Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 125:

Forslag til folketingsbeslutning om overvåget kontaktbevarende samvær og en fasttrackordning til hurtig afgørelse af højkonfliktsager.

Af Mette Thiesen (NB) m.fl.

(Fremsættelse 25.02.2022).

Forhandlingen er åbnet. Først er det social- og ældreministeren.

Tusind tak for det, formand. Med forslaget her foreslås det, at der indføres en ordning om kontaktbevarende overvåget samvær, når den ene forælder fremsætter usande påstande i samværssager. Ordningen skal kombineres med et fasttrack, der skal sikre, at der træffes en hurtig afgørelse i sager med høj konflikt. Alternativt foreslås det, at regeringen igangsætter en uvildig undersøgelse af, hvordan problemet om samarbejdschikane og fremsættelse af usande påstande i samværssager kan løses. Forslaget er bl.a. begrundet i lange ventetider, og jeg citerer fra forslaget:

»Det er et velkendt faktum, at sagsbehandlingstiden i Familieretshuset er alt for lang«.

Der henvises til en udtalelse fra Ombudsmanden fra maj 2021.

Heldigvis er vi et andet sted, end da Ombudsmanden kom med den udtalelse, nemlig på det niveau, som blev forudsat, da Familieretshuset fik tilført ekstra midler, og sagsbehandlingstiderne er faldet betydeligt. Det gælder også for overvåget samvær og for kontaktbevarende samvær. Faktisk viste fjerde kvartalsrapport, at Familieretshuset har nedbragt ventetiderne hurtigere end forventet i den aftale, vi lavede. Det synes jeg er enormt glædeligt, men det hjælper selvfølgelig ikke de familier, som har været hårdt ramt af de lange ventetider i de sidste par år. Det er ulykkeligt, og det er beklageligt, for det er jo helt åbenlyst svært at være i, særlig for de børn, som er i klemme.

I mine øjne bliver vi dog nødt til at forholde os til den situation, systemet er i nu, og ikke diskutere fremtidens skilsmissesystem ud fra en ikke længere gældende præmis om for lange ventetider. Når det er sagt, er det lidt svært at se behovet for det, som forslagsstillerne lægger op til, for det fremgår allerede af forældreansvarsloven, at Familieretshuset og familieretten kan træffe midlertidige afgørelser om samvær under behandlingen af sagerne. Det fremgår også allerede af lovgivningen, at der kan fastsættes vilkår for samværet, bl.a. at det kan gøres overvåget. Og som vi nu har vendt mange gange, er der med chikanepakken indført mulighed for at fastsætte kontaktbevarende samvær.

Tal fra Familieretshuset, som ordførerne fik forud for sidste statusmøde – dem holder vi jo som bekendt løbende ovre i mit ministerium – viser, at Familieretshuset i 2021 fastsatte kontaktbevarende samvær i 262 tilfælde, og at man igangsatte 327 forløb med overvåget samvær. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for kontaktbevarende samvær overholder nu den frist på 3 uger, som Familieretshuset har til at træffe afgørelse i de her sager.

Mulighederne er der altså allerede. Det vil sige, at der allerede kan fastsættes kontaktbevarende samvær og træffes midlertidige afgørelser, herunder om overvåget samvær. De forskellige muligheder bliver brugt, og nu da ventetiderne er nedbragt, kan Familieretshuset hjælpe familierne som tiltænkt, samtidig med at redskaberne til at imødegå chikane kan få lov til at virke, som de skal.

Og så er det også vigtigt at huske på, at det er en konkret vurdering, om det er til det enkelte barns bedste, at der fastsættes samvær. Derfor vil der også være situationer, hvor det ikke er til barnets bedste, at der er samvær, heller ikke selv om det kan foregå under overvågning. I de situationer, hvor det er nødvendigt at give afslag på samvær for at beskytte barnet, og hvor den ene forælder ikke er enig heri, er det ikke reglerne, den er gal med. Det, der er galt, er, at konflikten mellem forældrene er kørt så meget af sporet, at der er behov for, at systemet sætter ind for at skærme barnet.

Så at påstå, at overvåget samvær vil løse tingene, mener jeg er lidt for letkøbt, for man glemmer hensynet til barnet, der i nogle af disse meget, meget voldsomme og få sager er i voldsom klemme, og som derfor har det meget svært.

Og så til spørgsmålet om, om ikke en fasttrackordning ville være en god idé. Jeg vil gerne minde om, at § 7-sagerne er tunge sager. Det er alvorlige sager, og det er et helt grundlæggende element i reformen, at de her sager i højere grad, end de blev tidligere, skal behandles grundigt og skal behandles til bunds. Det vil sige ved en grundig screening af, hvad der er på spil, og en nærmere udredning af sagen efter behov, også i samarbejde med kommunen. Intentionen bag reformen var jo netop at gøre op med automatik og gøre op med en one size fits all-model.

Et helt bærende princip i forældreansvarsloven er, og det er et meget rigtigt princip, at hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse skal komme i første række. Oplyser en forælder om risikofaktorer, f.eks. vold og misbrug, ja, så skal Familieretshuset afklare, om der er hold i oplysningerne. Det er i øvrigt et helt grundlæggende forvaltningsretligt princip, at Familieretshuset skal sikre, at sagen er oplyst tilstrækkeligt, inden der træffes en afgørelse. Sådan en absolut frist for, hvornår der skal træffes afgørelse, eller hvornår en sag skal sendes i retten, som der lægges op til med en fasttrackordning, ville kunne betyde, at der er sager, der ikke bliver udredt tilstrækkeligt. Det ville indebære en risiko for, at hensynet til barnet bliver tilsidesat, og at sagen skal behandles forfra i familieretten.

Oven i det kommer, som jeg også sagde ved behandlingen af det seneste beslutningsforslag, vi har haft her på området, nemlig B 66 om at gøre det strafbart at fremsætte urigtige oplysninger, at det altså ikke altid er lige til at udrede, hvad der er op og ned, når forældrene er uenige om de påstande, der fremsættes. Det er svært for mig at se, hvordan vi kommer ud over det med forslaget her.

Desværre er der forældre, der chikanerer i de her allermest højkonfliktfyldte skilsmissesager. Det er uacceptabelt, og det er dybt, dybt ulykkeligt for de børn, der havner i klemme midt i de voksnes konflikt. Men det er jo også derfor, der tidligere har været et betydeligt fokus på samarbejdschikane, at der har været grundige politiske drøftelser, og at der har været konkret handling. Jeg tænker på chikanepakken fra 2015. Hertil kommer, at det i sidste ende kan have den yderste konsekvens for en forælder, der udøver chikane, nemlig at man kan miste forældremyndigheden.

Derfor står det ikke helt klart for mig, hvad det er, forslagsstillerne mener der nærmere skal undersøges, når det foreslås, at der skal igangsættes en uvildig undersøgelse, eller hvordan sådan en undersøgelse ville kunne gøre op med problemstillingen. Som jeg har oplyst før, er der undersøgelser, der desværre viser, at de her højkonfliktende forældre er en nogenlunde konstant størrelse, og at man også i de andre nordiske lande kæmper med at løse de meget komplekse højkonfliktsager.

Vi bliver jo nødt til at holde fast i, at det er forældrene, der har ansvaret for konflikten, og at vi desværre nok ikke kommer til at kunne i hvert fald lovgive os ud af de mest voldsomme konflikter. Lad os fokusere på Familieretshusets vigtigste opgaver: for det første at arbejde med at dæmpe forældrekonflikterne med gode tilbud om konflikthåndtering – det er jo en væsentlig del af den nye reform, at vi skal prøve at lære forældrene at være gode skilsmisseforældre og ikke vende tilbage til systemet for at få truffet afgørelse – og vigtigst af alt at skærme barnet bedst muligt og sikre barnets trivsel igennem hele det svære forløb, som de her meget konfliktfyldte skilsmisser er, f.eks. med den gode kontaktpersonordning, som er en del af det nye skilsmissesystem.

Når det er sagt, skal vi selvfølgelig ikke vende det blinde øje til chikane. Det skal ikke tolereres, og det bliver det heller ikke i dag, men fordi hensynet til barnet altid vejer tungest, vil der være tilfælde, hvor kontakten til en forælder må afbrydes. Hensynet til barnet må i mine øjne ikke tilsidesættes i en diskussion om forældrenes rettigheder. Derfor kan komplekse sager ikke presses gennem et fasttrack, ligesom det altid, i øvrigt også i fuld overensstemmelse med vores internationale forpligtigelser, må være en konkret vurdering, om der skal være samvær med eller uden overvågning. Den mulighed er der allerede i dag. Og på den baggrund kan regeringen ikke støtte forslaget.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Først er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tusind tak, og tak for svaret. Vi har jo været her nogle gange, og jeg må med skam melde, at jeg jo desværre ikke er overrasket over, at ministeren igen vælger at afvise, at der er problemer i Familieretshuset. Det minder jo lidt om Komiske Ali. Jeg ved ikke, om der er nogen, der kan huske ham. Det begynder lidt at ligne det, for der er altså massive problemer i det familieretslige system. Jeg ved ikke, om ministeren så den dokumentar, der blev vist både sidste torsdag og i går, hvor det jo faktisk bliver påvist, at der er forældre, hvor den ene part kommer med nogle fuldstændig udokumenterede påstande, men hvor det simpelt hen ikke bliver efterprøvet. Så for at holde mig til det konkrete spørgsmål: Mener ministeren virkelig, at det er godt nok, at man i et retssamfund kan komme med fuldstændig udokumenterede påstande og derved afskære den anden forælder fra at se sit barn?

Ministeren.

Det er i hvert fald meget rigtigt, at vi har været her mange gange i forbindelse med beslutningsforslag her i salen og samråd, og så har vi jo heldigvis også et lidt mere konstruktivt rum, kan man sige, hvor vi sidder i aftalekredsen og følger den her reform tæt. Det er lige kreativt nok, synes jeg, at sige, at ministeren afviser, at der er problemer. Vi har i to på hinanden følgende finanslove prioriteret et trecifret millionbeløb, altså op mod 1 mia. kr. har finanslovspartierne og regeringen afsat, fordi et skilsmissesystem kom underfinansieret til verden. Så at sige, at vi ikke har anerkendt, at der er problemer, er altså lidt på månen. Det bliver jeg nødt til at sige, og det gør ikke noget specielt godt for diskussionen, at det skal blive ved med sådan at være påstanden fra Nye Borgerlige.

Så vil jeg sige, at der jo er tale om partstvister, der altid har to parter. Jeg ville da godt høre, hvordan Mette Thiesen mener at man uden at afdække en sag nærmere skal kunne være sikker på, hvilken part der så har ret. Jeg ville også gerne høre Mette Thiesen forklare mig, hvordan det vigtigste ikke må være, at vi i sidste ende sørger for at skærme børnene, når de bliver fanget i de mest alvorlige konflikter.

Fru Mette Thiesen.

Tak for svaret. Nu bliver jeg helt bekymret for, om ministeren overhovedet har læst det her forslag. For det er jo faktisk præcis det, der står i forslaget, nemlig at det selvfølgelig skal afdækkes, men gøres i en fasttrackordning, fordi det selvfølgelig må være sådan i et retssamfund, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og at man ikke skal føre omvendt bevisbyrde. Det må da være sådan helt grundlæggende. Så mener jeg også bare helt grundlæggende – der kan jeg jo så høre, at jeg tilsyneladende er uenig med ministeren – at det aldrig vil være i barnets tarv, hvis det mister en god forælder på baggrund af falske påstande.

Ministeren.

Det bliver altså bare for stråmandsagtigt at stå og påstå, at der skulle være nogen, der mener, at det er ønskværdigt, at forældre mister kontakten til deres børn på grund af usande påstande. Hvis det var meget, meget nemt at konstatere, at en påstand er usand, vil jeg sige, at Familieretshuset jo skal afdække de her påstande, og det gør de bl.a. ved også at tale med andre, der kan være med til at be- eller afkræfte påstande – det kan være kommunen, det kan være skolen, det kan være politi, det kan være andre – for netop at afdække, om der er hold i påstandene. Jeg har ikke mødt nogen, der mener, at det er en god idé eller ønskværdigt, at børn skal miste kontakten til den ene forælder.

Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre.

Tak for ordet. Når man hører ministerens tale her i dag, får man sådan indtrykket af, at det bare er et par småproblemer, der er i Familieretshuset, og at det er noget, vi er godt i gang med at behandle og fikse. Så kan jeg ikke lade være med at tænke, at ministeren ikke har set dokumentaren fra TV 2 de to foregående torsdage. Altså, det er jo et faktum for os, der har siddet med det her område, at ministeren i nu over et år har siddet med hænderne under lårbasserne, fordi vi jo fra Venstre og Nye Borgerliges side i over et år har råbt vagt i gevær om lige præcis det her, og når jeg hører ministerens tale i dag, kan jeg ikke lade være med at tænke, at der er retssikkerhed for systemet, men hvor søren retssikkerheden for borgerne er.

Så bliver jeg bare nødt til at spørge, om ministeren, hvis ministeren har set dokumentaren »Med børnene som våben« – og det håber jeg da ved gud ministeren har – vil forholde sig til den og anerkender, at de beretninger, der kommer fra de forældre, og som fagpersoner bakker op omkring, er voldsomme.

Tak. Vi plejer ikke at hidkalde de højere magter her i Folketinget.

Værsgo til ministeren.

Jeg bliver nødt til at sige igen i forhold til det med at stå og sige, at man betragter noget som småproblemer, når man samtidig har brugt knap 1 mia. kr. på skiftende finanslove for at rette op på det, at det kan være, at det lyder meget smart og sådan læserbrevsagtigt eller ølkassetaleagtigt, men at det simpelt hen ikke hænger sammen. Vi har anerkendt, at der er problemer, og vi har sådan set også allerede ændret nogle af de ting, som var mest konfliktskabende, og hvor børnene kom mest i klemme. Så ved jeg, at Venstres spørger er jurist, hvis jeg ikke tager meget fejl, og at Venstres spørger jo derfor også vil vide, at der i vores lovgivning og i vores system er tiltag mod samarbejdschikane. Det er ikke omkostningsfrit at chikanere, og der er domme, der er afsagt, hvor den forælder, som er dårligst i stand til at få samarbejdet til at fungere, har mistet forældremyndigheden til den, der vurderes at være bedst i stand til at få samarbejdet til at fungere. Det, der er kernen her, er jo, at der er voksne mennesker, der har sat børn i verden i fællesskab, de er gået fra hinanden, og de skal nu være skilsmisseforældre, og deres vigtigste opgave er at få det samarbejde til at fungere for barnet.

Derfor synes jeg jo, det er helt rigtigt, at lovgivningen er, som den er i dag, dels at udgangspunktet er, at det er bedst for barnet at have begge forældre i sit liv – det hører jeg heller ikke nogen synes skulle være anderledes – dels at det ikke er omkostningsfrit at chikanere.

Marlene Ambo-Rasmussen, værsgo.

Altså, jeg bliver stadig væk nødt til at gentage det, jeg sagde før. Jeg synes, det er helt vildt, at man ikke fra ministerens side anerkender, at det her er et kæmpeproblem, og jeg sagde faktisk, da vi havde det her ved den foregående behandling i Folketingssalen, at jeg håbede, at der kom noget mediedækning på det her, fordi vi så for alvor kunne have fået ministeren ud af busken og forholde sig til det. For vi har virkelig presset på i rigtig lang tid, og for øvrigt henholder ministeren sig til den økonomiske del. Altså, vi bruger flere hundrede millioner på det her system, og alligevel forekommer sager som dem, vi har set de sidste par uger i dokumentaren »Med børnene som våben«. Og i sidste ende er det her ministerens ansvar.

Tak for det. Ministeren, værsgo.

Når forældre i højkonfliktskilsmisser kommer ind i Familieretshuset, så er der høj konflikt. Det er voksne mennesker, der bliver skilt på en måde, hvor børn bliver fanget i svære konflikter, invaliderende konflikter, og I har sikkert alle sammen læst nogle af de beretninger fra børn, der er vokset op midt i sådan nogle konflikter, og hvad det trækker af spor ind i voksenlivet. Så synes jeg, det er fuldstændig rigtigt, at vi har fået et skilsmissesystem, der ser som udgangspunkt: Kan vi mægle mellem de her forældre? Kan vi lære dem at være skilsmisseforældre på en måde, hvor de selv kan aftale sig frem, i stedet for at der skal være afgørelser? Det er et rigtigt system. Det er ikke rullet ordentligt ud endnu. Det ved vi alle sammen godt.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går i gang med ordførerrunden. Først er det fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet.

Tak. Jeg har en erhvervspraktikant i den her uge, og hun har været med fra start til slut, og bl.a. også i arbejdet med den her tale om sagen. Vi prøver at se på, hvad vi egentlig skal behandle i dag med sådan en fasttrackordning – vi prøver at beskrive, hvad vi som demokrati understøtter. Hvad er det, vi står på rent politisk? Da vi diskuterede det her beslutningsforslag fra Nye Borgerlige og vi sad og vendte det og læste op på det, så siger hun noget om sin hverdag i skolen i 8. klasse på en helt almindelig kommuneskole i Aarhus. Hun oplever noget i forhold til sine klassekammerater og dem, hun er sammen med i frikvartererne. Når der har været forældre, der skulle skilles og ikke har kunnet enes, så har deres trivsel været i bund. Hun kan se, at de ikke får så gode karakterer som de andre og i det hele taget har svært ved at knytte an til de andre, som har helt almindelige familier. Jeg synes netop, at hendes fortælling om en helt almindelig hverdag på en kommuneskole i Aarhus vidner om, hvorfor vi har lavet Familieretshuset. Det handler nemlig om at sætte børnene i centrum og anerkende, at det kan være utrolig svært, når vi heldigvis i Danmark er ved at have så høj en ligestilling, at begge forældre faktisk ønsker at være i kontakt med deres børn.

Jeg synes, at ministeren har redegjort utrolig konkret og præcist for det. Det kommer jo ikke som nogen overraskelse, at jeg støtter op om det. Men jeg synes faktisk godt om hele grundlaget for ministerens tale, altså hvorfor vi har Familieretshuset, og hvad det var et helt enigt Folketing i sidste samling vedtog. Det er nemlig, at udgangspunktet er, at vi ser på børnenes trivsel, og at vi grundlæggende kan se, når der er særlig svære sager, hvad vi så gør ved det med samtaler, understøttelse, og at man gør det grundigt.

Det er også rigtigt, at vi i den her samling og at det her Folketing kom ud i, at vi havde nogle ret store udfordringer i forhold til lange sagsbehandlingstider, og at vi samlet set har fulgt Familieretshusets arbejde tæt. Vi har holdt adskillige møder og fulgt sagsbehandlingstiderne tæt. Og regeringen har sammen med finanslovspartierne i den grad opnormeret, som ministeren også har redegjort for.

Jeg synes, at forslaget her rammer skævt på flere punkter. Det rammer skævt i forhold til at italesætte problemet ud fra, at vi skal ændre noget, som ikke har fået ordentlig flyvehøjde, at vi skal gå i gang med at evaluere noget, som grundlæggende set et helt enigt Folketing var enige om at tage afsæt i. Og vi har samtidig ad flere omgange justeret. Jeg synes også, at der er en tone i forslaget, som ikke tager udgangspunkt i barnet, men tager udgangspunkt i omgivelserne omkring det, og det synes jeg er forkert. Jeg synes, at vi netop har valgt det, altså som et enigt Folketing har turdet sætte barnet i centrum og været klar over, at der er ting, der er svære, når man bliver skilt. Det er jo langtfra alle. Der er rigtig mange familier, som bliver fint enige om børnene. Men der er jo sager, hvor det går i hårdknude, og hvor det perspektiv, man har som familie, er forskelligt. Og mens man undersøger det, er det væsentligt, at vi tager hensyn til barnet.

Så overordnet set vil jeg takke beslutningsforslagsstilleren for at rejse en drøftelse og en debat, hvor vi kan få lov til at have en snak om, hvor væsentligt det er – i hvert fald fra vores side i Socialdemokratiet – at sætte børnene først; at vi sikrer, at det er dem, vi kigger på, og at de systemer, vi laver hele vejen rundt om børnene, er dem, vi retter ind imod. Det mener jeg er det fornuftige at gøre.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tusind tak. Jeg har jo hørt ordførerens argumenter før, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre ordføreren om to ting. Nr. 1: Har ordføreren selv børn? Nr. 2: Mener ordføreren reelt set, at det er et retssamfund værdigt, at man faktisk kan miste sine børn baseret på fuldstændig udokumenterede påstande?

Ordføreren.

Tak. Jeg synes, at det er et retssamfund værdigt at tage udgangspunkt i børnene. Jeg synes, at det arbejde, vi samlet set har gjort i det her Folketing med at lave en række forskellige tiltag og sætte børnene først, er ekstremt væsentligt. Vi har ikke kun gjort det med Familieretshuset, vi har f.eks. også gjort det med politiforliget, hvor vi har sat ekstra ressourcer af til en helt ny enhed, som skal sørge for, at når der er vold i hjemmet, så bliver der også taget kontakt til kommunen.

Fru Mette Thiesen, jeg vil gerne lige sige, at vi ikke har praksis for her i Folketinget, at vi sådan afkræver medlemmer oplysninger om personlige forhold. Det er bare for at nævne, at det er måden, vi plejer at debattere på i Folketinget.

Værsgo til fru Mette Thiesen for det andet spørgsmål.

Tusind tak. Og det beklager jeg. Men det er, fordi det er meget svært at forstå, tror jeg, hvis man ikke selv har børn, hvad det vil sige at miste et barn. Jeg har sagt tidligere, og jeg gentager det gerne, at jeg tror, jeg hellere ville have bortamputeret begge mine ben uden bedøvelse end jeg ville miste mine børn, og det tror jeg er en grundlæggende forståelse af, at det er sådan, det er, når man har børn – at det er det vigtigste i hele verden. Det er derfor, jeg synes, det er så vigtigt, at man har den dimension med. For der er jo ikke nogen af os, der sidder herinde, der ikke mener, at det skal være børnene, der skal sikres i det her.

Men jeg mener bare stadig væk ikke, ordføreren svarer på, om det er et retssamfund værdigt, at et barn kan miste en god forælder, eller at en forælder kan miste sit barn på baggrund af fuldstændig udokumenterede påstande.

Tak for det. Værsgo til ordføreren.

Jeg vil først lige sige, at jeg har lovet at hilse fra SF og sige, at de også bakker op om ikke at støtte forslaget.

Så vil jeg sige, at jeg synes, det er et retssamfund værdigt at passe på børnene. Jeg synes, at når Børns Vilkår kommer med en analyse og en rapport, der viser, at 22 pct. i en 8.-klasse oplever at blive ydmyget og slået derhjemme, så har vi en opgave at løse. Det, at vi vælger at sige, at Familieretshuset tager udgangspunkt i børnene, mener jeg er første skridt. Der er rigtig mange andre skridt, vi også skal tage. Så Socialdemokratiet bakker ikke op om forslaget.

Tak til ordføreren. Vi går videre til fru Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre.

Tak for ordet, formand. Der skal også lyde en stor tak til vennerne i Nye Borgerlige, som står bag det her beslutningsforslag, vi behandler i salen i dag. For desværre er det jo bare nødvendigt, at vi tager den snak om Familieretshuset igen. Vi skal herindefra for alt i verden undgå, at de sager, de hjerteskærende historier, som bl.a. dokumentaren fra TV 2 de sidste to torsdage beretter om, gentager sig – sager, hvor en mor eller en far vil ramme modparten og derfor opdigter historier om den anden – allermest fordi det i sidste ende betyder, at det her barn mister kontakten med den ene forælder, og for nogles vedkommende bliver det for altid. Det er voldsomt. Det er voldsomt, og det har voldsomt store konsekvenser for de parter, det går ud over – og allerværst vores børn. Det kan heller ikke være rimeligt, at uskyldige børn skal tages som gidsler, fordi forældrene har en tvist i Familieretshuset.

Når jeg så hører, hvad ministeren siger igen i dag, bliver jeg trist, for nu har vi presset på rigtig, rigtig længe. Vi har presset på for, at ministeren skulle anerkende, at der er nogle udfordringer omkring det her. Jeg troede og håbede i mit stille sind, at når der kom noget mediedækning på det i den grad, som der har været de sidste par uger, var det nu, der ville ske handling fra regeringen. Dokumentaren »Med børnene som våben« er jo en fuldstændig hjerteskærende dokumentar, som beretter meget hjerteskærende, meget gribende om de børn, og hvad de oplever, når mor og far har skænderier og konflikter. Faktisk var der alene i 2021 over 300 børn, der mistede retten til at se den ene forælder, fordi de var i en konflikt.

I sidste måned fik vi statusrapporten, som ministeren også var inde på, fra Familieretshuset, og den viste, at pukkelafviklingen er gået den rigtige vej, at servicemålene for § 6-sagerne overholdes i de fleste sager. Problemet er jo bare, at i højkonfliktsagerne, de sager, som vi taler om i dag, § 7-sagerne, som alligevel skal videre til familieretten, ser det jo stadig væk anderledes alvorligt ud. Her har vi fortsat lange ventetider, og vi er stadig væk over det servicemål, på trods af at vi er 3 år inde i reformen.

Så selv om det altså er positivt, at vi er lykkedes med at nedbringe ventetiderne, er vi også bare nødt til at anerkende, at vi nu, 3 år efter reformen, står på et tidspunkt, hvor vi bliver nødt til at handle. Det kan vi ikke se passivt på længere i Venstre, og det er også derfor, at vi sammen med Nye Borgerlige længe har råbt vagt i gevær om det her, bl.a. i forhold til kontaktbevarende overvåget samvær. For det her er et svigt; det er et svigt fra politisk side af. Det er et svigt af børnene, det er et svigt af forældrene, det er sådan set også et svigt af systemet.

For kun en måneds tid siden sad vi her og diskuterede beslutningsforslaget om at gøre samværschikane strafbart, og her lød det fra ministeren:

»Relativt set er det ganske få forældre, der ikke ser deres børn på grund af konflikt med den anden forælder ...«.

Men helt ærligt: Én forælder, ét barn, der mister kontakten for evigt, er én forælder, ét barn for meget.

Det her handler altså også om børns retssikkerhed. Og ifølge FN's børnekonvention har børn ret til kontakt med begge forældre, og konventioner er der ellers nogle partier herinde der bryster sig af at skubbe foran sig i mange andre sager. I dag må jeg så forstå, at den konvention går fløjten.

Fra Venstres side af vil vi ikke gå på kompromis med det her. Hvis ikke den forælder er en dårlig forælder, skal udgangspunktet være, at så længe der forekommer grundløse beskyldninger, skal de afdækkes. Vi skal beskytte barnet, vi skal passe på barnet. Men i den tid må der som minimum være en eller anden form for kontaktbevarende samvær. Om det er over et videolink på Skype, som jo også forekommer i dag, om det er ved et fysisk møde overvåget i Familieretshuset, er ligegyldigt, bare det sker.

For situationen i Familieretshuset er alvorlig. Det her handler om båndene mellem forældre og børn – noget, der, som vi har set i dokumentaren, potentielt kan gå i stykker, for nogles vedkommende for altid. Og det er altså afgørende, at vi fra politisk side af sikrer, at ingen børn vokser op uden deres mor og far, hvis den pågældende forælder ikke er en dårlig forælder. For det er ikke i barnets tarv, og det kan vi ikke fra politisk side være bekendt.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Derfor siger vi tak til ordføreren og går videre til den næste ordfører, som er fru Christina Thorholm, Radikale Venstre.

Tak. Med Nye Borgerliges forslag pålægges regeringen inden udgangen af indeværende folketingsperiode at fremsætte lovforslag og foretage de nødvendige administrative ændringer for at sikre, at der indføres en ordning for kontaktbevarende overvåget samvær ved udokumenterede påstande i samværssager. Det er en meget hård tekst, og det prøver jeg at gå ind i i forhold til Radikales indstilling i den her sammenhæng.

Vi har etableret Familieretshusene og den nye familieretlige lovgivning i 2019, som i højere grad skal fokusere på børnenes behov og støtte forældrene til at skabe rammer for børnenes kontakt til forældrene efter en skilsmisse. Familieretshusene hjælper mange tusinde familier med aftaler om samvær, og i nogle tilfælde skal de ind over familieretten, før der findes en løsning. Vi ved godt alle sammen, at Familieretshusene har haft en svær opstart med for få ressourcer og dermed også for lange sagsbehandlingstider, noget, der har presset især de familier, der har haft et højkonfliktsamspil. Det har skabt mange utilfredse forældre, men i 2021 er der tilført et trecifret millionbeløb, og vi har for nylig fået en status på sagsbehandlingstiderne, som nu har nået det serviceniveau, som vi ønskede for § 6-sagerne, og vi er meget tæt på i forhold til de svære § 7-sager, som var målet for vores aftale.

Nylige undersøgelser viser, at børnenes trivsel er forbedret og forældrenes konfliktniveau mindskes efter et samarbejde med Familieretshuset, selv om der også er forældre i de her § 7-sager, der stadig væk oplever udfordringer. Men jeg vil også gerne give forsamlingen her, at Oxfordundersøgelsen viser, at samspillet mellem familieretten og Familieretshuset ikke fungerer optimalt. VIVE's nye undersøgelse om fuldbyrdelsessager efter forældreansvarsloven viser, at der er indgået flere forlig og afsagt færre kendelser efter reformen end før, og at barnets mening udgør et stærkt vidensgrundlag i sagerne, men samtidig viser den også, at mange forældre – ni ud af ti – som ud over at have en fuldbyrdelsessag i Familieretshuset også havde en anden sag, ikke fik løst deres problemstillinger inden for en kortere tidsfrist, og at tre fjerdedele af forældrene ikke oplevede, at sagsbehandlingsforløbet var sammenhængende. Det er tal, der, mener jeg, er mere historiske, end de er nutidige, efter de bevillinger, der er givet. Vi mener, at Familieretshuset arbejder med at nedtrappe det høje konfliktniveau, sådan som der var opbakning til.

Så derfor kan vi ikke bakke op om beslutningsforslagets tekst, som den er, og vi bakker heller ikke op om en undersøgelse, fordi vi mener, at nogle af de undersøgelser, vi har fået, giver en status på, at højkonfliktsagerne løses efter hensigten, altså med at øge børnenes trivsel, og at forældrene oplever en hjælp. Samtidig er der i VIVE's undersøgelse en bemærkning om, at det med reformen var tanken, at henvisningssagerne skulle behandles i et særligt fasttrackspor i Familieretshuset, og VIVE's undersøgelse peger jo også på, at denne ordning i praksis ikke er kendt for dommerne eller ikke fungerer, og derfor vil vi gerne i det videre arbejde forstå og vide mere om, hvorfor det bliver påpeget i VIVE's undersøgelse, og eventuelt kunne se på det i forhandlingerne. Vi hører stadig væk, at der er kritiske toner i forhold til Familieretshusets sagsbehandling og faglighed. Bl.a. er vi meget optagede af kvindekrisecentrenes kritik af den manglende voldsfaglighed i Familieretshusene og den begrænsede brug af § 50-undersøgelser og forældreundersøgelser af begge forældre og brugen af krisecentrenes dokumentation i de svære sager. Det mener vi er en kritik, vi skal lytte til, og vi ser frem til forhandlingerne, men afgørende er det jo, at børnenes trivsel vejer tungest.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Mette Thiesen.

Tusind tak, og tak til den radikale ordfører for også at sætte sig ekstremt meget ind i det her og læse ned i tallene. Det er altid et godt udgangspunkt. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre den radikale ordfører om to forskellige ting.

Den ene er, om den radikale ordfører ikke anerkender, også qua den dokumentar, som TV 2 kunne vise sidste torsdag og i går, at der er ret massive problemer, netop med, at man ved at kunne fremsætte fuldstændig udokumenterede påstande i princippet kan gøre, at den anden forælder mister sine børn. Det var det ene.

Det andet er, om den radikale ordfører anerkender, at der findes et begreb, som hedder forælderfremmedgørelse, og som egentlig er en helt grundlæggende chikane af den anden forælder, hvor man simpelt hen indoktrinerer børnene til at sige nogle dårlige ting om den anden forælder.

Ordføreren.

I disse sager er der mange påstande og forældre, der, som spørgeren også selv nævnte, virkelig er optagede af at bevare retten til deres barn uden nødvendigvis at have et særligt blik på, hvordan barnets trivsel er i de her sammenhænge. Det er Familieretshusets opgave at undersøge påstande i forhold til samværssager, fordi der kan blive sagt meget, og det kan blive sagt i nogle forsvarsmekanismer. Derfor er det afgørende vigtigt, at Familieretshuset bruger den tid på at undersøge, hvad det er, der bliver sagt, og hvad for en viden der er, og hvordan andre parter ser på det. Der kan man jo også glæde sig over, at VIVE har gjort det fund, at der faktisk er mere kontakt til skoler og daginstitutioner i forhold til at inddrage den viden omkring de påstande – nu kalder I det udokumenterede påstande – så de i højere grad bliver dokumenteret.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Med hensyn til det her med forældrefremmedgørelse kunne jeg egentlig godt tænke mig, at ordføreren svarede lidt mere konkret. For det er jo et begreb, som jeg ved der er flere der ikke anerkender, altså det her med, at man simpelt hen fra den ene forælders side kan indoktrinere børnene til at sige nogle ting, der ikke er sande. Og mener ordføreren ikke også, at det familieretslige system, som det er i dag, ikke er skruet sammen til at tage højde for, at det f.eks. kan foregå, f.eks. ved at man jo kan holde møder, hvor den ene part ikke er der, og dermed også komme med udokumenterede påstande?

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Igen vil jeg henvise til VIVE's undersøgelse, hvor det fremgår, at børnene bliver hørt i langt højere grad, og at der bliver lagt vægt på børnenes udsagn. Børnene er jo under indflydelse og er vældig påvirkede af de samspilsproblemer, der er imellem forældrene, men vi må jo formode, at de voksne, der er, og de fagpersoner, der er i Familieretshuset, er i stand til at gå ind bag de argumentationer og de udsagn, og at de henter den nødvendige dokumentation, og så siger jeg jo også § 50 og forældreevneundersøgelse.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det betyder, at vi nu går videre til fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Der er rigtig mange børn i det her land, som desværre kommer igennem en helt ekstremt svær periode af deres liv, fordi deres forældre ikke kan finde ud af at gå fra hinanden på en ordentlig måde. Jeg er i en alder i livet, hvor jeg udmærket, når jeg kigger rundt i min egen vennekreds, kan se, at der findes gode måder at gå fra hinanden på, når man har børn, og at der findes rigtig, rigtig dårlige måder. Og når det er den dårlige måde, så er de største tabere altid børnene. Og de børn, som får ar for livet i større eller mindre grad, findes også blandt de børn i de to tredjedele af alle skilsmissefamilier, som aldrig kommer ind i systemet. Det er ikke nemt for børn, når forældre går fra hinanden, og det må vi bare aldrig nogen sinde komme til at få det til at virke som.

Når man så kommer op i det, som i systemet bliver kaldt højkonfliktsager, så har vi jo ikke bare at gøre med forældre, der ikke kan finde ud af det sammen og har det svært, men vi har at gøre med forældre, som har brug for andre voksne til at gøre det, der er bedst for deres børn. Og vi har faktisk ikke bare at gøre med forældre, der har brug for andre voksne til at få hjælp til, hvad der er bedst for deres børn, men vi har brug for hjælp til nogle af dem, som faktisk ikke engang kan finde ud af det i det system, der er, og hvor de får støtte og hjælp. Vi har at gøre med forældre, som er i de højkonfliktsager, hvor man nok kan sige, at hvis du først er der, så er der sket så mange ting allerede, som er ødelæggende for dine børn. Det er et svigt af de børn, det er et svigt. Vi hører om de forfærdelige sager, der er – og jeg anerkender fuldt ud, at de er der – og jeg vil faktisk have mig frabedt, at der sidder nogle i den her Folketingssal og skulle insinuere, at der er nogle herinde, der ikke anerkender, hvor skadeligt det her er. For det gør jeg, og det ved jeg at alle andre kolleger herinde gør.

Når man ser på det, synes jeg, at noget af det vigtigste er, at vi skal blive bedre til at hjælpe familier med at gå fra hinanden på en ordentlig og en god måde, så vi minimerer, hvordan det påvirker forældrene. Med den reform, vi lavede i 2019 – jeg var også socialordfører, og jeg var også med til at lave den – var en af intentionerne, at folk, når folk henvendte sig, dengang hed det statsamtet, nu hedder det Familieretshuset, skulle have muligheden for at få noget hjælp. Man skulle ikke bare have en afgørelse, dang, dang, og så kunne konflikterne få lov til at fortsætte der, og så kunne forældrene stå og råbe og skrige af hinanden, når de udleverede børnene til samvær. Man skulle hjælpes, og det er en af de ting, som skal implementeres, og som stadig væk ikke er blevet implementeret ordentligt, fordi reformen var så grotesk underfinansieret. Men det var en af intentionerne.

Der, hvor vi mangler at sætte ind, er måske over for alle de forældre, som faktisk endnu ikke har henvendt sig i systemet, men hvor det begynder at gå skævt. Når vi får børn og starter en familie, bliver vi mødt af en jordemoder og en sundhedsplejerske – vi ville godt have mere tid med dem – og der er pædagoger og institutioner, der gerne vil hjælpe os med, hvordan vi gør tingene med vores små børn. Men der er ikke nogen steder at gå hen, når man skal finde ud af, hvordan man planlægger en god skilsmisse og går fra hinanden sammen. Det synes jeg mangler.

Det, der ikke mangler, er endnu en omrokering af Familieretshuset. Grunden til, at det ikke fungerer lige nu, er, at der ikke blev afsat penge nok dengang. En af de største udgiftsposter, der har været i de finanslove, jeg har været med til at forhandle, er Familieretshuset. Og så er det, fordi der ikke er tid til at få det til at fungere. Hvis man laver en ny omrokering, vil jeg bare bede forslagsstillerne og alle de andre, der snakker om nye reorganiseringer, om at svare på, om de tror, at der bliver behandlet nogen sager, mens man sidder og omorganiserer det hele, eller om de tror, at det måske går ud over sagsbehandlingstiden en gang til. Det tror jeg det gør, eller det ved jeg, at det gør. Det trækker tænder ud i sådan et system. Så det, vi skal blive ved med at gøre, er at sørge for, at det er finansieret, at der er penge nok, og mangler der flere penge, skal der flere penge ind i det. Vi skal have sagerne behandlet. Sagsbehandlingstiden er ved at gå ned. Og så skal vi prøve på at se, om det system ikke kan fungere.

Der findes allerede mulighed for kontaktbevarende samvær, heldigvis. Sagsbehandlingstiden for højkonfliktsager, vi kalder dem for de røde sager, er på vej ned. Det er meningen, at det er her, man skal sætte ind hurtigt. Vi skal have systemet til at fungere. Det er der ikke nogen tvivl om. Og nej, jeg ved godt, at der er nogle, der chikanerer og dermed ikke udleverer deres børn til samvær. Det skal man ikke gøre. Det tager lovgivningen heldigvis højde for. Der findes også dem, der føler, at de bliver tvunget til at udlevere børn til voldelige tidligere ægtefæller eller andet, og det er også forfærdeligt. Vi kan ikke afgøre enkeltsager herinde.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Fru Mette Thiesen, værsgo.

Tusind tak, og tak for ordførerens tale. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at vende det en lille smule om. For det, der jo er i forhold til det familieretlige system, er – og det er fuldstændig rigtigt, hvad ordføreren siger – at intentionen netop var at samle op og forsøge at sætte ind med nogle værktøjer i forhold til de her meget, meget højspændte konflikter. Men mener ordføreren ikke, for det har vi stillet forslag om tidligere, at man skulle starte med at få afgjort de her højkonfliktsager ved domstolene? Og mener ordføreren ikke, at det ville være bedre, hvis der faldt en afgørelse og man så bagefter samlede op på de forældre, for så var der jo i hvert fald ikke den afgørelse at slås om?

Så er det i virkeligheden ikke den forkerte vej, man går, hvor man først sætter ind med de pædagogiske redskaber, mens der fortsat er en meget, meget stor konflikt netop om, hvordan vi eksempelvis fordeler samværet med børnene? Så kan ordføreren ikke godt se, at det egentlig ville være bedre, hvis man vendte det om, så man startede med, at der faldt en afgørelse ved domstolene, og at man så efterfølgende samlede op på det i Familieretshuset?

Ordføreren.

Jeg tror godt, at jeg forstår, hvad intentionen er. Altså, det kan jeg godt have sympati for. For det første tror jeg, at det er ret vigtigt, hvis man afgør sådan nogle sager, at de så er ordentligt afdækket og til fulde. Jeg har igennem mange, mange år hørt fra familier, som er i kæmpeproblemer, at der også er en rigtig stor frustration, hvis man ikke føler, at man er blevet hørt, og hvis alt ikke er blevet afdækket eller det hele ikke er blevet set. Og det ville jeg være rigtig, rigtig bange for. For det andet vil jeg sige, at en afgørelse jo ikke er konfliktnedtrappende. Forstå mig ret: Med den argumentation kunne vi jo sige, at så snart du henvender dig, bum, så træffer man en afgørelse inden for en uge, og så er det bare den, I må leve med som familie. Jeg tror, at hvis vi skal huske det der med, at det er børnene, det handler om, og det er det – det er børnene, det handler om, og det betyder nogle gange, at der er nogle forældre, der bliver kede af det, men det vigtigste er børnene – så skal vi have så lidt konflikt som overhovedet muligt. Så for børnenes skyld handler det faktisk om at prøve alt det, der kan være en samtale, som kan få forældrene til at blive enige.

Fru Mette Thiesen, værsgo.

Jeg undrer mig en lille smule, for domstolene afdækker jo også sagerne. Altså, hele problematikken og grunden til, at vi faktisk fremsatte det forslag, er jo netop, at det tager så ekstremt lang tid at få afdækket sagerne ovre i Familieretshuset, så når de kommer over til domstolene, er de både forældede og er mange gange måske heller ikke nødvendigvis afdækket særlig godt. For det er jo det, som domstolene kan, altså netop også at afdække de her sager. Så jeg vil godt sige til det, som ordføreren siger om, at en afgørelse ikke er konfliktnedtrapppende: Nej, det er den ikke, men så er det det, der er udgangspunktet, og så kan man begynde at arbejde pædagogisk.

Ordføreren, værsgo.

Jeg tror, det ville skabe rigtig mange konflikter, hvis man bare får en afgørelse og ikke føler sig hørt og der ikke er forsøgt nogen som helst form for mægling forinden. Det vil jeg sige. Men da vi lavede den her reform, var Enhedslisten fortaler for, at vi skulle lægge alle højkonfliktsagerne i domstolssystemet med det samme. Det, jeg ikke er fortaler for, er mere bureaukrati og omorganisering, som tager tid væk fra sagerne. Så nej, det mener vi ikke længere, fordi der nu er truffet den her beslutning, og det system bliver vi nødt til at få til at fungere. Det går ud over børnene, hvis fru Mette Thiesen bliver ved med at gøre det her system mere besværligt.

Tak for det. Så er det fru Marlene Ambo-Rasmussen fra Venstre.

Tak for ordet, formand. Og også tak til Enhedslisten for talen. For der bliver jo netop sagt alle de rigtige ting i talen, hæftede jeg mig ved, i hvert fald indledningsvis. Så blev det mere så som så, jo længere man kom hen i talen – specielt fordi den italesættelse, som Enhedslisten kommer med af de her forældre, jo er i forhold til den perfekte verden; det er jo den perfekte verden, som i virkeligheden ikke giver de højkonfliktsager, nemlig der, hvor vi faktisk kan få forældrene til at samarbejde. Men dokumentaren viser jo med al tydelighed, at der er nogle forældre, der for alt i verden ikke vil, og jeg kan da sådan set godt sætte mig ind i den situation, at man står og skal aflevere sit barn til en anden part og man kun har lyst til bare at være sammen med sine unger 24-7. Men det kan man ikke, for der er også en mor eller en far på den anden side, som har lige så meget ret til de her børn.

Når vi netop ser de her sager, der forekommer, når vi netop ser dokumentaren, som viser, hvordan det også foregår i den virkelige verden, er ministeren, nej, ikke ministeren, ikke endnu i hvert fald, er ordføreren for Enhedslistens svar så i virkeligheden, at det er der bare ikke noget at gøre ved, for i den perfekte verden havde de bare samarbejdet?

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Jamen altså, jeg tror simpelt hen ikke, at Venstres ordfører har hørt efter, hvad jeg sagde. For det første vil jeg bare sige én ting: Jeg mener ikke, at der er nogen mor eller far, der har ret til de her børn, sådan som Venstres ordfører siger. Jeg mener, at der er nogle børn, der har ret til deres forældre. Og det er nok den grundlæggende forskel på vores tilgang til det her. Ingen – ingen – børn skal frarøves deres forældre med chikane, fordi forældrene ikke kan finde ud af det sammen. Altså, det er jo det, der er hele udgangspunktet. Det handler for mig ikke om, hvad forældrene har ret til, men det handler om, hvad børnene har ret til. Og derfor er det også det, vi bliver nødt til at tage udgangspunkt i.

Når det så er sagt, vil jeg som det andet sige, at det, der gennemsyrede min tale, var, at vi ikke kommer uden om, at der er en gruppe familier, for hvem det her ikke bliver godt. Deres måde at gå fra hinanden på bliver aldrig god. Og det er ikke en systemisk fejl. Det er også fejlen ved den tilgang, som Venstre har. Venstre tror, at det er en systemisk fejl, der gør, at de forældre skændes. Det er det ikke.

Tak. Marlene Ambo-Rasmussen, værsgo.

Nu har man fra Venstres side sådan pr. automatik en modstand mod systemet og er fortalere for borgernes retssikkerhed og borgernes frihed. Og ordføreren for Enhedslisten taler om barnets ret. Jeg er da fuldstændig enig – det her handler da på bundlinjen om barnets ret. Men det er jo ikke barnets tarv, at barnet mister den ene forælder. Ordføreren siger alle de rigtige ting, men ordføreren forholder sig bare ikke til, at for nogles vedkommende – og det er så fint afdækket i den her dokumentar »Med børnene som våben« – forekommer det, at man mister den ene forælder for altid.

Ja tak. Ordføreren, værsgo.

Jo, det forholder jeg mig til – det er forfærdeligt. Det er også derfor, jeg som ordfører sad og var med, da vi lavede chikanepakken, som vi kaldte den. Det er også derfor, jeg har været med til at lave de regler, som fører til, at man kan miste forældremyndigheden, hvis man ikke kan finde ud af at samarbejde, og at forældremyndigheden i sidste ende tilkommer den, som er bedst til at samarbejde. Så jo, det forholder jeg mig til. Og så forholder jeg mig til det faktum, at man tror, at en fasttrackordning gør det her bedre for børnene, når det i virkeligheden bare vil tage mere tid væk fra sagsbehandlingen i det system, vi har.

Tak for det. Og tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og det betyder, at vi går videre til fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet. Vi skal altid være på børnenes side, og børn skal ikke tages som gidsler i forældrenes kamp om samvær. Der er ingen tvivl om, at der i nogle samværssager er store udfordringer, når forældre bruger udokumenterede påstande om modparten for at stille modparten i et dårligere lys, hvilket får den konsekvens, at nogle børn og samværsforældre ikke ser hinanden i halve og hele år.

Børn skal ikke blive ofre i forældrenes kamp og miste kontakten til en samværsforælder, der måske er uskyldigt anklaget. Derfor støtter Det Konservative Folkeparti, at vi får igangsat en undersøgelse af, hvad der kan gøres ved problemet omkring samværsforældre, der udsættes for udokumenterede påstande om misrøgt og derved mister kontakten til deres barn. Vi mener, at det vil være en god idé, at regeringen undersøger, hvad der kan gøres i forhold til anklager og udokumenterede påstande og afbrydelse af samvær, herunder hvad det vil koste at lave kontaktbevarende overvåget samvær i de sager, så barnet og forældrene ikke mister kontakten, imens sagen behandles. Det er vigtigt for os at få undersøgt det grundigt, så vi træffer nogle holdbare beslutninger. Vi vil derfor gerne være med til at lave en fælles beretning, hvor vi lægger op til en undersøgelse af problemet.

Tak for ordet.

Det gav anledning til en kort bemærkning. Værsgo, fru Mette Thiesen.

Jeg vil bare sige tusind tak til Det Konservative Folkeparti for at bakke op om det. Det var sådan set også derfor, vi skrev det i den sidste del af beslutningsforslaget, nemlig at det at støtte beslutningsforslaget ikke nødvendigvis er betinget af, at man kan støtte selve ordningen, men at man i hvert fald går ind i at få det undersøgt. For vi kan jo se, at de her sager dukker op igen og igen. Jeg bliver på daglig basis kontaktet af forældre, som simpelt hen har mistet deres børn på baggrund af fuldstændig udokumenterede anklager. Så jeg vil bare sige tak til Det Konservative Folkeparti for at anerkende, at der er problemer i systemet.

Ordføreren.

Tak. Det vil vi i hvert fald meget gerne være med til at få undersøgt nærmere. Jeg får også henvendelser, og jeg har også set den dokumentarudsendelse, TV 2 har lavet, og det gør selvfølgelig indtryk at høre om de her sager. Derfor synes jeg, det er vigtigt at få undersøgt nærmere, hvad det er, der kan gøres. Så det vil vi gerne være med til at lave en fælles beretning omkring. Tak.

Tak for det, og tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går så videre til hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti.

Mange tak. Vi er enige med Nye Borgerlige i, at der er meget store udfordringer på familieretsområdet, som ikke nødvendigvis er blevet bedre efter oprettelsen af Familieretshuset. Der er store udfordringer med alt for lange sagsbehandlingstider, som det også er blevet nævnt her i debatten, og vi har også set det i TV 2's dokumentarserie. Det er en ventetid, som forværrer situationen for de pågældende børn. Det vil være det helt afgørende i de her sager.

Jeg vil gerne kvittere for, at det er lykkedes, som vi har forstået det, at nedbringe sagsbehandlingstiden markant, siden den toppede i 2020, men vi er ikke i mål endnu. Derfor ser vi også med meget positive øjne på Nye Borgerliges ønske om endnu hurtigere afgørelser i højkonfliktsager. Ligeledes er vi positive over for en model for, hvordan børnene i højere grad bevarer et kontaktbevarende samvær i de ulykkelige sager, hvor samværet til den ene forælder er brudt. Det brudte samvær kan i mange tilfælde være skadeligt for barnet, og under alle omstændigheder svækker det barnets forbindelse til den forælder, hvortil forbindelsen er blevet brudt. Det er dog vigtigt for mig at understrege, at i enhver konkret model for en reform af systemet skal det være en forbedring af børnenes vilkår og situation, som er selve målet.

Forslaget synes vi virker som et skridt i den rigtige retning, og derfor bakker Dansk Folkeparti op om forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og det betyder, at vi nu er kommet til ordføreren for forslagsstillerne. Fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak for det. Nu nåede jeg slet ikke at sige tak til Dansk Folkeparti for at støtte forslaget, men det vil jeg så benytte lejligheden til at gøre her. Tak for det.

I går aftes viste TV 2 anden del af dokumentaren »Med børnene som våben«. Dokumentaren sætter et skarpt fokus på Familieretshusets mangelfulde og skadelige praksis i de såkaldte højkonfliktsager. Selv har jeg kendt til problemet i årevis: Forældre, der mister kontakten til deres børn, når den anden part kommer med grundløse anklager, som ikke bliver efterprøvet; andre forældre, der mister kontakten med deres børn i årevis, fordi konflikten trækkes ud i det uendelige og bopælsforælderen imens nægter at udlevere til samvær.

Det mest uhyggelige ved det her er, at det kan ske for os alle sammen, for der er ingen retssikkerhed. Systemet er uretfærdigt. Og det mest tragiske ved alt det her er jo, at politikerne kender til problemet, lige så vel som jeg gør. Og det er velkendt, at det skyldes lovgivningen, at det er bopælsforælderen, som har al magten. F.eks. kan han eller hun simpelt hen nægte at udlevere børnene ved egentlig blot at lyve om, at den anden forælder på en eller anden måde forvolder skade på barnet. Det er også lovgivningens skyld, at anklager imod den ene forælder fører til adskillelse fra børnene, selv om de kan være komplet grundløse. Det står sort på hvidt i lovgivningen, at skyldsspørgsmålet ikke spiller ind i Familieretshusets vurdering.

Så lovgivningen gør altså, at den ene forælder kan blive belønnet for at skabe konflikt. Og det har politikerne som minimum kendt til i et års tid nu, hvor jeg og Nye Borgerlige har råbt op om manglen på retssikkerhed. Dengang foreslog vi, at skyldsspørgsmålet selvfølgelig skal vægtes i det familieretslige system, altså fuldstændig som i andre dele af vores retssystem. Man må og skal altså også i det familieretslige system være uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og heller ikke det i familieretslige system må der være omvendt bevisbyrde. Det strider simpelt hen imod alt, hvad retssamfundet står for.

Desværre blev det forslag ligesom mange af de andre forslag, som Nye Borgerlige har fremsat, stemt ned af stort set alle de partier, der bærer ansvaret for det syge og dysfunktionelle system. De har altså ladet stå til, imens endnu flere familier er gået i stykker, og det er mildest talt hjerteskærende. Det svarer lidt til at køre forbi et slemt biluheld uden at handle, at sejle forbi en druknende mand uden at hjælpe ham op. De ansvarlige partier, der fortsat ikke vil handle på det her, burde skamme sig.

I Nye Borgerlige opgiver vi ikke kampen af den grund, og derfor står vi også her i dag og behandler det her forslag, for også det her forslag skal jo netop sikre, at løgnagtige forældre ikke belønnes. Derfor foreslår vi, at påstandene skal undersøges, imens der gennemføres overvåget kontaktbevarende samvær, og samtidig, at disse undersøgelser skal ske på fasttrack, så de ikke kan blive forsinket af de andre bureaukratiske problemer, der kan være i Familieretshuset.

Politikere har allerede gjort rigtig meget skade ved at se den anden vej, men det er ikke for sent for dem – for jer – at rette op på det syge system. I skylder til gengæld at gøre det nu, inden der er flere familier, der bliver ødelagt.

Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Dermed er der ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Social- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.