Den 3. juni 2022
MIM 56-22
GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Om Kommissionens forslag til ændring af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning om fluorholdige drivhusgasser samt ophævelse af forordning 517/2014
KOM(2022)150
Resume
Kommissionen har den 5. april 2022 fremlagt et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning om fluorholdige drivhusgasser (F-gasser). Forslaget, der forelå i en dansk
sprogversion den 9. maj 2022, erstatter den eksisterende F-gas forordning fra 2014.
Forordningen har til formål at begrænse udledningen af F-gasser og leverer herigennem
et vigtigt bidrag til at EU kan opfylde sine styrkede klimamål for 2030 i henhold til Paris-
aftalen om klimagasser og Montrealprotokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget, som
også regulerer F-gasser. Det centrale element i forslaget består i at fremskynde
nedtrapningen af mængden af HFC-gasser, der lovligt kan markedsføres. Producenter og
importører vil fremover fortsat kunne søge om at få tildelt kvoter af denne faldende
mængde. For at forebygge misbrug og hamstring af kvoterne forslås det, at der skal betales
et gebyr til Kommissionen i forbindelse med tildelingen af kvoter. Gebyret udgør ca. 22
DKK pr ton CO2 ækvivalenter.
Forslaget indfører derudover yderligere
markedsføringsforbud mod - og grænser for den maksimale klimapåvirkning af den
fluorholdige drivhusgas indeholdt i - forskellige typer af udstyr. Kommissionen ønsker
desuden med forslaget at få tillagt beføjelser til at vedtage delegerede retsakter på en
række nye områder, herunder vedr. genvinding af F-gasser, tildeling af kvoter til
producenter og importører af HFC-gasser og vedrørende overvågning af illegal handel
med F-gasser. Forslaget vurderes ikke at have nævneværdige økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet, ej heller væsentlige statsfinansielle
konsekvenser. Forslaget vurderes at have en positiv til neutral påvirkning af
beskyttelsesniveauet i Danmark.
Regeringen hilser Kommissionens forslag velkomment og støtter behovet for en yderligere
begrænsning i udledningen af F-gasser i overensstemmelse med de konkrete initiativer,
Kommissionen foreslår. Kommissionens forslag indebærer dog tillige at medlemsstaternes
kompetente myndigheder skal kunne pålægge administrative straffe, herunder
administrative bøder for overtrædelse af forordningen. Det er centralt for regeringen, at
Danmark med forslaget ikke forpligtes til at skulle indføre administrative bøder, idet
administrative bøder giver anledning til forfatningsretlige betænkeligheder.
1. Status
Kommissionen sendte den 5. april 2022 det ovennævnte forslag til Rådet. Forslaget har
hjemmel i TEUF artikel 192, stk.1, og skal derfor vedtages af Rådet med kvalificeret flertal
efter bestemmelserne om den almindelige lovgivningsprocedure i TEUF artikel 294.
Miljøstyrelsen
•
Strandgade 29
•
1401 København K
Tlf. 72 54 40 00
•
Fax 33 32 22 28
• CVR
25798376
• EAN
(drift)5798000863002 (tilskud)5798000863019
•
•
www.mst.dk