Rent drikkevand og sikker
kemi
J.nr. 2022-5562
Den 19. maj 2022
GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Om Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om stoffer, der
nedbryder ozonlaget samt ophævelse af forordning 1005/2009
KOM(2022)151
Resume
Kommissionen har den 5. april 2022 fremlagt et forslag til forordning om stoffer der nedbryder
ozonlaget. Forslaget forelå i en dansk sprogversion den 29. april 2022. Kommissionens forslag
erstatter den eksisterende forordning 1005/2009 om stoffer, der nedbryder ozonlaget.
Forordningen har til formål at begrænse udledningen af ozonlagsnedbrydende stoffer, men da
langt de fleste ozonlagsnedbrydende stoffer derudover også er meget kraftige drivhusgasser
bidrager forordningen også til at opfylde EU’s klimaforpligtelser efter Parisaftalen.
Forslagets
centrale element er at udvide kravene om genanvendelse eller sikker destruktion af
ozonlagsnedbrydende stoffer til også at omfatte visse typer isolationsmateriale i bygninger.
Endvidere foreslås det at forenkle og effektivisere det eksisterende licenssystem vedrørende
import og eksport af stofferne eller udstyr med indhold af ozonlagsnedbrydende stoffer. Da en
række tidsbegrænsede anvendelsesundtagelser er udløbet består forslaget derudover mest i at
fjerne disse. Kommissionen ønsker desuden med forslaget at få tillagt beføjelser til at vedtage
delegerede retsakter på 2 nye områder vedr. hhv. udstedelse af importlicenser og vedr.
opdatering af forordningens lister over ozonlagsnedbrydende stoffer. Forslaget vurderes ikke
at have nævneværdige økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet, ej heller
væsentlige statsfinansielle konsekvenser. Forslaget vurderes ikke at påvirke
beskyttelsesniveauet i Danmark.
Regeringen hilser overordnet set Kommissionens forslag velkomment og støtter behovet for en
forenkling og effektivisering af licenssystemet, og at flere typer af affald med
ozonlagsnedbrydende stoffer genanvendes eller destrueres på en miljømæssig forsvarlig måde.
Kommissionens forslag indebærer dog tillige, at Medlemsstaterne skal kunne opkræve
administrative bøder. Dette er ikke i overensstemmelse med dansk ret, og det er derfor
nødvendigt, at en accept af vores retssystem skrives ind i forordningen.
Baggrund
Kommissionen sendte den 5. april 2022 ovennævnte forslag til Rådet. Forslaget har hjemmel i
TEUF artikel 192, stk.1, og skal derfor vedtages af Rådet med kvalificeret flertal efter
bestemmelserne om den almindelige lovgivningsprocedure i TEUF artikel 294. Forslaget forelå
i en dansk udgave den 29. april 2022.