Tak for det, og tak for alle de gode taler. Jeg fik lige sagt til en af jer på vej herop, at det her jo burde tage 5 timer og ikke den korte tid, det tager. Nu har jeg taget hele bunken af papirer med herop. Det er jo et kæmpestort kompleks, vi har at gøre med her, som dækker rigtig mange forskellige ting. Det er, præcis som hr. Alex Ahrendtsen siger det, og tusind tak for de rigtig fine ord omkring tilblivelsen af det her. Det her kompleks, vi behandler i dag, er efter min mening svendeprøven på, om vi kunne få skabt fred omkring folkeskolen. Derfor er det her forslag rigtig meget mere end alle de papirer, der er her. Det er et punktum for mange års smertefuld krig om folkeskolen. Da jeg blev udnævnt til minister, var min første oplevelse diskussionen om nationale test og evalueringssystemet, og folk råbte ad hinanden. Når jeg griner lidt af det, er det, fordi det normalt er en utrolig civiliseret flok, der beskæftiger sig med uddannelsespolitik. Det er altså ikke, og heldigvis for det, sådan populismen og den kradsbørstige et eller andet, der står allerførst for. Der er faktisk en utrolig stor mængde af eftertænksomhed og ordentlighed og respekt for hinanden og alle mulige andre ting, og det at opleve så højt et konfliktniveau var godt nok en lille smule rystende.
Det er så ufattelig vigtigt med respekt. Man kan altid diskutere det her med, hvornår man skal bruge det flertal, man er blevet givet af befolkningen i forbindelse med et valg, og hvornår man skal lade være. Og når det er uendelig vigtigt for mig, at der ikke er krig om folkeskolen, så er det, fordi i folkeskolen går alle vores børn. I folkeskolen går der børn af forældre, som synes, at test er noget, en vis herre har skabt, altså Fanden, men det tror jeg ikke jeg må sige, for jeg tror egentlig, at det er et bandeord, så det vil jeg lade være med at sige. Så der går børn af forældre, der har den opfattelse af test, og så går der børn af forældre, der elsker test og eksamener og karakterer. Og så er der alle dem med alle nuancerne indimellem. Alle børn går i folkeskolen. Vi skal alle sammen kunne se os selv i den folkeskole. Vi skal alle sammen kunne sende vores børn af sted til folkeskolen og være trygge ved den måde, skolen griber om børn og unge på, med de meget store holdningsforskelle, der er i en forældrekreds omkring den og i vores samfund.
Det er deraf, at det der 80-procentsbegreb, som fru Lotte Rod nævnte, kommer. Jeg har en rettesnor, der hedder, at hvis vi laver aftaler, skal alle partier og alle parter omkring skolen – lærere og elever og forældre og kommuner og ledere – kunne se sig selv i 80 pct. af aftalen. Så er det jo forskellige 80 pct., altså om man f.eks. er fru Lotte Rod eller hr. Alex Ahrendtsen. Det vil være forskellige 80 pct. Så de 20 pct., hvor man er uenig, er noget forskelligt. Men kan man hver især se sig selv i 80 pct., har vi skabt en folkeskole, hvor alle vores børn kan gå, og hvor alle forældre vil kunne se sig selv i det. Der vil forældrene jo så givet også være uenige i 20 pct. af det, der foregår. Og sådan er det, når vi har folkeskolen som fundamentet for et tillidsbaseret samfund, hvor vi skal lære hinanden at kende på kryds og tværs af de holdningsforskelle, der er.
Jeg mener, at vi har ramt det rigtig godt med det her. I mit politiske liv er et af de stolteste øjeblikke, da vi, Folketingets partier, stod sammen om Sammen om skolen med parterne omkring skolen og præsenterede den politiske aftale, fordi det fik sat et punktum for rigtig mange års krig om skolen, men også fordi det simpelt hen efter min mening er et rigtig godt indhold, vi har fået lavet her. Og jeg er meget enig med fru Mai Mercado. Nu nævner fru Mai Mercado hele det afsnit, der handler om højtbegavede børn, hvor vi jo med det her tager et af de allertungeste redskaber i anvendelse. For der, hvor man virkelig får flyttet på det spørgsmål, er jo, når man i hvert eneste klasselokale kommer til at tage stilling til, hvad det er for børn, og at man i øvrigt gør det meget tidligt i skoleforløbet. Hvad er det for børn, der har det med sig i bagagen og derfor skal opdages tidligt? Og det er en hjælp, for på mange stræk er det jo et positivt problem, indtil det bliver det modsatte, fordi man ikke har fået den hjælp, man skal have. Jeg mener jo, at det er et eksempel på noget i den her aftale – man kunne nævne flere andre kapitler – hvor nogle har budt ind og sagt, at det har vi behov for at gøre noget ved.
Jeg synes jo, at det er folkestyret, når det er allerbedst, altså der, hvor man kan byde ind med de ting, man brænder for, og vi så kan finde fælles løsninger på det i stedet for at klappe hinandens områder ned. Jeg brænder helt vildt for ordblindhed, og det vil sige, at jeg har annonceret, at jeg en gang om året kommer med noget nyt i forhold til ordblindhed. Det her er jo så en af de ting, der kommer i forhold til ordblindhed, og det er faktisk DSU's fortjeneste. For det er den nu snart tidligere DSU-formand, hr. Frederik Vad, der bragte det ind til mig, nemlig at det ville være en god idé med screeningstest. Så vi bringer jo noget ind til bordet hver især og med hver vores baggrund. Og der, hvor vi gør begge dele i stedet for ikke at gøre nogen af delene, er egentlig der, hvor jeg synes tingene bliver allerbedst. Der synes jeg, vi har fundet hinanden på en rigtig god måde omkring det her.
Så vil jeg i forhold til testene – altså selve det, at vi går ind og erstatter de nationale test med de nye færdighedstest – sige, at jeg næsten tror, at det, der er det vigtigste, netop er at have fundet balancen. For det var det, der egentlig var problemet med de nationale test: Man fandt ikke balancen mellem de forskellige hensyn, der nødvendigvis må være omkring test. Der er et samfundsmæssigt hensyn til, at vi skal vide, at det går godt med skolen, altså skolen som samlet institution. Så har forældrene også ret til at få et indblik i, hvordan det går med deres børn i skolen. Og så er der et pædagogisk hensyn, der handler om, at lærerne både skal kunne se meningen med det og også kunne anvende de test, der bliver brugt i skolen. Der var balancen røget med de gamle nationale test, og jeg mener, at vi med de nye test får fundet et helt andet sted, og det er jo bl.a., fordi vi har lyttet til lærerne, som meget tydeligt har sagt, at langt de fleste lærere alligevel tester i læsefærdigheder og i de basale matematiske færdigheder.
Og det er det vigtigste at følge med i, fordi det er det, der spiller over på alle andre fag. Ligegyldigt hvad man beskæftiger sig med i skolen, er det vigtigt, at man kan læse, og at man har de basale færdigheder i matematik. Det vil sige, at der kan vi fint politisk se, hvordan det går med skolen samfundsmæssigt. Og det vil sige, at vi fik fundet nogle nye vrid ind i det, som jeg tror er kloge for skolen.
Så har der været det hensyn, at forældrene ikke har kunnet gennemskue, hvad deres børn egentlig er blevet testet i. Opgaverne har ikke været tilgængelige; det har ikke været gennemskueligt, hvad det her adaptive princip gik ud på. Det har også været rigtig svært for eleverne at forstå, hvad det egentlig var, de blev testet i. Der mener jeg, at vi med afskaffelsen af det adaptive princip kommer rigtig langt på den dagsorden. Så jeg mener, vi får fundet nogle kompromiser her i måden at gå til det på, som gør, at vi har en helt anden spillebane end med de gamle test.
For mig er det jo en selvstændig nydelse at afskaffe begrebet ikkeuddannelsesparat. Det er da den største torn i øjet. Altså, vi taler om et samfund, der har uddannelse på alle hylder og i øvrigt har et arbejdsmarked, der også er rigtig godt til at rumme unge mennesker, som kommer ud på det – hvis de gør det tidligt. Hvordan kan vi dog så tillade os at sige, at nogle er ikkeparate? Altså, vi har 10. klasse, vi har hundrede forskellige erhvervsuddannelser, vi har stx, vi har htx, vi har fgu, vi har særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse. Vi har simpelt hen uddannelse på alle tænkelige hylder i det her samfund. Og så tillader vi os at måle de unge mennesker op mod så lille et udsnit af de uddannelser, at en meget stor andel af 8.-klasserne, en lidt mindre andel, men stadig væk en meget stor andel af 9.-klasserne får stemplet: ikkeuddannelsesparat. Jeg mener simpelt hen ikke, vi kan være det bekendt over for de unge. Og hvis vi undrer os over, hvorfor så stor en del af dem mistrives, så er det her jo ikke hele hemmeligheden, men det er i hvert fald en del af hemmeligheden – det er i hvert fald en del af hemmeligheden. Det der med at sætte sådan et stempel i panden på en, der går i 8. klasse og senere hen i 9. klasse, er ikke i orden. Jeg tror sådan set, at det er noget, de unge mennesker kan huske resten af deres liv: det tidspunkt, hvor de fik at vide, at de var ikkeuddannelsesparat. Den går altså ikke. Og det er en af de ting, vi får afskaffet endegyldigt med den aftale, vi har lavet. Man skal selvfølgelig kigge på et ungt menneske og se på, hvad det er for nogle potentialer, det har.
Selv de få, der ikke skal videre i uddannelsessystemet, er jo parat til noget. Så er man parat til at komme i arbejde. Og det skal der være en lige så stor stolthed omkring, som der skal være omkring dem, der går videre i uddannelsessystemet. Hvis man kommer af sted med begrebet ikkeuddannelsesparat, er det jo det modsatte, man kommer af sted i livet og i sit ungdomsliv med, nemlig at det politiske system og samfundet har erklæret en ikkeparat, altså har givet en et negativt stempel med i tilværelsen. Den går altså ikke, og derfor er jeg ufattelig glad for, at vi kommer videre med den del.
Så får vi afskaffet en masse af de styringsredskaber, der er blevet pladret ud over skolen hen over de sidste mange år. Det er nogle, som de fleste enkeltpersoner aldrig støder på, men det gør dem, der arbejder i skolesektoren. Jeg er rigtig glad for, at der bliver lagt arm med de styringsprincipper, og at vi får afskaffet dem og lavet det, jeg har kaldt en 90/10-forvaltning. Det vil sige, at når det gælder de 90 pct., som faktisk gør tingene rigtig godt, læner vi os tilbage og lader dem gøre deres arbejde, for det er de faktisk bedre til, end vi er, og når det gælder de 10 pct., hvor det til gengæld ikke går godt – og om det er 90/10, eller det er 92/8, eller hvad det nu er, er ikke vigtigt, man skal jo se det i grove træk – læner vi os væsentlig tungere ind over bordet og insisterer på, at alle børn har fortjent en ordentlig skolegang, og derfor skal der være et ordentligt skoletilbud. Den bedre balance synes jeg vi har fundet her, hvor de sidste 20 års skolepolitik har gået ud på, at alle regler skulle gælde alle, uanset om de gjorde det godt eller ej – og til stor gene for dem, der arbejder med skolen i hverdagen. Jeg synes jo, det er langt mere fornuftigt, at vi holder os noget mere tilbagelænet over for dem, hvor det faktisk virker, og at vi så til gengæld løser det der, hvor det ikke virker.
For der har den der one size fits all-model jo også efter min mening været alt for blid ved de steder, hvor det ikke fungerer. Der skal vi læne os tungere ind over bordet, og det kan vi tillade os på en helt anden måde, hvis det kun er dem, som det ikke fungerer for, det handler om, så vi rent faktisk insisterer på at få løst de problemer, der er. Hvorimod hvis det gælder for alle i sådan en one size fits all-model, forsøger man jo at finde en balance, og det er faktisk uhensigtsmæssigt. Der skal der være forskellige regler, alt efter om man er en skole, hvor det fungerer, eller man er en skole, hvor det ikke gør. Så det er sådan en selvstændig del af den her aftale, som jeg er mægtig glad for, og hvor jeg også synes, at det passer rigtig godt i forlængelse af hele debatten om frihed. Jeg går meget ind for, at der skal være en større grad af frihed i hverdagen, men det skal også være sådan, at der er en sikkerhed for, at det skoletilbud, man får, har en ordentlig kvalitet. Det vil sige, at den balance skal findes, og den synes jeg vi har ramt rigtig godt her.
Nå, Sammen om skolen – hvorfor er det, vi har etableret det? Det har vi, fordi den måde at lede skolen på – som vel har været den gængse opfattelse af, hvordan man skulle gøre det herinde i mange år – jo har været, at hvis man lavede lovgivning og store reformer, havde man en forventning om, at det bare blev til virkelighed. Sådan tror jeg simpelt hen ikke på at skolen fungerer. Skolen er netop det, vi altid har kaldt den, nemlig et skolevæsen, og det væsen skal man forstå. Og i det ligger, at både forældre og elever og lærere og skoleledere som parter har hver deres position i alle de forskellige spørgsmål, vi berører. Kommunerne har en fuldstændig legitim rolle i det som dem, der skaber brobygning til vores daginstitutioner og til videre uddannelse. Og vi har selvfølgelig som stat og som Folketing det helt overordnede blik på, om skolen leverer og er den grundpille i vores samfund, som den nødvendigvis må være. Så vi har hver især vores legitime rolle at spille. Og hvis man tror, at man alene ved at trykke noget lovgivning og trykke på de grønne knapper herinde kan forandre på skolen, tager man simpelt hen fejl. Lovgivning er selvfølgelig en vigtig del af det, men det er ikke det eneste. Så skal man lede skolen, er det afgørende, at vi sætter os og lytter til hinanden.
Jeg blev, da jeg var helt ny minister, inviteret til et møde i Danmarks Lærerforening, hvor de bad mig om at holde et oplæg om, hvordan man laver motiverende undervisning. Det måtte jeg jo sige til dem at jeg utrolig gerne ville komme og lytte til, men at de vel ikke forventede, at det var mig, der skulle holde talen. For alt andet lige må det være sådan, at alle dem, der sidder i lokalet, er uddannede lærere og har rigtig mange års erfaring med sig i bagagen, og jeg er så det eneste menneske, der ikke er lærer og ikke har rigtig mange års undervisningserfaring med i bagagen, så hvorfor i alverden skal det være mig, der holder det oplæg? Det er egentlig et udtryk for, at de snitflader var blevet fuldstændig miskmasket sammen. Altså hvem er det, der i hvilke rum beslutter hvad? Selvfølgelig er det sådan, at det er Folketinget, der beslutter, hvad de helt overordnede rammer skal være: Hvad er det, skolen skal være i vores samfund? Hvor mange penge skal der være til det, hvilke ressourcer, hvordan skal lærerne være uddannet osv. osv.? Men i forhold til hvordan man skaber motiverende undervisning, er der kun én part, der er allerdygtigst, og det er selvfølgelig lærerne.
Så har vi brug for forældrenes indblik. Forældrene er en utrolig mangfoldig gruppe – og det indledte jeg også med at sige. Vi har brug for forældrenes ønske om, hvad det er for en skoledag, der skal være for deres børn, og så er der elevernes helt legitime ret til at få noget at skulle have sagt i forhold til skoledagen. Så det er bare for at sige, at vi hver har vores roller i det her, og hvis ikke vi samarbejder med hinanden om at udføre opgaven, kommer vi kun så og så langt med den lovgivning, vi laver herinde i. Vi bliver klogere af at lytte til hinanden, og det er hele fundamentet for, at vi har etableret Sammen om skolen.
Jeg håber på kontinuitet, for sådan noget står jo altid sin test, når vi skifter personer ud, og nu sagde hr. Alex Ahrendtsen, at der kommer et folketingsvalg, og hvem bliver så valgt, hvem bliver ikke valgt? Det samme gælder jo i de organisationer, vi samarbejder med. Lige nu sidder der den personkreds, der har været med til at starte det. Der, hvor Sammen om skolen skal stå sin rigtig store test, er jo, når de enkeltpersoner bliver skiftet ud med nogle nye. Bærer det så? Derfor har det jo også været enormt vigtigt, at folkeskoleforligskredsen har stået bag det. Det vil være sjældent, at der bliver skiftet på alle pladser på én gang. Jeg håber meget på, at vi kan få skabt en kontinuitet omkring det her, og det er mit ønske og inderlige håb, at folkeskolen fremover vil blive ledet i et tæt, tæt fællesskab mellem Folketinget på den ene side og de parter, der er omkring skolen, på den anden.
Det blev en lang tale. Jeg synes også, det her er ufattelig vigtigt. Så tusind tak til alle partierne for samarbejdet, og tusind tak til parterne omkring Sammen om skolen. Tak for ordet.