Det sidste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 22:

Forslag til folketingsbeslutning om flytning af § 7-sager fra Familieretshuset til familieretten.

Af Mette Thiesen (NB) m.fl.

(Fremsættelse 28.10.2021).

Forhandlingen er åbnet. Først skal vi sige velkommen til social- og ældreministeren. Værsgo.

Tak for det, formand. Med forslaget foreslås det at flytte behandlingen af § 7-sager fra Familieretshuset til familieretten. Der er altså tale om en ret grundlæggende ændring af den familieretlige reform. Vil man ændre grundlæggende på en stor reform, kræver det i min optik grundige overvejelser og tunge argumenter, og det kræver også, at det står helt tydeligt, hvad det er, der ønskes ændret. Når jeg læser forslaget og i øvrigt lytter til debatten om Familieretshuset, er det, som om der er en vis tvivl om, hvad en § 7-sag egentlig er. Af forslaget fremgår det således – og jeg citerer:

»Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende regeringsperiode at fremsætte den nødvendige lovgivning, så oplysning og afgørelse af § 7-sager, såkaldte højkonfliktsager, flyttes fra Familieretshuset til familieretten«.

Jeg er nødt til at sige, at det altså ikke er retvisende at kalde § 7-sagerne for højkonfliktsager. § 7-sager er komplekse sager og ikke højkonfliktsager. Og det er altså ikke bare ordkløveri. Hvis man graver lidt ned i forarbejderne, står der – og jeg læser igen:

Sagerne er komplekse på grund af de risikofaktorer, som familien er påvirket af, herunder bl.a. højt konfliktniveau, manglende tillid til den anden forælders evne til at drage omsorg for barnet, vold, misbrug, psykisk sygdom og sociale problemstillinger såsom alkohol- og stofmisbrug. Et højt konfliktniveau mellem forældrene gør ikke i sig selv sagen kompleks og kan derfor ikke i sig selv begrunde behandling som en § 7-sag.

Der kan selvfølgelig være sager, hvor forældrenes konflikt er så voldsom, at det konkret vurderes, at sagen kan visiteres som en § 7-sag, men det er altså vigtigt at huske på, at stort set alle de sager, som forslagsstillerne ønsker flyttet, ikke bare er sager, hvor konfliktniveauet er højt, men sager, hvor der i høj grad er behov for at have fokus på de udfordringer, som familien har; om det så er vold, misbrug, psykisk sygdom eller andet.

Med det på plads vil jeg med det samme sige, at regeringen ikke kan støtte forslaget, og det kan vi ikke af tre grunde.

Den første og primære grund ligger netop i karakteren af § 7-sagerne, altså at der er tale om komplekse sager, hvor familien er udfordret af alvorlige risikofaktorer. Jeg er derfor langtfra sikker på, at domstolsbehandling af disse sager bør stå alene. Umiddelbart giver det rigtig god mening, at et enigt Folketing med aftalen om reformen kom frem til, at de her sager skal udredes tværfagligt i Familieretshuset, før de sendes til afgørelse i retten. Hvis de problemstillinger, der kan være på spil i familien, skal udredes grundigt, og hvis der skal findes en holdbar løsning for barnet, så er det vigtigt ikke kun at se sagerne med de juridiske briller på, men også at gode børnesagkyndige kompetencer i Familieretshuset kommer i spil, og at Familieretshuset kan koordinere og samarbejde med kommunen, hvis der er behov for det, bl.a. for at få fælles viden om familiers udfordringer, så der kan arbejdes på holdbare løsninger til gavn for barnet. Samarbejdet er styrket med reformen, og jeg kan forstå på Familieretshuset, at når der er konkret samarbejde i den enkelte sag, så giver det rigtig god mening.

Endelig er det vigtigt at huske på, at børn i § 7-sager kan være særlig udsatte og i klemme, og netop derfor kan de børn i høj grad have gavn af de tilbud, som findes i Familieretshusets særlig børneenhed, bl.a. muligheden for at få en kontaktperson. Selv om nogle peger på, at domstolsbehandling af de her sager vil give mening, er der altså også interessenter som f.eks. Børns Vilkår, der peger på vigtigheden af særlig støtte til børnene, og at der bør arbejdes tværfagligt med sagerne.

Den anden grund til, at vi ikke kan støtte forslaget, er, at reformen kun har virket i lidt over 2 år, og at dens første levetid på grund af den underfinansiering, systemet var født med, har været præget af meget lange ventetider og derfor ikke er fuldt implementeret endnu. Jeg synes, at det er meget svært at argumentere for en grundlæggende ændring af en reform, som et enigt Folketing bakkede op om, uden at vi har noget mere viden om fordele og ulemper ved det nye system.

Jeg er selvfølgelig helt med på, at der kan være behov for at tilpasse og justere reformen undervejs. Det er jo også derfor, at der med aftalen om nedbringelse af ventetiderne i Familieretshuset er aftalt, at vi løbende kan drøfte justeringer og tilpasninger, og det er derfor, at jeg sidste vinter kiggede velvilligt på byretspræsidenternes tilbud om at afbøde ventetiderne ved, at nogle af § 7-sagerne i en periode kunne gå hurtigere i retten; et tilbud, som jeg jo desværre endte med at måtte takke nej til, fordi domstolene aktuelt selv er udfordret af lange berammelsestider. Men når det handler om helt grundlæggende elementer ved reformen, bør ændringer afvente den evaluering af det familieretlige system, som det er besluttet at igangsætte.

Den tredje grund til, at vi ikke kan støtte forslaget, er, at det vil indebære en meget omfattende omstilling i både Familieretshuset og domstolene. Inden reformen trådte i kraft, arbejdede Familieretshuset systematisk med at få alt det nye til at fungere i praksis, og man har løbende fokus på, hvordan der bedst muligt arbejdes med sagerne. Der bliver gået helt anderledes til værks end i det gamle system, netop fordi man gerne ville arbejde mere metodisk og systematisk, end man gjorde tidligere, som de af jer, der var med på vores fælles besøg i Familieretshuset i september, også fik et indblik i.

Justitsministeriet har også forholdt sig til beslutningsforslaget, da det jo i høj grad vedrører domstolene. Forslaget pålægger dommerne en række opgaver. Domstolen skal bl.a. forpligte sig til altid at lave børnesagkyndige undersøgelser, og desuden peges der på specialisering af dommerne samt på, hvordan sagerne skal fordeles. Justitsministeriet har tilkendegivet, at en grundlæggende ændring i opgaven bør afdækkes grundigt, og så oplyses det i øvrigt, at Domstolsstyrelsen anser de pålæg, der følger med beslutningsforslaget, som uforenelige med domstolenes uafhængighed. Det er jo ret principielt, må man sige. Hertil kommer, at Justitsministeriet har gjort mig opmærksom på, domstolene aktuelt har betydelige udfordringer med berammelsestiden, hvilket jo også var grunden til, at jeg tidligere på året og efter henstilling fra justitsministeren har måttet takke nej til byretspræsidenternes tilbud om delvis overtagelse af § 7-sager.

Når de voksne, der skal beskytte barnet og sørge for, at det kommer så godt igennem en skilsmisse som muligt, enten ikke lever op til det ansvar og er i konflikt eller i øvrigt ikke har ressourcerne til at passe på barnet, så er det systemets opgave at træde til og støtte barnet bedst muligt. Det kræver, at der også er voksne omkring barnet, der ikke kun fokuserer på jura og på afgørelser, men som formår at lytte og være en støtte i alt det svære.

I debatten fremhæves det ikke sjældent, at det kan gå lige stærkt nok, når vi herfra beslutter at lave om på tingene. I forhold til den familieretlige reform, som rummer så mange gode intentioner, men som er kommet skidt fra start på grund af underfinansiering, så bør vi lytte til det gode råd. Dermed er ikke sagt, at vi ikke kan justere undervejs, som vi f.eks. gjorde det, da vi afskaffede refleksionsperioden og tvungen delt bopæl, da vi af aktørerne blev gjort opmærksom på, at det var til skade for børnene, når konfliktniveauerne steg. Men store strukturelle ændringer, som tilmed vil få en betydning for de mest udsatte skilsmissebørn, skal ikke forceres og hastes igennem. Og derfor kan regeringen ikke støtte forslaget.

Tak til ministeren for talen. Der er en kort bemærkning. Værsgo til fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak. Da bl.a. jeg havde ministeren i samråd om lige præcis det her emne for noget tid siden, var ministeren faktisk åben over for at kigge på det her, som også var en af de ting, som blev bragt ind. Jeg kan ikke huske, om det var Advokatsamfundet eller Danske Familieadvokater, der gjorde det, men det var i hvert fald, da vi sad og forhandlede om det her familieretslige system. Der hersker jo efterhånden ikke nogen tvivl for nogen mennesker om, at vi har et både dysfunktionelt og meget dyrt system, som simpelt hen gør, at familier bliver skilt ad, og at forældre mister deres børn. Derfor er der behov for at lave nogle grundlæggende ændringer nu.

Det, der meget klart og tydeligt står i det her beslutningsforslag, er jo netop, at fordi man lige nu behandler sagerne to forskellige steder – de behandles først i Familieretshuset og kommer efterfølgende for domstolene – så sker det tit og ofte, at de her sager enten bliver forældet eller bare bliver for dårligt belyst, og så skal familieretten starte forfra. Derfor går der rigtig lang tid. Så det her handler jo ikke om jura; det handler netop om, at de her forældre skal have mulighed for at få en afgørelse, så de kan komme videre. Anerkender ministeren ikke, at det, der ret beset er hele essensen i det, er, at man kan få en afgørelse, sådan at man ved, præcis hvordan det her skal køre?

Ministeren.

Jeg vil ikke gentage alt det, jeg har sagt i besvarelsen her, men man må jo sige, at det var et enigt Folketing, der ønskede et skilsmissesystem, hvor man i højere grad end den juridiske faglighed ved domstolene kunne have det børnefaglige blik på, kunne sørge for også at skærme børnene og kunne sørge for at lave den tværfaglighed, der er behov for, og have kontakten til kommunerne. Jeg mener stadig, det er et helt rigtigt system, vi har fået lavet. Det er ekstremt ærgerligt, at det blev født så underfinansieret, som det gjorde. Der har finanslovspartierne – og tak til jer for det – jo ad to omgange taget ansvar for det og sørget for at få finansieret så meget, som vi kunne, i det familieretslige system, så vi til sommer kan have systemet, som det var tænkt, og som det blev vedtaget i bred enighed, ja, faktisk i fuldstændig enighed i Folketinget dengang.

Med hensyn til de ventetider, der er lige nu, må vi jo bare sige, at der også aktuelt er betydelige udfordringer med berammelsestiden i domstolene. Det er ikke et spørgsmål om, at vi så bare kunne flytte det, og at alt andet så var lige, vil jeg gerne sige, for der er en forskellig faglighed i Familieretshuset og ved domstolene. Men der er jo også ventetid ved domstolene, så det løser ikke engang det problem, som ordføreren peger på.

Fru Mette Thiesen.

Jo, det vil det nu sådan set godt. Det er i hvert fald det, som de fagpersoner, der er på området, anfører at det vil, for pengene følger med. Det står også ret klart og tydeligt i beslutningsforslaget, at man selvfølgelig lader de her midler følge med fra Familieretshuset over til domstolene, og det er altså ikke ubetydelige midler. Det er faktisk ret mange midler. Men jeg er bare nødt til at sige, at sådan som det er i dag, giver det er jo også rigtig god mening, at den dommer, der skal sidde og afgøre sagen, faktisk også er en dommer, som har mulighed for at tale med barnet. Så der er jo rigtig mange ting, som allerede i dag bliver gjort i retten, så jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvordan ministeren kan blive ved med at argumentere imod det, som ret åbenlyst er den rigtige løsning.

Ministeren, værsgo.

Tak. Men det er jo så, hvis man kun vil lytte til en part i det her. I min tale gjorde jeg bl.a. rede for, at nogle af de aktører, som har meget fokus på børnene, og hvordan børnene kommer i klemme i de her svære skilsmisser, advarer mod den sådan lidt forsimplede tilgang, som går ud på, at tingene skulle være løst, bare man flytter det. Jeg har haft en åbenhed over for det her, når vi har drøftet det, og derfor har jeg jo også taget byretspræsidenternes tilbud og overvejet det, og systemet har vendt det, men jeg har måttet takke nej, også fordi vi af Justitsministeriet har fået at vide, at der aktuelt er betydelige udfordringer med berammelsestiden ved domstolene.

Så er der lige en enkelt kort bemærkning mere, og det er fra fru Marlene Ambo-Rasmussen fra Venstre. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Jeg havde jo ministeren kaldt i salen med et mundtligt § 20-spørgsmål foranlediget af den høring, som bl.a. Mette Thiesen og jeg jo har sat i værk i udvalget – og også Camilla Fabricius. Ministeren ville så ikke rigtig svare klart på, hvad ministeren havde tænkt sig at gøre på baggrund af den her høring. Ministeren sluttede så af med – og det er egentlig derfor, jeg tager ordet i dag – at sige, at Venstre jo ikke havde budt ind med nogen ting. Da kunne jeg ikke svare, for jeg havde stillet mit sidste spørgsmål, og nu svarer jeg så: Vi har netop budt ind med nogle af de her ting; vi har netop slået på, at det, at § 7-sager sendes direkte i familieretten, var et af de greb, vi kunne bruge.

Ud over det synes jeg også, at diskussionen om det, ministeren er inde over, hvad børnene angår, er vigtig. Fordi man får en hurtig afgørelse, fordi man sender en sag direkte videre i familieretten, er det jo ikke ensbetydende med, at man ikke skal gribe barnet efterfølgende. Det kan ministeren jo komme med alle mulige gode forslag til, og det har jeg sådan set også en forventning om at man gør bl.a. i skoleregi og i samarbejde med forældre.

Så spurgte jeg ministeren sidste år, hvad vi så kunne gøre, hvilke andre greb vi kunne bruge for at afvikle den her sagspukkel, som allerede sidste år var kommet fuldstændig ud af kurs, og der kom ikke rigtig noget klart svar. Så nu er det bare lige endnu en gang, jeg gerne vil høre ministeren: Hvad kan vi ellers gøre? Hvilke andre greb har vi at bruge, når det nu ikke er § 7-sager?

Tak. Så er det ministeren.

Jeg må jo sige til Venstres ordfører – og vi har et møde igen i januar – at vi jo er en fælles kreds. Finanslovspartierne har sikret finansieringen, igen tak for det, men vi er jo faktisk en bred kreds af partier bag aftalen her – det vil vel sige alle de tilstedeværende partierne undtagen Nye Borgerlige – som følger det her meget tæt, og som er blevet enige om en implementeringsplan, der skal sikre, at vi får ventetiderne nedbragt. Det har vi jo sammen med Venstre en fælles aftale om.

Når Venstre så siger, at derudover peger man på et konkret forslag, må vi bare sige, at det kan vi ikke takke ja til, for når vi kigger på vores domstolssystem, er der også her betydelige udfordringer med berammelsestiden. Og jeg har ikke hørt Venstre sige, at de synes, det er vigtigere, og at de her sager skal foran i køen på bekostning af alle de andre vigtige og væsentlige sager, der kører i vores domstolssystem. Derfor er det jo ikke en reel løsning, når Venstre siger: Vi har da peget på en løsning; man kunne da bare gøre sådan her. Det har vi jo undersøgt, og det er ikke muligt. Men vi er fælles om sammen med Venstre at være enige om den implementeringsplan, der gør, at når vi når sommer, vil ventetiderne være på det niveau, som er forudsat i aftalen.

Værsgo til fru Marlene Ambo-Rasmussen.

Tak. Jamen det er jo netop absurd, at det er § 7-sagerne, altså de allermest komplekse og alvorlige sager, som er dem, der tager længst tid. Det kan vi jo se af en opgørelse fra første halvår 2021. Og når der er sager, der venter i 5-6, ja i op til 9-10 måneder på en afgørelse eller bare på det første møde i Familieretshuset, så kalder det jo på, at vi herinde skal håndtere det her med dybeste respekt.

Sidst år spurgte jeg ministeren: Hvad kan vi ellers gøre? Jeg appellerer bare til, at man fra ministerens side kommer med nogle forslag, nogle greb, vi kan bruge, ud over det her, som ministeren så ikke er med til.

Værsgo til ministeren.

Tak for det. Men jeg har jo fra dag et sagt til Venstre: Min dør er fuldstændig åben, hvis Venstre har nogle løsninger, der kan lade sig gøre. Sammen med finanslovspartierne har vi i 2 år afsat det maksimale. Det er trecifrede millionbeløb, vi har afsat hvert eneste år for at få det maksimale antal mennesker, man kan ansatte og uddanne i Familieretshuset, for at få nedbragt puklen. Det er et kæmpestort ansvar, der er taget af finanslovspartierne. Venstre, kom med nogle forslag, og så kigger vi på det.

Så vil jeg bare sige, at det, at de mest komplekse sager tager længst tid at udrede, synes jeg egentlig ikke er absurd. Det synes jeg er sådan lidt logisk.

Tak til social- og ældreministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg vil gerne bede ministeren om at spritte af.

Så skal vi sige velkommen til Socialdemokratiets ordfører, og det er fru Camilla Fabricius. Værsgo til ordføreren. Der er 5 minutters taletid.

Tak, fru formand. Vi skal i dag behandle et beslutningsforslag fremsat af Nye Borgerlige, som vil flytte højkonfliktsager, nemlig § 7-sager, fra Familieretshuset til familieretten. Hvis man skal forstå kernen af det her forslag, handler det altså om, at sagsbehandlingstiden i højkonfliktsager skal nedbringes. Den del er vi enige i, og derfor lavede vi allerede i december sidste år en meget bred aftale, som Nye Borgerlige stod uden for – en aftale, der alene havde det formål at nedbringe ventetiderne i Familieretshuset. Men der er ingen ventetider eller sagsbehandlingstider, der bliver kortere af, at man vil vende systemet på hovedet, når det handler om højkonfliktsager. Tværtimod har det den modsatte effekt, for det kommer nemlig til at gå ud over børnene, og det kommer til at gå ud over forældrene, og det er ikke den rigtige vej at gå. Derfor kan vi i Socialdemokratiet ikke støtte op om beslutningsforslaget. Jeg skulle i øvrigt hilse fra Enhedslisten og sige, at de heller ikke støtter op.

Der er en kort bemærkning, og den er fra fru Mette Thiesen. Værsgo.

Tusind tak. Nej, det er selvfølgelig klart, at i Nye Borgerlige kan vi ikke støtte op om en aftale, som giver flere penge ud, hundredvis af millioner, som poster penge ud, som fråser med danskernes skattekroner i et system, som er dysfunktionelt, og som ikke fungerer. Det er logik. Vi vil hellere anvise, hvordan man kan lave systemet om, sådan at alle de her familier ikke kommer i klemme, sådan at alle de her forældre ikke mister deres børn, som det sker i det nuværende system.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, om ordføreren reelt set mener, at det er i barnets tarv, at barnet mister den ene forælder. Mener ordføreren reelt set, at det er godt for et barn på grund af et dysfunktionelt system at miste sin ene forælder?

Ordføreren.

Tak for det spørgsmål. Med indførelsen af Familieretshuset fik vi simpelt hen et nyt system, som vægter hensynet til barnets trivsel rigtig højt. Det var også noget af det, ministeren var så skarp at pointere, nemlig det her med, at det er hele intentionen, at her skaber vi et system, der tager hensyn til, at børnene kommer ud af skilsmissen på den bedst mulige måde. Derfor blev det også lavet sådan, at man skulle gå ind og vurdere de enkelte sager og bruge det greb, der går ud på at have noget pædagogisk vejledning og have noget vejledning til familierne, og til trods for at det var – sagt på jysk – noget underfinansieret, havde det jo et virkelig godt udgangspunkt i barnet, og det synes jeg er meget værd at stå på.

Værsgo til fru Mette Thiesen.

Nu er der blevet citeret meget her i Folketingssalen tidligere, og så kan jeg jo komme med et citat: Vejen til Helvede er tit brolagt med gode intentioner. Jeg tvivler slet ikke på, at der var gode intentioner bag det her system, men vi kan bare se og konstatere nu, at det ikke virker, vi kan se, at der er folk, der mister deres børn – rigtig mange endda. Nu var ordføreren jo selv med til den her høring i forbindelse med familieretssystemet, og en af dem her – jeg tror i øvrigt, at det var ordføreren selv, der anviste hende – Caroline Adolphsen, som er jurist og lektor på Aarhus Universitet, anførte jo netop det her med, at der var et for ensidigt fokus på barnet og ikke nok fokus på, at barnet jo også er en del af en familie og har behov for at se sine forældre. Hvad er ordførerens bud på, at man så stadig væk holder fast i det her, når der faktisk er fagfolk, der siger, at det ikke er godt for barnet?

Fru Camilla Fabricius, værsgo.

Tak for det. Man kan godt høre, at vi virkelig krydser klinger her, for for Socialdemokratiet er det vigtigere at tage udgangspunkt i barnet, og vi mener faktisk, at det her system tager væsentlig mere udgangspunkt i barnet. Det er jo rigtigt nok, hvad ordføreren også selv siger, nemlig at der har været en underfinansiering, og det er der en bred skare der faktisk har taget ansvar for, modsat Nye Borgerlige, og det må vi jo bare konstatere. Tak.

Tak til fru Camilla Fabricius. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det Venstres ordfører, og det er fru Marlene Ambo-Rasmussen. Værsgo, og der er 5 minutter.

Tak for ordet, formand. Vi står i en meget alvorlig situation, når det kommer til sagsbehandlingen i Familieretshuset – det er helt tydeligt. Det er tydeligt, når vi hører de mange hjerteskærende beretninger fra forældre og ikke mindst fra børn, der er fanget i det her system. Vi er desværre nødt til at erkende, at vi på trods af de bedste intentioner simpelt hen ikke ramte hovedet på sømmet, når det kommer til håndteringen af § 7-sagerne. § 7-sagerne viste sig jo at fylde meget mere i Familieretshuset, end man forestillede sig, og det betyder, at vi i dag står med alt for lange sagsbehandlingstider, ja, for nogle forældre går der over et halvt år, før de overhovedet når første møde i Familieretshuset. Og så er det muligt, at sagerne er komplekse og alvorlige, men det er uacceptabelt.

Der er simpelt hen for meget optrapning af konflikter, og Familieretshuset risikerer utilsigtet at medvirke til dette, også fordi det sideløbende vurderes uden videre omtanke, at barnet pr. definition af bedst forankret ved bopælsforælderen, uanset årsagen til boligsituationen – man kan simpelt hen vurdere ud fra adressen, at det er bedst og mindst konfliktoptrappende under de ekstremt lange sagsbehandlingstider at fratage et barn dets samvær med en far eller en mor. Og til de af jer, der har glemt det, vil jeg sige, at samværet med en forælder også udgøres af samværet med bedsteforældre, venner af familien, onkler, tanter, kusiner og fætre, som alle sammen med et snuptag fjernes fra barnets liv og hverdag. Og det skulle simpelt hen være for ikke at eskalere en konflikt. Det er ikke barnets tarv – det er simpelt hen ikke barnets tarv at miste kontakten til en forælder, hvis det ikke er, fordi denne forælder er en dårlig forælder.

Venstre anerkender fuldstændig, at det nye familieretlige system i sin helhed kan og skal fungere, men lige nu gør det det ikke, når vi kigger på de lange sagsbehandlingstider. Lige nu holder man børn som gidsler, og det har vi i Venstre altså råbt op om i over et år nu. Vi skal som ansvarlige politikere handle på de beretninger, vi har fra talrige desperate forældre. Og vi skal handle på de kedelige resultater, vi har fået fra undersøgelser af Familieretshuset. Men vi skal allermest handle, fordi vi ved, at det her kan få store negative konsekvenser for børnene – børn, som ikke har efterspurgt at blive centrum i en midlertidig konflikt, som desværre, må jeg bare sige, kan ende med at blive permanent; børn, som bare skal være børn og knytte tætte relationer til deres jævnaldrende og have ro i sindet til at udvikle sig; børn, som skal lege og gå til fritidsaktiviteter uden at risikere at få skyldfølelse eller blive en brik i en forælders kyniske spil; børn, der i deres verden forstår, at 2 års samlet sagsbehandlingstid er en evighed, og at det kan betyde, at man mister kontakten til en forælder, for nogles vedkommende for altid.

Derfor anerkender Venstre også, at selv om det nye familieretlige system kan fungere, kan vi ikke bare se til, mens det på nogle ret alvorlige og afgørende punkter ikke fungerer på nuværende tidspunkt. Desuden lytter vi også til de mange fagpersoner, som anbefaler at sende sagerne direkte videre til familieretten. Derfor bakker Venstre også op om forslaget, og vi har selv adskillige gange ønsket, at vi netop skulle kigge på muligheden for at sende § 7-sagerne direkte videre til familieretten. For vi står i en ekstraordinær situation, og vi kan ikke tillade os at stå fast på det her punkt, når det er endt et andet sted, end det var tilsigtet. Der blev ikke regnet godt nok efter; der blev ikke forelagt de korrekte tal. Det kan vi jo se, når vi er endt på over 50 pct. § 7-sager, mens det, vi fik at vide, var, at tallet ville ligge på ca. 30 pct. Derfor er vi også nødt til for familiernes skyld og især for børnenes skyld at gå tilbage på en aftale og få afviklet det morads, som Familieretshuset desværre er endt i lige på det her punkt.

Det var også derfor, at vi i Venstre kæmpede for og fik indskrevet i den sidste aftale, vi indgik i november 2020, om netop Familieretshuset, at vi skulle drøfte mulige tilpasninger, herunder muligheden for at ændre i opgavefordelingen mellem netop Familieretshuset og familieretten. Børnene må simpelt hen ikke være taberne, fordi mor og far ikke længere ønsker det bedste for hinanden. Vi har et ansvar for at hjælpe de børn med at få en afklaring. Vi skal til bunds i den her sagspukkel en gang for alle, og her er muligheden for at sende sagerne direkte videre til familieretten altså et greb, vi bør tage i brug nu. Tak for ordet.

Tak for ordførertalen. Der er en kort bemærkning. Værsgo, fru Mette Thiesen.

Jeg vil bare sige tusind tak til ordføreren og til Venstre for at støtte op om det her beslutningsforslag. Det er jeg rigtig glad for, og det vil gøre en kæmpe forskel, hvis det her bliver indført. Jeg kan godt huske, at Venstre var et af de partier, som sammen med mig også kæmpede for, at det her faktisk blev indskrevet i den aftale, som vi sad og forhandlede. Så bare et stor tak herfra for at stå fast på, at det her skal laves om nu. Tusind tak.

Er der nogen korte bemærkninger?

Nej, jeg vil bare kvittere og sige i lige måde: Tak for samarbejdet om den her sag.

Så vil jeg gerne sige tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det er sådan, at Dansk Folkepartis ordfører lige har måttet forlade salen et øjeblik, så vi går lidt videre i ordførerrækken, og så håber vi, at hr. Bent Bøgsted når at komme tilbage. Nu er det SF's ordfører, fru Ina Strøjer-Schmidt. Værsgo til SF's ordfører.

Tak. Jeg forstår godt, at dette beslutningsforslag bliver fremsat. For det er bl.a. problematisk, at nogle sager bliver forberedt i Familieretshuset, og når de så når familieretten, skal sagerne nærmest behandles forfra, fordi behandlingstiden er så lang, at der derfor er brug for en ny vurdering af forældrenes og barnets situation. Der bør dog laves en analyse af konsekvenserne af dette forslag. Så vi ser frem til den videre drøftelse, og vi ser ligeledes frem til ministerens tilbagemelding på de anbefalinger, som kom i forbindelse med høringen af det familieretlige system, og som udvalget har bedt ministeren svare på.

Tak for ordførertalen. Der er en kort bemærkning, også denne gang fra fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det, og også tak til ordføreren. Jeg prøvede at ringe til ordføreren i går, fordi ordføreren havde skrevet og spurgt, hvordan og hvorledes med det her forslag, men kom desværre ikke igennem. Men tak for den positive modtagelse fra SF, og tak for også at anerkende, at der er behov for at få gjort noget ved det her.

Det her var jo en af de meget, meget konkrete ting, som netop kom ud af den her høring, hvor ret mange fagpersoner faktisk sagde ret klart og tydeligt, at det her ville være en af de ting, som man kunne skrue på i det familieretlige system, der kunne gøre, at det faktisk ville blive mere retfærdigt, i hvert fald et skridt i den rigtige retning, som også ville sikre, at der ikke var så mange familier, som blev ødelagt, som det er i dag, og at der ikke var så mange børn, der mistede deres forældre. Så jeg håber rigtig meget på, at SF holder fast, og at SF på et tidspunkt, forhåbentlig i løbet af udvalgsbehandlingen, vil kunne støtte op om det her forslag, fordi det er et helt rigtigt skridt på vejen.

Ordføreren.

Jeg er enig i, at vi bliver nødt til at kigge videre på det her. Det er måske blevet meget klart her i debatten, at der er forskellige opfattelser af, om det her kan lade sig gøre. Vi har nogle eksperter ved høringen, der siger: Jamen det er det bedste at gøre. Og dem vil vi selvfølgelig gerne lytte til. Men så har vi samtidig ministeren, der siger, at hun har undersøgt, om man kan levere det videre til familieretten, og dér er man så kommet frem til den konklusion, at det vil øge ventetiden i familieretten, så det ikke er muligt.

Så vi bliver ligesom nødt til først at finde ud af, hvad der er op og ned i det her. For det duer jo selvfølgelig heller ikke, at vi får en lang ventetid i retssystemet i stedet for. Så jeg ser frem til at få et mere tydeligt svar på, hvad ventetiden er, og hvad op og ned egentlig er – altså noget lidt mere konkret.

Mette Thiesen.

Så er det ærgerligt, at ordføreren ikke tog telefonen i går, for så kunne jeg godt have forklaret ordføreren, hvad der er op og ned i det her. For det er jo sådan set derfor, vi lader pengene og midlerne følge med over i familieretten. Og når fagpersoner selv siger ret entydigt, at det her er en opgave, man godt kan løfte, at det her er en opgave, man godt kan klare, og at det er den eneste rigtige vej at gå, så mener jeg selvfølgelig, at det er dem, vi skal lytte til. De har i øvrigt sagt det ret længe, også da vi sad og forhandlede det her familieretlige system, hvor man så desværre endte med bare at poste flere penge i systemet, som det er i dag, i stedet for at lave det om.

Værsgo til ordføreren.

Ja, men jeg må jo også tro på ministeren, når hun siger, at hun har undersøgt det ved domstolene, og de siger, de ikke kan tage byrden på sig. Altså, jeg bliver nødt til at have undersøgt det mere grundigt, med hensyn til hvilke udfordringer der er i forhold til bare at lægge det over i familieretten.

Tak til fru Ina Strøjer-Schmidt. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og så er det Radikale Venstres ordfører, og det er fru Christina Thorholm. Værsgo.

Tak. Ingen tvivl om, at der er problemer i forbindelse med implementeringen af den nye reform på familieretsområdet ved skilsmisser – det udtrykker forældre og advokater, og det ses desværre også på børnene. Senest har vi haft en høring på Christiansborg vedrørende det familieretlige system, og her kom der nogle interessante anbefalinger, som vi mener vi skal arbejde videre med.

Reformen havde til formål at sikre hensynet til barnet, og at barnet blev sat i centrum. Familieretshuset oprettede en særlig børneenhed, der kan yde støtte til børn, der er berørt af de særlige familieretlige problemer. Vi mener, at det er for tidligt at tilskrive reformen den mindskede tilfredshed, da der har været ganske store udfordringer i form af et langt større antal komplekse sager, end der var taget højde for. Der har været for få ressourcer til at afholde møder om de komplekse sager, hvilket har medført en lang ventetid.

En egentlig vurdering af reformens betydning for forældrenes tilfredshed og børnenes trivsel må derfor efter vores mening vente til det kommende år, hvor der formentlig vil være bedre overensstemmelse mellem ressourcer og behov. Der er tilført flere ressourcer, og opfølgningen af tredje kvartal viser, at der er en reduktion i behandlingstiden både i § 6- og § 7-sagerne.

Vi vurderer, at børnene i den givne situation er under et massivt pres, som påvirker deres trivsel, på grund af de lange ventetider og det høje konfliktniveau i nogle familier, når sagerne trækker i langdrag, og det er uacceptabelt for børnene. Det skal vi forholde os til.

Derudover er vi meget bekymrede for det stigende antal børn, som ikke har samvær med samværsforældrene. Men samværsområdet blev i sin tid fjernet fra domstolene og lagt i hænderne på et administrativt system, fordi domstolene ikke løste opgaven tilfredsstillende dengang.

Vi ser forslaget om flytning af § 7-sagerne fra Familieretshuset til familieretten som ét forslag til at imødegå den utilfredshed, der er med Familieretshuset, men vi vil afvente behandlingen, og så vil vi bede ministeren om at komme med forslag til håndtering af § 7-sagerne, jævnfør anbefalingerne i den høring, der har været.

For os er det vigtigt at vurdere effekten af de øgede midler, som der er tilført Familieretshuset i forhold til nedbringelse af sagsbehandlingstiden, og vi vil først se den endelige effekt i 2022, men vi mener, at det er godt, at sagerne bliver behandlet i Familieretshuset i dialog og proces, og at det er bedre, end at sagerne afgøres ved en domstol.

Tak for ordførertalen. Der er også en kort bemærkning her fra fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Jo, men det gør de jo allerede i dag. De bliver belyst i Familieretshuset, og så bliver de afgjort i familieretten, altså de her højkonfliktsager, § 7-sager. Så det, som man gør med det her beslutningsforslag, er, at man skærer alt det væk, som ligger i Familieretshuset, altså den sagsbehandling, der ligger i Familieretshuset, som tager helt umanerlig lang tid, og som faktisk tit gør, at når sagen så kommer over i familieretten, er tingene forældet; og ret tit kan de nok også konstatere, at sagen ikke er oplyst ordentligt, og så må man starte forfra. Og i al den tid, der går, er der et barn, der ikke ser enten sin mor eller sin far, hvilket så til sidst også i nogle sager desværre ender med, at barnet mister den ene forælder, fordi man så efterfølgende vurderer, at nu er der gået så lang tid, at barnet måske ikke længere er tilknyttet den forælder.

Helt ærligt: Mener Radikale Venstre ikke, at vi har ventet længe nok, og at der er brug for at handle nu?

Ordføreren.

Processen har varet for længe, men der er tilført flere ressourcer – effekten af det vil vi gerne se. Jeg har nogle tal på, at der er 6.750 § 7-sager, og af dem er der en tredjedel, der går til familieretten. Resten blev afgjort ved rådgivning eller ved henlæggelse af sagen. Så det er jo en mindre del af sagerne, der i dag har behov for at komme til domstolen. Ved at overføre § 7-sagerne fra Familieretshuset til domstolene kommer vi til at belaste domstolene helt afsindigt, fordi der jo er mange flere sager end dem, som reelt set bliver behandlet af domstolene. Jeg mener, at dialog og proces er vigtigt og er en bedre løsning for mange familier, end at en domstol går ind og træffer beslutningen.

Mette Thiesen.

Hvis man opnår den her dialog med forældrene osv., sådan at det ikke er en højkonfliktsag, så har man jo også mulighed for at nedskalere, altså sådan at det ikke er en af de sager, der skal ryge direkte til domstolene. Men jeg håber, at ordføreren også er enig i, at i de sager, hvor det er så højspændt, at man ikke kan have en dialog, og hvor det fyger rundt med beskyldninger, og hvor det faktisk ender med, at den ene person ikke ser sine børn i nogle gange op til flere år, er det eneste rigtige at gøre at sikre, at der kommer en afgørelse hurtigt, sådan at man kan få løst konflikten, i stedet for at man trækker den i langdrag.

Værsgo til ordføreren.

Men forslaget går jo på, at man tager alle § 7-sager over til domstolene, og det virker jo paradoksalt, fordi det kun er en mindre andel af sagerne, der bliver behandlet der. Det at belaste domstolene med alle § 7-sager, hvor nogle af dem kan klares med rådgivning og dialog, mener jeg bliver en unødig belastning af domstolene – og det kommer ikke barnet og familien til gavn

Tak til den radikale ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den socialdemokratiske ordfører hilste fra Enhedslisten, så dem springer vi over. Derfor er det Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er fru Brigitte Klintskov Jerkel. Værsgo.

Tak for ordet. Tak til Nye Borgerlige for at bringe forslaget op. Det er nemlig et vigtigt område, som kræver politisk fokus. I Det Konservative Folkeparti følger vi også udviklingen tæt i forhold til afviklingen af de sagspukler, der er oparbejdet i Familieretshuset. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi undrer os over, hvorfor aftalen om Familieretshuset, herunder økonomien i aftalen, ikke er blevet implementeret, som det er blevet lovet i ministeriet, da aftalen blev indgået.

Hvad den store sagspukkel skyldes, er svært helt at gennemskue. Er det f.eks. dårlig ledelse eller en overimplementering? Det er for mig stadig uklart. Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at den lange sagsbehandlingstid er kritisabelt og uholdbart for familierne, og derfor er Det Konservative Folkeparti også med i den aftale, der blev indgået sidste år, om at lave en midlertidig løsning og en reducering af implementeringen i en periode for at nedbringe ventetiderne i Familieretshuset. Samtidig blev der også indlagt en evaluering af Familieretshuset.

Derfor er det også svært for os i dag at støtte beslutningsforslaget her, da vi mangler at se resultatet af vores aftale fra sidste år og evalueringen af Familieretshuset. Det ville være noget underligt at være med i en aftale og så efterfølgende uden at kende den fulde virkning af aftalen løbe fra den og beslutte noget andet midt i perioden. Samtidig skal vi også huske på, at intentionen med Familieretshuset bl.a. var, at fokus hovedsagelig skal være på barnet, og at der skal være en konfliktmægling i forhold til forældrene, hvilket domstolene ikke udfører. Så det arbejde med at opnå bedre samarbejde og lavere konfliktniveau mellem forældrene går tabt ved blot at flytte § 7-sagerne, som det her foreslås.

Forslaget her kommer en postgang for tidligt i forhold til vores aftale og evaluering af Familieretshuset. Vi kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for ordførertalen. Også her vil fru Mette Thiesen gerne have en kort bemærkning. Værsgo.

Det er jo rigtig, rigtig ærgerligt. Det var jo også en konservativ minister, der stod i spidsen for at få indført det her system, men jeg ved ikke, om det nødvendigvis har noget med det at gøre. Jeg synes jo, det er rigtig ærgerligt, at man netop ikke vil gå ind og kigge på det, som vi faktisk sad og drøftede, da vi forhandlede, men hvor man så bare endte med at putte flere penge i et system, som åbenlyst ikke fungerer.

Ordføreren taler rigtig meget om barnets tarv, og mener ordføreren så ikke reelt set, at det også er at varetage barnets tarv, at det har sin familie og begge sine forældre?

Ordføreren.

Jeg tror, det er vigtigt at understrege, at da den her aftale omkring Familieretshuset blev lavet, var det netop for at have fokus på barnet og barnets tarv frem for udelukkende et fokus på forældrene. Det er jo det, der er intentionen bag det her forslag, og det er ikke det, vi er fra Konservatives side vægter. Jeg synes, det er vigtigt, at der netop foregår en form for konfliktmægling imellem forældrene i Familieretshuset, som netop kan imødegå det her stigende konfliktniveau. Det er jo også skadeligt for barnet, hvis der er konflikt mellem forældrene.

Jeg mener bare ikke, at det på nuværende tidspunkt er den rigtige løsning at gøre det her. Vi skal se, hvordan den aftale, vi indgik sidste år, udspiller sig, når den er færdigimplementeret, og så skal vi også have lavet en evaluering af Familieretshuset, før vi ligesom kan tage stilling til, om det er, som det skal være, eller om der er noget, der skal ændres.

Mette Thiesen, værsgo.

Man kunne også vende det om og spørge, om det ikke kunne være rigtig smart, hvis man startede med, at der faldt en afgørelse om, at det eksempelvis skulle være en 7-7-ordning – bare for at tage et eksempel – så man sikrede, at der lå en afgørelse fra domstolene om, at barnet skulle se begge sine forældre. Hvis der så efterfølgende stadig er konflikter, kunne man så tage den med forældrene. For kan ordføreren ikke godt bekræfte mig i, at der, hvor konflikten som oftest ligger, er i konflikten om, hvem der skal have barnet som bopælsforælder, og hvem der skal være samværsforælder, og hvordan samværet i øvrigt skal fordeles?

Ordføreren.

Det er lige præcis netop derfor, at det er svært for mig at stå her og svare på, om en 7-7-ordning er den rigtige, eller hvilken ordning der er den rigtige. Det er jo meget individuelt fra sag til sag, fra familie til famile og fra barn til barn, hvad der er det mest hensigtsmæssige at gøre. Det kan jeg jo ikke stå her fra talerstolen i Folketinget og afgøre. Det er jo netop det, der skal være en del af det arbejde, der pågår.

Tak til fru Brigitte Klintskov Jerkel. Der er ingen korte bemærkninger. Så skal vi sige velkommen til DF's ordfører. Det er hr. Bent Bøgsted. Værsgo. Taletiden er 5 minutter.

Tak for det. Det er jo lidt tricky i dag, men vores ordfører, Karina Adsbøl, kunne ikke være her i dag, fordi hun deltager i et andet møde. Så derfor har jeg fået fornøjelsen af i hvert fald at læse talen op.

Beslutningsforslag B 22 omhandler at flytte højkonfliktsager til familieretten. Forslaget fra Nye Borgerlige peger på nogle problemer i Familieretshuset, som jeg er helt enig i. Det kniber gevaldigt med retssikkerheden i de her sager, og den måde, det foregår på i dag, er hverken god for forældre eller børn. Som to advokater skriver i en kronik fra januar i år, så fremmer systemet faktisk konflikter, snarere end at det forebygger dem. Jeg kan kun sige, at det også er det indtryk, man som ordfører på området får af de utallige borgerhenvendelser, jeg i hvert fald har modtaget. Den høring, vi holdt i Socialudvalget for nylig, viste også, at der er store udfordringer i forhold til den måde, sagerne behandles på i Familieretshuset i dag.

Derfor har vi også indkaldt ministeren i spørgetimen for at høre, om ministeren vil imødekomme, at der skal ske forandringer, herunder også for at kommentere de indkomne forslag, som deltagerne på høringen bidrog med. Desuden har Folketingets Ombudsmand også haft stor opmærksomhed på de lange sagsbehandlingstider, der har været i en betydelig del af sagerne om udmøntning af domme om overvåget samvær, som Familieretshuset har afsluttet i perioden fra den 1. januar 2020 og til og med den 31. august 2020.

Generelt har Folketingets Ombudsmand vist stor interesse for de sager. Han har bl.a. tilkendegivet, at han i starten af 2022 vil bede Familieretshuset om at underrette ham om sagsbehandlingstiden i visse sager i 2021, med henblik på at følge op på, om de iværksatte tiltag har haft den effekt, som Familieretshuset forventer. Der er god grund til Ombudsmandens interesse, for i en undersøgelse foretaget blandt 267 advokater, svarede 50 pct., at retssikkerheden er dårligere i dag, end den var for 5 år siden. Det har vi simpelt hen en forpligtelse til at rette op på.

I Dansk Folkeparti mener vi ikke, at det skal kunne betale sig for en forælder at komme med påstande eller usandheder om den anden forælder. Vi mener også, at der skal slås ned på forælderfremmedgørelse. Et barn har som udgangspunkt ret til begge sine forældre, og så er jeg helt med på, at der kan være nogle sager, hvor barnet har bedst af ikke at se den ene part, f.eks. ved vold eller overgreb. Men det er trods alt de færreste sager, der omhandler dette.

Dette konkrete forslag omhandler, at oplysning om og afgørelse af § 7-sager, såkaldte højkonfliktsager, flyttes fra Familieretshuset til familieretten under familieretten ved Danmarks Domstole, der samtidig tilføres de frigivne ressourcer og kompetencer og den frigivne specialisering. Det er vi positivt indstillet over for, for vi skal sikre, at familier får den bedst tænkelige hjælp, og at retssikkerheden er i top.

I Dansk Folkeparti mener vi også, at det er aldeles urimeligt og skadeligt for barnet, når forældrene er i åben konflikt om forældremyndigheden, og at konfliktniveauet mellem forældrene har stor betydning for barnets trivsel og udvikling. Desuden er det ødelæggende for den forælder, der f.eks. på et falsk grundlag sættes i et dårligt lys og risikerer at miste retten til at se sit barn. Så der skal ske noget, det er der ingen tvivl om. Der er dog lige én ting, jeg gerne vil have afklaret: Hvis man flytter § 7-sagerne til familieretten fra start, hvordan stiller det så de forældre, der ikke har råd til en advokat?

I Dansk Folkeparti ønsker vi at finde løsninger og gerne sammen med et flertal i Folketinget, men vi kan støtte beslutningsforslaget.

Tak til hr. Bent Bøgsted. Der var faktisk et spørgsmål i talen, og fru Mette Thiesen har en kort bemærkning. Værsgo.

Tusind tak til Dansk Folkeparti. Jeg vil bare komme med en opklaring i forbindelse med ordførerens spørgsmål, for det har jeg selvfølgelig fået afklaret inden. Nej, det vil ikke have nogen betydning for det her. Typisk er det jo sådan, at de, som kommer i Familieretshuset i dag, har en advokat, fordi det jo ellers er lidt uoverskueligt, og fordi det handler om det dyrebareste, man har, nemlig sit barn eller sine børn. Så nej, det her forslag kommer ikke til at ændre noget, i hvert fald ikke noget særligt, med hensyn til advokater, fordi det er nogle sager, som ellers ville være røget i familieretten, man som bare skulle belyses i Familieretshuset først.

Tak for det. Jeg er ret overbevist om, at fru Mette Thiesen nok skal sørge for, at fru Karina Adsbøl får det svar, som fru Mette Thiesen har afgivet der. Så tak for det.

Tak til hr. Bent Bøgsted. Der er ikke flere korte bemærkninger. (Bent Bøgsted (DF): Og der er ikke flere servietter). Der er servietter til afspritning her. Og da jeg ikke umiddelbart ser flere ordførere i salen, er det ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo. Ordføreren har 10 minutter.

Jamen så lang tid behøver jeg ikke. I dag behandler vi et beslutningsforslag vedrørende det familieretslige system. Det vil ikke løse alle de problemer, der er – det ville være at tage munden for fuld – for der er massive problemer. Men det ville løse en del af dem, og jeg og Nye Borgerlige er først lige kommet i gang med at fremsætte beslutningsforslag om at ændre det både dysfunktionelle og dyre familieretslige system; der er nok at tage fat på.

Som de fleste nok ved, har jeg i lang tid kæmpet for, at systemet bliver lavet om. Alt for mange sager tager alt for lang tid at afgøre; alt for mange sager ender dybt uretfærdigt med, at den forælder, der udøver samværschikane, også er den forælder, som ender med at vinde samværssagen.

Som det er i dag, bliver de mest komplicerede sager behandlet to steder, nemlig i henholdsvis Familieretshuset og i familieretten, som er to forskellige instanser. Hvis barnet f.eks. bor hos den ene forælder, og den anden forælder ønsker samvær, men bliver forhindret i det, så kan sagen blive oplyst og behandlet i Familieretshuset. Men Familieretshuset kan ikke træffe afgørelse; Familieretshuset kan kun oplyse og behandle. Og så overgår sagen til afgørelse hos familieretten, efter at Familieretshuset har behandlet den. Familieretten oplever ofte, at det, der er blevet belyst i Familieretshuset, er forældet eller ikke er belyst godt nok. Dermed skal sagen belyses igen og startes forfra. Samværssager bliver altså behandlet to steder frem for kun ét samlet sted.

Problemet er, at sagsbehandlingen i Familieretshuset tager op til 2 år, hvor bopælsforælderen i mellemtiden kan afskære den anden forælder fra at se barnet. Det har den konsekvens, at familieretten selv skal starte sagen forfra og behandle den på ny, og i al den tid, der går, har den ene forælder ikke haft samvær med barnet.

Endnu mere absurd bliver det, når familieretten skal træffe en afgørelse, for her vil familieretten lægge vægt på, at barnet i den lange sagsbehandlingsperiode har opnået en større tilknytning til bopælsforælderen. Det sker, på trods af at tilknytningen jo kan være et resultat af samværschikane fra netop bopælsforælderens side. Så bopælsforælderen, der altså har haft barnet i sagsbehandlingsperioden, kan i sådanne tilfælde blive belønnet for at have udøvet samværschikane. Eller bopælsforælderen kan slet og ret blot blive belønnet, ved at sagen tager flere år, hvor den ene forælder ikke har haft samvær med barnet. Det er et absurd mareridt for at sige det mildt.

Der er på baggrund af de mange absurditeter flere ting, som skal ændres. Først og fremmest skal sagsbehandlingstiderne sænkes markant, så det ikke bliver muligt at vinde sager på at forhale retsprocessen og på den måde udøve samværschikane i de år, som det tager at få afgjort sagerne. Det skal ske, ved at samværssager fremover kun behandles ét sted. Det er jo derfor, at jeg og Nye Borgerlige med dette beslutningsforslag foreslår, at Familieretshuset ikke længere bør behandle sager med det såkaldte høje konfliktniveau, altså de her komplekse sager. Det skal kun være familieretten, der både behandler og afgør dem.

Dernæst skal der ved vurderingen af forældremyndighed, samvær og bopæl tages højde for, hvem af forældrene der udøver chikane eller optrapper konflikten. Sagt med andre ord: Hvis den ene forælder udøver samværschikane, bør retten tage dette med i vurderingen af samværsfordeling, forældremyndighed og bopæl.

Jeg kæmper benhårdt for at få retfærdighed og retssikkerhed i familieretssystemet. Det her vil være et lille, men meget vigtigt skridt på vejen. Det vil gøre en enorm forskel for de mange, mange danskere, der er fanget i et rigidt system, der favoriserer den, der skaber konflikten, i stedet for at sikre barnets tarv, som jo netop er at have begge sine forældre; medmindre, selvfølgelig, der er tale om nogle helt særlige omstændigheder, hvor den ene forælder er særligt uegnet.

Det her forslag er jeg rigtig, rigtig stolt af at fremsætte, og jeg synes også, det var meget klart og tydeligt ved den høring, som vi havde for ikke så længe siden, at det her vil være den helt rigtige vej at gå.

Så tusind tak til Venstre og til Dansk Folkeparti, og så skal jeg også hilse fra Liberal Alliance og sige, at de også støtter det her forslag. Tak til jer for at have mod til at tage det her skridt, for det er den rigtige vej at gå.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Der er ingen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Social- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.