Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af lovforslag nr. L 182:

Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love. (Effektivisering af straffesagskæden og nævnsprocessen m.v. i Ungdomskriminalitetsnævnet, øget adgang til videregivelse og optagelse af fotos, forbedring af politiets muligheder for efterforskning m.v.).

Af justitsministeren (Nick Hækkerup).

(Fremsættelse 27.04.2022).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører kommer fra Socialdemokratiet, og det er hr. Bjørn Brandenborg. Velkommen.

Tak for det. Det lovforslag, vi skal behandle her, indeholder en lang række lovændringer, som har til formål at effektivisere straffesagskæden. Straffesagskæden dækker jo over den proces, der løber, fra politiet modtager en anmeldelse, til sagen afsluttes. I det forløb indgår der mange forskellige myndigheder: Politiet, anklagemyndigheden, domstolene, kriminalforsorgen og ungdomskriminalitetsnævnet, som gerne skulle arbejde sammen for at få sagerne så hurtigt og smidigt igennem kæden som muligt. For det er vigtigt med en velfungerende straffesagskæde, så vi hurtigst muligt kan få opklaret forbrydelser og straffet de skyldige, men det er også af hensyn til retsfølelsen og ofrene, som skal have en afklaring, ligesom der er retssikkerhedsmæssige perspektiver i at få behandlet og afsluttet en straffesag så hurtigt som muligt.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi igennem mange år ikke har været der, hvor vi gerne ville være i forhold til behandlingen af straffesager. Sagsbehandlingstiderne er for lange, og ofrene må vente for længe på at få sat punktum for en måske traumatiserende periode i deres liv. Med det her lovforslag forsøger man så at give myndighederne nogle værktøjer, som kan bidrage til at hjælpe arbejdet på vej. Der er tale om mange forskellige tiltag, som samlet set gerne skulle effektivisere især politiets arbejde.

Jeg vil ikke bruge tid på at gennemgå de enkelte dele i detaljer, men der drejes som sagt på flere forskellige håndtag; bl.a. udvides politiets mulighed for at blokere hjemmesider, og politiet får adgang til at registrere en mistænkts eller anden persons færden ved brug af gps eller et andet lignende apparat uden retskendelse, dog med det forbehold, at kravet om retskendelse opretholdes i de tilfælde, hvor politiets placering eller monitorering af en gps kræver indtrængen på privat område eller indgreb i forhold til privat ejendom. Man udvider desuden muligheden for at afholde retsmøder med anvendelse af telekommunikation, og man udvider politiets muligheder for at offentliggøre signalement og fotografier af en formodet gerningsperson.

I tillæg til de her og andre tiltag, som i praksis kommer til at hjælpe især politiet i forbindelse med deres rolle i straffesagskæden, indeholder en del af lovforslaget også ændringer i forhold til ungdomskriminalitetsnævnet. Denne del af lovforslaget indeholder tiltag, som bl.a. skal sikre en øget brug af straksreaktion, og at nævnsprocessen effektiviseres og smidiggøres.

Alt i alt er det her et forslag med mange gode tiltag og justeringer. Der er ikke noget quickfix af de udfordringer, som vi ser i straffesagskæden, det er et langt, sejt træk, men de tiltag, som det her lovforslag indeholder, medvirker til at bringe os i den rigtige retning. Vi støtter derfor lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til hr. Bjørn Brandenborg. Der er ingen korte bemærkninger. Jo, det er der – det kom bare lidt sent ind på skærmen, beklager. Det er Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Ja, det svarer lidt til, at jeg skulle have en dommerkendelse, inden jeg skulle stille et spørgsmål, og så kommer den lidt sent, men faktisk ret hurtigt. Og det er egentlig det, jeg gerne vil spørge ind til. Der er jo mange forslag i det her lovforslag, men et af dem er simpelt hen, at politiet skal kunne registrere folks gps-position, altså vide, hvor vi vandrer rundt, overalt, uden nogen dommerkendelse.

Hvad er det, der får Socialdemokratiet til at tænke, at det gode sunde princip, vi har i vores retssamfund, om, at man skal have en dommerkendelse, inden man overvåger folk i vidt omfang, ikke længere er nødvendigt? Er det, fordi det er svært at få en dommerkendelse? Går det for langsomt? Det er i hvert fald ikke mit indtryk.

Ordføreren.

Nej, altså, det vil være sådan med det forslag, som vi lægger op til nu, at det stadig væk er sådan, at hvis det er på privat ejendom eller i et privat transportmiddel, så skal man stadig væk have en retskendelse. Det, vi foreslår med det her forslag, er at gå tilbage til, sådan som reglerne var før 2018, hvor det for politiet er muligt at vurdere, hvad man vurderer bedst at prioritere, f.eks. at sætte en gps på et køretøj. Og det er jo for at smidiggøre processen.

Alex Vanopslagh.

Man får lidt det indtryk, når man hører om det her lovforslag, at der er tale om en afbureaukratisering, altså ved at man på forskellige områder fjerner det, at man skal have en dommerkendelse; det gælder også i forhold til at gå ind og blokere hjemmesider. Jeg synes, det er lidt frækt at kalde det en afbureaukratisering eller at forsimple tingene. Det er jo borgernes retssikkerhed, man filer på.

Mener Socialdemokratiet sådan i al almindelighed, at det er et sundt princip, at der skal en dommerkendelse til, inden man indskrænker borgernes frihedsrettigheder?

Ordføreren.

Ja, det er jo også derfor, at vi inden fremsættelsen af det her lovforslag har fået specificeret, at hvis det er sådan, at politiet f.eks. vil placere en gps til monitorering på et privat område eller foretage et indgreb i privat ejendom, så skal der stadig væk en retskendelse til.

Den næste korte bemærkning er til hr. Preben Bang Henriksen, Venstre. Værsgo.

Ja, jeg kommer til at følge op på hr. Alex Vanopslagh, for det var da slet ikke et svar. Hr. Alex Vanopslagh spurgte om en gps-monitorering, og så lyder svaret to gange i træk, at hvis det er på privat område, skal man have en dommerkendelse. Jamen privat område? Er det sådan, at man gps-tracker folk i deres eget hjem? Nej, i praksis er det jo – vi kan jo lige så godt tale dansk – selvfølgelig en gps, der sættes op under bilen, og det kan jeg godt forstå politiet skal have mulighed for, men jeg kan også godt forstå, at de skal have tilladelse til at vide, hvor jeg kører hen, og derfor forstår jeg ikke, at kravet om dommerkendelse ikke er med her. Hvis man eksempelvis vil blokere en hjemmeside, er det jo helt korrekt med, men hvorfor er det ikke medtaget her? Og lad os nu lige glemme den der med privat område, for det er jo ganske, ganske hypotetisk. Det, vi taler om, er, når det er ude i offentligheden.

Ordføreren.

Jamen det samlede lovforslag, som jeg sagde, er jo lavet for at gøre processen for vores myndigheder nemmere og mere smidig. Hr. Alex Vanopslagh kaldte det for afbureaukratisering, og det er jo rigtigt. Det handler om at gøre kæden mere smidig, og det er det, vi gør med det her lovforslag.

Hr. Preben Bang Henriksen.

Hvor meget sparer man så ved det her?

Ordføreren.

Det tror jeg ikke man sådan kan gøre op, og som jeg også sagde i slutningen af mit indlæg, er det her jo ikke noget quickfix. Men hr. Preben Bang Henriksen ved som mangeårig bruger af systemet jo godt, at der er rigeligt med ting, som både vores gode dommere og politi og andre myndigheder kan bruge tiden på. Derfor er det her jo et lovforslag, hvor vi forsøger at smidiggøre processen for bl.a. vores politi.

Den næste korte bemærkning er til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Jeg vil egentlig gerne fortsætte lidt i den samme genre, for jeg vil gerne spørge ordføreren, om det er sådan, at han tror, at man gør sig mere umage med at have et mistankegrundlag på plads, når man skal ned og vise det til en uafhængig tredjepart, som skal godkende det, end man gør, hvis man bare selv skal godkende og hjemle et indgreb.

Ordføreren.

Nej, men jeg har respekt for, at politiet f.eks. nogle gange har brug for at kunne træffe hurtige beslutninger for f.eks. at kunne opklare en potentiel sag.

Spørgeren.

Jeg tror på, at hvis man skal ned forbi en dommer, gør man sig umage med mistankegrundlaget, og det handler jo ikke om, om man kan lave et indgreb hurtigt, for det kan man jo få godkendt på øjemedet, dvs. bagefter, hvis man skal sætte det i gang. Men hvis nu man skal følge tankegangen om, at man skal effektivisere retssikkerheden på den måde og fjerne dommerkendelsen, skal vi så ikke også gøre det for aflytninger eller indgreb i meddelelseshemmeligheden? Kan vi ikke lige så godt bare fjerne alle de steder, hvor vi har en dommerkendelse?

Ordføreren.

Nej, og det er heller ikke det, vi lægger op til med det her forslag.

Den næste korte bemærkning er til fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Det er jo rigtigt, at man ikke lægger op til det med det her lovforslag, men det er også rigtigt, hvad fru Karina Lorentzen Dehnhardt siger. Hvis det er det argument, som Socialdemokraterne fremfører, hvorfor så ikke bare fjerne alle dommerkendelser? Hvis dommerkendelsen er så stort et problem for politiet og det er så vigtigt, at det går hurtigt, hvorfor så ikke bare fjerne alle dommerkendelser – hvad skal vi egentlig med dem?

Ordføreren.

Nu har jeg jo forsøgt at redegøre for, at det ikke er sådan, at man ikke længere efter det her lovforslag skal bruge retskendelser, hvis det er sådan, at man f.eks. skal ind og overvåge noget på privat ejendom. Men vi kommer ikke til, hverken i det her forslag eller i fremtidige forslag, at sige, at man ikke længere nogen sinde skal bruge retskendelser, som fru Rosa Lund spørger til.

Fru Rosa Lund.

Men hvad er så argumentet for ikke at have retskendelsen her? Det forstår jeg ikke. Hvorfor skal den ikke være der? Det er et grundlæggende princip, at retskendelsen skal være der. Og det er jo rigtigt, at hvis man skal lave en retskendelse – hvis det er det, det kræver – så gør man sig mere umage, så bliver mistankegrundlaget mere grundigt, og så kan vi på den måde sikre, at der heller ikke kommer til at ske det, at mennesker bliver mistænkt for noget, de egentlig aldrig har gjort.

Ordføreren.

Det, vi lægger op til her, er faktisk bare at tage de regler på det her område og føre dem tilbage til, hvad de var før 2018. Generelt handler det her lovforslag jo om at forsimple en hel række ting i strafferetskæden, altså gøre det nemmere for vores politi og myndigheder. Men det her er jo også at lytte til vores politi og myndigheder i forhold til at kunne gøre det nemmere for dem at passe deres arbejde.

Den næste korte bemærkning er til fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Jeg har stor respekt for dansk politi, men de er altså til for borgerne og ikke omvendt, og jeg må sige, at jeg bliver virkelig, virkelig bekymret, hver gang der kommer de her forslag fra Socialdemokratiet og regeringen, som åbenlyst vidner om, at man ikke har nogen stopklods, når det handler om at overskride borgernes frihedsrettigheder. Altså, det virker næsten, som om det der med frihedsrettigheder er noget administrativt bøvl, hvor man siger: Kan vi ikke bare fjerne dem? Jeg må sige, at jeg tror, vi sidder næsten et helt Folketing, som er målløse over, at man kan foreslå sådan noget her, ikke bare gps-forslaget, men også noget af det andet, der ligger i det. Er der slet ikke nogen stopklods, i forhold til hvor langt man vil gå? Det er mit ene spørgsmål, og det andet er: Skulle man overveje at lave et motto for Socialdemokratiet, der hedder »Mere system, mindre menneske«? For det er efterhånden der, vi er på vej hen.

Ordføreren.

Først vil jeg sige tak for forslaget til et nyt slogan. Det vil jeg tage med og så sige: Nej, vi lægger ikke op til andet end det, som jeg har redegjort for i forhold til det her lovforslag.

Fru Pernille Vermund.

Når jeg spørger, om der ikke er nogen stopklods, er det jo, fordi det her ikke er det eneste forslag, vi har haft i salen på det seneste, og i virkeligheden siden regeringen overtog magten, som har været ret vidtgående, altså hvor man i virkeligheden synes, det er lidt bøvlet, at lovlydige danskere får lov til at have deres frihed, fordi man synes, det er vigtigere, at man kan give politiet ressourcer og gøre det nemmere for politiet at arbejde. Igen vil jeg sige: Jeg har stor respekt for politiet, men de er altså til for borgernes skyld og ikke omvendt.

Ordføreren.

Jeg har også stor respekt for dansk politi, og jeg er jo også enig i, at vi skal passe på borgernes retssikkerhed. I det her forslag er det jo stadig væk sådan, at hvis politiet skal placere noget på et privat område, kræver indtrængning på et privat område eller vil foretage indgreb i den private ejendomsret, så kræver det en retskendelse, og det vil det også gøre efter det her forslag.

Den næste korte bemærkning er til fru Britt Bager, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at høre hr. Bjørn Brandenborg, om politiet har givet udtryk for, at det er et stort problem og en stor byrde for dem at bede om en retskendelse.

Ordføreren.

Nu er dansk politi nogle, som er rigtig gode til at passe deres arbejde inden for de rammer, som vi herinde i Folketinget beslutter at de skal passe deres arbejde inden for. Og vi har jo kigget ned i, hvordan man kunne gøre det mere smidigt for politiet. Men jeg er overbevist om, at politiet også synes, at det her er et godt forslag.

Fru Britt Bager.

Så det er simpelt hen et forslag og et ønske, Socialdemokratiet – eller regeringen – har fundet på. Det synes jeg er ret interessant. Politiet har ikke engang givet udtryk for, at det her er en udfordring.

Så vil jeg høre hr. Bjørn Brandenborg, om han kan huske, eller om han ved, hvorfor den tidligere regering fjernede den regel i sin tid, i 2018. For det har jo været sådan her tidligere. Er hr. Bjørn Brandenborg bekendt med, hvorfor det var, at vi indførte, at der nu skal være en dommerkendelse?

Ordføreren.

Jeg tænker, at vi i forhold til den sidste del heldigvis stadig væk har repræsentanter. Selv om fru Britt Bager har skiftet lidt, er det jo stadig væk de samme, som har været med til at lave de regler. Det får fru Britt Bager jo mulighed for at underholde med, når hun kommer op på talerstolen.

Den næste korte bemærkning er til fru Samira Nawa, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Afbureaukratisering, og at tingene ligesom skal effektiviseres, plejer som regel at være udtryk for, at man så også kan måle den afbureaukratisering, der så sker, og den effektivisering, der sker. Og jeg synes bare ikke, at ordføreren svarede særlig godt på hr. Preben Bang Henriksens andet spørgsmål. Hvad er egentlig besparelsen her? Hvor stor en afbureaukratisering er der tale om? Kan vi måle det? Kan vi se det?

Ordføreren.

Nej, der er jo rigtig mange ting i det her samfund, som man ikke kan måle og veje eller gøre op i excelark, selv om vi herinde i mange år har været rigtig gode til at synes det. Men der er ting, man kan mærke derude, når vi rykker lidt rundt på nogle forskellige ting, og det er jo det, vi prøver med det her forslag, altså faktisk at rydde op og gøre det nemmere og mere smidigt, og også sørge for, at nogle af de lange sagsbehandlingstider, der har været, bliver kortere, og at vi sørger for, at nogle af de ofre, der sidder derude, hurtigere får vished, og at der også hurtigere kommer vished i forhold til alle danskeres retsfølelsen.

Fru Samira Nawa.

Så der er mange ting, man ikke kan måle – og det her må jo så være en af dem. For jeg tænker jo, at hvis man vil argumentere for at afmontere retsstaten og borgernes retssikkerhed, så kunne det godt ligge i noget økonomi, men det gør det så heller ikke rigtig. Altså, min mistanke er jo, at det er, fordi Socialdemokratiet i lighed med den tidligere justitsminister simpelt hen kører efter devisen, at overvågning er af det gode, og at det er overvågning, der sikrer friheden. Er det sådan, det også hænger sammen for hr. Bjørn Brandenborg?

Ordføreren.

Altså, ja, jeg var meget enig i den tidligere justitsministers ambitioner i forhold til at sikre, at der er flere mennesker, der kan færdes trygt rundtomkring i vores samfund i dag. Jeg er med på, at fru Samira Nawa også har sådan nogle lidt mere konspirationsteoretiske tilgange til, hvad det så betyder, og hvad det er for nogle holdninger, vi så har i regeringen. Men altså, vi står stærkt på retsstaten, og det gør vi også efter det her forslag. Det handler i al sin enkelhed om at forsøge at effektivisere straffesagskæden, så det bliver nemmere, og så vores myndigheder får mere tid til at passe deres arbejde.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Venstre, og det er hr. Preben Bang Henriksen.

Tak for det. Her er vi trods alt nede på 88 sider, som vi har haft seks hverdage til at sætte os ind i. Men det er også knap så indviklet som det tidligere.

Alligevel må jeg da sige, at man er lykkedes med at sammenblande rigtig mange forskellige ting, sandsynligvis for at regeringen får opfyldt det af statsministeren proklamerede, nemlig at vi skal have færre love igennem Folketinget her. Og det praktiserer man altså på en måde, hvor man eksempelvis blander gps-overvågning sammen med Ungdomskriminalitetsnævnet. Altså, så er det jo let at få færre love.

Med de her indledende bemærkninger skal jeg sige, at det er et godt forslag, der er med til at reducere sagsbehandlingstiderne i strafferetsplejen en del, i hvert fald lidt. Når jeg siger, det er et godt forslag, skal jeg vende tilbage til én undtagelse, og det kommer nok ikke helt bag på ministeren, hvad det er.

Ifølge forslaget kan hjemmesider blokeres, hvis de eksempelvis vedrører omfattende bedrageri, og det kunne da lige passe andet, vil jeg sige. Det er jo ikke meningen, at folk skal bedrages via hjemmesider og phishing. Men jeg synes, det er nok så vigtigt at se her, at blokeringen finder sted efter en dommerkendelse. Og jeg har lyst til at spørge: Hvorfor skal der egentlig en dommerkendelse til her? Jeg er lige ved at sige, at det da på en eller anden måde måske er et mindre personligt indgreb end det, vi kommer til om et øjeblik. Det var hjemmesiderne.

Forslaget indeholder også forslag om varetægtsfængsling efter udlændingeloven, altså at det kan ske via tv, og det er ganske, ganske fornuftigt. Det er jo i vidt omfang en summarisk procedure, der finder sted i de situationer.

Der er en begrænsning på antallet af aktindsigter i større anklageskrifter, dog således at medierne fortsat kan få deres vidensbehov opfyldt. Det er i orden efter vores opfattelse. Og så er der mulighed for, at politiet kan offentliggøre billeder af formodede gerningsmænd. Der gælder specielle regler om det, og her sker offentliggørelsen bl.a. for at finde vidner til den pågældende gerning, og det er der heller ikke nogen, der kan have noget imod.

Til sidst nævner man også, at der nu skal være bedre muligheder for strakssanktioner i Ungdomskriminalitetsnævnet. Strakssanktioner er jo populært sagt det her med at vaske brandbil. Og hvis ikke det hjalp, hvad vi gjorde sidst, så er det da fint at få taget fat om det.

Tilbage er der så det punkt, som Venstre ikke kan støtte, og det er, at politiet uden en dommerkendelse kan gps-tracke en persons færden, f.eks. ved at placere den på vedkommendes bil. Det må være helt grundlæggende, at man skal forbi en dommer i den situation. Jeg ved godt, at den socialdemokratiske ordfører havde travlt med at fortælle om, hvordan det var, hvis det var på privat ejendom, og at man så ikke kunne gøre det osv. Nu er det altså sjældent, at man fra politiets side har lyst til at gps-tracke, om jeg er i køkkenet eller på toilettet, eller hvor jeg er henne. Det er simpelt hen ganske, ganske søgt.

Det, der er tale om her, er jo, at politiet sætter en gps under bilen, hvis de har mistanke til en person, og det skal politiet selvfølgelig have lov til, ingen tvivl om det. Politiet skal opklare forbrydelser. Men de skal lige en tur forbi en dommer, der skal sikre, at de grundlæggende betingelser, herunder proportionaliteten i den forbrydelse, som man efterforsker, er i orden. Og så synes jeg da nok, at det hele bliver rammet lidt ind af, at man ikke har nogen som helst idé om, hvad det her egentlig vil give af besparelser. Så summa summarum: Venstre kan tilslutte sig forslaget, undtagen gps-delen. Og det bliver jo sandsynligvis til en udsplitning, hvis ikke ministeren opgiver idéen inden da. Tak.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Det er først fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Jeg ved ikke, om jeg hørte forkert, og det håber jeg at jeg gjorde, men det er til den del af forslaget, der handler om at begrænse mediernes adgang til aktindsigt: Er det rigtigt forstået, at Venstre støtter det? Og kan ordføreren fortælle, hvorfor det er vigtigt, at medierne får begrænset deres mulighed for aktindsigt endnu mere?

Ordføreren.

Jeg har enten udtrykt mig forkert, eller også har vi begge misforstået det. Jeg har forstået forslaget sådan, at anmodning om aktindsigt i et større antal anklageskrifter på én gang skal være rimeligt begrundet. Men jeg synes også at erindre, at der står, at lige nøjagtig for så vidt angår medierne, skal den her begrænsning ikke have betydning, når medierne vil orientere en bredere offentlighed. Så som jeg læser forslaget, er det ikke en begrænsning, der rammer medierne. Hvis det mod forventning er rigtigt, giver jeg fru Pernille Vermund ret i, at vi selvfølgelig skal kigge nærmere på det. Tak.

Fru Pernille Vermund.

Det må vi jo så spørge ministeren om. Altså, når det står som en del af et forslag, hvor man vil effektivisere og afbureaukratisere, kan man vel også kalde det, og når det kommer fra regeringen og handler om en ændring af retsplejelovens regler om massemediers adgang til aktindsigt i anklageskrifter og retsmødebegæringer, og når den foreslåede ændring vil indebære, at der stilles krav om, at anmodninger om aktindsigt i et større antal anklageskrifter og retsmødebegæringer skal være rimeligt begrundede, formoder jeg, at det er sådan i dag, at der ikke er et krav om, at de skal være rimeligt begrundede, for medierne har jo i dag mulighed for aktindsigt, også hvis det er i et større antal sager. Det kunne eksempelvis være de historier, vi har hørt fra B.T., som har lavet en optælling af overfaldsvoldtægter – tror jeg det hedder – og kontaktvoldtægter. Jeg håber da ikke, at Venstre er imod, at de kan lave den type historier og den type optællinger.

Ordføreren.

Det kan jeg garantere for at Venstre ikke er imod. Nu har jeg ikke forslaget med herop, men pr. erindring fortsætter de sætninger – men det kan godt være, at jeg er gal på den – med på en eller anden måde i selve lovforslaget at undtage massemedierne. Men jeg kan være gal på den, og er jeg det og har fru Pernille Vermund ret, er det selvfølgelig noget, vi skal se på, for det er ikke noget, Venstre går ind for. Så det ender i hvert fald med, at vi er enige.

Den næste korte bemærkning er til hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Tak. Mit spørgsmål til ordføreren er i forlængelse af fru Pernille Vermunds spørgsmål. Det er i forhold til det med at begrænse mediernes adgang til aktindsigt i et større antal retssager, hvor det nu bliver op til medierne at bevise, at de har en særlig grund til at få den aktindsigt. Kan det ikke være en bekymring, at hver gang det er ubelejligt for myndighederne at give aktindsigt, må man bare sige, at den grund ikke er stærk nok? Det er det ene spørgsmål.

Det andet handler om, at som jeg forstår Venstre, vil man også støtte op om det her med, at virksomhederne kan blive pålagt strafansvaret for hastighedsoverskridelser. Hvis jeg har forstået forslaget rigtigt, er det jo sådan, at hvis jeg har en enkeltmandsvirksomhed og to ansatte og en af mine ansatte kører for stærkt, kan jeg få bøden, selv om jeg ikke har kørt for stærkt. Er det det, Venstre bakker op om?

Ordføreren.

Nej. Bøden må påvirke føreren eller brugeren, tror jeg der står i færdselsloven, og det må være der, bøden skal ende henne. Hvis vi er på vej i en anden boldgade med det her forslag, for det er heller ikke ret direkte beskrevet her, så er jeg enig med hr. Alex Vanopslagh i, at det bør være, om jeg så må sige, chaufføren og ikke virksomheden, der bliver bødebelagt. Det er jo så den ene ting, og den anden ting er omkring anklageskrifterne og aktindsigten. Det er i forvejen noget, der kan gøres til genstand for domstolsprøvelse, og jeg vil da tro, at også på det her område kommer en domstol ind og vurderer rimeligheden.

Hr. Alex Vanopslagh.

Jeg tolker egentlig ordførerens svar på den måde, at vi har en fælles interesse i i det kommende udvalgsarbejde at få pillet det her med fravær af dommerkendelse ved gps-overvågning væk, og at vi er særlig opmærksomme på, at man ikke giver myndighederne carte blanche til, at de bare kan afvise mediers aktindsigter, og at vi også er opmærksomme på, at det er personer, der begår et lovbrud i forhold til de fartgrænser, der er, der bliver straffet, og ikke nogen, der har dem ansat. Det lyder til, at vi har en fælles interesse. Vi må finde ud af, hvordan loven er skruet sammen, men jeg tror, at vi skal gå kritisk til regeringen. Det plejer vi at skulle, når det kommer til retspolitik.

Ordføreren.

Ja, det sidste kan jeg ikke være uenig i, og i øvrigt er jeg også enig i, at vi har en fælles interesse i de punkter, som hr. Alex Vanopslagh nævner her. Jeg skal også være ærlig, ligesom kollegaer har været før mig, og sige, at i de her 6 hverdage, som vi har haft til at gennemgå flere tusind sider lovmateriale, kan jeg ikke garantere for, at hver sætning er endevendt, men jeg kan i hvert fald garantere for, at de punkter, hr. Alex Vanopslagh nævner, skal blive grundigt gennemgået under udvalgsbehandlingen.

Tak til hr. Preben Bang Henriksen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører kommer fra Socialistisk Folkeparti, og det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Tak for ordet. Det her er så også et bunkebryllup bestående af mange forskellige forslag, og jeg kan i hvert fald ikke se, at der er en forbindelse mellem dele af forslaget. Jeg har faktisk svært ved at se, hvad Ungdomskriminalitetsnævnet har at gøre med f.eks. lukning af hjemmesider og opsætning af gps uden retskendelse, og for mig at se kan dette splittes op i mindst to, men måske også flere lovforslag, og det havde nok gjort behandlingen af det en smule mere ordentlig.

I SF er vi enige i, at det selvfølgelig er vigtigt, at myndighedernes ressourcer bliver brugt hensigtsmæssigt. Vi er også enige i, at politiet har gode forudsætninger for at udføre deres arbejde, og selvfølgelig skal de kunne det, men jeg må også bare sige, at ønsket om at spare ressourcer aldrig må ske på bekostning af retssikkerheden for den enkelte borger, og det synes jeg lidt er tilfældet i den her sag. Et af lovforslagets mange dele handler nemlig om at gøre det muligt for politiet at spore en mistænkt med gps, vel at mærke uden forudgående retskendelse. Selvfølgelig skal vi sikre, at politiet kan opklare og efterforske kriminalitet, men en uafhængig domstolsprøvelse er altså en central og fundamental retssikkerhedsgaranti, og jeg står helt af, når man bruger argumentet ressourcer, altså at det simpelt hen er for ressourcekrævende for politiet at bede om en retskendelse. Det synes jeg ikke helt går, for ressourcehensyn kan ikke retfærdiggøre en svækkelse af borgernes retssikkerhed. Jeg er også bekymret for, hvad sådan en beslutning kan danne præcedens for. Hvad er det næste bærende retsprincip, som skal vige, for at vi kan spare penge og tid?

Så kommer der jo også det til det, at Københavns Byret i sit høringssvar siger, at det jo ikke er vanskeligt for politiet at få en tilladelse til at spore en mistænkt, hvis betingelserne er opfyldt. Ofte behandler Københavns Byret anmodninger om efterforskningsindgreb, samme dag som de modtages, og når det er sagt, har politiet allerede den mulighed i dag, at de kan sætte en sporing i gang med det samme, hvis de har brug for det, og så har de så 24 timer til, at indgrebet kan forelægges dommeren. Jeg tror på, at man gør sig mere umage med mistankegrundlaget, hvis man alligevel skal gå ned til en dommer og spørge, om det er i orden, at der iværksættes en sporing, end hvis man bare selv skal tage stilling til det, og det er jo deri, retssikkerhed ligger.

Fra gps-sporinger og retskendelser til børn og unge. Regeringens lovforslag åbner jo op for samtalen om Ungdomskriminalitetsnævnet, og hvad vi skal bruge det til, for hvordan sikrer vi rent faktisk, at børn og unge bringes ud af kriminalitet og tilbage i fællesskaber? Jeg er rigtig glad for, at regeringen foreslår det her med, at børn, som har en svær nedsat psykisk funktionsevne, kan undtages fra nævnsbehandlingen, og også at det bliver muligt at anvende børnesagkyndige i sager for børn og unge mellem 15 og 17 år. Det her er jo noget, jeg har haft justitsministeren og socialministeren i samråd om, fordi de to store kommuner København og Aarhus, som jo er dem, der bruger det mest eller i hvert fald har flest sager på grund af kommunernes størrelse, har bedt om, at de her børn kan undtages, fordi det simpelt hen ikke giver mening, at man, hvis man har en psykisk funktionsnedsættelse, kommer for et Ungdomskriminalitetsnævn. De voksne kan ikke stille relevante spørgsmål, og barnet eller den unge, som kan være helt ned til 10 år, kan ikke rigtig forstå, hvad det er for en proces, vedkommende er havnet i og kan sådan set heller ikke handle på det, som sker i nævnet.

Jeg er lidt optaget af, at man i høringssvarene siger, at det skal være muligt at undtage alle børn for at komme i Ungdomskriminalitetsnævnet, hvis der er en konkret og individuel grund til, at det ikke giver mening. De lægger altså i virkeligheden op til noget, der er bredere, og det synes jeg er rigtigt, for der kan simpelt hen være børn og unge – de er jo ned til 10 år – som måske ikke er modne nok til at forstå processen, og som ikke ville kunne profitere af den, men som måske ikke nødvendigvis har en meget svær psykisk funktionsnedsættelse, for det kan jo også være, at det bare er en let psykisk funktionsnedsættelse. Så jeg synes egentlig, det er et godt forslag, som vi skal arbejde videre med.

Så vil jeg bare give opbakning til det her med de børnesagkyndige, for det er utrolig vigtigt, at der er fagpersoner, som har forstand på børn og unge.

Jeg når ikke at reflektere over flere forslag, og jeg har det lidt, ligesom andre partier her i salen i dag har det, nemlig på den måde, at det faktisk er svært at forvalte sin taletid, i forhold til at der er så mange forslag her. Men det må vi jo så prøve at arbejde videre med i udvalgsbehandlingen, for det er ikke helt fair at skulle gå igennem de her 10-12 forslag på 5 minutter.

Det kan jeg være enig med ordføreren i, men taletiden er 5 minutter. Men der bliver lidt mere taletid, for der er en kort bemærkning til ordføreren, og så kan det være, at der bliver mulighed for at folde det lidt mere ud. Den er fra fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Det er bare et enkelt opklarende spørgsmål, for jeg kan forstå, at vi er enige om at være modstandere af det her med at fjerne dommerkendelsen i forhold til gps-tracking. I forhold til det forslag, der handler om at kunne blokere hjemmesider – nu kan jeg simpelt hen ikke finde det her – står det ikke sådan klart og tydeligt for mig, at det skulle være uden dommerkendelse. Nu ville jeg ønske, at jeg kunne have fundet det, inden jeg skulle stille spørgsmålet her. Såfremt det i lovforslaget, så vidt jeg er orienteret, er uden dommerkendelse, er SF så klar til at støtte det, eller mener SF også, at vi her skal sørge for, at der selvfølgelig kommer en dommerkendelse til, inden man blokerer andre menneskers eller virksomheders hjemmesider?

Ordføreren.

Som jeg har forstået forslaget – og det kan jo være, jeg tager fejl, men lad os få det boret ud – så vil det være sådan, at man kan lukke en hjemmeside, hvis der foregår massiv svindel og man har brug for at gøre det lige her og nu. Men så skal man efterfølgende spørge dommeren, om indgrebet var i orden. Og hvis dommeren så siger, at indgrebet faktisk ikke var i orden, så er det jo klart, at der må være en eller anden erstatningsproces, fordi det kan have store indgribende – hvad kan man sige – konsekvenser for den lille virksomhed eller store virksomhed, der får lukket en hjemmeside ned på den måde.

Så som jeg har forstået det, skulle retssikkerheden være i orden, men lad os også få det boret ud under udvalgsbehandlingen. Og jeg har faktisk bedt om en teknisk gennemgang af det her forslag, så vi får en lejlighed til at drøfte hele lovforslaget igen.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Næste ordfører kommer fra Radikale Venstre, og det er fru Samira Nawa.

Tak. Det her er et lovforslag, som består af rigtig mange forskellige elementer, som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre. Der er tale om en række lovændringer, og en af dem er jo at gøre det muligt for politiet at overvåge mistænktes færden med en gps uden en forudgående retskendelse. Og der synes jeg altså, at vi er i gang med at afmontere retsstaten, afmontere borgernes retssikkerhed.

Det betyder jo, at man ikke skal forbi en dommer, forud for at man kan overvåge mistænkte eller mennesker, der har tilknytning til mistænkte. Og det har vi det i Radikale Venstre overordentlig svært med, for hvor går grænsen? Og hvad er så det næste? Stopper det her? Det kan vi jo have vores bekymring for at det ikke gør. Og derfor er jeg glad for, at der er blevet bedt om en teknisk gennemgang af det her lovforslag; ikke nødvendigvis på grund af den her del om overvågning og gps, for der er det meget tydeligt og meget klart for mig, hvor jeg og Radikale Venstre står, men sådan set også i forhold til nogle af de øvrige elementer i lovforslaget.

Vi er sådan set også i Radikale Venstre rigtig glade for, at der er lagt op til, at børn og unge med svært nedsat psykisk funktionsevne undtages for, at der iværksættes de her foranstaltninger; men vi læser også ud af høringssvarene, at det godt kunne være, at det skulle bredes ud. Børnerådet er generelt betænkelig over for ønsket om den øgede brug af strakssanktioner. Så der er en række ting i det her lovforslag, som der er brug for at få udboret i løbet af udvalgsbehandlingen. Men på nuværende tidspunkt kan vi i Radikale Venstre ikke bakke op om lovforslaget, som det ligger. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Enhedslisten, og det er fru Rosa Lund.

Vi har jo fået en ny minister, siden vi for nogle uger siden behandlede et lignende bunkeforslag – der handlede det bare om nattelivet. Men som nærmest samtlige ordfører også gav udtryk for ved den behandling, og som nærmest samtlige ordførere også har givet udtryk for ved den her behandling, så er det en uskik at fremsætte lovforslag, som behandler fuldstændig urelaterede områder. Det giver en useriøs og dårlig lovbehandling, når vi står heroppe med ganske få minutter at tale i og skal nå omkring alle emnerne. Jeg synes sådan set, at vi alle sammen tager det seriøst; det er jo præcis derfor, vi beder om mere tid til at sætte os ind i tingene og mere tid til at diskutere tingene, både med regeringen, men jo sådan set også med hinanden.

Når jeg siger det, er det, fordi den tidligere justitsminister jo betragtede det som et udtryk for, at Retsudvalget ikke rigtig gad at arbejde. Jeg vil bare sige, at det er præcis det modsatte, der er tilfældet.

Det betyder jo også, at jeg ikke kan nå rundt om alle ændringer, som det her lovforslag kommer med, men jeg vil komme med nogle nedslag her:

At give politiet yderligere beføjelser til at overvåge borgere uden den domstolskontrol, som sikrer, at det rent faktisk sker på et korrekt og gyldigt grundlag, er under al kritik. Vi lever i et land, hvor man i udgangspunktet har ret til frihed og privatliv, og der skal være væsentlige hensyn, hvis man skal begrænse borgernes rettigheder. En økonomisk besparelse hos politiet er i Enhedslistens optik ikke en gyldig grund til at øge overvågningen af borgere uden domstolskontrol og dermed svække retssikkerheden betydeligt. Det, at det er besværligt for politiet at overvåge mennesker, er jo i sig selv med til at sikre, at man kun gør det i de situationer, hvor det er absolut nødvendigt. Og fjerner man det besværlige element, tror jeg vi kommer til at se endnu mere uproportionel masseovervågning af borgerne end den, vi i forvejen ser med de danske logningsregler.

Så vil jeg sige, at der er masser af dårligt at sige om den eksisterende ordning med Ungdomskriminalitetsnævnet, og derfor er det absolut positivt at undtage børn og unge med svært nedsat psykisk funktionsevne fra at skulle igennem den mølle. Ministeren kan overveje, som rigtig mange af høringssvarene lægger op til, helt at afskaffe ordningen, så vi ikke udsætter mindreårige børn for at skulle igennem et domstolslignende nævn, når den eneste grund til, at de er der, er, at vi som samfund har svigtet dem i en alt for ung alder.

Det er til gengæld også et dårligt forslag set i relation til Ungdomskriminalitetsnævnet i det her lovforslag. Jeg vil gerne læse en passage op fra Børnerådets høringssvar:

»I forslaget redegøres der for reglerne ved ulykker i forbindelse med straksreaktioner. Vi mener, det er meget bekymrende, at børn i 10-14-års alderen skal risikere at få skader for resten af livet, fordi de er blevet sat til at udføre manuelt arbejde, som led i et politisk ønske om, at børnene mærker en konsekvens. Det er ganske enkelt ikke proportionelt.«

Og til det kan jeg bare sige, at vi i Enhedslisten er et hundrede procent enige med Børnerådet. Jeg synes, at lige præcis i sager, hvor det handler om børn, bør man da lytte til de organisationer, som ved noget om det, især når man er minister i en regering med en statsminister, der kalder sig for børnenes statsminister. Så kan jeg ikke se, hvorfor man ikke skulle lytte til Børnerådet.

Så kan vi lige nå at runde forslaget om at etablere endnu en mulighed for, at politiet kan lave visitationszoner og dermed krænke tilfældige individers rettigheder ved at foretage indgreb mod dem, uden at der er skyggen af mistankegrundlag. Vi har set, hvor fuldstændig ligegyldigt det har været at indføre de visitationszoner, man indtil videre har anvendt, og det eneste, det reelt har medført, er unødig chikane af særlig minoritetsetniske borgere, hvilket er meget tydeligt dokumenteret. Hvordan i alverden kan halvdelen af politiets visitationer uden mistankegrundlag gå ud over mennesker, der er brune i huden? Det hænger simpelt hen ikke sammen med den såkaldte objektive visitation, der skulle foregå i de her zoner. Derfor vil vi i Enhedslisten selvfølgelig på ingen måde medvirke til at udvide de her zoner.

Derfor vil jeg i lighed med andre ordførere gerne have, at vi får en grundig teknisk gennemgang af det her lovforslag, og at ministeren ser på muligheden for at dele lovforslaget op. Det er jo altid dejligt at blive inviteret til bryllup, men jeg synes godt nok, at det er en uskik med de her bunkebryllupper, som vi godt nok er trætte af i Enhedslisten. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og det er fra hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg kunne sådan set aldrig forestille mig, det ville være godt med et bryllup med regeringen, så længe den er rød – men lad det ligge.

For noget tid siden havde jeg et interview med Berlingske, hvor vi snakkede om retspolitik og betydningen af, at blå blok også gik op i borgernes retssikkerhed. Jeg blev spurgt: Vil du, Alex Vanopslagh, være blå bloks svar på Enhedslisten? Og så sagde jeg: Ja! Og jeg synes, det er fantastisk, at Enhedslisten næsten altid står på borgernes side, når det kommer til retssikkerhed. Men der er noget, der undrer mig, for mens det øjensynligt er vigtigt – og heldigvis – for Enhedslisten at forsvare borgernes retssikkerhed og vores grundlovssikrede frihedsrettigheder, og det gælder jo næsten på alle områder, gælder det ikke i forhold til den private ejendomsret. Enhedslisten er jo ofte imod, at der er privatejede virksomheder; man er imod det, hvis skatterne bliver for lave, altså at man kan beholde mere af sin egen ejendom. Jeg vil egentlig bare gerne forstå logikken. Hvordan kan det være, at man kan være optaget af borgernes frihed og retssikkerhed på alle andre områder end den private ejendomsret? Jeg vil egentlig gerne forstå den logik.

Ordføreren.

Jeg læste godt interviewet med hr. Alex Vanopslagh i Berlingske, og jeg tænkte også, at det da egentlig var skønt, for hvis – gud forbyde det – flertallet herinde skulle skifte, ville der stadig væk være nogle, som kæmpede for retssikkerheden. Så det er jeg selvfølgelig glad for.

Enhedslistens forhold til den private ejendomsret er jo ikke helt, som ordføreren fremlægger det. Vi synes jo godt, at man må have sin virksomhed, at man må eje ting. Det, som vi er optaget af, er jo, hvem der ejer produktionsmidlerne, som vi mener skal være kollektive. Det synes jeg sådan set er meget simpelt. Og hvis hr. Alex Vanopslagh er interesseret, skal jeg gerne udlevere en version af Enhedslistens principprogram, som jo også tit og ofte bliver diskuteret herinde.

Hr. Alex Vanopslagh.

Jeg har det lige så godt, så det springer jeg over. Nej, men altså, det er jo den samme logik, der gør sig gældende, når Enhedslisten kæmper for, at man ikke skal begrænse borgernes frihedsrettigheder, og at staten ikke bare efter forgodtbefindende må overvåge os eller begrænse vores frihed eller indføre visitationszoner. Det er jo den samme logik, der gør sig gældende, i forhold til at borgerne selvfølgelig også gerne må eje produktionsmidler. Kan ordføreren ikke se, at der er en inkonsistens, en mangel på logik, og at det at fjerne folks private ejendom eller begrænse mulighederne for at kunne eje ting, herunder produktionsmidler, er et mindst lige så stort indgreb i borgernes frihed som det, som regeringen gang på gang præsenterer, og hvor heldigvis både Enhedslisten og Liberal Alliance som regel stemmer imod?

Ordføreren.

Nej, det er jeg simpelt hen ikke enig i er et indgreb i borgernes frihed. Jeg mener jo netop, at borgerne får mere frihed, jo stærkere velfærdsstaten er. Og der ved jeg, at Liberal Alliance har det præcis modsatte synspunkt, og på den måde er det jo dejligt, hr. Alex Vanopslagh, at der også er ting, vi kan være uenige om. Men jeg synes, at vi i dagens anledning skal hæfte os ved de ting, vi er enige om.

Tak til fru Rosa Lund og Enhedslisten. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Næste ordfører kommer fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Britt Bager. Velkommen.

Det her er et meget komplekst og sammensat forslag. Der er enormt mange elementer, som overhovedet ikke har noget som helst med hinanden at gøre. Hvis vi skal starte med det gode, så er det godt, at vi udvider politiets muligheder for at blokere hjemmesider, så vi hurtigt kan få stoppet en svindler, vel at mærke med den betingelse, at en ret efterfølgende skal udstede en dommerkendelse.

Det er også godt, at vi udvider muligheden for at offentliggøre et signalement af en formodet gerningsperson, og det er også positivt, at der ændres i ungdomskriminalitetsloven. Men det er på ingen måde godt, at regeringen nu vil give tilladelse til, at der skal kunne påsættes en gps uden retskendelse. En retskendelse er borgernes retssikkerhed, og den må vi ikke spare væk.

Det her forslag er, som flere har nævnt, én stor bunke. Som forslaget ligger her, kan Det Konservative Folkeparti ikke støtte forslaget. Jeg vil se frem til en teknisk gennemgang i udvalget, og jeg vil se frem til en meget, meget grundig behandling.

Tak til den konservative ordfører. Næste ordfører kommer fra Dansk Folkeparti, og det er fru Mette Hjermind Dencker.

Tak for det. Jeg vil starte med at sige, at vi kan støtte ni ud af ti punkter i dette lovforslag, og det er særskilt det, som står i punkt 2.9 i lovforslagets bemærkninger – det, som omhandler en ændring i ungdomskriminalitetsloven – som vi synes er problematisk og derfor ikke bør indgå i denne pakke. Som så ofte før er det sådan et kludetæppe af forskellig lovgivning, som de tidligere ordførere også har været inde på, som er pakket ind i ét lovforslag, og det synes vi generelt er noget rod. I dette lovforslag behandler vi alt fra blokering af hjemmesider, videokommunikation med udlændinge, stikprøvekontroller i forhold til eksplosivstoffer, deling af fotos, aktindsigt i anklageskrifter, udstedelse af bøder i forbindelse med atk-systemet til noget omkring ungdomskriminalitet. Bl.a. ønsker regeringen at undtage visse unge med psykisk funktionsnedsættelse fra at skulle komme for Ungdomskriminalitetsnævnet, og det er noget, vi ikke kan støtte. Det må være muligt at tage den del ud, som omhandler ungdomskriminalitet, og lade det indgå i den generelle evaluering af »Aftale om en reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet – Alle handlinger har konsekvenser« fra 2018.

Under punkt 2.10, mulighed for at undtage børn og unge med svært nedsat psykisk funktionsevne fra nævnsbehandling, står der bl.a.:

»Der peges i den forbindelse bl.a. på, at børn og unge med svært nedsat psykisk funktionsevne ikke vurderes at være kognitivt i stand til at forstå sagsprocessen, og at deltagelsen i nævnsmødet kan være en belastning for det pågældende barns eller den unges mentale helbred.«

Hvis vi går ud ad den sti, vil man også kunne argumentere for, at disse unge heller ikke forstår processen hos sagsbehandleren. Eller vi kan gå endnu videre og mene, at disse unge heller ikke forstår konsekvenserne af deres handlinger, så de skal gå helt straffri. I lovteksten fremgår det, at det kan være unge, som eksempelvis har adhd, infantil autisme eller andre psykiske udfordringer. Jeg har kendskab til flere unge med alvorlige psykiske udfordringer, hvoraf den ene har en iq på 54, altså vedkommende var mentalt retarderet i lettere grad. Uanset det var han i stand til at begå et utal af personfarlige lovovertrædelser. Han blev sagsbehandlet i kommunens handicapafdeling, simpelt hen fordi det var her, han grundet sin lave iq hørte til, men hans absolut største udfordring i livet var, at han begik massevis af kriminalitet, og det havde handicapafdelingen ikke erfaring med. Så det med at undtage disse unge med psykiske udfordringer fra at få deres sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet kan vi ikke stemme for. Det er et skråplan, at det med dette indhold vil blive sådan, at diverse sagsbehandlere pludselig finder ud af, at en række unge ad den vej kan slippe for nævnet. Det var ikke derfor, nævnet blev oprettet.

Det fremgår i øvrigt under punkt 2.12, øget brug af straksreaktioner m.v.:

»Det er kommunen, som indstiller til en straksreaktion. Det forudsættes, at kommunerne i langt videre omfang end i dag vil skulle indstille til brug af straksreaktion i de sager, som henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet.«

Det fremgår også i forslaget, at det foreslåede indebærer, at der ikke skal ske genbehandling i Ungdomskriminalitetsnævnet, hvis forberedelsesforløbet er udløbet og kompetencen til at træffe afgørelse om fortsat anbringelse fremadrettet ligger hos kommunalbestyrelsen eller børn og unge-udvalget efter serviceloven. Det vil altså sige, at man i praksis her lægger kompetencen tilbage til det kommunale system – netop det system, som vi fratog kompetencen ved at oprette disse ungdomskriminalitetsnævn. Det gjorde vi af gode grunde, hvoraf en af dem handler om økonomi, så det netop ikke er det samme system, der skal udstikke sanktioner og være dem, der betaler.

Så igen her vil det give mening, at der bliver lavet en ordentlig evaluering af Ungdomskriminalitetsnævnet, og her kunne det være fint, at det er kommunen, der indstiller, men ligeledes, at Ungdomskriminalitetsnævnet kan indstille og dermed beslutte, at der skal pålægges en straksreaktion. Og bemærk igen her, at en såkaldt straksreaktion vil være svær at lave straks, da der, fra den unge begår kriminalitet, til sagen kommer for nævnet, undervejs skal laves en ungefaglig undersøgelse – jo, hurtigt tager meget lang tid – og er det hærværk, der er begået, skal det udbedres. Lad os forestille os, at det er nogle smadrede ruder; så kan man jo sagtens udbedre noget tilsvarende, uden at det direkte behøver at være det, man selv har lavet.

Men som sagt ønsker vi, at det, der omhandler ungdomskriminalitet, bliver taget ud, for at vi kan stemme for resten af lovforslagets indhold. Tak for det.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Nye Borgerlige, og det er fru Pernille Vermund. Velkommen.

Tak for ordet. Jeg havde egentlig forberedt en tale, hvori jeg minutiøst punkt for punkt ville gå igennem det her forslag, som andre har kaldt et bunkebryllup. Og jeg vil også gerne nævne nogle af punkterne, men jeg bliver nødt til at lægge dem lidt til side og sige, at det her er bekymrende. Det er bekymrende, at vi har en regering, som åbenlyst ikke har nogen stopklods, altså hvor forståelsen af frihed handler om, at jo mere magt staten har over borgerne, jo friere er vi. Det er jo simpelt hen at vende tingene på hovedet.

Da jeg læste forslaget om, at man skulle kunne spore danskere ved hjælp af gps eller andre apparater uden en dommerkendelse, tænkte jeg: Hvad bliver det næste? Skal vi så også, når vi har været indlagt, kunne få en lille chip ind i armen, så man kan følge med i, hvad vi laver? Så vil der sikkert sidde en socialdemokrat og sige: Nej, nej, det kommer aldrig til at ske. Men lur mig, om der ikke også i dag bliver foreslået ting af Socialdemokratiet og den socialdemokratiske regering, som man for 10 eller 15 år siden ville have forsvoret kunne ske, hvis man var socialdemokrat. Det tror jeg.

Det gælder forslag, som vi har behandlet tidligere, om, at lovlydige borgere ikke skulle kunne opholde sig i områder, fordi der var kriminelle eller folk, der skabte uro, som havde hærget på området i en periode, altså de her såkaldte opholdszoner, som var no go-zoner. Det gælder forslaget her om gps-tracking. Og det gælder forslaget, som vi behandlede for 2 uger siden, hvor vi havde en relativt kæk justitsminister – det var så den forhenværende justitsminister – som øjensynligt var fuldstændig ligeglad med, at Socialdemokratiet og regeringen var de eneste i Folketinget, der syntes, at det var en glimrende idé at lave så vidtgående indskrænkninger i borgernes frihed, som man gjorde med det forslag.

Nu står vi med et forslag igen. Og jeg synes egentlig ikke, det værste i det her er, at det er mange forslag i ét. Man kunne godt, som jeg havde gjort i min ordførertale, sætte sig ned og sige, at det her er vi for og det her er vi imod, bla bla bla – og dele det op eller bare stemme imod det hele, fordi man ikke kunne få det opdelt. Det kunne man i princippet godt.

Jeg synes, at det værste er, at det tenderer en bevægelse i vores samfund, hvor det hele tiden handler om at tage magt fra borgerne og lægge den hos staten. Jeg bliver bekymret, og det er ikke, fordi jeg som sådan har mistillid til staten; det er det vitterlig ikke. Jeg har tillid til vores politi, til vores efterretningstjenester osv., men jeg har også det grundlæggende princip, at lovlydige borgere skal kunne leve i fred og frihed, og at der skal være proportioner i tingene – og det er der ikke her.

Der er to eksempler, som jeg gerne vil fremhæve. I virkeligheden er det tre, men jeg vil fremhæve to af de værste. Det gælder det forslag, som er fremhævet tidligere, om, at politiet skal kunne overvåge borgerne ved gps eller lignende apparater uden en dommerkendelse. Det er vanvid. Jeg har lige lyttet mig til hos en advokat hernede i hjørnet, hvilket jeg håber at jeg nogenlunde må citere, at det ikke tager vildt lang tid at få en dommerkendelse, så mon ikke også det kan lade sig gøre for politiet i de her sager. Og derfor tænker jeg også, når vi taler om blokering af hjemmesider, om det, hvis det er et spørgsmål om timer at få en dommerkendelse, og da vi ved, hvor lang tid de her sager kan ligge på politiets bord, før der overhovedet sker noget, så er rimeligt, at sagen kan ligge mange timer, mange dage, mange uger, mange måneder på politiets bord, men når politiet så skal i gang, er det borgernes frihed, man går på kompromis med – for at være mere effektiv, for at spare et par timer. Det synes jeg ikke det er.

Derfor vil vi også gerne have en god forklaring på, hvorfor man ikke skal have en dommerkendelse, forud for at man blokerer virksomheders hjemmesider. Jeg er helt med på, at de her hjemmesider er noget skrammel. Vi skal af med dem, der svindler og ikke mindst svindler med andre menneskers penge eller oplysninger. Der er virkelig mange, der kommer i klemme i det her, og det er dybt ubehageligt at få frarøvet sine oplysninger. Man kan hænge fast i det i mange, mange år. Så vi skal have et opgør med det, men jeg synes godt, man kan tillade sig at spørge ind til, hvad man forventer det vil gøre af forskel, at man ikke har en dommerkendelse, forud for at man blokerer hjemmesider.

Endelig er der det forslag, som handler om massemediernes adgang til aktindsigt i anklageskrifter og retsmødebegæringer. Vi har diskuteret det i salen her tidligere i dag, og det kan være, at jeg har misforstået det, men jeg formoder, at eftersom det fremgår her og fremgår som en ændring, altså at det fremgår, at man vil stille krav om, at anmodninger om aktindsigt i et større antal anklageskrifter og retsmødebegæringer skal være rimeligt begrundede, så giver det også myndighederne mulighed for at sige, at noget ikke er rimeligt begrundet. Og vi er i Nye Borgerlige optaget af, at danskerne får bedre aktindsigt i, hvad der foregår, får bedre mulighed for at holde kontrol med, hvad der foregår hos myndighederne, i regeringen og andre steder. Det er også derfor, at vi ønsker at revidere offentlighedsloven, men det er en anden sag, og det skal vi diskutere senere i dag. Tak for ordet.

Tak til fru Pernille Vermund. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører kommer fra Liberal Alliance, og det er hr. Alex Vanopslagh. Velkommen.

Tak for det. Hvis jeg ser lidt glad ud, er det ikke på grund af lovforslaget – det er simpelt hen, bare fordi jeg lige kiggede ud på Slotspladsen, hvor jeg kunne se, at politiet var ved at slæbe nogle af de her klimaaktivister, som ligger og skaber sig på jorden og prøver at genere folk i deres hverdag, væk. Det kunne jeg ikke lige lade være med at blive en smule opløftet af.

I forhold til lovforslaget vil jeg sige, at regeringen ofte taler om, at der er brug for afbureaukratisering i Danmark, og indtil videre har regeringen egentlig bare fortsat i sporet med at pålægge danskerne flere regler, flere love, flere forbud, flere påbud og ikke mindst flere skatter, mens afbureaukratiseringen, der er til gavn for borgerne, har ladet vente på sig.

Men nu kan vi så se, hvad regeringen mener med afbureaukratisering. Det er simpelt hen bare borgernes retssikkerhed, som kan afbureaukratiseres væk, så politiet ikke længere skal vente særlig længe på at få en dommerkendelse til at blokere hjemmesider, så politiet ikke behøver en dommerkendelse, hvis de gerne vil overvåge borgernes gps-færden, så myndighederne i højere grad kan afvise mediernes anmodning om aktindsigt, og så man i højere grad kan visitere borgere uden nogen særlig mistanke. Det er jo mageløst, hvis det er det, der er regeringens bud på en afbureaukratisering. Hvis man sætter logikken på spidsen, kunne man jo også afbureaukratisere grundloven – der er da en masse frihedsrettigheder der, der er trælse og bureaukratiske.

Det er ikke bare en ligegyldig ting, at vi har det princip i vores retssamfund, at man skal have en dommerkendelse, før man kan overvåge borgerne eller på anden vis indskrænke deres frihed. Det er nemlig borgernes værn mod magtmisbrug, for også i vestlige lande sker det nogle gange, at politiet går for langt, og der er dommerkendelsen et værn mod det, og den er også et værn imod menneskelige fejl, og menneskelige fejl begår vi jo alle sammen, og det gør de også indimellem i politiet. Der kan være situationer, hvor de har tænkt, at der var en særlig grund til at overvåge folk, og så viser det sig, at de tog fejl. Der er det borgernes værn mod den type helt almindelige menneskelige fejl, at man har princippet om, at der skal en dommerkendelse eller en retskendelse til, når der skal ske en indskrænkelse i nogens frihed. Så det skal vi selvfølgelig holde fast i.

Jeg køber ganske enkelt ikke argumentet om, at det er for besværligt og tidskrævende for politiet at indhente en dommerkendelse. Mig bekendt er det noget, der tager få timer, hvis det haster. Det er ikke noget, der tager flere dage eller flere uger eller adskillige måneder. Det er jo kun, når borgerne skal have noget fra det offentlige, at det tager adskillige uger eller flere måneder. Når politiet skal have en retskendelse eller en dommerkendelse, går det heldigvis ret hurtigt. Så det er jo ikke et argument for at fjerne borgernes retssikkerhed.

Tværtimod ser jeg desværre det her som endnu et slag fra regeringens side mod vores retssamfund og nogle gode, sunde retsprincipper, og jeg glæder mig over, at vi jo er tæt på at være et samlet Folketing, der siger nej til nogle af delene – i LA's tilfælde er det flere af delene. Så tak til mine gode kollegaer. I er – i hvert fald i dagens anledning – jeres opgave voksen.

Tak til hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Jeg ser ikke flere ordførere, der ønsker at tale på partiernes vegne, og jeg kan hermed give ordet til justitsministeren.

Tak til ordførerne for Folketingets partier for debatten om L 182. Det er et lovforslag, der handler om rettidig og effektiv sagsbehandling, for det er en grundlæggende forudsætning for et retssamfund. Det er også væsentligt i et retssamfund, at vores myndigheder bruger tiden på det rigtige, og at retfærdigheden hurtigt kan ske fyldest. Derfor synes jeg også, at det er lovgivers og den udøvende magts opgave hele tiden at sikre, at de myndigheder, vi har, og domstolene er i stand til at bruge tiden på det rigtige, så man får truffet de rigtige afgørelser på en effektiv måde.

Vi er desværre ikke der i dag, hvor vi kan være tilfredse med sagsbehandlingstiderne i det, vi normalt kalder straffesagskæden, for for mange ofre må vente for længe på at få deres sag afgjort, og det mener jeg ikke er rimeligt. Derfor vil det være et fokuspunkt for mig, ligesom det var for den tidligere justitsminister, at få nedbragt sagsbehandlingstiden i straffesager. Det er også et spørgsmål om retssikkerhed. Sagerne bliver ikke bedre af at ligge i lang tid, vidnerne kan ikke huske mere af, at der går længere tid, og med det her lovforslag kommer vi et lille skridt i den rigtige retning mod, at det tager kortere tid at opnå retfærdighed, end det gør i dag.

Lovforslaget indeholder en lang række forslag, som også ordførerne har været inde på. Det er forslag, som hver især er mindre greb, der skal bidrage til, at politiets, anklagemyndighedens, domstolenes, kriminalforsorgens og Ungdomskriminalitetsnævnets ressourcer udnyttes mest hensigtsmæssigt. Det er det, der er fællesnævneren. Men også de små greb har en berettigelse, for det er et langt sejt træk at få nedbragt sagsbehandlingstiden, og vi er allerede nu i gang med at undersøge, om der kunne være flere initiativer.

Retssystemet er en kompleks størrelse, og der er mange vigtige hensyn, der spiller ind. For at vi kommer godt i mål, er det derfor centralt, at alle led i kæden kommer under luppen, og i det her lovforslag er det særlig politiets efterforskningsmuligheder, der er i fokus, for bl.a. at sikre politiet en god værktøjskasse, så vi hurtigt og effektivt kan sætte ind over for kriminelle. Jeg vil ikke gå i detaljer med alle elementerne i lovforslaget her, men blot nævne nogle af dem.

Med hensyn til blokering af hjemmesider har lovforslaget bl.a. til formål at udvide politiets muligheder for at blokere hjemmesiderne. Udvidelsen skal f.eks. gøre det muligt at blokere hjemmesider, hvor it-kriminelle forsøger at franarre borgere oplysninger om eksempelvis MitID eller betalingsmidler, som mange borgere desværre er ofre for. Som led i håndteringen af covid-19 blev der indført en midlertidig adgang til at blokere hjemmesider, hvorfra der var grund til at antage, at der blev begået visse straffelovsovertrædelser, som havde baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark. Ordningen viste sig at være et effektivt værktøj for politiet i bekæmpelsen af covid-19-relateret it-kriminalitet, og det er de gode erfaringer, vi foreslår at bygge videre på. Der vil i de konkrete sager skulle foretages en proportionalitetsafvejning, men hvis en hjemmeside er oprettet og alene anvendes med det formål at begå f.eks. bedrageri, vil der med det her forslag som udgangspunkt kunne ske blokering af hjemmesiden.

Derudover indeholder lovforslaget et forslag om at give politiet adgang til at registrere en mistænkts eller anden persons færden ved brug af gps eller et andet lignende apparat uden retskendelse. Initiativet betyder, at politiet fremover ikke skal bruge en retskendelse for at montere en gps på en bil, der f.eks. holder på en offentlig vej eller på en offentlig tilgængelig parkeringsplads.

Initiativet fik under den offentlige høring flere kritiske høringssvar med på vejen, som er læst, og som regeringen har forholdt sig til. Derfor er der siden den offentlige høring foretaget den væsentlige ændring, at kravet om retskendelse opretholdes i de tilfælde, hvor politiets placering eller montering af en gps kræver indtrængen på privat område eller indgreb i privat ejendom, f.eks. ved at politiet skaffer sig adgang til en bil. Dermed vender vi i vidt omfang tilbage til den retsstilling, der var gældende før 2018.

Jeg synes, at forslaget er udtryk for en fornuftig prioritering af politiets tid, af anklagemyndighedens tid, af domstolenes tid og af deres ressourcer. Initiativet vil betyde, at de myndigheder kan bruge mere tid på andre opgaver.

Lad mig gå videre til de dele af lovforslaget, der handler om ændring af ungdomskriminalitetsloven. Den del af lovforslaget har bl.a. til formål at følge op på tre af de i alt seks delevalueringer af indsatsen mod ungdomskriminalitet, som blev besluttet i forbindelse med etableringen af Ungdomskriminalitetsnævnet.

Når børn og unge begår kriminalitet tidligt i livet, kan det være starten på en kriminel løbebane, som kan ende med omfattende og alvorlig kriminalitet. Derfor er det vigtigt, at der sættes tidligt ind over for ungdomskriminalitet. Der skal være en mærkbar reaktion, så barnet eller den unge forstår, at alle handlinger har konsekvenser. Derfor er jeg også glad for, at evalueringerne peger på, at der har været succes med at få børn og unge for nævnene, inden de ender i en kriminel løbebane.

Evalueringerne peger dog også på nogle udfordringer, f.eks. bliver der kun i begrænset omfang gjort brug af straksreaktioner. Det mener jeg ikke er tilfredsstillende, og forslaget indeholder derfor initiativer, der skal sikre en øget brug af straksreaktioner over for børn og unge, sådan som det også var den politiske hensigt, da vi i sin tid behandlede det lovforslag.

Af delevalueringerne fremgår desuden, at det ikke er formålstjenligt for den kriminalpræventive indsats, at sager vedrørende børn og unge med svært nedsat psykisk funktionsevne behandles i nævnet. Derfor foreslår vi, at den gruppe fremover skal undtages fra nævnsprocessen. Der gives herudover i evalueringerne udtryk for et ønske om, at der deltager børnesagkyndige ved flere møder. Også det har vi lyttet til, og derfor er det forEslået at udvide adgangen til at benytte børnesagkyndige i sager vedrørende børn og unge i alderen 15-17 år. Endelig peger evalueringerne på en række punkter, hvor nævnsprocessen kan effektiviseres og smidiggøres. Lovforslaget indeholder derfor også sådanne initiativer.

Endelig er der efter den offentlige høring indsat et mindre præciserende element af mere teknisk karakter, der handler om den europæiske anklagemyndighed.

Med de bemærkninger vil jeg endnu en gang takke ordførerne for de forskellige indlæg. Jeg ser frem til den videre behandling her i Folketingssalen. Jeg kan høre, at der er flere elementer, der trænger til at blive diskuteret. Derfor står jeg selvfølgelig til rådighed både i dag og efterfølgende, hvis der skulle være et ønske om det.

Tak til ministeren. Der er ønske om en række korte bemærkninger til ministeren. Først er det fru Samira Nawa, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg hæfter mig ved, at ministeren nævner det her med, at lange sagsbehandlingstider ikke er i overensstemmelse med retsfølelsen og retssikkerheden, og det er jeg sådan set enig i. Men hvis man bruger det som argument for, at der ikke skal indhentes dommerkendelse for at kunne sætte en gps på en bil, så skylder man jo også at svare på, hvor meget tid man så sparer.Det har jeg ikke hørt svaret på. Jeg prøvede at spørge den socialdemokratiske ordfører om ressourcerne. Det kan jo både besvares i kroner og øre og i tid, men nu taler ministeren meget om tid. Så hvor stor en tidsbesparelse er det egentlig, man gennemsnitlig regner med at kunne indhente, hvis man går uden om en dommerkendelse?

Ministeren.

Der er ikke nogen endelig beregning af det, og sandheden er jo også, at den her regel faktisk kun har gjaldt i ganske kort tid. Frem til 2018 kunne alle borgere gå rundt og gps-tracke hinanden. Jeg kunne sætte en gps-tracker på din cykel fuldstændig lovligt. Der foretog Folketinget heldigvis den meget fornuftige beslutning tilbage i 2018, at det ikke skulle være lovligt. De eneste, der må gps-tracke folk, er politiet. Der besluttede man sig så for, at hvis politiet gjorde det, skulle de have en retskendelse. Faktisk var det i strid med, hvad Straffelovrådet anbefalede. Straffelovrådet sagde dengang i deres betænkning, at de ikke mente, at politiet skulle indhente en retskendelse, men der sagde Folketinget så: Det mener vi nu alligevel de skal. Nu har det så fungeret en 3-4 år, og vores vurdering er, at det er ressourcetungt. Der er ingen grund til, at hverken politiet, anklagemyndigheden eller domstolene bruger tid på det. Vi skal huske på, at politiet jo godt må skygge folk uden en retskendelse. Politiet må godt tage foto af folk på offentlig vej uden en retskendelse. Det er jo ikke anderledes end det. Og nu må de også godt, hvis det her lovforslag bliver vedtaget, tracke folk med gps. Der skal selvfølgelig være en proportionalitetsafvejning. Det er jo ikke noget, man skal gøre ud af det blå, men det er også et spørgsmål om: Har vi tillid til, at politiet er i stand til at foretage de afvejninger? Det mener jeg godt de kan.

Fru Samira Nawa.

Jeg har skam også stor tillid til politiet. Er det ikke korrekt, at man, hvis det er så presserende at gps-tracke en mistænkt, godt kan indhente den dommerkendelse inden for 24 timer, altså at det ikke forhindrer politiet i deres arbejde? Derfor vender jeg igen tilbage til det her tidsargument, som jeg simpelt hen ikke forstår. På en eller anden måde ender jeg jo et sted, hvor jeg, med den socialdemokratiske ordførers ord, er konspiratorisk. Men det her må jo handle om, at man er glad for overvågning. Det er det, jeg står tilbage med.

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg sige: Jo, politiet kan ret hurtigt få en dommerkendelse efterfølgende, hvis de har været nødt til at gps-tracke nogen hurtigt uden at kunne indhente en kendelse på forhånd. Det her forslag er jo ikke altafgørende for, om vi får forkortet sagsbehandlingstiderne eller ej. Det er ét lille bidrag af mange. Det er mange bække små i et forsøg på at sørge for, at når folk f.eks. har været udsat for vold, kan vi hurtigere få retfærdigheden til at ske fyldest, for sagerne bliver ikke bedre af at ligge i lang tid. Jeg går ikke rundt og er forelsket i overvågning, men det her er altså ikke et kæmpe angreb på retsstaten. Det har været retspraksis indtil 2018, og det er i øvrigt ikke anderledes, end hvad Straffelovrådet dengang anbefalede Folketinget.

Så er det fru Rosa Lund.

Når man fjerner dommerkendelser, retskendelser på den her måde, er det faktisk et angreb på retsstaten. Det mener jeg det er, og jeg bliver ærlig talt både skræmt og skuffet over, at ministeren ikke mener, at det er et angreb på retsstaten. Jeg er jo enig i, at lange sagsbehandlingstider er dårligt for retsfølelsen, men det, der også er dårligt for retsfølelsen, er, hvis man ikke kan stole på, at man ikke bliver overvåget, uden at man har gjort noget. Derfor er det jo problematisk, og jeg synes stadig væk, vi mangler et svar på, hvad begrundelsen for det her er. Hvor kommer forslaget fra? Den socialdemokratiske ordfører kunne ikke svare. Måske kan ministeren.

Ministeren.

Det eneste, jeg appellerer til, er, at det her ikke bliver alt for principielt. Altså, man kan sagtens overvåges i dag, uden at der er en retskendelse. Hvis politiet ser en bil på rumænske plader og tænker, at den der har vi tænkt os at følge efter, så skal de jo ikke spørge dommeren om lov. Så skygger de jo bare folk, og hvis de har lyst til at tage et fotografi af folk og få dokumenteret noget, så gør de jo bare det. Det behøver de heller ikke en retskendelse til, hvis det foregår ved en offentlig vej, og man kan så diskutere, om det at sætte en gps-klods under en bil skal kræve en retskendelse eller ej. Jeg synes bare, det er ret voldsomt at få det til at fremstå, som om det er et kæmpe angreb på retsstaten. Det er ikke anderledes, end det var frem til 2018. Det er ikke anderledes, end Straffelovrådet anbefalede, og det er ikke meget, men det er noget, der vil betyde noget for både politiet, anklagemyndigheden og dommerens tidsforbrug, og det her handler om at komme hurtigt frem til en retfærdighed, og det tager for lang tid nu, og i det her lovforslag er der mange forskellige initiativer, der skal bringe os hurtigere frem til en retfærdighed.

Jeg kan godt tælle til 90, men jeg synes, vi kommer lidt for let henover, at det bare er et kæmpe angreb på retsstaten. Jeg synes, vi herinde har en forpligtigelse til lige at overveje med os selv, om det virkelig er altafgørende, at vi går op imod det, Straffelovrådet anbefalede. Er det virkelig så afgørende? Eller kunne vi sige, at okay, det er en ny teknologi, Folketinget skal lige finde ud af, hvordan lovgivningen finder balancerne her? Og det er balancer – det medgiver jeg fuldstændig – og det kan være, at vi ikke er enige om, hvor de balancer skal være. Jeg appellerer bare til en sådan nogenlunde rolig debat omkring det, og at det ikke er, som om vi er ved at skylle grundloven ud i lokummet.

Fru Rosa Lund.

Jeg vil i hvert fald gerne på egne vegne forklare, hvorfor Enhedslisten reagerer, som Enhedslisten gør. Det er, fordi det ikke er første gang, vi står i den her sal og regeringen foreslår at fjerne en dommerkendelse på noget. Hvis vi hver gang bare sagde, at det ikke er et angreb på retsstaten, og at det bare er helt stille og roligt, og at det må vi jo bare lige se, så ville vi lige pludselig stå et sted, hvor vi ikke længere havde den retsstat, vi har i dag, og derfor er vi jo nødt til at reagere principielt hver eneste gang. Og det kan godt være, at det er irriterende for regeringen, men det er nu engang det standpunkt, vi har i Enhedslisten.

Så vil jeg foreslå noget. Hvis det handler om at afprøve ny teknologi, hvorfor har man så ikke lagt en solnedgangsklausul ind i forslaget, så vi er sikre på, at der kommer en evaluering?

Ministeren.

Lad mig starte med at sige, at det er min første dag i Folketingssalen som justitsminister, og nogle af ordførerne har jeg jo haft mange lovforslag med, herunder Enhedslistens ordfører, og andre har jeg det for første gang, og derfor lytter jeg også meget opmærksomt til, hvad der bliver sagt, og kan jo godt fornemme, at der er en mistillid til regeringens intentioner på det her område. Derfor vil jeg meget gerne slå fast, at jeg selv og regeringen er enorme tilhængere af, at vi har en retsstat med meget høje standarder, og at jeg kun synes, det er sundt, at vi har gode diskussioner omkring det her, og en solnedgangsklausul kunne måske være en måde at lande det her på. Det er jeg fuldstændig åben over for at diskutere. Jeg mener bare ikke, at det her konkrete element er en dolk i ryggen på retsstaten. Det mener jeg ikke. Altså, det er, som jeg sagde før, ikke anderledes, end at vi går tilbage til den retstilstand, der var i 2018. Det er en ny teknologi, og lad os finde ud af, hvordan balancerne skal findes. Jeg appellerer bare til, at vi ikke anser det her for at være så meget anderledes end nogle af de andre muligheder, politiet har i værktøjskassen.

Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg kunne godt have fortsat lidt i samme spor, men jeg er ret sikker på, at der bliver flere lejligheder til at snakke om det her forslag. Jeg vil i virkeligheden gerne stille et spørgsmål om Ungdomskriminalitetsnævnet. Det er, fordi Dansk Socialrådgiverforening foreslår, at vi ikke kun giver mulighed for at undtage børn med svære psykiske problemer for Ungdomskriminalitetsnævnet. De peger i virkeligheden på, at alle børn skal have muligheden for at blive undtaget, hvis en konkret og individuel vurdering tilsiger, at det giver mening at undtage barnet. Kunne ministeren være indstillet på at kigge på det?

Ministeren.

Jeg tror, jeg vil starte med at sige, at jeg også godt kan huske, hvad Dansk Socialrådgiverforening mente, dengang vi indførte ungdomskriminalitetsnævnene, og at jeg er glad for, at vi i strid med de ønsker, der var fra Socialrådgiverforeningen dengang, faktisk fik det vedtaget. Jeg mener også, at det, vi faktisk har fået gennemført, er det bedste for børn og unge. Jeg mener så, at der er for få sanktioner, og at det ikke er godt for børnene. Og så mener jeg, at der er en gruppe, som har været omfattet, men som ikke skal omfattes mere. Med det her lovforslag foreslår vi, at de ikke skal være omfattet. Om der derudover kan være nogle, som efter en konkret og individuel vurdering skal undtages, tør jeg ikke svare på her, men det vil jeg meget gerne sørge for der bliver svaret på skriftligt inden udvalgsbehandlingen.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det takker jeg for, for jeg mener faktisk, at der sagtens kan være børn med lettere funktionsnedsættelser, som kan have gavn af at blive undtaget for Ungdomskriminalitetsnævnet. Der kan også være andre børn, altså man er jo ikke særlig gammel, når man er 10 år, og hvis vi så dertil lægger, at man kan være lidt senere udviklet og ikke særlig moden, så har jeg bare meget, meget svært ved at se, hvad det er, man ekstra får ud af at blive sat ned i en proces, hvor der sidder en masse voksne for en bordende og stiller nogle spørgsmål, som man slet ikke forstår. Jeg anfægter ikke, at det kan være godt at have et ungdomskriminalitetsnævn, som bestemmer, hvad den sociale indsats skal være. Jeg vil bare gerne høre, om ministeren tror børnene får mere ud af det, altså at vi sætter børnene ned foran de her vokse.

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at jeg tror, at de her børn har siddet foran for få voksne, der har stillet dem spørgsmål om deres liv, og at jeg grundlæggende set mener, at vi gør de her børn en tjeneste ved at have indført ungdomskriminalitetsnævnene, langt de fleste børn. Og jeg lyttede også meget opmærksomt til det, Dansk Folkepartis ordfører sagde, for det er jo rigtigt nok, at der er faldet markant færre sanktioner, end vi havde troet. Det er jo kun omkring 2 pct. af de sager, der har været igennem, der er endt med sanktioner. Det fortæller noget om, at der måske i den anden ende hos kommunerne ikke har været helt den samme vilje til at gennemføre det, som i hvert fald var Folketingets intentioner, da vi vedtog det. Derfor kunne jeg også godt være lidt skeptisk ved at lægge en yderligere mulighed ind for, at kommuner kunne undtage folk fra i det hele taget at komme for Ungdomskriminalitetsnævnet. Jeg tror, det er ret vigtigt, at vi får hjulpet de børn, der er i den situation, før det går galt.

Tak for det. Så er det hr. Alex Vanopslagh.

Tak. Jeg vil da egentlig gerne give ministeren ret i, at det jo ikke er sådan, at vores retsstat er væk, hvis man gennemfører det her lovforslag. Men jeg vil egentlig mene, det må være hævet over enhver tvivl, at det som minimum er at file på borgernes retssikkerhed, det er at svække retsstaten.

Det er jo et forslag, der har været kritiseret både af juraprofessor Frederik Waage og professor i strafferet Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet, der påpeger, at det her altså er et indgreb i borgernes privatliv, og at der skal være enormt gode grunde til det, hvis man skal fjerne det her princip om, at der skal foreligge en dommerkendelse.

Der var også en sag i Tyskland om Uzun , hvor man havde foretaget en gps-sporing af en bil, og der sagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at det var et indgreb i privatlivets fred. Da man herhjemme i Danmark havde en sag om en beboer på et opholdssted, hvor der var en gps-overvågning af beboeren, erklærede Ombudsmanden, at det altså også var et indgreb i privatlivets fred.

Så vil ministeren ikke bare erkende, at det, man lægger op til, selvfølgelig er en svækkelse af retsstaten? Så kan man jo godt mene, det er en god idé alligevel.

Ministeren.

Nej, jeg vil faktisk ikke kalde det en svækkelse af retssalen. Jeg synes, det, vi skal overveje med os selv, er, hvordan vi får skabt det mest retfærdige system. Og det er ikke retfærdigt, at sager trækker ud. Det er ikke retfærdigt. Sagerne bliver dårligere, vidnerne glemmer mere, og hvis det er en civil sag, tager det lang tid, før f.eks. to virksomheder på en byggeplads får afgjort, hvem det er, der skal stå med regningen. Økonomien står stille, mens vi venter. Det er ikke godt for det danske samfund. Derfor synes jeg, vi har et ansvar for at sørge for, at processen derhen til er hurtig og effektiv med høje retslige standarder.

Det, vi så diskuterer her, er, om det i den afvejning så var det rigtige snit, vi fik lagt i 2018, da vi ikke gjorde, som Straffelovrådet anbefalede os, nemlig at give politiet mulighed uden retskendelse, eller om det ikke var det rigtige. Det er jo helt legitimt at mene begge ting. Jeg appellerer bare til, at man ikke går fuldstændig i panik over, at vi diskuterer og gennemfører det, som regeringen foreslår, og som ikke er anderledes end det, Straffelovrådet anbefalede for ganske få år siden.

Hr. Alex Vanopslagh.

Men ministeren får det jo til at lyde, som om det er sådan, at der er forsinkelser på flere uger og måneder ved, at man skal bruge en dommerkendelse for at foretage gps-overvågning. Men man kan jo som regel få det inden for 24 timer. Mig bekendt er det meget, meget sjældent, at det ikke sker, for hvis politiet siger, at de har brug for en hurtig dommerkendelse, så får de det jo.

Så den påståede gevinst er, at man måske kan komme til at overvåge og afslutte nogle sager nogle få timer hurtigere. Tabet er jo så, at borgerne ikke længere har det her værn mod en urimelig overvågning af deres færden og gps-lokationer. Hvordan kan ministeren mene, at gevinsten opvejer ulemperne?

Ministeren.

Jamen jeg synes, vi begynder at nærme os noget nu. Den ene del af vægten er jeg enig i. Altså, det er jo det med, at der ikke skal være en retskendelse, og det ligger i den ene vægtskål. Det, der ligger i den anden vægtskål, er ikke, hvor kort tid det tager at få en retskendelse, for der har ordføreren fuldstændig ret i, at det går hurtigt. Det er mere, at politiet og anklagemyndigheden og domstolene bruger tid på det – ikke ubetydelig tid.

Spørgsmålet er, hvad de skal bruge den tid på. Mens de arbejder for det her, bruger de ikke tiden på noget andet. Og det er den afvejning, vi skal foretage med hinanden. Og der mener jeg bare, at det, at vi kommer ret hurtigt hen til en afgørelse, har betydning. Vi må med de små tiltag, vi kan lave undervejs, forsøge at se, om ikke vi kan få forkortet tiden i straffesagskæden.

Så er det fru Pernille Vermund.

Tak for det. Kan ministeren kvantificere, hvor meget tid der frigives, hvis man vedtager lovforslaget, som det ligger her? Ministeren siger, at det ikke er, fordi det ikke vil kunne lade sig gøre ret hurtigt at få en dommerkendelse og dermed i virkeligheden bevare borgernes retssikkerhed mod at blive overvåget unødvendigt. Det er altså ikke, fordi det ikke kan lade sig gøre at gøre det i tide, men det er den tid, som myndighederne skal bruge på at udføre det arbejde. Så kan ministeren kvantificere, hvad der ville være sparet af årsværk, hvad der ville være sparet af skattekroner, og ville de penge gå tilbage til danskerne, eller hvad ville man bruge de penge eller den tid på? Det kunne jeg godt tænke mig høre.

Ministeren.

Det er lidt det samme, som fru Samira Nawa spurgte om tidligere. Der er ikke på den måde foretaget en præcis kvantificering. Formålet er jo, at det skal få dommene til at falde lidt hurtigere, så vi får retfærdigheden, altså afgørelserne truffet lidt hurtigere. Det er jo bare et lille bidrag, det er jo bare mange bække små.

Et andet forslag, som jeg også kan høre har været diskuteret, er det her med aktindsigt i anklageskriftet. Det lyttede jeg selvfølgelig også lidt til, og jeg har prøvet at rode lidt rundt i mine papirer, og det, som jeg har fået at vide af Rigsadvokaten, er, at der i praksis er eksempler på, at samme ansøger på ugentlig basis søger om aktindsigt i et meget stort antal anklageskrifter med udgangspunkt i at have siddet og kigget i de offentlige retslister. Og så spørger de bare alle politikredse om det, og det er enorme mængder af ressourcer, vi bruger på det. Det her har absolut ikke noget at gøre med at forringe mediernes arbejdsvilkår, men hvis der sidder en eller anden enkeltperson i et sommerhus et eller andet sted og bare sender aktindsigtsansøgninger af sted, har vi dyrt betalte folk i vores retssystem, der sidder og bruger tid på det. Så derfor appellerer jeg også bare til, om ikke vi skulle sørge for, at de mennesker bruger tiden på det rigtige.

Så vil jeg gerne her fra Folketingets talerstol sige, at det her ikke skal betyde 1 mm mindre manøvrerum til danske medier, for de skal have fuldstændig den samme adgang, som de har i dag.

Tak. Fru Pernille Vermund.

Man kan let få en dommerkendelse på relativt kort tid, og når det ikke er sådan, at færre forbrydere vil blive fanget, og når man heller ikke kan kvantificere det i timer, årsværk eller økonomi, så virker det, som om det er et lidt voldsomt sted at gå på kompromis med borgernes retssikkerhed og frihed. Tanken om, at man, når man kommer med færgen fra den ene havn til den anden, potentielt kan få sat en gps op under sin bil og så bare blive overvåget, er der vel ikke ret mange, der bryder sig om.

Ministeren.

Om det er voldsomt eller ej, er jo det, som vi skal finde ud af med hinanden her i Folketinget. Jeg tænker selv, at hvis politiet ser en bil på rumænske plader køre over grænsen og de tænker, at den der bil altså kommer to gange om ugen, og hvis det ser ud til, at de ikke har normalt arbejdstøj på, så vil de nok prøve lige at finde ud af, hvor de skal hen, og så kan man jo i dag skygge dem, for de kan bare sætte efter dem, men det kræver bare rigtig mange ressourcer. Alternativet kunne være at sige: Nu sætter vi en klods under bilen, og så sporer vi dem gps-mæssigt, og så ser vi, hvad deres bevægelsesmønstre er. Det er effektivt politiarbejde.

Det, man så kan diskutere, er, om der skal være en retskendelse, når man gør sådan noget, eller om politiet skal kunne gøre det, ligesom de kan skygge folk almindeligt. Det handler jo om, hvordan vi benytter ny teknologi. Jeg synes ikke, det er voldsomt, men jeg lytter selvfølgelig til, hvad der bliver sagt.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til justitsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.