Jeg tror sådan set, at vi godt kan blive enige om, at det selvfølgelige ikke styrker retsfølelsen, hvis kriminelle kan spekulere i at begå mere kriminalitet, forhale sagerne, opnå strafrabat. Og som jeg nævnte i besvarelsen lige før, er det vigtigt for regeringen at få reduceret sagsbehandlingstiderne i straffesagerne og få gjort op med urimelige strafrabatter på grund af sagsbehandlingstiden.
Jeg synes dog, at det hører med til det fulde billede at gøre opmærksom på, at bestemmelsen om strafnedsættelse på grund af lang sagsbehandlingstid jo kun finder anvendelse ved straf, hvis den lange sagsbehandlingstid ikke kan bebrejdes gerningsmanden. Det betyder, at der altså ikke skal gives strafrabat, hvis det er gerningsmanden, som er skyld i, at sagen trækker ud. Derimod kan der gives strafrabat i sager, hvor den lange sagsbehandlingstid skyldes politiet, anklagemyndigheden og domstolenes forhold. Og det er her jeg mener, at der er behov for at ændre straffeloven, så det fremover ikke er så let at få strafnedsættelse, når man har begået en forbrydelse og sagsbehandlingstiden trækker ud. Det er den regel, som vi i ministeriet ser på i øjeblikket. Som nævnt ser jeg frem til at drøfte det her, også i forbindelse med flerårsforhandlingerne.
Men når det er sagt, synes jeg også, det er vigtigt at adressere det bagvedliggende problem, nemlig de lange sagsbehandlingstider. Og som jeg tidligere har nævnt, har vi jo også fra regeringens side sat skarpt fokus på og foreslået penge til at sikre, at sagsbehandlingstiderne kan bringes ned på tværs af hele straffesagskæden, sådan at det ikke kun er de spektakulære sager, hvor man hører om det, men at alle ofre kan vide, at vi har et retssystem, som eksekverer hurtigt og konsekvent.
Noget af det, der kan betyde længere sagsbehandlingstider, er, når det, vi kan kalde vanekriminelle igen og igen begår lovovertrædelser. For i de situationer følger det af reglerne i retsplejeloven, at sagerne bør behandles under én sag, hvis det kan ske uden væsentlige forhandling eller vanskeligheder, og det kan betyde, at en allerede igangsat sag må udsættes. Også det har jeg bedt om at der bliver set på, altså hvordan vi kan effektivisere på det punkt.