Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del Bilag 343
Offentligt
2535819_0001.png
Notat
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udlændinge- og In-
tegrationsudvalg om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag for EU-
Domstolen C-637, K.R.
1. Indledning
Den øverste domstol i forvaltningsretlige sager i Nederlandene (Raad van
State) har ved kendelse af 13. oktober 2021 forelagt EU-Domstolen to præju-
dicielle spørgsmål, som vedrører fortolkningen af opholdsdirektivets
1
artikel
16, stk. 4, hvorefter retten til tidsubegrænset ophold alene mistes ved fravær
fra værtsmedlemsstaten af en varighed på to på hinanden følgende år.
Den forelæggende ret ønsker for det første oplyst, om opholdsdirektivets ar-
tikel 16, stk. 4, skal fortolkes således, at ethvert ophold i værtsmedlemsstaten,
uanset hvor kortvarigt det er, afbryder den toårige fraværsperiode, med den
virkning at unionsborgeren ikke mister sin tidsubegrænsede opholdsret.
Hvis det ikke er tilfældet, spørges der til de kriterier, der i givet fald vil skulle
indgå ved vurderingen af, om unionsborgerens ophold i værtsmedlemsstaten
har afbrudt den toårige fraværsperiode fra værtsmedlemsstaten, herunder om
det f.eks. kan tillægges vægt, at unionsborgeren har flyttet centrum for sine
interesser til en anden medlemsstat.
2. Sagens faktiske omstændigheder
Den nederlandske retssag, der har givet anledning til den præjudicielle fore-
læggelse, vedrører en britisk statsborger (sagsøger), som har boet sammen
med sine forældre i Nederlandene i perioden 1993-2009, indtil hun fyldte 18
år, hvorefter hun flyttede til Storbritannien for at studere og arbejde.
Efter i 2016 at have fornyet sagsøgers tidsubegrænsede EU-opholdsbevis, traf
de nederlandske myndigheder i december 2018 afgørelse om, at sagsøgeren
havde mistet retten til tidsubegrænset ophold, da hun havde været fraværende
fra Nederlandene i mere end to på hinanden følgende år.
Sagsøger har gjort gældende, at hun har bevaret sin ret til tidsubegrænset op-
hold, idet hun hvert år har opholdt sig i Nederlandene i dage eller uger for at
besøge venner og familie, og at hendes fravær fra Nederlandene derfor aldrig
har oversteget to på hinanden følgende år.
22. februar 2022
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
EU-ophold
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel.
Mail
Web
CVR-nr.
Sags nr.
6198 4000
[email protected]
www.uim.dk
36977191
2022 - 77
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres
familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af
forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/ EØF, 72/194/ EØF,
73/148/ EØF, 75/34/ EØF, 75/35/ EØF, 90/364/ EØF, 90/365/ EØF og 93/96/ EØF,
EUT L 158,
30.4.2004, s. 77–123.
1
Side
1/3
 EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 343: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag for EU-Domstolen C-637/21 K.R.
2535819_0002.png
3. Relevante retsregler og dansk administrativ praksis
Opholdsdirektivet fastlægger betingelserne for udøvelsen af retten til fri be-
vægelighed og ophold i medlemsstaterne for unionsborgere og deres familie-
medlemmer.
Efter opholdsdirektivets artikel 16, stk. 1, har unionsborgere, som lovligt har
haft ophold fem år i træk i værtsmedlemsstaten, ret til tidsubegrænset ophold
på værtsmedlemsstatens område. Opholdsdirektivets artikel 16, stk. 4, be-
stemmer, at retten til tidsubegrænset ophold kun mistes ved fravær fra værts-
medlemsstaten af en varighed på to på hinanden følgende år.
Bestemmelsen skal læses i lyset af 17. betragtning til direktivet, hvoraf det
bl.a. fremgår, at tidsubegrænset ophold er for de unionsborgere, der har valgt
at slå sig varigt ned i værtsmedlemsstaten, og udgør en afgørende faktor med
hensyn til at fremme den sociale samhørighed, der er et af Unionens grund-
læggende mål.
I dansk ret er opholdsdirektivet bl.a. gennemført ved EU-opholdsbekendtgø-
relsen
2
.
Det følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 30, at retten til tidsubegrænset
ophold ophører, hvis den pågældende har opholdt sig uden for landet i mere
end to på hinanden følgende år.
Efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 3, kan det efter ansøgning be-
stemmes, at en tidsubegrænset opholdsret ikke skal anses for ophørt ved fra-
vær i to på hinanden følgende år. I praksis er denne dispensationsadgang be-
tinget af, at der er tale om fravær i en på forhånd angivet midlertidig periode,
og dispensation meddeles kun til unionsborgere med en stærk tilknytning til
Danmark, som har til hensigt varigt at vende tilbage til Danmark.
Ud fra oplysningerne i sagen er det vurderingen, at de danske myndigheder
ligesom de nederlandske myndigheder også ville kunne nå frem til, at retten
til tidsubegrænset ophold i den konkrete sag må anses for ophørt.
Det bemærkes, at det forhold, at sagsøger er britisk statsborger, ikke har be-
tydning for fortolkningen af artikel 16, stk. 4. Udtrædelsesaftalen mellem EU
og Det Forenede Kongerige beskytter de opholdsrettigheder, som britiske
statsborgere allerede har opnået efter EU-reglerne om fri bevægelighed. Sag-
søgeren ville således efter omstændighederne kunne have bevaret den ret til
tidsubegrænset ophold, som hun allerede havde opnået efter EU-reglerne, på
grundlag af udtrædelsesaftalen.
Bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af
Den Europæiske Unions regler om fri bevægelighed (EU-opholdsbekendtgørelsen).
2
Side
2/3
 EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 343: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag for EU-Domstolen C-637/21 K.R.
2535819_0003.png
4. Regeringens interesse i sagen
Da udfaldet af dommen i den foreliggende sag kan få betydning for dansk
praksis, vil regeringen afgive indlæg i sagen.
Det er regeringens opfattelse, at opholdsdirektivets artikel 16, stk. 4, som ud-
gangspunkt er en absolut regel, hvorefter en tidsubegrænset opholdsret forta-
bes efter to års fravær, medmindre unionsborgeren inden udløbet af denne
periode genindrejser og på ny tager varigt ophold i værtsmedlemsstaten.
Det er derfor regeringens opfattelse, at kortvarige ophold af et par dages eller
ugers varighed aldrig kan være tilstrækkeligt til at afbryde fraværsperioden
med den virkning, at retten til tidsubegrænset ophold bevares.
Regeringens vil i sit indlæg argumentere for, at bestemmelsens absolutte ka-
rakter følger af ordlyden af artikel 16, stk. 4, samt af forarbejderne hertil og
tillige kan udledes af EU-Domstolens retspraksis.
Opholdsdirektivets artikel 16, stk. 4, indeholder således efter sin ordlyd ingen
undtagelser fra reglen om fortabelse efter to års fravær.
Det er endvidere regeringens opfattelse, at EU-lovgiver med opholdsdirekti-
vets artikel 16, stk. 4, sammenholdt med direktivets betragtning 17 har tilken-
degivet, at en tidsubegrænset opholdsret skal forbeholdes de unionsborgere,
der har valgt at slå sig
varigt
ned i værtsmedlemsstaten og lagt til grund, at
den sociale samhørighed med værtsmedlemsstaten, som den pågældende må
antages at have opbygget med opnåelsen af en tidsubegrænset opholdsret, af-
brydes ved fravær på to år.
Dette understøttes endvidere af forarbejderne til opholdsdirektivet og EU-
Domstolens retspraksis, hvorefter et fravær af denne varighed svækker den
pågældendes tætte bånd og tilknytning til værtsmedlemsstaten, jf. Rådets fæl-
les holdning (EF) nr. 6/2004 (EFT 2004/C 54 E/02), s. 31, gengivet i C-
162/09
3
, Lassal, præmis 55.
Det bemærkes hertil, at unionsborgere, der har opnået en tidsubegrænset op-
holdsret, har en særlig favorabel retsstilling, som indebærer, at der ikke læn-
gere kan stilles betingelser om økonomisk aktivitet eller selvforsørgelse.
Det ville efter regeringens opfattelse stride mod formålet med og hensynet
bag denne særlige status, hvis unionsborgere, der må anses for varigt at have
forladt en medlemsstat, kunne bevare en tidsubegrænset opholdsret ved lø-
bende, kortvarige besøg eller ferieophold i værtsmedlemsstaten.
3
Jf. dom af 7. oktober 2010 i sag C-162/09,
Lassal,
ECLI:EU:C:2010:592.
3/3
Side