16. november 2021
MIM 092
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 10574/2021 af
dd.mm.2021 om ændring af gennemførelsesforordning 540/2011 for så vidt
angår ændring af godkendelsesbetingelserne for aktivstoffet penflufen
(Komitesag)
Resumé
Kommissionen foreslår, at godkendelsen af aktivstoffet penflufen indskrænkes i henhold til
forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler (komitesag). Hvis forslaget bliver vedtaget, vil
det betyde, at godkendelsesbetingelserne ændres for stoffet i bilag til Kommissionens forordning nr.
540/2011 af 25. maj 2011 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1107/2009 for så vidt angår listen over godkendte aktivstoffer. For penflufen foreslås det, at
anvendelse til bejdsning af læggekartofler ikke længere skal være tilladt. Forslaget forventes
behandlet på et videomøde i den stående komité for planter, dyr, fødevarer og foder den 1. og 2.
december 2021, og efterfølgende sat til skriftlig afstemning. Der er ikke godkendt midler med stoffet i
Danmark. Der er ingen væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser for regioner,
kommuner eller staten. Der er ingen væsentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser, da der ikke er
godkendt midler indeholdende penflufen i Danmark. Samlet set påvirker forslaget om ændret
godkendelse af penflufen miljøbeskyttelsesniveauet i Danmark neutralt. Miljøstyrelsen vurderer, at
der ikke er vist sikker anvendelse for så vidt angår grundvand og miljø. Regeringen agter at støtte
Kommissionens forslag om indskrænkning af godkendelsesbetingelserne for godkendelsen af
penflufen. Skulle forslaget ændres til en ikke-godkendelse af penflufen kan regeringen også støtte
dette.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 10574/2021 af
dd.mm.2021 om ændring af gennemførelsesforordning 540/2011 for så vidt angår ændring af
godkendelsesbetingelserne for aktivstoffet penflufen.
Forslaget har hjemmel i forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler især artikel 21(3), som
fastlægger, at Kommissionen kan foreslå ændring af godkendelsesbetingelserne, hvis kriterierne for
godkendelse jf. artikel 4 ikke længere er opfyldt.