EUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 25: Spm. om forholdet mellem den danske grundlov og EU-retten, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del
Offentligt

Retsudvalget 2020-21

REU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 1344

Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

16. august 2021

Stats- og Menneskerets-

kontoret

Sagsbeh: Mie Funder

Sagsnr.: 2021-0030-6323

Dok.:

2072646

Dato:

Kontor:

Besvarelse af spørgsmål nr. 1344 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1344 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 19. juli 2021. Spørgsmå-

let er stillet efter ønske fra Morten Messerschmidt (DF).

Nick Hækkerup

Henrik Skovgaard-Petersen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 3392 3340

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/4

EUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 25: Spm. om forholdet mellem den danske grundlov og EU-retten, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

Spørgsmål nr. 1344 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren oplyse, om han deler EU-domstolens

mening

om, at EU-retten har forrang for vores grundlov jf. eksempelvis

artiklen: »EU-kommissionen rejser HBT-sager mod Ungarn og

Polen«

på www.Fagpressen.eu?”

Svar:

Det bemærkes indledningsvis, at Danmark tiltrådte det daværende EF ved

lov nr. 447 af 11. oktober 1972 (tiltrædelsesloven). Danmarks indtræden i

EF (nu EU) indebar overladelse af beføjelser, der tilkommer rigets myndig-

heder, og vedtagelsen af tiltrædelsesloven skete derfor efter proceduren i

grundlovens § 20.

Princippet om fællesskabsrettens (nu EU-rettens) forrang blev første gang

fastslået af EF-Domstolen (nu EU-Domstolen) i 1964 i sag 6/64, Costa mod

ENEL. I medfør af forrangsprincippet skal umiddelbart anvendelige EU-

regler anvendes i enhver medlemsstat, selv om der findes nationale regler,

der strider mod EU-reglerne.

Om forholdet mellem forrangsprincippet og den danske grundlov kan bl.a.

henvises til Justitsministeriets redegørelse af 4. december 2007 for visse for-

fatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation af Lissa-

bon-Traktaten. Af redegørelsens pkt. 4.4.2.c fremgår bl.a. følgende:

”Som anført blev det EU-retlige

forrangsprincip fastslået i EF-

domstolens praksis tilbage i 1964, og forholdet mellem grund-

loven og forrangsprincippet blev derfor allerede vurderet inden

Danmarks optagelse i EF i 1972.

Forrangsprincippet blev således bl.a. udførligt behandlet i 1972-

redegørelsen om visse statsretlige spørgsmål i forbindelse med

en dansk tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber, og Justits-

ministeriet konkluderede i den forbindelse, at forrangsprincip-

pet ikke nødvendiggjorde en ændring af grundloven.

I overensstemmelse med Justitsministeriets konklusion udtalte

et flertal i Folketingets Markedsudvalg ved Folketingets be-

handling af lovforslaget om Danmarks tiltrædelse af EF, at

spørgsmålet om fællesskabsrettens forrang efter flertallets op-

fattelse kunne løses på grundlag af grundlovens § 20 og tiltræ-

Side 2/4

EUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 25: Spm. om forholdet mellem den danske grundlov og EU-retten, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

delseslovens § 3 samt dansk rets almindelige regler om forhol-

det mellem dansk og international ret, jf. Folketingstidende

1971-72, Tillæg B, sp. 2802.

[…]

Herudover kan det nævnes, at danske myndigheder efter grund-

loven ville være forpligtet til at lade grundloven gå forud for

EU-regler, hvis den ekstraordinære situation skulle opstå, at der

blev gennemført en EU-retsakt, der var uforenelig med grund-

loven.

Grundlovens § 20 giver således

–

som anført i Højesterets afgø-

relse i Maastricht-sagen

–

ikke adgang til

at overlade EU’s in-

stitutioner beføjelser til at fravige bestemmelser i grundloven,

herunder grundlovens frihedsrettigheder, og der findes heller

ikke andre regler i grundloven, som giver mulighed for en sådan

fravigelse af grundloven til fordel for traktatmæssige forpligtel-

ser, jf. bl.a. 1972-redegørelsen, side 82.”

Højesteret udtalte bl.a. følgende i præmis 9.2 i den såkaldte Maastricht-dom

(optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 800):

”Det

kan ikke i medfør af § 20 overlades til en international or-

ganisation at udstede retsakter eller træffe afgørelser, som stri-

der mod bestemmelser i grundloven, herunder dennes friheds-

rettigheder. Rigets myndigheder har nemlig ikke selv en sådan

beføjelse.”

Desuden udtalte Højesteret i dommens præmis 9.6:

”Ved tiltrædelsesloven er det anerkendt, at kompetencen til at

prøve lovligheden og gyldigheden af EF-retsakter tilkommer

EF-domstolen. Dette indebærer, at danske domstole ikke kan

anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, uden at spørgs-

målet om dens forenelighed med Traktaten har været prøvet af

EF-domstolen, og at danske domstole i almindelighed kan

lægge til grund, at EF-domstolens afgørelser herom ligger inden

for suverænitetsafgivelsens grænser. Højesteret finder imidler-

tid, at det følger af bestemthedskravet i grundlovens § 20, stk. 1,

sammenholdt med danske domstoles adgang til at prøve loves

grundlovsmæssighed, at domstolene ikke kan fratages adgangen

til at prøve spørgsmål om, hvorvidt en EF-retsakt overskrider

grænserne for den ved tiltrædelsesloven foretagne suverænitets-

afgivelse.

Danske domstole må derfor anse en EF-retsakt for uanvendelig

i Danmark, hvis der skulle opstå den ekstraordinære situation,

at det med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at en EF-retsakt,

Side 3/4

EUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 25: Spm. om forholdet mellem den danske grundlov og EU-retten, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

der er opretholdt af EF-domstolen, bygger på en anvendelse af

Traktaten, der ligger uden for suverænitetsafgivelsen ifølge til-

trædelsesloven. Tilsvarende gælder med hensyn til fællesskabs-

retlige regler og retsprincipper, som beror på EF-domstolens

praksis.”

Det bemærkes, at dommens præmis 9.6 blev bekræftet i præmis 3 i Højeste-

rets dom i den såkaldte Lissabon-sag (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen

2013, side 1451).

Side 4/4