Tak til hr. Jan E. Jørgensen og medspørger fru Ulla Tørnæs for spørgsmålet. Det er en sag, der heldigvis i den grad optager os alle bredt i Folketinget. Og jeg vil gerne gøre det helt klart, at regeringen er lodret imod enhver regulering, der kan underminere den danske arbejdsmarkedsmodel direkte eller indirekte. Parterne skal kunne forhandle uden politisk indblanding. Og jeg har det også sådan, at jeg gerne vil tage alle midler i brug for at sikre, at den danske model kan bestå også i fremtiden.
Regeringen vil først og fremmest have udboret hjemmelsgrundlaget. Derfor har EU-formandskabet på opfordring fra Danmark bedt rådets juridiske tjeneste om en skriftlig vurdering af hjemmelsgrundlaget for direktivet. Det er et område, hvor der ikke skal være usikkerhed eller tvivl, og det er selvsagt også afgørende for den langsigtede behandling af forslaget. Og regeringen vil selvfølgelig også se på, om nærhedsprincippet er overholdt. Det er grundlæggende forudsætninger, som vi skal have på plads, og som vi nu også er i gang med at analysere nærmere, bl.a. i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Men det er naturligvis også vigtigt, at vi koncentrerer os om selve direktivudkastet. Jeg sætter pris på, at Kommissionen har forsøgt at imødekomme Danmark ved at gøre det klart i direktivet, at man ikke kan tvinge landene til at indføre lovbestemt mindsteløn eller almengøre overenskomster.
Men når det er sagt, er der stadig væk elementer i det, der er lagt frem, som bekymrer mig. Og det er her, vi skal være særligt opmærksomme på både de direkte og indirekte konsekvenser, som forslaget kan få. Vi kommer til at være fuldt opmærksomme på det i den videre proces, og vi skal gøre, hvad vi kan for at sikre, at den danske model ikke bliver undermineret. Jeg sætter stor pris på den tætte dialog, regeringen har om sagen både med arbejdsmarkedets parter, Folketingets Beskæftigelsesudvalg og Folketingets Europaudvalg og også med alle de danske medlemmer af Europa-Parlamentet. Jeg ser frem til de videre drøftelser.