Europaudvalget 2021-22
KOM (2020) 0682 Bilag 10
Offentligt
2480554_0001.png
SAMLENOTAT
Samlenotat vedr. forslag til direktiv om pas-
sende mindstelønninger i den Europæiske
Union
16. november 2021
J.nr. 2021 - 8192
CALI
1. Forslag til direktiv om passende mindstelønninger i den Europæiske Union .......2
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
2480554_0002.png
1. Forslag til direktiv om passende mindstelønninger i den Euro-
pæiske Union
- Generel indstilling
KOM-nr. (2020) 682 final
Revideret notat. Ændringer ift. samlenotat af 2. juni 2021 er markeret med streg i
venstre margin.
1. Resumé
Kommissionen har den 28. oktober 2020 fremsat forslag til direktiv om passende
mindstelønninger i den Europæiske Union.
Med forslaget ønsker Kommissionen at sikre, at arbejdstagere i EU har en tilstræk-
kelig løn til at garantere passende arbejds- og levevilkår samt at opbygge retfær-
dige og robuste økonomier og samfund.
Kommissionen anfører, at forslaget opstiller en ramme til forbedring af mindste-
lønningernes tilstrækkelighed og forbedring af arbejdstagernes adgang til beskyt-
tede mindstelønninger med fuld respekt for nationale systemer, national kompe-
tence, arbejdsmarkedets parters autonomi og frihed til at indgå overenskomster.
På det foreliggende grundlag vurderes Rådets kompromistekst ikke at få umiddel-
bare konsekvenser for reguleringen af den danske arbejdsmarkedsmodel. I Rådets
kompromistekst lægges der ikke op til at give lønmodtagere ret til mindsteløn,
hverken ved lov eller overenskomst, hvilket der heller ikke er hjemmel til i Trakta-
ten, jf. TEUF artikel 153, stk.5. Der er under forhandling i Rådet efter stærkt pres
fra Danmark og Sverige sket væsentlige præciseringer af direktivteksten, der un-
derstreger direktivets karakter af et rammedirektiv samt understreger, at direktivet
ikke giver nye rettigheder (artikel 11 og 12). Disse præciseringer vurderes at mini-
mere risikoen for, at den danske model indirekte udfordres på et senere tidspunkt
gennem EU-Domstolens fortolkning.
Det kan imidlertid aldrig med fuldstændig sikkerhed udelukkes, at uklarheder i det
endelige direktiv kan føre til afgørelser fra EU-domstolen, der kan berøre den dan-
ske arbejdsmarkedsmodel. Det kan på det foreliggende grundlag desuden ikke ude-
lukkes, at forslaget vil kunne have lovgivningsmæssige konsekvenser i forhold til fx
indberetning af data. Fremlæggelse af statistik og oplysninger om mindstelønnin-
ger efter det nuværende kompromisforslag forventes at medføre mindre admini-
strative og økonomiske byrder.
Regeringen er enig i, at lønmodtagere i EU skal tjene en løn, de kan leve for, når
de arbejder fuld tid. Regeringen er imidlertid imod enhver regulering, der kan un-
derminere den danske arbejdsmarkedsmodel
direkte eller indirekte. Danmark har
en stærk og langvarig tradition for, at løn- og arbejdsvilkår reguleres af arbejds-
markedets parter gennem kollektive overenskomster og uden indblanding fra rege-
ringen og Folketinget. Det sikrer fleksibilitet og tilpasningsdygtighed i forhold til
udviklingen på arbejdsmarkedet, en passende lønudvikling og en afbalancering af
begge parters interesser. Det er nødvendigt, at forslaget tager højde for dette.
2
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
2480554_0003.png
Regeringen er generelt skeptisk over for, om forslaget kan fremsættes med hjemmel
i den bestemmelse, Kommissionen har brugt, idet det fremgår af stk. 5 i artikel 153,
at bestemmelsen ikke vedrører lønforhold. Kommissionen har i regeringens optik
ikke argumentet tilstrækkeligt for, at der kan fremsættes et forslag om rammer for
mindsteløn, når blot forslaget ikke direkte regulerer niveauet for løn. På den bag-
grund anmodede man fra dansk side om en udtalelse fra Rådets Juridiske Tjeneste
vedr. hjemmelsgrundlaget. Rådets Juridiske Tjeneste har
på baggrund af Kom-
missionens oprindelige forslag
vurderet, at direktivet kan hjemles i TEUF artikel
153, for så vidt som at der alene skabes en ramme for fastlæggelse af mindsteløn,
og direktivet ikke direkte påvirker lønfastsættelsen, der er national kompetence.
Regeringen er imod enhver regulering, der kan underminere den danske arbejds-
markedsmodel
direkte eller indirekte. Regeringen anerkender dog, at drøftel-
serne i Rådet trods alt har tydeliggjort, at det er medlemsstaternes kompetence at
fastlægge lønnen.
Forslaget forventes sat på dagsordenen til generel indstilling på EPSCO-rådsmø-
det den 6. december 2021. Der forventes bred opbakning til formandskabets kom-
promisforslag. En gruppe af medlemsstater bakker fortsat op om Kommissionens
oprindelig forslag og giver udtryk for, at de ønsker at fastholde ambitionsniveauet
fra Kommissionens udspil. Gruppen af positive medlemsstater har i den afsluttende
del af forhandlingerne udtrykt ærgrelse over, at Kommissionens forslag er blevet
mindre forpligtende.
2. Baggrund
Kommissionsformand Ursula von der Leyen tilkendegav i forbindelse med sit kan-
didatur til stillingen i sommeren 2019 et ønske om at fremlægge et forslag til en
retsakt, der skulle sikre, at alle lønmodtagere i EU har en passende mindsteløn, som
de kan leve for. Kommissionen har siden arbejdet for at introducere et sådant for-
slag.
Den 28. oktober 2020 fremsatte Kommissionen ved KOM-nr. 682 forslag til direk-
tiv om passende mindstelønninger i den Europæiske Union.
Dansk sprogversion af forslaget er oversendt til Rådet den 2. november 2020.
Forslaget er fremsat med hjemmel i traktaten om Den Europæiske Unions funkti-
onsmåde (TEUF) artikel 153(1) (b) og skal behandles efter den almindelige lovgiv-
ningsprocedure. Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.
Kommissionen har forud for fremsættelsen af forslaget
og i overensstemmelse
med den faste procedure i TEUF artikel 154 og 155, jf. artikel 153
gennemført to
høringer af arbejdsmarkedets parter på europæisk plan, hvor parterne blandt andet
har skulle tage stilling til, om de ønskede selv at indgå en fælles aftale om de af
Kommissionen identificerede udfordringer. De europæiske arbejdsmarkedsparter
har ikke kunne nå til enighed om at indlede forhandlinger med henblik på at indgå
en fælles aftale på EU-niveau.
3. Formål og indhold
3
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
2480554_0004.png
På EPSCO-rådsmødet den 6. december ventes formandskabets kompromisforslag
om passende mindstelønninger i EU at være på dagsordenen til generel indstilling.
Det forventes, at et stort flertal af medlemslande bakker op om den generelle ind-
stilling.
Med forslaget ønsker Kommissionen at sikre, at arbejdstagere i EU har en tilstræk-
kelig løn til at garantere passende arbejds- og levevilkår samt at opbygge retfær-
dige og robuste økonomier og samfund.
Kommissionen fremhæver, at de laveste lønninger i mange medlemsstater ikke har
fulgt med de øvrige lønninger i de seneste årtier. Samtidig har strukturelle tenden-
ser, såsom globalisering, digitalisering og stigning i utraditionelle arbejdsformer,
navnlig i servicesektoren, ført til øget jobpolarisering, hvilket igen har ført til en
stigende andel af lavtlønnede job og job med beskedne kvalifikationskrav, hvilket
har været med til at udhule de traditionelle kollektive overenskomstforhandlinger.
Dette har ført til mere fattigdom blandt personer i arbejde (”working poor”) og
større lønforskelle.
Kommissionen anfører, at forslaget opstiller en ramme til forbedring af mindste-
lønningernes tilstrækkelighed og forbedring af arbejdstagernes adgang til beskyt-
tede mindstelønninger med fuld respekt for nationale systemer, national kompe-
tence, arbejdsmarkedets parters autonomi og frihed til at indgå overenskomster.
Kommissionens oprindelige forslag
Det af Kommissionen foreslåede direktiv består af 19 bestemmelser, inddelt i fire
kapitler, med følgende indhold:
I
Kapitel I
er der indledende bestemmelser om:
Artikel 1
beskriver direktivets formål og afgrænsninger. Det fremgår, at direkti-
vet fastsætter en ramme for:
a) fastsættelse af passende mindstelønninger.
b) arbejdstageres adgang til beskyttelse i form af lønninger fastsat
ved kollektive overenskomster eller lovbestemt mindsteløn, hvor
en sådan findes.
Det fremgår, at direktivet hverken tilsidesætter den fulde respekt for parternes
uafhængighed eller berører deres ret til at forhandle og indgå kollektive over-
enskomster.
Det fremgår, at direktivet ikke berører medlemsstaternes mulighed for at fast-
sætte lovbestemte mindstelønninger eller fremme adgangen til beskyttelse af
mindstelønninger gennem kollektive overenskomster.
Det fremgår, at intet i direktivet gælder som en forpligtelse for de medlemssta-
ter, hvor lønfastsættelsen udelukkende sikres via kollektive overenskomster, til
at indføre en lovbestemt mindsteløn eller at gøre de kollektive overenskomster
alment gældende.
Artikel 2
beskriver anvendelsesområdet. Det fremgår, at direktivet finder anven-
delse for arbejdstagere, som har en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesfor-
hold som fastsat i gældende ret, ved overenskomst eller gældende praksis i de
4
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
enkelte medlemsstater under hensyntagen til den Europæiske Unions Domstols
praksis.
Artikel 3
indeholder definitioner på mindsteløn; lovfastsat mindsteløn; kollek-
tive overenskomstforhandlinger; kollektiv overenskomst og kollektiv overens-
komstdækning.
Artikel 4
fastsætter bestemmelse om fremme af kollektive overenskomstfor-
handlinger om lønfastsættelse.
Det fremgår, at for at øge overenskomstdækningen skal medlemsstaterne i sam-
råd med arbejdsmarkedets parter som minimum træffe følgende foranstaltnin-
ger:
(a) fremme af opbygningen og styrkelsen af arbejdsmarkedets parters
evne til at indgå i kollektive overenskomstforhandlinger om løn-
fastsættelse på sektorplan eller tværfagligt plan.
(b) tilskynde til konstruktive, meningsfulde og informerede forhand-
linger om lønninger blandt arbejdsmarkedets parter.
Det fremgår, at i medlemsstater, hvor overenskomstdækningen er på under 70
procent af arbejdstagerne, skal medlemsstater sørge for en ramme for grundfor-
udsætninger for kollektive overenskomstforhandlinger, enten ved lov efter hø-
ring af arbejdsmarkedets parter eller efter aftale med dem, og udarbejde en
handlingsplan til fremme af kollektive overenskomstforhandlinger. Handlings-
planen skal offentliggøres og meddeles Kommissionen.
I
kapitel II
er der bestemmelser rettet mod de medlemsstater, som har lovbestemt
mindsteløn. Danmark er således ikke omfattet af disse bestemmelser.
Artikel 5
indeholder retningslinjer for, hvordan medlemsstater med lovbestemt
mindsteløn sikrer, at mindstelønnen er tilstrækkelig ud fra en række kriterier
leveomkostninger, andelen af skatter og afgifter, sociale ydelser, det generelle
niveau for bruttoløn og udviklingen i arbejdskraftens produktivitet. Medlems-
staterne skal oprette rådgivende organer, der skal rådgive de kompetente myn-
digheder om spørgsmål vedrørende lovbestemte mindstelønninger.
Artikel 6
giver medlemsstaterne mulighed for at tillade forskellige satser for de
lovbestemte mindstelønninger for bestemte grupper af arbejdstagere. Medlems-
staterne skal holde disse varierende satser på et minimum og sikre, at enhver va-
riation er ikke-diskriminerende, forholdsmæssig, begrænset i tid, hvis det er re-
levant, og objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt mål. Medlemsstaterne
kan endvidere tillade nedsatte satser ved lov, som reducerer lønnen til arbejdsta-
gere til et niveau, der ligger under den lovbestemte mindsteløn, og de nedsatte
satser skal være nødvendige, objektivt begrundede og forholdsmæssige.
Artikel 7
fastsætter, at medlemsstaterne skal tage de nødvendige foranstaltnin-
ger til at sikre, at arbejdsmarkedets parter inddrages rettidigt og effektivt i fast-
sættelsen og ajourføringen af lovbestemte mindstelønninger, herunder gennem
deltagelse i de rådgivende organer for så vidt angår:
a) udvælgelse og anvendelse af de kriterier og vejledende referencer,
der er omhandlet i artikel 5 ved fastsættelse af de lovbestemte
mindstelønninger.
b) ajourføringer af mindstelønninger.
5
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
c) indførelse af varierende og nedsatte satser for de i artikel 6 om-
handlede mindstelønninger.
d) indsamling af data og gennemførelse af undersøgelser med henblik
på at give oplysninger til de myndigheder, der fastsætter lovbe-
stemte mindstelønninger.
Artikel 8
fastsætter, at medlemsstaterne i samarbejde med arbejdsmarkedets par-
ter skal tage følgende foranstaltninger for at forbedre arbejdstagernes adgang til
beskyttelse af mindsteløn alt efter, hvad der er relevant:
a) styrke kontroller og inspektioner, som skal være forholdsmæssigt
afpasset og ikke-diskriminerende.
b) udvikle vejledning til de håndhævende myndigheder.
c) sikre, at oplysninger om mindsteløn offentliggøres på en klar, for-
ståelig og lettilgængelig måde.
Kapitel III
indeholder horisontale bestemmelser, der retter sig mod samtlige med-
lemsstater.
Artikel 9
fastsætter, at medlemsstaterne i overensstemmelse med udbudsdirek-
tiverne skal træffe passende foranstaltninger for at sikre, at økonomiske aktører
ved udførelsen af offentlige udbud eller koncessionskontrakter udbetaler de
lønninger, der er fastsat ved kollektive overenskomster for den pågældende
sektor og det pågældende geografiske område og de lovbestemte mindsteløn-
ninger, hvor sådanne findes.
Artikel 10
fastsætter, at medlemsstaterne skal udvikle effektive dataindsam-
lingsværktøjer til at overvåge mindstelønningernes dækning og tilstrække-
lighed. Medlemsstaterne skal årligt indberette følgende data til Kommissionen
inden den 1. oktober:
(a) medlemsstater med lovbestemt mindsteløn skal oplyse om ni-
veauet for den lovbestemte mindsteløn og andelen af arbejdsta-
gere, der er dækket af den; varierende satser og andel af arbejdsta-
gere dækket af disse; de eksisterende nedsatte satser samt den kol-
lektive overenskomstdækningsgrad.
(b) medlemsstater med overenskomstsystemer skal oplyse om forde-
lingen af deciler af mindstelønninger vægtet med andelen af dæk-
kede arbejdstagere; den kollektive overenskomstdækningsgrad og
lønniveauet for arbejdstagere uden beskyttelse af mindstelønninger
gennem kollektive overenskomster og forholdet til lønniveauet for
arbejdstagere, der har en sådan beskyttelse.
Det fremgår endvidere af artikel 10, at medlemsstaterne skal fremlægge stati-
stik og oplysninger opgjort efter køn, alder, handicap, virksomhedens størrelse
og sektor. Kommissionen kan endvidere anmode medlemsstaten om yderligere
oplysninger i hvert enkelt tilfælde, hvis den anser sådanne oplysninger for at
være nødvendige for at overvåge den effektive gennemførelse af dette direktiv.
Det fremgår videre, at medlemsstaterne skal sikre, at oplysninger om beskyt-
telse af mindstelønninger, herunder kollektive overenskomster og lønbestem-
melser heri, er gennemsigtige og offentligt tilgængelige.
6
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
2480554_0007.png
Desuden fremgår det, at Kommissionen skal vurdere data og årligt rapportere
til Rådet og Europa-Parlamentet. Endvidere fremgår det, at Beskæftigelsesko-
mitéen årligt skal foretage en undersøgelse af fremme af kollektive overens-
komstforhandlinger om lønfastsættelse og om mindstelønningernes tilstrække-
lighed i medlemsstaterne.
Artikel 11
fastsætter, at uden det berører særlige klage- og tvistbilæggelsespro-
cedurer i henhold til relevante kollektive overenskomster, skal medlemssta-
terne sikre arbejdstagere, herunder de, hvor arbejdsforholdet er ophørt, adgang
til effektiv og upartisk tvistbilæggelse og ret til genoprejsning, herunder til pas-
sende kompensation i tilfælde af krænkelser af deres rettigheder i forbindelse
med lovbestemte mindstelønninger eller beskyttelse af mindstelønninger gen-
nem kollektive overenskomster.
Det fremgår endvidere af artikel 11, at medlemsstaterne skal træffe de nødven-
dige foranstaltninger for at beskytte arbejdstagere, herunder arbejdstagerrepræ-
sentanter, imod ugunstig behandling fra arbejdsgiverens side og eventuelle ne-
gative følger af en klage, der er indgivet til arbejdsgiveren eller af procedurer,
der indledes med det formål at sikre overholdelse af de rettigheder, der er for-
bundet med lovbestemte mindstelønninger eller beskyttelse af mindstelønnin-
ger gennem kollektive overenskomster.
Artikel 12
fastsætter, at medlemsstaterne skal fastlægge regler om sanktioner
for overtrædelse af nationale bestemmelser. Sanktionerne skal være effektive,
stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.
Kapitel IV
indeholder afsluttende bestemmelser om gennemførelse, evaluering og
revision, ikke-forringelse og gunstigere bestemmelser samt ikrafttræden.
Artikel 13
fastsætter, at medlemsstaterne kan overlade arbejdsmarkedets parter
at gennemføre dette direktiv, hvis de i fællesskab anmoder herom. Medlems-
staterne tager i så fald alle nødvendige skridt for at sikre, at de resultater, der
tilstræbes med dette direktiv, til enhver tid garanteres.
Artikel 14
fastsætter, at medlemsstaterne skal sikre, at arbejdstagere og arbejds-
givere, herunder SMV’ere
gøres opmærksomme på de nationale foranstaltnin-
ger til gennemførelse af dette direktiv.
Artikel 15
fastsætter, at Kommissionen skal evaluere direktivet 5 år efter da-
toen for direktivets gennemførelse. Evalueringen sendes til Europa-Parlamentet
og Rådet med eventuelle forslag til lovgivningsmæssige ændringer.
Artikel 16
fastsætter, at direktivet ikke ændrer på medlemsstaternes adgang til
at anvende eller indføre love og administrative bestemmelser, der er gunstigere
for arbejdstagerne, eller til at fremme eller tillade anvendelsen af kollektive
overenskomster, der er gunstigere for arbejdstagerne.
Artikel 17
fastsætter, at direktivet skal gennemføres 2 år efter direktivets ikraft-
træden.
Artikel 18
fastsætter, at direktivet træder i kraft på tyvendedagen efter offent-
liggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 19
fastsætter, at direktivet er rettet til medlemsstaterne.
Formandskabets kompromistekst
7
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
2480554_0008.png
Der er under forhandlingerne i Rådets arbejdsgruppe sket en række ændringer i for-
hold til det af Kommissionen fremsatte direktivforslag. Der er følgende ændringer,
som man fra dansk side ser positivt på:
Forslagets titel hedder nu ”a framework for adequate minimum wages in the EU”,
hvilket understreger direktivets status af et rammedirektiv.
Der er sket en række præciseringer i artikel 1, der tydeliggør, at direktivet fastlæg-
ger rammer og procedurer og ikke konkret lønregulering. ”Framework” er indsat i
artikel 1, og det fremgår af forslaget,
at ”passende/tilstrækkelig” alene gælder i for-
hold til lovbestemt mindsteløn.
I artikel
2 er der medtaget en ændring, hvor det fremgår, at direktivet gælder ”i for-
hold til arbejdstagere” og ikke ”for arbejdstagere”. Det understreger direktivets na-
tur som et rammedirektiv, samt at der ikke gives individuelle rettigheder.
Fra regeringens side har vi sat spørgsmålstegn ved, om artikel 4, stk. 2, var i over-
ensstemmelse med nærhedsprincippet. Artikel 4, stk. 2, indeholder krav om, at
medlemsstater med en overenskomstdækning på under 70 procent, skal sørge for
gode forhold for kollektive forhandlinger og udarbejde en handlingsplan. Fra dansk
side er det lykkes at få en ændring ind i artikel 13, så det nu klart fremgår, at hvis
medlemsstater vælger at lade arbejdsmarkedets parter implementere direktivet, så
kan arbejdsmarkedets parter selv udarbejde en handlingsplan i henhold til artikel 4,
stk. 2, uden indblanding fra regeringen, hvis arbejdsmarkedets parter i fællesskab
anmoder herom.
Som teksten foreligger nu, er rapporteringskravene efter artikel 10 mindre omfat-
tende end i Kommissionens udspil. Det betyder blandt andet, at oplysninger om
mindstelønninger alene opgøres efter køn, alder, handicap, virksomhedens størrelse
og sektor i den udstrækning, sådanne data allerede er tilgængelige. Endvidere skal
medlemsstater med overenskomstsystemer indberette data om den laveste lønsats
efter kollektive overenskomster, der dækker lavtlønnede. Hertil kommer niveauet
for løn for arbejdstagere, der ikke er omfattet af kollektive overenskomster i for-
hold til niveauet for overenskomstdækkede.
Det er samtidigt blevet tydeliggjort i artikel 11 og 12, at direktivet ikke indeholder
nye rettigheder, der kan håndhæves.
Det bemærkes, at der fortsat forhandles i Rådets arbejdsgruppe, og at det forelig-
gende kompromisforslag således ikke er endeligt.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Forslaget skal vedtages både af Europa-Parlamentet (EP) og Rådet i den alminde-
lige lovgivningsprocedure.
EP’s beskæftigelsesudvalg har den 11. november 2021 stemt om udvalgets udkast
til betænkning til Kommissionens forslag. Ordførerskabet er delt mellem EPP samt
8
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
2480554_0009.png
S&D, og Beskæftigelsesudvalget har godkendt formuleringer, der vil øge direkti-
vets forpligtigelser i forhold til Kommissionens oprindelige forslag, herunder sær-
ligt:
At der lægges op til et forslag, der skal sikre - ikke blot passende - men også ri-
melige mindstelønninger i EU, som i det mindste sikrer en anstændig levestand.
Under direktivets anvendelsesområde ønsker EP, at direktivet skal gælde alle
arbejdstagere i Unionen.
For så vidt angår artikel 4 om fremme af kollektiv forhandling foreslår EP me-
get detaljerede lovmæssige bestemmelser vedrørende kollektive aftalesystemer
og fagforeningers rettigheder. EP ønsker endvidere, at medlemsstater, der ligger
under en tærskel for kollektiv forhandling på 80 pct. skal at fremme kollektiv
forhandling via en handlingsplan, der sikrer en overenskomstdækning på 80 pct.
af alle arbejdstagere.
EP lægger endvidere op til øget informationsforpligtelse i forhold til målsætnin-
gerne i handlingsplanen.
Ovenstående ønsker, som Europa-Parlamentet forventes at ville presse på for i den
videre proces, vurderes at gå imod regeringens holdning.
Det bemærkes dog samtidig, at Europa-Parlamentet på nogle væsentlige punkter ta-
ger hensyn til specifikke danske og svenske bekymringer. Særligt lægges op til, at
den for Danmark problematiske artikel 11 om adgang til erstatning og beskyttelse
mod ugunstig behandling, kun skal gælder for systemer med lovbestemt mindste-
løn og almengjorte overenskomster, dvs. ikke i Danmark og Sverige. Endvidere fo-
reslår EP, at det alene er oplysninger om lovbestemt mindsteløn og almengjorte
overenskomster, der skal gøres offentlig tilgængeligt.
Betænkningen ventes at passere Europa-Parlamentets plenar ultimo november. Når
Europa-Parlamentet har fastlagt endelig holdning til forslaget, ventes trilogforhand-
lingerne at starte.
5. Nærhedsprincippet
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF (Traktaten om Den Europæiske Unions
Funktionsmåde) artikel 153, stk. 1, litra b), om arbejdsvilkår, og forslaget skal be-
handles efter den almindelige lovgivningsprocedure i TEUF artikel 294. Spørgsmå-
let om nærhedsprincippet er kun relevant, hvis EU overhovedet har kompetence til
at regulere området. Forslag med hjemmel i artikel 153 skal i henhold til formåls-
bestemmelsen i artikel 151 respektere ”forskellene
i national praksis, særlig på
overenskomstområdet.”
Efter nærhedsprincippet kan EU handle på de områder, som ikke hører ind under
dets enekompetence, hvis målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig
grad kan opfyldes af medlemsstaterne centralt, lokalt eller på regionalt plan, og
hvor den påtænkte handlings omfang eller virkning bedre kan nås gennem EU-re-
gulering, jf. TEUF artikel 5 (3). Forslaget må derfor i forhold til hver enkelt kon-
krete bestemmelse afvejes i forhold til nærhedsprincippets grundlæggende krav
om, at der kun bør reguleres på EU-plan, hvis formålet ikke i tilstrækkelig grad kan
nås på medlemsstatsniveau. Regulering af arbejdsvilkår efter artikel 153, stk. 2,
9
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
litra b), er omfattet af den såkaldte delte kompetence mellem Unionen og medlems-
staterne, jf. TEUF artikel 4, stk. 2, litra b).
Kommissionens vurdering
Kommissionens vurdering af forslagets forhold til nærhedsprincippet er indeholdt i
forslagets begrundelse på side 7.
Adgang til mindstelønninger, der garanterer en anstændig levestandard, er ifølge
Kommissionen et centralt element i passende arbejdsvilkår. Selv om løn på natio-
nalt plan henhører under medlemsstaternes kompetence, er de store forskelle i stan-
darderne for adgang til passende mindstelønninger en del af arbejdsvilkårene og
skaber store forskelle i det indre marked, som ifølge Kommissionen bedst kan
håndteres på EU-plan.
Kommissionen anfører, at arbejdstagerne i de fleste medlemsstater påvirkes af
manglende tilstrækkelighed og/eller huller i dækningen for så vidt angår beskyt-
telse af mindstelønninger. Disse problemer berører både arbejdstagere i de lande,
der har lovbestemte mindstelønninger, og arbejdstagere, der er underlagt kollektive
overenskomstforhandlinger. Tilbagegangen i de kollektive overenskomstforhand-
linger og den stigende polarisering af arbejdsmarkederne betyder, at det fremadret-
tet bliver mere vanskeligt at skabe lige vilkår i det indre marked og sikre, at kon-
kurrencen er baseret på høje sociale standarder, innovation og produktivitetsforbed-
ringer.
Mindstelønspolitikker har været underlagt multilateral overvågning inden for ram-
merne af det europæiske semester (beskæftigelsesstrategien), og EU har udstedt
politiske retningslinjer til udvalgte medlemsstater. Selv om flere medlemsstater i de
seneste år har taget skridt til at forbedre deres mindstelønsordninger, har de natio-
nale foranstaltninger imidlertid ikke været tilstrækkelige til at løse problemet med
manglende tilstrækkelighed og/eller dækning for så vidt angår beskyttelse af mind-
stelønninger. Det er Kommissionens opfattelse, at uden politisk handling på EU-
plan kan de enkelte lande være meget lidt tilbøjelige til at forbedre deres fastsæt-
telse af mindstelønninger, fordi de er af den opfattelse, at dette kan have en negativ
indvirkning på deres eksterne omkostningskonkurrenceevne.
Med hensyn til at styrke mindstelønsordninger vil en indsats på EU-plan ifølge
Kommissionen være mere effektiv end en indsats på nationalt plan. Den vil skabe
klarere forventninger, sikre, at fremskridtene ikke foregår delvist eller ujævnt, og
styrke tilliden mellem medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter. Dette vil bi-
drage til at skabe det nødvendige momentum til en reform af mindstelønsordninger
på nationalt plan. En indsats på EU-plan vil derfor bidrage til at sikre lige konkur-
rencevilkår i det indre marked ved at hjælpe med at imødegå store forskelle i mind-
stelønningernes dækning og tilstrækkelighed, som ikke er begrundet i de underlig-
gende økonomiske forhold. Dette kan ikke i tilstrækkelig grad opnås gennem en
ukoordineret indsats fra medlemsstaternes side.
Ved det foreslåede direktiv fastsættes der en ramme for minimumsstandarder, og
medlemsstaternes beføjelser til at fastsætte højere standarder respekteres, uden at
10
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
2480554_0011.png
dette ifølge Kommissionen berører den rolle, som arbejdsmarkedets parter kan
have i medlemsstaterne i overensstemmelse med nationale traditioner og med fuld
respekt for arbejdsmarkedets parters aftalefrihed. I overensstemmelse med artikel
153, stk. 2, litra b), i TEUF vil det foreslåede direktiv støtte og supplere medlems-
staternes indsats gennem minimumsforskrifter for en gradvis gennemførelse.
Regeringens vurdering
Det er efter regeringens opfattelse væsentligt, at parternes aftalefrihed på lønområ-
det fuldt ud respekteres. Afsnittet om social- og arbejdsmarkedspolitikken (afsnit
X) i TEUF indeholder i formålsbestemmelsen en formulering, der fremhæver par-
ternes aftalefrihed og deres rolle:
Ifølge artikel 151 ”iværksætter Unionen og med-
lemsstaterne foranstaltninger, der tager hensyn til forskellene i national praksis,
særligt på overenskomstområdet”. Bestemmelsen kan siges at afspejle nærheds-
princippet. Vurderingen af, om nærhedsprincippet er overholdt, skal derfor ses i ly-
set af, om forslaget fuldt ud respekterer aftalefriheden.
Regeringen er på den baggrund delvist uenig i Kommissionens vurdering af, at
nærhedsprincippet er overholdt, idet regeringen stiller spørgsmålstegn ved, om de
dele af forslaget, der vedrører fremme af kollektive forhandlinger ved en overens-
komstdækning under 70 procent (artikel 4, stk. 2) og håndhævelse (artikel 11 og
12) er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Som Kommissionen selv frem-
hæver i begrundelsen til forslaget, er der i lande med høj overenskomstdækning
bedre resultater end i andre lande i form af højere løn, færre lavtlønnede mv., og
forslaget til direktiv tager i vidt omfang højde herfor i form af ønske om at fremme
kollektive forhandlinger og ved ikke at pålægge indførelse af lovbestemt mindste-
løn. Efter regeringens opfattelse kan successen for en model som den danske til-
skrives, at staten overhovedet ikke blander sig i rammerne for overenskomsterne
eller i håndhævelsen heraf, således at parterne har det fulde ansvar herfor.
Artikel 4, stk. 2, læst sammen med betragtning 19, indebærer umiddelbart, at ram-
mer til fremme af kollektive forhandlinger skal ske ved lov eller trepartsaftale.
Denne konstatering står dog tilsyneladende i modsætning til direktivforslagets arti-
kel 13, hvorefter det kan overlades til arbejdsmarkedets parter at gennemføre direk-
tivet.
I kompromisteksten i Rådet er der sket en henvisning fra artikel 13 til artikel 4, stk.
2, der gør der klart, at arbejdsmarkedets parter kan overlades at implementere arti-
kel 4, stk. 2.
Efter forslagets artikel 11, stk. 1,
skal m
edlemsstaterne sikre, at arbejdstagere har
adgang til effektiv og upartisk tvistbilæggelse og en ret til genoprejsning, herunder
til passende kompensation, i tilfælde af krænkelser af deres rettigheder i forbin-
delse med lovbestemte mindstelønninger eller beskyttelse af mindstelønninger gen-
nem kollektive overenskomster, uden at dette berører særlige klage- og tvistbilæg-
gelsesprocedurer i henhold til relevante kollektive overenskomster. Endvidere skal
medlemsstaterne efter stk. 2 sikre, at arbejdstagerne beskyttes mod ugunstig be-
handling fra arbejdsgiverens side og eventuelle negative følger af en klage, der er
indgivet til arbejdsgiveren, eller af procedurer, der indledes med det formål at sikre
11
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
2480554_0012.png
overholdelse af de rettigheder, der er forbundet med lovbestemte mindstelønninger
eller beskyttelse af mindstelønninger gennem kollektive overenskomster. Det er
uklart, om en arbejdstager i et land uden lovbestemt mindsteløn har mulighed for at
håndhæve en mindsteløn i en kollektiv overenskomst, selv om arbejdstageren ikke
er omfattet af overenskomsten, fordi vedkommende er ansat på en arbejdsplads
uden overenskomst. Direktivforslaget synes således ikke på dette punkt at være i
overensstemmelse med nærhedsprincippet, idet sikring af løn ved kollektiv over-
enskomst fungerer mest effektivt, når arbejdsmarkedets parter selv er ansvarlig for
håndhævelse. Det er ikke tilstrækkeligt, at det i artikel 11, stk. 1, står, at bestem-
melsen ikke berører håndhævelsesmekanismer i kollektive overenskomster, idet
bestemmelsen kan forstås som adgang til at gå til domstolene parallelt med over-
enskomsternes egne konfliktløsningsmekanismer. Bestemmelsen om straf i artikel
12 kan også føre til, at der skal idømmes straf i en situation, hvor man ellers ville
løse det ved mægling og forlig.
I formandskabets kompromistekst er det præciseret, at artikel 11 og 12 gælder i det
omfang, der findes nationale regler om mindstelønsbeskyttelse, der er blevet over-
trådt. Det er således blevet tydeliggjort, at direktivet ikke giver nye rettigheder, der
kan håndhæves. Nærhedsprincippet vurderes derved at være respekteret.
6. Gældende dansk ret
I Danmark reguleres løn- og arbejdsvilkår gennem kollektive overenskomster. Der
er i Danmark ikke lovfastsat mindsteløn, og der er heller ikke almengjorte overens-
komster. I Danmark gælder overenskomsterne for de parter, som har indgået dem,
eller som har tiltrådt dem. Overenskomsterne har endvidere en afsmittende virk-
ning på den del af arbejdsmarkedet, som ikke er dækket af kollektive overenskom-
ster.
I Danmark er der i henhold til grundloven foreningsfrihed, og fagforeninger og ar-
bejdsgiverorganisationer skal ikke godkendes af staten, ligesom staten ikke fører
registre over fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer eller indgåede kollektive
overenskomster, som er private aftaler. Staten fastsætter ikke rammer for at
fremme kollektive forhandlinger. Staten finansierer dog Forligsinstitutionen og Ar-
bejdsretten.
Aftaleparterne i en kollektiv overenskomst vil på arbejdstagerside som hovedregel
være en fagforening, mens det på arbejdsgiverside kan være den enkelte arbejdsgi-
ver/virksomhed eller en arbejdsgiverorganisation. En overenskomstdækket arbejds-
giver er forpligtet til at give alle ansatte, som arbejder inden for overenskomstens
faglige område, overenskomstmæssige vilkår. Hvis virksomheden ansætter en per-
son, der ikke er medlem af den fagforening, som virksomheden har indgået over-
enskomst med, skal denne person have de samme løn- og ansættelsesvilkår, som
gælder for de øvrige ansatte på virksomheden.
Hvis en arbejdsgiver ikke er medlem af en arbejdsgiverorganisation, kan en fagfor-
ening søge at indgå overenskomst med den enkelte arbejdsgiver. Sådanne overens-
komster mellem en enkelt arbejdsgiver og en fagforening indgås oftest som så-
kaldte “tiltrædelsesoverenskomster”. Med en tiltrædelsesoverenskomst forpligter
12
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
arbejdsgiveren sig til at følge den til hver tid gældende overenskomst inden for det
relevante faglige område.
De danske regler for, hvornår der kan tages kollektive kampskridt er ganske libe-
rale i forhold til andre EU-lande. Fx er der ikke et absolut krav om, at det pågæl-
dende forbund har medlemmer beskæftiget på virksomheden. Det er tilstrækkeligt,
at forbundet har en overenskomst på området. Der er også forholdsvis vide rammer
for at iværksætte sympatikonflikter. Dette medfører, at konfliktretten er et effektivt
middel til at indgå overenskomster og et incitament til at melde sig ind i en arbejds-
giverorganisation.
Et meget vigtigt element i den danske model er fredspligten, der betyder, at når der
er indgået en kollektiv overenskomst, kan der ikke lovligt finde arbejdsstandsnin-
ger sted, så længe overenskomsten løber. Denne fredspligt er én af årsagerne til, at
det danske arbejdsmarkedet er meget fredeligt med få arbejdskonflikter. En del af
den danske arbejdsmarkedsmodel er konfliktløsningssystemet. Der skelnes mellem
interessekonflikter og retskonflikter.
Interessekonflikter er konflikter, hvor arbejdet ikke er overenskomstdækket, men
hvor en fagforening forsøger at opnå overenskomst. Interessekonflikter mægles af
Statens Forligsinstitution, som er reguleret i lov om mægling i arbejdsstridigheder,
mens spørgsmål om hvorvidt kollektive kampskridt er lovlige, behandles af Ar-
bejdsretten.
Retskonflikter er konflikter, hvor der foreligger en overenskomst, men hvor der en-
ten er overenskomstbrud eller uenighed om fortolkningen af en overenskomst mel-
lem overenskomstens parter. Disse forhold reguleres efter lov om Arbejdsretten og
faglige voldgiftsretter. Arbejdsretten behandler bl.a. sager om overtrædelse af kol-
lektive overenskomster om løn- og arbejdsforhold, mens faglige voldgiftsretter be-
handler sager om fortolkning og forståelse af kollektive overenskomster og sager
om overenskomstbrud, hvis parterne er enige om, at de skal behandles ved faglig
voldgift.
Det følger af den danske retsplejelov, at fagforeninger kan optræde som mandatarer
for deres medlemmer i sager vedrørende medlemmernes ansættelses- og arbejdsvil-
kår m.m. Det følger endvidere af almindelige forenings- og arbejdsretlige princip-
per, at en fagforening i kraft af lønmodtagerens medlemsskab er beføjet til at
handle på lønmodtagerens vegne. Arbejdsgiverorganisationer kan på lignende vis
repræsentere virksomheder.
Når en arbejdsgiver indgår en overenskomst med en fagforening, er det som nævnt
et generelt princip, at overenskomsten finder anvendelse i forhold til alle ansatte på
en arbejdsplads, som udfører arbejde inden for det faglige område
uanset om den
ansatte er medlem af den fagforening, som har indgået overenskomsten.
Det er aftaleparterne, der skal sikre overenskomsters overholdelse. Det er således
aftaleparterne, som har rettigheder og pligter i henhold til overenskomsterne. Det
sikrer stabilitet, tillid og effektivitet.
13
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
2480554_0014.png
Det betyder også, at det er aftaleparterne, som har retten til at føre sager for Ar-
bejdsretten eller faglige voldgiftsretter, hvor der ikke er enighed om overholdelse
af overenskomsten. Det er organisationerne, der har indgået de pågældende over-
enskomster, og fagforeningen har påtaleretten, fordi sagen handler om brud på den
aftale, som fagforeningen har indgået.
Hvis en organisation ikke agter at forfølge en sag om brud på overenskomsten, kan
den organiserede eller uorganiserede lønmodtager selv anlægge en sag ved de al-
mindelige domstole om overtrædelse af den individuelle ansættelseskontrakt, som
overenskomsten er en integreret del af. Men lønmodtageren kan som individ kun i
særlige tilfælde anlægge en sag ved Arbejdsretten eller ved en faglig voldgiftsret,
hvor sagen indebærer overenskomstfortolkning.
Arbejdsretten og de faglige voldgiftsretter kan idømme en bod og efterbetaling af
løn mv. for brud på overenskomsten. Efter lov om Arbejdsretten og faglige vold-
giftsretter kan domme og forlig indgået for Arbejdsretten eller faglige voldgifter
fuldbyrdes efter retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse.
Efter aftalelovens § 36 kan en individuel aftale ændres eller tilsidesættes helt eller
delvis, hvis den vil være urimelig eller i strid med redelig handlemåde at gøre gæl-
dende. Da det beror på en meget konkret vurdering, og da retspraksis er sparsom,
kan der ikke siges noget generelt om, hvad der er en urimelig løn.
For så vidt angår statistiske oplysninger om løn, er Danmark Statistik ansvarlig for
dataindsamling i Danmark. Danmarks Statistik offentliggør årligt oplysninger om
lønmodtagernes lønninger fordelt efter uddannelse, arbejdsfunktion, område, bran-
che og alder for hele arbejdsmarkedet. Statistikken omfatter lønmodtagere ansat på
normale vilkår i den offentlige sektor og i virksomheder/organisationer med mindst
10 fuldtidsbeskæftigede, dog ikke virksomheder i landbrug og fiskeri.
Danmarks Statistik
behandler også data fra SKAT’s indkomstregister, som indehol-
der oplysninger for alle lønmodtagere der arbejder i danske virksomheder, herun-
der også personer der bor i udlandet.
Danmarks Statistik registrerer ikke oplysninger om overenskomster mellem ar-
bejdsgivere og faglige organisationer.
7. Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
Det fremgår af forslaget, at medlemsstaterne kan overlade implementeringen af di-
rektivet til arbejdsmarkedets parter, hvis de i fællesskab anmoder herom. I overens-
stemmelse med TEUF artikel 153, stk. 3, skal staten dog være i stand til at sikre de
resultater, der er foreskrevet i det pågældende direktiv. Det vil sige, at staten om
nødvendigt skal lovgive, hvis direktivet giver rettigheder til lønmodtagere, som de
ikke har i medfør af overenskomster.
Kompromisforslaget i Rådet giver ikke rettigheder til lønmodtagere, som de ikke
har i medfør af overenskomster. Dette har været særligt relevant i forhold til artikel
14
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
2480554_0015.png
11 om håndhævelse, da det i Kommissionens oprindelige forslag var uklart, om
denne artikel kunne give lønmodtagere en individuel påtaleret til at håndhæve en
overenskomst ud over den mulighed, der i dag eksisterer efter Arbejdsretsloven.
Efter forhandling i Rådet fremgår det nu eksplicit, at artikel 11 om håndhævelse
kun gælder i det omfang, at der nationalt findes regler om mindstelønsbeskyttelse.
Artikel 11 om håndhævelse og artikel 12 om sanktioner berører ikke gældende reg-
ler i Arbejdsretsloven.
Det fremgår af direktivforslaget, at såfremt overenskomstdækningen på arbejds-
markedet kommer under 70 procent af arbejdstagerne, skal medlemsstater sørge for
en ramme for grundforudsætninger for kollektive overenskomstforhandlinger, en-
ten ved lov efter høring af arbejdsmarkedets parter eller efter aftale med dem, og
udarbejde en handlingsplan til fremme af kollektive overenskomstforhandlinger.
Danmark har allerede en række ”grundforudsætninger” i form af hovedaftaler på
arbejdsmarkedet, Arbejdsretsloven, Forligsmandsloven, mm.
Efter forhandling i Rådet fremgår det nu også eksplicit af artikel 13 om implemen-
tering, at muligheden for at overlade implementeringen af direktivet til arbejdsmar-
kedets parter også gælder i forhold til fx udarbejdelsen af en handlingsplan til
fremme af kollektive overenskomstforhandlinger. Henvisningen fra artikel 13 til
artikel 4, stk. 2 gør det også klart
som Kommissionen i øvrigt i svar af 7. april
2021 på Folketingets begrundede udtalelse har bekræftet
at medlemsstater i hen-
hold til artikel 13 også kan overlade implementeringen af rammer for grundforud-
sætninger for kollektive overenskomstforhandlinger til arbejdsmarkedets parter,
hvis de i fællesskab anmoder herom.
Det kan ikke afvises, at det vil være nødvendigt med lovgrundlag for tilvejebrin-
gelse af data i henhold til artikel 10. Det vil afhænge af den endelige udformning af
direktivteksten.
Der er i formandskabets forslag krav om, at medlemsstaterne skal sikre, at oplys-
ninger om beskyttelse af mindsteløn er offentligt tilgængelige på en omfattende og
let tilgængelig måde. Arbejdsmarkedets parter vil skulle bidrage til denne oplys-
ningspligt.
Konsekvenser for arbejdsmarkedet
På det foreliggende grundlag vurderes Rådets kompromistekst ikke at få umiddel-
bare konsekvenser for reguleringen af den danske arbejdsmarkedsmodel. I Rådets
kompromistekst lægges der ikke op til at give lønmodtagere ret til mindsteløn,
hverken ved lov eller overenskomst, hvilket der heller ikke er hjemmel til i Trakta-
ten, jf. TEUF artikel 153, stk.5. Der er under forhandling i Rådet efter stærkt pres
fra Danmark og Sverige sket væsentlige præciseringer af direktivteksten, der un-
derstreger direktivets karakter af et rammedirektiv samt understreger, at direktivet
ikke giver nye rettigheder (artikel 11 og 12). Disse præciseringer vurderes at mini-
mere risikoen for, at den danske model indirekte udfordres på et senere tidspunkt
gennem EU-Domstolens fortolkning.
15
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
2480554_0016.png
Det kan imidlertid aldrig med fuldstændig sikkerhed udelukkes, at uklarheder i det
endelige direktiv kan føre til afgørelser fra EU-Domstolen, der kan berøre den dan-
ske arbejdsmarkedsmodel. Det er umiddelbart uden fortilfælde i EU at regulere et
område på en indirekte måde i form af procedurer, fordi EU ikke har kompetence
til direkte regulering, og der er derfor heller ikke domspraksis fra beslægtede områ-
der.
Økonomiske konsekvenser og konsekvenser for erhvervslivet
I forslaget lægges der op til, at medlemsstaterne skal fremlægge statistik og oplys-
ninger om mindstelønninger opgjort efter køn, alder, handicap, virksomhedens
størrelse og sektor.
Efter forhandling i Rådet fremgår det nu, at rapporteringskrav vedr. statistik og op-
lysninger er mindre omfattende end i Kommissionens udspil, bl.a. skal oplysninger
om mindstelønninger alene opgøres efter køn, alder, handicap, virksomhedens stør-
relse og sektor i den udstrækning, sådanne data er tilgængelige. Alle medlemsstater
skal indberette data om overenskomstdækning. Endvidere skal medlemsstater med
overenskomstsystemer indberette data om den laveste lønsats efter kollektive over-
enskomster, der dækker lavtlønnede samt niveauet for løn for arbejdstagere, der
ikke er omfattet af kollektive overenskomster i forhold til niveauet for overens-
komstdækkede. Fremlæggelse af statistik og oplysninger om mindstelønninger ef-
ter det nuværende kompromisforslag forventes at medføre mindre administrative
byrder i forhold Kommissionens oprindelige forslag. Omfanget heraf vil afhænge
af direktivets endelige udformning.
Andre konsekvenser og beskyttelsesniveauet
En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at have andre væsentlige konsekvenser og
ventes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark.
8. Høring
Det af Kommissionen fremsatte direktivforslag har været sendt i høring hos EU-
Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold ifm. udarbejdelse af
Grund- og Nærhedsnotatet. Der er modtaget høringssvar fra Fagbevægelsens Ho-
vedorganisation (FH), Dansk Arbejdsgiverforening (DA), KL, Danske Regioner,
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (MEDST) (som arbejdsgiver), Akademi-
kerne, Ledernes Hovedorganisation (Lederne), Finanssektorens Arbejdsgiverfor-
ening (FA) samt ITD
Brancheorganisation for den danske vejgodstransport, ITD
Arbejdsgiver (samlet herefter ITD).
Høringssvar fra medlemmerne af EU-Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og So-
ciale Forhold er opsummeret nedenfor.
Hjemmel
FH vurderer generelt, at direktivforslaget er stærkt problematisk og kan få alvorlige
konsekvenser for den danske arbejdsmarkedsmodel. FH vurderer ikke, at der er
hjemmel til at fremsætte forslag om løn, men at TEUF art. 153, stk. 5, undtager løn
fra regulering. FH anser det for at være yderst problematisk, at Kommissionen ikke
respekterer undtagelsen i traktaten og er bekymret for, at lovgivning på dette om-
16
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
2480554_0017.png
råde vil blive starten på en glidebane, og at EU vil kunne lovgive om andre elemen-
ter i artikel 153, stk. 5. FH bemærker, at ændringer i teksten i direktivforslaget ikke
vil ændre på problemstilingen i forhold til hjemmel, hvorfor det ikke er muligt for
FH at pege på ændringsforslag, der vil gøre direktivforslaget acceptabelt. FH hen-
viser endvidere til Den Sociale Søjle og bemærker, at den blev vedtaget med en ud-
trykkelig forsikring om, at søjlen ikke er juridisk bindende.
DA bemærker med henvisning til Lissabontraktaten, at EU ikke har kompetence til
at beskæftige sig med medlemsstaternes lønforhold, og at lønforhold er et anlig-
gende, som suverænt er forbeholdt medlemsstaterne. DA bemærker, at forslaget er
konstrueret på en kunstig måde, hvor mindsteløn skal reguleres indirekte gennem
EU-fastsatte kriterier, krav om indrapportering af lønstatistik og krav om hand-
lingsplaner m.v. DA anfører, at Kommissionens forsøg på at omgå den manglende
hjemmel i traktaten har resulteret i et usammenhængende og uklart forslag, der
tvinger medlemsstaterne til at lovgive om lønforhold og efterlader en meget stor ri-
siko for, at det fremover bliver EU-Domstolen, der afgør, om kollektive overens-
komster i Danmark lever op til EU-fastsatte standarder.
KL er af den opfattelse, at Kommissionen med henvisning til TEUF artikel 153,
stk. 1, litra b, og stk. 2, fortsat ikke i tilstrækkelig grad har redegjort for direktivets
juridiske grundlag, dels fordi der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt der er tale om
”arbejdsvilkår”, og dels
fordi det gennem et direktiv ikke kan garanteres, at EU-
Domstolen ikke senere vil fortolke på, hvad rammebetingelserne for en passende
mindsteløn er og herved påvirke løndannelsen. KL er således meget bekymret for,
at det vil føre til en glidebane i forhold til, hvor langt EU kan gå i forhold til
spørgsmålet om løndannelse i Danmark.
Danske Regioner bemærker, at det er uklart, hvorvidt Kommissionen har hjemmel
til at indføre det foreslåede direktiv om mindsteløn og er bekymret for, at initiativet
om mindsteløn kun er det første i en række af initiativer, hvor rækkeviden for EU-
direktiver om arbejdsmarkedsforhold udvides til områder, der er væsentlige i for-
hold til den danske model, og som håndteres af arbejdsmarkedets parter. Danske
Regioner finder, at der
er tale om en glidebane i forhold til EU’s kompetence,
og at
forslaget bør afvises.
Akademikerne bemærker, at direktivet ikke respekterer TEUF artikel 153, stk. 5,
ligesom Akademikerne ikke finder, at direktivforslaget ligger inden for rammerne
af de beføjelser, der er overladt til EU i den danske tiltrædelseslov.
Lederne finder ikke, at Kommissionen har lovhjemmel til direktivforslaget og er af
den overbevisning, at forslaget vil være så ødelæggende for den danske model, at
det ikke fremtidigt vil være muligt at opretholde modellen i sin eksisterende form.
Lederne er af den opfattelse, at direktivet, som er meget vidtrækkende, ud fra et le-
galitetshensyn bør hvile på et klart - og uomtvisteligt - juridisk grundlag, hvilket
Lederne ikke anser, at det nuværende grundlag lever op til.
FA stiller tillige spørgsmålstegn ved hjemmelsgrundlaget, idet FA angiver, at
Kommissionens forslag rejser bekymring for, i hvilket omfang EU-lovgivning om
17
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
2480554_0018.png
løn er i overensstemmelse med TEUF artikel 153, der overlader regulering af løn til
arbejdsmarkedets parter.
MEDST vurderer ikke, at der er hjemmel i TEUF artikel 153, stk. 5 til et direktiv,
der vedrører lønforhold og angiver, at det medfører en risiko for at skabe præce-
dens for yderligere regulering af denne bestemmelses undtagelser, herunder organi-
sationsret og retten til kollektive kampskridt.
ITD bemærker, at Kommissionens forslag balancerer ønsket om forbedring af ar-
bejdsvilkår over for Kommissionens manglende kompetence til direkte at påvirke
lønniveauer i medlemsstaterne ved at sikre, at medlemsstaterne bliver forpligtet,
samtidig med at forslaget fremlægges med stor respekt for de forskellige landes ar-
bejdsmarkedsmodeller.
Direktivets formål
FH, DA, KL og Akademikerne bakker op om formålet med Kommissionens initiativ.
FH, DA og KL bemærker, at forslaget ikke er proportionelt eller løser de problemer,
det sigter på at løse. FH foreslår, at man ser på andre veje til at nå målet om at sikre
adgang til rimelige mindstelønninger og fremme af kollektive aftaler og øget over-
enskomstdækning.
KL og FA ser helst, at problemstillingerne bliver håndteret gennem det europæiske
semester, hvor Kommissionen kan give landespecifikke anbefalinger. Her vil med-
lemsstaterne kunne bruge den åbne koordinations metode til at fremme passende
lønniveauer, ud fra forholdene i de enkelte medlemsstater, og på en mindre indgri-
bende måde end den, Kommissionen anvender.
ITD bakker op om initiativer, der kan være med til at forbedre arbejdsvilkår for
chauffører og personale ansat i transportsektoren, og som samtidig bekæmper so-
cial dumping. ITD finder det positivt, at Kommissionen med sit forslag ønsker at
fremme opbygningen og styrkelsen af arbejdsmarkedets parters evne til at indgå i
kollektive overenskomstforhandlinger om lønfastsættelse på sektorplan eller tvær-
fagligt plan med henblik på at øge den kollektive overenskomstdækning.
Direktivets indhold
KL anerkender, at Kommissionen i artikel 1, stk. 3, har forsøgt at undtage medlems-
stater, hvis lønfastsættelse alene sker gennem kollektive overenskomster. Indhold og
rækkevidde vil dog i sidste ende være op til EU-Domstolen at afgøre, hvorfor KL
ikke føler sig tilstrækkeligt betrygget i, at direktivet ikke får en konsekvens for den
danske model og løndannelsen på det kommunale arbejdsmarked. FH bemærker i
forhold til samme bestemmelse, at indholdet ikke betyder, at Danmark er undtaget
fra at leve op til bestemmelserne i direktivet, men at Danmark
med henvisning til,
at direktivet skal sikre
”arbejdstageres adgang til beskyttelse af mindstelønninger
i
form af lønninger fastsat ved kollektive overenskomster eller i form af en lovbestemt
mindsteløn, hvor en sådan findes”
ikke kan leve om til krav om, at alle arbejdsta-
gere er sikret en mindsteløn. FH bemærker, at en vedtagelse af direktivet, kan føre
til, at Danmark må indføre lovgivning for at leve op til formålet med direktivet. DA
bemærker, at bestemmelsen efterlader stor usikkerhed i forhold til lønmodtagere, der
18
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
2480554_0019.png
hverken er dækket af en kollektiv overenskomst eller lovbestemt mindsteløn, og at
der er en betydelig risiko for, at Danmark kan blive nødt til at regulere disse lønmod-
tageres lønvilkår gennem lovgivning. Akademikerne bemærker ift. artikel 1, stk. 3,
at skulle direktivet blive vedtaget, vil det være helt centralt, at det til stadighed sikres,
at der ikke består nogen pligt til at lovgive om mindstelønninger i medlemsstater,
hvor lønfastsættelsen sikres ved kollektive overenskomster, heller ikke ved eventu-
elle efterfølgende ændringer af direktivet. FA
bemærker med præambel 4’s
henvis-
ning til den sociale søjle, at der åbnes op
for ”dynamisk fortolkning” af direktivet
fra
EU-Domstolens side, og dermed risikerer denne betragtning at underminere undta-
gelsen i artikel 1, stk. 3, og dermed at underminere kollektive aftalemodeller som
den danske model.
ITD bemærker, at man er glad for, at forslaget ikke pålægger Danmark at indføre en
mindsteløn, og at der med forslaget indføres en klar skelnen mellem de forskellige
landes arbejdsmarkedsmodeller, når det kommer til forpligtelserne, således at der
tages hensyn til medlemsstaternes traditioner og love på deres respektive arbejds-
markeder.
DA bemærker i forhold til artikel 2 om direktivets anvendelsesområde, at det kan
medføre uklarhed, som giver mulighed for, at EU-Domstolen på et senere tidspunkt
vil forholde sig autoritativt til spørgsmålet om, hvem der kan støtte ret på direktivet.
FH, DA og KL, Akademikerne, FA fremhæver alle direktivets artikel 4 (om
fremme af kollektive forhandlinger) og 11 (om ret til genoprejsning og beskyttelse
mod ugunstig behandling) og anfører, at ansvaret for områder i Danmark, der i dag
hører under parternes kompetence, hermed vil overgå til regeringen, og derved fra-
tage arbejdsmarkedets parter deres autonomi. Fx ved at forpligte regeringen til at
lave en offentlig handlingsplan for at fremme kollektive forhandlinger. Selvom det
er nævnt i forslaget, at rammen om de kollektive forhandlinger kan ske efter aftale
med parterne, er direktivet rettet mod medlemsstaterne, og det vil betyde, at det bli-
ver regeringen, der har ansvaret for overenskomstdækningen i Danmark. DA un-
derstreger, at pligten til at sikre regler for konfliktløsning m.v. i artikel 11 ikke er
betinget af, at overenskomstdækningen falder til under 70 procent. DA fremhæver,
at lovregulering om adgangen til at få behandlet sager om mindsteløn i kollektive
overenskomster vil bryde med den arbejdsdeling, der er i Danmark mellem arbejds-
markedets parter og det politiske system, hvor denne type regler er fastsat ved af-
tale og ikke ved lovgivning. KL er bekymret for, hvilke konsekvenser bestemmel-
sen kan få for det fagretlige system i Danmark samt EU-Domstolens potentielle
fortolkning. Bestemmelsen kan ifølge KL medføre store udfordringer i forhold til
de principper, som det fagretlige system bygger på. Såfremt staten bliver pålagt at
sikre en rettighed for alle lønmodtagere, vil det sætte systemet under et stort pres.
FA bemærker, at artikel 11, stk. 2, handler om beskyttelse af tillidsrepræsentanter,
som hører hjemme i de kollektive overenskomster under ingen omstændigheder bør
fastsættes ved lovgivning.
MEDST fremhæver tillige direktivets artikel 4 og bemærker, at der er en risiko for
regulering af den danske aftalemodel.
19
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
2480554_0020.png
For så vidt angår grænsen på 70 procent i artikel 4, stk. 2, angiver KL og Akademi-
kerne, at det er uklart, hvordan de 70 procent skal beregnes. Det er ifølge KL afgø-
rende, om 70 procent-overenskomstdækningen inkluderer alle arbejdstagere i Dan-
mark, eller om det skal opgøres på sektorer eller brancher. Formuleringen åbner op
for, at EU-Domstolen kan fortolke dette forhold bredt og til mulig skade for den
danske model.
DA og KL anfører, at formålet med, indholdet og konsekvenserne af artikel 9 om
udbud synes uklare.
I forhold til direktivets artikel 10 om monitorering og dataindsamling stiller KL
spørgsmål ved de data, der skal indhentes, herunder om ansatte der er medlem af en
faglig organisation. DA finder det uklart, hvad formålet er med indrapporterings-
pligten, og hvad Kommissionen skal bruge oplysningerne til, når de ikke kan på-
lægge bestemte lønniveauer i medlemsstaterne. Desuden anfører DA, at forslaget
vil pålægge erhvervslivet nye byrder, som henset til det uklare formål er uforholds-
mæssigt store.
ITD finder, at det er et godt og vigtigt element, at Kommissionen ønsker et nær-
mere indblik i lønniveauerne i de forskellige medlemsstater. Det er for ITD en for-
udsætning for et velfungerende indre marked, at der på EU-plan vedtages lovgiv-
ning, som hæver niveauet på de nationale arbejdsmarkeder, da situationen på andre
landes arbejdsmarkeder har stor betydning for danske virksomheder, som opererer
på det samme marked.
FH, DA og KL, FA, Lederne lægger vægt på, at mange uklarheder i direktivet
bl.a. om evt. individuelle rettigheder, anvendelsesområdet og definitioner
i tvivls-
tilfælde vil efterlade fortolkningsrum til EU-Domstolen. Det anføres, at det ikke
kan garanteres, at EU-Domstolen vil holde sig fra at fortolke på bestemmelser om
forhold, som i Danmark udelukkende bliver håndteret af arbejdsmarkedets parter
gennem kollektive overenskomster og aftaler.
MEDST bemærker tillige, at man ikke er blevet overbevist af Kommissionens for-
søg på at forsikre imod efterfølgende afgørelser fra EU-Domstolen og henviser til,
at EU-Domstolen har en historie for udvidende fortolkninger.
KL og Akademikerne finder det uklart, om direktivet giver en individuel rettighed,
der giver den enkelte lønmodtager mulighed for at føre en sag ved EU-Domstolen
vedrørende en medlemsstats manglende overholdelse af rammerne for en passende
mindsteløn.
Nærhedsprincippet
DA opfordrer Folketinget til grundigt at vurdere, om forslaget fra Kommissionen
iagttager nærhedsprincippet.
Det er DA’s
vurdering, at målet bedst vil kunne løses
nationalt.
20
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
2480554_0021.png
ITD er glad for, at forslaget ikke pålægger Danmark at indføre en mindsteløn, og at
der med forslaget indføres en klar skelnen mellem de forskellige landes arbejds-
markedsmodeller, når det kommer til forpligtelserne, således at der tages hensyn til
medlemsstaternes traditioner og love på deres respektive arbejdsmarkeder.
Opfordring til den danske regering
FH opfordrer den danske regering til at arbejde imod EU-lovgivning om løn, da en
manglende respekt for undtagelsen i Traktatens art. 153, stk. 5, vil være begyndel-
sen på en glidebane, der kan skade den danske arbejdsmarkedsmodel.
KL forventer, at Rådets Juridiske Tjenestes gennemgang af det juridiske grundlag
vil vise, at EU ikke har det fornødne juridiske grundlag til at vedtage direktivet. I
givet fald mener KL, den danske regering bør overveje at trække det gule kort
mekanismen for kontrol med anvendelsen af nærhedsprincippet.
Med henvisning til manglende hjemmelsgrundlag og uden klare undtagelser opfor-
drer Lederne regeringen til at forhindre, at direktivforslaget vedtages.
MEDST henstiller til, at Beskæftigelsesministeriet indtager en kritisk position over
for Kommissionens nyeste version af et initiativ om fair minimumsløn, både ift.
indholdet af direktivforslaget men også hvorvidt der er hjemmel til at vedtage di-
rektivet.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Siden forslagets fremsættelse er der afholdt 16 arbejdsgruppemøder om sagen i Rå-
det. Gennem forhandlingerne har en række lande udtrykt skepsis og fremsat ønsker
og krav til justering af Kommissionens udkast. Det slovenske formandskab har i
høj grad efterkommet ønskerne fra denne gruppe af skeptiske lande. Det forventes
af den grund, at et kvalificeret flertal i Rådet på nuværende tidspunkt vil kunne
støtte en generel indstilling i Rådet. Forslaget forventes derfor sat på dagsordenen
til generel indstilling på EPSCO-rådsmødet den 6. december 2021.
En gruppe af medlemsstater bakker fortsat op om Kommissionens forslag og giver
udtryk for, at de ønsker at fastholde ambitionsniveauet fra Kommissionens udspil.
Denne gruppe fremhæver forslaget som et væsentligt element i et sikre et mere so-
cialt Europa og opadgående social konvergens. Gruppen af positive medlemsstater
har i den afsluttende del af forhandlingerne udtrykt ærgrelse over, at Kommissio-
nens forslag er blevet mindre forpligtende.
Det slovenske formandskab har i forhandlingerne i høj grad forsøgt at efterkomme
synspunkterne fra den gruppe af medlemsstater, der modsat har udtrykt skepsis
over for forslagets omfang og rækkevidde. Et væsentlig element heri har været ju-
steringen af artikel 5 om tilstrækkelighed af lovbestemte mindstelønninger og arti-
kel 6 vedrørende varierende og nedsatte satser for lovbestemte mindstelønninger.
Dertil kommer, at det slovenske formandskab har mindsket forpligtigelser for med-
lemsstaterne fra artikel 10 om indberetning af data.
Danmark og Sverige har under behandlingen af forslaget tydeligt givet udtryk for,
at et forslag ikke må risikere at underminere de velfungerende danske og svenske
21
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
2480554_0022.png
arbejdsmodeller. Det slovenske formandskab har i vidt omfang efterkommet dette
gennem ændringer af Kommissionens udkast, der har til hensigt at fremhæve de
særlige vilkår for lande med en overenskomstbaseret arbejdsmarkedsmodel.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen er generelt skeptisk over for, om forslaget kan fremsættes med hjem-
mel i den bestemmelse, Kommissionen har brugt, idet det fremgår af stk. 5 i artikel
153, at bestemmelsen ikke vedrører lønforhold. Kommissionen har i regeringens
optik ikke argumentet tilstrækkeligt for, at der kan fremsættes et forslag om ram-
mer for mindsteløn, når blot forslaget ikke direkte regulerer niveauet for løn. På
den baggrund har man fra dansk side anmodet om en udtalelse fra Rådets Juridiske
Tjeneste vedr. hjemmelsgrundlaget.
Udtalelsen fra Rådets Juridiske Tjeneste er modtaget, og Folketingets Europaud-
valg er orienteret om indholdet heri.
Rådets Juridiske Tjeneste har
med udgangspunkt i EU-Domstolens praksis
vur-
deret, at Kommissionens oprindelig forslag til direktiv kan hjemles i TEUF artikel
153, for så vidt som at der alene skabes en
ramme
for fastlæggelse af mindsteløn,
og direktivet ikke direkte påvirker lønfastsættelsen, der er national kompetence. På
baggrund af udtalelsen fra Rådets Juridiske Tjeneste, har man fra dansk side ud fra
en stærkt kritisk forhandlingstilgang arbejdet yderligere for at påvirke teksten, så
den tydeligt afspejler
begrænsningerne i EU’s kompetence fsva. løn, herunder at
der alene er tale om et rammedirektiv, der giver en ramme og ikke direkte kan på-
virke lønfastsættelse i medlemsstaterne. Regeringen finder det essentielt, at be-
grænsningerne i EU’s kompetencer tydeliggøres, og at parternes autonomi respek-
teres.
Som det fremgår af grund- og nærhedsnotatets afsnit 5, er regeringen desuden del-
vist uenig i Kommissionens vurdering af, at nærhedsprincippet er overholdt. I for-
mandskabets kompromisforslag er der taget højde for de anførte indvendinger.
Direktivet har til formål at fastsætte en ramme til fastsættelse af passende mindste-
lønninger og til arbejdstageres adgang til beskyttelse af mindstelønninger i form af
lønninger fastsat ved kollektive overenskomster samt at fremme social dialog i den
Europæiske Union.
Regeringen er enig i, at lønmodtagere i EU skal tjene en løn, de kan leve for, når de
arbejder fuld tid. Regeringen anerkender, at andre EU-lande kan opleve udfordrin-
ger med netop dét
og at de lande skal have redskaber der kan hjælpe dem med at
fremme lønmodtagerforhold.
Det er nødvendigt, at forslaget tager højde for og fremmer velfungerende løndan-
nelse, ikke mindst arbejdsmarkedets parters rolle i en afbalanceret løndannelse. For
arbejdsmarkedets funktion, både nationalt og på EU-plan, såvel som for det indre
marked, er det vigtigt, at beslutninger træffes af de interessenter, der er mest berørt
og kender området. Dette skaber den nødvendige balance mellem fleksibilitet og
arbejdstagernes beskyttelse. I et land som Danmark, er det arbejdsmarkedets parter,
der har den rolle, og det er der en lang og stærk tradition for.
22
kom (2020) 0682 - Bilag 10: Samlenotat om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
2480554_0023.png
Regeringen er derfor imod enhver regulering, der kan underminere den danske ar-
bejdsmarkedsmodel
direkte eller indirekte.
Regeringen er også imod bestemmelser, der på sigt kan give individuelle rettighe-
der for arbejdstagere, og har særligt arbejdet for, at det gøres helt klart, at artikel 11
om håndhævelse ikke kan give grundlag for at en arbejdstager, der ikke er omfattet
af en kollektiv overenskomst og derfor påstår ikke at have ret til en passende afløn-
ning, kan udlede en ret til overenskomstmæssig løn.
Dette er der grund til for bl.a. at undgå konsekvenser, som det kendes fra domsto-
lens praksis vedr. direktiv 2003/88 / EF (arbejdstidsdirektivet). Dette direktivs an-
vendelsesområde er blevet udbredt som følge af domstolens praksis, hvilket har
haft konsekvenser for arbejdsmarkedet i Danmark, for lovgivning såvel som for
overenskomster. Det er meget vigtigt, at et direktiv om tilstrækkelig mindsteløn
ikke skaber tilsvarende problemer på området for løndannelse.
Regeringen støtter en sikring af parternes autonomi og vil derfor være imod for-
slag, der indebærer, at regeringen skal fastsætte rammebetingelser for at sikre en
tilstrækkelig overenskomstdækning på arbejdsmarkedet. Ansvaret for overens-
komstdækning skal alene bero på arbejdsmarkedets parter.
Regeringen finder umiddelbart, at medlemsstater, hvor løn udelukkende fastsættes
ved kollektive overenskomster helt skal undtages fra direktivet. Og særligt også de-
taljerede krav om indberetning af data. Regeringen stiller sig endvidere kritisk over
for behov og formål med så detaljeret en indberetningspligt i forhold til formålet
med direktivet.
Regeringen finder, at systemer, hvor lønninger udelukkende fastsættes gennem kol-
lektive forhandlinger, skal respekteres fuldt ud gennem hele direktivet, også i for-
hold til gennemførelsen, hvor det skal være muligt at overlade hele implementerin-
gen til arbejdsmarkedets parter og dermed sikre parternes autonomi.
Regeringen er imod enhver regulering, der kan underminere den danske arbejds-
markedsmodel
direkte eller indirekte. Regeringen anerkender dog, at det med
kompromisforslaget er tydeliggjort, at det er medlemsstaternes kompetence at fast-
lægge lønnen. Regeringen er imidlertid ikke fuldt ud overbevist om, at der er hjem-
mel til et forslag, selv om det alene fastlægger nogle rammer, og regeringen fast-
holder en generel skepsis, idet regeringen er principielt uenig i, at EU regulerer for-
hold om lønfastsættelse.
11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Grund- og nærhedsnotat om forslaget til direktiv om passende mindstelønninger i
den Europæiske Union blev oversendt til Folketingets Europaudvalg den 23. no-
vember 2020. Samlenotat om forslaget blev oversendt til Folketingets Europaud-
valg den 2. juni 2021.
Siden forslagets fremsættelse er Folketingets Europaudvalg mundtligt orienteret
om sagen den 26. november 2020, den 11. marts 2021, den 8. april 2021, den 6.
maj 2021, den 10. juni 2021 og den 7. oktober 2021.
23