EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 60: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/11-21

Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del Bilag 60
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

5. november 2021

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-479/21

PPU

Titel og kort sagsresumé

Govenor of Cloverhill Prisons m.fl.

Emne:

Brexit-aftalen, den europæiske arrestordre og det irske

retsforbehold.

Spørgsmål:

a) Kan udtrædelsesaftalens bestemmelser, hvorefter ordningen

med den europæiske arrestordre fortsat finder anvendelse for Det

Forenede Kongerige i den overgangsperiode, der er fastsat i

samme aftale, anses for at være bindende for Irland under

hensyntagen til aftalens indhold, der i det væsentlige er omfattet

af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed; og

b) Kan handels- og samarbejdsaftalens bestemmelser, hvorefter

ordningen med den europæiske arrestordre fortsat finder

anvendelse for Det Forenede Kongerige efter den relevante

overgangsperiode, anses for at være bindende for Irland under

hensyntagen til aftalens indhold, der i det væsentlige er omfattet

af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed?

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Proces-

skridt

Dato

09.11.21

C-793/19

og C-

794/19

SpaceNet Telekom Deutschland

Emne:

De EU-retlige rammer for at pålægge teleudbydere at lagre trafik-

og lokaliseringsdata til brug for bl.a. bekæmpelse af kriminalitet

(logning)

Spørgsmål:

Skal artikel 15 i direktiv 2002/58/EF i lyset af artikel 7, 8 og 11

samt artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

18.11.21

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 60: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/11-21

grundlæggende rettigheder på den ene side og artikel 6 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og

artikel 4 i traktaten om Den Europæiske Union på den anden side

fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse,

som forpligter udbyderne af offentligt tilgængelige elektroniske

kommunikationstjenester til at lagre trafik og lokaliseringsdata for

slutbrugerne af disse tjenester, når

–

denne forpligtelse ikke forudsætter nogen specifik anledning i

lokal, tidsmæssig eller geografisk henseende

–

genstanden for pligten til at lagre data i forbindelse med

levering af offentligt tilgængelige telefontjenester

–

herunder

formidling af sms-, multimedie- eller lignende beskeder samt

ubesvarede eller forgæves opkald

–

er følgende data:

–

telefonnummeret eller en anden identitet for den, der ringer op,

og den forbindelse, der ringes til, samt ved om- og viderestilling

enhver anden involveret forbindelse

–

dato og klokkeslæt for begyndelse og afslutning af forbindelsen

henholdsvis

–

i forbindelse med formidling af sms-, multimedie-

eller lignende beskeder

–

tidspunkterne for afsendelse og

modtagelse af beskeden med angivelse af den anvendte tidszone

[…]

–

der er sikret en effektiv beskyttelse af de lagrede data mod risici

for misbrug samt mod enhver uberettiget adgang, og

–

de lagrede data kun må anvendes til at forfølge særligt grove

straffelovsovertrædelser og til at afværge en konkret fare for en

persons liv og helbred eller frihed eller for forbundsstatens eller

en delstats beståen, med undtagelse af den

internetprotokoladresse, som er tildelt abonnenten til en

internetbenyttelse, og som det er tilladt at anvende i forbindelse

med en stamdataoplysning (»Bestandsdatenauskunft«) med

henblik på forfølgelse af enhver form for strafbare handlinger, for

at afværge en fare for den offentlige sikkerhed og orden samt for

at opfylde efterretningstjenesternes opgaver?

C-140/20

Commissioner of the Garda Síochána m.fl.

Emne:

Generel/universel ordning for lagring af data og foreneligheden

heraf med artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58/EF samt Chartret

Spørgsmål:

(1) Er en generel/universel ordning for lagring af data

–

selv om

den er undergivet strenge begrænsninger med hensyn til lagring

og adgang

–

i sig selv i strid med artikel 15 i direktiv 2002/58/EF

som fortolket i lyset af chartret?

(2) Kan den nationale ret i forbindelse med undersøgelsen af, om

en national foranstaltning, der er gennemført i henhold til direktiv

2006/24/EF, og som fastsætter en generel ordning for lagring af

data (med forbehold af den nødvendige strenge kontrol med

hensyn til lagring og/eller adgang), skal anses for uforenelig med

EU-retten, og navnlig ved vurderingen af, om en sådan ordning

er forholdsmæssig, tage hensyn til den omstændighed, at

tjenesteudbydere lovligt kan lagre data til deres egne kommercielle

formål, og kan det kræves, at de lagrer data af hensyn til den

nationale sikkerhed, som ikke er omfattet af bestemmelserne i

direktiv 2002/58/EF?

(3) Hvilke kriterier skal den nationale ret anvende i forbindelse

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

18.11.21

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 60: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/11-21

med vurderingen af, om en national foranstaltning om adgang til

lagrede data er forenelig med EU-retten, og navnlig chartret, når

den undersøger, om en sådan adgangsordning sikrer den krævede

forudgående og uafhængige kontrol, som Domstolen har fastlagt i

sin praksis? Kan en national ret i denne sammenhæng ved en

sådan bedømmelse tage hensyn til, om der foreligger en

efterfølgende eller uafhængig domstolsprøvelse? […]

C-339/20

og C-

397/20

VD m.fl.

Emne:

Fortolkning af EU-retigle bestemmelser om markedsmisbrug og

foreneligheden heraf med kravene til beskyttelse af

personoplysninger

Spørgsmål:

1) Indebærer artikel 12, stk. 2, litra a) og d), i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003

om insiderhandel og kursmanipulation, samt artikel 23, stk. 2, litra

g) og h), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug, som erstattede

det første direktiv fra den 3. juli 2016, sammenholdt med 65.

betragtning til denne forordning, henset til den skjulte karakter af

de udvekslede oplysninger og til den generelle karakter af den

offentlighed, der kan omhandles, mulighed for den nationale

lovgiver for at pålægge operatører af elektroniske

kommunikationer en midlertidig, men generel lagring af

forbindelsesdata for at gøre det muligt for den administrative

myndighed, der er nævnt i direktivets artikel 11 og i

forordningens artikel 22, når der foreligger grund til at mistænke

visse personer for at være involveret i insiderhandel eller

kursmanipulation, af operatøren at kræve at få udleveret

fortegnelser over datatrafik i de tilfælde, hvor der er begrundet

mistanke om, at disse fortegnelser, som har sammenhæng med

genstanden forundersøgelsen, kan vise sig at være relevante med

henblik på at bevise, at der foreligger en tilsidesættelse, ved bl.a. at

gøre det muligt at spore de kontakter, som der har været mellem

de berørte inden at der opstod en mistanke?

2) I tilfælde af, at Domstolens svar medfører, at Cour de cassation

(kassationsdomstol) finder, at den franske lovgivning om lagring

af forbindelsesdata ikke er i overensstemmelse med EU-retten, vil

retsvirkningerne af denne lovgivning da kunne opretholdes

midlertidigt for at undgå en retlig usikkerhed og for at gøre det

muligt, at de tidligere indsamlede og lagrede data anvendes til et af

de formål, der er omhandlet i denne lovgivning?

3) Kan en national ret midlertidigt opretholde retsvirkningerne af

en lovgivning, som gør det mulig for ansatte hos en uafhængig

administrativ myndighed, der har til formål at lede undersøgelser

på området for markedsmisbrug, uden forudgående kontrol

foretaget af en ret eller af en anden uafhængig administrativ

myndighed at få tilsendt forbindelsesdata?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

18.11.21

C-161/20

Europa-Kommissionen mod Rådet for Den Europæiske

Union

Emne:

Annullation af Rådets afgørelse om forelæggelse for Den

Internationale Søfartsorganisation (IMO) vedrørende indførelsen

af livscyklusretningslinjer med henblik på at bedømme well-to-

Udenrigsministeriet

Erhvervsministeriet

Søfartsstyrelsen

Justitsministeriet

Miljøministeriet

25.11.21

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 60: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/11-21

tank drivhusgasemissioner fra bæredygtige alternative

brændstoffer.

Påstande:

—

Rådets afgørelse, der er indeholdt i Corepers retsakt af 5.

februar 2020, som tilslutter sig en forelæggelse for Den

Internationale Søfartsorganisation (IMO) vedrørende indførelsen

af livscyklusretningslinjer med henblik på at bedømme well-to-

tank drivhusgasemissioner fra bæredygtige alternative

brændstoffer med henblik på, at Rådets formandsskab

fremsender den til IMO på vegne af medlemsstaterne og

Kommissionen, annulleres.

—

Afgørelsens virkninger opretholdes.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Forkortelser i sagstypekolonnen:

O-sag = Sagen følges til orientering

F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg

Sagsnr.

T-661/19

Titel og kort sagsresumé

Sasol Germany m.fl. mod Kommissionen

Påstande:

—Sagen

antages til realitetsbehandling og sagsøgerne

gives medhold.

—Kommissionens

gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1194 af 5.

juli 2019 om identifikation af 4-tert-butylphenol (PTBP) som et

særligt problematisk stof i henhold til artikel 57, litra f), i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006

(EUT2019, L 187, s. 41) annulleres.

—Europa-Kommissionen

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Solar Electric m.fl. mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens afgørelse SA.40349 (2020/MI3)

B2/AD/MKL/D*2020/101866 af 3. september 2020 om

afvisning af sagsøgernes klage af 20. juni 2020 vedrørende

Frankrigs statsstøtte til solcelleproducenter i medfør af

prisbekendtgørelserne af 10. juli 2006 og af 12. januar og 31.

august 2010 annulleres, eftersom:

—

Sagsøgerne i medfør af artikel 24, stk. 2, i forordning (EU)

2015/1589 har ret til at indgive en klage for at underrette

Kommissionen om ulovlig støtte;

—

Kommissionen er forpligtet til uden unødig forsinkelse at

indlede den indledende undersøgelsesfase for alle klager

vedrørende ulovlig støtte i medfør af artikel 12, stk. 1, i

forordning (EU) 2015/1589;

—

Kommissionen har pligt til at anvende EUF-traktatens

bestemmelser om statsstøtte og kan ikke udvise passivitet.

Energieversorgungscenter Dresden-Wilschdorf

1) Skal artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF fortolkes således, at

en ordning som den, der findes i § 2, stk. 4, 1. punktum, i [Gesetz

über den Handel mitBerechtigungen zur Emission von

Treibhausgasen (Treibhausgas- Emissionshandelsgesetz) af 21. juli

2011 (lov om handel med kvoter for drivhusgasemissioner)]

(TEHG 2011), og hvorefter et anlæg, der er godkendt i henhold

til forbundsstatsloven om beskyttelse mod forurenende

emissioner, også er omfattet af emissionshandelsordningen for så

vidt som denne godkendelse også omfatter sekundære

installationer, fra hvilke der ikke udgår drivhusgasemissioner, er

Interessent

Miljøministeriet

Sags-

type

O-sag

Proces

-skridt

Dom

Dato

10.11.21

T-678/20

Miljøministeriet

O-sag

Dom

10.11.21

C-938/19

Energistyrelsen

O-sag

Dom

11.11.21

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 60: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/11-21

forenelig med denne bestemmelse?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Følger det

af de retningslinjer for beregningen af den korrigerede kvote

(»corrected eligibility ratio«) for varme importeret fra anlæg, som

ikke er omfattet af emissionshandelsordningen, der er indeholdt i

Europa- Kommissionens skabelon og gældende for

medlemsstaterne, at denne kvote også skal anvendes på den

samlede producerede varme i et anlæg, der er omfattet af

emissionshandelsordningen, når den importerede varme entydigt

kan henføres til en af flere identificerbare og særskilt registrerede

varmestrømme og/eller anlægsinterne varmeforbrug?

3) Skal artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, i Kommissionens afgørelse

2011/278/EU fortolkes således, at den afgørende varmeproces

for den varmebenchmarkede delinstallation vedrører en sektor

eller delsektor, der anses for at være udsat for en betydelig risiko

for kulstoflækage, jf. Kommissionens afgørelse 2010/2/EU, når

denne varme anvendes til fremstilling af kulde, og kulden

forbruges af et anlæg, der ikke er omfattet af

emissionshandelsordningen, i en sektor eller delsektor, der er

udsat for en betydelig risiko for kulstoflækage?

Er det afgørende for anvendeligheden af artikel 6, stk. 1, tredje

afsnit, i Kommissionens afgørelse 2011/278/EU, om

fremstillingen af kulde sker inden for anlægsgrænserne for det

anlæg, der er omfattet af emissionshandelsordningen?

C-948/19

Manpower Lit

1. Hvilket indhold skal begrebet »offentligretlig virksomhed« i

artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/104 tillægges? Skal Den

Europæiske Unions agenturer som eksempelvis [Det Europæiske

Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (herefter

»EIGE«)] anses for »offentligretlige virksomheder« som

omhandlet i direktiv 2008/104?

2. Hvilke enheder (vikarbureau, brugervirksomhed, mindst en af

disse eller muligvis begge) er i henhold til artikel 1, stk. 2, i

direktiv 2008/104 underlagt kriteriet om udøvelse af en

økonomisk aktivitet? Skal EIGE’s aktivitetsområder og

funktioner som defineret i artikel 3 og 4 i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 1922/2006 af 20. december 2006

anses for en økonomisk aktivitet, således som begrebet er

defineret (forstået) i artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/104?

3. Kan artikel 1, stk. 2 og 3, i direktiv 2008/104 fortolkes således,

at de kan udelukke anvendelse af direktivet på sådanne

offentligretlige og privatretlige vikarbureauer eller

brugervirksomheder, som ikke indgår i de forhold, der henvises til

i direktivets artikel 1, stk. 3, og ikke udøver den økonomiske

aktivitet, der er nævnt i direktivets artikel 1, stk. 2?

4. Skal bestemmelserne i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/104

vedrørende vikaransattes rettigheder for så vidt angår væsentlige

arbejds- og ansættelsesvilkår, særligt hvad angår løn, i fuldt

omfang finde anvendelse på Den Europæiske Unions agenturer,

der er underlagt særlige regler i EU’s arbejdsmarkedslovgivning

samt artikel 335 TEUF og artikel 336 TEUF?

5. Er en medlemsstats retsforskrift (artikel 75 i den litauiske

arbejdsmarkedslov), der gennemfører bestemmelserne i artikel 5,

stk. 1, i direktiv 2008/104 for alle virksomheder (herunder EU-

institutioner), der gør brug af vikaransatte, i strid med princippet

om en EU-institutions administrative autonomi som fastlagt i

artikel 335 TEUF og artikel 336 TEUF og med reglerne om

beregning og betaling af løn i vedtægten for tjenestemænd i Den

Europæiske Union?

6. Henset til, at alle stillinger (arbejdsfunktioner), i hvilke

arbejdstagere ansættes direkte af EIGE, omfatter arbejdsopgaver,

der udelukkende kan udføres af disse arbejdstagere, som arbejder

under vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, kan

de respektive stillinger (arbejdsfunktioner), som varetages af

vikaransatte, da anses for at være »samme arbejdsopgave[r]« som

omhandlet i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/104?

Grækenland mod Europa-Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Appellen tiltrædes, og den appellerede dom afsagt af

Den Europæiske Unions Rets den 19. december 2019 i sag Τ-

14/18, hvorved Retten frifandt Europa-Kommissionen i et

søgsmål anlagt af Den Hellenske Republik med påstand om

annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU)

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

11.11.21

C-106/20 P

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

11.11.21

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 60: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/11-21

2017/2014 af 8. november 2017, ophæves, der gives medhold i

sagen i første instans, og Kommissionens afgørelse annulleres, for

så vidt som den udelukker udgifter, som Den Hellenske Republik

har afholdt til arealstøtte for ansøgningsåret 2014, fra EU-

finansiering, og som svarer til 5 % af de samlede udgifter, der blev

afholdt til støtte til græsarealer for 12 482 555,68 EUR netto.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

C-168/20

MH et ILA

1) Såfremt en statsborger i en medlemsstat har udøvet sine

rettigheder i henhold til artikel 21 TEUF og 49 TEUF og

direktivet om borgernes rettigheder (Parlamentets og Rådets

direktiv 2004/38/EF) ved at flytte til eller etablere sig i Det

Forenede Kongerige, er det da i overensstemmelse med disse

bestemmelser, at section 11 i WRPA 1999 gør udelukkelsen fra

konkurs af pensionsrettigheder i en pensionsordning, herunder

pensionsrettigheder der er oprettet og godkendt af

skattemyndighederne i en anden medlemsstat, betinget af,

hvorvidt pensionsordningen på konkurstidspunktet er registreret i

henhold til section 153 i FA 2004 eller fastsat ved regulation 2 i

2002 Regulations og følgelig godkendt af skattemyndighederne i

Det Forenede Kongerige?

2) Er det i forbindelse med besvarelsen af det første spørgsmål

relevant eller nødvendigt:

a) at tage stilling til, hvorvidt personen hovedsagligt flyttede til

Det Forenede Kongerige med henblik på at erklære sig konkurs i

Det Forenede Kongerige?

b) at tage hensyn til i) de beskyttelsesforanstaltninger, der kan

anvendes af den konkursramte for så vidt angår ikke-godkendte

pensionsordninger i henhold til section 12 i WRPA 1999, og ii)

muligheden for at kuratorerne i et konkursbo kan tilbagesøge

beløb for så vidt angår godkendte pensionsordninger?

c) at tage hensyn til de krav, som pensionsordninger, der er

registreret og godkendt af skattemyndighederne i Det Forenede

Kongerige, er underlagt?

Dublin City Council

1. Skal artikel 2 [i direktiv 2003/88/EF] fortolkes således, at

arbejdstid omfatter en situation, hvor en arbejdstager er på

tilkaldevagt og befinder sig et eller flere steder efter eget valg,

uden at være underlagt en forpligtelse til på noget tidspunkt at

underrette arbejdsgiveren om sit opholdssted under

tilkaldevagten, men alene er underlagt en forpligtelse til at møde

frem inden for en optimal frist på fem minutter og højst ti

minutter?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, kan en

arbejdstager, der ikke er begrænset ud over at være underlagt en

forpligtelse til at møde frem inden for en optimal frist på fem

minutter og højst ti minutter, og som uden begrænsninger har

mulighed for samtidig at være ansat af en anden arbejdsgiver eller

drive egen forretning under tilkaldevagter, da anses for at udøve

»arbejdstid« for den arbejdsgiver, der foranlediger tilkaldevagten?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, og i en

situation, hvor arbejdstageren faktisk er ansat af en anden

arbejdsgiver under tilkaldevagter og kun er underlagt den

forpligtelse, at den anden arbejdsgiver skal fritstille arbejdstageren,

såfremt den første arbejdsgiver tilkalder arbejdstageren, medfører

dette da, at den tid, som arbejdstageren har brugt på tilkaldevagter

og arbejde for den anden arbejdsgiver, kan betragtes som

arbejdstid for den første arbejdsgiver?

4. Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, skal en

arbejdstager, der udfører arbejde for en anden arbejdsgiver under

tilkaldevagter for den første arbejdsgiver, da anses for samtidig at

udøve arbejdstid hos den første og den anden arbejdsgiver?

Regione Veneto

»Domstolen anmodes om at klarlægge, med hensyn til en

situation, hvor blandet kommunalt affald, som ikke indeholder

farligt affald, er blevet mekanisk behandlet på et anlæg med

henblik på energigenvinding (operation R1/R12 i bilag C til

miljøloven), og hvor det efter afslutningen af denne behandling

fremgår, i teorien, at behandlingen ikke grundlæggende har ændret

de oprindelige egenskaber af dette blandede kommunale affald,

men hvor affaldet bliver klassificeret med EAK-kode 19 12 12,

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

Dom

11.11.21

C-214/20

Beskæftigelsesministeriet

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

11.11.21

C-315/20

Miljøministeriet

Energistyrelsen

O-sag

Dom

11.11.21

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 60: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/11-21

hvilket parterne er enige om, med henblik på at vurdere

lovligheden af indsigelser, som oprindelseslandets kompetente

myndighed har rejst på grundlag af principperne i direktiv

2008/98/EF mod en anmodning om forudgående samtykke til

overførsel af det behandlede affald til et andet europæisk land for

brug til kraftvarmeproduktion eller under alle omstændigheder til

energiproduktion på et produktionsanlæg, navnlig indsigelser som

de i hovedsagen omhandlede, som er baseret

–

på princippet om

beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet (artikel 13);

–

på

principperne om tilstrækkelig egenkapacitet og nærhed fastsat i

artikel 16, stk. 1, hvorefter »[medlemsstaterne], hvis det er

nødvendigt eller hensigtsmæssigt i samarbejde med andre

medlemsstater, [skal træffe] passende foranstaltninger til at oprette

et integreret og tilstrækkeligt net af bortskaffelsesanlæg og anlæg

til nyttiggørelse af blandet kommunalt affald, indsamlet fra private

husholdninger, herunder i tilfælde, hvor denne indsamling også

omfatter sådant affald fra andre producenter, idet der tages

hensyn til den bedste tilgængelige teknik«;

–

på princippet fastsat i

samme artikel 16, [stk. 1], andet afsnit, sidste punktum, ifølge

hvilken »[m]edlemsstaterne [også kan] begrænse udgående

overførsler af affald af miljøhensyn, jf. forordning (EF) nr.

1013/2006«;

–

på 33. betragtning til direktiv 2008/98, hvoraf det

fremgår, at »[i] forbindelse med anvendelsen af Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 […] om

overførsel af affald forbliver blandet kommunalt affald som

omhandlet i denne forordnings artikel 3, stk. 5, blandet

kommunalt affald, selv når det har gennemgået en

affaldsbehandling, der ikke grundlæggende har ændret dets

egenskaber«, hvorvidt Det Europæiske Affaldskatalog og de

respektive klassificeringer (i den foreliggende situation EAK-kode

19 12 12, affald fra mekanisk behandling af affald gennem

behandlingsoperation R1/R12 på et anlæg) påvirker

–

og i så fald i

hvilket omfang

–

[EU]-lovgivningen om overførsel af affald, der

inden den mekaniske behandling er blandet kommunalt affald, og

navnlig hvorvidt bestemmelserne i artikel 16 i ovennævnte

direktiv 2008/98 og 33. betragtning hertil, der udtrykkeligt

vedrører overførsel af affald, med hensyn til overførsel af affald,

der stammer fra behandling af blandet kommunalt affald, har

forrang for klassificeringen i Det Europæiske Affaldskatalog eller

ej, idet Domstolen, såfremt den anser dette for hensigtsmæssigt

og nyttigt, præciserer, om det nævnte katalog har lovmæssig

karakter eller derimod udgør en simpel teknisk vejledning, som er

egnet til ensartet sporing af alt affald.«

C-340/20

Bank Sepah

1) Skal artikel 1, litra h) og j), og artikel 7, stk. 1, i forordning nr.

423/2007 (EF), artikel 1, litra i) og h), og artikel 16, stk. 1, i

forordning (EU) nr. 961/2010 samt artikel 1, litra k) og j), og

artikel 23, stk. 1. i forordning (EU) nr. 267/2012 fortolkes således,

at disse bestemmelser er til hinder for, at der uden forudgående

tilladelse fra den kompetente nationale myndighed iværksættes en

foranstaltning uden tillæggende virkning, såsom retslig

sikkerhedsstillelse eller en sikringsforanstaltning som fastsat i den

franske lov om civilretlige fuldbyrdelsesprocedurer, på indefrosne

aktiver?

2) Er den omstændighed, at grundlaget for den fordring, som skal

inddrives hos den person eller enhed, hvis aktiver indefryses, er et

andet end Irans nukleare aktiviteter og aktiviteter vedrørende

ballistiske missiler, og som ligger forud for De Forenede

Nationers Sikkerhedsråds resolution 1737 (2006) af 23. december

2006, relevant med henblik på besvarelsen af det første

spørgsmål?«

Dr August Oetker Nahrungsmittel

1. Skal artikel 31, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 1169/2011

fortolkes således, at denne bestemmelse alene gælder for

fødevarer, som kræver tilberedning, og hvor tilberedningsmåden

er angivet?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Betyder

formuleringen »pr. 100 g« i artikel 33, stk. 2, andet afsnit, i

forordning nr. 1169/2011 alene 100 g af produktet, således som

det sælges, eller

–

i det mindste også

–

100 g af fødevaren i

tilberedt stand?

Erhvervsstyrelsen

O-sag

Dom

11.11.21

C-388/20

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

11.11.21

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 60: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/11-21

C-485/20

HR Rail

Skal artikel 5 i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000

om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn

til beskæftigelse og erhverv fortolkes således, at en arbejdsgiver er

forpligtet til at anvise en person, der på grund af sit handicap ikke

længere er i stand til at udføre de væsentlige funktioner i

forbindelse med den stilling, hvori personen er ansat, en anden

stilling, som denne person har de krævede kompetencer, den

krævede egnethed og den krævede disponibilitet til at bestride, når

en sådan foranstaltning ikke udgør en uforholdsmæssig stor byrde

for arbejdsgiveren?

NovaText

Skal artikel 3, stk. 1, og artikel 14 i direktiv 2004/48/EF fortolkes

således, at de er til hinder for en national bestemmelse, hvorefter

den tabende part har pligt til at godtgøre de udgifter, som den

vindende part har afholdt til en patentagents medvirken i en

retssag vedrørende et varemærke, uanset om patentagentens

medvirken var nødvendig for en formålstjenlig retsforfølgning?

HR Rail

Skal artikel 5 i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000

om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn

til beskæftigelse og erhverv fortolkes således, at en arbejdsgiver er

forpligtet til at anvise en person, der på grund af sit handicap ikke

længere er i stand til at udføre de væsentlige funktioner i

forbindelse med den stilling, hvori personen er ansat, en anden

stilling, som denne person har de krævede kompetencer, den

krævede egnethed og den krævede disponibilitet til at bestride, når

en sådan foranstaltning ikke udgør en uforholdsmæssig stor byrde

for arbejdsgiveren?

Koch Media

1. a) Skal artikel 14 i direktiv 2004/48 fortolkes således, at reglen

omfatter nødvendige advokatudgifter som »sagsomkostninger«

eller som »øvrige udgifter«, som en indehaver af intellektuelle

ejendomsrettigheder som omhandlet i artikel 2 i direktiv 2004/48

afholder ved, at han udenretligt rejser krav om undladelse ved

hjælp af en advarselsskrivelse mod en person, der har tilsidesat

disse rettigheder?

b) Såfremt spørgsmål 1a besvares benægtende: Skal artikel 13 i

direktiv 2004/48 fortolkes således, at den i spørgsmål 1a nævnte

regel omfatter advokatudgifter som erstatningsberettigede?

2. a) Skal EU-retten, især under hensyntagen til

–

artikel 3, 13 og 14 i direktiv 2004/48

–

artikel 8 i direktiv 2001/29 og

–

artikel 7 i direktiv 2009/24 fortolkes således, at en indehaver af

intellektuelle ejendomsrettigheder som omhandlet i artikel 2 i

direktiv 2004/48 principielt har krav på erstatning for de samlede

i spørgsmål 1a nævnte advokatudgifter, i hvert fald for en rimelig

og væsentlig del heraf, selv om

–

den af en fysisk person foretagne krænkelse er begået uden for

dennes erhvervsmæssige virksomhed og

–

en national ordning i dette tilfælde fastlægger, at sådanne

udgifter til advokat normalt kun kan erstattes efter en nedsat

værdi af kravet?

b) Hvis svaret på spørgsmål 2a er bekræftende: Skal de i

spørgsmål 2a nævnte EU-retlige bestemmelser fortolkes således,

at en undtagelse til det i spørgsmål 2a nævnte princip, ifølge

hvilket rettighedshaveren skal have erstattet de i spørgsmål 1a

nævnte advokatudgifter med det fuldstændige beløb, eller i hvert

med en rimelig og væsentlig del heraf, kan komme i betragtning,

idet der tages hensyn til andre faktorer (som f.eks. hvor aktuelt

værket er, hvor længe det er tilgængeligt, og om krænkelsen er

foretaget af en fysisk person uden for dennes erhvervsmæssige

interesser), selv om tilsidesættelsen af intellektuelle

ejendomsrettigheder som omhandlet i artikel 2 i direktiv 2004/48

Miljøministeriet

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

11.11.21

C-531/20

Patent- og

Varemærkestyrelsen

O-sag

11.11.21

C-484/20

Beskæftigelsesministeriet

Miljøministeriet

O-sag

11.11.21

C-559/20

Patent- og

Varemærkestyrelsen

O-sag

11.11.21

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 60: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/11-21

består i fildeling, dvs. i at stille værket til rådighed foralmenheden

ved, at det tilbydes alle deltagere i en frit tilgængelig peer-to-

peerbørs at downloade værket gratis, men uden digital rights

management (DRM)?

C-748/19

–

C-754/19

Prokuratura Rejonowa w Mińsku

Mazowieckim m.fl.

(Polen)

Spørgsmål:

1) Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, sammenholdt med artikel 2 i

traktaten om Den Europæiske Union, og retsstatsprincippet, der

er forankret deri, samt artikel 6, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv (EU) 2016/343, sammenholdt med 22.

betragtning hertil, fortolkes således, at kravene til en effektiv

domstolsbeskyttelse, herunder domstolenes uafhængighed, og de

krav, der følger af uskyldsformodningen, tilsidesættes i den

situation, hvor domstolen i en straffesag mod en person, der er

anklaget for en straffelovovertrædelse i henhold til artikel 200, stk.

1, i kodeks karny (straffeloven) er således organiseret, at:

– der i dommerkollegiet sidder en dommer (Sędzia Sądu

Rejonowego [dommer ved regional ret] HO) som er udpeget i

henhold til en individuel afgørelse truffet af justitsministeren, og

denne dommer normalt er tilknyttet en domstol, der befinder sig

et niveau lavere i domstolshierarkiet, uden at de kriterier, der har

ligget til grund for justitsministerens afgørelse om denne

udpegning er offentliggjort, og den nationale lovgivning ikke

indeholder bestemmelser om adgangen til domstolsprøvelse af en

sådan afgørelse, og det er muligt for justitsministeren at afskedige

den udpegede dommer på et

hvilket som helst tidspunkt? […]

3) Set fra et EU-retligt synspunkt, herunder de bestemmelser og

krav, der er nævnt i det første spørgsmål, hvilken virkning har en

afgørelse truffet af en domstol, der er sammensat på den i det

nævnte spørgsmål beskrevne måde, herunder en afgørelse, der er

afsagt af Sąd Najwyższy (øverste domstol) med deltagelse af den

person, som er omtalt i det andet spørgsmål?

4) Er virkningerne af de i det tredje spørgsmål nævnte domme,

henset til EUretten, herunder bestemmelserne nævnt i det første

spørgsmål, forskellige alt efter om den pågældende domstol har

truffet en afgørelse, som er belastende eller diskulperende for den

tiltalte?

Europa-Kommissionen mod Ungarn

Påstande: a) Det fastslås, at

—Ungarn

har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 33,

stk. 2, i direktiv 2013/32/EU, idet det har indført en ny

afvisningsgrund for så vidt angår asylansøgninger, ud over de

afvisningsgrunde, der udtrykkeligt er fastsat i nævnte direktiv

—Ungarn

har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 8,

stk. 2, artikel 12, stk. 1, litra c), og artikel 22, stk. 1, i direktiv

2013/32/EU samt artikel 10, stk. 4, i direktiv 2013/33/EU, idet

det har vedtaget foranstaltninger, hvorefter det anses for strafbart

at udøve enhver organiseret aktivitet med henblik på at muliggøre

iværksættelse af en asylprocedure for personer, der ikke opfylder

de kriterier, som er fastsat i national ret på asylområdet, og som

foreskriver vedtagelse af restriktive foranstaltninger over for

personer, der tiltales eller dømmes for et sådant strafbart forhold.

b) Ungarn tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Fulmen mod Rådet m.fl. (appel)

Påstande: Principalt:

—Den

appellerede dom ophæves delvist.

—

Der træffes endelig afgørelse i sagen.

—Rådet

tilpligtes at betale

Fulmen 6 456 507 EUR for økonomisk skade og 100 000 EUR

for ikke-økonomisk skade med tillæg af morarenter.

—Rådet

tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

Subsidiært:

—Den

appellerede dom ophæves delvist.

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

O-sag

Dom

16.11.21

C-821/19

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

Dom

16.11.21

C-680/19 P

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

18.11.21

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 60: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/11-21

—Sagen

hjemvises til Retten.

—Rådet

tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

C-681/19 P

Fereydoun Mahmoudian mod Rådet m.fl. (appel)

Påstande: Principalt:

—Den

appellerede dom ophæves delvist.

—Der

træffes endelig afgørelse i sagen.

—Rådet

tilpligtes at betale appellanten 966 581 EUR for

økonomisk skade og 500 000 EUR for ikke-økonomisk skade

med tillæg af morarenter.

—Rådet

tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

Subsidiært:

—Den

appellerede dom ophæves delvist.

—Sagen

hjemvises til

Retten.

—Rådet

tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

Grækenland mod Europa-Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Appellen tiltrædes, og den appellerede dom afsagt af

Retten den 19. december 2019 i sag T-295/18, hvorved Retten

frifandt Europa-Kommissionen i et søgsmål anlagt af Den

Hellenske Republik den 7. maj 2018 til prøvelse af

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/304 af 27.

februar 2018, ophæves med henblik på at tage ovennævnte appel

til følge og annullere Kommissionens afgørelse, for så vidt som

visse udgifter fra Den Hellenske Republik til et samlet (brutto-)

beløb på 17 869 131,75 EUR (de finansielle virkninger androg 14

857 076,98 EUR), der blev afholdt og anmeldt inden for

rammerne af ELFUL vedrørende foranstaltningerne 125A, 321 og

322 (bruttobeløb på 15 631 043,52 EUR, hvoraf de finansielle

virkninger androg 12 618 988,75 EUR) og foranstaltning 123A (2

238 088,23 EUR) samt et beløb på 588 103,59 EUR [for udgifter]

afholdt inden for rammerne af EGFL i forlængelse af kontroller

af transaktionerne i regnskabsårene 2011-2014, blev udelukket fra

EU-finansiering.

ViaSat, Inc. mod Europa-Kommissionen m.fl. (appel)

Påstande:

—

Appellen antages til realitetsbehandling, og

appellanten gives medhold.

—

Den appellerede dom ophæves, og Domstolen træffer endelig

afgørelse i sagen, idet Kommissionen pålægges at give aktindsigt i

de ønskede dokumenter.

—

Afgørelsen truffet den 11. januar 2018 af Kommissionens

generalsekretær annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale appellantens omkostninger.

État belge

1) Giver tillæg 3, subpart A, punkt 9, i bilag I til Kommissionens

forordning (EU) nr. 1178/2011 af 3. november 2011 om

fastsættelse af tekniske krav og administrative procedurer for

flyvebesætninger i civil luftfart i henhold til Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EF) nr. 216/2008 mulighed for, med

henblik på beregningen af de i punkt 9, litra e), omhandlede 115

timers instrumenttid, at tage hensyn til træningstimer gennemført

ved en flyvesimulator FNPT II (instrumenttid på jorden) ud over

de i punkt 9, litra e), nr. 2), omhandlede 15 timers MCC og ud

over det i punkt 9 litra e), nr. 3, ii), omhandlede maksimum på 40

timers instrumentflyveinstruktion gennemført i en FNPT II, dvs.

over 55 timers instrumenttid på jorden?

2) Har det betydning for besvarelsen af spørgsmål 1, om de timer,

der er gennemført ud over de ovennævnte 15 og 40 timer, er

MCC-timer eller timer med anden form for simulatortræning?

3) Såfremt de to første spørgsmål besvares benægtende, giver

tillæg 3, subpart A, punkt 10, i bilag I til nævnte forordning da

mulighed for, at der kan udstedes CPL(A)-certifikat, efter at

pilotkandidaterne har suppleret deres træning med et tilstrækkeligt

antal timer i et luftfartøj, uden at den praktiske prøve vedrørende

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

18.11.21

C-107/20 P

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug

O-sag

Dom

18.11.21

C-235/20 P

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

18.11.21

C-413/20

Transportministeriet

O-sag

Dom

18.11.21

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 60: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/11-21

instrumentflyvning tages om?

4) Såfremt de tre første spørgsmål besvares benægtende, kræver

det almindelige retssikkerhedsprincip da, at Domstolens

fortolkning af den pågældende retsregel begrænses tidsmæssigt,

således at den f.eks. kun anvendes på pilotkandidater, der ansøger

om et CPL(A)-certifikat, og som har påbegyndt deres træning

med henblik på at erhverve et sådant certifikat efter datoen for

afsigelsen af Domstolens dom?

C-564/19

1.A Skal artikel 6, stk. 1, TEU og artikel 5, stk. 2, i direktiv

2010/64/EU fortolkes således, at medlemsstaten for at kunne

sikre retten til en retfærdig rettergang for tiltalte, som ikke er

bekendte med processproget, skal oprette et register over

uafhængige tolke og oversættere, som er behørigtkvalificerede,

eller

–

i mangel heraf

–

på anden vis skal sikre, at kvaliteten af

sprogtolkningen under retsforhandlingerne kan kontrolleres?

1.B Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, og

det i den pågældende sag som følge af en utilstrækkelig kvalitet af

sprogtolkningen ikke kan fastslås, om den tiltalte er blevet gjort

bekendt med genstanden for den rejste sigtelse eller tiltale mod

vedkommende, skal artikel 6, stk. 1, TEU samt artikel 4, stk. 5, og

artikel 6, stk. 1, i direktiv 2012/13/EU da fortolkes således, at

sagen under disse omstændigheder ikke kan fortsætte som en

udeblivelsessag?

[…]

3.B Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal

det nævnte princip om domstolenes uafhængighed da fortolkes

således, at retten til en retfærdig rettergang ikke kan sikres under

sådanne omstændigheder?

4/A. Skal artikel 267 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde (TEUF) fortolkes således, at denne bestemmelse

er til hinder for en afgørelsei henhold til national retspraksis, i

medfør af hvilken den øverste dømmendemyndighed, inden for

rammerne af en procedure, der skal sikreensartetheden i

medlemsstatens retspraksis, uden at påvirke retsvirkningerneaf

den omhandlede kendelse, kvalificerer en kendelse, der er afsagt

af enlavere retsinstans, og hvorved den præjudicielle procedure er

blevet indledt, som ulovlig?

4/B. Såfremt spørgsmål 4/A besvares bekræftende, skal artikel

267 i traktaten omDen Europæiske Unions funktionsmåde

(TEU[F]) da fortolkes således, atden forelæggende ret skal se bort

fra modsatrettede afgørelser fra den højere retsinstans, og fra

principielle standpunkter, der er indtaget af hensyn tilrettens

enhed?

4/[C]. Såfremt spørgsmål 4/A besvares benægtende, kan

behandlingen af denstraffesag, der er blevet udsat, da i et sådant

tilfælde fortsættes, mens denpræjudicielle procedure er i gang?

5. Skal princippet om domstolenes uafhængighed, som er fastsat i

artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, artikel 47 i chartret om

grundlæggende rettighederog i Den Europæiske Unions Domstols

praksis fortolkes således, atprincippet, i lyset af artikel 267 TEUF,

bliver tilsidesat, når der indledes endisciplinærsag mod en

dommer med den begrundelse, at vedkommende harindledt en

præjudiciel procedure?

LTTE mod Rådet

Påstande: Sagsøgeren har for Retten nedlagt påstand om, at

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/25 annulleres, for så vidt som den

vedrører sagsøgeren.

Subsidiært har sagsøgeren gjort gældende, at en mindre

indgribende foranstaltning end opretholdelse på EU-listen over

terroror-ganisationer er begrundet i denne sag.

Sagsøgeren har desuden nedlagt påstand om, at Rådet tilpligtes at

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

O-sag

Dom

23.11.21

T-160/19

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

24.11.21

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 60: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/11-21

betale sagsomkostningerne tillagt renter, hvis sats vil blive

præciseret på et senere tidspunkt.

T-256/19

Assi mod Rådet

Påstande:

—Rådets

gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2019/87 af

21. januar 2019 annulleres, for så vidt som den vedrører

sagsøgeren.

—Rådets

gennemførelsesforordning (EU) 2019/85 af 21. januar

2019 annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—Sagsøgte

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Al Zoubi mod Rådet

Påstande:

—

Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2019/87 af

21. januar 2019 annulleres, for så vidt som den vedrører

sagsøgeren.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/85 af 21. januar

2019 annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Foz mod Rådet

Påstande:

—

Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2019/87 af

21. januar 2019 annulleres, for så vidt som den vedrører

sagsøgeren.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/85 af 21. januar

2019 annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Aman Dimashq mod Rådet

Påstande:

—

Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2019/87 af

21. januar 2019 annulleres, for så vidt som den vedrører

sagsøgeren.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/85 af 21. januar

2019 annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

StWL Städtische Werke Lauf a.d. Pegnitz

1. Er begrebet »sendes« som omhandlet i artikel 2, andet

punktum, litra h), i direktiv 2002/58/EF opfyldt, når en

meddelelse ikke sendes fra en bruger af en elektronisk

kommunikationstjeneste til en anden bruger gennem en

tjenesteudbyder til den anden brugers elektroniske »adresse«, men

som følge af åbning af en kodeordsbeskyttet internetside for en e-

mailkonto automatisk vises af adservere på bestemte, hertil

beregnede felter i e-mail-indbakken tilhørende en bruger, som

udvælges efter et tilfældighedsprincip (indbakkereklame)?

2. Forudsætter hentning af en meddelelse som omhandlet i artikel

2, andet punktum, litra h), i direktiv 2002/58/EF, at modtageren,

efter at have opnået kendskab til, at der foreligger en meddelelse,

gennem en bevidst hentningskommando udløser en

programteknisk indstillet overføring af meddelelsesdata, eller er

det tilstrækkeligt, hvis meddelelsens visning i en emailkontos

indbakke udløses ved, at brugeren åbner den kodeordsbeskyttede

internetside for sin e-mailkonto?

3. Foreligger der også elektronisk post som omhandlet i artikel 13,

stk. 1, i direktiv 2002/58/EF, når en meddelelse ikke sendes til en

konkret individuel modtager, som er fastlagt allerede før

overføringen, men vises i indbakken tilhørende en bruger, som er

udvalgt ud fra et tilfældighedsprincip?

4. Foreligger der kun anvendelse af elektronisk post til direkte

markedsføring som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i direktiv

2002/58/EF, når der konstateres en byrde for brugeren, som er

mere vidtgående end en gene?

5. Foreligger der kun individuel markedsføring, som opfylder

kriterierne for en »henvendelse« som omhandlet i bilag I, nr. 26),

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

24.11.21

T-257/19

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

24.11.21

T-258/19

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

24.11.21

T-259/19

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

24.11.21

C-102/20

Forbrugerombudsmanden

O-sag

Dom

25.11.21

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 60: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/11-21

første punktum, til direktiv 2005/29/EF, hvis en kunde kontaktes

ved hjælp af et medium, der normalt anvendes til individuel

kommunikation mellem en afsender og en modtager, eller er det

tilstrækkeligt, hvis

–

som det er tilfældet for den markedsføring,

der er genstanden for hovedsagen

–

en individuel relation

etableres ved, at reklamen vises i indbakken for en privat e-

mailkonto og dermed i et område, hvor kunden forventer

meddelelser, der er rettet individuelt til ham?

C-271/20

Aurubis

1. Er betingelserne i artikel 3, litra d), i Kommissionens afgørelse

2011/278/EU for gratistildeling af emissionskvoter opfyldt på

grundlag af en delinstallation med varmeemissionsværdi, når der i

et anlæg til produktion af nonferrometaller i henhold til bilag I til

direktiv 2003/87/EF i en flammesmelteovn til produktion af

primærkobber anvendes et svovlholdigt kobberkoncentrat og den

ikkemålelige varme, der er nødvendig til smeltning af

kobbermalmen i koncentratet, i det væsentlige genereres ved

oxidering af svovlet i koncentratet, idet kobberkoncentratet både

anvendes som råstofkilde og som brændbart materiale til

varmeproduktionen? 2. Såfremt det første spørgsmål besvares

bekræftende: Kan en ret til mertildeling af gratis emissionskvoter

for tredje handelsperiode efter udløbet af tredje handelsperiode

opfyldes med en ret til tildeling for fjerde handelsperiode, hvis

eksistensen af en sådan ret til tildeling først fastslås retsligt efter

udløbet af tredje handelsperiode, eller bortfalder en ret til

tildeling, som endnu ikke er opfyldt, med udløbet af tredje

handelsperiode?

Når det som i det foreliggende tilfælde af de faktiske

omstændigheder fremgår, at en af ægtefællerne tilbringer sit liv i to

medlemsstater, kan den pågældende da anses for at have sit

sædvanlige opholdssted, som omhandlet i artikel 3 i forordning

nr. 2201/2003 og i forbindelse med anvendelsen af denne artikel,

i to medlemsstater, således at retterne i begge medlemsstater har

kompetence til at træffe afgørelse om skilsmissen, hvis

betingelserne i denne artikel er opfyldt i disse to medlemsstater?

Finanzamt für den 8., 16. und 17. Bezirk in Wien

Første spørgsmål: Skal artikel 11, stk. 3, litra e), i forordning nr.

883/2004 fortolkes således, at den omfatter situationen for en

arbejdstager med statsborgerskab i en medlemsstat, hvor hun og

hendes børn også har deres bopæl, som indgår et

ansættelsesforhold som ulandsarbejder med en arbejdsgiver med

hjemsted i en anden medlemsstat, der ifølge sidstnævnte

medlemsstats (herefter »hjemstedsstaten«) regler er omfattet af det

obligatoriske forsikringssystem, og som udstationeres af

arbejdsgiveren i et tredjeland, ganske vist ikke umiddelbart efter

ansættelsen, men efter at have gennemført en

forberedelsesperiode, og efter hjemkomsten i en

reintegrationsperiode i hjemstedsstaten?

Andet spørgsmål: Er en national bestemmelse som FLAG’s § 53,

stk. 1, som bl.a. fastsætter en selvstændig bestemmelse om

ligestilling med egne statsborgere, i strid med forbuddet mod

gennemførelse af forordninger som omhandlet i artikel 288, stk. 2,

TEUF?

Det tredje og det fjerde spørgsmål vedrører det tilfælde, at

appellantens situation er omfattet af artikel 11, stk. 3, litra e), i

forordning nr. 883/2004, og at EU-retten udelukkende forpligter

bopælsstaten til at betale familieydelser.

Tredje spørgsmål: Skal forbuddet mod forskelsbehandling af

arbejdstagere på grund af nationalitet, som er forankret i artikel

45, stk. 2, TEUF, subsidiært i artikel 18 TEUF, fortolkes således,

Klima-, Energi- og

Forsyningsministeriet

Energistyrelsen

O-sag

Dom

25.11.21

C-289/20

Social- og Ældreministeriet

O-sag

Dom

25.11.21

C-372/20

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

25.11.21

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 60: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/11-21

at det er til hinder for en national bestemmelse som § 13, stk. 1, i

Entwicklungshelfergesetz (lov om ulandsarbejdere) i den indtil

den 31. december 2018 gældende affattelse (herefter »gammel

affattelse«), som knytter retten til familieydelser i den

medlemsstat, som ikke er ansvarlig i henhold til EU-retten, til den

betingelse, at ulandsarbejderen allerede før ansættelsesforholdets

begyndelse skal have haft midtpunktet for sine livsinteresser eller

sit sædvanlige opholdssted i hjemstedsmedlemsstaten, idet dette

krav også skal opfyldes af indenlandske statsborgere?

Fjerde spørgsmål: Skal artikel 68, stk. 3, i forordning nr. 883/2004

og artikel 60, stk. 2 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de

nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004

om koordinering af de sociale sikringsordninger, EUT L 284 af

30. oktober 2009 (herefter »forordning nr. 987/2009« eller

»gennemførelsesforordningen«) fortolkes således, at institutionen i

den medlemsstat, som ansøgeren anså for den primært ansvarlige

beskæftigelsesstat, og som ansøgningen om familieydelser blev

indgivet til, men hvis regler ikke finder anvendelse hverken

primært eller subsidiært, men i hvilken der består en ret til

familieydelser i henhold til en alternativ bestemmelse i national

ret, analogt skal anvende bestemmelserne om forpligtelsen til at

videresende ansøgningen, til at give information, til at udstedeen

foreløbig afgørelse om de prioritetsregler, der finder anvendelse,

og til at foretage en foreløbig udbetaling?

Femte spørgsmål: Gælder forpligtelsen til at udstede en foreløbig

afgørelse om de prioritetsregler, der finder anvendelse,

udelukkende den sagsøgte myndighed som institution eller også

forvaltningsdomstolen, som sagen er indbragt for?

Sjette spørgsmål: På hvilket tidspunkt er forvaltningsdomstolen

forpligtet til at udstede en foreløbig afgørelse om de

prioritetsregler, der finder anvendelse?

Det syvende spørgsmål vedrører det tilfælde, at appellantens

situation er omfattet af artikel 11, stk. 3, litra a), i forordning nr.

883/2004, og at EU-retten forpligter beskæftigelsesstaten og

bopælsstaten til i fællesskab at yde familieydelser.

Syvende spørgsmål: Skal passagen »videresender denne institution

straks ansøgningen [...]« i artikel 68, stk. 3, litra a), i forordning nr.

883/2004 og passagen »fremsender institutionen [straks]

ansøgningen« i artikel 60 i gennemførelsesforordning 987/2009

fortolkes således, at disse bestemmelser forbinder institutionen i

den primært ansvarlige medlemsstat og institutionen i den

subsidiært ansvarlige medlemsstat med hinanden på en sådan

måde, at begge medlemsstater i fællesskab skal behandle én

(singularis) ansøgning om familieydelser, eller skal ansøgeren

indgive særskilt ansøgning om den eventuelt nødvendige

supplerende betaling fra institutionen i den medlemsstat, hvis

regler finder subsidiær anvendelse, således at ansøgeren skal

indgive to fysiske ansøgninger (formularer) til to institutioner i to

medlemsstater, hvilket i sagens natur udløser forskellige frister?

Det ottende og det niende spørgsmål vedrører perioden efter den

1. januar 2019, hvor Østrig sammen med indførelsen af

indekseringen af familiestøtten afskaffede ydelse af familiestøtte til

ulandsarbejdere, idet EHG’s (gammel affattelse) § 13, stk. 1, blev

ophævet.

Ottende spørgsmål: Skal artikel 4, stk. 4, TEUF artikel 45 TEUF

og artikel 208 TEUF, artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 2, 3 og 7 og

afsnit II i forordning nr. 883/2004 fortolkes således, at de generelt

forbyder en medlemsstat at afskaffe familieydelser for

ulandsarbejdere, som tager deres familiemedlemmer med til

udstationeringsstedet i tredjelandet?

Alternativt niende spørgsmål: Skal artikel 4, stk. 4, TEUF artikel

45 TEUF og artikel 208 TEUF, artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 2,

3 og 7 og afsnit II i forordning nr. 883/2004 fortolkes således, at

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 60: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/11-21

de i en situation som den, der foreligger i hovedsagen, garanterer

en ulandsarbejder, som allerede har erhvervet en ret til

familieydelser for tidligere perioder, en individuel og konkret

opretholdelse af denne ret i en periode, selv om medlemsstaten

har afskaffet tildeling af familieydelser til ulandsarbejdere?

C-374/20 P

Agrochem-Maks mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Den appellerede dom ophæves.

—

Sagen hjemvises til Retten.

—

Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger og at

betale appellantens omkostninger i denne sag.

Delfarma

1. Er artikel 34 TEUF til hinder for en national bestemmelse,

hvorefter en parallelimporttilladelse bortfalder et år efter

markedsføringstilladelsen for et referencelægemiddel er udløbet?

2. Kan en national myndighed henset til artikel 34 TEUF og 36

TEUF vedtage en deklaratorisk afgørelse, som fastsætter, at

markedsføringstilladelsen for et lægemiddel, som

parallelimporteres, ifølge loven bortfalder udelukkende på grund

af udløbet af den tid, der er foreskrevet ved lov, regnet fra det

tidspunkt, hvor markedsføringstilladelsen for referencelægemidlet

er udløbet, uden at grundene til, at markedsføringstilladelsen for

dette produkt er udløbet, eller andre grunde, der henvises til i

artikel 36 TEUF, som vedrører menneskers liv og sundhed,

undersøges?

3. Er det forhold, at parallelimportører er fritaget for forpligtelsen

til at fremlægge regelmæssige sikkerhedsrapporter, og den deraf

følgende mangel på ajourførte data om fordele og risici ved

lægemiddelbehandlingen hos myndigheden, tilstrækkeligt til at

træffe en deklaratorisk afgørelse om at bringe

markedsføringstilladelsen for et parallelimporteret lægemiddel til

ophør?

Landkreis Gifhorn

1. Skal EU-retten, navnlig artikel 18, stk. 1 og stk. 3, i direktiv

2008/115/EF, fortolkes således, at en national domstol, der

træffer afgørelse om frihedsberøvelse med henblik på udsendelse,

i hvert enkelt konkret tilfælde skal prøve bestemmelsens

betingelser, navnlig, at den akutte situation fortsat varer ved, når

den nationale lovgiver under påberåbelse af artikel 18, stk. 1, har

fraveget betingelserne i artikel 16, stk. 1, i national ret?

2. Skal EU-retten, navnlig artikel 16, stk. 1, i direktiv

2008/115/EF, fortolkes således, at den er til hinder for en

national bestemmelse, som midlertidigt indtil den 1. juli 2022

tillader, at frihedsberøvede med henblik på udsendelse anbringes i

et fængsel, selv om der i medlemsstaten forefindes særlige

faciliteter for frihedsberøvede, og ingen akut situation som

omhandlet i artikel 18, stk. 1, i direktiv 2008/115/EF gør dette

tvingende nødvendigt?

3. Skal artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/115/EF fortolkes således,

at der ikke foreligger en »særlig facilitet« til anbringelse af

personer, der er frihedsberøvet med henblik på udsendelse,

allerede når:

- den »særlige facilitet« indirekte er underlagt samme

regeringsmedlem som faciliteter for straffefanger, nemlig

justitsministeren,

- den »særlige facilitet« er organiseret som en afdeling af et fængsel

og dermed ganske vist har sin egen leder, men som en af flere

afdelinger af fængslet samlet set er underlagt fængslets ledelse?

Miljøministeriet

O-sag

Dom

25.11.21

C-488/20

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Lægemiddelstyrelsen

O-sag

Dom

25.11.21

C-519/20

Justitsministeriet

O-sag

25.11.21