Hvorfor mener udenrigsministeren, at det i den nuværende situation er nødvendigt at fraråde ikke-nødvendige rejser til de Kanariske Øer, herunder hvorfor risikoen for smittespredning for returnerede rejsende ikke kan håndteres forsvarligt med mindre indgribende tiltag?
De Kanariske Øer står for mere end 60 pct. af charterrejserne fra Danmark i vinterhalvåret, og for denne branche er det derfor af afgørende betydning, at der snarest muligt åbnes for rejser hertil.
Regionale data for de Kanariske Øer om antallet af gennemførte tests, positivprocenten, antallet af nye smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere pr. både 7 og 14 dage, oplysninger om smitteudviklingen, samt en lang række andre oplysninger er tilgængelig online for enhver på et covid-19 Canarias dashboard, der er meget lig det dashboard, som SSI anvender til at videreformidle data om situationen i Danmark. Daglige landsdækkende og regionale data offentliggøres også af det spanske sundhedsministeriums Center for Koordination af Sundhedsvarsling og -nødsituationer.
Pr. 18. november 2020 er smittetallet pr. 100.000 indbyggere de seneste 7 dage 36,78 for de Kanariske Øer under ét. Dette er væsentlig lavere end i samtlige danske regioner, hvor det tilsvarende smittetal er 2-4 gange højere. Og modsat i Danmark, hvor smittetallet er stigende, har trenden på de Kanariske Øer været nedadgående igennem mere end en måned. Og i flere af kommunerne på den sydlige del af Gran Canaria, hvor mange danske turister tager på ferie, er smittetallet den seneste uge under 10 pr. 100.000 indbyggere. I perioden 8.-14. november blev der taget 22.496 PCR-test og 3.401 antigen test med en positivprocent på 4,15 pct. Gennemsnitstemperatur på de Kanariske Øer er over 20 grader året rundt, hvilket gør det lettere at opholde sig udendørs også under vinterhalvåret end i Danmark.
I den EU-Rådshenstilling, som udenrigsministeren var med til at vedtage for godt en måned siden, fremgår, at EU-medlemslandene bør tage hensyn til den epidemiologiske situation på deres eget område, hvis man overvejer at indføre rejserestriktioner. Dette giver god mening, idet det er vanskeligt at se det saglige i at fraråde rejser til en region med væsentligt lavere smitteniveau end i Danmark.
Henset til ovenstående synes der ikke at være grund til fortsat at fraråde rejser til de Kanariske Øer. Spørgeren noterer sig i denne sammenhæng med tilfredshed, at sundheds- og ældreministeren i publikationen omkring det nationale varslingssystem udtaler, at det ”… er regeringens mål, at vi holder smitten nede samtidig med, at vi holder så meget af samfundet åbent som overhovedet muligt.” Og at vi ikke må ”… indføre restriktioner for tidligt eller opretholde dem i længere tid end nødvendigt per automatik.”