Det næste punkt på dagsordenen er:

27) Forhandling om redegørelse nr. R 5:

Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestillings redegørelse om perspektiv- og handlingsplan 2020.

(Anmeldelse 30.10.2020. Redegørelse givet 30.10.2020. Meddelelse om forhandling 30.10.2020).

Forhandlingen er åbnet, og jeg kigger rundt i salen. Og den første ordfører i ordførerrækken, som er til stede, er hr. Kristian Jensen fra Venstre, som får ordet. Værsgo.

Tak. Da Venstres ordfører, fru Fatma Øktem, på sin fødselsdag er blevet ramt af sygdom, dog ikke corona, har jeg fået lov til at holde ordførertalen vedrørende perspektiv- og handlingsplanen på ligestillingsområdet, og tak for det. Det er altid rart efter et par og tyve år at kunne prøve noget nyt, og det er første gang, jeg har holdt ordførertalen vedrørende ligestilling. Så det glæder jeg mig meget til og også til debatten.

Jeg vil også sige tak til ministeren. Det er jo lidt specielt, fordi redegørelsen er meget ældre end ministeren – i hvert fald på det her område. Men tak til ministeren for årets redegørelse om perspektiv- og handlingsplanen. Det er altid godt at læse de refleksioner, som regeringen har, også selv om de er tilbage fra februar i år, hvor den kom, men sygdom, pauser, ministerskifte og andet har jo gjort, at det er nu, vi diskuterer det.

Det har så også givet tid til, at der er kommet nogle perspektiver med ind i debatten omkring ligestilling, og hele efterårets debat har bekræftet, at tiden er vokset fra seksuel chikane på arbejdspladserne, og det burde jo ikke være nogen nyhed. Men det er det trods alt blevet, og det er det blevet, på trods af at seksuel chikane er ulovligt og har været det i mange år. Det har været ulovligt siden vedtagelsen af ligebehandlingsloven og arbejdsmiljøloven. Det står i EU's resolution fra 1990, og det står i ligebehandlingsdirektivet fra 2002. Alligevel har vi gennem det meste af efteråret hørt fra en lang række danske kvinder om seksuel chikane på arbejdspladsen og i et omfang, som jeg tror har chokeret de fleste.

Tak til Sofie Linde for at sætte gang i en tiltrængt debat. Tak til alle de modige kvinder, der har stået frem og gjort os politikere, chefer, kollegaer opmærksom på problemet, og en særlig tak til en blandt os, der har sat fingeren på det ømme punkt omkring vores kultur, her i Folketingssalen. Det har desværre været både nødvendigt og tiltrængt.

Jeg håber, at den nye debat er med til at give det endelige dødsstød til magtmisbrug og dårlig kultur rundtom i landet, for selv om seksuel chikane og seksuelle krænkelser har været ulovligt i mange år, har vi ikke taget det nødvendige opgør endnu. Jeg er sikker på, at mange lige nu tænker, at de burde have lyttet mere, og at de burde have handlet mere.

Når jeg før sagde, at det har været ulovligt i lang tid, har jeg dermed også understreget, at lovgivningen ikke er nøglen til at løse det her problem, fordi det, vi snakker om, i forvejen er ulovligt. Vi har en lovgivning, der siger, at seksuel chikane er ulovligt. Det er et klart arbejdsgiveransvar både at forebygge og forhindre seksuel chikane. Det er bare ikke blevet håndhævet. Betyder det her så, at vi ikke må smile til hinanden hen over kaffemaskinen, at vi ikke må give et kompliment til vores kollegaer? Nej, selvfølgelig gør det ikke det. Over halvdelen af danskerne møder rent faktisk deres partner på arbejdspladsen, så selvfølgelig skal der være plads til det, men det skal foregå i en tone af ligeværdighed og i respekt og ikke som misbrug af en magtposition. Det her handler om ordentlighed og respekt for andre mennesker.

Selv om der jo er udfordringer, må vi heller ikke glemme, at Danmark er et af de mest ligestillede lande i verden. Der er sket meget, siden kvinderne kom ind på arbejdsmarkedet i 1950'erne og 1960'erne, og i dag er det en naturlighed, at kvinder både kan blive redaktører, direktører og statsminister. Det sidste er jeg faktisk lidt ked af, altså lige for nuværende. Jeg ville hellere have set en mand på den post, men lad det ligge. For det er alligevel skønt at se, at der er rollemodeller, der giver piger et billede at spejle sig i. De kan række ud efter de højeste poster i Danmark: statsminister, nationalbankdirektør, ja, der er faktisk ikke nogen poster tilbage, hvor kvinder i Danmark ikke har brudt glasloftet. Derfor synes jeg, at vi skal glæde os over det, men så alligevel sige, at der er nogle udfordringer, ikke mindst på arbejdsmarkedet.

Selv om vi er et af de mest ligestillede lande, har vi et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder. 96 pct. af sygeplejerskerne er kvinder. 97 pct. af vuggestuepædagogerne er kvinder. 99 pct. af murere, tømrere, vvs'ere og elektrikere er mænd, og 76 pct. af ingeniørerne er mænd, og sådan kunne man desværre blive ved. Kvinder udgør en tredjedel af de ansatte i den private sektor, mens de udgør to tredjedele af de ansatte i den offentlige sektor.

Meget af vores identitet skabes meget tidligt, også i forhold til ligestilling mellem kønnene, og derfor er det et problem, hvis man møder et kønsstereotypt arbejdsmarked, når man ønsker mangfoldighed og inklusion. Noget af det her starter helt nede i vores uddannelsesrækker. Vi ser, at rigtig mange mænd søger ind på studier, hvor der i forvejen er mange mænd, og vi ser, at kvinder søger ind på studier, hvor der i forvejen er mange kvinder. Mænd føler sig ikke velkomne, groft sagt, som lærer og pædagog, og kvinder føler sig ikke velkomne på it-studierne. Nu generaliserer jeg groft, men man kan bare se på tallene, at det desværre er en tendens.

Det skal vi gøre bedre, og alle bør have muligheden for at vælge deres uddannelse, uanset hvilket køn de har. Så vi skal være bedre til både at sælge uddannelserne, så de appellerer til begge køn, og også til at kunne fastholde dem, der har søgt ind, sådan at de ikke har forøget frafald efterfølgende.

Et af de områder, hvor jeg mener vi bør gøre det bedre, er på spørgsmålet omkring ligestilling for indvandrerkvinder. I løbet af de seneste år er vi blevet mindet om, at for dem, mange af dem, er ligestilling en illusion. Jeg tænker især på de kvinder i visse etniske minoritetsmiljøer, der lever i negativ social kontrol. En af de her kvinder var Aya. I dag lever hun et sikkert sted i Danmark, fordi hun flygtede fra sin familie et år tidligere, for at komme i sikkerhed for sin fars og brødres negative sociale kontrol og sin mors passive accept. Aya flygtede fra et liv i undertrykkelse og psykisk vold fra de samme mennesker, som burde elske hende mest, og som burde passe bedst på hende og bakke hende op.

Jeg er fuld af beundring over piger som Aya, der tør at bryde ud. Tænk, at de har modet til at forlade alt det, de kender, fordi det er den eneste mulighed for at leve i frihed – noget, som vi andre tager fuldt ud for givet: muligheden for at mødes med venner, gå til fest, have det sjovt, vælge en uddannelse, få en kæreste, bare det at vælge sit eget tøj.

Vi hører også, at muslimske kvinder fastholdes i ægteskab mod deres vilje, fordi deres mænd har misforstået, hvilket årtusind vi lever i. Og vi hører nogle jobcentermedarbejdere fortælle, hvordan indvandrerkvinder holdes væk fra arbejdsmarkedet, fordi nogle mænd nægter dem selvstændighed, nægter dem at blive integreret og indgå i fællesskabet på arbejdsmarkedet. Mange danske kvinder oplevede en frigørelse, da de kom ud på arbejdsmarkedet, også på grund af den økonomiske frigørelse, at de havde en indtjening selv, at de ikke var afhængige af at blive i et ægteskab, der ikke passede dem. Jeg synes, vi skylder at gøre en langt større indsats for at bringe flere indvandrerpiger og indvandrerkvinder i stand til at kunne træffe de valg selv, der giver dem det bedste liv fremadrettet.

Regeringen skriver, at den vil bakke op om den her frihedskamp, og det vil jeg gerne kvittere for. Jeg håber så også, at ligestillingsministeren vil støtte den frihedskamp, for ministeren eller i hvert fald hans forgænger har hidtil været fraværende i debatten om ligestilling i etniske minoritetsmiljøer.

En anden gruppe, hvor vi skal gøre en yderligere indsats for ligestillingen, er på lgbti+-området. Jeg er rigtig glad for, at den daværende VLAK-regering i 2018 kom med den første handlingsplan fra en regering om ligestilling på lgbti+-området. Jeg er glad for, at vi flyttede spørgsmålet omkring transkønnethed fra afdelingen omkring psykiske sygdomme til en neutral afdeling i lovgivningen, for det er vigtigt, at vi får taget de her skridt for at signalere, at folk har lov til at vælge, hvem de er, hvordan de vil være, og at det er deres valg og deres liv og ikke vores. Derfor håber jeg på, at vi kan blive ved med at give dem en hjælpende hånd, sørge for at skabe den plads til, at de kan leve det liv, de måtte ønske at have her i Danmark.

Det er ikke så tit, vi mødes her i Folketingssalen og har en debat omkring ligestilling. Til gengæld er der masser af debat ude i samfundet, masser af snak om, hvordan livet skal leves, hvad politikere skal blande sig i, og hvad vi ikke skal blande os i. Vi skal ikke tage valget fra folk om, hvordan livet skal leves, men vi skal sørge for, at folk har frihed til at vælge det liv, de ønsker at leve fremadrettet, og der glæder jeg mig til det nye samarbejde med den nye ligestillingsminister.

Jeg glæder mig til at blive mere oplyst om, hvordan den nye minister vil gribe spørgsmålet an, og jeg håber på, at ministeren, selv om det ville være helt naturligt at fokusere på ligestilling på arbejdsmarkedet med den portefølje, som ministeren har, så også vil kigge bredere ud og sørge for, at der bliver ligestilling på alle de områder, der måtte være. Vi skal hen ad vejen tilpasse samfundet, så det er tidssvarende, så alle danskere har lige rettigheder og lige muligheder til liv i frihed, til forskellighed. Tak for ordet.

Så er det fru Astrid Carøe, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og velkommen til ordføreren til en ligestillingsdebat. Det er dejligt, at ordføreren kunne afløse Fatma Øktem, når hun nu desværre er syg, og så endda på sin fødselsdag – hvor er det ærgerligt.

Ordføreren siger, at tiden er vokset fra seksuel chikane, og jeg er helt enig. Ordføreren siger dog også, at vi ikke kan gøre noget lovgivningsmæssigt, men hvad mener ordføreren så at vi kan gøre, hvis det ikke er herindefra, forandringen skal komme?

Værsgo.

Jeg mener i høj grad, at forandringen skal komme fra de mænd, der i alt for lang tid har vendt det døve øre til, når man på arbejdspladsen lidt for meget har haft en høhø-kultur. Spørgsmålet omkring seksuel chikane er ikke et spørgsmål om, at kvinderne skal sige fra. Det er et spørgsmål om, at mændene skal holde op, og at de mandlige kollegaer skal sige fra. For det er ikke alle kvinder, der enten er stærke nok – nogle er, skal jeg hilse og sige – eller er i en position, hvor de selv kan sige fra. Så langt flere mænd bør tage et ansvar for, hvilken dialog man har på arbejdspladsen; langt flere mænd skal ind i kampen omkring ligestilling. For det her er ikke en kamp for kvinder, det er en kamp for alle.

Fru Astrid Carøe.

Tak for det. Jeg synes, det er stærkt at sige, at det er mændenes ansvar. SF så dog gerne, at vi også lavede noget lovgivning.

Ordføreren siger, at der ikke er nogen poster, hvor kvinder ikke er brudt igennem glasloftet endnu, og det er jo rigtigt – det er en kvinde, der har været Folketingets formand; det er en kvinde, der er statsminister nu. Men det halter jo stadig bagud med kvinder i politik; der er stadig færre kvinder end mænd i politik, også i Folketinget, og særlig lokalt. Venstre er jo med i en handlingsplan for at få flere kvinder ind i politik – kan ordføreren bekræfte det?

Værsgo.

Ja, det kan jeg. Men når der bliver sagt det med, at det ikke er lovgivning, der kan gøre forskellen, er det jo, fordi seksuel chikane i forvejen er ulovligt. Det kan godt være, at lovgivningen skal være bedre, men det er i forvejen ulovligt, og derfor er det et spørgsmål om, at vi er flere, der skal tage ansvar. Jeg tror, vi er mange, der kan huske, når vi tænker tilbage, at der har været episoder, hvor vi lidt har ladet tingene passere i stedet for at sige fra.

Så kan jeg bekræfte, at Venstre er med i en kampagne for at få flere kvinder ind i politik. Jeg tror, at Venstre ligesom mange andre partier nu står og leder efter kandidater til det kommende byrådsvalg og regionsrådsvalg, og der vil jeg gerne opfordre langt flere kvinder til at komme med ind i politik. Jeg glæder mig over, at i den kommune, jeg kommer fra, har Venstre nu for første gang opstillet en kvinde som borgmesterkandidat, og jeg er helt sikker på, at hun vil kunne gøre det præcis lige så godt på sin måde, som de mandlige borgmestre før hende har gjort det på deres måde.

Tak for det. Så er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Tak for det, og tak for en virkelig stærk tale – og jeg mener en virkelig stærk tale. Hvis jeg skal være helt ærlig, sad jeg lige og ventede lidt på, at der måtte komme et »men«, og det gjorde der ikke, og det er jeg virkelig glad for. Det betyder rigtig meget, også at det kommer så klart fra et parti som Venstre.

Noget af det, som jeg også bed mærke i, og som jeg er meget enig i – ud over at jeg var enig i det hele! – var en bemærkning, som hr. Kristian Jensen havde om kvindernes frigørelse, da vi kom ud på arbejdsmarkedet. Det var især den økonomiske uafhængighed, der gjorde, at rigtig mange kvinder kunne sige fra over for deres mænd og kunne lade sig skille, fordi de kunne klare sig selv og kunne passe på deres børn selv uden en mand. Og det betyder rigtig meget.

Det tror jeg også betyder meget for mange af de etniske minoritetskvinder, som hr. Kristian Jensen også omtaler i dag. Rigtig mange af dem er nemlig ikke på arbejdsmarkedet og er økonomisk afhængige af deres mænd, bl.a. fordi vi i den danske lovgivning har noget, der hedder ægtefælleafhængighed. Vi har også hørt mange historier fra bl.a. kvindekrisecentre om etniske minoritetskvinder, som henvender sig på krisecentrene og ikke får deres egen kontanthjælp, og derfor får de stadig væk ikke deres egen kontanthjælp, når de er på krisecenteret, fordi de er underlagt ægtefælleafhængigheden. Derfor kan de bl.a. heller ikke betale det gebyr, der skal til for at søge om skilsmisse. Kunne hr. Kristian Jensen ikke tænke sig, at vi gjorde de regler lidt mere lempelige?

Værsgo.

Allerførst tak for de pæne ord. Hvis jeg stadig væk gik op i min karriere i Venstre, ville de være skadelige for mig, men nu er jeg bare glad for dem, så tak for det.

Jeg er jo, som jeg sagde, relativt ny som ordfører på det her område, og derfor vil jeg ikke kunne gå ind i alle detaljer og alle delspørgsmål om det, men jeg anerkender fuldt ud, at der er et problem, hvis man ikke er herre over sin egen indkomst, også selv om den indkomst måtte være en overførselsindkomst. Og hvis man er underlagt – bare for at sige det direkte – sin mands bestemmelse om, hvordan man kan disponere, er man jo reelt ikke fri. Og vi har en problemstilling, i forhold til at alt for mange kvinder i visse miljøer ikke er frie. Vi har gjort en kæmpe indsats. Og når jeg siger »vi«, er det ikke mig, men generationerne før os, der er i Folketinget i dag, der har gjort en kæmpe indsats for at bryde den afhængighed, som danske kvinder havde af deres mænd tidligere. Vi skal gøre mindst det samme for at hjælpe kvinder med anden etnisk baggrund.

Værsgo, fru Pernille Skipper.

Det er fuldstændig fair, at man ikke er nede i alle detaljer, men jeg er glad for hensigtserklæringen og erkendelsen af det. Jeg ved godt, at træerne ikke vokser ind i himlen, og jeg får nok heller ikke Venstre overbevist om fuldstændig at afskaffe ægtefælleafhængigheden i dag, selv om jeg gerne ville, men så kunne man i det mindste prøve at se på, om der var en gruppe af kvinder, som så, når de henvender sig på krisecentrene, kunne blive fritaget fra ægtefælleafhængigheden og få udbetalt kontanthjælp, selv om de teknisk set stadig væk er gift. Det er jo en mulighed, som vi kunne prøve at afsøge sammen.

Jeg kan simpelt hen ikke nå at sige mere. Så jeg vil nøjes med at sige det, og så kan vi jo tales ved. Tak for en stærk tale.

Tak for det. Værsgo, ordføreren.

Det er desværre sådan, at mine år herinde har lært mig, at der i det, der på overfladen ligner en enighed, godt i detaljen kan være en uenighed. Så jeg vil glæde mig over enigheden og arbejde på, om der er detaljer, der er forhindrende for en videre og dybere enighed undervejs. Hensigten er i hvert fald den samme.

Tak. Der er trykket ud, men fru Samira Nawa vil gerne have ordet alligevel, ikke? Værsgo.

Tak. Også tak herfra for en rigtig god tale, på trods af at det er første gang, man taler som ordfører på ligestillingsområdet. Jeg tror, at det, som hr. Kristian Jensen svarede til fru Astrid Carøe, betyder rigtig meget for mange kvinder, altså at det ikke ligger på kvindernes skuldre at sige fra i en situation, hvor man er blevet udsat for chikane på arbejdspladsen, men at det simpelt hen er mændene, der må tage det kulturopgør.

Noget andet ved talen, som jeg hæftede mig ved, var, at glasloftet for kvinder var brudt, hvad angår rigtig mange positioner. Det er jeg sådan set enig i, men hvad synes hr. Kristian Jensen og Venstre om, at vi jo stadig væk står i en situation, hvor det, hvis man ser på de 1.000 største virksomheder, kun er i 69 af dem, at den administrerende direktør er en kvinde?

Værsgo.

Jeg synes, det er problematisk, at der er for lidt diversitet i dansk erhvervsliv, og vi har jo diskuteret rigtig meget, hvad man skal gøre. Jeg er tilhænger af ejendomsretten, og da det ikke er mig, der ejer virksomhederne, så kan jeg ikke beslutte, hvem de skal sætte ind som direktør eller bestyrelsesmedlem.

Vi har prøvet at lave nogle initiativer i form af netværk, kandidatbanker og andet, som man kan tage ud fra. Og det, der er min oplevelse i øjeblikket, er, at der er en større bevidsthed end nogen sinde før om at få skabt en diversitet derude. Men jeg må bare sige, at det også er noget, der tager noget tid, for noget af det, virksomhederne lægger vægt på, er erfaring.

Derfor er jeg rigtig glad for initiativer som f.eks. Mia Wagners omkring Nordic Female Founders og nogle andre initiativer, som Dansk Industri har taget initiativ til, for at skabe nogle stærkere rammer for at få fundet nogle af de gode kandidater frem, som måske er holdt lidt tilbage ved, at de ikke tidligere har været inde i bestyrelser, men som sagtens kunne løse opgaverne.

Værsgo, fru Samira Nawa.

Jeg er helt enig i, at det her er noget, der kræver tid, og at det også er noget, som der er skabt en bevidsthed om ude i virksomhederne. Tallene viser dog, at her i løbet af det seneste år er det gået i den forkerte retning. Altså, vi er gået fra at have 75 kvinder som administrerende direktør i de 1.000 største virksomheder til nu at have 69 kvinder.

Så det er gået den forkerte vej, og det er jo derfor, at vi også i Radikale Venstre synes om et initiativ som måltal, altså ikke sådan, at vi går ind og beslutter, hvem virksomhederne skal ansætte, men hvor vi ligesom har et ønske om, at virksomhederne opstiller nogle måltal og nogle egentlige politikker for, hvordan de kan komme igennem med mere diversitet i ledelsen.

Tak. Og værsgo.

Jeg kender godt ønsket om at have sådan forskellige former for det, man kalder soft law, på området. Jeg tror først og fremmest, det er et spørgsmål om, at ejerne skal se, at flere kvinder i ledelsen faktisk giver en bedre bundlinje. Når man går ned og laver analysen, kan man se, at diversitet giver en bedre bundlinje, hvilket er et problem, når man er en 49-årig hvid europæisk mand; for så rammer man alle de forkerte tangenter, hvad den slags angår.

Men der er stadig væk et glasloft, der skal brydes – det erkender jeg – og jeg tror først, at vi har fuldstændig ligestilling, når Pernille Harder bliver fodboldtræner for herrelandsholdet.

Så er det hr. Lars Aslan Rasmussen, Socialdemokratiet.

Tak, og også tak for talen. Den var rigtig god. Der var jo lige nogle små stikpiller til regeringen, og jeg tænker, at det ville være kedeligt, hvis jeg ikke lige nævnte det. Det var ikke så meget det med, at hr. Kristian Jensen ønskede, at statsministeren skulle være en mand, men det var mere det med, at hr. Kristian Jensen nævner, at den tidligere ligestillingsminister ikke gik op i minoritetskvinder – på samme måde som hvem? Kan hr. Kristian Jensen uddybe det? Altså, hvad er det, der er forskellen; hvad er det, den tidligere regering har gjort bedre i forhold til minoritetskvinder, som jo har nogle problemer mange steder, i forhold til den nuværende regering?

Værsgo.

Jeg synes eksempelvis, at forslaget om at kunne hjælpe minoritetskvinder videre og det forslag, som Venstre har stillet lige nu, om at afsætte nogle flere penge, som vi har gjort på vores finanslovsforslag, til lige præcis det område er nogle af de ting, som vi gerne havde set regeringen havde taget med videre. Vi italesatte problemstillingen langt mere aktivt og direkte, end den tidligere minister gjorde. Jeg anerkender fuldt ud, at med den portefølje, som den tidligere minister havde, hvor det var – undskyld udtrykket – alt godt fra havet, der skulle ligge i den samme hat, kunne det være svært at nå det hele, og derfor var det ikke så meget ment som en kritik, men mere som en opfordring til den nye ligestillingsminister om at huske at få det her med ind på området. For spørgsmålet omkring ligestilling for de etniske minoriteter er en problemstilling, og vi får ikke fuld ligestilling i Danmark, hvis vi vender det blinde øje til, at der er en gruppe danskere, for hvem ligestilling er længere væk end for andre.

Værsgo, hr. Lars Aslan Rasmussen.

Tak. Jeg tænker ikke, at uenigheden er så stor, men medgiver hr. Kristian Jensen ikke, at noget af problemet også ligger i miljøet selv? Altså, det er jo ikke lang tid siden, det kom frem, at der var imamer, der på skjulte optagelser fortæller folk, at kvinder ikke må være på arbejdsmarkedet, og det synes jeg vi havde en integrationsminister der var meget tydelig omkring. Så jeg oplever ikke, at der er en stor uenighed omkring sådan en mandschauvinistisk kultur mellem Venstre og Socialdemokratiet.

Værsgo.

Jeg anerkender fuldt ud, at problemet ligger meget i kulturen selv og der er meget af det her, der skal ryddes op internt. På præcis samme måde, som jeg siger, at meget af den seksuelle chikane, der er på arbejdspladser, er noget, som mænd selv skal tage sig af, er der rigtig meget, indvandrermiljøerne selv skal tage et opgør med. Men der er jo et behov for, at vi støtter dem og understøtter dem, at vi hjælper de kvinder, der har lyst til at bryde ud og gå en anden vej, og at vi sørger for, at de har gode rammer, og sørger for, at der er et samfund og et system, der kan tage hånd om dem og hjælpe dem på den svære rejse, det må være at sige farvel til det, de kender, for at bryde ud og for at få lov til at få friheden og leve livet, som de selv ønsker det.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer, så vi går videre til den næste ordfører, og det er fru Liselott Blixt.

Mange tak. Jeg vil fortsætte, hvor den tidligere ordfører slap. Jeg er også ny på området, og derfor var det da spændende at læse redegørelsen om ligestilling. Det glæder mig at få lov til at deltage i debatten, hvor der er fokus på: Hvad er det, der er vigtigt, når vi taler ligestilling? Og hvor er det, vi skal rette fokus hen? Ministeren siger i redegørelsen, at statistikkerne peger på, at selv om vi har opnået formel ligestilling, er der stadig væk lang vej, før kvinder og mænd, piger og drenge reelt har lige muligheder. Derfor skal vi udfordre myten om, at vi i Danmark har ligestilling, og derfor skal vi stadig gøre opmærksom på de ofte ubevidste og stereotype normer og forventninger til køn, som vi møder i familien, på uddannelsen, i arbejdslivet og i samfundet, og som kan begrænse den enkeltes muligheder for at opnå reel ligestilling. Derfor skal vi fortsat tage livtag med de områder, hvor det stadig halter med ligestillingen – det er jo fuldstændig korrekt.

Men når jeg kigger på ligestillingen, og når jeg kigger på, hvad Ligestillingsudvalget tager sig af, kan jeg se, at det mest handler om kvinder. Jeg synes, der skal noget ligestilling i udvalget. Derfor bliver jeg nødt til at sige noget om mænd. Jeg er rigtig glad for, at der var en, der talte om nogle af de områder, som jeg også vil komme ind på. For der bliver hele tiden talt om, at de stakkels kvinder ikke kan komme i bestyrelser eller blive ledere, eller hvad det ellers er, de ikke kan, selv om de faktisk har de samme muligheder, vil jeg påstå.

Nogle af de ting, man ikke tager fat på, handler om de krænkelser, en mand kan være udsat for, når han arbejder i et såkaldt kvindefag. Det kan være som social- og sundhedshjælper, assistent, sygeplejerske eller andre steder, hvor der er rigtig mange kvinder. Og hvis man skulle tage fat på et af de områder, gælder det også vores institutioner. Når vi taler om mandlige pædagoger, kan man sige, at det er rigtig svært at blive ansat, og rigtig mange af dem har svært ved, hvad kan man sige, at behandle børnene på samme måde som kvindelige pædagoger; der bliver sat glasvinduer ud til baderum, for tænk nu, hvis de var pædofile. Så de bliver mistænkeliggjort bare på grund af deres køn. Det gør man ikke på samme måde, når det drejer sig om kvinder. Og der kunne jeg da godt tænke mig at høre, om det er noget, ministeren vil tage fat i.

Jeg kiggede også i redegørelsen efter andre ting. Jeg tænkte: Hvor er de mennesker med en psykiatrisk lidelse? Vi taler om arbejdsmarkedet, om kvindernes ret til arbejdsmarkedet. Jeg tror, der er flere kvinder på arbejdsmarkedet, end der er folk med en psykisk lidelse. Undersøgelser har vist, at de færreste vil arbejde sammen med en med en psykisk lidelse. Kunne man ikke tage fat på det på ligestillingsområdet? Og hvad med mennesker med et handicap? Kunne vi ikke prøve at slå et slag for dem? Som sundhedsordfører opdager jeg hver eneste dag ulighed i sundhed. Der er forskel på, om du kan få hjælp – altså om du har den rigtige diagnose . Så jeg synes, der er rigtig mange steder, vi kan tage fat, uden det altid skal handle om kvinder, kvinder og kvinder – om kvoter og måltal . Så det er nogle af de ting, jeg gerne vil stille spørgsmål om og være med til at tage op i udvalget.

Jeg kunne læse én sætning om noget om det mentale helbred, men det er jo ikke der, hvor jeg synes, at det gør noget, hvis vi skal ligestille folk. Det var også noget af det første, jeg fik mails om, da jeg blev ligestillingsordfører, nemlig om ikke jeg kunne tage de udfordringer op, man har, f.eks. når man som studerende ikke har de samme muligheder for at studere, komme i uddannelse og få et arbejde, netop fordi man har et handicap eller er psykisk syg.

Men når vi ser på det her med, at man mener, at kvinderne halter efter, kan man stille sig selv spørgsmålet: Er det lovgivning, der skal til? Det mener jeg bestemt ikke det er. Vi har jo nu, som vi også tidligere hørte, den anden kvindelige statsminister, vi nogen sinde har haft, vi har haft den første kvindelige formand for Præsidiet, vi har en dronning, og vi har altså mange kvindelige aktører på store poster i Danmark. Vi har også flere partier, som har formænd, der er kvinder. Jeg vil sige, at jeg kalder dem formænd, for det der forkvindebegreb bryder jeg mig ikke om. Og nu var der nogen, der talte om, at vi skulle have flere kvinder i politik. Men vi skal da ikke have flere kvinder i politik, hvis ikke de selv vil, hvis ikke de selv vil stille op. Altså, præmissen handler mere om, at vi skal have flere kvinder i stedet for at få dem, der er bedst kvalificeret. Sådan må det også være, når vi taler om bestyrelser, ledelse osv.

Der, hvor jeg synes kampen er vigtig, og hvor vi kunne gøre underværker, er på den internationale scene. Her er der kvinder, som har brug for os og for vores stemme til at vise, hvad det kræver, når kampen skal kæmpes for at opnå de rettigheder, som vi har herhjemme. Jeg har i flere år arbejdet med Women in parliament og talt med mange af de her kvinder, som ikke ønsker kvoter, selv om det er svært for dem at komme ind. Som en afrikansk kvinde sagde til os: Vi vil vælges, fordi vi kan; vi har set kvinder, der er blevet valgt ind på kvoter, og som ikke lavede noget; dem bliver vi sammenlignet med, og det ønsker vi ikke. En anden kvinde fortalte, at hun var del af et religiøst mindretal. Hun var ikke medlem af et parti, men var stillet op og var kommet ind. Det var i et land i Afrika.

Men tænk, hvor meget der skal kæmpes, når man står alene i et land og ikke har de samme muligheder som os. Nogle af de kvinder, jeg har mødt, har været de første kvinder i et parlament, og det, de godt kan lide, er at tale med nogle af os, og at vi fortæller, hvordan vores kamp har været. Der kan vi gøre rigtig meget. Jeg tror, at det vil gøre rigtig meget for de lande, hvis de får flere kvinder ind i parlamentet.

Det skulle være mine ord i forhold til redegørelsen. Tak.

Tak for det. Fru Astrid Carøe, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for talen. Jeg tror, at ordføreren og jeg er uenige om mange ting. Det har vi vist fået slået fast i tidligere debatter om ligestilling, men jeg bider dog mærke i, at der er noget, vi er enige om. For ordføreren taler om de krænkelser, som mænd bliver udsat for, og her er jeg også meget bekymret. Når vi taler om seksuelle krænkelser, taler vi selvfølgelig både om de krænkelser, som mænd bliver udsat for, og de krænkelser, som kvinder bliver udsat for. Grunden til, at det tit kommer til at handle om kvinder, er, at det meget er kvinder, der bliver udsat for dem. Men i forhold til de mandlige pædagoger var der jo de her sager for nogle år siden med mænd, der ikke måtte skifte børnene alene, fordi man var bange for, at de var pædofile, og det fik vi sat en stopper for. Det må man ikke. Men det er jo problematisk, hvis det stadig foregår derude, så jeg kunne bare godt tænke mig at høre ordføreren, hvad ordføreren forestiller sig vi kan gøre, for at flere mænd ønsker at gå ind i pædagogjobbet. For vi mangler virkelig pædagoger, også mandlige pædagoger.

Værsgo.

Det handler jo om hele vores kultur. Det er den samme kultur, man prøver at ændre, hvad angår seksuel chikane over for kvinder, sådan at vi ser hinanden som mennesker, som vil det bedste, og ikke stempler nogen uden grund. Det må være det samme med mænd, der starter i en institution, altså at man ser dem som personer, der gerne vil arbejde med børn, og ikke som mænd, der gerne vil arbejde med børn og derved allerede er sat i bås.

Fru Astrid Carøe.

Men tror ordføreren, at vi kan gøre et eller andet? For det er da helt absurd, at bare fordi man er en mand, en mandlig pædagog, så skal man gå og tro, at folk er bange for, at man er pædofil. Det skal vi da ikke finde os i i dagens Danmark. Tænker ordføreren, at der er noget andet, vi kan gøre, end at snakke om det og lave kulturændringer? Skal det ind på pædagogstudiet? Hvordan får vi flere mænd til at engagere sig? Hvordan undgår vi, at de – gud forbyde det – bliver sammenlignet med pædofile? For det er da helt uacceptabelt.

Værsgo.

Det handler også hele tiden om måden, vi taler om det på. Og jeg synes netop også, at hvis vi i Ligestillingsudvalget kun beskæftiger os med kvinders problemer, så opnår vi ikke den ændring. Vi skal være med til at italesætte det. Vi behandlede tidligere på dagen et forslag, som jeg var ordfører på, om at give erstatning til kvinder, der havde vasket tøj for mænd. Det er bare et par år siden, hvor vi ændrede det til at sige, at det også kunne være en mand, der vaskede for en mand, eller det kunne være en mand, der vaskede for en kvinde, og det kunne også være børnene, der vaskede. Altså, det var meget stereotypt. Der synes jeg, vi er kommet langt, og det er jo den holdning, vi skal have bredt ud til også at gælde over for mændene.

Tak for det. Så er der ikke flere korte kommentarer, så vi siger tak til ordføreren. Så er det fru Samira Nawa, Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak. I dag debatterer vi, hvordan det går med ligestillingen i Danmark. Hvilke ambitioner tør vi have? Hvordan vil vi passe på de mange sejre, vi har opnået? Og hvordan vil vi rykke os endnu længere? Det giver på mange måder mening at stille de her spørgsmål på et tidspunkt, hvor der skrives ligestillingshistorie lige for øjnene af os. Siden den her redegørelse blev skrevet, er det lykkedes seje kvinder uden for Christiansborgs mure at flytte os længere på få måneder, end vi er nået de sidste mange år. Jeg vil først og fremmest gentage den største tak for det, de fik sat i gang. Det, de kalder på, er et grundlæggende opgør med sexisme. Og det svar, vi skylder dem, er at tage ligestilling langt mere alvorligt og at vise det i ord, men jo også frem for alt i handlinger. Og vi skylder dem også, at vi politikere reflekterer over, at der skulle en Sofie Linde til, før vi vågnede op på Christiansborg. Det er ikke retfærdigt, at forandring hen mod reelt lige muligheder afhænger af enkelte kvinders mod. At en forandring kræver andet og mere end politik, er ikke et argument for at fralægge sig ansvaret for at drive den – tværtimod. Vi skal gå forrest. Vi skal turde meget mere, end vi gør i dag; det er vores ansvar at komme i gang med at handle.

For er der noget, som de sidste par måneder må have lært os, er det da, hvor langt man kan nå, hvis man tør. Og det fylder mig med håb, men det minder mig samtidig om, hvor meget der stadig er at kæmpe for. Hvem skulle have troet, at det ville være så kontroversielt at snakke om sexisme og ligestilling i 2020, og at det ville sætte en hel bevægelse i gang, der råber på et grundlæggende opgør med værdier, som mange troede for længst var forældede? Det viser os, at vi aldrig kan tage for givet, at ligestilling er noget, vi bare har i samfundet. Værdier er i bevægelse, og lige så lang tid det kan tage at få dem på plads, lige så hurtigt kan de begynde at skride igen. Vi skal ikke særlig langt væk for at se, hvor lidt der skal til, før grundlæggende frihedsrettigheder – ting, som vi jo anser som fuldstændig fundamentale – kan blive sat på spil. I Polen er kvinders ret til egen krop helt alvorligt i fare. I USA hænger samme ret pludselig i en tynd tråd med udskiftningen af én enkelt højesteretsdommer. Det er ikke en verden langt væk; det er lige ved siden af os; det er her i vores verden og i vores europæiske fællesskab, og det skal vi huske. Vi må aldrig forfalde til at tro, at vi er i mål. Derfor er jeg glad for, at ministeren i sin redegørelse lægger vægt på, at vi stædigt skal udfordre og gøre op med myten om, at vi har ligestilling i Danmark. Jeg synes, at han har ret, og der er mange gode folk derude, der har presset på i årevis for at få os politikere til at indse det selvsamme, og jeg synes også, at de har ret. For når halvdelen af de 2.000 største virksomheder i Danmark har lige præcis nul kvinder i deres bestyrelser, og når kun 69 ud af de 1.000 største virksomheder i Danmark har kvindelige administrerende direktører, så har vi ikke lige muligheder for at indfri vores talent og karrieredrømme. Når kvinder i gennemsnit tager ni gange så meget barsel som mænd, og når kvinder i gennemsnit taber 10 pct. af deres lønudvikling ved at få børn, mens det ingen påvirkning har for fædre, så er vi ikke frie og lige på arbejdsmarkedet. De tal er ikke udtryk for, at kvinder ikke kan eller ikke vil til tops; de er udtryk for, at kvinder helt strukturelt begrænses i at komme det.

Når vores lovgivning på mange områder stadig gør sig blind for nye og andre familieformer og stiller homoseksuelle mænd dårligere, så har vi ikke lige muligheder og rettigheder uanset seksualitet. Når de unge kvinder stadig er stærkt overrepræsenteret i omsorgsfag og mænd er overrepræsenteret på de tekniske uddannelser, så skyldes det ikke, at de unge ikke kan eller ikke vil søge andre veje, men derimod, at vi ikke har fået gjort os fri af de stereotype forestillinger om de såkaldte mande- og kvindefag, og så er vi jo ikke frie fra det faktum, at vores køn og baggrund begrænser, hvad vi kan blive, og hvem vi vil være. Mange af disse myter bliver erkendt i ministerens redegørelse, og det er jeg rigtig glad for. Som ministeren skriver i sit forord:

»Alle uanset køn, seksuel orientering og kønsidentitet skal have reelt lige muligheder, kunne udfolde sig og deltage i vores fælles samfund. Vi skal fremad. Det er ambitionen for dette og de kommende års ligestillingsindsats.«

Den ambition hilser jeg og Radikale Venstre meget velkommen, men problemerne er ikke løst alene ved at pege på dem; der skal mere handling til. Og med det tempo, som regeringen indtil nu har sat for dagen, må jeg må bare erkende, at der er lang vej igen. Når det så er sagt, vil jeg også samtidig anerkende den nuværende ligestillingsminister for at have fremlagt udspil til, hvordan sexchikane på arbejdspladser kan forebygges, samt at have inviteret arbejdsmarkedets parter til trepartsdrøftelser om sexchikane. Det er lige præcis flere drøftelser, forhandlinger og lovændringer, der skal til, så vi sammen kan gå forrest i den forandring, som jeg jo kan høre bliver bifaldet hos mange her i salen i dag. Vi har ikke brug for at vente på flere undersøgelser, der blot bekræfter det, vi allerede ved. Vi mangler hverken værktøjer eller idéer; det er politisk viljestyrke og handlekraft, der skal til. Når handling, ambitioner og kulturforandringer udebliver, må vi spørge os selv: Skal vi så egentlig bare affinde os med det og acceptere, at køn, seksualitet og kulturel baggrund giver os ulige muligheder for at leve de liv, som vi gerne vil? Aldrig! Alt for længe har ulige muligheder og ufrihed været vilkår, som vi bare har måttet leve med og navigere i. Og nu står vi så med en historisk mulighed for at sige stop og bakke op om de mange, der enstemmigt siger, at nok er nok.

For nogle er det, der udspiller sig i disse uger og måneder i forhold til sexisme, svært at forstå. Og det synes jeg egentlig også er helt okay, for vi ved fra historien, at store samfundsomvæltninger ikke altid har set lige kønne og elegante ud, og det gør det heller ikke den her gang. Så min opfordring er, at man skal lytte og give plads til de nye stemmer, der kæmper for et andet og bedre i morgen. De står på ryggen af modige mænd og kvinder, der har kæmpet andre svære og på et tidspunkt uforståelige kampe før dem. Og derfor vil jeg også her afslutningsvis bemærke, at jeg med stor forundring har kunnet se flere kvinder i magtfulde positioner have travlt med at fortælle dem, som lige nu sætter sig selv i skudlinjen og kæmper, at det er kammet over; at de må tage sig sammen; at de råber for højt, og at de egentlig bare ønsker opmærksomhed. Det gør mig vred. Det gør mig vred, fordi de kvinder kun kan sidde i de magtfulde positioner, fordi der tidligere har været kvinder, der har banet vejen; fordi andre kvinder gik til kamp og gik på gaden for at give kvinder en stemme, en formel lige ret til at ytre sig, til at mene noget, til at være nogen. Og den privilegerede position bliver nu brugt til at bede næste generation om at holde mund – en generation, der fandt modet og viljen til at løfte det ansvar, som vi politikere i ret lang tid har svigtet. Og derfor er mit budskab, også i dag, til de mange unge og gamle, der har insisteret på lige muligheder, ligeværd og et opgør med en pilrådden kultur: Jeg håber aldrig, at I klapper i. Jeg håber, at I råber højere. Jeg håber, at I overdøver støjen af kritiske røster, der endnu har til gode at forstå, at det, I står i spidsen for, er større end enkelte sager og enkelte partier. Så råb højere! Det er jeres ret, og det er jer, der har ret. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har kommentarer. Så er det fru Astrid Carøe, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg er glad for, at vi skal debattere ministerens perspektiv- og handlingsplan i dag, endelig – den blev fremlagt i februar, vi skulle have diskuteret den i marts – det er helt forståeligt; der har været corona og ministerskift og alt muligt andet, men hvor er det godt, at vi endelig får lov.

Jeg vil gerne bruge min taletid på at snakke om myter, for der findes to udbredte myter i Danmark, når det kommer til ligestilling, myter, der lever i bedste velgående både ude i samfundet og her på Christiansborg. Det er to myter, vi skal have gjort op med, og som jeg håber at ministeren og ordførerne vil hjælpe mig med at komme til livs. Faktisk kan det kun gå for langsomt.

Den første myte er, at vi har ligestilling i Danmark. Så længe der er udfordringer, der relaterer sig til køn, har vi ikke ligestilling. Regeringen skriver i sin perspektiv- og handlingsplan, at Danmark ligger i front i forhold til ligestilling, og at Danmark er blandt de mest ligestillede lande i verden, og det er vi også på nogle områder, men vi halter altså bagud på andre områder. Danmark rangerer også langt efter vores nordiske naboer, når det kommer til at skabe lige muligheder uanset køn, og jeg håber, at ministeren er med på at tage livtag med udfordringerne, som jeg vil nævne nu.

For det første kan der vist ikke længere være nogen tvivl om, at der stadig foregår seksuel chikane i Danmark. Siden Sofie Linde delte sin historie, er det væltet frem med vidnesbyrd om sexisme og magtmisbrug på tværs af brancher, og det er derfor rigtig glædeligt at se, at ministeren har sat gang i handling mod seksuel chikane. Det er dybt nødvendigt. I SF så vi gerne, at vi fik et objektivt indirekte arbejdsgiveransvar og en højere godtgørelse, men vi ser også meget frem til at se, hvad bl.a. treparten kommer til at have af udfald.

Samtidig er fordelingen af barslen stadig pilskæv, og der skulle jo som bekendt et EU-direktiv til, før far nu kan se frem til også at få øremærket barsel, ligesom mor har i dag. 2 måneder til hver siger direktivet. Jeg har tidligere spurgt ministeren i forbindelse med perspektiv- og handlingsplanen, om ikke vi skal give far ret til endnu mere. I SF foreslår vi 3 måneder til hver; lad os inspirere af nogle af vores nabolande: Island, Norge og Sverige. Og ja, så har vi også stadig massive udfordringer med det kønsopdelte uddannelsesvalg og det kønsopdelte arbejdsmarked, som jeg til min store glæde kan finde højt oppe på ministerens prioriteringsliste og i perspektiv- og handlingsplanen. Det er noget, vi skal til livs ved at komme med endnu flere initiativer end dem, der hidtil er taget.

Vi må heller ikke glemme ligelønnen mellem mænd og kvinder. Den er stadig udeblevet, selv om vi skriver 2020. Det skyldes bl.a. den skæve barselsdeling og det kønsopdelte arbejdsmarked, og selv om vi har en ligelønslov, der forbyder forskelsbehandling på baggrund af køn, så har vi stadig en uforklarlig lønforskel mellem mænd og kvinder. Det skal vi til livs, hellere i morgen end i overmorgen. I SF tror vi på, at vi skal igangsætte politiske initiativer for at skabe den her ligeløn. Jeg foreslår, at vi stiller krav om kønsopdelte lønstatistikker til alle virksomheder med ned til ti ansatte.

Kigger vi på ligestilling på ledelsesgangene, vil vi se, at Danmark virkelig halter langt bagefter andre lande. Faktisk er vi helt nede som nr. 102 ud af 153 lande; det skriger jo til himlen. Og her glædes jeg selvfølgelig også over, at der i perspektiv- og handlingsplanen står skrevet, at man vil afholde en workshop og en konference om emnet. Men workshops og konferencer løser ikke problemet. Loven om måltal for virksomheder har ikke vist sig effektiv, så mon ikke vi skal til at kigge på nogle andre midler eller kigge lovgivningen om måltal efter i sømmene.

Jeg bliver også nødt til at nævne den digitale dannelse. Den trænger til et gevaldigt nøk opad. Jeg er glad for, at emnet fik plads i perspektiv- og handlingsplanen, men jeg er samtidig overbevist om, at vi skal gøre meget mere, end vi gør i dag, for at forebygge og standse digitale krænkelser. Her spiller både folkeskolens seksualundervisning og de digitale platforme som Facebook, Instagram og lignende en væsentlig rolle og skal tage deres del af ansvaret.

På lgbt+-området har vi også masser af arbejde foran os. Mennesker med en anden kønsidentitet og seksualitet end flertallet bliver stadig diskrimineret i Danmark, selv om vi skriver 2020. Derfor er det et stort skridt i den rigtige retning, at regeringen vil gøre juridisk kønsskifte muligt for børn og unge under 18 år, og at man vil sikre bedre beskyttelse af folk med en anden kønsidentitet eller en anden seksualitet. Men jeg savner deciderede initiativer til at gøre livet lettere for regnbuefamilier, jeg savner, at vi gør det lettere for transkønnede at komme igennem sundhedsvæsenet, og jeg savner, at vi gør en indsat for at støtte lgbt-personer med en minoritetsbaggrund. Og helt ærligt, så både kan og skal vi også gøre mere for kvinder i minoritetsmiljøer, der er udsat for negativ social kontrol, vold eller undertrykkelse, for ligestilling kan ikke gradbøjes. Religion må aldrig diktere, hvad kvinder har ret til, hverken i Vollsmose, Viborg eller Warszawa.

Så er det også vigtigt for mig at understrege, at vi bliver nødt til også at have blik for de kønnede udfordringer, der rammer mænd. Mænd har kortere levealder end kvinder og går sjældnere til lægen. Mænd bliver oftere ensomme, og endnu mere uhyggeligt er selvmordsraten højere blandt mænd, end den er blandt kvinder. Det håber jeg at vi i den kommende tid sammen kan sætte ind over for. Ligestilling handler om at nedbryde stereotyper, der relaterer sig til køn. Det handler om at skabe frihed. Herinde fra Christiansborg skal vi skubbe på for at skabe den frihed, så køn ikke begrænser mennesker, for det er en udbredt myte, at vi har ligestilling i Danmark, og det leder mig videre til den anden myte, som jeg gerne vil opfordre til, at vi sammen punkterer.

Myten lyder, at ligestilling kommer af sig selv, men der er ikke sket meget – det står meget stille – de senere år. Så hvis vi bare læner os tilbage og venter, vil jeg og min generation ikke opleve reel ligestilling i vores levetid. Derfor har jeg også lyst til at kommentere på initiativerne i perspektiv- og handlingsplanen. I SF tror vi ikke, at det er nok at undersøge, holde workshops, igangsætte kampagner, få måltal, fremlægge statistikker og tilkendegive sine hensigter og vente. Selvfølgelig har det betydning, men det er ikke nok. Og det er på tide, at vi sætter lidt mere fut i handlingsmaskinen, udviser politisk vilje og tager flere lovgivningsmæssige initiativer.

I regeringens forståelsespapir blev det sammen med Radikale Venstre, Enhedslisten og SF nedfældet, at Danmark skal have en samtykkelov som det eneste initiativ med ligestilling som overskrift. Det har vi nu fået i går, og sikke en dag. Det er lige blevet vedtaget, og det er et meget vigtigt initiativ, som jeg er rigtig, rigtig glad for, men det kan altså ikke stå alene. Vi skal tage endnu flere lovgivningsmæssige initiativer for ligestilling i Danmark til gavn for den enkelte, for familierne, for arbejdsmarkedet og for samfundet som helhed.

Som jeg har nævnt, har vi i SF en række konkrete forslag til handling, og jeg tror, at tiden er inde. Ud med myterne om, at vi har ligestilling i Danmark, og at ligestilling ellers er noget, der ved et trylleslag vil blive en realitet i Danmark. Lad os i stedet smøge ærmerne op og kridte løbeskoene. Vi har en maratonopgave foran os, og lad og komme i gang, hellere i dag end i morgen.

Tak for det. Der er ingen kommentarer, så derfor er det fru Pernille Skipper som næste ordfører.

Tak for det, og tak til de øvrige ordførere for nogle rigtig gode taler. Nu har jeg efterhånden haft en del af de her debatter, og jeg synes, at det er meget slående, hvordan tingene kan være de samme, og at man kan gentage de samme pointer år efter år til de her ligestillingsredegørelser, og jeg ville lyve, hvis jeg ikke indrømmede, at jeg også nogle gange har tænkt, at jeg bare kan tage talen fra sidste år, og måske også en enkelt gang har gjort det, for så lidt er der sket. Men i år kan man ikke bruge talen fra sidste år, og det er virkelig dejligt. Det vil jeg først og fremmest slå fast. Altså, jeg sad og prøvede på at opregne, hvad vi bare i den forgangne uge har opnået af sejre på ligestillingsområdet, og selv om vi er midt i en af de mest vanvittige tider politisk og samfundsmæssigt med corona, virkelig alvorlige smittetal, alle mulige politiske trakasserier og alt muligt, har vi på en eller anden måde formået at tage nogle helt vildt store skridt ligestillingspolitisk samtidig, og det viser jo, at det kan lade sig gøre.

I den forgangne uge har vi lavet en politiaftale, hvor vi opretter særlige enheder til at tage sig af partnervold og voldtægter i alle politikredse – noget, som skulle have været gjort for mange år siden. Vi har øget indsatsen over for digitale krænkelser på internettet – noget, vi skulle have gjort for mange år siden. Vi har oprettet en barselsfond til selvstændige, som sikrer, at i høj grad kvinder, men jo også mænd, som gerne vil tage barsel med deres børn, har bedre vilkår til at gøre det, samtidig med at de stifter egen virksomhed. Det er et virkelig vigtigt ligestillingspolitisk fremskridt, men det druknede i en samtykkebaseret voldtægtslovgivning, der blev vedtaget samtidig, og det er virkelig skønt. Det er virkelig stort. Så nu står vi for første gang i en del år, synes jeg, og har en redegørelsesdebat, hvor vi kan klappe os selv og hinanden herinde på skuldrene over, at vi har taget vigtige skridt, og at vi i hvert fald har gjort det umuligt for os selv at genbruge talerne fra sidste år.

Ud over det har vi også lavet en finanslovsaftale, hvor vi har sikret voldtægtsofre bedre mulighed for at få adgang til en bistandsadvokat, også inden de anmelder en voldtægt. Det tror jeg betyder meget for rigtig mange, for der er stadig væk problemer i politikredsene, selv om jeg ved, at mange gør meget for at ændre kulturen dér. Vi har også givet millioner til Arbejdstilsynet, til at de kan lave en særlig indsats omkring seksuel chikane og psykisk arbejdsmiljø. Det er også et vigtigt tiltag. Og vi er i hvert fald et flertal herinde, som er blevet enige om, at det er en god idé, at treparten skal se på, om man kan lave et større arbejdsgiveransvar, især i sager om seksuel chikane, og selv om vi ville ønske, at det blev indført med det samme, er det også et vigtigt skridt fremad. Jeg har faktisk meget mere på min liste, men det begynder nærmest også at blive trivielt at remse sagerne op. Men der er mange.

Vi er inde i en god gænge nu, og jeg synes faktisk, at vi skylder hinanden og vi skylder kvinder og mænd, for hvem ligestillingsproblematikker betyder rigtig meget i hverdagen – for så meget vil jeg give Dansk Folkepartis ordfører, altså at ligestillingsproblematikker også handler om mænd, de rammer også mænd; der er ingen tvivl om det – at påpege, at vi har et problem, for det synes jeg stadig væk at vi har, og det synes jeg er vigtigt at vi påpeger og kalder ud, med, at den offentlige debat tit bliver domineret af afledningsmanøvrer fra de helt store problemer. Noget af det seneste, som jeg har set, har været en diskussion, som mest har udspillet sig i lokalmedier, den her gang i hvert fald på Frederiksberg og i København, om kønsneutrale lyskryds. Det viste sig, at det kostede rigtig mange penge at udskifte lyskrydsene, sådan at der var nogle af lyskrydsene, der også fik kjoler på. Og jeg har sådan undret mig lidt, for jeg kan egentlig ikke se, hvor de der rasende feminister, som gerne vil have lyskrydsene skiftet ud, egentlig befinder sig henne, og det undrer mig også, at det skulle være specielt kvindeligt at gå i kjole. Altså, det er vist nogle år siden, at vi fik lov til at gå i bukser ligesom alle andre. Det vælger man selv, ikke? Så hvad sker der egentlig for, at det lige pludselig bliver en stor debat?

Det viser sig, at det er Venstres Jan E. Jørgensen, som har stillet et spørgsmål – han sidder både i byrådet på Frederiksberg og er i Folketinget – til embedsmændene og bedt dem bruge tid på at udregne, hvad det ville koste at skifte alle lyskrydsene ud, så han kunne gå ud i medierne og sige, hvor vanvittige feministerne er at foreslå det – bortset fra at der ikke rigtig er nogen, der egentlig foreslår det. Det er lige præcis et eksempel på det, vi nogle gange møder på ligestillingsområdet. Altså, at man tager de mest vanvittige, outrerede eller bare sådan lidt off the grid-forslag, og så bruger alle en masse tid på at debattere det i stedet for at debattere noget af det, som egentlig er kernen i ligestillingsproblematikkerne, og som jeg gerne vil kvittere for at vi i hvert fald i den her kreds trods uenigheder kan finde ud af at fokusere på, og det ville jeg ønske at vi også i højere grad kunne overføre til den brede offentlige debat, og når det ikke kun er ligestillingsordførerne herinde.

Jeg synes, at den nytiltrådte ligestillingsminister har givet nogle gode tiltrædelsesinterviews, hvor ministeren bl.a. har påpeget noget af kernen i ligestillingsproblematikken, nemlig økonomi. Venstres ordfører var også inde på det i sin tale, nemlig at den økonomiske ulighed kønnene imellem betyder rigtig meget for vores muligheder i livet og for vores chancer i livet. Vi kan også se, hvordan nogle af de lavtlønnede fag ofte er kvindefag. Vi kan se, hvordan det er nogle af dem, som har stået forrest under corona, der er de lavtlønnede og mest nedslidte, og at det også mange steder er kvindejobbene. Vi kan også se, hvordan det er de lavtlønnede kvinder, der i højere grad udsættes for seksuel chikane. Det er ikke kun kvinder, også mænd, men især kvinder, som udsættes for seksuel chikane. Jo lavere lønnet du er, jo større er risikoen sådan set for det, hvis man skal sætte det sådan lidt hårdt op. Det er også det, vi ser i uddannelsesvalg: De kønnede uddannelsesvalg fører ofte en livslang lavere indtjening med sig for kvinder. Og vi kan se, at når etniske minoritetskvinder i visse miljøer bliver udsat for stærk negativ social kontrol, er en af mulighederne for at bryde fri af det taget fra dem, når pengene bliver taget fra dem.

Så den økonomiske frihed er på mange måder vores grundlag for at kunne få egen individuel frihed og også dermed reel ligestilling. Vi kan se det også i den ulige løn, der ikke bare er i de enkelte fag, kvindefag og mandefag imellem, men også er på de enkelte arbejdspladser, og som i øvrigt sætter sig livslangt, i et helt liv, og vi ved, at kvinder i gennemsnit mister 10 pct. af deres livsindkomst pr. barn, de får. For mænd er det 0 pct. Vi ved, at kvinder tager en markant større del af barselsorloven stadig væk, og det sætter sig hele vejen igennem karrieremuligheder og muligheden for at få flere kvinder i topjobs og alt muligt andet, at vi har så skæv en barselsorlov. Når jeg siger alt det her og roser ministeren for de tiltrædelsesinterviews, som jeg synes havde nogle virkelig vigtige pointer i forhold til ligestillingsdebatten, nemlig at det rammer hårdest i bunden, og at det handler rigtig meget om økonomi, hvis vi skal have reel ligestilling og reel frihed, så siger jeg det også, fordi det, hvis vi skal derhen, hvor vi skal tackle de problemer, altså også kræver noget mere politisk handling.

Jeg er meget enig med fru Astrid Carøe, som lige har sagt heroppefra, at vi kun kan komme så langt med kampagner og indsatser og dialogmøder og kaffeslabberaser med erhvervslivet. Vi har brug for, at når vi eksempelvis går til offentlige overenskomstforhandlinger om ganske få måneder, hvor det offentlige – staten, kommuner og regioner – er den ene side i den forhandling, går vi også derind med et ønske om, at ansatte i de kvindefag, som lige nu står forrest under coronaen – sygeplejerskerne, og også sundhedsplejerskerne, jordemødrene og omsorgspersonalet i ældreplejen – får en højere løn, for de er historisk indplaceret lavere end de såkaldte mandefag. Det var en politisk beslutning i 1969, der indplacerede dem lavere i lønhierarkiet, og det er en politisk beslutning, der skal til, for at vi får dem ud derfra, og vi har brug for, som fru Astrid Carøe også sagde, at lave et lovgivningsmæssigt ansvar og placere det klart hos arbejdsgiverne – at de skal sørge for, at deres arbejdspladser ikke skaber kultur, hvor mennesker, især kvinder, men også mænd, bliver krænket seksuelt, når de går på arbejde uden mulighed for at sige fra.

Jeg er løbet tør for tid; jeg kunne godt remse flere sejre og flere handlinger, vi burde gøre, op, men jeg er i hvert fald glad for, at jeg ikke kunne genbruge en tale.

Den gik lige præcis på minuttet, så det er fint. Tak for det. Der er lige et par kommentarer. Hr. Kristian Jensen, Venstre.

Tak for ordførertalen. Jeg vil gerne citere fra Jyllands-Posten den 15. december: »Radikale Kirsten Lee vil have kvinder i lyskryds i Frederiksberg: Hvad koster det?«. »Målsætningen tilhører De Radikales Kirsten Lee, fhv. folketingsmedlem, som nu vil vælges til byrådet i Frederiksberg«.

Jeg nævner det her, fordi fru Pernille Skipper fik det til at lyde, som om det var Venstres hr. Jan E. Jørgensen, der var kommet med det her forslag. Hr. Jan E. Jørgensen havde stillet spørgsmålet, hvad det ville koste, hvis man skulle efterleve forslaget. Men det er altså den radikale fru Kirsten Lee, der er kommet med det. Det er blot for at præcisere, hvem der er ophavsmand til forslaget.

Fru Pernille Skipper.

Det er fuldstændig korrekt. Hvis man skal præcisere, forstår jeg det sådan, at det radikale byrådsmedlem – eller aspirerende byrådsmedlem – har skrevet et indlæg om bl.a. vejnavne, altså at man måske også kunne fokusere mere på kvindelige historiske personligheder, når man skulle vælge nye vejnavne, og så var der også en bisætning omkring det her lyskryds. Det, der i hvert fald fik det til at blive en stor nyhed i medierne, var, at der var kommet et prisoverslag på det, og det var hr. Jan E. Jørgensen, som havde bedt embedsværket om at bruge tid på at udregne det. Det var der ikke nogen fra Det Radikale Venstre der havde bedt om.

Så min pointe er sådan set stadig væk, at det er hr. Jan E. Jørgensen, der bruger embedsværkets tid på det, og som også forsøger at gøre det til en endnu større ting i medierne, og så diskuterer vi lyskryds. Men vi er jo enige om – og det kan jeg også høre på Venstres ordfører at vi er – at det måske ikke lige er der, den starter, og jeg synes, afledningen er problematisk.

Hr. Kristian Jensen.

Jamen jeg synes da helt klart, at der er alt for mange småsager, der skygger i alt for meget. Når jeg tager ordet her, er det blot, fordi fru Pernille Skipper gjorde det til hr. Jan E. Jørgensens problem og ansvar, at der er kommet et forslag, og det er det altså ikke. Det er den radikale fru Kirsten Lee, som jo er en erfaren politiker, det må man sige, tidligere folketingsmedlem, mangeårigt aktiv i politik, ingen fru hvem som helst, der er kommet med et forslag. Så synes jeg bare, at ophavsmanden til forslaget skal placeres korrekt, og det er altså ikke hr. Jan E. Jørgensen.

Værsgo.

Nej, men ophavsmanden til spørgsmålet og embedsværkets tid til at finde ud af, hvad det ville koste, for dermed at få det fremført i medierne en gang til, så vi alle sammen kunne blive godt og grundigt forarget, var hr. Jan E. Jørgensen.

Hr. Lars Aslan Rasmussen.

Jeg prøver også lige at følge op på det, hr. Kristian Jensen siger, for ud over at fru Pernille Skipper mener, at det er Venstre, der bragte det frem, så er det allerede den 5. marts sidste år, hvor den radikale Christopher Røhl foreslår kønsneutrale lyskryds. Det er noget, der fjerner fokus fra reelle ligestillingsproblemer, synes jeg, og så er det vel forkert at give Venstre skylden, fordi de beder om en udregning på noget, hvad jeg da også tror at man har gjort i Enhedslisten, hvis nogen stillede med noget, der var lige så fjollet, på andre områder.

Så kan fru Pernille Skipper ikke bare sige, at det egentlig er noget, der i det her tilfælde bliver fremført to gange af Det Radikale Venstre og ikke af partiet Venstre?

Værsgo.

Så vidt jeg husker den historie tilbage i marts – mener jeg at det var – var det Kristeligt Dagblad, som ringede rundt til alle mulige mennesker for at høre, om det ikke kunne være en idé, og sådan som jeg forstår Radikale Venstre, var der en, der sagde, at det da godt kunne være, at det kunne være en idé, og så blev det sådan pustet op til at være et radikalt forslag. Det kan også være, at den radikale ordfører selv skal forklare sig, men det understøtter lige præcis min pointe, hr. Lars Aslan Rasmussen, at det her så bliver pustet op til at være et kæmpe forslag. Men det er ikke et forslag fra Radikale Venstre. Altså, det er jo nogle, der måske sagde, at ja, okay, det kunne da godt være, da der var en journalist, der ringede, og så har vi hele den der store debat.

Så der ville jeg bare ønske, at hr. Jan E. Jørgensen ikke var hoppet om bord i det og havde stillet sådan et spørgsmål til embedsværket og brugt embedsværkets tid på et forslag, som han i øvrigt slet ikke er enig i, kun for at latterliggøre og få drejet ligestillingsdebatten et sted hen, hvor vi alle sammen er enige om at den ikke skal være.

Hr. Lars Aslan Rasmussen.

Jamen så kan man jo også vende det om og sige, at det vel også er, når man starter med at bede om det. Det er jo en radikal politiker, en tidligere minister, så vidt jeg også husker, som beder om, at der skal være kjoler på lyssignalerne, og det er vel også, kan man sige, for mig at se, fuldstændig at fjerne fokus fra reelle ligestillingsproblemer. Så meget må fru Pernille Skipper da give mig. Altså, der er da væsentlig større problemer. Det med, at man så beder om en udregning og puster det op på sin egen Facebook, kan jeg sådan set godt give ordføreren ret i, men det er vel noget, der principielt starter et andet sted end hos det tidligere regeringsparti.

Pernille Skipper.

Jeg må helt ærligt indrømme, at jeg, hr. Lars Aslan Rasmussen, ikke forstår, om det er Socialdemokratiets holdning, at det er en helt o.k. brug af embedsværkets tid, at man stiller spørgsmål, som man kun har den intention skal bruges til at puste en sag op, som egentlig ikke har særlig meget gang på jorden, og som udstiller og latterliggør andre partier. Det synes jeg er en usaglig brug. Det er der, hvor politikere bliver en børnehave, og det er jo med til at fordreje debatten.

Tak. Så er det fru Liselott Blixt. Værsgo.

Altså, det her er noget af det mest dobbeltmoralske, jeg nogen sinde har hørt, og jeg synes faktisk, det er en form for sexisme. For der er tale om, at en kvinde foreslår noget, men fordi det så er en mand, der undersøger det, så er det hans skyld. Hvis nu ordføreren ville have haft det her på plads, så havde ordføreren vel fortalt hele handlingen, altså om, at det var en fru Kirsten Lee, som havde sagt det her, og så var der en anden, der spurgte ind til det.

En anden ting, der er dobbeltmoralsk, er, at ordføreren står og fortæller, hvad det koster at få embedsmanden til at svare på et spørgsmål. Skal vi gå tilbage i årene og se, hvor mange spørgsmål Enhedslisten har stillet til embedsværket herinde i Folketinget? Skal vi gå tilbage og se, hvor meget det har kostet, når en hr. Per Clausen eller andre har fået jeres ansatte til at stille spørgsmål – bare for at stille spørgsmål i Folketinget?

Det er fuldstændig utroligt, at vi har en ordfører, der står og kritiserer en, fordi han er en mand – er det derfor? Eller er det, fordi han kommer fra et andet parti? Eller hvad er det, der er grundlaget for, at ordføreren kom med den beskyldning?

Værsgo.

Jeg skal være den første til at indrømme, at hr. Per Clausen formentlig har stillet et spørgsmål eller to, som var … altså, det skal jeg slet ikke overhovedet undlade at indrømme. Min pointe er sådan set heller ikke særligt at sige, at hr. Jan E. Jørgensen – i øvrigt er han her heller ikke, og det gør det måske endnu værre, kan man sige – er den eneste i verden, der er skyldig i at have stillet et spørgsmål med det klare udgangspunkt kun at genere sine politiske modstandere og få dem udstillet og latterliggjort.

Jeg siger det her som et eksempel på, at vi ofte oplever i den offentlige debat, at ligestillingspolitikken bliver fordrejet til at handle om sådan de outrerede ting, som der er få, der egentlig synes er vigtigt. Jeg synes ikke, det er vigtigt, og jeg ved, at Radikale Venstre ikke synes, det er vigtigt at skifte lyskrydsene ud, fordi der er en af deres kandidater, der har skrevet det i et debatindlæg, som vistnok handlede om noget andet til at starte med.

Vi oplever det bare igen og igen – om det så er et forslag om gratis menstruationsbind, hvor journalister ringer rundt til os alle sammen og spørger til det i håbet om, at der er en, der hopper på, så man kan puste det op. Det er i øvrigt heller ikke kun politikere, der er skyld i det; det er også journalister. Jeg beder bare om, at vi hjælpes ad med at holde ligestillingsdebatten på rette spor.

Fru Liselott Blixt.

Det synes jeg netop er rigtig vigtigt. Vi har en ordfører her, der nævner et medlem af et andet parti med navns nævnelse og kritiserer vedkommende. Det synes jeg ikke er i orden; det er ikke den måde, man opfører sig på over for folketingskollegaer.

Når vi taler om, at vi skal italesætte nogle ting, så handler det netop om, at vi får en debat og taler om det. Og det er vel også det, man gør, hvis man spørger til det, når der kommer en og siger: Jeg foreslår, at vi planter oliventræer ude på Christiansborgs Slotsplads. Er der så noget forkert i at spørge, hvad det vil koste? Eller er det noget, Enhedslisten ikke gør?

Værsgo.

Altså, undskyld, selvfølgelig må jeg da kritisere handlinger fra politiske kollegaers side, når jeg synes, at de afsporer ligestillingsdebatten. Altså, hvad er det for noget? Selvfølgelig må jeg da det. Men jeg prøver jo nu at gentage min pointe til fru Liselott Blixt, nemlig at vi ofte oplever, at man forsøger at fordreje ligestillingsdebatten, og at vi løber efter de nemmeste, mest forargelige, mystiske små forslag – i stedet for at holde os til kernen af det, der er vigtigt. Og så længe vi er enige om det, kunne vi jo i fællesskab som ligestillingsordførere forsøge på det.

Men nej, jeg synes ikke, at det var andet end politisk drilleri i det her konkrete tilfælde. Og som sagt kan jeg ikke frasige mig, at det også er sket for Enhedslistens folketingsmedlemmer, byrådsmedlemmer eller medlemmer et eller andet sted. Men det ændrer jo ikke på den grundlæggende pointe, at netop ligestillingsdebatten lider lige præcis af et problem her, altså med, at det bliver de outrerede små mystiske forslag, der dominerer debatten, i stedet for de fundamentale uligheder, der er, imellem kønnene: mænds sundhed, kvinders uligeløn og andet.

Tak. Fru Astrid Carøe, værsgo.

Tak for det, og tak for en rigtig fin tale. Hvor er det dog paradoksalt, at ordføreren nævner noget, der afsporer ligestillingsdebatten, og så er det det eneste, ordføreren får spørgsmål om i salen, og vi andre får ikke nogen spørgsmål, for det er fredag, og vi vil gerne hjem. Det synes jeg er enormt paradoksalt. Men når det så er sagt, vil jeg gerne for det første sige, at jeg har samme analyse om, at det er journalister, der har skabt den her debat om kønnede lyskryds.

Nå, det, vi egentlig burde snakke om, er jo bedre rettigheder for lgbt-personer, når vi snakker om køn netop på det her område. Så derfor vil jeg gerne spørge ordføreren, helt alvorligt: Hvad vil man gerne gøre for at forbedre lgbt-personers rettigheder i Danmark?

Værsgo.

Tak for det. Jeg synes, at vi har lang vej endnu. Men jeg vil faktisk gerne oplyse om nogle af de ting, som vi har gjort for lgbt+-personer for nylig. Regeringen er jo kommet med et udspil omkring transpersoner, som tog nogle rigtig vigtige skridt, bl.a. at få indskrevet kønsidentitet i straffeloven. Det synes jeg vi skal få gjort rigtig, rigtig hurtigt, og så skal vi i forbindelse med finansloven oprette et krisecenter for dobbeltminoriteter, altså mennesker, som både er udsat for ekstrem negativ social kontrol, f.eks. på grund af deres religiøsitet eller hudfarve i de miljøer, de kommer i, men som samtidig også er lgbt+-personer. Det er sådan nogle ting, vi kan gøre, for at gøre det en lille smule nemmere at bryde ud i frihed.

Der er heller ikke nogen tvivl om, at det, at vi kønner så mange ting i vores hverdag, og det, at vi måske har for lidt fokus på køn i daginstitutioner og i skoleklasser og på, at køn kan være mere og mange ting, og at seksualitet kan være mere og mange ting, også betyder, at vi lever i en kultur, hvor det stadig væk kan være rigtig, rigtig svært. Og så kan man godt snakke om kønsneutrale lyskryds, men måske burde man i højere grad snakke om, hvordan vi kan sikre, at pædagoger og folkeskolelærere får en uddannelse i at lave en mere omfavnende undervisning, hvor der også er plads til forskellige kønsidentiteter.

Fru Astrid Carøe.

Tak for det. Det er jeg meget enig i er et godt sted at starte – og så desuden at sikre lgbt-personers rettigheder, så man får samme rettigheder, som alle os andre.

Til sidst et lille venskabeligt spørgsmål: Jeg ved ikke, om ordføreren har kigget på de lyskryds, vi i dag har i København. Synes ordføreren ikke, de er kønsneutrale allerede? For det er jo sådan set bare en stråmand.

Værsgo.

Jeg føler mig okay repræsenteret af folk i bukser. Altså, det er ikke noget, jeg specielt ser som sådan en rød klud – no pun intended.

Tak, så er der ikke flere kommentarer. Så er det den konservative ordfører, fru Birgitte Bergman.

Tak for det, og tak til ministeren for redegørelsen. Udgangspunktet for debatten må være, at vi skal sikre lige muligheder for mænd og kvinder til at forfølge det liv, de gerne vil have. Det betyder ikke, at vi skal være ens. Ligestilling betyder ikke, at alle skal træffe de samme beslutninger, og at alle resultater skal fordele sig 50/50. Vi skal arbejde med, at der skal være lige muligheder, så mænd og kvinder også i praksis har bedre mulighed for at bryde med kønsnormer. Det er ikke nok at fjerne kønsdiskriminerende lovgivning, for det har vi i virkeligheden ikke så meget af. Man er også nødt til at se på, hvad der faktisk sker ude i verden, og hvis realiteten er, at der fortsat er streng kønsopdeling, bør vi handle på det.

I Det Konservative Folkeparti er vi enige i, at der skal gøres noget for at komme kønsopdelingen på uddannelser og arbejdsmarkedet til livs. Vi er også enige i, at sexchikane skal bekæmpes. Vi gider det bare ikke mere, det er helt uacceptabelt, og de problemer, lgbti-personer kan have, skal vi håndtere.

Men en af de vigtigste opgaver, når det kommer til ligestilling, er at få brudt med den negative sociale arv. Og her er beskæftigelsesindsatser en nøglefaktor for at modarbejde social kontrol. Men det kan ikke stå alene, for problemet med manglende ligestilling stikker altså dybere, og det må den nyudnævnte ligestillingsminister ikke miste blikket for.

Vi står med et kolossalt problem, når det kommer til ligestilling, især for kvinder i de muslimske miljøer. Vi har set skrækkelige eksempler på, hvordan kvinder holdes fanget i negativ social kontrol, når de ønsker at blive skilt fra deres mænd. Det kan kun lade sig gøre, hvis de skriver under på en shariaskilsmissekontrakt udstukket af den lokale imam eller moské. I de her miljøer er familiens patriark og det etniske bagland den altoverskyggende frigørelsesbarriere, når kvinder bliver for danske eller omgås etniske danskere for meget – for slet ikke at tale om sanktioner, hvis de unge piger tilbringer tid med det modsatte køn.

Vi har at gøre med et overvågningsregime, hvor patriarkens maskuline dominans sker på bekostning af kvinders personlige frihed og frigørelse, og hvor tolerance for kæresteri, blandede ægteskaber, homoseksualitet og skilsmisser kan ligge på et meget lille sted. Det handler om et bedaget menneskesyn.

Desuden har vi i indvandrermiljøer en kulturel modpol, hvor opfattelser og holdninger ikke er forenelige med ligestilling. Jeg kan kun læne mig op ad statistikken, som er skræmmende: Hver femte mand med indvandrerbaggrund er helt enig eller overvejende enig i, at kvinder, der går udfordrende klædt, selv er skyld i det, hvis de udsættes for seksuelle overgreb. Samme opfattelse deles kun af 5 pct. af de etnisk danske mænd. I tillæg hertil gælder det, at 20 pct. af de ikkevestlige mænd er helt enige eller overvejende enige i, at manden bør have det sidste ord, når det gælder beslutninger i hjemmet. Tallet for etnisk danske mænd er 5 pct.

Det er en bedrøvelig tendens, og det er noget, vi skal have ændret på. Social kontrol må være en kvindes værste mareridt. Vi har en opgave i at hjælpe de kvinder, som er overvåget her i landet. Det skylder vi dem.

Lad mig også knytte en kommentar til ligeløn hertillands. Hensigten med de kønsopdelte lønstatistikker er at undgå forskelsbehandling. Men lønforskellen mellem kvinder og mænd skyldes ikke forskelsbehandling. Det blev undersøgt i 2010 af Lønkommissionen, som bl.a. konkluderede, at ligelønsloven overholdes. Sagt med andre ord: Mænd og kvinder får det samme i løn, hvis de laver det samme arbejde. Udfordringen er, at de ofte ikke laver det samme arbejde, heller ikke selv om de har den samme uddannelse og stilling og i øvrigt minder om hinanden.

Regeringens støttepartier fremlagde efter 2019 et forslag til fremme af ligestilling, hvor de ønsker at ændre på loven om, at virksomheder med mindst 35 ansatte en gang årligt skal udarbejde en oversigt, der viser forskellen i mænd og kvinders løn, når de har samme jobfunktion. Støttepartierne ønsker, at det også skal gælde mindre virksomheder. Men der er ikke noget, der taler for, at støttepartiernes forslag vil fremme ligestillingen. Til gengæld vil den påføre mindre virksomheder en betydelig udgift til bureaukrati. Det vil efterlade færre penge til løn, arbejdsmiljø og tiltag, der rent faktisk har betydning for ligestilling. Det er svært at se de gode grunde til at indføre et omfattende bureaukrati, der skal sikre, at en lov overholdes, når den i forvejen overholdes.

Er der mandeklubber og netværk, der skal brydes med? Ja. Det er oplagt, at virksomhederne kigger indad, så kvinderne kan få bedre adgang. Regeringen og dens støttepartier mener, at barsel har en stor betydning og påvirker forældrenes karriereuligheder. Men det er vel op til den enkelte familie at arrangere sig, som de selv finder bedst, og som det giver bedst mening for dem. Det er ikke en statslig opgave. Vi mener, man skal passe på med at tro, at mere lovgivning altid er til det bedre.

Ligestilling handler om ligeværd og om lige muligheder. Lighed er en statisk, målbar størrelse, mens ligeværdighed er en dynamisk proces. Ligeværdighed er en periodisk, tidslig oplevelse, som begge eller flere parter har af et forhold. Ligeværdighed adskiller sig bl.a. fra lighed på den måde, at det ikke nødvendigvis afspejler sig i nogen bestemt rollefordeling. Lighed kan måles og vejes, men vi skal i langt højere grad hjælpe med at få skabt en kultur præget af ligeværdighed. Ligeværdighed er en almen menneskelig kvalitet, og den skal vi hjælpe på vej. Jeg ser frem til det fortsatte samarbejde. Tak.

Tak. Fru Astrid Carøe har en bemærkning.

Tak for det. Ordføreren nævner det her forslag med at have kønsopdelte lønstatistikker også for små og mellemstore virksomheder og siger, at det vil skabe enormt meget bureaukrati. Så vil jeg bare høre, hvor ordføreren har fået den idé fra, for hvis man spørger Danmarks Statistik og forskere inden for området, der forsker i ligeløn, siger de, at de her virksomheder allerede laver lønstatistikker, så det eneste, de skal gøre, er egentlig bare at sige, hvilket køn folk har. Så det er et enkelt lille brev til Danmarks Statistik om noget, de allerede gør i forvejen. Så hvor er det, ordføreren læser sig til, at det skulle være meget, meget bureaukratisk?

Værsgo.

Jamen det er jo det, vi lytter os til, når vi lytter til virksomhederne, altså dem, der faktisk sidder med det – så er det ikke bare så enkelt. Og hvis man vil lave det for helt ned til ti ansatte, vil jeg sige, at vi jo altså har en lov om ligeløn, og at skulle indføre yderligere bureaukrati for vores små virksomheder og så ovenikøbet i den tid, vi er i lige nu, ser vi ikke som noget hensigtsmæssigt. Og det vil ikke skabe bedre ligeløn af den grund.

Fru Astrid Carøe.

Det undrer mig, at ordføreren ikke tænker, at det vil skabe mere ligeløn, for jeg tror sådan set, at al åbenhed gør, at vi får mere opmærksomhed på ting og dermed får gjort noget ved et problem. Og når vi kan se, at der stadig væk er en uforklarlig lønforskel i Danmark mellem folk, der har fuldstændig samme job, ville det jo være ret smart med noget statistik på det her område, sådan at vi kan se, hvor det er, problemet er, og hvor vi kan sætte ind. Men hvis ordføreren ikke synes det, hvad skal vi så gøre ved den uforklarlige lønforskel?

Værsgo.

Altså, nu står jeg med et dokument her, hvor der står, at lønforskellen mellem mænd og kvinder i 2016 var på 14½ pct., og heraf kan de 12½ pct. af forskellen forklares, mens 2,3 pct. ikke kan. Og som jeg også nævnte i min ordførertale, er der jo forskel på den opgave, som vi udfører – mange kvinder er på deltid, og nogle har nogle andre typer af jobs. Altså, der er ifølge statistikken her i forhold til VIVE 2,3 pct.s forskel.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Og der er ikke nogen ordførere for Nye Borgerlige eller Liberal Alliance. Vil hr. Lars Aslan Rasmussen have ordet nu? Nej. Så er det ministeren for ligestilling. Værsgo.

Mange tak for ordet, og også tak til alle ordførerne for rigtig mange og, synes jeg, rigtig spændende bidrag til den her debat. Jeg har i sagens natur glædet mig rigtig meget til dagens redegørelsesdebat, og det har været givtigt for mig at høre debatten og få jeres perspektiver på de vigtigste udfordringer på ligestillingsområdet.

Som flere har været inde på, har 2020 været et særligt år, hvor coronapandemien i den grad har præget dansk politik. Stort set intet har været helt normalt, og det er den her redegørelsesdebat heller ikke, fordi den først bliver holdt, over 9 måneder efter at redegørelsen er afgivet – og så endda med en anden minister end den, der afgav den. Men dagens debat er ikke desto mindre vigtig, for vi er fortsat ikke i mål med centrale udfordringer på ligestillingsområdet.

Lad mig starte med at sætte nogle ord på, hvad der er mit fokus. Der er ingen tvivl om, at efterårets genopblussen af debatten om seksuel chikane har været en øjenåbner, også for mig selv. De mange kvinder, der på tværs af brancher og arbejdspladser er stået frem med deres stærke fortællinger, har skabt et historisk momentum for at komme seksuelle krænkelser til livs, og det skal vi udnytte. Næste skridt er at få bredt debatten ud og få fokus på dem, der ikke har adgang til de store megafoner, de almindelige lønmodtagere som servitricerne, stewardesserne og sekretærerne, for undersøgelser viser, at de langt oftere er udsat for sexchikane og krænkelser i deres arbejde, end langtuddannede er.

Det første, jeg har gjort som beskæftigelses- og ligestillingsminister, er at præsentere 14 initiativer til forebyggelse af seksuel chikane. Her er trepartsforhandlinger om seksuel chikane centralt. Jeg har en stærk tro på den danske model og på værdien af, at arbejdsmarkedets parter sammen finder løsninger, også når der er store udfordringer. Jeg er også optaget af, at vi får skabt reelle fremskridt for den strukturelle ligestilling på arbejdsmarkedet. Det gælder både i forhold til fordelingen af orlov mellem forældre og den manglende ligeløn. Det er områder, hvor vi kan udnytte, at ligestillingsområdet og beskæftigelsesområdet nu er samlet.

Vi skal have danske fædre til at tage en større del af orloven, end de gør i dag. Og der er noget at komme efter. Fædre tager lige nu kun cirka en tiendedel af orloven. Danske mænd skal først og fremmest tage orlov for deres egen og børnenes skyld. En mere ligelig fordeling af orloven bidrager til fædres ligestilling og ligestilling i familien, men det bidrager også til ligestilling på arbejdsmarkedet. Det kan f.eks. gøre det lettere for kvinder at forfølge karriereønsker og måske blive ledere. For begge køn skal selvfølgelig være med der, hvor beslutningerne træffes. Og det kan være med til at udligne de kønsulige lønstatistikker, vi desværre stadig har. Manglende ligeløn mellem kvinder og mænd er stadig en udfordring. Det er ikke et simpelt problem, og det kan ikke løses med et snuptag, men det fortjener seriøs opmærksomhed.

Jeg er også meget optaget af etniske minoritetskvinder og -piger, hvor ligestillingskampen er af en noget anden kaliber. For der findes etniske minoritetsmiljøer, hvor kvinderne presses til ikke at tage et job eller til at blive i et ægteskab mod deres vilje. Der er brug for et opgør med den kultur og de normer, og der må misforståede hensyn ikke stå i vejen.

Det er de udfordringer, der lige nu står øverst på min prioriteringsliste, men der er flere udfordringer, som også kræver handling, og de har selvsagt også min opmærksomhed.

I forhold til initiativerne, der er nævnt i perspektiv- og handlingsplanen for ligestilling 2020, som jo er den, vi debatterer i dag, har regeringen allerede leveret på mange af initiativerne i det forgangne år. Vi har netop fået vedtaget lovforslaget om en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse, og vi har vedtaget et lovforslag om, at børne- og ungeydelsen fordeles mellem forældrene og ikke automatisk udbetales til moren. Vi har også netop fået vedtaget et lovforslag, der forbedrer barselsvilkårene for selvstændige, og et lovforslag om, at digital post fra det offentlige skal sendes til begge forældre. Det er alt sammen godt på vej igennem Folketinget, og jeg glæder mig over, at der har været bred opbakning til alle lovforslagene.

Vi kommer til at fremsætte lovforslag, som skal styrke indsatsen mod negativ social kontrol. Det indebærer bl.a., at det fastslås i straffeloven, at negativ social kontrol og tvangsmæssig fastholdelse i ægteskaber er psykisk vold, at religiøse vielser af mindreårige forbydes, og at straffen skærpes, hvis man ved tvang fastholder en person i et ægteskab.

Vi fremsætter til foråret et lovforslag, der styrker beskyttelsen af lgbti-personer mod forskelsbehandling, hadforbrydelser og hadefulde ytringer. Lovforslaget følger op på fire ud af regeringens ti initiativer, der skal forbedre lgbti-personers rettigheder.

Der er også et stærkt ligestillingsaftryk på aftalerne om finansloven og reserver, som netop er indgået på tværs af ministerområder. Der er bl.a. afsat midler til at bekæmpe negativ social kontrol, til at styrke rådgivning til ofre for seksuelle overgreb og til at løfte KVINFO's videncenter. Der er også afsat midler til at sætte fokus på mænds sundhed, til at styrke Arbejdstilsynets indsats mod sexchikane, til forbedring af det psykiske arbejdsmiljø, til at give psykologhjælp til voldsudsatte mænd og til en tidlig indsats til voldsudsatte og udøvere af partnervold.

Der er rigtig meget i gang, som kan bane vejen for mere reel ligestilling. Jeg ser frem til at følge arbejdet og sætte nye initiativer i gang. For mig handler ligestilling i høj grad om lige muligheder og lige rettigheder, ikke kun for nogle få, men for alle, for ligestilling er både det rigtige og retfærdige, men også det kloge, hvis vi skal blive ved med at sikre høj velfærd og sammenhængskraft i vores samfund. Tak for ordet.

Tak for det. Så er det hr. Kristian Jensen. Værsgo.

Velkommen på talerstolen som ligestillingsminister. Det glæder jeg mig til at følge, omend nok på lidt længere afstand end lige i dag. Når jeg beder om ordet, er det, fordi jeg gerne vil høre, om ministeren, som jo også er beskæftigelsesminister, kender til og er enig i den rapport, som den konservative ordfører nævnte, nemlig den rapport om den uforklarlige del af forskellen mellem mænd og kvinders timeløn. Her bliver det analyseret, hvad baggrunden er for det, og rapporten siger, at den uforklarlige del ligger på 2,3 pct. Er ministeren bekendt med og enig i VIVE's undersøgelse?

Værsgo.

Jeg er bekendt med undersøgelsen, og jeg har noteret mig undersøgelsen. Det er jo svært at være enten enig eller uenig i en rapport, der har forsøgt at afdække nogle forskellige forhold. Jeg har også noteret mig, at der også er kritik af rapportens metode. Det er jo så en debat, man må tage metodisk. Men uanset hvad konkluderer og konstaterer rapporten jo, at der dels stadig væk er en meget stor forskel mellem mænd og kvinders løn over en livsbane, dels at noget af det kan forklares med nogle forskellige faktorer, men at noget af det selvfølgelig er uforklarligt.

Hr. Kristian Jensen.

Når jeg spurgte, om ministeren er enig i det, er det, fordi man jo kan være uenige om, hvorvidt de har taget de rigtige ting med. Man kan mene, at de har udeladt vigtige elementer i undersøgelsen. Jeg synes bare, det er interessant, for vi har diskuteret forskellen i løn i rigtig mange år, at VIVE nu regner ud, at den uforklarlige del af forskellen er på 2,3 pct., mens resten kan forklares ved uddannelsesvalg, karrierevalg og valg af skiftende arbejdstider. Derfor er det måske mere et spørgsmål om det, som jeg startede med at sige i min ordførertale, nemlig et spørgsmål om, at vi grundlæggende skal have kigget på uddannelsesvalget. Der er et alt for skævt uddannelsesvalg mellem drenge og piger i dag, og det fører frem til, at vi ender i forskellige stillinger og med forskellige ansvarsområder, der så igen fører frem til en lønforskel. Jeg negligerer overhovedet ikke, at vi har et problem på lønområdet. Jeg kunne bare godt tænke mig, at vi kom til at kigge på, hvad de reelle årsager er til det.

Værsgo.

Jeg har fulgt debatten om den rapport, og jeg skal ikke afvise, at der kan være noget af debatten, jeg ikke helt har forstået, når man snakker om uforklarlige årsager, for jeg synes jo, at langt hen ad vejen er de forskelle, der er mellem mænds og kvinders løn, forklaret ved nogle strukturer i vores samfund, hvor noget af det er uddannelsesvalg. Men jeg tror ikke, at man kan reducere det til, hvad den enkelte vælger. Der ligger jo også samfundets og familiens forventninger til, hvad det er for en rolle, den enkelte indtræder i. Der kan være nogle forskellige ting i det sociale miljø, man er opvokset i, som også er med til at præge, hvilke forudsætninger for uddannelse man har. Det, vi jo bare kan konstatere, er, at der stadig væk er det, vi i klassisk forstand betegner som mandefag og kvindefag. Og det har den her regering i hvert fald en ambition om at forsøge at bryde op.

Fru Astrid Carøe.

Tak for det. Nu bliver der snakket meget om uforklarlige og forklarlige lønforskelle, og jo mere man kan forklare den urimelige lønforskel mellem mænd og kvinder, jo lavere bliver den uforklarlige lønforskel naturligvis også. Så derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ministeren, om ministeren synes, at bare det, at en lønforskel er forklarlig, gør, at den er rimelig. For der er stor forskel på de to ting. Bare fordi vi forklarer den, er det så rimeligt, at man i de klassiske kvindefag ved lov er sat til at få en lavere løn end i de klassiske mandefag? Det er f.eks. en af de primære årsager til, at der er så stor forskel på mænds og kvinders løn. Er det rimeligt, at man som kvinde falder 10 pct. i sin løn, fordi man som kvinde får et barn, og at man ikke gør det som mand, bare fordi vi kan forklare det?

Værsgo.

Jeg har også haft den her diskussion med dele af fagbevægelsen, som jo har kritiseret VIVE-rapporten for, at det er en meget lille del, man har konstateret uforklarlig. Men det gør jo ikke diskussionen mindre vigtig, at der er en lille del, der er uforklarlig. For de mange forklarlige faktorer, som fru Astrid Carøe er inde på, er netop et politisk handlerum. Og jeg synes, at de forklarlige faktorer så også er meget komplicerede faktorer, som jo handler om fordelingen af orlov mellem mænd og kvinder; som handler om fordelingen af klassiske mandefag og kvindefag; og som handler om uddannelsesvalg og -muligheder og kultur på arbejdspladser osv., og det er jo der, vi så har en politisk forpligtelse til, synes jeg, ud over arbejdsmarkedets parter, at forsøge at gøre noget ved de strukturelle årsager.

Tak, og værsgo igen.

Tak for det. Tak for den tilkendegivelse, og tak for også at bringe det her om, hvor meget orlov man tager, op. Det gør ministeren også i sin tale og understreger, at en mere ligelig fordeling af barselsorloven vil bidrage til ligestilling både på arbejdsmarkedet og i familierne, og det er jeg meget enig med ministeren i, og jeg er derfor også rigtig glad for, at vi skal implementere det her EU-direktiv lige om lidt. Hvis det stod til SF, skulle vi have lige meget øremærket barsel til mor og far – vi siger 3 måneder til hver – og det, jeg gerne vil spørge ministeren om, er, hvad der er regeringens udgangspunkt, når vi skal implementere det her direktiv. Hvor meget øremærket barsel synes man der skal være til hver forælder?

Værsgo.

Jeg tror i hvert fald, at noget, der er vigtigt i den diskussion, vi står over for, om øremærkning af en større del af forældreorloven til faren, er at få alle til at forstå, at det, i hvert fald set med mine øjne, jo lige så meget, hvis ikke mest, handler om faren selv og farens langsigtede rettigheder og tilknytning til sit barn.

Til spørgsmålet fra fru Astrid Carøe: Regeringens udgangspunkt er, at vi lige nu afventer Implementeringsudvalgets afrapportering, og vores hensigt med hele det arbejde er, at fædre skal tage betydelig mere orlov, end de gør i dag.

Tak. Så er det fru Samira Nawa. Værsgo.

Tak. Jeg synes det var et meget interessant spørgsmål, som hr. Kristian Jensen bragte på banen i forhold til det kønsopdelte uddannelsesvalg og arbejdsmarked, for det er jo noget af det, der netop kan forklare lønforskellene, og ministeren nåede lige at sige, at regeringen havde ambitioner om at bryde op i forhold til de her såkaldte mandefag og kvindefag, så jeg vil bare give muligheden for at fortælle lidt om, hvordan regeringen så vil bryde det op. I Radikale Venstre har vi jo forelsket os lidt i idéen omkring en egentlig kønskommission, som kan se på og hjælpe os politikere med, hvad det er for nogle tiltag og initiativer, der skal til. Vi synes i hvert fald ikke, at de ligger frit for os, og at vi bare kan pege på redskaberne, men hvad tænker ministeren?

Værsgo.

Jeg vil ikke på forhånd afvise gode idéer, men jeg kan give et par eksempler på noget, vi har gjort, og hvad man videre kan tænke i – der er jo både store greb og små greb. I småtingsafdelingen, men alligevel betydeligt, tror jeg, kan ordføreren måske erindre, at et par dage inden coronakrisen var vi omkring den 8. marts ude og ligesom indvie en ændring i skurvognsbekendtgørelsen, som vi havde lavet sammen, og som betød, at det nu er pålagt, at fremtidige skurvogne skal have aflukkede badefaciliteter. Mange kvindelige håndværkere har igennem lang tid sagt, at de fælles faciliteter er en barriere for, at de bliver i håndværksfaget og går ude på byggepladser, at de klarer lærertiden igennem, fordi det for mange er ret grænseoverskridende at skulle bade sammen osv. Det er en lillebitte ting, men er formentlig, tror jeg, og forhåbentlig et blandt mange bidrag, vi kan yde i fællesskab, som er med til at bryde nogle af de barrierer op, der er på arbejdsmarkedet, som skaber kønsopdeling inden for faggrupper.

Tak til ministeren.

Så er der ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.