Tak for det. Indledningsvis vil jeg sige, at jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet. Jeg vil også gerne takke ordførerne for bemærkningerne til lovforslaget. Det er jo et lovforslag, som jeg har arbejdet med ganske længe – nå, spøg til side – men det er i hvert fald et lovforslag, der er rigtig vigtigt. Transportsektoren står i 2030 for 30 pct. af de danske udledninger. Og heraf står vejtransporten for langt det meste. Derfor er det også helt afgørende, at udledningerne fra vejtransporten og personbiler reduceres drastisk, og her er elbilerne nøglen.
Regeringens politik går på to ben. Dels har vi gennemført et afgiftssystem, som i den grad tilskynder til den grønne omstilling, dels har vi lagt en plan for udrulning af ladeinfrastruktur, så mangel på lademuligheder ikke bliver en barriere for, at folk køber en elbil. Og det går godt med elbilsalget; faktisk overraskende godt, men vi er ikke i mål, og vi skal ikke stoppe op. Samtidig kommer der løbende flere offentligt tilgængelige ladestandere. Ved udgangen af 2020 var der 2.879 ladepunkter, og et år senere var antallet steget med 68 pct. til 4.828 ladepunkter.
Regeringens plan for ladeinfrastrukturen i Danmark handler om tre ting: for det første at sikre lange ture, der kræver opladning undervejs, for det andet at sikre opladning til bilejere, der ikke har adgang til opladning på egen parkeringsplads, og for det tredje at sikre en langsigtet, ordentlig regulering af området. Med dagens lovforslag er der nu leveret på alle tre dagsordener, men jeg vil gerne understrege, at vi ikke er i mål endnu – langtfra, vi er først lige gået i gang.
For så vidt angår de lange ture, afsatte vi med infrastrukturaftalen 500 mio. kr. til ladeinfrastruktur langs statsvejnettet og 275 mio. kr., der kan understøtte den kommende strategi for udrulning af drivmiddelinfrastruktur for den tunge trafik. Investeringen gør det muligt at udrulle over 50 ladeparker langs statsvejnettet. De første 6 ladeparker bliver etableret i løbet af i år. Og går alt efter planen, kan der inden nytår alene på Fyn – bare lige for at nævne Fyn – være hele 64 nye lynladere fordelt på 4 ladeparker. Det er et stort og vigtigt skridt i den rigtige retning.
Derudover skal vi sikre bedre lademuligheder for de bilejere, som ikke har adgang til at oplade bilen på deres egen parkeringsplads. Det gør vi bl.a. gennem puljer, som bidrager positivt til udviklingen, f.eks. aftalen om udmøntning af 150 mio. kr. til medfinansiering af offentligt tilgængelige ladestandere på kommunale og private arealer i 2022.
Som nogen måske også kan huske, forpligtede regeringen sig i forbindelse med klimasamarbejdsaftalerne om grøn kollektiv trafik i sommeren 2020 til at se på rammerne for at skabe en hjemmel til kommunale tilskud til ladeinfrastruktur. I oktober sidste år fik regeringen så de afgørende elementer i dette lovforslag på plads gennem en politisk stemmeaftale. Aftalen blev indgået mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.
Jeg vil gerne takke partierne for aftalen, fordi den gør det muligt for kommunerne at etablere ladestandere i byer eller landdistrikter – dér, hvor markedet ikke selv kan løfte opgaven. Det vil netop gøre det muligt at sikre endnu flere lademuligheder for de mange, der kører de korte ture ind og ud af byerne, og som ikke lige har råd til at sætte en ladestander op hjemme i garagen.
Endelig er der den tredje og sidste udfordring, og det er de reguleringsmæssige justeringer, der skal til, for at det her overhovedet kan lade sig gøre i sidste ende. Vi ønsker derfor med lovforslaget at gennemføre en række justeringer af rammerne for markedet, som skal understøtte udviklingen af ladeinfrastruktur i Danmark. Vi ønsker også med lovforslaget at gøre det lettere for kommuner og regioner at spille en rolle i udviklingen ved netop at afklare, hvordan de lokalt og regionalt kan understøtte etableringen af offentligt tilgængelig ladeinfrastruktur. Og det er samtidig vores ambition at åbne markedet, så vi får skabt de transparente priser, der skal til, for at bilister kan finde hoved og hale i de mange udbud og tilbud.
Vi kan med andre ord gennem disse tre fokusområder skabe et fintmasket net af offentligt tilgængelig ladeinfrastruktur og samtidig skabe indsigt i priserne, så man som elbilejer fremover kan gennemføre sin opladning hurtigt i hele landet og til en rimelig pris og ikke længere være bange for strømstress eller rækkeviddeangst. Det vil det her lovforslag bidrage til, og det vil samlet set også styrke den danske implementering af direktivet.
Afslutningsvis vil jeg gerne takke for den gode og konstruktive debat om forslaget og om emnet i det hele taget. Jeg ser frem til den videre behandling af lovforslaget her i Folketinget og samarbejdet om det – samarbejdet om også at træde de næste skridt. Og jeg står naturligvis til rådighed for besvarelse af de spørgsmål, der måtte opstå i den forbindelse. Det kunne også være, at jeg har et par spørgsmål selv. Tak for ordet.