EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 637: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag for EU-domstolen (C-248-22)

Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del Bilag 637
Offentligt

Notat

Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udlændinge- og In-

tegrationsudvalg om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-

Domstolen C-248/22, Minister for Justice and Equality

1. Indledning

En irsk ret (High Court) har ved kendelse af 8. april 2022 forelagt EU-Dom-

stolen et præjudicielt spørgsmål, som vedrører fortolkningen af opholdsdirek-

tivets

artikel 3, stk. 2, litra b), sammenholdt med artikel 2, nr. 2, litra a), om

afledt opholdsret som henholdsvis ægtefælle eller partner til en unionsborger.

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om opholdsdirektivet er til hinder for, at

der

samtidig

tildeles opholdsret til en frasepareret ægtefælle til en unionsbor-

ger, der lovligt udøver sin ret til fri bevægelighed som arbejdstager i henhold

til opholdsdirektivet,

til den faktiske, faste partner til samme unionsborger.

2. Sagens faktiske omstændigheder

I den irske retssag, der har givet anledning til den præjudicielle forelæggelse,

har myndighederne meddelt afledt opholdsret til ægtefællen til en kroatisk

statsborger, der udøver sin ret til fri bevægelighed som arbejdstager i Irland.

Efterfølgende har ægtefællerne ophævet samlivet uden at blive skilt. Da uni-

onsborgerens nye partner (samlever) ansøger om en afledt opholdsret, med-

deler de irske myndigheder den pågældende afslag med henvisning til, at uni-

onsborgerens ægtefælle fortsat har afledt opholdsret i Irland, og at opholdsdi-

rektivet ikke giver mulighed for at tildele afledte rettigheder til både en ægte-

fælle og en samlever samtidig. Unionsborgeren har under sagen oplyst, at det

ikke har været muligt at fremskynde skilsmissen, da ægtefællerne ikke læn-

gere har kontakt.

3. Relevante retsregler samt dansk praksis

En unionsborgers ret til at færdes og opholde sig i andre medlemsstater følger

af EUF-traktatens artikel 21, stk. 1, som er udmøntet i opholdsdirektivet.

Af opholdsdirektivets artikel 3, stk. 1, fremgår, at direktivet finder anvendelse

på enhver unionsborger, der rejser til eller tager ophold i en anden medlems-

stat end den, hvor vedkommende er statsborger, samt familiemedlemmer, der

ledsager unionsborgeren eller slutter sig til denne. Henvisningen til familie-

medlemmer omfatter nære familiemedlemmer, herunder bl.a. ægtefæller, jf.

direktivets artikel 2, nr. 2, litra a).

28. juni 2022

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

International Arbejdskraft og EU-ophold

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

Sag. nr.: 2022-7951

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres

familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af

forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/ EØF, 72/194/ EØF,

73/148/ EØF, 75/34/ EØF, 75/35/ EØF, 90/364/ EØF, 90/365/ EØF og 93/96/ EØF, OJ L 158,

30.4.2004, s. 77–123.

Side

1/3

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 637: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag for EU-domstolen (C-248-22)

Efter artikel 3, stk. 2, litra b), skal værtsmedlemsstaten endvidere lette ind-

rejse og ophold for den partner, med hvem unionsborgeren har en behørigt

dokumenteret varig tilknytning.

Artikel 3, stk. 2, litra b), er i dansk ret gennemført ved § 3, stk. 2, nr. 2, i EU-

opholdsbekendtgørelsen

, hvorefter en fast samlever sidestilles med en ægte-

fælle.

Efter dansk praksis kan en ægtefælle

eller

en fast samlever tildeles en afledt

opholdsret på baggrund af en unionsborger, der udøver retten til fri bevæge-

lighed i Danmark. Hvis unionsborgeren er gift, kan den pågældendes samle-

ver således ikke aflede en opholdsret, heller ikke selv om samlivet med æg-

tefællen er ophævet, og parterne ikke længere har kontakt. Efter dansk ret

ville unionsborgeren i en situation, som den i sagen foreliggende, kunne opnå

separation og skilsmisse uanset, at den ene part ikke ønsker dette, og uanset

at den ene parts opholdssted er ukendt.

4. Regeringens interesse i sagen

Der kan efter EU-retten ikke stilles krav om, at ægtefæller til stadighed lever

sammen i fælles bolig, og de ægteskabelige bånd anses for at bestå, så længe

ægteskabet ikke er blevet opløst. Det gælder, uanset at samlivet er ophævet,

og parterne har til hensigt senere at lade sig skille jf. EU-Domstolens dom af

13. februar 1985 i sag 267/83, Diatta (præmis 18 og 20). En frasepareret æg-

tefælle har derfor som udgangspunkt fortsat en afledt opholdsret, som med-

lemsstaterne er afskåret fra at bringe til ophør.

Domstolen har imidlertid ikke haft anledning til at forholde sig til, hvorvidt

en frasepareret ægtefælle til en unionsborger, der lovligt udøver sin ret til fri

bevægelighed i henhold til direktivet, og en faktisk samlever til samme uni-

onsborger skal tildeles afledte opholdsrettigheder

samtidig.

Da udfaldet af dommen i den foreliggende sag kan få betydning for dansk

praksis, er det regeringens vurdering, at regeringen bør afgive indlæg i sagen.

Regeringen vil i sagen argumentere for, at opholdsdirektivet ikke indrømmer

en afledt opholdsret til både en ægtefælle og en fast samlever samtidig i en

situation, hvor unionsborgerens ægtefælle fortsat nyder godt af en afledt op-

holdsret som familiemedlem til unionsborgeren. Direktivet forpligter således

ikke medlemsstaterne til at indrømme opholdsret til flere partnere samtidig.

Til støtte herfor, vil regeringen med afsæt i direktivets opbygning og formåls-

betragtninger henvise til, at en naturlig læsning af direktivets artikel 2 og 3

–

Bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af

Den Europæiske Unions regler om fri bevægelighed (EU-opholdsbekendtgørelsen).

Side

2/3

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 637: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag for EU-domstolen (C-248-22)

om end det ikke følger af bestemmelsernes ordlyd

–

fører til, at en unions-

borger ikke skal kunne danne grundlag for afledte rettigheder til mere end én

partner ad gangen.

Det er regeringens opfattelse, at formålet med artikel 3, stk. 2, litra b), er at

sikre unionsborgerens udøvelse af retten til fri bevægelighed

også

i de situa-

tioner, hvor unionsborgeren har valgt at etablere sit familieliv på en anden

måde end ved at indgå ægteskab.

At bestemmelsen tager sigte på et ægteskabslignende forhold fremgår direkte

af ordlyden, idet det alene er for dén partner, med hvem unionsborgeren har

en behørigt dokumenteret varig tilknytning, at værtsstaten efter national ret

skal lette indrejse og ophold. Artikel 3, stk. 2, litra b), er derved et alternativ

til de situationer, hvor parterne vælger at være juridisk forbundet som ægte-

fæller.

En ægtefælle og en fast samlever udfylder således samme rolle og indgår i

samme relation til unionsborgeren, nemlig at være dennes partner og nærme-

ste familie. Disse personer skal derfor ikke efter direktivet kunne aflede sam-

tidige og ens opholdsrettigheder fra unionsborgeren.

I indlægget vil regeringen herudover henvise til de uhensigtsmæssige konse-

kvenser, det ville have, hvis Domstolen måtte nå frem til, at medlemsstaterne

ville kunne tilpligtes at anerkende en afledt opholdsret til flere partnere på én

gang, herunder risiko for utilsigtet brug af opholdsdirektivets bestemmelser,

som bl.a. har til formål at understøtte unionsborgerens valg af én partner, uan-

set familieform, og mulighed for at opretholde familielivet under udøvelsen

af retten til fri bevægelighed.

Side

3/3