Tak. Allerførst tak for ministerens besvarelse af spørgsmålet. Det er jo ikke første gang, at vi her i Folketinget har lejlighed til at diskutere de horrible forhold, som man byder beboerne i Ikast-Brande Kommune i særdeleshed, dem, der bor tæt på Kærshovedgård Udrejsecenter. Jeg har jo hæftet mig ved, at regeringen lavede et forståelsespapir tilbage for snart 2 år siden, og der står i det: En ny regering vil arbejde for, at kriminelle og udvisningsdømte udsendes af Danmark hurtigere end i dag. En ny regering vil iværksætte en undersøgelse af, hvor de bedst kan placeres, så længe de opholder sig i Danmark.
Der vil jeg selvfølgelig gerne have ministeren til at fortælle lidt om den undersøgelse, som vi i hvert fald har ventet med spænding på i snart 2 år. Det ville da være en glædens stund, hvis man ikke bare vil kunne fortælle om, hvad undersøgelsen så munder ud i af konklusioner, men ikke mindst også, hvilken handling regeringen ønsker at lægge bag sine meget velvalgte ord i forhold til at sikre en bedre situation. Det, der bare er problemet, er jo, at der ikke rigtig er sket noget. Hvis man kigger på de kriminalitetsstatistikker, der er i Midtjylland, og man kigger på den kriminalitet, som der vel at mærke bliver rejst sigtelser for mod beboere, der bor på udrejsecenteret, så kan man jo se, at det er steget ganske, ganske betragteligt, ja, nogle ville faktisk sige uanstændigt alvorligt. Og alligevel oplever vi jo stadig væk, at der er en form for passivitet. Nu siger ministeren godt nok, at man inden sommer vil komme med en fortælling om, hvor de her afviste kriminelle asylansøgere så kan finde deres vintervej hen. Det er selvfølgelig godt nok, men det er 24 måneder siden, at ministeren trådte til, og det er 24 måneder siden, til sommerferien, at man vandt valget. Derfor synes jeg måske også, at regeringen burde bide lidt mere til bolle forhold til den her meget akutte situation.