Den 19. december 2021
MIM 109-21
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til to gennemførelsesretsakter om afvisning af
godkendelse af anvendelsen af højtemperaturs stenkulstjære (CTPHT) som
proceskemikalie i produktion af lerduer i henhold til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitesag)
KOM-dokumenter foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat to forslag til gennemførelsesretsakt om afvisning af godkendelse af
anvendelse af stoffet højtemperaturs stenkulstjære (CTPHT) som proceskemikalie i produktion af
lerduer henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH)
(komitésag). Forslagene afviser tilladelse til fortsat anvendelse af højtemperaturs stenkulstjære
(CTPHT) som proceskemikalie i produktion af lerduer for den spanske virksomhed Bilbaina de
Alquitranes S.A på to fabrikker og for den tjekkiske virksomhed DEZA a.s. på tre fabrikker.
Afvisningerne gives efter optag på godkendelseslisten, bilag XIV i REACH,
med ”solnedgangsdato”
den 4. oktober 2020 og gælder fra vedtagelsesdatoen af forslagene. Forslagene blev drøftet på et
videomøde i REACH-komitéen d. 22. september og er nu sat til afstemning i skriftlig procedure med
frist den 3. januar 2022. Forslagene forventes ikke at have økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet - ej heller statsfinansielle konsekvenser. Forslagene forventes ikke at
påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark, da der i vid udstrækning anvendes alternative bindemidler
i produktionen af lerduer. Regeringen ønsker generelt at begrænse anvendelse af særligt
problematiske stoffer i de tilfælde, hvor der ikke kan demonstreres sikker brug, eller hvor der findes
egnede alternativer. De beskrevne risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold er ikke
tilstrækkelige til at sikre et beskyttelsesniveau, der svarer til det danske, og udledningen til miljøet er
ikke minimeret. Der findes egnede og kommercielt tilgængelige alternativer til den specifikke
anvendelse. Kommissionens forslag afviser derfor godkendelse. Regeringen vurderer, at der ikke er
redegjort for et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau, samt at det er muligt at anvende alternativer.
Regeringen agter på den baggrund at støtte forslagene.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt forslag til gennemførelsesretsakter om afvisning af godkendelse af
anvendelsen af stenkulstjære i produktion af lerduer.