Rent drikkevand og sikker
kemi
J.nr. 2022-832
Ref. MBJOE
Den 8. marts 2022
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af
anvendelsen af chromtrioxid til overfladebehandling af reservedele til militære
flymotorer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1907/2006 (REACH) (komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af
stoffet chromtrioxid til overfladebehandling af reservedele til militære flymotorer, der ikke længere
produceres i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH)
(komitésag). Forslaget giver tilladelse til fortsat anvendelse til den franske virksomhed Safran
Aircraft Engines. Tilladelsen gives efter optag på godkendelseslisten, bilag XIV i REACH, til fortsat
at anvende stoffet indtil udgangen af 2029. Forslaget blev drøftet på et videomøde i REACH-
komitéen d. 2. februar 2022 og efterfølgende sat til afstemning i skriftlig procedure med frist den 15.
marts 2022. Forslaget forventes ikke at have nævneværdige økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet - ej heller statsfinansielle konsekvenser. Forslaget forventes ikke at
påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark. Regeringen ønsker generelt at begrænse anvendelse af
særligt problematiske stoffer i de tilfælde, hvor der ikke kan demonstreres sikker brug, eller hvor der
findes egnede alternativer. I den konkrete sag drejer det sig om en specifik anvendelse af stoffet, hvor
der ikke findes alternativer. De anvendte risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold
er tilstrækkelige til at sikre arbejdstagere og den generelle befolkning via miljøet. Regeringen agter
på den baggrund at støtte forslaget.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af
chromtrioxid til overfladebehandling af reservedele til militære flymotorer, der ikke længere produceres.
Forslaget er fremlagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006
(REACH). Forslaget har hjemmel i REACH-forordningens artikel 64, stk. 8.
Forslaget behandles i en undersøgelsesprocedure i REACH-komiteen. Afgiver komitéen en positiv
udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen forslaget. Afgiver komitéen en negativ
udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen ikke forslaget, idet Kommissionen inden for