dem? Dagen efter. Så det der med, at det skal være så bredt, holder ikke helt for Venstre, hvis de har mulighed for at bringe regeringen i mindretal. Og fred være med det. Det er det parlamentariske spil. Jeg synes bare, det hører med i den samlede fortælling.

Vi ønsker brede flertal. Det er klart bedst for Danmark. Lige så klart er det – som fru Signe Munk, tror jeg det var, sagde – at det naturligvis ikke kan betyde, at vi grundlæggende går på kompromis med vores ambitioner. Har vi set eksempler på, at vi har måttet lave aftaler uden Venstre? Ja, aftalen om vejtransport. Det er en af de allervigtigste måder at nå vores mål på. Der er Venstre ikke med.

Venstre har længe bedt om at få et udspil på landbrugsområdet. Det har de fået, men nu kan vi ikke finde ud af, hvad Venstre mener. Hvornår kommer der et udspil fra Venstre? Altså, vi ønsker også, at det store oppositionsparti er en del af Danmarks klimapolitik, men det kræver jo, at de har en politik. På Fyn, hvor jeg kommer fra, har vi sådan set en meget aktiv miljøpolitiker, nemlig Erling Bonnesen, og han holder også flammende taler. Det er med et lidt andet fortegn, end når hr. Tommy Ahlers holder taler. Så man kunne jo starte med at svare på, om man gerne vil gå med i 50-54 pct. Hvad mener man egentlig om den der CO2-skat, som hr. Tommy Ahlers gerne vil have meget, meget høj, men som jeg synes man hørte nogle lidt andre signaler om fra hr. Erling Bonnesen, da det kom frem fra Det Miljøøkonomiske Råd, at den model, som hr. Tommy Ahlers havde støttet – eller i hvert fald noget tilsvarende – ville koste 19.000 arbejdspladser i fødevaresektoren?

Så i al stilfærdighed er det jo noget nemmere at forhandle med partier, man ved hvad mener. Det var måske også noget nemmere for hr. Tommy Ahlers at melde sig ind i debatten med lidt vægt, hvis han havde en politik med i rygsækken.

Når alt det er sagt: Tak for en virkelig god debat. Der ligger jo vigtige forhandlinger forude det kommende år. En af de første, vi møder, er selvfølgelig om, hvordan vi får lavet en strategi for CO2-fangst og -lagring. Det bliver en af de teknologier, vi skal bruge. Det bliver en af de teknologier, som vi også globalt kommer til at se skal fylde, hvis vi skal nå de mål, vi har sat os, og holde os under 1,5 graders temperaturstigning. Tak.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fra fru Signe Munk.

Som ministeren ved, har jeg altid tasken fuld af nye forslag til at forbedre energipolitikken. Det tror jeg ministeren efter 2 års rigtig godt samarbejde er bekendt med.

Derfor har jeg et nyt forslag i dag. For ministeren sagde jo ganske rigtigt, at vi har en ambition om at udfase olie- og gasfyr hjemme hos danskerne. Men det er jo også en ambition, hvor vi godt ved, at vi ikke kommer af med gasfyrene med de milliardstore tilskudspuljer, vi har afsat. I SF har vi kigget ud over landets grænser og opdaget, at man i Holland og andre steder arbejder på at lave et forbud mod gasfyr. Tidligere når vi har haft diskussionen, har der jo været en diskussion om, om EU-lovgivningen står i vejen, men tilsyneladende er der altså lande i Europa, som sætter sig det mål. Så vil ministeren være med på at se på det og implementere det i dansk lovgivning, så vi kan sende naturgasfyrene helt på pension?

Ministeren.

Nu sagde fru Signe Munk, at hun altid havde nye idéer med. På trods af at jeg gerne vil starte med at kvittere for det gode samarbejde, kan man vist ikke helt kalde det en ny idé, heller ikke fra fru Signe Munk. Jeg mener ovenikøbet også, det lykkedes at få skrevet ind i den aftale, vi lavede før jul – jeg mener, det var finanslovsaftalen; der blev lavet en del aftaler før jul, så jeg kan ikke lige hundrede procent huske, hvad for en af dem det var – hvor vi forpligtede os til at undersøge, hvad der var af muligheder for det på europæisk plan.

Så vidt jeg er orienteret, er det ikke tilladt i forhold til det indre markeds regler at forbyde en bestemt opvarmningsteknologi, som det teknisk set er. Men der er ikke nogen tvivl om, at vi jo deler en fælles ambition om at få udfaset olie- og gasfyr. Så vi ser selvfølgelig i alle retninger. Jeg vil bestemt også se ind i de oplysninger, som fru Signe Munk havde med i dag.

Fru Signe Munk.

Men det, der er så fantastisk, er jo, at imens vi har fået jer til at tænke over det, er der andre lande, der rykker. For i Østrig har man faktisk også sat en stopdato for både olie- og gasfyr. Derfor er det jo interessant at få afdækket.

Så vil jeg bare høre ministeren: Hvis det nu ikke kan lade sig gøre at lave et stop på dansk grund, vil ministeren så være klar til at sætte en meget høj afgift på, hvis man nyinstallerer et gasfyr?

Ministeren.

Vi er ikke der endnu, hvor vi kommer til at genåbne den del af vores energi- og industripakke, som vi lavede for under 1 år siden – snart 1 år siden, men under 1 år siden. Men det skal vi på et tidspunkt, og der må vi jo gå til de forskellige virkemidler, der er åbne. Det er klart, at det jo er afgørende, hvad vi egentlig har af muligheder i forhold til EU. Jeg vil sige, at det faktum, at der er nogle lande, der arbejder for noget, jo ikke er det samme, som at det kan lade sig gøre, al den stund at vi jo selv arbejder for en del ting på europæisk plan lige nu, vel vidende at det ikke kan lade sig gøre. Det er derfor, vi arbejder for at få det ændret, f.eks. udfasning af benzin- og dieselbiler i 2030 – nye på markedet forstås.

Tak. Så er det fru Mona Juul.

Tak for det, og tak til ministeren. Når ministeren går så hårdt efter at spørge, hvor det var, Konservative og Venstre – nu blev der primært lagt vægt på Venstre her i den afsluttende debat – var henne i forbindelse med 2025-målet, så tænker jeg, at det her virkelig er politik, når det er værst. Hvordan dælen kan ministeren på 1 time ændre mening i forhold til det, der er blevet nævnt i forhandlingerne fra start til slut? Jeg havde opfattelsen af, at vi ventede på regeringen; at vi ventede på, at regeringen ville flytte sig. Der var næsten ikke nogen partier, der ikke stod et andet sted, end regeringen gjorde. Hvad var det helt præcis, der gjorde, at ministeren kunne ændre helt op til 8 pct. ekstra på 2025-målet, som vi ikke havde mulighed for at deltage i en drøftelse af?

Ministeren.

Vi har sagt fra starten, da vi fremlagde vores forslag, at det var forhandlingsudgangspunktet. Og det har også noget at gøre med, hvilket tidspunkt man ville forhandle det. Vi sagde, at det måske var meget fornuftigt at vente med det, til vi havde set den nye klimafremskrivning, og til vi havde set et samlet landbrugsudspil. Hvis vi skal fremlægge det før det, hvilket blandt andre Venstre og Konservative insisterede på at vi skulle, så er det klart, at så bliver vi nødt til at lægge os i den forsigtige ende. Så det, der helt konkret skete, hvilket jeg egentlig tænker at spørgeren også godt ved, var, at vi fik en ny klimafremskrivning, der bragte os tættere på målet – mest på grund af biogas, men også på grund af et par andre faktorer – plus at vi jo fremlagde et landbrugsudspil, hvor vi kan se, at der i hvert fald ser ud til at være opbakning til det reduktionsmål, som vi har lagt frem. Derfor betyder det, at mankoen er bragt ned. Den er stadig stor. Det er stadig ambitiøst. Men det er det, der har gjort, at vi kunne flytte os.

Det ændrer altså ikke på – på trods af at I har nøjagtig de samme oplysninger som os, og på trods af at I har presset på og presset på og sagt: Nu vil vi have en mere ambitiøs politik – at når den politik så kommer, kan I ikke bide til bolle.

Fru Mona Juul.

Det ved ministeren jo så ingenting om endnu. For det, jeg glæder mig til, er at høre, hvordan ministeren har fundet ud af, at vi rent faktisk kan flytte os helt op til 50-54 pct. Hvis ministeren kan overbevise Konservative om det, tilslutter vi os naturligvis målet. Vi synes, at det er stærkt, at målet er blevet større, og det vil vi rigtig gerne kvittere for.

Men betyder det her også, at ministeren fremadrettet kan finde på at lave aftaler inden for klimaloven, som vi troede at vi var fælles om, f.eks. sammen med blå blok – hvis man kan kalde den det – i forhold til landbrugsudspillet, og at vi så skulle lave en aftale dér? For det kunne vi måske blive enige om lige nu, måske endda også på 1 time.

Ministeren.

Det kommer jo helt an på ambitionsniveauet. Vi vil helst have brede aftaler, men det er jo ikke brede aftaler for enhver pris – ligesom det heller ikke var i forhold til klimaloven. Hvis ikke de borgerlige havde bakket op om de 70 pct., jamen så var det jo blevet uden de borgerlige. Nu gjorde I heldigvis dét. Jeg håber også, at I kommer til at bakke op om 2025-målet, men hvis ikke I gør det, må vi selv søge at få det igennem. Og det har vi jo så flertal for, så det får vi.

Tak. Så er det hr. Tommy Ahlers.

Tak til ministeren. Jeg er nok lige nødt til at anholde den der sammenligning mellem 70-procentsmålet og 2025-målet, for 70-procentsmålet blev jo aftalt, før vi lavede en klimalovsaftalen. Det er da rigtigt nok, at retorikken var, at hvis man sagde ja til 70-procentsmålet, var det en adgangsbillet til forhandlingen. Men nu forhandler vi jo i regi af klimaloven, og det er jo der, vi har den brede aftale, så jeg deler fuldstændig den tidligere spørger fru Mona Juuls opfattelse af, at det jo er – og det sagde jeg også i min tale – glædeligt, hvis vi kan nå de 50 pct., og vi vil også gerne overbevises om, at det kan vi godt, for så er det da det, vi skal gøre, og så skal vi holdes fast på det ligesom med 70-procentsmålet. Men når vi ser den information, der er til rådighed for os, kan vi, som jeg også sagde tidligere, ikke helt se vejen derhen, så jeg kunne også godt tænke mig at spørge, hvad der er sket, siden ministeren under forhandlingen af R 11 den 21. december sagde:

»Det er jo en af grundene til, at vi ikke ligger så højt. For vi synes ikke, at vi vil være et foregangsland, hvis det, som vi reducerer, fører til, at vi flytter arbejdspladser ud af landet.«

Det var altså argumentet for at ligge på 46 pct. Hvad er det så, der har ændret sig i mellemtiden?

Ministeren.

Det har jeg sådan set lige svaret på, men det er dog alligevel bemærkelsesværdigt, at sidst hr. Tommy Ahlers stod på den plads og talte til mig om præcis det tema, sagde han: Sådan et mål må ikke blive en sovepude – man bliver nødt til at sætte målet så ambitiøst, at man presser sig selv. Det udsagn kan slås op. Og nu, hvor vi så gør det og sætter et mål, der er så ambitiøst, at vi bliver nødt til at presse os selv, så ved hr. Tommy Ahlers ikke rigtig, om han er med.

De to nye ting, der er sket – der er sket flere ting, men det her er de to vigtigste – er, at vi har fået en ny klimafremskrivning, der viser, at vi er tættere på, og at vi har fremlagt et landbrugsudspil, der bringer os et godt stykke hen ad vejen. Der vil stadig væk være en manko på omkring 1 mio. t og måske lidt mere frem til 2025, som vi jo så skal søge flertal i Folketinget for at finde.

Hr. Tommy Ahlers.

Det er jo præcis det, jeg siger, nemlig at det, regeringen spillede ud med, var for uambitiøst, og at I skulle presses til at blive mere ambitiøse, men vi havde brug for noget information, og så kom der mere information, og så er det da naturligt at indkalde de partier, man laver en lov med, når det her så er en delaftale i den lov, og sige: Nu ved vi det her, og vi er parate til at rykke os herhen – er I med på det?

Så lad os da tage den diskussion. Jeg har min kalender med, så lad os sætte et møde i kalenderen, hvor vi tager den diskussion, og hvor ministeren så kan redegøre for, hvad det er, der er sket. For jeg har det også på den måde, at jeg også godt kan tælle mig frem til, at vi cirka mangler den 1 mio. t, så jeg har et konkret spørgsmål: Er der lavet en plan for at genåbne nogle af de aftaler, vi har lukket nu, for netop at komme i mål med 2025-målet?

Ministeren.

Jeg tror godt, hr. Tommy Ahlers selv kan høre det. Han siger, at man har brug for nogle informationer, og at lige så snart man får de informationer, er man med. De informationer ligger fremme, og hr. Tommy Ahlers har også læst klimafremskrivningen, og han har også fået en teknisk gennemgang af den. Hr. Tommy Ahlers har også læst landbrugsudspillet, og han har også fået endog rigtig mange tekniske gennemgange af det – der var vist også lidt kritik af, at der var for mange af dem – så man kan vist ikke rigtig påstå, at man mangler information.

Så det, der er spørgsmålet, er, om man vil være med til at sige: Godt, nu mangler vi cirka 1 mio. t og måske lidt mere – vi vil gerne gå med til at sætte det mål og dermed også forpligte os til at være med til at forsøge at finde vejene dertil. Det vil Venstre åbenbart ikke.

Tak. Så er det hr. Søren Egge Rasmussen.

Nu er debatten jo ved at gå over til sådan lidt mere at være en klimadebat, så det er vel legalt at køre videre i den retning. Nu nævner ministeren jo selv udspillet på landbrugsområdet, hvor der er noget, der handler om sådan et udviklingsspor, som fylder mest. Dér er der lige en CO2-reduktion på 1 mio. t ved fedtfodring af kvæg. Det er jo ikke, fordi der ligger de store beregninger bagved – andre tal, som er meget store tal.

Jeg kunne godt tænke mig høre ministerens refleksionen, i forhold til hvis det nu ikke bliver mere konkret, end det er nu med det udviklingsspor. Hvad tror ministeren så Klimarådet vil bedømme det til? Vi havde ligesom et skema, hvor der var noget, som vi har opnået, noget, der kan tælle helt og fuldt med. Og så var der sådan et hvidt felt midt i illustrationen, som ikke rigtig talte med, fordi det var noget, der var for luftigt, til at Klimarådet kun tælle det med i sin opgørelse.

Er der ikke stor risiko for, at regeringen ender samme sted, hvis ikke vi får konkretiseret det der udviklingsspor mere i de forhandlinger, der kører?

Ministeren.

Nej, det er der ingen risiko for, al den stund at vi allerede har bevæget os i det diagram. Det diagram starter med et teknisk potentiale, analyse, strategi, udspil, vedtaget politik, implementering. Allerede nu er vi jo i gang med et udspil, så det er der ikke risiko for. Når det så er sagt, er det da klart, at vi jo skal blive enige om at gøre det her på en måde, så vi har en vis sikkerhed for, at det også fører til et resultat.

Men jeg bliver nok også nødt til at sige, at hvis man ser på, hvad Klimarådet skriver, fremgår det, at de siger, at det i implementeringssporet – altså det, der handler om de ting, hvor vi kender virkemidlerne, og der, hvor vi bare kan gennemføre dem nu – gælder sådan 10-11 mio. t. Nu er vi jo allerede over 8 mio. t, og lægger man dertil det, der er i det udspil, der ligger nu, på 1,7 mio. t, tror jeg det er, så nærmer vi os jo meget det, som Klimarådet siger er det, man kan i forhold til implementeringssporet. Hvad betyder det? Ja, det betyder, at vi jo skal over i udviklingssporet. Det er ikke et valg det der med, om vi skal udvikle og opskalere teknologier. Det skal vi, også ifølge Klimarådet, for der er ikke så mange af de her virkemidler tilbage, man bare kan gennemføre.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Hvis øvelsen kun drejer sig om at finde 1 mio. t, har jeg allerede en ½ mio. t her. Det er ved at flytte økologien fra udviklingssporet over til det, der er realiserbart. For vi kan jo kigge ind i noget, hvor det jo via det, vi har besluttet med finansloven, og via den tendens, der er for økologien, sådan set er realistisk, at vi vil fordoble økologien frem mod 2030. Og hvis det går for langsomt, kan vi tage nogle politiske initiativer. Så der kan jeg godt flytte ½ mio. t. Kan ministeren så ikke lige finde den anden ½ mio. t? Så er vi i mål.

Ministeren.

Nej, så er vi da ikke i mål. Altså, det er jo kun i forhold til 2025-målet. Undskyld mig, men det var faktisk præcis derfor, vi tog nogle lidt lange, grundige diskussioner om det der 2025-mål. Det var derfor, vi ikke bare lige bed til bolle fra den ene dag til den anden. For det var lidt vigtigt, at vi alle sammen var enige om, at uanset hvor ambitiøst et 2025-mål vi sætter os, nytter det jo ikke noget som helst, hvis vi ikke ved, hvordan vi kommer videre til 2030 og endda videre til 2050 derefter, hvor vi jo skal være klimaneutrale. Altså, den værste af alle verdener og det, vi vil undgå, er, at vi træffer nogle beslutninger for at lave reduktioner på den korte bane, som betyder, at vi blokerer for os selv i forhold til at lave de rigtige reduktioner på den lange bane. Men jeg er i øvrigt enig i, at økologien er et stort potentiale.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til klima-, energi- og forsyningsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som først nævnt finde sted tirsdag den 18. maj 2021.