Tak, formand, og tak til statsministeren for de indledende bemærkninger. Og bare rolig, jeg bliver klippet i morgen – det var der, hvor jeg kunne få tid i køen – og tak til Mathilde, for jeg glæder mig.
Jeg vil gerne fortsætte med at tale lidt om det her med Kærshovedgård. For nu siger statsministeren, at hun synes, det er synd for de beboere, der er omkring Kærshovedgård, og de problemer, man oplever med kriminelle. Altså, vi taler om folk, der jo er på tålt ophold, som befinder sig på Kærshovedgård, og som jo tidligere virkelig har begået hård kriminalitet i det danske samfund, som slet ikke har noget at gøre her og burde forsvinde ud af landet.
Men i mellemtiden er de altså på Kærshovedgård. Og hvad har statsministeren lovet dem? Hun har lovet dem, altså hun har lovet dem i området, at det her blev lavet om. Må jeg bare lige minde om, at i november 2018 – vi er altså et godt stykke før folketingsvalget – lovede Socialdemokratiet en såkaldt tryghedspakke. Det var på baggrund af, at den tidligere minister for området, hr. Mattias Tesfaye, sagde til DR Nyheder:
»Vi hører, at der er overfald i den lokale Fakta, øget kriminalitet og utryghed over at lade børn og unge gå ude om aftenen. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at vi sidder herinde på Christiansborg og træffer en beslutning, der går så voldsomt ud over et lokalsamfund, og så bare vender ryggen til og lader som ingenting.«
Det sagde hr. Mattias Tesfaye, og nu siger statsministeren her i slutningen af april 2021, at det er synd for borgerne i området. Altså, hvorfor i alverden har man så ikke gjort noget ved det, fra man fik magten i juni 2019 og her til udgangen af april måned i 2021?