Tak for det, formand. Må jeg ikke starte med at takke for modtagelsen af lovforslaget. Vi kom vidt omkring, og det er også helt fair, for hvis man ser på lovforslaget som sådan, indeholder det også flere elementer, og det er jo fair, at det også giver anledning til lidt debat.
Men lovforslaget indeholder som sagt flere elementer, som enten medvirker til at forenkle, hvad man kunne kalde unødige og besværlige regler på moms- og afgiftsområdet, eller som – som det også været fremme – er med til at sikre, at de danske regler er i overensstemmelse med EU-retten. Den væsentligste og – kan vi også høre her på debatten – mest omtalte ændring i forslaget vedrører så moms på forfattere og kunstneres ophavsrettigheder, og her tror jeg jo det er vigtigt bare lige med det samme at bemærke, at Danmark er forpligtet til at indrette sin lovgivning i overensstemmelse med EU-retten, og at netop den ændring er nødvendig for at bringe de danske momsregler i overensstemmelse med EU-reglerne på området.
Dernæst vil jeg også bare understrege, at forslaget, som det også har været fremme, indgår som finansiering af en ny flerårsaftale for kriminalforsorgens økonomi fra 2022 til 2025. Det er en aftale, der er lavet mellem regeringen, Dansk Folkeparti, SF og Det Konservative Folkeparti, og aftalen er så med til at skabe fundamentet for en helt nødvendig genopretning af kriminalforsorgen med en væsentlig forøgelse af kapaciteten og jo altså også en målrettet indsats for at fastholde og rekruttere de nødvendige fængselsbetjente, der skal til.
Samtidig sættes der hårdt ind over for de indsatte, som ikke vil have et liv uden for kriminalitet, mens de, der ønsker at være en del af samfundet, skal hjælpes bedre på vej. Jeg finder det meget positivt, at der er landet en sådan aftale for kriminalforsorgens økonomi. Jeg synes, det er en god, en vigtig og en bred aftale, og partierne bag aftalen er jo så med til at tage ansvar for det, også i relation til at bringe momsreglerne i overensstemmelse med EU-retten, som vi har hørt på debatten i dag.
Lad mig starte med at omtale et par ændringer, som også vil lette de administrative byrder for virksomhederne og borgerne. For det første foreslås det at forenkle virksomhedernes opgørelse af moms i særordningen for brugte genstande m.v., dvs. den såkaldte brugtmomsordning. Efter de gældende regler kan virksomheder, der handler med brugte varer, som de har købt fra privatpersoner eller ikkemomspligtige virksomheder, undgå at betale moms flere gange af den samme vare ved at bruge brugtmomsordningen. Ordningen giver virksomhederne mulighed for at nøjes med at beregne moms af fortjenesten i stedet for af hele salgsprisen. I dag skal en virksomhed, der handler med brugte varer, som hovedregel afregne moms for hver enkelt vare. Med forslaget bliver det i højere grad muligt at opgøre momsen for en afgiftsperiode i stedet for pr. salg. Dermed forenkles reglerne samt de administrative byrder for virksomhederne. Hvad kunne et eksempel være? Ja, det kunne være, at alle antikvariater, der eksempelvis køber og sælger brugte bøger, vil kunne opgøre den samlede fortjeneste af bøgerne pr. afgiftsperiode, som f.eks. kunne være kvartalet, og at de derfor slipper for at opgøre fortjenesten og dermed momsen pr. bog.
For det andet foreslås det, at kravet om sikkerhed ved midlertidig indførsel fra Færøerne og Grønland afskaffes, hvis varemodtagerne er etableret i Danmark, på Færøerne eller i Grønland. Og med den her del af forslaget vil reglerne om midlertidig indførsel blive forenklet, og der vil blive fjernet en hindring inden for rigsfællesskabet. Jeg er selvsagt tilfreds med, at de her to initiativer er med i forslaget og er med til at forenkle momsreglerne, som kan være komplicerede, og at de er med til at lette byrderne for virksomhederne. Forslaget indeholder som nævnt også elementer, der skal sikre, at de danske momsregler er i overensstemmelse med EU's momsregler, da de danske momsregler, som det også har været fremme i debatten, jo bygger på fælles EU-momsregler. Det betyder, at Danmark som sagt er forpligtet til at tilpasse den danske lovgivning til nye direktiver og afgørelser fra EU-domstolen.
Som det tredje element foreslås det at lægge moms på licenser til ophavsrettigheder. Licenser til ophavsrettigheder gives typisk til virksomheder, der ønsker at benytte et produkt, der er ophavsret på. Det vil typisk være en forvaltningsorganisation som KODA eller Gramex, der på vegne af en forfatter eller en kunstner giver virksomhederne tilladelse via en licens til at bruge produkterne, som f.eks. kan være tilladelse til afspilning af musik i et shoppingcenter. I dag er det ikke momspligtigt at give sådanne licenser. Det er imidlertid nødvendigt at ændre de her gældende regler på baggrund af bl.a. en dom fra EU-Domstolen fra januar 2021.
Der har, som det også har været fremme under debatten i dag, i forbindelse med høringen af lovforslaget været en del spørgsmål her til forslaget, og i forlængelse heraf er forslaget, som det også har været fremme, så blevet ændret, og det er vigtigt, så forfattere og kunstnere ikke bliver momspligtige, når de selv giver tilladelse til at anvende deres produkter. Det betyder f.eks., at den betaling, som en musiker får, som jo oftest er fra en forvaltningsorganisation, når musikken bliver afspillet på f.eks. Spotify, ikke er momspligtig for musikeren. At momsfriheden kan opretholdes for kunstnerne selv, skyldes, at Danmark anvender en mulighed i EU-reglerne for at momsfritage forfattere og kunstnere, herunder udøvende kunstnere. Men den her særlige momsfritagelse er personlig og kan derfor ikke anvendes af andre end forfattere og kunstnere. Det har den konsekvens, at der skal lægges moms på licenserne, når andre end kunsterne giver den. Med andre ord vil momspligten gælde for forvaltningsorganisationerne, f.eks. KODA, Gramex eller Copydan, som i eget navn giver licenser til virksomheder, der ønsker at bruge den. Det kunne være Spotify, men også andre, der ønsker at afspille musik fra deres kunstnere, vise en film eller lignende.
Det er vigtigt for regeringen, at kunsterne med lovforslaget ikke oplever administrativt bøvl og får unødige omkostninger forbundet med momspligten på licenser til anvendelse af ophavsrettigheder, og det er der med det ændrede lovforslag fundet en løsning på. Samtidig er det vigtigt at understrege, at kunstnerne jo altså også generelt er tilgodeset i de danske momsregler, hvor kunstneriske ydelser og salg af kunstgenstande i vidt omfang er omfattet af særregler i momsloven, som betyder, at der enten ikke betales moms eller kun betales meget lidt moms, og de her særregler vil selvfølgelig fortsat gælde. Det vil f.eks. sige, at en musikers liveoptræden fortsat er momsfri, og at forfattere fortsat momsfrit vil kunne holde foredrag og oplæsninger m.v. Med hensyn til salg af kunstværker er det jo sådan, at en kunstner ikke skal momsregistreres, hvis salget er under 300.000 kr. årligt, og overstiger salget det her beløb, skal der kun betales moms af 20 pct. af salgsprisen, hvilket så reelt svarer til 5 pct.s moms. For at give forvaltningsorganisationerne tilpas med tid til at ændre it-systemet foreslås det så, at loven her først træder i kraft den 1. januar 2023.
Til sidst vil jeg gerne nævne, at jeg som sagt er utrolig glad for, at vi lige før jul lykkedes med at lande en betydende, afgørende og strukturelt forandrende aftale for kriminalforsorgens fremtid, nemlig flerårsaftalen for kriminalforsorgens økonomi fra 2022 til 2025 med Dansk Folkeparti, SF og Det Konservative Folkeparti, hvor ændringerne af momsreglerne jo altså er med til at finansiere aftalen. Og i forbindelse med aftalen er det jo, som det også har været fremme, endvidere blevet besluttet, at vi nedsætter en hurtigtarbejdende ministeriel arbejdsgruppe, der parallelt med Folketingets behandling skal redegøre for forslagets implementering i forhold til EU-retten og retningslinjerne for minimumsimplementeringen.
Tusind tak for modtagelsen af lovforslaget. Vi besvarer selvfølgelig hjertens gerne alle de spørgsmål, der måtte være, både for så vidt angår den måde, lovforslaget nu er udformet på, relationerne til EU-retten og de andre spørgsmål, der måtte være til forslaget. Vi står selvfølgelig til rådighed for udvalgets, her Skatteudvalgets, behandling af lovforslaget. Men tak for opbakningen til forslaget.