EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 324: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-689/21, sagsøger mod Udlændinge- og Integrationsministeriet

Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del Bilag 324
Offentligt

Notat

Notat til Folketingets Europaudvalg, Folketingets Indfødsretsudvalg og Folketin-

gets Udlændinge- og Integrationsudvalg om afgivelse af indlæg i den præjudicielle

sag ved EU-Domstolen C-689/21, sagsøger mod Udlændinge- og Integrationsmi-

nisteriet

1. Indledning

Østre Landsret har ved kendelse af 11. oktober 2021 forelagt et præjudicielt spørgs-

mål for EU-Domstolen om fortolkning af artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske

Unions Funktionsmåde (TEUF) om indførelse af et unionsborgerskab sammenholdt

med artikel 7 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder (EU-

Chartret) om respekt for privatliv og familieliv, således som bestemmelserne er for-

tolket ved navnlig EU-Domstolens dom af 12. marts 2019, Tjebbes m.fl., C-221/17.

Sagen handler om, hvorvidt det er i strid med artikel 20 TEUF sammenholdt med

artikel 7 i EU-Chartret, at sagsøger ex lege mistede sin danske indfødsret (statsbor-

gerskab), da hun fyldte 22 år i medfør af indfødsretslovens dagældende § 8, stk. 1,

1. pkt. Sagen er anlagt mod Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Det følger af den dagældende bestemmelse, at den, der er født i udlandet og aldrig

har boet Danmark og heller ikke har opholdt sig i Danmark under forhold, der tyder

på samhørighed med Danmark, fortaber sin danske indfødsret ved det fyldte 22. år,

medmindre den pågældende derved bliver statsløs. Bestemmelsen indebærer, at

hvis den pågældende ikke er statsborger i et andet EU-medlemsland, mister ved-

kommende tillige sit unionsborgerskab. Udlændinge- og integrationsministeren

kan dog tillade, at indfødsretten bevares, hvis der indgives ansøgning herom inden

det fyldte 22. år, jf. indfødsretslovens § 8, stk. 1, 2. pkt.

Bestemmelsen om fortabelse af dansk indfødsret blev oprindeligt indført ved lov

nr. 123 af 18. april 1925 om erhvervelse og fortabelse af indfødsret. Af de specielle

bemærkninger til loven fremgår det blandt andet, at bestemmelsen skulle hindre,

at dansk indfødsret i generation efter generation overføres til personer i udlandet,

som ingen kendskab eller tilknytning har til Danmark.

7. februar 2022

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Indfødsret

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

70 80 24 50

[email protected]

www.uim.dk

36977191

Sagsbehandler

Sanni Hoff Hansen

Tel.

Sags nr.

Akt-id

61 98 40 00

2018 - 2814

1892368

Side

1/4

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 324: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-689/21, sagsøger mod Udlændinge- og Integrationsministeriet

Efter det fyldte 22. år kan indfødsretten alene generhverves efter den almindelige

naturalisationsordning, der følger af indfødsretscirkulæret

sammenholdt med ud-

lændingelovens § 9 d. En række betingelser skal således være opfyldt for at kunne

generhverve dansk indfødsret, herunder er udgangspunktet, at man skal opfylde

betingelsen om ophold og bopæl her i landet.

2. Sagens faktiske omstændigheder

Sagsøger er født den 5. oktober 1992 i USA af en dansk mor og en amerikansk far

og erhvervede ved fødslen både dansk og amerikansk statsborgerskab. Sagsøger

har to søskende i USA, hvoraf den ene er dansk statsborger, og ingen forældre eller

søskende i Danmark.

Sagsøger, som aldrig har boet i Danmark, indgav efter sit fyldte 22. år den 17. no-

vember 2014 en ansøgning til Udlændinge- og Integrationsministeriet om bevis for

bevarelse af sin danske indfødsret.

Udlændinge- og Integrationsministeriet lagde på baggrund af oplysningerne i an-

søgningen til grund, at sagsøger havde opholdt sig i Danmark i maksimalt 44 uger

forud for sit fyldte 22. år. Derudover havde sagsøger anført, at hun havde været ca.

tre til fire uger i Frankrig i 2005.

Ved afgørelse af 31. januar 2017 meddelte Udlændinge- og Integrationsministeriet,

at sagsøger havde mistet sin danske indfødsret, da hun fyldte 22 år, jf. indfødsrets-

lovens § 8, stk. 1,1. pkt., og at der ikke var mulighed for at anvende dispensations-

adgangen i lovens § 8, stk. 1, 2. pkt., da ansøgningen om bevarelse af indfødsretten

var indgivet efter det fyldte 22. år.

Sagen blev den 9. februar 2018 indbragt for domstolene. Sagen blev ved kendelse

af 3. april 2020 henvist til Østre Landsret, der i retsbog af 4. juni 2020 besluttede,

at sagen skulle behandles af landsretten i 1. instans.

Landsretten begrunder sin forelæggelse for EU-Domstolen med, at der navnlig er

tvivl om foreneligheden med artikel 20 TEUF sammenholdt med EU-Chartrets arti-

kel 7 af den automatiske og undtagelsesfri fortabelse af indfødsretten (og dermed

unionsborgerskabet), der ifølge indfødsretslovens dagældende (og nugældende) §

8, stk. 1, 1. pkt., sker ved det fyldte 22. år, sammenholdt med den efter det fyldte

22. år vanskelige adgang til at generhverve indfødsret i Danmark ved naturalisation,

herunder i lyset af EU-Domstolens dom i sagen Tjebbes m.fl., navnlig præmis 41, 42

og 48 sammenholdt med præmis 9 og 22.

3. Udlændinge- og Integrationsministeriets interesse i sagen

TEUF artikel 20 om indførelse af et unionsborgerskab tildeler enhver, der er stats-

borger i en medlemsstat, et unionsborgerskab. Unionsborgerskabet er et supple-

ment til det nationale statsborgerskab og træder således ikke i stedet for det.

Dagældende cirkulæreskrivelse nr. 10873 af 13. oktober 2015 om naturalisation, som ændret ved

cirkulæreskrivelse nr. 9248 af 16. marts 2016, og nugældende cirkulæreskrivelse nr. 9461 af 17. juni

2021 om naturalisation.

Side

2/4

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 324: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-689/21, sagsøger mod Udlændinge- og Integrationsministeriet

EU-Domstolens sag Tjebbes m.fl. angik navnlig, om det var i strid med artikel 20

TEUF, at den nederlandske udenrigsminister havde afvist fire konkrete ansøgninger

om fornyelse af nederlandsk pas med den begrundelse, at de pågældende

–

der

også havde statsborgerskab i et tredjeland

–

havde fortabt deres nederlandske

statsborgerskab, fordi de i mere end ti år havde haft deres hovedbopæl uden for

Nederlandene.

De nederlandske regler om fortabelse af statsborgerskab var

–

ligesom indfødsrets-

lovens § 8

–

begrundet i, at personer skal have en reel tilknytning til og samhørighed

med Nederlandene, hvis de ønsker at forblive statsborgere i landet.

EU-Domstolen fastslog i dommen Tjebbes m.fl., at i det omfang fortabelse af stats-

borgerskab i en medlemsstat medfører, at der også sker fortabelse af unionsbor-

gerskab, finder EU-retten og dermed EU-Chartret anvendelse.

EU-Domstolen anerkender i dommen

–

i overensstemmelse med sin hidtidige prak-

sis

–

at en medlemsstat kan beskytte det særlige solidaritets- og loyalitetsforhold

mellem medlemsstaten og dens borgere og den gensidige sammenhæng mellem

rettigheder og pligter, der er grundlaget for statsborgerskabstilknytningen

. EU-

Domstolen fastslog dog, at myndighederne skal undersøge, om fortabelsen af stats-

borgerskab og dermed unionsborgerskabet overholder proportionalitetsprincippet

for så vidt angår virkningerne heraf for den berørte person og i givet fald for den

pågældendes familiemedlemmer i forhold til EU-retten. Ifølge EU-Domstolen kræ-

ver det, at fortabelse ex lege af statsborgerskab og dermed unionsborgerskabet

skal kunne underkastes en individuel prøvelse i medfør af national lovgivning.

Det bemærkes, at indfødsretslovens dagældende § 8, stk. 1

–

som den omtvistede

afgørelse er afgjort på grundlag af

–

som følge af EU-Domstolens dom i sagen Tjeb-

bes m.fl., C-221/17, EU:C:2019:189, ved lov nr. 63 af 28. januar 2020 blev præcise-

ret, således at det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget

, at myndighederne

ved behandlingen af ansøgninger om bevis for bevarelse af dansk indfødsret, der

er indgivet inden det fyldte 22. år, jf. bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., vil skulle ind-

drage en række yderligere momenter med henblik på at foretage en individuel prø-

velse af virkningerne i forhold til EU-retten af en fortabelse af dansk indfødsret og

dermed unionsborgerskabet.

Som anført havde sagsøger ikke søgt om at bevare sin danske indfødsret inden det

fyldte 22. år, hvorfor hun ikke kunne få sin sag

–

og dermed den omtvistede afgø-

relse af 31. januar 2017

–

genoptaget på baggrund af lovændringen.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at EU-Domstolens prak-

sis, herunder navnlig dommen i sagen Tjebbes m.fl., ikke er til hinder for, at der

opretholdes en ordning som den, der er fastlagt ved indfødsretslovens nugældende

§ 8, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Jf. bl.a. dom af 2. marts 2010, Rottmann, C-135/08, præmis 51, og som senest bekræftet ved dom af

18. januar 2022 i sagen JY, C-118/20, præmis 52.

EU-Domstolen har senest ved dom af 18. januar 2022 i sagen JY, C-118/20, jf. præmis 58-59, fastholdt

denne praksis.

Lovforslag nr. 83 af 12. december 2019, pkt. 1.

Side

3/4

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 324: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-689/21, sagsøger mod Udlændinge- og Integrationsministeriet

Det er i den forbindelse Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at det

er et beskyttelsesværdigt hensyn, at indfødsretslovens § 8, stk. 1, stiller krav om

samhørighed med henblik på at bevare dansk indfødsret, når man ikke er født og

aldrig har boet i Danmark, samt at den nugældende danske ordning i bestemmel-

sens stk. 1, 2. pkt., giver mulighed for en individuel prøvelse

–

som artikel 20 TEUF

ifølge EU-Domstolen kræver

–

hvis den pågældende inden det fyldte 22. år indgiver

ansøgning om bevis for bevarelse af dansk indfødsret.

Det er således Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at indfødsrets-

lovens § 8, stk. 1, er båret af lovlige og saglige hensyn, og at ex lege-fortabelsen af

statsborgerskabet er foreneligt med proportionalitetsprincippet.

Der bør i regeringens indlæg i sagen argumenteres for, at de danske regler har til

hensigt at beskytte det særlige solidaritets- og loyalitetsforhold mellem staten og

dens borgere, og at kravene i indfødsretslovens dagældende (og nugældende) § 8,

stk. 1, 1. pkt., er proportionale.

Det bør navnlig fremhæves, at dispensationsadgangen i indfødsretslovens nugæl-

dende § 8, stk. 1, 2. pkt., giver mulighed for en individuel prøvelse, hvor der foreta-

ges en proportionalitetsafvejning, i overensstemmelse med dommen i sagen Tjeb-

bes m.fl., samt at en person, der har fortabt sin danske indfødsret, har mulighed for

at søge om generhvervelse af indfødsretten ved naturalisation, når en række betin-

gelser er opfyldt. Det følger i den forbindelse af indfødsretscirkulæret, at ansøgnin-

ger om naturalisation fra personer, der

–

uden at være danskfødte

–

tidligere har

haft dansk indfødsret, og som ikke opfylder de almindelige opholdsbetingelser, fo-

relægges for Folketingets Indfødsretsudvalg med henblik på udvalgets afgørelse om

dispensation fra opholdskravet, jf. cirkulærets bilag 1, 3. pkt.

Endelig bør der argumenteres for, at sagsøgers fortabelse af dansk indfødsret i den

konkrete sag ikke er uproportional, da hun reelt ikke har nogen særlig tilknytning

til Danmark eller til andre EU-lande.

Side

4/4