Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del Bilag 50
Offentligt
2472146_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-14218
Den 31. oktober 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1 (MOF alm. del) stillet 6. oktober efter ønske fra Lisbeth
Bech-Nielsen (SF).
Spørgsmål nr. 1
”Vil ministeren opliste de love og regler (både ikrafttrådte og initiativer undervejs) under sit ressort,
som indeholder forpligtelser for importører, der indfører produkter fra tredjelande til EU eller
Danmark og bringer dem i omsætning? Og vil ministeren oplyse, hvilken erhvervsmæssig aktør der er
ansvarlig for opfyldelsen af importørforpligtelserne på miljøområdet i den situation, hvor europæiske
og danske forbrugere køber produkter fra sælgere i tredjelande ved brug af en onlinemarkedsplads,
hvor ejeren af onlinemarkedspladsen ikke er sælgeren af produktet?”
Svar
Vedlagt findes en liste over love og regler (både ikrafttrådte og initiativer undervejs) under
Miljøministeriets ressort, som indeholder importørforpligtelser ift. produkter, som indføres fra
tredjelande til EU eller Danmark, og som med rimelighed kan forventes at kunne blive solgt til
forbrugere på onlinemarkedspladser.
Når europæiske og danske forbrugere køber produkter direkte fra sælgere i tredjelande via en
onlinemarkedsplads, og onlinemarkedspladsen ikke selv er sælgeren af produktet, vil der i nogle
tilfælde være en importør i reglernes forstand (forbrugeren selv), men typisk ikke en erhvervsdrivende
importør. Dette er nærmere beskrevet i besvarelsen af ERU alm. del spørgsmål 2 (b) af 20. oktober
2021. For enkelte regler inden for kemikalie- og miljøområdet vil producenten hhv. sælgeren af
produktet dog efter omstændighederne være pålagt et ansvar, også hvis denne er etableret i et
tredjeland.
Fælles er dog, at håndhævelse over for aktører i tredjelande typisk ikke er muligt i praksis, samt at
ingen af reglerne på kemikalie- og miljøområdet indeholder hjemmel til at pålægge en erhvervsmæssig
aktør i EU ansvaret for opfyldelsen af importørforpligtelserne i det tilfælde, hvor et produkt sælges fra
et tredjeland via en onlinemarkedsplads direkte til forbrugere i EU, medmindre sælgeren/producenten
fra tredjelandet selv har udpeget en sådan aktør.
./.
Lea Wermelin
/
Henrik Søren Larsen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk