EUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 167: Spm. om, der vil være tale om suverænitetsafgivelse, hvis beslutningsformen med enstemmighed inden for udenrigs-, sikkerheds- og forsvarsområdet bliver ændret til flertalsafgørelser, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del
Offentligt

Lovafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsnr.:

Dok.:

4. december 2007

Statsretskontoret

2006-750-0155

LVM40361

R E D E G Ø R E L S E

FOR

VISSE FORFATNINGSRETLIGE SPØRGSMÅL

I FORBINDELSE MED

DANMARKS RATIFIKATION AF

LISSABON-TRAKTATEN

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

EUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 167: Spm. om, der vil være tale om suverænitetsafgivelse, hvis beslutningsformen med enstemmighed inden for udenrigs-, sikkerheds- og forsvarsområdet bliver ændret til flertalsafgørelser, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

Indholdsfortegnelse

Sammenfatning................................................................................................. 5

1. Baggrunden for redegørelsen .......................................................................... 11

2. Grundlovens § 19, § 20 og § 88....................................................................... 11

2.1. Indledning ........................................................................................... 11

2.2. Grundlovens § 19 .................................................................................. 12

2.3. Grundlovens § 20 .................................................................................. 13

2.3.1. Baggrunden for grundlovens § 20....................................................... 13

2.3.2. Afgrænsning i forhold til grundlovens § 19 ........................................... 14

2.3.2.1. Almindelige bemærkninger ................................................... 14

2.3.2.2. Særligt om ændringer af allerede gældende

traktater, der er gennemført efter grundlovens §

20 .................................................................................. 16

2.3.2.3. Særligt om ordninger, der gør det muligt for

mellemfolkelige myndigheder at indgå traktater

mv. ................................................................................ 19

2.3.2.4. Særligt om, på hvilket tidspunkt § 20-

proceduren kan iværksættes................................................... 20

2.3.2.4.1. Indledning................................................................................ 20

2.3.2.4.2. Hidtidig praksis ....................................................................... 21

2.3.3. Afgrænsning i forhold til grundlovens § 88 ........................................... 28

3. Generelt om Lissabon-Traktaten ...................................................................... 30

3.1. Oversigt over Lissabon-Traktatens indhold ................................................... 30

3.2. Særligt om nogle af EU-rettens virkemidler og deres forhold til

grundlovens § 20................................................................................... 32

4. Lissabon-Traktaten og dens forhold til grundloven ................................................ 33

4.1. Indledning og afgrænsning af problemstillingen.............................................. 33

4.2. Ændringer af institutionernes organisation, sammensætning og

afstemningsregler mv. ............................................................................ 35

4.2.1. Generelt...................................................................................... 35

4.2.2. Særligt om sammensætningen af Europa-Kommissionen ........................... 39

4.3. Ændringer af bestemmelser inden for Unionens enkelte politik-

områder.............................................................................................. 41

4.3.1. Indledning ................................................................................... 41

4.3.2. Unionsborgeres ret til at færdes og opholde sig frit på

medlemsstaternes område ................................................................ 41

4.3.3. Diplomatisk beskyttelse ................................................................... 44

4.3.4. Beskyttelse af personoplysninger........................................................ 46

4.3.5. Social sikring ............................................................................... 49

4.3.6. Administrative foranstaltninger om kapitalbevægelser og

betalinger, herunder indefrysning af midler .......................................... 51

4.3.7. Intellektuelle rettigheder .................................................................. 53

4.3.8. Sport.......................................................................................... 54

4.3.9. Grænseoverskridende trusler mod sundheden mv. ................................... 56

4.3.10. Rumpolitik ................................................................................. 58

4.3.11. Energipolitik............................................................................... 60

4.3.12. Turisme .................................................................................... 62

4.3.13. Civilbeskyttelse ........................................................................... 64

4.3.14. Administrativt samarbejde .............................................................. 66

4.3.15. Samarbejde med tredjelande og humanitær bistand ................................ 67

4.3.16. Internationale aftaler ..................................................................... 70

4.3.17. Solidaritetsbestemmelsen ................................................................ 72

4.3.18. Kompetence for EU-domstolen i sager om EU-retlige

tvister om intellektuelle ejendomsrettigheder ......................................... 74

4.3.19. Grænsekontrol, asyl, indvandring, civilretligt

samarbejde, retligt samarbejde i straffesager og

politisamarbejde ........................................................................... 75

4.3.19.1. Generelt......................................................................... 75

4.3.19.2. Særligt om artikel 8 i protokollen om

Danmarks stilling og bilaget til protokollen................................ 83

4.3.20. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ........................................... 89

4.4. Visse tværgående bestemmelser ................................................................. 95

4.4.1. Indledning ................................................................................... 95

4.4.2. Princippet om EU-rettens forrang....................................................... 95

4.4.3. Unionens tiltrædelse af Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention.......................................................... 97

4.4.4. Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende

rettigheder ................................................................................. 101

4.4.4.1. Generelt om Charteret om grundlæggende

rettigheder....................................................................... 101

4.4.4.2. Særligt om forholdet mellem Charteret om

grundlæggende rettigheder og den danske

folkekirke ....................................................................... 105

4.4.5. Den generelle, subsidiære hjemmelsbestemmelse i artikel

308 .......................................................................................... 106

4.4.6. Bestemmelser om mulighed for at overgå fra krav om

enstemmighed til krav om kvalificeret flertal samt ændre

proceduren for vedtagelse af visse beslutninger..................................... 113

4.4.7. Forenklet revisionsprocedure for fremtidige ændringer af

dele af EU- og EUF-Traktaten ......................................................... 116

4.5. Særligt om Færøerne og Grønland............................................................. 117

Som bilag til redegørelsen er medtaget Lissabon-Traktatens sammenligningstabel.

Sammenfatning

Justitsministeriet har i samarbejde med Statsministeriet og Udenrigs-

ministeriet overvejet nogle forfatningsretlige spørgsmål, som Danmarks

ratifikation af Lissabon-Traktaten kan give anledning til.

Formålet hermed har navnlig været at vurdere, om der med Lissabon-

Traktaten sker overladelse til Unionen af beføjelser, der efter grundloven

tilkommer rigets myndigheder, således at gennemførelsen i dansk ret af

Lissabon-Traktaten skal ske efter proceduren i grundlovens § 20, stk. 2.

Sammenfattende er det Justitsministeriets opfattelse, at der for Danmarks

vedkommende ikke med Lissabon-Traktaten overlades nye beføjelser til

Unionen. Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at heller ikke

andre forhold indebærer, at proceduren i grundlovens § 20, stk. 2, skal

iagttages.

Justitsministeriet finder desuden, at dansk ratifikation af Lissabon-

Traktaten ikke rejser andre spørgsmål i forhold til grundloven.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at Danmark kan ra-

tificere Lissabon-Traktaten efter den almindelige bestemmelse i grundlo-

vens § 19, og at Danmarks tilslutning til Lissabon-Traktaten ikke forud-

sætter anvendelse af proceduren i grundlovens § 20.

I denne sammenfatning redegøres der i kort form for en række af de

traktatændringer, som Lissabon-Traktaten indebærer, og deres forhold til

grundlovens § 20. Der er ikke tale om en udtømmende gennemgang af de

bestemmelser i Lissabon-Traktaten, som er omtalt i den følgende redegø-

relse.

For en sådan gennemgang henvises der til selve redegørelsen, hvor der

naturligvis også på de enkelte punkter er nærmere redegjort for, hvorfor

det er Justitsministeriets opfattelse, at Danmarks tilslutning til Lissabon-

Traktaten ikke forudsætter anvendelse af proceduren i grundlovens § 20.

Om redegørelsen kan herefter anføres følgende:

Redegørelsen indeholder bl.a. en gennemgang af en række af de æn-

dringer i institutionernes organisation, sammensætning og afstemnings-

regler mv., som følger af Lissabon-Traktaten.

Disse ændringer indebærer ikke nogen emnemæssig udvidelse af trakta-

ternes anvendelsesområde, og det er Justitsministeriets opfattelse, at der

ikke med de nævnte ændringer sker overladelse af nye beføjelser efter

grundlovens § 20 til Unionen. I den forbindelse bemærkes det særligt, at

en beføjelse til f.eks. at udstede regler med direkte virkning i forhold til

borgere mv. i medlemsstaterne også anses for overladt til EU i tilfælde,

hvor der kræves enstemmighed i Rådet for at vedtage de pågældende reg-

ler. En efterfølgende traktatændring, der indebærer overgang fra krav om

enstemmighed til kvalificeret flertal (hvilket der med Lissabon-Traktaten

bliver tale om på en række områder), betyder derfor ikke, at der hermed

sker en (ny) overladelse af beføjelser til Unionen.

Redegørelsen indeholder også en gennemgang af en række af de æn-

dringer af EU’s politikområder, som sker med Lissabon-Traktaten.

Det drejer sig bl.a. om ændringer inden for områderne social sikring, in-

tellektuelle rettigheder, energipolitik, civilbeskyttelse og internationale

aftaler.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at der på de nævnte politikområder

ikke overlades nye beføjelser til Unionen. Det skyldes, at der i forhold til

de pågældende områder alene etableres et udtrykkeligt (det vil sige speci-

fikt) hjemmelsgrundlag for Unionen til at regulere et område, som Unio-

nen allerede i medfør af det nuværende traktatgrundlag kan regulere.

Lissabon-traktaten indebærer også, at der – som noget nyt – fastsættes

bestemmelser om bl.a. sport, rumpolitik, turisme og administrativt sam-

arbejde, ligesom der i traktaten indsættes en såkaldt solidaritetsbestem-

melse (i forbindelse med naturkatastrofer mv.).

Heller ikke inden for disse områder er det Justitsministeriets opfattelse, at

de ændringer, som sker med Lissabon-Traktaten, forudsætter anvendelse

af proceduren i grundlovens § 20. Det skyldes, at det på disse områder

ikke kan antages, at Unionen får overladt beføjelser til at fastsætte be-

stemmelser med direkte virkning i forhold til borgere mv. i medlemssta-

terne.

På enkelte punkter vil de ændringer, der foretages med Lissabon-

Traktaten, som følge af protokollen om Danmarks stilling ikke være bin-

dende for Danmark. Det drejer sig om visse af ændringerne inden for

områderne unionsborgeres ret til at færdes og opholde sig frit på med-

lemsstaternes område (tilpasning af bestemmelser om pas mv.), beskyt-

telse af personoplysninger samt administrative foranstaltninger om kapi-

talbevægelser og betalinger, herunder indefrysning af midler.

Protokollen om Danmarks stilling vil også betyde, at Danmark efter

Lissabon-Traktatens ikrafttræden ikke længere kan deltage i vedtagelsen

af retsakter mv. inden for det politimæssige og strafferetlige samarbejde,

som i dag foregår på mellemstatsligt grundlag (inden for den såkaldte 3.

søjle).

Bestemmelserne om retligt samarbejde i straffesager og politisamarbejde

indsættes med Lissabon-Traktaten i et samlet afsnit om et område med

frihed, sikkerhed og retfærdighed (i EUF-Traktatens tredje del, afsnit

IV), der også omfatter bestemmelserne om grænsekontrol, visum, asyl og

indvandring samt civilretligt samarbejde.

Da Unionen efter det pågældende afsnit vil have overstatslige beføjelser

til bl.a. at vedtage foranstaltninger med direkte virkning i forhold til bor-

gere mv. i medlemsstaterne, vil det være nødvendigt at iagttage procedu-

ren i grundlovens § 20, hvis Danmark skal deltage i dette samarbejde.

Det er imidlertid fastsat i protokollen om Danmarks stilling, at Danmark

ikke deltager i eller bindes af retsakter mv. inden for området for frihed,

sikkerhed og retfærdighed. Det er derfor Justitsministeriets opfattelse, at

dansk tilslutning til Lissabon-Traktatens bestemmelser på dette område

ikke forudsætter anvendelse af proceduren i grundlovens § 20.

Danmark kan (efter protokollen om Danmarks stilling) til enhver tid i

overensstemmelse med sine forfatningsmæssige bestemmelser meddele

de andre medlemsstater, at det nuværende retlige forbehold opgives eller

erstattes af den såkaldte ”opt in” ordning.

En dansk beslutning om at anvende den omtalte ”opt in” ordning vil in-

debære, at Danmark i forhold til hver enkelt retsakt får mulighed for selv

at afgøre, om man vil være bundet af retsakten. Anvendelsen af ”opt in”

ordningen vil betyde, at Danmark kan deltage i foranstaltninger, der kan

gøre det nødvendigt at iagttage proceduren efter grundlovens § 20. Det er

Justitsministeriets opfattelse, at det vil være muligt at gennemføre denne

§ 20-procedure på det tidspunkt, hvor Danmark måtte beslutte generelt at

tilslutte sig ordningen (og altså ikke efterfølgende ved tilslutningen til

hver af de enkelte retsakter).

For så vidt angår EU’s samarbejde om den fælles udenrigs- og sikker-

hedspolitik følger det af Lissabon-Traktaten, at dette samarbejde fortsat

vil skulle foregå inden for rammer, der som udgangspunkt vil svare til de

rammer, der gælder for det nuværende mellemstatslige 2. søjle-

samarbejde. Samarbejdet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

vil således også efter Lissabon-Traktaten have en grundlæggende mel-

lemstatslig karakter.

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiks særlige karakter kommer bl.a.

til udtryk ved, at der – ligesom inden for det hidtidige 2. søjle-samarbejde

– ikke vil være hjemmel til at udstede forordninger og direktiver, men

alene adgang til at træffe afgørelser og indgå aftaler med tredjelande mv.

De pågældende typer af retsakter, der således kan anvendes inden for den

fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, kan ikke antages at give EU ad-

gang til at regulere med direkte virkning i forhold til borgere mv. i med-

lemsstaterne.

Det er bl.a. på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at dansk til-

slutning til Lissabon-Traktatens bestemmelser om den fælles udenrigs-

og sikkerhedspolitik ikke forudsætter anvendelse af proceduren i grund-

lovens § 20.

Redegørelsen indeholder endvidere en gennemgang af visse tværgåen-

de bestemmelser i Lissabon-Traktaten.

Det drejer sig bl.a. om princippet om EU-rettens forrang, om Unionens

tiltrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, om Den

Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder samt om den

generelle, subsidiære hjemmelsbestemmelse i artikel 308.

Med hensyn til princippet om EU-rettens forrang knyttes der til Lissa-

bon-Traktaten en erklæring, som fastslår dette princip. Med den pågæl-

dende erklæring sker der ikke ændringer i forrangsprincippet, der blev

fastslået af EF-domstolen tilbage i 1964. Efter Justitsministeriets opfat-

telse rejser erklæringen om forrangsprincippet på den baggrund ikke

spørgsmål i forhold til grundloven.

Lissabon-Traktaten indebærer – som noget nyt i forhold til det nuværen-

de traktatgrundlag – at Den Europæiske Union kan tiltræde Den Europæ-

iske Menneskerettighedskonvention og tilknyttede protokoller. Rådet

træffer afgørelse herom med enstemmighed. Rådsafgørelsen skal god-

kendes af de enkelte medlemsstater i overensstemmelse med deres for-

fatningsmæssige bestemmelser. Det vil sige, at en beslutning i Rådet om,

at Unionen skal tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

mv., først vil træde i kraft, når hver enkelt medlemsstat i overensstem-

melse med sine forfatningsmæssige bestemmelser har godkendt den.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil det derfor ikke være nødvendigt at

anvende grundlovens § 20 for, at Danmark kan tilslutte sig den pågæl-

dende ordning i Lissabon-Traktaten. Det vil heller ikke være nødvendigt

at anvende proceduren i grundlovens § 20, når Danmark på et senere

tidspunkt godkender Unionens afgørelse om at tiltræde Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention.

I relation til Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettig-

heder, der blev vedtaget som en politisk erklæring på Det Europæiske

Råds møde i Nice i december 2000, indebærer Lissabon-Traktaten, at

chartret bliver genproklameret, og at det kommer til at fremgå af traktat-

teksten, at chartret har den samme juridiske værdi som traktaterne. Dette

indebærer imidlertid ikke, at der overlades nye beføjelser til Unionen, og

heller ikke på dette punkt kræver Danmarks tilslutning til Lissabon-

Traktaten derfor anvendelse af proceduren i grundlovens § 20.

Endelig kan det nævnes, at der med Lissabon-Traktaten sker visse æn-

dringer i den generelle, subsidiære hjemmelsbestemmelse i EF-Trak-

tatens artikel 308.

Den nyaffattede bestemmelse i artikel 308 vil ligesom den gældende be-

stemmelse i EF-Traktatens artikel 308 kunne anvendes til med enstem-

mighed at vedtage passende bestemmelser, såfremt det forekommer på-

krævet inden for rammerne af Unionens politikker for at nå et af Unio-

nens mål.

De mål for Unionens samarbejde, som vil kunne forfølges efter hen-

holdsvis den nugældende artikel 308 og den nye artikel 308, er i meget

vidt omfang sammenfaldende. Der er dog visse forskelle mellem for-

målsangivelserne. Disse forskelle kan imidlertid efter Justitsministeriets

opfattelse ikke antages at indebære, at der med Lissabon-Traktaten sker

en udvidelse af Unionens beføjelser efter EUF-Traktatens artikel 308 i

forhold til de beføjelser, der i dag falder inden for EF-Traktatens artikel

308.

Det er således Justitsministeriets opfattelse, at dansk tilslutning til EUF-

Traktatens artikel 308 ikke forudsætter anvendelse af proceduren i grund-

lovens § 20.

Det tilføjes, at Justitsministeriet i sin redegørelse om en forfatning for

Europa (2004-redegørelsen) fandt, at der var i alt 9 områder*, hvor dansk

tilslutning til forfatningstraktaten forudsatte anvendelse af proceduren i

grundlovens § 20. I overensstemmelse med det, der er anført ovenfor, er

det Justitsministeriets opfattelse, at ændringerne i Lissabon-Traktaten i

forhold til forfatningstraktaten medfører, at der ikke på nogen af disse 9

områder overlades beføjelser til Unionen, som forudsætter anvendelse af

proceduren i grundlovens § 20.

10.

Ved udformningen af redegørelsen er anvendt den artikelnummere-

ring, som følger af Lissabon-Traktaten. Med henblik på at sikre en fort-

løbende nummerering af artiklerne i Traktaten om Den Europæiske Uni-

on og Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde sker der

med Lissabon-Traktaten en omnummerering af artiklerne i disse trakta-

ter. De nye artikelnumre fremgår af den såkaldte sammenligningstabel,

som er knyttet til Lissabon-Traktaten. Denne sammenligningstabel er

medtaget som bilag til redegørelsen.

* De 9 områder er opregnet på side 35.

1. Baggrunden for redegørelsen

I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Lissabon den 18. og 19.

oktober 2007 blev der mellem Den Europæiske Unions medlemsstater

opnået enighed om en række ændringer i Traktaten om Den Europæiske

Union (EU-Traktaten) og Traktaten om oprettelse af De Europæiske Fæl-

lesskaber (EF-Traktaten).

Den nye traktat – Lissabon-Traktaten – forventes undertegnet i Lissabon

den 13. december 2007.

Justitsministeriet har i samarbejde med Statsministeriet og Udenrigsmini-

steriet overvejet nogle forfatningsretlige spørgsmål, som Danmarks rati-

fikation af Lissabon-Traktaten kan give anledning til.

Formålet med disse overvejelser har navnlig været at afklare, hvorvidt

Lissabon-Traktaten indebærer overladelse af beføjelser som omtalt i

grundlovens § 20 til Unionen, således at den særlige procedure i § 20,

stk. 2, skal følges. Endvidere har formålet været at afklare, om Danmarks

tilslutning til Lissabon-Traktaten kan rejse andre spørgsmål i forhold til

grundloven.

Resultatet af Justitsministeriets overvejelser fremlægges i denne redegø-

relse.

2. Grundlovens § 19, § 20 og § 88

2.1. Indledning

I Justitsministeriets redegørelse af juli 1972 for visse statsretlige spørgs-

mål i forbindelse med en dansk tiltrædelse af De Europæiske Fællesska-

ber (1972-redegørelsen) er de forfatningsretlige principper om Danmarks

tiltrædelse og opfyldelse af mellemfolkelige traktater mv. indgående be-

skrevet. Redegørelsen er offentliggjort i Nordisk Tidsskrift for Internati-

onal Ret, Vol. 41, 1971, side 65 ff.

Der kan endvidere henvises til Max Sørensen, Juristen 1963, side 57 ff.,

og 1971, side 434 ff. (sidstnævnte artikel er en gengivelse af en udtalelse,

som efter den daværende regerings anmodning blev afgivet af Max Sø-

rensen i 1971 til Folketingets Markedsudvalg).

En tilsvarende – mere kortfattet – redegørelse er indeholdt i Justitsmini-

steriets notat af 3. marts 1992 om visse statsretlige spørgsmål ved Dan-

marks tiltrædelse af Traktaten om Den Europæiske Union (1992-

redegørelsen), i Justitsministeriets redegørelse af 6. oktober 1997 om vis-

se forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation

af Amsterdam-Traktaten (1997-redegørelsen) og i Justitsministeriets re-

degørelse af 26. februar 2001 om visse forfatningsretlige spørgsmål i for-

bindelse med Danmarks ratifikation af Nice-Traktaten (2001-

redegørelsen).

Ligeledes kan der henvises til Justitsministeriets redegørelse af 22. november

2004 om visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifi-

kation af traktat om en forfatning for Europa (2004-redegørelsen). Som bekendt

blev processen med henblik på at ratificere denne traktat efterfølgende indstil-

let.

Fra den forfatningsretlige litteratur henvises navnlig til Poul Andersen,

Dansk Statsforfatningsret (1954), side 478 ff., Ole Espersen, Indgåelse

og Opfyldelse af Traktater (1970), Max Sørensen, Statsforfatningsret (2.

udg. ved Peter Germer, 1973), side 271 ff. og 307 ff., Alf Ross, Dansk

Statsforfatningsret (3. udg. ved Ole Espersen, 1980), side 377 ff., Peter

Germer, Statsforfatningsret (4. udg., 2007), side 229 ff., Henrik Zahle,

Dansk Forfatningsret 2 (3. udg., 2001), side 255 ff., Jens Hartig Daniel-

sen, Suverænitetsafgivelse (1999), Ole Spiermann i Politik og Jura –

Festskrift til Ole Espersen (1. udg., 2004), side 269 ff., og Hjalte Ras-

mussen i Danmarks Riges Grundlov med kommentarer (2. udg., 2006),

side 197 ff.

2.2. Grundlovens § 19

Grundlovens almindelige bestemmelse om indgåelse af traktater findes i

§ 19. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"§

19.

Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender.

Uden folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling,

der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtel-

se, til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig, eller som i

øvrigt er af større betydning. Ejheller kan kongen uden folketingets sam-

tykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med

folketingets samtykke.

Stk. 2. Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styr-

ker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magt-

midler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte

træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget.

Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.

Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med

hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større uden-

rigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om det udenrigspolitiske nævn

fastsættes ved lov."

I kraft af denne bestemmelse har regeringens kompetence i mellemfolke-

lige anliggender umiddelbar grundlovshjemmel. Kompetencen er et så-

kaldt prærogativ for regeringen.

Regeringens adgang til på egen hånd at indgå folkeretlige forpligtelser er

dog undergivet begrænsninger. Efter § 19, stk. 1, 2. pkt., kræves Folke-

tingets samtykke således for, at regeringen kan indgå forpligtelser, til

hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt

er af større betydning. Samtykke kan gives ved lov eller ved folketings-

beslutning, jf. Alf Ross, a.st., side 396. Der kræves alene simpelt flertal i

Folketinget.

2.3. Grundlovens § 20

2.3.1. Baggrunden for grundlovens § 20

Grundloven indeholder i § 20 en særlig bestemmelse om Danmarks til-

slutning til såkaldte overstatslige (supranationale) organisationer. Be-

stemmelsen har følgende ordlyd:

"§

20.

Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndighe-

der, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige

myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater

til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjette-

dele af folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det

til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder

regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse

eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler."

Bestemmelsen i § 20 blev indført ved grundlovsændringen i 1953. Bag-

grunden var et ønske om at gøre det lettere for Danmark at tilslutte sig

visse internationale organisationer. I Forfatningskommissionens Betænk-

ning (1953), side 31, anføres således bl.a. følgende:

Der har i de senere år været en udvikling i retning af større mellemfolke-

ligt samarbejde også på områder, hvor internationale organisationer til-

lægges beføjelser, der hidtil har været betragtet som en del af den enkelte

stats suverænitet. I en række nyere udenlandske forfatninger er der gen-

nem særlige bestemmelser givet mulighed for tiltrædelse af sådanne or-

ganisationer, uden at vedkommende stats forfatning behøver at ændres.

Den interparlamentariske Union har på et møde i sommeren 1952 henstil-

let, at bestemmelse herom indføres ved ændring af medlemslandenes for-

fatninger (jfr. bilag 7).

Inden for De forenede Nationers rammer er der stillet forslag om opret-

telse af myndigheder, der skulle tillægges beføjelser, som ellers henhører

under den nationale suverænitet; dette gælder eksempelvis forslaget til in-

ternational kontrol med atomenergi. For Europas vedkommende kan

nævnes oprettelsen af den overstatslige myndighed for kul og stål (den

såkaldte Schumanplan). Inden for det nordiske samarbejde kan det ikke

på forhånd udelukkes, at der kan opstå behov for en myndighed af lig-

nende karakter.

Sådanne overenskomster vil Danmark efter den gældende grundlov ikke

kunne tiltræde. Det ville være ønskeligt, om også Danmark i sin grundlov

åbnede adgang for en sådan afgivelse af suverænitet til mellemfolkelige

organisationer, som virker til fremme af mellemfolkelig retsorden og

samarbejde."

Baggrunden for bestemmelsen er endvidere beskrevet i Max Sørensens

responsum af 18. maj 1952 til Forfatningskommissionen, optrykt i be-

tænkningen, side 113 ff.

2.3.2. Afgrænsning i forhold til grundlovens § 19

2.3.2.1. Almindelige bemærkninger

Grundlovens § 20 må afgrænses "nedad", det vil sige over for almindeli-

ge mellemfolkelige aftaler mv., der kan tiltrædes alene efter grundlovens

§ 19. Afgrænsningen "opad" i forhold til grundlovens § 88 omtales ne-

denfor under pkt. 2.3.3.

Danmark er tilknyttet en række internationale organisationer, som har

kompetence til at træffe generelle eller konkrete beslutninger, der er ret-

tet til medlemsstaterne. Som eksempler kan nævnes FN og Europarådet

(herunder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol).

Det karakteristiske ved de beslutninger, der kan træffes i disse organisa-

tioner, er, at de kun tilsigter at gælde for staterne som folkeretlige for-

pligtelser. De tilsigter ikke at gælde umiddelbart i den enkelte stats inter-

ne retsorden. Hvis en sådan beslutning går ud på at regulere de enkelte

individers adfærd, må den derfor gøres til en del af national ret, f.eks. ved

inkorporering.

Sådanne traditionelle mellemfolkelige organisationer kan Danmark til-

slutte sig alene i medfør af grundlovens § 19. Det gælder, selv om orga-

nisationen f.eks. uden alle medlemsstaters tilslutning (og dermed eventu-

elt uden eller imod Danmarks stemme) kan træffe beslutninger, der er

bindende for alle medlemsstater. Også her kan der siges at være tale om

suverænitetsindskrænkning, jf. bl.a. Claus Gulmann m.fl., Folkeret

(1989), side 39 ff. Men suverænitetsindskrænkninger af denne karakter

falder uden for grundlovens § 20 og er derfor alene underlagt proceduren

i § 19, jf. Alf Ross, a.st., side 409.

Anderledes forholder det sig med mellemfolkelige myndigheder, som

tillægges kompetence til at udfærdige retsakter, der skal gælde umiddel-

bart i de deltagende stater med virkning for f.eks. private personer og

virksomheder. Sådanne ordninger kan Danmark kun tilslutte sig ved an-

vendelse af proceduren i grundlovens § 20. Det skyldes, at kompetencen

til at fastsætte regler mv., der direkte regulerer borgernes adfærd, overla-

des til den mellemfolkelige myndighed. Der henvises bl.a. til Max Søren-

sen, a.st., side 308 f., Alf Ross, a.st., side 408, og Henrik Zahle, a.st., side

255.

I Højesterets dom af 6. april 1998 i den såkaldte Maastricht-sag (Uge-

skrift for Retsvæsen 1998, side 800 H) anføres i overensstemmelse her-

med følgende om, hvornår bestemmelsen i grundlovens § 20 skal anven-

des:

"Anvendelse af den kvalificerede procedure efter grundlovens § 20 er

nødvendig i det omfang, det overlades til en international organisation at

udøve lovgivende, administrativ eller dømmende myndighed med direkte

virkning her i landet eller at udøve andre beføjelser, som efter grundloven

tilkommer rigets myndigheder, herunder beføjelse til at indgå traktater

med andre stater.”

Det afgørende for, om dansk tilslutning til en traktat (herunder en traktat

om ændring af en allerede tiltrådt traktat) forudsætter anvendelse af pro-

ceduren i grundlovens § 20, er derfor i første række, om den indebærer

(yderligere) overladelse af beføjelser til en mellemfolkelig myndighed til

at udøve lovgivende, administrativ eller dømmende myndighed med di-

rekte virkning her i landet.

At der er adgang til at udøve myndighed med direkte virkning vil sige, at den

mellemfolkelige myndigheds retsakter

efter deres karakter

kan virke umiddel-

bart i medlemsstaterne. Hvis en international organisations retsakter derimod

virker umiddelbart i medlemsstaterne som følge af regler i national (dansk) ret

(og ikke som en følge af selve karakteren af den mellemfolkelige myndigheds

retsakter), er der ikke tale om direkte virkning i forfatningsretlig forstand, jf.

herved Henrik Zahle, a.st., side 258.

Også overladelse af beføjelser, der ved grundloven er henlagt til regerin-

gen som prærogativer, f.eks. kompetencen efter § 19 til at handle på ri-

gets vegne i mellemfolkelige anliggender, forudsætter – som anført i den

nævnte højesteretsdom – anvendelse af § 20. Der henvises herom nærme-

re til pkt. 2.3.2.3 nedenfor.

Det er i almindelighed ikke relevant for spørgsmålet om anvendelse af

proceduren i grundlovens § 20, om den mellemfolkelige myndigheds

kompetence til at udøve beføjelser, som efter grundloven tilkommer ri-

gets myndigheder, er en enekompetence, eller om medlemsstaterne helt

eller delvist bevarer deres kompetence, jf. bl.a. Henrik Zahle, Juristen

1992, Suverænitets-overladelse: Tidspunktet for overladelsen, side 243

ff.

Det antages heller ikke at være afgørende for, om § 20 skal anvendes, om

der i forbindelse med overladelse af bl.a. lovgivningsbeføjelser kræves

enstemmighed eller alene flertal (simpelt eller kvalificeret) i den mellem-

folkelige myndighed. Der kan herved bl.a. henvises til Henrik Zahle,

a.st., side 259 f. Om kompetencen for mellemfolkelige myndigheder til at

indgå traktater mv. henvises til pkt. 2.3.2.3 nedenfor.

Grundlovens § 20 har i forhold til EF/EU været anvendt i forbindelse

med Danmarks tilslutning til EF i 1972, Danmarks tilslutning til Maa-

stricht-traktaten og Edinburgh-afgørelsen i 1993 samt Danmarks tilslut-

ning til Amsterdam-traktaten i 1998.

2.3.2.2. Særligt om ændringer af allerede gældende traktater, der er

gennemført efter grundlovens § 20

Et særligt spørgsmål er, under hvilke omstændigheder en ændring af en

traktat, som oprindeligt er gennemført efter proceduren i grundlovens §

20, forudsætter en ny § 20-procedure. Om dette spørgsmål bemærkes føl-

gende:

Det følger af ordlyden af § 20 og af forfatningsretlig litteratur og praksis,

at det afgørende i første række er, om den pågældende traktat (ændrings-

traktat) indebærer en yderligere overladelse af beføjelser, som efter

grundloven tilkommer rigets myndigheder, til den mellemfolkelige myn-

dighed.

Overlades det til en mellemfolkelig myndighed at regulere nye emneom-

råder ved retsakter, som i forfatningsretlig forstand har direkte virkning

her i landet for f.eks. privatpersoner og virksomheder, vil det således væ-

re nødvendigt at gennemføre en ny § 20-procedure. Henrik Zahle anfører

i den forbindelse bl.a. følgende, a.st. side 273:

”Indledningsvis kan pointeres, at visse ændringer klart må sidestilles med

tilslutningen til en ”ny” organisation. Såfremt ændringen indebærer, at

den supranationale organisation skal beskæftige sig med emner uden for

den oprindelige traktats område, må grl § 20 følges.”

Det kan ligeledes være nødvendigt at følge proceduren i grundlovens §

20 i tilfælde, hvor det emnemæssige område ikke udvides, men karakte-

ren af beføjelserne ændres. Det gælder f.eks., hvis den mellemfolkelige

myndighed tillægges lovgivningskompetence på et område, hvor myn-

digheden efter den gældende traktat kun har kompetence til at træffe

konkrete afgørelser.

Der kan være tale om, at der ved traktatændringen alene indsættes en ud-

trykkelig hjemmelsbestemmelse for at præcisere en kompetence, som

den mellemfolkelige myndighed allerede har på andet retsgrundlag. I så-

danne tilfælde sker der ikke en udvidelse af den mellemfolkelige myn-

digheds beføjelser, som i stedet må anses for overladt allerede ved den

tidligere tilslutning til traktaten. Indsættelse af en udtrykkelig hjemmels-

bestemmelse i en sådan situation vil derfor ikke gøre en ny anvendelse af

proceduren i grundlovens § 20 påkrævet, jf. nærmere bl.a. 1992-redegø-

relsen, side 16 ff., 2001-redegørelsen, side 9, 2004-redegørelsen, side 10,

og Henrik Zahle, a.st., side 274. Sidstnævnte sted anføres, at ændrings-

traktaten "må bedømmes i forhold til den i praksis godkendte fortolkning

[af den hidtidige traktat], som gælder på ændringstidspunktet".

Med hensyn til ændringer i sammensætning, procedurer og arbejdsgange

mv. i den mellemfolkelige myndighed bemærkes, at der uden anvendelse

af proceduren i grundlovens § 20 er gennemført en række ændringer i

retsgrundlaget for EF og EU siden Danmarks tiltrædelse i 1972. Det gæl-

der f.eks. Budgettraktat II fra 1975, der overførte væsentlige budgetbefø-

jelser fra Rådet til Europa-Parlamentet, akten om indførelse af direkte

valg til Europa-Parlamentet fra 1976, Europæisk Fælles Akt fra 1986 om

bl.a. øget medbestemmelsesret for Europa-Parlamentet og ændring af

Rådets afstemningsregler samt forskellige tilpasninger af traktaterne som

led i optagelsen af nye medlemsstater. Der kan endvidere henvises til

Nice-traktaten fra 2001, der bl.a. indebar overgang fra krav om enstem-

mighed til krav om kvalificeret flertal i forhold til en række konkrete

hjemmelsbestemmelser, ændring af de enkelte medlemsstaters stemme-

vægt i Rådet samt ændring af reglerne om Europa-Kommissionens sam-

mensætning.

Fælles for disse ændringer er, at der ikke var tale om overladelse af (nye)

beføjelser til EF/EU, men alene om ændring af reglerne om, hvordan

EF/EU nærmere skulle udøve beføjelser, som allerede var overladt. Bl.a.

tilpasninger af traktatgrundlaget i forbindelse med optagelse af nye med-

lemsstater antages derfor ikke at nødvendiggøre en procedure efter

grundlovens § 20.

Et særligt spørgsmål er, om ændringer i den mellemfolkelige myndigheds inter-

ne organisation mv. kan indebære, at de forudsætninger, som en tidligere § 20-

lov er gennemført under, brister – med den virkning, at § 20-lovens overladelse

af beføjelser forfatningsretligt må anses for bortfaldet.

Betydningen heraf vil i givet fald være, at der må gennemføres en ny § 20-

procedure, selv om der ikke er tale om overladelse af yderligere beføjelser til

den mellemfolkelige myndighed. Der vil altså være tale om en § 20-procedure,

der ikke umiddelbart følger af grundloven (da der ikke overlades nye beføjel-

ser), men af en fortolkning af den tidligere § 20-lov, herunder dens forudsæt-

ninger.

Spørgsmålet har nærmere været rejst i forbindelse med Nice-traktatens be-

stemmelser om Europa-Kommissionens sammensætning. Der henvises til Ju-

stitsministeriets notat af 1. december 2000 om forholdet mellem grundlovens §

20 og en mulig ændring af reglerne om Europa-Kommissionens sammensæt-

ning (optaget som bilag 2 til 2001-redegørelsen) og til pkt. 4.2.2 nedenfor.

Spørgsmålet om anvendelse af § 20 i forbindelse med ændringer i allere-

de tiltrådte § 20-overenskomster er i øvrigt udførligt omtalt af Henrik

Zahle, a.st., side 273 ff. I den forbindelse anføres bl.a. følgende side 276:

”Af bemærkningerne vedrørende vetoret og intern omfordeling synes at

kunne sluttes, at en hvilken som helst ændring af kompetenceforholdene

inden for bestående supranationale institutioner kan ske uden anvendelse

af grl § 20. Hvis dette suppleres af den opfattelse, at også en hvilken som

helst ændring af den personelle sammensætning og processuelle arbejds-

gang i de enkelte institutioner kan ændres uden brug af grl § 20, fore-

kommer synspunktet imidlertid at blive trukket for langt. En supranatio-

nal organisation kan underkastes en sådan forandring med hensyn til af-

stemningsregler og kompetenceplacering, at en fornyet behandling efter

grl § 20 er nødvendig. Den nærmere afgrænsning af denne nødvendighed

må bero på den hidtidige traktat og tiltrædelseslov og disses forudsætnin-

ger…”

2.3.2.3. Særligt om ordninger, der gør det muligt for mellemfolkelige

myndigheder at indgå traktater mv.

Om aftaler, der er indgået af EF, gælder det særlige, at de efter EF-

Domstolens praksis kan have direkte virkning i forhold til borgere mv. i

medlemsstaterne. Tillægges der Unionen kompetence til på nye områder

at indgå aftaler med tredjelande mv., vil det derfor af denne grund efter

omstændighederne kunne være nødvendigt at anvende grundlovens § 20.

Som anført ovenfor kan den suverænitetsafgivelse, som grundlovens § 20

vedrører, ikke alene bestå i, at det overlades til en mellemfolkelig myn-

dighed at udstede retsakter med direkte virkning i Danmark. Der kan og-

så være tale om, at der overlades beføjelser, som ved grundloven er hen-

lagt til regeringen som prærogativer. F.eks. kan der være tale om, at det

overlades til mellemfolkelige myndigheder med bindende virkning for

Danmark at indgå traktater med tredjelande mv., jf. Højesterets dom i

Maastricht-sagen, Alf Ross, a.st., side 408, Max Sørensen, a.st., side 310,

og Henrik Zahle, a.st., side 267.

Overlades det til en mellemfolkelig myndighed som folkeretssubjekt at

indgå aftaler (traktater) med tredjelande mv., vil der ikke være tale om

overladelse af en beføjelse for regeringen til at handle i udenrigspolitiske

anliggender, hvis de pågældende aftaler i forhold til tredjeland alene er

folkeretligt forpligtende for den mellemfolkelige myndighed selv. Det

skyldes, at det ikke efter grundloven tilkommer rigets myndigheder at

indgå traktater på mellemfolkelige myndigheders vegne (men kun på ri-

gets vegne, jf. grundlovens § 19, stk. 1).

Skal aftalerne imidlertid være folkeretligt forpligtende for medlemssta-

terne, som var de indgået umiddelbart mellem medlemsstaterne og det

pågældende tredjeland mv., vil der som udgangspunkt være tale om over-

ladelse af beføjelser, der efter grundlovens § 19, stk. 1, tilkommer rege-

ringen, således at det vil være nødvendigt at anvende grundlovens § 20.

Justitsministeriet har dog antaget, at det i disse tilfælde også må tillægges

betydning, om der f.eks. etableres en ordning, som sikrer, at der i hvert

enkelt tilfælde i Danmark kan ske en behandling efter grundloven af den

påtænkte aftale, og herunder i fornødent omfang indhentes samtykke fra

Folketinget.

I EF-Domstolens praksis foreligger der inden for de senere år udtalelser,

der mest nærliggende må forstås således, at medlemsstaterne i tilfælde,

hvor Fællesskabet i henhold til EF-Traktaten indgår aftaler med et tredje-

land eller en international organisation, ikke bliver direkte forpligtet i

forhold til tredjelande mv., som var aftalen indgået af medlemsstaten

selv, jf. herved senest præmis 85 i dom af 30. maj 2006, sag C-459/03,

Kommissionen mod Irland (Sml. I, side 4635).

2.3.2.4. Særligt om, på hvilket tidspunkt § 20-proceduren kan iværk-

sættes

2.3.2.4.1. Indledning

Den almindelige ordning er, at en § 20-procedure iværksættes i forbin-

delse med, at Danmark tiltræder den pågældende traktat.

I særlige tilfælde kan ordningen i medfør af en traktatbestemmelse imid-

lertid være udformet således, at den enkelte medlemsstat først på et sene-

re tidspunkt – og altså ikke i forbindelse med tiltrædelsen af den pågæl-

dende traktatbestemmelse mv. – inden for rammerne af sit nationale, for-

fatningsretlige beslutningssystem skal afgøre, hvorvidt den mellemfolke-

lige myndighed skal have overstatslige beføjelser på det pågældende om-

råde.

Der kan i sådanne særlige tilfælde rejses spørgsmål om, på hvilket tids-

punkt proceduren efter grundlovens § 20 kan iværksættes.

Spørgsmålet har bl.a. været overvejet i tilfælde, hvor det ved en traktat

har været overladt til EU på et senere tidspunkt at træffe beslutning om,

hvorvidt et område skulle overgå fra mellemfolkeligt til overstatsligt

samarbejde, men således at en sådan senere beslutning i givet fald forud-

satte tilslutning fra de enkelte medlemsstater, jf. om praksis umiddelbart

nedenfor i pkt. 2.3.2.4.2.

Det har i den forbindelse været nærmere drøftet, om § 20-proceduren kan

iagttages allerede på det tidspunkt, hvor Danmark tiltræder den pågæl-

dende traktat, eller om proceduren først kan iværksættes, når Danmark

tilslutter sig den omtalte EU-beslutning om at overføre området til det

overstatslige samarbejde.

Spørgsmålet om, hvornår en § 20-procedure kan iværksættes, er behand-

let en række steder i den statsretlige litteratur.

I Poul Andersen, a.st., side 497, anføres det, at en overladelse i henhold

til grundlovens § 20 godt kan finde sted under den form, at bestemt an-

givne beføjelser stilles til disposition, således at det beror på en beslut-

ning hos den mellemstatslige myndighed, om og hvornår beføjelsen skal

udnyttes, jf. formentlig tilsvarende Michael H. Jensen og Jørgen Albæk

Jensen i Ugeskrift for Retsvæsen 1991 B, side 281 ff (note 28) om ”latent

overdragelse”.

Henrik Zahle anfører a.st., side 265, bl.a. følgende:

”Loven og traktatgrundlaget må indeholde en stillingtagen til, hvorvidt en

beføjelse er overladt eller ej. Det kan således ikke – efter traktaten og en

§ 20-lov – bero på en beslutning i den supranationale myndighed, hvor-

vidt en beføjelse skal ”overlades” eller ej. Noget andet er, at der næppe i

grl § 20 er taget stilling til den situation, at en beføjelse er overladt til den

supranationale myndighed, men endnu ikke udnyttet af denne supranatio-

nale myndighed …

Hvis der ikke (fra dansk side) er taget stilling til, om overladelse skal ske,

idet denne afgørelse er udsat til senere afgørelse i regering og Folketing,

bør gennemførelsen af § 20-loven udsættes til denne afgørelse træffes, jf.

H.Zahle i Jur 1992 s 246.”

Spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt en § 20-procedure bør iagttages, er

også behandlet af Hjalte Rasmussen, a.st., side 215 f.

2.3.2.4.2. Hidtidig praksis

I praksis har spørgsmålet om, hvornår en § 20-procedure bør iagttages,

bl.a. været fremme i forbindelse med behandlingen i 1992 af et lovfor-

slag om Danmarks tiltrædelse af Traktaten om Den Europæiske Union.

Spørgsmålet blev således rejst i relation til Unionstraktatens bestemmel-

ser om senere overgang til Den Økonomiske og Monetære Unions 3. fase

(fælles valuta mv.) og den til traktaten knyttede protokol, hvorefter Dan-

mark skal have en undtagelse i tilfælde af, at Danmark meddeler ikke at

ville deltage i 3. fase. Desuden blev det samme spørgsmål rejst i relation

til artikel K.9 i Unionstraktaten, hvorefter Rådet med enstemmighed

kunne beslutte, at sagsområder opregnet i traktatens artikel K.1, nr. 1-6,

(asylpolitik, grænsekontrol, civilretligt samarbejde mv.) overføres fra et

mellemstatsligt til et overstatsligt samarbejde i EU. En sådan beslutning i

Rådet skulle efter bestemmelsen i artikel K.9 herefter vedtages af med-

lemsstaterne i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestem-

melser.

Justitsministeriet antog i 1992-redegørelsen, at der ikke var retlige hin-

dringer for i forbindelse med tiltrædelsen af traktaten at gennemføre en §

20-procedure i relation til de nævnte bestemmelser i traktaten.

Efterfølgende rejste professor, dr.jur. Henrik Zahle i forbindelse med

Folketingets behandling af lovforslaget om Danmarks tiltrædelse af Uni-

onstraktaten tvivl om, hvorvidt dette var en rigtig antagelse. I en henven-

delse fra Henrik Zahle til Folketingets Markedsudvalg, der er optrykt

som bilag til udvalgets tillægsbetænkning over forslag til lov om ændring

af lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber mv., gø-

res således det hovedsynspunkt gældende, at en § 20-procedure først kan

gennemføres på det tidspunkt, hvor der træffes en endelig dansk beslut-

ning om at tilslutte sig et samarbejde, der efter grundloven indebærer

overladelse af beføjelser. Der er i den pågældende henvendelse nærmere

herom bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1991-92, Tillæg B, spalte

2159 ff):

”Grundlovens § 20's procedure for overladelse kan … anvendes, selv om

den supranationale myndighed ikke umiddelbart efter overladelsen opta-

ger det pågældende emne til regulering i overensstemmelse med sin

kompetence, jf. herved Poul Andersen, 1958, s. 497, Max Sørensen 1973,

s. 317, Zahle 1989, s. 149.

Med udgangspunkt i denne litterære tradition vil der således ikke være

noget problem ved at anvende grundlovens § 20 i 1992, såfremt overgan-

gen til 3. fase af Den Økonomiske og Monetære Union var automatisk på

et forud fastsat tidspunkt, eller var automatisk med mulighed for en vis

tidsmæssig forskydning som følge af en rådsbeslutning. I begge tilfælde

ville der ved ratifikation af traktaten og vedtagelsen af den hertil hørende

nationale lovgivning ske en overladelse af national kompetence med det

forbehold om igangsætningen af den supranationale regulering, der følger

af traktatteksten og de på grundlag af denne trufne beslutninger.

Såfremt det var overladt til Rådet (med repræsentation af alle medlems-

stater) at træffe afgørelse om henholdsvis etableringen af 3. fase eller af

supranationalt samarbejde inden for de i art. K 1, nr. 1-6, nævnte emner,

ville en overladelse tillige kunne ske under anvendelse af § 20, for kom-

petencen kan betragtes som overladt i og med ratifikation af traktaten

med tilhørende national gennemførelse. At igangsætningen må afvente en

senere beslutning truffet af Rådet ændrer ikke heri. Det er op til den

supranationale organisations institutioner at træffe beslutning om igang-

sætning af det supranationale regime.

Brugen af grundlovens § 20 blokeres naturligvis heller ikke af det for-

hold, at den danske repræsentation i Rådet er undergivet en parlamenta-

risk kontrol, først og fremmest Markedsudvalgets procedurer for oriente-

ring og mandatgivning. Reguleringskompetencen må fortsat betragtes

som »overladt« til Rådet, selvom et af Rådets medlemmer (nemlig det

danske) er underlagt en national kontrol af en vis intensitet.

Men anderledes stiller det sig efter min opfattelse, når beslutningen om

igangsætningen af et i og for sig supranationalt regime (nemlig henholds-

vis 3. fase af Den Økonomiske og Monetære Union og samarbejde i hen-

hold til art. K 1, 1-6) forudsætter en selvstændig national beslutning, der

som udenrigspolitisk beslutning i medfør af grundlovens § 19 meddeles

Rådet, eventuelt efter at der i Danmark er afholdt folkeafstemning og

indhentet samtykke fra Folketinget i henhold til grundlovens § 19, stk. 1.

Når det foreliggende traktatkompleks med protokoller forudsætter, at dis-

se procedurer (for 3. fase, specielt for Danmark's vedkommende) skal

følges, inden disse elementer i det supranationale samarbejde kan igang-

sættes, forekommer det ikke muligt på nuværende tidspunkt at tale om en

»overladelse« af beføjelser, eftersom det jo netop først er på et senere

tidspunkt, at der (for Danmark's vedkommende) skal træffes beslutning

om overladelse af beføjelser.

Beslutning om overgang til 3. fase og om anvendelse af art. K 9 kræver

til sin tid ikke blot en beslutning i den danske regering, som skal medde-

les De Europæiske Fællesskaber, men tillige en forudgående behandling i

Folketinget med henblik på samtykke i medfør af grundlovens § 19, stk.

1. Såvel Regering som Folketing skal i denne henseende træffe en fri po-

litisk beslutning om, hvorledes man vil stille sig til det intensiverede eu-

ropæiske samarbejde. Under disse omstændigheder kan der ikke tales om,

at regering eller Folketing tidligere (nemlig i 1992) har vedtaget en

»overladelse« af beføjelser – i så fald var der jo ikke noget at tage stilling

til. Men når regering og Folketing ikke har taget stilling til overladelsen,

kan der ikke (i 1992) gennemføres en folkeafstemning vedrørende lov-

forslaget, således at denne folkeafstemning skulle indeholde en stillingta-

gen til et tema, som regering og Folketing ikke har taget stilling til. Når

regering og Folketing ikke har taget stilling til overladelsen, kan vælger-

befolkningen heller ikke tage stilling til overladelsen. Lovforslaget – og

den formentlig vedtagne lov – må udgøre et fælles tema for beslutning i

regering, Folketing og vælgerbefolkning.

Man kan hertil anføre, at med udformningen af det samlede traktatkom-

pleks er etableret et regelsæt ikke blot for de områder af det supranationa-

le samarbejde, som iværksættes straks efter medlemsstaternes ratifikation

af Unionstraktaten, men også for de dele af samarbejdet, som først igang-

sættes efter beslutning om 3. fase eller art. K 9. Institutionerne og deres

beføjelser er beskrevet i traktatkomplekset, og Danmark har overladt

denne kompetence, selvom overladelsen skal bekræftes ved en senere be-

slutning ikke blot i Rådet, men også på det nationale plan.

Dette synspunkt har den rigtighed, at en mulighed for at

trække en kom-

petence tilbage

ikke i sig selv kan afskære fra at betragte beføjelsen som

overladt, indtil tilbagetrækning sker. Så længe beføjelsen er hos den

supranationale organisation, er den »overladt«, og ved etableringen af

denne situation sker der derfor en overladelse.

Men denne betragtning kan ikke strækkes videre. Den kan efter min op-

fattelse ikke dække en situation, hvor Danmark's deltagelse i det videre-

gående supranationale samarbejde forudsætter en selvstændig national

beslutning herom. At dette er tilfældet vedrørende samarbejdet efter art.

K 9, fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen, der henviser til medlemssta-

ternes »forfatningsmæssige procedure«.

Samme formulering er ikke anvendt i forbindelse med overgangen til 3.

fase. Hvis det kan lægges til grund, at den særlige protokol for Danmark

kan forstås derhen, at Danmark deltager i 3. fase,

medmindre

der frem-

kommer en særlig og negativ beslutning fra den danske regerings side,

finder jeg det berettiget at tale om en overladelse på nuværende tids-

punkt. Situationen kan da sammenlignes med den ovenfor nævnte tilba-

getrækning, omend tilbagetrækningen i dette tilfælde sker før igangsæt-

ningen af samarbejdet.

Hvis protokollen for Danmarks vedkommende må forstås derhen, at

Danmark kun deltager i 3. fase under forudsætning af, at der fra den dan-

ske regering til Rådet kommer en positiv meddelelse herom, vedtaget i

overensstemmelse med de forfatningsmæssige regler i Danmark, stiller

sagen sig anderledes. I så fald er det denne meddelelse og de forud for

denne gående nationale beslutningsprocesser, der repræsenterer den over-

ladelse, som § 20 angår. Det er denne forståelse af protokollen, der er lagt

til grund i den følgende konklusion.”

I Folketingets Markedsudvalgs tillægsbetænkning er som bilag også op-

trykt en besvarelse fra Justitsministeriet med kommentarer til den nævnte

henvendelse fra professor, dr.jur. Henrik Zahle. Justitsministeriet gav i

besvarelsen – i overensstemmelse med 1992-redegørelsen omtalt ovenfor

– udtryk for, at det efter Justitsministeriets opfattelse ville være muligt på

daværende tidspunkt i forbindelse med en tiltrædelse af Unionstraktaten

at gennemføre en § 20-procedure i relation til den nævnte bestemmelse i

traktatens artikel K.9, hvorefter Rådet med enstemmighed efterfølgende

kunne beslutte, at visse dele af EU’s mellemstatslige samarbejde om ret-

lige og indre anliggender fremover skulle foregå på et overstatsligt

grundlag. I Justitsministeriets besvarelse er bl.a. anført følgende (Folke-

tingstidende 1991-92, Tillæg B, spalte 2090 ff):

”Regeringen er enig med professor Henrik Zahle i, at anvendelsen af

grundlovens § 20 på nuværende tidspunkt, sådan som beslutningsproce-

duren i art. K.9 er indrettet, rejser et fortolkningsspørgsmål, som ikke tid-

ligere har været drøftet i den statsretlige teori. Der kan således ikke siges

at være noget på forhånd givet sikkert svar på den problemstilling, som

også er omtalt i Justitsministeriets notat om visse statsretlige spørgsmål

ved Danmarks tiltrædelse af traktaten om Den Europæiske Union.

Det er regeringens opfattelse, at udformningen af Traktatens art. K.9 ikke

udelukker, at § 20-proceduren anvendes én gang for alle i forbindelse

med tiltrædelsen af traktaten om Den Europæiske Union, jf. lovforslagets

bemærkninger til § 2 og besvarelsen af spørgsmål 5 fra Folketingets

Markedsudvalg (L 240 - bilag 8).

Det grundlæggende krav til § 20-proceduren er opfyldt, i og med at det i

Traktaten med den fornødne præcision er angivet, hvilke beføjelser EF

kan udøve efter anvendelse af art. K.9.

Den fortolkning af bestemmelsen i grundlovens § 20, som professor Hen-

rik Zahle anlægger i sin artikel, hviler så vidt ses navnlig på en sproglig

forståelse af bestemmelsens ordlyd, særligt ordet »overlades«.

Efter regeringens opfattelse er der imidlertid ikke i den sproglige ud-

formning af bestemmelsen i grundlovens § 20 holdepunkter, der tvinger

til den af Henrik Zahle anlagte forståelse.

Bestemmelsen kan lige så vel læses således, at beføjelser, som efter

grundloven tilkommer rigets myndigheder ved lov i nærmere bestemt

omfang kan overlades til mellemfolkelige myndigheder med virkning nu

eller senere.

Heller ikke i forarbejderne til bestemmelsen eller i den statsretlige littera-

tur synes der at være holdepunkt for at kræve, at en § 20-procedure først

kan gennemføres, når regering og Folketing endeligt har besluttet folke-

retligt at indgå en ordning, hvis interne gennemførelse i Danmark forud-

sætter anvendelse af grundlovens § 20, og Henrik Zahle har da heller ikke

henvist hertil.

Såfremt § 20-proceduren gennemføres nu, vil der internt, statsretligt være

taget stilling til hele traktatkomplekset, herunder den heri indeholdte ud-

viklingsklausul i art. K.9.

Denne fremgangsmåde er ny i EF-sammenhæng, men den har væsentlige

lighedspunkter med de situationer, hvor Folketinget i lovs form meddeler

samtykke efter grundlovens § 19 til, at regeringen kan indgå traktater

med andre lande, selv om indgåelsen af sådanne traktater ikke er umid-

delbart forestående, men hvor dog indholdet og konsekvenserne af frem-

tidige traktater nogenlunde let kan overskues. Sådanne love har, ligesom

det er tilfældet i den foreliggende situation, alene karakter af en praktisk,

forberedende foranstaltning.

Efter professor Henrik Zahles opfattelse ville man godt kunne gennemfø-

re § 20-proceduren for så vidt angår art. K.9 nu, hvis anvendelsen af art.

K.9 efter Traktaten ikke var afhængig af en dansk beslutning, men skete

automatisk eller alene efter beslutning i EF.

Regeringen finder ikke, at en ordning, hvis iværksættelse til sin tid ville

kunne accepteres uden dansk beslutning, skulle kræve en selvstændig og

samtidig anvendelse af proceduren i grundlovens § 20, fordi Traktaten

sikrer en særlig betryggelse ved at indrømme Danmark selvstændig befø-

jelse til at beslutte, om man vil anvende art. K.9.

At Danmark på et senere tidspunkt folkeretligt skal tilkendegive, om man

ønsker at indgå på det videre samarbejde, som art. K.9 er udtryk for, hin-

drer således efter regeringens opfattelse ikke, at den interne gennemførel-

se forberedes allerede nu gennem anvendelse af proceduren i grundlovens

§ 20.

Der stilles som nævnt ikke i grundlovens § 19 krav om, at Folketingets

samtykke til regeringens indgåelse af en traktat først kan gives, når trak-

taten er udarbejdet og det er aktuelt at tilslutte sig den. Der er efter rege-

ringens opfattelse heller ikke grundlag for at opstille et krav om, at en §

20-lov først gennemføres – ved 5/6 flertal i Folketinget eller ved folkeaf-

stemning – når Danmark endeligt har besluttet sig for at indgå på den

ordning, som § 20-loven angår. Det afgørende er, at det på tidspunktet for

§ 20-procedurens gennemførelse står klart for Folketinget henholdsvis

vælgerbefolkningen, hvad den pågældende ordning i givet fald kommer

til at gå ud på. Dette krav er opfyldt i det foreliggende tilfælde, hvor Uni-

onstraktaten beskriver, hvilke områder der kan overføres til det suprana-

tionale samarbejde ved hjælp af art. K.9, og hvilke regler samarbejdet i

givet fald vil blive undergivet.

Det er således regeringens opfattelse, at der ikke er retlige hindringer for

nu én gang for alle at gennemføre § 20-proceduren også for så vidt angår

art. K.9.

Gennemførelsen af § 20-proceduren på nuværende tidspunkt har som om-

talt i besvarelsen af spørgsmål 5 fra Folketingets Markedsudvalg (L 240 -

bilag 8) i øvrigt en række praktiske fordele. Det undgås således navnlig,

at der i forbindelse med beslutninger om i medfør af art. K.9 at overføre

enkelte områder eller dele heraf fra det mellemfolkelige samarbejde i søj-

le 3 til det kommunautære samarbejde i søjle 1 jævnligt – hvis der ikke

opnås 5/6 flertal i Folketinget for den overladelse af beføjelser, som en

overførsel fra søjle 3 til søjle 1 indebærer – skal afholdes folkeafstemnin-

ger efter grundlovens § 20. Gennemførelsen af § 20-proceduren ville på

baggrund af muligheden for at overføre dele af de enkelte i art. K.1, nr. 1-

6, nævnte områder til det kommunautære samarbejde i givet fald efter

omstændighederne skulle anvendes meget hyppigt. Karakteren af be-

stemmelsen i grundlovens § 20 som en særegen fravigelse af grundlovens

almindelige ordning kunne derved blive udvandet.

På denne baggrund og på baggrund af den udvikling, som man må for-

vente med hensyn til det retlige samarbejde inden for de kommende år,

finder regeringen det både forsvarligt og rigtigt at gennemføre § 20-

proceduren nu én gang for alle også for så vidt angår art. K.9.”

I besvarelsen fandt Justitsministeriet endvidere, at Danmark – som anført

i 1992-redegørelsen – i relation til spørgsmålet om en eventuel efterføl-

gende dansk tiltrædelse af Den Økonomiske og Monetære Unions 3. fase

kunne gennemføre en § 20-procedure i forbindelse med tiltrædelse af

Unionstraktaten.

Under Folketingets videre behandling af forslaget til lov om ændring af

tiltrædelsesloven i 1992 blev der fremsat et ændringsforslag af den davæ-

rende udenrigsminister, der indebar, at det endeligt vedtagne lovforslag

ikke omfattede overladelse af beføjelser i relation til en senere tiltrædelse

af Den Økonomiske og Monetære Unions 3. fase.

I relation til artikel K.9 førte ændringsforslaget til, at det lovforslag, som

Folketinget vedtog, alene omfattede overladelse af beføjelser – det vil

sige alene omfattede en § 20-procedure – med hensyn til muligheden for

at overføre asylpolitik fra et mellemstatsligt til et overstatsligt EU-

samarbejde.

Selv om det omtalte ændringsforslag medførte, at det endeligt vedtagne

lovforslag omfattede overladelse af beføjelser på færre områder end det

oprindeligt fremsatte lovforslag, betød det anførte således, at også det

vedtagne lovforslag – nemlig med hensyn til i medfør af artikel K.9 at

overføre asylpolitik til et overstatsligt samarbejde – omfattede overladel-

se af beføjelser i relation til en del af EU-samarbejdet, hvor Danmark

først på et senere tidspunkt ville skulle tage stilling til, om man ville

medvirke til at etablere det samarbejde, som den pågældende overladelse

af beføjelser angik. Særligt om asylpolitikken bemærkes det i den forbin-

delse, at det af en erklæring om asyl i slutakten til Unionstraktaten frem-

gik, at Rådet inden udgangen af 1993 skulle behandle spørgsmålet om

eventuel anvendelse af artikel K.9 på dette område.

Det pågældende lovforslag faldt efterfølgende ved EU-folkeafstemningen

i juni 1992.

ii.

Spørgsmålet om, hvornår en § 20-procedure bør iagttages, blev også

rejst i 2001 i forbindelse med Danmarks tiltrædelse af Nice-traktaten.

Efter EF-Traktatens artikel 229 A som affattet ved Nice-traktaten kan

Rådet med enstemmighed vedtage bestemmelser om at tillægge EF-

Domstolen kompetence til at afgøre tvister vedrørende anvendelsen af

EU-regler om industrielle ejendomsrettigheder (patentrettigheder mv.).

Rådet henstiller i så fald til medlemsstaterne at vedtage disse bestemmel-

ser i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.

Justitsministeriet konkluderede i den forbindelse bl.a, at Danmarks til-

trædelse af den nye bestemmelse i artikel 229 A ikke i sig selv forudsæt-

ter overladelse af nye beføjelser til EU, og at det er i overensstemmelse

med grundloven først at iagttage en § 20-procedure på det tidspunkt, hvor

en eventuel rådsbeslutning efter bestemmelsen skal tiltrædes, jf. 2001-

redegørelsen, side 45 ff. I redegørelsens pkt. 3.3.3.7 er der i den forbin-

delse anført følgende:

”Det er således for det første Justitsministeriets opfattelse, at der vil være

tale om overladelse af yderligere (dømmende) beføjelser til EF-

Domstolen (og at det derfor vil være nødvendigt at iagttage proceduren

efter grundlovens § 20), hvis EF-Domstolen f.eks. får kompetencer som

beskrevet ...

Det er for det andet Justitsministeriets opfattelse, at grundloven ikke in-

debærer, at § 20-proceduren skal iagttages allerede ved tiltrædelsen af

Nice-Traktaten. Det vil således være i overensstemmelse med grundloven

først at gennemføre proceduren på det tidspunkt, hvor en eventuel råds-

beslutning om at tillægge EF-Domstolen de omhandlede beføjelser skal

tiltrædes. En tilsvarende fremgangsmåde blev for en række spørgsmåls

vedkommende fulgt ved gennemførelsen af 1992-lovforslaget om Dan-

marks tiltrædelse af Maastricht-Traktaten, jf. Folketingstidende 1991-92,

Tillæg B, sp. 1528 ff.

Efter Justitsministeriets opfattelse taler væsentlige grunde i den forbin-

delse for først at iværksætte § 20-proceduren på det tidspunkt, hvor en

rådsbeslutning efter artikel 229 A i givet fald skal tiltrædes:

Det ligger således ikke på nuværende tidspunkt fast, hvorledes en ordning

efter artikel 229 A i givet fald nærmere skal udformes, jf. herved den

ovenfor under pkt. a) omtalte erklæring nr. 17.

Iagttoges § 20-proceduren nu, ville det derfor indebære, at Folketinget –

og eventuelt folketingsvælgerne, jf. § 20, stk. 2 – skulle forholde sig til

spørgsmålet om overladelse af (dømmende) beføjelser uden nærmere

kendskab til den konkrete ordning, som der – i givet fald – ville blive tale

om. En fremgangsmåde som nævnt ovenfor vil derfor sikre det bedste

saglige grundlag for den afgørelse, som skal træffes.

Endvidere har det i en noget tilsvarende situation i litteraturen været gjort

gældende, at det er forfatningsretligt ukorrekt at gennemføre § 20-

proceduren ”på forhånd”, dvs. allerede ved tiltrædelsen af den pågælden-

de traktat. Der henvises til Henrik Zahle i Juristen 1992, side 243 ff., om

den særlige bestemmelse i Maastricht-Traktatens artikel K.9 vedrørende

overførelse af visse hjemmelsbestemmelser om retlige og indre anliggen-

der fra det mellemstatslige samarbejde i søjle 3 til det overstatslige sam-

arbejde i søjle 1.

En fremgangsmåde, hvorefter § 20-proceduren først iagttages på det se-

nere tidspunkt, hvor en eventuel rådsbeslutning skal tiltrædes, vil derfor

sikre, at der ikke kan rejses spørgsmål om, hvorvidt den korrekte forfat-

ningsretlige fremgangsmåde er fulgt.”

Der anføres i 2001-redegørelsen ikke andre principielle synspunkter om

muligheden for at anvende en § 20-procedure på forhånd end dem, som

Justitsministeriet gav udtryk for i 1992, jf. pkt. i umiddelbart ovenfor.

Justitsministeriet fandt imidlertid, at væsentlige grunde i det pågældende

tilfælde talte for først at gennemføre en § 20-procedure på det tidspunkt,

hvor der med hjemmel i den pågældende traktatbestemmelse måtte blive

truffet beslutning om at tillægge EF-Domstolen kompetence til at afgøre

tvister i visse sager om industrielle ejendomsrettigheder.

2.3.3. Afgrænsning i forhold til grundlovens § 88

Grundlovens § 20 må også afgrænses "opad", det vil sige over for trakta-

ter mv., som Danmark ikke kan tilslutte sig efter § 20, men kun efter en

grundlovsændring, jf. grundlovens § 88.

Af § 20 følger bl.a., at beføjelser kun kan overlades til mellemfolkelige

myndigheder ”i nærmere bestemt omfang”. Om denne betingelse henvi-

ses nærmere til Højesterets dom i Maastricht-sagen (Ugeskrift for Rets-

væsen 1998, side 800) pkt. 9.2 – 9.4.

En yderligere betingelse for, at § 20 kan anvendes, følger af kravet i

grundlovens § 20, stk. 1, om, at der kun kan overlades beføjelser til mel-

lemfolkelige myndigheder, der er oprettet ”ved gensidig overenskomst”

med andre stater.

Om gensidighedskravet anfører Henrik Zahle, a.st., side 264 f., bl.a., at

der ikke kan stilles krav om, at de enkelte medlemsstater skal have lige

stor indflydelse, idet indflydelsen må kunne afpasses efter deltagerstatens

størrelse med hensyn til befolkning, vælgere, areal mv. Tilsvarende syns-

punkter anføres bl.a. af Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udg. ved

Ole Espersen, 1980), side 411, Max Sørensen, Statsforfatningsret (2. udg.

ved Peter Germer, 1973), side 311 f., og Hjalte Rasmussen i Danmarks

Riges Grundlov med kommentarer (1999), side 126 f.

Der har endvidere været rejst spørgsmål om, hvilken betydning en grund-

lovsmæssig forudsætning om demokratisk styreform har for adgangen til

at overlade beføjelser efter grundlovens § 20. Herom anfører Højesteret i

Maastricht-sagen følgende i præmis 9.9:

”Med hensyn til spørgsmålet, om suverænitetsafgivelsen i henhold til til-

trædelsesloven har en sådan karakter, at den strider mod grundlovens for-

udsætning om en demokratisk styreform, bemærkes, at enhver overladel-

se af dele af Folketingets lovgivningskompetence til en international or-

ganisation vil indebære et vist indgreb i den danske demokratiske styre-

form. Dette er taget i betragtning ved udformningen af de strenge krav til

vedtagelsen efter § 20, stk. 2. For så vidt angår EF-Traktaten er lovgiv-

ningskompetence i første række overført til Rådet, i hvilket den danske

regering – under ansvar over for Folketinget – kan gøre sin indflydelse

gældende. Det må anses for overladt til Folketinget at tage stilling til, om

regeringens deltagelse i EF-samarbejdet bør være betinget af yderligere

demokratisk kontrol. Højesteret finder heller ikke i denne henseende no-

get grundlag for at anse tiltrædelsesloven for grundlovsstridig.”

Der kan om spørgsmålet endvidere henvises til Henrik Zahle, EU og den

danske grundlov (1998), side 64 ff., og Jens Teilberg Søndergaard i Uge-

skrift for Retsvæsen 2001 B, side 248 ff.

Om de øvrige grænser ”opad” i § 20 henvises til 1997-redegørelsen, side

15 f., og 2004-redegørelsen, side 21 ff.

3. Generelt om Lissabon-Traktaten

3.1. Oversigt over Lissabon-Traktatens indhold

Lissabon-Traktaten indebærer en ændring af Traktaten om Den Europæi-

ske Union og Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Til

Lissabon-Traktaten er knyttet en række protokoller – herunder en proto-

kol om ændringer til allerede eksisterende protokoller og en protokol om

ændring af Euratom-Traktaten – ligesom der er knyttet en række erklæ-

ringer til traktatens slutakt.

Der er med Lissabon-Traktaten tale om at anvende den traditionelle

fremgangsmåde ved en traktatændring. Det vil sige, at Lissabon-

Traktaten ændrer det eksisterende traktatgrundlag på en række punkter

(modsat udkastet til forfatningstraktaten, der lagde op til at erstatte det

gældende traktatgrundlag (bortset fra Euratom-Traktaten) med en ny

traktat).

Fællesskabet (Det Europæiske Fællesskab) og Unionen (Den Europæiske

Union) bliver med Lissabon-Traktaten til én juridisk person, der benæv-

nes Den Europæiske Union. Betegnelsen ”Det Europæiske Fællesskab”

vil derfor ikke længere blive anvendt. Som konsekvens af dette vil der

være en række tekniske ændringer i Traktaten om Det Europæiske Fæl-

lesskab, blandt andet således at traktatens titel bliver ændret til ”Traktat

om Den Europæiske Unions Funktionsmåde”. De beføjelser, der allerede

er overladt til EF’s institutioner, skal fremover udøves af EU’s institutio-

ner. Da Unionen siden sin oprettelse i 1993 har haft en fælles institutio-

nel ramme, indebærer omdannelsen af Fællesskabet og Unionen til én

samlet juridisk person imidlertid i sig selv ingen institutionelle ændrin-

ger.

I erklæring nr. 24 bekræftes det, at det faktum, at Den Europæiske Union

har status som juridisk person, ikke på nogen måde giver Unionen befø-

jelse til at lovgive eller handle ud over de beføjelser, som medlemsstater-

ne har tildelt Unionen i traktaterne.

At Unionen bliver til én samlet juridisk enhed får navnlig praktisk betydning

ved, at Unionen fremover vil kunne varetage alle sine eksisterende politikker –

f.eks. handelspolitik, udviklingspolitik, miljøpolitik og generel udenrigspolitik –

som en enhed. Dette vil imidlertid ikke i sig selv indebære en udvidelse af Uni-

onens (herunder tidligere Fællesskabets) samlede beføjelser, og det forhold, at

Unionen bliver tillagt status som én samlet juridisk enhed, giver derfor ikke an-

ledning til overvejelser i forhold til grundlovens § 20.

Unionens grundlag vil som følge af det anførte fremover blive ”Traktaten

om Den Europæiske Union” (EU-Traktaten) og ”Traktaten om Den Eu-

ropæiske Unions Funktionsmåde” (EUF-Traktaten).

Som ovenfor anført vil også Euratom-Traktaten udgøre en del af EU’s fremtidi-

ge traktatgrundlag.

EU-Traktaten vil som hidtil være relativt kort og indeholde en række

overordnede bestemmelser, der dog i et vist omfang vil blive udbygget i

forhold til den gældende traktat. I traktaten vil desuden fortsat være be-

stemmelserne om samarbejdet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspo-

litik (hidtidige søjle 2), der bevarer sin grundlæggende mellemstatslige

karakter.

EUF-Traktaten vil som den gældende EF-Traktat være ganske omfatten-

de og indeholde blandt andet bestemmelser om Unionens institutioner og

om de forskellige politikområder, hvor samarbejdet har overstatslig ka-

rakter (hidtidige søjle 1). Blandt disse politikområder er bestemmelserne

om politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager (hidtidige søjle

3), der med Lissabon-Traktaten bliver overført fra EU-Traktaten til den

overstatslige del af EU-samarbejdet.

I det følgende omtales en række af de traktatændringer, som Lissabon-

Traktaten indebærer, og deres forhold til grundlovens § 20. Der er ikke

tale om en udtømmende gennemgang. De bestemmelser i Lissabon-

Traktaten, som ikke omtales, giver efter Justitsministeriets opfattelse ikke

anledning til overvejelser i forhold til § 20.

Nogle af de ændringer, som Lissabon-Traktaten indebærer, vil ikke have

virkning for Danmark. Det skyldes, at de angår områder, som Danmark

efter Edinburgh-afgørelsen og protokollen om Danmarks stilling står

udenfor. Som eksempler kan nævnes ændringerne vedrørende den fælles

udenrigs- og sikkerhedspolitik, i det omfang de er omfattet af det danske

forsvarsforbehold, og ændringerne inden for tredje del, afsnit IV, i EUF-

Traktaten om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

For en nærmere gennemgang af Lissabon-Traktaten henvises i øvrigt til

Udenrigsministeriets redegørelse til Folketinget om Lissabon-Traktaten.

3.2. Særligt om nogle af EU-rettens virkemidler og deres forhold til

grundlovens § 20

Det fremgår af EF-Traktatens artikel 249, der videreføres med Lissabon-

Traktaten, at forordninger er almengyldige. De er bindende i alle enkelt-

heder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Forordninger kan skabe

rettigheder og pligter for staterne og umiddelbart pålægge individerne

pligter og give dem rettigheder.

Afgørelser er bindende i alle enkeltheder. Når en afgørelse angiver, hvem

den er rettet til, er den kun bindende i forhold til de pågældende adressa-

ter.

Med Lissabon-Traktaten anvendes terminologisk udtrykket ”afgørelse” i stedet

for – som i dag – udtrykket ”beslutning”. Der ligger heri ikke nogen ændring af

den pågældende retsakts karakter.

Direktiver er bindende for enhver medlemsstat, som de rettes til, med

hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndig-

heder at bestemme form og midler for gennemførelsen.

Direktiver kan dog efter EF-Domstolens praksis have direkte virkning i

den forstand, at de kan tillægge borgerne rettigheder, som kan gøres gæl-

dende umiddelbart over for de nationale myndigheder. Domstolen har

således fastslået, at borgerne, såfremt medlemsstaterne har overskredet

fristen for gennemførelse af et direktiv eller gennemført direktivet for-

kert, kan støtte ret over for medlemsstaternes myndigheder på de be-

stemmelser i direktivet, som er egnede til anvendelse ved nationale dom-

stole. Der henvises nærmere til Claus Gulmann og Karsten Hagel-

Sørensen, EU-ret (3. udg., 1995), side 170 ff., med henvisninger til rets-

praksis.

Også aftaler, som EF har indgået med tredjelande eller med andre internationale

organisationer, kan efter EF-Domstolens praksis i visse tilfælde have direkte

virkning i medlemsstaterne, jf. nærmere Claus Gulmann og Karsten Hagel-

Sørensen, a.st., side 180 ff., med henvisninger til retspraksis, samt pkt. 2.3.2.3

ovenfor.

Hvis en traktat giver Unionen hjemmel til på nye områder at anvende

retsakter som nævnt ovenfor, vil dansk tilslutning til traktaten forudsætte

anvendelse af proceduren i grundlovens § 20, i det omfang retsakterne

har eller kan have direkte virkning i forhold til borgere mv. i medlems-

staterne, således at der er tale om overladelse af beføjelser efter grundlo-

ven.

Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke nødvendigvis er tale om overladelse

af beføjelser omfattet af grundlovens § 20, selv om en traktatbestemmelse giver

mulighed for at gennemføre retsakter (som f.eks. forordninger og direktiver),

der efter deres generelle karakter vil kunne indeholde bestemmelser, der virker

umiddelbart. Afgørende er, om den konkrete traktatbestemmelse må fortolkes

således, at der er hjemmel til i sådanne retsakter at gennemføre bestemmelser

med direkte virkning i forhold til borgere mv. i medlemsstaterne.

Udtrykket lovgivningsmæssige retsakter benyttes om retsakter vedtaget ved en

EU-retlig lovgivningsprocedure, jf. EUF-Traktatens artikel 249 A. Den almin-

delige lovgivningsprocedure består i, at en forordning, et direktiv eller en afgø-

relse vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab på forslag af Kom-

missionen. Denne procedure er fastlagt i EUF-Traktatens artikel 251. I specifik-

ke tilfælde, der er fastsat i traktaterne, vedtages forordninger, direktiver eller

afgørelser af Europa-Parlamentet med deltagelse af Rådet eller af Rådet med

deltagelse af Europa-Parlamentet. Dette udgør en særlig lovgivningsprocedure.

Efter visse bestemmelser i traktaten vedtages forordninger, direktiver og afgø-

relser dog som ikke lovgivningsmæssige retsakter.

Bestemmelser i selve EU’s traktatgrundlag vil også kunne have direkte

virkning, jf. om EF-Traktaten Claus Gulmann og Karsten Hagel-

Sørensen, a.st., side 177.

Traktatbestemmelser med direkte virkning rejser dog ikke i almindelig-

hed spørgsmål om anvendelse af proceduren i grundlovens § 20. Det

skyldes, at traktatbestemmelserne ligger fast på tidspunktet for Danmarks

tiltrædelse, således at der i disse tilfælde ikke er tale om at overlade befø-

jelser til at fastsætte bestemmelser med direkte virkning. Traktatbestem-

melser med direkte virkning gøres til en del af dansk ret ved at blive sat i

kraft ved lov, jf. f.eks. § 3, stk. 1, i lov nr. 447 af 11. oktober 1972 med

senere ændringer om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesska-

ber. Ifølge denne bestemmelse "sættes bestemmelserne i de i § 4 nævnte

traktater mv. i kraft i Danmark i det omfang, de efter fællesskabsretten er

umiddelbart anvendelige i Danmark". De pågældende traktatbestemmel-

ser er derved blevet en del af dansk lov på samme måde som de ved

Danmarks tilslutning til traktaten allerede udstedte retsforskrifter, jf. den

nævnte lovs § 3, stk. 2, og 1972-redegørelsen, side 108.

4. Lissabon-Traktaten og dens forhold til grundloven

4.1. Indledning og afgrænsning af problemstillingen

I det følgende vurderes forholdet mellem en række bestemmelser i Lissa-

bon-Traktaten og grundloven.

Formålet er navnlig at vurdere, om der med Lissabon-Traktaten sker

yderligere overladelse til Unionen af beføjelser, der efter grundloven til-

kommer rigets myndigheder, således at gennemførelsen af Lissabon-

Traktaten skal ske efter proceduren i grundlovens § 20, stk. 2.

Endvidere er formålet at afklare, om Danmarks tilslutning til Lissabon-

Traktaten kan rejse andre spørgsmål i forhold til grundloven.

Under pkt. 4.2 behandles en række spørgsmål om forholdet mellem

grundloven og de ændringer, der med Lissabon-Traktaten sker med hen-

syn til EU-institutionernes organisation, sammensætning, afstemnings-

regler mv.

Pkt. 4.3 vedrører de politikområder inden for Unionen, hvor der efter Ju-

stitsministeriets opfattelse kan være anledning til at overveje, om Lissa-

bon-Traktaten indebærer, at der til Unionen overlades yderligere beføjel-

ser, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder.

Herudover omtales under pkt. 4.4 en række tværgående bestemmelser,

som kan give anledning til at overveje forholdet til grundloven. Det dre-

jer sig bl.a. om det EU-retlige forrangsprincip, Unionens tiltrædelse af

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Den Europæiske Uni-

ons Charter om grundlæggende rettigheder samt den generelle, subsidiæ-

re hjemmelsbestemmelse i artikel 308.

Under pkt. 4.5. omtales visse spørgsmål om Færøernes og Grønlands sta-

tus i forhold til Lissabon-Traktaten.

Der er til Lissabon-Traktaten knyttet en række protokoller og erklærin-

ger. Af særlig betydning for Danmark er i den forbindelse protokol nr. 21

om Danmarks stilling, som ændrer den gældende protokol nr. 5 om Dan-

marks stilling. Protokollen om Danmarks stilling indeholder bl.a. en be-

stemmelse om, at Danmark ikke deltager i en række tiltag mv., der har

indvirkning på forsvarsområdet. Desuden indeholder protokollen be-

stemmelser, der vedrører Danmarks stilling i forhold til bestemmelser om

samarbejde om retlige og indre anliggender.

Protokol nr. 17 om visse bestemmelser vedrørende Danmark med hensyn

til Den Økonomiske og Monetære Union indebærer enkelte sproglige

ændringer af den nugældende protokol (nr. 26) fra 1992 om visse be-

stemmelser vedrørende Danmark. Der ændres ikke ved protokollens ma-

terielle indhold, hvorefter Danmark har en undtagelse med hensyn til

tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union.

De protokoller mv., der er knyttet til Lissabon-Traktaten, omtales yderli-

gere i det følgende, i det omfang de kan have betydning for vurderingen

af forholdet mellem Lissabon-Traktaten og grundloven.

De følgende afsnit vil bl.a. komme ind på de af Unionens politikområder

mv., hvor Justitsministeriet i sin redegørelse om traktaten om en forfat-

ning for Europa (2004-redegørelsen) i relation til i alt 9 områder fandt, at

dansk tilslutning forudsatte anvendelse af proceduren i grundlovens § 20.

Det drejer sig om unionsborgeres ret til at færdes og opholde sig frit på

medlemsstaternes område (tilpasning af bestemmelser om pas mv.) (pkt.

4.3.2), diplomatisk beskyttelse (pkt. 4.3.3), beskyttelse af personoplys-

ninger (pkt. 4.3.4), administrative foranstaltninger om kapitalbevægelser

og betalinger, herunder indefrysning af midler (pkt. 4.3.6), grænseover-

skridende trusler mod sundheden mv. (pkt. 4.3.9), rumpolitik (pkt.

4.3.10), kompetence for EU-domstolen i sager om EU-retlige tvister om

intellektuelle ejendomsrettigheder (pkt. 4.3.18), Unionens tiltrædelse af

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (pkt. 4.4.3) og den ge-

nerelle, subsidiære hjemmelsbestemmelse i artikel 308 (pkt. 4.4.5).

Ved udformningen af redegørelsen er anvendt den artikelnummerering,

som følger af Lissabon-Traktaten. Med henblik på at sikre en fortløbende

nummerering af artiklerne i Traktaten om Den Europæiske Union og

Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde sker der med Lis-

sabon-Traktaten en omnummerering af artiklerne i disse traktater. De nye

artikelnumre fremgår af den såkaldte sammenligningstabel, som er knyt-

tet til Lissabon-Traktaten. Denne sammenligningstabel er medtaget som

bilag til redegørelsen.

4.2. Ændringer af institutionernes organisation, sammensætning og

afstemningsregler mv.

4.2.1. Generelt

a) Lissabon-Traktaten

Der gennemføres med Lissabon-Traktaten ændringer af institutionernes

organisation og sammensætning samt af afstemningsreglerne. Nogle af

disse ændringer omtales i det følgende, idet reglerne om Kommissionens

sammensætning behandles særskilt nedenfor under pkt. 4.2.2.

Med Lissabon-Traktaten indsættes en ny bestemmelse i artikel 9 B i EU-

Traktaten, hvorved bl.a. hvervet som Det Europæiske Råds formand

etableres. Af bestemmelsen fremgår det, at Det Europæiske Råd vælger

sin formand for en periode på 2 �½ år med mulighed for genvalg én gang,

jf. artikel 9 B, stk. 5.

Det Europæiske Råds formands opgaver er fastlagt i artikel 9 B, stk. 6,

og det følger bl.a. heraf, at formanden leder Det Europæiske Råds arbej-

de, at formanden sikrer forberedelsen og kontinuiteten af Det Europæiske

Råds arbejde i samarbejde med bl.a. formanden for Kommissionen, og at

formanden bestræber sig på at fremme sammenhold og konsensus i Det

Europæiske Råd.

Af bestemmelsen i artikel 9 B, stk. 6, følger endvidere, at Det Europæi-

ske Råds formand ikke må bestride et nationalt embede. Det følger her-

udover af artikel 201 a, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde (EUF-Traktaten), at Det Europæiske Råds formand – li-

gesom Kommissionens formand – ikke deltager i afstemninger i Det Eu-

ropæiske Råd.

Med Lissabon-Traktaten indsættes endvidere en ny bestemmelse i artikel

9 E i EU-Traktaten. Bestemmelsen indebærer, at Unionens højtstående

repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik får en styrket

rolle, idet den højtstående repræsentant både skal være formand for Rå-

det for Udenrigsanliggender og samtidig være én af Kommissionens

næstformænd. Efter bestemmelsen i artikel 9 E udnævnes den højtståen-

de repræsentant af Det Europæiske Råd med samtykke fra Kommissio-

nens formand.

Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikker-

hedspolitik varetager efter artikel 9 E Unionens fælles udenrigs- og sik-

kerhedspolitik og bidrager med sine forslag til udformningen af denne

politik og gennemfører den som Rådets bemyndigede. Det samme gælder

for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Med hensyn til afstemningsreglerne indebærer Lissabon-Traktaten, at der

for en række konkrete hjemmelsbestemmelser ikke længere vil gælde et

krav om enstemmighed, men derimod et krav om kvalificeret flertal

blandt medlemsstaterne i Rådet. Udenrigsministeriets redegørelse til Fol-

ketinget om Lissabon-traktaten indeholder en nærmere oversigt over de

pågældende bestemmelser.

Der sker endvidere med Lissabon-Traktaten – ved indsættelse af en ny

bestemmelse i artikel 9 C i EU-Traktaten samt ændring af den gældende

bestemmelse i EF-Traktatens (fremover EUF-Traktatens) artikel 205 – en

ændring af definitionen af et kvalificeret flertal.

I tilfælde, hvor Rådet træffer afgørelse på forslag af Kommissionen eller Unio-

nens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik,

defineres et kvalificeret flertal som mindst 55 % af Rådets medlemmer, der om-

fatter mindst 15 af disse og repræsenterer medlemsstater med tilsammen mindst

65 % af Unionens befolkning, jf. EU-Traktatens artikel 9 C, stk. 4. Et blokeren-

de mindretal skal endvidere efter bestemmelsen i artikel 9 C, stk. 4, omfatte

mindst 4 rådsmedlemmer, således at et kvalificeret flertal anses for opnået, hvis

der ikke foreligger et sådant mindretal på mindst 4 rådsmedlemmer.

Hvis Rådet træffer afgørelse på forslag fra andre end Kommissionen eller Uni-

onens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik,

defineres kvalificeret flertal som mindst 72 % af Rådets medlemmer, der repræ-

senterer medlemsstater med mindst 65 % af Unionens befolkning, jf. EUF-

Traktatens artikel 205, stk. 2.

Af bestemmelsen i EU-Traktatens artikel 9 C, stk. 5, fremgår det, at overgangs-

bestemmelser for definitionen af et kvalificeret flertal er fastsat i protokollen

om overgangsbestemmelser.

I henhold til artikel 3 i protokollen om overgangsbestemmelser er det i den for-

bindelse fastsat, at den ovenfor anførte nye definition af et kvalificeret flertal

finder anvendelse fra den 1. november 2014. Opgørelsesmetoden for kvalifice-

ret flertal indtil dette tidspunkt fremgår af protokollens artikel 3, stk. 3 og 4,

hvori det bl.a. er bestemt, at et kvalificeret flertal i tilfælde, hvor der træffes af-

gørelse på forslag af Kommissionen, defineres som mindst 255 stemmer ud af i

alt 345 og repræsenterende mindst 62 % af Unionens samlede befolkning. End-

videre fremgår det af protokollens artikel 3, at den nævnte opgørelsesmetode

gældende i tiden indtil 31. oktober 2014 også skal gælde inden for perioden fra

den 1. november 2014 til den 31. marts 2017, hvis en medlemsstat anmoder om

det i en konkret sag.

De omtalte regler i EU-Traktatens artikel 9 C, stk. 4, og EUF-Traktatens artikel

205, stk. 2, finder også anvendelse på Det Europæiske Råd, når det træffer afgø-

relse med kvalificeret flertal, jf. artikel 201 a, stk. 1, i EUF-Traktaten, som ind-

sat ved Lissabon-Traktaten.

Lissabon-Traktaten indebærer også ændringer af Unionens lovgivnings-

procedurer. Ændringerne betyder navnlig, at den almindelige lovgiv-

ningsprocedure finder anvendelse i væsentligt videre omfang end den

tilsvarende procedure i dag, jf. herved EUF-Traktatens artikel 251 om

den almindelige lovgivningsprocedure. Forordninger og direktiver vil

således på flere områder end i dag skulle vedtages af såvel Europa-

Parlamentet som Rådet. Som eksempel herpå kan nævnes den fælles

landbrugs- og fiskeripolitik efter EUF-Traktatens artikel 37, stk. 2, hvor

Europa-Parlamentet i dag alene inddrages i beslutningsproceduren ved en

høring, men hvor den almindelige lovgivningsprocedure fremover vil

skulle anvendes.

Om bestemmelser i Lissabon-Traktaten, der skaber mulighed for, at Det

Europæiske Råd eller Rådet kan beslutte, at afgørelser vedtages med kva-

lificeret flertal i stedet for enstemmighed, eller at den almindelige lov-

givningsprocedure i EUF-Traktatens artikel 251 som ændret ved Lissa-

bon-Traktaten skal anvendes i stedet for en særlig lovgivningsprocedure,

henvises til pkt. 4.4.6.

b) Forholdet til grundloven

De ændringer, der er beskrevet ovenfor under pkt. a, indebærer ikke no-

gen emnemæssig udvidelse af traktaternes anvendelsesområde.

Der er således f.eks. ikke tale om, at EU med det anførte fremover kan

regulere nye emneområder ved retsakter med direkte virkning i forhold

til borgere mv. i medlemsstaterne. Der er heller ikke tale om tildeling af

nye overstatslige instrumenter til regulering inden for de eksisterende

emneområder.

I den forbindelse bemærkes det særligt, at en beføjelse til f.eks. at udste-

de regler med direkte virkning i forhold til borgere mv. i medlemsstater-

ne også anses for overladt til EU i tilfælde, hvor der kræves enstemmig-

hed i Rådet for at vedtage de pågældende regler. En efterfølgende trak-

tatændring, der indebærer overgang fra krav om enstemmighed til kvali-

ficeret flertal, betyder derfor ikke, at der hermed sker en ny overladelse

af beføjelser til Unionen, jf. pkt. 2.3.2.1 og den under pkt. 2.3.2.2 omtalte

praksis.

På den baggrund indebærer de ændringer, der er omtalt ovenfor under

pkt. a, ikke overladelse af nye beføjelser efter grundlovens § 20 til Unio-

nen, og ændringerne nødvendiggør efter Justitsministeriets opfattelse hel-

ler ikke af andre grunde anvendelse af proceduren i grundlovens § 20.

4.2.2. Særligt om sammensætningen af Europa-Kommissionen

a) Det nuværende traktatgrundlag

De gældende regler om Europa-Kommissionens sammensætning fremgår

af protokol nr. 1 til Nice-traktaten om udvidelsen af Den Europæiske

Union, der trådte i kraft den 1. januar 2005, jf. protokollens artikel 4.

Ordningen indebærer bl.a., at Kommissionen skal omfatte én statsborger

fra hver medlemsstat, idet dette antal dog kan ændres af Rådet med en-

stemmighed. Herudover indebærer den pågældende ordning bl.a., at an-

tallet af medlemmer af Kommissionen – fra det tidspunkt, hvor den første

kommission efter den 27. medlemsstats tiltrædelse af Unionen træder i

funktion – skal være lavere end antallet af medlemsstater, at der fra dette

tidspunkt skal være tale om en ordning med ligelig rotation, og at de

nærmere regler herom skal vedtages af Rådet med enstemmighed.

I overensstemmelse med det anførte består Kommissionen for tiden af 27

kommissærer – én kommissær fra hver medlemsstat. De gældende regler

indebærer, at antallet af medlemmer af Kommissionen med virkning fra

november 2009 skal nedsættes, således at der ikke vil være en statsborger

fra ethvert medlemsland i Kommissionen, og at der samtidig skal indfø-

res en ligelig rotationsordning.

b) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten fastsættes reglerne om Europa-Kommissionens

sammensætning i EU-Traktatens artikel 9 D, stk. 3-5, og EUF-Traktatens

artikel 211 a. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

”Artikel 9 D

…

3. Kommissionens tjenesteperiode er fem år.

Kommissionens medlemmer vælges under hensyn til deres almindelige

duelighed og europæiske engagement blandt personer, hvis uafhængig-

hed er uomtvistelig.

Kommissionen udfører sine opgaver i fuldkommen uafhængighed.

Kommissionens medlemmer må hverken søge eller modtage instruktioner

fra nogen regering, nogen institution, noget andet organ eller nogen an-

den organisation, jf. dog artikel 9 E, stk. 2. De afholder sig fra enhver

handling, der er uforenelig med deres hverv eller udførelsen af deres op-

gaver.

4. Den Kommission, der udnævnes mellem datoen for Lissabontraktatens

ikrafttrædelse og den 31. oktober 2014, skal bestå af en statsborger fra

hver medlemsstat, herunder formanden for Kommissionen og Unionens

højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik,

der skal være en af dens næstformænd.

5. Fra den 1. november 2014 skal Kommissionen bestå af et antal med-

lemmer, herunder formanden for Kommissionen og Unionens højtstående

repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, der svarer til

to tredjedele af antallet af medlemsstater, medmindre Det Europæiske

Råd med enstemmighed beslutter at ændre dette antal.

Kommissionens medlemmer vælges blandt medlemsstaternes statsborge-

re på grundlag af en ordning med en strengt ligelig rotation mellem med-

lemsstaterne, der gør det muligt at afspejle den demografiske og geogra-

fiske spredning i samtlige medlemsstater. Denne ordning fastsættes med

enstemmighed af Det Europæiske Råd i overensstemmelse med artikel

211a i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.”

”Artikel 211a

I overensstemmelse med artikel 9 D, stk. 5, i traktaten om Den Europæi-

ske Union vælges Kommissionens medlemmer på grundlag af en rotati-

onsordning fastsat med enstemmighed af Det Europæiske Råd ud fra føl-

gende principper:

a) Medlemsstaterne behandles fuldstændigt ligeligt for så vidt angår

fastlæggelsen af rækkefølgen og varigheden af deres statsborgeres

medlemskab af Kommissionen; følgelig kan differencen mellem det

samlede antal tjenesteperioder varetaget af statsborgere fra to givne

medlemsstater aldrig overstige én.

b) Hver af de på hinanden følgende Kommissioner sammensættes såle-

des, at den demografiske og geografiske spredning i samtlige med-

lemsstater afspejles på tilfredsstillende måde, jf. dog litra a).”

Som det fremgår, bygger ordningen for Kommissionens sammensætning

på, at begrænsningen i antallet af kommissærer udskydes i 5 år fra 2009

til 2014. Hvor den gældende ordning pålægger Rådet at fastsætte be-

grænsningen i Kommissionens størrelse, indebærer Lissabon-traktaten, at

Kommissionens størrelse i selve traktaten fastsættes til 2/3 af antallet af

medlemsstater. Det Europæiske Råd vil have adgang til at ændre dette

antal. Endelig udbygger bestemmelsen princippet om en ligelig rotation

mellem alle medlemsstater. Ordningen indebærer, at der vil være en

statsborger fra hver medlemsstat (og herunder en dansk statsborger) i

Kommissionen indtil den 31. oktober 2014, og at der fra den 1. november

2014 – når antallet af medlemmer bliver reduceret til at svare til 2/3 af

antallet af medlemsstater – i 2 ud af 3 af Kommissionens tjenesteperioder

vil være en dansk statsborger i Kommissionen.

c) Forholdet til grundloven

Justitsministeriet har tidligere udtalt sig om forholdet mellem grundloven

og forskellige ordninger for Kommissionens sammensætning. Der kan

herved henvises til pkt. 3.2 i 2001-redegørelsen og Justitsministeriets no-

tat af 1. december 2000, der er medtaget som bilag til 2001-redegørelsen,

samt pkt. 4.3.2 i 2004-redegørelsen.

Da der som nævnt under pkt. b med Lissabon-Traktaten i det væsentlige

alene sker en udskydning af fristen for, hvornår antallet af kommissærer

skal reduceres samt en fastsættelse af den reducerede kommissions stør-

relse, rejser det ovenfor anførte efter Justitsministeriets opfattelse ikke

nye spørgsmål i forhold til grundloven.

4.3. Ændringer af bestemmelser inden for Unionens enkelte politik-

områder

4.3.1. Indledning

Med Lissabon-Traktaten gennemføres der ændringer af en række be-

stemmelser inden for Unionens enkelte politikområder.

I det følgende gennemgås under pkt. 4.3.2 - 4.3.20 de ændringer inden

for Unionens politikområder, hvor Justitsministeriet har fundet, at der er

anledning til at omtale forholdet til grundlovens § 20.

4.3.2. Unionsborgeres ret til at færdes og opholde sig frit på med-

lemsstaternes område

a) Det nuværende traktatgrundlag

Efter artikel 18, stk. 2, i EF-Traktaten kan Rådet (med kvalificeret flertal)

vedtage bestemmelser, der skal gøre det lettere for unionsborgerne at ud-

nytte retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.

Det er udtrykkeligt fastsat i artikel 18, stk. 3, at kompetencen efter stk. 2

ikke kan anvendes til at fastsætte bestemmelser om pas, identitetskort,

opholdstilladelser eller andre dokumenter, der er sidestillet hermed, og

heller ikke bestemmelser om social sikring eller social beskyttelse.

Det ensartede pas, der er indført i Unionen, er ikke reguleret med hjem-

mel i EF-Traktaten, men indført ved resolutioner, der er vedtaget af med-

lemsstaterne på folkeretligt grundlag. I december 2004 vedtog Rådet en

forordning om standarder for sikkerhedselementer og biometriske identi-

fikatorer i pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder

(2252/2004). Forordningen er vedtaget med hjemmel i EF-Traktatens

afsnit IV, artikel 62, nr. 2, litra a, (om standarder og procedurer i forbin-

delse med grænsekontrol).

Ifølge protokol nr. 5 om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdam-

Traktaten, er foranstaltninger, der vedtages i henhold til afsnit IV i EF-

Traktaten, ikke bindende for Danmark. Da den nævnte forordning udbygger

Schengenreglerne, har Danmark imidlertid truffet beslutning om at gennemføre

forordningen i dansk ret, jf. herved artikel 5 i den nævnte protokol. Retsakten

gælder ifølge artikel 5 herefter som en folkeretlig forpligtelse mellem Danmark

og de øvrige medlemsstater.

For så vidt angår social sikring, kan Rådet efter EF-Traktatens artikel 42

med enstemmighed vedtage de foranstaltninger, der er nødvendige for at

gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed. Rådet har med hjemmel i

denne bestemmelse og artikel 308 vedtaget en forordning om anvendelse

af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervs-

drivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet

(forordning nr. 1408/71). Forordningen omfatter også studerende og de-

res familiemedlemmer. Rådet har med hjemmel i EF-Traktatens artikel

42 og artikel 308 endvidere vedtaget forordning nr. 883/04 om koordine-

ring af de sociale sikringsordninger. Denne forordning omfatter alle per-

soner og vil erstatte forordning nr. 1408/71. Om social sikring henvises i

den forbindelse også til pkt. 4.3.5 nedenfor. Rådet har desuden efter EF-

Traktatens artikel 137, stk. 1, litra c, mulighed for at vedtage minimums-

forskrifter om arbejdstagernes sociale sikring og sociale beskyttelse.

b) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten foretages der visse ændringer af EF-Traktatens

artikel 18 om fri bevægelighed og opholdsret.

Bestemmelsen i artikel 18 får med Lissabon-Traktaten følgende ordlyd:

”Artikel 18

1. Enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på med-

lemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er

fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne hertil.

2. Såfremt en handling fra Unionens side viser sig påkrævet for at nå det-

te mål, og traktaterne ikke indeholder fornøden hjemmel hertil, kan Eu-

ropa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure

vedtage bestemmelser, der skal gøre det lettere at udøve de rettigheder,

der er nævnt i stk. 1.

3. Med samme mål for øje som i stk. 1 kan Rådet, hvis traktaterne ikke

indeholder fornøden hjemmel hertil, efter en særlig lovgivningsprocedure

fastsætte foranstaltninger vedrørende social sikring eller social beskyttel-

se. Rådet træffer afgørelse med enstemmighed efter høring af Europa-

Parlamentet.”

Endvidere indsættes der med Lissabon-Traktaten en ny bestemmelse i

artikel 62, stk. 3, i EUF-Traktatens tredje del, afsnit IV om et område

med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Bestemmelsen i artikel 62, stk. 3,

har følgende ordlyd:

”Artikel 62

(…)

3. Såfremt en handling fra Unionens side viser sig påkrævet for at gøre

det lettere at udøve den ret, der er nævnt i artikel 17, stk. 2, litra a), og

hvis traktaterne ikke indeholder fornøden hjemmel hertil, kan Rådet efter

en særlig lovgivningsprocedure fastsætte bestemmelser vedrørende pas,

identitetskort, opholdsbeviser eller andre dokumenter, der er sidestillet

hermed. Rådet træffer afgørelse med enstemmighed efter høring af Euro-

pa-Parlamentet.”

c) Forholdet til grundloven

EUF-Traktatens artikel 18, stk. 3, indebærer, at Unionen med henblik

på at sikre, at unionsborgere kan færdes og opholde sig frit på medlems-

staternes område, (med enstemmighed i Rådet) kan vedtage foranstalt-

ninger om social sikring og social beskyttelse. I overensstemmelse med

ordlyden kan bestemmelsen kun anvendes, hvis EU- og EUF-Traktatens

andre bestemmelser ikke indeholder fornøden hjemmel.

Som anført under pkt. a er der allerede i dag bl.a. med hjemmel i EF-

Traktatens artikel 308 vedtaget bestemmelser om social sikring, herunder

også i forhold til EU-borgere, der ikke har udøvet nogen erhvervsmæssig

beskæftigelse i den medlemsstat, som de nu opholder sig i (studerende,

pensionister mv.).

Bestemmelsen i EUF-Traktatens artikel 18 præciserer dermed den kom-

petence, som EU allerede har udøvet på andet grundlag efter EF-

Traktatens artikel 308. Der kan således allerede i medfør af det nuværen-

de traktatgrundlag vedtages foranstaltninger om social sikring og social

beskyttelse med henblik på at gøre det lettere for unionsborgere at udøve

deres ret til at færdes og opholde sig frit.

ii.

Bestemmelsen i EUF-Traktatens artikel 62, stk. 3, indebærer, at Unio-

nen får kompetence til at fastsætte bestemmelser vedrørende pas, identi-

tetskort, opholdsbeviser og andre dokumenter, der er sidestillet hermed,

såfremt det er påkrævet for at gøre det lettere for unionsborgere at udøve

deres ret til at færdes og opholde sig frit, og såfremt EU- og EUF-

Traktatens andre bestemmelser ikke indeholder fornøden hjemmel.

Bestemmelser, der vedtages i medfør af EUF-Traktatens artikel 62, stk.

3, vil ikke være bindende for Danmark, jf. protokol nr. 5 om Danmarks

stilling som ændret ved protokol nr. 21 tilknyttet Lissabon-Traktaten. Det

følger således bl.a. af del I (artikel 2) i protokollen om Danmarks stilling,

at ingen retsakter, der vedtages i henhold til EUF-Traktatens tredje del,

afsnit IV, er bindende for eller finder anvendelse i Danmark, jf. herom

nedenfor i pkt. 4.3.19. Det følger endvidere af protokollens artikel 4, at

Danmark inden 6 måneder efter vedtagelse af forslag, der sigter mod at

udbygge Schengenreglerne, skal beslutte, om Danmark vil gennemføre

de vedtagne regler som en folkeretlig forpligtelse.

iii.

På den anførte baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at dansk

tilslutning til de nævnte bestemmelser i EUF-Traktatens artikel 18 og ar-

tikel 62, stk. 3 – sammenholdt med del I i protokollen om Danmarks stil-

ling – ikke forudsætter anvendelse af proceduren i grundlovens § 20.

4.3.3. Diplomatisk beskyttelse

a) Det nuværende traktatgrundlag

I EF-Traktatens artikel 20 første led er det fastsat, at enhver unionsborger

i tredjelande, hvor den medlemsstat, hvori han er statsborger, ikke er re-

præsenteret, nyder diplomatisk og konsulær beskyttelse fra enhver af de

øvrige EU-landes diplomatiske og konsulære myndigheder på samme

vilkår som statsborgere i den pågældende medlemsstat. Denne regel til-

lægger således alle unionsborgere en ret til at få diplomatisk beskyttelse

fra andre EU-landes myndigheder på samme vilkår som landets egne

borgere. Det er endvidere bl.a. fastsat, at medlemsstaterne indbyrdes ud-

arbejder de nødvendige regler og indleder de påkrævede internationale

forhandlinger med henblik på at sikre, at unionsborgere i tredjelande,

hvor den medlemsstat, hvori vedkommende er statsborger, ikke er repræ-

senteret, nyder enhver medlemsstats diplomatiske og konsulære myndig-

heders beskyttelse på samme vilkår som statsborgere i denne medlems-

stat.

Der er således efter EF-Traktatens artikel 20 ikke givet EU kompetence

til at vedtage foranstaltninger, der kan sikre en sådan diplomatisk beskyt-

telse. Disse foranstaltninger skal i stedet fastsættes af medlemsstaterne

indbyrdes. Sådanne regler er vedtaget mellem medlemsstaterne ved afgø-

relse truffet af repræsentanter for medlemsstaternes regeringer, forsamlet

i Rådet den 19. december 1995.

b) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten foretages der ingen indholdsmæssige ændringer

i første led af artikel 20, som tillægger unionsborgerne ret til diplomatisk

beskyttelse i samme omfang som et lands egne statsborgere.

Derimod indsættes der i bestemmelsen et nyt stykke, hvoraf det følger, at

Rådet efter en særlig lovgivningsprocedure og efter høring af Europa-

Parlamentet kan vedtage direktiver om de koordinations- og samarbejds-

foranstaltninger, der er nødvendige for at lette den omhandlede diploma-

tiske og konsulære beskyttelse.

c) Forholdet til grundloven

Unionen får med Lissabon-Traktaten i EUF-Traktatens artikel 20 kompe-

tence til at vedtage direktiver om de koordinations- og samarbejdsforan-

staltninger, der er nødvendige for at gøre det lettere at yde diplomatisk og

konsulær beskyttelse af unionsborgere i tredjelande.

Unionen vil således ikke kunne harmonisere nationale bestemmelser om

betingelserne for at opnå diplomatisk beskyttelse eller omfanget af en

sådan beskyttelse. Unionens beføjelser vil være afgrænset til at vedtage

koordinations- og samarbejdsforanstaltninger med henblik på at lette

medlemsstaternes diplomatiske og konsulære beskyttelse af unionsborge-

re i tredjelande. Det vil sige, at der er tale om foranstaltninger, som ved-

rører koordination og samarbejde mellem medlemsstaternes myndighe-

der.

Det kan derfor ikke antages, at der med hjemmel i artikel 20 kan fastsæt-

tes bestemmelser med direkte virkning i forhold til borgere mv. i Dan-

mark.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at dansk tilslutning

til EUF-Traktatens artikel 20 ikke forudsætter anvendelse af proceduren i

grundlovens § 20.

Det tilføjes, at bestemmelsen i artikel 20, der tillægger unionsborgere en ret til

diplomatisk beskyttelse efter de anførte kriterier, efter omstændighederne må

antages at kunne have direkte virkning i forhold til borgere mv. i medlemssta-

terne. Dette rejser dog ikke spørgsmål om anvendelse af proceduren i grundlo-

vens § 20, jf nærmere ovenfor under punkt 3.2. Bestemmelsen er i øvrigt på

dette punkt uændret i forhold til de gældende bestemmelser.

4.3.4. Beskyttelse af personoplysninger

a) Det nuværende traktatgrundlag

Det nuværende traktatgrundlag indeholder i EF-Traktatens artikel 286 en

bestemmelse om institutionernes beskyttelse af personoplysninger i for-

bindelse med behandling og fri udveksling af sådanne oplysninger. Be-

stemmelsen angår alene institutionernes mv. og ikke medlemslandenes

behandling og udveksling af sådanne oplysninger. Imidlertid har EF-

Traktatens artikel 95 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning

af hensyn til det indre marked været anvendt som hjemmelsbestemmelse

for flere direktiver om beskyttelse af personoplysninger på EF-Traktatens

anvendelsesområde (det vil sige på området for det nuværende 1. søjle-

samarbejde).

Europa-Parlamentet og Rådet vedtog således i 1995 et direktiv om be-

skyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personop-

lysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (direktiv nr.

95/46). Det pågældende direktiv suppleres af et direktiv fra 2002 om be-

handling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den

elektroniske kommunikationssektor (direktiv nr. 2002/58).

b) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten indsættes der i EUF-Traktatens artikel 16 B en

bestemmelse om beskyttelse af personoplysninger. Artikel 16 B har føl-

gende ordlyd:

”Artikel 16 B

1. Enhver har ret til beskyttelse af personoplysninger om vedkommende

selv.

2. Europa-Parlamentet og Rådet fastsætter efter den almindelige lovgiv-

ningsprocedure regler for beskyttelse af fysiske personer i forbindelse

med behandling af personoplysninger foretaget af Unionens institutioner,

organer, kontorer og agenturer samt af medlemsstaterne under udøvelse

af aktiviteter, der er omfattet af EU-retten, og regler for den frie udveks-

ling af personoplysninger. Overholdelsen af disse regler kontrolleres af

uafhængige myndigheder.

Regler vedtaget på grundlag af denne artikel berører ikke de specifikke

regler, der findes i artikel 25a i traktaten om Den Europæiske Union.”

Der indsættes med Lissabon-Traktaten endvidere en bestemmelse om

beskyttelse af personoplysninger i artikel 25 a i EU-Traktaten. Denne

bestemmelse indgår i EU-Traktatens kapitel om særlige bestemmelser

om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og har følgende ordlyd:

”Artikel 25a

I overensstemmelse med artikel 16 B i traktaten om Den Europæiske

Unions funktionsmåde vedtager Rådet uanset stk. 2 heri en afgørelse, der

fastsætter regler for beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med

medlemsstaternes behandling af personoplysninger under udøvelse af ak-

tiviteter, der er omfattet dette kapitel, samt regler for den frie udveksling

af disse oplysninger. Overholdelsen af disse regler kontrolleres af uaf-

hængige myndigheder.”

I artikel 2 a i protokol nr. 21 om Danmarks stilling, som er knyttet til Lis-

sabon-Traktaten, er det herudover bestemt, at protokollens del I (artikel

2) også finder anvendelse på de regler fastsat på grundlag af EUF-

Traktatens artikel 16 B, der vedrører medlemsstaternes behandling af

personoplysninger under udøvelsen af aktiviteter, der er omfattet af EUF-

Traktatens tredje del, afsnit IV, kapitel 4 og 5 om retligt samarbejde i

straffesager og politisamarbejde. Det betyder, at regler om beskyttelse af

personoplysninger vedtaget efter EUF-Traktatens artikel 16 B ikke vil

være bindende for eller finde anvendelse i Danmark, i det omfang de

vedrører retligt samarbejde i straffesager og politisamarbejde. Se om pro-

tokollen om Danmarks stilling nærmere nedenfor i pkt. 4.3.19.

I denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af erklæring nr. 21, som er

knyttet til Lissabon-Traktaten, at det inden for retligt samarbejde i straf-

fesager og politisamarbejde kan blive nødvendigt i medfør af EUF-

Traktatens artikel 16 B at fastsætte specifikke regler om beskyttelse af

personoplysninger og om fri bevægelighed for disse oplysninger som

følge af områdernes specifikke karakter.

c) Forholdet til grundloven

Som det fremgår af pkt. b, vil Unionen på grundlag af den nye bestem-

melse i EUF-Traktatens artikel 16 B kunne fastsætte regler om bl.a. med-

lemsstaternes behandling og udveksling af personoplysninger, når de ud-

øver aktiviteter, der er omfattet af EU-retten.

Denne adgang til at regulere bl.a. beskyttelsen af borgerne i forbindelse

med behandling af personoplysninger vil ikke som hidtil kun gælde i for-

hold til områder, der i dag er omfattet af EF-Traktaten (det nuværende 1.

søjle-samarbejde).

Unionen får således også overladt beføjelser til at udstede regler om be-

skyttelse af personoplysninger i forhold til EUF-Traktatens tredje del,

afsnit IV om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed samt inden

for området for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. i den for-

bindelse EU-Traktatens artikel 25 a.

I forhold til EUF-Traktatens tredje del, afsnit IV om et område med fri-

hed, sikkerhed og retfærdighed følger det imidlertid – som nævnt under

pkt. b – af artikel 2 a i protokollen om Danmarks stilling, at Danmark

ikke vil være bundet af de regler vedtaget i henhold til EUF-Traktatens

artikel 16 B, som vedrører medlemsstaternes behandling af personoplys-

ninger i forbindelse med udøvelsen af aktiviteter, der falder inden for

EUF-Traktatens tredje del, afsnit IV, kapitel 4 og 5 om retligt samarbejde

i straffesager og politisamarbejde.

For så vidt angår beskyttelse af personoplysninger inden for området for

den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, følger det af EUF-Traktatens

artikel 16 B, stk. 2, at regler vedtaget på grundlag af denne artikel ikke

berører de specifikke regler, der findes i EU-Traktatens artikel 25 a. Det

er i den forbindelse i EU-Traktatens artikel 25 a fastsat, at Rådet vedtager

en afgørelse, der fastsætter regler for beskyttelse af fysiske personer i for-

bindelse med medlemsstaternes behandling af personoplysninger under

udøvelse af aktiviteter, der er omfattet af den fælles udenrigs- og sikker-

hedspolitik. Der fastsættes endvidere regler for den frie udveksling af

disse oplysninger.

Som anført nedenfor under pkt. 4.3.20 er der ikke holdepunkter for at

antage, at der inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med

Lissabon-Traktaten indføres en adgang for Unionen til at foretage en re-

gulering med direkte virkning i forhold til borgere mv. i medlemsstater-

ne. I overensstemmelse hermed må det antages, at regler om beskyttelse

af personoplysninger, der i medfør af EU-Traktatens artikel 25 a bliver

fastsat inden for området for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik,

ikke kan have direkte virkning i forhold til borgere mv. i Danmark.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at dansk tilslutning

til de ændringer, der med Lissabon-Traktaten foretages i forhold til be-

skyttelse af personoplysninger – sammenholdt med del I i protokollen om

Danmarks stilling – ikke forudsætter anvendelse af proceduren i grund-

lovens § 20.

4.3.5. Social sikring

a) Det nuværende traktatgrundlag

Det nuværende traktatgrundlag indeholder i EF-Traktatens artikel 42 en

bestemmelse om social sikring i forbindelse med arbejdskraftens frie be-

vægelighed. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”Artikel 42

Rådet vedtager efter fremgangsmåden i artikel 251 de foranstaltninger

vedrørende social tryghed, der er nødvendige for at gennemføre arbejds-

kraftens frie bevægelighed, især ved at indføre en ordning, som gør det

muligt at sikre vandrende arbejdstagere og deres ydelsesberettigede pårø-

rende:

a) sammenlægning af alle tidsrum, der i de forskellige nationale lovgiv-

ninger tages i betragtning med henblik på at indrømme og opretholde ret-

ten til ydelser og på beregning af disse

b) betaling af ydelser til personer, der bor inden for medlemsstaternes

områder.

Rådet træffer afgørelse med enstemmighed under hele den i artikel 251

omhandlede fremgangsmåde.”

b) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten ændres EF-Traktatens artikel 42. Bestemmelsen

i artikel 42 får følgende ordlyd:

”Artikel 42

Europa-Parlamentet og Rådet vedtager efter den almindelige lovgiv-

ningsprocedure de foranstaltninger vedrørende social tryghed, der er nød-

vendige for at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed, især ved at

indføre en ordning, som gør det muligt at sikre vandrende arbejdstagere

og selvstændige samt deres ydelsesberettigede pårørende:

a) sammenlægning af alle tidsrum, der i de forskellige nationale lovgiv-

ninger tages i betragtning med henblik på at indrømme og opretholde ret-

ten til ydelser og på beregning af disse

b) betaling af ydelser til personer, der bor inden for medlemsstaternes

områder.

(…)”

Efter bestemmelsen i artikel 42 i den nye affattelse kan der således efter

den almindelige lovgivningsprocedure indføres foranstaltninger, som gør

det muligt at sikre vandrende arbejdstagere og selvstændige samt deres

ydelsesberettigede pårørende, og der er derfor tale om en ændring i for-

hold til den gældende bestemmelse i EF-Traktatens artikel 42, der ikke

nævner social sikring af selvstændige.

Artikel 42 indeholder herudover i sidste stykke en mulighed for det en-

kelte medlem af Rådet til at anmode om, at et udkast til en lovgivnings-

mæssig retsakt, som er omfattet af bestemmelsen, forelægges for Det Eu-

ropæiske Råd, hvis retsakten vil berøre vigtige aspekter af den pågæl-

dende medlemsstats sociale sikringssystem eller berører dette systems

finansielle balance (en såkaldt nødbremse).

c) Forholdet til grundloven

Som det fremgår af pkt. b, omfatter EUF-Traktatens artikel 42 også selv-

stændige, og bestemmelsen indebærer dermed en ændring i forhold til

den gældende bestemmelse i EF-Traktaten om social sikring i forbindelse

med arbejdskraftens fri bevægelighed.

Der er imidlertid ikke med ændringen tale om en udvidelse af Unionens

beføjelser, idet der med hjemmel i EF-Traktatens artikel 308 allerede er

vedtaget forskrifter om social sikring i forhold til selvstændige. Der kan i

den forbindelse også henvises til pkt. 4.3.2 ovenfor. Det vil sige, at der

med Lissabon-Traktaten i forhold til artikel 42 alene sker en præcisering

af en kompetence, som allerede anses for omfattet af det nuværende trak-

tatgrundlag.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at dansk tilslutning

til EUF-Traktatens artikel 42 ikke forudsætter anvendelse af proceduren i

grundlovens § 20.

Heller ikke det forhold, at der med Lissabon-Traktatens ændring af EF-

Traktatens artikel 42 vil gælde krav om kvalificeret flertal – og ikke en-

stemmighed – i Rådet for at vedtage retsakter efter bestemmelsen, inde-

bærer efter Justitsministeriets opfattelse, at det er nødvendigt at følge

proceduren i grundlovens § 20. Der henvises i den forbindelse bl.a. til

det, der er anført under pkt. 2.3.2.1 om overgang fra krav om enstem-

mighed til krav om flertal.

4.3.6. Administrative foranstaltninger om kapitalbevægelser og beta-

linger, herunder indefrysning af midler

a) Det nuværende traktatgrundlag

Det nuværende traktatgrundlag indeholder ikke nogen selvstændig be-

stemmelse om administrative foranstaltninger om kapitalbevægelser og

betalinger, herunder indefrysning af midler tilhørende bestemte personer

og grupper.

EF-traktatens artikel 60 og 301 giver hjemmel til at vedtage foranstalt-

ninger, der afbryder eller indskrænker de økonomiske forbindelser med

et eller flere tredjelande. Unionen har med hjemmel heri og i EF-

Traktatens artikel 308 vedtaget forordninger om indefrysning af midler

tilhørende bestemte personer og grupper, der har forbindelse med tredje-

lande, og som må anses for involveret i terrorhandlinger. Det er i den

forbindelse antaget, at artikel 60, 301 og 308 i EF-Traktaten alene giver

hjemmel til at gennemføre sådanne tiltag over for personer eller enheder,

som har forbindelse til tredjelande eller på anden måde er direkte omfat-

tet af de udenrigspolitiske aspekter af Unionens fælles holdninger.

b) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten indsættes der i den kommende EUF-Traktats

tredje del, afsnit IV, om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed

følgende bestemmelse i artikel 61 H:

”Artikel 61 H

Hvis det er nødvendigt for at nå målene i artikel 61 for så vidt angår fore-

byggelse og bekæmpelse af terrorisme og dermed beslægtede aktiviteter,

fastsætter Europa-Parlamentet og Rådet ved forordning efter den almin-

delige lovgivningsprocedure en ramme for administrative foranstaltnin-

ger vedrørende kapitalbevægelser og betalinger, herunder indefrysning af

midler, finansielle aktiver eller økonomiske gevinster, der tilhører, ejes

eller besiddes af fysiske eller juridiske personer, grupper eller ikke-

statslige enheder.

Rådet vedtager på forslag af Kommissionen foranstaltninger for at gen-

nemføre den i stk. 1 nævnte ramme.

De retsakter, der er nævnt i denne artikel, skal indeholde de nødvendige

bestemmelser om retsgarantier.”

Indefrysning af midler tilhørende organisationer med tilknytning til tred-

jelande er ikke omfattet af bestemmelsen i artikel 61 H. Sådanne foran-

staltninger vil fremover være omfattet af EUF-Traktatens artikel 188 K

(den hidtidige artikel 301), der bl.a. tilpasses, således at den giver hjem-

mel for vedtagelse af restriktive foranstaltninger over for fysiske og juri-

diske personer, grupper eller ikke-statslige enheder. Det vil således ikke

længere være fornødent også at basere sådanne vedtagelser vedrørende

personer med tilknytning til tredjelande på bestemmelsen i artikel 308.

c) Forholdet til grundloven

Som anført under pkt. a antages der allerede i medfør af det nuværende

traktatgrundlag at være hjemmel til at vedtage administrative foranstalt-

ninger i form af bl.a. indefrysning af midler over for personer eller enhe-

der, som har forbindelse til tredjelande eller på anden måde er direkte

omfattet af de udenrigspolitiske aspekter af Unionens fælles holdninger.

EUF-Traktatens artikel 61 H indebærer, at Unionen også får beføjelse til

– med henblik på forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme og dermed

beslægtede aktiviteter – at vedtage administrative foranstaltninger vedrø-

rende kapitalbevægelser og betalinger, der retter sig mod personer eller

enheder, som ikke har forbindelse til tredjelande eller på anden måde er

direkte omfattet af de udenrigspolitiske aspekter af Unionens fælles

holdninger. Det vil sige, at foranstaltninger, som vedtages efter EUF-

Traktatens artikel 61 H, og som kan have direkte virkning i medlemssta-

terne, vil kunne være rettet mod personer, som er involveret i terrorisme

eller beslægtede aktiviteter, der vedrører forhold inden for Unionen.

Foranstaltninger, der vedtages i medfør af EUF-Traktatens artikel 61 H,

vil imidlertid ikke være bindende for Danmark, jf. protokol nr. 5 om

Danmarks stilling som ændret ved protokol nr. 21 tilknyttet Lissabon-

Traktaten. Det følger således bl.a. af del I (artikel 2) i protokollen om

Danmarks stilling, at ingen retsakter, der vedtages i henhold til EUF-

Traktatens tredje del, afsnit IV, er bindende for eller finder anvendelse i

Danmark, jf. herom nedenfor i pkt. 4.3.19.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at dansk tilslutning

til EUF-Traktatets artikel 61 H – sammenholdt med del I i protokollen

om Danmarks stilling – ikke forudsætter anvendelse af proceduren i

grundlovens § 20.

Heller ikke bestemmelsen i EUF-Traktatens artikel 188 K om såkaldte

restriktive foranstaltninger, der har forbindelse til Unionens udenrigspoli-

tiske aspekter, forudsætter efter Justitsministeriets opfattelse anvendelse

af proceduren i grundlovens § 20. Det skyldes, at der som anført under

pkt. a antages allerede i medfør af EF-Traktatens artikel 60, 301 og 308

at være hjemmel til at vedtage administrative foranstaltninger i form af

bl.a. indefrysning af midler over for personer eller enheder, som har for-

bindelse til tredjelande eller på anden måde er direkte omfattet af de

udenrigspolitiske aspekter af Unionens fælles holdninger.

4.3.7. Intellektuelle rettigheder

a) Det nuværende traktatgrundlag

I det nuværende traktatgrundlag findes der ikke nogen selvstændig be-

stemmelse om adgang til at vedtage foranstaltninger, der vedrører intel-

lektuelle rettigheder. Det hører imidlertid allerede efter det nuværende

traktatgrundlag til et af Unionens mål at gennemføre det indre marked, jf.

EF-Traktatens artikel 3, litra c, og det antages derfor, at Rådet har hjem-

mel bl.a. i EF-Traktatens artikel 308 til som led i denne målsætning at

vedtage foranstaltninger om intellektuelle rettigheder. Der kan i den for-

bindelse bl.a. henvises til rådsforordning 40/94 om EF-varemærker.

Kommissionen har endvidere fremsat forslag til en forordning om EF-

patenter med hjemmel i EF-Traktatens artikel 308.

b) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten indsættes der en bestemmelse i artikel 97 a i

EUF-Traktaten, der vedrører intellektuelle ejendomsrettigheder. Be-

stemmelsen har følgende ordlyd:

”Artikel 97a

Som led i det indre markeds oprettelse eller funktion fastsætter Europa-

Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure foran-

staltninger vedrørende indførelse af europæiske beskyttelsesbeviser for at

sikre en ensartet beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder i Unio-

nen samt indførelse af centraliserede tilladelses-, koordinations- og kon-

trolordninger på EU-niveau.

Rådet fastsætter ved forordning efter en særlig lovgivningsprocedure

sprogordningen for de europæiske beskyttelsesbeviser. Det træffer afgø-

relse med enstemmighed efter høring af Europa-Parlamentet.”

Der vil således med hjemmel i EUF-Traktatens artikel 97 a kunne gen-

nemføres foranstaltninger efter den almindelige lovgivningsprocedure

vedrørende indførelse af europæiske beskyttelsesbeviser for at sikre en

ensartet beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder. I den forbin-

delse vil der kunne fastsættes bestemmelser, som omhandler rettigheder

og pligter for personer og virksomheder her i landet, og som vil have di-

rekte virkning.

c) Forholdet til grundloven

Som det fremgår, indebærer EUF-Traktatens artikel 97 a, at der etableres

et udtrykkeligt hjemmelsgrundlag for Unionen til at regulere et område,

som Unionen allerede i medfør af det nuværende traktatgrundlag (EF-

Traktatens artikel 308) kan regulere.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at dansk tilslutning

til artikel 97 a ikke forudsætter anvendelse af proceduren i grundlovens §

20.

4.3.8. Sport

a) Det nuværende traktatgrundlag

EF-Traktaten indeholder ikke bestemmelser, der giver Unionen en sær-

skilt kompetence inden for sport.

Sportsudøvelse kan imidlertid være omfattet af EF-Traktatens bestem-

melser, i det omfang sportsudøvelsen udgør en økonomisk virksomhed.

EF-domstolen har således flere gange fastslået, at professionelle sports-

udøvere er omfattet af traktatbestemmelser om retten til fri bevægelig-

hed.

Herudover er der med hjemmel i EF-Traktatens bestemmelser om bl.a.

uddannelse, sundhed og forskning vedtaget f.eks. afgørelser om idræt og

uddannelse, idræt og unge, dopingbekæmpelse mv.

Der kan f.eks. henvises til Europa-Parlamentet og Rådets afgørelse om Det Eu-

ropæiske År for Uddannelse gennem Idræt 2004 (afgørelse 291/2003), samt

Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om oprettelse af programmet ”Aktive

unge” for perioden 2007 til 2013 (afgørelse 1719/2006). Sidstnævnte afgørelse,

der er vedtaget med hjemmel i EF-Traktatens artikel 149, stk. 4, giver bl.a. mu-

lighed for at yde støtte til volontørprojekter, som giver ungdomsgrupper mulig-

hed for at deltage kollektivt i lokale, regionale, nationale, europæiske eller in-

ternationale aktiviteter inden for sport. Senest har Kommissionen udsendt en

hvidbog om idræt den 11. juli 2007, KOM (2007) 391.

b) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten ændres den gældende bestemmelse i EF-

Traktatens artikel 149 om uddannelse, således at der i EUF-Traktatens

artikel 149 indsættes en særlig hjemmelsbestemmelse som grundlag for

Unionens samarbejde om sport, herunder også amatørsport.

Det fastsættes i artikel 149, stk. 2, bl.a., at målet for Unionens indsats på

området er at udvikle sportens europæiske dimension ved at fremme ret-

færdighed og åbenhed i sportskonkurrencer og samarbejde mellem

sportsorganisationer og myndigheder samt ved at beskytte sportsudøver-

nes og især de unge sportsudøveres fysiske og moralske integritet.

Det fremgår endvidere af artikel 149, stk. 3, at Unionen og medlemssta-

terne skal fremme samarbejdet med tredjelande og med de internationale

organisationer, der beskæftiger sig med uddannelsesforhold og sport,

herunder navnlig Europarådet.

For at virkeliggøre de omtalte mål kan Unionen efter artikel 149, stk. 4,

vedtage tilskyndelsesforanstaltninger. Sådanne foranstaltninger kan ikke

indebære nogen form for harmonisering af medlemsstaternes love og

administrative bestemmelser.

c) Forholdet til grundloven

Som det fremgår af pkt. a, er der allerede i dag bl.a. med hjemmel i EF-

Traktatens artikel 149 om uddannelse taget en række initiativer inden for

området sport. Den udtrykkelige bestemmelse om sport, der med Lissa-

bon-Traktaten bliver indsat i EUF-Traktaten, giver som nævnt hjemmel

til at vedtage tilskyndelsesforanstaltninger med henblik på at udvikle

sportens europæiske dimension. Tilskyndelsesforanstaltningerne vil ikke

kunne omfatte harmonisering af medlemsstaternes lovgivning.

EF-Traktatens (fremover EUF-Traktatens) artikel 149, hvori bestemmel-

sen om sport bliver indføjet, antages ikke at kunne anvendes til at fast-

sætte bestemmelser, som indebærer forpligtelser eller rettigheder for bor-

gere mv. i medlemsstaterne, og som vil kunne have direkte virkning i

forhold til de pågældende.

Det må derfor efter Justitsministeriets opfattelse antages, at der efter

EUF-Traktatens artikel 149 heller ikke på området for sport vil kunne

fastsættes bestemmelser med direkte virkning i forhold til borgere mv. i

Danmark.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at dansk tilslutning

til EUF-Traktatens artikel 149 ikke forudsætter anvendelse af proceduren

i grundlovens § 20.

4.3.9. Grænseoverskridende trusler mod sundheden mv.

a) Det nuværende traktatgrundlag

Det nuværende traktatgrundlag indeholder i EF-Traktatens artikel 152 en

bestemmelse om folkesundhed. Bestemmelsen giver bl.a. Rådet kompe-

tence til at vedtage foranstaltninger på nærmere afgrænsede områder. I

øvrigt kan Rådet vedtage tilskyndelsesforanstaltninger med henblik på

beskyttelse og forbedring af folkesundheden, men uden at der kan være

tale om nogen form for harmonisering af medlemsstaternes lovgivning.

b) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten foretages der visse ændringer i EF-Traktatens

artikel 152 om folkesundhed.

I forhold til den gældende bestemmelse i EF-Traktatens artikel 152 bliver

det med Lissabon-Traktaten bl.a. tilføjet, at Unionen kan vedtage foran-

staltninger til fastsættelse af høje standarder for kvaliteten og sikkerhe-

den af lægemidler og medicinsk udstyr, jf. herved EUF-Traktatens artikel

152, stk. 4, litra c.

I erklæring nr. 32 knyttet til Lissabon-Traktaten er det om fortolkningen

af bestemmelsen i EUF-Traktatens artikel 152, stk. 4, litra c, anført, at de

foranstaltninger, der skal vedtages i medfør af bestemmelsen, skal tilgo-

dese fælles sikkerhedshensyn og have som mål at fastsætte høje kvalitets-

og sikkerhedsstandarder, når nationale standarder med indvirkning på det

indre marked ellers ville hindre, at der opnås et højt sundhedsbeskyttel-

sesniveau.

Herudover er der i EUF-Traktatens artikel 152 bl.a. tilføjet en bestem-

melse om, at Unionen kan vedtage tilskyndelsesforanstaltninger, der ved-

rører overvågning af alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler,

varsling i tilfælde af sådanne trusler og bekæmpelse heraf, jf. herved ar-

tikel 152, stk. 5. Af den pågældende bestemmelse følger også, at Unio-

nen kan vedtage tilskyndelsesforanstaltninger navnlig med henblik på

bekæmpelse af større grænseoverskridende trusler mod sundheden samt

foranstaltninger med direkte henblik på beskyttelse af folkesundheden i

forbindelse med tobak og alkoholmisbrug. De pågældende foranstaltnin-

ger kan ikke indebære nogen form for harmonisering af medlemsstater-

nes lovgivning.

c) Forholdet til grundloven

Med de nævnte tilføjelser vil Unionen bl.a. få adgang til i medfør af

EUF-Traktatens artikel 152, stk. 4, litra c, at vedtage foranstaltninger til

fastsættelse af høje standarder for kvaliteten og sikkerheden af lægemid-

ler og medicinsk udstyr. Denne adgang skal ses i sammenhæng med er-

klæring nr. 32, hvorefter foranstaltninger vedtaget i henhold til artikel

152, stk. 4, litra c, skal vedrøre det indre marked.

Når det gælder de omhandlede foranstaltninger om kvalitet og sikkerhed

af lægemidler mv. er der allerede i dag hjemmel til at vedtage sådanne

foranstaltninger efter EF-Traktatens artikel 95 om det indre marked, jf.

eksempelvis Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om oprettelse af en

fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (direktiv

2001/83/EF). Det vil sige, at der på dette område ikke er tale om nogen

udvidelse af Unionens eksisterende beføjelser.

Unionen vil som nævnt under pkt. b herudover i medfør af EUF-

Traktatens artikel 152, stk. 5, bl.a. få adgang til at vedtage foranstaltnin-

ger, der vedrører overvågning af alvorlige grænseoverskridende sund-

hedstrusler, varsling i tilfælde af sådanne trusler og bekæmpelse heraf

samt foranstaltninger med direkte henblik på beskyttelse af folkesundhe-

den i forbindelse med tobak og alkoholmisbrug.

Unionens beføjelser efter artikel 152, stk. 5, vil være afgrænset til at ved-

tage tilskyndelsesforanstaltninger, som ikke kan indebære nogen form for

harmonisering af medlemsstaternes lovgivning. Det kan derfor ikke anta-

ges, at der med hjemmel i bestemmelsen kan fastsættes regler med direk-

te virkning for borgere mv. i Danmark.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at dansk tilslutning

til EUF-Traktatens artikel 152 ikke forudsætter anvendelse af proceduren

i grundlovens § 20.

4.3.10. Rumpolitik

a) Det nuværende traktatgrundlag

EF-Traktatens afsnit XVIII (artikel 163-173) om forskning og teknolo-

gisk udvikling giver bl.a. adgang til at vedtage en række foranstaltninger

om rumforskning.

I den forbindelse kan det nævnes, at Kommissionen i april 2007 udsendte

en meddelelse om europæisk rumpolitik til Rådet og Europa-Parlamentet.

Det fremgår bl.a. heraf, at EU bør indføre et europæisk rumprogram og

sørge for koordinering af rumaktiviteterne på nationalt og europæisk plan

under særlig hensyntagen til brugernes behov, samt udvikle en fælles

strategi for internationale forbindelser i rumsektoren. Rådet har i maj

2007 vedtaget en resolution om den europæiske rumpolitik. Det fremgår

heraf bl.a., at medlemsstaterne opfordres til fortsat at støtte europæiske

mål og programmer på europæisk plan, bl.a. med deres nationale pro-

grammer og aktiviteter, når det er hensigtsmæssigt, for derved at sikre

effektivitet og komplementaritet i den europæiske indsats.

Herudover er det i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om Det Eu-

ropæiske Fællesskabs 7. rammeprogram for forskning, teknologisk ud-

vikling og demonstration (1982/2006) bl.a. fastsat, at fællesskabets

rumprogram fokuserer på global miljø- og sikkerhedsovervågning til

gavn for borgerne og den europæiske rumindustris konkurrenceevne.

b) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten indsættes der – som noget nyt i forhold til det

nuværende traktatgrundlag – en særlig bestemmelse om rumpolitik i

EUF-Traktatens artikel 172 a.

Bestemmelsen i artikel 172 a har følgende ordlyd:

”Artikel 172a

1. Unionen udarbejder en europæisk rumpolitik for at fremme det viden-

skabelige og tekniske fremskridt, industriens konkurrenceevne og iværk-

sættelsen af sine politikker. Med henblik herpå kan den fremme fælles

initiativer, støtte forskning og teknologisk udvikling og koordinere den

nødvendige indsats for at udforske og udnytte rummet.

2. For at bidrage til gennemførelsen af de mål, der er nævnt i stk. 1, fast-

sætter Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivnings-

procedure de nødvendige foranstaltninger, der kan tage form af et euro-

pæisk rumprogram, uden at der er tale om nogen form for harmonisering

af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.

3. Unionen etablerer de relevante forbindelser med Den Europæiske

Rumorganisation.

4. Denne artikel berører ikke de øvrige bestemmelser i dette afsnit.”

Det fremgår således bl.a. af artikel 172 a, at Unionen udarbejder en euro-

pæisk rumpolitik for at fremme det videnskabelige og tekniske frem-

skridt, industriens konkurrenceevne og iværksættelsen af sine politikker,

og at Unionen med henblik herpå kan fremme fælles initiativer, støtte

forskning og teknologisk udvikling og koordinere den nødvendige ind-

sats for at udforske og udnytte rummet, jf. artikel 172 a, stk. 1.

Herudover er det i artikel 172 a, stk. 2, fastsat, at de nødvendige foran-

staltninger, der kan tage form af et europæisk rumprogram, fastsættes af

Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedu-

re. De pågældende foranstaltninger kan ikke indebære nogen form for

harmonisering af medlemsstaternes lovgivning.

c) Forholdet til grundloven

Som anført under pkt. a er der allerede efter EF-Traktaten hjemmel til at

vedtage en række foranstaltninger om rumfart.

EUF-traktatens artikel 172 a giver adgang til at vedtage foranstaltninger,

der kan tage form af et europæisk rumprogram, herunder sådan at Unio-

nen med henblik herpå kan fremme fælles initiativer, støtte forskning og

teknologisk udvikling og koordinere den nødvendige indsats for at udfor-

ske og udnytte rummet. Bestemmelsen om rumpolitik må således antages

at tage sigte på forholdet mellem EU og medlemsstaterne og medlemssta-

terne indbyrdes samt på støtte af bl.a. finansiel karakter fra EU.

I EUF-Traktatens artikel 172 a, stk. 2, er det udtrykkeligt fastsat, at de

nødvendige foranstaltninger, som Unionen kan fastsætte for at bidrage til

gennemførelsen af de mål, der er nævnt i bestemmelsens stk. 1, ikke kan

indebære nogen form for harmonisering af medlemsstaternes lovgivning.

Det kan som følge af det anførte ikke antages, at Unionen med EUF-

Traktatens artikel 172 a får overladt beføjelser omfattet af grundlovens §

20 til at fastsætte regler med direkte virkning i forhold til borgere mv. i

Danmark.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at dansk tilslutning

til EUF-Traktatens artikel 172 a ikke forudsætter anvendelse af procedu-

ren i grundlovens § 20.

4.3.11. Energipolitik

a) Det nuværende traktatgrundlag

Det nuværende traktatgrundlag fastslår i EF-Traktatens artikel 3, litra u,

at Fællesskabet bl.a. skal opnå sine mål ved indførelse af foranstaltninger

på energiområdet.

Da EF-Traktaten ikke indeholder særskilte bestemmelser om energi, har

Unionen udformet sin energipolitik med hjemmel i andre bestemmelser i

EF-Traktaten. Unionen har således med hjemmel i EF-Traktatens artikel

47, stk. 2, 55 og 95 om det indre marked bl.a. vedtaget direktiver om fæl-

les regler for det indre marked for elektricitet (senest direktiv nr.

2003/54) og naturgas (senest direktiv nr. 2003/55). Rådet har desuden

med hjemmel i EF-Traktatens artikel 100, hvorefter Rådet kan vedtage

foranstaltninger, der er afpasset efter den økonomiske situation, navnlig

hvis der opstår alvorlige forsyningsvanskeligheder med hensyn til visse

produkter, vedtaget et direktiv om foranstaltninger til opretholdelse af

naturgasforsyningssikkerheden (direktiv nr. 2004/67).

Endvidere har Rådet med hjemmel i EF-Traktatens artikel 175 om miljø-

politik bl.a. vedtaget et direktiv om fremme af elektricitet produceret fra

vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet (di-

rektiv nr. 2001/77).

b) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten indsættes der en ny bestemmelse i artikel 176 A

i EUF-Traktaten. Efter bestemmelsen får Unionen en udtrykkelig kompe-

tence til at vedtage foranstaltninger på energiområdet, herunder for at

sikre energimarkedets funktion og energiforsyningssikkerheden i Unio-

nen. Bestemmelsen i artikel 176 A har følgende ordlyd:

”Artikel 176 A

1. Som led i det indre markeds oprettelse og funktion og under hensyn til

kravet om at bevare og forbedre miljøet sigter Unionens politik på ener-

giområdet mod i en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne:

a) at sikre energimarkedets funktion

b) at sikre energiforsyningssikkerheden i Unionen

c) at fremme energieffektivitet og energibesparelser samt udvikling af

nye og vedvarende energikilder og

d) at fremme sammenkobling af energinet.

2. Europa-Parlamentet og Rådet fastsætter efter den almindelige lovgiv-

ningsprocedure de foranstaltninger, der er nødvendige for at nå de mål,

der er nævnt i stk. 1, dog således at anvendelsen af andre bestemmelser i

traktaterne ikke berøres herved. Disse foranstaltninger vedtages efter hø-

ring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.

De berører ikke en medlemsstats ret til at fastsætte betingelserne for ud-

nyttelsen af dens energiressourcer, dens valg mellem forskellige energi-

kilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning, jf. dog

artikel 175, stk. 2, litra c).

3. (…)”

c) Forholdet til grundloven

Som det fremgår af pkt. a, antages det, at der allerede i dag er hjemmel i

EF-Traktaten til at vedtage energipolitiske foranstaltninger. I den forbin-

delse må det endvidere antages, at de foranstaltninger, der kan vedtages i

medfør af det eksisterende traktatgrundlag, vil være de samme foranstalt-

ninger, som bliver omfattet af den nye bestemmelse i EUF-Traktatens

artikel 176 A.

Det vil sige, at EUF-Traktatens artikel 176 A alene betyder, at der etable-

res et udtrykkeligt hjemmelsgrundlag for Unionen på et område, som

Unionen allerede antages at have hjemmel til at regulere.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at dansk tilslutning

til EUF-Traktatens artikel 176 A ikke forudsætter anvendelse af procedu-

ren i grundlovens § 20.

4.3.12. Turisme

a) Det nuværende traktatgrundlag

Efter EF-Traktatens artikel 3, litra u, skal Fællesskabet bl.a. opnå de mål,

der er nævnt i EF-Traktatens artikel 2, ved indførelse af foranstaltninger

på området for turisme.

EF-Traktaten indeholder ikke særskilte bestemmelser om turisme. Imid-

lertid er turisterhvervet omfattet af traktatens bestemmelser om retten til

fri bevægelighed for tjenesteydelser (hotelophold, forlystelser mv.) og

etableringsretten for selvstændige. Turisterhvervet kan således reguleres,

i det omfang der er hjemmel i traktatbestemmelser om det indre marked.

I Kommissionens meddelelse af 17. marts 2006, KOM (2006) 134 om en

ny turistpolitik i EU – mod et stærkere partnerskab inden for europæisk

turisme redegøres der for, hvad Kommissionen har til hensigt at gøre på

turismeområdet inden for rammerne af den nuværende fællesskabslov-

givning. Det anføres bl.a. heri, at Kommissionen vil indføre en ny euro-

pæisk turismepolitik, hvor hovedformålet vil være at forbedre den euro-

pæiske turistindustris konkurrenceevne og skabe flere job gennem bære-

dygtig vækst i turismen i Europa og på verdensplan. Videre anføres det,

at Kommissionen vil fremsætte forslag til foranstaltninger om fremme af

udveksling af god praksis inden for ”turisme for alle” og ”udpegning af

nationale og internationale foranstaltninger, som skal støtte turismerelate-

rede SMV’er [små og mellemstore virksomheder] og etablere en proces

for udveksling af god praksis”.

Også Rådet har i de senere år drøftet rammerne for den europæiske tu-

risme. Således fremgår det senest af Rådets konklusioner om en ny tu-

rismepolitik fra september 2006, at Rådet opfordrer Kommissionen, med-

lemsstaterne, den europæiske turistindustri og andre aktører i turistsekto-

ren til bl.a. at arbejde for at fremme bevidstheden på politisk plan om tu-

rismespørgsmål og til at tilrettelægge fælles initiativer, der belyser turis-

mens betydning for beskæftigelse, vækst og bæredygtig udvikling samt

giver mulighed for udveksling af ekspertise og bedste praksis.

b) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten indsættes der en ny artikel 176 B om turisme i

EUF-Traktaten. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”Artikel 176 B

1. Unionen supplerer medlemsstaternes indsats i turistsektoren, især ved

at fremme konkurrenceevnen for Unionens virksomheder inden for denne

sektor.

Med henblik herpå er målene for Unionens indsats:

a) at tilskynde til tilvejebringelse af et gunstigt klima for udvikling af

virksomhederne inden for denne sektor

b) at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne, navnlig ved udveks-

ling af god praksis.

2. Europa-Parlamentet og Rådet fastsætter efter den almindelige lovgiv-

ningsprocedure med henblik på at opfylde målene i denne artikel særlige

foranstaltninger, der skal supplere medlemsstaternes indsats, men uden at

der er tale om nogen form for harmonisering af medlemsstaternes love og

administrative bestemmelser.”

Det fremgår yderligere af de nye bestemmelser i EUF-Traktatens artikel

2 A, stk. 5, og artikel 2 E om understøttende, koordinerende eller supple-

rende tiltag, at Unionens beføjelser vedrørende bl.a. turisme alene giver

mulighed for at understøtte, koordinere eller supplere medlemsstaternes

indsats, uden at denne beføjelse træder i stedet for medlemsstaternes be-

føjelser.

c) Forholdet til grundloven

Ligesom hidtil vil Unionen efter Lissabon-Traktatens ikrafttræden inden

for rammerne af de gældende traktatbestemmelser om det indre marked

kunne fastsætte regler, der regulerer turisterhvervet, herunder regler med

direkte virkning i forhold til borgere mv. i medlemsstaterne.

Som det fremgår af pkt. b, vil Unionens beføjelser efter EUF-Traktatens

artikel 176 B være afgrænset til – med henblik på at supplere medlems-

staternes indsats i turistsektoren – at vedtage foranstaltninger, der til-

skynder til udvikling inden for sektoren eller fremmer medlemsstaternes

samarbejde på området. Foranstaltningerne vil ikke kunne omfatte har-

monisering af medlemsstaternes lovgivning.

EUF-Traktatens artikel 176 B må som følge af det anførte antages at tage

sigte på vedtagelse af en række tilskyndelses- og samarbejdsforanstalt-

ninger.

Bestemmelsen kan derimod ikke antages at indeholde hjemmel til at fast-

sætte regler, som indebærer forpligtelser eller rettigheder for borgere mv.

i medlemsstaterne, og som vil kunne have direkte virkning i forhold til de

pågældende.

Det er derfor Justitsministeriets opfattelse, at EUF-Traktatens artikel 176

B ikke kan antages at indeholde hjemmel til at fastsætte bestemmelser

med direkte virkning i forhold til borgere mv. i Danmark.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at dansk tilslutning

til EUF-Traktatens artikel 176 B ikke forudsætter anvendelse af procedu-

ren i grundlovens § 20.

4.3.13. Civilbeskyttelse

a) Det nuværende traktatgrundlag

Efter EF-Traktatens artikel 3, litra u, skal Fællesskabet bl.a. opnå de i

EF-Traktatens artikel 2 nævnte mål ved indførelse af foranstaltninger på

området for civil beskyttelse.

Det antages i den forbindelse, at Rådet har hjemmel i EF-Traktatens arti-

kel 308 til at vedtage foranstaltninger, der vedrører civilbeskyttelse, jf.

herved Rådets beslutning om indførelse af en fællesskabsordning til

fremme af styrket samarbejde om indsatser på civilbeskyttelsesområdet

(beslutning nr. 2001/792) og Rådets beslutning om indførelse af et finan-

sielt civilbeskyttelsesinstrument (beslutning nr. 2007/162). Der kan end-

videre henvises til Rådets afgørelse om oprettelse for perioden 2007-

2013 af særprogrammet ”Forebyggelse, beredskab og konsekvensstyring

i forbindelse med terrorisme og andre sikkerhedsrelaterede risici” som en

del af det generelle program om sikkerhed og beskyttelse af frihedsret-

tigheder (afgørelse nr. 2007/124).

b) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten indsættes der i artikel 176 C i EUF-Traktaten en

udtrykkelig hjemmelsbestemmelse om civilbeskyttelse. Bestemmelsen

har følgende ordlyd:

”Artikel 176 C

1. Unionen fremmer samarbejde mellem medlemsstaterne for at gøre

ordningerne for forebyggelse af og beskyttelse mod naturkatastrofer eller

menneskeskabte katastrofer mere effektive.

Målene for Unionens indsats er:

a) at støtte og supplere medlemsstaternes tiltag på nationalt, regionalt og

lokalt plan med hensyn til risikoforebyggelse, beredskab hos indsats-

personellet på civilbeskyttelsesområdet i medlemsstaterne og indsats

i tilfælde af naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer i Unio-

nen

b) at fremme et hurtigt og effektivt operationelt samarbejde i Unionen

mellem de nationale tjenester på civilbeskyttelsesområdet

c) at fremme sammenhængen i internationalt arbejde på civilbeskyttel-

sesområdet.

2. Europa-Parlamentet og Rådet fastsætter efter den almindelige lovgiv-

ningsprocedure de foranstaltninger, der er nødvendige for at bidrage til

virkeliggørelsen af målene i stk. 1, uden at der er tale om nogen form for

harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmel-

ser.”

Det fremgår af EUF-Traktatens artikel 2 E, jf. artikel 2 A, stk. 5, at Uni-

onens kompetence på civilbeskyttelsesområdet er en såkaldt understøt-

tende kompetence, som alene kan indebære gennemførelse af understøt-

tende, koordinerende eller supplerende tiltag, og som ikke kan træde i

stedet for medlemsstaternes beføjelser.

c) Forholdet til grundloven

Bestemmelsen i EUF-Traktatens artikel 176 C indebærer alene, at der

inden for civilbeskyttelse etableres et udtrykkeligt hjemmelsgrundlag for

Unionen til at træffe understøttende, koordinerende eller supplerende

foranstaltninger på et område, hvor Unionen allerede i medfør af det nu-

værende traktatgrundlag (EF-Traktatens artikel 308) kan træffe sådanne

foranstaltninger, jf. pkt. a ovenfor.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at dansk tilslutning

til EUF-Traktatens artikel 176 C ikke forudsætter anvendelse af procedu-

ren i grundlovens § 20.

4.3.14. Administrativt samarbejde

a) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten indsættes der – som noget nyt i forhold til det

nuværende traktatgrundlag – en bestemmelse i EUF-Traktatens artikel

176 D om administrativt samarbejde. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”Artikel 176 D

1. En effektiv gennemførelse af EU-retten i medlemsstaterne er af afgø-

rende betydning for, at Unionen kan fungere tilfredsstillende, og betrag-

tes som et område af fælles interesse.

2. Unionen kan støtte medlemsstaternes bestræbelser for at forbedre deres

administrative kapacitet til at gennemføre EU-retten. En sådan indsats

kan omfatte hjælp til udveksling af oplysninger og embedsmænd samt

støtte til uddannelsesprogrammer. Ingen medlemsstat er forpligtet til at

tage imod en sådan støtte. Europa-Parlamentet og Rådet fastsætter ved

forordning efter den almindelige lovgivningsprocedure de foranstaltnin-

ger, der er nødvendige med henblik herpå, men uden at der er tale om

nogen form for harmonisering af medlemsstaternes love og administrati-

ve bestemmelser.

3. Denne artikel berører ikke medlemsstaternes pligt til at gennemføre

EU-retten eller Kommissionens rettigheder og pligter. Den berører heller

ikke andre bestemmelser i traktaterne om administrativt samarbejde mel-

lem medlemsstaterne og mellem dem og Unionen.”

Det fremgår af EUF-Traktatens artikel 2 E, jf. artikel 2 A, stk. 5, at Uni-

onens kompetence på dette område er en såkaldt understøttende kompe-

tence, som alene kan indebære gennemførelse af understøttende, koordi-

nerende eller supplerende tiltag, og som ikke kan træde i stedet for med-

lemsstaternes beføjelser.

b) Forholdet til grundloven

Som anført under pkt. a vil Unionen med bestemmelsen i EUF-

Traktatens artikel 176 D få adgang til at støtte medlemsstaternes bestræ-

belser for at forbedre deres administrative kapacitet til at gennemføre

EU-retten.

Indsatsen kan ifølge bestemmelsen omfatte hjælp til udveksling af oplys-

ninger og embedsmænd samt støtte til uddannelsesprogrammer. De på-

gældende foranstaltninger kan ikke indebære nogen form for harmonise-

ring af medlemsstaternes lovgivning. Det fremgår endvidere af bestem-

melsen, at ingen medlemsstat er forpligtet til at tage imod den omhandle-

de støtte.

EUF-Traktatens artikel 176 D må som følge af det anførte antages at tage

sigte på vedtagelse af en række foranstaltninger, der vil være rettet til

medlemsstaterne, således at der ikke vil være hjemmel til at fastsætte be-

stemmelser med direkte virkning i forhold til borgere mv. i medlemssta-

terne.

På den baggrund er det Justitsministeriet opfattelse, at dansk tilslutning

til EUF-Traktatens artikel 176 D ikke forudsætter anvendelse af procedu-

ren i grundlovens § 20.

4.3.15. Samarbejde med tredjelande og humanitær bistand

a) Det nuværende traktatgrundlag

EF-Traktaten indeholder i afsnit XX og XXI (artikel 177-181 A) be-

stemmelser om udviklingsarbejde og samarbejde med tredjelande.

Efter artikel 177 og artikel 179 i EF-Traktaten kan Rådet vedtage de

nødvendige foranstaltninger med henblik på at fremme en bæredygtig

økonomisk og social udvikling i udviklingslandene og særlig i de mest

ugunstigt stillede blandt disse, en harmonisk og gradvis integration af

udviklingslandene i verdensøkonomien og bekæmpelse af fattigdommen

i udviklingslandene. Unionen har efter EF-Traktatens artikel 181 kompe-

tence til at indgå aftaler med tredjelande som led i udviklingssamarbej-

det. Efter EF-Traktatens artikel 181 A kan Unionen endvidere iværksætte

samarbejdsaktioner med tredjelande på det økonomiske, finansielle og

tekniske område, og Unionen kan vedtage foranstaltninger, der er nød-

vendige til gennemførelse heraf.

Inden for området humanitær bistand er der med hjemmel i EF-

Traktatens artikel 179 (om økonomisk og social udvikling i udviklings-

landene) og 181 A (om samarbejde med tredjelande) vedtaget Europa-

Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et stabilitetsinstru-

ment (forordning nr. 1717/06). Forordningens mål er, at Fællesskabet

skal træffe foranstaltninger vedrørende udviklingssamarbejde og finan-

sielt, økonomisk og teknisk samarbejde med tredjelande, herunder særligt

ved i en eksisterende eller begyndende krisesituation i et tredjeland at

bidrage til stabilitet ved en effektiv indsats. Denne forordning supplerer

Rådets forordning om humanitær bistand (forordning nr. 1257/96), som

senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.

1882/03, der bl.a. stiller finansielle ressourcer til rådighed for et langsig-

tet samarbejde med udviklingslandene. Endvidere er der i medfør af arti-

kel 179 vedtaget Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettel-

se af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (forordning

nr. 1905/06). Det fremgår heraf bl.a., at der er fastsat en vejledende fi-

nansiel bevilling for perioden 2007-2013 på 16.897 mio. euro til finansie-

ring af bl.a. tematiske programmer i udviklingslandene.

b) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten indsættes der i EUF-Traktatens femte del, afsnit

III om samarbejde med tredjelande og humanitær bistand et kapitel om

udviklingssamarbejde, et kapitel om økonomisk, finansielt og teknisk

samarbejde med tredjelande og et kapitel om humanitær bistand.

I kapitlet om udviklingssamarbejde indsættes der bl.a. en bestemmelse i

artikel 188 E, hvorefter Unionen fastsætter de foranstaltninger, der er

nødvendige for at gennemføre politikken for udviklingssamarbejde, og

som kan vedrøre flerårige samarbejdsprogrammer med udviklingslande

eller programmer med en tematisk tilgang, jf. herved artikel 188 E, stk. 1.

Unionen kan i henhold til artikel 188 E, stk. 2, med tredjelande og kom-

petente internationale organisationer indgå aftaler, der kan bidrage til at

nå bl.a. målene i artikel 188 D, stk. 1, om udviklingssamarbejde. Det er i

bestemmelsen anført, at dette ikke berører medlemsstaternes kompetence

til at forhandle i internationale organer og indgå aftaler.

Endvidere indsættes der i EUF-Traktatens kapitel om samarbejde med

tredjelande en bestemmelse i artikel 188 H, hvoraf det bl.a. følger, at

Unionen med forbehold af de øvrige bestemmelser i traktaterne – herun-

der især bestemmelserne i kapitlet om udviklingssamarbejde – iværksæt-

ter samarbejdsforanstaltninger med andre tredjelande end udviklingslan-

de på det økonomiske, finansielle og tekniske område, herunder bistands-

foranstaltninger især på det finansielle område.

Inden for rammerne af deres respektive beføjelser samarbejder Unionen

og medlemsstaterne med tredjelande og med kompetente internationale

organisationer, jf. artikel 188 H, stk. 3. De nærmere bestemmelser vedrø-

rende Unionens samarbejde kan nedfældes i aftaler mellem Unionen og

de pågældende tredjeparter. Bestemmelsen berører ikke medlemsstater-

nes kompetence til at forhandle i internationale organer og indgå interna-

tionale aftaler.

Endelig indsættes der i EUF-Traktatens kapitel om humanitær bistand en

særskilt hjemmelsbestemmelse i artikel 188 J om humanitær bistand,

hvoraf det bl.a. følger, at Unionen i specifikke situationer kan yde bi-

stand, hjælp og beskyttelse til befolkninger i tredjelande, der er ofre for

naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer, med henblik på opfyl-

delse af de humanitære behov, der opstår i disse forskellige situationer.

c) Forholdet til grundloven

Som nævnt under pkt. a kan foranstaltninger, der vedrører udviklings-

samarbejde, samarbejde med tredjelande og humanitær bistand, allerede i

dag gennemføres efter bestemmelserne i EF-Traktatens afsnit XX og

XXI om udviklingssamarbejde og samarbejde med tredjelande.

Bestemmelserne i EUF-Traktatens artikel 188 E, 188 H og 188 J kan der-

for ikke antages at indebære en udvidelse af Unionens beføjelser.

Det vil sige, at bestemmelserne i EUF-Traktatens artikel 188 E, 188 H,

og 188 J alene indeholder en præcisering af hjemmelsgrundlaget for Uni-

onen til at regulere et område, som Unionen allerede efter de nuværende

afsnit om udviklingssamarbejde og samarbejde med tredjelande i EF-

Traktaten kan regulere.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at dansk tilslutning

til EUF-Traktatens artikel 188 E, 188 H og 188 J ikke forudsætter anven-

delse af proceduren i grundlovens § 20.

4.3.16. Internationale aftaler

a) Det nuværende traktatgrundlag

Efter det nuværende traktatgrundlag er der i en række bestemmelser ud-

trykkelig hjemmel for henholdsvis Fællesskabet og Unionen til at indgå

internationale aftaler. Som eksempel herpå kan der bl.a. henvises til EF-

Traktatens artikel 133 om den fælles handelspolitik, EF-Traktatens arti-

kel 175, jf. artikel 174, om miljø og EF-Traktatens artikel 181 om udvik-

lingssamarbejde.

For så vidt angår Fællesskabets kompetence til at indgå internationale

aftaler, følger det endvidere af EF-domstolens praksis, at denne kompe-

tence (eksterne kompetence) – ud over de udtrykkelige bestemmelser i

EF-Traktaten – efter omstændighederne også kan udledes af såvel trakta-

tens bestemmelser, der indeholder hjemmel til at fastsætte regler inden

for EU (intern regelfastsættelse) som af retsakter udstedt af Fællesskabets

institutioner, jf. herved sag nr. 22/70, Kommissionen mod Rådet (AETR-

sagen), hvor EF-domstolen for første gang fastslog dette princip. Dom-

mens præmisser i AETR-sagen er blevet bekræftet i EF-domstolens sene-

re praksis.

Efter EF-domstolens praksis har Fællesskabet derudover en sådan ekstern

kompetence i de tilfælde, hvor fællesskabslovgiver har vedtaget fælles-

skabsregler, der udtrykkeligt giver Fællesskabets institutioner kompeten-

ce til at indgå aftaler med tredjelande.

Foruden de nævnte tilfælde har Fællesskabet også kompetence til at indgå in-

ternationale aftaler i de få tilfælde, hvor den interne kompetence kun kan udnyt-

tes formålstjenligt sammen med en ekstern kompetence, således at det er nød-

vendigt at indgå en international aftale af hensyn til virkeliggørelsen af et af

Fællesskabets mål, jf. Udtalelse 1/76 (Flodbådssagen) og senest sag C-467/98

(Open Skies).

b) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten indsættes der i EUF-Traktatens artikel 188 L en

bestemmelse om Unionens adgang til at indgå internationale aftaler. Be-

stemmelsen har følgende ordlyd:

”Artikel 188 L

1. Unionen kan indgå en aftale med et eller flere tredjelande eller en eller

flere internationale organisationer, når der i traktaterne er fastsat bestem-

melser herom, eller når indgåelsen af en aftale enten er nødvendig for i

forbindelse med Unionens politikker at nå et af de mål, der er fastlagt i

traktaterne, eller er foreskrevet i en juridisk bindende EU-retsakt, eller

kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde.

2. De aftaler, som Unionen indgår, er bindende for EU-institutionerne og

medlemsstaterne.”

Under pkt. 2.3.2.3. omtales det bl.a., at der i EF-Domstolens praksis foreligger

udtalelser, der mest nærliggende må forstås således, at medlemsstaterne ikke

bliver direkte forpligtet i forhold til tredjelande mv., når Fællesskabet i henhold

til EF-Traktaten indgår aftaler med et tredjeland eller en international organisa-

tion. Det taler for, at bestemmelsen om internationale aftaler i EUF-Traktatens

artikel 188 L, stk. 2 – hvorefter Unionens aftaler er bindende for bl.a. medlems-

staterne – i overensstemmelse med disse udtalelser må forstås således, at sådan-

ne aftaler er bindende for medlemsstaterne i forhold til Unionen, men ikke i

forhold til det pågældende tredjeland mv.

Proceduren for forhandling og indgåelse af aftaler mellem Unionen og

tredjelande eller internationale organisationer fremgår af EUF-Traktatens

artikel 188 N, hvor der bl.a. er fastsat regler om bemyndigelse til at ind-

lede forhandlinger, regler om vedtagelse af forhandlingsdirektiver og

bemyndigelse til at undertegne en aftale samt regler om indgåelse af afta-

ler. Bestemmelsen i artikel 188 N er i vidt omfang en videreførelse af den

gældende bestemmelse i EF-Traktatens artikel 300.

c) Forholdet til grundloven

Om spørgsmålet om Unionens adgang til at indgå internationale aftaler

med tredjelande mv. og forholdet til grundlovens § 20 henvises til pkt.

2.3.2.3. ovenfor.

Som det fremgår af pkt. a, har EF-domstolen allerede på grundlag af det

nuværende traktatgrundlag fastslået, at Fællesskabets kompetence til at

indgå internationale aftaler ikke alene kan følge af en udtrykkelig hjem-

mel i EF-Traktaten eller en fællesskabsretsakt, hvor fællesskabslovgiver

har givet Fællesskabet en kompetence til at indgå en international aftale,

men også implicit kan udledes af andre traktatbestemmelser og af retsak-

ter, som i medfør af de nævnte bestemmelser er udstedt af Fællesskabets

institutioner. Herudover er det fastslået, at Fællesskabet har en kompe-

tence i de tilfælde, hvor det er nødvendigt, at Fællesskabet indgår en in-

ternational aftale for at virkeliggøre et af Fællesskabets mål.

Fællesskabets nuværende kompetence til at indgå internationale aftaler er

kodificeret i EUF-Traktatens artikel 188 L. Bestemmelsen indebærer så-

ledes alene, at der etableres et udtrykkeligt hjemmelsgrundlag for Unio-

nens adgang til at indgå aftaler med tredjelande eller internationale orga-

nisationer, der svarer til den adgang til at indgå internationale aftaler,

som Unionen ifølge EF-domstolens praksis allerede har i dag.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at dansk tilslutning

til artikel 188 L ikke forudsætter anvendelse af proceduren i grundlovens

§ 20.

4.3.17. Solidaritetsbestemmelsen

a) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten indsættes der – som noget nyt i forhold til det

nuværende traktatgrundlag – en bestemmelse i artikel 188 R i EUF-

Traktaten om, at medlemsstaterne er forpligtede til at bistå hinanden ved

terrorangreb og katastrofer. Denne solidaritetsbestemmelse har følgende

ordlyd:

”Artikel 188 R

1. Unionen og dens medlemsstater handler i fællesskab på et solidarisk

grundlag, hvis en medlemsstat udsættes for et terrorangreb eller er offer

for en naturkatastrofe eller en menneskeskabt katastrofe. Unionen tager

alle de instrumenter i brug, der står til dens rådighed, herunder de militæ-

re midler, medlemsstaterne stiller til dens rådighed, med henblik på:

- at forebygge terrortruslen på medlemsstaternes område

- at beskytte de demokratiske institutioner og civilbefolkningen

mod et eventuelt terrorangreb

- at yde bistand til en medlemsstat på dennes område efter anmod-

ning fra dens politiske myndigheder i tilfælde af et terrorangreb

at yde bistand til en medlemsstat på dennes område efter anmod-

ning fra dens politiske myndigheder i tilfælde af en naturkatastrofe

eller en menneskeskabt katastrofe.

2. Hvis en medlemsstat udsættes for et terrorangreb eller er offer for en

naturkatastrofe eller en menneskeskabt katastrofe, kommer de øvrige

medlemsstater denne medlemsstat til undsætning på anmodning af dens

politiske myndigheder. Med henblik herpå foretager medlemsstaterne en

samordning i Rådet.

3. De nærmere regler for Unionens gennemførelse af denne solidaritets-

bestemmelse fastlægges ved en afgørelse vedtaget af Rådet på fælles for-

slag af Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for uden-

rigsanliggender og sikkerhedspolitik. Når denne afgørelse har indvirk-

ning på forsvarsområdet, træffer Rådet afgørelse i henhold til artikel 15b,

stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union. Det underretter Europa-

Parlamentet herom.

I forbindelse med dette stykke og med forbehold af artikel 207 bistås Rå-

det af Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité med støtte fra de or-

ganer, der er oprettet som led i den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik,

og af den komité, der er nævnt i artikel 61 D, der, når det er relevant, fo-

relægger Rådet fælles udtalelser.

4. For at Unionen og dens medlemsstater skal kunne optræde effektivt,

foretager Det Europæiske Råd regelmæssige vurderinger af de trusler,

som Unionen står over for.”

I erklæring nr. 37, som er tilknyttet Lissabon-Traktaten, er der anført føl-

gende:

”Med forbehold af de foranstaltninger, som Unionen vedtager for at op-

fylde sin solidaritetsforpligtelse over for en medlemsstat, der udsættes for

et terrorangreb eller er offer for en naturkatastrofe eller en menneskeskabt

katastrofe, er det ikke hensigten med nogen af bestemmelserne i artikel

188 R at anfægte andre medlemsstaters ret til at vælge de mest passende

midler til at opfylde deres egen solidaritetsforpligtelse over for den på-

gældende medlemsstat.”

Desuden er der i erklæring nr. 48, der er tilknyttet protokol nr. 21 om

Danmarks stilling, bl.a. anført følgende:

”Konferencen bemærker desuden, at Danmark på grundlag af erklærin-

gen fra konferencen til artikel 188 R erklærer, at dansk deltagelse i tiltag

eller retsakter i henhold til artikel 188 R vil ske i overensstemmelse med

del I og del II i protokollen om Danmarks stilling.”

b) Forholdet til grundloven

Som det fremgår af erklæring nr. 48, vil en afgørelse efter artikel 188 R

alene finde anvendelse for Danmark, i det omfang dette er i overens-

stemmelse med bestemmelserne i protokollen om Danmarks stilling i

forhold til samarbejde inden for forsvarsområdet og inden for EUF-

Traktatens tredje del, afsnit IV, om et område med frihed, sikkerhed og

retfærdighed.

I praksis vil dette efter Justitsministeriets opfattelse indebære, at de be-

stemmelser i afgørelser i medfør af artikel 188 R, der vil finde anvendel-

se for Danmark, vil angå foranstaltninger, der som udgangspunkt også vil

kunne gennemføres efter EUF-Traktatens artikel 176 C om samarbejde

inden for civilbeskyttelsesområdet i forbindelse med naturkatastrofer mv.

Det kan dog næppe udelukkes, at de bestemmelser, der vil finde anven-

delse også for Danmark, vil kunne indeholde elementer om samarbejde,

der rækker ud over civilbeskyttelsesemner. Imidlertid må det antages, at

det i så fald vil dreje sig om foranstaltninger, som vedrører samarbejde

mellem medlemsstaternes myndigheder, og som ikke vil kunne have di-

rekte virkning i forhold til borgere mv. i medlemsstaterne.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at dansk tilslutning

til EUF-Traktatens artikel 188 R ikke forudsætter anvendelse af procedu-

ren i grundlovens § 20.

Som nævnt vil foranstaltninger i afgørelser efter artikel 188 R alene finde an-

vendelse for Danmark, i det omfang dette er i overensstemmelse med bestem-

melserne i protokollen om Danmarks stilling i forhold til samarbejde inden for

forsvarsområdet og inden for EUF-Traktatens tredje del, afsnit IV om et område

med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Det er derfor ikke i nærværende sam-

menhæng relevant at tage stilling til, hvorvidt dansk deltagelse i andre foran-

staltninger i sådanne afgørelser – det vil sige foranstaltninger, som Danmark i

overensstemmelse med protokollen om Danmarks stilling ikke deltager i – ville

indebære overladelse af beføjelser omfattet af grundlovens § 20.

Om EUF-Traktatens artikel 176 C om civilbeskyttelse henvises til pkt. 4.3.13,

hvor det antages, at denne bestemmelse alene indebærer, at der etableres et ud-

trykkeligt hjemmelsgrundlag for Unionen til at regulere et område, som Unio-

nen allerede i medfør af det nuværende traktatgrundlag (EF-Traktatens artikel

308) kan regulere.

4.3.18. Kompetence for EU-domstolen i sager om EU-retlige tvister

om intellektuelle ejendomsrettigheder

a) Det nuværende traktatgrundlag

Med Nice-traktaten blev der i EF-Traktatens artikel 229 A indsat en be-

stemmelse, der giver hjemmel til på området for fællesskabsretlige indu-

strielle ejendomsrettigheder at tillægge EF-Domstolen kompetence i bl.a.

sager mellem private. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”Artikel 229 A

Med forbehold af denne traktats øvrige bestemmelser kan Rådet med en-

stemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-

Parlamentet vedtage bestemmelser med henblik på at tillægge Domstolen

kompetence i et omfang, der fastsættes af Rådet, til at afgøre tvister ved-

rørende anvendelsen af retsakter vedtaget på grundlag af denne traktat,

hvorved der indføres fællesskabsretlige industrielle ejendomsrettigheder.

Rådet henstiller til medlemsstaterne at vedtage disse bestemmelser i

overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.”

Efter bestemmelsen i artikel 229 A kan Rådet således med enstemmighed

beslutte at tillægge Domstolen kompetence til at afgøre tvister vedrøren-

de anvendelsen af retsakter vedtaget på grundlag af EF-Traktaten, hvor-

ved der indføres fællesskabsretlige industrielle ejendomsrettigheder. Hvis

Rådet træffer en sådan beslutning, er det fastsat i artikel 229 A, at beslut-

ningen i givet fald skal vedtages af medlemsstaterne i overensstemmelse

med deres forfatningsmæssige bestemmelser.

Rådet har ikke på nuværende tidspunkt truffet beslutning om at tillægge

Domstolen kompetence på området i henhold til artikel 229 A.

b) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten sker der alene visse sproglige tilpasninger i EF-

Traktatens artikel 229 A. Bestemmelsen har med Lissabon-Traktaten føl-

gende ordlyd:

”Artikel 229 A

Med forbehold af traktaternes øvrige bestemmelser kan Rådet med en-

stemmighed efter en særlig lovgivningsprocedure og efter høring af Eu-

ropa-Parlamentet vedtage bestemmelser med henblik på at tillægge Den

Europæiske Unions Domstol kompetence i et omfang, der fastsættes af

Rådet, til at afgøre tvister vedrørende anvendelsen af retsakter vedtaget

på grundlag af traktaterne, hvorved der indføres europæiske intellektuelle

ejendomsrettigheder. Disse bestemmelser træder i kraft, når medlemssta-

terne har godkendt dem i overensstemmelse med deres forfatningsmæssi-

ge bestemmelser.”

c) Forholdet til grundloven

Som nævnt i pkt. b sker der med Lissabon-Traktaten alene visse sprogli-

ge tilpasninger af EUF-Traktatens artikel 229 A, som derfor ikke rejser

spørgsmål i forhold til grundloven.

4.3.19. Grænsekontrol, asyl, indvandring, civilretligt samarbejde,

retligt samarbejde i straffesager og politisamarbejde

4.3.19.1. Generelt

a) Det nuværende traktatgrundlag

Med Maastricht-traktaten blev der i traktatgrundlaget for medlemsstater-

nes samarbejde indført bestemmelser om samarbejde om en række retlige

og indre anliggender. Alle dele af samarbejdet om de pågældende retlige

og indre anliggender – bortset fra en del af visum-politikken – skulle ef-

ter disse bestemmelser ske på mellemstatsligt grundlag inden for det så-

kaldte 3. søjle-samarbejde.

Amsterdam-traktaten indebar, at den del af 3. søjle-samarbejdet om retli-

ge og indre anliggender, der vedrører asyl, indvandring, de resterende

dele af visumpolitikken, grænsekontrol og civilretligt samarbejde, blev

overført til det overstatslige 1. søjle-samarbejde (EF-Traktatens afsnit

IV). Derimod er det politimæssige og strafferetlige samarbejde hidtil ble-

vet fastholdt på mellemstatsligt grundlag og er således efter det nuværen-

de traktatgrundlag reguleret i EU-Traktatens afsnit VI, der har overskrif-

ten ”Politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager”.

b) Danmarks deltagelse i det nuværende samarbejde

Ifølge Edinburgh-afgørelsen fra 1992 deltager Danmark alene i samar-

bejdet om en række retlige og indre anliggender på mellemstatsligt

grundlag. Danmarks deltagelse i det nuværende samarbejde om en række

retlige og indre anliggender er på den baggrund fastlagt i protokol nr. 5

om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdamtraktaten.

I denne protokol er der fastsat bestemmelser om, at Danmark ikke delta-

ger i den del af EU’s samarbejde om retlige og indre anliggender, der fo-

regår på overstatsligt grundlag. Da samarbejdet inden for afsnit IV i EF-

Traktaten om asyl, indvandring, visum, grænsekontrol og civilretlige

spørgsmål som nævnt under pkt. a er en del af det overstatslige samar-

bejde, følger det således af protokollen om Danmarks stilling, at Dan-

mark ikke deltager i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i

henhold til afsnit IV i EF-Traktaten, og at hverken bestemmelserne i af-

snit IV eller de nævnte foranstaltninger er bindende for eller finder an-

vendelse i Danmark, jf. protokollens artikel 1 og 2. Det gælder dog ikke

den del af visum-politikken, der allerede ved Maastricht-traktaten var

omfattet af EF-Traktaten (1. søjle).

Danmark deltager fuldt ud i det politimæssige og strafferetlige samarbej-

de i medfør af EU-Traktatens afsnit VI – det vil sige det såkaldte 3. søjle

samarbejde, der foregår på mellemstatsligt grundlag.

c) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten bliver bestemmelserne om samarbejdet om

grænsekontrol, visum, asyl og indvandring samt om civilretligt samar-

bejde, retligt samarbejde i straffesager og politisamarbejde samlet i EUF-

Traktatens tredje del, afsnit IV.

Afsnit IV – der har overskriften ”Et område med frihed, sikkerhed og

retfærdighed” – indeholder fem kapitler. I kapitel 1 er der fastsat en ræk-

ke almindelige bestemmelser, herunder artikel 61 der har følgende ord-

lyd:

”Artikel 61

1. Unionen udgør et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor de

grundlæggende rettigheder og medlemsstaternes forskellige retssystemer og

retstraditioner respekteres.

2. Unionen sikrer, at der ikke foretages personkontrol ved de indre grænser,

og den udformer en fælles politik for asyl, indvandring og kontrol ved de

ydre grænser, der bygger på solidaritet mellem medlemsstaterne, og som er

retfærdig over for tredjelandsstatsborgere. I forbindelse med dette afsnit

sidestilles statsløse med tredjelandsstatsborgere.

3. Unionen bestræber sig på at sikre et højt sikkerhedsniveau ved hjælp af

foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet, racisme og

fremmedhad, ved koordinerings- og samarbejdsforanstaltninger mellem po-

litimyndigheder, strafferetlige myndigheder og øvrige kompetente myndig-

heder samt ved gensidig anerkendelse af strafferetlige afgørelser og om

nødvendigt indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes straffelovgivning.

4. Unionen letter adgangen til domstolene, navnlig på grundlag af princip-

pet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser og udenretslige afgørelser

om civilretlige spørgsmål.”

Unionens samarbejde om grænsekontrol, visum, asyl og indvandring er

fastlagt i kapitel 2 (artikel 62–63b). Heraf fremgår det bl.a., at Unionen i

overensstemmelse med den almindelige lovgivningsprocedure fastsætter

foranstaltninger om en fælles politik for visa, personkontrol ved de ydre

grænser, et fælles europæisk asylsystem, indrejsepolitik, forebyggelse og

bekæmpelse af ulovlig indvandring, herunder udsendelse, samt fremme

af integration af tredjelandsstatsborgere.

Kapitel 3 (artikel 65) vedrører samarbejde om civilretlige spørgsmål. I

medfør heraf kan der bl.a., navnlig når det er nødvendigt for det indre

markeds funktion, efter den almindelige lovgivningsprocedure vedtages

foranstaltninger, der skal sikre gensidig anerkendelse mellem medlems-

staterne af retsafgørelser og udenretslige afgørelser, forkyndelse af do-

kumenter på tværs af grænserne, forenelighed mellem medlemsstaternes

lovgivning om lovvalg, samarbejde om bevisoptagelse og effektiv ad-

gang til domstolene.

I kapitel 4 (artikel 69 A–69 E) reguleres det retlige samarbejde i straffe-

sager. Bestemmelsen i artikel 69 A omhandler i den forbindelse bl.a.

samarbejdet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser, og

bestemmelsen giver bl.a. Unionen kompetence til efter den almindelige

lovgivningsprocedure at vedtage foranstaltninger om at forebygge og lø-

se konflikter mellem medlemsstaterne om retternes kompetence.

Der kan efter artikel 69 B, stk. 1, ved direktiver vedtaget efter den almin-

delige lovgivningsprocedure fastsættes minimumsregler for, hvad der i

forhold til visse nærmere fastlagte kriminalitetsområder skal anses for

strafbare handlinger, samt straffene herfor. Når indbyrdes tilnærmelse af

strafferetlige bestemmelser viser sig absolut nødvendig for at sikre effek-

tiv gennemførelse af en EU-politik på et område, der er omfattet af har-

moniseringsforanstaltninger, kan der endvidere efter bestemmelsen i arti-

kel 69 B, stk. 2, ved direktiver fastsættes minimumsregler for, hvad der

skal anses for strafbare handlinger, samt straffene herfor. Sådanne direk-

tiver skal vedtages efter den samme procedure som de pågældende har-

moniseringsforanstaltninger.

EF-Domstolen har i en dom af 13. september 2005, sag C-176/03, Kommissio-

nen mod Rådet (den såkaldte miljøsag), og i dom af 23. oktober 2007, sag C-

440/05, Kommissionen mod Rådet (den såkaldte skibsforureningssag) fastslået,

at både EF-Traktatens artikel 175 (om den fælles miljøpolitik) og EF-Traktatens

artikel 80, stk. 2, (om den fælles transportpolitik) giver fællesskabslovgiver ad-

gang til at fastsætte fællesskabsbestemmelser om, hvad der skal anses for straf-

bare handlinger. På baggrund af disse domme er der grund til at tro, at EF-

Domstolen vil finde, at der også på andre politikområder i EF-Traktaten kan

udledes en tilsvarende hjemmel. Samtidig har Domstolen dog i skibsforure-

ningsdommen fastslået, at EF-Traktaten ikke indeholder en adgang for fælles-

skabslovgiver til at pålægge medlemsstaterne at indføre bestemte straftyper el-

ler strafniveauer.

Fremover vil der med indsættelsen af artikel 69 B, stk. 2, i EUF-Traktaten fin-

des en udtrykkelig hjemmel i EU’s traktatgrundlag til at fastsætte bestemmelser

om, hvad der skal anses for strafbare handlinger, og i tilknytning hertil bestemte

straftyper og strafniveauer. Om foranstaltninger, der vedtages i medfør af EUF-

Traktatens artikel 69 B, stk. 2, bemærkes, at de ikke vil være bindende for Dan-

mark, jf. protokollen om Danmarks stilling.

Det netop anførte om anvendelsen af EUF-traktatens artikel 69 B, stk. 2, vil og-

så gælde i forhold til EUF-Traktatens artikel 27 a (EF-Traktatens artikel 135)

om toldsamarbejde og artikel 280 om bekæmpelse af svig. Der foretages visse

ændringer af bestemmelserne, herunder navnlig i form af en ophævelse af den

tidligere angivelse af, at foranstaltninger vedtaget efter bestemmelserne ikke

berører anvendelsen af medlemsstaternes strafferet eller retsplejeregler.

Det må antages, at fastsættelse af bestemmelser om, hvad der på de enkelte po-

litikområder – og herunder også området for toldsamarbejde og bekæmpelse af

svig – skal anses for strafbare handlinger, fremover vil skulle ske med henvis-

ning til den nævnte udtrykkelige hjemmelsbestemmelse i EUF-Traktatens arti-

kel 69 B, stk. 2.

Efter artikel 69 E får Unionen kompetence til ved forordning at oprette

en europæisk anklagemyndighed. Det følger af bestemmelsen, at den eu-

ropæiske anklagemyndighed i givet fald har kompetence til at foretage

efterforskning og retsforfølgning med hensyn til de i bestemmelsen

nævnte former for kriminalitet og til i den forbindelse bl.a. at optræde

som anklager ved medlemsstaternes kompetente domstole.

Unionens politisamarbejde er reguleret i kapitel 5 (artikel 69 F–69 H). I

artikel 69 F er det fastsat, at der som led i dette samarbejde, der inddrager

alle kompetente myndigheder inden for forebyggelse, afsløring og efter-

forskning af strafbare handlinger, kan fastlægges foranstaltninger om

bl.a. indsamling, opbevaring, behandling, analyse og udveksling af rele-

vante oplysninger. Artikel 69 G, der vedrører Europol, fastslår bl.a., at

Europols opgave er at støtte og styrke indsatsen hos medlemsstaternes

politimyndigheder og andre retshåndhævende myndigheder og deres ind-

byrdes samarbejde om forebyggelse og bekæmpelse af en række former

for grov kriminalitet. Alle Europols operative aktioner skal efter artikel

69 G, stk. 3, foretages i samarbejde og i forståelse med myndighederne i

den eller de medlemsstater, hvis område er berørt. Anvendelse af tvangs-

indgreb hører udelukkende ind under de kompetente nationale myndig-

heder.

Med hensyn til Unionens kompetence til at indgå aftaler med tredjelande

mv. på områder, der vedrører EUF-Traktatens tredje del, afsnit IV, finder

traktatens almindelige bestemmelser i artikel 188 L–188 N anvendelse.

Der henvises til pkt. 4.3.16 ovenfor.

I erklæring nr. 36 knyttet til Lissabon-Traktaten bekræftes det, at medlemssta-

terne kan forhandle og indgå aftaler med tredjelande eller internationale organi-

sationer på de områder, der er omfattet af EUF-Traktatens tredje del, afsnit IV,

kapitel 3, 4 og 5 (samarbejde om civilretlige spørgsmål, retligt samarbejde i

straffesager og politisamarbejde), for så vidt disse aftaler overholder EU-retten.

Det er i artikel 9 i protokollen om overgangsbestemmelser, der efter Lis-

sabon-Traktaten skal knyttes som bilag til EU-Traktaten og EUF-

Traktaten, fastsat, at bl.a. retsvirkningen af retsakter vedtaget under den

hidtidige søjle 3 bevares, så længe disse retsakter ikke er ophævet, annul-

leret eller ændret. Om domstolskontrol i forhold til sådanne bestående

retsakter om politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager er det

i artikel 10, stk. 1-3, i protokollen fastsat, at den hidtidige begrænsede

domstolskontrol for retsakter inden for det hidtidige 3. søjle-samarbejde

fortsætter i en overgangsperiode på 5 år fra Lissabon-Traktatens ikraft-

træden. Derefter sker der automatisk overgang til fuld domstolskontrol.

Hvis en retsakt fra det tidligere 3. søjle-samarbejde ændres inden udløbet

af den 5-årige overgangsperiode, indtræder der fuld domstolskontrol i

forhold til den ændrede retsakt for de medlemsstater, der deltager i æn-

dringen. Om EU-domstolens kompetence i forhold til Danmark på det

omtalte område henvises til pkt. d nedenfor, herunder særligt artikel 2 i

protokollen om Danmarks stilling, som tilpasset ved Lissabon-Traktaten.

For så vidt angår den særlige bestemmelse i EUF-Traktatens artikel 61 H om

administrative foranstaltninger om kapitalbevægelser og betalinger, herunder

indefrysning af midler, henvises nærmere til pkt. 4.3.6. ovenfor. Endvidere hen-

vises der, for så vidt angår den særlige bestemmelse i EUF-Traktatens artikel

62, stk. 3, om fastsættelse af bestemmelser vedrørende pas, identitetskort, op-

holdsbeviser eller andre dokumenter, der er sidestillet hermed, til pkt. 4.3.2.

ovenfor. Om beskyttelse af personoplysninger inden for EUF-Traktatens tredje

del, afsnit IV, henvises til omtalen af beskyttelse af personoplysninger i pkt.

4.3.4 ovenfor.

d) Protokol nr. 21 om Danmarks stilling

Protokol nr. 21, som er knyttet til Lissabon-Traktaten, indebærer visse

tekniske tilpasninger af den gældende protokol nr. 5 om Danmarks stil-

ling.

Om indholdet af protokollen – som tilpasset ved Lissabon-Traktaten –

kan oplyses følgende:

Bestemmelserne i del I (artikel 1-4) i protokollen om Danmarks stilling

vedrører den danske stilling i forhold til foranstaltninger, der vedtages i

medfør af EUF-Traktatens tredje del, afsnit IV. I protokollens artikel 1

og 2 er der fastsat følgende:

”Artikel 1

Danmark deltager ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der fore-

slås i henhold til tredje del, afsnit IV, i traktaten om Den Europæiske

Unions funktionsmåde (…)

Artikel 2

Ingen af bestemmelserne i tredje del, afsnit IV, i traktaten om Den Euro-

pæiske Unions funktionsmåde, ingen foranstaltninger, der er vedtaget i

henhold til nævnte afsnit, ingen bestemmelser i internationale aftaler ind-

gået af Unionen i henhold til nævnte afsnit og ingen afgørelser truffet af

Den Europæiske Unions Domstol om fortolkning af sådanne bestemmel-

ser eller foranstaltninger eller foranstaltninger, der er ændret eller kan

ændres i henhold til dette afsnit, er bindende for eller finder anvendelse i

Danmark; ingen af disse bestemmelser, foranstaltninger eller afgørelser

berører på nogen måde Danmarks beføjelser, rettigheder og forpligtelser;

ingen af disse bestemmelser, foranstaltninger eller afgørelser berører på

nogen måde gældende fællesskabsret eller EU-ret eller udgør en del af

EU-retten, således som de finder anvendelse på Danmark. Især er EU-

retsakter på området politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager,

der er vedtaget inden Lissabontraktatens ikrafttrædelse, og som ændres,

fortsat bindende for og finder anvendelse i Danmark uændret.”

Som det fremgår, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af retsakter med

hjemmel i EUF-Traktatens tredje del, afsnit IV, jf. protokollens artikel 1.

Efter protokollens artikel 2 er sådanne retsakter endvidere hverken bin-

dende for eller finder anvendelse i Danmark.

Danmark er således hverken bundet af bestemmelserne i EUF-Traktatens

tredje del, afsnit IV, af foranstaltninger vedtaget i henhold til afsnit IV, af

bestemmelser i internationale aftaler, som Unionen indgår i henhold til

afsnit IV, eller af afgørelser truffet af Domstolen om fortolkning af så-

danne bestemmelser eller foranstaltninger eller foranstaltninger, der er

ændret eller kan ændres i henhold til EUF-Traktatens tredje del, afsnit

IV. De omhandlede bestemmelser og foranstaltninger finder heller ikke

anvendelse i Danmark.

Sidste punktum i protokollens artikel 2 sikrer, at retsakter på området for

politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager, der er vedtaget in-

den Lissabon-Traktatens ikrafttræden, fortsat vil være bindende for og

finde anvendelse i Danmark i deres hidtidige form (på mellemstatsligt

grundlag), selv om de efterfølgende ændres i medfør af Lissabon-

traktaten. Hvis en sådan retsakt imidlertid ikke blot ændres, men ophæ-

ves og erstattes af en ny retsakt, følger det af forbeholdet, at Danmark

ikke længere kan deltage i retsakten.

I det omfang en retsakt måtte indeholde både bestemmelser, der vedtages

på grundlag af EUF-Traktatens tredje del, afsnit IV, og bestemmelser,

der vedtages på grundlag af andre afsnit i EUF-Traktaten, vil de først-

nævnte bestemmelser vedtaget på grundlag af EUF-Traktatens tredje del,

afsnit IV, ikke være bindende for Danmark. Dette er forudsætningsvis

lagt til grund i erklæring nr. 48 tilknyttet Lissabon-Traktaten om proto-

kollen om Danmarks stilling, hvor der om sådanne tværgående retsakter

angives følgende om Danmarks stemmeafgivelse:

”Konferencen bemærker, at Danmark i forbindelse med retsakter, der

skal vedtages af Rådet alene eller sammen med Europa-Parlamentet, og

som både indeholder bestemmelser, der finder anvendelse på Danmark,

og bestemmelser, der ikke finder anvendelse på Danmark, fordi deres

retsgrundlag er omfattet af del I i protokollen om Danmarks stilling, er-

klærer, at Danmark ikke vil benytte sin stemmeret til at forhindre vedta-

gelsen af bestemmelser, der ikke finder anvendelse på Danmark.”

I protokollens artikel 7 er det bestemt, at Danmark til enhver tid i over-

ensstemmelse med sine forfatningsmæssige bestemmelser kan meddele

de øvrige medlemsstater, at Danmark ikke længere ønsker at anvende

protokollen eller dele heraf.

e) Forholdet til grundloven

Da Unionen efter EUF-Traktatens tredje del, afsnit IV, om et område

med frihed, sikkerhed og retfærdighed vil have overstatslige beføjelser

bl.a. til at vedtage foranstaltninger med direkte virkning i forhold til bor-

gere mv. i medlemsstaterne, vil det være nødvendigt at iagttage procedu-

ren i grundlovens § 20, hvis Danmark skal deltage i dette samarbejde.

Som der er redegjort nærmere for under pkt. d, er det fastsat i protokollen

om Danmarks stilling, at ingen retsakter, der vedtages i henhold til EUF-

Traktatens tredje del, afsnit IV, er bindende for eller finder anvendelse i

Danmark, jf. herved artikel 2 i protokollens del I.

Endvidere er der under pkt. d redegjort for, at heller ikke bestemmelser,

som vedtages på grundlag af EUF-Traktatens tredje del, afsnit IV, og

som måtte indgå i en tværgående retsakt, der også indeholder bestemmel-

ser vedtaget på grundlag af andre afsnit, vil være bindende for Danmark.

Det samme vil gælde retsakter, som til virkeliggørelsen af de mål, der

omfattes af det nævnte afsnit IV, måtte blive udstedt med hjemmel i be-

stemmelsen i EUF-Traktatens artikel 308, herunder i kombination med

retsakter, der vedtages i henhold til traktatens tredje del, afsnit IV.

Ligeledes vil ingen bestemmelser i internationale aftaler indgået af Unio-

nen inden for EUF-Traktatens tredje del, afsnit IV, være bindende for

eller finde anvendelse i Danmark.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at EUF-Traktatens

tredje del, afsnit IV, sammenholdt med del I i protokollen om Danmarks

stilling, ikke forudsætter anvendelse af proceduren i grundlovens § 20.

Der overlades således i forhold til Danmark ikke yderligere beføjelser,

der efter grundloven tilkommer rigets myndigheder.

I artikel 6 i protokollen om Danmarks stilling som ændret ved Lissabon-

Traktaten, der svarer til artikel 4 i den gældende protokol om Danmarks stilling,

er det som en undtagelse bestemt, at protokollens artikel 1, 2 og 3 ikke finder

anvendelse på foranstaltninger, der udpeger de tredjelande, hvis statsborgere

skal være i besiddelse af visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser,

eller foranstaltninger vedrørende en ensartet udformning af visa. Baggrunden

er, at denne del af visumpolitikken allerede forud for Maastricht-traktaten var

omfattet af EF-Traktaten (1. søjle). Protokollens artikel 6 sikrer således, at

Danmark deltager i samarbejdet om visumpolitik i samme omfang som i dag.

Den indebærer ikke en yderligere overladelse af beføjelser til Unionen.

4.3.19.2. Særligt om artikel 8 i protokollen om Danmarks stilling og

bilaget til protokollen

a) Indledning

Efter artikel 8 i protokollen om Danmarks stilling som ændret ved Lissa-

bon-Traktaten kan Danmark til enhver tid i overensstemmelse med sine

forfatningsmæssige bestemmelser meddele de andre medlemsstater, at

protokollens del I fra den første dag i den måned, der følger efter medde-

lelsen, vil bestå af bestemmelserne i bilaget til protokollen.

Bestemmelserne i dette bilag vil således erstatte protokollens del I, hvis

Danmark træffer beslutning herom efter protokollens artikel 8. Nedenfor

er der derfor en omtale af bilaget og dens forhold til grundloven.

b) Bilaget til protokollen om Danmarks stilling

Anvendelse af bilagets bestemmelser indebærer, at der som udgangs-

punkt vil gælde det samme som efter protokollens del I med hensyn til

Danmarks stilling i forhold til retsakter udstedt efter EUF-Traktatens

tredje del, afsnit IV. Det følger således af bilagets artikel 1 og 2, at Dan-

mark som udgangspunkt ikke deltager i vedtagelsen af retsakter med

hjemmel i EUF-Traktatens tredje del, afsnit IV, og at sådanne retsakter

endvidere som udgangspunkt ikke er bindende for eller finder anvendelse

i Danmark.

Den væsentligste forskel mellem protokollens del I og bilaget er den ord-

ning, som er fastlagt i bilagets artikel 3 og 4, og som giver Danmark mu-

lighed for at deltage i retsakter, der har hjemmel i EUF-Traktatens tredje

del, afsnit IV. Bilagets artikel 3 og 4 har følgende ordlyd:

”Artikel 3

1. Danmark kan, inden tre måneder efter at et forslag eller initiativ er ble-

vet forelagt for Rådet i henhold til tredje del, afsnit IV, i traktaten om

Den Europæiske Unions funktionsmåde, skriftligt meddele Rådets for-

mand, at Danmark ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af så-

danne foreslåede foranstaltninger, hvorefter det skal have ret hertil.

2. Hvis en foranstaltning som nævnt i stk. 1 ikke kan vedtages inden for

en rimelig tid med deltagelse af Danmark, kan Rådet vedtage en sådan

foranstaltning i henhold til artikel 1 uden deltagelse af Danmark. I så fald

finder artikel 2 anvendelse.

Artikel 4

Danmark kan når som helst efter vedtagelsen af en foranstaltning i hen-

hold til tredje del, afsnit IV, i traktaten om Den Europæiske Unions funk-

tionsmåde meddele Rådet og Kommissionen, at Danmark ønsker at ac-

ceptere foranstaltningen. I så fald finder proceduren i nævnte traktats ar-

tikel 280 F, stk. 1, tilsvarende anvendelse.”

Som det fremgår, vil Danmark i forhold til et forslag til foranstaltning,

der skal vedtages med hjemmel i EUF-Traktatens tredje del, afsnit IV,

efter de nærmere regler i bilagets artikel 3 kunne meddele, at Danmark

ønsker at deltage i behandlingen og vedtagelsen af det pågældende for-

slag. Med hensyn til en allerede vedtaget foranstaltning med hjemmel i

EUF-Traktatens tredje del, afsnit IV, kan Danmark endvidere efter de

nærmere regler i bilagets artikel 4 meddele, at Danmark ønsker at accep-

tere den pågældende foranstaltning.

En meddelelse efter artikel 3 indebærer, at Danmark tilslutter sig, at Uni-

onen får kompetence til at behandle og vedtage den pågældende foran-

staltning med virkning for Danmark, bl.a. således at den vedtagne foran-

staltning binder Danmark, jf. dog bilagets artikel 3, stk. 2. Tilsvarende vil

en meddelelse efter artikel 4 betyde, at Danmark forpligter sig til at ac-

ceptere den pågældende foranstaltning, der således bliver bindende for

Danmark.

Om vedtagelsen af foranstaltninger i henhold til EUF-Traktatens tredje

del, afsnit IV, hvorved en eksisterende foranstaltning, som Danmark er

bundet af, ændres, er der fastsat følgende i bilagets artikel 5:

”Artikel 5

1. Bestemmelserne i denne protokol finder anvendelse på Danmark, også

for så vidt angår foranstaltninger, der er foreslået eller vedtaget i medfør

af tredje del, afsnit IV, i traktaten om Den Europæiske Unions funkti-

onsmåde, og som ændrer en eksisterende foranstaltning, som Danmark er

bundet af.

2. I tilfælde, hvor Rådet, der træffer afgørelse på forslag af Kommissio-

nen, beslutter, at Danmarks ikke-deltagelse i den ændrede udgave af den

eksisterende foranstaltning gør denne foranstaltning uanvendelig for an-

dre medlemsstater eller Unionen, kan det imidlertid tilskynde Danmark

til at give meddelelse i henhold til artikel 3 eller 4. I forbindelse med arti-

kel 3 begynder en ny periode på to måneder at løbe fra datoen for Rådets

afgørelse.

Hvis Danmark ved udløbet af denne periode på to måneder fra Rådets af-

gørelse ikke har givet meddelelse i henhold til artikel 3 eller 4, ophører

den eksisterende foranstaltning med at være bindende for og finde an-

vendelse på Danmark, medmindre Danmark har givet meddelelse i hen-

hold til artikel 4 inden ændringsforanstaltningens ikrafttrædelse. Dette

har virkning fra datoen for ændringsforanstaltningens ikrafttrædelse eller

fra udløbet af perioden på to måneder, alt eller hvilken dato der er den

seneste.

I forbindelse med dette stykke træffer Rådet efter en indgående drøftelse

af sagen afgørelse med et kvalificeret flertal af de af dets medlemmer,

som repræsenterer medlemsstater, der deltager eller har deltaget i vedta-

gelsen af ændringsforanstaltningen. Kvalificeret flertal i Rådet defineres

som angivet i artikel 205, stk. 3, litra a), i traktaten om Den Europæiske

Unions funktionsmåde.

3. Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af

Kommissionen, kan beslutte, at Danmark skal bære eventuelle direkte fi-

nansielle konsekvenser, der måtte opstå som en nødvendig og uundgåelig

følge af, at Danmark ikke længere deltager i den eksisterende foranstalt-

ning.

4. Denne artikel berører ikke artikel 4.”

Som det fremgår, vil protokollens bestemmelser også finde anvendelse i

forhold til foranstaltninger i medfør af EUF-Traktatens tredje del, afsnit

IV, der ændrer en eksisterende foranstaltning, som Danmark er bundet af.

Danmark vil i den forbindelse i medfør af artikel 5 i bilaget til protokol-

len kunne tilskyndes til at give meddelelse i henhold til bilagets artikel 3

eller 4 i tilfælde, hvor Danmarks ikke-deltagelse i den ændrede udgave af

den eksisterende foranstaltning ellers vil gøre foranstaltningen uanvende-

lig for andre medlemsstater eller Unionen. Hvis Danmark i denne situati-

on vælger ikke at give meddelelse i henhold til artikel 3 eller 4, vil den

eksisterende foranstaltning ophøre med at være bindende for eller finde

anvendelse på Danmark, medmindre Danmark giver meddelelse i hen-

hold til artikel 4 inden ikrafttrædelsen af ændringsforanstaltningen.

Om virkningen af, at en foranstaltning er bindende for Danmark i medfør

af artikel 3 eller 4, er det i bilagets artikel 8 bestemt, at de relevante be-

stemmelser i traktaterne i givet fald finder anvendelse for Danmark for så

vidt angår den pågældende foranstaltning.

Hvis Danmark f.eks. i medfør af bilagets artikel 3 meddeler, at Danmark

deltager i behandlingen og vedtagelsen af et forslag til forordning, vil den

vedtagne forordning således blive bindende i alle enkeltheder og gælde

umiddelbart i Danmark, jf. herved EUF-Traktatens artikel 249. På samme

måde vil en meddelelse efter bilagets artikel 4 om, at Danmark f.eks. vil

acceptere et allerede vedtaget direktiv omfattet af EUF-Traktatens tredje

del, afsnit IV, indebære, at Danmark bliver forpligtet til at gennemføre

det pågældende direktiv i overensstemmelse med bestemmelsen i EUF-

Traktatens artikel 249.

I tilfælde af, at Danmark meddeler, at det omtalte bilags bestemmelser skal fin-

de anvendelse, vil alle Schengenregler og foranstaltninger vedtaget til udbyg-

ning af disse regler, der indtil da har været bindende for Danmark som folkeret-

lige forpligtelser (jf. herved protokollens artikel 4), 6 måneder efter Danmarks

meddelelse blive bindende for Danmark som EU-ret, jf. protokollens artikel 8,

stk. 2. Samtidig vil Danmarks særstilling med hensyn til domstolskontrol vedrø-

rende retsakter vedtaget under den hidtidige søjle 3 bortfalde.

c) Forholdet til grundloven

Som det fremgår af pkt. b, vil en dansk beslutning efter protokollens arti-

kel 8 om at indføre den beskrevne ”opt in” ordning betyde, at Danmark

fremover kan give meddelelse enten efter bilagets artikel 3 om, at Dan-

mark deltager i behandlingen og vedtagelsen af et konkret forslag til for-

anstaltning, eller efter bilagets artikel 4 om, at Danmark accepterer en

allerede vedtaget foranstaltning.

En dansk meddelelse efter bilagets artikel 3 vil indebære, at den pågæl-

dende foranstaltning ved dens efterfølgende vedtagelse bliver bindende

for Danmark i medfør af EUF-Traktaten. Bl.a. i tilfælde, hvor meddelel-

sen angår et forslag til foranstaltning, der som f.eks. en forordning kan

have direkte virkning i forhold til borgere mv. i medlemsstaterne, vil der

være tale om, at Unionen hermed får overladt yderligere beføjelser, som

efter grundloven tilkommer rigets myndigheder.

En dansk meddelelse efter bilagets artikel 4 vil vedrøre en allerede ved-

taget foranstaltning, og der opstår derfor ikke samme spørgsmål om over-

ladelse af lovgivningsmæssige beføjelser. Også i forbindelse med en

meddelelse efter bilagets artikel 4 kan der imidlertid som følge af indhol-

det af den pågældende foranstaltning være tale om, at Unionen overlades

yderligere beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets myndighe-

der.

Det gælder f.eks., hvis Danmark efter bilagets artikel 4 giver meddelelse om at

ville acceptere en forordning, der i medfør af EUF-Traktatens artikel 69 E måtte

have oprettet en europæisk anklagemyndighed med kompetence til bl.a. at kun-

ne møde som anklager ved medlemsstaternes domstole. En dansk accept af en

sådan forordning ville således indebære dansk tilslutning til en ordning, hvoref-

ter et af Unionens organer – den europæiske anklagemyndighed – overlades

kompetence til at udøve administrativ myndighed i Danmark. Et andet eksem-

pel, hvor en meddelelse efter bilagets artikel 4 kan indebære overladelse af be-

føjelser omfattet af grundlovens § 20, vil være, at Danmark giver meddelelse

om at ville acceptere en allerede vedtaget forordning, der måtte indeholde hjem-

mel til, at Kommissionen efterfølgende kan gennemføre bestemmelser, som

udbygger den pågældende forordnings bestemmelser, og som vil kunne have

direkte virkning for borgere mv. i medlemsstaterne.

På den anførte baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at den om-

handlede ”opt in” ordning vil indebære, at Danmark opnår mulighed for

at tilslutte sig foranstaltninger, der vil gøre det nødvendigt at iagttage

proceduren efter grundlovens § 20.

Der kan i den forbindelse rejses det spørgsmål, på hvilket tidspunkt en §

20-procedure kan gennemføres i forbindelse med en dansk beslutning om

at anvende ”opt in” ordningen.

Spørgsmålet er således nærmere bestemt, om det i givet fald vil være mu-

ligt på forhånd at gennemføre én samlet § 20-procedure, eller om grund-

loven vil gøre det nødvendigt at gennemføre proceduren i hvert enkelt

tilfælde, hvor Danmark ved en meddelelse efter bilagets artikel 3 eller 4

tilslutter sig en konkret foranstaltning, der indebærer overladelse af over-

statslige beføjelser til Unionen.

I praksis har Folketinget lagt til grund, at grundlovens § 20 kan anvendes,

inden der er truffet endelig dansk beslutning om at indgå i det samarbej-

de, som overladelsen af beføjelser angår. Som omtalt under pkt. 2.3.2.4

ovenfor omfattede det forslag til ændring af EU-Tiltrædelsesloven, som

Folketinget vedtog i 1992, således også overladelse af beføjelser på et

område, hvor Danmark først på et senere tidspunkt skulle beslutte i for-

hold til EU, om man ville medvirke til det samarbejde, som overladelsen

af beføjelser på det pågældende område vedrørte.

I overensstemmelse hermed og med det, der i øvrigt er anført ovenfor

under pkt. 2.3.2.4, er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke grundlag

for at fortolke grundlovens § 20 således, at bestemmelsen i alle tilfælde

først kan anvendes på det tidspunkt, hvor der træffes en endelig dansk

beslutning om at indgå i det samarbejde, som overladelsen af beføjelser

angår. Justitsministeriet finder derfor, at det afhængigt af omstændighe-

derne vil være muligt på forhånd at anvende proceduren efter grundlo-

vens § 20.

I hvilket omfang en § 20-procedure kan gennemføres på forhånd, må

imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse bero på en vurdering, der

knytter sig til karakteren og indholdet af den nærmere ordning, som over-

ladelsen af beføjelser angår.

Det må i denne vurdering bl.a. indgå, om hensyn af retsteknisk og prak-

tisk karakter vil tale for, at en procedure efter grundlovens § 20 gennem-

føres på forhånd. I den forbindelse må det i forhold til den omtalte ”opt

in” ordning forventes, at der ofte ville opstå behov for en § 20-procedure,

hvis den nødvendige procedure efter grundlovens § 20 ikke på forhånd er

gennemført på det tidspunkt, hvor Danmark i givet fald generelt tilslutter

sig ordningen. Der kunne således i denne situation blive behov for en §

20-procedure – herunder en folkeafstemning – adskillige gange om året

med henblik på, at Danmark kunne ”opte in” i nye EU-initiativer inden

for bl.a. samarbejde om civilret og bekæmpelse af international krimina-

litet. I øvrigt kunne det i forbindelse med en dansk meddelelse efter bila-

gets artikel 3 være nødvendigt i det enkelte tilfælde at gennemføre § 20-

proceduren inden for en 3 måneders periode efter, at et forslag til foran-

staltning er forelagt Rådet, idet det er det tidsrum, som Danmark efter

bilagets artikel 3 har til at meddele, om Danmark ønsker at deltage i ved-

tagelsen og anvendelsen af en foranstaltning.

Som følge af det anførte må Danmark anses for at være uden mulighed

for i praksis at anvende ”opt in” ordningen, hvis en § 20-procedure ikke

kan iagttages på forhånd. Det vil sige, at de nævnte hensyn af retsteknisk

og praktisk karakter med meget betydelig vægt taler for, at en § 20-

procedure gennemføres på forhånd.

I vurderingen af, om en § 20-procedure kan gennemføres på forhånd, må

herudover indgå, hvorvidt det på tidspunktet for en dansk beslutning om

generelt at tilslutte sig ”opt in” ordningen vil kunne stå tilstrækkeligt

klart for Folketinget og vælgerbefolkningen, hvad den pågældende ord-

ning går ud på. Herom bemærkes, at protokollens bilag fastlægger, hvilke

sagsområder der er omfattet af ordningen, og hvilke retsvirkninger der vil

være forbundet med efterfølgende at benytte muligheden for at ”opte in”.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at det i relation til

den omhandlede ”opt in” ordning vil være muligt på forhånd at gennem-

føre en § 20-procedure på det tidspunkt, hvor Danmark efter protokollens

artikel 8 måtte beslutte generelt at tilslutte sig ordningen.

4.3.20. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

a) Det nuværende traktatgrundlag

EU’s samarbejde om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er i det

nuværende traktatgrundlag fastlagt i EU’s såkaldte 2. søjle. Der henvises

i den forbindelse til EU-Traktatens afsnit V (artikel 11-28).

Samarbejdet inden for 2. søjle er af mellemstatslig karakter, jf. nærmere

1992-redegørelsen, side 58 f., 1997-redegørelsen, side 20 ff., og 2001-

redegørelsen, side 24 ff.

b) Lissabon-Traktaten

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er med Lissabon-Traktaten

fastlagt i EU-Traktatens afsnit V, kapitel 2, som et særskilt kompetence-

område, der ligger uden for den almindelige opdeling af Unionens befø-

jelser i enekompetence, delt kompetence og understøttende tiltag, jf. her-

ved EUF-Traktatens artikel 2 A, stk. 4.

Lissabon-Traktaten indebærer en række ændringer i de gældende be-

stemmelser i EU-Traktaten om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Bestemmelsen i EU-Traktatens artikel 11, stk. 1-2, om Unionens uden-

rigs- og sikkerhedspolitik har med Lissabon-Traktaten følgende ordlyd:

”Artikel 11

1. Unionens kompetence inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspo-

litik omfatter alle udenrigspolitiske områder samt alle spørgsmål vedrø-

rende Unionens sikkerhed, herunder gradvis udformning af en fælles for-

svarspolitik, der kan føre til et fælles forsvar.

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er underlagt særlige regler og

procedurer. Den fastlægges og gennemføres af Det Europæiske Råd og

Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed, medmindre andet er

fastsat i traktaterne. Vedtagelse af lovgivningsmæssige retsakter er ude-

lukket. Denne politik gennemføres af Unionens højtstående repræsentant

for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og af medlemsstaterne i

overensstemmelse med traktaterne. Europa-Parlamentets og Kommissio-

nens specifikke rolle på dette område er fastlagt i traktaterne. Den Euro-

pæiske Unions Domstol har ingen kompetence med hensyn til disse be-

stemmelser, bortset fra dens kompetence til at kontrollere overholdelsen

af artikel 25b i denne traktat og prøve lovligheden af visse afgørelser, jf.

artikel 240a, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmå-

de.

2. Inden for rammerne af principperne og målene for Unionens optræden

udadtil varetager, fastlægger og gennemfører denne en fælles udenrigs-

og sikkerhedspolitik, der bygger på udvikling af gensidig politisk solida-

ritet mellem medlemsstaterne, fastlæggelse af spørgsmål af almen inte-

resse og opnåelse af en stadig stigende konvergens i medlemsstaternes

optræden.”

I EU-Traktatens artikel 13, stk. 1, er der fastsat følgende:

”Artikel 13

1. Det Europæiske Råd definerer Unionens strategiske interesser og fast-

lægger målene og de overordnede retningslinjer for den fælles udenrigs-

og sikkerhedspolitik, herunder for anliggender, der har indvirkning på

forsvarsområdet. Det vedtager de nødvendige afgørelser.

(…)”

Om Det Europæiske Råds fastlæggelse af Unionens strategiske interesser

og mål kan der henvises til EU-Traktatens artikel 10 B, hvoraf det bl.a.

fremgår, at fastlæggelsen af strategiske interesser og mål sker på grund-

lag af de principper og mål, der er nævnt i EU-Traktatens artikel 10 A,

herunder bl.a. principper om demokrati, retsstatsprincippet og menneske-

rettighedernes og de grundlæggende rettigheders universalitet og udele-

lighed. Det Europæiske Råds afgørelser om Unionens strategiske interes-

ser og mål vedrører såvel den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik som

andre områder i forbindelse med Unionens optræden udadtil.

Herudover kan bl.a. nævnes bestemmelsen i artikel 14, hvorefter Rådet

vedtager de nødvendige afgørelser, hvis en international situation kræver

en operationel aktion fra Unionens side. Disse afgørelser forpligter med-

lemsstaterne i deres stillingtagen og handlinger, jf. artikel 14, stk. 2.

Bestemmelsen i EU-Traktatens artikel 15 fastsætter, at Rådet kan vedtage

afgørelser, der fastlægger Unionens tilgang til et bestemt spørgsmål af

geografisk eller tematisk karakter. Medlemsstaterne drager omsorg for, at

deres nationale politik er i overensstemmelse med Unionens holdninger.

Om proceduren for vedtagelse af afgørelser, der er nødvendige for fast-

læggelse og iværksættelse af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik,

jf. EU-Traktatens artikel 11-13, er der i artikel 15 b, stk. 1, nærmere fast-

sat følgende:

”Artikel 15b

1. Afgørelser i henhold til dette kapitel vedtages af Det Europæiske Råd

og Rådet med enstemmighed, medmindre andet er fastsat i dette kapitel.

Der kan ikke vedtages lovgivningsmæssige retsakter.

(…)”

2. afdeling af EU-Traktatens afsnit V, kapitel 2 (artikel 28 A-28 E) inde-

holder en række særlige bestemmelser om den fælles sikkerheds- og for-

svarspolitik, der udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sik-

kerhedspolitik. Disse bestemmelser omhandler bl.a. udformningen af en

fælles EU-forsvarspolitik, gennemførelse af den fælles sikkerheds- og

forsvarspolitik samt bestemmelser om Det Europæiske Forsvarsagentur.

I EU-Traktatens artikel 24 er det fastsat, at Unionen kan indgå aftaler

med en eller flere stater eller internationale organisationer på de områder,

der hører under kapitlet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

EU-Traktatens artikel 25 b fastslår, at gennemførelsen af den fælles

udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke berører institutionernes procedurer

og beføjelser på de øvrige samarbejdsområder og omvendt.

Efter bestemmelserne i EU-Traktatens artikel 11, stk. 1, og EUF-

Traktatens artikel 240 a har Den Europæiske Unions Domstol ikke kom-

petence i sager vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik,

herunder den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Domstolen kan dog

kontrollere overholdelsen af EU-Traktatens artikel 25 b (om afgrænsnin-

gen til andre samarbejdsområder) og prøve lovligheden af afgørelser om

restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer, som

er vedtaget i tilknytning til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Til Lissabon-Traktatens slutakt er knyttet to erklæringer (erklæring nr. 13 og

erklæring nr. 14) om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er heri bl.a.

understreget, at bestemmelserne vedrørende den fælles udenrigs- og sikker-

hedspolitik ikke berører medlemsstaternes nuværende ansvar med hensyn til

udformningen og gennemførelsen af deres udenrigspolitik og heller ikke til de-

res nationale repræsentation i tredjelande og internationale organisationer. End-

videre er det understreget, at bestemmelserne vedrørende den fælles udenrigs-

og sikkerhedspolitik ikke berører den enkelte medlemsstats nuværende rets-

grundlag, ansvar og beføjelser med hensyn til udformningen og gennemførelsen

af dens udenrigspolitik, dens nationale diplomatiske tjeneste, dens forbindelser

med tredjelande og deltagelse i internationale organisationer, herunder en med-

lemsstats medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd. Det er herudover bl.a. anført, at

bestemmelserne vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke gi-

ver Kommissionen nye beføjelser til at tage initiativ til afgørelser eller øger Eu-

ropa-Parlamentets rolle, samt at bestemmelserne vedrørende den fælles sikker-

heds- og forsvarspolitik ikke berører den særlige karakter af medlemsstaternes

sikkerheds- og forsvarspolitik.

Med hensyn til foranstaltninger, der træffes af Rådet i henhold til EU-

Traktatens artikel 13, stk. 1, artikel 28 A, og artikel 28 B-28 E, deltager

Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af Unionens afgørelser

og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet, jf. nærmere artikel

5 i protokollen om Danmarks stilling.

c) Forholdet til grundloven

I de redegørelser, som Justitsministeriet i 1992, 1997 og 2001 har afgivet

i forbindelse med Danmarks tilslutning til ændringer i EU’s traktatgrund-

lag, er det nærmere angivet, hvorfor EU’s såkaldte 2. søjle-samarbejde

om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke er omfattet af grundlo-

vens § 20. Der er i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at der ikke inden

for samarbejdet i 2. søjle er hjemmel til at udstede retsakter, der har di-

rekte virkning i forhold til borgere mv. i medlemsstaterne.

Med Lissabon-Traktaten vil samarbejdet i Unionen ikke længere kunne

beskrives som et søjleopdelt samarbejde inden for i alt 3 søjler. Uanset

dette vil samarbejdet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik imid-

lertid efter Lissabon-Traktaten fortsat skulle foregå inden for rammer, der

som udgangspunkt vil svare til de rammer, der gælder for det nuværende

mellemstatslige 2. søjle-samarbejde. Det fastslås således udtrykkeligt i

EU-traktatens artikel 11, stk. 1, andet led, at den fælles udenrigs- og sik-

kerhedspolitik er underlagt særlige regler og procedurer, og det udenrigs-

politiske samarbejde er fortsat reguleret i EU-Traktaten. Samarbejdet om

den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik vil således også efter Lissabon-

Traktaten have en grundlæggende mellemstatslig karakter.

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiks særlige karakter kommer bl.a.

til udtryk ved, at dette politikområde ikke er omfattet af de almindelige

bestemmelser i EUF-Traktatens artikel 2 B–2 E om de forskellige kom-

petencekategorier for Unionens politikker.

Hertil kommer, at der – ligesom inden for det hidtidige 2. søjle-

samarbejde – ikke vil være hjemmel til at udstede forordninger og direk-

tiver, men alene adgang til at træffe afgørelser og indgå aftaler med tred-

jelande mv.

Der ses ikke i EU-Traktatens afsnit V, kapitel 2, at være holdepunkter for

at antage, at der inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med

Lissabon-Traktaten indføres en adgang for Unionen til i de typer af rets-

akter, der kan anvendes på dette politikområde – det vil sige i afgørelser

eller i aftaler med tredjelande mv. – at foretage en regulering med direkte

virkning i forhold til borgere mv. i medlemsstaterne. I den forbindelse

tilføjes også, at det i EU-Traktatens artikel 11, stk. 1, og artikel 15 b, stk.

1, er fastsat, at der ikke på området for den fælles udenrigs- og sikker-

hedspolitik vil være hjemmel til at udstede lovgivningsmæssige retsakter.

Særligt med hensyn til såkaldte restriktive foranstaltninger over for fysiske og

juridiske personer bemærkes det i den forbindelse, at det følger af Lissabon-

Traktaten, at der ikke i medfør af EU-Traktatens afsnit V, kapitel 2, vil være

adgang til at vedtage foranstaltninger med direkte virkning i forhold til borgere

mv. i medlemsstaterne, også selv om foranstaltningerne måtte have tilknytning

til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Indefrysning af midler tilhørende

borgere mv., der har tilknytning til tredjelande, vil således skulle vedtages efter

EUF-Traktatens artikel 188 K. Om EUF-Traktatens artikel 188 K henvises

nærmere til pkt. 4.3.6. ovenfor.

Tilbage står, at der ved vurderingen af forholdet til grundlovens § 20 kan

rejses det spørgsmål, om Unionen inden for den fælles udenrigs- og sik-

kerhedspolitik vil have adgang til at binde medlemsstaterne folkeretligt i

forbindelse med Unionens indgåelse af aftaler mv. med tredjelande eller

internationale organisationer. Herom bemærkes følgende:

Som anført under pkt. 2.3.2.3. vil der som udgangspunkt være tale om

overladelse af beføjelser, som forudsætter anvendelse af proceduren i

grundlovens § 20, hvis aftaler indgået af en mellemfolkelig myndighed er

folkeretligt forpligtende for medlemsstaterne, som var de indgået af med-

lemsstaterne og det pågældende tredjeland mv. I den forbindelse omtales

det under pkt. 2.3.2.3. bl.a. også, at der i EF-Domstolens praksis forelig-

ger udtalelser, der mest nærliggende må forstås således, at medlemssta-

terne ikke bliver direkte forpligtet i forhold til tredjelande mv., når Fæl-

lesskabet i henhold til EF-Traktaten indgår aftaler med et tredjeland eller

en international organisation. Det taler for, at den generelle bestemmelse

om internationale aftaler i EUF-Traktatens artikel 188 L, stk. 2 – hvoref-

ter Unionens aftaler er bindende for bl.a. medlemsstaterne – i overens-

stemmelse med disse udtalelser må forstås således, at sådanne aftaler er

bindende for medlemsstaterne i forhold til Unionen (og ikke i forhold til

det pågældende tredjeland mv.), jf. herom også ovenfor i pkt. 4.3.16. om

internationale aftaler.

Særligt med hensyn til det nuværende 2. søjle-samarbejde er det lagt til

grund, at det er Unionen som sådan – og ikke de enkelte medlemsstater –

der over for det pågældende tredjeland mv. bliver bundet af de aftaler,

som Unionen indgår, jf. 2001-redegørelsen, side 27. Der ses ikke med

Lissabon-Traktaten at være grundlag for at antage, at der skulle være til-

sigtet en ændring på dette punkt. Bestemmelsen i EU-Traktatens artikel

14, stk. 2 – hvorefter afgørelser truffet i medfør af artikel 14, stk. 1, for-

pligter medlemsstaterne i deres stillingtagen og handlinger – er derimod

efter Justitsministeriets opfattelse med til at bestyrke en antagelse om, at

Unionens aftaler inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke

binder medlemsstaterne i forhold til det pågældende tredjeland mv. Den-

ne bestemmelse bygger således efter sin ordlyd på en forudsætning om,

at Unionen inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik handler på

vegne af Unionen som sådan (og ikke på vegne af de enkelte medlems-

stater, som var det medlemsstaterne, der handlede overfor et tredjeland

mv. i forbindelse med bl.a. indgåelse af folkeretlige forpligtelser).

På den anførte baggrund må det efter Justitsministeriets opfattelse anta-

ges, at Unionen ved indgåelse af aftaler med tredjelande mv. som led i

den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke binder medlemsstaterne

folkeretligt i forhold til det pågældende tredjeland mv., som var en sådan

aftale indgået af medlemsstaterne.

Sammenfattende finder Justitsministeriet, at dansk tilslutning til EU-

Traktatens afsnit V, kapitel 2, ikke forudsætter anvendelse af proceduren

i grundlovens § 20.

4.4. Visse tværgående bestemmelser

4.4.1. Indledning

Under pkt. 4.3. ovenfor er der en gennemgang af forholdet mellem

grundlovens § 20 og en række bestemmelser i Lissabon-Traktaten om

Unionens forskellige politikområder.

I det følgende omtales visse tværgående bestemmelser, hvor der kan væ-

re anledning til at redegøre for forholdet til grundloven.

4.4.2. Princippet om EU-rettens forrang

a) Det nuværende traktatgrundlag

Princippet om EU-rettens (fællesskabsrettens) forrang blev fastslået af

EF-domstolen tilbage i 1964.

I medfør af forrangsprincippet skal umiddelbart anvendelige EU-regler

(fællesskabsretlige regler) anvendes i enhver medlemsstat, selv om der

findes nationale regler, der strider mod EU-reglerne. Det gælder også,

hvis modstriden måtte opstå mellem en EU-regel og en bestemmelse i en

national forfatning.

Af forrangsprincippet følger således bl.a. en EU-retlig forpligtelse for de

retsanvendende myndigheder til at anvende en umiddelbart anvendelig

EU-regel, selv om reglen strider mod den nationale forfatning.

Der antages ikke af EU-retten at følge et krav om, at EU-rettens forrang

skal sikres gennem bestemmelser i medlemsstaternes forfatninger.

b) Lissabon-Traktaten

Der er til Lissabon-Traktaten knyttet en erklæring om EU-rettens forrang

(erklæring nr. 17).

Af erklæringen fremgår det, at ”Konferencen erindrer om, at traktaterne

og den ret, der vedtages af Unionen på grundlag af traktaterne, i overens-

stemmelse med Domstolen for Den Europæiske Unions faste retspraksis

har forrang frem for medlemsstaternes ret på de betingelser, der er fast-

lagt i nævnte retspraksis”.

Der er i erklæringen endvidere henvist til en udtalelse fra Rådets Juridi-

ske Tjeneste af 22. juni 2007, som konferencen har besluttet at knytte

som bilag til slutakten. Udtalelsen har følgende ordlyd:

”Det følger af Domstolens retspraksis, at fællesskabsrettens forrang er et

af hovedprincipperne i fællesskabsretten. Ifølge Domstolen er dette prin-

cip uløseligt forbundet med Det Europæiske Fællesskabs karakter. Da der

første gang blev afsagt dom på grundlag af denne faste retspraksis (Costa

mod ENEL af 15. juli 1964, sag 6/64

), var fællesskabsrettens forrang ik-

ke nævnt i traktaten. Det er stadig tilfældet i dag. Den omstændighed, at

princippet om fællesskabsrettens forrang ikke medtages i den nye traktat,

ændrer ikke på nogen måde ved eksistensen af dette princip og ved Dom-

stolens eksisterende retspraksis.”

Som det fremgår af erklæringen med bilag, sker der ikke ændringer i for-

rangsprincippets indhold eller rækkevidde.

c) Forholdet til grundloven

Som anført blev det EU-retlige forrangsprincip fastslået i EF-domstolens

praksis tilbage i 1964, og forholdet mellem grundloven og forrangsprin-

cippet blev derfor allerede vurderet inden Danmarks optagelse i EF i

1972.

Forrangsprincippet blev således bl.a. udførligt behandlet i 1972-

redegørelsen om visse statsretlige spørgsmål i forbindelse med en dansk

tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber, og Justitsministeriet konklu-

derede i den forbindelse, at forrangsprincippet ikke nødvendiggjorde en

ændring af grundloven.

I overensstemmelse med Justitsministeriets konklusion udtalte et flertal i

Folketingets Markedsudvalg ved Folketingets behandling af lovforslaget

om Danmarks tiltrædelse af EF, at spørgsmålet om fællesskabsrettens

forrang efter flertallets opfattelse kunne løses på grundlag af grundlovens

§ 20 og tiltrædelseslovens § 3 samt dansk rets almindelige regler om for-

holdet mellem dansk og international ret, jf. Folketingtidende 1971-72,

Tillæg B, sp. 2802.

”Af (…) dette fremgår det, at den af traktaten affødte ret, der hidrører fra en autonom

retskilde, på grund af sin selvstændige natur retsligt må gå forud for en hvilken som

helst national bestemmelse, idet den ellers ville miste sin fællesskabskarakter, og idet

selve retsgrundlaget for Fællesskabet ellers ville blive bragt i fare”.

Det forhold, at konferencen i erklæring nr. 17 i tilknytning til Lissabon-

Traktaten fastslår forrangsprincippet, vil som anført ovenfor under pkt. b

ikke indebære nogen ændring af princippets hidtidige indhold eller ræk-

kevidde.

Erklæringen om princippet om EU-rettens forrang indebærer således bl.a.

hverken en emnemæssig udvidelse af EU’s kompetence eller en tildeling

af nye overstatslige instrumenter til regulering inden for de eksisterende

emneområder.

Herudover kan det nævnes, at danske myndigheder efter grundloven ville

være forpligtet til at lade grundloven gå forud for EU-regler, hvis den

ekstraordinære situation skulle opstå, at der blev gennemført en EU-

retsakt, der var uforenelig med grundloven.

Grundlovens § 20 giver således – som anført i Højesterets afgørelse i

Maastricht-sagen – ikke adgang til at overlade EU’s institutioner beføjel-

ser til at fravige bestemmelser i grundloven, herunder grundlovens fri-

hedsrettigheder, og der findes heller ikke andre regler i grundloven, som

giver mulighed for en sådan fravigelse af grundloven til fordel for trak-

tatmæssige forpligtelser, jf. bl.a. 1972-redegørelsen, side 82.

På den ovenfor anførte baggrund rejser erklæring nr. 17 om forrangsprin-

cippet efter Justitsministeriets opfattelse ikke spørgsmål i forhold til

grundloven.

4.4.3. Unionens tiltrædelse af Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention

a) Det nuværende traktatgrundlag

Det følger af EF-Domstolens retspraksis, at de såkaldte ”grundrettighe-

der” – herunder rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention – hører til de almindelige retsgrundsætninger, som EF-

Domstolen beskytter. I dom af 18. juni 1991 (sag C-260/89, ERT, Sml. s.

I-2925, præmis 41) fastslog EF-Domstolen således bl.a. følgende:

”… Det følger heraf … at foranstaltninger, som er uforenelige med over-

holdelsen af de ved konventionen anerkendte og sikrede menneskerettig-

heder, ikke er tilladte i Fællesskabet.”

Med Maastricht-traktaten blev der indsat en udtrykkelig bestemmelse i

EU-Traktatens artikel 6, stk. 2, om Unionens overholdelse af grundlæg-

gende rettigheder. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”Artikel 6

…

2. Unionen respekterer de grundlæggende rettigheder, således som de ga-

ranteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskeret-

tigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4.

november 1950, og således som de følger af medlemsstaternes fælles for-

fatningsmæssige traditioner, som generelle principper for fællesskabsret-

ten.”

b) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten fastsættes det i EU-Traktatens artikel 6, stk. 3,

at de grundlæggende rettigheder, som de er garanteret ved Den Europæi-

ske Menneskerettighedskonvention, og som de følger af medlemsstater-

nes fælles forfatningsmæssige traditioner, udgør generelle principper i

EU-retten. Bestemmelsen svarer til indholdet af den gældende bestem-

melse i EU-Traktatens artikel 6, stk. 2, således som sidstnævnte bestem-

melse fortolkes af EF-Domstolen.

Med Lissabon-Traktaten fastsættes det som noget nyt i EU-Traktatens

artikel 6, stk. 2, at Den Europæiske Union tiltræder Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention. Denne bestemmelse, der er ny i forhold

til det gældende traktatgrundlag, har følgende ordlyd:

”Artikel 6

…

2. Unionen tiltræder den europæiske konvention til beskyttelse af menne-

skerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Tiltrædelse af denne

konvention ændrer ikke Unionens beføjelser som fastsat i traktaterne.”

Med hensyn til proceduren for Unionens tiltrædelse af Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention indsættes der med Lissabon-Traktaten

følgende bestemmelse i stk. 8 i EUF-Traktatens artikel 188 N om proce-

dure for indgåelse af aftaler med tredjelande og internationale organisati-

oner:

”Artikel 188 N

…

(…) Rådet træffer ligeledes afgørelse med enstemmighed om aftalen om

tiltrædelse af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskeret-

tigheder og grundlæggende frihedsrettigheder; afgørelsen om indgåelse af

denne aftale træder i kraft efter medlemsstaternes godkendelse heraf i

overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.”

Alle Unionens medlemsstater har tiltrådt Den Europæiske Menneskeret-

tighedskonvention. Efter konventionen er det alene stater, som kan til-

træde konventionen. Ved protokol nr. 14 af 13. maj 2004 til Den Euro-

pæiske Menneskerettighedskonvention er der imidlertid indsat en be-

stemmelse i konventionens artikel 59, stk. 2, hvoraf det fremgår, at Uni-

onen kan tiltræde konventionen. Protokollen træder i kraft, når alle kon-

ventionsstater har ratificeret den. Udover protokollens ikrafttræden vil

det være nødvendigt at ændre konventionen på en række punkter, inden

Unionen kan tiltræde konventionen.

Der er med Lissabon-Traktaten vedtaget en protokol om Unionens tiltræ-

delse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som vedrører

EU-Traktatens artikel 6, stk. 2. Det fremgår af protokollens artikel 1, at

aftalen om Unionens tiltrædelse af konventionen skal afspejle nødven-

digheden af at bevare Unionens og EU-rettens særlige karakteristika. Det

er nærmere præciseret i samme protokols artikel 2, at aftalen om Unio-

nens tiltrædelse skal sikre, at tiltrædelsen hverken berører Unionens

kompetencer eller institutionernes beføjelser. Aftalen skal endvidere sik-

re, at Unionens tiltrædelse ikke vil berøre medlemsstaternes situation i

forhold til konventionen, navnlig i forhold til protokollerne hertil, foran-

staltninger truffet af medlemsstaterne, der fraviger konventionen i over-

ensstemmelse med konventionens artikel 15, og forbehold med hensyn til

konventionen, som medlemsstater har taget i overensstemmelse med

konventionens artikel 57.

Medlemsstaterne vil på grundlag af Unionens tiltrædelse være forpligtet

til at respektere konventionen og tilknyttede protokoller. Imidlertid vil

denne EU-retlige forpligtelse ikke berøre den enkelte medlemsstats mu-

lighed for selv at tage stilling til spørgsmål om forholdet mellem med-

lemsstaten og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i tilfælde,

der falder uden for EU-rettens anvendelsesområde. Det fremgår af proto-

kollen vedrørende EU-Traktatens artikel 6, stk. 2, at Unionens tiltrædelse

af konventionen ikke vil indebære ændringer i forhold til de eventuelle

forbehold, som medlemsstaterne har taget i forbindelse med deres tiltræ-

delse af konventionen eller de efterfølgende protokoller.

c) Forholdet til grundloven

Lissabon-Traktatens indføjelse af et nyt stk. 2 i EU-Traktatens artikel 6

indebærer, at Unionen – som noget nyt i forhold til det nuværende trak-

tatgrundlag – får adgang til at tiltræde Den Europæiske Menneskerettig-

hedskonvention og tilknyttede protokoller.

Unionens tiltrædelse af konventionen og tilknyttede protokoller vil ikke

medføre, at Unionen hermed tillægges beføjelser til at vedtage foranstalt-

ninger, herunder lovgivningsmæssige foranstaltninger, som der ikke i

øvrigt er hjemmel til i traktaterne. Det er således udtrykkeligt angivet i

artikel 6, stk. 2, at Unionens tiltrædelse af Den Europæiske Menneskeret-

tighedskonvention ikke ændrer Unionens beføjelser som fastsat i disse

traktater.

Om Unionens tiltrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonven-

tion er det i EUF-Traktatens artikel 188 N, stk. 8, fastsat, at Rådet træffer

afgørelse herom med enstemmighed, og at rådsafgørelsen skal godkendes

af de enkelte medlemsstater i overensstemmelse med deres forfatnings-

mæssige bestemmelser. Det vil sige, at en beslutning i Rådet om, at Uni-

onen skal tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention mv.,

først vil træde i kraft, når hver enkelt medlemsstat i overensstemmelse

med sine forfatningsmæssige bestemmelser har godkendt den.

Der vil på den baggrund ikke være tale om, at det er overladt til Unionen

at træffe den omhandlede afgørelse om tiltrædelse af Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention.

For Danmarks vedkommende vil dette således betyde, at der – under

iagttagelse af de nødvendige forfatningsretlige procedurer – kan træffes

en selvstændig, dansk beslutning om, hvorvidt Danmark kan godkende

en rådsafgørelse om Unionens tiltræden til Den Europæiske Menneske-

rettighedskonvention mv. Det vil dermed kræve en dansk beslutning for,

at de allerede fastsatte regler i Den Europæiske Menneskerettighedskon-

vention mv. inden for EU-rettens anvendelsesområde i givet fald får di-

rekte virkning for borgere mv. i Danmark.

100

På den anførte baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at det ikke

vil være nødvendigt at anvende grundlovens § 20 for, at Danmark kan

tilslutte sig EU-Traktatens artikel 6, stk. 2, sammenholdt med EUF-

Traktatens artikel 188 N, stk. 8.

Et andet spørgsmål er, om det vil være nødvendigt at anvende grundlo-

vens § 20 på det tidspunkt, hvor der er truffet en rådsafgørelse om Unio-

nens tiltræden til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og

bl.a. Danmark i givet fald vil skulle godkende en sådan rådsafgørelse.

Herom bemærkes, at det må antages, at det ikke er nødvendigt at følge

proceduren i grundlovens § 20, hvis det beror på en dansk beslutning, at

allerede vedtagne regler vil kunne få direkte virkning for borgere mv. i

Danmark. Dette vil være tilfældet på det tidspunkt, hvor Danmark i givet

fald vil skulle godkende en rådsafgørelse om Unionens tiltrædelse af Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Der kan i den forbindelse også henvises til, at traktatbestemmelser med direkte

virkning ikke i almindelighed rejser spørgsmål om anvendelse af proceduren i

grundlovens § 20, idet traktatbestemmelserne ligger fast på tidspunktet for

Danmarks tiltrædelse, således at der i disse tilfælde ikke er tale om at overlade

beføjelser til at fastsætte bestemmelser med direkte virkning, jf. herom ovenfor

i pkt. 3.2.

4.4.4. Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettighe-

der

4.4.4.1. Generelt om Charteret om grundlæggende rettigheder

a) Lissabon-Traktaten

Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder blev

vedtaget som en politisk erklæring af Rådet, Europa-Kommissionen og

Europa-Parlamentet på Det Europæiske Råds møde i Nice i december

2000.

Med Lissabon-Traktaten bliver Den Europæiske Unions Charter om

grundlæggende rettigheder, som tilpasset den 12. december 2007, gen-

proklameret, og det kommer endvidere til at fremgå af EU-Traktatens

artikel 6, stk. 1, at charteret har den samme juridiske værdi som trakta-

terne. Bestemmelsen i EU-Traktatens artikel 6, stk. 1, har følgende ord-

lyd:

101

”Artikel 6

1. Unionen anerkender de rettigheder, friheder og principper, der findes i

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder af 7. de-

cember 2000 som tilpasset den 12. december 2007 i Strasbourg, der har

samme juridiske værdi som traktaterne.

Chartrets bestemmelser udvider ikke på nogen måde Unionens beføjelser

som fastsat i traktaterne.

Rettighederne, frihederne og principperne i chartret skal fortolkes i over-

ensstemmelse med de almindelige bestemmelser i chartrets afsnit VII

vedrørende fortolkning og anvendelse af chartret og under behørigt hen-

syn til de forklaringer, der henvises til i chartret, og som anfører kilderne

til disse bestemmelser.

(…)”

I erklæring nr. 1 knyttet til Lissabon-Traktaten er det om charteret om

grundlæggende rettigheder anført, at chartret, der er juridisk bindende,

bekræfter de grundlæggende rettigheder, som de er garanteret ved Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention, og som de følger af med-

lemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner. Det er endvidere an-

ført, at chartret ikke udvider anvendelsesområdet for EU-retten ud over

Unionens beføjelser, samt at chartret ikke etablerer nye beføjelser eller

opgaver for Unionen eller ændrer de beføjelser og opgaver, der er fastlagt

i traktaterne.

I charterets præambel er det anført, at formålet med charteret bl.a. er at

”styrke beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder på baggrund af

samfundsudviklingen, de sociale fremskridt og den videnskabelige og

teknologiske udvikling ved at gøre disse rettigheder mere synlige i et

charter”.

Rettighederne er inddelt i 6 afsnit: ”værdighed”, ”friheder”, ”ligestil-

ling”, ”solidaritet”, ”borgerrettigheder” og ”retfærdighed i retssystemet”.

Af konkrete rettigheder kan bl.a. nævnes forbud mod tortur, ret til at ind-

gå ægteskab, ytrings- og informationsfrihed, ret til uddannelse, forbud

mod diskrimination på grund af race, religion mv., ret til sunde arbejds-

forhold og ret til en retfærdig og offentlig rettergang.

I charterets afsnit VII om ”almindelige bestemmelser vedrørende fortolk-

ning og anvendelse af chartret” er der fastsat følgende i artikel 51:

”Artikel 51

102

1. Bestemmelserne i dette charter er rettet til Unionens institutioner, or-

ganer, kontorer og agenturer under iagttagelse af nærhedsprincippet samt

til medlemsstaterne, dog kun når de gennemfører EU-retten. De respekte-

rer derfor rettighederne, overholder principperne og fremmer anvendelsen

heraf i overensstemmelse med deres respektive kompetencer og under

overholdelse af grænserne for de kompetencer, der er tildelt Unionen i

traktaterne.

2. Dette charter udvider ikke anvendelsesområdet for EU-retten ud over

Unionens kompetencer og skaber ingen nye kompetencer eller nye opga-

ver for Unionen og ændrer ikke de kompetencer og opgaver, der er fast-

lagt i traktaterne.”

Der er endvidere i samme afsnit VII fastsat regler om begrænsninger i

udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes i charteret, jf. ar-

tikel 52, stk. 1, ligesom artikel 52, stk. 3, regulerer charterets forhold til

rettigheder fastsat i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Bestemmelsen i charterets artikel 52, stk. 5, omhandler gennemførelse af

de bestemmelser i charteret, der indeholder, hvad der betegnes som prin-

cipper. Som eksempel på et sådant princip kan nævnes artikel 37 om mil-

jøbeskyttelse, hvorefter et højt miljøbeskyttelsesniveau og forbedring af

miljøkvaliteten skal integreres i Unionens politikker og sikres i overens-

stemmelse med princippet om en bæredygtig udvikling.

Bestemmelsen i artikel 52, stk. 5, har følgende ordlyd:

”Artikel 52

…

5. De bestemmelser i dette charter, der indeholder principper, kan gen-

nemføres ved lovgivningsmæssige retsakter og gennemførelsesretsakter

vedtaget af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og ved

retsakter vedtaget af medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten, un-

der udøvelse af deres respektive kompetencer. De kan kun påberåbes

over for en domstol i forbindelse med fortolkning af sådanne retsakter og

kontrol af disses lovmedholdelighed.”

Af artikel 53 fremgår endvidere følgende:

”Artikel 53

Ingen bestemmelse i dette charter må fortolkes som en begrænsning af el-

ler et indgreb i de grundlæggende menneskerettigheder og frihedsrettig-

heder, der anerkendes i EU-retten og folkeretten, i de internationale kon-

ventioner, som Unionen eller alle medlemsstaterne er parter i, herunder

den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og

grundlæggende frihedsrettigheder, samt i medlemsstaternes forfatninger

på disses respektive anvendelsesområder.”

103

b) Forholdet til grundloven

Som det fremgår af pkt. a, er det i EU-Traktatens artikel 6, stk. 1, og

charterets artikel 51, stk. 2, fastsat, at Den Europæiske Unions Charter

om grundlæggende rettigheder ikke udvider anvendelsesområdet for EU-

retten ud over Unionens kompetencer. Det følger endvidere af artikel 6,

stk. 1, at charterets rettigheder og principper skal fortolkes i overens-

stemmelse med charterets afsnit VII om almindelige bestemmelser ved-

rørende fortolkning og anvendelse af charteret og forklaringerne til char-

teret. Det er i den forbindelse bl.a. fastsat i artikel 51, stk. 2, at charteret

hverken skaber nye kompetencer eller nye opgaver for Unionen eller

ændrer ved de kompetencer og opgaver, der er fastlagt i traktaterne.

I overensstemmelse hermed indebærer charterets artikel 52, stk. 5 – hvor-

efter de bestemmelser i charteret, der indeholder principper, kan gennem-

føres ved retsakter og gennemførelsesretsakter vedtaget af bl.a. Unionens

institutioner – ikke i sig selv hjemmel for Unionen til at udstede de

nævnte retsakter. Bestemmelsen i artikel 52, stk. 5, skal således forstås

på den måde, at bl.a. Unionens institutioner kan gennemføre charterets

principper i forbindelse med udnyttelsen af andre bestemmelser i trakta-

terne, der tildeler Unionen kompetence til at udstede f.eks. retsakter, jf.

herved forklaringerne til artikel 52, stk. 5. Der kan i den forbindelse også

henvises til bestemmelsens ordlyd, hvorefter adgangen for Unionens in-

stitutioner og organer mv. til at vedtage retsakter gælder ”under udøvelse

af deres respektive kompetencer”.

På den baggrund indebærer det forhold, at Den Europæiske Unions Char-

ter om grundlæggende rettigheder med Lissabon-Traktaten får samme

juridiske værdi som traktaterne, efter Justitsministeriets opfattelse ikke,

at der overlades nye beføjelser til Unionen. Danmarks tilslutning til EU-

Traktatens artikel 6, stk. 1, kræver derfor ikke anvendelse af proceduren i

grundlovens § 20.

Om forholdet til grundloven bemærkes desuden:

I charterets artikel 53 er det som nævnt fastsat, at ingen bestemmelse i

charteret må medføre en begrænsning bl.a. i de menneskerettigheder og

frihedsrettigheder, der er indeholdt i medlemsstaternes forfatninger.

104

Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder vil alle-

rede derfor ikke indebære nogen indskrænkning i de frihedsrettigheder,

som borgerne er sikret efter den danske grundlov.

Det forhold, at danske myndigheder i medfør af charterets artikel 51, stk.

1, vil være forpligtet til at respektere bestemmelserne i charteret, når de

gennemfører EU-retten, og at spørgsmål herom vil kunne prøves af Den

Europæiske Unions Domstol, rejser efter Justitsministeriets opfattelse

heller ikke spørgsmål i forhold til grundloven.

I den forbindelse bemærkes det, at grundloven ikke er til hinder for, at

Danmark påtager sig internationale forpligtelser, der rækker videre end

grundlovens frihedsrettigheder. Danmark er således allerede tilsluttet en

række konventioner mv., der indeholder rettigheder, som går videre end

grundlovens frihedsrettigheder. Det gælder f.eks. Den Europæiske Men-

neskerettighedskonvention, der også indeholder regler om, at konventio-

nens bestemmelser kan prøves af Den Europæiske Menneskerettigheds-

domstol.

4.4.4.2. Særligt om forholdet mellem Charteret om grundlæggende

rettigheder og den danske folkekirke

a) Lissabon-Traktaten

Lissabon-Traktaten indeholder ingen bestemmelser, der tildeler EU kom-

petence til at regulere forholdet mellem bl.a. stat og kirke. Tværtimod

fastsættes det med Lissabon-Traktaten udtrykkeligt i EUF-Traktatens ar-

tikel 16 C, stk. 1, at Unionen ikke har kompetence med hensyn til sådan-

ne spørgsmål. Bestemmelsen i artikel 16 C, stk. 1, har følgende ordlyd:

”Artikel 16 C

1. Unionen respekterer og må ikke anfægte den status, som kirker og re-

ligiøse sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne i henhold

til national lovgivning.

(…)”

Charteret om grundlæggende rettigheder indeholder bl.a. bestemmelser

om religionsfrihed mv. I charterets artikel 10, stk. 1, er der således føl-

gende bestemmelse:

”Artikel 10

105

1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed.

Denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til en-

ten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin re-

ligion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdel-

se af religiøse skikke.”

Der er desuden i charterets artikel 21 fastsat følgende bestemmelse om

ikke-forskelsbehandling:

”Artikel 21

1. Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller so-

cial oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller

andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold,

fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er

forbudt.

2. Inden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af deres

særlige bestemmelser er enhver forskelsbehandling på grund af nationali-

tet forbudt.”

Efter charterets artikel 22 respekterer Unionen endvidere den kulturelle,

religiøse og sproglige mangfoldighed.

b) Forholdet til grundloven

Som det fremgår af pkt. a, tildeles Unionen ikke med Lissabon-Traktaten

beføjelser til at regulere forholdet mellem stat og kirke. I EUF-Traktatens

artikel 16 C, stk. 1, fastsættes det i overensstemmelse hermed, at Unio-

nen respekterer og ikke må anfægte den status, som kirker og religiøse

sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne i henhold til nati-

onal lovgivning.

Det følger heraf, at charterets bestemmelser – herunder om ikke-

forskelsbehandling i artikel 21 – ikke finder anvendelse på forholdet mel-

lem den danske stat og folkekirken, således som dette forhold bl.a. er

fastlagt i grundlovens § 4, hvorefter den evangelisk-lutherske kirke er

den danske folkekirke og som sådan understøttes af staten.

På den baggrund rejser Lissabon-Traktaten efter Justitsministeriets opfat-

telse ikke spørgsmål i forhold til grundlovens regulering af folkekirkens

stilling.

4.4.5. Den generelle, subsidiære hjemmelsbestemmelse i artikel 308

106

a) Det nuværende traktatgrundlag

EF-Traktatens artikel 308 indeholder en generel, subsidiær hjemmelsbe-

stemmelse, der giver Rådet adgang til i visse tilfælde at udstede retsakter,

hvis andre bestemmelser i traktaten ikke indeholder den fornødne hjem-

mel til udstedelsen. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”Artikel 308

Såfremt en handling fra Fællesskabets side viser sig påkrævet for at vir-

keliggøre et af Fællesskabets mål inden for fællesmarkedets rammer, og

denne traktat ikke indeholder fornøden hjemmel hertil, udfærdiger Rådet

på forslag af Kommissionen og efter at have indhentet udtalelse fra Euro-

pa-Parlamentet med enstemmighed passende forskrifter herom.”

Som det fremgår, kan EF-Traktatens artikel 308 kun anvendes, hvis det

sker for at virkeliggøre et af Fællesskabets mål. Disse mål er navnlig an-

givet i EF-Traktatens artikel 2.

Herudover er det en betingelse for at anvende EF-Traktatens artikel 308,

at den pågældende handling ligger ”inden for fællesmarkedets rammer”.

Det indebærer, at handlingen skal ligge inden for de rammer for Fælles-

skabets virke, som fremgår af EF-Traktatens øvrige bestemmelser, her-

under navnlig dens bestemmelser om Fællesskabets politikker og opreg-

ningen i EF-Traktatens artikel 3 af de enkelte virkeområder.

EF-Traktatens artikel 308 kan kun anvendes til at vedtage foranstaltnin-

ger, der vedrører politikområder, som i dag er fastlagt i EF-Traktaten.

Det vil sige, at artikel 308 ikke kan anvendes med henvisning til de poli-

tikområder, der er fastlagt i EU-Traktatens bestemmelser om det såkaldte

2. og 3. søjle-samarbejde.

b) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten ændres bestemmelsen i EF-Traktatens artikel

308. EUF-Traktatens artikel 308 får med Lissabon-Traktaten følgende

ordlyd:

”Artikel 308

1. Såfremt en handling fra Unionens side forekommer påkrævet inden for

rammerne af de politikker, der er fastlagt i traktaterne, for at nå et af må-

lene heri, og disse ikke indeholder fornøden hjemmel hertil, vedtager Rå-

det med enstemmighed på forslag af Kommissionen og med Europa-

Parlamentets godkendelse passende bestemmelser hertil. Hvis de pågæl-

107

dende bestemmelser vedtages af Rådet efter en særlig lovgivningsproce-

dure, træffer dette ligeledes afgørelse med enstemmighed på forslag af

Kommissionen og med Europa-Parlamentets godkendelse.

2. Kommissionen gør inden for rammerne af proceduren for kontrol med

overholdelsen af nærhedsprincippet i artikel 3b, stk. 3, i traktaten om Den

Europæiske Union de nationale parlamenter opmærksom på forslag, der

fremsættes på grundlag af nærværende artikel.

3. Foranstaltninger, der vedtages på grundlag af denne artikel, kan ikke

omfatte harmonisering af medlemsstaternes love og administrative be-

stemmelser i tilfælde, hvor traktaterne udelukker en sådan harmonisering.

4. Denne artikel kan ikke tjene som grundlag for at nå mål henhørende

under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og alle retsakter, der

vedtages i medfør af denne artikel, skal respektere de begrænsninger, der

er fastsat i artikel 25b, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union.”

EUF-Traktatens artikel 308 kan således ligesom den gældende bestem-

melse i EF-Traktatens artikel 308 anvendes til med enstemmighed at ved-

tage passende bestemmelser, såfremt det forekommer påkrævet inden for

rammerne af Unionens politikker for at nå et af Unionens mål. Til forskel

fra den gældende artikel 308 henviser EUF-Traktatens artikel 308 imid-

lertid ikke alene til de politikker og mål, der er angivet i EUF-Traktaten

(hidtil EF-Traktaten), men også til de politikker og mål, der er angivet i

EU-Traktaten.

I erklæring nr. 41 og 42 knyttet til Lissabon-Traktaten er der om fortolk-

ningen af bestemmelsen i EUF-Traktatens artikel 308 anført følgende:

”41. Erklæring ad artikel 308 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde

Konferencen erklærer, at omtalen af Unionens mål i artikel 308, stk. 1, i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde henviser til målene

som fastsat i artikel 2, stk. 2 og 3, i traktaten om Den Europæiske Union

og til målene i artikel 2, stk. 5, i nævnte traktat, for så vidt angår Unio-

nens optræden udadtil i henhold til femte del i traktaten om Den Europæ-

iske Unions funktionsmåde. Det er derfor udelukket, at en handling base-

ret på artikel 308 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

alene forfølger mål fastsat i artikel 2, stk. 1, i traktaten om Den Europæi-

ske Union. I den forbindelse bemærker konferencen, at der i henhold til

artikel 15b, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union ikke kan vedta-

ges lovgivningsmæssige retsakter på området den fælles udenrigs- og

sikkerhedspolitik.

42. Erklæring ad artikel 308 i traktaten om Den Europæiske Unions funk-

tionsmåde

Konferencen understreger, at artikel 308 i traktaten om Den Europæiske

Unions funktionsmåde, der er en integrerende del af et institutionelt sy-

108

stem baseret på princippet om tildelte kompetencer, i henhold til Den Eu-

ropæiske Unions Domstols faste retspraksis ikke kan tjene som grundlag

for en udvidelse af Unionens beføjelser ud over de generelle rammer, der

er oprettet ved bestemmelserne i traktaterne som helhed og i særdeleshed

ved de bestemmelser, der definerer Unionens opgaver og aktiviteter. Un-

der alle omstændigheder kan denne artikel ikke anvendes som grundlag

for vedtagelse af bestemmelser, hvis materielle virkning ville være at

ændre traktaterne uden at følge den heri fastsatte procedure herfor.”

c) Forholdet til grundloven

Som anført kan bestemmelsen i EUF-Traktatens artikel 308 kun an-

vendes, såfremt det er påkrævet inden for rammerne af de politikker, der

er fastlagt i EU- og EUF-Traktaten, for at nå et at målene i disse traktater.

Det vil sige, at rammerne for Unionens politikker har betydning for af-

grænsningen af Unionens beføjelser efter artikel 308. Om fastlæggelsen

af rammerne for Unionens politikker kan der i den forbindelse bl.a. hen-

vises til pkt. 4.3, hvor der er redegjort for en række af Unionens politik-

områder.

Anvendelsen af EUF-Traktatens artikel 308 forudsætter også, at det på-

gældende initiativ ligger inden for et af målene i EU- og EUF-Traktaten.

Det vil sige, at de mål for Unionen, der er fastlagt i traktaterne, har be-

tydning for afgrænsningen af artikel 308. En ændring af Unionens formål

kan derfor efter omstændighederne bevirke en udvidelse af de beføjelser,

der tilkommer Unionen i medfør af artikel 308, sådan at proceduren i

grundlovens § 20 skal følges.

I den forbindelse viser en sammenligning af på den ene side de mål, som

i dag er opstillet i EF-Traktaten, og som har betydning for afgrænsningen

af den nuværende bestemmelse i EF-Traktatens artikel 308, og på den

anden side de mål, som med Lissabon-Traktaten opstilles i EU-

Traktatens artikel 2, og som har betydning for afgrænsningen af EUF-

Traktatens artikel 308, at de pågældende formålsangivelser i meget vidt

omfang er sammenfaldende.

Der er dog – også udover variationer af rent sproglig karakter – visse for-

skelle mellem formålsangivelserne i på den ene side den nuværende be-

stemmelse i EF-Traktatens artikel 2 og på den anden side EU-Traktatens

artikel 2 som ændret ved Lissabon-Traktaten. Bestemmelsen i EU-

Traktatens artikel 2 har med Lissabon-Traktaten følgende ordlyd:

109

”

Artikel 2

1. Unionens mål er at fremme freden, sine værdier og befolkningernes

velfærd.

2. Unionen giver borgerne et område med frihed, sikkerhed og retfærdig-

hed uden indre grænser, hvor der er fri bevægelighed for personer, kom-

bineret med passende foranstaltninger vedrørende kontrol ved de ydre

grænser, asyl, indvandring og forebyggelse og bekæmpelse af kriminali-

tet.

3. Unionen opretter et indre marked. Den arbejder for en bæredygtig ud-

vikling i Europa baseret på en afbalanceret økonomisk vækst og prissta-

bilitet, en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, hvor der til-

stræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt, og et højt niveau for be-

skyttelse og forbedring af miljøkvaliteten. Den fremmer videnskabelige

og teknologiske fremskridt.

Den bekæmper social udstødelse og forskelsbehandling og fremmer soci-

al retfærdighed og beskyttelse, ligestilling mellem kvinder og mænd, so-

lidaritet mellem generationerne og beskyttelse af børns rettigheder.

Den fremmer økonomisk, social og territorial samhørighed og solidaritet

mellem medlemsstaterne.

Den respekterer medlemsstaternes rige kulturelle og sproglige mangfol-

dighed og sikrer, at den europæiske kulturarv beskyttes og udvikles.

4. Unionen opretter en økonomisk og monetær union, der har euroen som

valuta.

5. Unionen forsvarer og fremmer i forbindelserne med den øvrige verden

sine værdier og interesser og bidrager til beskyttelsen af sine borgere.

Den bidrager til fred, sikkerhed, bæredygtig udvikling af jorden, solidari-

tet og gensidig respekt folkene imellem, fri og fair handel, udryddelse af

fattigdom og beskyttelse af menneskerettighederne, især børns rettighe-

der, samt nøje overholdelse og udvikling af folkeretten, herunder over-

holdelse af principperne i De Forenede Nationers pagt.

6. Unionen forfølger sine mål med passende midler inden for de beføjel-

ser, der er tildelt den i traktaterne.”

I det følgende er der en nærmere gennemgang af spørgsmålet om, hvor-

vidt de omhandlede forskelle mellem formålsangivelserne indebærer, at

Unionen får yderligere beføjelser til i medfør af EUF-Traktatens artikel

308 at udstede f.eks. regler med direkte virkning i forhold til borgere mv.

i medlemsstaterne, således at grundlovens § 20 skal anvendes.

Gennemgangen vil være koncentreret om de mål, der er fastsat i EU-

Traktatens artikel 2, stk. 2, 3 og 5. Det skyldes, at det fremgår af erklæ-

ring nr. 41 om fortolkningen af EUF-Traktatens artikel 308, at omtalen af

Unionens mål i artikel 308, stk. 1, henviser til de mål, som er fastsat i

110

EU-Traktatens artikel 2, stk. 2 og 3, samt målene i artikel 2, stk. 5, for så

vidt angår Unionens optræden udadtil i henhold til femte del i EUF-

Traktaten.

Det fremgår således af erklæring nr. 41, at de meget bredt angivne mål i EU-

Traktatens artikel 2, stk. 1 (om fremme af freden, Unionens værdier og befolk-

ningernes velfærd) ikke i sig selv vil kunne danne grundlag for en handling ba-

seret på artikel 308.

ii.

Lissabon-Traktaten indebærer bl.a., at det – som noget nyt i forhold til

EF-Traktatens artikel 2 – bliver indføjet i EU-Traktatens artikel 2 om

Unionens mål, at Unionen i forbindelserne med den øvrige verden for-

svarer og fremmer sine værdier og interesser og bidrager til beskyttelse

af sine borgere, samt bidrager til fred, sikkerhed mv. (artikel 2, stk. 5),

samt at Unionen giver borgerne et område med frihed, sikkerhed og ret-

færdighed (artikel 2, stk. 2).

Angivelsen af disse formål må navnlig ses i sammenhæng med, at det

hidtidige såkaldte 2. og 3. søjle-samarbejde om henholdsvis den fælles

udenrigs- og sikkerhedspolitik og en række retlige og indre anliggender –

det vil sige samarbejdsområder, der i dag ikke er omfattet af EF-

Traktatens anvendelsesområde – som følge af Lissabon-Traktatens æn-

dringer af EU- og EUF-Traktaten bliver en del af ét samlet traktatkom-

pleks for medlemsstaternes samarbejde.

Om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik bemærkes det i den forbin-

delse, at det fremgår af bestemmelsen i artikel 308, stk. 4, at artikel 308

ikke kan tjene som grundlag for at nå mål henhørende under den fælles

udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det må derfor i overensstemmelse med

denne udtrykkelige bestemmelse anses for udelukket at anvende artikel

308 til at vedtage bestemmelser inden for området for den fælles uden-

rigs- og sikkerhedspolitik, herunder f.eks. regler med direkte virkning i

forhold til borgere mv. i medlemsstaterne.

Det tilføjes, at det som nævnt ovenfor fremgår af erklæring nr. 41, at de mål,

der er nævnt i EU-Traktatens artikel 2, stk. 5, om bl.a. i forbindelse med den

øvrige verden at forsvare og fremme Unionens værdier og interesser og bidrage

til fred, sikkerhed mv. kun vil kunne anvendes som mål i henhold til artikel 308

for så vidt angår Unionens optræden udadtil. EUF-Traktatens artikel 308 kan

derfor ikke anvendes til, at der for at forfølge de mål, der er angivet i artikel 2,

stk. 5, fastsættes regler, der vedrører Unionens optræden indadtil i Unionen,

herunder regler med direkte virkning i forhold til borgere mv. i medlemsstater-

ne.

111

I forhold til samarbejde, som vedrører Unionens beføjelser i henhold til

EUF-Traktatens tredje del, afsnit IV, om et område med frihed, sikkerhed

og retfærdighed, følger det af den gældende protokol nr. 5 om Danmarks

stilling som ændret ved Lissabon-Traktatens protokol nr. 21, at retsakter

på dette område ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark,

jf. herved protokollens artikel 2.

Heller ikke retsakter, som til virkeliggørelsen af de mål, der er omfattet

af det nævnte afsnit IV, måtte blive udstedt med hjemmel i bestemmelsen

i EUF-Traktatens artikel 308, herunder i kombination med retsakter, der

vedtages i henhold til traktatens tredje del, afsnit IV, vil være bindende

for Danmark. Der henvises nærmere til pkt. 4.3.19.

Om Danmarks stilling i forhold til samarbejde, som har indvirkning på for-

svarsområdet, henvises til pkt. 4.3.20, hvor det er omtalt, at foranstaltninger på

disse områder ikke finder anvendelse for Danmark, jf. protokollen om Dan-

marks stilling.

iii.

Udover det ovenfor anførte kan der peges på visse andre forskelle

mellem på den ene side de formålsangivelser, som i dag er opstillet i EF-

Traktatens artikel 2, og på den anden side de formålsangivelser, som ef-

ter Lissabon-Traktaten opregnes i EU-Traktatens artikel 2.

Det drejer sig bl.a. om visse sproglige forskelle. Disse forskelle afspejler

ikke en indholdsmæssig ændring af Unionens målsætninger. Det vil sige,

at der er tale om målsætninger, som i forvejen i dag findes i EF-Traktaten

og retsakter udstedt i medfør heraf. Eksempelvis kan nævnes, at bekæm-

pelse af social udstødelse, der med Lissabon-Traktaten bliver indføjet i

EU-Traktatens artikel 2, stk. 3, som et af Unionens mål, allerede i dag er

en af målsætningerne for den fælles social- og arbejdsmarkedspolitik, jf.

udtrykkeligt EF-Traktatens artikel 136. Med henblik herpå er der i EF-

Traktatens artikel 137, stk. 1, litra j, indsat en hjemmel for Fællesskabet

til at støtte og supplere medlemsstaternes indsats på området for bekæm-

pelse af social udstødelse.

En sammenligning af de nugældende formålsangivelser og EU-

Traktatens artikel 2 som affattet med Lissabon-Traktaten viser herud-

over, at det som noget nyt i EU-Traktatens artikel 2 angives, at Unionen

sikrer den europæiske kulturarvs beskyttelse og udvikling, og at Unionen

fremmer videnskabelige og teknologiske fremskridt. Til forskel herfra

nævner EF-Traktatens artikel 2 i dag ikke udtrykkeligt områderne den

europæiske kulturarv samt videnskabelige og teknologiske fremskridt.

112

Imidlertid findes der allerede i dag i EF-Traktaten andre, specifikke be-

stemmelser om disse områder.

Der kan således henvises til EF-Traktatens afsnit XII om kultur, hvori det

bl.a. fastsættes i EF-Traktatens artikel 151, stk. 2, at Fællesskabet skal

fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og om nødvendigt støtte

og udbygge medlemsstaternes indsats på området for bevarelse og be-

skyttelse af den kulturarv, der er af europæisk betydning. Efter artikel

151, stk. 4, skal Fællesskabet derudover fremme sine kulturers mangfol-

dighed. Fællesskabets virke skal også indebære bidrag til udfoldelsesmu-

ligheder for medlemsstaternes kulturer, jf. EF-Traktatens artikel 3, stk. 1,

litra q. Fællesskabets kompetence er dog begrænset, idet artikel 151, stk.

5, forbyder harmonisering af medlemsstaternes lovgivning, og dette for-

bud er videreført med Lissabon-Traktaten.

Om videnskab og teknologi kan der henvises til EF-Traktatens artikel 3,

stk. 1, litra n, hvori det er fastsat, at Fællesskabets virke bl.a. skal inde-

bære fremme af forskning og teknologisk udvikling, og i EF-Traktatens

afsnit XVIII om forskning og teknologisk udvikling er det fastsat i artikel

163, stk. 1, at Fællesskabet har som mål at styrke det videnskabelige og

teknologiske grundlag for Fællesskabets industri og at ”fremme udvik-

lingen af dens internationale konkurrenceevne samt at fremme alle de

forskningsaktioner, der skønnes nødvendige i medfør af andre kapitler i

denne traktat”.

Som det fremgår, er der allerede i dag inden for rammerne af EF-

Traktaten adgang til, at Fællesskabet samarbejder om kultur, videnskab

mv. Det forhold, at der i EU-Traktatens artikel 2 bliver en udtrykkelig og

specifik angivelse af, at de pågældende områder hører til Unionens mål,

kan derfor ikke antages at udvide Unionens beføjelser efter EUF-

Traktatens artikel 308 i forhold til de beføjelser, der i dag falder inden for

EF-Traktatens artikel 308.

iv.

Sammenfattende er det på den anførte baggrund Justitsministeriets

opfattelse, at dansk tilslutning til EUF-Traktatens artikel 308 ikke forud-

sætter anvendelse af proceduren i grundlovens § 20.

4.4.6. Bestemmelser om mulighed for at overgå fra krav om enstem-

mighed til krav om kvalificeret flertal samt ændre proceduren

for vedtagelse af visse beslutninger

113

a) Lissabon-Traktaten

I pkt. 4.2.1 er det omtalt, at Lissabon-Traktaten på visse områder indebæ-

rer, at der sker overgang fra krav om enstemmighed til krav om kvalifice-

ret flertal ved stemmeafgivning i Rådet.

Herudover indsættes der med Lissabon-Traktaten en bestemmelse i EU-

Traktatens artikel 48, stk. 7, der giver Det Europæiske Råd mulighed for

på et senere tidspunkt med enstemmighed at ændre visse procedureregler

i forbindelse med Unionens beslutningstagen. Den nævnte bestemmelse i

artikel 48, stk. 7, har følgende ordlyd:

”Artikel 48

(…)

7. Når Rådet i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funkti-

onsmåde eller afsnit V i nærværende traktat træffer afgørelse med en-

stemmighed på et bestemt område eller i et bestemt tilfælde, kan Det Eu-

ropæiske Råd vedtage en afgørelse, der gør det muligt for Rådet at træffe

afgørelse med kvalificeret flertal på dette område eller i dette tilfælde.

Dette afsnit gælder ikke for afgørelser, der har indvirkning på militær- el-

ler forsvarsområdet.

Når lovgivningsmæssige retsakter i henhold til traktaten om Den Europæ-

iske Unions funktionsmåde skal vedtages af Rådet efter en særlig lovgiv-

ningsprocedure, kan Det Europæiske Råd vedtage en afgørelse, der gør

det muligt at vedtage sådanne retsakter efter den almindelige lovgiv-

ningsprocedure.

Ethvert initiativ, som Det Europæiske Råd tager på grundlag af første el-

ler andet afsnit, fremsendes til de nationale parlamenter. Hvis et nationalt

parlament gør indsigelse inden for en frist på seks måneder efter denne

fremsendelse, vedtages den i første eller andet afsnit nævnte afgørelse ik-

ke. Hvis der ikke gøres indsigelse, kan Det Europæiske Råd vedtage den

pågældende afgørelse.

I forbindelse med vedtagelsen af de afgørelser, der er nævnt i første og

andet afsnit, træffer Det Europæiske Råd afgørelse med enstemmighed,

når Europa-Parlamentet har givet sin godkendelse med et flertal af sine

medlemmer.”

Som det fremgår, kan Det Europæiske Råd på grundlag af artikel 48, stk.

7, vedtage en afgørelse om, at der skal ske en fravigelse af de procedure-

regler, der fastlægger, at vedtagelser skal træffes med enstemmighed i

henhold til EUF-Traktaten eller EU-Traktatens afsnit V, således at vedta-

gelser fremover skal ske med kvalificeret flertal. På samme måde kan det

bestemmes, at den almindelige lovgivningsprocedure fastsat i EUF-

Traktatens artikel 251 skal følges i stedet for en særlig lovgivningsproce-

114

dure, som gælder en række steder i EUF-Traktaten. En afgørelse om at

ændre de pågældende procedureregler kræver efter bestemmelsen i arti-

kel 48, stk. 7, Europa-Parlamentets godkendelse og forudsætter desuden,

at et nationalt parlament i en medlemsstat ikke gør indsigelse.

Udover den generelle bestemmelse i EU-Traktatens artikel 48, stk. 7, in-

deholder EU- og EUF-Traktaten på særlige områder bestemmelser om

mulighed for, at Det Europæiske Råd eller Rådet kan beslutte at ændre

procedureregler ved at gå fra krav om enstemmighed til krav om kvalifi-

ceret flertal eller ved at indføre den almindelige lovgivningsprocedure i

stedet for en særlig lovgivningsprocedure.

Der henvises i den forbindelse til EUF-Traktatens artikel 137, om dele af social-

og arbejdsmarkedspolitikken, EUF-Traktatens artikel 65, stk. 3, om dele af ci-

vilretten og EUF-Traktatens artikel 175, stk. 2, om dele af miljøpolitikken, der

vedrører muligheden for overgang til den almindelige beslutningsprocedure,

samt EUF-Traktatens artikel 270 a, stk. 2, om den flerårige finansielle ramme,

EUF-Traktatens artikel 280 H, stk. 1, om et forstærket samarbejde, og EU-

Traktatens artikel 15 b, stk. 3, om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik,der

vedrører muligheden for overgang til kvalificeret flertal.

b) Forholdet til grundloven

En beføjelse anses efter grundlovens § 20 for overladt også i de tilfælde,

hvor udøvelsen af de pågældende beføjelser kræver enstemmighed i den

mellemfolkelige myndighed, jf. pkt. 2.3.2.1 ovenfor.

Der er derfor ikke tale om, at der med en afgørelse truffet i medfør af

Lissabon-Traktaten om at gå fra krav om enstemmighed til krav om kva-

lificeret flertal sker overladelse af yderligere beføjelser efter grundloven

til Unionen.

Som følge heraf er der heller ikke tale om, at Unionen med en sådan af-

gørelse selv kan beslutte omfanget af de beføjelser, der anses for overladt

til Unionen. En sådan ordning ville i givet fald være i strid med bestemt-

hedskravet i grundlovens § 20, jf. ovenfor under pkt. 2.3.3.

Heller ikke bestemmelser som bl.a. EU-Traktatens artikel 48, stk. 7, 2.

afsnit, der efter nærmere fastsatte regler giver Det Europæiske Råd ad-

gang til at vedtage, at lovgivningsmæssige retsakter skal vedtages efter

den almindelige lovgivningsprocedure i stedet for en særlig lovgivnings-

procedure, giver anledning til spørgsmål i forhold til grundloven. Der er

115

således alene tale om en adgang til inden for de anførte rammer at beslut-

te, på hvilken måde Unionen skal udøve sine beføjelser.

På den anførte baggrund giver de nævnte bestemmelser i Lissabon-

Traktaten, herunder indsættelsen af artikel 48, stk. 7, i EU-Traktaten, ef-

ter Justitsministeriets opfattelse ikke anledning til spørgsmål i forhold til

grundloven.

4.4.7. Forenklet revisionsprocedure for fremtidige ændringer af dele

af EU- og EUF-Traktaten

a) Lissabon-Traktaten

Med Lissabon-Traktaten indsættes der i EU-Traktatens artikel 48 be-

stemmelser om ændring af traktaten efter henholdsvis en almindelig revi-

sionsprocedure og efter en forenklet revisionsprocedure.

Den almindelige procedure for fremtidige traktatændringer er reguleret i

artikel 48, stk. 2-5, mens EU-Traktatens artikel 48, stk. 6, regulerer de

såkaldte forenklede revisionsprocedurer for fremtidige ændringer af

EUF-Traktatens tredje del om Unionens interne politikker. Bestemmel-

sen i artikel 48, stk. 6, har følgende ordlyd:

”Artikel 48

(…)

6. Enhver medlemsstats regering, Europa-Parlamentet eller Kommissio-

nen kan forelægge Det Europæiske Råd forslag til revision af alle eller en

del af bestemmelserne i tredje del af traktaten om Den Europæiske Uni-

ons funktionsmåde vedrørende Unionens interne politikker og foranstalt-

ninger.

Det Europæiske Råd kan vedtage en afgørelse om ændring af alle eller en

del af bestemmelserne i tredje del af traktaten om Den Europæiske Uni-

ons funktionsmåde. Det Europæiske Råd træffer afgørelse med enstem-

mighed efter høring af Europa-Parlamentet og Kommissionen samt Den

Europæiske Centralbank i tilfælde af institutionelle ændringer på det mo-

netære område. En sådan afgørelse træder først i kraft, når medlemssta-

terne har godkendt den i overensstemmelse med deres forfatningsmæssi-

ge bestemmelser.

Den afgørelse, der er nævnt i andet afsnit, kan ikke udvide de kompeten-

cer, der er tildelt Unionen i traktaterne.”

Efter den almindelige revisionsprocedure vil der bl.a. skulle indkaldes til

en regeringskonference blandt medlemsstaterne med henblik på fastlæg-

116

gelse af de ændringer, der skal foretages i traktaterne. I modsætning her-

til er det efter den forenklede procedure for traktatændringer – som det

fremgår af artikel 48, stk. 6 – Det Europæiske Råd, der kan vedtage en

afgørelse om ændring af alle eller en del af bestemmelserne i tredje del af

EUF-Traktaten.

Bestemmelsen i artikel 48, stk. 6, om en forenklet procedure for traktat-

ændringer giver kun mulighed for at ændre bestemmelser i EUF-

Traktatens tredje del om Unionens interne politikker. Den forenklede

procedure for ændring af traktaten, som bestemmelsen regulerer, kan der-

for ikke anvendes i forhold til bl.a. reglerne i EU-Traktaten afsnit III om

Unionens institutioner eller reglerne om Unionens funktionsmåde i EUF-

Traktatens sjette del.

b) Forholdet til grundloven

Som det fremgår, kræver den forenklede traktatændringsprocedure – li-

gesom den almindelige procedure ved traktatændringer – enighed blandt

medlemsstaterne samt efterfølgende godkendelse i alle medlemsstater i

overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser. Be-

stemmelsen i EU-Traktatens artikel 48, stk. 6, om en forenklet traktatæn-

dringsprocedure indebærer således ikke nogen fravigelse af den alminde-

lige godkendelsesprocedure, der skal gennemføres i de enkelte medlems-

stater i forbindelse med eventuelle traktatændringer.

En beslutning efter artikel 48, stk. 6, om ændringer af bestemmelser i

EUF-Traktatens tredje del, kan ikke udvide de kompetencer, der tilkom-

mer Unionen efter traktaterne. I overensstemmelse hermed må det i al-

mindelighed antages, at en anvendelse af den forenklede traktatæn-

dringsprocedure ikke vil kunne rejse spørgsmål om iagttagelse af grund-

lovens § 20.

Hvis der undtagelsesvist måtte opstå tilfælde, hvor en afgørelse efter ar-

tikel 48, stk. 6, vil nødvendiggøre iagttagelse af grundlovens § 20, bør §

20-proceduren gennemføres på det tidspunkt, hvor afgørelsen som anført

ovenfor skal godkendes efter de enkelte medlemsstaters forfatningsmæs-

sige bestemmelser.

4.5. Særligt om Færøerne og Grønland

117

Efter Lissabon-Traktaten fremgår Færøernes status af bestemmelsen i

EUF-Traktatens artikel 311 a, stk. 5, sammenholdt med stk. 3. I stk. 3

fastslås det, at traktaternes bestemmelser finder anvendelse på de euro-

pæiske områder, hvis udenrigsanliggender varetages af en medlemsstat,

og i stk. 5 fastslås det som en undtagelse herfra, at traktaterne bl.a. ikke

finder anvendelse på Færøerne.

Grønlands status fremgår af EUF-Traktatens artikel 311 a, stk. 2, der gør

den særlige associeringsordning, som er nærmere fastlagt i EUF-

Traktatens fjerde del, anvendelig på de lande og territorier, som er op-

regnet i bilag II til EUF-Traktaten – herunder Grønland. Reglerne for de

oversøiske lande og territoriers associering er – med enkelte tilpasninger

– uændrede. Den særlige bestemmelse i den nugældende traktat om, at

associeringsreglerne finder anvendelse i forhold til Grønland, medmindre

andet følger af protokollen om den særlige ordning for Grønland, gælder

ligeledes fortsat, jf. den gældende protokol nr. 15.

I henhold til den gældende protokol nr. 22 om visse opgaver, der udføres

af Danmarks Nationalbank, vil Danmarks Nationalbank fortsat kunne

løse sine opgaver i forhold til de dele af Kongeriget Danmark, der ikke

udgør en del af Unionen, såfremt Danmark måtte ophæve sit forbehold

om deltagelse i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union.

EUF-Traktatens artikel 311 a, stk. 6, indeholder herudover en særlig be-

stemmelse, der indebærer, at Det Europæiske Råd på initiativ af den be-

rørte medlemsstat kan vedtage en afgørelse om ændring af den status,

som gælder for de oversøiske lande og territorier, der er knyttet til Unio-

nen – herunder – efter ønske fra Grønlands landsstyre – også Grønland.

På den anførte baggrund rejser Lissabon-Traktaten efter Justitsministeri-

ets opfattelse ikke spørgsmål i forhold til grundloven som følge af Færø-

ernes og Grønlands særlige stilling uden for Den Europæiske Union.

118

BILAG

SAMMENLIGNINGSTABELLER SOM NÆVNT I ARTIKEL 5

I LISSABONTRAKTATEN

Traktaten om Den Europæiske Union

Ny nummerering i

traktaten om Den

Europæiske Union

AFSNIT I - FÆLLES

BESTEMMELSER

Tidligere nummerering i

Nummerering i

traktaten om Den Europæiske

Lissabontraktaten

Union

AFSNIT I - FÆLLES

BESTEMMELSER

AFSNIT I - FÆLLES

BESTEMMELSER

Artikel 1

Artikel 2

Artikel 3 (ophævet)

Artikel 4 (ophævet)

Artikel 5 (ophævet)

Artikel 6

Artikel 7

AFSNIT II -

BESTEMMELSER OM

ÆNDRING AF TRAKTATEN

OM OPRETTELSE AF DET

EUROPÆISKE

ØKONOMISKE

FÆLLESSKAB MED

HENBLIK PÅ OPRETTELSE

AF DET EUROPÆISKE

FÆLLESSKAB

Artikel 1

Artikel 1a

Artikel 2

Artikel 3a

Artikel 3b

Artikel 1

Artikel 2

Artikel 3

Artikel 4

Artikel 5

Artikel 6

Artikel 7

Artikel 7a

AFSNIT II -

Artikel 6

Artikel 7

Artikel 8

AFSNIT II -

BESTEMMELSER

OM DE

DEMOKRATISKE

PRINCIPPER

BESTEMMELSER

OM DE

DEMOKRATISKE

PRINCIPPER

Artikel 8 (ophævet)

Artikel 8

Artikel 8 A

Artikel 9

Artikel 10

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 2 F (omnummereret til artikel 7) i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (i det følgende benævnt

TEUF) og artikel 9, stk. 1, og artikel 10 A, stk. 3, andet afsnit, (omnummereret til

artikel 13 og 21) i traktaten om Den Europæiske Union (i det følgende benævnt

EU-traktaten).

Erstatter artikel 5 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (i det

følgende benævnt EF-traktaten).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 9 B (omnummereret til artikel

15).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 9, stk. 2 (omnummereret til arti-

kel 13).

Artikel 8 i EU-traktaten, som var gældende før Lissabontraktatens ikrafttrædelse (

i det følgende benævnt "den nugældende EU-traktat") ændrede EF-traktaten. Dis-

se ændringer er indarbejdet i sidstnævnte traktat og artikel 8 ophæves. Dens

nummer anvendes til at nedsætte en ny bestemmelse.

Stk. 4 erstatter, for så vidt angår substansen, artikel 191, stk. 1, i EF-traktaten.

119

Tidligere nummerering i

Nummerering i

traktaten om Den Europæiske

Lissabontraktaten

Union

Artikel 8 B

Artikel 8 C

Ny nummerering i

traktaten om Den

Europæiske Union

Artikel 11

Artikel 12

120

Tidligere nummerering i

Nummerering i

traktaten om Den Europæiske

Lissabontraktaten

Union

Ny nummerering i

traktaten om Den

Europæiske Union

AFSNIT III -

BESTEMMELSER OM BESTEMMELSER OM

BESTEMMELSER OM

INSTITUTIONERNE

ÆNDRING AF TRAKTATEN INSTITUTIONERNE

OM OPRETTELSE AF DET

EUROPÆISKE KUL- OG

STÅLFÆLLESSKAB

Artikel 9 (ophævet)

Artikel 9

Artikel 9 A

Artikel 9 B

Artikel 9 C

Artikel 9 D

Artikel 9 E

Artikel 9 F

AFSNIT IV -

BESTEMMELSER OM

FORSTÆRKET

SAMARBEJDE

Artikel 13

Artikel 14

Artikel 15

Artikel 16

Artikel 17

Artikel 18

Artikel 19

AFSNIT IV -

BESTEMMELSER OM

FORSTÆRKET

SAMARBEJDE

AFSNIT IV -

BESTEMMELSER OM

ÆNDRING AF TRAKTATEN

OM OPRETTELSE AF DET

EUROPÆISKE

ATOMENERGIFÆLLESSKAB

Artikel 10 (ophævet)

Artikel 27 A-27 E (erstattet)

Artikel 10

Artikel 40-40 B (erstattet)

Artikel 43-45 (erstattet)

Artikel 20

Artikel 9 i den nugældende EU-traktat ændrede traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Sidstnævnte traktat udløb den 23. juli 2002.

Artikel 9 ophæves og dens nummer anvendes til at indsætte en ny bestemmelse.

- Stk. 1 og 2 erstatter, for så vidt angår substansen, artikel 189 i EF-traktaten

- stk. 1-3 erstatter, for så vidt angår substansen, artikel 190, stk. 1, 2 og 3, i EF-

traktaten

- stk. 1 erstatter, for så vidt angår substansen, artikel 192, stk. 1, i EF-traktaten

- stk. 4 erstatter, for så vidt angår substansen, artikel 197, stk. 1, i EF-traktaten.

Erstatter, for så vidt angår substansen, artikel 4.

- Stk. 1 erstatter, for så vidt angår substansen, artikel 202, første og andet led, i

EF-traktaten

- stk. 2 og 9 erstatter, for så vidt angår substansen, artikel 203 i EF-traktaten

- stk. 4 og 5 erstatter, for så vidt angår substansen, artikel 205, stk. 2 og 4, i EF-

traktaten.

- Stk. 1 erstatter, for så vidt angår substansen, artikel 211 i EF-traktaten

- stk. 3 og 7 erstatter, for så vidt angår substansen, artikel 214 i EF-traktaten

- stk. 6 erstatter, for så vidt angår substansen, artikel 217, stk. 1, 3 og 4, i EF-

traktaten.

- Erstatter, for så vidt angår substansen, artikel 220 i EF-traktaten

- stk. 2, første afsnit, erstatter, for så vidt angår substansen, artikel 221, stk. 1, i

EF-traktaten.

Artikel 10 i den nugældende EU-traktat ændrede traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Atomenergifællesskab. Disse ændringer er indarbejdet i sidstnævnte

traktat og artikel 10 ophæves. Dens nummer anvendes til at indsætte en ny be-

stemmelse.

Erstatter ligeledes artikel 11 og 11 A, i EF-traktaten.

121

Tidligere nummerering i

Nummerering i

traktaten om Den Europæiske

Lissabontraktaten

Union

AFSNIT V -

BESTEMMELSER OM EN

FÆLLES UDENRIGS- OG

SIKKERHEDSPOLITIK

AFSNIT V -

ALMINDELIGE

BESTEMMELSER OM

UNIONENS

OPTRÆDEN

UDADTIL OG

SÆRLIGE

BESTEMMELSER OM

DEN FÆLLES

UDENRIGS- OG

SIKKERHEDSPOLITIK

Kapitel 1 - Almindelige

bestemmelser om

Unionens optræden

udadtil

Ny nummerering i

traktaten om Den

Europæiske Union

AFSNIT V -

ALMINDELIGE

BESTEMMELSER OM

UNIONENS

OPTRÆDEN

UDADTIL OG

SÆRLIGE

BESTEMMELSER OM

DEN FÆLLES

UDENRIGS- OG

SIKKERHEDSPOLITIK

Kapitel 1 - Almindelige

bestemmelser om

Unionens optræden

udadtil

Artikel 10 A

Artikel 10 B

Kapitel 2 - Særlige

bestemmelser om den

fælles udenrigs- og

sikkerhedspolitik

1. afdeling - Fælles

bestemmelser

Artikel 21

Artikel 22

Kapitel 2 - Særlige

bestemmelser om den

fælles udenrigs- og

sikkerhedspolitik

1. afdeling - Fælles

bestemmelser

Artikel 11

Artikel 12

Artikel 13

Artikel 14

Artikel 15

Artikel 22 (flyttet)

Artikel 23 (flyttet)

Artikel 16

Artikel 17 (flyttet)

Artikel 18

Artikel 19

Artikel 20

Artikel 21

Artikel 22 (flyttet)

Artikel 23 (flyttet)

Artikel 24

Artikel 25

Artikel 47 (flyttet)

Artikel 10 C

Artikel 11

Artikel 12

Artikel 13

Artikel 13a

Artikel 14

Artikel 15

Artikel 15a

Artikel 15b

Artikel 16

Artikel 28 A

Artikel 23

Artikel 24

Artikel 25

Artikel 26

Artikel 27

Artikel 28

Artikel 29

Artikel 30

Artikel 31

Artikel 32

Artikel 42

Artikel 18

Artikel 19

Artikel 20

Artikel 21

Artikel 15a

Artikel 15b

Artikel 33

Artikel 34

Artikel 35

Artikel 36

Artikel 30

Artikel 31

Artikel 24

Artikel 25

Artikel 25a

Artikel 25b

Artikel 37

Artikel 38

Artikel 39

Artikel 40

122

Tidligere nummerering i

traktaten om Den Europæiske

Union

Artikel 26 (ophævet)

Artikel 27 (ophævet)

Artikel 27 A (erstattet)

Artikel 27 B (erstattet )

Artikel 27 C (erstattet )

Artikel 27 D (erstattet )

Artikel 27 E (erstattet )

Artikel 28

Nummerering i

Lissabontraktaten

Ny nummerering i

traktaten om Den

Europæiske Union

Artikel 10

Artikel 28

2. afdeling -

Bestemmelser om den

fælles sikkerheds- og

forsvarspolitik

Artikel 20

Artikel 41

2. afdeling -

Bestemmelser om den

fælles sikkerheds- og

forsvarspolitik

Artikel 17 (flyttet)

Artikel 28 A

Artikel 28 B

Artikel 28 C

Artikel 28 D

Artikel 28 E

Artikel 42

Artikel 43

Artikel 44

Artikel 45

Artikel 46

AFSNIT VI -

BESTEMMELSER OM

POLITISAMARBEJDE OG

RETLIGT SAMARBEJDE I

KRIMINALSAGER(ophævet)

Artikel 29 (erstattet)

Artikel 30 (erstattet)

Artikel 31 (erstattet)

Artikel 32 (erstattet)

Artikel 33 (erstattet)

Artikel 34 (ophævet)

Artikel 35 (ophævet)

Artikel 36 (erstattet)

Artikel 37 (ophævet)

Artikel 38 (ophævet)

Artikel 39 (ophævet)

Artikel 27 A-27 E i den nugældende EU-traktat, om forstærket samarbejde, erstat-

tes af artikel 280 A-280 I i TEUF (omnummereret til artikel 326-334).

Bestemmelserne i den nugældende EU-traktat, afsnit VI om politisamarbejde og

retligt samarbejde i kriminalsager, erstattes af bestemmelserne i tredje del, afsnit

IV, kapitel 1, 4 og 5 i TEUF.

Erstattet af artikel 61 i TEUF (omnummereret til artikel 67).

Erstattet af artikel 69 F og 69 G i TEUF (omnummereret til artikel 87 og 88).

Erstattet af artikel 69 A, 69 B og 69 D i TEUF (omnummereret til artikel 82, 83

og 85).

Erstattet af artikel 69 H i TEUF (omnummereret til artikel 89).

Erstattet af artikel 61 E i TEUF (omnummereret til artikel 72).

Erstattet af artikel 61 D i TEUF (omnummereret til artikel 71).

123

Tidligere nummerering i

traktaten om Den Europæiske

Union

Artikel 40 (erstattet)

Artikel 40 A (erstattet)

Artikel 40 B (erstattet)

Artikel 41 (ophævet)

Artikel 42 (ophævet)

AFSNIT VII -

BESTEMMELSER OM

FORSTÆRKET

SAMARBEJDE (erstattet)

Nummerering i

Lissabontraktaten

Artikel 10

Ny nummerering i

traktaten om Den

Europæiske Union

Artikel 20

AFSNIT IV -

BESTEMMELSER OM

FORSTÆRKET

SAMARBEJDE

Artikel 10

AFSNIT IV -

BESTEMMELSER OM

FORSTÆRKET

SAMARBEJDE

Artikel 20

Artikel 43 (erstattet)

Artikel 43 A (erstattet)

Artikel 43 B (erstattet)

Artikel 44 (erstattet)

Artikel 44 A (erstattet)

Artikel 45 (erstattet)

AFSNIT VIII -

AFSLUTTENDE

BESTEMMELSER

AFSNIT VI -

AFSLUTTENDE

BESTEMMELSER

AFSNIT VI -

AFSLUTTENDE

BESTEMMELSER

Artikel 46 (ophævet)

Artikel 46 A

Artikel 47 (flyttet)

Artikel 48

Artikel 49

Artikel 25b

Artikel 47

Artikel 40

Artikel 48

Artikel 49

Artikel 49 A

Artikel 49 B

Artikel 49 C

Artikel 51

Artikel 52

Artikel 53

Artikel 48

Artikel 49

Artikel 50

Artikel 51

Artikel 52

Artikel 53

Artikel 54

Artikel 55

Artikel 50 (ophævet)

Artikel 51

Artikel 52

Artikel 53

Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

FØRSTE DEL -

PRINCIPPERNE

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

FØRSTE DEL -

PRINCIPPERNE

FØRSTE DEL -

PRINCIPPERNE

Artikel 1 (ophævet)

Artikel 40-40 B i den nugældende EU-traktat, om forstærket samarbejde, erstattes

ligeledes af 280 A-280 I i TEUF (omnummereret til 326-334).

Artikel 43-45 og afsnit VII i den nugældende EU-traktat, om forstærket samarbej-

de, erstattes af artikel 280 A-280 I i TEUF (omnummereret til 326-334).

124

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

Artikel 1a

Artikel 2 (ophævet)

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

Artikel 1

Afsnit I - Unionens

kompetencekategorier og -

områder

Afsnit I - Unionens

kompetencekategorier og -

områder

Artikel 2 A

Artikel 2 B

Artikel 2 C

Artikel 2 D

Artikel 2 E

Afsnit II - Almindelige

bestemmelser

Artikel 2

Artikel 3

Artikel 4

Artikel 5

Artikel 6

Afsnit II - Almindelige

bestemmelser

Artikel 2 F

Artikel 3, stk. 1

(ophævet)

Artikel 3, stk. 2

Artikel 4 (flyttet)

Artikel 5 (ophævet)

Artikel 7

Artikel 3

Artikel 97b

Artikel 8

Artikel 119

Artikel 6

Artikel 153, stk. 2 (flyttet)

Artikel 5a

Artikel 5b

Artikel 6

Artikel 6a

Artikel 6b

Artikel 9

Artikel 10

Artikel 11

Artikel 12

Artikel 13

Artikel 7 (ophævet)

Artikel 8 (ophævet)

Artikel 9 (ophævet)

Artikel 10 (ophævet)

Artikel 280 A-280 I

Artikel 11 (erstattet)

Artikel 11 A (erstattet)

Artikel 280 A-280 I

Artikel 16 D

Artikel 12 (flyttet)

Artikel 326-334

Artikel 18

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 2 i EU-traktaten (omnummereret

til artikel 3).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 2 B-2 E i TEUF (omnummereret

til artikel 3-6).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 3b i EU-traktaten (omnummereret

til artikel 5).

Indsættelse af den dispositive tekst i protokollen om dyrebeskyttelse og dyrevel-

færd.

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 9 i EU-traktaten (omnummereret

til artikel 13).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 9 i EU-traktaten (omnummereret

til artikel 13) og artikel 245a, stk. 1, i TEUF (omnummereret til artikel 282).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 3a, stk. 3, i EU-traktaten (om-

nummereret til artikel 4).

Ligeledes erstattet af artikel 10 i EU-traktaten (omnummereret til artikel 20).

125

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

Artikel 13 (flyttet)

Artikel 14 (flyttet)

Artikel 15 (flyttet)

Artikel 16

Artikel 16 E

Artikel 22a

Artikel 22b

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

Artikel 19

Artikel 26

Artikel 27

Artikel 16

Artikel 14

Artikel 255 (flyttet)

Artikel 16 A

Artikel 15

Artikel 286 (erstattet)

Artikel 16 B

Artikel 16

Artikel 16 C

Artikel 17

ANDEN DEL-

ANDEN DEL- IKKE-

UNIONSBORGERSKAB FORSKELSBEHANDLING FORSKELSBEHANDLING

UNIONSBORGERSKAB UNIONSBORGERSKAB

Artikel 12 (flyttet)

Artikel 16 D

Artikel 18

Artikel 13 (flyttet)

Artikel 16 E

Artikel 19

Artikel 17

Artikel 20

Artikel 18

Artikel 21

Artikel 19

Artikel 22

Artikel 20

Artikel 23

Artikel 21

Artikel 24

Artikel 22

Artikel 25

TREDJE DEL-

TREDJE DEL- INTERNE TREDJE DEL- INTERNE

FÆLLESSKABETS

POLITIKKER OG

POLITIKKER

FORANSTALTNINGER

Afsnit I - Det indre marked

Artikel 14 (flyttet)

Artikel 15 (flyttet)

Afsnit I - Det indre marked

Artikel 22a

Artikel 22b

Artikel 23

Artikel 24

Kapitel 1 - Toldunionen

Artikel 26

Artikel 27

Artikel 28

Artikel 29

Kapitel 1 - Toldunionen

Afsnit I - Frie

varebevægelser

Afsnit Ia - Frie varebevægelser Afsnit II - Frie varebevægelser

Artikel 23

Artikel 24

Kapitel 1 - Toldunionen

Artikel 25

Artikel 26

Artikel 27

Tredje del, afsnit X,

Toldsamarbejde (flyttet)

Artikel 135 (flyttet)

Artikel 25

Artikel 26

Artikel 27

Kapitel 1a - Toldsamarbejde

Artikel 30

Artikel 31

Artikel 32

Kapitel 2 - Toldsamarbejde

Artikel 27a

Artikel 33

126

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

Kapitel 2 - Forbud mod

kvantitative restriktioner

mellem medlemsstaterne

Kapitel 2 - Forbud mod

kvantitative restriktioner

mellem medlemsstaterne

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

Kapitel 3 - Forbud mod

kvantitative restriktioner

mellem medlemsstaterne

Artikel 28

Artikel 29

Artikel 30

Artikel 31

Afsnit II - Landbruget

Artikel 28

Artikel 29

Artikel 30

Artikel 31

Artikel 32

Artikel 33

Artikel 34

Artikel 35

Artikel 36

Artikel 37

Artikel 38

Afsnit III - Den frie

bevægelighed for personer,

tjenesteydelser og kapital

Kapitel 1 - Arbejdskraften

Artikel 34

Artikel 35

Artikel 36

Artikel 37

Artikel 38

Artikel 39

Artikel 40

Artikel 41

Artikel 42

Artikel 43

Artikel 44

Afsnit IV - Den frie

bevægelighed for personer,

tjenesteydelser og kapital

Kapitel 1 - Arbejdskraften

Afsnit II - Landbrug og fiskeri Afsnit III - Landbrug og fiskeri

Artikel 32

Artikel 33

Artikel 34

Artikel 35

Artikel 36

Artikel 37

Artikel 38

Afsnit III - Den frie

bevægelighed for personer,

tjenesteydelser og kapital

Kapitel 1 - Arbejdskraften

Artikel 39

Artikel 40

Artikel 41

Artikel 42

Artikel 43

Artikel 44

Artikel 45

Artikel 46

Artikel 47

Artikel 48

Artikel 294 (flyttet)

Artikel 39

Artikel 40

Artikel 41

Artikel 42

Artikel 43

Artikel 44

Artikel 45

Artikel 46

Artikel 47

Artikel 48

Artikel 48a

Artikel 49

Artikel 50

Artikel 51

Artikel 52

Artikel 53

Artikel 54

Artikel 55

Artikel 45

Artikel 46

Artikel 47

Artikel 48

Kapitel 2 - Etableringsretten

Kapitel 2 - Etableringsretten Kapitel 2 - Etableringsretten

Artikel 49

Artikel 50

Artikel 51

Artikel 52

Artikel 53

Artikel 54

Artikel 55

Kapitel 3 - Tjenesteydelser

Kapitel 3 - Tjenesteydelser Kapitel 3 - Tjenesteydelser

Artikel 49

Artikel 50

Artikel 51

Artikel 52

Artikel 53

Artikel 54

Artikel 55

Artikel 56

Artikel 57

Artikel 58

Artikel 59

Artikel 60

Artikel 61

Artikel 62

127

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

Kapitel 4 - Kapital og

betalinger

Kapitel 4 - Kapital og

betalinger

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

Kapitel 4 - Kapital og

betalinger

Artikel 56

Artikel 57

Artikel 58

Artikel 59

Artikel 60 (flyttet)

Artikel 56

Artikel 57

Artikel 58

Artikel 59

Artikel 61 H

Artikel 63

Artikel 64

Artikel 65

Artikel 66

Artikel 75

Afsnit IV - Visum, asyl,

Afsnit IV - Et område med

indvandring og andre

frihed, sikkerhed og

politikker i forbindelse med retfærdighed

den fri bevægelighed for

personer

Kapitel 1 - Almindelige

bestemmelser

Afsnit V - Et område med

frihed, sikkerhed og

retfærdighed

Kapitel 1 - Almindelige

bestemmelser

Artikel 61

Artikel 64, stk. 1 (erstattet)

Artikel 66 (erstattet)

Artikel 60 (flyttet)

Artikel 61

Artikel 61 A

Artikel 61 B

Artikel 61 C

Artikel 61 D

Artikel 61 E

Artikel 61 F

Artikel 61 G

Artikel 61 H

Artikel 61 I

Kapitel 2 - Politikkerne for

grænsekontrol, asyl og

indvandring

Artikel 67

Artikel 68

Artikel 69

Artikel 70

Artikel 71

Artikel 72

Artikel 73

Artikel 74

Artikel 75

Artikel 76

Kapitel 2 - Politikkerne for

grænsekontrol, asyl og

indvandring

Artikel 62

Artikel 63, nr. 1 og 2, og Artikel 63

artikel 64, stk. 2

Artikel 63, nr. 3 og 4

Artikel 63a

Artikel 63b

Artikel 61 E

Artikel 64, stk. 1

(erstattet)

Kapitel 3 - Samarbejde om

civilretlige spørgsmål

Artikel 77

Artikel 78

Artikel 79

Artikel 80

Artikel 72

Kapitel 3 - Samarbejde om

civilretlige spørgsmål

Artikel 65

Artikel 66 (erstattet)

Artikel 67 (ophævet)

Artikel 68 (ophævet)

Artikel 69 (ophævet)

Artikel 65

Artikel 61 G

Artikel 81

Artikel 74

Ligeledes erstattet af artikel 29 i den nugældende EU-traktat.

Erstatter artikel 36 i den nugældende EU-traktat.

Erstatter ligeledes artikel 33 i den nugældende EU-traktat.

Artikel 63, nr. 1 og 2 i EF-traktaten, erstattes af artikel 63, stk. 1 og 2, i TEUF og

artikel 64, stk. 2, erstattes af artikel 63, stk. 3, i TEUF.

128

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

Artikel 82

Artikel 83

Artikel 84

Artikel 85

Artikel 86

Kapitel 5 - Politisamarbejde

Kapitel 4 - Retligt samarbejde i Kapitel 4 - Retligt samarbejde i

straffesager

Artikel 69 A

Artikel 69 B

Artikel 69 C

Artikel 69 D

Artikel 69 E

Kapitel 5 - Politisamarbejde

Artikel 69 F

Artikel 69 G

Artikel 69 H

Afsnit V - Transport

Artikel 87

Artikel 88

Artikel 89

Afsnit VI - Transport

Artikel 70

Artikel 71

Artikel 72

Artikel 73

Artikel 74

Artikel 75

Artikel 76

Artikel 77

Artikel 78

Artikel 79

Artikel 80

Afsnit VI - De fælles regler

om konkurrence, fiskale

spørgsmål og indbyrdes

tilnærmelse af

lovgivningerne

Kapitel 1 -

Konkurrencereglerne

1. afdeling - Regler for

virksomhederne

Artikel 70

Artikel 71

Artikel 72

Artikel 73

Artikel 74

Artikel 75

Artikel 76

Artikel 77

Artikel 78

Artikel 79

Artikel 80

Afsnit VI - De fælles regler om

konkurrence, fiskale spørgsmål

og indbyrdes tilnærmelse af

lovgivningerne

Kapitel 1 -

Konkurrencereglerne

1. afdeling - Regler for

virksomhederne

Artikel 90

Artikel 91

Artikel 92

Artikel 93

Artikel 94

Artikel 95

Artikel 96

Artikel 97

Artikel 98

Artikel 99

Artikel 100

Afsnit VII - De fælles regler

om konkurrence, fiskale

spørgsmål og indbyrdes

tilnærmelse af lovgivningerne

Kapitel 1 -

Konkurrencereglerne

1. afdeling - Regler for

virksomhederne

Artikel 81

Artikel 82

Artikel 83

Artikel 84

Artikel 85

Artikel 86

Artikel 81

Artikel 82

Artikel 83

Artikel 84

Artikel 85

Artikel 86

Artikel 101

Artikel 102

Artikel 103

Artikel 104

Artikel 105

Artikel 106

Erstatter artikel 31 i den nugældende EU-traktat.

Erstatter artikel 30 i den nugældende EU-traktat.

Erstatter artikel 32 i den nugældende EU-traktat.

129

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

2. afdeling - Statsstøtte

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

2. afdeling - Statsstøtte

Artikel 87

Artikel 88

Artikel 89

Kapitel 2 - Fiskale

bestemmelser

Artikel 87

Artikel 88

Artikel 89

Kapitel 2 - Fiskale

bestemmelser

Artikel 107

Artikel 108

Artikel 109

Kapitel 2 - Fiskale

bestemmelser

Artikel 90

Artikel 91

Artikel 92

Artikel 93

Kapitel 3 - Tilnærmelse af

lovgivningerne

Artikel 95 (flyttet)

Artikel 94 (flyttet)

Artikel 90

Artikel 91

Artikel 92

Artikel 93

Kapitel 3 - Tilnærmelse af

lovgivningerne

Artikel 110

Artikel 111

Artikel 112

Artikel 113

Kapitel 3 - Tilnærmelse af

lovgivningerne

Artikel 96

Artikel 97

Afsnit VII - Den

økonomiske og monetære

politik

Artikel 4 (flyttet)

Artikel 94

Artikel 95

Artikel 96

Artikel 97

Artikel 97a

Afsnit VII - Den økonomiske

og monetære politik

Artikel 114

Artikel 115

Artikel 116

Artikel 117

Artikel 118

Afsnit VIII - Den økonomiske

og monetære politik

Artikel 97b

Artikel 98

Artikel 99

Artikel 100

Artikel 101

Artikel 102

Artikel 103

Artikel 104

Kapitel 2 - Den monetære

politik

Artikel 119

Kapitel 1 - Den økonomiske

politik

Kapitel 1 - Den økonomiske Kapitel 1 - Den økonomiske

politik

Artikel 98

Artikel 99

Artikel 100

Artikel 101

Artikel 102

Artikel 103

Artikel 104

Kapitel 2 - Den monetære

politik

Artikel 120

Artikel 121

Artikel 122

Artikel 123

Artikel 124

Artikel 125

Artikel 27

Kapitel 2 - Den monetære

politik

Artikel 105

Artikel 106

Artikel 107

Artikel 108

Artikel 109

Artikel 110

Artikel 111, stk. 1-3 og

stk. 5 (flyttet)

Artikel 111, stk. 4

(flyttet)

Artikel 105

Artikel 106

Artikel 107

Artikel 108

Artikel 109

Artikel 110

Artikel 188 O

Artikel 115 C, stk. 1

Artikel 127

Artikel 128

Artikel 129

Artikel 130

Artikel 131

Artikel 132

Artikel 219

Artikel 138

Artikel 111a

Artikel 133

130

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

Kapitel 3 - Institutionelle

bestemmelser

Kapitel 3 - Institutionelle

bestemmelser

Artikel 245b

Artikel 245c

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

Kapitel 3 - Institutionelle

bestemmelser

Artikel 283

Artikel 294

Artikel 112 (flyttet)

Artikel 113 (flyttet)

Artikel 114

Artikel 115

Artikel 114

Artikel 115

Kapitel 3a - Specifikke

bestemmelser for de

medlemsstater, der har euroen

som valuta

Artikel 134

Artikel 135

Kapitel 4 - Specifikke

bestemmelser for de

medlemsstater, der har euroen

som valuta

Artikel 111, stk. 4 (flyttet)

Artikel 115 A

Artikel 115 B

Artikel 115 C

Kapitel 4 -

Overgangsbestemmelser

Artikel 136

Artikel 137

Artikel 138

Kapitel 5 -

Overgangsbestemmelser

Kapitel 4 -

Overgangsbestemmelser

Artikel 116 (erstattet)

Artikel 116a

Artikel 117, stk. 1, stk. 2,

sjette led, og stk. 3-9

(erstattet)

Artikel 117, stk. 2, de fem

Artikel 118a, stk. 2

første led (flyttet)

Artikel 117a, stk. 1

Artikel 121, stk. 1 (flyttet)

Artikel 117a, stk. 2

Artikel 122, stk. 2, andet

punktum (flyttet)

Artikel 117a, stk. 3

Artikel 123, stk. 5 (flyttet)

Artikel 139

Artikel 141, stk. 2

Artikel 140

Artikel 118 (erstattet)

Artikel 123, stk. 3 (flyttet)

Artikel 117, stk. 2, de fem

første led (flyttet)

Artikel 124, stk. 1 (flyttet)

Artikel 118a, stk. 1

Artikel 118a, stk. 2

Artikel 118ba

Artikel 119

Artikel 120

Artikel 141

Artikel 119

Artikel 120

Artikel 142

Artikel 143

Artikel 144

Artikel 117a, stk. 1 (omnummereret til artikel 140), er affattet som artikel 121,

stk. 1.

Artikel 117a, stk. 2 (omnummereret til artikel 140), er affattet som artikel 122,

stk. 2, andet punktum.

Artikel 117a, stk. 3 (omnummereret til artikel 140), er affattet som artikel 123,

stk. 5.

Artikel 118a, stk. 1 (omnummereret til artikel 141), er affattet som artikel 123,

stk. 3.

Artikel 118a, stk. 2 (omnummereret til artikel 141), er affattet som de første fem

led i artikel 117, stk. 2.

131

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

Artikel 121, stk. 1

(flyttet)

Artikel 121, stk. 2-4

(ophævet)

Artikel 122, stk. 1 og stk.

2, første punktum, samt

stk. 3, 4, 5 og 6 (ophævet)

Artikel 122, stk. 2, andet

punktum (flyttet)

Artikel 123, stk. 1, 2 og 4

(ophævet)

Artikel 123, stk. 3

(flyttet)

Artikel 123, stk. 5

(flyttet)

Artikel 124, stk. 1

(flyttet)

Artikel 124, stk. 2

(ophævet)

Artikel 125

Artikel 126

Artikel 127

Artikel 128

Artikel 129

Artikel 130

Afsnit IX - Den fælles

handelspolitik (flyttet)

Artikel 117a, stk. 1

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

Artikel 140, stk. 1

Artikel 117a, stk. 2, første afsnit

Artikel 140, stk. 2, første afsnit

Artikel 118a, stk. 1

Artikel 117a, stk. 3

Artikel 118b

Artikel 141, stk. 1

Artikel 140, stk. 3

Artikel 142

Afsnit VIII - Beskæftigelse Afsnit VIII - Beskæftigelse

Afsnit IX - Beskæftigelse

Artikel 125

Artikel 126

Artikel 127

Artikel 128

Artikel 129

Artikel 130

Femte del, afsnit II, Den fælles

handelspolitik

Artikel 188 B

Artikel 188 C

Tredje del, afsnit II, kapitel 1a,

Toldsamarbejde

Artikel 27a

Artikel 145

Artikel 146

Artikel 147

Artikel 148

Artikel 149

Artikel 150

Femte del, afsnit II, Den fælles

handelspolitik

Artikel 206

Artikel 207

Tredje del, afsnit II, kapitel 2,

Toldsamarbejde

Artikel 33

Artikel 131 (flyttet)

Artikel 132 (ophævet)

Artikel 133 (flyttet)

Artikel 134 (ophævet)

Afsnit X - Toldsamarbejde

(flyttet)

Artikel 135 (flyttet)

Afsnit XI - Social- og

arbejdsmarkedspolitikken,

uddannelse,

erhvervsuddannelse og

ungdom

Kapitel 1 - Sociale

bestemmelser (ophævet)

Afsnit IX - Social- og

arbejdsmarkedspolitikken

Afsnit X - Social- og

arbejdsmarkedspolitikken

Artikel 136

Artikel 136a

Artikel 151

Artikel 152

132

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

Artikel 137

Artikel 138

Artikel 139

Artikel 140

Artikel 141

Artikel 142

Artikel 143

Artikel 144

Artikel 145

Artikel 146

Artikel 147

Artikel 148

Kapitel 3 - Uddannelse,

erhvervsuddannelse og

ungdom

Artikel 137

Artikel 138

Artikel 139

Artikel 140

Artikel 141

Artikel 142

Artikel 143

Artikel 144

Artikel 145

Artikel 146

Artikel 147

Artikel 148

Afsnit XI - Uddannelse,

erhvervsuddannelse, ungdom

og sport

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

Artikel 153

Artikel 154

Artikel 155

Artikel 156

Artikel 157

Artikel 158

Artikel 159

Artikel 160

Artikel 161

Afsnit XI - Den Europæiske

Socialfond

Kapitel 2 - Den Europæiske Afsnit X - Den Europæiske

Socialfond

Artikel 162

Artikel 163

Artikel 164

Afsnit XII - Uddannelse,

erhvervsuddannelse, ungdom

og sport

Artikel 149

Artikel 150

Afsnit XII - Kultur

Artikel 149

Artikel 150

Afsnit XII - Kultur

Artikel 165

Artikel 166

Afsnit XIII - Kultur

Artikel 151

Artikel 152

Afsnit XIV -

Forbrugerbeskyttelse

Artikel 151

Artikel 152

Afsnit XIV -

Forbrugerbeskyttelse

Artikel 167

Afsnit XIV - Folkesundhed

Afsnit XIII - Folkesundhed Afsnit XIII - Folkesundhed

Artikel 168

Afsnit XV -

Forbrugerbeskyttelse

Artikel 153, stk. 1, samt

stk. 3, 4 og 5

Artikel 153, stk. 2

(flyttet)

Afsnit XV -

Transeuropæiske net

Artikel 153

Artikel 6a

Artikel 169

Artikel 12

Afsnit XV - Transeuropæiske

net

Afsnit XVI - Transeuropæiske

net

Artikel 154

Artikel 155

Artikel 156

Afsnit XVI - Industri

Artikel 154

Artikel 155

Artikel 156

Afsnit XVI - Industri

Artikel 170

Artikel 171

Artikel 172

Afsnit XVII - Industri

Artikel 157

Afsnit XVII - Økonomisk

og social samhørighed

Artikel 157

Afsnit XVII - Økonomisk,

social og territorial

samhørighed

Artikel 173

Afsnit XVIII - Økonomisk,

social og territorial

samhørighed

Artikel 158

Artikel 159

Artikel 160

Artikel 161

Artikel 162

Artikel 158

Artikel 159

Artikel 160

Artikel 161

Artikel 162

Artikel 174

Artikel 175

Artikel 176

Artikel 177

Artikel 178

133

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

Afsnit XVIII - Forskning og Afsnit XVIII - Forskning,

teknologisk udvikling

teknologisk udvikling og

rummet

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

Afsnit XIX - Forskning,

teknologisk udvikling og

rummet

Artikel 163

Artikel 164

Artikel 165

Artikel 166

Artikel 167

Artikel 168

Artikel 169

Artikel 170

Artikel 171

Artikel 172

Artikel 173

Afsnit XIX - Miljø

Artikel 163

Artikel 164

Artikel 165

Artikel 166

Artikel 167

Artikel 168

Artikel 169

Artikel 170

Artikel 171

Artikel 172

Artikel 172a

Artikel 173

Afsnit XIX - Miljø

Artikel 179

Artikel 180

Artikel 181

Artikel 182

Artikel 183

Artikel 184

Artikel 185

Artikel 186

Artikel 187

Artikel 188

Artikel 189

Artikel 190

Afsnit XX - Miljø

Artikel 174

Artikel 175

Artikel 176

Artikel 174

Artikel 175

Artikel 176

Afsnit XX - Energi

Artikel 191

Artikel 192

Artikel 194

Afsnit XXI - Energi

Artikel 176 A

Afsnit XXI - Turisme

Artikel 194

Afsnit XXII - Turisme

Artikel 176 B

Artikel 176 C

Afsnit XXIII - Administrativt

samarbejde

Artikel 195

Artikel 196

Afsnit XXIV - Administrativt

samarbejde

Afsnit XXII - Civilbeskyttelse Afsnit XXIII - Civilbeskyttelse

Artikel 176 D

Afsnit XX -

Udviklingssamarbejde

(flyttet)

Femte del, afsnit III, kapitel 1,

Udviklingssamarbejde

Artikel 188 D

Artikel 197

Femte del, afsnit III, kapitel 1,

Udviklingssamarbejde

Artikel 208

Artikel 209

Artikel 210

Artikel 211

Femte del, afsnit III, kapitel 2,

Økonomisk, finansielt og teknisk

samarbejde med tredjelande

Artikel 212

Artikel 177 (flyttet)

Artikel 178 (ophævet)

Artikel 179 (flyttet)

Artikel 180 (flyttet)

Artikel 181 (flyttet)

Artikel 188 E

Artikel 188 F

Artikel 188 G

Afsnit XXI - Økonomisk,

Femte del, afsnit III, kapitel 2,

Økonomisk, finansielt og teknisk

finansielt og teknisk

samarbejde med tredjelande

(flyttet)

Artikel 181 A (flyttet)

Artikel 188 H

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 188 D, stk. 1, andet afsnit, andet

punktum, i TEUF.

134

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

FJERDE DEL - DE

OVERSØISKE LANDES

OG TERRITORIERS

ASSOCIERING

FJERDE DEL - DE

OVERSØISKE LANDES OG

TERRITORIERS

ASSOCIERING

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

FJERDE DEL - DE

OVERSØISKE LANDES OG

TERRITORIERS

ASSOCIERING

Artikel 182

Artikel 183

Artikel 184

Artikel 185

Artikel 186

Artikel 187

Artikel 188

Artikel 182

Artikel 183

Artikel 184

Artikel 185

Artikel 186

Artikel 187

Artikel 188

FEMTE DEL - UNIONENS

OPTRÆDEN UDADTIL

Afsnit I - Almindelige

bestemmelser om Unionens

optræden udadtil

Artikel 198

Artikel 199

Artikel 200

Artikel 201

Artikel 202

Artikel 203

Artikel 204

FEMTE DEL - UNIONENS

OPTRÆDEN UDADTIL

Afsnit I - Almindelige

bestemmelser om Unionens

optræden udadtil

Artikel 188 A

Tredje del, afsnit IX, Den

fælles handelspolitik (flyttet)

Artikel 131 (flyttet)

Artikel 133 (flyttet)

Artikel 205

Afsnit II - Den fælles

handelspolitik

Afsnit II - Den fælles

handelspolitik

Artikel 188 B

Artikel 188 C

Artikel 206

Artikel 207

Afsnit III - Samarbejde med

tredjelande og humanitær

bistand

Kapitel 1 -

Udviklingssamarbejde

Afsnit III - Samarbejde med

tredjelande og humanitær

bistand

Tredje del, afsnit XX,

Kapitel 1 -

Udviklingssamarbejde (flyttet)

Udviklingssamarbejde

Artikel 177 (flyttet)

Artikel 179 (flyttet)

Artikel 180 (flyttet)

Artikel 181 (flyttet)

Tredje del, Afsnit XXI,

Økonomisk, finansielt og

teknisk samarbejde med

tredjelande (flyttet)

Artikel 181 A (flyttet)

Artikel 188 D

Artikel 188 E

Artikel 188 F

Artikel 188 G

Kapitel 2 - Økonomisk,

finansielt og teknisk

samarbejde med tredjelande

Artikel 208

Artikel 209

Artikel 210

Artikel 211

Kapitel 2 - Økonomisk,

finansielt og teknisk

samarbejde med tredjelande

Artikel 188 H

Artikel 188 I

Artikel 188 J

Afsnit IV - Restriktive

foranstaltninger

Artikel 212

Artikel 213

Artikel 214

Afsnit IV - Restriktive

foranstaltninger

Kapitel 3 - Humanitær bistand Kapitel 3 - Humanitær bistand

Artikel 301 (erstattet)

Artikel 188 K

Afsnit V - Internationale

aftaler

Artikel 215

Afsnit V - Internationale

aftaler

Artikel 188 L

Artikel 216

Stk. 1, andet afsnit, andet punktum, erstatter for så vidt angår substansen, artikel

178 i EF-traktaten.

135

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

Artikel 310 (flyttet)

Artikel 300 (erstattet)

Artikel 111, stk. 1-3 og stk. 5

(flyttet)

Artikel 188 M

Artikel 188 N

Artikel 188 O

Afsnit VI - Unionens

forbindelser med internationale

organisationer og tredjelande

samt Unionens delegationer

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

Artikel 217

Artikel 218

Artikel 219

Afsnit VI - Unionens

forbindelser med internationale

organisationer og tredjelande

samt Unionens delegationer

Artikel 302, 303 og 304

(erstattet)

Artikel 188 P

Artikel 188 Q

Afsnit VII -

Solidaritetsbestemmelse

Artikel 220

Artikel 221

Afsnit VII -

Solidaritetsbestemmelse

Artikel 188 R

FEMTE DEL-

FÆLLESSKABETS

INSTITUTIONER

Afsnit I - Bestemmelser

vedrørende institutionerne

Kapitel 1 - Institutionerne

1. afdeling - Europa-

Parlamentet

SJETTE DEL -

INSTITUTIONELLE OG

FINANSIELLE

BESTEMMELSER

Afsnit I - Bestemmelser

vedrørende institutionerne

Kapitel 1 - Institutionerne

1. afdeling - Europa-

Parlamentet

Artikel 222

SJETTE DEL -

INSTITUTIONELLE OG

FINANSIELLE

BESTEMMELSER

Afsnit I - Bestemmelser

vedrørende institutionerne

Kapitel 1 - Institutionerne

1. afdeling - Europa-

Parlamentet

Artikel 189 (ophævet)

Artikel 190, stk. 1-3

(ophævet)

Artikel 190, stk. 4 og 5

Artikel 191, stk. 1

(ophævet)

Artikel 191, stk. 2

Artikel 192, stk. 1

(ophævet)

Artikel 192, stk. 2

Artikel 193

Artikel 194

Artikel 195

Artikel 196

Artikel 190

Artikel 223

Artikel 191

Artikel 224

Artikel 192

Artikel 193

Artikel 194

Artikel 195

Artikel 196

Artikel 225

Artikel 226

Artikel 227

Artikel 228

Artikel 229

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 9 A, stk. 1 og 2, i EU-traktaten

(omnummereret til artikel 14).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 9 A, stk. 1-3, i EU-traktaten (om-

nummereret til artikel 14).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 8 A, stk. 4, i EU-traktaten (om-

nummereret til artikel 11).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 9 A, stk. 1, i EU-traktaten (om-

nummereret til artikel 14).

136

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

Artikel 197, stk. 1

(ophævet)

Artikel 197, stk. 2, 3 og 4

Artikel 198

Artikel 199

Artikel 200

Artikel 201

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

Artikel 197

Artikel 198

Artikel 199

Artikel 200

Artikel 201

Artikel 201a

Artikel 201b

Artikel 230

Artikel 231

Artikel 232

Artikel 233

Artikel 234

Artikel 235

Artikel 236

3. afdeling - Rådet

Afdeling 1a - Det Europæiske 2. afdeling - Det Europæiske

Råd

2. afdeling - Rådet

Artikel 202 (ophævet)

Artikel 203 (ophævet)

Artikel 204

Artikel 205, stk. 2 og stk.

4 (erstattet)

Artikel 205, stk. 1 og stk.

Artikel 206

Artikel 207

Artikel 208

Artikel 209

Artikel 210

Artikel 211 (ophævet)

Artikel 204

Artikel 237

Artikel 205

Artikel 206

Artikel 207

Artikel 208

Artikel 209

Artikel 210

Artikel 238

Artikel 239

Artikel 240

Artikel 241

Artikel 242

Artikel 243

4. afdeling - Kommissionen

3. afdeling - Kommissionen 3. afdeling - Kommissionen

Artikel 211a

Artikel 212 (flyttet)

Artikel 213

Artikel 214 (ophævet)

Artikel 215

Artikel 216

Artikel 218, stk. 2

Artikel 244

Artikel 249, stk. 2

Artikel 213

Artikel 215

Artikel 216

Artikel 245

Artikel 246

Artikel 247

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 9 A, stk. 4, i EU-traktaten (om-

nummereret til artikel 14).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 9 C, stk. 1, i EU-traktaten (om-

nummereret til artikel 16) samt artikel 249 B og artikel 249 C i TEUF (omnum-

mereret til artikel 290 og artikel 291).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 9 C, stk. 2, og stk. 9, i EU-

traktaten (omnummereret til artikel 16).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 9 C, stk. 4 og 5, i EU-traktaten

(omnummereret til artikel 16).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 9 D, stk. 1, i EU-traktaten (om-

nummereret til artikel 17).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 9 D, stk. 3 og stk. 7, i EU-

traktaten (omnummereret til artikel 17).

137

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

Artikel 217, stk. 1, 3 og 4

(ophævet)

Artikel 217, stk. 2

Artikel 217

Artikel 218, stk. 1

(ophævet)

Artikel 218, stk. 2

Artikel 218

Artikel 219

4. afdeling - Domstolen

4. afdeling - Den Europæiske

Unions Domstol

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

Artikel 248

Artikel 249

Artikel 250

5. afdeling - Den Europæiske

Unions Domstol

Artikel 220 (ophævet)

Artikel 221, stk. 1

(ophævet)

Artikel 221, stk. 2 og 3

Artikel 222

Artikel 223

Artikel 224

Artikel 225

Artikel 225 A

Artikel 226

Artikel 227

Artikel 228

Artikel 229

Artikel 229 A

Artikel 230

Artikel 231

Artikel 232

Artikel 233

Artikel 234

Artikel 235

Artikel 236

Artikel 237

Artikel 221

Artikel 222

Artikel 223

Artikel 224

Artikel 224a

Artikel 225

Artikel 225 A

Artikel 226

Artikel 227

Artikel 228

Artikel 229

Artikel 229 A

Artikel 230

Artikel 231

Artikel 232

Artikel 233

Artikel 234

Artikel 235

Artikel 235a

Artikel 236

Artikel 237

Artikel 251

Artikel 252

Artikel 253

Artikel 254

Artikel 255

Artikel 256

Artikel 257

Artikel 258

Artikel 259

Artikel 260

Artikel 261

Artikel 262

Artikel 263

Artikel 264

Artikel 265

Artikel 266

Artikel 267

Artikel 268

Artikel 269

Artikel 270

Artikel 271

Erstattet for så vidt angår substansen af artikel 9 D, stk. 6, i EU-traktaten (om-

nummereret til artikel 17).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 252a i TEUF (omnummereret til

artikel 295).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 9 F i EU-traktaten (omnummere-

ret til artikel 19).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 9 F, stk. 2, første afsnit, i EU-

traktaten (omnummereret til artikel 19).

Første punktum i første afsnit erstattes, for så vidt angår substansen, af artikel 9 F,

stk. 2, andet afsnit, i EU-traktaten (omnummereret til artikel 19).

138

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

Artikel 238

Artikel 239

Artikel 240

Artikel 238

Artikel 239

Artikel 240

Artikel 240a

Artikel 240b

Artikel 241

Artikel 242

Artikel 243

Artikel 244

Artikel 245

Artikel 245a

Artikel 245b

Artikel 245c

Artikel 246

Artikel 247

Artikel 248

Kapitel 2 - Unionens retsakter,

vedtagelsesprocedurer og

andre bestemmelser

1. afdeling - Unionens

retsakter

Artikel 241

Artikel 242

Artikel 243

Artikel 244

Artikel 245

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

Artikel 272

Artikel 273

Artikel 274

Artikel 275

Artikel 276

Artikel 277

Artikel 278

Artikel 279

Artikel 280

Artikel 281

Artikel 282

Artikel 283

Artikel 284

7. afdeling - Revisionsretten

Afdeling 4a - Den Europæiske 6. afdeling - Den Europæiske

Centralbank

Artikel 112 (flyttet)

Artikel 113 (flyttet)

5. afdeling - Revisionsretten 5. afdeling - Revisionsretten

Artikel 246

Artikel 247

Artikel 248

Kapitel 2 - Fælles

bestemmelser for flere

institutioner

Artikel 285

Artikel 286

Artikel 287

Kapitel 2 - Unionens retsakter,

vedtagelsesprocedurer og

andre bestemmelser

1. afdeling - Unionens

retsakter

Artikel 249

Artikel 249 A

Artikel 249 B

Artikel 249 C

Artikel 249 D

2. afdeling - Procedurer for

vedtagelse af retsakter og

andre bestemmelser

Artikel 288

Artikel 289

Artikel 290

Artikel 291

Artikel 292

2. afdeling - Procedurer for

vedtagelse af retsakter og

andre bestemmelser

Artikel 250

Artikel 251

Artikel 252 (ophævet)

Artikel 253

Artikel 254

Artikel 255 (flyttet)

Artikel 256

Artikel 250

Artikel 251

Artikel 252a

Artikel 253

Artikel 254

Artikel 254a

Artikel 16 A

Artikel 293

Artikel 294

Artikel 295

Artikel 296

Artikel 297

Artikel 298

Artikel 15

Artikel 256

Artikel 299

Erstatter, for så vidt angår substansen, artikel 202, tredje led, i EF-traktaten.

139

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

Kapitel 3- Unionens

rådgivende organer

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

Kapitel 3 - Unionens

rådgivende organer

Artikel 256a

Artikel 257 (ophævet)

Artikel 258, stk. 1 og 2,

samt stk. 4

Artikel 258, stk. 3

(ophævet)

Artikel 259

Artikel 260

Artikel 261 (ophævet)

Artikel 262

Artikel 300

Kapitel 3 - Det Økonomiske 1. afdeling - Det Økonomiske 1. afdeling - Det Økonomiske

og Sociale Udvalg

Artikel 258

Artikel 301

Artikel 259

Artikel 260

Artikel 262

Artikel 302

Artikel 303

Artikel 304

2. afdeling - Regionsudvalget

Kapitel 4 - Regionsudvalget 2. afdeling - Regionsudvalget

Artikel 263, stk. 1 og stk.

5 (ophævet)

Artikel 263, stk. 2-4

Artikel 263

Artikel 264

Artikel 265

Kapitel 5 - Den Europæiske Kapitel 4 - Den Europæiske

Investeringsbank

Artikel 305

Artikel 306

Artikel 307

Kapitel 4 - Den Europæiske

Investeringsbank

Artikel 266

Artikel 267

Afsnit II - Finansielle

bestemmelser

Artikel 266

Artikel 267

Afsnit II - Finansielle

bestemmelser

Artikel 208

Artikel 309

Afsnit II - Finansielle

bestemmelser

Artikel 268

Artikel 269

Artikel 270 (ophævet)

Artikel 268

Kapitel 1 - Unionens egne

indtægter

Artikel 310

Kapitel 1 - Unionens egne

indtægter

Artikel 269

Kapitel 2 - Den flerårige

finansielle ramme

Artikel 311

Kapitel 2 - Den flerårige

finansielle ramme

Artikel 270a

Kapitel 3 - Unionens årlige

budget

Artikel 312

Kapitel 3 - Unionens årlige

budget

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 256a, stk. 2, i TEUF (omnumme-

reret til artikel 300).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 256a, stk. 4, i TEUF (omnumme-

reret til artikel 300).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 256a, stk. 3 og 4, i TEUF (om-

nummereret til artikel 300).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 268, stk. 4, i TEUF (omnummere-

ret til artikel 310).

140

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

Artikel 272, stk. 1 (flyttet)

Artikel 270b

Artikel 273a

Artikel 270b

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

Artikel 313

Artikel 316

Artikel 313

Artikel 271 (flyttet)

Artikel 272, stk. 1

(flyttet)

Artikel 272, stk. 2-10

Artikel 273

Artikel 271 (flyttet)

Artikel 272

Artikel 273

Artikel 273a

Kapitel 4 - Gennemførelse af

budgettet og decharge

Artikel 314

Artikel 315

Artikel 316

Kapitel 4 - Gennemførelse af

budgettet og decharge

Artikel 274

Artikel 275

Artikel 276

Artikel 277

Artikel 278

Artikel 279

Artikel 274

Artikel 275

Artikel 276

Kapitel 5 - Fælles

bestemmelser

Artikel 317

Artikel 318

Artikel 319

Kapitel 5 - Fælles

bestemmelser

Artikel 277

Artikel 278

Artikel 279

Artikel 279a

Artikel 279b

Artikel 280

Afsnit III - Forstærket

samarbejde

Artikel 320

Artikel 321

Artikel 322

Artikel 323

Artikel 324

Artikel 325

Afsnit III - Forstærket

samarbejde

Kapitel 6 - Bekæmpelse af svig Kapitel 6 - Bekæmpelse af svig

Artikel 280

Artikel 11 og 11 A (erstattet)

Artikel 280 A

Artikel 280 B

Artikel 280 C

Artikel 280 D

Artikel 280 E

Artikel 280 F

Artikel 280 G

Artikel 280 H

Artikel 280 I

Artikel 326

Artikel 327

Artikel 328

Artikel 329

Artikel 330

Artikel 331

Artikel 332

Artikel 333

Artikel 334

Erstatter artikel 27 A-27 E, 40 og 40 B, og 43, 44 og 45 i den nugældende EU-

traktat.

141

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

SJETTE DEL -

ALMINDELIGE OG

AFSLUTTENDE

BESTEMMELSER

SYVENDE DEL -

ALMINDELIGE OG

AFSLUTTENDE

BESTEMMELSER

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

SYVENDE DEL -

ALMINDELIGE OG

AFSLUTTENDE

BESTEMMELSER

Artikel 281 (ophævet)

Artikel 282

Artikel 283

Artikel 284

Artikel 285

Artikel 286 (erstattet)

Artikel 287

Artikel 288

Artikel 289

Artikel 290

Artikel 291

Artikel 292

Artikel 293 (ophævet)

Artikel 294 (flyttet)

Artikel 295

Artikel 296

Artikel 297

Artikel 298

Artikel 299, stk. 1

(ophævet)

Artikel 299, stk. 2, andet,

tredje og fjerde afsnit

Artikel 299, stk. 2, første

afsnit, og stk. 3-6 (flyttet)

Artikel 300 (erstattet)

Artikel 301 (erstattet)

Artikel 302 (erstattet)

Artikel 303 (erstattet)

Artikel 304 (erstattet)

Artikel 305 (ophævet)

Artikel 282

Artikel 283

Artikel 284

Artikel 285

Artikel 16 B

Artikel 335

Artikel 336

Artikel 337

Artikel 338

Artikel 16

Artikel 287

Artikel 288

Artikel 289

Artikel 290

Artikel 291

Artikel 292

Artikel 48a

Artikel 339

Artikel 340

Artikel 341

Artikel 342

Artikel 343

Artikel 344

Artikel 55

Artikel 295

Artikel 296

Artikel 297

Artikel 298

Artikel 345

Artikel 346

Artikel 347

Artikel 348

Artikel 299

Artikel 311a

Artikel 188 N

Artikel 188 K

Artikel 188 P

Artikel 349

Artikel 355

Artikel 218

Artikel 215

Artikel 220

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 46 A i EU-traktaten (omnumme-

reret til artikel 47).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 49 C i EU-traktaten (omnumme-

reret til artikel 52).

142

Tidligere nummerering i

traktaten om Den

Nummerering

Europæiske Union

i Lissabontraktaten

Artikel 306

Artikel 307

Artikel 308

Artikel 309

Artikel 310 (flyttet)

Artikel 311 (ophævet)

Artikel 306

Artikel 307

Artikel 308

Artikel 308a

Artikel 309

Artikel 188 M

Ny nummerering

i traktaten om Den

Europæiske Unions

funktionsmåde

Artikel 350

Artikel 351

Artikel 352

Artikel 353

Artikel 354

Artikel 217

Artikel 299, stk. 2, første afsnit,

Artikel 311a

og stk. 3-6 (flyttet)

Artikel 355

Artikel 356

Artikel 357

Artikel 358

Artikel 312

Afsluttende bestemmelser

Artikel 313

Artikel 313a

Artikel 314 (ophævet)

___________________________________

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 49 B i EU-traktaten (omnumme-

reret til artikel 51).

Erstattet, for så vidt angår substansen, af artikel 53 i EU-traktaten (omnummereret

til artikel 55).

143