EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 731: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9/9-22

Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del Bilag 731
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

9. september 2022

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-321/21 P

Titel og kort sagsresumé

Ryanair mod Kommissionen

Emne:

Den danske stats kompensation for skade som følge af COVID-19

udbruddet til SAS (statsstøtte)

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse (EU) af 15. april 2020 om

statsstøtte SA.56795 annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Minister for Justice and Equality

Emne:

Opholdsdirektivet

og begrebet „hører til unionsborgerens hustand“

Spørgsmål:

1) Kan begrebet »hører til [e]n unionsborgers husstand«, som er anvendt

i artikel 3 i direktiv 2004/38/EF, anses for at finde universel anvendelse

i hele EU-retten, og hvorledes skal det i bekræftende fald defineres?

2) Hvilke kriterier skal nationale retter i benægtende fald lægge til grund

ved bedømmelsen af beviser, således at nationale retter med

udgangspunkt i en række faste kriterier kan træffe afgørelse om, hvorvidt

en person hører til eller ikke hører til en unionsborgers husstand med

henblik på retten til fri bevægelighed?

UFC

–

Que choisir et CLCV

Emne:

Sagen vedrører:

–

Skal artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 25.

november 2015 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer

fortolkes således, at denne bestemmelse pålægger en arrangør af en

pakkerejse i tilfælde af opsigelse af aftalen at yde refusion i form af et

pengebeløb af alle de betalinger, der er foretaget i forbindelse med

pakkerejsen, eller således, at den tillader en tilsvarende refusion, navnlig

i form af et tilgodehavende, der svarer til beløbet af de foretagne

betalinger?

–

I tilfælde af, at refusion skal forstås som tilbagebetaling af et

pengebeløb, kan den sundhedskrise, der er forbundet med covid-19-

epidemien og konsekvenserne heraf for rejsearrangørerne, som på grund

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Erhvervsministeriet

Finansministeriet

Kammeradvokaten

Proces-

skridt

Dato

14.09.22

C-22/21

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Til orientering:

Social- og Ældreministeriet

Dom

15.09.22

C-407/21

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Erhvervsministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

15.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 731: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9/9-22

T-868/19

af denne krise har oplevet en anslået nedgang i omsætningen på mellem

50 og 80%, og som repræsenterer mere end 7% af Frankrigs

bruttonationalprodukt, og som for så vidt angår pakkerejsearrangørerne

beskæftiger 30 000 personer i Frankrig med en omsætning på næsten 11

mia. EUR, begrunde og givet fald, under hvilke betingelser og med hvilke

begrænsninger, en midlertidig undtagelse fra forpligtelsen for arrangøren

til at yde den rejsende fuld refusion af de betalinger, der er foretaget i

forbindelse med pakkerejsen, inden for fristen på 14 dage efter, at der et

givet meddelelse om opsigelsen af aftalen, som fastsat i artikel 12, stk. 4

i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 25. november 2015 om

pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer?

–

I tilfælde af, at det foregående spørgsmål besvares benægtende, er det

under de ovenfor anførte omstændigheder da muligt at tilpasse de

tidsmæssige virkninger af en afgørelse, som annullerer en national

retsakt, der er i strid med artikel 12, stk. 4, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv af 25. november 2015 om pakkerejser og sammensatte

rejsearrangementer?

Nouryon Industrial Chemicals m.fl. mod Kommissionen

Emne:

REACH-forordningen

annullation

Kommissionens

gennemførelsesafgørelse af 16. oktober 2019 om kontrollen af en

registrering af dimethylether, forelagt Kommissionen af Det Europæiske

Kemikalieagentur.

Påstande:

—Sagen

antages til realitetsbehandling og sagsøgerne gives medhold.

—Den

anfægtede afgørelse annulleres i sin helhed.

—Europa-Kommissionen

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—Der

træffes sådanne andre eller yderligere foranstaltninger, som måtte

være retligt påkrævede.

SpaceNet m.fl. (logning)

Emne:

De EU-retlige rammer for at pålægge teleudbydere at lagre trafik- og

lokaliseringsdata til brug for bl.a. bekæmpelse af kriminalitet (logning)

Spørgsmål:

Skal artikel 15 i direktiv 2002/58/EF i lyset af artikel 7, 8 og 11 samt

artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder på den ene side og artikel 6 i Den Europæiske Unions charter

om grundlæggende rettigheder og artikel 4 i traktaten om Den

Europæiske Union på den anden side fortolkes således, at den er til

hinder for en national bestemmelse, som forpligter udbyderne af

offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester til at lagre

trafik og lokaliseringsdata for slutbrugerne af disse tjenester, når

–

denne forpligtelse ikke forudsætter nogen specifik anledning i lokal,

tidsmæssig eller geografisk henseende

–

genstanden for pligten til at lagre data i forbindelse med levering af

offentligt tilgængelige telefontjenester

–

herunder formidling af sms-,

multimedie- eller lignende beskeder samt ubesvarede eller forgæves

opkald

–

er følgende data:

–

telefonnummeret eller en anden identitet for den, der ringer op, og den

forbindelse, der ringes til, samt ved om- og viderestilling enhver anden

involveret forbindelse

–

dato og klokkeslæt for begyndelse og afslutning af forbindelsen

henholdsvis

–

i forbindelse med formidling af sms-, multimedie- eller

lignende beskeder

–

tidspunkterne for afsendelse og modtagelse af

beskeden med angivelse af den anvendte tidszone

[…]

–

der er sikret en effektiv beskyttelse af de lagrede data mod risici for

misbrug samt mod enhver uberettiget adgang, og

–

de lagrede data kun må anvendes til at forfølge særligt grove

straffelovsovertrædelser og til at afværge en konkret fare for en persons

liv og helbred eller frihed eller for forbundsstatens eller en delstats

beståen, med undtagelse af den internetprotokoladresse, som er tildelt

abonnenten til en internetbenyttelse, og som det er tilladt at anvende i

forbindelse med en stamdataoplysning (»Bestandsdatenauskunft«) med

henblik på forfølgelse af enhver form for strafbare handlinger, for at

afværge en fare for den offentlige sikkerhed og orden samt for at opfylde

efterretningstjenesternes opgaver?

VD m.fl.

Emne:

Fortolkning af EU-retigle bestemmelser om markedsmisbrug og

foreneligheden heraf med kravene til beskyttelse af personoplysninger

Spørgsmål:

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljøministeriet

Miljøstyrelsen

15.09.22

C-793/19 og

C-794/19

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Dom

20.09.22

C-339/20 og

C-397/20

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Dom

20.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 731: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9/9-22

C-660/20

1) Indebærer artikel 12, stk. 2, litra a) og d), i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og

kursmanipulation, samt artikel 23, stk. 2, litra g) og h), i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014

om markedsmisbrug, som erstattede det første direktiv fra den 3. juli

2016, sammenholdt med 65. betragtning til denne forordning, henset til

den skjulte karakter af de udvekslede oplysninger og til den generelle

karakter af den offentlighed, der kan omhandles, mulighed for den

nationale lovgiver for at pålægge operatører af elektroniske

kommunikationer en midlertidig, men generel lagring af forbindelsesdata

for at gøre det muligt for den administrative myndighed, der er nævnt i

direktivets artikel 11 og i forordningens artikel 22, når der foreligger

grund til at mistænke visse personer for at være involveret i insiderhandel

eller kursmanipulation, af operatøren at kræve at få udleveret

fortegnelser over datatrafik i de tilfælde, hvor der er begrundet mistanke

om, at disse fortegnelser, som har sammenhæng med genstanden

forundersøgelsen, kan vise sig at være relevante med henblik på at bevise,

at der foreligger en tilsidesættelse, ved bl.a. at gøre det muligt at spore de

kontakter, som der har været mellem de berørte inden at der opstod en

mistanke?

2) I tilfælde af, at Domstolens svar medfører, at Cour de cassation

(kassationsdomstol) finder, at den franske lovgivning om lagring af

forbindelsesdata ikke er i overensstemmelse med EU-retten, vil

retsvirkningerne af denne lovgivning da kunne opretholdes midlertidigt

for at undgå en retlig usikkerhed og for at gøre det muligt, at de tidligere

indsamlede og lagrede data anvendes til et af de formål, der er omhandlet

i denne lovgivning?

3) Kan en national ret midlertidigt opretholde retsvirkningerne af en

lovgivning, som gør det mulig for ansatte hos en uafhængig

administrativ myndighed, der har til formål at lede undersøgelser på

området for markedsmisbrug, uden forudgående kontrol foretaget af en

ret eller af en anden uafhængig administrativ myndighed at få tilsendt

forbindelsesdata?

Lufthansa CityLine

Emne:

Spørgsmål:

1) Behandler en national lovgivning deltidsansatte på en mindre gunstig

måde end sammenlignelige fuldtidsansatte som omhandlet i § 4, stk. 1, i

rammeaftalen om deltidsarbejde, som er indeholdt i bilaget til direktiv

97/81/EF, når den tillader, at retten til et supplerende vederlag for

deltids- og fuldtidsansatte på ensartet vis afhænger af, at der sker en

overskridelse af det samme antal arbejdstimer, og dermed giver mulighed

for, at der tages udgangspunkt i det samlede vederlag og ikke i

lønelementet i det supplerende vederlag?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

Er en national lovgivning, som giver mulighed for at lade retten til et

supplerende vederlag være afhængig af, at deltids- og fuldtidsansatte på

ensartet vis har overskredet det samme antal arbejdstimer, i

overensstemmelse med § 4, stk. 1, og med princippet om pro rata

temporis i § 4, stk. 2, i rammeaftalen om deltidsarbejde, som er indeholdt

i bilaget til direktiv 97/81/EF, når formålet med det supplerende

vederlag er at kompensere for en særlig arbejdsbyrde?

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid e.a.

Emne:

Spørgsmål:

1. Kan tyrkiske statsborgere, der har rettigheder som omhandlet i artikel

6 eller 7 i afgørelse nr. 1/80, også påberåbe sig artikel 13 i afgørelse nr.

1/80?2. Følger det af artikel 14 i afgørelse nr. 1/80, at tyrkiske

statsborgere ikkelængere kan påberåbe sig artikel 13 i afgørelse nr. 1/80,

når de på grund af derespersonlige adfærd udgør en aktuel, reel og

tilstrækkelig alvorlig trussel, derberører en grundlæggende

samfundsinteresse?

3. Kan den nye begrænsning, hvorefter tyrkiske statsborgeres opholdsret

ogsåefter 20 år kan inddrages af hensyn til den offentlige orden,

begrundes med enhenvisning til den ændrede samfundsopfattelse, der

har ført til den nyebegrænsning? Er det herved tilstrækkeligt, at den nye

begrænsnings formål er attjene den offentlige orden, eller kræves det

også, at begrænsningen er egnet til at nå dette mål og ikke går videre end

nødvendigt herfor?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Beskæftigelsesministeriet

Til orientering:

Miljøministeriet

21.09.22

C-402/21

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

28.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 731: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9/9-22

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Forkortelser i sagstypekolonnen:

O-sag = Sagen følges til orientering

F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg

Sagsnr.

C-575/21

Titel og kort sagsresumé

WertInvest Hotelbetrieb

Spørgsmål:

1. Er Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13.

december 2011 om vurdering af visse offentlige og private

projekters indvirkning på miljøet, EUT 2012, L 26, s. 1, som ændret

ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/52/EU af 16.

april 2014, EUT 2014, L 124, s. 1, (herefter »direktiv 2011/92«) til

hinder for en national lovgivning, hvorefter gennemførelsen af en

miljøkonsekvensvurdering

»Städtebauvorhaben«

(»anlægsarbejder i byzoner«) både er betinget af, at der nås

tærskelværdier for omfanget af det anvendte areal på mindst 15 ha

og et bruttoetageareal på mere end 150 000 m2, og at der er tale om

et anlægsarbejde til samlet, multifunktionel bebyggelse, i hvert fald

med beboelses- og erhvervsbyggeri, herunder de adgangsveje, der

er planlagt med henblik herpå, og forsyningsinstitutioner, hvis

opland går ud over anlægsarbejdernes område? Har det i denne

forbindelse betydning, at den nationale lovgivning fastsætter særlige

betingelser for

–

fritids- eller forlystelsesparker, sportsstadioner eller golfbaner (fra

et vist anvendt areal eller fra et vist antal parkeringspladser)

–

industri- eller erhvervsparker (fra et vist anvendt areal)

–

indkøbscentre (fra et vist anvendt areal eller fra et vist antal

parkeringspladser)

–

indlogeringsfaciliteter, såsom hoteller eller feriebyer, og

accessoriske anlæg (fra et vist antal senge eller fra et vist anvendt

areal, begrænset til området uden for lukkede beboelsesområder)

–

offentligt tilgængelige parkeringsarealer eller parkeringsgarager

(fra et vist antal parkeringspladser) M.fl.

Interessent

Miljøministeriet

Til orientering:

Energistyrelsen

Sags-

type

F-sag

Proces

-skridt

Dato

14.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 731: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9/9-22

T-371/20

og T-

554/20

T-603/19

C-669/20

C-705/20

C-4/21

Pollinis France mod Kommissionen

Påstande:

—

Europa-Kommissionens stiltiende afgørelse om afslag på en

genfremsat begæring om aktindsigt, registreret under

referencenummer GESTDEM nr. 2020/0498, i henhold til artikel

8, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1049/2001 annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale 3 000 EUR i

sagsomkostninger til sagsøgeren i henhold til procesreglementets

artikel 134, stk. 1.

Helsingin Bussiliikenne mod Kommissionen

Påstande:

—Kommissionens

afgørelse SA.33846

–

(2015/C) (ex 2011/CP)

af 28. juni 2019 annulleres helt eller delvist.

—Europa-Kommissionen

tilpligtes fuldt ud at betale de

sagsomkostninger, der er opstået for sagsøgeren i forbindelse med

retssagen med tillæg af lovbestemte renter.

Veridos

Spørgsmål:

1. Skal artikel 56 i direktiv [2014/24] sammenholdt med dette

direktivs artikel 69 og artikel 38 i [direktiv 2009/81] sammenholdt

med dette direktivs artikel 49 fortolkes således, at den ordregivende

myndighed, såfremt et kriterium for vurderingen af et unormalt lavt

tilbud objektivt ikke finder anvendelse, og der ikke findes noget

andet kriterium, som er valgt af den ordregivende myndighed og er

bekendtgjort på forhånd, ikke er forpligtet til at gennemføre en

undersøgelse af, om der foreligger et unormalt lavt tilbud?

2. Skal artikel 56 i direktiv 2014/24 sammenholdt med dette

direktivs artikel 69 og artikel 38 i direktiv 2009/81 sammenholdt

med dette direktivs artikel 49 fortolkes således, at den ordregivende

myndighed kun er forpligtet til at gennemføre en undersøgelse af,

om der foreligger unormalt lave tilbud, såfremt der er mistanke i

forbindelse med et tilbud, eller er den ordregivende myndighed

derimod forpligtet til altid at sikre sig, at de afgivne tilbud er seriøse,

idet den anfører en relevant begrundelse herfor?

3. Er den ordregivende myndighed underlagt et sådant krav, når der

kun er afgivet to tilbud i forbindelse med udbudsproceduren?

4. Skal [chartrets] artikel 47 fortolkes således, at den ordregivende

myndigheds vurdering af, om der ikke er nogen mistanke om, at

der foreligger et unormalt lavt tilbud, eller myndighedens

overbevisning om, at der foreligger et seriøst tilbud for så vidt angår

den deltager i udbuddet, der er placeret som nr. et, er underlagt

domstolskontrol?

5. Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal

[chartrets] artikel 47 da fortolkes således, at en ordregivende

myndighed i en udbudsprocedure, som ikke har undersøgt, om der

foreligger et unormalt lavt tilbud, er forpligtet til at begrunde,

hvorfor der ikke er mistanke om, at der foreligger et unormalt lavt

tilbud, dvs. med hensyn til seriøsiteten af det tilbud, der er placeret

som nr. et?

Fossil (Gibraltar)

Spørgsmål:

Ville skattefritagelse indrømmet af Commissioner of Income Tax i

henhold til indkomstskatteloven af 2010 for skat betalt i De

Forenede Stater på appellantens indtægter fra royalties [udelades]

være i strid med afgørelsen, eller er afgørelsen på anden måde til

hinder for [det]?

Fédération des entreprises de la beauté

Spørgsmål:

1) Skal skrivelsen af 27. november 2019 fra chefen for kontoret for

»Forbruger, miljø- og sundhedsteknologier« i Europa-

Kommissionens Generaldirektoratet for det Indre Marked,

Erhvervspolitik, Iværksætteri og SMV'er anses for en forberedende

retsakt til den afgørelse, hvorved Kommissionen fastslår, hvorvidt

en foreløbig foranstaltning i en medlemsstat er berettiget i henhold

til artikel 27, stk. 3, i Europa- Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 1223/2009 af 30. november 2009 om kosmetiske

produkter, når henses til formuleringen af denne skrivelse og til, at

der ikke foreligger nogen oplysninger, der viser, at den ansatte, der

har underskrevet skrivelsen, er tillagt beføjelse til at træffe en

afgørelse på vegne af Kommissionen, eller skal skrivelsen anses for

en sådan afgørelse, der giver udtryk for Kommissionens endelige

stillingtagen?

2) Såfremt skrivelsen af 27. november 2019 skal anses for en

forberedende retsakt til den afgørelse, hvorved Kommissionen

fastslår, hvorvidt en foreløbig foranstaltning fra en medlemsstat er

berettiget i henhold til artikel 27, stk. 3, i forordning (EF) nr.

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer.

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

14.09.22

Transportministeriet

O-sag

Dom

14.09.22

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

O-sag

Dom

15.09.22

Skatteministeriet

O-sag

Dom

15.09.22

Miljøministeriet

O-sag

Dom

15.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 731: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9/9-22

C-343/21

1223/2009, kan den nationale ret, når den skal tage stilling til

lovligheden af en foreløbig foranstaltning, der er truffet af en

national myndighed på grundlag af forordningens artikel 27, stk. 1,

i afventning af Kommissionens afgørelse, træffe afgørelse om,

hvorvidt denne foreløbige foranstaltning er i overensstemmelse

med denne artikel, og i bekræftende fald i hvilket omfang og på

hvilke punkter, eller skal retten

–

så længe Kommissionen ikke har

fundet, at foranstaltningen ikke er berettiget

–

anse denne for at

være i overensstemmelse med denne artikel?

3) Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal

artikel 27 i forordning (EF) nr. 1223/2009 fortolkes således, at den

giver mulighed for at træffe foreløbige foranstaltninger, der finder

anvendelse på en kategori af produkter, der indeholder samme stof?

4) Såfremt skrivelsen af 27. november 2019 skal anses for en

afgørelse, der giver udtryk for Kommissionens endelige

stillingtagen til den omhandlede foreløbige foranstaltning, kan

gyldigheden af denne afgørelse da anfægtes ved en national ret, selv

om den ikke har været genstand for et annullationssøgsmål på

grundlag af artikel 263 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, henset til den omstændighed, at formuleringen af

denne skrivelse giver anledning til at tro, at der kun var tale om en

forberedende retsakt, og at Agence nationale de sécurité du

médicament et des produits de santé (den nationale styrelse for

lægemiddelog sundhedsproduktsikkerhed), som skrivelsen er rettet

til, har besvaret denne og givet udtryk for sin uenighed hermed og

angivet, at den opretholder sin foreløbige foranstaltning indtil

Kommissionen, der ikke selv har svaret, tager endeligt stilling?

5) Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, er

skrivelsen af 27. november 2019 da underskrevet af en ansat, der

har bemyndigelse til at træffe afgørelse på vegne af Kommissionen,

og er afgørelsen gyldig, for så vidt som den er baseret på, at

sikkerhedsklausulordningen i denne artikel »omhandler individuelle

foranstaltninger vedrørende kosmetiske produkter, der

tilgængeliggøres på markedet, og ikke generelle foranstaltninger,

der finder anvendelse på en kategori af produkter, der indeholder

et bestemt stof«, når henses til den fortolkning, der skal anlægges

af bestemmelserne i artikel 27 i forordning (EF) nr. 1223/2009

sammenholdt med bestemmelserne i dens artikel 31?

6) Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, eller

såfremt skrivelsen af 27. november 2019 ikke længere kan anfægtes

under den foreliggende sag, skal den foreløbige foranstaltning, der

er truffet på grundlag af artikel 27 i forordning (EF) nr. 1223/2009,

da betragtes som værende i strid med denne forordning fra

begyndelsen eller først fra tidspunktet for meddelelsen af denne

skrivelse til Agence nationale desécurité du médicament et des

produits de santé (den nationale styrelse for lægemiddel- og

sundhedsproduktsikkerhed), eller inden for en rimelig frist regnet

fra datoen for denne meddelelse, der er beregnet til at gøre det

muligt at ophæve skrivelsen, under hensyn til den usikkerhed, der

var forbundet med rækkevidden af denne skrivelse, og den

omstændighed, at Kommissionen ikke har svaret styrelsen, der

angav, at den »som en sikkerhedsforanstaltning [...] [fastholdt] sin

afgørelse af 13. marts 2019 i afventning af, at Kommissionen

træffer afgørelse i henhold til bestemmelserne i artikel 27 i

forordning (EF) nr. 1223/2009?

Zamestnik izpalnitelen direktor na Darzhaven fond

„Zemedelie“

Spørgsmål:

1. Tillader fortolkningen af artikel 45, stk. 4, i forordning (EF) nr.

1974/2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning

(EF) nr. 1698/2005, at det lægges til grund, at der i en sag som den

foreliggende er tale om en »jordfordeling« eller et »indgreb som led

i fysisk planlægning«, som følge af hvilke støttemodtageren ikke er

i stand til at opfylde de indgåede forpligtelser?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, kan den

omstændighed, at en medlemsstat ikke har truffet de fornødne

foranstaltninger til, at støttemodtagerens forpligtelser kan tilpasses

bedriftens nye situation, da begrunde, at der ikke kræves

tilbagebetaling for den periode, hvor forpligtelsen påhvilede

støttemodtageren?

3. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, hvorledes

skal artikel 31 i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19. januar

2009 da fortolkes under hensyntagen til de fastslåede faktiske

omstændigheder i hovedsagen, og hvilken karakter har da fristen i

henhold til artikel 75, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr.

1122/2009

30.

november

2009

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

15.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 731: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9/9-22

C-396/21

C-416/21

C-252/21

C-518/20

C-727/20

gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr.

73/2009?

FTI Touristik

Spørgsmål:

Udgør restriktioner i forbindelse med en infektionssygdom på

rejsedestinationen også en mangel som omhandlet i artikel 14, stk.

1, i direktiv (EU) 2015/2302, hvis der som følge af

infektionssygdommens verdensomspændende karakter er indført

sådanne restriktioner både på den rejsendes hjemsted og i andre

lande?

J. Sch. Omnibusunternehmen et K. Reisen

Spørgsmål:

1. Skal artikel 57, stk. 4, litra d), i direktiv 2014/24/EU fortolkes

således, at den ordregivende myndighed skal have tilstrækkelig

plausible indikationer til at konkludere, at de økonomiske aktører

har overtrådt artikel 101 TEUF?

2. Skal artikel 57, stk. 4, litra d), i direktiv 2014/24/EU fortolkes

som en udtømmende regulering af de fakultative

udelukkelsesgrunde i den forstand, at ligebehandlingsprincippet

(samme direktivs artikel 18, stk. 1) ikke kan være til hinder for en

kontrakttildeling, når der afgives tilbud, som hverken er

selvstændige eller uafhængige?

3. Skal artikel 18, stk. 1, i direktiv 2014/24/EU fortolkes således, at

denne bestemmelse er til hinder for, at virksomheder, der udgør en

økonomisk enhed og har afgivet hver sit tilbud, tildeles en

kontrakt?

Facebook e.a.

Sagen vedrører:

1. a) Er artikel 51 ff. i forordning nr. 2016/679 til hinder for, at en

national

kartelmyndighed i

en medlemsstat,

såsom

Bundeskartellamt, der ikke er tilsynsmyndighed som omhandlet

artikel 51 ff. i forordning nr. 2016/679, og i hvilken medlemsstat

en virksomhed med hjemsted uden for Den Europæiske Union har

en etablering, der inden for markedsføring, kommunikation og PR

bistår denne virksomheds hovedvirksomhed, som er beliggende i

en anden medlemsstat og som har eneansvaret for behandlingen af

personoplysninger på hele Den Europæiske Unions område, for

det kartelretlige misbrugstilsyn fastslår, at hovedvirksomhedens

kontraktbetingelser vedrørende behandling af oplysninger og

gennemførelsen heraf udgør en tilsidesættelse af forordning nr.

2016/679, og vedtager en afgørelse om, at denne tilsidesættelse skal

bringes til ophør?

b) Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende: Er artikel 4, stk.

3, TEU til hinder herfor, når den ledende tilsynsmyndighed i den

medlemsstat, hvor hovedvirksomheden er beliggende, som [org. s.

3] omhandlet i artikel 56, stk. 1, i forordning nr. 2016/679 samtidig

underkaster hovedvirksomhedens kontraktbetingelser vedrørende

behandling af oplysninger en undersøgelsesprocedure? Såfremt det

første spørgsmål besvares bekræftende:

2. a) Udgør det forhold, at en internetbruger enten kun besøger

eller også indtaster informationer, f.eks. ved registrering eller

bestillinger, på websteder eller apps, der vedrører kriterierne i

artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 2016/679, såsom dating-apps,

partnerbørser for homoseksuelle, politiske partiers websteder eller

sundhedswebsteder, og en anden virksomhed såsom Facebook

Ireland gennem grænseflader på disse websteder eller i disse apps

såsom »Facebook Business Tools« eller gennem cookies eller

lignende lagringsteknologier indsat på internetbrugerens computer

eller mobile terminaludstyr indsamler oplysninger om brugerens

besøg på disse websteder og apps og om de informationer, som

brugeren har indtastet, sammenstiller disse oplysninger med

oplysningerne om brugerens Facebook.com-konto og anvender

dem, behandling af følsomme oplysninger i forordningens forstand

for så vidt angår indsamlingen og/eller sammenstillingen og/eller

anvendelsen? M.fl

St. Vincenz-Krankenhaus

1) Er artikel 7 i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2, til

hinder for en fortolkning af en national lovbestemmelse som § 7,

stk. 3, i Bundesurlaubsgesetz (ferielov for arbejdstagere, herefter

»ferieloven«), hvorefter den endnu ikke udnyttede ret til årlig betalt

ferie for en arbejdstager, som i løbet af ferieåret helt har mistet

arbejdsevnen på grund af sygdom, men som

–

i det mindste delvist

–

ville have kunnet afholde sin ferie forud for sit tab af

erhvervsevne, ved fortsat uafbrudt mistet arbejdsevne 15 måneder

efter ferieårets udløb, også bortfalder i den situation, hvor

arbejdsgiveren ikke med passende opfordringer og oplysninger

Justitsministeriet

O-sag

15.09.22

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

O-sag

Dom

15.09.22

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Forbrugerombudsmanden

O-sag

20.09.22

Miljøministeriet

O-sag

Dom

22.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 731: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9/9-22

faktisk har sørget for, at arbejdstageren er i stand til at afholde sin

ferie?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Er bortfald

af retten i tilfælde af fortsat fuldstændigt tab af arbejdsevnen

–

under de foreliggende omstændigheder

–

også udelukket på et

senere tidspunkt?

C-538/20

W (Finanzamt B mod W AG)

1. Skal artikel 43 [EF] sammenholdt med artikel 48 [EF] (nu artikel

49 [TEUF] sammenholdt med artikel 54 [TEUF]) fortolkes således,

at de er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, der forbyder

et hjemmehørende selskab i sit skattepligtige overskud at fradrage

underskud, der er oparbejdet af et fast driftssted i en anden

medlemsstat, når selskabet dels har udtømt alle muligheder for at

fradrage disse underskud, som lovgivningen i den medlemsstat, i

hvilken dette faste driftssted er beliggende, dels ikke længere

modtager indtægter fra dette faste driftssted, således at der ikke

længere kan tages hensyn til underskuddene i denne medlemsstat

(»endelige« underskud), når der for så vidt angår den pågældende

lovgivning er tale om fritagelse af overskud og underskud som følge

af en bilateralt indgået aftale mellem de to medlemsstater med

henblik på undgåelse af dobbeltbeskatning?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel

43 [EF] sammenholdt med artikel 48 [EF] (nu artikel 49 [TEUF]

sammenholdt med artikel 54 [TEUF]) fortolkes således, at de også

er til hinder for lovgivningen i den tyske Gewerbesteuergesetz (lov

om erhvervsskat), hvorefter et hjemmehørende selskab hindres i i

det skattepligtige resultatet af sin erhvervsmæssige virksomhed at

fradrage »endelige« underskud af den art, der er nævnt i det første

spørgsmål, og som er oparbejdet af et fast driftssted, der er

beliggende i en anden medlemsstat?

3. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Kan der i

tilfælde af lukning af det faste driftssted, der er beliggende i en

anden medlemsstat, foreligge »endelige« underskud af den art, der

er nævnt i det første spørgsmål, når der er en i det mindste teoretisk

mulighed for, at selskabet på ny etablerer et fast driftssted i den

pågældende medlemsstat, i hvis overskud de tidligere underskud i

givet

fald

kan

modregnes?

4. Såfremt det første og det tredje spørgsmål besvares bekræftende:

Kan også sådanne underskud af den art, der er nævnt i det første

spørgsmål, og som er oparbejdet af det faste driftssted, udgøre

»endelige« underskud, som moderselskabets hjemstedsstat skal tage

hensyn til, og som i henhold til lovgivningen i den stat, i hvilken

det faste driftssted er beliggende, mindst en gang kan fremføres til

et senere skatteår?

5. Såfremt det første og det tredje spørgsmål besvares bekræftende:

Er forpligtelsen til at tage hensyn til de grænseoverskridende

»endelige« underskud størrelsesmæssigt begrænset af de underskud,

som selskabet ville have kunnet gøre gældende i den pågældende

stat, hvori det faste driftssted er beliggende, hvis ikke den stat

udelukkede hensyntagen til underskuddet?

Hauptpersonalrat der Lehrerinnen und Lehrer

1. Skal artikel 88, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af

fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og

om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om

databeskyttelse) fortolkes således, at en bestemmelse for at være en

mere specifik bestemmelse for at sikre beskyttelse af rettighederne

og frihedsrettighederne i forbindelse med behandling af

arbejdstageres personoplysninger i ansættelsesforhold som

omhandlet i artikel 88, stk. 1, i forordning (EU) 2016/679 skal

opfylde de krav, der stilles til sådanne bestemmelser i henhold til

artikel 88, stk. 2, i forordning (EU) 2016/679?

2. Kan en national bestemmelse, som åbenbart ikke opfylder

kravene i henhold til artikel 88, stk. 2, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse

af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og

om ophævelse af direktiv 95/46/EF, alligevel fortsat finde

anvendelse?

Er artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF

af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med

tilrettelæggelse af arbejdstiden og artikel 31, stk. 2, i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder til

Skatteministeriet

O-sag

Dom

22.09.22

C-34/21

Justitsministeriet

Miljøministeriet

O-sag

22.09.22

C-120/21

Miljøministeriet

O-sag

Dom

22.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 731: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9/9-22

C-245/21

C-248/21

C-335/21

C-375/21

hinder for at anvende nationale bestemmelser som BGB’s § 194,

stk. 1, sammenholdt med BGB’s § 195, hvorefter retten til

årlig

ferie er underlagt en almindelig forældelsesfrist på tre år, der under

de i BGB’s § 199, stk. 1, nævnte forudsætninger begynder at løbe

ved udgangen af ferieåret, når arbejdsgiverenikke med passende

opfordringer og oplysninger faktisk har sørget for, at

arbejdstageren er i stand til at afholde sin ferie?

Bundesrepublik Deatschland m.fl.

1. Er den omstændighed, at en myndighed træffer afgørelse om

indtil videre at udsætte gennemførelsen af en afgørelse om

overførsel alene fordi det er faktisk (for tilfældet) er umuligt at

gennemføre overførsler som følge af Covid 19-pandemien, under

en klage eller indbringelse omfattet af anvendelsesområdet for

Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 4?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Udløser en

sådan afgørelse om udsættelse en afbrydelse af fristen for overførsel

som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Gælder dette

også, hvis en domstol før udbruddet af Covid 19-pandemien afslog

en anmodning fra asylansøgeren i henhold til Dublin III-

forordningens artikel 27, stk. 3, litra c), om at udsætte

gennemførelsen af afgørelsen om overførsel, indtil der foreligger et

resultat af vedkommendes klage eller indbringelse?

Vicente

1. Er direktiv 93/13 og princippet om dette direktivs effektivitet,

sammenholdt med adgangen til effektive retsmidler i chartrets

artikel 47, til hinder for en forenklet procedure om en advokats

salærkrav, som ikke tillader, at retten undersøger ex officio, om

kontraktvilkår, der indgår i en aftale med en forbruger, eventuelt

måtte være urimelige, eftersom det ikke er foreskrevet, at retten skal

gribe ind på noget tidspunkt under sagen, medmindre klienten gør

indsigelse mod det nævnte krav, og en af parterne efterfølgende

anlægger et søgsmål til prøvelse af justitssekretærens endelige

afgørelse?

2. Er direktiv 93/13 og princippet om dette direktivs effektivitet,

sammenholdt med adgangen til effektive retsmidler i chartrets

artikel 47, til hinder for, at rettens eventuelle efterprøvelse af, om

kontraktvilkåret er urimeligt, ex officio eller på anmodning af en af

parterne i denne form for sag, som har en forenklet karakter,

foretages inden for rammerne af et fakultativt søgsmål til prøvelse

af en afgørelse, som er vedtaget af et ikke-retsligt organ, f.eks.

justitssekretæren, som i princippet udelukkende bør begrænse sig

til afgørelsens indhold, og som ikke tillader anden bevisførelse end

den dokumentation, som parterne allerede har fremlagt?

3. Skal et kontraktvilkår, der indgår i en aftale mellem en advokat

og en forbruger, såsom det i denne sag omtvistede, hvorefter der

betales salær i det specifikke tilfælde, hvor klienten frafalder

søgsmålet inden dets afgørelse eller indgår en aftale med den

pågældende enhed uden advokatfirmaets vidende eller i modstrid

med sidstnævntes rådgivning, anses for at være omfattet af

bestemmelserne i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, da der er tale om

et kontraktvilkår om aftalens hovedgenstand, i dette tilfælde prisen?

4. Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, kan det

pågældende kontraktvilkår, der fastsætter salæret gennem en

henvisning til takster fra et advokatsamfund, som fastlægger

forskellige regler, der skal anvendes i hvert enkelt tilfælde, og som

ikke blev nævnt i de forudgående oplysninger, da anses for at være

klart og forståeligt i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i

direktiv 93/13?

5. Såfremt det ovenstående spørgsmål besvares benægtende, kan

indsættelsen af et kontraktvilkår som det i denne sag omtvistede,

som fastsætter advokatens salær ved blot at henvise til takster fra et

advokatsamfund, som fastlægger forskellige regler, der skal

anvendes i hvert enkelt tilfælde, og som ikke blev nævnt i hverken

det kommercielle tilbud eller de forudgående oplysninger, i en

aftale mellem en advokat og en forbruger da anses for en urimelig

handelspraksis som omhandlet i direktiv 2005/29?

Sdruzhenie „Za Zemyata – dostap do pravosadie“ e.a.

1. Skal artikel 4, stk. 3, TEU sammenholdt med artikel 18 i direktiv

2010/75/EU samt artikel 13 og 23 i direktiv 2008/50/EF fortolkes

således, at den kompetente myndighed ved behandlingen af en

ansøgning om dispensation i henhold til artikel 15, stk. 4, i direktiv

2010/75/EU skal vurdere, om indrømmelse af dispensationen

under hensyntagen til alle relevante videnskabelige oplysninger om

miljøforurening, herunder foranstaltningerne inden for rammerne

af det relevante luftkvalitetsprogram i en given zone eller et givent

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

Dom

22.09.22

Justitsministeriet

O-sag

Dom

22.09.22

Miljøministeriet

O-sag

22.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 731: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9/9-22

C-395/21

bymæssigt område som omhandlet i artikel 23 i direktiv

2008/50/EF, kan bringe overholdelsen af miljøkvalitetskravene i

fare?

2. Skal artikel 4, stk. 3, TEU sammenholdt med artikel 18 i direktiv

2010/75/EU samt artikel 13 og 23 i direktiv 2008/50/EF fortolkes

således, at den kompetente myndighed ved behandlingen af en

ansøgning om dispensation som omhandlet i artikel 15, stk. 4, i

direktiv 2010/75/EU skal undlade at fastsætte mindre strenge

emissionsgrænseværdier for luftforurenende stoffer fra et anlæg,

såfremt en sådan dispensation ville være i strid med de

foranstaltninger, der er fastlagt i det relevante luftkvalitetsprogram,

som er vedtaget i den givne zone eller det givne bymæssige område

som omhandlet i artikel 23 i direktiv 2008/50/EF, og kunne bringe

målsætningen om at holde perioden med overskridelse af

luftkvalitetsnormerne så kort som muligt i fare?

3. Skal artikel 4, stk. 3, TEU sammenholdt med artikel 18 i direktiv

2010/75/EU og artikel 13 i direktiv 2008/50/EF fortolkes således,

at den kompetente myndighed ved behandlingen af en ansøgning

om dispensation som omhandlet i artikel 15, stk. 4, i direktiv

2010/75/EU skal vurdere, om fastsættelsen af mindre strenge

emissionsgrænseværdier for luftforurenende stoffer fra et anlæg

under hensyntagen til alle relevante videnskabelige oplysninger om

miljøforurening, herunder den kumulative effekt med andre kilder

til det pågældende forurenende stof, vil bidrage til, at de relevante

luftkvalitetsnormer, der i henhold til artikel 13 i direktiv

2008/50/EF er fastlagt for en given zone eller et givent bymæssigt

område, overskrides, og om den i bekræftende fald skal undlade at

give den dispensation, som ville true opfyldelsen af

miljøkvalitetskravene?

D.V.

Sagen vedrører:

1. Skal artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 fortolkes således, at

udtrykket »aftalens hovedgenstand« omfatter et vilkår

–

der ikke

har været genstand for individuel forhandling, og som er en del af

en kontrakt vedrørende juridiske tjenesteydelser, der er indgået

mellem en erhvervsdrivende (en advokat) og en forbruger

–

vedrørende vederlag og måden, hvorpå dette skal beregnes?

2. Skal henvisningen i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, hvorefter

kontraktvilkår skal affattes klart og forståeligt, fortolkes således, at

det er tilstrækkeligt, at der i kontraktens betalingsvilkår (hvorefter

der skal ske betaling for de faktisk udførte ydelser på grundlag af

timesats) henvises til størrelsen af den timesats, der skal betales til

advokaten?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende: Skal kravet

om gennemsigtighed fortolkes således, at det omfatter en

forpligtelse for advokaten til i kontrakten at anføre vederlaget for

de ydelser, der på forhånd klart kan defineres og fastsættes, eller

skal kontrakten tillige indeholde en vejledende oversigt over

vederlag for ydelser (dvs. et foreløbigt budget for udførelsen af de

juridiske tjenesteydelser), hvis det er muligt at forudsige antallet

(eller varigheden) af de enkelte ydelser og vederlaget for disse, når

en kontrakt indgås og de potentielle risici, der kan medføre en

forøgelse eller nedsættelse af omkostningerne, er angivet? Er det

relevant, når det skal vurderes, om et kontraktvilkår vedrørende

betaling opfylder kravet om gennemsigtighed, om forbrugeren på

passende måde oplyses om vederlaget for juridiske tjenesteydelser

og om måden, hvorpå vederlaget beregnes, eller skal oplysningerne

fremgå af selve kontrakten vedrørende juridiske tjenesteydelser?

Kan manglende oplysninger forud for kontraktindgåelsen

afhjælpes gennem oplysninger i forbindelse med opfyldelsen af

kontrakten? Har det betydning for vurderingen af, om

kontraktvilkåret opfylder kravet om gennemsigtighed, at det det

endelige vederlag for juridiske tjenesteydelser først bliver afklaret,

når ydelserne er præsteret? Er det relevant, når det skal vurderes,

om et kontraktvilkår vedrørende betaling opfylder kravet om

gennemsigtighed, at kontrakten ikke foreskriver regelmæssige

opgørelser fra advokatens side over udførte ydelser eller

regelmæssige opkrævninger over for forbrugeren, hvorved denne

har mulighed for i tide at bringe ydelserne til ophør eller at opnå en

ændring af det i kontrakten fastsatte vederlag?

4. Hvis den nationale ret finder, at kontraktvilkåret, hvorefter

betalingen for de leverede ydelser beregnes med udgangspunkt i en

timesats, ikke er affattet klart og forståeligt, som foreskrevet i artikel

4, stk. 2, i direktiv 93/13, skal retten da vurdere, om

kontraktvilkåret er urimeligt i medfør af direktivets artikel 3, stk. 1

(dvs. skal retten i forbindelse med vurderingen af, om

Justitsministeriet

O-sag

22.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 731: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9/9-22

T-627/20

kontraktvilkåret må anses for at være urimeligt, afgøre, om vilkåret

bevirker en »betydelig skævhed« i parternes rettigheder og

forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren), eller medfører

det blotte forhold, at betalingsvilkåret, der vedrører væsentlige

oplysninger i henhold til kontrakten, ikke opfylder kravet om

gennemsigtighed, at vilkåret skal anses for at være urimeligt?

5. Medfører det forhold, at kontrakten vedrørende juridiske

tjenesteydelser ikke binder forbrugeren som angivet i artikel 6, stk.

1, i direktiv 93/13, når kontraktvilkåret vedrørende betaling er

fundet urimeligt, at der er behov for at genoprette den situation,

som forbrugeren ville have befundet sig i, hvis det urimelige vilkår

ikke havde været en del af aftalen? Vil genoprettelsen af en sådan

situation medføre, at forbrugeren ikke er forpligtet til at betale for

de ydelser, der allerede er leveret?

6. Ville det, hvis karakteren af en kontrakt, hvorefter der allerede er

sket levering af ydelser mod et vederlag, medfører, at det ikke er

muligt at genoprette den situation, som forbrugeren ville have

befundet sig i, hvis det urimelige vilkår ikke havde været en del af

aftalen (ydelserne er allerede leveret), være i strid med formålet med

artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 at fastsætte et vederlag for de

ydelser, der er leveret [af] advokaten? Såfremt dette spørgsmål

besvares benægtende, ville den rette balance, hvorved der opnås

ligevægt mellem kontraktens parter, da kunne opnås: (i) hvis

advokaten opnår betaling for de leverede ydelser på grundlag af den

timesats, der er angivet i kontrakten; (ii) hvis advokaten opnår

betaling i form af minimumsvederlaget for juridiske tjenesteydelser

(f.eks. i henhold til det udgangspunkt, der er fastsat gennem en

national retlig foranstaltning i form af vejledende maksimumssatser

for vederlag i forbindelse med advokaters ydelser); (iii) hvis

advokaten opnår betaling af et rimeligt beløb for ydelserne på

grundlag af rettens vurdering under hensyntagen til

sagens kompleksitet, advokatens kvalifikationer og erfaring,

klientens økonomiske forhold og andre relevante omstændigheder?

LAICO mod Rådet

Påstande:

—

Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2020/1137 af 30. juli

2020 om gennemførelse af afgørelse (FUSP) 2015/1333 om

restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen

annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgerens navn på

listen over enheder i bilag IV til Rådets afgørelse (FUSP)

2015/1333 af 31. juli 2015 om restriktive foranstaltninger på

baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af afgørelse

2011/137/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2020/1130 af 30. juli

2020 om gennemførelse af artikel 21, stk. 2, i forordning (EU)

2016/44 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen

i Libyen og om ændring af bilag III til Rådets forordning (EU)

2016/44 af 18. januar 2016 om restriktive foranstaltninger på

baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af forordning

(EU) nr. 204/2011 annulleres, for så vidt som den fastholder

sagsøgerens navn på listen over enheder i bilag III til forordning

(EU) 2016/44.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsøgerens sagsomkostninger og andre

omkostninger, der er afholdt i forbindelse med dette søgsmål.

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

28.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 731: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9/9-22

T-174/21

Agrofert mod Parlamentet

Påstande:

—

Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsøgeren

medhold.

—

Europa-Parlamentets afgørelse af 15. januar 2021 A

(2019) 8551 C (D 300153), hvorved sagsøgeren fik afslag på

aktindsigt i de dokumenter, for hvilke der var begæret aktindsigt i

henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets,

Rådets og Kommissionens dokumenter, annulleres.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Retten træffer enhver foranstaltning, den måtte finde

nødvendig.

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

28.09.22

C-649/20 P

Kongeriget Spanien m.fl. mod Europa-Kommissionen

Påstande:

—

Rettens dom af 23. september 2020, Kongeriget Spanien m.fl.

mod Kommissionen, forenede sager T-515/13 RENV og T-

719/13 RENV, EU:T:2020:434, ophæves.

—

Kommissionens

afgørelse 2014/200/EU af 17. juli 2013 om Spaniens støtteordning

SA.21233 c/11 (ex NN/11, ex CP 137/06)

—

Skatteordning for

finansielle leasingaftaler, også kendt som den spanske

leasingbeskatningsordning, annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Skatteministeriet

O-sag

29.09.22

C-235/21

RAIFFEISEN LEASING.

Sagen vedrører:

1. Kan en skriftlig aftale kun anses for en faktura som omhandlet i

momsdirektivets artikel 203, såfremt den indeholder alle de

oplysninger, som skal anføres på en faktura i henhold til

momsdirektivets kapitel 3 (»Fakturering«)? Eller, såfremt

spørgsmålet besvares benægtende:

2. På grundlag af hvilke oplysninger eller under hvilke

omstændigheder kan en skriftlig aftale i alle tilfælde anses for (også)

at være en faktura, som udløser pligten til at indbetale momsen i

henhold til momsdirektivets artikel 203?

Eller nærmere bestemt:

3. Kan en skriftlig aftale, som to momspligtige personer indgår

vedrørende en levering af varer eller ydelser, anses for en faktura

som omhandlet i momsdirektivets artikel 203, såfremt der af denne

aftale fremgår et udtrykkeligt og objektivt genkendeligt ønske fra

leverandørens side, i dennes egenskab af aftalepart, om at udstede

en faktura for en specifik transaktion, hvoraf kunden kan udlede en

begrundet formodning om på grundlag af aftalen at kunne fradrage

den indgående moms?

Skatteministeriet

O-sag

Dom

29.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 731: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9/9-22

C-394/21

C-524/21

og C-

525/21

Bursa Româna de Marfuri

Sagen vedrører:

1) Er Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/943

af 5. juni 2019 om det indre marked for elektricitet, navnlig artikel

1, litra b), og artikel 3, henset til bestemmelserne i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 af 5. juni 2019 om

fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af

direktiv 2012/27/EU, fra sin ikrafttræden til hinder for, at en

medlemsstat fortsat tildeler én enkelt licens til organisation og drift

af centrale energimarkeder? Er den rumænske stat fra den 1. januar

2020 forpligtet til at spærre et eksisterende monopol på driften af

elektricitetsmarkedet?

2) Omfatter det personelle anvendelsesområde for principperne

om fri konkurrence i forordning (EU) 2019/943, navnlig artikel 1,

litra b) og c), og artikel 3, operatøren af et elektricitetsmarked som

en varebørs? Har det nogen betydning for besvarelsen, om

definitionen af elektricitetsmarkedet i artikel 2, nr. 40), i forordning

(EU) 2019/943 henviser til definitionen af elektricitetsmarkedet i

artikel 2, nr. 9), i direktiv 2019/944?

3) Skal en medlemsstats tildeling af en enkelt licens til drift af

elektricitetsmarkedet

anses

for

udgøre

konkurrencebegrænsning som omhandlet i artikel 101 TEUF og

102 TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 106,

stk. 1, TEUF?

Agentia Judeteana de Ocupare a Fortei de Munca Ilfov m.fl.

Sagen vedrører:

1) Er bestemmelserne i artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, i direktiv

2008/94 med hensyn til det selvstændige begreb »insolvent« til

hinder for en national lovgivning til gennemførelse af direktivet

artikel 15, stk. 1 og 2, i Legea nr. 200/2006 privind constituirea .i

utilizarea Fondului de garantare pentru plata crean.elor salariale (lov

nr. 200/2006 om oprettelse og anvendelse af garantifonden for

betaling af løntilgodehavender), sammenholdt med artikel 7 i

Normele metodologice de aplicare a Legii nr. 200/2006

(gennemførelsesbestemmelserne til lov nr. 200/2006)

–

som

fortolket af Înalta Curte de Casa.ie .i Justi.ie

–

Completul pentru

dezlegarea unor chestiuni de drept (kassationsdomstol

–

afdelingen

med kompetence til besvarelse af retlige spørgsmål) ved afgørelse

nr. 16/2018, hvorefter den periode på 3 måneder, for hvilken

garantifonden kan dække og udbetale den insolvente arbejdsgivers

skyldige løntilgodehavender, udelukkende vedrører datoen for

indledningen af insolvensbehandlingen?

2) Er bestemmelserne i artikel 3 [andet afsnit] og artikel 4, stk. 2, i

direktiv 2008/94 til hinder for artikel 15, stk. 1 og 2, i lov nr.

200/2006 om oprettelse og anvendelse af garantifonden for

betaling af løntilgodehavender som fortolket af Curte de Casa.ie .i

Justi.ie

–

Completul pentru dezlegarea unor chestiuni de drept ved

afgørelse nr. 16/2018, hvorefter den maksimale periode på tre

måneder for hvilken garantifonden kan dække den insolvente

arbejdsgivers

skyldige

løntilgodehavender,

ligger

referenceintervallet mellem de 3 måneder umiddelbart forud for

indledningen af insolvensbehandlingen og de 3 måneder

umiddelbart efter indledningen af insolvensbehandlingen?

3) Er en national administrativ praksis, hvorved der på grundlag af

en afgørelse truffet af Curtea de Conturi (revisionsret) og i mangel

af en specifik national lovgivning, der forpligter arbejdstageren til

tilbagebetaling, iværksættes tilbagesøgning hos arbejdstageren af

beløb, der angiveligt er betalt for perioder, der ikke er omfattet af

lovgivningen, eller som er blevet gjort gældende efter udløbet af

den lovbestemte forældelsesfrist, i overensstemmelse med det

sociale formål med direktiv 2008/94 og med bestemmelserne i

direktivets artikel 12, litra a)?

4) Ved fortolkningen af begrebet »misbrug« i artikel 12, litra a), i

direktiv 2008/94 udgør det forhold, at der med det erklærede

formål at overholde den almindelige forældelsesfrist hos

arbejdstageren iværksættes tilbagesøgning af de lønrettigheder, som

fonden har betalt gennem kurator, da en tilstrækkelig objektiv

begrundelse?

5) Er det foreneligt med direktivets bestemmelser og formål at

fortolke og anvende en national forvaltningspraksis, hvorefter

løntilgodehavender, som kræves tilbagebetalt af arbejdstagerne,

sidestilles med et skattetilgodehavende, der tilskrives renter og

morarenter?

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet

O-sag

29.09.22

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

29.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 731: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9/9-22

C-555/21

UniCredit Bank Austria

Sagen vedrører:

Skal artikel 25, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i

forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af

direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr.

1093/2010 fortolkes således, at den er til hinder for en national

lovgivning, der i en situation, hvor kredittageren udøver sin ret til

helt eller delvis at indfrikreditbeløbet før udløbet af den aftalte

periode, bestemmer, at de renter, som kredittageren skal betale, og

de omkostninger, som afhænger af løbetiden, nedsættes

forholdsmæssigt, mens der ikke gælder en tilsvarende regel for de

løbetidsuafhængige omkostninger?

Justitsministeriet

O-sag

29.09.22