Europaudvalget 2020-21
S 448
Offentligt
2288937_0001.png
Spørgsmål nr. S 448
§ 20-spørgsmål til skriftlig besvarelse
Til:
Dato:
Stillet af:
Sundheds- og ældreministeren
24. november 2020
Lars Løkke Rasmussen (V)
Er ministeren enig i, at det ud fra en sundhedsfaglig risikovurdering vil være mere sagligt at basere eventuelle
restriktioner imod rejser til udlandet på en model, hvor smitteintensiteten i udenlandske regioner
sammenholdes med smitteintensiteten i Danmark fremfor med et på forhånd fastsat niveau, særligt set i lyset
af, at smitteintensiteten i Danmark igennem længere tid væsentligt har oversteget de fastsatte niveauer?
(Spm. nr. S 448).
Begrundelse
Regeringen har den 19. november 2020 meldt ud, at den hidtidige model for rejsevejledninger, der blev fastsat
tilbage i juni måned, fortsætter, dog med en øget regional opdeling. Udenrigsministeren udtalte, at den øgede
regionale tilgang ikke på nuværende tidspunkt vil medføre nogen ændring, da smittetrykket i alle europæiske
regioner er højere end de fastsætte grænseværdier. Regeringen har for blot få uger siden lanceret det
nationale varslingssystem. I den forbindelse blev det oplyst, at de sundhedsfaglige myndigheder har anbefalet,
at der ikke er automatik i koblingen mellem vurdering af risikoniveau og tiltag. Det forekommer derfor ganske
besynderligt, at regeringen i forhold til rejsevejledninger har valgt at holde fast i en fuldstændig automatisk
model, hvor der lukkes ned i det øjeblik, at antallet af smittede overstiger et bestemt niveau. Særligt når
niveauet er sat meget lavt og er uafhængig af det samtidige smittetryk i Danmark. De danske
sundhedsmyndigheder ses ikke at have offentliggjort endsige foretaget en sundhedsfaglig vurdering af den
nuværende model for rejsevejledninger, herunder en vurdering af om restriktioner indføres for tidligt eller
opretholdes i længere tid end nødvendigt. Sundhedsstyrelsen har dog i publikationen »COVID-19
Risikovurdering, strategi og tiltag ved epidemi i Danmark« dateret den 10. marts 2020 angivet, at øget
rejseaktivitet i forbindelse med ferier kan være en blandt flere faktorer, der kan have indflydelse på udviklingen
under de indledende faser af pandemien, hvorimod rejseaktivitet ikke angives som en potentiel faktor under
faser med udbredt og vedvarende smittespredning. Dette kunne indikere, at de nuværende rejserestriktioner
opretholdes i en situation, hvor det ikke er nødvendigt.Verdenssundhedsorganisationen WHO har den 30. juli
2020 i en anbefaling med titlen ”Public health considerations while resuming international travel” bl.a. udtalt, at
rejser mellem lande/regioner, hvor intensiteten af smitte med COVID-19 virus er sammenlignelig, ikke udgør
nogen væsentlig risiko for potentiel påvirkning af den epidemiologiske situation. Dette er på linje med en
udmelding fra European Center for Disease Prevention and Control (ECDC). ECDC anfører også i sin Rapid
Risk Assesment (11. udgave) dateret 10. august 2020, at den tilgængelige dokumentation ikke understøtter
rejserestriktioner i form af grænselukninger, og at det er vigtigt at beslutningstagere forstår, at en virus med en
global distribution ikke kan kontrolleres med grænselukninger. Efter spørgerens opfattelse bør
rejserestriktioner inkorporeres som mulige tiltag i det nationale varslingssystem, så de etablerede
overvågnings- og beslutningsfora vil kunne håndtere spørgsmålet om eventuel indførelse af rejserestriktioner i
sammenhæng med øvrige mulige tiltag. Det bemærkes endvidere, at en inkorporering af rejserestriktioner som
mulige tiltag i det nationale varslingssystem ikke vil være til hinder for, at Udenrigsministeriet selvstændigt
fraråder rejser til lande/regioner, hvis ministeriets vurdering af sikkerhedsniveauet begrunder dette.
Svaret bedes sendt elektronisk til spørgeren på [email protected] og til Lovsekretariatet på [email protected].
På Folketingets formands vegne
Lovsekretariatet
Side 1 | 1