EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 417: Udkast til forslag til lov om Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar og udkast til forslag til lov om afholdelse af folkeafstemning om Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar

Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del Bilag 417
Offentligt

UDKAST

Europaudvalget 2021-22

EUU Alm.del - Bilag 417

Offentligt

Forslag

til

Lov om Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde

om sikkerhed og forsvar

§ 1.

Danmark deltager i alle dele af Den Europæiske Unions fælles uden-

rigs- og sikkerhedspolitik, jf. afsnit V, kapitel 2, i traktaten om Den Euro-

pæiske Union.

§ 2.

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 3.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 417: Udkast til forslag til lov om Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar og udkast til forslag til lov om afholdelse af folkeafstemning om Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar

UDKAST

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets baggrund

3. Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde om sikkerhed og for-

svar

3.1. Gældende ret

3.1.1. Protokol nr. 22 om Danmarks stilling

3.1.2. EU-samarbejdet om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik

3.1.2.1. Samarbejdets særlige karakter

3.1.2.2. Relationen til NATO

3.1.2.3. Forsvarsagenturet og PESCO

3.1.3. Forsvarsforbeholdets betydning i praksis

3.2. Udenrigsministeriets overvejelser

3.3. Den foreslåede ordning

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det of-

fentlige

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

7. Klimamæssige konsekvenser

8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

9. Forholdet til EU-retten

10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

UDKAST

11. Sammenfattende skema

1. Indledning

Regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale

Venstre og Det Konservative Folkeparti indgik den 6. marts 2022 et natio-

nalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik. Det nationale kompromis in-

debærer bl.a., at aftalepartierne er enige om, at de grundlæggende ændringer

af den sikkerhedspolitiske situation i Europa og et nyt normalbillede stiller

nye krav til Danmarks helhjertede engagement i udviklingen af den europæ-

iske forsvars- og sikkerhedspolitik.

Aftalepartierne anbefaler derfor en afskaffelse af det danske forsvarsforbe-

hold. Aftalepartierne er på den baggrund enige om, at der den 1. juni 2022

afholdes en folkeafstemning om at afskaffe forsvarsforbeholdet.

Formålet med lovforslaget er at gøre det muligt for Danmark at afskaffe

forsvarsforbeholdet med henblik på, at Danmark deltager i alle dele af EU-

samarbejdet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder samar-

bejdet om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, jf. afsnit V, kapitel 2, i

traktaten om Den Europæiske Union (EU-traktaten).

Forsvarsforbeholdet blev indført med Edinburgh-afgørelsen af 12. decem-

ber 1992, som sammen med Maastricht-traktaten blev tiltrådt af Danmark

på baggrund af lov nr. 355 af 9. juni 1993 om Danmarks tiltrædelse af Edin-

burgh-afgørelsen og Maastricht-traktaten, efter at der den 18. maj 1993

havde været afholdt folkeafstemning om lovforslaget. Forsvarsforbeholdet

fremgår af afsnit C i Edinburgh-afgørelsen og artikel 5 i protokol nr. 22 om

Danmarks stilling, som er knyttet til Lissabon-traktaten, jf. nærmere pkt. 2

nedenfor.

Forsvarsforbeholdet blev

–

sammen med de øvrige danske forbehold

–

ind-

ført på baggrund af det nationale kompromis af 27. oktober 1992. I tilknyt-

ning til det lovkompleks, hvorved Danmark tiltrådte og gennemførte Edin-

burgh-afgørelsen og Maastricht-traktaten, var de syv partier bag aftalen om

lovkomplekset enige om, at den danske holdning til de områder, hvor Dan-

mark opnåede et forbehold, kun kunne ændres gennem en ny folkeafstem-

ning, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, spalte 6703.

Nærværende lovforslag fremsættes med henblik på at opnå Folketingets

samtykke efter grundlovens § 19 til, at regeringen i medfør af artikel 7 i

UDKAST

protokol nr. 22 om Danmarks stilling underretter de øvrige EU-medlems-

stater om, at Danmark ikke længere ønsker at benytte sig af protokollens

bestemmelse om forsvarsforbeholdet (protokollens del II, som udgøres af

artikel 5). En sådan underretning af de øvrige medlemsstater vil indebære,

at forsvarsforbeholdet afskaffes.

Nærværende lovforslag fremsættes samtidig med et lovforslag, der har til

formål i medfør af grundlovens § 42, stk. 6, 2. pkt., at skabe det retlige

grundlag for at afholde en bindende folkeafstemning om nærværende lov-

forslag, hvis det vedtages af Folketinget.

Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af Justitsministeriets notat

af 29. marts 2022 om, hvorvidt en ophævelse af det danske forsvarsforbe-

hold forudsætter anvendelse af proceduren i grundlovens § 20 (EUU 2021-

22, Alm. del

–

bilag 414), at det er vurderingen, at en afskaffelse af forsvars-

forbeholdet kan ske, uden at proceduren i grundlovens § 20 skal iagttages.

2. Lovforslagets baggrund

Med Edinburgh-afgørelsen af 12. december 1992 blev der indført forbehold

for Danmark over for en række delelementer i Maastricht-traktaten. Et af

disse forbehold omhandler forsvarspolitikken i EU. Det er således i afsnit C

i Edinburgh-afgørelsen fastsat, at Danmark ikke deltager i udarbejdelsen og

gennemførelsen af afgørelser og aktioner inden for Unionen, som har ind-

virkning på forsvarsområdet. Edinburgh-afgørelsen er stadig gældende.

Med Amsterdam-traktaten blev der i 1999 gennemført ændringer i bl.a. EU-

samarbejdet om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Edinburgh-afgø-

relsen blev i den forbindelse suppleret med en særlig forbeholdsprotokol

knyttet til Amsterdam-traktaten (protokol nr. 5 om Danmarks stilling). For-

målet med protokollen var navnlig at sikre, at forbeholdenes rækkevidde

ville være uændret, når Amsterdam-traktaten trådte i kraft.

Lissabon-traktaten, der trådte i kraft i 2009, indebar en række yderligere

ændringer i EU-samarbejdet om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Protokollen om Danmarks stilling blev på den baggrund tilpasset med hen-

blik på at sikre, at forsvarsforbeholdet kunne videreføres uændret. Den fulde

ordlyd af stk. 1 i artikel 5 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling (protokol-

lens del II), som i dag er gældende, er som følger:

”Med hensyn til foranstaltninger, der træffes af Rådet i hen-

hold til artikel 26, stk. 1, artikel 42 og artikel 43-46 i traktaten

UDKAST

om Den Europæiske Union, deltager Danmark ikke i udarbej-

delsen og gennemførelsen af Unionens afgørelser og aktioner,

som har indvirkning på forsvarsområdet. Danmark deltager

derfor ikke i vedtagelsen heraf. Danmark vil ikke forhindre de

andre medlemsstater i at udvikle deres samarbejde yderligere

på dette område. Danmark vil ikke være forpligtet til at bi-

drage til finansiering af aktionsudgifter i forbindelse med så-

danne foranstaltninger eller til at stille militær kapacitet til rå-

dighed for Unionen.”

Det danske forsvarsforbehold har haft den konsekvens, at Danmark ikke har

deltaget i den del af samarbejdet inden for traktatgrundlagets bestemmelser

om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der har indvirkning på for-

svarsområdet, herunder især bestemmelserne om den fælles sikkerheds- og

forsvarspolitik. Danmark har eksempelvis ikke haft mulighed for at deltage

i beslutninger omkring EU’s militære krisestyringsoperationer og

-missio-

ner og har ikke kunnet bidrage til hverken den praktiske planlægning eller

den konkrete udførelse heraf. Danmark har heller ikke kunnet deltage i sam-

arbejdet om udvikling af militær kapacitet, Det Europæiske Forsvarsagentur

(herefter benævnt Forsvarsagenturet) eller Det Permanente Strukturerede

Samarbejde på forsvarsområdet (Permanent Structured Cooperation, heref-

ter benævnt PESCO), der blev etableret i 2017.

For en nærmere gennemgang af udviklingen i EU-samarbejdet på sikker-

heds- og forsvarsområdet og en gennemgang af EU-tiltag, der hidtil har væ-

ret helt eller delvist omfattet af forsvarsforbeholdet, henvises til Udenrigs-

ministeriets og Forsvarsministeriets redegørelse af 30. marts 2022 (EUU

2021-22, Alm. del

–

bilag 416) om

EU’s sikkerheds-

og forsvarspolitiske

samarbejde og det danske forsvarsforbehold (herefter benævnt Udenrigsmi-

nisteriets og Forsvarsministeriets redegørelse) og pkt. 3.1.3 nedenfor.

Om den retlige karakter af EU-samarbejdet om den fælles udenrigs- og sik-

kerhedspolitik, herunder den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, samt for-

svarsforbeholdets betydning, henvises til pkt. 3.1 nedenfor.

3. Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde om sikkerhed og

forsvar

3.1. Gældende ret

3.1.1. Protokol nr. 22 om Danmarks stilling

UDKAST

Som beskrevet under pkt. 2 ovenfor fremgår det danske forsvarsforbehold

af artikel 5 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, som er knyttet til Lissa-

bon-traktaten.

I medfør af artikel 7 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling kan Danmark til

enhver tid i overensstemmelse med sine forfatningsmæssige bestemmelser

underrette de øvrige medlemsstater om, at Danmark ikke længere ønsker at

benytte sig af alle eller en del af bestemmelserne i protokollen. I så fald vil

Danmark fuldt ud gennemføre alle de til den tid gældende relevante foran-

staltninger, som er truffet inden for rammerne af Den Europæiske Union.

Når underretningen er givet, afskaffes forsvarsforbeholdet, og forpligtelsen

til at gennemføre alle de til den tid gældende relevante foranstaltninger, jf.

artikel 7, indtræder.

Det bemærkes, at regeringen bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget

eller danske styrker ikke uden Folketingets samtykke kan anvende militære

magtmidler mod nogen fremmed stat, jf. grundlovens § 19, stk. 2, 1. pkt.

3.1.2. EU-samarbejdet om den fælles sikkerheds - og forsvarspoli-

tik

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

–

herunder den fælles sikkerheds-

og forsvarspolitik

–

udgør et særskilt kompetenceområde, der ligger uden

for den almindelige opdeling af Unionens beføjelser i enekompetence, delt

kompetence og understøttende tiltag, jf. herved traktaten om den Europæi-

ske Unions Funktionsmådes (EUF-traktaten) artikel 2, stk. 4, og EU-trakta-

tens artikel 24, stk. 1, 2. afsnit, og artikel 40.

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er reguleret i EU-traktatens afsnit

V, kapitel 1 og 2. Kapitel 1 og første afdeling i kapitel 2 (artikel 21-41)

indeholder de fælles bestemmelser herom, mens anden afdeling indeholder

en række særlige bestemmelser om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik

(artikel 42-46).

Om rækkevidden af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik fremgår det af

EU-traktatens artikel 42, stk. 1, at den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik

udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og

sikrer Unionen en operationel kapacitet, der gør brug af civile og militære

midler. Det fremgår videre af bestemmelsen, at disse midler kan anvendes i

forbindelse med opgaver uden for Unionens område med henblik på freds-

bevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed

UDKAST

i overensstemmelse med principperne i FN-pagten, og at udførelsen af disse

hverv bygger på kapaciteter, der tilvejebringes af medlemsstaterne. EU har

ikke egne militære styrker. Artikel 42, stk. 3, fastslår, at det er medlemssta-

terne, der stiller civil og militær kapacitet til rådighed for Unionen til gen-

nemførelse af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Bestemmelsen for-

pligter samtidig medlemsstaterne til gradvis at forbedre deres militære ka-

pacitet.

De opgaver, som kan gennemføres med civile og militære midler, er nær-

mere præciseret i EU-traktatens artikel 43, stk. 1. Opgaverne omfatter fælles

aktioner på nedrustningsområdet, humanitære opgaver og redningsopgaver,

rådgivnings- og bistandsopgaver på det militære område, konfliktforebyg-

gende og fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse

med krisestyring, herunder fredsskabelse og postkonflikt-stabiliseringsope-

rationer. Det bemærkes i bestemmelsen, at alle disse opgaver kan bidrage til

bekæmpelse af terrorisme, herunder gennem den støtte, som ydes tredje-

lande til bekæmpelse af terrorisme på deres område.

I EU-traktatens artikel 42, stk. 2, jf. også artikel 26, stk. 1, er der fastsat en

bestemmelse om bl.a. et fælles forsvar. Heraf fremgår, at EU-samarbejdet

om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning

af en fælles EU-forsvarspolitik, der vil føre til et fælles forsvar, når Det Eu-

ropæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom. I så fald henstil-

ler Det Europæiske Råd til medlemsstaterne, at de vedtager en sådan afgø-

relse i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.

Artikel 42, stk. 7, indeholder en særskilt bestemmelse om gensidig bistand

i tilfælde af væbnet angreb. Bestemmelsen fastsætter, at såfremt en med-

lemsstat udsættes for væbnet angreb på sit område, skal de øvrige medlems-

stater i overensstemmelse med artikel 51 i FN-pagten yde den pågældende

medlemsstat al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen. Det

præciseres ikke, hvilken form for bistand, der skal være tale om. Bestem-

melsen i artikel 42, stk. 7, har en særlig karakter i EU-traktaten, for så vidt

som bestemmelsen ikke forudsætter nogen rolle for EU-institutionerne, li-

gesom den heller ikke fastsætter nogen EU-procedure eller indebærer ved-

tagelse eller anvendelse af EU-retsakter, hvilket har betydning for, hvorvidt

forsvarsforbeholdet finder anvendelse. Bestemmelsen fastslår, at NATO har

en fortrinsstilling, jf. pkt. 3.1.2.2 nedenfor.

UDKAST

Uden for den del af traktatgrundlaget, der direkte omfatter den fælles uden-

rigs- og sikkerhedspolitik

–

herunder den fælles sikkerheds- og forsvarspo-

litik og dermed det danske forsvarsforbehold

–

er der i EUF-traktatens arti-

kel 222 en bestemmelse om gensidig solidaritet i tilfælde af terrorangreb,

naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer i en medlemsstat. I erklæ-

ring nr. 48, der er tilknyttet protokol nr. 22 om Danmarks stilling, bemærkes

bl.a., at dansk deltagelse i tiltag eller retsakter i henhold til artikel 222 vil

ske i overensstemmelse med protokollen om Danmarks stilling. Hermed an-

ses de øvrige medlemsstater for at have accepteret, at Danmark i givet fald

vil sikre, at det danske forsvarsforbehold respekteres i forhold til tiltag eller

retsakter i henhold til EUF-traktatens artikel 222.

Efter EU-traktatens artikel 37 kan Unionen indgå aftaler med én eller flere

stater eller internationale organisationer på de områder, der hører under ka-

pitlet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, dvs. også områder inden

for EU-samarbejdet om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Sådanne

internationale aftaler indgås ofte som led i gennemførelsen af EU's missio-

ner.

Herudover omfatter EU-samarbejdet om den fælles sikkerheds- og forsvars-

politik navnlig Det Europæiske Forsvarsagentur (artikel 42, stk. 3, og artikel

45) og bestemmelser om overdragelse af opgaver under denne politik til en

gruppe af medlemsstater (artikel 44) samt regler for det Permanente Struk-

turerede Samarbejde på forsvarsområdet (PESCO) blandt de medlemsstater,

der ønsker det (artikel 46, jf. artikel 42, stk. 6). Forsvarsagenturet og PESCO

beskrives nærmere i pkt. 3.1.2.3 nedenfor.

Der gælder særlige bestemmelser for finansiering af udgifter inden for EU-

samarbejdet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder den

fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. De overordnede rammer er fastlagt i

EU-traktatens artikel 41. Det fremgår heraf, at administrationsudgifter af-

holdes over EU’s budget, ligesom udgifter til konkrete aktioner som ud-

gangspunkt også afholdes over EU’s budget.

Udgifter til EU’s missioner og operationer, der har indvirkning på militær-

eller forsvarsområdet, finansieres

derimod ikke via EU’s budget. Det frem-

går således af artikel 41, stk. 2, at operationer med indvirkning på militær-

eller forsvarsområdet finansieres af de deltagende medlemsstater efter en

fordelingsnøgle på baggrund af landenes BNI, medmindre Rådet ved en-

stemmighed træffer anden afgørelse. En medlemsstat, der afgiver erklæring

efter EU-traktatens artikel 31, stk. 1,

om ”konstruktiv afståelse”,

jf. pkt.

UDKAST

3.1.2.1 nedenfor, er ikke forpligtet til at bidrage til finansieringen. Det be-

mærkes, at medlemsstaterne hver især afholder egne udgifter i forbindelse

med udsendelse af konkrete styrkebidrag.

Fastlæggelse af medlemsstaternes forsvarsbudgetter er et nationalt anlig-

gende. Kapacitetssamarbejdet mellem medlemsstaterne foregår på et frivil-

ligt grundlag, hvor hver medlemsstat meddeler, hvilke kapaciteter det øn-

sker at stille til rådighed.

3.1.2.1. Samarbejdets særlige karakter

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

–

herunder den fælles sikkerheds-

og forsvarspolitik

–

har en grundlæggende mellemstatslig karakter. Samar-

bejdet adskiller sig markant fra andre dele af EU-samarbejdet. Det ses blandt

andet derved, at Kommissionen, Europa-Parlamentet og EU-Domstolen har

stærkt begrænsede roller. Særligt for den fælles sikkerheds- og forsvarspo-

litik gælder, at medlemsstaterne selv beslutter omfanget af deres egen del-

tagelse.

Det fremgår af artikel 24, stk. 1, i EU-traktaten, at den fælles udenrigs- og

sikkerhedspolitik er underlagt særlige regler og procedurer. Det dækker bl.a.

over, at enstemmighed er den absolutte hovedregel, når der skal træffes be-

slutninger. Alle medlemsstater har således som det altoverovervejende ud-

gangspunkt en vetoret.

Der kan ikke vedtages lovgivningsmæssige retsakter inden for det udenrigs-

og sikkerhedspolitiske samarbejde, jf. EU-traktatens artikel 24, stk. 1, og

artikel 31, stk. 1. Der er alene adgang til at træffe afgørelser og indgå aftaler

med tredjelande. EU-Domstolen har ikke kompetence med hensyn til be-

stemmelser inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, bortset fra

kompetence til at kontrollere, om landene overholder EU-traktatens artikel

40 om anvendelsen af EU-institutionernes procedurer og omfanget af deres

beføjelser, samt til at prøve lovligheden af visse restriktive foranstaltninger

mod fysiske eller juridiske personer, jf. artikel 275, stk. 2, i EUF-traktaten.

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

–

og dermed også den fælles for-

svars- og sikkerhedspolitik

–

defineres og gennemføres af Det Europæiske

Råd og Rådet, mens den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender

og sikkerhedspolitik (udenrigsrepræsentanten) og medlemsstaterne gen-

nemfører politikken. Retten til at fremsætte forslag - initiativretten - ligger

hos medlemsstaterne og udenrigsrepræsentanten.

UDKAST

Kommissionen har ingen initiativret inden for den fælles udenrigs- og sik-

kerhedspolitik. Europa-Parlamentets rolle er begrænset til, at udenrigsre-

præsentanten regelmæssigt hører Europa-Parlamentet om de vigtigste

aspekter og grundlæggende valg i forbindelse med den fælles udenrigs- og

sikkerhedspolitik, herunder den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og un-

derretter Europa-Parlamentet om udviklingen i disse politikker. Udenrigs-

repræsentanten skal i den forbindelse påse, at der tages behørigt hensyn til

Europa-Parlamentets synspunkter, jf. EU-traktatens artikel 36.

Afgørelser om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik vedtages af Rådet

med enstemmighed, jf. EU-traktatens artikel 42, stk. 4. EU-traktatens artikel

31, stk. 1, indeholder samtidig en regel om såkaldt konstruktiv afståelse.

Såfremt en medlemsstat afholder sig fra at stemme

–

og i denne sammen-

hæng afgiver en formel erklæring om baggrunden for stemmeundladelsen

–

er den pågældende medlemsstat ikke forpligtet til at anvende afgørelsen.

Medlemsstaten skal dog samtidig afholde sig fra enhver handling, som vil

kunne komme i konflikt med eller hindre en handling fra Unionens side på

grundlag af den pågældende afgørelse. Muligheden for konstruktiv afståelse

anvendes i praksis uhyre sjældent.

Artikel 31, stk. 2, fastlægger en række afgrænsede tilfælde, hvor Rådet træf-

fer afgørelse med kvalificeret flertal frem for enstemmighed. Denne bestem-

melse gælder dog ikke for afgørelser, der har indvirkning på militær- eller

forsvarsområdet, jf. artikel 31, stk. 4. Kvalificeret flertal i henhold til denne

bestemmelse er således udelukket på de dele af samarbejdet, der er omfattet

af det danske forsvarsforbehold.

Det fremgår endvidere af EU-traktaten, at man ikke uden anvendelse af den

almindelige procedure for revision af traktaterne, jf. EU-traktatens artikel

48, stk. 2-5, vil kunne overgå fra enstemmighed til kvalificeret flertal, når

det gælder afgørelser, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet,

jf. således EU-traktatens artikel 48, stk. 7, sidste pkt.

Der gælder en række særlige regler omkring afstemning m.v. i relation til

Forsvarsagenturet, jf. EU-traktatens artikel 45, og inden for rammerne af

PESCO, jf. EU-traktatens artikel 46. Medlemsstaternes deltagelse i For-

svarsagenturet og PESCO hviler på frivillighed, jf. henholdsvis artikel 45,

stk. 2, og artikel 46, stk. 1.

3.1.2.2. Relationen til NATO

UDKAST

Samarbejdet mellem EU og NATO udgør en central del af EU-samarbejdet

om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og er i takt med udviklingen

løbende blevet styrket og formaliseret. 21 europæiske lande er i dag medlem

af både EU og NATO.

EU-traktaten indeholder en række bestemmelser, der regulerer relationen

mellem medlemsstaternes forpligtelser i medfør af hhv. EU-retten og

NATO-medlemsskab. Først og fremmest fremgår det af EU-traktatgrundla-

get, at NATO har en fortrinsstilling i EU.

Af EU-traktatens artikel 42, stk. 2, vedrørende bl.a. et fælles forsvar fremgår

det, at Unionens politik inden for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik

skal overholde de forpligtelser, som visse medlemsstater, hvis fælles forsvar

foregår i NATO, har i henhold til den nordatlantiske

traktat, og at EU’s po-

litik skal være forenelig med

NATO’s sikkerheds-

og forsvarspolitik.

Videre fastslår EU-traktatens artikel 42, stk. 7, at den bistandsforpligtelse,

der følger af bestemmelsen, ikke berører den særlige karakter af visse med-

lemsstaters sikkerheds- og forsvarspolitik, og at bistandsforpligtelsen skal

være i overensstemmelse med de forpligtelser, der måtte være indgået inden

for NATO. Videre fastslås det i bestemmelsen, at NATO, for de stater, der

er medlemmer heraf, fortsat er grundlaget for deres kollektive forsvar og

organet for dets iværksættelse.

3.1.2.3. Forsvarsagenturet og PESCO

Forsvarsagenturet er et mellemstatsligt agentur under Rådet, der er åbent for

de medlemsstater, der ønsker at deltage, jf. EU-traktatens artikel 45. Alle

medlemsstater med undtagelse af Danmark har valgt at deltage i Forsvars-

agenturet. Forsvarsagenturet har bl.a. til formål at udvikle og fremme EU-

samarbejde om forsvarsmateriel, styrke teknologi og forskning inden for

forsvarsområdet og skabe et konkurrencedygtigt europæisk marked for for-

svarsmateriel.

PESCO er et mellemstatsligt initiativ, der muliggør et styrket samarbejde

om udvikling af forsvarskapaciteter for de EU-lande, der måtte ønske det,

jf. EU-traktatens artikel 42, stk. 6, og artikel 46. Alle EU-lande deltager i

PESCO med undtagelse af Malta og Danmark. PESCO-samarbejdet vedrø-

rer særligt udvikling af nye forsvarskapaciteter. Det består af to særskilte

dele: Et permanent forsvarssamarbejde blandt de 25 deltagende lande, der

udgør rammen for øget koordination af landenes forsvarspolitik samt et pro-

jektbaseret samarbejde på ad hoc basis, hvor forskellige grupperinger af

UDKAST

lande kan gå sammen om konkrete PESCO-projekter i overensstemmelse

med egne sikkerheds- og forsvarspolitiske interesser. For at blive en del af

PESCO skal deltagende lande opfylde visse forpligtelser, jf. bl.a. protokol

nr. 10 til Lissabon-traktaten.

PESCO er tæt forbundet med en række andre initiativer, bl.a. under For-

svarsagenturet.

PESCO har endvidere sammenhæng til EU’s

Forsvarsfond

(EDF), der er forankret i EU-samarbejdet om industri og forskning, og som

Danmark deltager i. PESCO støttes af et fælles sekretariat, som er sammen-

sat af medarbejdere

fra hhv. EU’s Fælles Udenrigstjeneste,

Forsvarsagentu-

ret

og EU’s Militære

stab, der tilsammen udgør et fælles kontaktpunkt for

de deltagende medlemsstater.

For en nærmere gennemgang af Forsvarsagenturet og PESCO henvises til

kapitel 4.2 og afsnit 4.4 i Udenrigsministeriets og Forsvarsministeriets re-

degørelse.

3.1.3. Forsvarsforbeholdets betydning i praksis

Forsvarsforbeholdet gælder den del af EU-samarbejdet om den fælles uden-

rigs- og sikkerhedspolitik, der har indvirkning på forsvarsområdet, herunder

især bestemmelserne om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Neden-

for fremhæves centrale aspekter af forsvarsforbeholdets betydning i praksis,

idet der for en nærmere gennemgang henvises til kapitel 4 i Udenrigsmini-

steriets og Forsvarsministeriets redegørelse.

Forbeholdet indebærer konkret, at Danmark ikke kan deltage i EU’s mili-

tære krisestyringsoperationer- og -missioner, jf. EU-traktatens artikel 42,

stk. 1, og artikel 43, stk. 1. Danmark måtte eksempelvis afslutte det militære

engagement i den tidligere jugoslaviske republik Makedonien (FYROM) og

i Bosnien-Hercegovina, da disse operationer overgik fra NATO til EU i hen-

holdsvis 2003 og 2004. Pr. 1. marts 2022 har EU syv aktive militære krise-

styringsoperationer- og missioner, som Danmark pga. forsvarsforbeholdet

er afskåret fra at tage del i. Det drejer sig om fire militære træningsmissioner

i henholdsvis Mali, Somalia, Mozambique og Den Centralafrikanske Repu-

blik samt to militære operationer med fokus på maritim sikkerhed i hen-

holdsvis farvandet ud for Afrikas Horn og i Middelhavet. Hertil kommer

EU’s ældste og største operation, der siden 2004 har været deployeret til

Bosnien-Hercegovina. Danmark deltager heller ikke i den fælles finansie-

ring af EU's militære operationer og missioner under Den Europæiske

Fredsfacilitet (EPF), jf. EU-traktaten artikel 42, stk. 4, artikel 43, stk. 2, og

artikel 41, stk. 2.

UDKAST

Som følge af forsvarsforbeholdet er Danmark desuden helt eller delvist af-

skåret fra at deltage aktivt i samarbejdsstrukturer, der udgør rammen for EU-

samarbejdet om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og som understøt-

ter EU’s

militære krisestyringsopgaver. Danmark er eksempelvis udelukket

fra at deltage i

EU’s Militære Gennemførelses-

og Planlægningsenhed

(MPCC), ligesom Danmark i praksis ikke sekunderer danske eksperter til

EU’s civile efterretnings-

og analysecenter (EU INTCEN). Danmark delta-

ger endvidere kun delvist i

EU’s Satellitcenter (SatCen), der blev etableret

som et mellemstatsligt agentur under Rådet i 2002.

Endelig er Danmark som følge af forsvarsforbeholdet afskåret fra mulighe-

den for at deltage i Forsvarsagenturet og PESCO. Danmark deltager derfor

bl.a. heller ikke i det arbejde i regi af bl.a. Forsvarsagenturet, der danner

grundlag for beslutninger om konkrete projekter inden for både Den Euro-

pæiske Forsvarsfond og PESCO.

En samlet optælling viser, at Danmark i dag grundet forsvarsforbeholdet står

helt eller delvist uden for 38 retsakter. For en uddybende gennemgang af de

EU-tiltag, der hidtil har været helt eller delvist omfattet af forsvarsforbehol-

det, henvises til kapitel 4 Udenrigsministeriets og Forsvarsministeriets re-

degørelse og til lovforslagets bilag 1. Langt størsteparten af disse retsakter

angår

EU’s

militære krisestyringsoperationer og -missioner, jf. pkt. 3.1.3

ovenfor. Fem retsakter vedrører tværgående samarbejde, nærmere Forsvars-

agenturet,

PESCO, EU’s satellitcenter, EPF samt EU’s militære planlæg-

nings- og gennemførelseskapacitet (MPCC).

3.2. Udenrigsministeriets overvejelser

Som det fremgår af det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik,

som regeringen (Socialdemokratiet) indgik med Venstre, Socialistisk Fol-

keparti, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti den 6. marts

2022, anbefaler aftalepartierne, at det danske forsvarsforbehold afskaffes.

Endvidere er aftalepartierne enige om, at der den 1. juni 2022 skal afholdes

en folkeafstemning om at afskaffe det danske forsvarsforbehold.

Der lægges med nærværende lovforslag op til at indhente Folketingets sam-

tykke efter grundlovens § 19 til, at regeringen kan give de øvrige medlems-

stater underretning i overensstemmelse med artikel 7 i protokol nr. 22 om

Danmarks stilling, således at forsvarsforbeholdet kan afskaffes. Lovforsla-

get skal ses i lyset af det samtidig fremsatte lovforslag om afholdelse af fol-

keafstemning om forslag til lov om Danmarks deltagelse i det europæiske

UDKAST

samarbejde om sikkerhed og forsvar, der har til formål at tilvejebringe det

retlige grundlag for, at nærværende lovforslag kan undergives en bindende

folkeafstemning, såfremt det vedtages af Folketinget, jf. grundlovens § 42,

stk. 6, 2. pkt.

3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås med lovforslaget, at Danmark deltager i det europæiske samar-

bejde om sikkerhed og forsvar. Lovforslaget har i den forbindelse til formål

at opnå Folketingets samtykke efter grundlovens § 19 til, at regeringen i

medfør af artikel 7 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling underretter de

øvrige EU-medlemsstater om, at Danmark ikke længere ønsker at benytte

sig af protokollens bestemmelser om forsvarsforbeholdet.

Regeringen vil, såfremt lovforslaget vedtages af Folketinget, alene under-

rette de øvrige EU-medlemsstater om, at Danmark ikke længere ønsker at

benytte sig af protokollens bestemmelser om forsvarsforbeholdet, hvis lov-

forslaget også vedtages ved folkeafstemningen den 1. juni 2022. Afskaffel-

sen af forsvarsforbeholdet vil i givet fald gælde fra den dag, underretningen

finder sted. Danmark vil i så fald være forpligtet til at gennemføre alle de til

den tid gældende relevante foranstaltninger, som er truffet inden for ram-

merne af Den Europæiske Union.

En afskaffelse af forbeholdet vil medføre, at Danmark tiltræder de retsakter,

som i dag er omfattet af forbeholdet, medmindre Danmark samtidig med

underretningen efter artikel 7 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling vælger

at afgive formel erklæring i medfør af EU-traktatens artikel 31, stk. 1 (kon-

struktiv afståelse, jf. pkt. 3.1.2.1 ovenfor).

Konkret drejer det sig om i alt 36 retsakter, som Danmark umiddelbart til-

træder, jf. lovforslagets bilag 1. Langt størsteparten af disse retsakter angår

EU’s

militære krisestyringsoperationer og -missioner, jf. pkt. 3.1.3 ovenfor.

Tre retsakter vedrører tværgående samarbejde, nærmere bestemt

EU’s sa-

tellitcenter, EPF

samt EU’s militære planlægnings-

og gennemførelseska-

pacitet (MPCC), jf. ligeledes pkt. 3.1.3 ovenfor.

Danmarks tiltrædelse af retsakter vedrørende igangværende militære EU-

ledede operationer vil ikke i sig selv betyde, at Danmark vil være forpligtet

til at stille militære eller andre midler til rådighed for missionerne. En af-

skaffelse af forbeholdet vil alene indebære, at Danmark vil have ret til at

deltage i de pågældende operationer, men det indebærer ingen pligt til at

deltage. Om finansiering henvises til pkt. 4 nedenfor.

UDKAST

Det bemærkes i den forbindelse, at en afskaffelse af forsvarsforbeholdet

ikke vil ændre på, at regeringen, bortset fra forsvar mod væbnet angreb på

riget eller danske styrker, ikke uden Folketingets samtykke kan anvende mi-

litære magtmidler mod nogen fremmed stat, jf. grundlovens § 19, stk. 2. En

afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil endvidere ikke ændre på, at regeringen

vil skulle rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn forud for enhver be-

slutning af større udenrigspolitisk rækkevidde, jf. grundlovens § 19, stk. 3.

Danmark vil først kunne anmode om deltagelse i Forsvarsagenturet og

PESCO, jf. pkt. 3.1.2.3 og 3.1.3 ovenfor, når forsvarsforbeholdet er afskaf-

fet. Dansk deltagelse i Forsvarsagenturet og PESCO følger ikke automatisk

af en afskaffelse af forsvarsforbeholdet.

Der findes ikke lovgivningsmæssige retsakter inden for EU-samarbejdet om

den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, og der vil derfor ikke fra dansk

side være behov for lovgivningsmæssigt at implementere EU-retsakter i

dansk ret i forbindelse med en afskaffelse af forbeholdet.

En afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil endelig betyde, at Danmark vil

kunne deltage fuldt ud i de samarbejdsstrukturer, der danner rammen om

EU-samarbejdet om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, herunder

gennem sekunderinger, udstationeringer m.v. ifm. deltagelse i det forsvars-

relaterede samarbejde i EU-regi, jf. pkt. 3.1.3 ovenfor.

Dansk deltagelse i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar æn-

drer ikke ved, at f.eks. størrelsen af forsvarsbudgettet, forsvarets udrustning

og spørgsmål om værnepligt besluttes i Danmark.

Der henvises til lovforslagets § 1 og bemærkningerne hertil.

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

4.1. En afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil indebære, at Danmark som ud-

gangspunkt vil skulle

bidrage til finansiering af visse fælles udgifter til EU’s

militære missioner og operationer gennem Den Europæiske Fredsfacilitet

(EPF), der er en finansieringsmekanisme uden for Unionens generelle bud-

get. Det vil dog i princippet være muligt at fravælge deltagelse og finansielt

bidrag, jf. EU-traktatens artikel 41, stk. 2, og artikel 31, stk. 1. På nuværende

tidspunkt bidrager Danmark gennem EPF alene til finansiering af bistands-

foranstaltninger. Såfremt man fra dansk side beslutter at deltage i en eller

UDKAST

flere af EU’s militære missioner og operationer, vil Danmark herudover

skulle afholde egne udgifter hertil. Stillingtagen hertil vil i givet fald finde

sted i forbindelse med en beslutning om deltagelse i den pågældende mis-

sion.

Derudover vil en afskaffelse af forsvarsforbeholdet indebære, at Danmark

skal deltage fuldt ud i EU-Satellitcentret (SatCen). Danmark bidrager i øje-

blikket til de af satellitcenterets udgifter, som ikke har indvirkning på for-

svarsområdet, hvilket udgør den største del af udgifterne. Bidraget vil såle-

des stige svarende til den del, der vedrører udgifter til forsvarsrelaterede op-

gaver.

Såfremt det fra dansk side besluttes at deltage i Forsvarsagenturet og

PESCO, vil deltagelsen indebære, at man fra dansk side bidrager til finan-

sieringen heraf.

Forsvarsagenturet finansieres hovedsageligt af de deltagende medlemssta-

ter, hvis bidrag udregnes på baggrund af ovennævnte BNI-fordelingsnøgle.

For så vidt angår PESCO har dette samarbejde ikke noget selvstændigt bud-

get, men vil have en udgiftsmæssig effekt for de deltagende lande i forbin-

delse med deltagelse i ét eller flere PESCO-projekter.

Endelig vil en afskaffelse af forsvarsforbeholdet kunne medføre et øget ad-

ministrativt ressourcetræk, herunder til sekunderinger, udstationeringer

m.v. ifm. deltagelse i det forsvarsrelaterede samarbejde i EU-regi. Det kon-

krete ressourcetræk vil dog afhænge af dansk engagement og deltagelse i de

enkelte institutioner.

Det bemærkes, at Danmark i forvejen gennem sit bidrag til EU’s budget

bidrager til bl.a. Den Fælles Udenrigstjeneste (FUT), Den Europæiske For-

svarsfond (EDF), Intern Sikkerhedsfond (ISF) samt infrastrukturprogram-

met Militær Mobilitet. De danske bidrag hertil påvirkes ikke af en afskaf-

felse af forsvarsforbeholdet.

4.2. Lovforslaget har ingen økonomiske konsekvenser eller implemente-

ringskonsekvenser for kommuner og regioner.

Principperne for digitaliseringsklar lovgivning vurderes ikke relevante.

UDKAST

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for

erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

7. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.

8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser.

9. Forholdet til EU-retten

Danmarks forsvarsforbehold er fastlagt i artikel 5 i protokol nr. 22 om Dan-

marks stilling, som er knyttet til Lissabon-traktaten. Det fremgår af proto-

kollens artikel 7, at Danmark til enhver tid i overensstemmelse med sine

forfatningsmæssige bestemmelser kan underrette de øvrige medlemsstater

om, at det ikke længere ønsker at benytte sig af alle eller en del af bestem-

melserne i denne protokol. I så fald vil Danmark fuldt ud gennemføre alle

de til den tid gældende relevante foranstaltninger, som er truffet inden for

rammerne af Den Europæiske Union.

Lovforslaget har til formål at opnå Folketingets samtykke efter grundlovens

§ 19 til, at regeringen i medfør af artikel 7 i protokol nr. 22 om Danmarks

stilling underretter de øvrige EU-medlemsstater om, at Danmark ikke læn-

gere ønsker at benytte sig af protokollens bestemmelser om forsvarsforbe-

holdet.

10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 30. marts 2022 til den 27. april

2022 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

–

Fagligt Fælles Forbund, Advokatrådet, Akademikerne, Amnesty Inter-

national, Atlantsammenslutningen, Beredskabsforbundet, Byretterne, Cen-

Sec, Center for Cybersikkerhed, Center for Militære Studier, Centralfor-

eningen for Stampersonel, CO-Industri - Centralorganisationen af industri-

ansatte i Danmark, Copenhagen Business School, Danmarks Nationalbank,

Danmarks Rederiforening, Danmarks Veteraner, Dansk Arbejdsgiverfor-

ening, Dansk Dommerforening, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk

UDKAST

Kvindesamfund, Danske Advokater, Danske Beredskaber, Danske Mari-

time, Danske Rederier, Danske Regioner, Datatilsynet, Demokrati i Europa

Oplysningsforbundet, Det Udenrigspolitiske Selskab, Dansk Institut for In-

ternationale Studier, DJØF, Domstolsstyrelsen, DR - Danmarks Radio,

Falck, FN-forbundet, FOA, Forsvarsakademiet, Folk og Sikkerhed, For-

svarskommandoen, HK, Hovedorganisationen for Personel af Reserven i

Danmark, Hovedorganisationen af Officerer i Danmark , Hovedstadens Be-

redskab, Hærens Konstabel- og Korporalforening, Institut for Menneskeret-

tigheder, Interforce, Justitia, Kommunernes Landsforening, Kvinderådet,

KVINFO

–

Køn viden information forskning, Københavns Universitet, Fag-

bevægelsens Hovedorganisation, Naval Team Denmark, Nyt Europa, Rets-

politisk Forening, Retssikkerhedsfonden, Rigspolitichefen, Roskilde Uni-

versitet, Rådet for International Konfliktløsning, Sammenslutningen af lo-

kale radio- og tv-stationer i Danmark, Statsforvaltningen, Soldaterlegatet,

Syddansk Universitet, Sø- og Handelsretten, TV 2, Tænketanken Europa,

Vestre Landsret, Værnepligtsrådet, Østre Landsret, Aalborg Universitet,

Aarhus School of Business og Aarhus Universitet.

11. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

Økonomiske

Ingen

konsekvenser for

stat, kommuner

og regioner

En afskaffelse af forsvarsforbeholdet

vil medføre, at Danmark som ud-

gangspunkt vil skulle bidrage til fi-

nansieringen af visse fælles udgifter

under EPF’en,

der dog i princippet

kan fravælges, og til finansiering af

alle dele af

EU’s Satellitcenter (Sat-

Cen). Finansiering af udgifter til

EU’s militære missioner og operatio-

ner, Forsvarsagenturet og PESCO vil

afhænge af beslutning om dansk del-

tagelse heri. Endelig vil en afskaf-

felse af forsvarsforbeholdet kunne

medføre et øget administrativt res-

sourcetræk, herunder til sekunderin-

UDKAST

ger, udstationeringer m.v. ifm. delta-

gelse i det forsvarsrelaterede samar-

bejde i EU-regi.

Implemente-

Ingen

ringskonsekven-

ser for stat, kom-

muner og regio-

ner

Økonomiske

Ingen

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative Ingen

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative Ingen

konsekvenser for

borgerne

Klimamæssige

konsekvenser

Ingen

Miljø- og natur- Ingen

mæssige konse-

kvenser

Ingen

Forholdet til EU- Danmarks forsvarsforbehold er fastlagt i artikel 5 i protokol nr. 22 om Dan-

retten

marks stilling, som er knyttet til Lissabon-traktaten. Det fremgår af proto-

kollens artikel 7, at Danmark til enhver tid i overensstemmelse med sine

forfatningsmæssige bestemmelser kan underrette de øvrige medlemsstater

om, at det ikke længere ønsker at benytte sig af alle eller en del af bestem-

melserne i denne protokol. I så fald vil Danmark fuldt ud gennemføre alle

de til den tid gældende relevante foranstaltninger, som er truffet inden for

rammerne af Den Europæiske Union.

Lovforslaget har til formål at opnå Folketingets samtykke efter grundlovens

§ 19 til, at regeringen i medfør af artikel 7 i protokol nr. 22 om Danmarks

UDKAST

stilling underretter de øvrige EU-medlemsstater om, at Danmark ikke læn-

gere ønsker at benytte sig af protokollens bestemmelser om forsvarsforbe-

holdet.

Er i strid med de

principper

for

implementering

af erhvervsrettet

EU-regulering/

Går videre end

minimumskrav i

EU-regulering

(sæt X)

Nej

UDKAST

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Med Edinburgh-afgørelsen af 12. december 1992 blev der indført forbehold

for Danmark over for en række delelementer i Maastricht-traktaten. Et af

disse forbehold omhandler forsvarspolitikken i EU. Det er således i afsnit C

i Edinburgh-afgørelsen fastsat, at Danmark ikke deltager i udarbejdelsen og

gennemførelsen af afgørelser og aktioner inden for Unionen, som har ind-

virkning på forsvarsområdet. Edinburgh-afgørelsen er stadig gældende. For-

svarsforbeholdet fremgår i dag af artikel 5 i protokol nr. 22 om Danmarks

stilling, som er knyttet til Lissabon-traktaten.

Det foreslås med lovforslagets

§ 1,

at Danmark deltager i alle dele af Den

Europæiske Unions fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. afsnit V, kapi-

tel 2, i traktaten om Den Europæiske Union. Bestemmelsen vil indebære, at

Folketinget giver sit samtykke efter grundlovens § 19 til, at regeringen kan

underrette de øvrige EU-medlemsstater om, at Danmark ikke længere øn-

sker at benytte sig af protokollens bestemmelser om forsvarsforbeholdet. En

sådan underretning af de øvrige medlemsstater vil indebære, at forsvarsfor-

beholdet afskaffes. Afskaffelsen af forsvarsforbeholdet vil gælde fra den

dag, meddelelsen afgives. Dermed kan Danmark fremover deltage i alle dele

af EU’s fælles udenrigs-

og sikkerhedspolitik. Det fremgår ligeledes af af-

snit E i Edinburgh-afgørelsen samt artikel 7 i protokol nr. 22, at Danmark

herefter fuldt ud vil gennemføre alle til den tid relevante foranstaltninger,

som er truffet inden for rammerne af Den Europæiske Union.

Regeringen vil, såfremt lovforslaget vedtages af Folketinget, alene under-

rette de øvrige EU-medlemsstater om, at Danmark ikke længere ønsker at

benytte sig af protokollens bestemmelser om forsvarsforbeholdet, hvis lov-

forslaget også vedtages ved folkeafstemningen den 1. juni 2022. Afskaffel-

sen af forsvarsforbeholdet vil i givet fald gælde fra den dag, underretningen

finder sted. Danmark vil i så fald være forpligtet til at gennemføre alle de til

den tid gældende relevante foranstaltninger, som er truffet inden for ram-

merne af Den Europæiske Union.

En afskaffelse af forbeholdet vil medføre, at Danmark tiltræder de retsakter,

som i dag er omfattet af forbeholdet, medmindre Danmark samtidig med

underretningen efter artikel 7 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling vælger

UDKAST

at afgive formel erklæring i medfør af EU-traktatens artikel 31, stk. 1 (kon-

struktiv afståelse).

Konkret drejer det sig om i alt 36 retsakter, som Danmark umiddelbart til-

træder, jf. lovforslagets bilag 1. Langt størsteparten af disse retsakter angår

EU’s

militære krisestyringsoperationer og -missioner, jf. pkt. 3.1.3 i lov-

forslagets almindelige bemærkninger. Tre retsakter vedrører tværgående

samarbejde, nærmere bestemt

EU’s satellitcenter,

EPF

samt EU’s militære

planlægnings- og gennemførelseskapacitet (MPCC), jf. ligeledes pkt. 3.1.3

i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Danmarks tiltrædelse af retsakter vedrørende igangværende militære EU-

ledede operationer vil ikke i sig selv betyde, at Danmark vil være forpligtet

til at stille militære eller andre midler til rådighed for missionerne. En af-

skaffelse af forbeholdet vil alene indebære, at Danmark vil have ret til at

deltage i de pågældende operationer, men det indebærer ingen pligt til at

deltage.