Den 21. oktober 2021
MIM 090-21
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPA-UDVALG
om ændring af bilagene VI til X til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt
begrænsninger for kemikalier (REACH) (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
EU-kommissionen har fremsat forslag om ændring af bilagene VI til X til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt
begrænsninger for kemikalier (REACH). Forslaget har til formål at give afklaringer af visse
informationskrav og øge retssikkerheden i den evalueringspraksis, som Det Europæiske
Kemikalieagentur (ECHA) allerede anvender. Den eksisterende tekst i bilagene VI til X præciseres,
og hvor det er nødvendigt, tilføjes der tekst for at øge klarheden og tydeliggøre kravene.
Ændringerne indeholder blandt andet præcisering af generel information om registranten og
identificering af kemikaliet, præcisering af hvornår specifikke forsøg med kemikaliet er krævet eller
ikke krævet på de forskellige tonnagebånd (der er forskellige testkrav afhængig af mængden af
kemikaliet, der produceres eller importeres per år), og præcisering af tekst om krav til information
om giftighed for vandmiljøet. Der er især foretaget ændringer, der tydeliggør informationskravene
for forsøg, der undersøger skader på arvematerialet, effekter på forplantningsevnen og effekter på
vandmiljøet. Forslaget vurderes ikke at påvirke beskyttelsesniveauet, ligesom det ikke medfører
statsfinansielle eller erhvervsøkonomiske konsekvenser. Tydeliggørelsen af informationskravene ved
ændringerne i bilagene VI til X kan dog medføre, at registranter skal opdatere deres
registreringsfiler hos ECHA. Forslaget har været diskuteret på REACH-komitémøde den 23.
september 2021 og er sat til skriftlig afstemning den 11. oktober 2021 med frist den 1. november 2021.
Regeringen kan støtte forslaget.
Baggrund
EU-kommissionen har fremsat forslag om ændring af bilagene VI til X til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt
begrænsninger for kemikalier (REACH) med hjemmel i REACH-forordningens artikel 131.
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure med kontrol i REACH-komitéen. Hvis der er kvalificeret
flertal for forslaget, forelægger Kommissionen forslaget for Rådet og Europa-Parlamentet med henblik