EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 356: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/3-22

Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del Bilag 356
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

4. marts 2022

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-22/21

Titel og kort sagsresumé

Minister for Justice and Equality

Emne:

Opholdsdirektivet og begrebet „hører til unionsborgerens hustand“

Spørgsmål:

1) Kan begrebet »hører til [e]n unionsborgers husstand«, som er anvendt

i artikel 3 i direktiv 2004/38/EF, anses for at finde universel anvendelse

i hele EU-retten, og hvorledes skal det i bekræftende fald defineres?

2) Hvilke kriterier skal nationale retter i benægtende fald lægge til grund

ved bedømmelsen af beviser, således at nationale retter med

udgangspunkt i en række faste kriterier kan træffe afgørelse om,

hvorvidt en person hører til eller ikke hører til en unionsborgers

husstand med henblik på retten til fri bevægelighed?

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlænding- og

Integrationsministeriet

Til orientering:

Social- og Ældreministeriet

Proces-

skridt

Dato

10.03.22

C-159/20

Kommissionen mod Danmark, vedr. brug af betegnelsen ”feta”

Emne:

Sag omhandlende Kommissionens stævning mod Danmark med

påstand om manglende overholdelse af forpligtelserne vedrørende

betegnelsen "Feta".

Påstande:

Påstande: Kongeriget Danmark har forsømt at træffe de nødvendige

administrative og retslige foranstaltninger til at hindre eller standse

ulovlig anvendelse af beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede

geografiske betegnelser i henhold til artikel 13, stk. 3 i Kommissionens

forordning (EF) nr. 1829/2002 ("forordningen om

kvalitetsordninger").

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Emne:

Fortolkningen af TEUF artikel 20 og nærmere bestemt karakteren af

den opholdsret, som en tredjelandsstatsborger på baggrund af denne

bestemmelse i helt særlige situationer kan aflede af en unionsborger i

dennes egen medlemsstat (Zambrano-doktrinen)

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Fødevarestyrelsen

Til orientering:

Patent- og

Varemærkestyrelsen

17.03.22

C-624/20

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændige- og

Integrationsministeriet

17.03.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 356: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/3-22

Spørgsmål:

1. Har medlemsstaterne kompetence til at bestemme, om opholdsretten

på grundlag af artikel 20 TEUF i sig selv er af midlertidig eller ikke-

midlertidig karakter, eller skal dette afgøres efter EU-retten?

2. Såfremt en EU-retlig fortolkning skal finde anvendelse, er der [da]

ved anvendelsen af direktiv 2003/109/EF forskel på de forskellige

opholdsrettigheder på grundlag af afhængighedsforhold, der tilkommer

tredjelandsstatsborgere på grundlag af EU-retten, herunder den

opholdsret på grund af et afhængighedsforhold, der tilkendes et

familiemedlem til en unionsborger på grundlag af [direktiv

2004/38/EF], og opholdsretten på grundlag af artikel 20 TEUF?

3. Er opholdsretten på grundlag af artikel 20 TEUF, som efter sin art er

afhængig af, at der består et afhængighedsforhold mellem

tredjelandsstatsborgeren og unionsborgeren og således af begrænset

varighed, af midlertidig karakter?

4. Såfremt opholdsretten på grundlag af artikel 20 TEUF er midlertidig,

skal direktivets artikel 3, stk. 2, litra e), [da] fortolkes således, at denne

bestemmelse er til hinder for en national ordning, hvorefter kun

indehavere af nationale

opholdstilladelser er udelukket fra at

erhverve status som fastboende udlænding som omhandlet i

direktivet?

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 356: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/3-22

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Forkortelser i sagstypekolonnen:

O-sag = Sagen følges til orientering

F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg

Sagsnr.

C-205/20

Titel og kort sagsresumé

Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld

Spørgsmål:

1. Er kravet om, at sanktioner skal stå i et rimeligt forhold til

overtrædelsens grovhed, som er fastsat i artikel 20 i direktiv

2014/67/EU og fortolket i Den Europæiske Unions Domstols

kendelser Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld (C-

645/18, ECLI:EU:C:2019:1108) og Bezirkshauptmannschaft

Hartberg-Fürstenfeld ([forenede sager] C-140/19, C-141/19, C-

492/19–C-494/19, ECLI:EU:2019:1103), en direkte anvendelig

direktivbestemmelse?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:

Gør en fortolkning af national lovgivning i overensstemmelse med

EU-retten det muligt og nødvendigt for de nationale retsinstanser

og myndigheder at supplere de nationale sanktionsbestemmelser,

som finder anvendelse i den foreliggende sag, med de kriterier

vedrørende kravet om forholdsmæssighed, som er fastlagt i Den

Europæiske Unions Domstols kendelser Bezirkshauptmannschaft

Hartberg- Fürstenfeld (C-645/18, ECLI:EU:C:2019:1108) og

Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld ([forenede sager]

C-140/19, C-141/19, C-492/19–C-494/19, ECLI:EU:2019:1103),

uden at der er udstedt en ny national bestemmelse?

Boriss Cilevics e.a.

1.1. Udgør en lovgivning som den i hovedsagen omtvistede en

restriktion for etableringsfriheden, der er sikret ved artikel 49 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, eller

subsidiært for den frie udveksling af tjenesteydelser, der er sikret

ved [den nævnte traktats] artikel 56, og for friheden til at oprette og

drive egen virksomhed, der er anerkendt i artikel 16 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?

1.2. Hvilke betragtninger skal der tages hensyn til ved

bedømmelsen af om en sådan lovgivning er begrundet, egnet og

forholdsmæssig i forhold til dens lovlige formål om beskyttelse af

det officielle sprog som et udtryk for national identitet?

Italien mod Kommissionen

Påstande:

—Kommissionens

gennemførelsesafgørelse C(2019) 7815 af 30.

oktober 2019 annulleres, for så vidt som den pålægger Italien

finansielle korrektioner vedrørende revisionsundersøgelserne

AA/2016/012,

AA/2016/003,

AA/2016/015/IT,

FV/2016/002/IT og RD1/2016/803/IT.

—Subsidiært

annulleres samme afgørelse, for så vidt som den

anvender en fast korrektion på 143 924 279,14 EUR for

regnskabsårene 2015 og 2016 (undersøgelse AA/2016/012,

AA/2016/003 og AA/2016/015/IT) i stedet for en

engangskorrektion, som opgøres af AGEA, på 64 860 193,65 EUR.

—Europa-Kommissionen

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Freistaat Bayern mod Europa-Kommissionen (appel)

Påstande:

—Den

appellerede dom ophæves.

—Det

fastslås, at det første anbringende i stævningen for Retten er

ugrundet.

—Sagen

hjemvises til Retten med henblik på behandling af de

øvrige anbringender.

—Sagsøgeren

i første instans tilpligtes at betale

sagsomkostningerne i første instans og i forbindelse med

appelsagen, eller subsidiært for det tilfælde, at sagens hjemvises til

Retten, udsættes afgørelsen med hensyn til sagsomkostningerne i

første instans og i forbindelse med appelsagen.

ˮGrossmaniaˮ

Skal artikel 267 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde fortolkes således, at når Den Europæiske Unions

Domstol ved en afgørelse truffet inden for rammerne af en

præjudiciel procedure har fastslået, at en bestemmelse i en

Interessent

Justitsministeriet

Beskæftigelsesministeriet

Sags-

type

F-sag

Proces

-skridt

Dom

Dato

08.03.22

C-391/20

Justitsministeriet

O-sag

08.03.22

T-10/20

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

09.03.22

C-167/19 P

og C-

171/19 P

Miljøministeriet

O-sag

Dom

10.03.22

C-177/20

Justitsministeriet

Social- og Ældreministeriet

O-sag

Dom

10.03.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 356: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/3-22

C-519/20

C-538/20

medlemsstats interne retsorden er uforenelig med EU-retten, kan

den nævnte bestemmelse heller ikke finde anvendelse i

efterfølgende administrative eller retslige procedurer i denne

medlemsstat, uanset om de faktiske omstændigheder i den

efterfølgende procedure ikke er helt identiske med dem, der har

givet anledning til den tidligere præjudicielle procedure?

Landkreis Gifhorn

1. Skal EU-retten, navnlig artikel 18, stk. 1 og stk. 3, i direktiv

2008/115/EF, fortolkes således, at en national domstol, der træffer

afgørelse om frihedsberøvelse med henblik på udsendelse, i hvert

enkelt konkret tilfælde skal prøve bestemmelsens betingelser,

navnlig, at den akutte situation fortsat varer ved, når den nationale

lovgiver under påberåbelse af artikel 18, stk. 1, har fraveget

betingelserne i artikel 16, stk. 1, i national ret?

2. Skal EU-retten, navnlig artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/115/EF,

fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse,

som midlertidigt indtil den 1. juli 2022 tillader, at frihedsberøvede

med henblik på udsendelse anbringes i et fængsel, selv om der i

medlemsstaten forefindes særlige faciliteter for frihedsberøvede, og

ingen akut situation som omhandlet i artikel 18, stk. 1, i direktiv

2008/115/EF

gør

dette

tvingende

nødvendigt?

3. Skal artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/115/EF fortolkes således,

at der ikke foreligger en »særlig facilitet« til anbringelse af personer,

der er frihedsberøvet med henblik på udsendelse, allerede når:

- den »særlige facilitet« indirekte er underlagt samme

regeringsmedlem som faciliteter for straffefanger, nemlig

justitsministeren,

- den »særlige facilitet« er organiseret som en afdeling af et fængsel

og dermed ganske vist har sin egen leder, men som en af flere

afdelinger af fængslet samlet set er underlagt fængslets ledelse?

W (Finanzamt B mod W AG)

1. Skal artikel 43 [EF] sammenholdt med artikel 48 [EF] (nu artikel

49 [TEUF] sammenholdt med artikel 54 [TEUF]) fortolkes således,

at de er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, der forbyder

et hjemmehørende selskab i sit skattepligtige overskud at fradrage

underskud, der er oparbejdet af et fast driftssted i en anden

medlemsstat, når selskabet dels har udtømt alle muligheder for at

fradrage disse underskud, som lovgivningen i den medlemsstat, i

hvilken dette faste driftssted er beliggende, dels ikke længere

modtager indtægter fra dette faste driftssted, således at der ikke

længere kan tages hensyn til underskuddene i denne medlemsstat

(»endelige« underskud), når der for så vidt angår den pågældende

lovgivning er tale om fritagelse af overskud og underskud som følge

af en bilateralt indgået aftale mellem de to medlemsstater med

henblik på undgåelse af dobbeltbeskatning?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel

43 [EF] sammenholdt med artikel 48 [EF] (nu artikel 49 [TEUF]

sammenholdt med artikel 54 [TEUF]) fortolkes således, at de også

er til hinder for lovgivningen i den tyske Gewerbesteuergesetz (lov

om erhvervsskat), hvorefter et hjemmehørende selskab hindres i i

det skattepligtige resultatet af sin erhvervsmæssige virksomhed at

fradrage »endelige« underskud af den art, der er nævnt i det første

spørgsmål, og som er oparbejdet af et fast driftssted, der er

beliggende i en anden medlemsstat?

3. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Kan der i

tilfælde af lukning af det faste driftssted, der er beliggende i en

anden medlemsstat, foreligge »endelige« underskud af den art, der

er nævnt i det første spørgsmål, når der er en i det mindste teoretisk

mulighed for, at selskabet på ny etablerer et fast driftssted i den

pågældende medlemsstat, i hvis overskud de tidligere underskud i

givet fald kan modregnes?

4. Såfremt det første og det tredje spørgsmål besvares bekræftende:

Kan også sådanne underskud af den art, der er nævnt i det første

spørgsmål, og som er oparbejdet af det faste driftssted, udgøre

»endelige« underskud, som moderselskabets hjemstedsstat skal tage

hensyn til, og som i henhold til lovgivningen i den stat, i hvilken

det faste driftssted er beliggende, mindst en gang kan fremføres til

et senere skatteår?

5. Såfremt det første og det tredje spørgsmål besvares bekræftende:

Er forpligtelsen til at tage hensyn til de grænseoverskridende

»endelige« underskud størrelsesmæssigt begrænset af de underskud,

som selskabet ville have kunnet gøre gældende i den pågældende

stat, hvori det faste driftssted er beliggende, hvis ikke den stat

udelukkede hensyntagen til underskuddet?

Justitsministeriet

O-sag

Dom

10.03.22

Skatteministeriet

O-sag

10.03.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 356: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/3-22

C-705/20

C-716/20

C-13/21

C-207/21 P

T-648/19

og T-

704/19

T-113/20

Fossil (Gibraltar)

Ville skattefritagelse indrømmet af Commissioner of Income Tax i

henhold til

indkomstskatteloven af 2010 for skat betalt i De Forenede Stater

på appellantens

indtægter fra royalties [udelades] være i strid med afgørelsen, eller

er afgørelsen

på anden måde til hinder for [det]?

RTL Television

1. Skal begrebet »viderespredning pr. kabel«, som omhandlet i

artikel 1, stk. 3,

i Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993, fortolkes

således, at det, ud over et radio- og tv-selskabs samtidige udsendelse

af et andet radio- og tv-selskabs udsendelse, omfatter en samtidig

og uforkortet viderespredning pr. kabel til almenheden af en

førstegangsudsendelse af radio- eller tv-programmer beregnet

for almenheden (uanset om en sådan viderespredning til

almenheden foretages af et radio- og tv-selskab eller ej)?

2. Udgør en samtidig viderespredning pr. koaksialkabel af

programmer fra en tv-kanal, der sendes via satellit, gennem de

forskellige tv-apparater, der er installeret på hotelværelser, en

retransmission af sådanne udsendelser, som er omfattet af det i

Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 omhandlede

begreb?

Pricoforest

1. Skal begrebet »radius af 100 km« i artikel 13, stk. 1, litra b), i

forordning nr. 561/2006 fortolkes således, at afstanden i

fugleflugtslinje mellem virksomhedens hjemsted og destinationen

skal være mindre end 100 km, eller således at køretøjets reelt

tilbagelagte vejstrækning skal være mindre end 100 km?

2. Skal bestemmelserne i artikel 13, stk. 1, litra b), i forordning nr.

561/2006 fortolkes således, at udførelsen inden for en måned af

transportopgaver henhørende til den i denne bestemmelse

omhandlede kategori, hvoraf nogle udføres inden for en radius af

100 km fra virksomhedens hjemsted og andre ved overskridelse af

denne radius, med hensyn til undtagelsen af den i artikel 13, stk. 1,

litra b), i forordning nr. 561/2006 omhandlede situation fra

anvendelsen af denne forordning gennem en national bestemmelse

indebærer, at denne undtagelse omfatter alle de berørte

transportopgaver, kun transportopgaver udført [uden] […]

overskridelse af radiussen af 100 km eller ingen af dem?

Republikken Polen mod Europa-Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Rettens dom af 27. januar 2021 i sag T-699/17, Republikken

Polen mod Europa-Kommissionen, ophæves i sin helhed.

—

Republikken Polens første anbringende i sag T-699/17

forkastes.

—

Sagen hjemvises til fornyet behandling ved Retten, således at det

andet til det femte anbringende, som ikke blev

undersøgt i første instans, kan forkastes.

—

Afgørelsen om sagsomkostninger i forbindelse med sagen i

første instans og nærværende appelsag udsættes til

MEKH mod ACER

FGSZ mod ACER

Påstande

—Principalt:

—Den

anfægtede afgørelse annulleres i henhold til artikel 263

TEUF.

—Det

fastslås, at kapitel V i Kommissionens forordning 2017/459,

som den anfægtede afgørelse er baseret på, ikke kan finde

anvendelse i henhold til artikel 277 TEUF.

—ACER

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—Subsidiært:

—Såfremt

Retten finder, at forordning 2017/459, som den

anfægtede afgørelse er baseret på, ikke skal erklæres uanvendelig,

annulleres denne afgørelse i) for det første på grund af manglende

kompetence, ii) for det andet på grund af alvorlige procedurefejl og

iii) for det tredje på grund af manglende materielt grundlag.

—ACER

tilpligtes at betale sagsomkostningerne

M.fl..

BSEF mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens forordning (EU) 2019/2021 af 1. oktober 2019

om fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af elektroniske

Skatteministeriet

O-sag

10.03.22

Kulturministeriet

O-sag

10.03.22

Transportministeriet

O-sag

10.03.22

Miljøministeriet

O-sag

10.03.22

Energistyrelsen

O-sag

Dom

16.03.22

Miljøministeriet

O-sag

Dom

16.03.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 356: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/3-22

C-232/20

C-518/20

og C-

727/20

C-713/20

C-508/19

skærme i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/125/EF, om ændring af Kommissionens forordning (EF) nr.

1275/2008 og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF)

nr. 642/2009 annulleres, for så vidt som den forbyder halogenerede

flammehæmmere.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Daimler

Spørgsmål:

1. Skal udsendelse af en vikaransat til en brugervirksomhed ikke

længere anses for »midlertidig« som omhandlet i artikel 1 i direktiv

2008/104 allerede af den grund, at beskæftigelsen sker på en

arbejdsplads, som forefindes permanent, og som ikke besættes på

vikarbasis?

2. Skal udsendelse af en vikaransat i en periode på under 55

måneder anses for ikke længere »midlertidig« som omhandlet i

artikel 1 i direktiv 2008/104?

3. Såfremt det første og/eller det andet spørgsmål besvares

bekræftende, opstår følgende tillægsspørgsmål:

3.1. Har den vikaransatte krav på indgåelse af et ansættelsesforhold

med brugervirksomheden, selv om national ret ikke indeholder en

sådan sanktion før den 1. april 2017?

3.2. Er en national bestemmelse som § 19, stk. 2, i Gesetz zur

Regelung der Arbeitnehmerüberlassung (lov om vikararbejde,

herefter »AÜG«) i strid med artikel 1 i direktiv 2008/104, når den

første gang med virkning fra den 1. april 2017 foreskriver en

maksimal individuel udsendelsesperiode på 18 måneder, men

udtrykkeligt ikke tager hensyn til tidligere udsendelsesperioder, hvis

udsendelsen ikke længere kan kvalificeres som midlertidig, hvis de

tidligere perioder medregnes?

3.3.

Kan udvidelsen af den maksimale individuelle

udsendelsesperiode overlades til overenskomstparterne? Såfremt

svaret er bekræftende: Gælder dette også for overenskomstparter,

som ikke har kompetence for den pågældende vikaransattes

ansættelsesforhold, men for brugervirksomhedens branche?

Fraport

St. Vincenz-Krankenhaus

Spørgsmål:

1. Er artikel 7 i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2, til

hinder for en fortolkning af en national lovbestemmelse som § 7,

stk. 3, i Bundesurlaubsgesetz (den tyske forbundslov om årlig ferie

for arbejdstagere), hvorefter den endnu ikke udnyttede ret til årlig

betalt ferie for en arbejdstager, som i løbet af ferieåret har mistet

arbejdsevnen på grund af sygdom, men som

–

i det mindste delvist

–

havde kunnet afholde ferie forud for sin sygdom, ved fortsat

uafbrudt mistet arbejdsevne 15 måneder efter ferieårets udløb også

bortfalder i den situation, hvor arbejdsgiveren ikke med passende

opfordringer og oplysninger faktisk har sørget for, at

arbejdstageren er i stand til at afholde sin ferie?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Er fortabelse

af retten i tilfælde af fortsat mistet arbejdsevne

–

under de

foreliggende omstændigheder

–

også udelukket på et senere

tidspunkt?

Raad van bestuur van de Sociale verzekeringbank

Sagen vedrører:

1. Skal artikel 11, stk. 3, litra a), i [forordning (EF) nr. 883/2004]

fortolkes således, at en arbejdstager, der bor i en medlemsstat og

arbejder på en anden medlemsstats område på grundlag af en

kontrakt om vikaransættelse, hvorved tjenesteforholdet ophører, så

snart vikararbejdet er færdigt, og derefter genoptages, i de

mellemliggende perioder stadig er omfattet af lovgivningen i

sidstnævnte medlemsstat, så længe vedkommende ikke midlertidigt

har indstillet dette arbejde?

2. Hvilke faktorer er i sådanne tilfælde af betydning ved

bedømmelsen af, om der er tale om en midlertidig indstilling af

virksomheden?

3. Efter hvilket tidsrum må det antages, at en arbejdstager, der ikke

længere har et kontraktmæssigt arbejdsforhold, har indstillet

virksomheden i arbejdslandet midlertidigt, med forbehold af

konkrete tegn på det modsatte??

Prokurator Generalny

Spørgsmål:

1. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2, artikel 4, stk. 3, og

artikel 6, stk. 3, TEU sammenholdt med artikel 47 i chartret om

grundlæggende rettigheder samt artikel 267, stk. 3, TEUF fortolkes

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

17.03.22

Miljøministeriet

O-sag

17.03.22

Beskæftigelsesministeriet

Miljøministeriet

F-sag

17.03.22

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

18.03.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 356: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/3-22

C-151/20

således, at en domstol i sidste instans i en medlemsstat i en sag

vedrørende en påstand om at det fastslås, at et tjenesteforhold ikke

består, kan bestemme, at en person, som er blevet meddelt en

afgørelse om udnævnelse til et dommerembede, der er vedtaget på

grundlag af bestemmelser, som er i strid med princippet om

effektiv retsbeskyttelse, eller på en måde, som ikke er i

overensstemmelse med dette princip, ikke skal anses for at være

dommer, når den pågældende domstol forsætligt er blevet

forhindret i at prøve dette spørgsmål forud for meddelelsen af

denne afgørelse?

2. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2 og artikel 4, stk. 3,

TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder

sammenholdt med artikel 267 TEUF fortolkes således, at

princippet om effektiv retsbeskyttelse tilsidesættes, når en afgørelse

om udnævnelse til et dommerembede meddeles, efter at en national

ret har forelagt et spørgsmål til præjudiciel afgørelse vedrørende

EU-rettens fortolkning, hvis besvarelse er afgørende for, om de

nationale bestemmelser, som har gjort det muligt at vedtage denne

afgørelse, kan anses for forenelige med EU-retten?

3. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2, artikel 4, stk. 3, og

artikel 6, stk. 3, TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder fortolkes således, at princippet om effektiv

retsbeskyttelse tilsidesættes derved, at retten til domstolsprøvelse

ikke er sikret, når afgørelsen om udnævnelse til et dommerembede

ved en domstol i en medlemsstat er blevet meddelt på grundlag af

en udnævnelsesprocedure, som er blevet gennemført under

tilsidesættelse af denne medlemsstats retsforskrifter?

4. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2 og artikel 4, stk. 3,

TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder

sammenholdt med artikel 267, stk. 3, TEUF fortolkes således, at

princippet om effektiv retsbeskyttelse tilsidesættes derved, at den

nationale lovgiver har oprettet en organisatorisk enhed inden for

medlemsstatens domstol i sidste instans, som ikke er en ret i EU-

rettens forstand?

5. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2 og artikel 4, stk. 3,

TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder

sammenholdt med artikel 267, stk. 3, TEUF fortolkes således, at

beslutningen om, hvorvidt en person, der har fået meddelt en

afgørelse om udnævnelse til et dommerembede ved en

medlemsstats domstol i sidste instans, står i et tjenesteforhold som

dommer og har status af dommer, ikke kan træffes af en

organisatorisk enhed, der er kompetent efter national ret, hvilken

enhed den pågældende person er udnævnt til, og som udelukkende

består af personer, hvis udnævnelsesafgørelser er behæftet med de

i spørgsmål to til fire nævnte fejl, og som derfor ikke udgør en ret i

EU-rettens forstand, men skal træffes af en anden organisatorisk

enhed ved denne domstol, som opfylder EU-rettens krav til en ret?

Nordzucker e.a.

Spørgsmål:

1. Finder det tredje kriterium, som Domstolen har opstillet i sin

praksis for anvendeligheden af princippet ne bis in idem, nemlig at

det samme beskyttede retlige gode skal være berørt, også

anvendelse i tilfælde, hvor konkurrencemyndighederne i to

medlemsstater for de samme faktiske omstændigheder og

vedrørende de samme personer foruden de nationale retsregler

også skal anvende de samme EU-regler (i den foreliggende sag

artikel 101 TEUF)?

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende:

2. Foreligger der i et sådant tilfælde, hvor europæiske og nationale

konkurrenceregler anvendes parallelt, det samme beskyttede retlige

gode?

3. Er det derudover relevant for anvendelsen af princippet ne bis

in idem, om den tidsmæssigt første bødeafgørelse, som blev

vedtaget af konkurrencemyndigheden i en medlemsstat, tog hensyn

til de faktiske

indvirkninger af overtrædelsen af

konkurrencereglerne i den anden medlemsstat, hvis

konkurrencemyndighed først derefter traf afgørelse i den af denne

førte konkurrencesag?

4. Foreligger der også i en sag, hvor det på grund af en af

procesdeltagernes deltagelse i det nationale kronvidneprogram kun

er muligt deklaratorisk at fastslå dennes overtrædelse af

konkurrencereglerne, en sag, som er underlagt princippet ne bis in

idem, eller kan en sådan ren konstatering af overtrædelsen ske

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

O-sag

Dom

22.03.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 356: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/3-22

C-245/20

C-533/20

C-4/21

uafhængigt af resultatet af en tidligere sag vedrørende pålæg af en

bøde (i en anden medlemsstat)?

Autoriteit Persoonsgegevens

Spørgsmål:

1. Skal artikel 55, stk. 3, i den generelle databeskyttelsesforordning

fortolkes således, at der ved »domstoles behandlingsaktiviteter, når

disse handler i deres egenskab af domstol«, kan forstås den

omstændighed, at en domstol giver aktindsigt i procesdokumenter,

der indeholder personoplysninger, hvorved aktindsigten sker ved,

at der stilles kopier af procesdokumenterne til rådighed for en

journalist, således som det er beskrevet i nærværende

forelæggelsesafgørelse?

1a. Har det for besvarelsen af dette spørgsmål nogen betydning, om

den nationale tilsynsmyndigheds udøvelse af tilsyn med denne form

for databehandling i konkrete sager berører domstolenes

uafhængighed ved beslutningstagningen?

1b. Har det for besvarelsen af dette spørgsmål nogen betydning, at

arten af og formålet med databehandlingen ifølge den pågældende

retsinstans er at informere en journalist for at sætte denne i stand

til at give en bedre dækning af det offentlige retsmøde i et retssag,

og det således tilstræbes at tjene hensynet til offentlighed og

gennemsigtighed vedrørende retspraksis?

1c. Har det for besvarelsen af dette spørgsmål nogen betydning,

om databehandlingen beror på en udtrykkelig nationalretlig

hjemmel?

Upfield Hungary

Spørgsmål:

Skal bestemmelserne i forordning (EU) nr. 1169/2011 om

fødevareinformation til forbrugerne og om ændring af Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 og (EF) nr.

1925/2006 og om ophævelse af Kommissionens direktiv

87/250/EØF, Rådets direktiv 90/496/EØF, Kommissionens

direktiv 1999/10/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/13/EF, Kommissionens direktiv 2002/67/EF og

2008/5/EF og Kommissionens forordning (EF) nr.608/2004,

navnlig artikel 18, stk. 2, fortolkes således, at der i tilfælde af

tilsætning af vitaminer til fødevarer ved betegnelsen for

fødevarernes ingredienser ud over vitaminernes betegnelse også

skal nævnes deres betegnelse i henhold til de vitaminkilder, der må

tilsættes til fødevarer?

Fédération des entreprises de la beauté

Spørgsmål:

1) Skal skrivelsen af 27. november 2019 fra chefen for kontoret for

»Forbruger, miljø- og sundhedsteknologier« i Europa-

Kommissionens Generaldirektoratet for det Indre Marked,

Erhvervspolitik, Iværksætteri og SMV'er anses for en forberedende

retsakt til den afgørelse, hvorved Kommissionen fastslår, hvorvidt

en foreløbig foranstaltning i en medlemsstat er berettiget i henhold

til artikel 27, stk. 3, i Europa- Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 1223/2009 af 30. november 2009 om kosmetiske

produkter, når henses til formuleringen af denne skrivelse og til, at

der ikke foreligger nogen oplysninger, der viser, at den ansatte, der

har underskrevet skrivelsen, er tillagt beføjelse til at træffe en

afgørelse på vegne af Kommissionen, eller skal skrivelsen anses for

en sådan afgørelse, der giver udtryk for Kommissionens endelige

stillingtagen?

2) Såfremt skrivelsen af 27. november 2019 skal anses for en

forberedende retsakt til den afgørelse, hvorved Kommissionen

fastslår, hvorvidt en foreløbig foranstaltning fra en medlemsstat er

berettiget i henhold til artikel 27, stk. 3, i forordning (EF) nr.

1223/2009, kan den nationale ret, når den skal tage stilling til

lovligheden af en foreløbig foranstaltning, der er truffet af en

national myndighed på grundlag af forordningens artikel 27, stk. 1,

i afventning af Kommissionens afgørelse, træffe afgørelse om,

hvorvidt denne foreløbige foranstaltning er i overensstemmelse

med denne artikel, og i bekræftende fald i hvilket omfang og på

hvilke punkter, eller skal retten

–

så længe Kommissionen ikke har

fundet, at foranstaltningen ikke er berettiget

–

anse denne for at

være i overensstemmelse med denne artikel?

3) Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal

artikel 27 i forordning (EF) nr. 1223/2009 fortolkes således, at den

giver mulighed for at træffe foreløbige foranstaltninger, der finder

anvendelse på en kategori af produkter, der indeholder samme stof?

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

24.03.22

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

24.03.22

Miljøministeriet

O-sag

24.03.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 356: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/3-22

C-19/21

4) Såfremt skrivelsen af 27. november 2019 skal anses for en

afgørelse, der giver udtryk for Kommissionens endelige

stillingtagen til den omhandlede foreløbige foranstaltning, kan

gyldigheden af denne afgørelse da anfægtes ved en national ret, selv

om den ikke har været genstand for et annullationssøgsmål på

grundlag af artikel 263 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, henset til den omstændighed, at formuleringen af

denne skrivelse giver anledning til at tro, at der kun var tale om en

forberedende retsakt, og at Agence nationale de sécurité du

médicament et des produits de santé (den nationale styrelse for

lægemiddelog sundhedsproduktsikkerhed), som skrivelsen er rettet

til, har besvaret denne og givet udtryk for sin uenighed hermed og

angivet, at den opretholder sin foreløbige foranstaltning indtil

Kommissionen, der ikke selv har svaret, tager endeligt stilling?

5) Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, er

skrivelsen af 27. november 2019 da underskrevet af en ansat, der

har bemyndigelse til at træffe afgørelse på vegne af Kommissionen,

og er afgørelsen gyldig, for så vidt som den er baseret på, at

sikkerhedsklausulordningen i denne artikel »omhandler individuelle

foranstaltninger vedrørende kosmetiske produkter, der

tilgængeliggøres på markedet, og ikke generelle foranstaltninger,

der finder anvendelse på en kategori af produkter, der indeholder

et bestemt stof«, når henses til den fortolkning, der skal anlægges

af bestemmelserne i artikel 27 i forordning (EF) nr. 1223/2009

sammenholdt med bestemmelserne i dens artikel 31?

6) Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, eller

såfremt skrivelsen af 27. november 2019 ikke længere kan anfægtes

under den foreliggende sag, skal den foreløbige foranstaltning, der

er truffet på grundlag af artikel 27 i forordning (EF) nr. 1223/2009,

da betragtes som værende i strid med denne forordning fra

begyndelsen eller først fra tidspunktet for meddelelsen af denne

skrivelse til Agence nationale desécurité du médicament et des

produits de santé (den nationale styrelse for lægemiddel- og

sundhedsproduktsikkerhed), eller inden for en rimelig frist regnet

fra datoen for denne meddelelse, der er beregnet til at gøre det

muligt at ophæve skrivelsen, under hensyn til den usikkerhed, der

var forbundet med rækkevidden af denne skrivelse, og den

omstændighed, at Kommissionen ikke har svaret styrelsen, der

angav, at den »som en sikkerhedsforanstaltning [...] [fastholdt] sin

afgørelse af 13. marts 2019 i afventning af, at Kommissionen

træffer afgørelse i henhold til bestemmelserne i artikel 27 i

forordning (EF) nr. 1223/2009?

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

I. Skal artikel 27 i Dublinforordningen, eventuelt sammenholdt

med chartrets artikel 47, fortolkes således, at den anmodede

medlemsstat er forpligtet til at give ansøgeren, som opholder sig i

den anmodende medlemsstat og ønsker overførsel i henhold til

Dublinforordningens artikel 8 (eller artikel 9 og 10), eller et

familiemedlem

til

ansøgeren

som

omhandlet

Dublinforordningens artikel 8, 9 eller 10, ret til et effektivt

retsmiddel i form af indbringelse for en domstol af et afslag på

overtagelsesanmodningen?

II. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, og

Dublinforordningens artikel 27 ikke kan være hjemmel for et

effektivt retsmiddel, skal chartrets artikel 47

–

sammenholdt med

den grundlæggende ret til familiens enhed og barnets tarv (som

fastsat i Dublinforordningens artikel 8 til 10 og 19. betragtning

hertil)

–

da fortolkes således, at den anmodede medlemsstat er

forpligtet til at give ansøgeren, som opholder sig i den anmodende

medlemsstat

ønsker

overførsel

henhold

til

Dublinforordningens artikel 8 (eller artikel 9 og 10), eller et

familiemedlem

til

ansøgeren

som

omhandlet

Dublinforordningens artikel 8, 9 eller 10, ret til et effektivt

retsmiddel i form af indbringelse for en domstol af et afslag på

overtagelsesanmodningen?

III. Såfremt spørgsmål I eller spørgsmål II (anden del) besvares

bekræftende, på hvilken måde og af hvilken medlemsstat skal

afgørelsen om afslag på overtagelsesanmodningen truffet af den

anmodede medlemsstat, og retten til at indgive et effektivt

retsmiddel herimod, meddeles ansøgeren eller familiemedlemmet

til ansøgeren?

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

24.03.22