Tak for det. Vores sædvanlige ordfører kunne desværre ikke være her i dag, så jeg har lovet lige at knytte et par ord til det. Og siden jeg har fået sagen, er der jo sket den ændring, at man vil dele et af punkterne op i to – og i respekt for det vil jeg selvfølgelig tage det med tilbage til min folketingsgruppe og foreholde dem det.
Grundlæggende kan vi ikke støtte borgerforslaget, som det ligger, altså i dets helhed, sådan som andre også har redegjort for. Vi ønsker en afskaffelse af § 266 b og ikke en udvidelse af den. Så er forslaget delt op med hensyn til § 81, nr. 6, og det ser vi som en positiv ting – således at det kun måske er hadforbrydelser, der nu skal stemmes om. Der foregår et udvalgsarbejde om det, og det ser vi også frem til. Det kan faktisk godt være, at der er elementer der, som vi også vil se positivt på. Det må vi se, når der kommer et konkret lovforslag om det.
Jeg vil så også knytte et par generelle kommentarer til det. For hadforbrydelser er hadforbrydelser, og de er grumme og slemme, uanset om de er begået mod en minoritet eller mod en majoritet. Jeg synes, at vi skal passe på med i debatten ikke at sætte skel, så en hadforbrydelse er værre, når den bliver begået af en minoritet over for en anden minoritet, end hvis den bliver begået på grund af seksualitet, religiøsitet eller noget andet. Vi skal passe på med ikke at gradbøje de her hadforbrydelser. I min optik er en hadforbrydelse bare en hadforbrydelse.
Jeg synes faktisk, det er positivt, hvis vi begynder at få registreret det her lidt mere, også detaljeret. Altså, den offerundersøgelse, som ligger, er jo et estimat. Så når man siger det med 7 og 8 pct., er der jo tale om et estimat, hvor man tænker, at der måske er et sted mellem 3.000 og 5.000, men vi ved det reelt set ikke. For det beror på en offerundersøgelse, og det er jo en subjektiv vurdering af, hvad man føler, og det er jo ikke det samme, som at det fra myndighedernes side er konkretiseret, at der er tale om en objektiv hadforbrydelse, der er sket på baggrund af etnicitet, seksuel orientering eller noget andet.
Så jeg synes faktisk, det er væsentligt, at vi begynder at kigge lidt mere på de her tal – også fordi der er minoriteter, som er hårdere ramt end andre; det skal man være ærlig og sige. Jøderne er hårdt ramt. Nu ved jeg godt, at hr. Sikandar Siddique snakkede om muslimerne, men det er ikke helt faktuelt korrekt. Hvis man tænker på andelen af dem, er det faktisk jøderne, der har den højeste andel af folk, der bliver begået hadforbrydelser mod. Det har vi en forpligtelse til at kigge på.
Jeg vil så også sige, at jeg håber, at der sker noget, ved at man vil ændre i § 81, nr. 6. For som det er allerede nu, kan dommerne jo, når det er helt eller delvis – det ligger allerede i den nuværende lovgivning – dømme efter det. Nu vil man så have den tilføjelse, at der skal stå »i almindelighed« i det, i hvert fald som jeg har forstået det, altså at det er den ændring, man går efter. Og der håber jeg, at det bliver bredt ud til befolkningen, hele befolkningen, at nu skal man altså, når man føler, at man er et offer for det, gøre det klart over for politiet, at det er det, man er offer for.
Jeg tror måske, at man skal være bedre til at tage kontakt, for det, som jeg tit oplever, er det, jeg kalder hverdagsracismen – måske er det et dumt ord for det – hvor man oplever et eller andet, som man lader gå hen over hovedet på sig. Det ser jeg som en farlig tendens, altså at vi som samfund begynder at vænne os til, at det er okay, og at det er ligegyldigt, om der er en, der lever med at være blevet kaldt perker, lever med at være blevet kaldt kartoffel eller lever med noget andet. Som samfund synes jeg at vi går ned ad en skidt sti, hvis det begynder at blive normalen. I mine år ude i den danske folkeskole har jeg set et skred, hvor man begynder at acceptere en anden tone over for hinanden, og hvor det tit bliver undskyldt med sarkasme eller ironi. Og vi skal selvfølgelig stadig væk passe på, at de to begreber bevares i sproget, for jeg synes, at det er vigtige ting at have, men oftest ligger der også en reel undertone i det, som vi som samfund er begyndt at acceptere, og det synes jeg er en farlig vej at gå ned ad.
Derfor kan man håbe på, at der sker noget med det her. Jeg synes, at hr. Peter Skaarup havde nogle gode betragtninger om det her med at få det registreret. Jeg er ikke så bange for dokumentationskravet, men ønsker at få det her registreret meget tydeligere. Og kan vi få folk derude, hvis de oplever det i en bus eller oplever det andre steder, til at tage det her alvorligt og melde det ind, så vi herinde som lovgivere har et fuldstændig reelt billede af omfanget af det, så kan man også tage de rette skridt imod det. Det synes jeg ville være positivt.