Den 10. juni 2022
MIM 64-22
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af
anvendelsen af natriumchromat til rustbeskyttelse i varmepumper i henhold til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH)
(komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af
stoffet natriumchromat til rustbeskyttelse i varmepumper i henhold til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitésag). Forslaget giver tilladelse til fortsat
anvendelse til den italienske virksomhed Ariston Thermo SpA. Tilladelsen gives efter optag på
godkendelseslisten, bilag XIV i REACH, til fortsat anvendelse af stoffet i en periode på 12 år fra
vedtagelsesdatoen. Forslaget blev drøftet på et videomøde i REACH-komitéen d. 27. april forud for
efterfølgende vedtagelse i skriftlig procedure med afstemningsfrist d. 22. juni 2022. Forslaget
forventes ikke at have nævneværdige økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet - ej heller statsfinansielle konsekvenser. Forslaget forventes ikke at påvirke
beskyttelsesniveauet i Danmark. Regeringen ønsker generelt at begrænse anvendelse af særligt
problematiske stoffer i de tilfælde, hvor der ikke kan demonstreres sikker brug, eller hvor der findes
egnede alternativer. I den konkrete sag drejer det sig om en specifik anvendelse af stoffet til
absorptionsvarmepumper, der anvender ammoniak som kølemiddel, hvor der ikke findes
alternativer. De anvendte risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold er tilstrækkelige
til at sikre arbejdstagere og den generelle befolkning via miljøet. Anvendelsen kræver ligeledes en
undtagelse under RoHS-direktivet, hvor der maksimalt kan gives 5 års undtagelse for anvendelsen.
Regeringen agter på den baggrund at støtte forslaget, idet der arbejdes for at tydeliggøre
Kommissionens forpligtelse til at foretage fornyet vurdering af godkendelsen, hvis der kommer nye
oplysninger om alternativer.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af
natriumchromat til rustbeskyttelse i varmepumper.
Forslaget er fremlagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006
(REACH). Forslaget har hjemmel i REACH-forordningens artikel 64, stk. 8.