Lovforslaget er jo blevet gennemgået af mine kolleger, så det vil jeg ikke gøre. Jeg vil hellere knytte nogle andre ord til det her. Den diskussion, vi har lige nu, omkring vores liv online og på sociale medier, er jo en af de vigtigste diskussioner, vi overhovedet kan have med hinanden, i forhold til hvad det er for et samfund, vi gerne vil have, og hvad det er for en fremtid, vi gerne vil have, og det gør det jo i høj grad, når det handler om børn og unge.
Nu sidder der ret mange oppe på tilhørerrækkerne, og jeg tror, man kan sige, at det er ret boomeragtigt at mene, at ens analoge liv ude i virkeligheden ligesom er mere virkeligt eller mere rigtigt end det liv, man lever online. Det er vi mange der skal lære at forstå, altså at det digitale liv, man har, er lige så vigtigt, og at vi ikke bare kan sige, at man, hvis der er noget, man ikke kan lide der, så må gå sin vej eller forlade de sociale medier. Det går simpelt hen ikke, at vi lader det være op til den enkelte at skulle træffe individuelle valg om, hvad man ligesom vil finde sig i. Det handler om, at vi skal stille nogle krav til de sociale medier, til de techgiganter, der er, og i det hele taget til det digitale liv, det liv, vi har online, om, hvad der er ret og rimeligt.
Vi synes fra SF's side, at det her forslag er rigtig godt. Der bliver nødt til at være nogle meget voldsomme bødestørrelser i de tilfælde, hvor man forbryder sig imod de fælles interesser, der er. Derfor synes jeg kun, det er godt, at man fra EU's side er kommet op på et bødeniveau, der er så højt, som det er her.
Jeg vil gerne lige rette opmærksomheden mod, at vi fra SF's side har fremsat et forslag om digital børnebeskyttelse for et lille års tid siden. Nogle af vores forslag har regeringen også lyttet til – eller de er i hvert fald blevet dækket ind af nogle af de forslag, der kom for nylig fra regeringen, og tak for det. Men vi vil stille nogle ændringsforslag til det her forslag, selv om det måske er lidt specielt, fordi det her jo er implementering af noget EU-stof; det er nogle ændringsforslag, der handler om nogle af de elementer, vi har i vores forslag om digital beskyttelse, baseret på det beslutningsforslag, vi har fremsat.
Det ene handler om, at vi skal forbyde adfærdsdesign målrettet børn og unge under 18 år. Det lyder jo ret teknisk, men det handler i virkeligheden om, hvordan vi alle sammen bliver manipuleret, og om, at børn og unge også bliver manipuleret. Det ved vi jo helt konkret, nemlig at der, hvis man f.eks. er inde på YouTube, er et bestemt design, der er lavet for at fastholde os og vores opmærksomhed . Der er også et design, der faktisk radikaliserer, fordi man hele tiden bliver udsat for materiale, som er vildere, voldsommere eller går mere i en bestemt retning end det, man allerede så. Og det er ikke tilfældigheder. Det er heller ikke tilfældigheder, når dem, der arbejder for techgiganterne, i mindre og mindre grad er it-folk og programmører og i højere og højere grad er folk, der har forstand på hjernen; der er tale om adfærdspsykologer og videnskabsfolk. Det sker, fordi det handler om, hvordan vi kan blive manipuleret, og hvordan vi og vores opmærksomhed kan blive fastholdt . Det er det, der hedder adfærdsdesign. Det kan man ved lov, hvis vi bare er nok lande, der går sammen, sige vi vil have forbudt, i hvert fald når det er produkter, der handler om og er rettet mod børn og unge.
Det andet er et krav om privacy by design og opt in-modeller i stedet for opt out-modeller, og det handler igen om det her med, at det ikke skal være den enkeltes ansvar at sige, at man lige vil gå ud af noget, eller at man sætter en masse flueben. For så individualiserer man det problem, der i virkeligheden burde være fælles og kollektivt, nemlig i forhold til at de produkter, som vi og specielt børn og unge bliver udsat for, skal respektere privatlivet; de skal respektere, at det ikke skal være en byttehandel, hvor man bytter sit privatliv til fordel for at kunne være på et socialt medie. Det skal ikke være sådan, at man, hvis man er på TikTok, så skal give samtlige af ens mest intime og private detaljer om ens privatliv i byttehandel for at være der, hvor alle andre er. Det skal ikke være den enkeltes valg. Det skal være noget, som vi kollektivt beslutter os for.
Nu ved jeg godt, at jeg kom lidt ud ad en tangent, men jeg vil bare bruge anledningen til, at vi, når vi diskuterer det her, som jo netop handler om børnebeskyttelse, beskyttelse af børn og unge, tager den her diskussion, for jeg synes ofte, at det, når vi diskuterer digitalisering, og når vi diskuterer vores digitale liv, så lyder lidt, som om der ikke rigtig er noget at gøre, fordi techgiganterne er så store, og fordi vores liv i så høj grad er digitaliseret og er online nu. Det passer ikke – jeg synes, vi skal være os vores ansvar bevidst og sige: Det er os, der er politikere, og vi kan også ændre på lovgivningen.