EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 629: Kopi af KUU alm. del - svar på MFU spm. 320 om, hvad der er sket, siden et flertal i Folketinget i sidste folketingsår opfordrede regeringen til at indføre en bagatelgrænse i forhold til de internationale hvidvaskregler og GDPR-regler, som trækker frivillige og kapital ud af mange danske foreninger, fra kulturministeren

Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del Bilag 629
Offentligt

Kulturudvalget 2021-22

KUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 320

Offentligt

Kulturministeren

Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

Kulturministeriet

Nybrogade 2

1203 København K

Tlf

: 33 92 33 70

E-mail : [email protected]

Web

: www.kum.dk

28. juni 2022

Folketingets Kulturudvalg har den 14. juni 2022, efter ønske fra Maja Torp (V), stillet

mig følgende spørgsmål 320 ad (alm. del), som jeg hermed besvarer.

Spørgsmål:

I anledning af at ministeren inviterer foreningerne til at medvirke til en kortlægning af

det bureaukrati, der gør hverdagen svær for danske foreninger, bedes ministeren red gøre

for, hvad der er sket, siden et flertal i Folketinget i sidste folketingsår opfordrede rege-

ringen til at indføre en bagatelgrænse i forhold til de internationale hvidvaskregler og

GDPR-regler, som trækker frivillige og kapital ud af mange danske foreninger.

Svar:

For så vidt angår hvidvaskreglerne har Kulturministeriet indhentet bidrag til besvarel-

sen fra Erhvervsministeriet, som har oplyst følgende:

”Der blev fra dansk side i 2015 rettet henvendelse til EU-Kommissionen

med henblik på

at afklare, om det er muligt at undtage foreninger fra kravene om kundekendskabs-proce-

durer. EU-Kommissionen oplyste, at det vil være i strid med hensigten bag både hvidvask-

direktivet og anbefalinger fra Financial Action Task Force (FATF) at gøre undtagelser fra

kundekendskabsforpligtelsen for foreninger, herunder foreninger med velgørende formål.

I december 2021 blev der fra dansk side på ny rettet henvendelse til EU-Kommissionen om

samme spørgsmål, og EU-Kommissionen oplyste i denne sammenhæng, at hverken hvid-

vaskdirektivet eller den kommende hvidvaskforordning giver mulighed for generelle und-

tagelser fra at gennemføre kundekendskabsprocedurer.

Det er således ikke muligt at fastsætte en bagatelgrænse for, hvornår et pengeinstitut kan

undlade at gennemføre kundekendskabsprocedurer for bestemte grupper af foreninger el-

ler på anden måde udpege visse typer af foreninger, hvor der ikke skal gennemføres kun-

dekendskabsprocedurer. Pengeinstitutterne og øvrige forpligtede enheder kan dog indrette

kundekendskabsproceduren efter den risiko, som er forbundet med den enkelte forening.

Det er således vigtigt, at et pengeinstituts risikovurdering tager konkret stilling til den

enkelte kunde, og at pengeinstituttet fastsætter sine kundekendskabsprocedurer og over-

vågning af kunden ud fra dette.

Dok. nr. 49178

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 629: Kopi af KUU alm. del - svar på MFU spm. 320 om, hvad der er sket, siden et flertal i Folketinget i sidste folketingsår opfordrede regeringen til at indføre en bagatelgrænse i forhold til de internationale hvidvaskregler og GDPR-regler, som trækker frivillige og kapital ud af mange danske foreninger, fra kulturministeren

For at vejlede pengeinstitutterne i, hvordan risikovurderingen af foreninger bør foretages,

har Finanstilsynet, Politiets Efterretningstjeneste og Hvidvasksekretariatet med inddra-

gelse af foreningerne og Finans Danmark udarbejdet et udkast til en vejledning til penge-

institutterne med en model for risikoklassificering af foreninger. Formålet med vejlednin-

gen er at give pengeinstitutterne et værktøj, som de kan basere deres risikovurdering af

foreninger på, og at foreninger med lav risiko vil opleve, at de skal bruge færre ressourcer

på dokumentation, når de klassificeres som lavrisiko.

Udarbejdelsen af vejledningen følger op på én af de tre anbefalinger fra Arbejdsgruppen

om foreninger, der kom med tre overordnede anbefalinger i ”Idékatalog –

forslag til at lette

byrder for foreninger” fra 24. juni 2021.

Vejledningen har været i offentlig høring, og det er forventningen, at den kan udstedes

medio 2022.

Derudover har Erhvervsministeriet som led i gennemførelsen af forenings-arbejdsgrup-

pens anbefalinger igangsat et analysearbejde om en model for digital registrering. Arbej-

det skal kortlægge de tekniske, juridiske og økonomiske implikationer forbundet med en

sådan model og gennemføres i et samarbejde med bl.a. Finanstilsynet og Erhvervsstyrel-

sen og foreningerne, ligesom Finans Danmark vil blive inddraget i arbejdet. Arbejdet er

blevet forsinket, bl.a. pga. arbejdet forbundet med Covid-19 og sanktioner mod Rusland.

Det er forventningen, at der kan ligge et modelforslag klar omkring

årsskiftet 2022/23.”

For så vidt angår GDPR-reglerne har Kulturministeriet indhentet bidrag til besvarelsen

fra Justitsministeriet, som har oplyst følgende:

”I

beslutningsforslag B 101 fremsat den 1. december 2020 blev det foreslået at pålægge

regeringen inden udgangen af folketingsåret 2020-21 at sikre den nødvendige hjemmel til,

at foreninger med en begrænset økonomi kan undtages fra hvidvaskningsreglerne, og un-

dersøge, om Danmark i højere grad kan anvende undtagelsesbestemmelserne i databeskyt-

telsesforordningen til gavn for foreningslivet.

Behandlingen af beslutningsforslaget i Folketinget blev afsluttet med en beretning afgivet

af Kulturudvalget den 26. maj 2021, hvor et flertal i udvalget bl.a. noterede sig, at Justits-

ministeriet var i gang med en evaluering af databeskyttelsesreglerne og som led heri en

undersøgelse af de generelle muligheder for at begrænse databeskyttelsesforordningens an-

vendelse på bl.a. frivillige foreninger.

Den nationale evaluering af databeskyttelsesreglerne blev afsluttet i juni 2021 med den

sidste af to delrapporter (delrapport II).

[Delrapport II er sammen med følgebrev vedlagt

som hhv. bilag 1 og bilag 2].

Side 2

Som det bl.a. fremgår af delrapport II, har Justitsministeriet som led i evalueringen un-

dersøgt de generelle muligheder for at begrænse forordningens anvendelse på mindre ak-

tører, herunder frivillige foreninger.

På baggrund af en nærmere analyse af databeskyttelsesforordningens regler er det som

anført i rapporten vurderingen, at det ikke efter EU-retten generelt er muligt at undtage

mindre aktører, herunder frivillige foreninger, fra at skulle overholde reglerne i forordnin-

gen. Endvidere er det som anført samlet vurderingen, at det råderum, der er i forordningen

for at begrænse anvendelsen af visse bestemmelser

–

herunder oplysningspligten og andre

rettigheder for de personer, som oplysningerne vedrører (de registrerede)

–

ikke kan udnyt-

tes i væsentligt videre omfang, end det er tilfældet i dag, til at begrænse anvendelsen af

forordningen på mindre aktører, herunder frivillige foreninger.

Det bemærkes, at der som anført i rapporten i visse dele af databeskyttelsesforordningen

er taget hensyn til mindre aktører. For eksempel er mindre aktører som udgangspunkt

undtaget fra pligten til at føre fortegnelser over behandlingsaktiviteter. Endvidere er der

især for at hjælpe mindre aktører, f.eks. foreninger indenfor et specifikt område, med over-

holdelsen af databeskyttelsesforordningen indført regler om såkaldte adfærdskodekser.

Herudover viste den erfaringsindsamling, der blev foretaget som led i evalueringen, bl.a.,

at der i vidt omfang efterspørges mere vejledning, og at mange af de spørgsmål og meget

af den tvivl, som databeskyttelsesreglerne giver anledning til, kan håndteres med mere

konkret vejledning.

Derfor er det også meget positivt, at Datatilsynet, som det fremgår af evalueringen, har et

stort fokus på netop dette. Datatilsynet har bl.a. oprettet en enhed, som har særlig fokus

på at give mere konkret vejledning, og tilsynet holder løbende møder med bl.a. interesse-

og brancheorganisationer, men også enkeltstående dataansvarlige og databehandlere,

hvis der måtte være behov herfor.

Endvidere er der udgivet en vejledning målrettet frivillige foreningers behandling af per-

sonoplysninger, der

–

som supplement til Datatilsynets vejledningsindsats over for bl.a.

foreninger og mindre aktører

–

giver svar på en række ofte stillede spørgsmål. Desuden har

Datatilsynet og Erhvervsstyrelsen i samarbejde udviklet værktøjet, ”PrivacyKompasset”,

der skal hjælpe særligt mindre aktører med at få styr på overholdelsen af reglerne.”

Jeg henholder mig til de nævnte bidrag fra Erhvervsministeriet og Justitsministeriet.

Ane Halsboe-Jørgensen

Side 3

Kulturudvalget 2021-22

KUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 320

Offentligt

Europaudvalget 2020-21

EUU Alm.del - Bilag 685

Offentligt

Folketinget

Europaudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

1. juli 2021

Databeskyttelseskontoret

Abulfaz Melikov

2020-790-0757

2031769

Delrapport II om national evaluering af databeskyttelsesreglerne

I februar 2020 igangsatte jeg en national evaluering af databeskyttelses-

reglerne, der i de seneste år har været genstand for et stort fokus, da de bl.a.

kan give anledning til mange spørgsmål og megen tvivl i praksis.

Behandling af data er en grundlæggende forudsætning for, at vores vel-

færdssamfund kan hænge sammen og reglerne må

–

uanset deres legitime

formål om at beskytte det enkelte menneskes ret til privatliv

–

ikke blive

hindrende for, at offentlige myndigheder kan udføre deres kerneopgaver el-

ler medføre at private af frygt for bøder ikke kan drive en virksomhed eller

en forening.

Den 29. januar 2021 oversendte jeg en delrapport (delrapport I), der konklu-

derer på visse spørgsmål i den nationale evaluering af databeskyttelsesre g-

lerne, til Folketingets Europaudvalg.

Justitsministeriets delrapport om den øvrige del af den nationale evaluering

(delrapport II) er vedlagt.

Som det fremgår af delrapport II, har Justitsministeriet for det

første

un-

dersøgt de generelle muligheder for at begrænse databeskyttelsesforordnin-

gens anvendelse på mindre aktører, herunder frivillige foreninger. For det

andet

har Justitsministeriet undersøgt mulighederne for at forenkle reglerne

i databeskyttelsesloven. For det

tredje

har Justitsministeriet gennemført en

erfaringsindsamling, hvor der er indhentet bidrag fra en bred kreds af inte-

ressenter med henblik på at kunne kaste nærmere lys over de konkrete situ-

ationer, der ifølge interessenterne er uklare, når databeskyttelsesregler ne

skal efterleves i praksis.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 3392 3340

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/3

Som bekendt er Danmark på databeskyttelsesområdet underlagt en for-

ordning, som er vedtaget på europæisk plan. Det spillerum, Danmark har på

dette område, er derfor begrænset i den forstand, at databeskyttelsesforo rd-

ningens rammer må respekteres, og det vurderes ikke, at det inden for denne

ramme generelt er muligt at undtage mindre aktører, herunder frivillige for-

eninger, fra at skulle overholde reglerne i forordningen. Det vurderes sam-

tidig, at det råderum, der er i databeskyttelsesforordningen, ikke kan udnyt-

tes i væsentligt videre omfang, end det er tilfældet i dag, til at begrænse

anvendelsen på mindre aktører, herunder frivillige foreninger.

For så vidt angår erfaringsindsamlingen tegner høringssvarene fra interes-

senterne et billede af, at det særligt er den juridiske fortolkning af databe-

skyttelsesreglerne, der giver udfordringer i praksis, og at en løsning på de

rejste problemstillinger vil kunne være mere konkret vejledning fra Datatil-

synet. I bilaget til delrapporten er der et omfattende bidrag til erfaringsind-

samlingen fra Datatilsynet med vejledning om anvendelsen af databeskyt-

telsesreglerne i forhold til de rejste problemstillinger. I forbindelse med er-

faringsindsamlingen er der endvidere rejst nogle spørgsmål af bl.a. lovgiv-

ningsmæssig karakter, som Justitsministeriet forholder sig til sidst i delrap-

porten, hvor det bl.a. fremgår, at ministeriet i indeværende år vil tage initi-

ativ til nedsættelse af et tværministerielt arbejde, som skal se på samspillet

mellem databeskyttelsesreglerne og en række andre love.

Jeg hæfter mig ved, at erfaringsindsamlingen således viser, at interessen-

terne i vidt omfang efterspørger mere vejledning. Og som det fremgår af

erfaringsindsamlingen, kan mange af de spørgsmål og meget af den tvivl,

som databeskyttelsesreglerne giver anledning til, håndteres med mere kon-

kret vejledning. Derfor er det også meget positivt, at Datatilsynet, som an-

ført i delrapport I, har et stort fokus på netop dette. Regler om databeskyt-

telse er kommet for at blive, men det er afgørende, at reglerne kan fungere i

den praktiske virkelighed.

Ud over delrapporten om den øvrige del af den nationale evaluering af

databeskyttelsesreglerne har Justitsministeriet endvidere

–

som efterspurgt

på samråd I den 4. marts 2021 i Europaudvalget

–

udarbejdet en notits om

mulighederne for at omorganisere Datatilsynet, som vedlægges.

Side 2/3

Nick Hækkerup

André Dybdal Pape

Side 3/3

Kulturudvalget 2021-22

KUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 320

Offentligt

Europaudvalget 2020-21

EUU Alm.del - Bilag 685

Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

30. juni 2021

Databeskyttelseskontoret

Abulfaz Melikov

2020-790-0757

2050364

Delrapport II

national evaluering af databeskyttelsesreglerne

1. Indledning og baggrund

Justitsministeriet igangsatte i februar 2020 en national evaluering af databe-

skyttelsesreglerne.

Evalueringsarbejdet er foregået i to parallelle spor. Det ene spor omfatter en

erfaringsindsamling bestående af en bred høring af interessenter med hen-

blik på at belyse, i hvilke situationer i praksis der opleves tvivl om databe-

skyttelsesreglerne. Det andet spor omfatter en række juridiske undersøgelser

med henblik på at belyse følgende:



Generelle muligheder for at begrænse databeskyttelsesforordnin-

gens anvendelse på mindre aktører, herunder frivillige foreninger.

Muligheder for at indføre en påbudsordning, hvor tilsynsmyndighe-

den i videre omfang end i dag skal meddele påbud, før der kan ind-

stilles til bøde for overtrædelse af reglerne, eller før der udstedes et

administrativt bødeforelæg.

Muligheder for at indføre en ordning, hvor tilsynsmyndigheden på

anmodning kan afgive udtalelse om sin vurdering af lovligheden af

en påtænkt aktivitet, der indebærer en behandling af personoplysnin-

ger (forhåndstilkendegivelsesordning).



Muligheder for at forenkle reglerne i databeskyttelsesloven.



Justitsministeriet afgav den 29. januar 2021 en delrapport (delrapport I) om

national evaluering af databeskyttelsesreglerne (EUU Alm. del, bilag 269,

Side 1/36

2020-21). Delrapport I konkluderer på 1) mulighederne for at indføre en

påbudsordning, 2) mulighederne for at indføre en forhåndstilkendegivels es-

ordning og 3) muligheder for at videregive personoplysninger til politiet i

forbindelse med politiets efterforskning af lovovertrædelser.

Nærværende delrapport (delrapport II) omhandler de øvrige dele af den na-

tionale evaluering.

Det drejer sig for det første om den del af evalueringens juridiske spor, der

vedrører spørgsmålet om generelle muligheder for at begrænse databeskyt-

telsesforordningens anvendelse på mindre aktører (afsnit 5.1 nedenfor). For

det andet drejer det sig om den del af evalueringens juridiske spor, der ved-

rører muligheder for at forenkle reglerne i databeskyttelsesloven (afsnit 5.2

nedenfor). For det tredje drejer det sig om erfaringsindsamlingen, hvor der

er indhentet bidrag fra en bred kreds af interessenter med henblik på at

kunne kaste nærmere lys over de konkrete situationer, der ifølge interessen-

terne er uklare, når databeskyttelsesreglerne skal efterleves i praksis (afsnit

6 nedenfor og bilag 1 med Datatilsynets bidrag til erfaringsindsamlingen).

2. Sammenfatning

2.1. Juridiske undersøgelser

2.1.1. Generelle muligheder for at begrænse databeskyttelsesforordningens

anvendelse på mindre aktører, herunder frivillige foreninger

Justitsministeriet har undersøgt de generelle muligheder for at begrænse for-

ordningens anvendelse på mindre aktører, herunder frivillige foreninger, og

det er vurderingen, at det ikke efter EU-retten generelt er muligt at undtage

mindre aktører, herunder frivillige foreninger, fra at skulle overholde reg-

lerne i forordningen.

I databeskyttelsesforordningen er der dog visse muligheder for at begrænse

anvendelsen af forordningen. Justitsministeriet har i lyset heraf overvejet,

om der kan indføres begrænsninger i anvendelsen af databeskyttelsesforo rd-

ningen for mindre aktører, herunder frivillige foreninger, inden for det rå-

derum, der er til at fastsætte begrænsninger i forordningens artikel 6, stk. 4,

artikel 23, artikel 85 og artikel 89.

Det er samlet Justitsministeriets vurdering, at det råderum, som de nævnte

bestemmelser efterlader, ikke kan udnyttes i væsentligt videre omfang, end

det er tilfældet i dag, til at begrænse anvendelsen af forordningen på mindre

aktører, herunder frivillige foreninger.

Side 2/36

I databeskyttelsesforordningens artikel 23 er der under nærmere betingelser

mulighed for at begrænse rækkevidden af forpligtelserne og rettighederne i

forordningens artikel 12-22 og 34 samt tilsvarende regler i artikel 5. Det er

Justitsministeriets vurdering, at råderummet i artikel 23 f.eks. kan anvendes

til at fastsætte, at den dataansvarlige efter en konkret vurdering kan gøre

visse undtagelser fra disse regler af hensyn til en eller flere af de interesser,

der er oplistet i artikel 23, stk. 1, litra a-j. Denne mulighed er for så vidt

angår artikel 13-14 (om oplysningspligt) og artikel 15 (om indsigtsret) samt

artikel 34 (om underretningspligt ved sikkerhedsbrud) allerede udnyttet i

databeskyttelseslovens § 22, stk. 1 og 2. Blandt andet på baggrund af EU-

Domstolens praksis vil det efter Justitsministeriets vurdering omvendt ikke

være foreneligt med forordningen at fastsætte en generel undtagelse for

visse kategorier af dataansvarlige som f.eks. frivillige foreninger eller andre

mindre private aktører fra helt at skulle iagttage reglerne i forordninge ns

artikel 12-22 og 34 samt tilsvarende regler i artikel 5. Endvidere vil det ikke

være foreneligt med forordningen at fastsætte en generel undtagelse fra at

skulle iagttage disse regler ved specifikke behandlingsaktiviteter i forhold

til alle registrerede. I øvrigt er det Justitsministeriets vurdering, at en be-

grænsning af rettigheder alene på baggrund af, at de enkelte aktører eller

foreninger ikke har tilstrækkelige ressourcer til at overholde reglerne, ikke

vil kunne gennemføres inden for rammerne af artikel 23. Efter Justitsmini-

steriets vurdering gælder dette også, selvom det i forhold til visse foreninger

samtidig vil kunne anses for at varetage et hensyn til et stærkt forenings liv

båret af frivillige.

I artikel 6, stk. 4, er der mulighed for at gøre undtagelse fra formålsbegræ ns-

ningsprincippet efter tilsvarende betingelser som i artikel 23.

For så vidt angår artikel 85, som fastsætter en forpligtelse til at begrænse

forordningens anvendelse helt eller delvis, hvis det er nødvendigt for at

forene retten til beskyttelse af personoplysninger med retten til ytrings- og

informationsfrihed, er råderummet yderst begrænset, da bestemmelsen alle-

rede vurderes at være udmøntet. Det samme gælder råderummet i databe-

skyttelsesforordningens artikel 89, hvorefter der kan fastsættes begrænsnin-

ger fra visse af de registreredes rettigheder ved behandlinger af personop-

lysninger til videnskabelige eller historiske forskningsformål, statistiske for-

mål og arkivformål, da disse muligheder i det væsentligste vurderes udtømt

i databeskyttelsesloven, idet mulighederne for at fastsætte begrænsninger af

hensyn til arkivformål dog ikke er udnyttet i loven.

Side 3/36

2.1.2. Muligheder for at forenkle reglerne i databeskyttelsesloven

Justitsministeriet har gennemgået reglerne i databeskyttelsesloven, hvor der

inden for rammerne databeskyttelsesforordningens nationale råderum er

fastsat bestemmelser, der supplerer forordningens regler.

I databeskyttelsesloven findes der både bestemmelser, der

kan

fastsættes in-

den for forordningens anvendelsesområde, og bestemmelser, der

skal

fast-

sættes efter forordningen. Herudover indeholder databeskyttelsesloven be-

stemmelser, der udvider anvendelsen af databeskyttelsesforordningens reg-

ler til også at gælde på visse områder, som falder uden for forordninge ns

harmonisering.

Indholdet af databeskyttelseslovens regler er

–

bortset fra de obligator iske

regler, der skal gennemføres efter forordningen

–

bl.a. udtryk for en videre-

førelse af visse regler fra den dagældende persondatalov med henblik på at

varetage særlige hensyn på bestemte områder.

2.2. Anbefalinger fra Erhvervslivets EU- og Regelforum

Justitsministeriet har fundet det hensigtsmæssigt at inddrage to anbefalinger

fra Erhvervslivets EU- og Regelforum (Regelforum) i evalueringen.

Regelforum har for det første anbefalet, at det undersøges, om der med

hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 23 kan indføres en national

undtagelse til oplysningspligten, som følger af forordningens artikel 13, i

tilfælde, hvor den registrerede selv henvender sig til den dataansvarlige. Re-

gelforum har i den forbindelse henvist til, at dataansvarlige påføres store

omkostninger, der i mange tilfælde ikke står mål med udbyttet for den regi-

strerede. Hvis det ikke er muligt at indføre en sådan undtagelse har Regel-

forum anbefalet, at regeringen arbejder for, at oplysningspligten i databe-

skyttelsesforordningens artikel 13 lempes. Regelforum har subsidiært anbe-

falet, at de danske myndigheder tilkendegiver, at det i almindelighed kan

lægges til grund, at den registrerede, der selv

–

eventuelt uopfordret

–

hen-

vender sig, allerede er bekendt med de oplysninger, der efter databeskyttel-

sesforordningens artikel 13, stk. 1-3, skal gives til den pågældende, således

at oplysningspligten ikke skal opfyldes i medfør af forordningens artikel 13,

stk. 4.

Side 4/36

Det er Justitsministeriets vurdering, at en begrænsning af oplysningspligte n

som anbefalet af Regelforum ikke vil kunne gennemføres inden for databe-

skyttelsesforordningens rammer. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at en

begrænsning alene på baggrund af et hensyn til ressourcer efter Justitsmini-

steriets vurdering ikke kan gennemføres inden for råderummet i forordnin-

gens artikel 23. Justitsministeriet har noteret sig Regelforums anbefaling

om, at regeringen arbejder for, at oplysningspligten i forordningens artikel

13 lempes.

Det er endvidere Justitsministeriets vurdering, at det ikke vil være i over-

ensstemmelse med forordningen at imødekomme Regelforums subsidiære

anbefaling. Efter Justitsministeriets opfattelse vil det i almindelighed ikke

kunne lægges til grund, at en registreret, der selv henvender sig, allerede er

bekendt med de oplysninger, der efter forordningens artikel 13, stk. 1 og 2,

skal gives til den pågældende.

For det andet har Regelforum anbefalet, at der indføres en minimumsgræ nse

for anmeldelse af brud på persondatasikkerheden til Datatilsynet efter data-

beskyttelsesforordningens artikel 33. Det er Justitsministeriets vurdering, at

forordningen ikke giver mulighed for at ændre den minimumsgrænse, der i

forvejen følger af artikel 33.

2.3. Erfaringsindsamlingen

Justitsministeriet har under inddragelse af Datatilsynet kommenteret de ind-

komne høringssvar fra interessenter i forbindelse med erfaringsindsamlin-

gen.

Høringssvarene viser bl.a., at der er problemstillinger, som går igen på tværs

af interessenter, og at det særligt er den juridiske fortolkning af databeskyt-

telsesreglerne, der giver udfordringer i praksis. F.eks. tegner høringssvare ne

et billede af, at det kan være vanskeligt i praksis at vurdere, hvorvidt man er

dataansvarlig eller databehandler i forbindelse med en behandling af per-

sonoplysninger. Sammenfattende lægger høringssvarene i langt de fleste til-

fælde op til, at en løsning på de rejste problemstillinger bør ske gennem

mere konkret vejledning fra særligt Datatilsynet.

I bilaget til delrapporten er der et omfattende bidrag til erfaringsindsamlin-

gen fra Datatilsynet med vejledning om anvendelsen af databeskyttelsesre g-

Side 5/36

lerne i forhold til de rejste problemstillinger. I forbindelse med erfaringsind-

samlingen er der endvidere rejst nogle spørgsmål af bl.a. lovgivningsmæss ig

karakter, som Justitsministeriet forholder sig til sidst i delrapporten.

3. Databeskyttelsesforordningen

3.1. Databeskyttelsesforordningens anvendelsesområde og regulering

Databeskyttelsesforordningen gælder umiddelbart i medlemsstaterne. For-

ordningen virker som en lov i medlemsstaterne i den form, som den er ved-

taget, og må som udgangspunkt ikke gennemføres eller fraviges i national

ret, medmindre andet følger af forordningen.

Databeskyttelsesforordningen fastsætter efter forordningens artikel 1 regler

om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af person-

oplysninger og regler om fri udveksling af personoplysninger. Som det end-

videre fremgår af bestemmelsen, må den frie udveksling af personoplysnin-

ger i Unionen

–

ud over hvad der følger af forordningen

–

hverken indskræn-

kes eller forbydes af grunde, der vedrører beskyttelse af fysiske personer i

forbindelse med behandling af personoplysninger.

Databeskyttelsesforordningens materielle anvendelsesområde følger af for-

ordningens artikel 2, hvorefter forordningen finder anvendelse på behand-

ling af personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af auto-

matisk databehandling, og på anden ikkeautomatisk behandling af person-

oplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register. Forordningen gæl-

der dog ikke for behandling af personoplysninger:

- under udøvelse af aktiviteter, der falder uden for EU-retten, dvs. ak-

tiviteter vedrørende statens sikkerhed

- som foretages af medlemsstaterne, når de udfører aktiviteter, der fal-

der inden for rammerne af afsnit V, kapitel 2, i TEU om fælles uden-

rigs- og sikkerhedspolitik

- som foretages af en fysisk person som led i rent personlige eller fa-

miliemæssige aktiviteter

- som foretages af kompetente (retshåndhævende) myndigheder med

henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge straf-

bare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder

beskytte mod og forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed.

Databeskyttelsesforordningens regler gælder således bl.a. for private, når de

behandler personoplysninger på f.eks. en computer, medmindre der er tale

Side 6/36

om rent personlige eller familiemæssige aktiviteter. Reglerne, der skal iagt-

tages, omfatter bl.a. grundlæggende principper for behandling af personop-

lysninger og betingelser for, hvornår personoplysninger må behandles (arti-

kel 5-10), regler om registreredes rettigheder (artikel 12-22), regler om da-

taansvarlige og databehandlere, herunder regler om behandlingssikker hed

og håndtering af brud på persondatasikkerheden (artikel 24-43) samt regler

om overførsler af personoplysninger til tredjelande mv. (artikel 44-50).

3.2. Nationalt råderum

Databeskyttelsesforordningen indeholder bestemmelser, hvorefter med-

lemsstaterne inden for nærmere bestemte områder er overladt et nationa lt

råderum, hvor de enten kan eller skal fastsætte nationale regler. Bestemme l-

serne herom kan opdeles i fire forskellige kategorier.

I den ene kategori er der navnlig en række bestemmelser i forordninge ns

artikel 6, stk. 2 og 3, artikel 9, stk. 2-4, artikel 10, artikel 86, artikel 87,

artikel 88 og artikel 90, der bemyndiger medlemsstaterne til at fastsætte

mere specifikke bestemmelser inden for rammerne af forordningens harmo-

nisering. Medlemsstaterne

kan

udnytte dette nationale råderum, men er ikke

forpligtede hertil.

Databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, efterlader mulighed for

at præcisere forordningens regler for, hvornår almindelige personoplysnin-

ger må behandles med henblik på at tilpasse reglerne til specifikke situatio-

ner. Efter artikel 9, stk. 2-4, kan der inden for nogle nærmere angivne og

forholdsvis snævre rammer fastsættes yderligere undtagelser

–

end dem der

i forvejen gælder

–

til forbuddet i artikel 9, stk. 1, mod behandling af føl-

somme personoplysninger. Efter artikel 10 kan det fastsættes i national ret,

at oplysninger om strafbare forhold

–

der ellers kun må behandles under

kontrol af en offentlig myndighed

–

må behandles af private, hvis der sam-

tidig gives passende garantier for registreredes rettigheder og frihedsre t-

tigheder. Efter artikel 86 kan det fastsættes i national ret, at personoplysnin-

ger i officielle dokumenter, som en offentlig myndighed eller et offentligt

eller privat organ er i besiddelse af med henblik på udførelse af en opgave i

samfundets interesse, må videregives for at forene regler om aktindsigt i

officielle dokumenter med retten til beskyttelse af personoplysninger. Efter

artikel 87 er der mulighed for at fastsætte specifikke betingelser for behand-

ling af et nationalt identifikationsnummer. Artikel 88 giver mulighed for at

fastsætte mere specifikke bestemmelser for at sikre beskyttelse af rettighe-

der og frihedsrettigheder i forbindelse med behandling af arbejdstageres

Side 7/36

personoplysninger i ansættelsesforhold. Endelig giver artikel 90 mulighed

for at vedtage specifikke regler om tilsynsmyndighedernes beføjelser ved-

rørende dataansvarlige eller databehandlere, som er underlagt faglig eller

anden tilsvarende tavshedspligt.

I en anden kategori er der navnlig bestemmelserne i forordningens artikel 8,

stk. 1, artikel 36, stk. 5, artikel 37, stk. 4, artikel 49, stk. 5, artikel 80, stk. 2,

samt artikel 83, stk. 7 og 9, der giver muligheder for ved lov eller i henhold

til lov at foretage nogle nærmere specificerede valg.

Databeskyttelsesforordningens artikel 8, stk. 1, giver mulighed for at vælge

en lavere aldersgrænse end 16 år for, hvornår et barn kan give samtykke til

behandling af personoplysninger i forbindelse med udbud af informatio ns-

samfundstjenester direkte til børn. Efter artikel 36, stk. 5, kan det fastsættes,

at det kræver forudgående høring og tilladelse fra tilsynsmyndigheden at

behandle personoplysninger under udførelsen af en opgave i samfundets in-

teresse. Efter artikel 37, stk. 4, kan det fastsættes, at der skal udpeges en

databeskyttelsesrådgiver i videre omfang end det, der kræves efter forord-

ningen. Efter artikel 49, stk. 5, kan der af hensyn til vigtige samfundsinte-

resser fastsættes grænser for overførsel af følsomme personoplysninger til

usikre tredjelande. Efter artikel 80, stk. 2, kan der fastsættes en adgang til at

klage til tilsynsmyndigheden for f.eks. interesseorganisationer. Artikel 83,

stk. 7, giver mulighed for at fastsætte, at bøder for overtrædelse af forord-

ningen kan pålægges offentlige myndigheder. Endelig fremgår det af artikel

83, stk. 9, at hvis en medlemsstats retssystem ikke giver mulighed for at

pålægge administrative bøder, kan det fastsættes i national ret, at den kom-

petente tilsynsmyndighed tager skridt til bøder, og at de kompetente natio-

nale domstole pålægger dem.

I en tredje kategori er der bestemmelser i forordningens artikel 6, stk. 4,

artikel 23 og artikel 89, stk. 2 og 3, hvorefter medlemsstaterne

kan

fastsætte

regler om visse begrænsninger og undtagelser til nærmere afgrænsede for-

pligtelser, rettigheder og principper.

Artikel 6, stk. 4, giver medlemsstaterne mulighed for inden for visse nær-

mere betingelser at fravige princippet i databeskyttelsesforordningens arti-

kel 5 om forbud mod viderebehandling af personoplysninger til uforene lige

formål. Artikel 23 giver mulighed for at fastsætte begrænsninger i række-

vidden af reglerne om registreredes rettigheder i artikel 12-22, reglerne ved-

rørende underretning om brud på persondatasikkerheden i artikel 34 samt

Side 8/36

de grundlæggende principper i artikel 5, for så vidt bestemmelserne heri

svarer til rettighederne og forpligtelserne i artikel 12-22. Ved forordninge ns

artikel 89, stk. 2 og 3, er der tale om en adgang til at fastsætte nødvendige

undtagelser fra reglerne om registreredes rettigheder i artikel 15, 16, 18, 19,

20 og 21, når personoplysninger behandles til videnskabelige eller historiske

forskningsformål, statistiske formål eller arkivformål.

For nærmere herom henvises til afsnit 3.3 nedenfor.

I en sidste og fjerde kategori er der navnlig bestemmelser i forordninge ns

artikel 43, stk. 1, artikel 51, stk. 1 og 3, artikel 52, stk. 4-6, artikel 53, stk.

1, artikel 54, stk. 1, artikel 84 og artikel 85, som

skal

gennemføres ved lov

af medlemsstaterne.

Efter artikel 43, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at organer, der kan ud-

stede certificeringer, som kan bruges til at påvise overholdelse af forordnin-

gen, akkrediteres af tilsynsmyndigheden og/eller et nationalt akkrediterings-

organ. Efter bestemmelserne i artikel 51, stk. 1 og 3, artikel 52, stk. 4-6,

artikel 53, stk. 1, og artikel 54, stk. 1, pålægges det medlemsstaterne at op-

rette en eller flere uafhængige tilsynsmyndigheder, der har tilstrække lige

ressourcer, og med medlemmer, der er udnævnt efter en gennemsigtig pro-

cedure. Efter artikel 84 skal der fastsættes regler om andre sanktioner, der

skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af forordningen, navnlig overtræ-

delser, som ikke er underlagt bøder i henhold til artikel 83. Efter artikel 85

skal medlemsstaterne fastsætte undtagelser fra forordningens bestemmelser,

hvis det er nødvendigt for at forene retten til beskyttelse af personoplysnin-

ger med ytrings- og informationsfriheden. For nærmere om artikel 85 hen-

vises til afsnit 3.3.3 nedenfor.

3.3. Nærmere om mulighederne for at begrænse af databeskyttelsesforord-

ningen

Databeskyttelsesforordningen skal som anført ovenfor under afsnit 3.1 både

sikre retten til beskyttelse af personoplysninger og den frie udveksling af

personoplysninger i Unionen. Ifølge databeskyttelsesforordningens præam-

belbetragtning nr. 4 er retten til beskyttelse af personoplysninger, der skal

ses i sammenhæng med sin funktion i samfundet og afvejes i forhold til an-

dre grundlæggende rettigheder, ikke en absolut ret.

Som det endvidere fremgår ovenfor under afsnit 3.2, er der inden for det

nationale råderum i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 4, artikel

Side 9/36

23, stk. 1, artikel 85 og artikel 89, stk. 1 og 2, et vist råderum for at fastsætte

begrænsninger til forordningens regler.

3.3.1. Undtagelser til formålsbegrænsningsprincippet

Det fremgår bl.a. af artikel 6, stk. 4, sammenholdt med præambelbetragtning

nr. 50, at det kan fastsættes i national ret, at behandling af personoplysninger

kan ske til et andet formål, der er uforeneligt med det oprindelige formål,

som oplysningerne er indsamlet til, hvis det udgør en nødvendig og for-

holdsmæssig foranstaltning i et demokratisk samfund af hensyn til de mål,

der er omhandlet i artikel 23, stk. 1, jf. nærmere om disse hensyn under af-

snit 3.3.2 nedenfor.

Bestemmelsen giver således i et vist omfang mulighed for at fastsætte und-

tagelser til princippet om ”formålsbegrænsning” i databeskyttelsesforo rd-

ningens artikel 5, stk. 1, litra b, hvorefter personoplysninger skal indsamles

til udtrykkeligt angivne og legitime formål og ikke må viderebehandles på

en måde, der er uforenelig med disse formål.

3.3.2. Undtagelser til de registreredes rettigheder mv.

Databeskyttelsesforordningens artikel 23, stk. 1, fastsætter, at der ved lov-

givningsmæssige foranstaltninger i bl.a. medlemsstaternes nationale ret er

mulighed for at begrænse rækkevidden af de forpligtelser og rettigheder, der

følger af artikel 12-22 og 34. På samme måde er der mulighed for at be-

grænse rækkevidden af artikel 5 om grundlæggende behandlingsprincipper,

for så vidt bestemmelserne heri svarer til rettighederne og forpligtelserne i

artikel 12-22.

Rettighederne og forpligtelserne, der kan begrænses efter artikel 23, drejer

sig om krav til fremgangsmåden i forbindelse med iagttagelsen af de regi-

streredes rettigheder (artikel 12), oplysningspligt over for den registrerede

(artikel 13 og 14), den registreredes ret til indsigt (artikel 15), ret til berigti-

gelse (artikel 16), ret til sletning (artikel 17), ret til begrænsning af behand-

ling (artikel 18), underretningspligt til modtagere af personoplysninger i for-

bindelse med berigtigelse eller sletning af personoplysning eller begræns-

ning af behandling (artikel 19), den registreredes ret til dataportabilitet (ar-

tikel 20), ret til indsigelse (artikel 21) og ret til ikke at være genstand for

automatiske individuelle afgørelser (artikel 22) samt kravet om underretning

til den registrerede om brud på persondatasikkerheden (artikel 34). Be-

grænsningen af de grundlæggende principper i artikel 5 kan som anført kun

Side 10/36

ske for så vidt bestemmelserne heri svarer til ovennævnte rettigheder og for-

pligtelser i artikel 12-22.

Fastsættelse af begrænsninger i disse rettigheder og forpligtelser efter artikel

23, stk. 1, skal som anført ske ved lovgivningsmæssig foranstaltning. Det

indebærer ifølge præambelbetragtning nr. 41 ikke nødvendigvis en lov, der

er vedtaget af et parlament, men retsgrundlaget bør imidlertid være klart og

præcist, og anvendelse heraf bør være forudsigelig for personer, der er om-

fattet af dets anvendelsesområde. Endvidere skal begrænsninger efter artikel

23, stk. 1, respektere det væsentligste indhold af de grundlæggende rettighe-

der og frihedsrettigheder og være en nødvendig og forholdsmæssig foran-

staltning i et demokratisk samfund af hensyn til:

a) statens sikkerhed,

b) forsvaret,

c) den offentlige sikkerhed,

d) forebyggelse, efterforskning, afsløring eller retsforfølgning af straf-

bare, handlinger eller fuldbyrdelse af strafferetlige sanktioner, her-

under beskyttelse mod og forebyggelse af trusler mod den offent-

lige sikkerhed,

e) andre vigtige målsætninger i forbindelse med beskyttelse af Unio-

nens eller en medlemsstats generelle samfundsinteresser, navnlig

Unionens eller en medlemsstats væsentlige økonomiske eller finan-

sielle interesser, herunder valuta-, budget- og skatteanliggender,

folkesundhed og social sikkerhed,

f) beskyttelse af retsvæsenets uafhængighed og retssager,

g) forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i forbin-

delse med brud på etiske regler for lovregulerede erhverv,

h) kontrol-, tilsyns- eller reguleringsfunktioner, herunder opgaver af

midlertidig karakter, der er forbundet med offentlig myndigheds-

udøvelse i nogle af de tilfælde, der er omhandlet ovenfor i litra a)-

e) og g),

i) beskyttelse af den registrerede eller andres rettigheder og friheds-

rettigheder, eller

j) håndhævelse af civilretlige krav.

Fastsættelse af begrænsninger i forhold til de registreredes rettigheder kan

således efter artikel 23, stk. 1, alene ske af hensyn til de offentlige og private

interesser, der er udtømmende oplistet ovenfor.

Side 11/36

Herudover stilles der som følge af betingelserne i artikel 23, stk. 1, strenge

krav til, hvornår rækkevidden af forpligtelserne og rettighederne kan be-

grænses, jf. herom i Justitsministeriets betænkning nr. 1565 om databeskyt-

telsesforordningen, side 401.

I forhold til mulighederne efter artikel 23, stk. 1, har EU-Domstolen i de

forenede sager C-511/18, C-512/18 og C-520/18, La Quadrature du Net, ge-

nerelt udtalt, at kravet om, at begrænsninger skal være ”nødvendige”, inde-

bærer, at undtagelserne fra og begrænsningerne af beskyttelsen af person-

oplysninger skal holdes inden for det

strengt nødvendige

(præmis 210).

Endvidere fremgår det af Det Europæiske Databeskyttelsesråds (EDPB’s)

foreløbige vejledning 10/2020 om begrænsninger efter artikel 23, at be-

grænsninger efter bestemmelsen ikke må være så omfattende og indgri-

bende, at de fratager grundlæggende rettigheder deres kerneindhold, og at

det f.eks. ikke vil være tilladt generelt at begrænse alle registreredes ret-

tigheder efter artikel 12-22 i forhold til en specifik databehandlingssitua tio n

eller specifikke dataansvarlige (punkt 14).

Det fremgår af forordningens artikel 89, stk. 2, at der for personoplysninger,

der behandles til videnskabelige eller historiske forskningsformål eller til

statistiske formål, kan fastsættes undtagelser i national ret fra de rettigheder,

der er omhandlet i forordningens artikel 15, 16, 18 og 21.

For personoplysninger, der behandles til arkivformål i samfundets interesse,

kan der ifølge artikel 89, stk. 3, fastsættes undtagelser i national ret fra de

rettigheder, der er omhandlet i artikel 15, 16, 18, 19, 20 og 21.

Fastsættelse af undtagelser efter artikel 89, stk. 2 og 3, skal ske under iagt-

tagelse af de betingelser og garantier, der er omhandlet i artikel 89, stk. 1.

Det følger heraf, at behandling af personoplysninger til de pågældende for-

mål skal være underlagt fornødne garantier for registreredes rettigheder og

frihedsrettigheder, der skal sikre, at der er truffet tekniske og organisator iske

foranstaltninger, især for at sikre overholdelse af princippet om datamini-

mering. Fastsættelse af undtagelser efter stk. 2 og 3 kan endvidere kun ske,

såfremt overholdelse af rettighederne sandsynligvis vil gøre det umuligt el-

ler i alvorlig grad hindre opfyldelse af de specifikke formål, og hvis undta-

gelserne er nødvendige for at opfylde formålene.

Side 12/36

3.3.3. Fravigelser af hensyn til ytrings- og informationsfrihed

Det fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 1, at medlems-

staterne ved lov forener retten til beskyttelse af personoplysninger i henhold

til forordningen med retten til ytrings- og informationsfrihed, herunder be-

handling i journalistisk øjemed og med henblik på akademisk, kunstner isk

eller litterær virksomhed. Efter artikel 85, stk. 2, fastsætter medlemsstater ne

undtagelser eller fravigelser fra forordningens kapitel II (principper), kapitel

III (den registreredes rettigheder), kapitel IV (dataansvarlig og databehand-

ler), kapitel V (overførsel af personoplysninger til tredjelande eller interna-

tionale organisationer), kapitel VI (uafhængige tilsynsmyndigheder), kapi-

tel VII (samarbejde og sammenhæng) og kapitel IX (specifikke databehand-

lingssituationer), til behandling i journalistisk øjemed eller med henblik på

akademisk, kunstnerisk eller litterær virksomhed, hvis de er nødvendige for

at forene retten til beskyttelse af personoplysninger med ytrings- og infor-

mationsfriheden.

Af forordningens præambelbetragtning nr. 153 fremgår det bl.a., at undta-

gelser efter artikel 85 navnlig bør gælde for behandlingen af personoplys-

ninger på det audiovisuelle område og i nyhedsarkiver og pressebiblioteker,

og at det for at tage hensyn til betydningen af retten til ytringsfrihed i ethvert

demokratisk samfund er nødvendigt at tolke begreber vedrørende denne fri-

hed, f.eks. journalistik, bredt.

4. Databeskyttelseslovens supplerende regler

I databeskyttelsesloven er der inden for rammerne af det nationale råderum

fastsat bestemmelser, der supplerer databeskyttelsesforordningens regler.

Det gælder således både bestemmelser, der

kan

fastsættes inden for forord-

ningens anvendelsesområde, og bestemmelser, der

skal

fastsættes efter for-

ordningen. Herudover indeholder databeskyttelsesloven bestemmelser, der

udvider anvendelsen af databeskyttelsesforordningens regler til også at

gælde på visse områder, som falder uden for databeskyttelsesforordninge ns

harmonisering.

4.1. Reglernes materielle anvendelsesområde

I databeskyttelseslovens kapitel 1 (§§ 1-3), der omhandler det materielle an-

vendelsesområde for reglerne i loven og databeskyttelsesforordningen, er

der i § 2 fastsat bestemmelser, som udvider anvendelsesområdet for reglerne

i databeskyttelsesforordningen til områder uden for forordningens harmoni-

sering, mens der i § 3 er fastsat regler, som begrænser anvendelsesområdet.

Side 13/36

I forhold til

udvidelserne

er det bl.a. i databeskyttelseslovens § 2, stk. 1,

fastsat, at lovens og forordningens behandlingsregler og -principper også

gælder for manuel videregivelse af personoplysninger, der ellers ikke er om-

fattet af forordningen, når det sker fra en forvaltningsmyndighed til en anden

forvaltningsmyndighed. Det fremgår af forarbejderne til databeskyttelses lo-

ven, at bestemmelsen viderefører en tilsvarende regel i den dagældende per-

sondatalov, som ifølge forarbejderne blev indført for at skabe klarhed om

forholdet til forvaltningslovens regler om videregivelse af personoplysnin-

ger til andre forvaltningsmyndigheder. Der henvises til Folketingstide nde

2017-18, tillæg A, L 68 som fremsat, side 121 og 170, og Folketingstide nde

2008-09, tillæg A, side 4381 ff.

Efter databeskyttelseslovens § 2, stk. 2, er der fastsat regler om, at lovens

og databeskyttelsesforordningens regler

–

der ellers kun gælder for behand-

ling af personoplysninger

–

også gælder for behandling af oplysninger om

virksomheder mv., hvis behandlingen udføres for kreditoplysningsburea uer

eller sker som led i et advarselsregister eller et retsinformationssystem. Des-

uden fremgår det af § 2, stk. 3, at lovens kapitel 4, også gælder for oplys-

ninger om virksomheder mv. I lovens kapitel 4 er der inden for forordnin-

gens rammer fastsat særlige regler om videregivelse til kreditoplysningsb u-

reauer af oplysninger om gæld til det offentlige. Det fremgår af forarbej-

derne til databeskyttelsesloven, at reglerne i stk. 2 og 3, der er en viderefø-

relse fra den dagældende persondatalov, er fastsat af hensyn til den meget

væsentlige betydning, det også har for virksomheder, at behandling af op-

lysninger i kreditoplysningsøjemed sker på en saglig og lovlig måde, efter-

som ulovlige behandlinger på området vil kunne medføre meget alvorlige

skadevirkninger for de involverede. I lovens § 2, stk. 7 og 8, er det endvidere

fastsat, at der i tilfælde, som falder uden for § 2, stk. 2 og 3, kan fastsættes

regler, hvorefter loven helt eller delvis skal finde anvendelse på behandling

af oplysninger om virksomheder, som udføres for henholdsvis private eller

for den offentlige forvaltning. Ifølge forarbejderne til bestemmelserne sikres

det herved, at de nævnte behandlinger kan omfattes af loven, hvis der findes

at være behov herfor. Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A,

L 68 som fremsat, side 140 ff. og side 170 f.

I databeskyttelseslovens § 2, stk. 4, er der fastsat regler om, at loven og da-

tabeskyttelsesforordningen gælder for enhver form for tv-overvågning, her-

under analog tv-overvågning, der ellers ville falde uden for reglernes anven-

delsesområde. Ifølge forarbejderne til databeskyttelsesloven er der tale om

Side 14/36

en videreførelse fra den dagældende persondatalov, hvor anvendelsesområ-

det ifølge forarbejderne til bestemmelsen var blevet udvidet til al tv-over-

vågning af hensyn til en mere sammenhængende regulering af behandling

af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning, hvor det kunne

være vanskeligt at skelne mellem, hvornår man var inden for og uden for

loven. Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 68 som frem-

sat, side 121, og Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5396 f.

I databeskyttelseslovens § 2, stk. 5 og 6, er der fastsat regler om, at loven og

databeskyttelsesforordningen også finder anvendelse på oplysninger om af-

døde personer i 10 år efter vedkommendes død, og en bemyndigelse til ved

bekendtgørelse helt eller delvis at forlænge eller forkorte denne periode. Det

fremgår af forarbejderne til databeskyttelsesloven, at reglerne i § 2, stk. 5

og 6, er fastsat ud fra hensynet til, at oplysninger om afdøde personer kan

være af væsentlig betydning for de afdødes eftermæle og dermed også for

de nulevende pårørende, hvilket begrunder, at sådanne oplysninger beskyt-

tes i en vis periode. Det fremgår endvidere, at perioden på 10 år vurderes at

være passende, og at den præcise angivelse af perioden gør reglerne nem-

mere at administrere i praksis. Der henvises til Folketingstidende 2017-18,

tillæg A, L 68 som fremsat, side 120 f.

I forhold til

begrænsninger

i anvendelsesområdet er det i databeskyttelses-

lovens § 3, stk. 1, fastsat, at loven og databeskyttelsesforordningen ikke fin-

der anvendelse, hvis det vil være i strid med ytrings- og informationsfrihe-

den. I lovens § 3, stk. 3, er det fastsat, at loven og forordningen ikke finder

anvendelse på behandling af oplysninger, der foretages som led i Folketin-

gets parlamentariske arbejde. I databeskyttelseslovens § 3, stk. 4-8, er der

fastsat begrænsninger for anvendelsen af store dele af forordningens regler

i forhold til behandling af personoplysninger i journalistisk øjemed eller

som led i kunstnerisk eller litterær virksomhed. Ifølge forarbejderne til da-

tabeskyttelsesloven er der tale om bestemmelser, som er fastsat på grundla g

af kravet i forordningens artikel 85 til ved lov at forene retten til beskyttelse

af personoplysninger med retten til ytrings- og informationsfrihed. Der hen-

vises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 68 som fremsat, side 121.

I databeskyttelseslovens § 3, stk. 2, 9 og 10, er der af hensyn til statens sik-

kerhed fastsat bestemmelser, som begrænser databeskyttelsesforordninge ns

anvendelsesområde. Efter § 3, stk. 2, finder loven og databeskyttelsesfo r-

ordningen ikke anvendelse på den behandling af personoplysninger, som

Side 15/36

udføres for eller af politiets og forsvares efterretningstjenester. Bestemme l-

sen er ifølge forarbejderne en præcisering af undtagelsen i forordninge ns

artikel 2, stk. 2, litra a. Det følger af lovens § 3, stk. 9, at der kan fastsættes

regler om, at personoplysninger, der behandles i nærmere bestemte it-syste-

mer, og som føres for den offentlige forvaltning, helt eller delvis alene må

opbevares her i landet, hvilket indebærer, at opbevaringen af oplysninger ne

ikke er omfattet af loven og forordningen. Af lovens § 3, stk. 10, følger det,

at der kan fastsættes regler om, at loven og databeskyttelsesforordninge n

helt eller delvis ikke finder anvendelse på forsvarets behandling af person-

oplysninger i forbindelse med forsvarets internationale operative virke. Der

henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 68 som fremsat, side 120

ff. og side 171 ff.

Ud over bestemmelser om lovens og databeskyttelsesforordningens anven-

delsesområde, er der i loven fastsat øvrige bestemmelser, der supplerer for-

ordningens regler. Bestemmelserne kan opdeles i fire kategorier.

4.2. Specifikke bestemmelser om behandling af personoplysninger

I en første kategori findes specifikke bestemmelser om, hvornår personop-

lysninger må behandles inden for forordningens rammer.

I databeskyttelsesloven er der bl.a. fastsat en række specifikke bestemmelser

i lovens §§ 7-21 om, hvornår der må ske behandling af almindelige og føl-

somme personoplysninger. Reglerne, der ifølge forarbejderne til databe-

skyttelsesloven i vidt omfang er en videreførelse af tilsvarende regler i den

dagældende persondatalov, er fastsat inden for rammerne af databeskyttel-

sesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, og artikel 9, stk. 2-4, artikel 10 samt

artikel 87 og 88 (jf. nærmere herom nedenfor).

I databeskyttelseslovens § 7 er det nationale råderum i databeskyttelsesfo r-

ordningens artikel 9, stk. 2-4, om undtagelser til forordningens forbud mod

behandling af følsomme personoplysninger blevet udnyttet ved at aktivere

de dele heri, der kræver national lovgivning for at finde anvendelse. Da det

ifølge forarbejderne til databeskyttelsesloven kan være vanskeligt på for-

hånd fuldstændigt at forudse behovet for at kunne behandle følsomme per-

sonoplysninger, er der i databeskyttelseslovens § 7, stk. 5, givet vedkom-

mende minister bemyndigelse til efter forhandling med justitsministeren at

fastsætte yderligere regler om behandling af følsomme personoplysninger

inden for rammerne af råderummet i databeskyttelsesforordningens artikel

Side 16/36

9. Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 68 som fremsat,

side 130 ff. og 176 f.

I databeskyttelseslovens § 8 er der fastsat specifikke regler om, hvornår hen-

holdsvis offentlige myndigheder og private må behandle personoplysninger

om strafbare forhold. Bestemmelsen udnytter ifølge forarbejderne til data-

beskyttelsesloven råderummet i databeskyttelsesforordningens artikel 6,

stk. 2 og 3, til at videreføre den dagældende regulering i persondatalove n

for så vidt angår behandling af oplysninger om strafbare forhold. Baggrun-

den herfor var, at der vurderedes også fremover at være et særligt beskyttel-

seshensyn i forhold til behandling af sådanne oplysninger. Bestemme lse n

aktiverer samtidig muligheden i forordningens artikel 10 for, at private kan

behandle sådanne oplysninger, der ellers alene må behandles under kontrol

af en offentlig myndighed. Der henvises til Folketingstidende 2017-18, til-

læg A, L 68 som fremsat, side 133 f. og 177 ff.

I databeskyttelseslovens § 9 er råderummet i forordningens artikel 6, stk. 2

og 3, og artikel 9 samt artikel 10 udnyttet til at fastsætte en særlige bestem-

melse om behandling af følsomme personoplysninger og oplysninger om

straffedomme og lovovertrædelser i retsinformationssystemer. Det fremgår

af forarbejderne til databeskyttelsesloven, at retsinformationssystemer i

mange tilfælde vil indeholde personoplysninger, herunder følsomme per-

sonoplysninger. Derfor blev det fundet hensigtsmæssigt at indføre en ud-

trykkelig bestemmelse i lovgivningen, hvorefter følsomme oplysninger og

oplysninger om strafbare forhold kan behandles, såfremt dette alene sker

med henblik på at føre retsinformationssystemer af væsentlig samfunds-

mæssig betydning, og behandlingen er nødvendig herfor. Det fremgår end-

videre, at der med bestemmelsen etableres tilstrækkelige garantier mod mis-

brug af oplysninger i retsinformationssystemer. Der henvises til Folketings-

tidende 2017-18, tillæg A, L 68 som fremsat, side 134 f. og 179.

I databeskyttelseslovens § 10 er der fastsat særlige betingelser for behand-

ling af personoplysninger, der alene sker med henblik på at udføre statistiske

eller videnskabelige undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig betyd-

ning. Det fremgår af forarbejderne til databeskyttelsesloven, at bestemme l-

sen, der udnytter råderummet i databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk.

2, litra j, viderefører en tilsvarende bestemmelse fra den dagældende per-

sondatalov, som skal skabe en fornuftig balance mellem hensynet til forsk-

Side 17/36

ning og statistik og hensynet til beskyttelsen af personoplysninger. Der hen-

vises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 68 som fremsat, side 135 ff.

og 179 ff.

I databeskyttelseslovens § 11 er der fastsat en specifik bestemmelse om be-

handling af oplysninger om personnummer for henholdsvis offentlige myn-

digheder og private. Det fremgår af forarbejderne til databeskyttelseslo ve n,

at bestemmelsen, der udnytter råderummet i databeskyttelsesforordninge ns

artikel 87, viderefører den dagældende persondatalovs regulering af behand-

ling af oplysninger om personnumre, da der fortsat bør gælde særlige betin-

gelser for behandling af oplysninger om personnumre. Der henvises til Fol-

ketingstidende 2017-18, tillæg A, L 68 som fremsat, side 137 og 181.

I databeskyttelseslovens § 12 er der fastsat en specifik bestemmelse om be-

handling af både almindelige og følsomme personoplysninger i forbinde lse

med ansættelsesforhold. Bestemmelsen udnytter ifølge forarbejderne til da-

tabeskyttelsesloven råderummet i databeskyttelsesforordningens artikel 88

og er fastsat af hensyn til at sikre et klart grundlag for at behandle nødven-

dige personoplysninger på baggrund af kollektive overenskomster og afta-

ler, da forordningens regler kunne give anledning til tvivl på dette område.

Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 68 som fremsat, side

137 ff. og 182 f.

I databeskyttelseslovens § 13 er der fastsat en specifik bestemmelse om krav

til samtykke ved anvendelse af personoplysninger til brug for markedsfø-

ring. Bestemmelsen udnytter ifølge databeskyttelseslovens forarbejder rå-

derummet i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, og er fastsat

af hensyn til beskyttelse af de registrerede i forbindelse med markedsføring,

da de registrerede bør have afgørende indflydelse på, i hvilket omfang der

behandles personoplysninger om de pågældende med henblik på markeds-

føring. Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 68 som frem-

sat, side 139 f. og 183 ff.

I databeskyttelseslovens § 14 er der fastsat en specifik bestemmelse om mu-

lighederne for at opbevare personoplysninger i arkiv efter arkivloven. Be-

stemmelsen udnytter ifølge forarbejderne til databeskyttelsesloven råderum-

met i databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra j, og er fastsat for

at skabe klarhed om forholdet til reglerne om arkivering af personoplysnin-

ger mv. Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 68 som

fremsat, side 140 og 185.

Side 18/36

I databeskyttelseslovens §§ 15-21 er der fastsat specifikke bestemmelser om

videregivelse af oplysninger om gæld til det offentlige til kreditoplysnings-

bureauer og om drift af kreditoplysningsbureauer. Bestemmelserne udnytter

ifølge forarbejderne til databeskyttelsesloven råderummet i databeskyttel-

sesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3. Bestemmelserne er fastsat for at sikre

beskyttelsen af fysiske personer og virksomheder i kreditoplysningsøje med

på grund af den meget væsentlige betydning, det har for enkeltpersoner (og

virksomheder), at behandling af oplysninger i kreditoplysningsøjemed sker

på en saglig og lovlig måde. Ulovlige behandlinger på dette område vil

kunne medføre meget alvorlige skadevirkninger for de involverede parter.

Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 68 som fremsat, side

140 ff. og 185 ff.

4.3. Bestemmelser om specifikke valg

I en anden kategori findes bestemmelser, hvorved der er truffet nogle valg

inden for forordningens rammer.

I databeskyttelseslovens § 6, stk. 2 og 3, er der fastsat en aldersgrænse på

13 år for, hvornår et barn kan give samtykke til behandling af personoplys-

ninger i forbindelse med udbud af informationssamfundstjenester direkte til

børn. Grænsen er lavere end forordningens udgangspunkt på 16 år. Bestem-

melsen udnytter ifølge forarbejderne til databeskyttelsesloven råderummet i

databeskyttelsesforordningens artikel 8, stk. 1. I bemærkningerne til lov-

forslaget blev der bl.a. lagt vægt på, at børn i Danmark i høj grad er medie-

vante, og at adgang til information via søgemaskiner og deltagelse i online

aktiviteter har stor samfundsmæssig og social betydning for børn og unge.

Endvidere blev der lagt vægt på, at en høj aldersgrænse kan føre til, at børn

og unge udelukkes fra informationssamfundstjenester, og at det er tvivl-

somt, om en høj aldersgrænse medfører en øget integritetsbeskyttelse. Der

henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 68 som fremsat, side 127

og 175 f.

I databeskyttelseslovens § 26 er det fastsat, at der i nogle tilfælde kræves

tilladelse fra Datatilsynet, inden en behandling iværksættes. Kravet gælder

for private dataansvarlige,

når

behandlingen af personoplysningerne sker

med henblik på at advare andre mod forretningsforbindelser med eller an-

sættelsesforhold til en registreret,

når

behandlingen sker med henblik på er-

hvervsmæssig videregivelse af oplysninger til bedømmelse af økonomisk

soliditet og kreditværdighed,

eller når

behandlingen udelukkende finder

Side 19/36

sted med henblik på at føre retsinformationssystemer. Det fremgår af forar-

bejderne til databeskyttelsesloven, at bestemmelsen, der udnytter råderum-

met i databeskyttelsesforordningens artikel 36, stk. 5, er fastsat ud fra et

hensyn til, at det er af meget væsentlig betydning for såvel enkeltpersoner

som virksomheder, at registrering i et advarselsregister og behandling i et

kreditoplysningsbureau sker på en saglig og lovlig måde. Ulovlig behand-

ling på disse områder vil kunne medføre meget alvorlige skadevirkninger

for de involverede parter. I forhold til retsinformationssystemer er reglerne

fastsat under hensyntagen til, at der i sådanne systemer foretages en særligt

indgribende behandling af personoplysninger. Der henvises til Folketingsti-

dende 2017-18, tillæg A, L 68 som fremsat, side 147 ff.

I databeskyttelseslovens § 41, stk. 6, 2. pkt., er det i medfør af databeskyt-

telsesforordningens artikel 83, stk. 7, fastsat, at offentlige myndigheder og

institutioner mv. kan pålægges strafansvar for overtrædelse af databeskyt-

telsesreglerne, selvom overtrædelsen sker som led i myndighedsudøve lse.

Der er herved tale om en fravigelse af det generelle princip i straffelovens §

27, stk. 2, om at staten, regioner og kommuner alene kan straffes i anledning

af overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksomhed, der svarer til eller

kan sidestilles med virksomhed udøvet af private. Det følger dog af forar-

bejderne til databeskyttelsesloven, at der forudsættes lavere bødelofter for

offentlige myndigheders overtrædelser end dem, der fremgår af forordnin-

gens artikel 83, stk. 4-6, idet råderummet i artikel 83, stk. 7, som nævnt

tillader, at medlemsstaterne kan bestemme, ”i hvilket omfang” offentlige

myndigheder kan pålægges bøder. Der henvises til Folketingstidende 2017-

18, tillæg A, L 68 som fremsat, side 164 f.

4.4. Bestemmelser om undtagelser fra forpligtelser og rettigheder

I en tredje kategori er der bestemmelser, som fastsætter undtagelser og be-

grænsninger fra en række forpligtelser og rettigheder i forordningen.

I databeskyttelseslovens §§ 22 og 23 er der inden for rammerne af databe-

skyttelsesforordningens artikel 23 og 89 fastsat visse undtagelser og be-

grænsninger fra databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14 om oplys-

ningspligt over for den registrerede, artikel 15 om den registreredes indsigts-

ret, artikel 16 om den registreredes ret til berigtigelse, artikel 18 om den

registreredes ret til at opnå begrænsning af den dataansvarliges behandling,

artikel 21 om den registreredes ret til indsigelse og artikel 34 om underret-

ningspligt ved sikkerhedsbrud.

Side 20/36

Efter databeskyttelseslovens § 22, stk. 1, kan der efter en konkret vurdering

gøres undtagelse fra oplysningspligten, indsigtsretten og underretningsplig-

ten, når der foreligger afgørende hensyn til private interesser, herunder hen-

synet til den registrerede selv. Efter lovens § 22, stk. 2, kan der endvidere

gøres undtagelse fra disse rettigheder, når der foreligger afgørende hensyn

til en række nærmere angivne offentlige interesser svarende til de interesser,

der er oplistet i databeskyttelsesforordningens artikel 23, stk. 1, litra a-j.

Ifølge forarbejderne til databeskyttelsesloven er undtagelsesmuligheder ne

fastsat inden for rammerne af forordningens artikel 23 af hensyn til, at en

ubetinget oplysningspligt, indsigtsret og pligt til at underrette den registre-

rede om brud på persondatasikkerheden ville kunne være skadelig af hensyn

til afgørende private eller offentlige interesser. Der henvises til Folketings-

tidende 2017-18, tillæg A, L 68 som fremsat, side 144 f. og Folketingsti-

dende 2017-18, tillæg B, betænkning over L 68 (omtryk), side 6 ff.

I databeskyttelseslovens § 22, stk. 3, er der fastsat undtagelser fra indsigts-

retten svarende til undtagelserne

for retten til ”egenacces” i dokumenter hos

offentlige myndigheder efter offentlighedsloven. Det fremgår af forarbej-

derne til databeskyttelsesloven, at undtagelsen er fastsat inden for rammerne

af forordningens artikel 23 og artikel 86 for at sikre, at der

–

i lighed med

retstilstanden efter den dagældende persondatalov

–

er overensstemme lse

mellem regler i databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven og of-

fentlighedslovens regler om egenacces. Der henvises til Folketingstide nde

2017-18, tillæg A, L 68 som fremsat, side 145.

I databeskyttelseslovens § 22, stk. 4, er det fastsat, at oplysningspligten og

indsigtsretten ikke finder anvendelse for domstolene, når disse handler i de-

res egenskab af domstol. Det fremgår af forarbejderne til databeskyttelses-

loven, at undtagelsen er fastsat inden for rammerne af forordningens artikel

23 og præambelbetragtning nr. 20 af hensyn til domstolenes særlige status

og den detaljerede procesregulering, der i forvejen findes i retsplejelo ve n,

og som beskytter den registrerede i tilstrækkelig grad. Der henvises til Fol-

ketingstidende 2017-18, tillæg A, L 68 som fremsat, side 145 og 193.

Efter databeskyttelseslovens § 22, stk. 5, finder forordningens artikel 15, 16,

18 og 21 ikke anvendelse, hvis oplysningerne udelukkende behandles i vi-

denskabeligt eller statistisk øjemed. Det fremgår af forarbejderne til databe-

skyttelsesloven, at undtagelsen er fastsat inden for rammerne af forordnin-

gens artikel 89, stk. 2, for at skabe en rimelig balance mellem på den ene

side hensynet til den registrerede og på den anden side hensynet til andre

Side 21/36

beskyttelsesværdige interesser, herunder bl.a. til, at der ikke pålægges de

dataansvarlige for vidtgående byrder i forbindelse med behandlingen af op-

lysninger til videnskabelige eller statistiske formål. Der henvises til Folke-

tingstidende 2017-18, tillæg A, L 68 som fremsat, side 145 og 193.

Databeskyttelseslovens § 22, stk. 6, fastsætter inden for rammerne af for-

ordningens artikel 23 en undtagelse til underretningspligten ved sikkerheds-

brud, hvis det konkret må antages at vanskeliggøre efterforskningen af straf-

bare forhold. Ifølge forarbejderne til databeskyttelsesloven er undtagelse n

fastsat ud fra de samme hensyn som § 22, stk. 5. Der henvises til Folketings-

tidende 2017-18, tillæg A, L 68 som fremsat, side 145 og 193 f.

Efter databeskyttelseslovens § 23 er der inden for rammerne af forordnin-

gens artikel 23 fastsat en undtagelse fra reglerne om fornyet oplysningsp ligt

i situationer, hvor offentlige myndigheder viderebehandler personoplysnin-

ger på baggrund af regler fastsat i henhold til lovens § 5, stk. 3, til et andet

formål end det, hvortil de er indsamlet, dog ikke når formålet er sammen-

stilling eller samkøring af personoplysninger i kontroløjemed. Ifølge forar-

bejderne til databeskyttelsesloven er bestemmelsen fastsat inden for ram-

merne af forordningens artikel 23 af hensyn til, at fornyet oplysningsp ligt

kan opleves som administrativt byrdefuldt, og at det synes tvivlsomt, om en

fornyet oplysningspligt i den omhandlede situation reelt vil skabe større

retssikkerhed for den registrerede. Der henvises til Folketingstidende 2017-

18, tillæg A, L 68 som fremsat, side 145 f. og Folketingstidende 2017-18,

tillæg B, betænkning over L 68 (omtryk), side 8 ff.

4.5. Obligatoriske bestemmelser

I en sidste og fjerde kategori er der fastsat regler, der gennemfører bestem-

melser i databeskyttelsesforordningen, som

skal

gennemføres ved lov af

medlemsstaterne.

Disse obligatoriske bestemmelser er

–

ud over databeskyttelseslovens § 3,

stk. 1 og 3-8, der er omtalt ovenfor under afsnit 4.1

–

udmøntet i en række

bestemmelser i databeskyttelseslovens afsnit IV, VI og VII.

I databeskyttelseslovens § 25, der gennemfører databeskyttelsesforordnin-

gens artikel 43, er det fastsat, at Datatilsynet og et særligt nationalt akkredi-

teringsorgan er bemyndiget til at akkreditere certificeringsorganer, der kan

udstede certificeringer, som kan bruges til at påvise overholdelse af forord-

ningen.

Side 22/36

I databeskyttelseslovens §§ 27 og 37 er der bl.a. fastsat regler, der gennem-

fører forordningens artikel 51, stk. 1 og 3, artikel 52, stk. 4-6, artikel 53, stk.

1, og artikel 54, stk. 1, hvorefter medlemsstaterne skal oprette en eller flere

uafhængige tilsynsmyndigheder med tilstrækkelige ressourcer og med med-

lemmer, der er udnævnt efter en gennemsigtig procedure. Den danske ord-

ning er udformet således, at Datatilsynet som uafhængig tilsynsmyndighed

består af et råd og et sekretariat, der ledes af en direktør. Datatilsynet har

tilsynskompetence på alle områder inden for dansk jurisdiktion omfattet af

forordningen og databeskyttelsesloven. Tilsynet med domstolene, når disse

ikke handler i deres egenskab af domstol, varetages af Domstolsstyrelse n.

Det fremgår af forarbejderne til databeskyttelsesloven, at der er tale om en

videreførelse af den organisering, som også gjaldt under den dagældende

persondatalov, idet denne, herunder opdelingen mellem Datatilsynet og

Domstolsstyrelsen af hensyn til domstolene særlige funktion, blev fundet

hensigtsmæssig. Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 68

som fremsat, side 149 ff.

I databeskyttelseslovens §§ 41 og 43 er der i medfør af databeskyttelsesfo r-

ordningens artikel 84 bl.a. fastsat regler om andre sanktioner end de mulig-

heder for bødestraffe, der følger direkte af forordningen. Ifølge forarbej-

derne til databeskyttelsesloven drejer det sig bl.a. om muligheden for fast-

sættelse af bødestraffe for overtrædelser, som ikke følger af forordninge ns

artikel 83, stk. 4-6. Endvidere drejer det sig om fastsættelse af mulighed for

at idømme fængselsstraf for overtrædelse af forordningen samt mulighed

for frakendelse af retten til at drive eller beskæftige sig med kreditoplys-

ningsbureauvirksomhed, advarselsregistre eller det at føre retsinformatio ns-

systemer. Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 68 som

fremsat, side 157 ff. og 203 ff.

5. Justitsministeriets overvejelser og vurdering

5.1. Generelle muligheder for at begrænse databeskyttelsesforordningen

Som anført ovenfor under afsnit 3 er der inden for forordningens rammer

visse muligheder for at begrænse anvendelsen af forordningen.

I databeskyttelsesforordningens artikel 85 er der som anført en forpligte lse

for medlemsstaterne til at begrænse forordningens anvendelse helt eller del-

vis, hvis det er nødvendigt for at forene retten til beskyttelse af personop-

lysninger med retten til ytrings- og informationsfrihed. Forpligtelsen er ud-

Side 23/36

møntet i databeskyttelseslovens § 3, stk. 1 og 3-8, der fastsætter de nødven-

dige regler. Efter Justitsministeriets vurdering er dette råderum herefter

yderst begrænset.

Herudover er der efter databeskyttelsesforordningens artikel 23 under visse

betingelser mulighed for at begrænse rækkevidden af forpligtelserne og ret-

tighederne i forordningens artikel 12-22 og 34 samt tilsvarende forpligte lser

og rettigheder i artikel 5.

Råderummet i artikel 23, stk. 1, kan efter Justitsministeriets vurdering f.eks.

anvendes til at fastsætte, at den dataansvarlige efter en konkret vurdering

kan gøre visse undtagelser fra disse regler af hensyn til en eller flere af de

interesser, der er oplistet i artikel 23, stk. 1, litra a-j. Denne mulighed er for

så vidt angår artikel 13 og 14 (om oplysningspligt) og artikel 15 (om ind-

sigtsret) samt artikel 34 (om underretningspligt ved sikkerhedsbrud) udnyt-

tet i databeskyttelseslovens § 22, stk. 1 og 2.

Endvidere kan råderummet anvendes til at gøre undtagelse fra enkelte be-

stemmelser som f.eks. indsigtsretten i tilfælde, hvor der er tungtvejende hen-

syn til en eller flere af de nævnte interesser i artikel 23, stk. 1, litra a-j. Denne

mulighed er som anført ovenfor under afsnit 4.4 udnyttet i databeskyttelses-

lovens § 22, stk. 3, hvor der med henvisningen til offentlighedslovens § 35

gøres undtagelse fra indsigtsretten hos offentlige myndigheder på områder,

hvor der gælder særlige tavshedspligtsbestemmelser.

Blandt andet på baggrund af EU-Domstolens praksis

og EDPB’s foreløbige

retningslinjer om artikel 23 vil det efter Justitsministeriets vurdering om-

vendt ikke være foreneligt med forordningen at fastsætte en generel undta-

gelse for visse kategorier af dataansvarlige som f.eks. frivillige foreninger

eller andre mindre private aktører fra at skulle iagttage reglerne i forordnin-

gens artikel 12-22 og 34 samt artikel 5. Endvidere vil det ikke være forene-

ligt med forordningen at fastsætte en generel undtagelse fra at skulle iagt-

tage disse regler ved specifikke behandlingsaktiviteter i forhold til alle regi-

strerede.

Justitsministeriet har overvejet, om der inden for dette råderum kan fastsæt-

tes undtagelser fra at skulle iagttage enkelte rettigheder som f.eks. oplys-

ningspligten eller indsigtsretten for mindre aktører, herunder frivillige for-

eninger, af hensyn til deres størrelse eller af hensyn til et stærkt forenings liv

båret af frivillige.

Side 24/36

Efter Justitsministeriets vurdering vil en begrænsning af rettigheder på bag-

grund af, at mindre aktører, herunder frivillige foreninger, ikke har tilstræk-

kelige ressourcer til at overholde reglerne, ikke kunne gennemføres inden

for rammerne af artikel 23. Efter Justitsministeriets vurdering gælder dette

også, selvom det i forhold til visse foreninger samtidig vil kunne anses for

at varetage et hensyn til et stærkt foreningsliv båret af frivillige.

For så vidt angår mulighederne for at fastsætte begrænsninger efter databe-

skyttelsesforordningens artikel 89 for behandlinger af personoplysninger til

videnskabelige eller statistiske formål er disse efter Justitsministeriets vur-

dering i vidt omfang blevet udtømt i databeskyttelseslovens § 22, stk. 5.

Mulighederne for at fastsætte yderligere undtagelser efter denne bestem-

melse må herefter anses for at være meget begrænsede. Hertil kommer, at

Justitsministeriet ikke som led i evalueringsarbejdet, herunder erfaringsind-

samlingen, har fundet grundlag for at overveje yderligere undtagelser i for-

hold til mindre aktørers behandling af personoplysninger til videnskabe lige

eller statistiske formål mv.

Det bemærkes, at der i visse dele af databeskyttelsesforordningens regler er

taget hensyn til mindre aktører.

Det fremgår således bl.a. af databeskyttelsesforordningens præambelbe-

tragtning nr. 13, at EU-institutionerne og -organerne samt medlemsstater ne

og deres tilsynsmyndigheder opfordres til at tage hensyn til mikrovirkso m-

heders og små og mellemstore virksomheders særlige behov i forbinde lse

med anvendelsen af forordningen.

Endvidere er der i forordningens artikel 30, stk. 5, for mindre aktører, der

beskæftiger under 250 personer, indsat en undtagelse fra pligten til at føre

fortegnelser over behandlingsaktiviteter, medmindre behandlingsaktivitete n

sandsynligvis vil medføre en risiko for registreredes rettigheder og friheds-

rettigheder, ikke er lejlighedsvis eller omfatter følsomme personoplysninger

mv. Den såkaldte Artikel 29-gruppe, som er afløst af EDPB efter ikrafttræ-

delsen af forordningen, har udgivet en vejledning om forståelsen af bestem-

melsen.

Endvidere er der især for at hjælpe mindre aktører

–

eksempelvis foreninger

inden for et specifikt område

–

med overholdelsen af databeskyttelsesfo r-

Side 25/36

ordningen indført regler om såkaldte adfærdskodekser i forordningens arti-

kel 40 og 41. En adfærdskodeks er et sæt retningslinjer, som med inddra-

gelse af Datatilsynet skal bidrage til at sikre, at de dataansvarlige, der har

tilsluttet sig kodeksen, anvender reglerne i databeskyttelsesforordninge n

korrekt. En kodeks vil bl.a. kunne angive, hvordan man i specifikke typetil-

fælde skal håndtere behandlingen af personoplysninger og f.eks. hjælpe for-

eninger med at påvise, at foreningen lever op til sine forpligtelser efter for-

ordningen. En adfærdskodeks kan udarbejdes af en sammenslutning og an-

dre organer, der repræsenterer kategorier af dataansvarlige. Det vil eksem-

pelvis på foreningsområdet være oplagt, at større lands- eller hovedforenin-

ger

–

der typisk har et indgående kendskab til sædvanlige behandlinger af

personoplysninger inden for det pågældende område

–

med flere underlig-

gende foreninger tager initiativ til at udarbejde en adfærdskodeks. Justits-

ministeriet og Datatilsynet har i januar 2018 udgivet en vejledning om ad-

færdskodekser og certificeringsordninger.

I forhold til mindre aktørers overholdelse af databeskyttelsesforordninge ns

og databeskyttelseslovens regler er der herudover udgivet en vejledning fra

Justitsministeriet i december 2018 målrettet frivillige foreningers behand-

ling af personoplysninger. Vejledningen, der giver svar på en række ofte

stillede spørgsmål, er udarbejdet i samarbejde med Datatilsynet som et sup-

plement til Datatilsynets vejledningsindsats over for bl.a. foreninger og min-

dre aktører. Desuden har Datatilsynet og Erhvervsstyrelsen i samarbejde ud-

viklet værktøjet, ”PrivacyKompasset”, der skal hjælpe særligt mindre aktø-

rer med at få styr på overholdelsen af reglerne. Det kan endvidere bemærkes,

at Datatilsynet i 2020 har forholdt sig til en række anbefalinger fra Erhvervs-

livets EU- og Regelforum, som relaterer sig til databeskyttelsesreglerne. I

den forbindelse har Datatilsynet bl.a. oplyst, at tilsynet vil påbegynde udar-

bejdelse af et særligt koncept for små og mellemstore virksomheders efter-

levelse af databeskyttelsesreglerne, og at det er tilsynets hensigt at inddrage

erhvervslivet i dette arbejde.

5.2. Muligheder for at forenkle reglerne i databeskyttelsesloven

Som anført ovenfor under afsnit 4 er der inden for databeskyttelsesforo rd-

ningens nationale råderum fastsat regler i databeskyttelsesloven, der supple-

rer databeskyttelsesforordningens regler. Det omfatter både bestemmelser,

der

kan

fastsættes inden for forordningens anvendelsesområde, og bestem-

melser, der

skal

fastsættes efter forordningen. Herudover indeholder data-

Side 26/36

beskyttelsesloven bestemmelser, der fastsætter, at databeskyttelsesforo rd-

ningens regler også gælder på visse områder, som falder uden for databe-

skyttelsesforordningens harmonisering.

Indholdet af databeskyttelseslovens regler er

–

bortset fra de obligator iske

regler, der skal gennemføres efter forordningen

–

bl.a. udtryk for en videre-

førelse af visse regler fra den dagældende persondatalov med henblik på at

varetage særlige hensyn på bestemte områder.

Som det fremgår under afsnit 4 ovenfor, er der overordnet tale om

hensyn

til:

- klarhed om forholdet til regler i anden lovgivning,

- afdøde personers eftermæle og hensynet til de pårørende til afdøde,

- klarhed om, hvornår der må ske behandling af personoplysninger,

- at sikre muligheder for nødvendig behandling af personoplysninger,

herunder følsomme personoplysninger og oplysninger om strafbare

forhold,

- at sikre børn og unge adgang til information via søgemaskiner og

deltagelse i online aktiviteter,

- beskyttelse af enkeltpersoner og virksomheder mod risiko for alvor-

lige skadevirkninger i forbindelse med indgribende behandlingsak-

tiviteter som f.eks. kreditoplysning,

- at sikre muligheden for udførelsen af statistiske eller videnskabe lige

undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig betydning,

- beskyttelse af de registrerede i forbindelse med markedsføring,

- at sikre muligheden for at pålægge offentlige myndigheder og insti-

tutioner mv. bødestraf, og

- at sikre muligheden for nødvendige undtagelser fra reglerne om op-

lysningspligt, indsigtsret og pligt til at underrette den registrerede

om brud på persondatasikkerheden.

5.3. Anbefalinger fra Erhvervslivets EU- og Regelforum

Erhvervslivets EU- og Regelforum (Regelforum) er et uafhængigt organ,

der rådgiver regeringen om, hvilke regler der gør det unødvendigt kompli-

ceret at være virksomhed.

Regelforum afgav i juni 2020 bl.a. to anbefalinger til regeringen om at un-

dersøge mulighederne for at:

1) lempe oplysningspligten efter databeskyttelsesforordninge ns artikel

13 og

Side 27/36

2) fastsætte en minimumsgrænse for anmeldelse af brud på personda-

tasikkerheden til Datatilsynet.

Justitsministeriet har som svar på anbefalingerne oplyst, at disse vil blive

behandlet som led i den nationale evaluering af databeskyttelsesreglerne.

5.3.1. Lempelse af oplysningspligten

Det fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 13, stk. 1, at der ved

indsamling af personoplysninger hos den registrerede skal gives oplysninger

til den registrerede vedrørende:

- identitet og kontaktoplysninger på dataansvarlige mv.,

- kontaktoplysninger på en eventuel databeskyttelsesrådgiver,

- formålet med behandlingen af personoplysningerne,

- retsgrundlaget for behandlingen af personoplysningerne,

- eventuelle modtagere eller kategorier af modtagere af personoplys-

ningerne,

- om den dataansvarlige agter at overføre personoplysninger til et

tredjeland eller en international organisation, og om det i givet fald

er et sikkert tredjeland eller henvisning til de fornødne eller pas-

sende garantier herfor mv.

Endvidere skal der efter artikel 13, stk. 2, gives oplysninger, der er nødven-

dige for at sikre en rimelig og gennemsigtig behandling, herunder oplysnin-

ger om tidsrummet for oplysningernes opbevaring og retten til at anmode

om indsigt, berigtigelse eller sletning af personoplysninger samt ret til at

gøre indsigelse mod behandling.

Efter forordningens artikel 13, stk. 3, skal den dataansvarlige, hvor denne

agter at viderebehandle personoplysningerne til et andet formål end det, op-

lysningerne er indsamlet til, forud herfor give den registrerede oplysninger

om dette andet formål og andre relevante yderligere oplysninger efter stk. 2.

Det følger af artikel 13, stk. 4, at de ovennævnte oplysninger ikke skal gives,

hvis og i det omfang den registrerede allerede er bekendt med oplysnin-

gerne. Der findes desuden

–

som nævnt under afsnit 4.4 ovenfor

–

i databe-

skyttelseslovens § 22 mulighed for efter omstændighederne at gøre undta-

gelse fra oplysningspligten i artikel 13, når der foreligger afgørende hensyn

til nærmere bestemte private eller offentlige interesser.

Side 28/36

Regelforum har anbefalet, at det undersøges, om der med hjemmel i databe-

skyttelsesforordningens artikel 23 kan indføres en national undtagelse til

oplysningspligten i tilfælde, hvor den registrerede selv henvender sig til den

dataansvarlige. Regelforum har i den forbindelse henvist til, at dataansvar-

lige påføres store omkostninger, og at omkostningerne i mange tilfælde ikke

står mål med udbyttet for den registrerede.

De generelle muligheder for at begrænse bl.a. oplysningspligten efter for-

ordningens artikel 13 er behandlet ovenfor under afsnit 5.1. Som det fremgår

heraf vil en begrænsning af rettigheder, herunder eksempelvis oplysnings-

pligten, alene på baggrund af hensyn til ressourcer efter Justitsminister ie ts

vurdering ikke kunne gennemføres inden for rammerne af forordningens ar-

tikel 23. Det er på den baggrund Justitsministeriets vurdering, at oplysnings-

pligten ikke kan begrænses inden for rammerne af forordningen som anbe-

falet af Regelforum.

Justitsministeriet har noteret sig, at Regelforum har anbefalet, at regeringe n

–

hvis det ikke er muligt at indføre en sådan undtagelse

–

arbejder for, at

oplysningspligten i databeskyttelsesforordningens artikel 13 lempes.

Regelforum har subsidiært anbefalet, at de danske myndigheder tilkendegi-

ver, at det i almindelighed kan lægges til grund, at den registrerede, der selv

–

eventuelt uopfordret

–

henvender sig, allerede er bekendt med de oplys-

ninger, der efter databeskyttelsesforordningens artikel 13, stk. 1-3, skal gi-

ves til den pågældende, således at oplysningspligten ikke skal opfyldes i

medfør af forordningens artikel 13, stk. 4.

Efter Justitsministeriets vurdering vil det ikke i almindelighed kunne lægges

til grund, at en registreret, der selv henvender sig til en dataansvarlig, er

bekendt med samtlige af de oplysninger, der skal meddeles til den registre-

rede efter artikel 13, stk. 1 og 2. Det vil således efter Justitsministeriets vur-

dering ikke være i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens ar-

tikel 13 at følge Regelforums subsidiære anbefaling.

Det bemærkes, at Datatilsynet i juli 2018 har udgivet en vejledning om de

registreredes rettigheder, hvor det bl.a. fremgår, hvordan oplysningspligte n

kan opfyldes, herunder eksempelvis ved anvendelse af skabeloner (der er

vedlagt tilsynets vejledning) til meddelelser til de registrerede. Oplysnings-

pligten vil eksempelvis kunne opfyldes ved, at en forud udfyldt skabelon fra

Side 29/36

den nævnte vejledning udleveres samtidig med modtagelsen af oplysnin-

gerne, f.eks. som en del af et autosvar på en e-mail. Som det endvidere frem-

går af vejledningen, skal oplysningspligten som udgangspunkt kun iagttages

én gang over for den registrerede, medmindre den dataansvarlige på et se-

nere tidspunkt vil behandle oplysningerne til andre formål.

Det bemærkes desuden, at der i flere høringssvar til erfaringsindsamlinge n

efterspørges mere vejledning om oplysningspligten. Som det bl.a. fremgår

af bilag 1 med Datatilsynets bidrag til erfaringsindsamlingen, vil tilsynet

løbende offentliggøre afgørelser, som kan belyse omfanget af oplysnings-

pligten, ligesom tilsynet arbejder på en opdatering af sin vejledning om de

registreredes rettigheder (afsnit 10 i bilag 1).

5.3.2. Minimumsgrænse for anmeldelse af brud på persondatasikkerheden

Det fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 33, stk. 1, at der ved

brud på persondatasikkerheden skal ske anmeldelse heraf til tilsynsmynd ig-

heden uden unødig forsinkelse og om muligt senest 72 timer, efter at man

er blevet bekendt hermed. Brud på persondatasikkerhed er f.eks. uautorise-

ret videregivelse af eller adgang til personoplysninger. I anmeldelsen skal

der bl.a. meddeles oplysninger om karakteren af bruddet, sandsynlige kon-

sekvenser heraf og foranstaltninger, der er eller foreslås truffet for at hånd-

tere bruddet. Det fremgår endvidere af artikel 33, stk. 1, at en anmelde lse

skal ske,

medmindre

det er usandsynligt, at bruddet indebærer en risiko for

fysiske personers rettigheder eller frihedsrettigheder.

Regelforum har anbefalet, at der indføres en minimumsgrænse, således at

simple og klart afgrænsede databrud ikke længere skal anmeldes til Datatil-

synet. Alternativt har Regelforum anbefalet, at anmeldelser om simple og

klart afgrænsede databrud kan puljes og samles i en fælles anmeldelse med

et vist interval.

Mulighederne for at begrænse databeskyttelsesforordningens regler er be-

handlet ovenfor under afsnit 3 og 5.1. Som det fremgår under afsnit 3.2 og

3.3, er medlemsstaterne ikke efterladt mulighed for at fastsætte begrænsnin-

ger i forhold til forordningens artikel 33. På den baggrund vil der efter

Justitsministeriets vurdering ikke kunne fastsættes en anden minimums-

grænse eller frist for, hvornår der skal ske anmeldelse til Datatilsynet om

brud på persondatasikkerheden, end den, der allerede følger af artikel 33.

Side 30/36

Det bemærkes, at Datatilsynet og Justitsministeriet i januar 2018 har udgivet

en vejledning om håndtering af brud på persondatasikkerheden, hvor der

fremgår nærmere information om, hvornår der skal ske anmeldelse til Data-

tilsynet.

Det bemærkes, at der i flere høringssvar til erfaringsindsamlingen efterspør-

ges mere vejledning om forståelsen af pligten til at anmelde brud på person-

datasikkerheden. Som det bl.a. fremgår af Datatilsynets bidrag til erfarings-

indsamlingen, vil tilsynet se på en mulig revision af vejledningen om hånd-

tering af brud på persondatasikkerheden med henblik på at supplere med

flere konkrete eksempler (afsnit 5 i bilag 1).

6. Erfaringsindsamlingen

I forbindelse med den nationale evaluering af databeskyttelsesreglerne har

Justitsministeriet gennemført en erfaringsindsamling for at belyse, i hvilke

konkrete situationer der opleves uklarhed, når databeskyttelsesreglerne skal

efterleves i praksis, og for at formidle mulige løsninger og eventuel vejled-

ning om konkrete problemstillinger.

6.1. Høringen

Erfaringsindsamlingen er både gennemført som en høring af relevante inte-

ressenter og en offentlig høring, således at enhver har haft mulighed for at

bidrage. Høringsperioden har varet fra den 10. juni til og med den 10. okto-

ber 2020, men Justitsministeriet har modtaget høringssvar frem til den 27.

november 2020.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra:

3F, Akademikerne, Danmarks DPO-forening, Danmarks Idrætsforbund,

Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv og IT-Branchen (fælles),

Dansk Industri, Dansk Ungdoms Fællesråd, Danske Advokater, Danske Ar-

kiver, Danske Handicaporganisationer, Danske Medier, Danske Regioner,

Danske Universiteter, DGI, EjendomDanmark, Erhvervslivets EU- og Re-

gelforum, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Finans Danmark, Finans og

Leasing, FOA, Folkeoplysningens Brancheorganisation, Forbrugerrådet

Tænk, Danske Revisorer, HK, KL, Kræftens Bekæmpelse, Miljø- og Føde-

vareministeriet, MyData Denmark, Henrik Stougaard, PriWay, PROSA,

Rigsarkivet, Rigspolitiet, Rådet for Digital Sikkerhed, Sikkerhedsbranc he n,

SMVdanmark.

Side 31/36

6.2. Høringssvarene

Da hovedparten af høringssvarerne omhandler problemstillinger, der giver

anledning til vejledning om anvendelsen af regler i databeskyttelsesforo rd-

ningen og databeskyttelsesloven, har Datatilsynet bistået Justitsminister iet

med gennemgangen af høringssvarene og udarbejdelse af kommentarer her-

til.

Behandlingen af hovedparten af høringssvarerne findes i bilag 1 med Data-

tilsynets bidrag til erfaringssamlingen.

Justitsministeriets har nedenfor forholdt sig til de dele af høringssvarer ne,

der bl.a. omhandler spørgsmål af lovgivningsmæssig karakter. Justitsmini-

steriets kommentarer til høringssvarene er anført i

kursiv.

6.2.1. Om dataansvar og databehandleraftaler

Danske Regioner

oplyser bl.a., at der opleves uklarhed om forde-

lingen af rollerne som dataansvarlig og databehandler, når en myndighed

stiller systemer til rådighed for andre myndigheder. Det foreslås, at der sø-

ges opnået en afklaring ved brug af lovgivning eller anden central regule-

ring.

Det fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 26, stk. 1, at der fore-

ligger et fælles dataansvar, hvis to eller flere dataansvarlige i fællesskab

fastlægger formålene med og hjælpemidlerne til behandling af personoplys-

ninger. De fastlægger på en gennemsigtig måde bl.a. deres respektive an-

svar i en ordning mellem dem, medmindre og i det omfang deres respektive

ansvar er fastlagt i EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret. Det følger

heraf, at det i situationer med to eller flere fælles dataansvarlige vil være

muligt at regulere ansvaret i f.eks. en lov eller en bekendtgørelse.

Det fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 28, stk. 3, at en data-

behandlers behandling skal være reguleret af en kontrakt eller et andet ret-

ligt dokument i henhold til EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret.

Kontrakten eller det retlige dokument skal som minimum regulere en række

nærmere angivne forhold, der omfatter f.eks. genstanden for og varigheden

af behandlingen. Det følger således heraf, at det vil være muligt at regulere

en databehandlers behandling i f.eks. en lov eller en bekendtgørelse.

Side 32/36

I forhold til efterspørgslen på en mere ”central” regulering af

fastlæggelsen

af rollefordelingen mellem dataansvarlig og databehandler mellem offent-

lige myndigheder, er Justitsministeriet indstillet på sammen med relev ante

ressortministerier at se nærmere på mulighederne og behovet for regulering

heraf inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen.

6.2.2. Om samspillet mellem lovgivning på databeskyttelsesområdet

Danske Regioner, Danske Arkiver, Danske Medier, Danske Universite-

ter, Finans Danmark, KL

Rigsarkivet

har oplyst, at der opleves tvivl

om samspillet mellem databeskyttelsesreglerne og en række love, herunder

f.eks. sundhedslovgivningen og arkivlovgivningen.

Der findes et stort antal regler på tværs af ministeriernes områder, som re-

gulerer behandling af personoplysninger. Til illustration indeholder del II

af Justitsministeriets betænkning nr. 1565 en oversigt fra 2017 over regler

i anden lovgivning, som bl.a. kan siges at tilpasse anvendelsen af databe-

skyttelsesforordningen.

De indkomne høringssvar vidner om, at erfaringerne siden ikrafttrædelsen

af de nye databeskyttelsesregler har vist, at der på visse områder er behov

for at skabe klarhed om samspillet mellem databeskyttelsesreglerne og an-

den lovgivning. Justitsministeriet vil i indeværende år tage initiativ til ned-

sættelse af et tværministerielt arbejde, som kan se på lovgivningen på tværs

af områderne med inddragelse af bl.a. Datatilsynet. Det er målsætningen,

at lovgivningen skal være sammenhængende, og det skal sikres, at det er let

at forstå og anvende for borgere og virksomheder.

6.2.3. Om tredjelandsoverførsler

Dansk Industri, Dansk Erhverv og IT-branchen, Danske Medier, Dan-

ske Regioner, Danske Revisorer, Dansk Ungdoms Fællesråd, DGI, Fi-

nans Danmark, KL

Kræftens Bekæmpelse

har oplyst, at der i kølvan-

det på Schrems II-afgørelsen fra EU-Domstolen opleves stor usikkerhed

med hensyn til adgangen til at overføre personoplysninger til tredjelande.

Der er opstået udfordringer i forhold til tredjelandsoverførsler som følge af

Schrems II-afgørelsen. Ministeriet følger udviklingen tæt og kan oplyse, at

der kort tid efter domsafsigelsen i EU-regi blev iværksat konkrete arbejds-

strømme for at finde løsninger på de udfordringer, som afgørelsen har af-

født. F.eks. har EU-Kommissionen og relevante amerikanske myndigheder

meddelt, at man kort tid efter domsafsigelsen indgik i dialog for at vende

Side 33/36

mulighederne for en afløser for den overførselsmekanisme (Privacy Shield),

som EU-Domstolen erklærede ugyldig.

Senest har EU-kommissær for retlige anliggender Didier Reynders og

USA’s handelsminister Gina Raimondo

den 25. marts 2021 offentliggjort en

fælles pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at EU og USA vil intensivere

forhandlingerne om at finde en ny løsning.

Som det bl.a. fremgår af Datatilsynets bidrag til erfaringsindsamlingen (af-

snit 4 i bilag 1), er Datatilsynet i gang med at opdatere sin vejledning om

tredjelandsoverførsler. Vejledningen vil ifølge Datatilsynet indeholde en

række praktiske eksempler, herunder om anvendelse af cloud-baserede løs-

ninger. Vejledningen forventes offentliggjort i juli 2021. Det fremgår endvi-

dere, at EU-tilsynsmyndighederne, herunder Datatilsynet, i regi af det Eu-

ropæiske Databeskyttelsesråd (”EDPB”), har udarbejdet to anbefalinger

(dels om foranstaltninger, der supplerer overførselsværktøjer for at sikre

overholdelse af EU-niveauet for beskyttelse af personoplysninger, dels om

de europæiske væsentlige garantier for overvågningsforanstaltninger), der

har til formål at hjælpe offentlige myndigheder og private med i praksis at

vurdere, hvornår overførsler til bl.a. USA kan finde sted.

Herudover har EU-Kommissionen den 4. juni 2021 vedtaget nye standard-

kontraktbestemmelser om overførsel af personoplysninger til tredjelande,

hvor der bl.a. er taget højde for Schrems II-afgørelsen. Standardkontrakt-

bestemmelserne, som bl.a. indeholder en kontraktskabelon til udfyldning,

kan efter omstændighederne bruges som et overførselsgrundlag, når per-

sonoplysninger skal overføres til tredjelande, der ikke er omfattet af en så-

kaldt tilstrækkelighedsafgørelse fra EU-Kommissionen.

6.3. Særligt om bedemænds adgang til oplysninger om nære pårørende

Det fremgår af Justitsministeriets besvarelse af 15. april 2021 af spørgsmål

nr. S 1255-1257, at problemstillingen vedrørende bedemænds adgang til op-

lysninger om nære pårørende til afdøde personer vil blive medtaget i den

nationale evaluering af databeskyttelsesreglerne.

I spørgsmålene er der henvist til

artiklen ”Dataloven får i nogle tilfælde be-

demænd til at søge pårørende til afdøde personer over Facebook” bragt i

Jyllands-Posten den 4. april 2021. Det fremgår af artiklen, at bedemænd bl.a.

har oplevet udfordringer med at finde pårørende til afdøde, når afdøde ikke

har haft pårørende beslægtet med vedkommende i lige linje. Det fremgår

Side 34/36

endvidere, at udfordringerne skyldes, at bl.a. kirkemyndighederne muligvis

lægger en for restriktiv fortolkning af databeskyttelsesreglerne til grund, og

at bedemænd ikke oplevede lignende problemer før indførelsen af de nyeste

databeskyttelsesregler fra 2018.

Justitsministeriet har til brug for behandlingen af problemstillingen indhen-

tet følgende en udtalelse fra Datatilsynet, som ministeriet kan henholde sig

til:

”Artiklen omhandler overordnet, at bedemænd kan have svært

ved at få oplyst, om der er pårørende til afdøde, fordi det vurde-

res at være i strid med databeskyttelsesreglerne, hvis dataan-

svarlige, som er i besiddelse af oplysninger herom, videregiver

oplysningerne til bedemænd.

Datatilsynet har i den pågældende artikel forholdt sig til spørgs-

målet om bedemænds adgang til oplysninger om pårørende til

afdøde personer.

Datatilsynet har i den forbindelse udtalt, at databeskyttelsesre g-

lerne ikke umiddelbart er til hinder for, at bedemænd kan bistå

med at opspore pårørende til afdøde. Der er dog ikke noget for-

kert i, at man tænker over at behandle oplysningerne forsvarligt.

Dette indebærer bl.a., at man sikrer sig, at man ikke udleverer

personoplysninger til uvedkommende.

Det omtalte forhold er imidlertid ikke som sådan en databeskyt-

telsesretlig problemstilling. Dette skyldes, at databeskyttelses-

reglerne, herunder reglerne i databeskyttelsesforordningen og

databeskyttelsesloven, kun fastlægger, hvornår offentlige myn-

digheder, private virksomheder mv. kan og må behandle person-

oplysninger. Reglerne siger ikke noget om, hvornår offentlige

myndigheder, private virksomheder mv.

skal

behandle person-

oplysninger.

Der er således ingen regler i den nævnte lovgivning, som for-

pligter dataansvarlige til at behandle, herunder videregive, per-

sonoplysninger, ligesom man heller ikke kan klage til Datatils y-

net, hvis en dataansvarlig ikke ønsker at videregive personop-

lysninger.

Side 35/36

Det er imidlertid ikke hensigtsmæssigt, herunder også med

tanke på databeskyttelsesreglernes effektivitet, hvis reglerne

fortolkes så snævert, at helt almindelige og fornuftige hverdags-

situationer i praksis besværliggøres helt unødigt.

Datatilsynet forholder sig derfor også løbende, herunder på til-

synets LinkedIn-profil, til situationer som den omhandlede,

hvor noget kunne tyde på, at reglerne fortolkes for snævert.

Dette var også tilfældet med det forhold, som omtales i den på-

gældende artikel.”

Side 36/36