EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 648: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag (C-660/20)

Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del Bilag 648
Offentligt

NOTAT

Notat til Folketingets Europaudvalg og Be-

skæftigelsesudvalg om afgivelse af indlæg i

EU-Domstolens præjudicielle sag C-660/20,

MK mod Lufthansa CityLine GmbH

7. juli 2022

J.nr. 2022 - 5201

CAIJ

Indledende bemærkninger

En tysk domstol (Bundesarbeitsgericht, forbundsdomstol i arbejdsretlige sager) har

anmodet EU-Domstolen om at besvare to præjudicielle spørgsmål om, hvorvidt det

udgør ulovlig forskelsbehandling efter direktiv 97/81/EF (deltidsdirektivet), når en

regel i en national kollektiv overenskomst indebærer, at en deltidsansat først får ret

til overtidstillæg, når den normale arbejdstid for en fuldtidsstilling overskrides.

Det er Beskæftigelsesministeriets opfattelse, at EU-Domstolens retspraksis allerede

indeholder holdepunkter for en besvarelse af spørgsmålene, og regeringen afgav

ikke skriftligt indlæg i sagen. Der er nu indkaldt til mundtlig forhandling i sagen og

på baggrund af de skriftlige indlæg, finder regeringen det relevant at afgive indlæg

i sagen med henblik på at argumentere for, at EU-Domstolen bør bekræfte sin prak-

sis, idet en ændret praksis vil kunne have store konsekvenser. Det bemærkes, at re-

geringen ligeledes netop har valgt at afgive indlæg i sagerne C-184/22 og C-185/22

om en tilsvarende problemstilling.

Sagens faktiske omstændigheder

Hovedsagen angår en tvist mellem MK (sagsøger) og Lufthansa CityLine GmbH

(sagsøgte). Sagsøger er deltidsansat pilot hos sagsøgte, idet sagsøgers arbejdstid er

på 90 pct. af den almindelige ugentlige arbejdstid for en fuldtidsansat i virksomhe-

den. Sagsøger har i sagen for den tyske domstol nedlagt påstand om godtgørelse for

overarbejde ud over den aftalte arbejdstid, idet manglende udbetaling heraf udgør

ulovlig forskelsbehandling af vedkommende som deltidsansat.

På den baggrund har den forelæggende ret stillet følgende præjudicielle spørgsmål:

1. Behandler en national lovgivning deltidsansatte på en mindre gunstig måde

end sammenlignelige fuldtidsansatte som omhandlet i § 4, stk. 1, i ramme-

aftalen om deltidsarbejde, som er indeholdt i bilaget til direktiv 97/81/EF,

når den tillader, at retten til et supplerende vederlag for deltids- og fuldtids-

ansatte på ensartet vis afhænger af, at der sker en overskridelse af det

samme antal arbejdstimer, og dermed giver mulighed for, at der tages ud-

gangspunkt i det samlede vederlag og ikke i lønelementet i det supplerende

vederlag?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Er en national lovgiv-

ning, som giver mulighed for at lade retten til et supplerende vederlag være

afhængig af, at deltids- og fuldtidsansatte på ensartet vis har overskredet

det samme antal arbejdstimer, i overensstemmelse med § 4, stk. 1, og med

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 648: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag (C-660/20)

princippet om pro rata temporis i § 4, stk. 2, i rammeaftalen om deltidsar-

bejde, som er indeholdt i bilaget til direktiv 97/81/EF, når formålet med det

supplerende vederlag er at kompensere for en særlig arbejdsbyrde?

Beskæftigelsesministeriets interesse i sagen

I Danmark aftales overarbejdsbetaling, herunder hvornår deltidsansatte modtager

overtidstillæg for timer ud over den aftalte arbejdstid, i kollektive overenskomster

mellem arbejdsmarkedets parter. Det er udbredt i danske kollektive overenskom-

ster, at deltidsansatte først får overtidstillæg, når de arbejder over normen for fuld-

tidsansatte. Der findes dog også eksempler på, at deltidsansatte modtager overtids-

tillæg, før fultidsnormen er nået.

Dansk praksis er efter Beskæftigelsesministeriets opfattelse i overensstemmelse

med en klar praksis fra EU-Domstolen, hvorefter der ikke er tale om forskelsbe-

handling af deltidsansatte, hvis den deltidsansatte og den fuldtidsansatte

–

som i

den konkrete sag

–

får den samme løn for det samme antal arbejdstimer. Derudover

finder Beskæftigelsesministeriet det afgørende, at arbejdsmarkedets parter også

fremadrettet har den maksimale fleksibilitet i forhold til at aftale lønvilkår i de kol-

lektive overenskomster, hvilket er et centralt element i den danske arbejdsmarkeds-

model.

Parallelt med nærværende sag er der forelagt to nye sager for EU-Domstolen med

en lignende problemstilling, som regeringen har valgt at afgive indlæg i, jf. notat

om indlæg i sagerne C-184/22 og C-185/22 (EUU Alm. del

–

bilag 644). Som be-

skrevet i det notat, har Domstolen afsagt tre centrale domme vedrørende problem-

stillingen. I den forbindelse er det Beskæftigelsesministeriets klare vurdering, at

den seneste af de tre domme, C-300/06, Voss, bekræfter resultatet i den første af

dommene, jf. de forenede sager C-399/92 m.fl., Helmig, hvorefter samme løn for

samme antal timer ikke udgør forskelsbehandling af deltidsansatte. Den tvivl, der

kunne opstå efter den mellemliggende sag, C-285/02, Elsner-Lakeberg, foreligger

dermed ikke efter dommen i Voss-sagen. Som også nævnt i notat vedr. sagerne C-

184/22 og C-185/22 omhandlede de tre sager indirekte forskelsbehandling på bag-

grund af køn, da deltidsdirektivet ikke fandt anvendelse i de tre sager. Selvom

dommene ikke vedrørte deltidsdirektivet, må vurderingen efter regeringens opfat-

telse også gælde i henhold til deltidsdirektivet, da Domstolens udtalelser om for-

holdet mellem aflønning af fuldtidsansatte og deltidsansatte må kunne anvendes

generelt.

På den baggrund ønsker regeringen at afgive indlæg i sagen og i overensstemmelse

med det ovenfor anførte argumentere for, at dommene i Elsner-Lakeberg og Voss-

sagen ikke udgør en praksisændring i forhold til Helmig-sagen, samt at denne prak-

sis kan finde direkte anvendelse på vurderingen efter deltidsdirektivet.