Det sidste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 9:

Forslag til folketingsbeslutning om indsats mod mobning.

Af Ellen Trane Nørby (V) m.fl.

(Fremsættelse 12.10.2021).

Forhandlingen er åbnet. Børne- og undervisningsministeren.

Tak for det. Det her er jo både en tak til Venstre for at have fremsat beslutningsforslaget, men måske faktisk en særlig tak til fru Ellen Trane Nørby selv, personligt. Alle de år, jeg har siddet i Folketinget, har det her været et af de emner, som fru Ellen Trane Nørby har holdt fast i at gå op i at arbejde for, at der sker forandringer på, og det synes jeg man bør kippe med flaget for.

Det her beslutningsforslag handler om mobning, som efter min mening er et helt ufattelig væsentligt emne at beskæftige sig med, og jo faktisk også et af de emner, hvor det flytter noget, når vi flytter på det politisk. Altså, går man tilbage hen over tiden, kan vi jo simpelt hen se et drastisk fald i mobningen hen over årene helt simultant med der, hvor man både politisk og ude på skolerne begynder at rykke på mobbedagsordenen. Det vil sige, at debatten ikke kun er vigtig, fordi mobning er noget, der er invaliderende for mennesker at blive udsat for. Det er ikke kun derfor, det er vigtigt som debat; det er vigtigt, fordi det faktisk kan lykkes os at gøre noget ved det. Det vil sige, at det ikke bare bliver en debat for debattens skyld, men noget, hvor vi faktisk kan bidrage til, at mennesker undgår at have en barndom, hvor mobning er en del af hverdagen.

Ydermere kan man sige, at mobning jo i de her år har flyttet sig fra at være noget – og det var sådan set slemt nok – der foregik i skolen og på vej hjem fra skole, til at det i dag også er noget, der er trængt helt ind i børneværelserne. Det er det selvfølgelig, fordi børn og unge i dag har digitale gadgets. Det vil sige, at de sidder med deres telefoner og iPads og har kontakt med hinanden over de sociale medier, og derfor kan man end ikke få fred for mobningen, når man er derhjemme. Så det er enormt vigtigt, at vi gør noget ved mobningen. Det, der foreslås her, er, at klageinstansen gøres permanent, og at aktionsplanen mod mobning opdateres i samarbejde med interesseorganisationer, og så at skoleejerne pålægges et erstatningsansvar.

Jeg vil gerne starte med at sige, at der er rigtig meget af det her, vi kan blive enige med hinanden om. Der er også noget af det, vi ikke kan. Men jeg tror, at vi kan komme rigtig langt i fællesskab. Og bare sådan, at alle, der lytter med, ved det, så er det sådan, at Den Nationale Klageinstans mod Mobning er underlagt det, man kalder en solnedgangsklausul, og det vil sige, at den udløber automatisk. Og der har vi fra regeringens side ønsket, at den solnedgangsklausul blev forlænget med 1 år. Jeg vil sige, at lige på det punkt kunne man godt have overvejet bare at permanentgøre det i et ryk, men for mig er det enormt vigtigt, at vi inddrager parterne, og at vi lader være med at konkludere på forhånd. Det kunne jo faktisk også tænkes, at der var nogle ønsker til en anden indretning af den, eller hvad ved jeg, der kommer op undervejs i den form for inddragelse, og derfor har vi fra regeringens side valgt at forlænge det med 1 år, sådan at vi har mulighed for at permanentgøre det næste år. Ja, så kan det være, at der sker nogle forandringer af indholdet, og hvad ved jeg, men det er egentlig med henblik på at skulle permanentgøre det næste år.

Det er jo, fordi vi har fået etableret et rigtig godt samarbejde i det, der hedder Sammen om skolen, og også har en interesse i at involvere diverse børneorganisationer og andre end dem, der normalt er med i Sammen om skolen, for at få det input, der skal til, så vi får lavet en solid løsning. Holdningerne der er meget forskellige, og det primære, jeg går efter at få input til, er ikke, hvorvidt den skal permanentgøres eller ej, men hvorvidt indholdet er ramt rigtigt eller ej. Den inddragelsesproces mener jeg er afgørende, og den skal vi ikke konkludere på på forhånd.

Så har der været fremført kritik af de samlede antimobbebestemmelser, og det mener jeg jo så også er en af de ting, hvor vi skal lade være med at konkludere på forhånd. Jeg mener, at vi både skal drøfte kritikken, men også drøfte de mulige ændringer med både parter og børneorganisationer, sådan at vi kommer i mål med et rigtig godt regelsæt. Og når jeg lægger så meget vægt på det her, er det, fordi det er min oplevelse, at vi kan lave meget med lovgivning, og når vi laver det med lovgivning uden parternes inddragelse, jamen så er det måske 40, 50, 60 pct., der faktisk gør det, der bliver lovgivet omkring. Det er min klare opfattelse, at det at gå den vej, hvor man skaber involvering og ejerskab, betyder, at effekterne af det, vi træffer beslutninger om, i sidste ende bliver langt, langt større.

Så har jeg selv – og det er jo så oven på høringen af redegørelsen – foreslået, at elevperspektivet skal stå langt stærkere i vores forståelse af mobning, og det er også noget af det, vi skal vende med parterne, i øvrigt også noget af det, som elevorganisationerne har peget på. Processen omkring det her er i fuld gang. Revisionen af antimobbebestemmelserne blev drøftet i Sammen om skolen i mandags, og de øvrige interessenter er inviteret til fælles møde i januar, og derefter vender vi tilbage i Sammen om skolen, når vi har haft den brede kreds af organisationer inde.

Vi etablerede netop Sammen om skolen, fordi det skal være en fælles opgave for alle med interesse og andel i folkeskolen at finde ud af, hvordan vi bedst ændrer på tingene og gør det bedst muligt. Derfor mener jeg, det er vigtigt, at antimobbebestemmelserne også kommer ind der. Så langt, så godt, og jeg tror egentlig, at vi på de områder ville kunne nå meget brede fælles løsninger blandt Folketingets partier og med parterne.

Så kan jeg forstå, at Venstre gerne vil pålægge skoleejerne et erstatningsansvar i tilfælde af mobning. Man kan sige, at mobning, som jeg indledte med at sige, jo ofte er så ødelæggende, at der kan være behov for sanktionsmekanismer. Så langt, så godt, men jeg synes ikke, at man skal fokusere på at pålægge straf, og det vil sige, at jeg sådan set er åben over for at diskutere sanktionsmekanismerne, både om de sanktionsmekanismer, der eksisterer, bliver brugt godt nok, og også om der skal andre sanktionsmekanismer til, men fokus på straf er jeg egentlig ikke så optaget af. Jeg er optaget af, at skolerne handler, og jeg er optaget af, at de skal handle hurtigt, og det skal de faktisk også inden for de nuværende bestemmelser. Det vil sige, at jeg egentlig tror, at det er det, vi skal fokusere på.

Og så vil jeg sige, at i de nuværende bestemmelser kan Den Nationale Klageinstans mod Mobning give et påbud, f.eks. til kommunalbestyrelsen, og hvis påbuddet ikke overholdes – det vil altså sige, hvis kommunerne ikke gør det, de skal, og ikke lever op til deres ansvar – så kan man faktisk straffe. Så kan man simpelt hen pålægge kommunalbestyrelsesmedlemmerne dagbøder. Det er bare for at sige, at når jeg siger det, jeg gør her, kan det godt lyde, som om jeg er imod straf i det her system. Det er jeg ikke. Jeg går bare ind for, at straffen bliver lagt det rigtige sted, nemlig der, hvor man har det ultimative ansvar for, at de her ting er i orden.

Det, der jo så er udfordringen, er, hvor ofte det så bliver brugt. Og det gør det muligvis ikke ofte nok, og spørgsmålet er, om der også bliver raslet med sablerne, i forhold til om det også er ofte nok. Så på den måde mener jeg sådan set det kan være helt relevant at gå ind at kigge på de sanktioner, der er, og se på, om vi kan skærpe noget af det, ikke mindst anvendelsen af dem, i forhold til hvordan tilfældet er i dag. Det er derfor bare en åben dør for, at vi tager det med ind på forhandlingsbordet.

Så har der faktisk været langt færre klager om mobning end forventet, og det er jeg egentlig lidt bekymret over, for jeg tror sådan set ikke, at det afspejler, at der ikke er et behov, men jeg tror, at der mangler viden om Den Nationale Klageinstans mod Mobning og om DCUM generelt. For DCUM er jo ikke bare alene en klageinstans. De vejleder også i at håndtere mobning, og det skal man jo have viden om at de gør, for at man kan anvende dem. Derfor mener jeg også, at en del af det, vi skal kigge på, er, hvordan vi udbreder kendskabet til DCUM, så skolerne ved, hvor de kan finde vejledning i forhold til mobbesituationer, og hvor elever og forældre kan klage, hvis de føler, at de ikke har fået den nødvendige støtte.

Samtidig er det afgørende for mig, at elevens oplevelse af at blive mobbet bliver taget alvorligt, og at skolerne reagerer straks. I dag kan det blive forsinket af, at skoleledelsen først skal finde ud af, om det svarer til skolens forståelse af, om det drejer sig om mobning eller ej. De forsinkelser dér er unødige, og det skal være sådan, at når et barn beder om hjælp, skal der reageres, og det skal der gøres hurtigt. Jeg ønsker derfor, at barnets oplevelse af mobning skal være udslagsgivende for, om det bliver håndteret af skolen, og i det hele taget vil det være relevant at se på, hvordan elever i højere grad kan inddrages i forbedring af undervisningsmiljøet, ikke mindst, når det handler om trivsel og mobning.

Det er også vigtigt, at håndteringen af mobning foregår med udgangspunkt i det fællesskabsorienterede mobbesyn, som heldigvis er meget udbredt på skolerne, altså at mobning opstår i uhensigtsmæssige sociale dynamikker, og derfor ligger løsningen også i at opbygge positive og forpligtende fællesskaber i stedet.

Jeg ønsker at fokusere også på forebyggelse, tidlig håndtering og på at optimere de nuværende antimobbebestemmelser på baggrund af dialogen med sektoren. Derfor vil jeg sige, at jeg ikke umiddelbart kan støtte og regeringen ikke umiddelbart kan støtte ønsket om at pålægge skoleejeren erstatningsansvar i mobbesager, men kan absolut godt støtte den slagretning, der ligger i det, altså idéen om, at vi skal gå ind at kigge på de sanktionsmuligheder, der er.

Så alt i alt, selv om der kan være nogle detaljer, vi ikke er helt enige om, mener jeg at slagretningen er fuldstændig rigtig, og at det er et godt udgangspunkt for de drøftelser, som vi har påbegyndt, men som vi jo slet ikke har afsluttet endnu. Derfor tusind tak for også at trække den her debat ned i det her offentlige rum og formelle rum i Folketingssalen til fru Ellen Trane Nørby. Jeg glæder mig meget til, at vi kan komme videre med den her dagsorden.

Der er en kort bemærkning. Ellen Trane Nørby, Venstre, værsgo.

Tak. Også tak til ministeren for anerkendelsen af det arbejde, der ligger forud. Det er en sag, som optager Venstre rigtig, rigtig meget, og det gør den, fordi mobning giver ar på sjæl og nogle gange også på krop hos rigtig mange børn og unge, og det er noget af det, der efterfølgende tynger i bagagen. Og det gælder ikke kun for unge mennesker, der siden hen ender i behandlingsforløb i psykiatrien, det gælder også for mennesker, som på et senere tidspunkt i deres liv knækker sammen, fordi de simpelt hen ikke har fået bearbejdet den mobning, de har været udsat for, og det vil sige den knægtelse af deres selvværd, som det jo også ofte er. Det skal vi have gjort klart op med, og heldigvis går det også fremad.

Jeg vil gerne spørge ministeren til den del, der handler om erstatningsansvar. For det er rigtigt, at i den oprindelige lovgivning ligger der faktisk en økonomisk bod, som i sidste ende kan udmøntes i dagbøder, men den er jo ikke rettet mod den, der bliver udsat for overgrebet. Og her har vi egentlig ladet os inspirere til at lægge op til, at de penge, der skal betales til staten, i stedet skal betales til den, der har været udsat for overgrebet, ligesom vi har set det med Børns Vilkår, der i sager på anbringelsesområdet har pålagt kommunerne at betale erstatning til nogle af de børn, der er blevet svigtet.

Ministeren.

Jeg vil sige, at jeg jo synes, at vi skal tage en drøftelse om det, når vi går i gang med både forhandlinger og drøftelser med parterne omkring skolen. Altså, jeg har ikke på forhånd draget nogen konklusioner, som er fuldstændig hug- og stikfaste. Men jeg vil gerne sige, at det ikke er den del af eksempelvis det amerikanske retssystem, jeg er allermest imponeret over – altså der, hvor muligheden for at få en økonomisk gevinst bliver drivende for, hvilke retssager der bliver ført – og særlig fordi et barn jo har behov for, at der bliver reageret umiddelbart, og det vil sige, at skal vi ind i opslidende erstatningsansvarssager, er jeg simpelt hen bekymret for, at der også går lang tid. Jeg synes på en eller anden måde at fokus er skævt. Men derfor kan det jo godt være, at det skal være et biprodukt, det vil jeg ikke afvise, altså, det, jeg mener, er, at en mobbeindsats jo kan bestå af utrolig mange forskellige ting, og jeg hører heller ikke ordføreren sige, at det her så skal være det tungeste ben i den mobbeindsats, vi laver. Altså, jeg vil ikke afvise det fuldstændigt, men det er bare ikke den del af det amerikanske system, jeg er mest imponeret over.

Værsgo til Ellen Trane Nørby.

Jeg er bestemt heller ikke tilhænger af et amerikansk system. Hvis ministeren havde læst, hvad det er, vi henviser til, ville hun have set, at vi henviser til de svenske erfaringer på det her område, og Sverige er alt andet lige et andet land end USA. Men hvis man f.eks. tager Børns Vilkårs sag, som jo var en principsag, nemlig sagen omkring Slagelsepigerne, så var den principiel, fordi den også sendte et utvetydigt signal til kommunerne om, at der skal gribes ind og handlepligten skal forsvares. Og derfor er vi fuldstændig enige i, at det her jo ikke udgør det største ben, men det er nok en nødvendighed, i og med at det ligesom sender signalet om, at der også er sager, der er så grelle, at det er værd at diskutere, men det hører jeg også ministeren tager positivt ned.

Ministeren, værsgo.

Bestemt. Og jeg vil sige, at jeg synes, man skal gøre noget ved handlepligten, som er noget af det, som jeg har fået grå hår i hovedet af, for efter at have siddet på socialområdet i mange år ved jeg, at selv om man har pligt til at underrette, sker det alt for ofte ikke, og samtidig bliver der heller ikke fulgt op på det, og det vil sige, at de sanktioner, der ligger, givetvis ikke bliver taget i anvendelse ofte nok. Og jeg vil sige i forhold til det med handlepligten, at det jo vil være min opfattelse, at hvis man faktisk brugte de redskaber, der er – f.eks. i form af at sige til kommunalbestyrelsesmedlemmer: Jamen hvis ikke I lever op til jeres forpligtelse, er der altså risiko for, at I får dagbøder – var der nok nogen, der ville kridte skoene lidt oftere, end tilfældet er i dag.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi kan gå i gang med ordførerrunden. Det er først hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand, og tak til Venstre for endnu en gang at sætte mobning på dagsordenen. Der er jo ingen tvivl om, at det er både altødelæggende for dem, det rammer, men jo også en meget stor – lidt vanskelig, men meget stor – og fælles opgave, som vi står over for her. For hvis man skal mobningen til livs, kan man ikke løse det ved at fjerne de enkeltpersoner, som enten bliver udsat for mobning eller faktisk mobber; så er man nødt til at anskue det bredere og sikre, at de fællesskaber, som man er en del af, faktisk er fællesskaber, som tager ansvar for, at mobningen ikke foregår.

Rent konkret er Venstres forslag her jo et spørgsmål om en permanentgørelse af den klageadgang, bl.a., som har været brugt i nogle år nu, og jeg vil gerne være ærlig og sige, at set med mine briller og set med Socialdemokratiets briller kan jeg godt forstå Venstres ønske om allerede nu at konkludere, at den skal permanentgøres. Det er jeg grundlæggende set også selv til sinds at gøre. Vi synes så også, og det hører jeg jo sådan set heller ikke at Venstre er uenig i, at det kan være, at vi skal konkludere det efter inddragelsen af de parter på skoleområdet, som ligesom også er en stor del af løsningen. Og derfor synes jeg egentlig, at det her, mere end det er en uenighed om indholdet i forslaget, måske er et spørgsmål om, om vi skal committe hinanden på at gå ned ad vejen for at skrue op for mobbeindsatsen, når vi faktisk også har haft den dialog med parterne, som jo har været lidt forsinket på grund af corona og andet, men som ikke desto mindre er vigtig. Så vi støtter op om den retning, der ligesom er i det her, men det er også afgørende måske at få den dialog omkring elevperspektivet lidt stærkere med ind her.

Så er det rigtigt, og det har ministeren jo også redegjort for, at erstatningsansvaret muligvis ikke er den rigtige løsning, men signalet om, at det ikke skal være omkostningsfrit eller at det ikke er okay ikke at sætte ind og løfte sit ansvar på mobbeområdet, er vi meget enige med Venstre i at vi skal sende. Og derfor må vi jo også diskutere, enten om de ting, der faktisk ligger i den nuværende lovgivning, bliver brugt nok eller er stærke nok, eller om det på en eller anden måde kan skærpes, også uden at vi går ned ad en vej – og det hører jeg heller ikke ordføreren sige – som måske mere er sådan en amerikaniseret erstatningsdel af det.

Så der er fuld opbakning til det, men også en erkendelse af, at hvis vi skal have parterne på området til at forpligte sig på det her og gå ind i det, er det nok klogt, at vi gør det først, inden vi konkluderer på en permanentgørelse af klageinstansen, som vi dog også opfatter som en vigtig del af den samlede indsats mod mobning.

Der er en kort bemærkning til fru Ellen Trane Nørby, Venstre.

Jeg synes, det er ærgerligt, at Socialdemokratiet ikke klart og tydeligt vil være med til at permanentgøre klageinstansen. Det er et klart ønske fra eleverne, det er et klart ønske fra forældreorganisationerne, det er et klart ønske fra børneorganisationerne. Der ligger en evaluering af den nationale klageinstans, og skal vi bare videreføre den i den form, den har nu? Nej, for så ville vi jo sidde alt det her overhørig, og derfor skal det selvfølgelig implementeres.

Jeg tror bare ikke, og det ved ordføreren også, at vi kommer uden om, at de centrale parter, som ordføreren taler om – jeg går ud fra, at BUPL, Danmarks Lærerforening, Efterskoleforeningen, Dansk Friskoleforening, Danmarks Private Skoler, Skolelederforeningen, Børne- og Kulturchefforeningen og KL er relativt centrale – var imod oprettelsen, da vi lavede aftalen i 2016, og de har også sendt et brev til os alle sammen, hvor de stadig væk siger, de er imod. Derfor er jeg fuldstændig enig i, at vi skal inddrage, og at vi skal bruge evaluering, men jeg tror bare, at vi er nødt til politisk at forholde os til, at nogle af de centrale parter var imod og er imod, og det håber jeg også Socialdemokratiet anerkender.

Så får vi svaret. Værsgo, ordføreren.

Det vil jeg da gerne takke for muligheden for at klargøre, selv om det måske bliver en gentagelse. Jeg og Socialdemokratiet er også af den opfattelse, at klageinstansen har været en god ting, og at den dermed jo skal være en del af den fremtidige indsats mod mobning og dermed også blive permanent. Derfor er det ikke et spørgsmål om, at det ikke er det, vi mener, for der ligger udelukkende et spørgsmål om ikke at få vognen foran hesten, men at vi får taget den dialog om de eventuelle tilpasninger, som evalueringen skaber baggrund for, altså om elevperspektivet og alt muligt andet. Men at man har en dialog, er jo ikke det samme, som at man siger, at hvis nogen i skolekredsen ikke ønsker klageinstansen, bliver den ikke til noget, for jeg mener bestemt, at vi politisk har et ansvar for at beslutte, om den skal være der.

Ellen Trane Nørby.

Tak for det. Det synes jeg faktisk var et helt andet svar, og det klargjorde det i hvert fald mere, og det betryggede mig også, for jeg synes egentlig, at Socialdemokratiets ordfører havde en lidt anden afvejning, end jeg egentlig havde hørt på ministerens svar. Derfor håber jeg sådan set også, at vi med det lovforslag, der så kommer til februar, reelt set kan arbejde for en permanentliggørelse og ikke bare en udskydelse af solnedgangsklausulen. For det her handler også om at fastholde dygtige medarbejdere i relation til klageinstansen, og den diskussion har vi jo haft før.

Jeg vil egentlig gerne stille et spørgsmål, for så vidt angår aktionsplanen, til ordføreren, altså om Socialdemokratiet er med på at opdatere aktionsplanen.

Tak for det. Ordføreren.

Vi er med på at diskutere det hele, og jeg er ked af det, hvis der var usikkerhed om det, som jeg sagde i første omgang. Nej, jeg synes, klageinstansen har været en god ting, og jeg synes, at den evaluering, der ligger, viser, at den har været nødvendig. Jeg er sikker på – og det hører jeg også fra elever og fra andre – at det her har været en vigtig del, ikke at den er perfekt nu, men at den er en vigtig del af indsatsen. Derfor vil jeg i virkeligheden sige, at hvis vi skulle noget med det her beslutningsforslag, burde vi da i udvalget arbejde for at lave en beretning, hvor vi sender nogle af de politiske signaler, som er vigtige, uden at foregribe den dialog, vi skal have med parterne.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor siger vi tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken til fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Tak for ordet. I Dansk Folkeparti synes vi, det er utrolig vigtigt at skabe en skolegård, der giver mulighed for at give en ordentlig undervisning, og det er der, når man ikke har den slags problemer, som mobning jo udgør. God og faglig undervisning er også noget, der kan formindske mobningen, fordi der så bliver mindre mulighed for at bruge sin tid på alt muligt andet end at modtage viden og lære noget fornuftigt.

Vi har i vores folketingsgruppe lavet flere udspil. Det er min kollega, undervisningsordfører Jens Henrik Thulesen Dahl, der har lavet flere forskellige udspil om at bekæmpe mobning, også digital mobning, så det er et område, som vi er meget optaget af. Derfor er vi også meget bekymret over de tal, som der bliver henvist til i beslutningsforslaget, om, at man ser så høj en grad af mobning rundtomkring i landet. Derfor vil vi også meget gerne støtte beslutningsforslagets forslag om at permanentgøre den nationale klageinstans og de øvrige tiltag, der er i beslutningsforslaget. Men jeg synes også, det er vigtigt at have for øje, at der kan være mange andre ting, man også skal gøre. Så det her skal selvfølgelig ikke være det eneste, man gør, for der skal også gøres rigtig meget andet. Især på det digitale område, hvor der er så mange nye ting, mener jeg bestemt det er nødvendigt at lægge hovederne i blød og finde ud af, hvad man yderligere kan gøre.

Så Dansk Folkeparti støtter beslutningsforslaget, men vil også meget gerne opfordre til, at alle parter arbejder videre med at gøre noget imod mobning i skolerne.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Det betyder, at vi går videre til fru Ina Strøjer-Schmidt, SF. Værsgo.

Tak. SF's ordfører på området har desværre ikke mulighed for at være her, så derfor vil jeg præsentere hendes tale. For SF er det vigtigt, at vi yder en ekstra indsats mod mobning i Danmark, på de danske skoler. Mobning er komplekst. Det foregår ikke kun i skolegården. I virkeligheden foregår det måske i endnu højere grad efter skole, på Instagram, Snapchat eller TikTok eller på alle mulige andre platforme, hvor børn og unge bruger meget af deres tid, og så tager de det med sig i skolen dagen efter. Mobning er komplekst, fordi der ofte er tale om gruppedynamikker og ikke enkelte individer, der holder hinanden inde eller ude. Det er de dynamikker og negative mønstre, vi skal have et opgør med og sat en stopper for, fordi mobning er så ødelæggende, at det kan give store udfordringer langt ind i voksenlivet.

Mange skoler har allerede et stærkt fokus på mobning og håndterer mange situationer derude, men nogle gange står eleven alene og uden den rette hjælp. Med den her klageinstans giver vi eleverne rettigheder i forbindelse med mobning. Med den har eleverne og forældrene et sted at gå hen, hvis de føler sig svigtet og oplever, at skolen ikke tager ordentligt hånd om mobningen. I evalueringen af antimobbebestemmelser og den nationale klageinstans mod mobning kan vi se, at antallet af klager over mobning er steget fra 52 til 120 på bare et år. I over halvdelen af tilfældene har klageinstansen vurderet, at den pågældende skole eller kommune ikke har levet op til sine forpligtelser. Det er bekymrende. Det er bekymrende, fordi mobning ikke er noget, vi skal spøge med. Det går ud over børnenes oplevelse af at gå i skole, og det kan forfølge dem og definere dem resten af livet. Derfor er det vigtigt, at vi har tidlige og hurtige indsatser, så færrest mulige bliver ramt. SF mener, at den nationale klageinstans mod mobning skal være permanent. Dog har vi valgt at bakke op om ministerens anmodning om at udsætte evalueringen og behandlingen af klageinstansen, da vi naturligvis gerne vil have input fra dem, der står med problemerne i hverdagen.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Og tak for aftørring af talerstolen.

Så går vi videre til fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at sige tusind tak til Venstre for at fremsætte det her forslag. Nogle gange er der jo nogle beslutningsforslag, som er lidt sådan nogle drilleforslag, fordi man i forvejen er i gang med at løse det. Men engang imellem er beslutningsforslag jo også med til at rykke på noget, så der sker mere, og så tingene måske sker lidt hurtigere, end de ellers ville være sket. Jeg har i hvert fald en opfattelse af, at fru Ellen Trane Nørby gør et vigtigt stykke arbejde og har en vigtig stemme i den her debat. Så tusind tak for det.

I Danmark har vi jo taget et helt afgørende ryk i forståelsen af mobning hen over de senere år. Vi er gået væk fra at se det som noget, der er inde i børnene eller i nogle bestemte børn, som skulle have skylden for noget af det, i forhold til at der er nogle børn, som bliver mobbet, og nogle andre børn, som mobber, til mere at kigge på det som et problem, der er i fællesskabet, altså hvor fællesskabet er for svagt og kulturen er for utryg, så vi derfor skal arbejde med mobning på en måde, hvor vi tager ansvar for, at der skal være et stærkt fællesskab, og at det altid er de voksne, der har ansvaret for det fællesskab, i stedet for at man sådan giver det enkelte barn skylden. Der betyder den her klageinstans jo også noget. For nogle af de tilbagemeldinger, vi har set, handler jo om, at skolerne faktisk ikke har arbejdet med det mobbesyn, som der gælder, så det har kunnet være med til at presse på for, at det kommer til at slå igennem alle steder. Det tror jeg er så fuldstændig afgørende for, at børn alle steder, på alle skoler, i alle klasser kan føle, at her er trygt og godt at være.

Så med de ord vil jeg bare sige, at vi er åbne over for at finde en model her, hvor vi kan fortsætte med klageinstansen, sådan som Venstre lægger op til. Samtidig synes jeg også, det giver rigtig god mening, som ministeren siger, at tænke det ind i en større drøftelse af hele området. Derfor håber jeg lidt, at vi undervejs her i behandlingen af det her i virkeligheden kan finde hinanden og lave noget, som vi alle sammen kan se en mening i.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, hvilket betyder, at vi går videre til hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Da vi i Folketinget for 5 år siden vedtog en ny lovgivning, der skulle sætte ind over for mobning på uddannelsesinstitutionerne, havde den Enhedslistens meget klare opbakning. Vi syntes, det var fornuftigt. Selv om strukturelle løsninger ikke altid løser problemerne, syntes vi, det var fornuftigt at iværksætte en række strukturelle initiativer, herunder etablering af Den Nationale Klageinstans mod Mobning. Fru Ellen Trane Nørby har allerede været inde på, at der var stor bekymring blandt lærere og skoleledere og andre. Jeg bekender, at det fik mig til under debatten – jeg tror, det er 5 år siden – at rette en opfordring til den daværende undervisningsminister, fru Merete Riisager, om at indføre en solnedgangsklausul for at imødekomme den bekymring, der var blandt lærerne. Jeg skal ikke sige, at det var mit indlæg, der udløste det, men det endte i hvert fald med, at vi fik en sådan solnedgangsklausul.

I mellemtiden er ordningen jo sammen med andre initiativer blevet evalueret, og jeg må sige, at når man ser evalueringen igennem, kan man ikke finde nogen begrundelse for ikke at videreføre klageinstansen. Den er ikke blevet lagt ned af sager. Det kunne være én bekymring. Antallet af klager har været relativt lille, og det kan konstateres, når man spørger forældrene, at der er en generel tilfredshed med ordningen blandt forældrene, og det er jo rigtig vigtigt. Derfor støtter vi en videreførelse af Den Nationale Klageinstans mod Mobning. Vi er enige i, at der skal gøres noget i forhold til solnedgangsklausulen.

Hvad angår den anden del af beslutningsforslaget, er vi lidt mere tøvende. Det er det, der handler om, at der skal kunne rejses et erstatningsansvar over for skolerne. Men jeg vil også sige, at vi heller ikke er afvisende over for, at det på et tidspunkt kan bringes i spil – at det er et redskab, vi skal bruge. Vi diskuterer det jo på andre områder og kender det fra andre områder. Vi har en patienterstatningsordning, som jeg ikke kender så godt. I Enhedslisten er vi varme fortalere for, at vi på det sociale område etablerer en retssikkerhedsfond, som en kommune kan blive pålagt at indbetale til, hvis den ikke overholder lovgivningen og reglerne. Hvad det sidste angår, vil jeg sige, at det vigtigste for os i den debat på det sociale område, ikke så meget er erstatningen til den enkelte, men mere, at det kan have en forebyggende karakter og være med til sikre, at også økonomiske incitamenter får kommunerne til at overholde lovgivningen. Men en erstatning til den enkelte er dog en del af det – også på det sociale område. Så vi er bestemt ikke afvisende over for idéen.

Der kan være udfordringer ved at udmønte den. Vi møder også i den diskussion, der er på det sociale område, spørgsmålet om, hvordan man udmåler det; hvis man ikke har fået tildelt en ledsager, skal man så efterfølgende have tildelt to? Nej, det giver ikke den store mening. Men også der har jeg nævnt, at begrebet tortgodtgørelse jo findes, som indebærer, at selv om der ikke er blevet påført en skade, som normalt kan gøres op i økonomi, kan der faktisk godt falde en erstatning. Men det er ikke helt enkelt. Det erkender jeg. Men jeg synes faktisk, at det vil være fornuftigt at arbejde videre med det.

Det behøver jo ikke altid at være sådan, at beslutningsforslag ender med at blive afvist. Ikke desto mindre vil jeg godt sige, at selv med den klare tilkendegivelse, jeg her har givet – og jeg er indforstået med, at der nu er lagt op til en dialog, og at der nu er lagt op til, at der kommer et lovforslag fra regeringens side – vil jeg mest være til sinds at gøre det, som jeg hørte hr. Jens Joel sige i sine afsluttende bemærkninger, nemlig at lave en beretning. Og skulle jeg selv skrive den, ville det nok være noget i retning af at pege på, at der er nogle muligheder i det her, men at vi synes, at det ville være rigtig fornuftigt sammen med parterne at tage dialogen igangsat af ministeren. Men ellers giver jeg gerne håndslag på, at vi er indstillet på, at der skal ske noget på det her område. Og så tillod jeg mig jo lige at kigge på, hvordan fru Ellen Trane Nørbys partifæller havde ageret på det sociale område, hvor de energisk afviste indførelse af en retssikkerhedsfond og ikke ville bedrive noget for noget-politik. Men det er måske en overvejelse værd også at være med til at kigge grundigere på nærmest nøjagtig den samme problemstilling på det sociale område.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører, jeg ser i salen, er fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Min og Nye Borgerliges skolepolitik er klar: Kort sagt skal skolen tilbage til folket. Jeg er uddannet lærer, og indtil valget den 5. juni 2019, hvor jeg blev valgt her til Folketinget, arbejdede jeg i den danske folkeskole. Derudover har jeg to børn, der begge går på en folkeskole. Jeg har hele tiden været modstander af skolereformen, inklusion brugt som spareøvelse og nationale test, og at jeg blev valgt til Folketinget, har jo ikke ændret min holdning. Jeg mener, at skolerne skal slippes løs af politikernes spændetrøje. Skolerne skal være frie, og pengene skal følge det enkelte barn. Og med vores politik vil skolegangen i Danmark fortsat blive betalt over skatten, nøjagtig som den gør det i dag; vi vil bare gøre op med, at det er kommunerne, der driver skolerne. Kommunerne skal ikke have indflydelse på etablering, drift eller indhold i undervisningen. De skal kun have tilsynspligten.

Politikerne blandede sig i ekstrem grad med skolereformen, der hverken har løftet elevernes faglige præstationer eller trivsel, hvilket Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, konkluderer. Jeg har aldrig rigtig forstået det der med, at politikerne mener, at de skal blande sig i alt. Jeg ønsker, at tilliden kommer tilbage til fagpersonerne, og at detailstyringen forsvinder. Den kæmpe folkeskolelov skal erstattes af en kort skolelov, og skolerne skal have frihed til at lave den bedste skole i lige præcis deres område i et samarbejde mellem lederen, lærerne, forældrene og børnene. Det er jo sådan, man skaber den gode skole – en god skole, hvor det også prioriteres at opgradere læreruddannelsen til universitetsniveau med længere praktikperiode end i dag, og en god skole, hvor skolerne er funderet i danske værdier om demokrati, ligeværd og ligestilling. Og det er sundt med respekt om lærergerningen, og det er sundt, at forældre frit kan vælge den skole, som passer bedst til deres behov, så længe den selvfølgelig er forankret i danske værdier, dansk sprog, kultur, frisind og demokrati. For vi skylder de dygtige lærere, ledere og engagerede forældre at give dem rammerne til at skabe den bedste skole til gavn for børnene, og de rammer er jo ikke til stede lige nu. Det vil de blive med Nye Borgerliges skolepolitik. Kort fortalt skal man jo kunne vælge skoler til, og man skal kunne vælge skoler fra.

Vi mener, at det er rigtig fornuftigt også at have den her klageinstans, for uanset hvad, skal man kunne klage, hvis man oplever, at ens barn bliver mobbet, og man ikke oplever, at skolen reagerer, og det er vigtigt. Og jeg har altså talt både med bekendte og med andre, der har henvendt sig til mig i løbet af årene, vedrørende, at de har oplevet, at deres skole ikke har håndteret mobning, at forældrene igen og igen har kontaktet skolen og har udtrykt bekymring, både til den pågældende lærer og til ledelsen, og at de i de grelleste tilfælde faktisk har oplevet, at der er blevet skudt tilbage: Mon ikke, det er dit eget barn, der er skyld i problemerne?

Sådan skal det jo ikke være. Så selv om vi i vores skolepolitik siger, at man kan vælge dårlige tilbud fra og gode til, skal man jo selvfølgelig også kunne klage over det, hvis det tilbud, man egentlig er glad for, bare ikke håndterer lige præcis den her problematik. Og der er altså ikke nogen børn, der skal gå i skole og udsættes for mobning, for det er så ødelæggende. Så derfor støtter vi selvfølgelig det her forslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så vi går videre til ordføreren for forslagsstillerne, fru Ellen Trane Nørby, Venstre.

Tak, formand. Tak for den overordnet set positive modtagelse af vores beslutningsforslag. Det glæder mig faktisk rigtig meget. Så kan vi jo altid i udvalgsbehandlingen finde ud af, hvilken form det så skal have. Jeg hører nogle sige beretning; jeg synes måske også, det kunne være meget fint egentlig allerede nu at få statueret, at klageinstansen skal permanentgøres, i stedet for at vi bare forlænger den med endnu et år, men det må vi tage i udvalgsbehandlingen. Jeg glæder mig i hvert fald over modtagelsen af vores beslutningsforslag.

Der er ingen tvivl om, at vi skal gøre mere for at bekæmpe mobning og også de store følgekonsekvenser, der er af mobning, både for de børn og unge, som oplever, at det går ud over dem, men jo også de usunde miljøer og kulturer, der knytter sig til mobning. Derfor har det også været vigtigt for os helt tilbage, da vi i Venstreregeringen i november 2016 lavede den første nationale aftale omkring antimobning, lavede hele aktionsplanen tidligere i det år sammen med børneorganisationerne Børnerådet, Børns Vilkår og Red Barnet og med Mary Fonden som faglig sparringspartner, at vi sagde, at vi skulle være fælles om og stå sammen om at bekæmpe mobning, fordi de børn, der udsættes for mobning, har behov for, at der er nogle voksne, der tager ansvar.

De har behov for, at der er nogle voksne, der griber ind. De har behov for, at der er nogle voksne, der handler og ikke dækker sig ind under, at det altid er nogle andre, der skulle løfte arbejdet. Derfor handlede aktionsplanen mod mobning jo om at få lavet det opdaterede mobbesyn, og som høringssvarene og evalueringen også peger på, kan man jo i endnu højere grad også inddrage børnesynet på det. Jeg synes sådan set, at inputtet fra Børnerådet er rigtig, rigtig vigtigt i forhold til også at sikre, at børns egen stemme inddrages i endnu højere grad. For én ting er, hvad en skole oplever, noget andet er, hvad barnet oplever.

Det er jo lidt den diskussion, vi også har om andre store samfundstendenser lige for tiden. Der kan godt være sagt noget, uden at afsenderen mente det, men hvis det bliver opfattet sådan, har det alligevel en konsekvens. Så bider det, så gør det ondt, så kan det have konsekvenser for det barn, der føler, at man ikke er en del af et fællesskab, som føler, at man bliver udelukket, som føler, at man bliver mobbet.

Noget af det, vi også har lagt vægt på i vores beslutningsforslag, er at få opdateret netop aktionsplanen, for der er jo sket rigtig meget siden 2016. Det er jo ikke, fordi aktionsplanen ikke er god. Det handler bare om at konstatere og også anerkende, at f.eks. mobning på de digitale platforme, hvad enten det er i Snapchat, TikTok eller en lang række andre sociale medier, fylder om muligt endnu mere i dag, end det nogen sinde har gjort tidligere. Selv om det også fyldte i 2016, og selv om vi også dengang opdaterede ordensbekendtgørelsen, sådan at ting, der foregår på de sociale medier, men som påvirker ind i skolen, også kan sanktioneres ud fra et skoleperspektiv, så må man bare sige, at den udvikling er gået rygende hurtigt siden, og derfor er det desto mere et behov for også at opdatere aktionsplanen mod mobning i relation til unges vaner, digitalisering, men også i forhold til den nyeste viden og evidens på mobbeområdet, hvor der også er kommet meget frem siden 2016.

Så har vi selvfølgelig også fra Venstres side læst evalueringen af Den Nationale Klageinstans mod Mobning, og vi er sådan set sikre på, at vi, hvis ministeren indkalder til forhandlinger, godt kunne lave en opdateret politisk aftale på mobbeområdet, hvor vi også tager bestik af nogle af de anbefalinger, der både ligger i evalueringen, men også efterfølgende er indkommet i høringssvarene.

Jeg tror bare også, at det er vigtigt, at vi også tager bestik af det, som jeg også spurgte Socialdemokratiets ordfører om, nemlig, at der jo også ligger en henvendelse til os alle sammen fra de eksakt samme parter, som var imod den nationale klageinstans for 6 år siden – nogle ret centrale aktører omkring skolen, som synes, at de kan klare det hele ude lokalt, og at det skal vi slet ikke blande os i, og som stadig væk er imod. Der tror jeg bare, vi må sige, ligesom vi sagde tilbage i 2016 og med lovgivning i 2017, at der nogle gange også ligger et politisk ansvar for at konstatere, at hvis det var så vel og var så rigtigt og så godt, at alle problemer blev håndteret lokalt, ja, så var det jo nok ikke nødvendigt. Desværre viser såvel trivselsmålingerne som Børns Vilkårs og Red Barnets undersøgelser, at det ikke er sådan, at al mobning bliver håndtere lokalt – desværre ikke, kan man sige. Derfor synes jeg også, det kunne være et rigtig fint signal netop at sende, at vi politisk sådan set er enige om en permanentgørelse af den nationale klageinstans.

Vi har som det sidste element i beslutningsforslaget foreslået, at man vender erstatningsansvaret om i den forstand, at som det ligger i gældende lovgivning, kan kommunen, byrådsmedlemmer som de ansvarlige, henholdsvis også ejeren af en skole pålægges erstatningsansvar, men hvor betalingen jo i princippet skal ske til staten, og hvor vi egentlig godt kunne tænke os at lade os inspirere af de svenske erfaringer ved at sige, at erstatningen i stedet for går til dem, der har påklaget det.

Jeg skal ikke gå langt ind i en diskussion med Enhedslistens ordfører omkring det sociale område. Jeg nævnte selv Slagelsesagen som en principsag, som Børns Vilkår rejste på baggrund af et meget, meget massivt svigt, også fra en kommunal instans, og nogle tilsvarende ting ser vi jo desværre på mobbeområdet, hvor kommunen på trods af handlepligt og skolen på trods af handlepligt ikke griber ind.

Vi har også kigget på Offerfonden, som jo er en lignende konstruktion, og jeg tog det positivt ned fra alles side om at kigge på det. Og nej, det handler ikke om en amerikanisering af det danske klagesystem, men det handler om også, som vi skriver, at sende et meget stærkt signal om, at der også er en oplevelse af retfærdighed, der skal ske fyldest, hvis man har oplevet, at skoler, kommuner, systemet som helhed svigter, når et barn har allermest behov for, at systemet er klar til at gribe ind.

Så tak for kommentarerne. Tak for opbakningen. Jeg har lovet også at hilse fra Det Konservative Folkeparti, som ikke kunne være til stede i salen, og sige, at de også bakker op om beslutningsforslaget.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.