EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 380: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/3-22

Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del Bilag 380
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

11. marts 2022

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-159/20

Titel og kort sagsresumé

Kommissionen mod Danmark, vedr. brug af betegnelsen ”feta”

Emne:

Sag omhandlende Kommissionens stævning mod Danmark med

påstand om manglende overholdelse af forpligtelserne vedrørende

betegnelsen "Feta".

Påstande:

Påstande: Kongeriget Danmark har forsømt at træffe de nødvendige

administrative og retslige foranstaltninger til at hindre eller standse

ulovlig anvendelse af beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede

geografiske betegnelser i henhold til artikel 13, stk. 3 i Kommissionens

forordning (EF) nr. 1829/2002 ("forordningen om

kvalitetsordninger").

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Emne:

Fortolkningen af TEUF artikel 20 og nærmere bestemt karakteren af

den opholdsret, som en tredjelandsstatsborger på baggrund af denne

bestemmelse i helt særlige situationer kan aflede af en unionsborger i

dennes egen medlemsstat (Zambrano-doktrinen)

Spørgsmål:

1. Har medlemsstaterne kompetence til at bestemme, om opholdsretten

på grundlag af artikel 20 TEUF i sig selv er af midlertidig eller ikke-

midlertidig karakter, eller skal dette afgøres efter EU-retten?

2. Såfremt en EU-retlig fortolkning skal finde anvendelse, er der [da]

ved anvendelsen af direktiv 2003/109/EF forskel på de forskellige

opholdsrettigheder på grundlag af afhængighedsforhold, der tilkommer

tredjelandsstatsborgere på grundlag af EU-retten, herunder den

opholdsret på grund af et afhængighedsforhold, der tilkendes et

familiemedlem til en unionsborger på grundlag af [direktiv

2004/38/EF], og opholdsretten på grundlag af artikel 20 TEUF?

3. Er opholdsretten på grundlag af artikel 20 TEUF, som efter sin art er

afhængig af, at der består et afhængighedsforhold mellem

tredjelandsstatsborgeren og unionsborgeren og således af begrænset

varighed, af midlertidig karakter?

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Fødevarestyrelsen

Til orientering:

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Proces-

skridt

Dato

17.03.22

C-624/20

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændige- og

Integrationsministeriet

17.03.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 380: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/3-22

4. Såfremt opholdsretten på grundlag af artikel 20 TEUF er midlertidig,

skal direktivets artikel 3, stk. 2, litra e), [da] fortolkes således, at denne

bestemmelse er til hinder for en national ordning, hvorefter kun

indehavere af nationale

opholdstilladelser er udelukket fra at

erhverve status som fastboende udlænding som omhandlet i

direktivet?

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 380: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/3-22

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Forkortelser i sagstypekolonnen:

O-sag = Sagen følges til orientering

F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg

Sagsnr.

T-648/19

og T-

704/19

Titel og kort sagsresumé

MEKH mod ACER

FGSZ mod ACER

Påstande

—Principalt:

—Den

anfægtede afgørelse annulleres i henhold til artikel 263

TEUF.

—Det

fastslås, at kapitel V i Kommissionens forordning 2017/459,

som den anfægtede afgørelse er baseret på, ikke kan finde

anvendelse i henhold til artikel 277 TEUF.

—ACER

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—Subsidiært:

—Såfremt

Retten finder, at forordning 2017/459, som den

anfægtede afgørelse er baseret på, ikke skal erklæres uanvendelig,

annulleres denne afgørelse i) for det første på grund af manglende

kompetence, ii) for det andet på grund af alvorlige procedurefejl og

iii) for det tredje på grund af manglende materielt grundlag.

—ACER

tilpligtes at betale sagsomkostningerne

M.fl..

BSEF mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens forordning (EU) 2019/2021 af 1. oktober 2019

om fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af elektroniske

skærme i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/125/EF, om ændring af Kommissionens forordning (EF) nr.

1275/2008 og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF)

nr. 642/2009 annulleres, for så vidt som den forbyder halogenerede

flammehæmmere.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Daimler

Spørgsmål:

1. Skal udsendelse af en vikaransat til en brugervirksomhed ikke

længere anses for »midlertidig« som omhandlet i artikel 1 i direktiv

2008/104 allerede af den grund, at beskæftigelsen sker på en

arbejdsplads, som forefindes permanent, og som ikke besættes på

vikarbasis?

2. Skal udsendelse af en vikaransat i en periode på under 55

måneder anses for ikke længere »midlertidig« som omhandlet i

artikel 1 i direktiv 2008/104?

3. Såfremt det første og/eller det andet spørgsmål besvares

bekræftende, opstår følgende tillægsspørgsmål:

3.1. Har den vikaransatte krav på indgåelse af et ansættelsesforhold

med brugervirksomheden, selv om national ret ikke indeholder en

sådan sanktion før den 1. april 2017?

3.2. Er en national bestemmelse som § 19, stk. 2, i Gesetz zur

Regelung der Arbeitnehmerüberlassung (lov om vikararbejde,

herefter »AÜG«) i strid med artikel 1 i direktiv 2008/104, når den

første gang med virkning fra den 1. april 2017 foreskriver en

maksimal individuel udsendelsesperiode på 18 måneder, men

udtrykkeligt ikke tager hensyn til tidligere udsendelsesperioder, hvis

udsendelsen ikke længere kan kvalificeres som midlertidig, hvis de

tidligere perioder medregnes?

3.3.

Kan udvidelsen af den maksimale individuelle

udsendelsesperiode overlades til overenskomstparterne? Såfremt

svaret er bekræftende: Gælder dette også for overenskomstparter,

som ikke har kompetence for den pågældende vikaransattes

ansættelsesforhold, men for brugervirksomhedens branche?

Fraport

St. Vincenz-Krankenhaus

Spørgsmål:

1. Er artikel 7 i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2, til

hinder for en fortolkning af en national lovbestemmelse som § 7,

stk. 3, i Bundesurlaubsgesetz (den tyske forbundslov om årlig ferie

for arbejdstagere), hvorefter den endnu ikke udnyttede ret til årlig

betalt ferie for en arbejdstager, som i løbet af ferieåret har mistet

Interessent

Energistyrelsen

Sags-

type

O-sag

Proces

-skridt

Dom

Dato

16.03.22

T-113/20

Miljøministeriet

O-sag

Dom

16.03.22

C-232/20

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

17.03.22

C-518/20

og C-

727/20

Miljøministeriet

O-sag

17.03.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 380: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/3-22

C-713/20

C-508/19

arbejdsevnen på grund af sygdom, men som

–

i det mindste delvist

–

havde kunnet afholde ferie forud for sin sygdom, ved fortsat

uafbrudt mistet arbejdsevne 15 måneder efter ferieårets udløb også

bortfalder i den situation, hvor arbejdsgiveren ikke med passende

opfordringer og oplysninger faktisk har sørget for, at

arbejdstageren er i stand til at afholde sin ferie?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Er fortabelse

af retten i tilfælde af fortsat mistet arbejdsevne

–

under de

foreliggende omstændigheder

–

også udelukket på et senere

tidspunkt?

Raad van bestuur van de Sociale verzekeringbank

Sagen vedrører:

1. Skal artikel 11, stk. 3, litra a), i [forordning (EF) nr. 883/2004]

fortolkes således, at en arbejdstager, der bor i en medlemsstat og

arbejder på en anden medlemsstats område på grundlag af en

kontrakt om vikaransættelse, hvorved tjenesteforholdet ophører, så

snart vikararbejdet er færdigt, og derefter genoptages, i de

mellemliggende perioder stadig er omfattet af lovgivningen i

sidstnævnte medlemsstat, så længe vedkommende ikke midlertidigt

har indstillet dette arbejde?

2. Hvilke faktorer er i sådanne tilfælde af betydning ved

bedømmelsen af, om der er tale om en midlertidig indstilling af

virksomheden?

3. Efter hvilket tidsrum må det antages, at en arbejdstager, der ikke

længere har et kontraktmæssigt arbejdsforhold, har indstillet

virksomheden i arbejdslandet midlertidigt, med forbehold af

konkrete tegn på det modsatte??

Prokurator Generalny

Spørgsmål:

1. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2, artikel 4, stk. 3, og

artikel 6, stk. 3, TEU sammenholdt med artikel 47 i chartret om

grundlæggende rettigheder samt artikel 267, stk. 3, TEUF fortolkes

således, at en domstol i sidste instans i en medlemsstat i en sag

vedrørende en påstand om at det fastslås, at et tjenesteforhold ikke

består, kan bestemme, at en person, som er blevet meddelt en

afgørelse om udnævnelse til et dommerembede, der er vedtaget på

grundlag af bestemmelser, som er i strid med princippet om

effektiv retsbeskyttelse, eller på en måde, som ikke er i

overensstemmelse med dette princip, ikke skal anses for at være

dommer, når den pågældende domstol forsætligt er blevet

forhindret i at prøve dette spørgsmål forud for meddelelsen af

denne afgørelse?

2. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2 og artikel 4, stk. 3,

TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder

sammenholdt med artikel 267 TEUF fortolkes således, at

princippet om effektiv retsbeskyttelse tilsidesættes, når en afgørelse

om udnævnelse til et dommerembede meddeles, efter at en national

ret har forelagt et spørgsmål til præjudiciel afgørelse vedrørende

EU-rettens fortolkning, hvis besvarelse er afgørende for, om de

nationale bestemmelser, som har gjort det muligt at vedtage denne

afgørelse, kan anses for forenelige med EU-retten?

3. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2, artikel 4, stk. 3, og

artikel 6, stk. 3, TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder fortolkes således, at princippet om effektiv

retsbeskyttelse tilsidesættes derved, at retten til domstolsprøvelse

ikke er sikret, når afgørelsen om udnævnelse til et dommerembede

ved en domstol i en medlemsstat er blevet meddelt på grundlag af

en udnævnelsesprocedure, som er blevet gennemført under

tilsidesættelse af denne medlemsstats retsforskrifter?

4. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2 og artikel 4, stk. 3,

TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder

sammenholdt med artikel 267, stk. 3, TEUF fortolkes således, at

princippet om effektiv retsbeskyttelse tilsidesættes derved, at den

nationale lovgiver har oprettet en organisatorisk enhed inden for

medlemsstatens domstol i sidste instans, som ikke er en ret i EU-

rettens forstand?

5. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2 og artikel 4, stk. 3,

TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder

sammenholdt med artikel 267, stk. 3, TEUF fortolkes således, at

beslutningen om, hvorvidt en person, der har fået meddelt en

afgørelse om udnævnelse til et dommerembede ved en

medlemsstats domstol i sidste instans, står i et tjenesteforhold som

dommer og har status af dommer, ikke kan træffes af en

organisatorisk enhed, der er kompetent efter national ret, hvilken

Beskæftigelsesministeriet

Miljøministeriet

F-sag

17.03.22

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

18.03.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 380: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/3-22

C-151/20

C-245/20

C-533/20

C-4/21

enhed den pågældende person er udnævnt til, og som udelukkende

består af personer, hvis udnævnelsesafgørelser er behæftet med de

i spørgsmål to til fire nævnte fejl, og som derfor ikke udgør en ret i

EU-rettens forstand, men skal træffes af en anden organisatorisk

enhed ved denne domstol, som opfylder EU-rettens krav til en ret?

Nordzucker e.a.

Spørgsmål:

1. Finder det tredje kriterium, som Domstolen har opstillet i sin

praksis for anvendeligheden af princippet ne bis in idem, nemlig at

det samme beskyttede retlige gode skal være berørt, også

anvendelse i tilfælde, hvor konkurrencemyndighederne i to

medlemsstater for de samme faktiske omstændigheder og

vedrørende de samme personer foruden de nationale retsregler

også skal anvende de samme EU-regler (i den foreliggende sag

artikel 101 TEUF)?

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende:

2. Foreligger der i et sådant tilfælde, hvor europæiske og nationale

konkurrenceregler anvendes parallelt, det samme beskyttede retlige

gode?

3. Er det derudover relevant for anvendelsen af princippet ne bis

in idem, om den tidsmæssigt første bødeafgørelse, som blev

vedtaget af konkurrencemyndigheden i en medlemsstat, tog hensyn

til de faktiske

indvirkninger af overtrædelsen af

konkurrencereglerne i den anden medlemsstat, hvis

konkurrencemyndighed først derefter traf afgørelse i den af denne

førte konkurrencesag?

4. Foreligger der også i en sag, hvor det på grund af en af

procesdeltagernes deltagelse i det nationale kronvidneprogram kun

er muligt deklaratorisk at fastslå dennes overtrædelse af

konkurrencereglerne, en sag, som er underlagt princippet ne bis in

idem, eller kan en sådan ren konstatering af overtrædelsen ske

uafhængigt af resultatet af en tidligere sag vedrørende pålæg af en

bøde (i en anden medlemsstat)?

Autoriteit Persoonsgegevens

Spørgsmål:

1. Skal artikel 55, stk. 3, i den generelle databeskyttelsesforordning

fortolkes således, at der ved »domstoles behandlingsaktiviteter, når

disse handler i deres egenskab af domstol«, kan forstås den

omstændighed, at en domstol giver aktindsigt i procesdokumenter,

der indeholder personoplysninger, hvorved aktindsigten sker ved,

at der stilles kopier af procesdokumenterne til rådighed for en

journalist, således som det er beskrevet i nærværende

forelæggelsesafgørelse?

1a. Har det for besvarelsen af dette spørgsmål nogen betydning, om

den nationale tilsynsmyndigheds udøvelse af tilsyn med denne form

for databehandling i konkrete sager berører domstolenes

uafhængighed ved beslutningstagningen?

1b. Har det for besvarelsen af dette spørgsmål nogen betydning, at

arten af og formålet med databehandlingen ifølge den pågældende

retsinstans er at informere en journalist for at sætte denne i stand

til at give en bedre dækning af det offentlige retsmøde i et retssag,

og det således tilstræbes at tjene hensynet til offentlighed og

gennemsigtighed vedrørende retspraksis?

1c. Har det for besvarelsen af dette spørgsmål nogen betydning,

om databehandlingen beror på en udtrykkelig nationalretlig

hjemmel?

Upfield Hungary

Spørgsmål:

Skal bestemmelserne i forordning (EU) nr. 1169/2011 om

fødevareinformation til forbrugerne og om ændring af Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 og (EF) nr.

1925/2006 og om ophævelse af Kommissionens direktiv

87/250/EØF, Rådets direktiv 90/496/EØF, Kommissionens

direktiv 1999/10/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/13/EF, Kommissionens direktiv 2002/67/EF og

2008/5/EF og Kommissionens forordning (EF) nr.608/2004,

navnlig artikel 18, stk. 2, fortolkes således, at der i tilfælde af

tilsætning af vitaminer til fødevarer ved betegnelsen for

fødevarernes ingredienser ud over vitaminernes betegnelse også

skal nævnes deres betegnelse i henhold til de vitaminkilder, der må

tilsættes til fødevarer?

Fédération des entreprises de la beauté

Spørgsmål:

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

O-sag

Dom

22.03.22

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

24.03.22

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

24.03.22

Miljøministeriet

O-sag

24.03.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 380: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/3-22

1) Skal skrivelsen af 27. november 2019 fra chefen for kontoret for

»Forbruger, miljø- og sundhedsteknologier« i Europa-

Kommissionens Generaldirektoratet for det Indre Marked,

Erhvervspolitik, Iværksætteri og SMV'er anses for en forberedende

retsakt til den afgørelse, hvorved Kommissionen fastslår, hvorvidt

en foreløbig foranstaltning i en medlemsstat er berettiget i henhold

til artikel 27, stk. 3, i Europa- Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 1223/2009 af 30. november 2009 om kosmetiske

produkter, når henses til formuleringen af denne skrivelse og til, at

der ikke foreligger nogen oplysninger, der viser, at den ansatte, der

har underskrevet skrivelsen, er tillagt beføjelse til at træffe en

afgørelse på vegne af Kommissionen, eller skal skrivelsen anses for

en sådan afgørelse, der giver udtryk for Kommissionens endelige

stillingtagen?

2) Såfremt skrivelsen af 27. november 2019 skal anses for en

forberedende retsakt til den afgørelse, hvorved Kommissionen

fastslår, hvorvidt en foreløbig foranstaltning fra en medlemsstat er

berettiget i henhold til artikel 27, stk. 3, i forordning (EF) nr.

1223/2009, kan den nationale ret, når den skal tage stilling til

lovligheden af en foreløbig foranstaltning, der er truffet af en

national myndighed på grundlag af forordningens artikel 27, stk. 1,

i afventning af Kommissionens afgørelse, træffe afgørelse om,

hvorvidt denne foreløbige foranstaltning er i overensstemmelse

med denne artikel, og i bekræftende fald i hvilket omfang og på

hvilke punkter, eller skal retten

–

så længe Kommissionen ikke har

fundet, at foranstaltningen ikke er berettiget

–

anse denne for at

være i overensstemmelse med denne artikel?

3) Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal

artikel 27 i forordning (EF) nr. 1223/2009 fortolkes således, at den

giver mulighed for at træffe foreløbige foranstaltninger, der finder

anvendelse på en kategori af produkter, der indeholder samme stof?

4) Såfremt skrivelsen af 27. november 2019 skal anses for en

afgørelse, der giver udtryk for Kommissionens endelige

stillingtagen til den omhandlede foreløbige foranstaltning, kan

gyldigheden af denne afgørelse da anfægtes ved en national ret, selv

om den ikke har været genstand for et annullationssøgsmål på

grundlag af artikel 263 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, henset til den omstændighed, at formuleringen af

denne skrivelse giver anledning til at tro, at der kun var tale om en

forberedende retsakt, og at Agence nationale de sécurité du

médicament et des produits de santé (den nationale styrelse for

lægemiddelog sundhedsproduktsikkerhed), som skrivelsen er rettet

til, har besvaret denne og givet udtryk for sin uenighed hermed og

angivet, at den opretholder sin foreløbige foranstaltning indtil

Kommissionen, der ikke selv har svaret, tager endeligt stilling?

5) Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, er

skrivelsen af 27. november 2019 da underskrevet af en ansat, der

har bemyndigelse til at træffe afgørelse på vegne af Kommissionen,

og er afgørelsen gyldig, for så vidt som den er baseret på, at

sikkerhedsklausulordningen i denne artikel »omhandler individuelle

foranstaltninger vedrørende kosmetiske produkter, der

tilgængeliggøres på markedet, og ikke generelle foranstaltninger,

der finder anvendelse på en kategori af produkter, der indeholder

et bestemt stof«, når henses til den fortolkning, der skal anlægges

af bestemmelserne i artikel 27 i forordning (EF) nr. 1223/2009

sammenholdt med bestemmelserne i dens artikel 31?

6) Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, eller

såfremt skrivelsen af 27. november 2019 ikke længere kan anfægtes

under den foreliggende sag, skal den foreløbige foranstaltning, der

er truffet på grundlag af artikel 27 i forordning (EF) nr. 1223/2009,

da betragtes som værende i strid med denne forordning fra

begyndelsen eller først fra tidspunktet for meddelelsen af denne

skrivelse til Agence nationale desécurité du médicament et des

produits de santé (den nationale styrelse for lægemiddel- og

sundhedsproduktsikkerhed), eller inden for en rimelig frist regnet

fra datoen for denne meddelelse, der er beregnet til at gøre det

muligt at ophæve skrivelsen, under hensyn til den usikkerhed, der

var forbundet med rækkevidden af denne skrivelse, og den

omstændighed, at Kommissionen ikke har svaret styrelsen, der

angav, at den »som en sikkerhedsforanstaltning [...] [fastholdt] sin

afgørelse af 13. marts 2019 i afventning af, at Kommissionen

træffer afgørelse i henhold til bestemmelserne i artikel 27 i

forordning (EF) nr. 1223/2009?

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 380: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/3-22

C-19/21

C-132/20

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Spørgsmål:

I. Skal artikel 27 i Dublinforordningen, eventuelt sammenholdt

med chartrets artikel 47, fortolkes således, at den anmodede

medlemsstat er forpligtet til at give ansøgeren, som opholder sig i

den anmodende medlemsstat og ønsker overførsel i henhold til

Dublinforordningens artikel 8 (eller artikel 9 og 10), eller et

familiemedlem

til

ansøgeren

som

omhandlet

Dublinforordningens artikel 8, 9 eller 10, ret til et effektivt

retsmiddel i form af indbringelse for en domstol af et afslag på

overtagelsesanmodningen?

II. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, og

Dublinforordningens artikel 27 ikke kan være hjemmel for et

effektivt retsmiddel, skal chartrets artikel 47

–

sammenholdt med

den grundlæggende ret til familiens enhed og barnets tarv (som

fastsat i Dublinforordningens artikel 8 til 10 og 19. betragtning

hertil)

–

da fortolkes således, at den anmodede medlemsstat er

forpligtet til at give ansøgeren, som opholder sig i den anmodende

medlemsstat

ønsker

overførsel

henhold

til

Dublinforordningens artikel 8 (eller artikel 9 og 10), eller et

familiemedlem

til

ansøgeren

som

omhandlet

Dublinforordningens artikel 8, 9 eller 10, ret til et effektivt

retsmiddel i form af indbringelse for en domstol af et afslag på

overtagelsesanmodningen?

III. Såfremt spørgsmål I eller spørgsmål II (anden del) besvares

bekræftende, på hvilken måde og af hvilken medlemsstat skal

afgørelsen om afslag på overtagelsesanmodningen truffet af den

anmodede medlemsstat, og retten til at indgive et effektivt

retsmiddel herimod, meddeles ansøgeren eller familiemedlemmet

til ansøgeren?

Getin Noble Bank (Polen)

Spørgsmål:

1. Skal artikel 2, artikel 4, stk. 3, artikel 6, stk. 1 og 3, og artikel 19,

stk. 1, andet afsnit, i Traktaten om Den Europæiske (herefter

»TEU«), sammenholdt med artikel 47, stk. 1 og 2, i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

(herefter »chartret«), artikel 267, stk. 3, TEUF, chartrets artikel 38

og artikel 7, stk. 1 og 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april

1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L

95, s. 29) fortolkes således, at et organ, hvori en person har sæde

–

når denne person for første gang eller ved et efterfølgende tilfælde

er udpeget til dommer (ved en højere retsinstans) af et politisk

organ under den udøvende magt i en stat, som er karakteriseret ved

en totalitær, udemokratisk og kommunistisk styreform (Rada

Państwa Polskiej Rzeczypospolitej Ludowej) (Folkerepublikken

Polens statsråd) efter anmodning fra justitsministeren i denne stat

–

er en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, i

henhold til EU-retten, navnlig når henses til

1) manglen

på gennemsigtighed med hensyn til

udnævnelseskriterierne,

2) muligheden for at afskedige en dommer til enhver tid,

dommerstandens

manglende

deltagelse

udnævnelsesproceduren, eller

4) [manglen på] relevante offentlige myndigheder oprettet ved

demokratiske valg, hvilket kan skade den tillid, som domstolene

skal indgyde i et demokratisk samfund?

2. Har den omstændighed, at udpegelsen til dommer i efterfølgende

stillinger (ved en højere retsinstans) kunne finde sted som følge af

anerkendelsen af en rimelig tjenesteperiode (anciennitet) samt på

grundlag af en vurdering af arbejdet udført i den stilling, som denne

person var blevet udnævnt til

–

i hvert fald første gang

–

af et

politisk organ, sådan som beskrevet i det første spørgsmål og på

baggrund af proceduren beskrevet i dette spørgsmål, hvilket kan

skade den tillid, som domstolene skal indgyde i et demokratisk

samfund, betydning for besvarelsen af det første spørgsmål?

[…]

7. Skal artikel 2, artikel 6, stk. 1 og 3, artikel 19, stk. 1, andet afsnit,

TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, artikel 267,

stk. 3, TEUF, chartrets artikel 38 og artikel 7, stk. 1 og 2, i direktiv

93/13 fortolkes således, at der kan være bestemmelser i en

EUmedlemsstats forfatning vedrørende domstolenes organisation

eller udnævnelse af dommere, som gør det umuligt at vurdere den

effektive virkning af dommerudnævnelsen, og som er til hinder for

–

i overensstemmelse med EU-retten

–

at fastslå, om en domstol

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

24.03.22

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

O-sag

Dom

29.03.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 380: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/3-22

T-323/17

T-324/17

T-325/17

T-326/17

eller en dommer, der har sæde deri, savner den fornødne

uafhængighed som følge af de omstændigheder, der er beskrevet i

det første til det femte spørgsmål?

Martinair Holland mod Kommissionen

Påstande:

—

Principalt annulleres Kommissionens afgørelse C(2017) 1742

final af 17. marts 2017 om en procedure i henhold til artikel 101

TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det

Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart

(Sag AT.39258

—

Luftfragt) i det hele som følge af en

tilsidesættelse af forbuddet mod vilkårlighed og af

ligebehandlingsprincippet, jf. det første anbringende, og manglende

kompetence hvad angår lufttransport fra lufthavne uden for EØS-

området til lufthavne inden for EØS-området, jf. det andet

anbringende.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 1, stk. 2,

litra d), og stk. 3, litra d), for så vidt som det heraf fremgår, at

sagsøgeren begik en overtrædelse vedrørende lufttransport fra

lufthavne uden for EØS-området til lufthavne inden for EØS-

området,

jf.

det

andet

anbringende.

—

Den anfægtede afgørelses artikel 1 og artikel 1, stk. 1, litra d),

stk. 2, litra d), stk. 3, litra d), og stk. 4, litra d), annulleres, for så vidt

som det heraf fremgår, at den samlede og vedvarende overtrædelse

omfattede manglende betaling af kommission af tillægsgebyrer, jf.

det tredje anbringende.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

SAS Cargo Group m.fl. mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017

om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØSaftalens

artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab

og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258

—

Luftfragt)

annulleres

helt

eller

delvist.

—

Subsidiært nedsættes den bøde, som sagsøgerne er blevet

pålagt.— Der træffes de nødvendige foranstaltninger med henblik

på

sagens

tilrettelæggelse

eller

bevisoptagelse

eller

andreforanstaltninger, som Retten måtte finde hensigtsmæssige.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Koninklijke Luchtvaart Maatschappij mod Kommissionen

Påstande:

—

Principalt annulleres Kommissionens afgørelse C(2017) 1742

final af 17. marts 2017 om en procedure i henhold til artikel 101

TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det

Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart

(Sag AT.39258

—

Luftfragt) i det hele som følge af en

tilsidesættelse

forbuddet

mod

vilkårlighed

ligebehandlingsprincippet, jf. det første anbringende, manglende

kompetence hvad angår lufttransport fra lufthavne uden for EØS-

området til lufthavne inden for EØS-området, jf. det andet

anbringende, en tilsidesættelse af artikel 49 i EU’s charter om

grundlæggende rettigheder, artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel

53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det

Schweiziske Forbund om luftfart og bøderetningslinjerne (1), jf. det

fjerde anbringende.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 1, stk. 2,

litra d), og artikel 1, stk. 3, litra d), for så vidt som det heraf fremgår,

at sagsøgeren begik en overtrædelse vedrørende lufttransport fra

lufthavne uden for EØS-området til lufthavne inden for EØS-

området, jf. det andet anbringende.

—

Den anfægtede afgørelses artikel 1 og artikel 1, stk. 1, litra d),

artikel 1, stk. 2, litra d), stk. 3, litra d), og artikel 1, stk. 4, litra d),

annulleres, for så vidt som det heraf fremgår, at den samlede og

vedvarende overtrædelse omfattede manglende betaling af

kommission af tillægsgebyrer, jf. det tredje anbringende.

—

Mere subsidiært, såfremt den anfægtede afgørelse ikke

annulleres i sin helhed i overensstemmelse med det første, andet og

fjerde anbringende, nedsættes den bøde, som sagsøgeren er pålagt

i henhold til den anfægtede afgørelses artikel 3, litra c), og artikel 3,

litra d), under udøvelsen af Rettens fulde prøvelsesret, jf. det første,

andet, tredje og fjerde anbringende.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, såfremt

den anfægtede afgørelse annulleres, eller bøden nedsættes.

Air Canada mod Kommissionen

Påstande:

Transportministeriet

O-sag

Dom

30.03.22

Transportministeriet

O-sag

Dom

30.03.22

Transportministeriet

O-sag

Dom

30.03.22

Transportministeriet

O-sag

Dom

30.03.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 380: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/3-22

T-334/17

T-337/17

—

Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017

om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØSaftalens

artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab

og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258

—

Luftfragt) annulleres helt eller delvist, for så vidt som den vedrører

sagsøgeren

—

Bøden annulleres eller subsidiært nedsættes væsentligt.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Cargolux Airlines mod Kommissionen

Påstande:

—

Såfremt Retten giver medhold i det første, andet, tredje eller

fjerde anbringende, annulleres artikel 1, stk. 1,

—

4, i

Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017 om

en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØSaftalens artikel

53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det

Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258

—

Luftfragt) i

deres helhed, for så vidt som de vedrører Cargolux.

—

Såfremt Retten giver medhold i det femte anbringende:

—

Artikel 1, stk. 1, annulleres i sin helhed, eller såfremt artikel 1,

stk. 1, ikke annulleres i sin helhed, annulleres artikel 1, stk. 1, i) for

så vidt som den vedrører sikkerhedstillæg og kommission, ii) for så

vidt som den vedrører perioden fra den 22. januar 2001 til

udgangen af 2002, og iii) for så vidt som Retten fastslår nogen

former for deltagelse i karteladfærd efter den sædvanlige opfattelse

af dette begreb tidligst inden den 10. juni 2005.

—

Artikel 1, stk. 2, annulleres i sin helhed, eller såfremt artikel 1,

stk. 1, ikke annulleres i sin helhed, annulleres artikel 1, stk. 2, i) for

så vidt som den vedrører sikkerhedstillæg og kommission, ii) for så

vidt som Retten fastslår nogen former for deltagelse i karteladfærd

efter den sædvanlige opfattelse af dette begreb tidligst inden den

10. juni 2005.

—

Artikel 1, stk. 3 og stk. 4, annulleres i deres helhed.

—

Såfremt Retten giver medhold i det sjette anbringende,

annulleres den anfægtede afgørelses artikel 1, stk. 2, og stk. 3, for

så vidt som Retten fastslår, at Cargolux har deltaget i overtrædelser

vedrørende indkommende ruter (f.eks. fra lufthavne i tredjelande

til lufthavne inden for EU-området eller på Island eller i Norge).

—

Den bøde, som er blevet pålagt Cargolux i artikel 3, annulleres,

og, såfremt Retten ikke annullerer bøden i sin helhed, nedsætter

den bøden subsidiært i medfør af sin ubegrænsede prøvelsesret.

—

Der træffes de nødvendige beslutninger med hensyn til artikel 4,

for så vidt som den vedrører Cargolux.

—

Kommissionen

tilpligtes at betale Cargolux’ sagsomkostninger.

Air France-KLM mod Kommissionen

Påstande:

—

Principalt annullation af Europa-Kommissionens afgørelse

C(2017) 1742 final af 17. marts 2017 om en procedure i henhold til

artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det

Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart

(sag COMP/39258

—

Luftfragt) i sin helhed på grundlag af artikel

263 TEUF, for så vidt som den vedrører Air France-KLM, samt

begrundelsen for konklusionen, på grundlag af det første

anbringende.

—

Subsidiært, såfremt Retten ikke måtte annullere afgørelse

C(2017) 1742 final i sin helhed på grundlag af det første

anbringende:

—

annullation af artikel 1, stk. 1, nr. 1), litra b), nr. 2), litra b), nr.

3), litra b), og nr. 4), litra b), i afgørelse C(2017) 1742 final, for så

vidt som konstateringen af den samlede og vedvarende

overtrædelse, som tilregnes Air France-KLM, er baseret på beviser

fremlagt af Lufthansa i forbindelse med selskabets anmodning om

bødefritagelse i henhold til Kommissionens meddelelse fra 2002

om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, samt af

begrundelsen for konklusionen, af afgørelsens artikel 3, litra b) og

d), for så vidt som Air France-KLM pålægges to bøder på et samlet

beløb på 307 360 000 EUR, og af afgørelsens artikel 4, og følgelig

på grundlag af artikel 261 TEUF nedsættelse af disse bøder i

overensstemmelse med det andet anbringende.

—

annullation af artikel 1, stk. 1, nr. 1), litra b), nr. 2), litra b), nr.

3), litra b), og nr. 4), litra b), i afgørelse C(2017) 1742 final, for så

vidt som den fra den samlede og vedvarende overtrædelse, som

tilregnes Air France-KLM, udelukker luftfartsselskaber, som i

afgørelsens begrundelse er anført som værende involverede i de

Transportministeriet

O-sag

Dom

30.03.22

Transportministeriet

O-sag

Dom

30.03.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 380: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/3-22

T-340/17

T-341/17

T-342/17

pågældende former for praksis forbundet med overtrædelsen, samt

af begrundelsen for konklusionen, af afgørelsens artikel 3, litra b)

og d), for så vidt som Air France-KLM pålægges to bøder på et

samlet beløb på 307 360 000 EUR, og af afgørelsens artikel 4, og

følgelig på grundlag af artikel 261 TEUF nedsættelse af disse bøder

i overensstemmelse med det tredje anbringende.

—

annullation af artikel 1, stk. 1, nr. 2), litra b), nr. 3), litra b), i

afgørelse C(2017) 1742 final, for så vidt som den fastslår, at den

samlede og vedvarende overtrædelse, som tilregnes Air France-

KLM, indbefatter indgående fragttrafik til EØS (inbound EØS-

trafik), samt af begrundelsen for konklusionen, af afgørelsens

artikel 3, litra b) og (d), for så vidt som Air France-KLM pålægges

to bøder på et samlet beløb på 307 360 000 EUR, og af afgørelsens

artikel 4, og følgelig på grundlag af artikel 261 TEUF nedsættelse

af disse bøder i overensstemmelse med det fjerde anbringende.

—

Mere subsidiært, såfremt Retten ikke måtte annullere afgørelse

C(2017) 1742 final på grundlag af det andet, det tredje eller det

fjerde anbringende:

—

annullation af artikel 1, stk. 1, nr. 1), litra b), nr. 2), litra b), nr.

3), litra b), og nr. 4, litra b) i afgørelse C(2017) 1742 final, for så vidt

som den fastslår, at nægtelsen af at betale kommission til speditører

udgør en separat del af den samlede og vedvarende overtrædelse,

som tilregnes Air France-KLM, samt af begrundelsen for

konklusionen, af afgørelsens artikel 3 litra b) og d), for så vidt som

Air France-KLM pålægges to bøder på et samlet beløb på 307 360

000 EUR, og af afgørelsens artikel 4, og følgelig på grundlag af

artikel 261 TEUF nedsættelse af disse bøder i overensstemmelse

med det femte anbringende.

—

Mest subsidiært, såfremt Retten ikke måtte annullere afgørelse

C(2017) 1742 final på grundlag af det femte anbringende:

—

annullation af artikel 3, litra b) og d), i afgørelse C(2017) 1742

final, for så vidt som Air France-KLM pålægges to bøder på et

samlet beløb på 307 360 000 EUR, idet beregningen af disse bøder

inkluderer tariffer og 50 % af selskabet Air France’s og KLM’s

inbound-indtægter i EØS (inbound EØS-indtægter) (jf. det sjette

anbringende), overvurderer grovheden af den overtrædelse, som

tilregnes Air France-KLM (jf. det syvende anbringende), fastsætter

en urigtig varighed af den overtrædelse, der foreholdes selskabet

Air France (jf. det ottende anbringende), og anvender en

utilstrækkelig nedsættelse af bøden i henhold til de gældende

regelsæt (jf. det niende anbringende), samt af begrundelsen for

konklusionen, og nedsættelse, på grundlag af artikel 261 TEUF, af

disse bøder til et passende beløb.

—

Under alle omstændigheder tilpligtes Europa-Kommissionen at

betale samtlige sagsomkostninger.

Japan Airlines mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017

om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØSaftalens

artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab

og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258

—

Luftfragt) annulleres i sin helhed, for så vidt som den vedrører

sagsøgeren.

—

Subsidiært nedsættes den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

British Airways mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017

om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØSaftalens

artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab

og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258

—

Luftfragt) annulleres helt eller delvist.

—

Subsidiært: Den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt i medfør

af den anfægtede afgørelse, annulleres eller nedsættes under

udøvelsen af Rettens fulde prøvelsesret.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Deutsche Lufthansa m.fl. mod Kommissionen

Påstande:

—

Artikel 1 i Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17.

marts 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØS-

aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske

Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258

—

Luftfragt) annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Transportministeriet

O-sag

Dom

30.03.22

Transportministeriet

O-sag

Dom

30.03.22

Transportministeriet

O-sag

Dom

30.03.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 380: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/3-22

T-343/17

T-344/17

T-350/17

T-291/20

T-292/20

C-687/20

C-77/21

Cathay Pacific Airways mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017

om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØSaftalens

artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab

og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258

—

Luftfragt) annulleres helt eller delvist

—

Artikel 3 i den anfægtede

afgørelse annulleres, for så vidt som den har pålagt sagsøgeren en

bøde på 57 120 000 EUR, eller subsidiært nedsættes bøden.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Latam Airlines Group and Lan Cargo mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017

om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØSaftalens

artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab

og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258

—

Luftfragt) annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

Subsidiært nedsættes den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Singapore Airlines and Singapore Airlines Cargo mod

Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017

om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØSaftalens

artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab

og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258

—

Luftfragt) annulleres helt eller delvist.

—

Subsidiært nedsættes den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt,

væsentligt.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Der

træffes enhver anden afgørelse, som er passende henset til sagens

omstændigheder.

Yanukovych mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2020/373 annulleres, for så vidt som

den vedrører sagsøgeren.

—

Rådets forordning (EU) 2020/370 annulleres, for så vidt som

den vedrører sagsøgeren.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Yanukovych mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2020/373 annulleres, for så vidt som

den vedrører sagsøgeren.

—

Rådets forordning (EU) 2020/370 annulleres, for så vidt som

den vedrører sagsøgeren.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Europa-Kommissionen mod Den Portugisiske Republik

Påstande:

—

Det fastslås, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 7, stk. 2, første afsnit, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF af 25. juni 2002 om

vurdering og styring af ekstern støj (1), idet den ikke har udarbejdet

strategiske støjkort for fem større veje.

—

Det fastslås, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til det nævnte direktivs artikel 8, stk. 2, idet

den ikke har udarbejdet handlingsplaner for byområderne

Amadora y Oporto, handlingsplaner for 236 større veje og

handlingsplaner for 55 større jernbaner.

—

Det fastslås, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til det nævnte direktivs artikel 10, stk. 2,

sammenholdt med bilag VI hertil, idet den ikke har informeret

Kommissionen om oplysningerne fra strategiske støjkort for fem

større veje, og desuden ikke har informeret Kommissionen om

resuméer af handlingsplanerne for byområderne Porto og

Amadora eller resuméer for 236 større veje og for 55 større

jernbaner.

—

Den Portugisiske Republik tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Digi

Spørgsmål:

1) Skal begrebet »formålsbegrænsning« som defineret i artikel 5, stk.

1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i

forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri

Transportministeriet

O-sag

Dom

30.03.22

Transportministeriet

O-sag

Dom

30.03.22

Transportministeriet

O-sag

Dom

30.03.22

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

30.03.22

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

30.03.22

Miljøministeriet

O-sag

Dom

31.03.22

Erhvervsministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Miljøministeriet

Justitsministeriet

O-sag

31.03.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 380: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/3-22

C-195/21

C-229/21

udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv

95/46/EF (herefter »forordningen«) fortolkes således, at det er i

overensstemmelse hermed, at den dataansvarlige parallelt i en

anden database opbevarer personoplysninger, der i øvrigt er blevet

indsamlet og opbevaret med et begrænset legitimt formål, eller er

det begrænsede legitime formål med dataindsamlingen, for så vidt

angår den parallelle database, ikke længere gyldigt?

2) Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares således, at

den parallelle opbevaring af oplysninger i sig selv er uforenelig med

princippet om »formålsbegrænsning«, er det da foreneligt med

princippet om »opbevaringsbegrænsning«, der er fastsat i

forordningens artikel 5, stk. 1, litra e), at den dataansvarlige parallelt

i en anden database opbevarer personoplysninger, der i øvrigt er

blevet indsamlet og opbevaret med et begrænset legitimt formål?

Smetna palata na Republika Bulgaria

Spørgsmål:

1) Skal artikel 58, stk. 4, i direktiv 2014/24/EU fortolkes således,

at de krav, der med udvælgelseskriterierne opstilles til den

økonomiske aktørs medarbejderes formåen med hensyn til en

fagspecifik kontrakt inden for byggeriet, må være strengere end de

mindstekrav til uddannelse og erhvervskvalifikationer, som den

nationale særlov (artikel 163a, stk. 4, i [Zakon za ustrojstvo na

teritoriata (lov om fysisk planlægning)]) opstiller, uden at det på

forhånd er konkurrencebegrænsende, og nærmere bestemt: kræver

den fastsatte betingelse om, at de opstillede krav for deltagelsen skal

»stå i forhold til« kontraktens genstand, a) at den nationale domstol

foretager en bedømmelse af forholdsmæssigheden ud fra de

optagne beviser og kontraktens konkrete parametre, selv i de

tilfælde, hvor den nationale lov fastsætter en række professionelle,

som principielt er kvalificeret til opgaverne i forbindelse med

kontrakten, eller b) tillader den, at den retslige kontrol blot

begrænses til at prøve, om betingelserne for deltagelse er for

strenge i forhold til dem, der principielt er fastsat i den nationale

særlov?

2) Skal bestemmelserne i afsnit II, »Administrative foranstaltninger

og sanktioner«, i forordning (EF) nr. 2988/95 fortolkes således, at

den samme overtrædelse af Zakon za obsjtjestvenite poratjki (lov

om offentlige udbud), som gennemfører direktiv 2014/24/EU,

(herunder overtrædelse i forbindelse med fastlæggelsen af

udvælgelseskriterierne, hvilket sagsøgeren blev straffet for), kan

medføre forskellige retsvirkninger alt efter, om overtrædelsen blev

begået uden skyld eller forsætligt eller ved uagtsomhed?

3) Tillader retssikkerhedsprincippet og effektivitetsprincippet

henset til målsætningen med artikel 8, stk. 3, i forordning nr.

2988/95 og 43. og 122. betragtning til forordning nr. 1303/13, at

de forskellige nationale myndigheder, som har til opgave at varetage

Den Europæiske Unions finansielle interesser, bedømmer de

samme kendsgerninger i udbudsproceduren forskelligt, nærmere

bestemt at forvaltningsmyndigheden for det operationelle program

ikke konstaterer en overtrædelse i forbindelse med fastlæggelsen af

udvælgelseskriterierne, mens revisionsretten ved den efterfølgende

kontrol, uden at der foreligger særlige eller nye omstændigheder,

lægger til grund, at disse kriterier er konkurrencebegrænsende, og

pålægger ordregiver en administrativ sanktion herfor?

4) Er proportionalitetsprincippet til hinder for en national

bestemmelse som artikel 247, stk. 1, i lov om offentlige udbud, som

fastsætter, at en ordregiver, der formelt overtræder forbuddet i

denne lovs artikel 2, stk. 2,straffes med en bøde på 2 procent af

kontraktens værdi inklusive moms, dog højst 10 000 leva (BGN),

uden at overtrædelsens grovhed og dens faktiske og potentielle

konsekvenser for Unionens interesser skal fastslås?

Port de Bruxelles et Région de Bruxelles-Capitale

Sagen vedrører:

»Skal artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

nr. 1315/2013 af 11. december 2013 om Unionens retningslinjer

for udvikling af det transeuropæiske transportnet og om ophævelse

af afgørelse nr. 661/2010/EU, alene eller sammenholdt med andre

af denne forordnings bestemmelser, fortolkes således, at den, når

en indlandshavn

–

som indgår i hovednettet

–

allerede er forbundet

med vejnettet og jernbanenettet, pålægger pligten til at opretholde

og vedligeholde disse to forbindelser eller pligten til at undlade at

nedlægge den ene af dem, uanset om det kun er som følge af

manglende vedligeholdelse?

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

O-sag

Dom

31.03.22

Transportministeriet

O-sag

31.03.22